TÆPPER STORE OG SMÅ PÅ SPIL HYGGE I STUEN DE SPREDE VIL

Med tusind tak til Sigi Ulbrich (tortula.de) kan vi her se og læse om de dejlige tæpper, som skaber hygge og personlighed i dukkestuerne…  Og mon ikke flere af os også får lyst til at kreere fantastiske tæpper til vore dukkestuer og –huse!

(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©  –  opsætning Lene Byfoged ©)

I disse svære tider rykker vi mennesker nærmere hinanden. Nå ja, selvfølgelig ikke fysisk, men til alt held lever vi i internet-tidsalderen. Allerede fra tidlig morgenstund kigger jeg i min postkasse og glæder mig over de mange mails fra mine dukkeveninder fra alverdens lande. Og når jeg svarer, medsender jeg gerne et foto af nye ting i mine dukkestuer.

           Jeg tilbringer meget tid på altanen, frisk luft gør godt. For tiden udfærdiger jeg igen tæpper til mine dukkestuer. Da jeg for nylig sendte Lise et billede af mine nyeste kreation, mente hun, at I, kære læsere af  Dukke–  & Legetøjsdrømme gerne ville høre mere om mine projekter. Ja, og derfor viser jeg jer her mine tæpper.

Jeg håber dog, at ingen af jer får den tanke, at jeg vil gøre et stort nummer ud af mine stuer… Og dog, lidt vil jeg da gøre ud af dem.

For mange år siden måtte jeg gennemgå en fodoperation, og min læge gjorde mig da opmærksom på, at jeg i ca. et halvt år ikke måtte belaste min fod. Ganske vist var jeg ikke sengeliggende, men jeg måtte hverken stå eller gå. Altså ville jeg udnytte tiden fornuftigt. Sy kan jeg ikke, men jeg strikker og hækler gerne… Men hvad skulle jeg da finde på i denne lange tid?

Mit blik faldt da på min barndoms bondestue— dukkepigerne er 12 cm høje Edi-dukker. Naturligvis elsker jeg denne stue, men måtte da indrømme, at den manglede lidt ”varme”. Ja, jeg ville hækle et tæppe til stuen, i varme farver, men broget —sådan ”countryagtigt”!

Fra tidligere broderiarbejder havde jeg en hel kasse med rester af perlegarn. Dette garn var for mig ideelt, let at arbejde med, i glade farver og ikke for tykt.

           Når i sammenligner de to fotos, er I helt sikkert enige med mig i, at den lille stue nu med tæppet ser meget smukkere, ja hyggeligere ud.

Et halvt år er lang tid. Tæppet var hurtig færdigt, og det havde været sjovt at lave, virkningen i stuen havde absolut overbevist mig, og min æske med perlegarn var stadig fuld.

           Jeg må indrømme, at jeg herefter kom ind i masseproduktion af tæpper.

Jeg har en stor dobbeltstue fra 60erne med Dora-Kuhn-indretning. Beboerne er 16 og 8 cm høje Edi-dukker  –  og i  ”Den fine Stue” stue  kom et rundt tæppe under bordet.

           (Som I sikkert ved, havde man før i tiden ”En fin Stue”, dvs. en stue, som man kun brugte til højtider og festlige lejligheder. I sammenhæng med Kuhn kalder men den for dagligstuen. For det meste har man stuer til flere formål, f.eks. spise-. Og dagligstue.)

Nå, ja, nu hvor der var lagt tæppe på i ”Den fine Stue”, skulle sovekammeret sandelig ikke stå tilbage.

I en bogreol har jeg indrettet et ”Kuhn-Venteværelse”. Her stiller jeg foreløbig de møbler, som jeg har købt i lots, og som jeg i øjeblikket ikke kan finde anvendelse for. Beboere: 12 og 4 cm høje Edi-dukker,.

Også i dagligstuen i det store Kuhn-Hus kom der et tæppe — passende til de røde møbler, dvs. med ganske meget rødt.

Sådan et smukt 70er-hus har selvfølgelig mange flere muligheder end blot en dagligstue. Spisekøkkenet har fået  tæppe, i soveværelset ligger der tæpper på højre og venstre side af sengene. Selvfølgelig er der tæppe/måtte på badeværelset, og også beboeren på første sal har to tæpper. I dette hus bor tre Cacodukker på 14 cm.

En af mine yndlingsstuer er den bondestue, som min svigerfar i 1942 byggede til sin datter. Jeg fik den i 2010 som julegave af min svigerinde. Den her sammensatte Ulbrich-familie er Edi-dukker på 12, 8 og 4 cm.

           Da der i æsken med dukkemøbler lå et par dukker broderigarn, brugte jeg selvfølgelig dette garn  til tæpperne. Broderigarn er, som I sikkert ved, nemt at dele, og herigennem bliver tæpperne noget finere i udførelsen.

En af de fabrikanter af bondestuemøbler som jeg allerbedst kan lide, er HWE  –  Oberbayern  – Holzverarbeitung Wiebel. Beboerne er Edi-dukker på 16, 12 og 8 cm. Jeg holder af disse enkle møbler uden krummelurer,  som til gengæld er med en smuk og alsidig bemaling. Også her ligger et tæppe hæklet af perlegarn.

Min Kuhn-stue i skala 1:10—beboere: 12 og 4 cm høje Edi-dukker— fik på et eller andet tidspunkt en lille søster. Jeg går ud fra, at ministuerne  –  beboere: 4 cm høje Edi-dukker  – fra Kuhn er i skala 1:25 eller sådan deromkring. Jeg kan ikke sige det nøjagtigt  Kuhn er ikke så pålidelig med størrelsesforholdene. De kalder ganske enkelt denne størrelse for ”00”.

           Jeg elsker, at jeg har stuer fra en æra (i dette tilfælde 40erne) i forskellige størrelser. Her gør  jeg alt for at indrette dem identisk. Ministuen skulle således også have et tæppe. Dog var perlegarnet alt for kraftigt, hvorfor jeg købte knaphulsgarn, som er meget tyndere end perlegarn, men meget let at arbejde i. Det passende tæppe blev hæklet af nævnte garn.

Ved den næste ministue blev jeg modig og besluttede mig til at bruge sytråd. Det er virkelig bare den smukkeste løsning til disse små stuer  –  beboere: 4 cm høje Edi-dukker. Stuen er ligeledes fra 40erne. Se lige rigtigt på den virkning af varme, som sådan et tæppe udstråler.

Til den lille vinkelstue fra 1949 har jeg afprøvet noget nyt. Jeg brugte stoppegarn til tæppet, et møjsommeligt arbejde, da garnet ikke er beregnet til hæklearbejde. Men da tæppet var færdigt, så det fantastisk ud. Beboere: 4 cm høje Edi-dukker.

Møblerne i stuen herover er noget større end de små møbler fra Kuhn. Skalaen er måske 1:20— også dette er blot et skøn. Jeg har endnu ikke kunnet finde fabrikanten. Beboere: 5,5 cm høje dukker af hård plastik, hvis oprindelse står helt hen i det uvisse. Tæppet her har jeg ligeledes hæklet af stoppegarn.

Foto: Sherri Farley

En dag sendte min veninde Sherri mig et billede af sin Hitty-stue. Tæppet her er enormt interessant: hun havde syet det af bånd, foldet som skråbånd  –  I Amerika findes ikke foldeskemaer— selv ikke til så smalle bånd  –  hun havde enkeltvis lavet tre lange bånd, flettet  dem og til slut syet dem sammen til et rundt tæppe.

(hermed et link, som viser en vejledning:

http://littlecabincreations.blogspot.com/2015/04/how-to-make-dollhouse-or-dolls-braided.html  )

Das jeg skrev til hende, hvor fantastisk jeg syntes Hittys tæppe var, sagde hun spontant, at hun ville kreere et til min store, røde Kuhn-stue fra 30erne. Beboer: 20 cm høj Edi-dukke. Hvilken lykke at have en sådan veninde.

Da jeg vidste, at Sherri havde arbejdet meget længe på tæppet, og da jeg ikke kunne magte at håndtere sådanne bånd, overvejede jeg at finde et alternativ til et tæppe til den blå Kuhn-stue fra 30erne  – beboere: 12 cm, høje Edi-dukker. Af tre relativt tykke uldgarnsnøgler flettede jeg en lang snor, som jeg syede sammen. Et resultat, som battede, men det var sandelig også et stort arbejde.

Nærmest på samme tid modtog jeg et lille, rundt tæppe fra en veninde. Det var lavet af ”Bogmærkebånd”. Som I nok ved, lægger bogbinderne som bogmærker farvede bånd af silkeagtigt materiale ind i gode bøger. Mit lille tæppe fik straks plads i en passende stue. Den lille hvedebrødsdage-stue fra 30erne— den er i nogen lunde samme størrelse som Kuhn-stuen i 00  – jeg tilskriver den Julius Dorst  –  men hel nøjagtigt ved jeg  – endnu  – ikke, om dette er korrekt.  Beboere: Brudepar, 5 cm høje dukker helt i bisquit-porcelæn af Carl Horn.

Mit lille hus  –  til at hænge på væggen  –  er min sidste fødselsdagsgave fra en alt for tidligt bortgået veninde. Og I forstår sikkert, at dette betyder noget helt specielt for mig. Indretningen består af røde og blå Kuhn-møbler i størrelse 00 fra 40erne. Beboere: 4 cm høje Edi-dukker. Noget ganske særligt skal naturligvis udstyres med ganske særlige tæpper.

Af det allerede omtalte perlegarn har jeg flettet en lang snor, som jeg har syet sammen til dette ovale tæppe. Tæppet til venstre til stueetagen har jeg hæklet af ”Punch-garn. Dette garn er lidt finere end stoppegarn og er sværere at arbejde med. Det knækker hurtigt.

Det er svært at finde det virkeligt tyndt garn, som rent farvemæssigt passer til, hvad jeg har forestillet mig. Den lille ”Fine Stue” fra Kuhn i 30erne i størrelse 00 skulle selvfølgelig også have et tæppe. Beboere: 5 cm høje dukker helt af bisquit-porcelæn af Carl Horn og Hertwig.

           Jeg havde engang hørt, at man med godt resultat kan dele mikrofibergarn, og det prøvede jeg. Ja, det lykkedes fuldkommen. Garnet ladet sig dele uden problemer, og det er nemt at arbejde med de tynde tråde.

Til min Kuhn-stue i størrelse 0 —fra 30erne  –  fik jeg et vævet tæppe fra USA. Beboere: 8 cm høje Edi-dukker.

           Dette tæppe inspirerede mig til selv at væve. Væverammen fra min barndom  –  jeg har nu faktisk aldrig prøvet at væve med den  –  var slet ikke egnet, da den var alt for grov. Tænkt til at vævning af en taske eller lignende til et barn.

Da jeg fortalte min veninde Angelika Taucher-Eller om det, sagte hun spontant  – brug dog en papæske. Og det gjorde jeg så. Jeg fandt en lille stabil æske og skar den på de smalle sider så jævnt til, som jeg evnede. Måske  jeg bør tilstå, at jeg aldrig tidligere har vævet. Jeg forsøgte mig ganske enkelt frem. Som grundgarn brugte jeg blondegarn og som trend atter noget af mit perlegarn. Dette var en fejl. Jeg var bedre tjent med punch– eller stoppegarnet, som bedre lader sig sammenfiltre. Trods alt er jeg ret tilfreds. Tæppet har en vis finhed og kan derfor pryde enhver stue..  Jeg har dog endnu ikke fundet en fast plads til det.

Foto: Sherri Farley

Fra Missouri modtog jeg et foto fra Sherri, der med megen omhu og endnu mere tålmodighed i knudeteknik havde broderet et rundt tæppe til køkkenet i sit treetages hus. Jeg misunder hende denne vidunderlige dukkestue  – som hendes mand på grund af pladsmangel har bygget ”op i højden”  –  tre stuer oven på hinanden. Men endnu mere beundrer jeg hendes arbejde. Sherri har sendt mig et link, hvor man online kan købe mønstre og materialer. . For den der har tålmodighed, her kan man købe alt, hvad man har brug for til sådanne fantastiske arbejder:

teresalayman.weebly.com

Engang for mange år siden broderede jeg et gobelin-tæppe med én tråd. Det var til børneværelset i DelPrado-dukkehuset-til-selv-at-samle.. Dengang var mine øjne skarpere og mine hænder snildere. Men alligevel har jeg følelsen af at have arbejdet på det i 10 år.

Kabinettet til dette møbel fra Kuhn fra 30erne i størrelse 00 har Steve bygget til mig. Beboere 4 cm høje Edi-dukker. Steve er min veninde Sherris mand. Hun har malet det helt fortryllende.  Da jeg ville forarbejde et tæppe til det, opdagede jeg dette garn. De varme farver betog mig straks. Helt ideelt til de røde møbler. Eneste ulempe: det var for tykt, men så fik jeg den idé at hækle en lang række luftmasker. Det går naturligvis meget hurtigere med luftmasker end med at flette. Men resultatet er næsten det samme. Jeg syede rækken sammen til et rundt tæppe. Det var virkelig ideelt, og jeg fabrikerede da også straks en sengeforligger og et lille rundt tæppe, som jeg lagde med tre tæpper.

Garnet fandtes også i andre farver  –  men med lige så varme nuancer. Dette er uden tvivl blevet mit yndlingsgarn.

Det kombinerede soveværelse og dagligstue fra Kuhn er fra 30erne i størrelse 00. Beboere: 5,5 cm høje dukker i hård plastik af en oprindelse, som står helt hen i det uvisse. Lige som i den røde søsterstue har jeg udstyret denne med tre tæpper.

Ingen vil sikkert nogen sinde glemme marts 2020. Både vore børn og børnebørn vil huske tiden. Det var den måned:

           Hvor Verden gik i stå

           Hvor skoler og børnehaver var lukket.

           Hvor børnene allerede fra om formiddagen fik lov til at sidde foran fjernsynet

           Hvor ingen bad børnene om stoppe med at sidde foran computeren

           Hvor ingen sagde til børnene:

Kom så, gå ud og leg med dine kammerater.

Det var den måned, hvor jeg sad i mange timer på altanen  – iført en tyk jakke og med et tæppe over knæene  – og fabrikerede tæpper.

Af tre garnrester fremstillede jeg i hele den tid lange snore på 4 meter af luftmasker. At disse tre har jeg forarbejdet en tyk fletning og ganske enkelt syet et ovalt tæppe Egentlig meget simpelt, men en dejlig beskæftigelse i disse vanskelige tider.

Jeg har stadigvæk møblerne til den store Luthardt ”sovestue” liggende i en kasse. I karantænetiden skulle jeg bare have fremstillet et kabinet. Heldigvis har jeg allerede i februar købt træet. Men før jeg byggede kabinettet, ville jeg lave en sengeforligger. Beboer: en 19 cm høj skildpadde-Bärbel fra 30erne.

           De jeg ikke bare kunne fare ud og købe det passende garn, måtte jeg anvende, hvad der var tilbage i min restekasse.

Efter mere end 20 stuer og endnu flere tæpper, viser jeg jer endelig det nævnte foto, som foranledigede Lise til at sige til mig, at I, kære læsere af DUKKE– & LEGETØJSDRØMME gerne ville høre om og se flere af mine tæpper. Jeg håber, at I ikke er blevet skuffet.

Jeg siger tak til Lise brastrup Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich  – www.tortula.de

Fotos: gmuwebSign

Kære Sigi, kære Gerhard  Tak for den fantastiske og personlige beretning, som det har været en fornøjelse at læse og oversætte, samt for de flotte og inspirerende fotos.

Og

Kære Læsere, så er der blot tilbage  at ønske jer    God Læselyst  !.

Hilsen fra Påskeharerne

Tekst og fotos: Angelika Salzwedel ©

(oversætelse: Lise Brastrup Clasen © og design Lene Byfoged ©)

Med tusind tak til Angelika Salzwedel har vi fornøjelsen her at bringe denne aktuelle beretning om hendes samling af Påskeharer…

I over 10 år har Angelika Salzwedel med stor glæde udstillet sine gamle påskeharer og glansbilleder med påskemotiver på forskellige museer. Det hele begyndte i 2007 i Hohenlockstedt im Museum am Wasserturm (Museet ved Vandtårnet) som et lille tillæg til Bamseudstillingen.

           Og siden 2015 har hun udstillet en del af sin samling af påskeharer i  Museums Oldemorstofts Café i Padborg, men på grund af situationen i år er dette desværre ikke muligt…. Det har altid været små udstillinger, men så meget desto mere til stor begejstring for de besøgende.

Angelika fortæller videre: Og hermed fik jeg den idé at fotografere mine Påskeharer til glæde for jer alle i denne svære tid.

Det er ikke altid så nemt at få fat i gamle Påskeharer, da de fleste familier ejer en eller to harer, som hele tiden går i arv, akkurat lige som med de gamle påskeæg af pap eller de smukt malede påskeæg, men alligevel voksede min samling, således at jeg nemt kunne forsyne udstillingerne med påskeharer.

Mange påskeharer er af uld eller mohair, men findes også i papmaché eller træ.


Denne søde og livlige flok er Steiff-harer (hvor de andre gengivne harer er fra,  ved Angelika desværre ikke)!
 

De gamle Påskekort og glansbilleder er altid et ekstra plus i hver udstilling. Og hermed nogle stykker  er nogle af mine særlige skatte.


Disse to fantastiske glansbilleder med Påskeharen er fra 1930erne!
 



Glansbilledharen i skarpt trav findes i to størrelser, og th ses han sammen med sin dame, fra 1950erne!
 

Dette smukke Påskekort
er stemplet i 1906 !
 



Glansbilledet herover med den indbydende kurv er af nyere dato, Angelika skønner, at det er fra 1970erne!
 

Forhåbentlig kommer I alle i Påskestemning, når I ser denne dejlige hareflok i forskellige udgaver!

Angelika ønsker hermed jer alle en Glædelig Påske  !

Fernisering til ære for Miniature-kunstmalerne…..

(Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©)

Tusind tal til Jutta Bogut, for din kreativitet og fantasi, og det er en stor for os fornøjelse at kunne bringe denne unikke artikel bygget over din fantastiske idé…..

(Tekst og fotos: Jutta Bogut ©)

Hermed Juttas beretning om en anderledes og unik fernisering:

I efteråret 2010 så jeg i REMA 1000, at de solgte pakker med ministaffeli, lærred, pensel og fem små bøtter med maling, som du vil se på billedet.

           Da fik jeg en idé. Jeg købte en pakke, der var, så vidt jeg husker, 6 sæt i hver pakke.

Jeg kendte en del familie, venner, bekendt og naboer, der havde maling som hobby. Alle var amatører i alderen fra 9 til 70 år. De måtte selv bestemme, hvad der skulle være på billedet.

           De blev spurgt, om de ville male et lille billede til mine dukkehuse, og når jeg havde fået dem alle tilbage, ville jeg holde fernisering.

Det var jeg klar til i foråret 2011.

Alle kunstnere blev inviteret med ledsager kl. 14.00, hvor vi beundrede deres kunstværker. Derefter var der fælles kaffebord, og så var der åbent for publikum til at se de udstillede værker.

           En dame og jeg havde mødtes en gang om igen i lang tid og sad og lavede ting til vore dukkehuse. Vi havde så lavet en udstilling i et tilstødende lokale, idet jeg havde fået lov til at låne vort menighedshus til arrangementet.

Her kan I så se de mange forskellige malerier. Desværre har jeg åbenbart ikke noget foto af billedet i kikkassen sammen med de øvrige fra udstillingen, men her kan I se det hængende på væggen med kikkassen.

Og selvfølgelig er her også et billede af kaffebordet.

Hermed alle de sjove, smukke og finurlige kunstværker og en idé til jer alle, når I mangler pynt på væggene i dukkestuer og dukkehuse! (Lise).

i siger tak til Jutta og til de mange kunstnere for jeres dejlige oplevelse, og til sidst viser vi kaffebordet, inden det blev ”raseret!

Hjertelige hilsner fra Lene og Lise  !

To nyerhvervede Kongelige påklædningsdukker

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Hvor er man som samler somme tider heldig!  En datter til en samler, der er afgået ved døden, har solgt ud af sin Mors påklædningsdukker, og her var virkelig mange gode ting at finde, idet man kunne supplere op med meget af det, man i årevis har sukket efter!

           Da der ikke er ret mange samlere, der interesserer sig for antikke påklædningsdukker, har jeg således været heldig at få fat i noget af det ellers ”uopnåelige”!

Denne illustration i s/h med beskrivelse af sættet er fra  Cynthia Erfurt Mussers bog:
”Precious Paper Dolls”!
 

Et af de smukkeste sæt, der er udgivet, er ”Kejserinden og Den lille Prinsesse” –  sættet er udgivet i Tyskland (Kaiserin und Prinzesschen” ) og består af kejserinde Augusta Victoria, gift med kejser Wilhelm II af Prøjsen, og deres datter Viktoria Luise. Kejserinden er 16,5 cm og prinsessen 7.5 cm høje. Sættet udkom i en æske med en masse smukt tøj i dejlige farver og med reliefvirkning . Sættet omfatter både deres kroningsdragter, dragter til repræsentation og hvad de ellers bar ved hoffet. Desuden omfatter sættet et bord med kejserindens smykkeskrin, således at man kan se de kejserlige juveler.  –  På den tid blev ganske mange kongelige og kejserlige udødeliggjort gennem gengivelser som påklædningsdukker.


Kejserinden og Den lille Prinsesse
Samt skrinet med kejserindens smykker !
 

Her er en af Den lille Prinsesses smukke dragter med hat. Ja, dengang gik børn klædt som små voksne….  Hvor ”det ekstra smykkeskrin” hører til, ved jeg ikke!
 

Desuden skal I se  de pragtfulde og overdådige kroningsdragter, det ”ekstra” eksemplar af Den lille Prinsesse er i tykt pap og må nok stamme fra bagsiden af æsken. 

Foruden det viste, består mit sæt— med undtagelse af et par småting  –  af alt det, der er vist i den sorthvide illustration – det er således et ret komplet sæt, dom jeg er enormt glad for at kunne supplere min samling med.

Solskinshilsner herfra

Lise

Margarinefigurer – Reklamegaver

Med tak til Sigi Ulbrich— tortula.de og gmuwebSign for tekst og fotos ©

(oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  opsætning: Lene Byfoged ©)

Efter at vi for nogen tid siden viste jer margarine-englene og margarineblomsterne, er det på tide, at I får generelle oplysninger om disse  –  i Tyskland   –  meget elskede samlerfigurer.

Margarinefigurernes historie går tilbage til 20erne i forrige århundrede. Konkurrencen på margarinemarkedet var så stor, at fabrikanterne måtte finde på noget særligt.

           Gratis tillægsgaver, dvs. figurer af træ, pap, støbemasse og metal, og desuden papirbilleder var dengang skik og brug.

           Denne konkurrenceform aftog i slutningen af tyverne, men oplevede dog en renæssance i begyndelsen af halvtredserne.

Gennem det personlige bekendtskab mellem Fritz Homann, som kendt margarinefabrikant i Tyskland, og Richard Sieper, indehaver af firmaet SIKU, så at sige Tysklands største bilfabrikant,  udvikledes et stort og intensivt samarbejde. SIKU fremstillede de støbte margarinefigurer. SIKU var ganske vist ikke den eneste fabrikant, men langt den største.

Bemærkning fra forfatteren:

Hvis du er hankøn ,eller har en søn eller bror, så kender du helt sikkert de små biler af kunststof. De er enormt naturtro og findes også i dag i enhver legetøjskasse.

I begyndelsen fik man kun gaver ved køb af margarine, herfra stammer betegnelsen margarinefigurer hhv. Sanella figurer. Men snart kom flere brancher til, så som kaffe-, te-, mel-, havregryn, tobaks-, bonevoks med flere. Med figurserier fra alle tænkelige områder i livet bejlede man til børnenes gunst, der på den måde fik indflydelse på de voksnes indkøbsvaner. For øvrigt mens vi således fiskede vore figurer ud af en pose kaffe, havde man ved køb af margarine og mel lov til at tage en figur fra et stort glas. I havregrynspakninger var der vedlagt billedserier.

Disse reklamegaver blev så alsidige, at der udvikledes forskellige selvstændige samlerområder. Søger man via det store auktionshus Ebay på begrebet Margarinefigur, forbavses man over udvalget side op og side ned, men endnu mere overraskes man over de små miniaturers skønhed. Så detaljeret og minutiøst er de forarbejdet.  Dinosaurier fandtes allerede dengang, og åbenbart greb menneskene allerede da efter stjernerne, der findes i hvert fald en rumfartsserie. Zoo, bondegård, skov– og markserier, fugle, fisk, reptiler, eventyr, jul, påske, husdyr, børn, sportsudøvere,  hestekøretøjer, skibe, flyvemaskiner, jernbaner, biler, motorcykler, fremmede folk, cowboys og indianere, erhverv,  musikere og musikinstrumenter, nej jeg kan ikke remse alle serier op, men tro mig, de fandtes vedrørende alle livets forhold.

Margarine-blomsterne var en vidunderlig berigelse til mine dukkestuer, og da jeg siden hen opdagede ”have-planterne”, var jeg fuldkommen solgt, nu kunne jeg også ”beplante” forhaven.

Den der engang har beskæftiget sig med disse små  –  overvejende elfenbensfarvede  –  skatte, finder hurtigt flere figurer, som står og pynter i vore stuer. Hund og kat hører for mig til i ethvert dukkehus. Og Margarine-husdyrene er en særlig smuk variant. Og allerkærest  –  men venligst kun i dukkestuerne  –  er den lille mus, der sidder på støvlen, mens katten ser på den.

Fra kaffefirmaet Corona (det var kaffeerstatning ristet på lignende måde og bearbejdet som kaffe af bønner)  kunne man få et rødt kaffestel. Det er fremstillet til brug for et bord til dukker på 30-40 cm. Dengang ville jeg give hvad som helst for eje sådan et stel. Mit stel fik jeg først i begyndelsen af år 2000 forærende af en veninde. Det pynter nu på kaffebordet til Edi-dukker på 28 og 34 cm.

Mens de store Edi-dukker således drikker Korona-kaffe, leger deres små søstre i dukkestuer og –huse med de små møbler fra Linde. Personligt er jeg først og fremmest besnæret af den lille ”radiogrammofon”, sådan en ville jeg gerne have ejet i det virkelige liv. Disse møbelserier fandtes i forskellige farver og til alle værelser: dagligstue, køkken, soveværelse, børneværelse og badeværelse. Det er et særligt samleområde og i dag meget sjældent. Fabrikanten er i mellemtiden gået bort fra brugen af kunststof, passer man ikke på, og støder møblerne mod et eller andet,  går de straks i tusinde stykker.

I mit store Kuhn-Hus bor en dukkesamler. Hendes dukkemøbler— bord, stole, seng  –  stammer ligeledes fra den tid og var engang ekstragaver i kaffe, havregryn og co,.

           PEKO-forlaget udgav engang forskellige priskataloger  –  de gule indeholder ”kun” disse særlige figurer  –  som det fremgår af titlen: Plasticreklamefigurer til dukkemødre.

Da jeg blandt margarinefigurerne blev opmærksom på blomstervaserne, overraskede deres forskellighed og skønhed mig.  Foruden dukke– og dukkestuefigurerne har eventyrfigurerne betaget mig.

Men ikke bare de gamle tyske eventyr og sagn var gengivet i margarinefigurerne, også Den lille Havfrue og Nils Holgerssons forunderlige Rejse findes som margarinefigurer.

Når I betragter Hans og Grete, vil I se, at der fandtes flere serier om samme emne. Forrest i midten et lille heksehus, ved siden af til højre heksen og ved siden af står Hans og Grete fra én serie. Det store heksehus, bageovnen med heksen, samt stalden med Hans og heksen stammer øjensynligt fra en anden serie og dog…  alle var de tillægsgaver fra firmaet Münster Land.

De, der har kendt mig i lang tid, ved, at jeg i over 20 år som jernbanejournalist har besøgt alle  jernbanedriftsledelser og  lokomotivremiser i Tyskland, og vil ikke undre sig over, at også margarinejernbanen  –  min er fra Fri-Homa  – ”kører” i min samling.

Et særligt og virkelig smukt samlerområde er krybbefigurerne. Jeg ved med min bedste vilje ikke, hvor mange forskellige serier, der findes, men….  Der findes i hvert fald krybbefigurer i to størrelser.

Dette vil I kunne genkende, når I betragter mine to Kuhn-stuer fra tyverne i forrige århundrede. Der er forskel på deres størrelse  –  til venstre er dukkerne 12 og 14 cm høje, og til højre er de 7 og 8 cm høje— og i begge stuer står en margarine-engel. Disse stuer har jeg udførligt præsenteret jer for i www.tortula.de udgaverne april og maj 2018. (se desuden artiklerne i www.dukkedroemme.dk).

Teutoburger Margarinefabrik Walter Rau var en af ”udgiverne” af krybbefigurer. Min mor købte dengang altid to slags margarine: Coco til bagning og madlavning og Delireform til at smøre på brødet.  Begge slags fandtes dengang som terninger  –  jeg mener,  de var på ca. 10 x 10 x 10 cm. Firmaet Rau havde sågar en brochure i farver. Om der også fandtes figurer i farver, kan jeg ikke sige. Vore figurer var altid bare hvide. Det hvide træ har jeg til sammenligning kopieret ind i brochuren.

På den ene side er de enkelte figurer afbilledet, og på den anden ses  en ”brugsanvisning” til opbygning af krybben. Dette prospekt er så forslidt, at man næsten ikke kan læse det. Dog er målgruppen entydig  –  og stadig læselig: Kære piger og drenge.

Når man lige har vænnet sig til, at alt stråler elfenbensfarvet, støder man på farvede figurer. Også her er der mange variationer. Nogle af dem, som de to træer, ulven i bedstemors seng og jægeren er af blødere materiale. Den grønne ”Pamir”/firmastet fuldrigger og den sorte ko er af gennemfarvet hårdt plastik. Den grå kat, dens røde bold, de to papegøjer og aben er af lyst, hårdt plastik og er derefter håndmalede. Dette gælder ligeledes den smukke blomst med bien. Jeg forsøgte engang at male en hvid figur over, det lykkedes ikke for mig, da materialet ikke kunne opsuge mine farver.

Hvis du vil vide mere om disse tyske ”tillægsgaver”, findes der en del litteratur  –  selv har jeg slet ikke alle de bøger, som har været og måske er at finde på markedet. Jeg mener, at man i det hele taget ikke mere kan købe disse bøger.  Dog bliver de hele tiden udbudt på tysk Ebay. Da det for det meste drejer sig om ”billedbøger”, vil der sikkert ikke være nogen sprogbarriere.

Til slut viser jeg jer endnu et drømmehus fra Margarineselskabet  –  Margarine Clever Stolz. Disse 3D-figurer var selvfølgelig meget eftertragtede.

           Under min research fandt jeg stor støtte hos Peter Konrad, der har udgivet flere bøger over dette tema. Desværre har han trukket sig helt tilbage fra dette samleområde, men jeg fik fra ham en henvisning til www.margarinefiguren.de og derigennem til Helmut Bitsch, og gennem ham kom jeg videre til Herwig Oberlerchner og hans www.lindefiguren.at (bemærkning fra redaktionen: Linde var dengang et kendt kaffemærke i Tyskland). Af disse tre herrer har jeg lært alt, hvad jeg hidtil har erfaret om denne lille drømmeverden, og jeg sender dem min hjerteligste tak. Helt uegennyttigt har de videregivet deres faglige viden. De har åbnet mine øjne for skønheden i — overvejende  – brækket hvidt.

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich  –  www.tortula.de

Fotos: gmuwebSign  

Og vi siger tusind tak til Sigi for den udførlige tekst og til Gerhard for de flotte fotos  –  hvor er vor samlerverden dog bred og vidtgående, idet vi hele tiden kan suge ny viden på ofte ukendte områder til os.

G o d     L æ s e l y s t   a l l e    s a m m e n   !

Inge Harck på spil igen !!

(med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©  –  Fotos Inge Harck ©)

Så nærmer tiden sig for den Internationale Dukkefestival i Neustadt/Coburg, og traditionen tro er Inge Harck atter nomineret til at deltage i konkurrencen om Dukke-Oscars: det store, fantastiske  arrangement finder sted fra 17. til 24. maj.  Se mere under www.puppenfestival.de  …..

Inge deltager i år med dukker i tre grupper: 

1.  Et lille mesterværk er hendes portrætdukke af seksårige Maja på sin første skoledag. Inge har denne gang som sin fotokalender 2020 gennem fotograferet fremstillingen og arbejdsgangen over Maja, alt er håndlavet. Maja er modelleret i cernit og er 54 cm høj.

2.  Her er Inges negerdukke (i Tyskland kalder man dem Eksotiske dukker, men for mig  –  og sikkert også for jer  – er det negerdukker. Denne udtryksfulde dukkedreng er 28 cm høj og ligeledes modelleret i cernit, og selvfølgelig er han håndlavet fra A til Z.  Han er absolut min favorit…..

3.  Denne røde dukke er med i gruppen legedukker og præsenteres som Babys første Dukke, den er 35 cm høj og fremstillet i vaskbart fløjl, således at den kan tåle at blive nuslet i små fedtede baby– eller barnehænder. Også denne dukke er fuldstændig håndlavet.

Vi  vil senere bringe mere om arrangementet og krydser i mellemtiden fingre for og hepper på Inge.

Hermed de tre konkurrence dukker:

Og så er der kun tillbage at ønske Inge Harck

PØJ PØJ  for et godt resultat………

Steiff igen, igen, igen

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

I går ankom min lille Steiff-klubbamse eller årsbamse sammen med kataloget med nyheder og et tykt Steiff-blad ”Knopf im Ohr”. Og her var virkelig noget at læse om her i februar med det skiftende vejr:

Allerførst skal I se min nye lille og søde årsbamse af mohair, han måler 10 cm. Disse bamser kommer hvert år til medlemmerne i æske af klart stift folie og med certifikat, og i år  havde bamsebassen en fin sløjfe om halsen.  Her er han sammen med sin storebror på 22 cm, sidstnævnte kan købes hos Steiffeforhandlerne eller gennem klubben.

Bladet bugner vanen tro af Steiffhistorier fra før og nu, og den mest iøjnefaldende og spændende er den, som I sikkert allerede kender,  om Margarete Steiffs første udstilling af prøver på bamser og elefanter, på Messen i Leipzig i 1903, hvor ingen fattede interesse for hendes produkter, før sidste udstillingsdag, hvor et USA-firma, som var agenter for legetøjsimport, bestilte 3.000 bamser— de gik under betegnelsen PB 55 (Plysbamse 55/eller rettere sagt  PLüschbär 55) –  til USA. Steiff-firmaet fik travlt, og de 3.000 bamser blev afskibet, således at de kunne ankomme til den aftalte dato….   Men bamserne nåede aldrig frem til USA, hvad der stadigværk er en stor gåde, og skulle man engang finde sådan en bamse, er den helt sikkert en gigantisk formue værd.

Hvad der mon skete, tja, nu udskriver Steiff en konkurrence, hvor man kan skrive, hvad man tror, der blev af bamserne, og her vil jeg selvfølgelig deltage med en fantasihistorie i håb om at vinde en af de tre præmier (Steiff beklager, at man ikke kan udlodde et eksemplar af Bamse PB55 som førstepræmie, da man  som sagt ikke har en eneste af disse bamser….

Her ses de tre præmier, hvoraf tredjepræmien er den store udgave af årsbamsen.

Det lille nyhedskatalog bugner af sjove og søde Steiffkrammedyr, bl.a. min engelske yndlingsbamse Rupert fra Nøddeskoven, i anledning af hans 100 års fødselsdag. Et  herligt vildsvin i Asterixserien, som i forvejen tæller Asterix, Obelix, Idefix og Miraculix, jeg er Asterixfan og selvfølgelig stærkt fristet til at samle denne serie, men…  på et eller andet tidspunkt får man pladsproblemer, ikke sandt!

Der er selvfølgelig og Peter Plys-dyr, Lucky Lukes Hest Jolly Jumper, Beatrix Potters bedårende kaniner, Paddington og mange, mange flere, men den kæreste nyhed er nok denne forårshare kaldet Pepper Springtime Bunny med sin smukke tulipan af filt  –   nr. 14 i denne serie, ja, Steiff forstår sandelig at lokke samlere til….. Modstå fristelserne, hvem der kan.  Men her er således Rupert, Forårsharen og Asterixfigurerne med vildsvinet i forstørret udgave.

Og ellers kan man hygge sig med de mange beretninger om Steiff-dyr, gamle som nye, og hele tien lærer man noget nyt.

           Som klubmedlem får man hvert år en todagesbillet til Teddy Bear Total i Messehalle Süd i Münster, i år der det 25.-26. april,  Alle tideres messe med bamser, dukker, etc. (www.teddybaer-total.de  –  se billetten i slutningen af denne beretning)!

           Steiffs eget årsarrangement: Steiff-Sommer, finder sted den 26.-28. maj hos Steif i Giengen an der Brenz, hvor der i år fejres 140 års Steiffjubilæum med særlige overraskelser  – se alle Steifftermine under

www.steiff.com.

Desuden er Steiff også repræsenteret på Den internationale Dukkefestival i Neustadt/Coburg fredag og lørdag 22.-23. maj fra 10 til 17 med samlermesse, marked og mange andre herlige oplevelser.

www.puppenfestival-neustadt.de.

           I bladet er der også andre lokale arrangementer, samt meddelelse om, at der er åbnet en krammedyrsbutik i Strassbourg: ”Terre d’Ours (på dansk kunne den hedde; ”Alverdens Bamser”).

Er du klubmedlem, kan du desuden erhverve en præmie,  eller to, dersom du skaffer nye medlemmer, men det kan da så mange steder.

God  læselyst og god fornøjelse til jer, der skal med til et arrangement !

Rasmus Klump og vennerne, igen, igen, igen!!!

Kære samlervenner,

Som I ved, har jeg før skrevet om mine yndlings-tegneseriefigurer:

Rasmus Klump og hans Venner

Og jeg samler selvfølgelig på alt muligt om denne vidunderlige, umiddelbare og naive tegneserie:

           Hermed lidt af det, jeg i den senere tid har fået fat på:

Tre dejlige kravlenisser: En af  Klump og to af Pelle, forhåbentlig får jeg i løbet af året fat i flere, f.eks. Skæg og Pingo.

I et af Hjemmets decembernumre var der som tillæg et lille hefte om gavtyvene: KLUMP og JULETRÆET, skrevet og illustreret af Per Sanderhage og Jeppe Højholt efter Carla og Vilhelm Hansen, det hefte måtte jeg absolut have til samlingen. Samtidig var der konkurrence om ”En tur i tivoli” eller en Rasmus-Klump-bog, jeg vandt dog ikke, men var en tur i Tivoli Lillejuleaften sammen med venner og selvfølgelig forbi Rasmus-Klump-Huset med Pandekagerne.

Og endelig fik jeg fat i et manglende Modelark: ”Byg Hus med Rasmus Klump”  –  men jeg nænner ikke at klippe ud, folde og lime, før jeg får fat i et ark mere. Hermed forsiden, arket kan foldes ud fire gange,  og så er det bare med at gå i gang.

Og jagten på Rasmus-Klump-effekter fortsætter helt sikkert, her er han som påklædningsdukke: I  1991 udkom en lille serie med fire af figurerne, Rasmus, Pingo, Skæg og Elefanten  –   her slutter jeg af med at vise jer Rasmus

Januarhilsner herfra

Lise

Legetøjsmuseet i Trier (Spielzeugmuseum Trier)

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Er absolut et af mine yndlingsmuseer, da de har et fantastisk alsidigt sortiment, og det er absolut nostalgien, der trækker og fascinerer os, ikke sandt!  For nylig var jeg igen i Trier og måtte og skulle da indenfor på museet…..  Som heldigvis holder åbent året rundt…..

Og heller ikke denne gang blev jeg skuffet,  at se og gense effekterne på museet er som at rejse i sin egen, sine forældre, bedste– og oldeforældres fortid.

Her finder du bl.a. Bamser, dukker og krammedyr, tinfigurer, modeljernbaner, rumfartslegetøj, fly, skibe, dampmaskiner, biler, bliklegetøj og meget mere…  Gå ikke glip af hele paletten af legetøj gennem tiderne…   Hermed nogle af museets enormt mange skatte.

Adresse og åbningstider:

Dietrichstrasse 51, D-54290 Trier, tlf: +49 651 7 58 50  –  info@:spielzeugmuseum-trier.de  –

www.speilzeugmuseum-trier.de  – 

(er du i kørestol, med rollator, har barnevogn med etc.: er der en handicapindgang i Jakobstrasse 4).

Åbent: ti-sø 11-17 (lukket mandag)

Vil du spise lidt lækkert, er der i samme gade den herligste gamle og historiske Restaurant og Café: ”Die gute Stuabe/Zur Steipe, indgang:  ROTES HAUS/Røde Hus: , Dietrichstrasse 54, tlf: 0049 651 1 45 54 56, – 

info@zur-steipe.de, www.zur-steipe.de, og her er åbent fra 8 til 22  Huset hører lige som die barokke kirker og de romerske byggerier til byens seværdigheder, idet det oprindeligt er fra ca. 1430, og efter ødelæggelserne under 2. Verdenskrig restaureret.

Vi ønsker dig og din familie en dejlig museumsoplevelse  !

BLOMSTER som tillægsgaver fra SIKU

Fortalt af Flora Pfau © –Redigeret af Sigi Ulbrich ©

Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  Design Lene Byfoged ©

Kære Samlervenner,  og kære alle andre nysgerrige (videbegærlige),

           Hermed siger vi tak for at kunne bringe denne fortælling om blomster som tillægsgave, og hvad man med fantasi og snilde kunne få ud af dem….

Jeg var lige fyldt fem år,  da jeg blev bevidst om min store kærlighed til disse små ting. Jeg fik lov til at fylde kaffen over i dåsen (jeg regner med, at det ikke var ægte kaffe, men ”Muckefuck” (se i næste afsnit forklaringen angående kaffe-erstatning), og ud faldt en ”krystalvase” med en blå blomsterbuket. Min bror og jeg skiftedes hele tiden til at ryste posen eller dåsen, og hver gang måtte den, hvis tur det var, beholde sin lille margarinefigur. Hvorfor disse figurer, som overvejende var støbt i kunststof i farven ”brækket” hvid” (dvs. ikke helt hvid)  kaldtes margarinefigurer, har jeg aldrig fattet, hos os var de i posen med kaffe. Endnu i dag opbevarer jeg figurerne fra den tid i mors gamle kaffedåse.

Sigi giver os hermed forklaringen på Muckefuck/kaffeerstatningen:

Muckefuck var kaffeerstatning i de dårlige tider. Da der var mangel på fremmed valuta blev der nærmest ikke importeret kaffe i Tyskland, og skete det, var den så dyr, at man i en almindelig husholdning ikke havde råd til den. Kaffeerstatningen blev hovedsagelig fremstillet af korn eller malt, men også af frugtkerner, kastanjer og bog (olden). Ofte var det en sammenblanding af det hele. 

Som oversætter af artiklen kan jeg da blot mindes efterkrigstiden med den danske Richs og Danmarks, som vi blandede i kaffen, og med de dejlige små billeder, som alle samlede på og byttede mellem sig i skolen, samt mine forældres store glæde, når der kom pakke fra min Moster og onkel i USA bl.a. indeholdende ÆGTE kaffe.  (Selv er og var jeg ikke den store kaffedrikker) – Lise.

Kære læsere, I kender mig endnu ikke. Jeg har aldrig før skrevet for en så stor læserskare. Det er nærmest ophidsende for mig. Jeg hedder Flora og min allerede ovenfor nævnte bror hedder Valdemar. Vort familienavn er Pfau  (Påfugl)  –  ja, hvad skal jeg sige om det:  vor mor var lidenskabelig læser af Hedwig Courths-Mahler. (atter en bemærkning fra Lise: forfatterinden Hedwig Courths-Mahler (1876-1950) skrev vidunderlige romaner, og enkelte er filmatiseret. I kan på nettet læse om hendes liv, og om, hvordan hun gennem det tyske, litterære og illustrerede ugeblad ”Die Gartenlaube”/(Lysthuset) fik kendskab til litteraturens verden)….

Og selv om ugebladet Die Gartenlaube på den tid ikke mere var, hvad det engang havde været i sin glansperiode, var det alligevel et vigtigt stykke kulturhistorie  –  vi kan ikke desto mindre takke bladet og dets historiefortællere for vort navn.

Hermed Sigis forklaring vedrørende tidsskriftet ”Gartenlaube”: Dette illustrerede familieblad var en forløber for de moderne Illustrerede Tidender/uge– og månedsblade, og det første, store succesrige tyske blad i masseproduktion. Bladet udkom fra 1853 i Leipzig ved Verlag Ernst Keil med et startoplag på 5.000 eksemplarer. Fra 1853 til 1945 var tidsskriftet udbredt i det samlede tyske sprogområde. Et meget højttravende eller svulstigt magasin. Den lige så svulstige eller højttravende ovennævnte forfatterinde af kærlighedshistorier  –  overvejende inden for adelen  –  dvs. at en lille forældreløs pige forelsker sig i prinsen  –  men ellers også inden for genren: lægeromaner  – har skrevet enormt meget til ”Gartenlaube”!

Hos os havde vi blot figurerne fra kaffepakningerne, dog havde Valdemar kammerater, med hvem han ikke blot kunne bytte sine egne, men også mine figurer. Derfor kom der lidt efter lidt figurer fra andre firmaer ind i vort hjem. Til min fødselsdag byttede han engang sin bedste fodboldspillerfigur,  –  jeg aner ikke, hvem han forestillede  –  til en blomsterkrukke til mig.  Til stor glæde for os begge, og jeg har stadig i dag den blå blomsterbuket, og blomsterkrukken fra min bror. Disse to ting fik jeg, før jeg havde den dukkestue —som jeg selvfølgelig i al hemmelighed drømte om at eje. Dukkestuen fik jeg så senere til juleaften. Jeg var meget ked af det, da skikken med tillægsgaver i 1954 ophørte. Med dags varsel kunne man ikke finde mere i poserne —hvilken skam. Vi var dengang ved at samle figurerne til en julekrybbe, og den blev således aldrig komplet.

Ikke desto mindre dukkede der i løbet af denne korte tid nogle af de omtalte blomster op her hos mig,  og senere har jeg købt flere på loppemarkeder. De små vaser rørte noget i mig. Der findes 10 forskellige ”krystalvaser” med en blomsterbuket. Der var således nelliker, tulipaner, georginer, roser, iris, margueritter, gladiolus, asters, narcisser og til jul en buket med kristtorn. Særlig fantastisk er det, at ikke alene blomsterne i disse tillægsgaver er forskellige, men at også de små vaser varierer. Derfor kan man i et værelse i dukkehuset sagtens stille flere vaser op. Mange af blomsterne købt på loppemarkedet havde flere legespor, idet blade og blomster delvis kunne være brækket af. Da har jeg med en ”skrædderhjælp”  –  nå, ja, jeg har en værktøjskasse  –  klippet stilkene af, og vaserne står på hylden i en stue, akkurat som man gør med krystalvaser.

I årenes løb har jeg til Schipka-vaserne desuden købt de ”blomstrende” tillægsgaver fra andre firmaer  –    således at gummitræet fra min bror ikke er så alene. Dog mangler jeg stadig to krukker i hvidt fra DUKA. At jeg alligevel kan vise jer dem her, er det fordi Helmut Bitsch fra www.margarinefiguren.de har stillet dem til disposition, og jeg siger mange tak for hans venlighed.

Firmaerne DUKA, Günzburger og Kraft havde disse tillægsgaver i deres varer:

2 urtepotter med planter:                         Med det omtalte gummitræ og en fuchsia (kan også hedde Kristi blodsdråbe)

2 blomsterkasser:                                     Med asters og georginer

2 blomsterskåle:                                       Med kaktus og alpevioler

2 blomstervaser:                                      Med solsikker og roser

Disse 8 små figurer kan man roligt kunne finde to gange. De findes nemlig i den kendte farve ”brækket” hvid fra margarinefigurerne og  med påmalet farve. For øvrigt var disse også fra SIKU.

Alle disse små tillægsgaver med filigran lå gemt hos mig i ovennævnte kaffedåse, tja, jeg fandt aldrig den smarte løsning på, hvordan jeg skulle stille dem op.. Indtil … da, Sigi Ulbrich for nogen tid siden fra www.tortula.de sendte mig et foto fra en udstilling af EDI-dukker. De stod i en vinkasse. Og nu kom ideen. Jeg havde netop —som det somme tider sker  –  en lille kasse med tre smalle flasker, som jeg havde fået som gave. Vinen har jeg allerede drukket, en rigtig god en  – og gemt kassen. Man smider da ikke sådan en smuk træ-æske i skraldespanden, vel!

Mit håndværkertalent er ikke stort, men det blæste jeg på. Hurtigt udmålte jeg højden på hylderne, og hvor heldigt, med lidt luft rundt om passede vaserne. Jeg ville stille en af hver slags op, og selvfølgelig også de små DUKA-planter. Det hele passede nøjagtigt i reolen. I hobbyforretningen købte jeg klæbeplader . Jeg tog æsken med til Byggemarkedet, hvor man foreslog mig en passende rude af kunstglas  –  og naturligvis skulle blomsterne sættes op, således at de ikke blev udsat for støv eller nysgerrige kattepoter.

Da jeg fortalte Sigi Ulbrich om mine planer og sendte hende et billede af min første prøveopstilling, tilbød hun mig spontant en påfugl af træ fra halvtredserne som dekoration hhv. logo til mit ”Blomstervindue”.  Og jeg modtog den med tak.

Påfuglen passede fint i mine planer, idet jeg netop havde besøgt min gudsøn, og af ham ønskede jeg mig et skilt og et vindue med ”Blyindfatning”  – i Jugend-Stil, og selvfølgelig med en påfugl. Ganske vist har jeg en computer, som jeg kan betjene, men billedbearbejdning har jeg ikke forstand på.

Han sendte mig en PDF-fil, som jeg optog på mit stik, hvorefter jeg tog den med til vor Copy-Shop. Her printede man det hele ud på klar klæbefolie. Allerede mens jeg betragtede dette tryk, forestillede jeg mig, hvordan den vidunderligt smukke påfugl ville stråle i mit vindue. Min bror har lovet mig, at han, når han besøger mig næste gang, vil lave belysning til mit vindue. Og jeg glæder mig allerede. Lampen  –  der skal være tre små pærer  –  skal lyse bag påfuglen og samtidig ind på hylden.

Da jeg sendte Valdemar et billede af mit næsten færdige vindue, modtog jeg et par dage efter et brev, og deri lå den margarinefigur, som han gennem hele sin barndom havde passet på og opbevaret:

Den lille og åh så smukke påfugl.

Fortælling:    Flora Pfau

Tekst:             Sigi Ulbrich

Fotos:           Bernd Lorenzen og gmuwebSign