Hestehavegaards Hverdagsmuseum

På det skønne Fyn i Årslev ligger “Hverdagsmuseet”.

Hestehavegaards Hverdagsmuseum er et museum med hverdagens mange ting og sager fra slutningen af 1800 tallet til nu.

Museet bugner af effekter af enhver slags og det er en fryd, at gense ting fra ens egen, forældres eller bedsteforældres barndom. Og hverdagen er jo den der tæller og den vi nok har, flest minder om.

Jeg har fået lov til, at bringe en af de mange beretninger, der ligger på museets hjemmeside, “Det legede vi med, dengang i halvtresserne”.

© for tekst og billeder Else-Marie Albrekt og for layout Lene Byfoged.

En kæmpestor tak til Else-Marie Albrekt for, at jeg må bringe denne fine beretning.

Det legede vi med, dengang i halvtresserne.

Påklædningsdukker.

Blandt os småpiger, var papirsdukker et yndet legetøj, købte, hjemmefabrikerede eller en blanding af begge dele.

Ofte fulgte dukkerne med i forskellige sammenhænge, blandt andet var de indlagt i en del af de gængse ugeblade.

I mit barndomshjem her på Hestehavegaard, blev der indkøbt to ugeblade. Min farmor holdt Familie Journalen og min mor Flittige Hænder, sidstnævnte indeholdt mange håndarbejdsopskrifter, og, set med barneøjne, det absolut vigtigste, påklædningsdukker.

For et ene barn blandt fire voksne var alle disse dukker en absolut favorit ved det hjemlige køkkenbord, og det legetøj, der sidst blev pakket ned, og gemt på loftet over stuehuset, gemt men ikke glemt.

Else-Marie.

Ind imellem lagde forskellige skuespillerinder krop til de skrøbelige papirark, således også Anne Mette Svendsen, som næppe mange husker i dag; men i halvtressernes danske spillefilm dannede hun par med Louis Miehe Renard i film som: ” Den gamle mølle på Mols ” og Barken Margrethe af Marstal “, for lige at nævne de nok mest kendte.

Flittige Hænder bragte i 1956 et interview med den unge skuespillerinde, der på det tidspunkt endnu boede hjemme hos forældrene Karin Nellemose og Anton Svendsen, moderen blev i halvfjerdserne kendt over det ganske land for sin rolle som Misse Møhge i den succesrige fjernsynsserie, Matador.

Da jeg var syv år, kom tvillingerne Hans og Grethe. 18. februar 1958 står at læse følgende: “De to påklædningsdukker er trykt på et særligt ark, som kan rekvireres mod indsendelse af 35 øre til ekspeditionsomkostninger “, til sammenligning vil jeg lige nævne, at bladet kostede 65 øre.

Hver uge bragte et nyt sæt tøj, og der var det særlige ved tøjet, at der kunne bestilles snitmønstre gennem Flittige Hænder, hvad min mor da også ved forskellige lejligheder benyttede sig af.

Brenda Starr.

En af dukkerne havde en særlig status, alene navnet Brenda Starr!

Brenda var stjernereporter på et stort amerikansk dagblad, og hun kunne virkelig sætte fantasien i sving på os småpiger, og indgik, som oftest, i legen med påklædningsdukkerne.

Jeg var den eneste blandt mine skolekammerater der havde en Brenda, vi fik jo alle dukkerne fra de samme steder, blade og havregrynspakker især; men denne særlige udgave kom i den daglige avis i min mors barndom i 1941, hun rev siden ud af avisen, stivede det skrøbelige materiale af med blade fra en linieret blok, og endelig, med stor sirlighed, blev delene klippet ud, og navn blev skrevet på hvert eneste stykke.

Brenda var en tegneseriefigur, skabt af en kvindelig amerikansk tegner og journalist, Dale Messick, i 1940.

Serien blev en overvældende succes, der på sit højeste, i halvtresserne, blev trykt i 250 aviser verden over. Som forlæg for Brendas udseende brugte Dale Messick en af tidens store skuespillerinder, Rita Hayworth, der blandt andet er kendt for, at have danset med både Fred Astaire og Gene Kelly.

Den sidste stribe af serien kom i 2011 efter 70 år i alverdens aviser, Dale Messick tegnede den i 43 år inden hun trak sig tilbage, hun døde i 2005, 98 år gammel.

Annelise Jensbys påklædningsdukker

Fra Annelise Jensby, Odensevej i Nørre Søby har vi modtaget en flot samling påklædningsdukker..
Annelise gik på Kauslunde skole.

På skolebilledet her ses Annelise siddende i forreste række som nr. 3 fra venstre.
Kauslunde forskole lå foran kirken, hvor der i dag er grønt område, skolen blev bygget i 1889 og nedlagt i 1962, herefter flyttedes børnene til den nybyggede Hyllehøjskole.
Kilde: Kauslunde – Gamborg Lokalhistoriske Arkiv.

Indpakningen fortæller også historie.

Endog Buko Smelteost havde sine egne påklædningsdukker.

Det var praktisk at have påklædningsdukkerne anbragt i æsker når de skulle transporteres med rundt til vennerne, typisk skotøjsæsker, som her hos Annelise, med afrevne sider fra kladdebogen som skillerum mellem dukkerne.

I mit barndomshjem spiste vi Foska havregryn, og jeg var derfor umiddelbart afskåret fra de flotte Christel dukker på Solgrynspakkerne, der var Annelise heldigere, de handlede nok i Brugsen.

Der kunne ikke være så meget tøj på siden af en havregrynspakke, men da dukkerne passede tøj indbyrdes gik det endda.

Ullas påklædningsdukker og dukke Anne Marie.

Ulla Jensen, der trådte sine barnesko i Søllinge – Hellerup området, slog sig efter giftermålet med Henning ned på Bækgården i Freltofte.

Henning var i mange år forpagter af jorden her på Hestehavegaard, men døde desværre for et par år siden efter et forholdsvis kort sygeforløb, og Ulla besluttede, at flytte til Odense.

I forbindelse med flytningen overgav Ulla en del af barndommens høje skattede legetøj til museet her på Hestehavegaard, og det er vi jo vældig glade for.

Som de fleste andre piger, der voksede op i halvtresserne, havde Ulla et righoldigt udvalg af påklædningsdukker, her et par filmsdukker, Audrey Hepburn og Elisabeth Taylor. Meget passende, har Ulla fundet en Elizabeth strømpepose til opbevaring af netop den dukke.
Dukke Anne Marie har altid lidt svært ved at komme op om morgenen, hun skal først beslutte, hvilken kjole fra hendes omfattende garderobe, der bedst passer til dagen, der venter forude.
Ullas mor syede det meste af datterens tøj, og der blev, som regel, en kjole til yndlingsdukken af resterne så ” mor og barn ” kunne være ens klædt.

Jeg kan kun anbefale at gå ind på www.hverdagsmuseum.dk. Her er så mange spændende beretninger, om museets samlinger og masser af gode billeder. Man bliver helt nostalgisk.

Museet har kun åbent efter aftale. Se mere på Hjemmesiden.

Hverdagsmuseet – Søstedvej 19 – 5792 Årslev – 40221275 – else-marie@syssel.dk

Nedlukning!

Endnu engang har Sigi Ulbrich, sendt en interessant artikel fra sin og hendes mand Gerhards, vidunderlige verden.

Tusinde tak!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos, Hvis ikke andet er nævnt :
GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Endelig tid til de fine små ting.

Jeg tror, ​​at alle, der beskæftiger sig med dukkehuse i bondehusstil, har set de små blå møbler, på en online-auktion.

Selvom de ved første øjekast ser så helt anderledes ud – en anderledes blå farve, en anderledes dekoration. – er de uden tvivl Kuhn.

Min første kontakt med disse små møbler, var for mange år siden. Jeg fortalte stolt til min veninde Steffie, at jeg havde købt et lillebitte værelse af Dora Kuhn fra 1950’erne. Så sendte hun mig det smukke foto til venstre – tak Steffie for at jeg må vise det her. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være og rekonstruerede det – så hurtigt som muligt – med mine 50 år gamle møbler.

Men jeg var selvfølgelig også lidt “jaloux” over, at jeg som samler og, som jeg troede, kender af bondehuse, nærmere bestemt Kuhn, ikke havde dette dejlige sæt.

I 2011 opdagede jeg dele af et sæt, på en internetauktion og var heldig, at købe det til en god pris. Det var jo så starten, til mit fremtidige værelse.

I 2017 gav Sherri og Steve deres grandniece et lille dukkehus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billedet her. Steve havde bygget rummet, Sherri købte det søde lille komfur og jeg hæklede de små tæpper. Sherri var synligt glad for, at indrette dette lille værelse, og jeg forsøgte endnu en gang at genskabe et foto, der var blevet bevaret. Men sådan et værelse havde jeg stadig ikke.

Da disse to dele blev udbudt, købte jeg dem med det samme. Nu havde jeg endelig et bord – og endnu en kommode.

I begyndelsen af ​​2020 – lige da verden var lukket ned – modtog jeg en e-mail fra min ven Geli. Hun havde også købt et delvist sæt af disse møbler og var i gang med at lave en lille æske til det. Jeg vil gerne takke Geli for at give mig tilladelse til, at vise hendes billede her.

Ved første øjekast så jeg, at her var et nyt hjem til min overskydende kommode. Geli var glad for kommoden og malede straks en lille væghylde, så den passede til indretningen. Tag et kig på det flotte ur og de yndige figurer fra Erzegebirge. Det er et rigtig sødt lille værelse. Jeg vil gerne takke Geli for, at have givet mig tilladelse til at vise hendes billede her.

Jeg har en hel samling af gamle Kuhn-kataloger. Jeg havde aldrig set dette møbelsæt i noget Kuhn-katalog før. Så jeg var meget glad, da jeg var i stand til at købe et tidligere ikke-eksisterende – udateret – katalog fra 1970’erne, og det var der, jeg opdagede det….
… … det lille Kuhn-hus. Eller rettere sagt de tre små Kuhn-huse. Desværre var der ingen størrelsesspecifikation eller nogen beskrivelse. Bare navnet:

16 – soveværelse med hus
17 – stue med hus
18 – toetageshus

Bare disse tre små billeder. – så ingenting.

Jeg ville virkelig gerne kende husenes dimensioner og prøvede mig frem. Derved kom jeg frem til, at grundarealet var omkring 14 x 7 cm. Så jeg byggede en lille kasse af pap og satte soveværelsesmøblerne indeni.

Mens jeg stadigvæk spekulerede på, om min mand og jeg ville være i stand til at bygge, sådan et lille dobbelthus med minimalt værktøj og ressourcer – og med at bruge de få trærester, vi havde i huset – isenkræmmerbutikkerne var jo lukket under nedlukningen – jeg opdagede en internetauktion med dette sæt – de kalder det en “væghylde i form af et hus”. Sikke en fryd – den lille har et grundmål på 14 x 9 cm. Nå, jeg behøvede ikke at tænke to gange. Jeg købte sættet, det var slet ikke dyrt og senere kunne jeg sælge de to andre “huse” igen.

Jeg foldede en overetage ud af pap og satte de møbler ind, jeg havde. Jeg havde kun en stol og ingen bænk, men i min skrotspand, var der en lille bænk, der lige passede i størrelse, og en beboer fandt hurtigt selv på plads. En lille kniplerske fra Erzgebirge, var den helt rigtige beboer til dette lille hus.

Jeg lavede husets indre i ét stykke af hvidt pap med sarte sorte kanter. Så malede jeg kanterne. Alt passede perfekt.
For nu var et bølgepapgulv nok for mig. Med den næste pakke fra USA – hvis noget får lov til at blive sendt igen – vil der komme en rigtig bund fra Steve.

Jeg brugte små træpinde som hyldeknægte – nogle gange får man dem i stedet for en ske til en kop kaffe. Her passer de rigtig godt. Min mand var så imponeret over dette lille hus, at han tilbød at sætte lys i det. En lille lampe på hver etage.

Disse lamper er fra et julekrybbeprojekt – internettet gjorde det muligt for mig at købe dem trods nedlukningen. For stueetagen, var det kun en midlertidig løsning – indtil træloftet kom. Anderledes er det på øverste etage. Der lavede jeg en afskærmning i loftet af det eksisterende pap. Der var et lille hul derinde, hvorfra pæren kiggede frem og lyste rummet op.

I mellemtiden modtog jeg billeder som dette fra USA. Grandniecen havde lånt Steve en stol og bænken, og Steve (træværk) og Sherri (malingen) brugte disse skabeloner til at lave en bænk og tre stole til mit hus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billederne her.

Jeg fandt også den længe savnede loftsbundplade, blandt alle de skatte, der var til mig. Tak, Sherri, fordi jeg måtte vise billedet her. Du kan også besøge min veninde Sherri på internettet. Hun administrerer en blog, som du kan få adgang til via dette link

www. littlecabincreations.blogspot.com

Så en dag var tiden endelig kommet, US Postal Service og DHL leverede til den utålmodige dukkemor, og jeg kunne pakke pakken ud fra Missouri. Jeg prøvede straks bundpladen – den passede præcis.

Jeg har en lille boremaskine. I daglig tale kaldes det en boredværg. Et af tilbehørsværktøjerne er en router. Jeg brugte den til at fræse en fin rille på undersiden af ​​gulvet. Der har jeg nu lagt kablet til stueetagens belysning. Så limede jeg et stykke hvidt papir på loftet. Selvom man kigger direkte ind i den nedefra – hvilket man faktisk ikke kan – ser den pæn og ryddelig ud.

Jeg ridsede tynde streger i toppen af ​​bundpladen, for at få det til at ligne gulvbrædder. Så har jeg vokset og poleret flere gange. Det er nu et fantastisk gulv, på den øverste etage. Den har en lækker rød-brun tone.
De små tæpper, jeg vævede fik også prikken over i’et – jeg pressede dem i et par dage – nu er de fladere og ligger helt fladt.
Jeg tror, ​​at mit hus ikke behøver at skjule sig bag originalen – se katalogbilledet til venstre.

Nu hvor huset står og er så lille og helt færdig foran mig, indser jeg – jeg havde glæde af nedlukningen. Jeg håber, at du lige så godt og underholdende er kommet igennem denne frygtelige tid.

Tak til mine venner Sherri og Steve i Missouri, Steffie og Geli i Hessen for tilladelsen, til at vise deres billeder her og til Lene i København for den gode oversættelse.

Jeg håber Sigis kreative evner inspirerer mange af vores læsere. Det er jo blot fantasien, der sætter grænsen.

Endnu engang, tusinde tak Sigi.

Metalfigurer fra Kinderæg i dukkehuset

© for tekst og de billeder, der intet andet står på: Lene Byfoged.

I nogle af mine dukkestuer, står der nogle af de gamle metalfigurer fra Kinderæg. Det er de ældste fra omkring 1975, jeg syntes de passer så fint i størrelsen.

For flere år siden samlede jeg på figurerne fra Kinderæg og især metalfigurerne syntes jeg var flotte og i god kvalitet.

På et tidspunkt solgte jeg hele samlingen i Tyskland og da det var før , jeg begyndte at have dukkehuse, kan det godt ærgre mig lidt i dag, hvor jeg kunne bruge nogle flere, af de ekstra gode til dukkestuerne. Men sådan er det jo altid.

Når jeg ser dukkehuse på museer og hos samlervenner, kigger jeg altid efter kinderægfigurer. Det er utroligt, hvor mange dukkehuse de er i.

På nedenstående billeder, ses metalfigurer i nogle af mine dukkestuer.

I en af stuerne står en af de 4 balletdanserinde, der er i serien.
I den parisiske cafe står, hvad jeg bilder mig ind, er en fransk soldat.
I et soveværelse et silhuet billede i en metalramme.
Og her en Tiffany lampe.
Og biler i legetøjsbutikken.
Kanonen skal stå i min soldaterskole, når den bliver færdig.

Nogle af tingene bl.a. Tiffany lampen og bilerne kunne også købes i butikkerne. Ferrero, der jo producerer Kinderæggene, købte i starten tingene de lagde i æggene, forskelle steder. Det er først senere de selv producerer, de serier der kommer i æggene.

Her er nogle eksempler på andre, der er velegnede til dukkehusene.

Virkelig flotte dyr, især Pekingeseren er jeg vild med. Billede fra Ebay.de
Også køkkenudstyr kunne man finde i æggene. Billede fra Ebay.de
Det fineste lokomotiv. Det fås i flere farver. Billede fra Ebay.de
. Mere køkken udstyr. Billede fra Eierlei.de

Og mange, mange flere……

Historisk Dukkemuseum i Humlemagasinet

Copyright for tekst og billeder: Humlemagsinet

For flere år siden, besøgte vi Humlemagasinet og så blandt de mange fine og interessante udstillinger, også dukkemageren Kirsten Günther Eriksens, smukke og imponerede dukker. Så flotte og detaljeret til den mindste detalje. Jeg har fået tilladelse til at dele samlingen og fortællingen om Kirsten Günther Eriksen med jer.

Historisk dukkemuseum​

​I 2006 lykkedes det Humlemagasinet at komme i kontakt med kunsthåndværkeren Kirsten Günther Eriksen fra Kerteminde, der havde haft et museum med historiske dukker i 12 år i den gamle møllestub ved siden af Johannes Larsen Museet. Grundet sygdom ønskede Kirsten at sælge.

Desværre døde Kirsten, så det blev hendes mand Erik Eriksen, der solgte samlingen til Humlemagasinet, efter at det var lykkedes at skaffe de nødvendige midler fra fonde og private.

Humlemagasinet kunne herefter i 2007 åbne Historisk Dukkemuseum i de lokaler, der i 1977 var blevet ombygget til manufakturforretningen ”Butik Peder”. Lokalerne havde oprindeligt været anvendt til heste- og kostald.

H.C. Andersen og Jenny Lind

Den unikke samling på i alt 137 porcelænsdukker af royale og historiske personer var blevet skabt gennem mange år. Med historisk interesse var kunsthåndværker​Kirsten Gynther gået i gang med at studere berømtheder i Danmark, og gennem 24 år skabte hun samlingen af berømtheder, der omfatter hele det Oldenborgske kongedynasti gennem 415 år fra Chr. 1 til Frederik d. VII samt deres dronninger og forskellige friller, og til den Glückborgske slægt fra Chr. IX til og med Kronprinsesse Mary.

Huset Glückborg
Dronning Margrethe besøgte Humlemagasinet i 2012.

Desuden indeholder samlingen Gorm den Gamle, Thyra Danebod, Valdemar Sejr med Jyske Lov i hånden. Endvidere 74 danske royale personer samt 15 udenlandske royale personer fra England bl.a. Henrik den VIII med hans 6 hustruer og 2 af hans tre børn samt H.C. Andersen og 10 af hans mest berømte eventyr.

Kirsten Gynther Eriksen lavede ikke blot porcelænsdukkerne men også de meget detaljerede dragter, smykker samt ordener og emblemer.​

Victor Borge
Tommelise
Tycho Brahe
Henrik d 8. af England med sine dronninger.

Foruden udstillingen Historiske Dukker, er der Sigfred Petersen Museet, Historisk Udstilling med porcelæn i lange baner, Humlemuseet, butik, haver og den sødeste cafe, hvor der serveres kaffe med hjemmebagt lagkage og boller.

Humlemagasinet, Rugårdsvej 51, 5463 Harndrup.

Tlf: 64 88 11 90 Hjemmeside: www.humlemagasinet.dk

Åbningstider (både sommersæson og juleudstilling)​:​
Tirsdag – søndag samt helligdage: 11.00 – 17.00

Mandage: Lukket

​Priser:
Sommer: Kr. 110,-.

Julesæson: Kr. 70,-.

Børn til og med 12 år har gratis adgang.​

HER SIDDER DUKKE ALLIS.

Anne-Dorthe Fabricius bragte denne skønne fortælling på Facebook og jeg skyndte mig straks, at få hendes tilladelse til at bringe den her på bloggen. Jeg er sikker på I alle vil nyde den, som jeg gjorde. En stor tak til Anne-Dorthe, som på den fineste måde lod dukken få liv igen, og for at vi må læse med.

© for tekst og billede: Anne-Dorthe Fabricius.

Dukke Allis er opkaldt efter pigen Allis, som var dukkens første, men desværre ikke eneste ejer, for Allis døde i en meget tidlig alder i forbindelse med en større operation, og dukken gik herefter videre til hendes noget yngre kusine Anne.
Det var et hårdt slag for Allisˋ forældre, der gik også en del år, før de nænnede at give dukken fra sig, jeg kender historien, fordi Anne var min mors gode veninde.
Jeg husker ikke dukkens første navn, jeg ved bare, at Anne herefter valgte, at kalde den Allis til minde om sin kusine.
Moderne dukker kan tåle meget, men det kan de gamle ikke, og desværre gik det på et tidspunkt galt, Anne tabte Allis på gulvet, og det fine hovedet gik i mange stykker, og da dukken samtidig manglede hele tre fingre, kan man roligt sige, at den var endt i en sørgelig forfatning.
En eller anden klodrian forsøgte på et tidspunkt at lime hovedet sammen, men det endte i noget rod, fordi begge øjne blev glemt inde i hovedet, Allis så direkte uhyggelig ud med to sorte huller, der hvor øjnene skulle have siddet.
Nej, Allis var ikke den samme længere, hun havnede derfor i kælderen, hvor hun lå, indtil en større oprydning fandt sted, og ved den lejlighed havnede hun i bunken med kassable ting.
Anne og min mor var på dette tidspunkt blevet voksne damer, med egne børn, men de havde stadig følelser for gamle Allis, min mor havde måske flest, i hver fald reddede hun Allis op fra bunken til udsmid, og tog hende med hjem.
I de kommende år sad Allis i en kurv på min mors syværelse, syg og elendig med kun syv fingre, to tomme øjenhuler og pølser af lim i hele hovedet.
Det var et sølle syn.
Men en dag tog jeg Allis med hjem, jeg havde nemlig læst, at gammel lim kunne løsnes med kogende vand, og det måtte prøves, for tænk nu, hvis Allis kunne få sit gode udseende tilbage.
Allis kom i den sorte gryde, og gik op i limningen.
Hun simrede kun et øjeblik, så faldet hovedet fra hinanden, og et par fine blå øjne kom til syne mellem skårene.
Fantastisk.
Det var første skridt, nu gjaldt det om at samle stumperne, og det var ikke let, især var det svært at få vippe-øjnene på plads, jeg bandede og svovlede, og min mand kørte en længere cykeltur.
Men alt blev samlet, og der blev fyldt porcelænsmasse i de stedet, hvor skårene ikke helt kunne mødes, alt i alt blev det rimelig pænt, selv de manglende fingre kunne formes med lidt porcelænsmasse.
Og nu ligner Allis sig selv igen, hun er et smukt barn, og se lige, hvor glad hun er for dyr.

Dora Petzold

© for research og layout Lene Byfoged

Hos en af de personer, jeg følger på Instagram, så jeg en Dora Petzold dukke og dem er der ikke skrevet om på bloggen før, så jeg gik i gang med, at undersøge lidt om disse smukke og karakteristiske dukker, som Dora Petzold producerede.

Så fin og eftertænksom. Foto. www.Theriault`s.com

Først lidt om Dora Petzold….

Det er ikke meget jeg har kunne finde, men her kan I læse det jeg fandt.

Dora Petzold blev født 22 maj 1893 i Plauen, Tyskland og døde d. 14. oktober 1970 i Chemnitz (i Thüringen, hvor den den store dukkeproduktion fandt sted tidligere). Hun var udlært pædagog.

Dora Petzold arbejdede i Berlin i 1920èrne. Her skabte hun meget smukke og eftertragtede karakterdukker. Hun brugte mange forskellige materialer til dukkerne, bl.a. silke, komposition, papir m.m. Intet var for godt til hendes dukker.

Så elegant i tøjet. Foto. www.Theriault`s.com

Hun var selv meget stolt over kvaliteten af sine dukker og det var meget vigtigt for hende at fortælle, at alle hendes dukker var produceret i hendes værksted og efter hendes personlige design. Alle dukkernes kroppe er lavet af kvalitetsstof og de er syet og stoppet, så arme og ben kan bøjes, som den menneskelige krop. Hovederne er lavet i materiale, så de ikke kan gå i stykker og de er malet med non-toksiske farver, hvilket gør, at hovedet kan tåle at blive vasket forsigtigt.

Den er da smuk. Foto. www.Theriault`s.com

Dukkernes tøj er meget eksklusivt og lavet af de bedste stoffer.

De blev annonceret som pyntedukker til damerne af det bedre borgerskab. F. eks blev det vist i annoncer, at kunne de bruges som pynt i stuen.

Jeg syntes de er super elegante og så smukt udført. De smukke lidt lange ansigter med smukt malede øjne.

En af de meget smukke dukker. Foto. www.Theriault`s.com

Jeg kiggede ind på auktionshuset www.Theriaults.com og kan se, at disse smukke dukker stadigvæk sælges til høje priser.

Lene

En smuttur til Tåsinge museum

Copyrigt for billeder : Torben Byfoged og for tekst: Lene Byfoged

I starten af juli mellem havearbejdet herhjemme i Herlev, ture i sommerhuset, pasning af barnebarnet og flyttehjælp til søn og svigerdatter, trængte vi til at komme lidt væk. Vi bestilte en overnatning på Brobyværk Kro på Fyn og jeg fik googlet mig frem til et museum, vi ikke før havde besøgt. Valget faldt på Tåsinge Museum og det var et dejligt besøg. Det der lokkede, var deres lille fine legetøjsudstilling, men der er så meget mere at se på.

Museet er fordelt i 5 smukke bygninger samt en smuk have og gamle frugttræer. Der er mange hyggelige steder, hvor man kan spise sin medbragte frokost eller kaffe.

I hus 1 Forhuset, hvor man køber billet, er der en fin lille købmandsbutik, stenalderfund m.m. og selvfølgelig en fin og meget smuk udstilling om Elvira Madigan og Sixten Sparres tragiske kærlighedshistorie.

Sixten Sparre og Elvira Madigan.

I hus 2 Skipperhjemmet, blev jeg forelsket. Det skønneste hjem fra en svunden tid. Man kan godt se, at Tåsinge var et rigt samfund på den tid og hjemmet var fyldt med smukke hjembragte ting fra store dele af verdenen, som skipperen havde bragt hjem fra sine sejladser.

Selvfølgelig var der i et par af vinduerne i Skipperhuset Staffordshire hunde, også kaldet kaptajnshunde. Denne ville have pyntet i min egen samling.

Denne smukke kakkelovnsskærm, er et eksempel på det smukkeste perlebroderi. Den stod i Skipperhusets stue blandt andre klenodier.

I hus 3, Folkemindesamlingen var den lille legetøjsudstilling også. Ikke stor, men så pænt sat op og med god information, om den enkelte ting. Herunder lidt derfra.

Dukke-Mode-Journal, med mønstre og syvejledninger til damedukkerne.
Et dukkehusmøblement.
Kling dukke.
En spændende samling papirdukker fra 1854.
Disse dukker i folkedragter var helt specielle. De er lavet af håndarbejdslærerinden Ingrid Møller eller af hendes elever på Vornæs Skole. Ingrid Møller var på Vornæs skole fra 1908 – 1953.
Lidt fra samlingen af gamle dukke og barnevogne.

I dette hus var også museets samling af egnsdragter m.m. fra Tåsinge.

I hus 4, Rebslagerhuset var et rent eldorado for enhver håndværker eller handy man. Her var bl.a. også en lille skole sat op.

Hus 5, Musikhuset. Her var mange forskellige instrumenter, mange hjembragt fra store dele af verdenen af de hjemvendte sømænd.

En pudsig violin.

Det var et rigtigt hyggeligt besøg og vi kommer helt sikkert igen.

Tåsinge Museum. Kirkebakken 1. Bregninge 5700 Svendborg

Entrépriser:

Voksne………………………………… 50 kr.
Børn op til 15 år ……………………. gratis
Grupper min. 8 pers……………….. 40 kr. pr. person

Modtager Visa/Dankort og Mobilpay.

Åbningstider:

I perioden fra d.1. maj til d. 24,. oktober 2021 er museet åbent tirsdag-søndag fra kl. 10 – 16.

Alle gode ting gange tre

Endnu engang har Sigi Ulbricht skrevet en spændende artikel om sin store interesse, Miniature. Hvad Sigi ikke ved, er vist ikke værd at vide. Og endnu en gang er vi heldige, at få love til at dele hendes store viden.

Tusinde tak Sigi!

© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich, www.tortula.de

© for oversættelse og opsætning: Lene Byfoged

d. 18. august 2021 – Seiffner legetøj – bondemøbler til dukkebørn del 3.

Alle gode ting gange tre.

Dette er et ordsprog i Tyskland og betyder, at du gør en ting for tredje gang eller siger den samme ting tre gange.

Åh kære, nu starter jeg forfra med postkort. Jeg ved nu, fra hvilket værksted, disse små dukker kommer. De blev lavet af håndværkeren Katharina Charlotte Rehm Wagner, der producerede dem mellem 1930 og 1972. Fru Rehm Wagner arbejdede i over 40 år i Grünhainichen. Hun lavede eventyrfigurer, dukker i egnsdragter og dukkehusdukker. Dette gjorde hende kendt langt ud over Sachsens grænser.

I dag kommer disse små dukker og figurer fra Annedore Krebs ‘værksted. Som
Fru Krebs selv fortæller på sin Webside, kendte hun fru Rehm Wagner personligt, og som barn så hun dukkerne blive lavet i hendes værksted.

Nå, men desværre kan jeg stadigvæk ikke give nogen oplysninger, om producenten af ​​møblerne.

Hvis man arbejder med et objekt i lang tid, kommer man til at kende det. Fra formen, til pynten, ja til det hele. Så jeg opdagede og identificerede med det samme, dette tilbud, da det dukkede op i det store online auktionshus.

Møblerne var billige, for bortset fra mig, var der ingen interesserede. Jeg fik dem hurtigt hjem på mit bord. Og selvfølgelig var jeg nødt til at sætte møblerne akkurat, som på postkortet, med det samme.
I mangel på de små Katharina Charlotte Rehm Wagner – dukker, satte jeg en ældre 8 cm Lotte Sievers-Hahn dukke, i det lille værelse. Åh ja, jeg synes hun passer rigtig godt der.

Efter en opsætningstest, bestilte jeg fra den miniaturebygger, jeg stoler på – Miniwelt
Holzner – en passende kasse. I ventetiden valgte jeg et tapet. Det skulle være noget særligt. Jeg besluttede mig for dette fortryllende tapet i landhus stil.
Jeg havde kun en smal strimmel, så jeg lavede kun en kant, til den øverste del af væggen, med farvetilpassede vandrette striber.

Som der står i bibelen: Det er ikke godt for mennesket, at være alene. Det gælder naturligvis også Dukkehusbeboere. Så lille “Lotte” fik Loisel som partner – han er umiskendelig også fra Sievers-Hahn.

Det var ikke meningen, at flere skulle flytte ind, … men alligevel. Jeg opdagede en lille Annedore Krebs Doll og blev spontant forelsket i hende, Dorle flyttede ind i det lille værelse som fast gæst

Møblerne er rene og stabile. Men de små møbler, er lidt skuffende på bagsiden. På både stolene og bænken, er der kun malet foran. Der er ingen maling på bagsiden. Sikke en skam.

Jeg kunne rigtigt godt lide det fortryllende sengelinned fra Rosis vugge, så jeg valgte også, at brugte det, til denne vugge. Med denne vuggesammenligning, kan du se de forskellige farver og lidt anderledes dekoration af møblerne.

Hvis du leder efter en træbaby, kommer du ikke uden om de søde babyer fra Annedore Krebs. Ud over de 4- leddelte babyer, producerer Frau Krebs også to versioner af mindre babyer i deres soveposer – der var ingen betænkningstid – jeg købte med det samme. Naturligvis har Lotte Sievers-Hahn også meget søde babyer, men de er for store til vuggen.

Den sorte kat på reolen er en kantskammel fra Miniwelt Holzner. den er selvfølgelig nyere, men jeg elsker kantskamler meget og kunne ikke modstå den. Som bogstøtte brugte jeg en lille teddybjørn af Resin. En meget flot løsning, fordi bjørnen har ret ryg. Vægblomstervasen kommer fra 1950’erne. Jeg har en i min barndoms stuehus og da jeg var til et forretningsophør for et par år siden, opdagede flere vaser på én gang, så jeg købte dem. Blomsterne er lavet af veloursilke. Jeg putter altid plastikmasse i mine vaser og sætter blomsterstilkene i dem – så står de altid, som jeg vil have det.

Min mand brugte to LED -lamper til belysning i værelset, også en glødende Seiffen hængelampe er der.
Et vægur fra 1930’erne af Dora Kuhn hænger midt på bagvæggen, til højre for et landbrugsmaleri (tja, det er et tryk) i en støbt bronzeramme. Til venstre en næsten ægte “daguerreotype” af Hitty.

Man kan kalde Hitty for alle de små trædukkers mor. For dem, der måske ikke kender Hitty som begreb, så fortalte jeg, for første gang i udgaven 15.09.2018 af Tortula fortalte jeg for første gang om Hitty og Lise Clasen skrev om denne dukke den 13. marts 2019. I mellemtiden har min samling fået sin egen hitty – jeg har kaldt den Hitty Rose. Jeg vil vise dette i et af de næste numre.

Her er link til Lises fortælling om Hitty. http://dukkedroemme.dk/hittys-historie

Killingen på kommoden er fra “Kunstgewerbliche Schnitzereien Emil Helbig”.
Den var oprindeligt tiltænkt Helbig -bryllupsoptoget, men den sælges heldigvis også enkeltvis. Jeg elsker Helbig -katte, og nogle af de ældre katte hopper rundt i mine værelser. Denne lille er naturligvis noget helt særligt på grund af dets størrelse.
Til venstre for den er en “Scotty”, også udskåret. Den er fra fru Bettina Bergmann,
fra Emil Helbigs Dekorative Kunstudskæringer. Jeg fik oplysningen om at, (mange tak for det) Scotty med sandsynligvis er en hund fra 1940’erne, og er produceret af Rhönkunst. Men jeg har intet bevis for dette endnu .


Anni kom ind i stuen med Scotty. Hun er også en gæst, der ikke forsvinder. Hun er en Krebs dukke, fra den nuværende produktion. Jeg syntes hendes kjole med de små hatte på, er så skøn. Hun har bundet håret i en fin hestehale.

En anden smuk miniature fra Erzegebirge, er denne hængekrans. Den har fire lys, en
Fugl, et juletræ, en lykkesvamp og en stjerne. Den kommer fra Christian Ulbricht
og var tiltænkt som pynt til træet- men for mig er det rigtig fin pynt i dukkehuset.

Ja, og nu er det hele sat op. Hvis jeg bare vidste, hvilket værksted disse møbler kommer fra.

Endnu et tillæg:

Efter min første artikel, om disse små møbler, gjorde min ven Angelika mig opmærksom, på en opdagelse. I bogen “Kleine heile Welt” – en Kulturhistorie i dukkehuset af R. Müller-Krumnach, Edition Leipzig (1992), er der på side 137,et billede af dette møbel. I et dobbeltværelse med teksten:

Dukkehus, Erzgebirge, 1978, model fra trælegetøjsfirmaet VERO, Olbernhau.

I dette værelse er der møbler som dem, jeg har i min “dobbeltdækker”. Farven, pynten og den lille holder til tallerkenerne, på kommoden er identiske.

Men der er en uoverensstemmelse, mellem denne bog og mine postkort. De ældste
postkort blev trykt mellem d. 24. juli 1948 og d. 31. juli 1964. Fordi kun i DDR, betragtede man den tyske mark som gældende valuta.

Nå, og VERO var heller ikke et værksted, men en forening. Så spørgsmålet forbliver åbent, hvem byggede disse møbler – og var det før 1978?

Så jeg må kigge videre – måske får jeg en en dag fra dig, kære læser, lidt oplysninger. Det vil hjælpe mig yderligere i min søgen.

Så skulle nogen ligge inde med oplysningen angående Sigis dukkehusmøbler, så skriv til hende på info@tortula.de. Det vil glæde hende rigtigt meget.

Persils Gritli

© for research og layout Lene Byfoged

På Puppen – und Spielzeugsmuseums Facebookgruppe, fandt jeg nedenstående billede af de helt vidunderlige Persil reklamedukker. Museet ligger i Schweiz. Jeg blev nysgerrig efter dens oprindelse og gik på jagt efter informationer

Det var ikke nemt, der er ikke megen information at hente i mine bøger eller på nettet. Men Heldigvis var Judith fra Puppen – und Spielzeugmuseum, så sød at sende mig nedenstående informationer, som de selv havde fundet frem til.

To Persil Gritis. Den til højre er i det originale tøj. Billedet er fra Puppen- und Spielzeugmuseums Facebookgruppe.

Virksomheden Henkel (vaskepulver) producerede disse reklamedukker i små serier til 50-årsdagen.

PERSIL GRITLI

En dukke laver reklame – det er sket før. Der var “Sternchen und Schnuppe” fra magasinet “Stern”, der blev ideen til tortildukken af ​​firmaet Schildkröte i 1950’erne, eller Lurch, den populære gummisalamander. Figuren af ​​Gritli erobrede nu schweizernes hjerter med storm.

Persil, hvem kender det ikke? Udviklet i 1907 af Henkel, gav “PER” fremstillet af hydrogenperoxid og “SIL” fremstillet af natriumsilicat navnet. Ved fremstilling og salg af vaskemidlet i Schweiz opstod også behovet for reklame for produktet.

Henkel-firmaet hyrede den velkendte indenlandske grafiske kunstner Donald Brun til reklamekampagnen. Han blev født i Basel i 1909 og arbejdede som professionel grafiker fra 1933 til 1977. Længe før de nuværende muligheder for digital billedbehandling, som de ikke kunne forestilles i deres dristigste fantasi, designede Donald Brun kunstnerisk højeffektive plakater af høj kvalitet, ved hjælp af datidens trykprocesser – farvelitografi (stentryk).

Persil-Gritli var et udtryk for hans individuelle stil, der næsten minder om en tegneserie. Hvor hurtigt den blev accepteret af målgruppen – den schweiziske befolkning – vises det, med det kaldenavn, den fik: Persil-Gritli.

Kilde: Puppen – und Spielzeugmuseum

Billedet er lånt på Internettet.

Herunder er de få andre oplysninger jeg kunne finde.

Gritli kom på markedet i 1957 i anledning af Firmaet Henkels 50 års jubilæum. Dukken er lavet af ler/keramik (ligesom de “glasdukker” der blev produceret i 1950érne). Frisuren, “pølse” på toppen og ellers helt kortklippet hår med et par enkelt små krøller i nakken, indsatte blå flirtende øjne, lange øjenvipper, fine små øjenbryn , mørk øjenskygge og stærk rød lukket mund, gør denne dukke så unik og charmerende. Den er 47 cm høj.

Tøjet er også helt tidssvarende og de dele man kunne erhverve sig, var helt naturtro kopier af de voksnes udstyr til tøjvasken.

Det er ikke lykkedes mig at finde ud af hvilket firma der producerede den.

Man kunne erhverve sig dukken og dens tilbehør, ved at samle point, der lå i sæbeæskerne.

Her ses Gritli med en del af det tilbehør man kunne får til hende. Billedet er lånt på Internettet.

Donald Brun lavede også nogle skønne plakater til kampagnen, der den dag i dag, er eftertragtede samlerobjekter.

Billede lånt på Internettet.
Billede lånt på internettet.

Selve dukken er også eftertragtet, under min research fandt jeg den på Ebay.de. Den stod til “køb nu” for 1.250 €, ca 9.375 kr. En høj pris, men den var nu også usædvanlig velholdt og med en masse tilbehør.

Lene

Dukkehus restaureret

© for tekst og billeder: Danmarks Forsorgsmuseum.

Artiklen er bragt med tilladelse fra Danmarks Forsorgsmuseum.

På Danmarks Forsorgsmuseum har man restaureret et gammelt dukkehus og på museets hjemmeside side www.danmarksforsorgsmuseum.dk, har de et fint indlæg, hvor man i tekst og billeder ser processen.

Jeg syntes det er spændende at se processen og det er da fin inspiration, hvis man selv skal i gang, med at restaurere et dukkehus.

En stor tak til museet for tilladelsen til at bringe denne artikel på bloggen.

Med venlig hilsen Lene Byfoged

Cathryn Harvey fra University of Durham er i gang med et dukkehus fra Svendborg Museum, som et af de seks projekter hun skal lave, mens hun er i et 9 måneders praktikophold på Bevaringscenter Fyn.

Sidste år blev dette meget fine og helt unikke gamle dukkehus indleveret på museet. Det er en af de få bevarede genstande fra Vejstrup Pigehjem, der lukkede i 1962.

Standen var dog ikke for god. Derfor har det været under kærlig behandling af Bevaringscenter Fyns dygtige folk, som sirligt har konserveret dukkehuset. Huset er i funktionalistisk stil og sandsynligvis fra 1930’erne, når man kigger på tapeterne. Det er formodeltlig en model af et rigtigt hus.

Vi ved ikke meget om dukkehuset, men vi er ikke i tvivl om, at det ville kunne fortælle mange historier om pigeleg på pigehjemmet.

Skulle nogle af jer kende historier om dukkehuset, hører vi selvfølgelig meget gerne fra jer.

Billederne herunder viser:
Cathryn Harvey i gang med arbejdet.
Tapet forside før vask.
Tapet bagside før vask.
Tapet bliver vasket i ionbyttet vand med Rodalon. Rodalon bliver brugt for at slå mug ihjel.
Tapet efter vask.
Hele huset er afrenset med 10% Rodalon i vand både ude og inde, hvilket tydeligvis har gjort en forskel på køkkengulvet!
De sidste billeder viser huset færdigrestaureret.

Der er spændende udstillinger på museet og et besøg kan absolut anbefales.

Dette års udstilling “Syv Fattige Børn”, er både en gribende og meget lærerig udstilling om børns usle liv i fattigdom i København.

Danmarks Forsorgsmuseum
Grubbemøllevej 13,
5700 Svendborg

Åbent tirsdag-søndag:
21. april – 19. dec. 2021: kl. 10-16
ENTRÉ
Voksne: 75 kr.
Pensionister/studerende: 60 kr.
Børn under 18 : gratis.