Påskeharen og Bamsen i disse Corona-tider !

(Tekst og fotos Angelika Salzwedel ©)

(Layout: Lene Byfoged © – oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Vi siger tusind tak til Angelika Salzwedel for din dejlige maskeberetning midt i disse alvorlige coronatider!

Angelika fortæller:

Da nedlukningen på grund af Corona-epidemien startede den 3. marts i år, begyndte jeg således at sy mundbind/ansigtsmasker  –  Ganske frivilligt og uden vederlag syede jeg over 60 masker af hvidt lærred og hvidt bomuld til min familie, mine venner og bekendte.

Da udstillingen af mine påskeharer i cafeen på museum Oldemorstoft i Padborg på grund af den aktuelle situation i år desværre bortfaldt, fik de harer, der ellers er med i udstillingen, som de første en hvid maske..

Og da mine stofrester af kogeægte bomuld var opbrugt, købte min søster noget grønt stof til mig.

Da jeg nu kun syede masker til vor familie, fik jeg den idé, at jeg som velkomst i vort hus også kunne sy en maske til min Bamse og min Hare. Jeg havde allerede på det tidspunkt en fornemmelse af, at denne situation sikkert ville vare længe, og at  jeg således herigennem  altid senere ville kunne huske netop dette år..

Altså fik Bamse og Hare en grøn maske  –  De har begge i mange år været mine tro følgesvende, og man har siden 2007 kunnet se dem på mange udstillinger i forskellige museer.

Det grønne stof blev brugt op, situationen blev stadig mere alvorlig, og jeg måtte igen sy nye masker.  Jeg kiggede da ind i klædeskabet og fandt en af min mands ældgamle skjorter i grøntmønstret stof.  Og af den opstod endnu engang masker til vor familie og til Bamse og Hare.

Nu havde de begge hver en maske at skifte med, da de hvide masker var blevet for små til dem begge.

I sensommeren mildnedes begrænsningerne, og jeg gik hen for at købe nyt stof.

Efterårsvarianten med ræv og træer er alle familiemedlemmerne begejstrede for, og derfor har Hare og Bamse også fået sådan en maske.

Og egentlig er det da meget pudsigt, når en hare bærer maske med rævemotiv.

Corona  –  der er foreløbig ikke udsigter til en afslutning på dette. Altså gik jeg i september atter hen i stofbutikken på udkig efter julestoffer. Og også Bamse og Hare har allerede nu fået deres julemaske, og da Hare læser mange bøger, fik han selvfølgelig en stoftaske af samme stof.  Her kan du se ham i vintersweater, hue og vanter. I huen er der to åbninger til ørerne.

Og th har vi dem begge iført deres Julemasker.

Jeg tror ikke, at det er de sidste masker, jeg har syet, og når Bamse og Hare igen får nye masker, glæder jeg mig til at vise jer dem.

Ved samme lejlighed ønsker jeg jer alle ALT VEL !

Jeg siger tak til min veninde Lise Clasen, der altid oversætter alt så hurtigt, og til Lene Byfoged, der skaber denne fine layout og offentliggør mine artikler på bloggen.  Hilsener fra Angelika Salzwedel, september 2020 !

God læselyst alle sammen— efterårshilsner herfra : Lene og Lise !

Miniaturer fra Erzgebirge

Med tak til Angelika Salzwedel for tekst og fotos ©
(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © og Lay-out: Lene Byfoged ©)

Med tusind tak til Angelika Salzwedel kommer her en beretning om den unikke udstillimg på Julemuseet i Husum, og Angelika fortæller følgende:

”I Weihnachtshaus Husum/Julemuseet i Husum er der for tiden og indtil den 25. oktober 2020 en udstilling, som er absolut værd at besøge. Jeg har allerede været der to gange og vil besøge den en tredje gang for virkelig at danne mig endnu et godt indtryk af det hele.

Jeg tog derhen i forventning om at se de bittesmå miniaturestuer samt andre miniaturer, så som huse, landsbykirker, indhegninger, dyr, træer osv. Og denne udstilling er med sit brede spektrum virkelig overvældende god. Vi var fuldstændig solgt og imponerede over, hvor mange miniaturelandsbyer, fru Paulsen her har bygget op. Når man selv har organiseret flere udstillinger, ved man, hvilket arbejde der skal lægges i det at få en udstilling af de mange små enheder sat op på en tiltrækkende måde. Hermed nogle fotos, som jeg håber vil være sande appetitvækkere for jer alle !

Træskærer– og drejearbejder har i meget lang tid været tradition i
Erzgebirge. Befolkningen her levede af malmudvinding. Bjergboerne
havde ofte samtidig med deres anstrengende underjordiske
arbejde et bierhvev. Der fandtes træskærerværksteder, fremstilling
af tøndebånd, drejerværksteder osv., og størstedelen af dem var
familievirksomheder.

Da Erzgebirge med skovene kunne tilbyde tilstrækkeligt med træ, var drejerarbejde i forbindelse med det hjemlige træ især yndet. Frem for alt kender vi foruden legetøj også nøddeknækkerne, de små rygende mænd, englene med lys og bjergmændene, buehvælvingerne, pyramiderne, juleenglene og krybberne. Og alt dette blev i årenes løb også fremstillet som miniaturer.

Allerede dengang eksporterede beboerne i Erzgebirge deres træskærerarbejder til udlandet, men da der omkring år 1900 opstod eksportproblemer på grund af for høje toldsatser, idet tolden blev beregnet efter varens størrelse, gik man over til at fremstille miniaturer.

Personlig har jeg siden min tidlige barndom haft et meget nært forhold til alle disse ting, da jeg er opvokset i Hohenlockstedt, hvor et firma  fra Erzgebirge i 1949 slog sig ned. Sammen med dette firma ankom også flere medarbejdere og disses familier, og de bragte deres egne traditioner med. Således har jeg siden mine barndomsdage til jul været bekendt med buehvælvingen og pyramiden, samt med englen med lysene og bjergmanden. Jeg har ikke blot set disse ting i stor størrelse, men naturligvis også i miniaturer.

Allerede i det 16. århundrede har bjergmanden stået som symbol på lys og håb. Iført sin festdragt og med fremstrakte hænder  med lys stod han i tidligere tider sågar i gruben. Lyset ledsagede bjergfolkene ned i den dybe grube og lyste op for dem på hjemvejen.

Først i 1830 kom lysengelen til som bjergmandens kone. Det er den eneste engel, der er fremstillet med forklæde og hvid kjole med dekorativ kant eller bordure. De brogede vinger er malet. Senere blev englen som bærer af lys med symbol for sollyset  og krone til hovedfigur.


Dette flottepar: Bjergmanden og Englen med lysene herover er fra Angelikas egen samling!
 

Denne friseropsætning pyntet med påsketing er fra Angelikas egen samling !
 

Du kan ikke blot beundre juledekorationerne, men også de bitte små miniaturestuer og de mange små landsbyer med deres kirker, træer, indhegninger og jernbaner, som får ethvert samlerhjerte til at slå hurtigere, og som fascinerer de besøgende. Der ses også en masse husdyr, og fremstillingen af dem er beskrevet.

Dejligt er det i udstillingen at se et ”Friesenbaum” (Frisertræ) i pyntet med juleminiaturer, også jeg har i årtier både til jul og til påske pyntet et ”Friesenbaumstativ/en opsætning” og stillet det i vinduet (se Angelikas fotos af denne dejlige dekoration). Til alle jer, der ikke kender et Frisertræ har jeg fra Angelika disse oplysninger: På De frisiske Øer Sild/Sylt, Föhr og Amrum havde man ingen grantræer, derfor pyntede man i stedet for et lignende træ, som man kaldte et Frisertræ.

Og…  hermed Angelikas lille beretning om begrebet ”Friesenbaum/Frisertræ”  –  sikkert for os alle noget helt nyt og en helt speciel skik ikke langt fra os, ja, andre lande eller landsdele, andre skikke….  :

FRIESENBAUM: Ved den nordfrisiske kyst og på øerne havde man tidligere det såkaldte ”Friesenbaum/Frisertræ, som på frisisk hedder ”Kenkensbuum eller Jöölboom” eller i Sydjylland kaldes ”Klausenbaum”. Disse ”træer” er og var  bueformede træstativer med tværgående skråstivere, som stod i vinduerne som erstatning for juletræer, da der tidligere ikke fandtes graner påøerne og ved kysten.

Man omviklede dem med efeu eller buksbom, og senere kom der på hver side 2 lys til..

Oprindeligt stod Adam og Eva med æbletræet nederst  –  som kagemennesker, de skulle symbolisere Paradiset, i begyndelsen var træet udsmykket med æbler og rækker af rosiner.. Senere fulgte alt efter hvilken region, man var i:  fisk, ko, svin, hane, en vindmølle og et skib, også af dej. En anden variation er ved siden af Adam og Eva og æbletræet at placere en hest, en hund og en hane.

I mellemtiden er disse stativer blevet ”misbrugt” af samlere. Selv har jeg foruden Jule-Frisertræet med miniaturer fra Erzgebirge, et til påskepynt med små harer, fugle osv, og desuden et til foråret med blomsterbørn fra Erzgebirge. Jeg har pyntet flere stativer med gamle julekugler.

Det var derfor en stor glæde for mig, da jeg opdagede, at der på udstillingen står et Frisertræ med miniaturer fra Erzgebirge.,

Udstillingen er virkelig fantastisk, anderledes og nostalgisk her i dette historiske museum med den velassorterede og unikke museumsbutik.

Udstillingen kan ses til den 25. oktober 2020, og der er åbnet dagligt fra kl. 11 til 17.

Museets adresse er: Westerende 46, D 25813 Husum, tlf: +49 4841 668 5908

(email: wunschzettel@weihnachtshaus.info)

Jeg siger tak til Lise Clasen for oversættelse af min artikel til denne blog og til Lene Byfoged for lay-out!”

Også vi takker mange gange for denne interessante og historiske artikel og håber, at vi når at se udstillingen og beundre alle de små håndlavede ting fra dagligdagen i miniaturer.

G o d     l æ s e l y s t    og     G o d     t u r     til     jer     alle !

Den fine plakat fra udstillingen

Legetøj fra Seiffen – bondemøbler til dukkebørnene !

(Med tak til Sigi Ulbrich — www.tortula.de)

(oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©  –  opsætning: Lene Byfoged ©)

Tekst: Sigi  Ulbrich  – -www.tortula.de, fotos gmuwebSign og Lene Byfoged,

samt postkortsamlimng: Else Weber ©)

Kære læsere og samlere,

           Til min fødselsdag modtog jeg til fri afbenyttelse og viderebringning denne artikel fra min gode veninde Sigi, og jeg har hermed fornøjelsen med tak til Sigi at videregive jer dette hyggelige og interessante læsestof  – og Sigi fortæller følgende:

Forhåbentlig tænker I ikke straks ”Åh, nej, ikke igen noget fra Gudmors postkortsamling… og dog, jeg er simpelthen nødt til at lade jer læse og snakke om dette”.

For nylig rodede jeg  lidt rundt i postkortene og faldt praktisk talt over dette kort: ”Bondemøbler til dukkebørnene” – og selvfølgelig vakte det straks min interesse.

Jeg vendte kortet om og læste::

Aha, tænkte jeg, møblerne blev altså også solgt i Vesten. Og dog alligevel ikke. Valutaen fra  SBZ = Den sovjetiske Besættelseszoneogså kaldet Østzonen, dvs. det senere DDR,  havde skiftende betegnelser: I perioden mellem den 24. juli 1948 og den 31. juli 1964 kaldtes valutaen Deutsche Mark/DM  (tyske mark eller D-Mark. Derefter kaldtes Marken Der deutschen Notenbank/Den tyske seddelbank = MDN, og endelig indtil genforeningen DDR-mark = M..

Ja og da jeg fandt dette rigtig interessant, købte jeg straks to andre versioner  –  på nettet kan man jo købe alt, der findes endda sælgere, der ”kun” handler med gamle postkort.

Ikke blot valutaen, nej, også priserne har ændret sig, men der er selvfølgelig også gået lang tid fra 1948 til 80erne.

Det originale postkort ser selvfølgelig stadig sådan ud. I brunlig-beige– og senere i sorthvid tone. De henrivende møbler bagpå har hele tiden haft samme betegnelse: Seiffener Spielzeug, Bauernmöbel für Puppenkinder/Legetøj fra Seiffen, Bondemøbler til Dukkebørnene, og ellers intet. Og for straks at foregribe begivenhedernes gang må jeg sige, at jeg trods store anstrengelser ikke har kunnet finde mere om dem.

Det mest nærliggende var selvfølgelig at henvende sig til Legetøjsmuseet i Erzgebirge (Spielzeugmuseum Erzgebirge), men desværre uden resultat. Den ellers altid velinformerede museumsleder, Dr. Konrad Auerbach, måtte melde pas. Han kunne ikke fortælle mig noget om disse møbler  – museet havde ingen i deres udstilling  – ej heller  i deres depot.

De, der kender mig, ved, at jeg ikke kan gå forbi blå bondemøbler. Møblerne forekom mig meget bekendte og ganske rigtigt, blandt de afbildede møbler fandt jeg nogle i min kasse. Nå ja, det var blot de to skabe— men umiskendeligt ”Seiffener Spielzeug— Bauernmöbel für die Puppenkinder/Legetøj fra Seiffen, Bondemøbler til dukkebørnene”.

(foto Lene Byfoged)

Netop da fortalte Lise Clasen mig, at hun havde købt et Lundbydukkehus, og at Lene Byfoged (begge fra den danske dukkeblog) ville forære hende nogle små møbler. Hun sendte mig ovenstående foto.

(foto: Lene Byfoged

Der findes altså også et ur  –  dette misundelsesværdige lille røde standur. Jeg går i hvert fald ud fra, at det drejer sig om et stykke møbel fra samme værksted, også selv om skabet er bygget på en anden måde.

Da jeg herefter på et netauktion opdagede en lille vugge, kunne jeg nu udvide skabsduoen  til en trio til en lille stue. Jeg modtog vuggen uden sengetøj. Den er malet med den samme blå farve ind– og udvendig. Hoved– og fodende har det lille pyntemotiv af prikker og den tiltalende svungne byggestil.

På en internetauktion i USA opdagede jeg denne lille sofagruppe. Ud fra størrelsen og fra den enkle byggestil passer den til min trio eller til Lises møbler. Når jeg begynder at efterforske, går så vidt muligt mange forskellige møbler gennem mine hænder. Således får jeg hurtigt overblik over og følelsen af, hvad der hører sammen, hvad der kunne høre sammen, og hvad der ikke passer sammen. Den røde sofagruppe har jeg, trods den iøjnefaldende blomsterpynt placeret i gruppen ”kunne være”.

Jeg ville nu indrette en lille stue med min trio. Størrelsesforholdet mellem møblerne passer ikke helt. Klædeskabet er 10,5 cm højt, og kommoden ser for stor ud i forhold til det. Men sådan er livet, det kan man ikke gøre noget ved. Vuggen måler indvendig 5,8 cm.

Møblerne er således mindre end 1:12. Jeg tipper på 1:18, og herefter har jeg valgt dukkestørrelsen. Her skulle et par Minervadukker flytte ind. Hurtigt fandt jeg i min samling en 8 cm høj pigedukke— jeg gav hende navnet Helga.  Det blev mere vanskeligt at finde babyen, idet jeg ville tage en af de små ”siddebabyer”. Her har jeg en dukke med lys hud i størrelse 7, men den er for stor til den lille vugge. Jeg gik da tilbage til valget af en sort baby i størrelse 5. Nu har Helga et barn fra Besættelsestiden. Hun har døbt hende Rosi.

Efter at beboerne nu stod fast, skulle der naturligvis også ligge et passende gulvtæppe i den kommende stue. Da Rosi nu var døbt Rosi, ville et rosa tæppe være helt perfekt. Jeg har broderet det af rosa kniple- og sytråd. Jeg fandt alle mine rosa garntyper frem og arbejdede med to tråde. Den rosa farve betager enhver kvinde  –  og selvfølgelig også Helga og Rosi.

For et par år siden opdagede min veninde Angelika Tauche-Eller glæden ved at arbejde med papir. Hun fremstillede æsker— smukke, interessante og eftertragtede. Nogle af disse æsker fandt også hen til mig, og den største blev således udenomstilbehør til Seiffnermøblerne.

Naturligvis kan jeg ikke placere ret mange miniaturer i denne lille stue, men nogle stykker er det da blevet til:

1 Den lille babykurv har jeg lavet for mange år siden. Med til indholdet hører en lille bamsedame og en lille 8 mm lang rangle.

2 Billedrammen er fra smykkefremstilling, rosen blomstrede i vor have.

3 Blåbærkagen er af FIMO, de bitte små blåbær er perler fra smykkefremstilling.

4 Rammen er fra smykkefremstilling, rosen blomstrede i vor have.

5 Stråhatten blev engang efterladt af en defekt dukke i folkedragt.

6 Skildpadden er fra Asien, den var bestemt til en bonsaihave.

7 Lampen stod i 70erne i min sættekasse— den virker ikke.

8 Den lille hest har jeg i 2018 bragt med fra Seiffen.

9 Det lille kors af sølv er fra et par øreringe.

10 Jomfru Maria-statuen er ny, jeg har købt den på en internetauktion.

11 Den lille glasflaske er fra Lauscha og allerede meget gammel.

12 Beaglen fra Erzgebirge passer på, at der ikke sker beboerne noget.

13 En Lykkemariehøne hører til ethvert hus.            

Nu er den lille bolig færdig. Helga og Rosi har en smukt hjem, og en dag får jeg helt sikkert at vide, hvilket firma der har fremstillet disse møbler. Måske I ved det?  Og gør I det, da send mig absolut en mail og del jeres viden med mig:

info@tortula.de

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich— www.tortula.de

Fotos: smuwebSign og Lene Byfoged

Postkortsamling: Else Weber

Og så er der kun tilbage at ønske jer

G o d     L æ s e l y s t

samt at glæde os til, at en eller flere af jer kender noget til de små møblers oprindelse  !

Min tipoldemors konfirmationskjole

Copyright for tekst og billeder: Lene Byfoged.

Når jeg syr tøj til mine dukker, kan jeg godt lide det bliver så autentisk som muligt. Jeg syntes det er i detaljen, det færdige resultat ligger. F.eks. til min fanødragt fik jeg lavet ravknapper på 1/2 cm i diameter hos en ravsliber og til min Sejerødragt, fik jeg lov til at komme i magasinerne på Kalundborg Museum, så jeg kunne se og mærke, de dragter de havde der.

Under research i min families historie fandt jeg et billede af min tipoldemor på min mormors side Ane Kirstine Christiansen (født Hindborg). Det er taget på hendes konfirmationsdag og det er taget på Liselund Slot på Møn. Hendes far Anton Charles Hindborg var skovfoged på slottet. Ane Kirstine er født d. 23. april 1854 og døde 24. December 1928.

Ane Kirstine på sin konfirmationsdag.

Jeg havde et antikt chinahoved liggende, som jeg syntes med lidt god vilje, godt kunne ligne hende. Jeg fik støbt nye arme og fine støvleben samt fik syet en ny krop til hende. Hun er 40 cm høj.

Jeg ved jo ikke hvordan hendes undertøj så ud, men sådan ser dukkens undertøj ud. Hun har også et par marmelukker på.

Jeg bestemte mig for at prøve at sy en kjole, der nogenlunde ligner hendes. Det var ikke nemt, da det er svært at se detaljerne ordentligt.

Jeg valgte et fint tykt stykke silke til kjolen. Den bliver knappet foran med 12 ensfarvede små knapper, jeg købte på en dukkemesse i Hamburg. Den smukke krave og de fine manchetter, har en dygtig pige kniplet til mig. På lommetørklædet har jeg hæklet en meget smal kant. Salmebogen mener jeg, at jeg købte i Paris.

Da alt, også krop og undertøjet, er syet i hånden, har det taget lang tid. Men jeg er glad for den og hun står som en del af min families historie. Hun blev født som datter af en skovfoged på et lille slot og døde efter et hårdt liv som bl.a. vaskekone.

Min fortolkning af Ane Kirstines konfirmationskjole.

Mange hilsner Lene

Dansk Nutidsmuseum

Vi bevarer nutiden for fremtiden

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Tusind tak til Annalise Fisker, der har sendt mig brochure og oplysninger om dette hyggelige og alsidige museum, som er opstået på grund af gaver fra f.eks. Arvinger og dødsboer, der har ønsket, at danskernes og deres egen historie bevares for eftertiden. Museets beståen og vedligeholdelse varetages af frivillige.

Ideen til museet opstod i slutningen af 1980erne da advokat Gorm Pedersen vendte hjem fra en rejse til Canada, hvor han havde besøgt et fantastisk museum spækket med minder og effekter fra de seneste 100 år.— og sådan et museum måtte da kunne oprettes i Danmark… Gorm Pedersen stifter således en fond og engagerer en flok frivillige entusiaster, og i 1994 kan DANSK NUTIDSMUSEUM slå dørene op til samlingen i det nedlagte husmandssted, som kommunen har stillet til disposition  –  og siden da er både samlingen og antallet af bygninger vokset, således at man i dag råder over 1.200 m2 fyldt godt op med herlige minder.

Skolestuen!

På museet kan du se scenerier fra danskernes dagligdag gennem de sidste hundrede år…  Hvad siger du f.eks. til en frisørsalon med curlere, strøm og ledninger, et lille typisk soveværelse, rationeringsmærker, Madam Blå, en udvandrers rejsekiste, gamle vaskemaskiner i træ og med håndsving… ja, her er noget  for os alle, skrive- og regnemaskiner, gamle telefoner, computere, fotografiapparater, skolestuer med pulte og selvfølgelig med kongerækken, børnebøger, værktøj— og sidst, men ikke mindst en samling af gammelt legetøj og dukker  –  du kommer slet ikke til at kede dig, men går bare rundt og siger eller tænker: ih og åh og næh…  og pludselig står du i en afdeling med mejeriets historie: et minimejeri med lys og mekanik: fra mælken i glasflaskerne (du husker vel dengang, musvitterne prikkede hul i kapslen og drak fløden, hvis du ikke tog din mælk ind, når den blev afleveret?)  Tja, og så gik man over til posemælk og kartoner

Frisørsalonen!

Og skulle du blive tørstig etc., kan museet ved forudbestilling tilbyde kaffebord…

Museets adresse etc. er: DANSK NUTIDSMUSEUM, Støberivej 8, 9600 Aars, tlf: 98 62 66 88, og der svares ma-fr fra 11 til 17.  Her kan du oplysninger om priser, årskort, grupper etc.

 –  info@dansk-nutidsmuseum.dk—www.dansk-nutidsmuseum.dk

Museet er åbent onsdage og søndage kl. 13-17 i perioden 1. marts til 31. oktober (i juli måned desuden ti og to 13-17, og i uge 42 hver dag kl. 13-17). 

Nå ja, I skal selvfølgelig også se et glimt af denne nostalgiske butik….  

God Tur til hele familien !

Dronningen fylder 80 den 16. april i år

(med fødselsdagshilsner fra Lene og Lise)

(Påklædningsdukker fra min samling  – og tekst: Lise Brastrup Clasen ©)

Kære  alle Blogvenner,

Hermed et stort til lykke til Vor dronning i anledning af hendes 80-års fødselsdag den 16. april!

           Som I ved, har Dronning Margrethe den II. regeret siden 1972, men hun var ikke født til at skulle være dronning….

           I Danmark havde man tidligere mandlig arvefølge til tronen, og da kornprinseparret  Frederik (senere Kong Frederik IX) og Droinning Ingrid ikke havde nogen sønner, men tre døtre, var kongens yngre bror, Prins Knud derfor arving til tronen, og bar titlen Arveprins.

Men i 1953 ændredes Danmarks Grundlov, og et af punkterne var, at man fremover fik kvindelig arvefølge til tronen (dog således, at en søn stadig gik foran en datter).  Derefter blev kronprinsparrets ældste datter, den dengang 13-årige prinsesse Margrethe, tronfølger.

Kronprinsesse Margrethe giftede sig i 1967 med grev Henri fra Frankrig (Prins Henrik), og fik som bekendt to sønner: Frederik og Joachim. Prins Henrik døde for to år siden (1934-2018). Sønnerne Frederik og Joachim har ved giftermål, skænket familien 8 børnebørn.

Som passioneret påklædningsdukkesamler har jeg masser af kongelige påklædningsdukker, deriblandt vor dronning og hendes familie i mange aldre. Nogle af mine absolut yndlinge er fire sæt af de tre prinsesser  (tegnet af Ellis Hansen-Møller i begyndelsen af halvtredserne – dukkernes hoveder er fotografier): Et sæt med folkedragter, et med Sommerferie, et med vinterferie og så dette ”Med livet på Amalienborg Slot”, hvor dronningen og kronprinsen med familie bor.

Derfor viser jeg jer hermed de tre prinsesser fra Amalienborgarket:

Prinsesse Margrethe, siden 1972 Dronning Margretghe II,

Prinsesse Benedikte, født 1944, og enke efter Prins Richard af Berleburg i Tyskland, samt

Prinsesse Anne Marie, født 1946, og gift med ekskong Konstantin, de bor i England.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Ønskes hermed

Hjerteligt til lykke på 80-års-dagen !

Dukkestuemøblerne fra min barndom

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

(Tekst og fotos Jutta  Bogut, samt fotos fra Ewa Andresen ©)

Med tusind tak til Jutta Bogut bringer vi her fortællingen om hendes barndoms dukkehusmøbler fra Sallingboe, læs blot her:

Hermed lidt om mine Sallingboe dukkehusmøbler:

           I begyndelsen af 1950erne fik jeg et dukkehus, som min Far havde lavet til mig, og møblerne til det var mærket Sallingboe. Det var nogle gode og gedigne møbler lavet af bøgetræ, og de har vist sig at være meget holdbare og i god stand, selv om de nu er over 70 år gamle og har været leget meget med.


Sallingoe-logoet, som var påklæbet på møblerne !
 

Møblerne har haft to ejere, idet min 11 år yngre lillesøster overtog dem omkring 1961. Da hun blev gift med en amerikaner, tog hun møblerne med sig, for hvis hun fik en datter,  skulle hun da have dem. Hun fik en datter,  men hun var mere interesseret i Barbie og hendes Plasticslot.

           Da jeg begyndte at samle på dukkehuse, sendte min søster dem tilbage over Atlanten til mig.


Her kan du se Juttas Sallingboe-interiør med de gedigne spisestue– og soveværelsemøbler !
 

Jeg begyndte at søge på nettet for at få noget at vide om dem, men det var meget lidt, jeg kunne få ud af det. Der har været en møbelfabrik af samme navn, og de lavede møbler til mennesker, ved siden af mener man, at de har haft en produktion af dukkehusmøbler.

           Der var heller aldrig nogen billeder af Sallingboe dukkehusmøbler indtil for et par år siden.

Her var nogle som mine, og så var der nogle, som også havde Sallingboe-mærket på undersiden, men så anderledes ud. Ofte var der to slags træ i samme møbel, og den mørke type tror jeg var teaktræ, og den lyse bøg. Der var endog polstrede møbler. Jeg så dem på websider, som havde dukkehusmøbler til salg og det til pæne priser. Jeg har selv en idé om, at de er produceret i 1960erne evt. i 1970erne.


Nærbilleder af flere af Juttas kvalitetsmøbler fra Sallingboe !
 

Nu håber jeg, at når I læser dette her på bloggen, at der vil være nogle, der genkender dem og måske ved noget mere bl.a. årstal, og måske hvornår de har købt den pågældende model.

           I vil her kunne se billeder af dels mine egne møbler, og dels billeder af møbler, udlånt af Ewa Andresen, Sverige, til brug for denne artikel.

Ewa har en webshop på nettet, hvor hun sælger dukkehusmøbler, mest Lundby, men også andre som f.eks. Lisa, Hanse, Brio, tyske mærker, Sallingboe mm. Ewa har udlånt billederne til mig på den betingelse, at der gøres opmærksom på, at de tilhører hende, og så skal det oplyses, hvad hendes webside hedder.

           Billederne er af møbler, som hun har haft til salg, og af nogle, som hun for tiden har til salg, så er man interesseret, må man ind på hendes hjemmeside og se på herlighederne:

http://www.dockhus.dinstudio.se


Sallingboe-lænestol E.A.
 

Dette enkle Sallingboe-sæt er fra 1960erne E.A.
 

Websiden er på engelsk og svensk. Hvis man skriver på dansk, forstår hun det og svarer på svensk. Priserne virker lidt høje, men det er ikke så galt på grund af kursen, og porto/forsendelse fra Sverige er meget billigere end fra Danmark. Møblerne er af god kvalitet, og hun pakker dem forsvarligt ind. Hvis møblet ikke er helt tip-top, skriver hun hvad det ”fejler”!

Her er et ret særpræget Sallingboe-sæt E.A.

Hun har alt det, du ikke kan finde i Danmark. Jeg har handlet meget med hende, da jeg skulle lave min Lundby-udstilling, hvor husene skulle indrettes med de ting, som blev produceret  samtidig med det pågældende hus. Så det var en bunden opgave, , men Ewa havde meget af det, jeg ikke kunne finde herhjemme.

De mange fotos, som er udlånt af Ewa Andresen, Sverige, er alle mærket E.A.:

Vi siger atter tak til Jutta, og vi glæder os til at høre fra jer, om I kender Sallingboe-møbler, måske er I ejere af nogle ting fra firmaet. Måske har I også en historie om jeres møbler, om disses alder osv., osv. Alle oplysninger er af stor interesse.

God Læselyst ……. !!!,

P å k l æ d n i n g s d u k k e r

De første… man kender til – så meget ved man !

Påklædningsdukkeark med en stor og alsidig garderobe med tilbehør har man først kendt til om- kring 1830.

Man er kun bekendt med én forløber for påklædningsdukkearkene, idet man har fundet et stykke af et fint koloreret brudstykke af et ark udskåret i træ, som er fremstillet omkring 1700 i Augsburg eller Nürnberg. Det viser to piger i lange underkjoler og forsynet med den slags tøj, man brugte omkring 1650. Åbenbart har ideen ikke fænget, idet man ikke har fundet efterfølgende af slagsen, altså måtte ideen gentænkes.

De senere ark fra det 19. årh. viser ofte personer og tøj forfra og bagfra. Figurerne limes sammen og stikkes i træstykker (som ståfod) og stilles op. Tøjet var limet rundt i kanten og trukket ned over hovederne. Først ved slutningen af det 19. årh. begynder bagsiden at falde væk, tøjet får stropper (nogle kalder dem tapper) og sættes på forsiden af figurerne, som vi kender det i dag.


Billedark fra ca. 1680 fremstillet i Augsburg eller Nürnberg. Brudstykke af træsnit 20 x 30 cm, findes på Germanisches Spielzeugmuseum i Nürnberg.

Temaerne var uendelige, de rakte lige fra tidstypisk hverdagstøj, som hurtigt blev forældet og måtte udskiftes, til noget nyt, som til f.eks. uniformer og arbejdstøj, lige fra nonne til gartnerpige, militæruniformer og hvad man ellers kan forestille sig, samt til festtøj og dåbskjoler gerne til babyer på broderede puder.

Man var meget fokuseret på de adelige, de kongelige og andre højt på strå. Der var altid meget flotte kreationer på arkene, men også historiske dragter og egnsdragter sås på arkene. De fleste påklæd- ningsdukker forestillede voksne mennesker, og først efter 1900 blev barnet hovedtema.

Påklædningsdukkerne blev desuden brugt i reklameøjemed.


Det schweiziske chokoladefirma Nestlé, udgave reklame-ark med dukker forfra og bagfra. Arket måler ca. 19,5 x 20 cm, trykt hos Moullot-Marseille, Genève

Ved siden af de nævnte klippeark, som også kunne fås i hefteform eller som små bøger, kunne man købe færdigt udklippede papirdamer med deres garderobe i kassetter og æsker. De små æsker og kassetter præsenterede de tidstypiske dragter tredimensionalt, og annoncerede således den fremtidige mode. De første modejournaler kan dateres til omkring 1780, disse var ret primitive og for det meste ikke farvelagte. Det franske modeblad ”Journal des Dames et des Modes” var farvelagt og i løbet af 42 år fremviste bladet 3.624 om- hyggeligt kolorerede bille- der. Indtil midten af det 19. århundrede fandtes der alene i Frankrig 200 modemagasiner, ofte havde de ganske kort levetid. Modemagasinerne bredte sig, og de blev senere eftergjort i i England.


Typisk ”korset”-dukke fra Duplex, ca. 13,5 cm høj

Egentlig er det legetøj for småpiger, men påklædnings- dukkerne var ofte så smukke og smagfulde, at også mødre og andre voksne kvinder legede med dem, og tit fandt man dem så pragtfulde, at man klædte sig i samme slags tøj.

En typisk engelsk påklædningsdukke kunne være frem- stillet i kraftigt karton og med en flot, ungdommelig skikkelse, den var ofte ca. 20 cm lang og med smukt, opsat hår og iført korset og underkjole, hertil hørte gerne 6 meget smagfuldt ko- lorerede stykker tøj og parykker; her var sommer– og vintertøj, kjoler og negligeer, chemiser, pelse, huer, hatte, således at duk- ken altid var velklædt, og selvfølgelig var man lige som kreativ dengang som nu: man satte hattene på sned, højt oppe på hovedet eller så den skyggede for ansigtet. Fantasien kendte ingen grænser.


Forsiderne af de små genoptrykte hæfter med Isabella og August. Hæfterne er i A5-format.

En ung tysk kunstner fra Weimar eftergjorde disse engelske påklædningsdukker. Også i USA udkom mange af slagsen, og et par af dem fra begyndelsen af den 19. årh. er Lille Henry

Typisk ”korset”-dukke fra Duplex, ca. 13,5 cm høj og Lille Fanny (som mange af jer sikkert kender fra historier eller genoptryk) fra J. Belcher i Boston.. To andre eftertragtede påklædningsdukker blev snart udgivet af kunsthandler Heinrich Friedrich

Müller (17 89-1848) i Wien — disse to små bøger er i 1823 oversat til dansk: Den ene er om en dreng:, der somme tider kommer galt af sted: ”Augusts forvandlinger eller Drengen i seks skikkelser”, den anden er om en dydig pige, der er så hjertensgod (så det næsten gør ondt): Isabellas forvandlinger eller Pi- gen i seks skikkelser”. Hver bog indeholder seks dragter i stentryk. De danske originale eksemplarer kan ses på Det kongelige Bibliotek i København, de tyske på Münchner Stadtmuseum.. Undertegne- de forlag har genoptrykt disse små bøger med duk- ker og dragter i originalstørrelse inde i bøgerne, samt gengivelse af dragterne på bagsiden.

Mange berømtheder udkom også som på- klædningsdukker, bl.a. den smukke danserinde Maria Taglioni og sangerinden Jenny Lind (kendes bedst som genstand for H. C.. Andersens tilbedelse). På Det kongelige bibliotek findes et eksemplar af Maria Taglioni, og på Nationalmuseet i København et af Jenny Lind. En anden smuk og kendt påklædningsdukke er franske Psyché, denne velklædte dame udbydes somme tider på auktioner, det her gengivne eksemplar kan ses på Musée de la Mode et du Costume i Paris.


Maria Taglioni og Psyché

Mange ark er genoptryk, bl.a. Den kejserlige Familie” — Kejser Wilhelm II — fra slutningen af det 19. årh. Originalen findes i æske på 19,5 x 13 x 2,2 cm, udstillet på Münchner Stadtmuseum.

Æsken er udsmykket med ørn, laurbær– og egeblade, og foruden de kejserlige klædedragter ses på arket både fane, tronstol, kanon og sejlskib. Også de gengivne nye- re påklædningsdukker ”Brudeparret”, er tysk og fra ca. 1925, æsken indeholder udklippede påklædningsdukker af brud og brudgom — bagpå forsynet med ”ståfødder”. Bruden er i typisk 20er brudekjole med La Garçonne- hår, og to yndige små brudepiger holder slæbet. Brudgommen vises her i sportstøj, som han nok har medbragt til hvedebrødsdagene. Æsken er udstillet på Spielzeugmuseum der Stadt Nürnberg og måler 31 x 19,5 x 2,5 cm.

Som I vil se fra hæfterne om August og Isabella kom påklæd- ningsdukkerne også tidligt til Danmark. Og hvor har vi dog leget og tegnet.

I tidens løb har jeg som samler erhvervet påklædningsduk- ker fra mange forskellige lande, i det følgende vil jeg dog især fokusere på nogle af de dejlige danske påklædningsdukker, som er udkommet før og i min tid, og især dem, jeg legede med som barn.

I mange dag– og ugeblade var der også påklædningsdukker, bl.a. præsenterede Familie-Journalen og Hjemmet næsten hver uge en påklædningsdukke op gennem tyverne, tredverne og fyrrene. I Familie-Journalen var det meget ofte amerikanske Dolly Dingle og venner oversat til Dukke Lise og venner, tegnet af Grace Drayton, men også mange andre typer påklædningsdukker blev præsenteret i bladet, bl.a. sås i 1942-43 Bamse og dukke Lise og også Journalistpigen Brenda Starr fra de populære tegneserier. I Hjemmet præsenteredes både dukker af lignende typer som Dukke Lise og også mange andre forskellige dukker. Selv om dukkerne startede i 1920erne, er der bevaret masser af dem.



Tv.: Den yndige pige her er del af et sæt fra 1920. Hun har en tvillingebror. Dukkerne er udgivet i flere lande, min udgave er dansk.


I midten: I 1940erne kunne man købe de såkaldte Dansk Arbejde Påklædningsdukker, de små ark (A5-størrelse) kostede en overgang 8 øre!


Th: De berømte canadiske Dionne-femlinger reklamerede for Palmolive Sæbe. Pigerne hav- de tøj i hver sin farve, her- over Cecilie i gule nuancer!
Fra slutningen af 30erne.

Reklamepåklædningsdukker har hele tiden fandtes, bl.a. reklamerede de kendte canadiske Dionne-femlinger for Palmolive Sæbe. Dette populære sæt kom på mange sprog, og der er bevaret enormt mange af dem. De fem søde småpi- ger præsenteredes med tøj i hver sin farve.

Alle piger født i de første tre fjerdedele af den 20. årh. har — tør jeg vove at påstå — leget med påklædningsduk- ker og udstyret dem med alskens tøj. Min søster og jeg tegnede hele familier, og hver en stump papir blev udnyttet. De fik også meget tøj, alt afhængigt af, hvor meget papir man havde til rådighed! Og hvem husker mon ikke som var det i går de 6-stks. Vikingfarver, man havde, og hvem blev mon ikke ekstra glad over at få en 12-stksæske! Ofte delte min søster og jeg den store æske med 12 farver, hvor der både var orange og lilla blandt kulørerne. Mærkeligt nok blev den røde og den gule altid først slidt op.


Dukke Lise fra Familie Journalen 1923!

Pigen herover er købt i 1928
ifølge en ældre dame, der engang forærede mig ti påklædningsdukker, som hun havde leget med som barn.

Havde man ikke meget legetøj i min barndom, havde man dog påklædningsdukkerne, som kunne sætte fantasien i gang. Og manglede en påklædningsdukke et par styk- ker tøj, blev der straks tegnet, så den kunne deltage i alle aktiviteter i passende påklædning. Nogle gange fik den tillige en seng, en masse legetøj og andre gode ting, selvfølgelig på dage, hvor man havde meget papir at tegne på.

Det er umuligt at nævne alle påklædningsdukker i denne beretning, men her er nogle af dem, der har betydet meget for mig, og hvor var der dog mange forskellige: ”Bevægelige Liser” var eftertragtede. Påklædningsdukkerne havde bevægelige arme og ben og kunne stå i alle stillinger: Pige Lise startede som Baby tegnet af Ely Gross, en dygtig og alsidig tegner med en meget karakteristisk streg, babyen var udstyret med barnevogn og seng. Senere blev Lise 5 år, vistnok tegnet af Vibeke Meinche. Den femårige Lise var en lyshåret dansk pige med trehjulet cykel og tøj. Senere kom hun i skole og var udstyret med skolebord, blev konfirmeret, dyrkede sport, stod brud og blev mor. Der findes også et ”Lises Hjem” — et hus med alt, hvad du kan ønske dig. Også de små dukker til huset var bevægelige. Denne serie blev leveret i æsker med blå kant. Ely Gross tegnede også andre bevægelige dukker, bl.a. en prinsesse, atter andre af slagsen blev tegnet af Christel.


Den bevægelige Baby Lille Lise tegnet af Ely Gross omkring 1940!

Kirsten her er af de lidt specielle påklædningsduk- ker, foldet på midten, med udstanset kjole, således at man kunne lægge stofstykker under de.

I det hele taget var tegneren Christel enormt produktiv — de mest kendte er helt sikkert hen- des påklædningsdukker — baby- er, børn og langbenede piger — bag på Foska Gryn-pakken, som vi alle samlede på, samt to udgaver af PUK fra de meget læste PUK-bøger med rosa indbinding.

Andre populære påklædningsdukker sad på bagsiden af havregrynspakken OTA Solgryn, her var mannequiner, både voksne og teenagere tegnet af Verner Larsen og en serie med piger i mange aldre tegnet af Ulla Pihl. Mannequinerne passede tøj sammen, og det gjaldt selvfølgelig om at samle dem alle. En af dem sad på pakken med OTAs grove gryn, jeg opdagede den i hvert fald aldrig andre steder, tja, så spiste man sig med stort besvær gennem den pakke gryn også.


Mannequin fra OTA Solgryn, tegnet af Verner Larsen.

Lille Per fra Oxford Bisquits!

I nærheden af min skole lå en lille kiosk, det man i gamle dage kaldte ”En Slikmutter”; her hentede vi nu ikke slik, men købte de populære maleark med børn og voksne, tegnet af Gerda Vinding. Et ark kostede på et tidspunkt 30 øre, husker jeg. Og så farvede vi og beundrede og sammenlignede resultaterne. Disse dukker passede tøj sammen i grupper. Tøjet var meget smart og simpelthen alle pigers drøm. Nogle byttede tøj med hinanden, det gjorde jeg nu ikke, jeg beholdt det hele for mig selv. I gamle kladdehefter, telefonbøger, kataloger og me- get andet, klippede eller foldede man ”registre”, og lagde dukker og tøj på plads i ka- tegorier, f.eks. sommerkjoler, balkjoler, vinterkjoler, visitkjoler, nederdele, frakker, pelse og meget mere.

Manglede en dukke f.eks. en balkjole eller en skidragt, så tegnede man da bare en. Vindings dukker var særligt nemme at tegne tøj til.


Christel-dukker fra Foska Gryn!

Nogle helt specielle påklædningsdukker var et foldet ark på karton med en dukke udenpå, hvor kjolen var skåret bort, og hvor man så kunne lægge små stofstykker ind bagved og på den måde skifte tøj på dukken. (se længere oppe).


Udsnit af originalt Gerda- Vinding-maleark!

Tv: Reklame for de allerførste Mariekiksdukker, 1940, tegnet af Dorte!

Th: Et nyere ark med alle tre Marie- dukker med det flotte Gerda- Vinding-tøj!

Men… de allermest populære, og det er de stadig, var Store, Lille og senere Sorte Ma- rie fra kikspakkerne. De første af disse dukker kom allerede i 1940 tegnet af Dorte, senere af Ellis, og endnu senere af Gerda Vinding. Dagens samlere sætter en ære i at samle de mange hundrede kjoler og dragter til dukkerne.

Oxford kiksene havde Far til Fire fra Engholms og Hasts populære tegneserie bag på Politiken som små ark i pakkerne — også et samleobjekt i dag. De er nemme at få fat i, da der ikke er så mange forskellige. (se længere oppe).

Ugebladet TEMPO, som ikke mere eksisterer, samt dets søsterblad Flittige Hænder (nu Hendes Verden) havde også påklædningsdukker, her var hver uge et stykke tøj, hvortil man kunne købe snitmønstre. TEM- PO havde udelukkende kendte filmstjerner, mens Flittige Hænder gennem årene har bragt børn og voksne, og også filmstjerner, (blandt samlerne kaldes tøjet til alle disse dukker populært ”strimler”. I vor dage bringer Hendes Verden – som det eneste blad – med mellemrum stadig påklædningsdukker.


Doris Day 1954 fra det amerikanske firma Whitman. Sådanne påklædningsdukkebøger kunne købes i Danmark.

Ava Gardner fra Tempo 1958!

Noget rigtig populært var påklædningsdukker af de kongelige. Illa Winkelhorn tegnede De lille Prinsesse, vor nuværende Dronning, som 2-3 årig med en masse tøj, Ellis tegnede de tre prinsesser på fire ark: ferie, vinterferie, Amalienborg og et ark med folkedragter, også vore prinsessers kusine Elisabeth og hendes brødre Ingolf og Christian kom på et stort ark for blot at nævne nogle af herlighederne (se længere nede).

Mine yndlinge blandt påklædningsdukkerne var Birgit Larnous serie ”Storskovens Dyr” i det daværende Socialdemokraten, som jeg fik via nogle venner til mine forældre. Han var reklamemand og fik tilsendt alle dagbladene til sit bureau. Her var forskellige dyr. Hovedfigurerne var Trille Langøre og Freddy Skovmus, og der kom flere og flere dyr til, altid ledsaget af en sød historie. Man kunne også tegne tøj til dyrene og sende det til avisen (se længere nede) .


Eksempel på ”strimmel” med kjole og snitmønster fra Flittige Hænder 1964!

I USA var påklædningsdukkeindustrien enorm, og snart kunne man også i Danmark købe bøger med påklædningsdukker af f.eks. Filmstjerner og Disney-figurer. Det var en svir at kunne købe stjerner som Elizabeth Taylor og Doris Day samt Snehvide og De syv små Dværge.

Min søster og jeg var så heldige at have en Moster i USA, der gav- mildt sendte os påklædningsdukker, blandt andet mange dejlige dukker tegnet af Queen Holden.

Meget af alt det er nu genoptrykt, men det er selvfølgelig altid mest morsomt af få fat i de originale ting. Heldigvis er der stadig kommet nye påklædningsdukketegnere til, der talentfuldt designer noget for både store og små.


Fra arket Amalienborg med vore tre prinsesser tegnet af Ellis!

Tv: Mit yndlings-påklædningsdyr Trille Langøre tegnet af Birgit Larnou 1953!
Th: Storskovens dyr og senere Familien Isbjørn har masser af tøj, her er f.eks. Indianertøj til Nanok og Grynte-Hans,

Vi sad i min barndom og klippede dukkerne omhyggeligt ud, nu findes der ark og hæfter, hvor dukkerne kan trykkes ud. Om det var særlig farligt at bruge en saks, ved jeg ikke, vi gjorde det bare, og da man nu kan få sakse uden spids, er det da ret nemt for børnene at lære at håndtere sådan et stykke værktøj uden at komme til skade. De helt moderne bøger med påklædningsdukker er hæfter, hvor tøjet er klistermærker (stickers), desuden er der skabeloner og broget papir, således at man kan designe en garderobe. Jeg vil nok altid synes, at vi havde større fantasi eller var tvunget til at have det med de få midler, vi havde til rådighed.

Desværre leger børnene ikke ret meget eller næsten ikke med påklæd- ningsdukker mere. Mange samlere og andre som jeg tegner påklædnings- dukker med vore børnebørn og har også leget på denne måde med vore børn, men… vi må alle erkende, at vi er oppe imod computerspil, Barbie- dukker, heste og meget mere. En ringe trøst er det, at der også findes på- klædningsspil, hvor man kan klæde påklædningsdukker på i lige netop det ønsketøj, man drømmer om. Og du behøver blot at vise børnene én gang, hvordan de kan gå på nettet og finde påklædningsdukker — de er nærmest født med en computer foran sig. Der er uendelige muligheder.


Familien Jenzsen tegnet i 1981 af Bjørn på 8 år!

Og er du ny samler, eller vil du glæde dine børnebørn med nye ”gamle” påklædningsdukker, kan du på de fleste museer købe genoptryk

Men at lege med dem som vi gjorde, vil aldrig komme igen, vel? Kultur, levevis, opdragelse og forbrugermønstret er åh, så forandret, og om det er til det bedre, vil jeg lade jer om at afgøre.

© Lise Brastrup Clasen — clasen@brastrup.com.

Endnu en GROMADA-dukke !?!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen (tekst) og Lone Myllerup (fotos) ©)

For nogen tid siden skrev vi om GROMADA-dukkerne, de charmerende trædukker klædt som bondepiger, og for nogle dage siden fik jeg fra Lone Myllerup disse fotos af en charmerende Gromadadukke.  Derfor dette tillæg til den tidligere artikel.

Lone Myllerups dukke, som hun har købt af en ældre dame på et loppemarked i Helsingør, er hele 23 cm høj og meget flot udført, idet hun har paryk og er smukt malet.   Hendes velsyede kjole er, som I vil se, dansk design, og egentlig kunne jeg komme i tvivl om, hvorvidt hun er en Gromadadukke eller måske af helt anden oprindelse.  Og skulle I vide noget om hende eller kende til lignende dukker, da lad os det endelig vide.

Vi siger tak til Lone Myllerup og glæder os til at høre fra jer, om I kender mere til sådan en dukke eller er i besiddelse af lignende dukker ?

Hjertelige sommerhilsner herfra  !!!

Åh, disse minder !!! KIRSEBÆRKJOLEN!!!

Med tusind tak til Angelika Salzwedel for fotos og lidt tekst (oversat og redigeret af Lise Brastrup Clasen ) ©)

Når man ser i sine gemmer, dukker der gerne gamle minder frem, og Angelika fandt således 

Den søde Kirsebærkjole,  som  er ca. 65 år gammel.

Her er Angelikas lillesøster Bärbel med sin dukkevogn og iført kirsebærkjolen, billederne  er fra 1959 eller 1960, og kjolen er strikket af fåreuld.  Måske hun blev træt af at posere, for her sidder hun sammen Mor og Far!

Desværre er der ikke mere nogen strikkeopskrift til kjolen, men det kunne da være ret sjovt, dersom en eller flere af jer, der er eksperter ud i garn og strik, kunne strikke kjolen og komme med opskrift og vejledning til alle os andre mindre ”løse på tråden eller garnet”…  Kjolen er strikket og kirsebærrene er hæklede.  Den kan helt sikkert strikkes i mange størrelser.

Den smukke dukke er Angelikas skildpaddedukke fra 1956, hun er døbt Margrit, er 49 cm høj, har flirteøjne og ægthårsparyk, og så kan hun stå!

Hermed nærbillede af kjolen alene  !

Altså, kære venner, fat pindene, hold masken  og hyg jer her i sommervarmen….

Hjertelige hilsner til jer alle og tak til Angelika for ideen