Legetøjsforeningen Snurretoppen

Jeg har lyst til, at fortælle jer lidt om legetøjsforeningen Snurretoppen.

Som navnet siger, er det selvfølgelig en forening for samlere af dukker, biler, ja alt slags legetøj. Både pige og drengelegetøj.

Der afholdes møder en gang om måneden fra september til og med maj, hvor vi holder sommerpause. I år har vi dog undtagelsesvis et møde d. 14. juni.

På møderne er der foredrag, en årlig auktion, fremvisning af egne samlerobjekter og meget mere. Julemødet er også altid rigtigt hyggeligt.

Emnerne er mange. F.eks. kan nævnes Halvdukker, gamle legetøjsbutikker i København, biler, dukkehuse, dukker, glansbilleder og gamle postkort.

På hver møde, undtagen ved den årlige auktion, er der bordsalg. Her handles der lystigt mellem medlemmerne.

Denne søde lille julepige, siddende på en candybox, købte jeg ved bordsalget, på mødet her i maj måned.

Alle er velkomne og er du ikke helt tryg ved, at komme alene, så skriv en mail til mig abelones@stofanet.dk og jeg vil tage imod dig og være behjælpelig, så du føler dig godt tilpas.

Foreningen holder til i Hellerup.

Se mere om legetøjsforeningen på www.snurretoppen.dk under praktiske oplysninger.

Kom og vær med!

Lene

Fiskeren Peter Petersen del II

Her er del II af den hyggelige fortælling om fiskeren Peter Petersen og hans hyggelige fiskerhus.

(c) for tekst Sigi Ulbrich. www.tortula.de

(c) Foto: gmuwebSign

Oversættelse. Lene Byfoged

Udgivet d. 25. maj 2022

Fiskeren Peter Petersen del II

Indtil nu har jeg endnu ikke fundet en fisker til huset. Jeg havde klare ideer. En lille Schildkröt-Hans med fiskerskjorte ville være skønt – de fandtes i 50’erne. Ja, og så, så jeg ham. Jeg viste Gerhard billedet, og også han var straks fyr og flamme.

Tillad mig at præsentere dig for Peter Petersen (Fisker). Det nyeste medlem af Ulbrich samlingen. Hr. Petersen var til salg, som kunstnerdukke – 17 cm høj. Man kan tage hans smukke pibe ud af hans mund. Den er lavet af en knap så blød plastik – kunne være (behøver ikke være det) vinyl. Den er opdelt i 3 dele. Hans ben er stive. Den smukke stikkede hue kan tages af. Hans skaldede hoved ser dog ikke så kønt ud. Man kunne sikkert også tage hans sweater af. Men han har et meget stort hoved, så jeg foretrækker ikke at prøve det.

Hr. Petersen har selvfølgelig et par arbejdsrelaterede miniaturer i sit hus. Han er dog ikke ansvarlig for fiskebenene. Synderen er hans sorte kat, som er ved at fange endnu en fisk, op af spanden. Han fik den smukke store skrubbe, søstjernen og søhesten klargjort og dekorerede væggene, det ser så stilfuldt ud med dem.

I stuen er der to skåle (i stentøj) med frisk fisk. I kælderen har han en skål (af træ) med krabber og en skål (i lertøj) med skrubber – for ikke at tale om fiskene, der er hængt til tørre.

Fru Petersen ser ud til at befinde sig et sted, i baggrunden. Man ser hende i hvert fald ikke personligt. Men det ses tydeligt, at der også bor dyr i huset. På den ene side er der en hund (af porcelæn) og en tyvagtig kat (i støbemasse) i stuen. Men der er også liv i kælderen. I mens en kat har travlt, med at stjæle fisk, danser musene så, at sige på bordet eller på kældergulvet. Derudover har fru Petersen et stort hjerte for smådyr. Der er altid plads til et forældreløst pindsvin (fra firmaet Schleich), der stadig er for lille, til at klare et frit liv. Han fandt sin sovehule i en gammel træsko. Den er desværre ikke fra Delft – jeg tegnede den lidt, med en tusch.

Det smukke vægur er lavet af plastik. Jeg købte det som et “Jean”, men kunne ikke finde noget bevis for, at det er det. Så jeg bruger det alligevel. Det er skabt til dette rum. Den lille bitte mølle, hvor vingerne kan drejes, fylder møllepladen perfekt ud. Krukkerne med salt, mel og sukker er lavet af træ. De var engang med i et lot, jeg købte.

Fru Petersen har høns bag huset. I hvert fald, er der masser af friske æg i huset og kælderen. Denne skål er lavet af træ, jeg tegnede et par farveprikker på den, med en fiberpen. I skabet står et blåt testel i træ fra Erzegebirge.

Den strikkede strømpe beviser, at der findes en fru Petersen i huset. Jeg fik denne håndværkskurv fra Teresa, en ven af ​​Sherri. En sømand har selvfølgelig brug for en kikkert. Hr. Petersen opbevarer sine papirer og sine penge i sølvkassen – det er vist ikke meget der er. Der er krydderier i glassene. Den store nøgle er til fisketrawleren. Hr. Petersen hænger den altid på krogen umiddelbart, efter hjemkomsten, så han skal aldrig lede efter den.

Jeg tror lige, jeg forstyrrede Petersen-parret, på en afslappet eftermiddag. De tomme kopper med resterne af Farisæeren står på bordet, og det lille sæt kort, ligger der stadigvæk. For at lave et spil kort skal du bruge en scanner, en god (laser) printer, en lille saks og skarpe øjne eller et forstørrelsesglas. Nå, og en smule dygtighed i at bruge et billedredigeringsprogram, det er også vigtigt.

Jeg har allerede sagt, at jeg er stolt af kælderen, og ja, den har virkelig mange højdepunkter og blikfang. Over venstre halvdel af kælderen, direkte fra forsiden. Vinreol, ølkasse, individuelle ølflasker, mælkeflasker i kurv, lysestager med tykke stearinlys, pølser, æg, kartoffelkasse og skål med kartofler, tomme flasker, si, lille stige, gummistøvler og en petroleumslampe, der giver nok lys til, at du kan se alt tydeligt.

Her er et kig til venstre, ind i hjørnet med lampen.

… og udsigten til højre for vinreolen. Lampen er i baggrunden.

Over højre halvdel af kælderen, direkte fra forsiden. Sække, tønder, vaskekar, vaskebræt, oliestativ, havkiste, kaffekværn, krabber, skrubber, tørret fisk, pindsvin, mus og en smuk hængende petroleumslampe.

Her er udsigten, til venstre for oliehylden. Det lille oliefad er delvist dækket af skålen med smør.

…. og til højre kan man se pindsvinet, han vil bare ind på sit sovested.

Her er udsigt til sidevæggene og rummets højre hjørne.

Og her, for normalt står hr. Petersen foran, et kig på skabet, med den lille porcelænsmølle.

Hver gang et værelse, hus eller udstilling er færdig, synes jeg, at dette er det smukkeste, det bedste, det kæreste, jeg har i min samling.
Har du det på samme måde?
Jeg håber, at du har nydt mit fiskerhus og frem for alt, min kælder lige så meget, som jeg har gjort.
Pas godt på dig selv og kom trygt og godt igennem denne forfærdelige tid.

Jeg sender en hilsen fra Tyskland, og jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og præsentation.

De hjerteligste hilsner

Sigi Ulbrich

En stor tak til Sigi og Gerhard, for at jeg må bringe dette dejlige og inspirerende indlæg.

Lene

Hvad jeg ellers vil fortælle dig om …

Som de fleste sikkert allerede ved, er Sigi Ulbrich og hendes mand Gerhard, super kreative og meget inspirerende mennesker. Endnu en spændende artikel er kommet fra Sigi. Denne gang om den gæve fisker Peter Petersen og hans finurlige hus. Artiklen er lang og kommer derfor i 2 afsnit. God Læselyst!

© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich. www.tortula.de
Oversættelse: Lene Byfoged

Udgivet d. 11. maj 2022.

Fiskeren Peter Petersen del I

I sensommeren 2021 og frem til 2022, ryddede vi vores jernbanekælder. Det var ikke let – følelserne slår kolbøtter. Ud over at demontere det store anlæg, kasserne og skabene, skulle de mange, store og små ting, der har samlet sig under toganlægget de sidste 26 år, også sorteres, have et andet opbevaringssted eller smides væk. Ikke et arbejde, der er rigtig sjovt. Men nu og da var der også smukke øjeblikke. Jeg fandt flere kasser med næsten glemte dukkehusmøbler. Selv et rigtig flot køkken kabinet. Selvfølgelig satte jeg møbler i det med det samme, men det virkede ikke rigtig passende for mig, så det kom i første omgang, ind i vores kælder.

Til min glæde kom et par trækasser, bygget af min mand også frem i lyset. Selvfølgelig overtog jeg dem, med det samme. Du kan ikke gå glip af sådan en ting. Ligesom denne. Den har en fin størrelse 39 x 32 cm.

Straks satte jeg nogle af de genvundne møbler ind i kassen, – ja, det kunne jeg godt lide. Måske lidt højt. Men det var ikke muligt at skære det ned. Det, min mand har bygget, er stabilt. Men selvfølgelig kan man lave et loft.

Jeg havde dog allerede et “hus” med et loft. Mit strandhus med den gamle kaptajn havde et loft. Hvad jeg endnu ikke havde, var en kælder. En kælder har potentiale. Ja, jeg ville gerne have en kælder – min mand syntes også, at ideen var rigtig god og ville gerne støtte mig i byggeriet.

Kælderen skulle være en rigtig flot kælder, men den skulle være nem at implementere. Vi købte et stykke trykplade, hvid og brun, begge sider almindelige. Den hvide side skal vende nedad, den brune side opad, som gulv i rummet Jeg skar et ark meget sart gråt karton til, i den rigtige størrelse. Jeg malede sten på gulvet og “murede” væggene med hvide mursten.

Da jeg fik skåret pressebrættet i isenkræmmeren (de ved altid, at jeg er kvinden med de små bestillinger), bad jeg om et stykke træ fra skraldekurven – præcis den højde, jeg gerne ville have min kælder. Det brugte jeg som et hjælpemiddel, så jeg kunne montere de fine hyldestøttelister lige og i den rigtige højde. Det fungerede godt.

Min mand var bekymret for, at gulvpanelet ville synke lidt foran. Så jeg “murede” en anden søjle. Inde i papsøjlen ligger et lille stykke rundt træ, som virkelig giver det hele et hold. I mellemtiden har jeg samlet alle mulige miniaturer, som jeg måske – muligvis – ville have sat i kælderen.

Mit værksted er køkkenbordet. Det betyder desværre også, at jeg altid skal pakke alt ind til det normale “køkkenliv”. Jeg gad ikke engang kigge, da transportkurven gled ud af min hånd og faldt på køkkengulvet. Jeg var meget heldig. Kun kronen på køkkenskabet var brækket af, og den ene skabslåge var sprunget ud af hængslet. Gerhard fik ordnet det hele dagen efter.

Jeg havde to petroleumslamper til kælderen og en til stuen. Derudover har vi monteret 3 små LED lys på loftet. Installationen var en fælles indsats af Gerhard og mig. Det vil sige, han viste mig, hvordan man lodder, og jeg gjorde det.

Som du kan se, gik det godt. Jeg nåede selvfølgelig ikke at få så fine, rene loddepunkter, som Gerhard plejede at lave, men det er tilstrækkeligt til mine krav – det vigtigste er et stabilt lys.

Jeg havde udvalgt mine “møller”. De har ligget i min æske så længe. Motivet passer bare dårligt ind i et alperum. Indtil nu havde rummet intet motto. Da Gerhard opdagede pladerne, sagde han, at han da også gerne ville have, en rigtig fisker. Der var det. Et fiskerhus.

Jeg så engang en fisker hænge sin fangede fisk i kælderen til tørre. Det ville jeg også gerne. Fiskene fra Playmobil var ideelle til dette. Jeg borede et hul i dem med en nåleboremaskine og trak en ledning igennem den.

Det var godt, men meget unaturligt. Sådan lyseblå fisk – nej tak. Vores – indtil nu ukendte – fisker ville ikke have fanget sådanne fisk i havet.

Jeg havde grå, sølv og blå fisk. Jeg var nødt til at male dem. Et lille tip til andre “malere”. Almindelig akrylmaling klæber meget godt til Playmobil plastik. Så jeg malede den blå fisk med en rødbrun og i anden omgang gik jeg over den med et pjaltet penselstrøg i sølv. De grå og sølvfarvede fisk fik kun et uregelmæssigt lag maling med den rødbrune.

Det ser virkelig meget naturalistisk ud. For at fiskene ikke bare skal stå sådan op, brugte jeg en spacer. Så de kan tørre rigtig godt rundt omkring.

I mellemtiden tørrede de hvidmalede gulvstøttelister og jeg fik limet “murværket”. Jeg var meget glad for resultatet. Kælderen lignede mere illusionen om en murstenskælderen, end jeg havde troet.

Så arbejdede jeg på tallerkenhylden. Det var tydeligt, at det ikke tilhørte det originale møbelsæt. Det er formentlig af Bodo Hennig og blev derefter farvekoordineret med møblerne. Jeg tilføjede et par matchende blomster og så voksede jeg brættet, jeg fik tippet fra Sherri. Tjek sammenligningen. Det er meget mere tiltalende nu. Jeg brugte møbelvoks, men du kan også bruge gulvvoks eller endda skosværte.

Selvfølgelig skal en fisker have et rigtigt fiskenet. Jeg lærte at lave et net i håndværkstimerne, da jeg gik i skole, og for nogle år siden lavede jeg også et net til strandhuset. Så det var ikke noget problem for mig. Jeg brugte meget tyndt bomuldsgarn, men de enkelte huller er selvfølgelig ret store. Fiskeren ville bestemt ikke have kunnet fange de små fisk fra Playmobil med dette net.

Selvfølgelig skal en fisker have et landingsnet. Gerhard lavede en af ​​blomstertråd. Jeg fik engang et stykke af min veninde Juttas brudeslør. Jeg skar et stykke af og lagde det i te i et par dage – det ser godt ud. Den glemte søstjerne var måske lidt af en overdrivelse, men jeg kunne ikke lade være.

Et reelt problem for mig var mærkningen af ​​fangstbogen. Etiketten er kun 15 x 8 mm. Jeg kunne selvfølgelig skrive på en etiket med pc’en og så sætte den fast. Men det så på en eller anden måde unaturligt ud. Nej, min fisker skulle skrive sin fangstlog i hånden. Min skrivning har altid krævet lidt øvelse at læse. Jeg
printede en hel side ud, med små etiketter og øvede mig, indtil jeg endelig håbede, at jeg kunne klare det. Det ser ud til, at hr. Petersen ikke tog skrive timer i folkeskolen. Jeg tog i øvrigt en fin kuglepen, jeg måtte kassere alt andet (blyant, tusch, farveblyant), alt for tykt.

Under den værste del af corona ​​pandemien, vævede jeg tæpper. Det fjernede mig fra bekymringerne, om vores sikkerhed. Dette tæppe er også fra perioden. Jeg brugte meget fint lyseblåt bomuld som nederste garn og vævede det med et lidt tykkere akrylgarn.

Jeg malede gulvet i rummet med rødbrun akrylmaling. Efter tørring påsatte jeg “fliserne” og malede til sidst et lille mønster med blåt. I forreste række af fliser har jeg dekoreret nogle fliser. Yderst til venstre ses en blå skildpadde – derfor er der ingen skildpadde, der vil flytte ind i rummet. Så en gul søstjerne, så en fiskekutter og i midten Gerhards initialer, igen en fiskekutter, en søhest og til sidst en fisk. Da alt var tørt, tegnede jeg flisefugerne med en tyk grå blyant. Og så fik gulvet igen et lag voks.

Meget var allerede nået. Beboeren havde allerede et navn – også selvom det stadig ikke var fundet.

En stor tak til Sigi!

Næste del kommer d. 25. maj.

Dronning Elisabeth ll, nu som Barbiedukke

Billeder og information er fundet på nettet.

I anledningen af Dronning Elisabeths 70 års jubilæum, som regent, har firmaet Mattel, kreeret en Barbie dukke i den flotteste kjole, som til forveksling ligner de kjoler hun bærer, til royale anledninger. Også nogle ordner, er der blevet plads til på kjolen.

Sammen med dukken, får man en kopi af tronrummet, på Buckingham Palace.

Dukken kan købes for 75 dollars, hvilket svarer til omkring 500 danske kroner.

Legetøjsmuseet Olgas Lyst

www.auctionet.com, er der i øjeblikket online auktion over nogle af effekterne fra Legetøjsmuseet “Olgas Lyst” i København. I den forbindelse er der nogle, der er bange for, at museet lukker for bestandigt.

Det gør det IKKE, jeg har talt med den ene ejer Erik Nielausen, der fortæller, at museet er under en stor renovering og åbner, når den er overstået. Hvornår det sker, vides endnu ikke.

På auktionen, der slutter d. 24.april, er der foruden skønne fuldt møblerede dukkehuse, bamser, en Falckstation m.m.. Det sælges udelukkende, for at give plads til nyerhvervelser på museet.

Kig ind på auktionshusets hjemmeside (se linket længere oppe) og se de smukke effekter.

Lene

En påskehilsen fra Angelika

Igen har Angelika Salzwedel en udstilling på Itzehoes bibliotek. Denne gang er det påsken og den figurer, hun udstiller fra sin store samling. Byen ligger ikke langt fra Lübeck, så er man i Nordtyskland, er det et fint mål.

En Stor tak til Angelika, for at dele med os her på bloggen.

© for tekst og billeder: Angelika Salzwedel
Oversættelse. Lene Byfoged

Udgivet d. 6. april 2022.

Det er allerede påske i byens bibliotek i Itzehoe. Der er en udstilling, der hedder “God påske”, som der ofte stod, på de gamle påskekort. I den nuværende verdenssituation, er det et fint lille højdepunkt, at opdage noget positivt og smukt.

I denne udstilling sætter Angelika Salzwedel fokus på glansbilleder, påskekort eller dværgpapegøjer, som de også blev kaldt. De første kort dukkede op omkring midten af ​​1850’erne. Omkring 1880 blev de smukkeste påskekort lavet, i vidunderlige farver og med flotte prægninger, herunder påskeharer, naturalistiske eller meget ofte i tøj som bukser, skjorte og jakke eller kaniner i romantiske kjoler eller med forklæde, mens de malede æg. Mange sådanne ark glansbilleder (genoptryk) med gamle motiver er udstillet her. “Det er også mine absolutte favoritter,” siger samleren.

Et særligt fint et, er en gave fra hendes samlerveninde i Sachsen. I 1950’erne blev der lavet papircollager med forskellige glansbilleder. En gammel original er udstillet og Angelika Salzwedel har selv lavet flere, med gamle glansbilleder eller gamle klistermærker, som før blev kaldt “selvklæbende billeder”, som der står på en af ​​hendes gamle pakker.

Udover påskekortene, er der også søde kaniner lavet af træ, plys, porcelæn og papmaché. Disse papmaché-kaniner kommer fra Thüringen og laves der stadig i dag. De har siden begyndelsen af ​​det 20. århundrede kunnet fås som “slikbeholdere”, som er kaniner, man kan fylde ved at dreje hovedet og lægge slik i kaninens krop. Mange ventende kaniner har en kurv på ryggen, den såkaldte Kiepe, som selvfølgelig også kan fyldes.


En lille figurativ kaninskole og den tilhørende bog venter på besøgende, ligesom de gamle, smukt dekorerede pappåskeæg, hvori der blev lagt slik, og som nu er tilgængelige igen. Udstillingen varer indtil 30. april 2022.

Åbningstider: Man, Tir, Tor og Fre fra 10.00 til 18.00 og lørdag fra 10.00 til 13.00
Ons og Søn lukket
.

Tak til Lene for oversættelsen.

Angelika

Strassburg-Stuen – en bondestue med en historie

Endnu en gang har Sigi Ulbricht sendt mig en af sine dejlige artikler, om hendes dejlige dukkestuer.

Sigi er så kreativ og dygtig og det glæder mig hver eneste gang, jeg kan sætte en af hendes detaljerede og inspirerende artikler på bloggen.

En stor tak til Sigi!

© for tekst og billeder: GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Udgivet d. 23. marts 2022.

Husk dato.

Lad os gå tilbage til 1942. Der bor en tysk familie på 4. Far, mor, søn og en datter på 5 år, i en forstad til Strasbourg. Det er ikke en nem tid – heller ikke for børnene. Krigen rasede omkring dem, og beboerne i Alsace var ikke begejstrede for deres nye (besættende) naboer. Der lå en stor våbenindustrivirksomhed i umiddelbar nærhed og derfor, er byen ikke helt så stille og tryg, som den idylliske lille gade antyder at være. Der var ingen legekammerater til børnene.

Så fik moderen sendt en bog fra sin hjemstavn. Den er fra 1936 fra Beyer Verlag. “Gør-det-selv legetøj, lavet og savet af træ”. I den var der skabeloner, man kunne stryge direkte på træ. Der var også skabeloner til en dukkestue. Denne stue ville moderen, så gerne have, at hendes datter fik.

Om aftenen, når børnene sov, blev køkkenet lavet om til et tømrerværksted. Med
en masse kærlighed, omsorg og omhyggelighed – trods alt var faren designer af profession – han savede, limede og malede dukkestuen til sin datter
Datteren fik stuen i marts 1942 til sin fødselsdag.


Denne dukkestue blev kun sjældent brugt og derefter meget skånsomt. I forsommeren fik den lille pige fik endnu en lillebror og pasningen af ham var mere interessant for hende.

I forsommeren 1944 måtte familien flygte fra amerikanske luftangreb og franske kampvogne. Min fars firma stillede et jernbanetog til rådighed for evakueringen. Dette skulle bringe familierne og deres ejendele til Offenburg. Min mor, der havde 2 små børn at passe på, den ene i barnevogn, hund i snor og allerede gravid igen, nåede ikke toget, og flygtede på egen hånd via Freiburg til Bad Krozingen. Efter en pause tog vi videre til Sachsen-Anhalt for, at besøge min mors forældre. Der modtog de nyheden om, at toget var blevet angrebet og ødelagt af lavtflyvende fly. De få ting, der der ikke var ødelagt, var tilgængelige for de ansatte i Offenburg.
Min far kørte dertil og kunne bortset fra et testel, kun identificere dukkehuset som tilhørende os. Det blev sendt til min mor.

I Sachsen Anhalt, havde den lille pige ingen tid og intet sted til dukkehuslege. Så stuehuset forblev ned pakket. Den store kasse flyttede fra Köthen til Aschersleben i 1949 og flyttede vestpå i 1956. Overlevede yderligere tre familieflytninger dertil og fandt et midlertidigt hjem i 1992 i den yngste datters kælder. Og så i julen 2010, for at starte en ny tur, denne gang fra Westfalen til Slesvig-Holsten. Der landede det under vores juletræ.

Vi, min mand og jeg, sad godt tilpas ved juletræet og åbnede de pakker, som postbudet havde bragt ind fra julemanden, de sidste par dage. En pakke indeholdt en meget speciel overraskelse.

Min svigerinde gav mig dukkestuen til jul. Med andre ord kom “kun” møblerne med posten i starten. Hun ville ikke sende den store pakke med postvæsenet og vi ville jo komme i marts.

Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at lade møblerne stå, uden et hus så længe. Så i juledagene byggede mig en kasse af pap. Jeg fik at vide, at rummet havde en slags ramme, og jeg har altid tænkt på, at de smukke Kuhn-værelser selvfølgelig havde en blomsterdekoration

Jeg syntes min “bolig” blev meget vellykket og jeg var især tilfreds med vinduet og udsigten til Alperne – det var rigtig godt at bo der.

Da jeg modtog dukkesuen, var den helt anderledes end hvad jeg havde forventet – men jeg syntes den var så smuk og jeg omarrangerede den med det samme

En Edi-familie er flyttet ind i Strassburg -Stuen. Far, mor, datter, søn og en lille baby dreng (kan kendes på de lyseblå seler). Til baby strikkede jeg en jakke og seler af sytråd. De øvrige familiemedlemmer er klædt i deres originale stil – alpestil.

Ud over de tobenede venner, er de firbenede venner i en stue, altid særligt vigtige for mig. Et dukkehjem er alligevel ikke komplet uden hund og kat. Den lille setter, som boede der midlertidigt, har nu fundet et nyt hjem i en anden stue. Pudlen fra 1950’erne passede meget bedre, fordi familien altid havde haft en kongepuddel.

I virkeligheden, kom en kat først ind i familien, meget senere. Denne, der så pænt mener at bolden er dens, er af porcelæn og af nyere oprindelse. Det bidrager meget til den harmoniske hygge.

Møbleringen i en stue vokser med tiden. Først putter du det tilbehør i, der bare ligger i overskudskassen – bare så der “kommer liv ind i stuen”. Men lidt efter lidt bliver det, som du forestiller dig det.

Jeg blev selvfølgelig guidet af den sort/hvide illustration i bogen “Puppenstuben Puppenhäuser” af Alice og Botho Wagner
Vejledning 9321 Heyne Book 3600 fra Antiques-serien
Genoptrykt med forfatternes venlige tilladelse.

I enhver ordentlig katolsk husholdning hænger der et kors på væggen – og sådan skal det selvfølgelig 0gså være i Strassburg-Stuen.
Her i nord finder man sjældent det lille “Kors”, der altid ser så flot ud på væggen i et stuehus. Men i ny og næ, sender en veninde fra det sydlige Tyskland mig en, som hun finder på et loppemarked. Den lille Raffael-engel kommer fra en konfettipose.

Jeg kunne slet ikke vænne mig til en tornekransen. Det virker for følelsesladet på mig. Så jeg opgav den.

Jeg har tilføjet en lille bogreol fra mit lager. Jeg vil prøve at male hylden, så den matcher resten af ​​møblerne. Jeg er ikke god med en malerpensel, men jeg burde kunne gøre det.

De faste læsere af www.tortula.de, ved at jeg har en stor forkærlighed for de dejlige små ting fra Erzegebirge – store som små. Så det er bestemt ikke overraskende, at der i Strassburg-Stuen står et kaffestel i træ fra Erzgebirge på bordet. Jeg synes, det passer så fantastisk ind i dette rum, med sin kombination af naturlig farve og rød.

Da jeg pakkede møblerne ud i julen, og min mand så bordet, kunne han stadig huske den malede røde dug. Da jeg ikke er sikker på, hvordan de gamle farver hænger sammen med nutidens dukkehusvoks, lagde jeg et stykke folie på alle de overflader, jeg ville have noget på, og limede delen til med dukkehusvoks. Så alt er fikset, men garanteret uden at beskadige malingen.

Jeg lavede kukuret af et papirhåndværksark, og jeg synes, det er meget vellykket. Man kan næsten høre den lille fugl kalde. Alligevel besluttede jeg mig senere for at bruge træuret fra DDR – fra VERO, selvfølgelig, hvem der end har bygget det. Det passer virkelig perfekt.

Mens jeg kun kender de farverige vævede kludetæpper fra Norden (“Bullerby!!!”), så lærte jeg af en sydtysk ven, at der også hækles kludetæpper i Bayern. Nå, for mig, da jeg aldrig sidder nogen steder uden en “strikket strømpe”, var det dagens ordre. Siden da har jeg hæklet tæpper af farverigt perlegarn. Og siden da har mine stuehuse været meget hyggeligere end før. Virkelig nydeligt.

Da jeg startede www.tortula.de for mange år siden og valgte skildpadden som mit, besluttede jeg, at der skulle være en lille skildpadde i nederste venstre hjørne af hvert af mine dukkehuse. En lille “tout” (tortula) kravler frit rundt i Strassburg-Stuen.
Det er nok sådan, at dyrene i den harmoniske Edi-familie også lever fredeligt og harmonisk sammen.

I slutningen af denne artikel om Strassburg-Stuen, er ét spørgsmål stadig ubesvaret:

Hvem fra denne store familie får lov til, at sove i den ikke særlig store seng?

Jeg kender familien, gætter på pudlen.

Jeg vil gerne takke Alice og Botho Wagner for tilladelsen til at vise billederne her og Lene for den flotte oversættelse

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Billeder medmindre andet er angivet: GMUwebSign

Kaya og Magnus – historien om de bedste venner

Der findes så mange dygtige dukkemagere og på Instagram følger jeg en del. Især Sybil´s Tales, hvis dukker er så charmerende og søde.

Sigita Stonienė er fra Litauen og er den dygtige dukkemager bag Sybil’s Tales. Hver eneste dukke har sin helt egen fortælling, som det er en fornøjelse at følge med i. Tøjet er imponerende flot og der er kræset om enhver detalje. Dukkerne er meget efterspurgte og bliver revet væk, lige hurtigt som de er færdige.

Jeg har fået tilladelse til at bringe historien om Kaya og Magnus her på bloggen.

© for tekst og billeder: Sigita Stonienė

Oversættelse: Lene Byfoged

Sigita fortæller:

Mit navn er Sigita og jeg er dukkemageren bag Sybils fortællinger. Min passion for dukkefremstilling startede for rigtig længe siden – jeg husker mig selv som et barn, der limede stof sammen for at lave en dukke, som jeg ikke kunne se på det tidspunkt. Senere har jeg fået en uddannelse i kunst og tøjdesign. Jeg arbejdede som designer, kort før mine børn blev født. Jeg vendte tilbage til dukkefremstilling, da mine børn var små tilbage i 90’erne – dukkerne var ret forenklede på det tidspunkt, men udviklede sig virkelig over tid. Jeg lagde dukkefremstillingen væk i en periode, men øvede mig altid i at sy – jeg syede til mig selv og min datter, indtil mit barnebarn Sibile igen inspirerede mig til at vende tilbage til dukkemageriet igen – det er virkelig mit lykkelige sted, hvor jeg kan omfavne kreativitet, pleje håndværk og dele glæden igen.

Sigita Stonienė

Kaya og Magnus – historien om de bedste venner

Der var engang en lille pige, der kunne lide at drømme og hendes fantasi var rigtig god. Når hun følte sig lidt ensom forestillede hun sig, hvordan det det ville være at have en bedste ven. der altid ville lytte og grine sammen med hende. Lille Kaya gik alene rundt i gaderne i den lille gamle by og iagttog nysgerrigt mennesker og børn, samlede små sten der lignede dyr. Hun prøvede at blive ven med de herreløse katte, men de ville aldrig snakke med hende.

En dag sad Kaya på bænken på et sødt lille torv. Hun læste et eventyr om prinsesser og dværge, imens hun spiste en rigtig lækker sandwich med ost. Hun var virkelig opslugt af sin bog, da historien var ved at nå kulminationen, og hun var ved at finde ud af, hvad der skete med den onde heks. Kaya rakte ud efter sin sandwich og kunne pludselig ikke finde den – hun stirrede overrasket et sekund. Kaya så sig omkring og rynkede panden, da hun bemærkede, at nogen kiggede på hende bag bænken.

“Hej, hvem er der?” spurgte hun. Ingen svarede, men hun kunne høre en stille gnasken. Først blev Kaya lidt bange, men hun besluttede, at hun ville ikke at give op uden kamp.

“Hvem er du, og hvorfor har du stjålet min sandwich?” spurgte hun med vred stemme.

Hun så den sødeste lille brune næse og runde ører. Det var en mus med den blødeste skinnende grå pels.,

“Er der ikke nogen, der har lært dig at dele?” spurgte musen, mens hun stadig nappede af osten på sandwichen. “Tror du ikke, det er egoistisk at spise sådan en stor sandwich helt alene? Der er vist ingen, der har lært dig en gode manerer” Kaya følte sig virkelig næsten flov. Forvirringen var så tydelig i hendes ansigt, at den lille kloge mus fortsatte.

“Selvfølgelig vil jeg tilgive dig, hvis jeg må sidde på dit skød og og du vil klø mig på ryggen og ørerne, mens jeg spiser sandwichen”. Kaya lagde ikke engang mærke til, at musen klatrede op på bænken og allerede sad på skødet. Hun rørte ved ham, og hans pels var så blød, at hun ikke kunne lade være med at ae den.

“Jeg er Magnus” præsenterede musen sig. “Jeg er den klogeste mus i verden” Magnus led tydeligvis ikke af mangel på selvtillid.

Da Kaya kom hjem og tænkte på Magnus, blev hun lidt irriteret over hans opførsel. Samtidig ville hun gerne tilbage og møde denne stolte mus igen.

Kaya mødte Magnus igen og igen – hun lavede hans yndlingssandwich og bragte den sammen med ost til ham. Hun lærte, at Magnus virkelig var klog – han lærte hende om alle eventyrene i den lille gamle by. Han viste hende, hvor hun skulle gemme sig, når regnen begyndte, og hvor hun kunne se den smukkeste solnedgang. Der gik måneder, og Kaya spadserede stadig rundt i de små gader, men var ikke længere alene. Magnus lærte hende at cykle og lave de lækreste sandwich med tredobbelt mængde ost. En tidlig morgen indså hun – hun havde faktisk fundet sin bedste ven.

Kaya har rødt naturligt mohairhår, som jeg selv har klippet. De sidder rigtig godt fast, du kan flette, rede og lege med dem. Hun er en fritstående dukke. Hun er 44 cm (17,3”) høj, kan vippe hovedet op og ned, også flytte det til siderne. Hendes proportioner ligner et barn på 5 år. Hendes ben kan bøje sig på knæene, hun kan sidde pænt. Kayas hoved, torso og ben er nålefiltede, kun hendes arme er frithængende og fyldte. Magnus er håndlavet legetøj, jeg har lavet ham af uld og bomuld. Han har en lille pyjamas med små blå knapper.

Sigita

Se flere af Sybile´s Tales skønne dukker på hendes hjemmeside: www.sybilstales.com

Sybil´s Tales er også på Facebook, Instagram og Pinterest

Tusinde tak Stonienė, for tilladelse til at bringe denne artikel.

Lene