Legetøjsudstilling på Randbøl Sogns Museum i Vandel

Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museum i Vandel vil gerne slå dørene op for en ny renoveret legetøjsudstilling.

Det er legetøj fra Museets magasin, Kurt og Anni Lundgaard og Hanne Damgaard Hansens private samlinger af legetøj, som vises frem for publikum.

Udstillingen er bygget op over en 110 års periode fra 1880 til 1990. Vi vil prøve at vise legetøjets udvikling, for i takt med at samfundet udviklede sig, fulgte legetøjet med. Biler blev lavet i blik som en tro kopi af ”fars bil”. Dukkerne blev lavet i porcelæn og var næsten kun til pynt.

Udstillingen er et stykke kulturhistorie, som viser eksempler på legetøj lige fra hjemmelavede kludedukker, trælegetøj til fint drenge- og pigelegetøj. Det meste er produceret i Tyskland, hvor legetøjsproduktion blev centreret omkring Nürnberg og omegn. Legetøjet fra det område var af høj kvalitet, selvom det gik under betegnelsen ”Nürnberg-kram”.

Her lå der både porcelænsdukke-fabrikker og fabrikker, som producerede bliklegetøj.

I gamle dage lavede man ofte selv sit legetøj eller købte et dukkehoved, hvorefter et fingersnildt familiemedlem syede krop og tøj til Dukkelise. Man kunne finde sy- og strikkemønstre i ugebladene. Hvis far var fingernem, kunne man også i Familie Journalen finde mønstre på løvsavsarbejde til dukkehusmøbler, Ford-biler mm.

Det var ofte kun til jul og fødselsdag, børnene fik en gave.

I dag kan legetøj købes mange steder, hvor børn færdes. Og de små pengestærke forbrugere falder ofte for den farvestrålende emballage, hvorefter de køber en ”gave” til sig selv, som bliver placeret i børneværelsets overflod af legetøj.

Når man følger udstillingen, ses det tydeligt, at der bliver mere og mere legetøj at vælge imellem, og det bliver mere og mere farvestrålende. Kvaliteten tilpasses vores smide-væk-mentalitet og er derfor ringere end fordums gedigne legetøj. Dog er det heldigvis stadig muligt at købe kvalitetslegetøj.

Denne farvestrålende udstilling har i en del år skabt glæde hos gæster og skolebørn, og da museumsforeningen overtog ansvaret for museets drift i sommeren 2017, bestemte bestyrelsen sig for at renovere kælderen. Det gav anledning til en ny udstilling om ”Flyvestation Vandel 1943-2003” som åbner i det nye år. Ja, så var det nærliggende at renovere legetøjs-samlingen og udvide den med et børne- og teenageværelse fra 1980`erne og 1990`erne. Udstillingen er nu færdig og kan ses hver torsdag mellem kl. 10 og 16 eller efter aftale på tlf. nr. 3022 5474.

Sept. 2019

Juleforberedelser i Danmark

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Julen står for døren, og noget af hyggen er de mange forberedelser. I Danmark starter man gerne i midten af november med at pynte op, skabe eller købe en adventskrans, hænge en grankrans med kogler, kugler og sløjfer på indgangsdøren. Man hænger sprællemænd/Julemænd op, desuden er der kravlenisserne, som sidder alle vegne, noget helt specielt dansk, desuden hænger man engle og julestjerner op i vinduerne… Fantasien kender ingen grænser, og alle har vi vore traditioner. (fotos fra nettet)!

En overgang blev det den store dille at hænge lyskæder på træer og buske i haven eller på altanen, det tog virkelig overhånd, idet man i mange haver og på hustage så lyskæder i alle farver forestillende julemænd, stjerner, rensdyr og meget mere. Noget jeg altid har fundet vildt overdrevet, men smag og behag er forskellig.

Mange har en dekorativ julekrybbe i stuen, og mange har også et nisselandskab NISSELAND med nisser i alle former, rensdyr, fugle, kogler, juletræer, måske en lille kirke med lys i, sådan et nisseland har jeg hvert år… og ih, hvor det hygger.

Man laver også juledekorationer, eller julegenerationer, som de hedder hos os: Betegnelsen stammer fra vor yngste søn, Bjørn, der som lille ”accelererede” i fremmedord, og en dag spurgte han: ”Moar, der findes da to slags generationer, ikke?” Jeg så nok meget spørgende ud! ”Jo, Moar, dem vi laver til jul og dem vi er i familie med!” Siden da ved hele familien, hvad en Julegeneration er for en JULETING!.

Her samler vi naturprodukter i skov og have til juledekorationerne: kogle, gran, agern, bog, stedsegrønne planter, så som vrietorn og christtorn ja, alt kan komme med, rundt om lyset, og som samler placerer jeg gerne da gerne et par minibamser eller nisser midt i ”landskabet” rundt om lyset.

Og fra den 1. til den 24. december åbner vi julekalenderen. .Det var i min barndom lidt af en luksus, og min søster og jeg havde en ganske almindelig flad kalender med 24 låger til deling, hvor vi skiftedes til at åbne og se dagens billede. Lågen med nr. 24 var større end de andre, og jeg – som den ”smarte” og udspekulerte storesøster— tilbød generøst min søster at hun måtte åbne nr. 1….

Naboens børn, som vi legede meget med, havde hver sin julekalender, og ikke af den flade slags, men gerne et eller andet, som blev klippet ud, limet sammen, og stod og pyntede som f.eks. Den danske røde postkasse, en karrusel, en flyver eller noget andet spændende som julehuset her, og jeg husker tydeligt børnenes Far, der foldede, klistrede og somme tider bandede stygt, når delene ikke passede sammen. Men disse julekalendere var flotte og misundelsesværdige.

Senere kom kalenderlyset frem, med 24 tal, det har altid siden været tradition her, at man til morgenbordet tændte kalenderlyset også en af ”juledekorationerne” blev forsynet med et kalenderlys. Apropos julekalendere, så har man i engelsktalende lande 25 låger, da man først fejrer julen om morgenen den 25.december.

Kravlenisserne kom pludselig frem, en foregangsmand og den mest kendte kravlenissetegner, er Bramming, der også var mester for en del julekalendere, men de fleste af de danske tegnere har designet kravlenisser, sprællemænd ,julekalendere, engle, kurve og andet julepynt; en masse gamle klippeark er genoptrykt, således at alle kan finde lige det, de helst vil have… du kan købe julepynt alle vegne, og det er en yndet hobby at samle på kravlenisser, sprællemænd og julekalendere, samt gammel julepynt. Og hvert år kommer der nye nisser frem.

Inden jul sender alle julehilsner til hinanden, og der findes oceaner af forskellige julekort designet af enhver tegner med respekt for sig selv, julekort er et yndet samleobjekt— desværre skal man efterhånden sende juleposten i meget god tid, for at den kan nå frem til modtageren før JUL, Længe leve De Gode Gamle Dage! Postudbringningen i Danmark er desværre ikke, hvad den har været. Årets julemærke – en dansk opfindelse som velgørenhed for Julemærkehjemmene, er hvert år en spændende nyhed. Og så støtter man et godt formål.. Julemærket blev til efter en lys idé i 1902 fra postfunktionær Einar Holbøll, og det er således danskernes indflydelse på juletraditionerne, de første 52 år kostede et julemærke blot 2 øre, og overskuddet gik til hjælp velgørende formål, dvs. julemærkehjem for børn, og der eksisterer stadig nogle stykker af dem.

Der kom et smukt motiv hvert år, lige fra portrætter af vor kongefamilie, engle, nisser, juletræer, og i 1945 selvfølgelig Dannebrog i sne. Tegnerne var mange forskellige, bl.a. har vor Dronning flere gange designet julemærket, men selvfølgelig har Bramming, vor ”Nisse-tegner nr. 1”, også været på spil. Julemærker er et yndet samleobjekt, hermed nogle af motiverne.

I løbet af december måned bager man og laver julekonfekt, og de danske klejner og småkager, samt marcipankonfekten og havregrynskuglerne er bare himmerigsmundfulde. Gad vide hvor mange portioner af disse lækkerier, der bliver spist inden juledagene!!! Flere hold: også selv om man gemmer dem godt. Min venindes Mor lavede bl.a. Brunkager, og hun gemte gerne dejen for ”De STORE lækkersultne MUS, men vi var smarte, vi fandt den altid, og vi sendte gerne familiens yngste, lillesøster ned i Viktualiekælderen efter dej. Men der var helt sikkert gemt dej flere steder, for der var altid rigeligt med bruge kager til alle i løbet af juledagene.

Og så blev der indkøbt julegaver, eller man lavede dem selv, julegaverne blev pakket smukt og fantasifuldt ind og gemt til juleaften, men… det var en yndet sport at lede efter julegaver…… og at føle på pakkerne… Hvem har mon ikke været med til det….. ?? Man var ikke altid ”Englebørn eller juleengle”, men små banditter og skurke..

Ja, sådan holder holdes der efter egne familietraditioner i Danmark !

JUL i Danmark

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Alle glæder sig til at fejre JUL, denne smukke højtid midt i den kolde vinter, og hvordan gør vi så det, og hvad gør vi for at få festlige og hyggelige juledage?? Jo, da, vi forbereder Julen i mange uger før den 24. december! Hvor juletræet kommer i centrum!

Men hvor stammer juletræet egentlig fra? Det er en tysk skik, men for mere end 200 år siden, i 1808 tændtes det allerførste juletræ i Danmark på den sydsjællandske herregård Holsteinborg. En herregård, hvor H.C. Andersen senere fik sin gang… I 1808 benyttede man julen til at fejre vielsen af komtesse Wilhelmine Reventlow og greve Adolf Lehman af Holstein-Holsteinborg.

Tre år senere i 1811 tændtes det første juletræ i København hos familien Lehmann i Ny Kongensgade, hvor det vakte stor opsigt at se et træ blive båret eller slæbt ind i stuerne og derefter pyntet. Begivenheden samlede et større opløb af nysgerrige neden for vinduerne

I dag køber de fleste en Normansgran som ses her på billedet foroven og mange benytter i dag lyskæder og ikke levende lys som her. Nogle køber deres juletræ ”henne om hjørnet”, hvor der handles med træer, andre kører ud til plantager, hvor man selv kan fælde sit træ, og atter andre får træet fældet hos den plantage-ejer eller bonde, der sælger træerne. Nok lidt billigere, og så kan man vælge et harmonisk træ i passende størrelse.

I toppen sætter man en stjerne som symboliserer Betlehemsstjernen … I engelsktalende lande er stjernen i toppen næsten altid erstattet af en engel, der symboliserer englene i Betlehem – og derefter pyntes juletræet med alle de traditionelle skatte, som man gemmer fra år til år: engle, nisser, glaskugler og –figurer — nu til dags ofte erstattet af plastic… kræmmerhuse og kurve med farverige motiver, flettede hjerter i mange farver, små trommer og trompeter, flettede stjerner, måske også stjernekastere og knallerter, små lygter og musetrapper af glanspapir, og sidst men ikke mindst de traditionelle guirlander af små Dannebrogsflag… tidligere brugte man sølvstrimler/lametta eller fehår for at illudere sne. Fehår og lametta fås ikke mere, men der findes andre sølvstrimler til at hænge på træet. Ja, sådan kunne jeg blive ved, men måske I ikke alle kender til alle de danske former for traditionel julepynt, og det skal I selvfølgelig have en forklaring på:

Kræmmerhuse og kurve er og har altid været meget populære. Kræmmerhusene stammer fra dengang, man hos købmanden kunne købe f.eks. et kræmmerhus fyldt med bolsjer, og enhver købmand eller kommis kunne i en håndevending sno et kræmmerhus. I kræmmerhuse og kurve lagde man nødder og andre godter, som blev spist i løbet af julen. Den viste skabelon til et kræmmerhus kan man downloade i den korrekte størrelse og selv klippe, klistre og dekorere sin kræmmerhuse. Det ældst bevarede kræmmerhus i Danmark er fra 1866 og motivet skulle være Den Tapre Landsoldat. Kurvene kan man købe på klippeark derefter , klippe, folde og forsyne med hank. Også de små trommer og trompeter stammer oprindeligt fra den tid, hvor man mindes tabet af et stort stykke land…. Sådan så trommerne ud i min barndom, i dag kan man købe dem i mange andre farver end guld, f,eks. I grønt, rødt og blåt.

De smukke flettede hjerter er noget specielt dansk, mener jeg i hvert fald, Jeg har downloaded tre typer lige til at flette. Og du kan købe glanspapir i mange farver til din julepynt.

Klip to stk. papir i 7 x 23 cm i to kontrastfarver, fold papiret med de farvede sider indad, tegn de linjer og buen, som du ønsker den, klip, flet og sæt hank på dit hjerte. Det var da nemt, ikke sandt!

De søde små Dannebrogsflag findes helt sikkert på ethvert juletræ. Denne skik med at hænge sit flag på juletræet har man i mange lande, og man kan her i Danmark købe flagguirlander med mange nationers flag, men personligt synes jeg bedst om at holde mig til Dannebrog. Flagguirlanderne var i min barndom og ungdom gerne en slags sejlgarn med papirflag, nu kan man købe dem i stof eller filt i gavebutikker og hobbyforretninger.

De smukke kugler og figurer, vi pynter vort juletræ med, stammer oprindeligt fra Tyskland, oprindeligt var de alle af glas, men nu fås de i også papmaché, plastic, træ, som bemalede vatkugler, osv. Overalt sælges der julepynt, ethvert supermarked med respekt for sig selv har selvfølgelig et enormt udvalg, for bare at nævne et eksempel.

Du kan simpelthen købe alt til julen… 

Da jeg første gang var i USA og på en udflugt, standsede vognen ved ”En Julebutik”, og aldrig har jeg set så meget julepynt på én gang… Senere har jeg besøgt flere Julemuseer i Tyskland, og de stod bestemt ikke tilbage for butikken i staten New York.

Mit yndlingsjulepynt er De flettede Julestjerner af strimler, og jeg ser, at man på nettet kan finde en fuldstændig vejledning til at flette stjerner… som barn syntes jeg, det var svært, men min Far var heldigvis god til at lære fra sig, så pludselig havde vi stjerner overalt og i alle størrelser. Stjernerne bliver bedst i tyndt karton, men kan også flettes af kraftigt gavepapir eller hvad man nu har i huset.

Hos os har vi også altid haft Nisser på træet: dejlige små ”garnnisser” eller de mere primitive nisser af piberensere.

Også hvide engle klippet i karton har pyntet vort træ, her har jeg forgæves ledt efter skabeloner til tykke, hvide englebørn, men fandt dem ikke, så I må nøjes med disse søde hvide børneengle.

Og der skal selvfølgelig LYS på træet. Vi har altid brugt levende lys, selv om mange steder mener, det er for farligt. Lysestagerne fås i mange afskygninger, gerne af metal, således at de er tunge nok til at sætte på træets grene. jeg flottede mig engang og samlede de smukke stager fra Georg Jensen, ganske enkle med en ting eller figur forneden for at gøre dem tunge.

Og … glem ikke vore børn og børnebørn, de elsker at lave julepynt, på et eller andet tidspunkt havde vi så meget, at vi kunne pynte Det store Juletræ på Københavns Rådhusplads mindst to gange. Hvem har ikke fået de herligste små lygter og musetrapper af børnene, eller dejlige engle klippet ud i kraftigt papir eller tyndt karton? Eller ”kilometervis” af de herligste brogede guirlander, lavet af ringe….. Er der noget finere end et juletræ i alskens farver med den herligste julepynt? Og hvad gør det, at der er skæve lygter og hjerter, alt er lavet med kærlighed af store og små. Der er nogle, der holder deres træ i rød og hvidt, eller i sølv og guld, men hos os har træet altid lignet ”et fastelavnsris” i alle regnbuens farver! Og der skal selvfølgelig LYS på træet. Vi har altid brugt levende lys, selv om mange steder mener, det er for farligt. Lysestagerne fås i mange afskygninger, gerne af metal, således at de er tunge nok til at sætte på træets grene. jeg flottede mig engang og samlede de smukke stager fra Georg Jensen, ganske enkle med en ting eller figur forneden for at gøre dem tunge.

Nogle hænger stjernekastere på træet, det går vi nu aldrig hos os, vi lader træet stå til Hellig Tre Kongers Aften den 6. januar, og til nytår kan vi finde på at vikle det ind i serpentiner i alle farver, men vi stikker altid knallerter ind mellem grenene, det er et hit for børnebørnene.

Under træet ligger gaverne smukt pakket ind, (de dækker juletræsfoden) og der er altid en vis spænding blandt alle: Hvad mon jeg får i julegave???? I min Mors barndom hang gaverne uindpakket på træet akkurat som I vor yndlingsjulesang: ”Højt fra Træets Grønne Top”! Ja, tiderne skifter, men JULEN er noget særligt, og det bliver den ved med at være! ”Rør blot ikke ved min gamle JUL!!!!!

SPÆNDENDE ANTIK DUKKE M.M. i SEJERØ KØBMANDSHANDELS MUSEUM.

Tekst og billeder: Lene Byfoged

Det er nogle år siden vi har besøgt museet på Sejerø, men her i sommer havde vi gæster, som gerne ville se den gamle købmandsforretning og de gamle fine stuer.

Museet viser den gamle købmandsbutik, der lukkede i starten af 1970,erne og resten af det gamle hus. Alt står som det stod dengang, virkelig en nostalgisk tur man er på, når man besøger museet. Jeg kan huske jeg har handlet der, de første år jeg kom på Sejerø, men madvarer købte man aldrig, udløbstiden på varerne var for længst overskredet. På første sal op ad en stejl trappe, findes bl.a. alle de spændende fund, der er fundet i jorden på Sejerø, gamle klædningsstykker m.m.

Det lignede selvfølgelig sig selv, men nogle nyanskaffelser fandt jeg da. Den fineste antikke Milliniere dukke stod i en montre på første sal, sammen med alle de andre ting og sager fra Sejerøs historie.

Jeg fik taget nogle billeder af hende i montren, men nogle dage senere, kørte vi ned på museet igen og fik lov til at få hende ud, så vi fik nogle bedre billeder.

Er hun ikke fin? Mærket af tidens tand, men alligevel flot bevaret, når man tænker på, at hun er omkring 180 år gammel.

Dukken er tysk, med ben og arme af træ, hoved af papmache og hvis hun er, som de dukker af samme slags, jeg har set billede af, har hun skindkrop. Tøjet er det originale. Hun er ca 25 cm høj.

Jeg ved ikke ret meget om denne slags dukker, så dejligt med hjælp fra eksperten Birgit Muusmann.

Det eneste man ved om dukken på museet er, at den blev givet til en lille pige på Sejerbygård på Sejerø i 1850.

Dukkens frisure fortæller om den alder og den dygtige og erfarne dukke – og legetøjsekspert Birgit Muusmann fra Antique Toys and Dolls i København, fortæller at denne dukke er fra omkring 1840,erne og det passer jo fint med, at den blev givet væk i 1850. Frisuren er lige som dem på den tidlige KPM chinadukker, fortæller Birgit.
Her ses de smukke slanke træarme.
Og her kan man se lidt af træfødderne.
Dukken i sit falmede og mørnede tøj. Som det ses, har en lille pige nok på et eller andet tidspunkt, lavet den lille halskæde og givet dukken den på.

Kunne dukken tale, ville vi vide meget mere om den, men vi må nøjes med at nyde den.

Udover dukken var der også et sæt dukkemøbler, jeg ikke havde set før. Et fint sæt fængselslegetøj. Dejligt at se et helt sæt samlet. En fin udstilling af diverse pap og papirvarer, nød jeg også.

Museet laver nye udstillinger hvert år, så kommer der nye ting frem fra gemmerne.

De fine dukkehus møbler lavet af Dansk Legetøjsfabrik.
En fin udstilling af gamle reklameskilte, glansbilleder og Richs Samlealbummer.
Lidt fra udstillingsvinduet. Måske fra Dansk Legetøjsfabrik?

Skulle nogen lægge vejen forbi Sejerø, så snyd ikke jer selv for et besøg på dette dejlige lille museum.

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Tredje Del C!

(Tekst og fotos Sigi Ulbrich, tortula.de ©) (oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra tortula.de ©)

Kære Læsere, hermed sidste del om de smukke tændstikæsker, med Tak til samleren Sigi Ulbrich for dit udførlige arbejde! Måske flere af jer er lige så tændte på disse små og unikke kunstværker, hvem ved ?



I mellemtiden har vi vænnet os til, at mange pyntegenstande af træ ikke mere bliver drejet., Tænk blot på den smukt udførte buehvælving i 3D, som fru Ludwig har præsenteret os for i 12/2014 og 1/2015 www.tortula.de. Lasercut-teknik (laser-skæring-teknikken) var således et trylleord, men alligevel blev den også anvendt på disse tændstikæsker. Lasercut, ja kun på den måde kan man udføre sådanne små kunstværker.

Firmaet Silhoubox— bag dette navn gemmer sig Ulrike Zimmermann og Norbert Corsten, udfærdigede for 6 år siden klenodier af højeste kvalitet. Mens fru Zimmermann fremstiller æskerne og tager sig af virksomheden, skaber Norbert Corsten motiverne. Deres første vare var ”Krybben” (Jesusbarnet), og den blev åbenbart en succes. I mellemtiden er der skabt uendeligt mange motiver til alle mulige anledninger. Og alle bliver udfærdiget i firmaet Zimmermann/Corsten, dvs. laserskåret, limet op, pakket og forsynet med firmaets påtegning..

Firmaet Silhoubox tilbyder følgende varer under dette slogan: Mini-silhoutter Små, fine og forbavsende detaillerede Om det drejer sig om natur-, jule-, sport-, byer, religiøse eller højtidelige motiver til særlige anledninger og fester, findes der laserskårne, 3-dimensionale miniature-silhuetter af finsk træpap i en dekorativ, håndlavet tændstikæske — ganske enkelt med et smukt udseende og en flot gave til enhver lejlighed. Til disse ord kan jeg egentlig ikke tilføje noget. Kun at firmaet Silhoubox venligst hat stillet os deres fotos til disposition, og at man faktisk til enhver lejlighed og til overkommelige priser kan købe disse klenodier online.

Siden begyndelsen af 90erne har opfinderen Richard Wetzel fra Heilbronn fyldt sine tændstikæsker med papir. Han skaber byer, landskaber, scener fra eventyr, situationer fra det religiøse og det daglige liv. Alt skabes i papir— som forvandles til udstansede hobbyark, som foldet på en særlig fiks måde passer ind i en tændstikæske. Der skal efterhånden være skabt 30 forskellige æsker. Foruden ”Köln” har jeg også Noas Ark, et sandt vidunder. Mens jeg allerede har opbygget ”Köln”, ligger arken stadig i sin æske, men se blot på hobbyarket: sådan et ark ser man ikke hver dag. Desværre har jeg ikke fundet nogen præsentation på internettet, men foretager du en Googlesøgning, finder du hurtigt æskerne. Denne søgning betaler sig, og æskerne kan købes online— til virkeligt anstændige priser. Opbygningen af motiverne kræver tålmodighed og lidt fingerfærdighed, men det er en fornøjelse at gå i gang med.

Ofte er tændstikæskerne også lidt tykkere – som her med de små Flammer. De ”store” var på 6 cm, og de ”små” passer lige præcis og meget nøjagtigt ind i en tændstikæske, som er lidt tykkere. De blev fremstillet i 70erne af firmaet El Greco, og de blev solgt under navnet SISO. Men til sidst kom de fra Simba Toys GmbH & Co.. Hos Simba havde de bløde hoveder. Fru Ludwig har en del af disse bitte små æsker. Hun har sendt mig fotos og oplyst om Mærkningen: Little Freinds / Mary /1976 Hallmark Cards Inc./ elgreco (Små venner / Mary / 1976 Hallmark etc). På bagsiden står trykt: Little Friends / Zur Freundschaft braucht man zwei (Små venner / man skal være to til et venskab). Nå det er da virkelig pæne og kloge ord. Disse ting var en virkelig fin gaveidé, og de små piger var tossede med gaverne.

Hele tiden ser man tændstikæsker, og de er for det meste smukt forarbejdet, inden i er små dukker. For nogle år siden købte jeg en lille æske, og i den lå to bitte små mini-porcelænsdukker. I bogen ”Erzgebirge Volkskunst in der Zündholzschachtel” (Folkekunst fra Erzgebirge i Tændstikæsken”) bliver også dette tema kort opridset:

Særpræget er også en fransk æske med to yndige bitte små porcelænsdukker, som har et lille hæklet tæppe over sig. Om denne æske var seriefremstillet eller ”kun” en selvfremstillet fødselsdagsgave, må stå åbent!

Jeg købte dengang min æske, fordi den var påtrykt de dansende svenskere. Først meget senere opdagede jeg dens fine indhold. De små bitte dukker er blot 2,3 cm. De ligger på et gammelt leje af vat. De har ikke noget lille hæklet tæppe over sig. Som jeg allerede sagde i udgave 4/2016 www.tortula.de: ”Er man først begyndt med tændstikæsker, er der ingen vej tilbage!”

Men jeg ville jo slet ikke samle på tændstikæsker og dog – jeg har en samling, det kan jeg ikke lyve mig fra, jeg har en lille samling, og det hele begyndt dengang med den lille bitte buehvælving.

Og nu er det så blevet til mange æsker, og hver især er på sin måde et lille klenodie. Jeg ville meget gerne præsentere jer for endnu flere og beskrive dem. Men lidt efter lidt er pladsen hertil brugt op, og jeg må ganske enkelt slutte af, og dog vil jeg da lige vise jer et par af mine absolut yndlingsæsker. Der er f.eks. æskerne med jernbanerne, som jeg har ”lokket” min mand med. Se nu nøje på dem, Stübelmacher har også nogle miniæsker på programmet. Også mine vintersportsfolk er ikke helt almindelige. Slædekøreren stammer fra Frohs. Hvilken virksomhed, der har fremstillet skiløberen, ved jeg desværre ikke, men han kom fra Dregeno. Har I mon nogen sinde set en prøveæske? Den har ”dobbelt bund”. Et rigtigt kunstværk. En virkelig ”Brændende IDE” er æsken fra Stübelmacher. Et delikat tålmodighedsspil (Gordiske Knuder) og et par tændstikker. Dengang rygning stadig var tilladt i restauranter, var dette helt sikkert en herlig beskæftigelse til at fordrive ventetiden med. Skønt der er vejledning med til spillet, har jeg endnu ikke kunnet løse gåden. Fortryllende og detaljeret er sættekassen. Den hænger jeg nu helt sikkert op i en dukkestue.

Hermed sluttes ringen. Med buehvælvingen fra Gisbert Neuber begyndte det – og det slutter med sættekassen.

Og da jeg endnu har såååå maaange æsker, som jeg absolut må vise jer, følger hermed en fotoside.

Med hilsner fra og tusind tak til Sigi Ulbrich (tortula.de)

Hermed slutter den lange, dejlige og interessante beretning om Tændstikæskerne— en sand appetitvækker— gad vide, hvad jeg gør, når jeg støder på de små kunstværker??? Jeg ejer bare én æske købt i Sonneberg ! (Lise)

God Læselyst, alle sammen, ønsker Lene og Lise

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Anden Del B!

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de © Oversættelse: Lise Brastrup clasen med tilladelse fra tortula.de ©)

Kære Læsere, hermed fortsætter beretningen om fremstilling af de dejlige tændstikæsker, med tak til samleren Sigi Ulbrich for din grundige research!

Firmaet SINA® Spielzeug (legetøj) blev grundlagt den 25 juni 1991—dvs knapt et år efter Genforeningen – af Lulu Schiffler-Betz, Horst Ehnert og Werner Seidler.Firmaets adresse var i Neuwernsdorf – direkte ved landegrænsen til Tjekkiet. I 1995 flyttede firmaet til et nyt produktionsområde i Neuhausen.

Sina har med ”Der kleine Schwede” (Den lile Svensker) virkeligt optaget en klassiker i sit program. ”Svenskeren” blev i 1908 grundlagt af legetøjs og trævarefabrikken S.F. Fischer Oberseiffenbach. Det drejede sig dengang om 7 små byggeklodser af træ –  som lige netop kunne ligge i en tændstikæske. Jeg siger tak til Annette Gärtner for at lade mig benytte fotos af hendes ”alten Schweden” (gamle svenskere) i denne artikel. Hos SINA® er der til den nye gamle Svensker en fin byggevejledning. Fru Gärtner mener bestemt, at der også for 100 år siden var en byggevejledning, den er hun ganske vist ikke i besiddelse af. Men hun har ret, for jeg modtog fra hr. Kleindienst – www.baukastensammler.de –  et billede af hans byggeplan. Jeg siger tak for tilladelsen til at måtte vise den her.

Og nu vil både den ene og den anden nok sige, at det jo ikke er nogen tændstikæske. Ja, det stemmer, den nye lille Svensker er anbragt i en æske med låg (Mærket Skotøjsæske) på størrelse med en tændstikæske. Havde det nu ikke været den gamle Svensker, der her faktisk ligger i den klassiske Matchbox (foldeæske), havde jeg måske tøvet med at vise SINA® Svenskeren her, men på en eller anden måde hører den sammen med Den gamle Svensker, og under alle omstændigheder er den smuk.

Max Hetze Seiffen –  var en legetøjshandler – der allerede i det 19 århundrede havde solgt sine varer på Marskandisermarkedet i Dresden— i hvert fald står det sådan skrevet på en tændstikæske, som hans efterfølger har fremlagt  –  I henhold til bogen ”Erzgebirgische Volkskunst in der Zündholzschachtel” (Folkekunst fra Erzgebirge i tændstikæsker) 1991. Da jeg købte min æske, fik jeg sammen med den en meget interessant henvisning/forklaring: Ferdinand Hetze rejste vor 125 år siden for første gang til marskandisermarkedet med sine varer. Han var to dage undervejs med sin trillebør. NÅ DA DA.. Hvad siger I så! I æsken er indlagt et meget interessant og sødt baggrundsbillede. Til højre ses Kirken i Seiffen og til venstre ses DresderZwinger (Dresdner Zwinger er den berømte bygning i barokstil, hvor museer og mange andre interessante seværdigheder har til huse. – bemærkning fra oversætteren) ).

I handelsregistret for Seiffen kan jeg desværre kun finde en registrering fra den 30.3.1999, her er Titus og Sebastian Kirtsche indtrådt som interessenter med personlig hæftelse, og firmaet hedder blot Max Hetze Seiffen OHG. Selv om det ikke er nævnt nogen steder, går jeg ud fra, at med disse to herrer drejer det sig om Bärbel Kirsches sønner, der sammen med hende den 15.3.1999 som personligt hæftende interessenter har købt firmaet af Rudi og Edith Kirsche (sandsynligvis forældrene eller svigerforældrene). For øvrigt udtræder Bärbel Kirsche den 2.7.2003 af firmaet. Årsagen er ikke anført. I Folkeregistret fra 1940 er der stadig som legetøjshandler indskrevet en Max Hetze. I den ovennævnte finder man kun en kort beskrivelse og et foto, at Max Hetze i 1955 har udbudt en æske med et puslespil i fem dele til VEB-Schuhfabrik Zwönitz. Forhåbentligt bliver ingen stødt over gadenavnet. Det er jo sådan, at hver by på den tid havde en gade med dette navn, som man efter krigen hurtigt måtte omdøbe. Ofrene blev de fastboende borgere, og især forretningsfolkene, som med store omkostninger måtte anskaffe nyt brevpapir, nye stempler osv. Sådan var tiderne, og vi må leve med vor fortid, som den dag i dag stadig er en del af os.

Værkstederne Flade & Wiltner har i tidsrummet fra 1994 til 2001 arbejdet under denne form vor virksomhed.. Bag disse navne skjuler sig deres forældre Traute og Helmut Flade og datteren Annelie Wiltner og Kerstin Flade-Drechsel. Mens ægteparret Flade og datteren Kerstin Flade-Drechsel straks efter vendepunktet (DDR i oktober 1989) indrettede deres værksted, arbejdede Annelie Wiltner først i Dresden, indtil det lige før 1994 og frem til 2001 kom til dette samarbejde. Fra dette tidsrum stammer die ”Saksiske Miniaturer fra Dresden”. Egentlig er Skuffeæskerne ikke rigtige tændstikæsker. De er ca. 7 x 4,8 x 3 cm store, mens tændstikæsker blot er ca. 5,3 x 3,6 x 1,5 cm. Men i det moderne Tyskland findes der tændstikæsker i mange størrelser – og dermed arten og indholdet – jeg måtte ganske enkelt tage dem alle med. De holder stand ved enhver sammenligning. Damen til venstre er fra fru Ludwigs samling — der også har sendt mig fotoet. Mange tak for det.

I dag har fru Wiltner i butik i Dresden i Grundstrasse 16. Hendes speciale er helt sikkert engle – et besøg i Grundstrasse er unde ralle omstændigheder en ”himmelsk” oplevelse.

 Fru Flade-Drechsels virksomhed findes stadig under navnet Werkstätten Flade i Olbernhau og har stadigvæk De saksiske Miniaturer på programmet. Helmut Flade afgik ved døden som 75-årig – en nekrolog finder man på hjemmesiden for Seiffener Museum under bekendtgørelser. Her får man et indfølende indblik i familiens historie og den afdødes arbejdsliv, idet begge dele er tæt forbundet med hinanden.

Kære Læsere, Sidste del C om Tændstikæskerne historie og de mange kunstnere kommer snarest. I mellemtiden siger vi atter tak til Sigi Ulbrich og ønsker alle fortsat

G o d Læ s e l y s t !

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Anden Del A!

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)

Kære Sigi, endnu engang tak for din spændende beretning, og Kære læsere, hermed får i Del II-a om de smukke kunstværker i tændstikæsker…

”Når man søger efter en form er det ikke klogt, dersom alle søger efter den samme form.” Eliel Saarinnen, finsk arkitekt!

Som jeg allerede i første Del i udgave 4/2016 www.tortula.de sagde: ”Når man først er startet med tændstikæsker, er der ingen vej tilbage!” Men jeg ville jo slet ikke samle på tændstikæsker, og derfor blev det først til kun godt to dusin æsker. Først da mine stuer blev mindre og mindre, og det som følger heraf nærmest var lig nul at købe udstyr til dem, kiggede jeg stadig oftere efter tændstikæskerne.                                                            I mellemtiden var udbudet af disse æsker blevet så stort, at der fandtes æsker til enhver lejlighed.

Jeg forestillede mig, hvordan mine dukkehusbørn legede med fårene, og hvordan jeg jule –  og påskepyntede stuerne. En skole for harer eller et lille engleorkester til jul –  nøjagtigt som pynten i vor dagligstue.

Som I måske allerede tænker, der kom ikke noget ud af det, alt blev ved det gamle, mine små dukkestuer har ikke fået noget som helst pynt fra tændstikæskerne – og jeg har nu en herlig alsidig samling af tændstikæsker, og nogle af dem er ikke helt almindelige. Herved fandt jeg ud af, at man ikke kun i Erzgebirge fremstillede denne form for kunst. Også i andre dele af Tyskland har man udstyret tændstikæskerne med lege– og puslespil, samt andet legetøj.

I det følgende vil jeg præsentere jer for nogle af de producenter, der måske ikke er særligt kendte, men har sendt æsker på markedet, som virkelig er værd at se på.

Om firmaet Juri vidste jeg ikke ret meget, og det, jeg vidste, var selvmodsigende og vanskeligt at stykke sammen. Mine første oplysninger fik jeg fra byggeklodssamlernes hjemmesider. Siderne er meget informative, og hr. Kleindienst meget hjælpsom. Og jeg siger mange tak for hjælpen. Men selvfølgelig hører tændstikæsker kun til i periferien af hans samlerområde. Når man gennem sin research noterer de første resultater, går det hele gerne videre af sig selv. Til min store glæde blev der lige efter hos Ebay udbudt nogle Juri-æsker, og jeg kunne nu udvide min samling.

Her må jeg henvise til www.tortula 5/2015, hvor jeg lærte en ung dame at kende. Fru Ludwig havde allerede i sin artikel ”Eventyrligt legetøj” (Märchenhaftes Spielzeug) præsenteret os for Juri-æskerne. Dukkebarnet leger med små eventyrklodser fra tændstikæsken. For mig – uden tilsvarende kendskab til æsken – et Juri-produkt. Men i alle tilfælde en helt særlig æske. Jeg har endnu ikke set noget lignende.

Det er vel sådan, at Burghofer byggeklodsfabrik i begyndelsen af 50erne blev grundlagt af en Fritzsche. Firmaet var et rent salgsselskab. Som det ser ud til, blev det videreført inden for familien, og firmanavnet blev ændret. Her er tale om en Carl Fritzsche, W. Fritzsche og Willy Fritzsche. Der er ingen hentydninger til, hvor vidt W. og Willy Fritzsche er identiske, på den anden side er der heller ingen oplysninger om det modsatte,. Senere er der tale om en H. Richard, og hele tiden er der i forbindelse med firmanavnet anført ”Burgdorfer Baukastenfabrik” (Burgdorfer Byggeklodsfabrik). Med Burgdorf drejer det sig om et sted i nærheden af Hannover.

Og helt overraskende et sprting over motorvej A2 til Nordhorn og firmaet ”JURI-Baukasten Horst Richardt GmbH & Co. KG” og det midlertidige AUS 1986. Drejer det sig mon vedrørende Horst Richardt fra Nordhorn om H. Richard fra Burgdorf? AUS var ligeledes kun midlertidigt, for pludselig er firmaet SES Scholtz GmbH i spil, som igen blev grundlagt af familien Scholtz og stadig er i familiens eje. Firmaet ligger i dag i Enschede, Holland. Mon SES Scholtz stadig kender noget til tændstikæskerne? Jeg har desværre ikke modtaget noget svar fra dem. På et eller andet tidspunkt blev der af de ægte tændstikæsker trykt simple skuffeæsker, og også ”strygefladen” blev blot trykt i brunt. Til gengæld stod der på bagsiden stemplet ”juri west germany” og ”Holz Spielwaren box of toy blocks boite de construcstion juguetes de madera..”

Da alt er så frygteligt uklart og forvirrende, afslutter jeg her ganske enkelt firmahistorien og viser jer hellere de smukke tændstikæsker fra firmaet Juri. Og skulle der komme flere oplysninger frem, vil jeg naturligvis supplere artiklen.

Venligst tag hensyn til, at mine oplysninger blot kommer fra de mange forskellige kilder, som jeg har fundet og læst om. Desværre har jeg ingen beviser.

Kære Læsere, dette er Del A om de forskellige æskers oprindelse, vi fortsætter med Del B og C., fantastisk så vidt man kommer omkring, når man udfører research.

Fortsat god Læselyst…….

En Brændende IDE – Tændstikæskerne

Første Del !

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)

Kære Sigi Ulbrich, tak for tilladelsen til at fortælle om Tændstikæsker eller ”Svenske Æsker”, som de også kaldes hos jer) helt sikkert ny og spændende viden for mange. Hermed den første del af beretningen med fotos…. Altså glæd jer alle sammen til at være med i Sigis fortælling om at samle på og pynte op med tændstikæskerne  –  (Lene og Lise)

Forord – Sådan begyndte det hele: Min første tændstikæske købte jeg i 1989. Jeg ville julepynte i min bondedukkestue og gjorde en fantastisk opdagelse på Julemarkedet i Hamburg. Her så jeg den buehvælving, som Gisbert Neuber havde designet i 1986. Den syntes jeg rigtig godt om, og jeg kikkede nu efter andre små bitte dele som kunne bruges i mine dukkestuer. Der var dog blot et problem: jeg havde efter købet ikke tænkt over det – selv om det egentlig var planen-  at pille æsken fra hinanden. Se lige på dette stykke folkekunst fra Erzgebirge, sådan noget kan man ikke bare rive fra hinanden.

Men alt gik godt, for det var nemt. Den lille buehvælving var let at fjerne fra æsken med den sartgrønne baggrund. På fotoet til venstre kan I se ind i min barndoms bondestue. Lige oven på skabet, dér står den, og ser den da ikke fantastisk ud. Hurtigt kom de bitte små lysbærere – englen og bjergmanden – med – Også dem kunne jeg let tage ud af æsken.

Det følgende drengekor kunne jeg lige så problemfrit fjerne fra æsken.. Langsomt kom julen ind i mine stuer.

En ganske særligt glæde havde jeg af den lille landsby Seiffen. Det hele lå nærmest løst i æsken… og jeg havde en mere eller mindre identisk – naturligvis i større format-  stående i dagligstuen. Naturligvis vandrede den lille landsby ikke ind i dukkestuen. Jeg stillede den hen til den større i vor dagligstue. I mellemtiden har vi nu fire sæt i forskellige størrelser, som kommer frem til jul. En af dem kommer fra en kurveæske og en anden fra en stor tændstikæske –  og selvfølgelig har jeg små sangere til hver landsby. Hvad manglede jeg nu… jeg købte endnu en tændstikæske, og endnu en, og en mere – og de står faktisk nu i mine stuer.

I Tortula 9/2015 har jeg fortalt om samlingerne i samlingen. Her er jeg også kommet ind på min passion for tændstikæsker og har fortalt om min lille samling. Nej, jeg ville ikke samle, jeg ville egentlig skille æskerne ad. Men det har jeg slet ikke nænnet. Noget så smukt kunne jeg ikke ødelægge. Og nu er det altså på en eller anden måde blevet til en samling. Den røde tråd har jeg ikke fundet — men måske ønsker jeg heller ikke at finde den. Jeg har helt gamle —ca. 100 år gamle – æsker, og også nogle, som nærmest er helt nye. Og alle er de på hver sin måde et vidunderligt kunstværk.

Men hvordan er disse små kunstværker opstået? Man må her gå tilbage i tiden før, under og i de første år af Den første Verdenskrig. Legetøjsindustrien i Erzgebirge var nærmest forsvundet. Den politiske situation resulterede i et forandret toldsystem. Pludselig var det ikke varens værdi, men varens vægt, der blev fortoldet. Nu kunne producenterne ikke længere levere dette (dengang) billige trælegetøj til de ønskede lave priser. Desuden var prisen på træ på samme tid steget betydeligt. Trælegetøjet fra Erzgebirge var dengang meget stort. Det vil sige, at hovedparten af legetøjssortimentet vejede så meget, at det sprængte lavprisleveringerne vedrørende eksporten. Som f.eks. luftgyngerne (i 30erne) i min mands familie, de målte hele 45 cm og hørte slet ikke til den tids ”Store”. Hermed en mere nøjagtig forklaring: En luftgynge var 45 cm høj og tilsvarende tung. Gennem den dengang indførte skatte– og toldpolitik blev varerne således ikke mere fortoldet efter værdien men efter vægten. Legetøjet fra Erzgebirge var billigt, men tungt. Ved omstillingen af told fra værdi til vægt kunne man ikke længere sælge i USA og tilsvarende købte man ikke længere hos de små ”Hjemmeproducenter”. Således fik Langer ideen til ”Tændstikæskerne”.,

Allerede i 1905 havde forlægger Heinrich Langer (1871-1949) forudset de første tegn på forandring. Han bestilte legetøj i lille format hos drejerne. Man antager, at det første stykke legetøj i miniatureformat var Postkusken (5 x 6 cm). Snart fulgte flere køretøjer i denne størrelse. Indtil han en dag opdagede, at ”skuffeæsker” (æsker med skydelåg), eller æskerne fra de svenske tændstikker, var en billig form for emballage. Disse ”skuffeæsker” var siden 1855 blevet fremstillet af Brødrene Lundström til ”sikkerhedstændstikker”. Disse tændstikker kendte man i Tyskland allerede i begyndelsen af 1870erne som ”Svenske Tændstikker”. Langer lancerede da en lille bondestue (7 x 4 x 4 cm) med kakkelovnsbænk og kat. Den var ikke meget større end en tændstikæske (6 x 4 x 2 cm). Der skulle blot et skridt mere til, og den lille stue kunne være i ”Tændstikæsken”. ”Bondestuen med kakkelovnsbænk fra Erzgebirge” var født. Den havde på én gang emballage og stuekabinet. En stor besparelse. Om han dermed virkelig – som mange hævder – allerede havde tænkt på den fremtidige turisme, vil jeg lade stå åbent! Der var ikke forskel på den pålimede bagvæg af papir med tryk. Der var et vindue enten med bue eller firkantet, hvorfra man kunne se et landskab. Nogle gange står der en kaffekande og en kaffemølle på vindueshylden, andre gange er det blot krukker i forskellige størrelser. Somme tider var der ingen hylde, men et håndklædestativ med en strimmel papir som håndklæde. Væguret er påtrykt, eller somme tider limet på. Bonden sidder ved bordet med et måltid af træklodser forestillende brød foran sig. Bondekonen står ved smørkærnen. Og én ting er der altid, en stor kakkelovn med bænk, hvor en kat varmer ryggen. Nej, den ene af mine æsker modsiger ikke, hvad jeg fortæller, den har i løbet af de sidste 100 år kun mistet bænken med katten og ser man nøje ind i æsken, kan man til højre ved ovnen stadig se resterne af bænken.

Hurtigt kom der efterligninger, idet andre fabrikanter i løbet af meget kort tid også tilbød de små bondestuer. Bonden ved bordet, bondekonen ved smørkærnen og …. Katten på kakkelovnsbænken. Skønt jeg med den venstre af de to C.H. Frohs stuer ikke mere er sikker på, om det er en bondekone ved smørkærnen eller måske bonden, ja, hvad gør han mon der. Man behøver kun lidt fantasi for at afsløre ham…. Og virkelig morsomt finder jeg det ”tykke” søm, som i den højre Frohs-stue erstatter urperpendiklen. Sømmet er egentlig ikke så stort, men ser blot stort ud i forstørrelse. Om bondekonen oprindeligt har stået vendt mod ovnen, kan man naturligvis ikke sige noget om mere. Også i en anden stue fra Frohs – med smørkærne – ser hun mod ovnen. I hvert fald har denne bonde ikke bare træklodser som sit brødmåltid, men også ”kartofler” – datidens hovednæringsmiddel i regionen. På undersiden af ”Skuffeæsken” er en etiket ”Papierhandlung Eugen Hahn Berlin Friedrichstr 78”. Altså dog en souvenir fra den sidste ferie? Som altid, for hundrede år siden en vare til ganske få penge, i dag et historisk kunstværk.

Meget snart blev der-  efter kundernes ønsker-  ud fra Bondestuen fra Erzgebirge fremstillet en bondestue fra andre regioner: en bondestue fra Schlesien, en fra Riesengebirge, en fra Schwarzwald, en fra Allgau eller en Gammeltysk Bondestue – disse bondestuer kunne fås helt ind i 50erne i sidste århundrede. Udstyret var det samme, selv om de solgtes under et andet navn.

Jeg finder den direkte tidsmæssige sammenligning af bondestuerne højst interessant.

Øverst kan I se en Frohs stue fra 30erne. Jeg tillader mig at anføre, art figurerne er meget simple, nærmest bemalet uden omhu og limet på. De blev alle fremstillet i de små hjem. Et stupidt og udtalt dårligt betalt beskæftigelse, men det var overhovedet den eneste eksisterende erhvervsmulighed. Alt efter æsken modtog en hjemmearbejder fra 35 til 100 Pfennig for et dusin æsker

I midten ser I en stue fra DDR-tiden. Med denne lille stue pustede drejeren Erich Reichelt i 1980 nyt liv i bondestuen fra Erzgebirge med kakkelovnsbænk. Den gule etiket på ”Skuffeæsken” minder i sin opstilling om H.E.Langer-stuerne. Til højre og til venstre for teksten ”in der Zündholzschachtel” (I tændstikæsken) blev det kendte logo fra Dregeno gengivet. Dette henviser til et kooperativt foretagende, som stadig eksisterer, på ca. 140 drejere og legetøjsmagere. Foretagendet blev grundlagt i 1919 som modpol til forlæggerne, som gjorde de karrige fortjenester hos drejerfamilierne endnu ringere. Under DDR-tiden overtog de kooperative selv hele fremstillingen af Erzgebirge Kunsthåndværk. Se engang på den lille stue, den er fortryllende fremstillet og var for over 30 år siden meget smukkere og mere nøjagtig i forarbejdningen end de tidlige stuer. Figurerne er smukt udarbejdet og fint bemalet. De er rigtig pæne at se på. Jeg har endnu en bondestue fra Dregeno,. Her er kun urene forskellige. For nylig læste jeg i denne sammenhæng, at der var ca. to timers arbejde med en bondestue, og i DDR-tiden fik en drejermester en timeløn på 1,46 Mark. Hans medhjælpende hustru fik ”kun” 1,27 Mark. For min første Reichelt-stue betalte jeg i begyndelsen af 90erne 5 DM på Julemarkedet i Hamburg: For materialer, 2 arbejdstimer, transporten til Hamburg, og afgift for en stand på Julemarkedet!!!!!!!!

Stuen fra det 21.århundrede er fra Seiffner Stübelmacher. Der igen stammer fra drejerfamilien Flath. Med denne Flath drejer det sig om drejer og trælegetøjsmager Günter Flath. Som man tydeligt kan se, bærer denne æske Dregenos logo, han har således også tilsluttet sig det kooperativew foretagende. På venstre side ses logoet for drejerværkstedet – den lille bitte stue. Ser man nøje på Flath-æskerne, vil man konstatere, at alle artikelnumre begynder med 29. Den enkle forklaring hertil er, at artiklerne fra Günter Flath hos Dregeno præsenteredes med 29. 29/1 på bondestuens etiket viser, at det er den første artikel i den lille stue fra Flath.

Også med denne stue har jeg flere æsker, og de er alle sammen fejlfrie og smukke.

I næsten 30 år har der eksisteret en Stübelmacher (fremstiller af de små stuer) , Gisbert Neuber hedder denne drejer. På hans hjemmeside kan du læse, at dette drejerværksted har bestået siden 1. juli 1986, dvs. allerede i DDR-tiden. Alle, der interesserer sig for disse små kunstværker, vil på et eller andet tidspunkt støde på ”Skuffeæsker” med den gule etiket. Foroven eller nederst til højre forsynet med et enkelt GN, hans markedssignatur.

Når man som jeg holder meget af Kuhn-stuerne, kommer man selvfølgelig også ud for Erzgebigestuer fra Neuber: Den søde, blå vugge, det smukt dekorerede bondestueskab… Også bondestuerne – de viser en vis lighed med Langerstuerne, men er absolut perfekte og omhyggelige i deres forarbejdning. I 1996 kom Hutzenstuen på markedet. Heri ses kakkelovnsbænken med katten, en kone sidder ved kniplebrættet, uret med den allerfineste regulator, men allersmukkest er naturligvis de små loftslys. I Skihytten genfinder vi kaminen fra Erzgebirgestuen I 1994 lancerede Neubert malerstuen: Fortryllende, som hjemmearbejderen står ved sit arbejdsbord og maler? Eller gør sig klar til at male. Umiskendelig med sin kakkelovn med bænk og kat – som i Hutzenstuen. Udstyret med en smuk lampe og en kommode med bitte små trækugler. Man må virkelig ikke glemme, at disse små ting er sat ind i en helt normal tændstikæske. Og også her må man tilføje, at de alle er små kunstværker og slet ikke legetøj for børn.

OG…. Får man lyst til at sætte tændstikæskerne sammen til et lille hus med mange værelser, må én vigtig ting naturligvis ikke mangle— et anstændigt badeværelse. Gisbert Neuber kalder dette pragtstykke for Susanne i Badet.

Men selvfølgelig er stuerne kun en lille bitte del af folkekunsten i tændstikæsker fra Erzegebirge.

Du kan læse mere i udgave 6/2016 i www.tortula.de, men har du tålmodighed, bringer vi det hele, dvs. DEL II her på bloggen, idet Sigi Ulbrich generøst har tilladt os at oversætte og bringe alt dette .. Og selvfølgelig udstyret med Sigis dejlige fotos.

På gensyn…. På gensyn …… og god læselyst ……..

Martha Jenks Chase dukker

Tekst Lene Byfoged. Billeder er fundet på internettet.

Martha Jenks Chase var en kvindelig iværksætter, der i slutningen af 1800 tallet mente, at de små piger havde brug for en dukke, der ikke kunne gå i stykker og skulle kunne vaskes. Et alternativ til de sarte dukker, hvor hoved, hænder og fødder, ja nogle gange hele dukken, var af porcelæn. Marthas mand var læge og det har uden tvivl, hjulpet hende i hendes arbejde.

I starten lavede Martha Jenks Chase kun dukker til sine egne og venners børn, samt til velgørenhedsmesser. Det menes, at hendes første dukke blev lavet i 1889.

En super sød Martha Case dukke, lidt grov i det, men charmerende.

Et par år senere, den nøjagtige dato kendes vist ikke, så en opkøber fra et af Bostons stormagasiner, en af Marthas dukker og bad om at få et par stykker, til at sælge i legetøjsafdelingen. Det blev en stor succes og fra den dag blev Marthas hobby til en international karriere. Dukkerne blev solgt i de bedre stormagasiner i hele landet. De tidlige Martha Chase dukker, er nu værdifulde samlerobjekter.

En Martha Chase dukke med sin originale kasse.

Dukkerne er lavet af strømpestof, deraf navnet strømpedukker. De første havde malede hoveder, arme og ben, samt satinstof på kroppen. Senere blev både krop, arme, ben og hoved malet, på denne måde blev de vaskbare og vandtætte.

Han er da bare dejlig.

Da dukkeproduktionen blev så stor, at Martha ikke længere havde plads i familien hus, byggede hun en lille butik i baghaven. Denne butik, blev bygget ud flere gange og blev i området kaldt for “dukkehuset”.

Så fin.

I 1905 producerede Martha nogle serier karakterdukker. Bl.a, nogle af karaktererne fra Alice i Eventyrland og en Dickens serie.

Dukker fra Alice i Eventyrland.

En sygeplejerske, frøken Lauder Sutherland, fra Hartford Hospital i Hartford Connecticut, forhørte sig hos Martha om der kunne laves en dukke i fuld størrelse, til brug i undervisningen af nye sygeplejersker.

Martha fik hjælp af sin mand og fik udarbejdet mønstre til dukker i menneskestørrelser. Hartford hospital, har stadigvæk den første dukke de fik lavet. Den er gennem årene blevet renoveret og har bl.a. fået ny frisure.

Martha Chase hospitalsdukke i voksen størrelse.

I de følgende år blev hospitalsdukkerne betydeligt forbedret, for at gøre dem mere effektive som læremiddel. Der blev lavet kvinder, mænd og intetkøn dukker.

I 1913 blev hospitalsbabydukken introduceret. Den var helt nøjagtig og havde alle de åbninger m.m., som der skulle til, for at de studerende kunne øve sig på den. Også babydukken blev med tiden forbedret, for at gøre den velegnet til undervisning i pædiatri.

Den første hospitals babydukke.
Hun er da også sød

Martha Jenks Chase døde i 1925 og hendes familie fortsatte dukkefremstillingen indtil 1970,erne. Hendes ideer om dukkefremstilling er lige så relevante i dag, som for 100 år siden.

Begivenheder ved Bodensøen og i Jurabjergene

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Et par læsere har bedt om mere angående samlerbegivenheder i løbet af sommeren, derfor disse rejsetips:

Bodensøen ligger i et pragtfuldt område kaldet De fire landes Hjørne, hvor der er masser af seværdigheder: så som blomster, slotte, vandremuligheder, bjergbaner, festspil, museer og meget mere, men Der er selvfølgelig også noget for os samlere:

Velkommen den 20. og 21. juli til den store, 16. internationale sø-ulke-festival med bamser, dukker og miniaturer, dukke– og bamsetilbehør, unika og skatte, etc., etc.:

Her finder du ALT, hvad hjertet begærer, bl.a. samlerdukker og andet fra Schildkröt og Käthe Kruse, antikke franske og tyske dukker, antikke bamser, … og vil du lave dukker eller sy bamser, kan du faktisk få fat i alt under denne festival, lige som du kan tilmelde dig et bamsekursus osv.

Begivenhederne finder sted i Kressbronn, som ligger på den tyske side af Bodensøen: Den 20. juli fra 11 til 17, og den 21. juli fra 11 til 16.

Adresse: Festhalle Kressbronn, Hauptstrasse 39, D 88079 Kressbronn/Bodensee – tlf: +49 2 21 5 30 63 53, Email: neumann@baerrport.de, www.seebaeren-festival.de

Vil du vide mere om Kressbronn og omegn ligger Touristinformationen i Banegårdsbygningen, Nonnenbacherweg 30, D 88079 Kressbronn am Bodensee tlf: +49 7543 9665-0, tourist-info@kressbronn.de eller gå ind på hjemmesiden: www.kressbronn.de

I Schweiz i hjertet af Jurabjergene er kan du besøge et herligt sted med dukkeudstilling og butik: I en hyggelig toetages bygning med over 300 m2 udstilling af dukker af alle typer samlet gennem 20 år, dvs. mere end 500 dukker fra ca, 1880 og til i dag. På stedet er der desuden en dejlig butik med bamser, dukker (bl.a. Skildpaddedukker) og meget andet godt….

Abent de 2. og 4. søndag i måneden og i ferier og helligdage efter aftale. Adresse: TEMPS DE REVES v/Marie-Therese Weber, Rue du Peca 7, CH 28763 Saulcy, Schweiz, Tlf: +41 32 422 88 34—tempsdereves@yahoo.fr – www.tempsdereves.ch

Og så er der blot tilbage at ønske jer

En dejlig tur i ferien !