Påklædningsdukker og Pigedrømme

Tekst og billeder: Museumsvært Bente Elken Andersen ©

 Kære Læsere,

 Hermed Bente Elken Andersens invitation til påklædningsdukkeudstillingen på Slagelse Museum. Udstillingen åbnes med reception lørdag den 24. juni kl. 12, og Museet glæder sig til at se rigtig mange til åbningen, men også senere, idet udstillingen varer til den 13. august.

 Bente skriver:

 Det er en stor glæde for Slagelse Museum, at vi nu kan vise udstillingen

Påklædningsdukker og Pigedrømme

Udstillingen viser påklædningsdukker gennem alle tider og fortæller deres fascinerende historie – lige fra starten, da den franske Madame Pompadour tilbage i 1700-tallet morede sig med de små papirdukker –  til 1800tallets Neuruppiner –  og tiden op gennem 1900-årene – med højdepunktet i 50erne, hvor små piger gik til købmanden og købte en pakke Marie-kiks for mor, og begejstret kom hjem med en Marie-kiks-påklædningsdukke,. Og hvor næsten enhver lille pige kendte til –  og nød denne leg. Det var dengang vi også selv— til stor fornøjelse – fordybede os – tegnede og klippede vores egne dukker. Og så til nutiden, hvor påklædningsdukkerne går nye veje meddigitaliseret leg med modetøj og dukker.

Påklædningsdukken var leg – men de kom også til at præge pigerne – os der legede med dem – vore drømme og vort syn på tilværelsen. Vores forhold til det tøj, vi gik i, og som vi ønskede os – og vores kropsforståelse. Påklædningsdukken fortæller også om det skiftende syn på ting som kønsroller og børneopdragelse.

Nyd udstillingen og gense de mange dukker, som du måske kan huske eller selv legede med. Her kan du gense Store og Lille Marie, Den lille Prinsesse Margrethe, Gerda Vindings slanke modeller og Christels vovede teenagepige. Og meget, meget mere….   (Her på siderne nogle appetitvækkere fra udstillingen)!

Eller gå mere i dybden – og oplev, hvordan moden har formet sig og skiftet op igennem mere end et århundrede. Du kan også fordybe dig i temaer som ”Påklædningsdukkens historie” eller ”Nogle af de største tegnere.”

Udstillingen kan ses på Slagelse Museum fra den 24. juni og til den 13. august 2017, og

Den åbnes med en lille reception lørdag den 24. juni kl. 12.

 Der vil også blive mulighed for at deltage i aktiviteter i forbindelse med udstillingen. Sæt allerede nu tid af til at komme og se udstillingen – og tag også din veninde – din datter – eller dine børnebørn med og nyd en nostalgisk stund i selskab med de skønne gamle påklædningsdukker.

Venlig hilsen

Bente Elken Andersen

Museumsvært –  Slagelse Museum

Adressen er: MUSEUM Vestsjælland, Slagelse Museum, Bredgade 11A, 4200 Slagelse,

tlf: +45 5943 2353   – vestmuseum.dk

Åbningstider: ti-on-to 13-16, samt lø 11-14

Hermed lidt om museet:

Slagelse Museum er et lille hyggeligt museum, hvor vi bl.a. også har en rigtig hyggelig Håndværkergade fra 1840.

Vi håber selvfølgelig på godt vejr, for vi har også en dejlig have, hvor det er hyggeligt at spise medbragt mad eller en kaffekurv.

Vi ønsker jer alle og jeres familier en dejlig oplevelse –

God fornøjelse!

(Lene og Lise)

Dionne-Femlingerne

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 I fortsættelse af Maria Holms sammenligning mellem børnene i de to familier, er hermed lidt om Dionne-Femlingerne, som nogle af jer sikkert har hørt om, mens de for andre kunne være ukendte.

De fem piger kom den 28. maj 1934 til Verden i Callendar, Ontario-Provinsen i Canada. Deres forældre Elzira Legros og Oliva Dionne havde i forvejen fire børn. De små piger blev født to måneder for tidligt og blev lagt i store kurve dækket med varme håndkæder.

Pigerne blev kaldt:

1.Yvonne, død den 23. januar 2001

2. Anette

3. Cecilie

4. Emilie, død den 6. august 1954

Marie, død den 27. februar 1970

Der er således kun to tilbage, som nu bor sammen.

Femlingernes barndom blev ikke helt almindelig. Da de var 4 måneder gamle, mente myndighederne, at forældrene ikke var i stand til at tage vare på dem, ret underligt, for de havde trods ringe vilkår passet deres øvrige børn udmærket. Hvor meget man skal lægge i alt dette, ved jeg ikke, men de små piger blev i hvert fald anbragt i Dr. Dafoes klinik/hospital , et stort hus med have, en masse værelser og tjenende ånder. Huset lå på den anden side af gaden, hvor der meget snart opstod en forlystelsespark ”Quintland/Femlingeland”, hvor de besøgende på bestemte tidspunkter bl.a. kunne se femlingerne, vist frem som babyer og senere legende i sandkasse etc. Der var mange, som slog mønt af Quintland, som blev den mest besøgte forlystelsespark i Ontarioområdet.

Opslag fra Quintland, hvor man venter på næste fremvsining af femlingerne!

Det store hus eller den store klinik var selvfølgelig dyr i drift, men udgifterne blev rigeligt dækket af reklameindkomster, licenser til legetøj med mere, bl.a. blev der drejet tre film over femlingerne.

Pigernes dag var nøje tilrettelagt med spisetider, skoletid, toiletbesøg, legetid etc. Jeg tænker tit på, at det for pigerne var en stor fordel, at de havde hinandens selskab. Forældrene – især deres Far, forsøgte mange gange at få myndighederne til at ændre standpunkt, men først, da pigerne var 9 år gamle, kom de tilbage til deres familie. Familien flyttede derefter ind i et stort murstenshus.

Men …. Bagsiden af medaljen var, at Oliva Dionne, pigernes Far, hurtigt så fordelen ved at vise døtrene frem og lade dem optræde…

Annonce fra Alexander Dolls 1935 – Femlingedukker

Femlingerne var simpelthen blevet en kult, og man kunne få dukker, billedbøger, puslespil og sidst men ikke mindst påklædningsdukker af dem, samt meget mere, og her er det, jeg kommer tilbage til de dukker, Maria Holm omtaler i sin artikel:

Der blev fremstillet mange forskellige udgaver af femlingedukkerne, den mest kendte er helt sikkert fra Alexander Doll Co., som allerede i 1935 lancerede dem som babydukker, og senere fulgte succesen op med børnedukker, til nogle sæt hørte en sygeplejerske eller en doktor, og dukkernes udstyr var i hver sin farve, men også Arranbee, Freundlich og andre fremstillede femlingedukker, ja selv Japan kom med et sæt mærket ”Japan Dolls” – der er siden fundet flere umærkede sæt af ukendte fabrikanter. Alle dukkerne synes at være af kompomasse.

Sættet med æske (på skrå) med sygeplejeske er fra Freundlich, dukkerne er 17 cm høje og sygeplejerske 23 cm, alle kompodukker— I sættet med Dr Dafoe er dukkerne ca. 19 cm, og dr Dafoe 36 cm , kompodukker 1936. Sættet th er umærkede og af ukendt oprindelse, ca. 18 cm høje kompodukker fra midten af 30erne!

Jeg kender ingen, der ejer et sæt femlingedukker, til gengæld har de fleste påklædningsdukke-samlere et sæt. Det mest kendte er Palmolivesættet, som kunne købes via kuponer, og som udsendtes i mange lande, jeg har foruden det danske sæt, set det samme på svensk, hollandsk, tysk og engelsk. Også her havde hver femling sin egen farve. Der findes også babysæt, ark, samt et sæt med en femling i hver sin bog, de små bøger blev for ca. 25 år siden optrykt, jeg har købt mine i Legoland, men der er også andre sæt udgivet af kendte USA-firmaer. Desuden kunne man bl.a. få puslespil og billedbøger med femlingerne.

Ja, sådan kan det gå, for mig at se kom femlingerne fra asken og i ilden, da de kom hjem, og det viste sig da også, at de som 18-årige forlod deres hjem og ikke siden da havde ret megen kontakt til deres forældre.

Som en sidebemærkning kan jeg anføre, at der i 1936 fødtes firlinger i Danmark, en pige og tre drenge, men her satte forældrene straks en stopper for det begyndende hysteri ved at sætte et adgang-forbudt-skilt op i haven – og undlade at lade børnene optræde med mere. (Lidt må det dog have ført med sig, idet jeg husker et barndoms puslespil med de danske firlinger). Men det er en helt anden historie!

God Læselyst, og det kunne være meget spændende, dersom nogle af jer skulle eje et sæt femlingedukker, dem vil vi meget gerne se og høre om!

Når auktionsresultaterne foreligger, vender jeg tilbage med ”hammerslaget”!!

Blot et lille PS… I skrivende stund modtog jeg det nyeste Theimer-auktionskatalog, om hammerslagene den 28.maj 2017, og hvad ser jeg:

 En lille kurv med Dionnefemlinger i form af mignonnettes og blot 7 cm høje. De har bevægelige arme og ben, og ansigterne er smukt formet og malet. Vurdering mellem 675 og 900 d.kr. – Der står desværre ikke noget om mærkning og producent. Men hermed de fem små babyer.

 

Dionne Femlingedukkerne og Paula Pederson

© for tekst og billeder Maria Holm.

Gennem min blogging har jeg fået et meget værdifuldt venskab. Paula Pederson er datter af en fremgangsrig bygningsmatador i Seattle. Hans Pederson (1864-1933) stammede fra Stenstrup på Fyn, hvor han voksede op hos sine morforældre. Som tyveårig immigrerede han til U.S.A. Han arbejdede sig op til at forestå mange slags store bygningsværker, hvoraf mange står endnu. Foruden bygningsværker var det drænering af sumpområder anlæggelse af veje, kloakering og jernbanespor og meget andet.

Paulas mor var af fattig ukrainsk slægt, der var immigreret til Canada og hun mødte Hans, da hun plejede hans døende kone. De giftede sig hurtigt og tre måneder efter at Paula var født i 1933 døde faderen.

Moderen var 42 år yngre end Hans og omtalte ham aldrig bortset fra at hun havde fortalt engang at faderen var død som ung arkitekt i en bilulykke.

Først da Paula var over 60 år fandt hun ud af, hvilken fin og dygtig mand hendes biologiske far havde været. Mange fra hans slægt var kommet til Seattle for at arbejde for ham og han havde taget sig godt af alle. Da den økonomiske depression satte ind først i 1930’erne gik hans forretninger ned samtidigt med at han blev alvorligt syg.

Moderen giftede sig igen med en 18 år ældre mand og de levede som udenlandsamerikanere i tiden før 2. Verdenskrig. Det var Manilla, Shanghai og Honolulu. Det ydre og fine betød alt for moderen så børnene var mest sammen med barnepiger og overladt til sig selv.

Paulas bog Mysterious Builder of Seattle Landmarks er netop udkommet efter års intensiv research. Paula skildrer sit liv hudløst ærligt, som om det med ærlighed var en mangelvare i Paulas opvækst.

En situation, der ikke omtales i bogen, er hvor hun og moderen og lillesøsteren går fra borde tidligt om morgenen på første evakuering fra Shanghai til Seattle. Se historien i Paulas blog. I flere timer havde moderen lavet slangekrøller på Paula for at blive fotograferet på vej fra landgangen. Det hele for at blive fotograferet til bladene som High Society folk, der kom hjem fra udlandet. Paula er skrækslagen, fordi hun tror de bliver skudt af de mange blitz fra fotograferne.

Paulas billede.
Dionnequints Public Domaine fra Ontario Canada.

I bogen omtales kort fra Manilla at hun i fem års fødselsdagsgave fik Dionne femlinge dukker i ens tøj. Det må have været en meget fin gave på niveau med, hvad en prinsesse kunne få. Jeg måtte finde ud af noget mere omkring de dukker og det viste sig at være modeller af Canadiske meget smukke femlinger født først i 1930-erne af fattige forældre. De blev taget fra forældrene og opbevaret i et hospital, hvor folk kunne komme at se dem lege gennem glasruder. De var ni år gamle blev de sendt hjem til forældrene igen. Det gjorde man mod børn dengang. Jeg ved ikke, hvilke af dukkerne Paula fik, da de fandtes i  flere udgaver og årgange.

Marie, Emilie, Cecile, Annette and Yvonne

Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.

En stor tak til Maria!

Sjældent celloluidhoved

© for tekst og billeder Anne Friis.

Jeg har et meget sjældent celluloidhoved, kuglehoved med glasøjne og lukket mund i en yderst mørk farve – gulbrun er den nærmest – med lukket top. Der er skåret en rund kant så man har kunnet løfte toppen af, dog er det limet fint sammen og der er en paryk ovenpå, så det havde jeg ikke set, før jeg gik i gang med fotograferingen og ville fjerne parykken. Det sidste ryk ville frembringe et stort hul, så det gjorde jeg ikke. Parykken kunne ellers godt have trængt til en rensetur i Benzin. Den skårede cirkel er sikkert til isætning af øjne, der kan vippe. Drengen, som det kun kan være, har jeg købt for mange år siden hos Hilda, men kun hovedet, så jeg leder stadig efter en krop, som sikkert godt kan være en komposit eller papmaché krop, det har jeg set mange gange. Det kan, på grund af farven, godt være en asiatisk dreng, men jeg tror bare den er guldnet med årerne ret meget. Det skulle det nye materiale ellers ikke gøre, det er Cellulobrin en videre udvikling af celluloidet, som skulle have en masse bedre kvaliteter, f. eks. nævnes at :

  1. Den er ikke brandfarlig,
  2. Den kan vaskes
  3. Den er yderst holdbar.
  4. Cellulobrin vejer ikke meget.
  5. Bliver ikke gult, som alt andet celluloid (dette holder ikke).
  6. Den er gennemfarvet i hudfarven som er homogent forbundet, så farven ikke kan skalle af eller flage.
  7. Dette nye materiale er ikke dyrere end det gamle celluloid.
  8. Den er fint bemalet med et udsøgt fint barnligt udtryk i modelleringen.
  9. Det er muligt at fremstille i enhver model og størrelse.

Nedenunder står der følgende:

” Denne nye egenskab besiddes ikke af noget andet materiale, hvilket giver den fuldkommen nye muligheder i dukkeindustrien”, og så fabrikantens adresse. Jeg har ikke kunnet lade være med at oversætte den morsomme opremsning af alle disse uovertrufne egenskaber, som jo efter 100 år ikke ser ud til at holde spor. Men han er stadig en dejlig dreng, selv med diverse limklatter og små ridser, og man har sikkert ikke troet at den skulle holde så længe, som den jo har holdt. Materialet er jo fra omkring 1909. Legetøj bliver jo ikke regnet for noget, medens det bliver lavet, og dette passer bedre på vores tids ”brug og smid væk kultur”, men stod ikke for den tid, hvor det blev produceret.

Den er mærket F.S.& Co 1276/40 som står for 40cm. Denne er en decideret karakterdukke fra Franz Schmidt & Company, som er mest kendt for deres dejlige bisquedukker både som kuglehoveder og som skulderhoveder også med mange karakterer i bisque. Disse har jeg flere af. Men den er så tydeligt mærket at et andet firma er udelukket. Han har desuden det vi kalder åben-lukket mund med to tænder i, endnu en sjældenhed. De brune glasøjne gør ham yderst levende og aktiv, de vipper ikke så godt, synes jeg. Den er forstærket indeni med en kork plade, som er gipset på, men det er farligt med vippeøjne i celluloiddukker, det tunge blylod kan så nemt slå hul på celluloiden, og risikere at beskadige baghovedet, og sikkert mere efter så lang tid. Cellulobrin blev skabt i 1909 og er derfor lige kommet med karakterdukkernes frembrud. For det meste er disse lavet til K*R (Kämmer & Reinhardt) eller Kestner i celluloid, så S.F. & C. må være yderst sjælden. Alle de bøger, jeg har konsulteret, siger at de har lavet dukker i celluloid, men det må have været en meget lille produktion, da jeg ikke kan finde nogle billeder af dem. Der er kun vist en s/h reklame med et par fotos. Se side 255 i Cieslick’s leksikon samt side 131 i Sabine Reinelte’s bog. Netop derfor skal i se ham, måske er der andre, der kender disse typer.

Jeg har haft en dukke med cellowax, fra Kestner, nok en af de smukkeste, jeg har set, da voksen gjorde den helt mat og blød at røre ved, men ak og ve, den eksploderede til et dukkemøde. Den var oven i købet på original papmaché krop og med tøj, samt papmærke fra Kestner og i original æske. Men jeg har resterne, samt øjnene og parykken. Derfor gentager jeg min advarsel, vær yderst forsigtig med jeres celluloider. Jeg har et lysbillede af den, som jeg må se at få scannet ind, så I kan se den, som den så ud. Jeg mener kun det var Kestner, der brugte cellowax, men det kan dog ikke udelukkes, at der findes andre firmaer som brugte dette materiale.

En stor tak til Anne for, at dele denne artikel med alle de gode oplysninger.

Bornholms Kulturhistoriske Museum

© for tekst og billeder Lene Byfoged.

Under en ferie på Bornholm besøgte vi Bornholms Kulturhistoriske Museum i Rønne. Jeg havde læst, at de havde gammelt legetøj og så måtte det jo ses.

En af montrene med lidt af hvert.

Jeg var meget overrasket over kvaliteten af de smukke gamle dukker, der må have været mange familier på Bornholm, som havde råd til at give deres børn fint legetøj. Et meget stort og flot dukkehus, hvor der var åbent i to sider, var der også.

Det store flotte dukkehus.

Der var en del china og pariandukker. Desværre er billederne ikke de bedste, da de er taget gennem glasruder, men man får da en fornemmelse af dukkerne.

Nogle af dukkerne.
En fin mekanisk dukke, desværre uden øjne, men dog et klenodie.

Der var mange fine ting og det er svært, at vælge hvilke der skal vises, men især en dukke faldt mig i øjene. Et skulderhoved lavet af gul bornholmsk fajance af terracottadrejeren Jørgen Andreas Raaschou. Det kunne umiddelbart ligne et af hovederne fra den Kongelige Porcelænsfabrik, men den er grovere og ja, det  er lidt svært at se gennem glas. Se mere i artiklen om dukkehovedet, der er bragt for nylig.

Det spændende dukkehoved.

Der var selvfølgeligt mere end dukker til pigerne og så var der drengelejetøj. Nogle påklædningsdukker jeg ikke havde set før, var der bl.a. i museumsbutikken.

Påklædningsdukkerne.

Museet kan absolut anbefales, udover legetøj er der en stor samling af de smukkeste bornholmerure, en stue fra Christiansø, et gammelt klasseværelse, en købmandshandet, geologiske fund og meget mere.

Bornholms Kulturhistoriske Museum                                                                      Sct. Mortensgade 29. Rønne.

For åbningstider, priser m.m. www.bornholmsmuseum.dk

Mail: bm@bornholmsmuseum.dk tlf. 56 95 07 35.

Raggedy Ann og Andy

To kendte amerikanske dukker

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Jubilæumsdukke 1915:
Raggedy Ann 100 år.

Kender I mon Raggedy Ann og hendes bror Andy? To dukker, som oprindeligt var kludedukker, og som hele USA har taget til deres hjerter…. Selv er jeg desværre ikke ejer af dukkerne og kun af få eksemplarer af de mange påklædningsdukker, der er udgivet over dem…. Men jeg synes da, at I skal have del i min viden om disse dukker og deres baggrund…..

Raggedy Ann blev for over 100 år siden introduceret af den amerikanske forfatter Johnny Cruelle (1880-1938) og den 7. september 1915 tog han patent på dukken (D47789). Raggedy Ann er en kludedukke med rødt hår af garn og trekantet næse. Johnny Cruelles datter Marcella fandt engang på bedstemors loft en dukke nærmest uden ansigt. Der blev tegnet ansigt på hende, og for et manglende øje fik hun syet en skoknap på. Marcella legede meget med Raggedy Ann. I 1920 fik Raggedy Ann sin snart lige så populære bror: Raggedy Andy. Johnny Cruelles datter, Marcella, døde senere af en vaccination, en trist historie, men hendes Far huskede altid, hvor glad Marcella var for at lege med Raggedy Ann og Andy.

Dukkerne var enormt populære, og de mange bøger for mindre børn var og er stadig simpelthen et hit, idet alle amerikanske børn ejede mindst én af bøgerne. Der er i tidens løb udgivet tegneserier, påklædningsdukker og lavet film over dukkerne. McCalls — som er kendt for Betsy McCall-mønstrene samt andre elegante og fikse mønstre har designet en række mønstre, således at man selv kunne sy en Raggedy Ann og Andy.

Fra de mange udklip over påklædningsdukker, jeg har samlet, hermed et par udsnit. Mine yndlinge er det gamle sæt, som jeg fik kopier af gennem en amerikansk veninde. De sjove vers over deres tøj har jeg gendigtet.

Det næste sæt er det oven for nævnte, som Jean sendte mig. De to dukker er 30 cm høje, og versene efter Johnny Cruelles originale digt fortæller om Anns og Andys meriter. Digtet er over 100 gammelt og beskriver dukkerne og deres tøj fra dengang.…..

Hermed de to store påklædningsdukker og noget af deres tøj.

Raggedy Ann og Andy

 

Kilder: Udklip, påklædningsdukker, Wikipedia og Lise Clasen Research

 G o d   L æ s e l y s t

(Og nu jeg er spændt på, om nogle af jer ejer noget om Raggedy Ann og Andy)

Skabt af nød – en lille bondestue fra Wirsberg

Tekst og fotos: Sigi Ulbrich— www.tortula.de – ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

 Denne dukkehusfortælling er et unikt stykke historie, som Sigi Ulbrich fortæller på sin blog: tortula.de, og som jeg med glæde og interesse har læst og oversat, og som jeg med Sigis tilladelse her giver videre til jer. Hermed hendes spændende beretning:

 Jeg har aldrig rigtig tænkt over, hvad (Berufsverbot) Erhvervsforbud egentlig betyder, og herved mener jeg, hvilke indvirkninger dette har på den berørte person og dennes familie.

Erhversforbud (Berufsverbot) betegnes som en statslig myndigheds bestemmelse, som forbyder en person eller persongruppe at udøve visse virkefelter. (I en af mine tysk-danske ordbøger er begrebet forklaret således: forbud mod ansættelse af politiske ekstremister i offentlig tjeneste – Lise Brastrup Clasen).

Sådan står det beskrevet i Wikipedia, og sådan efterleves det for tiden i Tyrkiet. Men hos os i Tyskland? Tja, i fortiden havde vi naturligvis også meget af den slags. I tiden fra 1933 til 1945 og senere oplevede man bagsiden af medaljen.

En af dem, der blev ramt af dette i efterkrigstiden, var Friedrich Karl Boehner – eller som han hellere kaldte sig ”Fritz Boehner”. Han var til krigens afslutning en kendt og elsket filmproducent. Hans filmstudie lå i Gorbitz/Dresden. Kroen ”Zum Reichsschmied” (Hos Rigs-Smeden” ) fra det 19. årh., hvor der engang var   selskabslokaler med plads til 900 gæster, blev i 1938 erhvervet af Boehner og bygget om til Boehners filmatelier.

Efter i marts 1945 at være flygtet fra Den røde Hær vendte Boehner først hjem til sin fødeby. I 1946 kom ekspropriationen i Dresden, og da det føltes mest praktisk for ham, flyttede han kort efter DEFA til nogle bygninger, hvor han oprettede DEFA-filmstudiet med henblik på produktion af populærvidenskabelige film. I 1955 skiftede man over til tegnefilm, og indtil 1990 var han den kendteste tegnefilmproducent i DDR. Her skabte han talrige kendte dukke– og tegnefilm for børn, men udførte desuden bestillingsopgaver til DDRs fjernsyn og offentlige arrangementer. For nogle år siden var vi på de kanter og så huset, men det sagde os ikke ret meget.

Og nu spørger I sikkert, kære læsere, hvordan det er lykkedes mig at bygge bro fra filmproducenten Fritz Boehner og over til en lille bondestue – Svaret er ganske enkelt: Han har bygget bondestuerne.

Efter flugten i 1945 og ekspropriationen 1946 forsøgte Boehner sig først i Wirsberg/Oberfranken— i nærheden af sin fødeby Erlangen— at etablere sig med en ny filmproduktion. Men den amerikanske besættelsesmyndighed nægtede ham tilladelse.

Tvunget til arbejdsmæssig lediggang søgte han efter en ny indtægtskilde og fandt netop denne i nødkvartererne i Wirsberg. Her byggede han sammen med hjemmearbejdende mennesker— overvejende flygtninge fra Øst, der ligesom han havde fundet husly i disse barakker— små bayriske dukkestuer. Hans målgruppe var de amerikanske soldater, der skulle hjem, derfor skulle dukkestuerne være små, stabile og til en overkommelig pris. Produktionsomkostningerne blev indskrænket til absolut minimum.

Jeg ledte meget længe efter Wirsberger dukkestuerne. I januar 2012 blev endnu engang en stue sat på auktion på Ebay, og den 29.1.2012 bød jeg på den. Den blev udbudt som ”Bayrische Puppenstube Made in US Zone Germany” (Bayerisk dukkestube produceret i Den amerikanske Zone i Tyskland). Den blev min for 22,50 Euro. Det var fordelagtigt, da den lå i sin originale æske. Men man ser sjældent salg til højere priser, selv om mange sælgere drømmer om en højere pris.

Hvor jeg end så disse stuer, var indretningen den samme. Kun gardinerne og puderne var i andre farver, materialer og mønstre. Et sådant udstyr var ofte usædvanligt at finde i så små stuer. Meget sjældent kunne man genkende en tidligere ejers kærlige hånd. Dette undrede mig meget, men da jeg åbnede låget på den smukt trykte æske med min stue, fik jeg forklaringen.

De små møbler er limet fast, dvs. i 1947 – med en lim, som sikkert har været fyldt med skadelige stoffer, men til gengæld har været virkelig stærk, og som efter 70 år stadig holder.

Glad som jeg var, skrev jeg til mine veninder om dette køb og …. Overraskelse! Stefanie Ludwig skrev tilbage ”Jeg har også én!” Og selvfølgelig måtte jeg vide mere om den. Hun kunne dog ikke fortælle mig ret meget. Ifølge beretninger fra sin Mor og Far havde de i slutningen af fyrrerne modtaget denne dukkestue som betaling fra en kunde. Hun huskede, at hun af og til sammen med sin mor havde set på denne stue. Men hun havde ikke leget med den.

Nå ja, det gik jo heller ikke, da dukkestuen ikke er egnet til leg. Desværre står den godt pakket væk bagest på familien Ludwigs loft. Men, hvilken lykke, Steffie har fundet ældgamle fotos (1975) frem, som jeg fik lov til at vise her. Disse fotos har ganske vist lidt under opbevaringen i over 40 år, men…. Min mand ”fotobearbejdningskunstneren” har med tålmodighed og Photoshop sat dem sammen –  til en dobbeltstue – og det synes jeg, han har gjort godt.

Straks da jeg pakkede stuen ud, opdagede jeg de tre vinduer med de malede skodder. Min mand kunne slet ikke lade denne chance gå fra sig og lavede straks en af sine yndlings: ”Se blot her-optagelser!” Mini-Edi ,med den lille blå hue – en gave fra min veninde Jutta – flyttede ind i stuen til billedet… Nu er jeg slet ikke for så meget dikkedik, men her må jeg ganske enkelt sige: ”Åh hvor sødt!”

Farven i stuen skal man sikkert vænne sig til. Jeg husker disse farver ganske godt. Man må ikke røre ved dem, så smitter de af og forsvinder. Kridt! I min barndom havde vi sådanne farver på væggene i toiletrummet. Man måtte ikke se på dem med hvasse blikke, for så smuldrede de. Således også her i ”Den pæne Stue”. Men ellers har der aldrig været leget med den, den er hverken til støvet eller gulnet. Som ny!

Fra den første prøveopstilling med ”Ubegrænsede muligheder” – en Edi-dukke – den bliver i stuen. Hattebæreren flyttede ind her – dog er det ikke godt for et menneske at være alene. Han måtte have en kone. Jeg klædte en lille nøgen Edidukke på ved mit køkkenbord. Jeg var ikke helt tilfreds med resultatet. I mellemtiden har jeg med et lille trick gjort ovedelen mere påfaldende. Nå, det er egentlig også lige meget. Det allerbedste er i virkeligheden kosten, sådan en lille bitte kost har jeg aldrig før set. Jeg fik den engang af Gabo Richter. Jeg vil forfærdelig gerne vide mere om, hvor denne kost stammer fra.

Man kan ikke vide alt om alting!

Den pæne Stue

Bordet er dækket til et måltid med brød, hvad man ikke nævnte under auktionen. Under en anden auktion mangler disse ting fuldstændig. Man har lov til at være heldig: Et ølkrus og to skiver brød – sandsynligvis med Obatzter (Obatzda eller Obazda) – som pålæg (Obatzter er en osteret fra Bayern og kan staves på flere måder –  Lise Brastrup Clasen). Denne ret ligger på et ”træbrædt” af pap, og yderligere tre smørbrikse står på bordet. Således kan den nye husherre gå direkte til bords. ”Dös is pfundig!” som man siger i Bayern: Det betyder ”Det er storartet!”

Det er også smukt at betragte det sarte kalenderbillede. En afrivningskalender! Den passede så godt til stuen på den tid – i dag findes sådanne kalendere næppe mere. Jeg havde en, da jeg var 6 1/2 år gammel. Her stod hver dag et nyt bibelsk vers. Desværre var alle årets blade revet af allerede i marts. Da havde min bror fødselsdag, og jeg ledte efter et smukt vers, som jeg ville skrive på et stykke papir som fødselsdagsgave til ham – jeg kunne virkelig både skrive og læse allerede som 5-årig, jeg var umættelig med hensyn til eventyr og fortællinger. Mine søskende havde ikke lyst til at læse det højt for mig, som jeg gerne ville høre, derfor lærte de mig at læse. Men siden dengang har jeg elsket afrivningskalenderne.

Ser man nøje efter, opdager man, at også Steffies kalender er tiltænkt år 1947, og at også her ligger noget på bordet. Jeg går ud fra, at der lige som hos mig er dækket op til et måltid med brød. Som forventet er gardinerne og puderne også af helt andre stoffer end i min stue. Det er bare sådan, at man har brugt, hvad man havde i kludebunken. Jeg er glad for, at jeg kun har gennem beretninger har hørt om de tider.

En af disse store puder ligger på hjørnebænken i stuen. Den er stoppet fast. Den er af stormønstret skots ternet groft stof, sådan ville en pude ikke se ud i dag.

Ved begge vinduer hænger et glat lyseblåt gardin af fint bomuldsstof. Der er ikke isat glasruder. Gardinkapperne er fastgjort med blot ét søm, og af og til må man rette på dem, således at de sidder lige.

Kakkelovnen er udpræget smuk, og man kommer straks til at tænke på de kolde vinteraftener med stegte æbler.

Det lille vægur er ganske flot. Pendulet er en lille tråd. I modsætning til uret i en artikel, jeg engang læste i Bayrischer Rundschau, viser mit ur kl. 2, og jeg tror, at der mens kl. 14.00. For øvrigt viser urene til modeljernbaner overvejende 5 minutter i 5.

Soveværelset

Soveværelset er malet i en rød farve, som nærmest går over i orange. Iøjnefaldende er den nydelige spejlkommode. Det lille spejl er bare et tykke sølvfolie. Men alligevel!

De tykke puder og dyner i sengen var overraskende: to stk. med fast stoppede grove betræk. Også her igen i et ret stort mønster. Puderne i den lille bitte vugge er lige så stormønstrede og fast stoppet.

Puderne er limet fast i vuggen. Men jeg synes nu, at der skal ligge en baby i vuggen. Jeg løsnede forsigtigt puderne – det gik heldigvis godt og uden at beskadige puderne – og jeg fandt en passende baby til familien.

Babyen er af hårdt plastic fra ”Plastic Baby”, jeg mener, den er fra 60erne. For at det skulle gå hurtigt, har jeg bare hæklet en enkel løjert til den, dvs. ingen lille jakke eller små sparkebukser. Det er nemt at se størrelsesforholdet sammenlignet med 1 cent mønten.

Det ser ud til, at vuggen er limet skødesløst fast. På farven ser man, at den ikke senere er faldet af, men er blevet malet i denne tilstand. Hurtigt og ikke dyrt var mottoet i barakkerne i Wirsberg.

De rosa gardiner med diskret mønster er limet fast til gardinstængerne, ogg disse er derefter sømmet fast til stuevæggen. Sengeforliggeren er limet fast til gulvet. Den er helt enkelt lavet af en stykke uldstof. Den lille dug på frisérkommoden er ligeledes af et fastlimet stykke stof.

Klædeskabet er af en træklods. Ser man nøje efter, har den en lille krone, og man kan da forestille sig, at et sådant miniatureskab kunne have Kuhns dukkemøbler som forbillede. Skabsdørene kan ikke åbnes. Skabet er limet på en tynd bemalet plade. – I skrivende stund ved jeg ikke helt, om pladen er af pap eller tyndt træ. Som det ofte kan ske, er pladen gået lidt løs, hvad overrasker meget, da alle dele er klæbet fast med en meget kraftig lim, og man kan næsten ikke forestille sig, at sådan et lille hjørne kunne gå løs.

Betragter man dukkestuen udefra, kan den kun betegnes som virkelig rustik. Med undtagelsen af skodderne, er den absolut fremstillet af råt, ubearbejdet træ. Næsten ikke slebet. Men det gør stuen charmerende, ikke sandt? Den tykke bundplade – med den store indfatning i ”Den pæne Stue” – har en revne i venstre side. Heldigvis er denne revne stadig begrænset og løber ikke gennem hele konstruktionen af huset. Kigger man efter på undersiden af stuen, ses tydeligt, hvorledes revnen stopper ved logoet. Mon revnen kan bremses med papirlim? Det håber jeg. Iøjnefaldende er de relativt tykke søm, som holder sammen på huset.

Mærkningen af Wirsbergerstuen får dig til at ønske mere viden — ud fra den betragtning, at man ikke ved ret meget om Wirsberger værkstederne.

Made in Bavaria! (Fremstillet i Bayern) … Mon situationen i 1947 virkelig var så uklar, at man i Wirsberg har drømt om en selvstændig stat? Nå, ja, i mellemtiden ved man nu, at det havde set mere realistisk ud med betegnelsen Made in Germany (Fremstillet i Tyskland).

Selv om man klart og tydeligt stadig kan læse de viste papirlogos og stempler, kan man i dag ikke finde mere om Wirsberger Værkstederne, men i det mindste findes der endnu i dag i München en erhvervssammenslutning. Jeg holder af standhaftighed, som for mig ikke betyder stilstand, men sikkerhed.

Huset, møblerne, ja også æsken er malet hhv. dekoreret med hjerter og kornaks. Særligt aksene er påfaldende. Det som ved første øjekast ser ud som en stiliseret blomst, f.eks. på kakkelovnens krone og omkring spejlet på frisérkommoden, går igen på huset. Også hjerterne er sammenfattet til en ”blomst”.

Hermed nogle tekniske data for Wirsbergerstuen, når der ikke er angivet andet, forstås målene som bredde x dybde x højde i cm:

Æsken: 32 x 14 x 11

Selve kassen: 29,6 x 12 x 9

Stuen indvendig: 13 x 11,5 x 8

Klædeskabet: 7 x 5,8 x 2

Himmelsengen: Længde 6,4 x 4 x 5,8

Kisten: 4,6 x 2,3 x 4,6

Bordet: 5 x 3 x 3

Gardinstænger: Længde 5

Stole: siddehøjde: Højde: 2

Vugge, indvendig: 2,7 x 1,8

Vugge: Højde 2,5

Kalender 2,8 x 1,5

Urskive: 1 x 0,8

Ølkrus: Højde: 0,8

Som altid hos mig holder hund og kat og frem for alt en lille skildpadde indtog i stuerne, både i dem hvor der bor mennesker og i dem, hvor der bor dukker.

Min mand har til dukkestuen fået fremstillet en smuk overdækning mod støv. Sådanne kasser er ganske vist ret dyre, men beskytter næsten 100% mod støv. Frem for alt bruger jeg dem for at undgå, at de bitte små ting falder ned og forsvinder i støvsugeren for aldrig at blive fundet igen.

En henrivende lille dukkestue – også selv om den absolut ikke var egnet som legetøj.

Den lille Kuhnstue i trækassen ved siden af er beslyst, hvad jeg naturligvis syntes var meget smukkere. Da der så for nogen tid siden kom en tredje lille dukkestue hen i dette hjørne, gik jeg i gang med at løse ”Problemet”. Jeg indkøbte bitte små lyskæder med batteriet og LED-teknik. Nu har vi ingen mørke kroge i vor opholdsstue. Batterierne holder evig med disse LED-kæder.

Så smukt !

 Hvad der under alle omstændigheder skal nævnes: Fritz Boehner modtog i 1956 ”Das Bundesverdienstkreuz 1. Klasse”! (Fortjenstkorset af 1. klasse = en Stor orden i Forbundsrepublikken)!

Kære Sigi, vi siger hermed tusind tak for din dejlige og unikke beretning om tiderne efter 2. Verdenskrig!

Lene og Lise!

Spændende dukkehoved fra Bornholm

(C) for billeder Barbara F. Clemmensen og for tekst Lene Byfoged.

Mit ikke særlig skarpe billede af dukkehovedet.

Under en ferie på Bornholm i sidste uge, besøgte vi Bornholms Kulturhistoriske Museum (artikel fra selve besøget kommer senere). Her så jeg i legetøjsafdelingen et spændende dukkehoved, som jeg syntes mindede en del om dukkerne fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.

Da vi kom hjem kontaktede jeg museet og har fået den mest fantastiske hjælp. Registrator Barbara F. Clemmensen, har taget dukkehovedet ud af skabet og taget de dejlige billeder, så vi kan se det uden genskin fra glasset og jeg har fået tilsendt det materiale de har vedrørende hovedet. En dejlig oplevelse.

Jeg blev nysgerrig og googlede terracottedrejer Jørgen Andreas Rasch, som ifølge beskrivelsen ved hovedet, havde lavet dukkehovedet. Jørgen Andreas Rasch blev født i 1837 i Rønne og døde i 1877 i Rønne. Mellem 1868 og 1871 boede han på to forskellige adresser på Frederiksberg. Ifølge museet er det dog ikke helt sikkert, at det er ham der har lavet det.

Og hvorfor er det interessant? Jo for i de år kan han jo sagtens have arbejdet på Den Kongelige Porcelænsfabrik, der lå på Frederiksberg og her fået inspiration til, at lave sin egen udgave af deres dukker. Måske har han haft tilgang til en form og så selv sat sit eget præg eller han har modelleret den selv. Det er ikke til at finde ud af på nuværende tidspunkt.

Dukkehovedet er lavet af gul bornholmsk fajance og virker derfor lidt groft, men det er et meget smukt hoved. Det måler 9 cm. i højden. Jørgen Andreas søn, skriver til til Bornholms Museum i 1983, at han formoder det er lavet i Rønne. Som det ses har det tre “syhuller” på hver side af skjoldet, lige som dem fra den Kongelige Porcelænsfabrik.

Om der har været en dukkeproduktion på Bornholm, kan museet ikke svare på, men de har nogle potteskår fra et dukkehoved, også af gul bornholmsk fajance.

Det smukke hoved, det er tydeligt at det er et grovere materiale end den bisque, de Kongelige dukker er lavet af.
Den smukt modellerede knude i nakken.
Her kan man se hvor smukt det modellerede hår, er malet så det fortsætter ned ad nakken.
Det smukke hår.
Mærkningen i hovedet er museets registreringsnummer og har intet med hovedets oprindelse ar gøre.

Et kæmpestort tak til Barbara F. Clemmensen og Bornholms Kulturhistoriske Museum, det har været en fornøjelse.

Skulle der være nogen, der har oplysninger der kan hjælpe os yderligere, modtager både museet og vi meget gerne yderligere oplysninger.

 

KADER-Dukker

(Populært kaldet Globus-dukker)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 For ca. 25 år siden   – engang i 1992 – blev der af af Pauline Lucky, USA, udgivet en bog: Dolls in Denmark, hvor hun beskrev flere dukker produceret , designet eller simpelthen lavet af danske dukkemagere. Under et af afsnittene stillede hun spørgsmålet: KADER-dukker, hvor kommer de fra, er de danske?

Dette gjorde mig selvfølgelig enormt nysgerrig, og jeg startede med at søge i Coleman.s: the Collector’s Encyclopedia of Dolls, bind 2, men her står blot følgende: Kader: Navn fundet på celluloiddukker….

Mærket tv er det, jeg fandt i Coleman’s Encyclopedia, mens det th er det viste i Dukkemagasinet nr. 8!
Skitse af min ca. 30 høje dukkepige, mærket B3515 og ellers som mærket th.

Og der vises et mærke med en globus. Dette mærke med globus findes på mange dukker, og jeg viste allerede i Dukkemagasinet nr. 8 et Kader-mærke, hvor der desuden stod ”Made i Hong Kong”. Altså vidste jeg, at dukkerne ikke kunne være danske.

Dukkerne er heller ikke af celluloid, men af plastic, idet jeg selv ejede en KADER-dukke på ca. 30 cm, en yndig pigedukke med modelleret hestehale, lukkeøjne, bevægelig arme, ben og håndled. Hun var mærket B3515 og Made in Hong Kong. Se min skitse over dukken set forfra og i profil. Denne dukke havde jeg fået foræret sammen med mange dukker i en kasse, og alle dukkerne er fra halvtredserne. OK KADER Corporation opererede i Hong Kong mellem 1950erne og 1970erne. Nogle Dukker ligner dem, der bærer Evergreens Logo, men det vides ikke, om firmaerne var rivaler eller havde forbindelse med hinanden. (Måske en af jer ved noget mere om det!) Man regner desuden med, at Evergreen har forbindelse til gruppen af Pedigree/Lines Bros.

Så langt —så godt, men i den følgende tid kom jeg med i mange debatter, hvor en del samlere og andre hele tiden, påstod, at KADER-dukkerne var af celluloid. Nu var gode råd dyre… eller… Jeg kontaktede et par udenlandske dukke-eksperter, sammen med hvem jeg foretog følgende sammenligninger:

A: KADER: Disses populære dukker nåede deres højdepunkt i Hong Kong i 1960erne og 70erne. De er almindeligvis mærket i nakken mded initialerne O.K. og nedenunder med ordet KADER, samt nogle tal. Tallene angiver dukkens størrelse i tommer (én tomme er 2,54 cm). Normalt står der også Hong Kong.

A: CELLULOID: Gennem tiden har jeg undersøgt mange celluloiddukker, men er aldrig stødt på en celluloiddukke, der er lavet i Hong Kong. Celluloiddukker blev ellers fremstillet i det meste af verden, hvor Tyskland, Frankrig, England og Japan var hovedmændene bag fremstillingen, og de fundne dukker er da også fremstillet for over 50 år siden.

B: KADER: Dukkerne er fremstillet af to forskellige materialer, idet hovederne er lavet af HÅRD plastic, som kan repareres, mens kroppene er af en meget tyndere type, som det er næsten umuligt at reparere.

B: CELLULOID: Her er hele dukken lavet af sammen type materiale (celluloid), enten den kraftige kvalitet fra førkrigsårene, eller den tyndere type, hovedsagelig fremstillet i Japan i 50erne. Disse dukker kan repareres af en kompetent dukkedoktor.

Og sådan er lemmerne fastgjort:

C: KADER: OK-KADER-dukkernes arme og ben er fastgjort med ”kuglerne” for enden af lemmerne – se de sammenlignende illustrationer. Disse ”kugler” ”skrues” ind i de bløde kroppe. Hovederne er fastgjort pålignende måde.

C: CELLULOID: De bevægelige lemmer på en celluloiddukke er ALTID opstrenget med elastik. Almindeligvis fastgøres arme og ben gennem huller i elastikken— se de sammenlignende illustrationer.

D: KADER: Desuden kan du på illustrationerne se, at KADER-dukkerne har bevægelige håndled, som ligeledes ”skrues ind i underarmen ved håndleddet.

D:  CELLULOID: Der findes ganske få smukke. gamle førkrigs-celluloid-dukker (almindeligvis af tysk oprindelse) med bevægelige hænder. Disse er altid strenget op med elastik —dvs. de er aldrig ”skruet” ind i håndleddet.

Typisk KADER-Baby!E:

E: KADER: Somme tider fortæller samlere, at de ejer celluloiddukker, som er mindre end ca. 50 år gamle, men måske de tager fejl, du kan altid bede vedkommende om at vise dig mærket, og står der f.eks. O:K KADER, er dukken af plastic og ikke af celluloid. Det samme gælder også flere andre mærker….

E: CELLULOID: På grund af materialets lette antændelighed ophørte fremstillingen af celluloid lidt efter lidt. Dog fortsatte produktionen af dukker, specielt de tyske skildpaddedukker. Disse dukker fremstilles nu af en plasticblanding kaldet Tortulon, et materiale, der ligner celluloid ret så meget.

Celluloid eller plastic:, udviklingen kan man ikke stoppe, og både celluloiddukker og dukker af plastic er store samlerobjekter, ren nostalgi. Og mange har i deres samling begge slags. KADER sendte mange babydukker, barnedukker og teenagerdukker på markedet, men særligt babydukkerne blev populære, og de er rigtig søde.

Tidlige KADER-Babyer kan være umærkede, men kan ofte identificeres: de findes i størrelser lige fra 9 til 60 cm. Hovederne kan være lavet af hård vinyl, som ligner hård plastic meget. De fleste babyer er mærket på bagsiden af torsoen og somme tider også på hovedet, f.eks. Med ”B 3520”. B’et betegner muligvis BABYdukke, 35 kan være formens nummer og 20 referere til størrelsen 20” (ca. 50 cm). Hals eller hoved kan være mærket på lignende måde: f. eks. angiver ”20BH” det matchende 20” dukkehoved.

Og som sagt har de almindeligvis lukkeøjne og tunge, modelleret hår og er klædt på som drenge eller piger. De fleste har ekstra led ved hånden, dvs. bevægeligt håndled.

Hermed en lys og en mørk KADER-baby af mærket ”B3520” – samt en sjælden KADER-baby med paryk, også på 20” –
dvs. de er alle 3 ca. 50 cm høje.

 I løbet af 1960erne blev KADER-babyerne fremstillet med bløde vinylhoveder, men på samme type kroppe.

Den type vinyl, som blev anvendt til KADER-dukkekroppene, var ofte tynd og voksagtig og blev meget ofte forvekslet med celluloid, hvad ikke er korrekt. KADERdukkerne var og er af vinyl/plastic.

Hong Kong-firmaet fortsatte til midten af 1970erne, men da arbejdskraften efterhånden blev billigere i Taiwan og Philippinerne, gik man over til produktion derfra. Den multinationale alder var startet.

Portræt af en ca. 20 cm høj KADER-baby!

Nu glæder vi os til at billeder og få beskrivelser af jeres KADER-dukker og gerne flere oplysninger om KADER, idet mange af jer helt sikkert har en eller flere af slagsen i samlingen, og nogle af jer endda dem alle!

 God Læselyst!

En toårigs univers

© for tekst og billeder Maria Holm.

Jeg har haft en oplevelse med mit toårige barnebarn, som gik mig til hjertet. Som nogle af jer ved har jeg altid været fascineret af barnevogne og babyer og babyudstyr. Dette barnebarn deler min interesse. Det er ikke alle små børn, der går op i babyer og udstyr. Nogle elsker tøjdyr og bamser. Jeg har aldrig haft noget af det, og skønt jeg godt kan se, de kan være søde, ved jeg ikke rigtigt, hvad der ideen med dem.

Jeg har mange dukkevogne med gamle porcelæns- og celloiddukker. De fleste bliver sat væk, når børnene kommer. To mindre vogne kommer ned i stueplan med nye babydukker, når børnene kommer. En enkelt klapvogn er der også. Jeg fandt den tjenlig til storskrald udenfor et hus. Der manglede kun en bred strop, som jeg nemt kunne erstatte. Den blev brugt meget af den lille, idet alle dukkerne og en enkelt bamse skulle sidde der med et ben i hver åbning, ligesom hun selv sidder i sin autostol.

Når vi skulle hente noget i de værelser, hvor de lidt sartere vogne og dukker stod, gik den lille fra vogn til vogn og kiggede grundigt ned. Hun sagde:

                          Mormor barnevogn!

i spørgende og konstaterende tonefald. Hun er også den eneste af mine børnebørn, der har fået øje på mit vitrineskab med dukker og udstyr. Igen konstaterede hun, at det var mormors. Hun ville gerne åbne dørene, men jeg nøjedes med at vise hende tingene fra øverst til nederst.

Hun faldt for en gammel ret solid celloiddukke som siger “Ahhh” når den holdes på en bestemt måde. Den har et utroligt smukt og livagtigt ansigt og det var tydeligt, at den appellerede mere til hende, end de tre moderne bløde dukker, jeg har købt til hendes rådighed ved besøg. Jeg vogtede nøje på hende, mens hun legede med den, men det gik godt og hun var meget god og nænsom med den. I et uset øjeblik lagde jeg den væk, da den er uerstattelig. Mange gamle dukker har intet mærke i nakken og dermed kendes oprindelsen ikke.

Gammel celloiddukke fra tidlig .1950
Glasdukke fra Erik plus en af de nye i stoflift.

Billederne er taget mellem kl. 07 og 07.30 om morgenen påske lørdag.

Det at hun havde flere vogne var en ekstra finesse for på et tidspunkt trak hun rundt med dem begge fra stue til bryggers. Hun er vant til at komme i vuggestue, hvor hun og de små kammerater bliver lagt i krybber. Jeg gætter på, at det er så genkendeligt for hende, at hun leger med vognene ved at dukkerne kommer op og ned under dynerne. Det er endnu for svært at klæde dukkerne på.

Køjesengen fra min far.

Jeg fandt også min gamle køjeseng frem. Min far lavede den til mig, da jeg var knapt seks år. Min mor havde sat blomsteroverføringsmærker på. Det var det vigtigste for mig. Den sagde hende ikke noget, da hun ikke kendte køjesenge. Jeg kendte heller ikke til køjesenge. Min far har moret sig ved at lave den  ligesom han lavede to potter i et møbel i teaktræ. En lyseblå og en lyserød potte i hård plastik. Vi var tvillinger, så det syntes han var sjovt. Den har jeg ikke mere.

Hvad der ville have været en drøm for mig at have fået fremfor køjeseng og pottestol

Det kæreste eje, jeg fik var denne dukkeklapvogn, som min far havde lavet temmelig godt i forhold til, hvordan en klapvogn så ud dengang. Desværre brugte min far hjulene til en kørende indkøbsvogn tyve år senere og den forsvandt på den måde.

Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957.

Tusinde tak Maria, for at vi endnu engang, må bruge en af dine dejlige artikler.

Lene