Særudstilling af kunstnerdukker og antikt legetøj

Fra Inge Harcks samling

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich,tortula,de, for tekst og fotos

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen © –   design Lene Byfoged ©)

Efter at jeg for et par uger siden fortalte om mine gamle Kuhn-dukkestuer, skete der følgende for mig:

 I maj genså jeg min højt elskede bedstemor, der døde i 1980. Ja, virkelig, jeg er fuldstændig sikker. Hun sad på Museum Oldemorstoft i Padborg, Danmark, og skrællede kartofler. Tror I mig ikke? Tror I ikke på reinkarnation? Nå, ja, det gør jeg egentlig heller ikke. Men i dette tilfælde?

© Foto: Fra Sigi Ulbrich familiealbum.

 Min mand og jeg kørte til Padborg for at se en særudstilling

Kunstnerdukker og antikt legetøj

fra Inge Harcks samling

 Jeg indrømmer, at jeg ikke har ret meget forstand på kunstnerdukker, ja egentlig kender jeg slet ikke noget til dem, men man skal da være fleksibel, og det antikke legetøj var jeg selvfølgelig meget betaget af.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Vi havde en aftale med Inge Harck, og trods varmen og afstanden ankom vi til tiden. Ja, og da så jeg hende, jeg mener min Bedstemor, i en vitrine. Hun sad på en køkkenstol i haven og skrællede kartofler, og ved siden af stod jeg og så til, jeg var helt sikkert meget utålmodig, da jeg meget hellere ville lege med Bedstemor med min dukke. Dukken var for øvrigt en Bärbel – en af de kendte Skildpaddedukker.

Dette display med de to figurer foran – (Bedstemor på 39 cm og barnebarnet på 14 cm), – og hvor der bagved står en omgang storvask med vaskebaljen af træ, satte mig tilbage til barndommen, og jeg blev lidt rørt.

Det er helt klart som i 50erne og næppe noget andet.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Mens vi drak kaffe, kom Inge Harck og jeg hurtigt i snak med hinanden.

Hun fortalte om sine udstillinger, om sine nomineringer i Sonneberg og Neustadt, og om hvor stolt hun var over at have vundet Max Oscar Arnolds Kunstpris hele to gange.

Det hele begyndte i 1990, da hun som autodidakt (selvlærd) fremstillede reproduktioner af antikke dukker. Her forsøgte hun sig med forskellige materialer, men fik en forkærlighed for porcelæn og modellere.

Hos denne kreative kvinde var skridtet til dukkekunstner dermed uundgåeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Et af hendes første værker var Max & Mortiz.

De er modelleret af cernit. Ja, og jeg forstår fuldt ud, at en kunstner, som i begyndelsen endnu er famlende og usikker— (kan man genkende mine værker, kan man lide dem) – øjner chancen for, at publikum i disse slemme drenge” , som ikke er til at tage fejl af, kan genkende hendes arbejde. Her er således deres 3. skarnsstreg:

 Max & Moritz –  gale streger –

Med saven her i skjul de leger

Tju og bang –  drillerier laver

I broen snildt et hul de saver!

(gendigtet af Lise Brastrup Clasen ©)

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Det er i øvrigt de ægte Max & Moritz-figurer, skabt af Wilhelm Busch, og som i 1865 første gang blev offentliggjort, og ikke som mange tror, de samme som de i Danmark kendte figurer Knold og Tot, som er inspireret af dem.

Knold og Tot har siden 1897 lavet skarnsstreger hos vore naboer mod nord, og har i både i væsen og udseende meget til fælles med Max og Moritz.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Også en allerede etableret kunstner udvikler sig stadig.

Her er Inge Harck ingen undtagelse. Inge er krigsbarn og har derfor minder, som måske i dag endnu ikke er fordøjet og bearbejdet..

Den lille Inge skulle som ”feriebarn” hjemmefra. Hun blev optaget som feriebarn i en dansk præstegård.

Årtier senere skabte hun i modelene sceneriet om sin ankomst til præstegården.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, så stærkt et indtryk gør dette tidsbillede. Man føler med Inge og sporer, hvor ængsteligt hendes lille hjerte måtte banke..

© Foto: Inge Harck

Inge Harck fortalte mig, at hun har atelier i Kreativitetshuset i Flensburg ”Holm 35 – Kunst & Kunsthandwerk”, her arbejder hun i modelene og andre modellermasser.

Desuden nålefilter hun billeder, dyr og små figurer. Da hun ikke kan stille en ovn op dér, kan hun ikke arbejde i porcelæn. Af særlig interesse er det, at Holm 35 hver fredag mellem 15 og 17 har åbent hus. Også Inge Harck er til stede på dette tidspunkt. Her kan du snakke med hende om hendes kunst. Fra atelieret sælger hun dukker, skulpturer, relieffer med mere fra sit værksted.

Desværre nåede vi ikke at se Inge Harck arbejde i atelieret. Men hun har overladt os nogle fotos, som fortæller en hel del om en dukkekunstners arbejde.

En amatør (dvs. jeg) har således ikke kendskab til forskellene mellem de enkelte materialer.

© Foto: Inge Harck

Inge Harck forklarede mig derfor :

Vedrørende en modellermasse skal alt lige fra starten ”sidde” korrekt. Anbringes et øje på skrå i ansigtet, så sidder det på skrå, man kan enten lade det sidde, eller kassere emnet. Porcelæn kan man senere stadig bearbejde. Aha, det vidste jeg således ikke. Men porcelæn er dyrere, man skal lave forme, hvori porcelænet støbes. Ved modellermasse former man blot de enkelte kropsdele af en klump. Porcelæn skal brændes, mens modellermasse derimod tørrer i luften eller i bageovnen. Nå, i det mindste vidste jeg dette.

© Foto: Inge Harck
© Foto: Inge Harck
© Foto: Inge Harck

Hvorfra får en kunstner sine ideer? Hvordan de andre får dem, ved jeg selvfølgelig ikke, men Inge Harck får dem fra det virkelige liv, eller så at sige dagliglivet.

Som f.eks. fra en TV-serie

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Fra eventyr, Den lille pige med svovlstikkerne har gjort et særligt indtryk på kunstneren.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Fra showbusiness, som her den sydkoreanske sanger og skuespiller Lee Jin-ki – bedre kendt under sit kunstnernavn ”Onew”. Fra alle former for sport, dvs. ikke så meget sportsstjernerne, men selv sportsgrenen: Den legendariske skøjteløbermor, som med hård eksercits vil skabe det ud af sine børn, som hun aldrig selv opnåede. *For kunstneren selv, der er et udpræget familiemenneske, er dette helt utænkeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Også musik derhjemme er et tema, hun ofte benytter, som I ser, kunne det være, men behøver absolut ikke være Mozart.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Vinterbørnene her gemmer en lille hemmelighed, for til et af disse børn stod Inge Harcks barnebarn model. Men selvfølgelig røber jeg ikke, hvilken dukke det er. Et par hemmeligheder skal der da være. Du må således selv besøge udstillingen og løse gåden.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Mellem kunstnerdukkerne finder man historisk legetøj: dukker, dukkevogne fra dukkestuer, bamser og andre krammedyr. I et dukkekøkken står en musefælde under køkkenbordet – og selvfølgelig befinder den lille mus, som passer til fælden, sig ikke langt fra den.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign
© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Udstillingen kan ses helt til den 31. oktober, og hver onsdag er Inge Harck på museet og besvarer meget gerne alle dine spørgsmål.

Hermed Museets adresse, åbningstider etc.::

Museum Oldemorstoft, Bovvej 2, 6330 Padborg, tlf: (0045) 73 76 64 36

Email: museumoldemorstoft@aabenraa.dk – www.oldemorstoft.dk

Åbningstider:

Lukket mandag

Fra tirsdag til fredag 10.00—16.00 og

  1. weekend i måneden: lø-sø 13.00 til 16.00

Helligdage fra 13.00 til 16.00

Entré:

Børn fra 0 til 9 år: gratis

Børn fra 10 til 17 år: 15 kr.

Voksne: 40 kr.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Der kan desuden bestilles rundvisninger (efter aftale).

Vi siger endnu engang tak til Sigi Ulbrich og til Inge Harck, glæd dig til en god oplevelse…..

G o d   F o r n ø j e l s e   !

Eventyrmuseet i Alsfeld

Copyright Lene Byfoged

I maj var vi i Tyskland hvor vi besøgte nogle af byerne langs Eventyrruten. Ruten følger i Brdr. Grimms fodspor og i mange af byerne er der mindesmærker og museer om dem.

Statuen af Rødhætte i byens egndragt.

Vi boede i Alsfeld, også kaldet Rødhættebyen. Det siges, at Brdr. Grimms eventyr om Rødhætte, er inspireret af byens egnsdragt, hvortil der hører en lille rød hue.

Det er en meget smuk lille by og f.eks. er byens rådhus det mest fotograferede i Tyskland. Det kan jeg godt forstå, det er simpelthen så smukt.

Rådhuset i Alsfeld.

I Aldsfeld findes også Marchen Haus (Eventyrhus). Her findes alle Brdr. Grimms eventyr og der er scener fra mange af eventyrerne. Her er underholdning for enhver.

Her en scene fra Rødhætte.

Det er virkelig spændende at udforske og på første sal er der en stor udstilling af dukkestuer og køkkener. Alle er lavet i  Erzegebirge og spænder tidsmæssigt over to århundrede.

Et kig ind i heksens hus.

Absolut et besæg værd, hvis man er på de kanter.

Et udsnit af dukkestue og køkken udstillingen.

Museet har åbent:

Lørdag 10.30 – 12.30 og 14.00 – 17.00.

Søndag. 14.00 – 17.00.

Adresse: Sackgasse 2. 36304 Alsfeld,

Entre: Voksne 3 Euro og børn 2 Euro.

H u s k e r D U ?

Tegneren Axel INGVAR Johansen!

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen @

 Denne unikke danske tegner husker jeg udmærket. Han var en af min Fars yndlingstegnere, og jeg voksede da også op med Magasin Madsen, Prins Pilfinger og hunden Tjavs, som fandtes i Politikens Søndagstillæg og i årshefter, på postkort, som sprællemænd, legetøj og meget mere, men én ting har jeg aldrig vidst før for nylig: Hans figurer findes også som påklædningsdukker….

 

For nogle uger siden blev der udbudt en påklædningsdukke til salg tegnet af Ingvar, og den kunne en samler som jeg da slet ikke undvære.

Men hvem var så tegneren Ingvar?

Går man ind på nettet, får man flere steder en kort biografi med portrætfoto og foto af familiegravstedet, og her står bl.a.

Axel Ingvar Johansen født tirsdag den 3. marts 1908 i København og død søndag den 30. april 1950 på Frederiksberg. Ingvar blev således blot 42 år – en ung alder at gå bort i!

Her er tegnerens signatur – taget fra den uudklippede del af tøjet til min påklædningsdukke!

Ingvar, som hans kunstnernavn er, var søn af J.M. og Hansine Johansen, og gift med Oda Ingvar. Han voksede op på Fyn og blev uddannet bankmand, men arbejdede ihærdigt på at blive bladtegner i Odense. Desværre uden held, da hans tegninger og forslag altid kom retur. Dagbladet Politiken kunne heldigvis se potentialet i hans runde streg , og Axel Ingvar blev ansat af chefredaktør Valdemar Koppel og debuterede i 1928 med vignetter til dagens begivenheder –   disse vignetter fortsatte han med at tegne helt frem til 1949     – I 1930 foreslog Valdemar Koppel ham at lave en tegneserie om livet i et københavnsk stormagasin og – resultatet blev Magasin Madsen, som havde premiere den 28.marts 1930 og fortsatte de næste 19 år.

Successen fik redaktionen på Søndagstillægget ”Magasinet” til at bede ham tegne en serie hertil, og juleaftensdag den 24.december 1933 så Prins Pilfinger” dagens lys i farver – sikken en julegave læserne fik….. Prins Pilfinger og hans familie blev enormt populære hos børn og voksne, og denne serie fortsatte ligeledes til 1949.

Et par år senere kom terrieren TJAVS med i spalterne (den 10. februar 1935) og alle tog den lille terrier til deres hjerter, den oplevede ALT set fra gulvet….   Ingvar var en talentfuld og sprudlende tegner — han kunne bare udspy de allerherligste figurer og situationer, og jeg husker da også, at jeg som barn ejede nogle af hans årshefter.

Dette årshefte er fra ca. 1949, 28 sider, jeg har fundet det på nettet! Sådan et hefte ejede jeg engang!

For nogle år siden kom jeg forbi et loppemarked, var det vist, og her lå et TJAVS-hefte, men da jeg som altid ikke havde kontanter på mig, kunne jeg ikke købe det, og desværre ville sælgeren ikke modtage en check. Postkort af Ingvar ejer jeg desværre ikke, men går I ind på Per Sørensens Postkortsider, kan I se dem alle, og her har Per Sørensen skrevet mere udførligt om tegneren. Sprællemænd har jeg heller ikke, et af mine store ønsker… og jeg håber at finde en eller flere…..

Prins Pilfinger stiftede jeg som nævnt bekendtskab med som barn, men også da ALLER i slutningen af fyrrerne udgav det lille hefte: Strikket Legetøj— fra Børnenes Lilleput-Verden – af Ayoe Stokkebro-Hansen, med vignetter af den kendte tegner Ebba Schultz— her var vejledninger til at strikke de herligste dukker — jeg strikkede både Bamse og Dukke Lise, en soldat og Prins Pilfinger – og jeg husker tydeligt, at jeg ikke havde blå garnrester, så Prins Pilfinger blev strikket i rødt og gult, desværre har jeg ingen af de strikkede dukker mere….

Der er helt sikkert mange af jer, der ejer dette lille strikhefte: herover forsiden, samt Prins Pilfinger med vignet af tegneren Ebba Schultz!

Tjavs kom i ”striber” – denne er fra 12.6.1944 – fundet på nettet!

Men tilbage til påklædningsdukken: her er hun, 22 cm høj (hårsløjfen er dog ikke med i ”opmålingen”)! Og måske I kan skimte Prins Pilfinger i hendes dukkevogn! En rigtig charmetrold, ikke sandt!

Hermed et lille PS til Tegneren Ingvar:

 Så skete det,…. Jeg fik fat i alle tiders herlige Prins Pilfinger-julekalender, ca. 20 x 24 cm.. Hvornår den er tegnet, ved jeg ikke…., men den er helt uimodståelig: karton med grønt silkebånd til ophæng og en lille ubrugt blok med en tegning for hver dato: 1. til 24. december, og her blev jeg erindret om navnet på min påklædningsdukke: hun hedder Prinsesse Guldhår.

Prins Pilfinger var en sand spilopmager, mens Prinsesse Guldhår var sød og artig: På blokken 2. december er der tegning af kongen med Prinsesse Guldhårs ønskeseddel: En dukke, en bog, og kongen smiler glad, men den 3. december ser han Prins Pilfingers ønskeseddel: 1 Vandpistol, Fyrværgeri (stavet med g), Kløpulver og Syltetøj, og Kongen ser da også rigtig sur ud, mens han læser ønskesedlen.

Så herlig og festlig ser julekalenderen ud i al sin enkelhed, men selvfølgelig leder jeg stadig efter sprællemænd og andet fra Ingvars hånd….

G o d     L æ s e l y s t !

Nordjysk Plastic-Industri

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Efter 2. Verdenskrig dukkede der enormt mange dukkefabrikker op i Danmark, og da samtidig kom det til stor udbredelse af plasticda der samtidig samtidig blev plastic, blev dette produkt udnyttet med stor fantasi, og vi gik således alle ind i ”Plasticalderen”.

I 1949 grundlagde Poul Bock Tingskou fabrikken Nordjysk Plastic-Industri, med domæne i Rørdal, Aalborg. Man lagde ud med nogle rigtig søde dukker og firmaets oven for viste logo NPI i en cirkel, dukkerne blev ret hurtigt populært kaldet NPI-dukkerne. Samtidig specialiserede man sig i dukkeøjne.

Fabrikken udstillede hvert år, f.eks. kunne man i Aalborg Stiftstidende den 29. juli 1950 læse følgende:

Blandt de mange udstillere på Købestævnet i Fredericia ses Nordjysk Plastic-Industri med dukker og dukkeøjne.

Nordjysk Plastic-Industri annoncerede blandt andet i Legetøjshandlerforeningens Tidsskrift, hvor de to søde dukker her var forlæg i nytårsskriftet 1952 (beklager den mindre gode billedkvalitet fra mit materiale), og således blev de præsenteret:

”I det forløbne Aar har vi stræbt efter at fremstille saa kvalitetsbetonede og letsælgelige Varer som muligt.

Denne Linie vil ogsaa fremover blive fulgt, og med Haabet om et fortsat godt Samarbejde beder vi Legetøjshandlerforeningens Medlemmer modtage vore bedste Ønsker om et glædeligt Nytaar ! ” (sådan er den citerede halvsides annonce opstillet):

Dukkeøjnene var af god kvalitet og blev på et tidspunkt eksporteret til Argentina.

I Berlingske Tidende kunne man i 1952 læse følgende:

 Danske Madonna-Øjne til Argentina

En ung Aalborgenser har startet en ny virksomhed, Nordjysk Plastic-Industri, som bl.a. i Begyndelsen fremstillede ”Katteøjne” til Biler. De blev lavet af palstic, og Artiklen havde vældig Afsætning.

Katteøjnene gav Fabrikkens Indehaver en god idé: Hvorfor ikke fremstille dukkeøjne af Plastic?

Og nu er han i fuld Gang med at fabrikere Dukkeøjne, som eksporteres i Massevis. Bl.a. har Argentina vist meget stor Interesse for Øjnene, som man dernede agter at anvende til

Helgenbilleder og Madonna-Figurer!

Med tusind tak til Beritt Mathiesen hermed foto af NPI-dukkeøjne i original æske !
Med tusind tak til Beritt Mathiesen hermed foto af NPI-dukkeøjne i original æske !

Desværre har jeg ved min research ikke fundet mere om de pågældende øjnes fremtid i Argentina, men måske en eller flere af jer ved mere om fabrikkens, dukkernes og øjnenes videre skæbne, således at jeg kan fortsætte og afslutte denne beretning.

G o d     L æ s e l y s t   !

D D R – M O D E gennem fire årtier !

Vist gennem en påklædningsdukkefamilie på fire !

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Som samler får jeg altid gaver fra mine børn, og sidst var det en forårspresent i form af et kvadratisk hefte og et postkort købt på DDR-museet i Berlin… I det hele taget overrasker vi her i familien gerne hinanden med en gave: stor eller lille, billig eller dyr, men altid en kærkommen ting, som er af interesse for modtageren. Vi kalder dem ”Flinke-gaver” her hos os!

Schick zum Ausschneiden und Anziehen/ØST-Mode — Original DDR-smart til at klippe ud og klæde på. Og her kan man således klippe far, mor, søn og datter ud og klæde dem på i DDR-mode fra 50erne, 60erne, 70erne og 80erne…   og sikken en forskel! Læs og se blot her: – forordet i bogen er skrevet af Karin Günther, forretningsfører for Modeinstitut Berlin GmbH:.

DDR-mode var på grund af de meget ringe ressourcer, som via hård valuta blev indkøbt på Verdensmarkedet, præget af langtids-holdbarhed, slidstyrke og nem vedligeholdelse. Først og fremmest købte de erhvervsaktive kvinder og mænd praktisk tøj. Man opbyggede sin garderobe efter ”byggeklodssystemet”, således at alt passede sammen og var formålstjenligt for alle.

Familien gennem fire årtier !
Tegnet af Nina Eggermann, Berlin !

De tekstiler, stoffer og andre materialer, som nu til dags stadig videreudvikles, var allerede dengang grundlag for de mange produkter på markedet. Fejlagtig markedsstrategi, det stigende behov for smart, moderne design og større alsidighed resulterede i opbygning af egne materialeforråd, således at man kunne fremstille fritidstøj, som f.eks. Cowboybukser og T-shirts, hvorved yderligere huller i markedet lukkedes. Nogle produkter fandtes i enhver husholdning.

Udvalg af 50er-tøj !

DeDeRon-forklædet (Forklæde i syntetisk tekstilfiber) – hvor pletterne forsvandt, når man lagde det i blød —var farveægte, dvs. farverne løb ikke ud og smittede af, strygefrit osv. — var et meget praktisk produkt, med dette forklæde var man godt klædt på til erhvervsarbejde, og man så desuden velklædt ud under havearbejdet.

En Sweater af Wollpryla (syntetisk uld, nærmest som dralon) havde de samme egenskaber som uld, og frem for alt kradsede den ikke, et krølfrit kunstfiber, som kunne tåle at komme i vaskemaskinen.

Og endelig Präsent 20 (Gave nr. 20) århundredets spadseredragt og habit, yderst praktisk, og i tidens smag moderne i form og farve. Tøjet krøllede absolut ikke, selv om det blev pakket ned i den mindste rejsekuffert. Udseendet var helt i top, og stoffet kunne sagtens holde stand over for de i dag fremstillede og sammenlignelige produkter af 100% polyester

Mor iført 60er-kjole !

Mange fagfolk, designere og ingeniører inden for tekstil-, beklædning–, sko– og lædervareområdet bestræbte sig for at udvikle en moderne og praktisk mode med høj bæredygtighed, som frem for alt skulle kunne bruges længe og var til at betale. Da befolkningen sparede sammen til biler, fjernsyn og vaskemaskiner, måtte beklædningsindustrien fremstille tøj med lang holdbarhed.

Familiens dreng i velsyet 70-er-tøj!

Naturligvis længtes man efter og ønskede nye moderne genstande, som ikke var massefremstillede (stangtøj), hvorfor små systuer og atelierer, samt symaskinen derhjemme var i højkonkunktur. Længslen efter ”Manglerne” resulterede i mange ideer, som den dag i dag høster stor anerkendelse.

Karin Günther ønsker alle god fornøjelse med at studere den mode, som har skrevet historie. Den er fra en tid, som alle vil huske, og som gav anledning til stor kreativitet og fornøjelse.

Foruden denne kavalkade med noget af tøjet fra bogen OstModern (i bogen har familiemedlemmerne hver en side med tøj fra hvert årti) skal I lige se det postkort med praktisk DDR-tøj, som jeg også fik, og til sammenligning en lille rejsereklame fra ”Det Bedste” –   november 1964. – Ja, da, dengang var der virkelig forskel på moden i DDR og i Vesteuropa.

Mors 60er-bukser kunne jeg slet ikke stå for !

Kommer I til Berlin, skulle I tage jer tid til at besøge DDR Museet, Geschichte zum Anfassen (Historie til at tage og føle på), det ligger på Karl-Liebknecht-Str. 1, DE 10178 Berlin-Mitte, tlf: +49 30 847 123 73—1,

www.ddr-museum.de – åbent mandag til søndag fra 10 til 20, og lørdag helt til kl. 22.

Som passioneret påklædningsdukkesamler har jeg stor fornøjelse af at følge moden gennem påklædningsdukkerne, det er ganske morsomt at datere dem alle efter deres tøj. For mig er påklædningsdukker et sandt stykke kulturhistorie, og de mange tegnere har hver især deres karakteristiske måde at tolke moden på. Og mine mange samlervenner giver mig helt sikkert ret!

G o d   L æ s e l y s t     og     G o d   F o r n ø j e l s e   !

Til venstre reklamen fra Det Bedste november 1964 – til højre postkortet fra DDR-Museet !

 

Tanker om to firmaer og samme dukke ???

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

For nogle uger siden bragte jeg en gammel annonce om den lille Gummmidukke fra dukkefabrikken NYCO i København . Det viste sig, at Ulla Louby ejer en anden dukke fra firmaet, og hun sendte fluks et billede af den. Også Beritt Mathiesen sendte omgående et foto af sit eksemplar af dukken og henviste samtidig til ”Den stora Dukkeboka” /NORSKE DUKKER 1770-1970”, hvor der er gengivet en dukke magen til. Det drejer sig i alle tilfælde om en meget yndefuld pigedukke.

Nu blev jeg selvfølgelig nysgerrig og bestilte bogen hjem, da jeg ikke kunne finde nogen dansk forhandler af den, og ganske rigtig er der et billede af sådan en dukke fremstillet af et kendt norsk dukkefirma.

Dukken er 27 cm høj, og Ullas og Beritts dukker har NYCOmærke i nakken— vist til venstre – og er således fra NYCO i Krystalgade i København, mens dukkepigen gengivet i den norske dukkebog er fremstillet af Arne Hasle—Latex A/S, som brugte mærket til højre: et mærke i rødt og guld på æskerne til sine dukker. (Arne Hasles firma er bekendt for mange af os på grund af de dejlige Hasle-nisser).

 

Dukkerne virker identiske, som I vil se af billederne. Firmaet Arne Hasle / Latex as eksisterede i årene 1948-1962, hvor firmaet desværre brændte. – I beretningen om Arne Hasles firma står, at nogle produkter blev indkøbt og lettere forandret…   men den nævnte 27 cm høje dukke omtales som Hasles første dukke: en 27 cm lang pigedukke med modelleret hår, og den omtales som meget sjælden.

Her nederst ses er alle tre dukker, desværre er min billedkvalitet ikke så fin, som den burde være, men for mig ser dukkerne identiske ud. Ullas tv, Beritts i midten og Haslepigen th… Og jeg takker Beritt og Ulla mange gange for jeres foto.

Måske nogle af jer ved mere om disse dukker. Som den uforbederlige optimist, jeg er, har jeg nu kontaktet forfatterne af bogen for yderligere oplysninger om dukken. Desværre har jeg endnu ikke modtaget reaktoner!

For et par dage siden lykkedes det mig at få fat i ”Den store Dukkeboka” som jeg nu har studeret og nærlæst, løsningen må simpelt være, at den dejlige pige er fremstillet efter en af de forme, som blev indkøbt og brugt med små forandringer, som for mig nok er ”usynlige”, men…? Man skal nok se både en dansk og en norsk dukke til sammenligning for at finde forskellen!

Det ville være spændende, om nogle af jer ejer NYCO-dukker og Hasle-dukker, således at vi kan få mere frem m disse to firmaers samarbejde.

Og for at komplettere det hele, bringer jeg hermed atter annoncen fra NYCO, Krystalgade 3, København K,, telefon: Palæ 99 07 – Og skulle nogle af jer eje den søde og dengang eftertragtede lille gummidukke, hvid og/eller mulat, ville jeg da meget gerne se et foto, for vi er alle sammen nysgerrige, ikke sandt?

Annoncen er fra Legetøjshandlernes Jubilæumsskrift februar 1963 (50år) – tænk jer bare, at en dukke dengang kostede 6,85 kr. og tilmed leveret i æske med ble og sutteflaske, et rigtigt ble– og tissebarn. Man reklamerede også med dukken som mulat, og med originalt Mulatansigt!

Kilder: Lise Clasen Research (bl.a. Den store Dukkeboka og nævnte jubilæumsskrift

G o d   L æ s e l y s t !

Kuhnstuben – 2 –

Det længe savnede bord og gardiner til den hyggelige dukkestue

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich, tortula.de, for beretningen om denne ”Happy End”!

Hermed Sigis dejlig billedkavalkade med tekst, som kan kaldes ”Historien om et bord”!

 Oversættelse fra www.tortula.de af —Lise Brastrup Clasen ©, og design af Lene Byfoged ©

Ja, så skete det, Sigi fik sit længe savnede bord, og straks kom der en fortsættelse af hendes detaljerede beretning på www.tortula.de, hvor Sigi indleder med at skrive:

Da jeg for nogle uger siden fortalte om min gamle Kuhnstue, sluttede jeg med følgende: ”En dag finder jeg helt sikkert bord og stole i passende størrelse til min Kuhnstue, og så kommer de dertil passende gardiner op at hænge, idet jeg allerede det rigtige gardinstof liggende!”

Ja, og nu har jeg et bord, og jeg ved ikke rigtigt, om jeg vil have stolene —jeg har jo bænkene, og jeg synes egentlig, at disse står helt rigtigt med hensyn til møbleringen i stuen, et møbel mere vil faktisk være et møbel for meget. Men her skal I høre, hvordan jeg fik fat i bordet:

I løbet af mit samlerliv har jeg mødt rigtig mange dejlige mennesker.

Men noget helt specielt er mit bekendtskab med Sherri og Steve fra Missouri

Vor lidenskab for de blå (og røde) Kuhnmøbler har ført os sammen. Og sådan kæmper posten sig frem og tilbage med vore hyppige mails , breve og pakker!

For nylig klagede jeg min nød og min skuffelse til Sherri over, at jeg nu gennem 6 år havde ledt efter et passende bord til denne gamle dukkestue, men ganske enkelt ikke havde kunnet finde noget.

Det spontane tilbud kom: Steve vil lave et til dig, send os målene.

Steve har et stort træværksted. Han elsker træ og har selv tegnet og bygget deres hus. Men dukkehusmøbler? Ja, se selv. Også dukkestuemøbler kan han bygge —han har ikke bare store savblade til sin rundsav… men også fint specialværktøj, og har hurtigt fundet sig til rette i Miniatureverdenen.

Allerede efter 18 dage kunne jeg hente forsendelsen hos tolden – af og til kaster toldvæsenet et blik på de små pakker fra Sherri. Når de på deres røntgenskærm kan se de mange små bitte pakker og poser, fatter de straks mistanke til noget kriminelt. Forsinkelsen var selvfølgelig ærgerlig, til gengæld var min glæde stor: bordet passer nøjagtigt, og jeg kunne straks stille det på plads og beskue resultatet.

Ventetiden brugte jeg til at sy gardiner og hynder, samt en pude og sengetøj til den lille vugge.

Skønt jeg er alt andet end en god skrædder, kan jeg dog skabe sådanne småting. Den manglende lyst kompenserede med min optimale glæde, da alt var færdigt.

Mere prekært var farvesammensætningen. Jeg forsøgte lidt med mine små farvebøtter, dog fik jeg på en eller anden måde hele tiden blandet en mørk grå farve sammen.

De originale møbler er over 90 år gamle, og dengang tænkte man slet ikke på hele skalaen af farvenumre.

Jeg tog således klædeskabet med til en forretning med malertilbehør. Her regnede jeg med, at man kunne scanne farven ind og blande en lille dåse.

Men, de var slet ikke begejstrede for mine ønsker – de havde den eller den farve, finito, basta. …. Sådan gjorde man for 100 år siden Og det kendte den unge mand ikke noget til. Nej, den slags kunne man ikke, og de solgte, hvis de overhovedet havde den, kun i dåser med blandinger på 750 ml – jeg skulle således betale knap 40 € (ca. eller knap 300 d.kr.) for en dåse, og det ville jeg ikke.

Imidlertid mødte jeg en ung dame i et byggemarked, hun forstod mit ønske og elskede sit job. Hun kunne dog ikke hjælpe os videre med scanningen, men gav os uendeligt mange farvetavler med ud, og vi kunne så i ro og mag udsøge os den bedste farvenuance – som hun – dvs. Maskinen – derefter blandende. Det var nu kun 375 ml, og vi skulle da også kun betale knap 10 €.

Selvfølgelig malede jeg også benene blå på ovnbænken (ikke fra Kuhn). Nu går det op i en enhed. De grønne ståfødder på ”Pinde-hundene” malede jeg rødbrune. Jeg har altid fundet det lidt skørt, at de stod der på der blå gulvtæppe med grønt ”kunstigt græs” under fødderne.

Meget kan siges om helheden, men bordet, andagtsbænken og ovnbænken er jo ikke originale… Hvad I har helt ret i, og gardinerne og puderne heller ikke. Dette gælder desuden for de to– og firbenede beboere. Det gør ikke mig noget. Jeg ville være glad, dersom det var sådan, men jeg jo skal ikke sælge stuen for højeste bud, blot stille den op i vor dagligstue og glæd mig over den, særligt i mørket, hvor jeg tænder den lille LED-kæde.

En lille hemmelighed bliver dog tilbage i denne stue. Hvad hvisker husherren mon til barnepigen?? Og her, skønt husets frue kun står få skridt fra dem? Der er da vel ikke????

Vi siger tak til Sigi for denne beretning og håber, at I lige som Lene og jeg vil hygge jer med den.

 

Fastelavn i dukkeformat – Fastnet im Puppenformat

De mest fantastiske figurer og dukker skabt af kunstneren Ingeborg Jaag

(om unikke figurer fra Franziskanermuseum Vilingen-Schwenningen)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Her i det tidlige forår fik jeg som gave fra min yngste søn, Bjørn: en bog om meget spændende dukker og figurer fra Villingen-Schwenningen, skabt af dukkekunstneren Ingeborg Jaag efter byens traditionelle karnevalsoptog.

Kunstneren Ingeborg Jaag !

Det var spændende læsning og helt ny viden for mig, ja, så spændende og interessant, at jeg absolut må dele dette med jer alle. Jeg skrev derefter til Dr. Heinrich Maulhardt, der var så venlig at sende min forspørgsel videre til Dr. Michael Hütt, leder af museet, og få dage efter fik jeg et venligt og positivt svar, der sagde, at alle: museet, bestyrelsen, dukkekunstneren, fotografen etc. var begejstrede for min idee og gav mig tilladelse til at skrive løs med henvisning til www.visuel-artwork.de, som er mestre for de fine fotos.-  og www.franziskanermuseum.de – og med tusind tak til disse positive borgere i Vilingen-Schwenningen, fortæller jeg således med glæde om disse helt unikke dukker.

Den inspirerende bog: ISBN 978-3–939423-62-1—
Franziskamnermuseum Villingen-Schwenningen !

Fastelavnefigurerne fra Villingen er i målestok 1:3:

Med over 80 Fastelavns/karnevalsfigurer har Ingeborg Jaag i godt 30 år skabt en enestående samling, hvis kulturhistoriske betydning i dag er uvurderlig. Hendes specielle fastelavnsoptog er bogstavelig talt en ”fortsat” fortælling. Her kan man se Narro – den centrale skikkelse i Villingen Fastnet, og denne figur har i over 100 år været byens symbol— Narro har derfor lagt navn til den almennyttige forening Narrozunft (Narroslænget) – desuden aser man Den gamle kone fra Villingen, Æslet eller Der Butzesel, (måske Det bumlende Æsel) som er et af de ældste dyr i Schwaben-Alemaniens historie. Æslet hals er en dragt syet af forskellige stoflapper – det jages hvert år i optoget af en flok ”Drivere”, (kaldet Stachi-gruppen) og undslipper det, har det lov til kvit og frit den dag at drikke og spise lige så meget det ønsker…… – se også: Den godmodige slagsbror”, orkestret, underholdningstrioen og mange flere. Alle figurerne er sat op i livagtige scenerier, og hele tiden fornemmer man en vis forbindelse mellem figurerne. De har øjenkontakt, parrene vender mod hinanden, og mellem figur og tilskuer udvikles med blik og gestus en særlig tiltrækning, og man således drages fra den ene sceneri til det andet.

Inspiration til figurer ses tydeligt her på Narrozunft-Villingens avis: Damen med rævekraven i venstre side ses herunder i Ingeborg Jaags udførelse!

I udkanten af optoget står Villingens Originaler: Spittel Mathis—der spiller på sin mundharmonika, kaldet Schnorre-Hobel (summehøvl) – Spittel -Mathis-figuren er en virkelig person, født af en enlig pige i 1896, i sine unge år var han mælkemand på Vllinger hospital. Han var altid i godt humør, slagfærdig og sagde sjældent nej til en øl. Var derfor ofte længe undervejs med mælk til hospitalet. Et hospital kaldes også Spital eller Spittel, deraf hans tilnavn. Desuden ses ”Eierma” (æggemanden) Richard Säger, men også politiske skikkelser som ministerpræsidenten, overborgmesteren og andre. Ingeborg Jaags fastelavnsoptog er et enestående og specielt totalbillede med ”indfiltrede” skikkelser, der alle hører med til Villinger Fastelavn, men du kan ikke altid møde dem på gaden, og helt sikkert ikke på én gang!.

Mange traditioner uddør med tiden, da der ofte er mangel på ”generationsskifte”, idet nutidens generation ikke er interesseret. Det er dog ikke tilfældet i Villingen-Schwenningen, her deltager alle aldersklasser, gamle og unge, og børnene glæder sig hvert år til at være med i ”Fastnet”!.

Sådan ser figuren Spittel-Mathis ud, man kan lige frem føle, hvordan det gode humør stråler ud fra ham, mens han underholder sig med en damefigur!

Kunstneren og skaberen Ingeborg Jaag er født i 1942 i Hüfingen i en slægt med kunstneriske traditioner, bl.a. maleren og forfatteren Lucian Reich med de kendte Schwarzwald-litografier. Ingeborg Jaag studerede på Handelshøjskolen i Villingen, og foruden at blive børnehavelærer, tilegnede hun sig de grundlæggende teknikker i syning og tilskæring, modellering, træarbejder, kurvefletning og dukkemageri, kort sagt en meget alsidig uddannelse.

I 1983 kom hun i fastelavnshumør og fik ideen til at udfærdige masker og kroppe, ja dukker iført tro kopier af de originale dragter, og med sin mands hjælp skabte hun den første dukke i 1984, en Narrofigur, som kunne ses i tekstilforretningen Tonolinis udstillingsvindue. Senere stod hendes figurer i Ratsapotheke, i skobutikken Hässler og endnu senere i sengeudstyrsforretningen Schilling, men siden 2005 står de alle på Franzikanermuseet.

Trin for trin udvikles og skabes figurerne, her er Spittelsangerne, som siden 1965 har sørget for god stemning til Villinger- fastelavnsfesten. Hermed den portrætterede sangduo Benne og Hans med guitar-musikledsagelse af ”Schanko” Ummenhofer! Helt fantastisk. Da jeg første gang så på billederne i bogen, troede jeg,
at det var levende væsener og ikke dukker!

Og siden da har Ingeborg Jaag ikke sluppet dukkemageriet. Fra 1984 skabte hun modedukker i voks, og hun har modtaget mange internationale udmærkelser for sine dukker.

Herbert Jaag, Ingeborg Jaags ægtemand, kan tilskrives en stor del af arbejdet med dukkerne, han er værktøjsmager og dipl.ingeniør og står for form og design af træ og mealarbejdet. De indvendige ”skeletter”, muskikinstrumenter bl.a. klarinetter, samt sabler, bjælder og meget mere er opstået under hans hånd.

Alle figurer kan stå uden støtte eller stativ, og det har naturligvis stillet krav til det indvendige ”skelet”. Et skelet omvikles med stof og stoppet med fyldvat. Til hovederne bruger Ingeborg Jaag lufttørret modellermasse, som lakeres. Parallelt med de plastiske arbejder skabes kostumerne, Ingeborg Jaag kalkulerer med ca. 55 timers arbejde pr. figur – her er modellering af masken dog ikke medregnet.

At skabe naturtro og vellignende portrætter er i sig selv en udfordring, men via materialet dog med visse begrænsninger, idet modellermassen mister luft og volumen under tørringsprocessen, hvorved ansigtudtrykket uden kunstnerens indflydelse kan ændre sig minimalt. ”Måske var det om aftenen en helt anden figur, end det viste sig at være om morgenen efter tørringsprocessen, men sådan er det bare!” udtrykker kunstneren.

Som tidligere nævnt, skaber Ingeborg Jagd også modedukker, disse tre ”gammeljomfruer” er både modedukker og deltagere i Villinger Fastnet. Her har man siden 1927 fejret Gammeljomfruen ved en fest, hvor der kun er kvindelige deltagere, alle iført mode fra ca. 1900 – et stort udbud af silke, fløjl, flæsekraver, store hatte og strudsefjer… Man forstå godt, at det er en eftertragtet fest, og i den lokale avis står der altid et humørfyldt referat fra festen. Damen tv har titlen overjomfru!

Her til slut et billede af figurer fra orkestret, også fantastisk livagtige og efter levende modeller.

Vil du vide mere, kan du finde enormt meget under byen Villingen-Schwenningen eller fastnet.Vilingen-Schwenningen, her er mange billeder og interessante oplysninger, bl.a. noget om avisen Narrenpost og arrangementerne.

Og vil du besøge museet og byen, da søg på :

Franziskanermuseum: Museet har adressen Rietgasse 2, DE 78010 Villingen-Schwenningen, og der er åbent ti-lø fra 13 til 17 og sø og fr. fra 11 til 17,

tlf: +49 7721 82 23 51, franziskanermuseum@villingen-schwenningen.de   – du finder på siderne desuden kørevejledning til museet, hele egnen er malerisk og smuk.

Med denne smagsprøve ønskes I God læselyst og god fornøjelse !

Staa Maren 2. Del.

Research: Lene Byfoged

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag

Her er 2. del med opskriften til Staa-Maren fine tøj.

Dukketøjet:

Materialer:

25 gr rødt, 25 gr hvidt og 50 gr grønt tretraadet garn i samme Finhed som det rosa Garn til Kroppen. 2 P Nr. 2, 2 Nr. 2½ og 2 Nr. 3. 4 Strømpestrikkepinde Nr. 8. Til Monteringen: ½ Meter smalt røst Silkebaand og 20 cm smal Knipling. Stof og Baand til et Forklæde.

Typemønster til Blusens Broderi.

 

 

 

Blusen:

Blusens Forstykke: Tag P Nr. 2 og slaa 30 M op af det hvide Garn, strik 2 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Strik Glatstrikning og tag paa 1. P 4 M ud (34 M). Tag P Nr. 3 og strik, til Forstykket maaler 6 cm, saa dannes Ærmegabene: Paa Begyndelsen af 1. og 2. P lukkes af for 4 M. Paa Begyndelsen af 3. og 4. P. lukkes af for 1 M. Naar Forstykket maaler 8 cm, dannes Halsudskæringen:  Strik 15 M, luk af for 4 M, strik P ud. De 2 skulderstykker strikkes hver for sig, og der lukkes 1 M af ved Halssiden, til der er 8 M. Skulderen lukkes af i 2 Gange.

Ryggen: Strikkes som forstykket, blot med en Slids, der dannes samtidig med Ærmegabene saaledes: Luk de første 4 M af paa Retp, strik 13 M og de følgende 3 M, der skal strikkes ret frem og tilbage hele Vejen op. Paa Begyndelsen af næste Retp lukkes 1 M af. Naar Ryggen maaler 10½ cm, lukkes skulderen af i 2 gange, og de resterende M lukkes af paa én gang. Slaa 6 M op som Underfald til den anden Ryghalvdel, og strik de to yderste af disse M i Retstrikning. Strikkes i øvrigt som første Ryghalvdel.

Ærmet: Slaa 28 M op paa P Nr. 2 af det røde Garn g strik 1 P Vrang og 1 P ret. Tag det hvide Garn, strik Glatstrikning og tag 4 M ud paa den første P. Strik 2 P og luk saa 2 M af paa Begyndelsen af de følgende 2 P og luk derefter af for 1 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 12 M. Saa lukkes af for 2 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 8 M. Strik disse sammen 2 og 2 og luk de 4 M af.

Nederdel og Korset:

Bagstykket: Slaa 74 M op paa P Nr. 3 af det røde Garn og strik 2 cm Glatstrikning., slut med en Vrangp. Sæt Strikketøjets nederste kant paa P Nr. 2. Læg de 2 P sammen, saaledes at Retsiden af Strikketøjet kommer til at vende udad og strik M paa de 2 P sammen 2 og 3, saaledes dannes den dobbelte kant forneden. Strik Vrangpmed det hvide Garn. Tag det grønne Garn og strik videre i Glatstrikning. Naar Arbejdet maaler 16 cm, tages P Nr. 2. Strik 1 M, og strik derefter M sammen 2 og 3 P ud (37 M). Strik 4 P Rib: 1 ret, 1 vrang, paa 5. P (Vrangp) strikkes saaledes: Strik 12 M, strik 7 gange 2 M sammen, strik P ud (30 M).

Korsettet: Strikkes i direkte Fortsættelse af Nederdelen. Tag det røde Garn, strk 5 P ret, strik Glatstrikning. Naar Korsettet maaler 3½ cm, strikkes 6 P ret. Luk af.

Forstykket: Strikkes som bagstykket, blot tages der ikke mere end 1 M ind paa sidste Ribp, saaledes at der bliver 36 M til Korsettet, der stikkes i 2 Halvdele saaledes: Strik paa de 18 M 4 P ret. Strik derefter Glatstrikning på 4½ cm, blot de 4 M foran strikkes ret frem og ret tilbage og forsynes med 4 snørrehuller, der strikkes som et almindeligt Hul midt i Retborten. Første Snørrehul dannes efter de 4 Første P. de øvrige med 6 P´s Mellemrum. Afslut Korsettet med 6 Retp. Den anden Korsethalvdel strikkes paa samme Maade – blot i omvendt Orden. Korsetremmene strikkes af de 4 M lige efter Retborten foran, de strikkes i Retstrikning og skal være 6 cm lange.

Kysen:

Slaa 50 M op af det røde Garn paa P Nr. 2 og strik 4 P ret. Tag P Nr. 2½ og strik Glatstrikning, blot de 2 M i begge Sider strikkes ret frem og ret tilbage for at danne Kant. Naar der er strikket 3½ cm, dannes den opstaaende Rulle i Nakken saaledes: Strik 1 P vrang, 1 P ret. til der er 6 P. Tag det hvide Garn, strik 2 P ret og derefter skiftevis 1 P vrang og 1 P ret, til den hvide Rulle er ligesaa stor som den røde. Luk af. Kysenakken dannes saaledes: Tag 50 M op paa det glatte stykkes Bagside, lige bag den hvide og den røde Rulle. M tages op med 2 strømpestrikkep Nr. 8 og paa en 3. P Nr. 8 slaas 10 M op. Strik rundt med rødt Garn 2 Omg. ret, 2 Omg Rib: 1 ret, 1 vrang, 4 Omg ret. Begynd indtagningerne. Strik 2 M sammen, strik 8 M, gentag dette Omg ud. Strik en Omg uden Indtagninger. Fortsæt med disse 2 Omg stadig med 1 M mindre mellem Indtagningerne på Indtagningsomg. Naar der er 12 M, trækkes Traaden gennem M og sys fast indeni Kysen.

Forklædet sys af hvidt Stof og pyntes med røde og grønne Silkebånd.

Monteringen: Kysen dampes over en kogende Kedel og sættes på Dukkehovedet til den er tør. Paasys kniplingekant og Baand. Alle de øvrige dele lægges mellem fugtige Aviser, til de er glatte og pæne, og tørres liggende.

Blusen sys sammen paa Skuldrene, der tages M op langs Halskanten og strikkes med rødt: 1 P ret og 1 P vrang, til der er 8 P. Luk af. Sy Blusen sammen og hækl en Række grønne Fastmasker langs de røde Kanter ved Ærmer og Hals. Sy en Bort af grønne og røde Maskesting paa Blusens Forstykke, se typemønsteret. Luk Blusen med Trykhægter.

Nederdelen sys sammen og Korsettet snøres med en hæklet grøn korsetsnor, som forsynes med 2 grønne Kvaster.

God fornøjelse!

Som sædvanligt ser vi meget gerne resultatet, hvis der er nogen, der får lavet dukken.

Fin er Maren i sit strikkede tøj.