Friesenbaum eller Föhrer Bogen og Sölring Jöölbaum

(Frisertræ eller Föhrer Bogen og Sölring Jöölboom/Juletræ)
(En interessant beretning om en Frisisk Juleskik)

(Med hilsen fra Angelika Salzwedel © – oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – layout: Lene Byfoged ©)
(De viste fotos med undtagelse af Frisertræet fra Museum Weihnachtshaus er fra Angelika Salzwedels private samling ©)

Angelika Salzwedel fortæller:

For mange af os hører juletræet, ikke mindst her i Nordtyskland, til det vigtigste symbol for Julefesten.

På den nordfrisiske kyst og på øerne havde man tidligere det såkaldte Frisertræ, der på frisisk kaldtes ”Kenkensbuum” eller ”Jöölboom”, og i Sydjylland for ”Klausenbaum”!

I Nordfrisland var disse julestativer meget udbredt. Det er bueformede træstativer med tværgående skråstivere, som stod i vinduet som erstatning for et juletræ. På øerne og Hallingerne holdt denne skik sig længere, da det var vanskeligt at få fat i et juletræ. På øerne Föhr og Sild kan man i dag atter beundre ”Frisertræerne” i vinduerne.

Fotoet af dette smukke Frisertræ (taget af Angelika Salzwedel) bringer vi med tilladelse fra og tak til Alix Paulsen, Museum Weihnachtshaus i Husum !

Legenden siger, at stativernes oprindelse stammer fra dengang, hvor man ikke havde graner på øerne. Og der er ganske sikkert noget om snakken, og helt sikkert er det af hedensk oprindelse. Vintersolhverv falder jo næsten sammen med juleaften. Man ville hermed formilde Guderne og bede om en god kommende høst. De stedsegrønne planter, dvs. buksbom og efeu, der er grønne om vinteren, havde allerede dengang noget mystisk over sig.

Man beviklede Frisertræet (eller Föhrer Bogen) med buksbom eller efeu. Foroven satte man 4 lys. Udsmykningen på træet kaldtes ”Kintjes Tüch” på tysk ”Kinderkram” eller på dansk Børneting, dvs. julebagværk til børnene.

Frisertræ med gamle
julekugler !

Nederst står Adam ved Livets Træ. På den midterste liste hænger Julegrisen (også kaldet Jul-Schwein), som før Kristendommens indførelse blev ofret. Derover hanen, der helt sikkert ved sit første hanegal forkynder det glædelige budskab, til venstre fåret og til højre oksen. Desuden er der så æbler.

Æblet kommer fra Paradiset og er Livets Frugt, rundt som Verden, rødt som blodet og sødt som Guds nåde. Det symboliserer frugtbarheden. Nogle steder er det skik og brug Juleaften at spise et æble, som i hele det kommende år skulle beskytte mod ulykker og sygdomme. (som man stadig siger i England: An Apple a Day, Keeps the Doctor Away = Et æble om dagen, holder lægen væk)!

Dette frisertræ er pyntet med
Juleminiaturer !

Sölring-Jöölbaum er omviklet med en krans af buksbom, som symboliserer årets tætteste kredsløb af solen rundt om jorden. Den skal være grøn lige som de stedsegrønne planter.

Frisertræ med julekugler !

Figurerne er:

Adam og Eva under Livets Træ. Hesten som symbol for styrke, udholdenhed og hurtighed, hunden som tegn på trofasthed, og hanen som tegn på årvågenhed og frugtbarhed. Her tror jeg stadig på, at det her under Kristendommen har noget at gøre med forkyndelsen af Jesu fødsel. I nogle egne har man desuden en vindmølle som tegn på forgængelighed, samt et sejlskib, som symbol på fiskeri-erhvervet.

Øboerne stillede Jöölboom-træet i vinduet, således at ruderne reflekterede lyset, hvorved det gav indtryk af en større hellighed.

I dag har mange samlere i Schleswig-Holstein ”misbrugt” Frisertræet til dekoration med miniaturer, idet man ganske dekorativt har pyntet træerne med julekugler og dukkestel.

Og man siger ganske enkelt og smukt: Traditioner er levende, bare man beholder det gamle, tilpasser det nye og er åben for det fremtidige.

Jeg siger tak til min samlerveninde Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for lay-outet og for offentliggørelsen på jeres blog. Samtidig siger jeg tak til Weihnachthaus Museum for tilladelse til dér at fotografere et Frisertræ.

Og vi kvitterer med tusind tak til Angelika Salzwedel for denne levende og interessante beretning og ønsker jer alle

G o d L æ s e l y s t

(Lene og Lise)

Dette unikke og søde frisertræ er Angelikas
Påskefirsertræ pyntet med påske- og dukketing !

Gamle JULE-glansbilleder og -oblater !

(Med hilsen fra Angelika Salzwedel © – oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – Layout: Lene Byfoged ©)
(Fotos fra Angelika Salzwedels privatsamling ©)

Hermed en lille beretning om juleglansbilleder, og Angelika Salzwedel fortæller:

De første oblater eller glansbilleder kommer fra midten af 1850erne, idet Wolf Hagelberg i 1854 i Berlin som den første fik den idé at trykke små billeder, som var forbundet til hinanden med forbindelsesstykker, således at de kunne trykkes ud af arkene uden at gå i stykker.

Omkring 1880 opstod således de smukkeste glansbilleder i herlige farver og fint præget, og med Julemænd med kapper i blåt, beige eller violet.


Det over 100 år gamle
glansbilledalbum !
 

For at glansbillederne kunne få en smuk glans, blev de før trykningen penslet med en limgelatine og tørret ved 40°C. Derefter blev de endnu engang overtrukket med Mastixlak og tørret.

Det er overraskende at se, hvor mange firmaer der beskæftigede sig med fremstilling af glansbilleder. Alene i Berlin eksisterede der mellem 1875 og 1905 overe 200 trykkerier, som fremstillede disse små mesterværker. I Tyskland lå centrene for fremstilling af glansbilleder i byerne Berlin og Leipzig, i resten af Europa var det London, Paris og Wien.

En elskelig gammel julemand i blå kappe ? (fra det gamle album)

I dag findes der stadig glansbilleder med glimmer. Glimmeret sætter sig fast på glansbilledet ved hjælp af et påtrykt limlag. Derefter lagde man papiret i en flad kasse med glimmermasse (Kaliglimmer), og efter at have taget det op, børstede man det med en vattot. Glimmeret skulle derefter presses let. De glimtende og blanke ark var først klar til at blive solgt efter at have tørret i nogle dage.

Også den røde julemand herover er fra det gamle album !

Angelika har arvet et over hundrede år gammel dansk glansbillealbum med julemænd, og desuden har hun fået nogle glansbilleder, som danske børn i fyrrerne har klæbet ind i en husholdningsbog, disse sidste er ikke så smukke, som de andre, skriver Angelika, men her kan I selv bedømme de dejlige billeder.

Glansbilleder fra den gamle Husholdningsbog fra 1940erne !

Disse to billeder af glansbilleder fra ”Husholdningsbogen” og er, som Angelika nævner, nok ikke så flotte som dem fra det gamle album !

Angelika slutter med at sige tak til Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for layoutet, og vi siger tak til Angelika for denne beretning og ønsker jer alle

G o d L æ s e l y s t

Og måske I også har nogle gamle glansbilleder— gerne med julemotiver – at vise os alle her på bloggen??

D U K K E R – der fødes paa Samlebaand !

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – (Kilde: artikel fra Bladet Hus og Hjem nr. 16/1943)

Med tusind tak til vor læser Gurli Knudsen, der har sendt mig kopi af ovennævnte artikel, fundet blandt hendes Mors (Margrethe Tornemands) efterladte materiale vedrørende dukker… Artiklen vakte straks interesse, og det er mig en glæde at kunne fortælle jer lidt om fremstillingen af dukker dengang for længe siden, hvor pengene var små, og hvor det var yderst vanskeligt at fremskaffe materialer.

Lad os således gå tilbage i tiden, hvor jeg vil videregive jer min version om dukkerne i 1943:

Det har altid spredt glæde blandt pigerne at få en dukke, nu kunne hun være Mor lige som sin egen Mor, og der blev passet enormt godt på hver en dukke, også selv om den blev slidt, og savsmuldet inde i den – ja, også inde i nissemanden — dryssede ud, kludedukker var ret almindelige dengang…. andre dukker var af det brandfarlige materiale celluloid, som kunne få buler, atter andre dukker var måske lavet af papmaché, hvis næse blev skrabet, og atter andre var måske af porcelæn og mistede et øje…. Men lige meget, hvad der skete med dukken, så blev den elsket med alle sine fejl og mangler….

Som I ved havde alle dukker allerede da et internationalt præg, de lignede f.eks. danskere, italienere, eller amerikanere… Hidtil var den danske dukkeproduktion af ganske ringe størrelse, og man importerede hovedsageligt dukker fra Tyskland og Tjekkiet, men sjældent fra Frankrig, England, Italien og USA….

Men Verdenskrigen bredte sig, og nu opstod der mangel på alt, bl.a. på dukker, og dette måtte man da afbøde.

Den danske fabrik

PREFA

Optog nu dukkeproduktionen og fremstillede dukker på samlebånd i stor stil. Den danske dukke blev dog kun fremstillet i én enkelt type på 30 cm, og med et hoved, som lige så godt kunne være et pigev– som et drengehoved. Jeg har under min research forgæves søgt efter fabrikken PREFA, men desværre uden resultat, måske nogle af jer kender til den… hvad jeg vil blive meget glad for at høre om…..

Hermed en række billeder visende Dukkens fødsel eller fremstilling på PREFA, samt et par stykker fra den Verdenskendte dukkefabrik i Torino. Tja, Fabrikkens navn nævnes ikke i artiklen, men der kan selvfølgelig kun være tale om LENCI i Torino, (på den tid brugte man i Danmark det tyske ord Turin for Torino), Lenci eksisterede fra 1919 til 2001.

PREFA-dukkehoveder under behandling !
Dukkehoveder på samlebånd —
venter på at blive færdigbehandlede !
Færdige Lencidukker –
Desværre er billedkvaliteten
ret dårlig !

På grund af mangelen på råstoffer fremstillede PREFA dukkerne af papmaché, et ganske udmærket materiale, som kan tåle en vis hårdhændet behandling. Dukkerne fremstillede ganske enkelt således: Pappladerne indførtes i de ”stampende og hvæsende” maskiner, som i to dele pressede arme, ben, krop og hoved, således at de blev formet som lemmer, limkanterne blev bortfræset etc., og hovedet blev behandlet med ekstra omhu. Øjnene blev klæbet på,. Håret blev malet på dukken, og frisuren kom således ikke i uorden. Kinderne blev tonet i rødt, og munden fik en smuk amorbue, en rigtig truttenuttemund..  Dukken blev derefter sat sammen med fjedre, og hos grossisterne eller legetøjshandlerne blev den til sidst klædt på.  Så enkelt og effektivt gik det til hos PREFA.

Dukkefabrikken i Torino var meget mere avanceret, her fremstillede man foruden papmachédukkerne også porcelænsdukker… Disse dukker gik gennem mange hænder, og den færdige dukke endte derefter i fabrikkens skønhedssalon, hvor den blev sminket efter alle kunstens regler… Derefter kom den ind  i firmaets frisørsalon, hvor den blev forsynet med paryk, idet  de kostbareste af dem havde parykker af menneskehår (det vi plejer at kalde ægthårsparykker) , mens de andre måtte nøjes med hestehårsparykker. Ansatte unge frisører satte dukkehåret op med krøller, bølger osv., således at frisuren kunne holde meget længe. I modesalonen blev dukkerne klædt på, og somme tider blev der såmænd gjort mere stads af dukketøjet end af tøjet til småpigerne. Også dukkeskomageren kreerede de flotteste sko til dukkerne.

De mange fotos på siderne er taget fra artiklen, som er i sorthvid, og kvaliteten er ikke af den bedste, men brug fantasien og forestil jer, hvordan de dejlige dukker er kommet til verden.

G o d    L æ s e l y s t   !

E v i g h e d s d u k k e r !!!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

En dag fik eller fandt jeg denne annonce visende en række søde, små dukker præsenteret på dansk, engelsk og fransk som giftfrie nokalon-dukker – et Panther Produkt præsenteret som produkt nummer 2975 af Nordisk Kamfabrik A/S i Vordingborg.

Og det måtte jeg naturligvis undersøge nærmere, og det blev ikke helt nemt.

Nordisk Kampfabrik, kendt for Panther-Kammen, hvorfor man på trods af mange produkter bevarede navnet….
Det eneste jeg kunne finde om fabrikken, er et 25-års jubilæumsskrift —hvor man fortæller om firmaets historie og udvikling fra oprettelsen den 21. oktober 1933 til 1958.
Fabrikken udviklede termoplastiske materialer, dvs. stoffer formet ved tryk med eller uden varme, og blev især kendt for deres stoffer NOKALON og NOKATHENE.
De mange varer solgtes i begyndelse alle under et stof begyndende med NOKA, f.eks. lampeskærme, poser. Havemøbler, kamme og sidst men ikke mindst rør til vand og olie.
Desværre nævnes dukkerne ikke i jubilæumsskriftet – så de er nok lige som kammene blevet reduceret til et mere uanseligt produkt.

adresse fra den centrale beliggenhed i den bygning, der senere blev til Kirkeligt Ungdomshjem til en beliggenhed på Københavnsvejen nærmest ved indkørslen til Vordingborg. Og her udvidede man flere gange, men hele tiden bevarede firmanavnet : Nordisk Kamfabrik A/S.. Med Logoet : Panther Kammen, for som man sagde: ”Det er under det navn, vi er blevet kendt!” (I 1985 kendes firmaet dog under Panther Plast bl.a. med beliggenhed i Ørslev – senere slås firmaet sammen med et anden producent af plasticvarer, endnu senere går det konkurs, og senest er det flyttet til Randers unde randet navn)!.
Jubilæumsskriftet er spækket med fine stregtegninger af de forskellige afdelingen på fabrikken, men som nævnt desværre ikke et ord om Evighedsdukkerne?????

(Kilder: Jubilæumsskrift 21. oktober 1933—21. oktober 1958, samt oplysninger via nettet)!

Og nu er det, at jeg får brug for jeres hjælp og støtte:::::::::

Hvem mon kender noget til disse dukker, det kunne da være ganske morsomt at se et eller flere eksemplarer i farver… eller måske en kam – måske nogle af jer har noget i jeres samlinger ???

Vi glæder os meget til at høre fra jer !

På genhør og god Læselyst
samt efterårshilsner

Pakkeriet, gad vide, om der har været dukker i nogle af kasserne ?

ASTERIX – René Goscinni og Albert Uderzo

(med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle uger siden udkom Asterix-Album nr. 38, en af min yndlingstegneserier  – jeg har samlet dem alle siden 1960erne, og vil fortsætte, selv om hverken forfatteren René Goscinni eller tegneren Albert Uderzo ikke lever, og de herlige albums bliver fortalt og tegnet af andre kunstnere.

Tegneren Albert Uderzo døde i marts i år, 92 år gammel, og han tegnede faktisk indtil han var 84 år. En ambitiøs tegner, der solgte sine første tegning som 14-årig… han var vild med de gæve gallere og identificerede sig gerne med Obelix. Sammen med tekstforfatteren René Goscinni (1926-1977) skabte han den fabelagtige og kendte tegneserie, og i 1959 udkom det første album: ”Asterix og de gæve Gallere”, og sikken en humor , og efterhånden fulgte de mange andre humørfyldte album, hvor der ironiseredes over særhederne i det land, Asterix og Obelix besøgte … bl.a. den engelske tedrikning, den belgiske Manneken Pis, danske vikingeskibe, som kommer i vejen for gallerne, ja sådan kunne jeg blive ved…… Dette fantastiske (mis)brug af Cæsars kamp mod gallerne er for mig uforligneligt.

Albert Uderzo og Obelix,
foto af Yves Herman/Reuters
som illustration til nekrolog over tegneren!

Og mens jeg skriver, kommer jeg i tanker om vor ældste søn Steens forhold til Asterix:  ”Da han var lille,  fik man, når man tankede benzin, tror det var hos BP, små poser med Asterixfigurer og tyggegummi i, og alle børnene samlede på dem, mange kun i én bestemt farve, men de små figurer fandtes i røde, blå, gule, grønne, orange, lilla og måske flere farver. Til samlingen fik man en udfoldelig panoramalandsby til gallerne, mens romerne måtte blive udenfor. Steen legede enormt meget med sine figurer, det værste var, at hvis man kom til at træde på en glemt figur, så gjorde sørens ondt….  Men en dag stillede Steen mig et GODT spørgsmål: ”Moar, da du og Asterix var børn, var der så biler?”  Desværre husker jeg ikke mit svar, men jeg har vel fundet en grimasse, der ku’ passe!

  Nå det var blot et sidespring!

Asterix på Latin….

R. Goscinni og A. Uderzo lavede også andre ting, men det er en helt anden historie, og vil du vide ALT om tegneserier , da besøg tegneseriemuseet i Bruxelles: (Centre .Belge de la Bande Dessinée, Rue de Sables 20, B 1000 Bruxelles, tlf: +32 2 219 198 (lukket mandag)….. (Belgien er et sandt tegneserie-eldorado)….
Jeg har alle 38 Asterix-album, de fleste på dansk, men også enkelte på fransk eller tysk, samt et både på dansk og på latin. Asterix Gladiator, som Steen læste, dengang han ville have den lille latinprøve.

Det nyudkomne album hedder Vercingetorix Datter (efter R.Goscinni og A. Uderzo, men fortalt og tegnet af Jean-Yves Ferri og Didier Conrad) , og det lever helt og fuldt op til de foregående album, hermed den traditionelle tegning på indersiden af coveret.

Måske flere af jer lige som jeg er tegneseriefreaks. For mig er mange tegneserier virkelig geniale, f.eks. Vor egen Rasmus Klump med sine naive handlinger, eller Sten og Stoffer, ja, der kan nævnes virkelig mange,

God Læselyst og nyd efteråret….

En lille beretning om dukkekunstneren Dianna Effner

(med hilsen fra Lise Clasen ©)

(fotos fra nettet , auktioner og og pinterest)

I 1980erne kom dukkefeberen over mange af os, og man samlede,  eller man deltog måske i kurser for at lære at male og reproducere de gamle porcelænsdukker…  Men der fandtes,  som I ved, desuden mange kreative og dygtige kunstnere,  der skabte moderne udtryksfulde dukker …   og  en af dem var Dianna Effner, der siden den 14. oktober ikke mere er iblandt os. (Æret været Dianna Effners Minde!)

Facebookfoto af Dianna Effner
Foran en stor flok af de dejlige dukker !

Dianna Effner begyndte at skabe dukker sidst i 1970erne, og slog sig i 1990 ned med atelier i Jamestown, Missouri  –  og i løbet af 1990erne skabte hun dukkeforme, udarbejdede mønstre til dukketøj, lavede parykker, ja, kort sagt alle former for dukketilbehør.

I 1999 stiftede hun sammen med sin assistent Doll Dreamers Guild – en dukkesammenslutning med kurser i at undervise i dukkemageri og i at blive en god dukkemager.  Og mange dygtige instruktører og dukkemagere har således ”trådt deres barnesko” i Doll Dreamers Guild, og I kan bl.a. på Pinterest se flere af de smukke håndmalede porcelænsdukker.

Annonce visende nogle af Dianna Effners portrætdukker, som fandtes i størrelserne 14” og 19” = ca. 35 og 48 cm!
 

Også firmaet Aston Drake fik hurtigt øje på Dianna effners dukker,  og snart investerede mange samlere via Aston Drake i de unikke Dianna Effner-dukker.


Rødhætte og Askepot er fra Dianna Effners Storybook/Eventyrbog kreeret for Aston Drake!
 

De mest kendte Dianna Effner-dukker er helt sikkert ”Little Darlings”,  disse søde, tuttenuttede dukkehoveder findes i fire forskellige udgaver, men med samme krop. Little Darlings er enormt eftertragtede, og bliver hurtigt budt op og solgt, når de dukker op på internationale auktioner.

Ebay-foto af en
Sjælden ældre Dianna-Effner-dukke!

Selv har jeg aldrig reproduceret en Dianna Effner-dukke, men jeg er sikker på, at mange af jer har prøvet kræfter med disse dejlige porcelænsdukker!…. hvorfor jeg håber, at I vil vise os fotos af jeres dukker.

Denne søde Little Darling er fra et Pinterest-foto !
Den kæreste babydreng med blå øjne (auktionsfoto

Og måske I ved meget mere om kunstneren end jeg gør, idet jeg meget gerne skriver en tillægsartikel.

God Læselyst

Og
Efterårshilsner
Til jer alle herfra !

Påskeharen og Bamsen i disse Corona-tider !

(Tekst og fotos Angelika Salzwedel ©)

(Layout: Lene Byfoged © – oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Vi siger tusind tak til Angelika Salzwedel for din dejlige maskeberetning midt i disse alvorlige coronatider!

Angelika fortæller:

Da nedlukningen på grund af Corona-epidemien startede den 3. marts i år, begyndte jeg således at sy mundbind/ansigtsmasker  –  Ganske frivilligt og uden vederlag syede jeg over 60 masker af hvidt lærred og hvidt bomuld til min familie, mine venner og bekendte.

Da udstillingen af mine påskeharer i cafeen på museum Oldemorstoft i Padborg på grund af den aktuelle situation i år desværre bortfaldt, fik de harer, der ellers er med i udstillingen, som de første en hvid maske..

Og da mine stofrester af kogeægte bomuld var opbrugt, købte min søster noget grønt stof til mig.

Da jeg nu kun syede masker til vor familie, fik jeg den idé, at jeg som velkomst i vort hus også kunne sy en maske til min Bamse og min Hare. Jeg havde allerede på det tidspunkt en fornemmelse af, at denne situation sikkert ville vare længe, og at  jeg således herigennem  altid senere ville kunne huske netop dette år..

Altså fik Bamse og Hare en grøn maske  –  De har begge i mange år været mine tro følgesvende, og man har siden 2007 kunnet se dem på mange udstillinger i forskellige museer.

Det grønne stof blev brugt op, situationen blev stadig mere alvorlig, og jeg måtte igen sy nye masker.  Jeg kiggede da ind i klædeskabet og fandt en af min mands ældgamle skjorter i grøntmønstret stof.  Og af den opstod endnu engang masker til vor familie og til Bamse og Hare.

Nu havde de begge hver en maske at skifte med, da de hvide masker var blevet for små til dem begge.

I sensommeren mildnedes begrænsningerne, og jeg gik hen for at købe nyt stof.

Efterårsvarianten med ræv og træer er alle familiemedlemmerne begejstrede for, og derfor har Hare og Bamse også fået sådan en maske.

Og egentlig er det da meget pudsigt, når en hare bærer maske med rævemotiv.

Corona  –  der er foreløbig ikke udsigter til en afslutning på dette. Altså gik jeg i september atter hen i stofbutikken på udkig efter julestoffer. Og også Bamse og Hare har allerede nu fået deres julemaske, og da Hare læser mange bøger, fik han selvfølgelig en stoftaske af samme stof.  Her kan du se ham i vintersweater, hue og vanter. I huen er der to åbninger til ørerne.

Og th har vi dem begge iført deres Julemasker.

Jeg tror ikke, at det er de sidste masker, jeg har syet, og når Bamse og Hare igen får nye masker, glæder jeg mig til at vise jer dem.

Ved samme lejlighed ønsker jeg jer alle ALT VEL !

Jeg siger tak til min veninde Lise Clasen, der altid oversætter alt så hurtigt, og til Lene Byfoged, der skaber denne fine layout og offentliggør mine artikler på bloggen.  Hilsener fra Angelika Salzwedel, september 2020 !

God læselyst alle sammen— efterårshilsner herfra : Lene og Lise !

Miniaturer fra Erzgebirge

Med tak til Angelika Salzwedel for tekst og fotos ©
(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © og Lay-out: Lene Byfoged ©)

Med tusind tak til Angelika Salzwedel kommer her en beretning om den unikke udstillimg på Julemuseet i Husum, og Angelika fortæller følgende:

”I Weihnachtshaus Husum/Julemuseet i Husum er der for tiden og indtil den 25. oktober 2020 en udstilling, som er absolut værd at besøge. Jeg har allerede været der to gange og vil besøge den en tredje gang for virkelig at danne mig endnu et godt indtryk af det hele.

Jeg tog derhen i forventning om at se de bittesmå miniaturestuer samt andre miniaturer, så som huse, landsbykirker, indhegninger, dyr, træer osv. Og denne udstilling er med sit brede spektrum virkelig overvældende god. Vi var fuldstændig solgt og imponerede over, hvor mange miniaturelandsbyer, fru Paulsen her har bygget op. Når man selv har organiseret flere udstillinger, ved man, hvilket arbejde der skal lægges i det at få en udstilling af de mange små enheder sat op på en tiltrækkende måde. Hermed nogle fotos, som jeg håber vil være sande appetitvækkere for jer alle !

Træskærer– og drejearbejder har i meget lang tid været tradition i
Erzgebirge. Befolkningen her levede af malmudvinding. Bjergboerne
havde ofte samtidig med deres anstrengende underjordiske
arbejde et bierhvev. Der fandtes træskærerværksteder, fremstilling
af tøndebånd, drejerværksteder osv., og størstedelen af dem var
familievirksomheder.

Da Erzgebirge med skovene kunne tilbyde tilstrækkeligt med træ, var drejerarbejde i forbindelse med det hjemlige træ især yndet. Frem for alt kender vi foruden legetøj også nøddeknækkerne, de små rygende mænd, englene med lys og bjergmændene, buehvælvingerne, pyramiderne, juleenglene og krybberne. Og alt dette blev i årenes løb også fremstillet som miniaturer.

Allerede dengang eksporterede beboerne i Erzgebirge deres træskærerarbejder til udlandet, men da der omkring år 1900 opstod eksportproblemer på grund af for høje toldsatser, idet tolden blev beregnet efter varens størrelse, gik man over til at fremstille miniaturer.

Personlig har jeg siden min tidlige barndom haft et meget nært forhold til alle disse ting, da jeg er opvokset i Hohenlockstedt, hvor et firma  fra Erzgebirge i 1949 slog sig ned. Sammen med dette firma ankom også flere medarbejdere og disses familier, og de bragte deres egne traditioner med. Således har jeg siden mine barndomsdage til jul været bekendt med buehvælvingen og pyramiden, samt med englen med lysene og bjergmanden. Jeg har ikke blot set disse ting i stor størrelse, men naturligvis også i miniaturer.

Allerede i det 16. århundrede har bjergmanden stået som symbol på lys og håb. Iført sin festdragt og med fremstrakte hænder  med lys stod han i tidligere tider sågar i gruben. Lyset ledsagede bjergfolkene ned i den dybe grube og lyste op for dem på hjemvejen.

Først i 1830 kom lysengelen til som bjergmandens kone. Det er den eneste engel, der er fremstillet med forklæde og hvid kjole med dekorativ kant eller bordure. De brogede vinger er malet. Senere blev englen som bærer af lys med symbol for sollyset  og krone til hovedfigur.


Dette flottepar: Bjergmanden og Englen med lysene herover er fra Angelikas egen samling!
 

Denne friseropsætning pyntet med påsketing er fra Angelikas egen samling !
 

Du kan ikke blot beundre juledekorationerne, men også de bitte små miniaturestuer og de mange små landsbyer med deres kirker, træer, indhegninger og jernbaner, som får ethvert samlerhjerte til at slå hurtigere, og som fascinerer de besøgende. Der ses også en masse husdyr, og fremstillingen af dem er beskrevet.

Dejligt er det i udstillingen at se et ”Friesenbaum” (Frisertræ) i pyntet med juleminiaturer, også jeg har i årtier både til jul og til påske pyntet et ”Friesenbaumstativ/en opsætning” og stillet det i vinduet (se Angelikas fotos af denne dejlige dekoration). Til alle jer, der ikke kender et Frisertræ har jeg fra Angelika disse oplysninger: På De frisiske Øer Sild/Sylt, Föhr og Amrum havde man ingen grantræer, derfor pyntede man i stedet for et lignende træ, som man kaldte et Frisertræ.

Og…  hermed Angelikas lille beretning om begrebet ”Friesenbaum/Frisertræ”  –  sikkert for os alle noget helt nyt og en helt speciel skik ikke langt fra os, ja, andre lande eller landsdele, andre skikke….  :

FRIESENBAUM: Ved den nordfrisiske kyst og på øerne havde man tidligere det såkaldte ”Friesenbaum/Frisertræ, som på frisisk hedder ”Kenkensbuum eller Jöölboom” eller i Sydjylland kaldes ”Klausenbaum”. Disse ”træer” er og var  bueformede træstativer med tværgående skråstivere, som stod i vinduerne som erstatning for juletræer, da der tidligere ikke fandtes graner påøerne og ved kysten.

Man omviklede dem med efeu eller buksbom, og senere kom der på hver side 2 lys til..

Oprindeligt stod Adam og Eva med æbletræet nederst  –  som kagemennesker, de skulle symbolisere Paradiset, i begyndelsen var træet udsmykket med æbler og rækker af rosiner.. Senere fulgte alt efter hvilken region, man var i:  fisk, ko, svin, hane, en vindmølle og et skib, også af dej. En anden variation er ved siden af Adam og Eva og æbletræet at placere en hest, en hund og en hane.

I mellemtiden er disse stativer blevet ”misbrugt” af samlere. Selv har jeg foruden Jule-Frisertræet med miniaturer fra Erzgebirge, et til påskepynt med små harer, fugle osv, og desuden et til foråret med blomsterbørn fra Erzgebirge. Jeg har pyntet flere stativer med gamle julekugler.

Det var derfor en stor glæde for mig, da jeg opdagede, at der på udstillingen står et Frisertræ med miniaturer fra Erzgebirge.,

Udstillingen er virkelig fantastisk, anderledes og nostalgisk her i dette historiske museum med den velassorterede og unikke museumsbutik.

Udstillingen kan ses til den 25. oktober 2020, og der er åbnet dagligt fra kl. 11 til 17.

Museets adresse er: Westerende 46, D 25813 Husum, tlf: +49 4841 668 5908

(email: wunschzettel@weihnachtshaus.info)

Jeg siger tak til Lise Clasen for oversættelse af min artikel til denne blog og til Lene Byfoged for lay-out!”

Også vi takker mange gange for denne interessante og historiske artikel og håber, at vi når at se udstillingen og beundre alle de små håndlavede ting fra dagligdagen i miniaturer.

G o d     l æ s e l y s t    og     G o d     t u r     til     jer     alle !

Den fine plakat fra udstillingen

Legetøj fra Seiffen – bondemøbler til dukkebørnene !

(Med tak til Sigi Ulbrich — www.tortula.de)

(oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©  –  opsætning: Lene Byfoged ©)

Tekst: Sigi  Ulbrich  – -www.tortula.de, fotos gmuwebSign og Lene Byfoged,

samt postkortsamlimng: Else Weber ©)

Kære læsere og samlere,

           Til min fødselsdag modtog jeg til fri afbenyttelse og viderebringning denne artikel fra min gode veninde Sigi, og jeg har hermed fornøjelsen med tak til Sigi at videregive jer dette hyggelige og interessante læsestof  – og Sigi fortæller følgende:

Forhåbentlig tænker I ikke straks ”Åh, nej, ikke igen noget fra Gudmors postkortsamling… og dog, jeg er simpelthen nødt til at lade jer læse og snakke om dette”.

For nylig rodede jeg  lidt rundt i postkortene og faldt praktisk talt over dette kort: ”Bondemøbler til dukkebørnene” – og selvfølgelig vakte det straks min interesse.

Jeg vendte kortet om og læste::

Aha, tænkte jeg, møblerne blev altså også solgt i Vesten. Og dog alligevel ikke. Valutaen fra  SBZ = Den sovjetiske Besættelseszoneogså kaldet Østzonen, dvs. det senere DDR,  havde skiftende betegnelser: I perioden mellem den 24. juli 1948 og den 31. juli 1964 kaldtes valutaen Deutsche Mark/DM  (tyske mark eller D-Mark. Derefter kaldtes Marken Der deutschen Notenbank/Den tyske seddelbank = MDN, og endelig indtil genforeningen DDR-mark = M..

Ja og da jeg fandt dette rigtig interessant, købte jeg straks to andre versioner  –  på nettet kan man jo købe alt, der findes endda sælgere, der ”kun” handler med gamle postkort.

Ikke blot valutaen, nej, også priserne har ændret sig, men der er selvfølgelig også gået lang tid fra 1948 til 80erne.

Det originale postkort ser selvfølgelig stadig sådan ud. I brunlig-beige– og senere i sorthvid tone. De henrivende møbler bagpå har hele tiden haft samme betegnelse: Seiffener Spielzeug, Bauernmöbel für Puppenkinder/Legetøj fra Seiffen, Bondemøbler til Dukkebørnene, og ellers intet. Og for straks at foregribe begivenhedernes gang må jeg sige, at jeg trods store anstrengelser ikke har kunnet finde mere om dem.

Det mest nærliggende var selvfølgelig at henvende sig til Legetøjsmuseet i Erzgebirge (Spielzeugmuseum Erzgebirge), men desværre uden resultat. Den ellers altid velinformerede museumsleder, Dr. Konrad Auerbach, måtte melde pas. Han kunne ikke fortælle mig noget om disse møbler  – museet havde ingen i deres udstilling  – ej heller  i deres depot.

De, der kender mig, ved, at jeg ikke kan gå forbi blå bondemøbler. Møblerne forekom mig meget bekendte og ganske rigtigt, blandt de afbildede møbler fandt jeg nogle i min kasse. Nå ja, det var blot de to skabe— men umiskendeligt ”Seiffener Spielzeug— Bauernmöbel für die Puppenkinder/Legetøj fra Seiffen, Bondemøbler til dukkebørnene”.

(foto Lene Byfoged)

Netop da fortalte Lise Clasen mig, at hun havde købt et Lundbydukkehus, og at Lene Byfoged (begge fra den danske dukkeblog) ville forære hende nogle små møbler. Hun sendte mig ovenstående foto.

(foto: Lene Byfoged

Der findes altså også et ur  –  dette misundelsesværdige lille røde standur. Jeg går i hvert fald ud fra, at det drejer sig om et stykke møbel fra samme værksted, også selv om skabet er bygget på en anden måde.

Da jeg herefter på et netauktion opdagede en lille vugge, kunne jeg nu udvide skabsduoen  til en trio til en lille stue. Jeg modtog vuggen uden sengetøj. Den er malet med den samme blå farve ind– og udvendig. Hoved– og fodende har det lille pyntemotiv af prikker og den tiltalende svungne byggestil.

På en internetauktion i USA opdagede jeg denne lille sofagruppe. Ud fra størrelsen og fra den enkle byggestil passer den til min trio eller til Lises møbler. Når jeg begynder at efterforske, går så vidt muligt mange forskellige møbler gennem mine hænder. Således får jeg hurtigt overblik over og følelsen af, hvad der hører sammen, hvad der kunne høre sammen, og hvad der ikke passer sammen. Den røde sofagruppe har jeg, trods den iøjnefaldende blomsterpynt placeret i gruppen ”kunne være”.

Jeg ville nu indrette en lille stue med min trio. Størrelsesforholdet mellem møblerne passer ikke helt. Klædeskabet er 10,5 cm højt, og kommoden ser for stor ud i forhold til det. Men sådan er livet, det kan man ikke gøre noget ved. Vuggen måler indvendig 5,8 cm.

Møblerne er således mindre end 1:12. Jeg tipper på 1:18, og herefter har jeg valgt dukkestørrelsen. Her skulle et par Minervadukker flytte ind. Hurtigt fandt jeg i min samling en 8 cm høj pigedukke— jeg gav hende navnet Helga.  Det blev mere vanskeligt at finde babyen, idet jeg ville tage en af de små ”siddebabyer”. Her har jeg en dukke med lys hud i størrelse 7, men den er for stor til den lille vugge. Jeg gik da tilbage til valget af en sort baby i størrelse 5. Nu har Helga et barn fra Besættelsestiden. Hun har døbt hende Rosi.

Efter at beboerne nu stod fast, skulle der naturligvis også ligge et passende gulvtæppe i den kommende stue. Da Rosi nu var døbt Rosi, ville et rosa tæppe være helt perfekt. Jeg har broderet det af rosa kniple- og sytråd. Jeg fandt alle mine rosa garntyper frem og arbejdede med to tråde. Den rosa farve betager enhver kvinde  –  og selvfølgelig også Helga og Rosi.

For et par år siden opdagede min veninde Angelika Tauche-Eller glæden ved at arbejde med papir. Hun fremstillede æsker— smukke, interessante og eftertragtede. Nogle af disse æsker fandt også hen til mig, og den største blev således udenomstilbehør til Seiffnermøblerne.

Naturligvis kan jeg ikke placere ret mange miniaturer i denne lille stue, men nogle stykker er det da blevet til:

1 Den lille babykurv har jeg lavet for mange år siden. Med til indholdet hører en lille bamsedame og en lille 8 mm lang rangle.

2 Billedrammen er fra smykkefremstilling, rosen blomstrede i vor have.

3 Blåbærkagen er af FIMO, de bitte små blåbær er perler fra smykkefremstilling.

4 Rammen er fra smykkefremstilling, rosen blomstrede i vor have.

5 Stråhatten blev engang efterladt af en defekt dukke i folkedragt.

6 Skildpadden er fra Asien, den var bestemt til en bonsaihave.

7 Lampen stod i 70erne i min sættekasse— den virker ikke.

8 Den lille hest har jeg i 2018 bragt med fra Seiffen.

9 Det lille kors af sølv er fra et par øreringe.

10 Jomfru Maria-statuen er ny, jeg har købt den på en internetauktion.

11 Den lille glasflaske er fra Lauscha og allerede meget gammel.

12 Beaglen fra Erzgebirge passer på, at der ikke sker beboerne noget.

13 En Lykkemariehøne hører til ethvert hus.            

Nu er den lille bolig færdig. Helga og Rosi har en smukt hjem, og en dag får jeg helt sikkert at vide, hvilket firma der har fremstillet disse møbler. Måske I ved det?  Og gør I det, da send mig absolut en mail og del jeres viden med mig:

info@tortula.de

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich— www.tortula.de

Fotos: smuwebSign og Lene Byfoged

Postkortsamling: Else Weber

Og så er der kun tilbage at ønske jer

G o d     L æ s e l y s t

samt at glæde os til, at en eller flere af jer kender noget til de små møblers oprindelse  !

Min tipoldemors konfirmationskjole

Copyright for tekst og billeder: Lene Byfoged.

Når jeg syr tøj til mine dukker, kan jeg godt lide det bliver så autentisk som muligt. Jeg syntes det er i detaljen, det færdige resultat ligger. F.eks. til min fanødragt fik jeg lavet ravknapper på 1/2 cm i diameter hos en ravsliber og til min Sejerødragt, fik jeg lov til at komme i magasinerne på Kalundborg Museum, så jeg kunne se og mærke, de dragter de havde der.

Under research i min families historie fandt jeg et billede af min tipoldemor på min mormors side Ane Kirstine Christiansen (født Hindborg). Det er taget på hendes konfirmationsdag og det er taget på Liselund Slot på Møn. Hendes far Anton Charles Hindborg var skovfoged på slottet. Ane Kirstine er født d. 23. april 1854 og døde 24. December 1928.

Ane Kirstine på sin konfirmationsdag.

Jeg havde et antikt chinahoved liggende, som jeg syntes med lidt god vilje, godt kunne ligne hende. Jeg fik støbt nye arme og fine støvleben samt fik syet en ny krop til hende. Hun er 40 cm høj.

Jeg ved jo ikke hvordan hendes undertøj så ud, men sådan ser dukkens undertøj ud. Hun har også et par marmelukker på.

Jeg bestemte mig for at prøve at sy en kjole, der nogenlunde ligner hendes. Det var ikke nemt, da det er svært at se detaljerne ordentligt.

Jeg valgte et fint tykt stykke silke til kjolen. Den bliver knappet foran med 12 ensfarvede små knapper, jeg købte på en dukkemesse i Hamburg. Den smukke krave og de fine manchetter, har en dygtig pige kniplet til mig. På lommetørklædet har jeg hæklet en meget smal kant. Salmebogen mener jeg, at jeg købte i Paris.

Da alt, også krop og undertøjet, er syet i hånden, har det taget lang tid. Men jeg er glad for den og hun står som en del af min families historie. Hun blev født som datter af en skovfoged på et lille slot og døde efter et hårdt liv som bl.a. vaskekone.

Min fortolkning af Ane Kirstines konfirmationskjole.

Mange hilsner Lene