A n k e r – B a m s e r n e

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Anker Plüschwarenfabrik GmbH – München-Pasing

 Da jeg engang stødte på noget om ”Anker-Bamser”, blev jeg selvfølgelig nysgerrig, da disse bamsebasser var ukendte for mig. Jeg ledte i flere bøger, og her er, hvad jeg fandt ud af om disse bamser.

Logo blåt og sølv – med liggende løve og anker !

Den viste bamse fra 1957 kan slet ikke lyve sig fra at ligne nogle forfædre, idet han har stor lighed med Hermann-Bamserne. Den første bamse af Hermann-familien kom som bekendt frem i stamhuset Johann Hermann. De fire efterkommere fremstillede senere uafhængigt af hinanden både bamser og plysdyr. Johann Hermanns ældste søn, Artur, overtog i 1919 sin fars firma, og i 1940 flyttede han fra Sonneberg til München og fremstillede bamser under navnet J. Hermanns efterfølger.

I 1954 solgte Artur Hermann sin virksomhed til ”Anker Plüschwarenfabrik GmbH”, og designet af de klassiske Hermann-Bamser blev således overtaget af Anker. I begyndelsen benyttedes et logo med et anker. I 1957 er det en liggende løve med anker. Det gengivne brystmærke viser firmalogoet i blåt og sølv. Bagpå står: ”Anker Plüschtiere aus München”.

Da salget i begyndelsen af 1970erne gik tilbage, overdroges hele firmaet til ”Hegi” i Nürnberg og derefter til Schuco. I München blev der fremstillet bamser indtil 1976, hvor Schuco gik konkurs, og produktionen af plysdyr blev indstillet.

Umiskendelig lighed med Zotty-Typen !

I salgskataloget fra 1957 ses den klassiske bamse af mohair med lukket mund og indsat, korthåret snude. De let bøjede arme og de rødbrune indfarvede glasøjne med sorte pupiller viser tydelige kendetegn fra den klassiske Hermannbamse.

Desuden kan du se en bamse i ny og ubrugt stand, den er stoppet fast med træuld og er syet af brunmeleret kunstsilkeplys. Indersiden af ørerne og den indsatte snude er af korthåret, beigefarvet mohair. Den håndsyede søm sidder på ryggen af bamsen. Næsen er broderet på tværs med sort. Bamsen har ingen kløer.

Den beskrevne bamse ses her i profil og forfra! Han er 40 cm høj, og som nævnt af kunstsilkeplys, et ret sjældent materiale! Han har sit originale logo på brystet, og hans profil har tydelig lighed med Hermann-bamserne

Ankerbamsen viser også tydeligt slægtskab med Zotty-typen – bamse med åben mund. Den her viste bamse er af sølvmeleret mohairplys, med sølvbrune indfarvede glasøjne. Munden er åben, og filtet i den åbne mund er i en kraftig rød farve. Poter og fodsåler er af beigefarvet filt. Han er blødt stoppet, og i modsætning til Steiffs Zotty har denne bamse ingen broderede kløer og heller ikke lyst brystparti.

Kilde: Lise clasen Research.

 Ankerbamserankerbamserankerbamserankerbamserankerbamser

Mølædt – hvem, mig???

© for tekst og billede Anne-Lise Crety

Min dejlige og mange årige veninde Anne-Lise, har for mange år siden skrevet denne søde historie, som jeg før har bragt andetsteds og jeg har fået tilladelse til at bringe den her på Bloggen.

Hvor har det da været er rædsomt vejr i sommer! Ja, ikke fordi det har generet mig særligt meget, men det er da synd for menneskerne i mit hus. De kigger ustandseligt ud af vinduet og taler ustandseligt om skyer, regn og kulde,  – ja specielt det sidste kan jeg godt følge dem i, det er ikke særligt rart at fryse.

Vi bamser fryser jo normalt ikke så let som menneskene, men jeg husker dog én episode, hvor det blev for meget af det gode, selv for en gammel nordbo som mig.

Gammel, det er jeg, det ses på mig. Jeg er ikke som vore dages bamser lavet af farvestrålende nylonpels, men har et mere diskret, nærmest camoufleringstilstræbt ydre. Jeg er nemlig i begyndelsen af 40-erne, syet af en gammel soldaterfrakke, kaki, og af lidt fast tykt uldstof. For at live op på det har jeg fået lyserødt stof i ørerne og på fodsålerne, og om halsen sidder en rød sløjfe, der nu er meget falmet og lidt frynset. Jeg er, som I vil se, ikke ligefrem nogen hjerteknuser, og siden min første ejermand, lille Karen, blev voksen og siden meget gammel og for nylig døde, er der da heller ingen, der har krammet mig og betroet mig alverdens sorger og glæder.

Da min Karen døde, skulle jeg have været smidt i containeren sammen med en masse andre overflødige ting, som hendes familie ikke ville have, men til mit store held blev jeg og min fætter alligevel lagt til side, og vi fik en tilværelse hos en bamseven. Min fætter må jeg også hellere beskrive lidt nærmere. Han er lidt større og lidt yngre end mig, det kan jeg ikke løbe fra. Hans røde sløjfe er ikke helt så falmet og flosset, og så er han syet af brunt, blødt plys fra en damefrakke engang i 50-erne. Den nøjagtige dato er han ikke selv klar over. Det har jo gennem årene hos Karen tit såret mig, at hun mange gange hellere ville kæle med Bløde Fætter, men når det gjaldt var det dog altid mine lyserøde ører, der fik hvisket hendes små hemmeligheder.

Min fætter og mig.

Hjemme hos vores nye bamseven, blev vi sat på række i sofaen sammen med en hel masse andre bamser, der alle var meget spændt på at høre, hvor vi kom fra. Vi fik også de andres historier og fandt os efterhånden godt tilpas i bamsegruppen. En dag bemærkede en gæst, at jeg havde flere små huller i kroppen, hvor min indvendige træuld stak lidt ud. Gæsten mente, at jeg var “mølædt”, og at der muligvis stadig var mølæg og andre ubehageligheder i mig, og at jeg burde smides ud. At jeg blev forskrækket kan I jo nok forstå, og det lykkedes mig ikke at gøre dem forståeligt, at hullerne naturligvis ikke stammede fra de uønskede møl, men tværtimod burde betragtes med ærefrygt, det er nemlig skudhuller i den uniformsjakke, jeg er syet af.

Måske har min protest alligevel gjort sin virkning, jeg blev i hvert fald ikke smidt ud, men lagt i en plastpose og puttet i fryseren, hvor jeg skulle ligge i nogen tid, indtil de formegentlige mølæg med sikkerhed var døde. For en sikkerheds skyld blev Fætter også lagt i fryseren.

Der lå vi så i mørket sammen med jordbæris og pakker med oksekød, og efterhånden følte vi os lige stivnede og afventede som dem. For det lærte vi hurtigt at forstå: Når man ligger i en fryser, er det eneste man tænker på, det tidspunkt hvor man bliver taget op igen og anvendt til en rigtig lækker ret på middagsbordet. Fætter og jeg hviskede lidt sammen, om denne skræmmende mulighed, vi forstod ikke rigtig oksekødets utålmodige forventning.

En dag var det ved at gå galt. Fryseren blev åbnet, og plastposerne med Fætter og mig blev båret op i køkkenet og lagt til optøning på køkkenbordet. Det var jo i og for sig ikke så galt, livet vendte langsomt tilbage til lemmerne, og jeg mærkede efterhånden vanddråberne fra sløjfefrynserne løbe ned over min mave. Alvorligt blev det først, da vi hørte tale om, at ovnen nu var varm nok til at “stegene” kunne komme ind.

Uha, det lød ikke rart, vi ville meget gerne have byttet med det længselsfuldt ventende oksekød i fryseren. At det i sidste ende også gik sådan, kan I jo nok regne ud. Så snart det blev opdaget, hvad plastposerne gemte, blev vi, stadig kolde, igen anbragt i bamsegruppen, og ingen vover fremover at tvivle på årsagen til mine huller i kakien, – møl er der med garanti ikke tale om!

Det må dog gerne snart blive bedre sommervejr, det er ikke særligt rart at fryse!

En stor tak til Anne-Lise, det var dejligt at læse historien igen.

Den store Museumstur i Tyskland, Teaterdukker

© for tekst og billeder: Anne Friis

Endnu et dejligt indlæg fra Anne Friis, fra hendes tur til Tyskland tidligere på året. Så dejligt, at se de skønne dukker og det fine tilbehør. Ting, man kun kan drømme om.

Se venner, sådan kan det gå engang imellem, tror I ikke jeg bare glemte at vise jer mine to mænd købt i Frankenhalle, den sidste dag på Tysklands turen?

 Men så kan de jo få lidt ekstra plads med flere fotos samt nogle af de småting, jeg ikke fik fotografret før. Jeg havde selvfølgelig set på dukkerne flere gange. De var 16,5cm høje, den ene med china hoved og i en dragt, som efter min mening lignede en hushovmester, eller lord, svært at afgøre. Den anden har Papier Mâché hoved, ret lille i forhold til kroppen, samt i en meget fin fransk uniform og fint lavet hat. På det første fotos mangler han sit fine Ormelu sværd, men det sidder normalt fint fast i hans bælte. Jeg fik det i hvert fald med. Jeg har nu opdaget at det, sværdet altså, kan trækkes ud af skeden. Eftersom dukkerne fra denne handlende, som var franskmand, tilhørte hans kone, som var tysk, og hun var forsvundet fra salen, blev det lidt svært at handle med ham. Jeg havde forhandlet mig frem til en pris med hende på tysk. Men det ville han ikke acceptere, så jeg ventede og ventede. Kirsten, som kendte ham godt, gik også ind og forhandlede med ham, men han var en hård nød at knække. Jeg måtte så låne lidt flere Euro af Kirsten, hun fik dem tilbage med det samme i Danske Kroner, som jeg havde på mig. Jeg betalte så absolut nok for dem 300 € pr. stk., men fik så flere kostumer som forklæder, et yndigt korset, lang original underskørt til en fransk dukke samt andre småting med. De andre blev lidt trætte af mig, da vi alle ventede så længe på den tyske dame, så vi fik ekstra kaffe og slentrede bare rundt og så de forskellige begynde at pakke ned. De andre var færdige med deres køb.

Manden med china hoved, lord eller hushovmester, her iført sin fine jakke.
Hans flotte ansigt i china, med en speciel fin usædvanlig frisure 3,8cm, kvaliteten er super for en sådan lille størrelse.
I kan se hvordan bevægelsen er konstrueret, samt størrelsen på hænderne, anderledes end jeg havde forestillet mig.

Dukkerne er jo mænd, som er sværere at finde end damedukker, desuden er de i original stand. De er lavet på trækroppe, man kan mærke at de har en dims bagpå ryggen, som man har brugt i et teater, derfor de store meget smukke hænder, hvor der stadig er lidt snor tilbage i begge dukker. Måske prøver jeg at tage jakken af på ham med china-hoved, da jeg forsigtigt kan fjerne hans sting foran og få jakken af for derved at se konstruktionen. De er lavet mellem 1830-50. Papier Mâchén er ikke almindelig, og han er så flot bemalet. Det var det jeg faldt for, samt det faktum at ingen af mine små tidlige dukkehus dukker havde nogle mænd. Det gode ved dem er at de kan sidde naturligt på en stol, modsat dukkehusdukker på almindelige kroppe, som sidder fuldstændigt stift og stritter ud i luften. Eftersom arme og ben er af træ med led kan de således optræde mere naturligt. Jeg så flere teatre på Nürnberg museet med sådanne dukker. Tit bliver de solgt som hele sæt. De er sikkert også blevet brugt herhjemme, jeg har for nylig set et sådant flot sæt med rigtig mange dukker i København. For det meste er de dog med malede træhoveder.

Soldaten har meget lille hovede, men flot malet i fin uniform med hat & sabel, mere spinkel udført end den anden figur.
Hele samlingen, som de stod hos den handlende i Neustadt, begge teaterdukkerne ligger på 16,5cm
Her med sin imponerende hat, som er knækket af ved sit hagebånd.
Den fine lille sabel, som kan drages, 7cm i Ormelu

 Nogle gange kan man egentlig ikke forklare hvorfor man falder for en dukke og absolut bare vil have den, men sådan er det bare. Det er helt ubetinget en mavefornemmelse, og jeg får den altid, når jeg står overfor en sådan dukke, som jeg ikke kan leve uden. Af og til undertrykker man denne følelse, men jeg skifter næsten aldrig smag, og har faktisk aldrig fortrudt mine køb, det må jeg indrømme. Andre samlere skifter deres ting ud hele tiden, da de hele tiden skifter interesser. Så det må være meget forskelligt. Jeg havde set en påklædningsdukke som jeg blev ret vild med, i øvrigt den eneste næsten på hele min tur, som var til salg, og fra den rigtige periode 1840-50. Hun var meget dyr, 275 €, og jeg syntes jeg havde set den før. Samtidigt var hendes ben ikke i orden, men hun havde masser af tøj, så jeg snakkede med Kirsten om det, og vi så på tingene sammen. Det er uvurderligt at lufte sin tanker med andre, når man står i en presset situation og ikke har en ubegrænset økonomi. Kirsten foretrak også dukkemændene, så jeg fik taget min beslutning. Nu kan I jo selv bedømme om den var den rigtige.

6 champagnefløjter, 2,8cm, som jeg fandt på markedet i Neustadt by.
Helt vidunderligt sæt i celluloid eller tidlig plastik, farven gør det, samt prægning i
stellet omkring 1900.
fad i typisk blåt porcelæn fra Spode 1850, købt for år tilbage i Helsingborg hos fru Baumann, samt buddinge form med blå dekoration fra Neustadt markedet, kan godt være engelsk.

 Jeg fandt billeder af samme pd-dukke i et tidsskrift, da jeg var kommet hjem, hvor dukken var helt anderledes men tøjet det samme. Ligeledes så jeg den også på en auktion i USA over internettet, denne gang med en tredje dukke, så nogle af de gamle pd’er kan dukke op med forskellige type dukker, her med det samme tøj. At det så er forskelligt hvor meget de hver især har med, alt efter hvordan de har overlevet. Dette sikkert fordi de ikke er tegnet så kropsnært, som senere dukker, og derfor kan flere dukker passe det samme tøj. Man skubber enten dukken op igennem tøjet – der er jo to sider begge som regel bemalet, eller man kan åbne tøjet og lægge dukken ind. I får love til at se hende også, for bedre at bedømme det. Jeg vil senere skrive en speciel artikel om mine tidligste pd’er.

Den lille PD’er som stod og var så charmerende til €275 fra 1850.

En stor tak til Anne.

Lene

Skuffemøbel – anno 1922 – til dukkehuset !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Fra   YT   til   NYT …

I denne tid ser jeg Fra YT til NYT mandag til fredag lige efter den korte TV-avis på 10 minutter (jeg orker ikke den lange med sport og udpenslet vejrudsigt) !   Og YT til NYT er meget inspirerende, også selv om nogle af resultaterne virker lidt kiksede!

                Forleden kom jeg i tanker om dette lille pæne skuffemøbel, som jeg i sin tid bragte i Nordisk Dukketidende (nr. 26, juni 2003):

                Sådan lavede børnene dukkemøbler dengang. Skuffemøblet er en model fra det engelske børneugeblad PUCK den 22. juli 1922l – whauu hele 95 år siden – hvor man skriver:

Som enhver dreng og pige ved, kan man bruge tomme tændstikæsker til mangt og meget, fantasien kender ingen grænser, og her er en sød idé til dukkestuen, hyg dig, mens det regner, med at lave det allerkæreste lille skuffemøbel.

Dukkehusmor vil blive rigtig glad for det lille møbel og vil straks anvende det som sybord, eller måske Dukkehusfar vil have det som skrivebord, bare de nu ikke bliver uvenner! Men du kan selvfølgelig lave to skuffemøbler, ét til hver.

Du skal brug én tom tændstikæske, en sort perle og en del brugte tændstikker.

Start med at fjerne de afbrændte svovl-ender fra tændstikkerne og klip 4 tændstikker i samme størrelse, disse skal bruges til møblets ben.

For at sætte benene fast borer du et lille hul i hvert hjørne af æsken (du har selvfølgelig først fjernet ”skuffen”). Hullerne skal være lige netop så store, at du kan fastgøre tændstikkerne, og tændstikkerne skal sidde, således at de ikke skraber mod skuffen, når du trækker den ud eller skubber den ind. Benene fastgøres med en lille klat lim.

Det næste, du skal gøre, er at fastgøre tværstængerne om benene (se tegningen af møblet). Tværstængerne er lavet af tændstikker klippet til, så de passer, og limet på med en lille klat lim.

Foran på skuffen syr du den lille perle fast, så har du et håndtag således at du kan trække skuffen ud eller skubbe den ind.

Til slut maler du møblet med flere lag af netop den farve, du synes bedst om. (Du kan lakere møblet bagefter, hvilket gør det mere holdbart (Lise).)

Og så er dit lille møbel færdigt og kan stilles på plads i dukkestuen eller –huset, det var da umagen værd, ikke sandt!!!

God arbejdslyst og hjertelige hilsner herfra  !

 

Dukkefestival – og et dejligt museum i Frankrig

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 For nogen tid   siden skrev jeg en serie om celluloiddukker fra flere lande, og heriblandt også de franske fra firmaet PetitCollin,. Dengang vidste jeg ikke, at der findes et dejligt museum med franske dukker i Étain ved floden Meuse eller Maas, hvor der er gammelt legetøj og de dejligste dukker, bl.a. Raynal og Petitcollin.

           Museet ligger i det nordøstlige Frankrig, ca. 70 km fra Luxembourg, og i nærheden af Verdun, hvor du kan se en masse fra 1. Verdenskrig. Verdun i sig selv er et besøg værd for alle, alt kan således kombineres i en dejlig ferietur til Frakrig…..   Men nu tilbage til museet:

Både museet og firmaet er en messe værd med alt det gamle og nye … der er guidede ture af ca. halvanden times varighed på fabrikken, og jeg henviser nedenfor til info og åbningstider etc.

Fra den 18. til den 26. november har turist– og kulturcentret i byen for 8. gang arrangeret en stor

D u k k e f e s t i v a l – dukken i alle sine facetter

 Her vises film, der er særlig underholdning for børn i alle aldre, arrangeret workshops, rundvisninger, demonstration af reparationer af dukkerne—dukkeshow, bamser og meget mere. Og til foretagendet hører en dejlig café/restaurant, hvor du kan hygge dig.

Stedet hedder Musée de la Poupée Petitcollin, 2 rue des Fontangues, F 55400 Étain, info via turistkontoret: Centre culturel et touristique, Rue des Casernes (banegårdskvarteret), F 44500 Étain (Meuse) – man taler naturligvis engelsk   – tlf: +33 329 87 20 80— groupes@tourisme-etain.frHer kan du tilmelde dig specielle aktiviteter efter ønske.- og her får du yderligere oplysninger om festivitas’en etc. Og der sker noget hver dag. Ellers er museet åbent hele året, detaljer får du på turistkontoret, men jeg villige tilføje, at man har årlig lukning fra den 22.12.2017 til den 22.1.2018….

Selv glæder jeg mig enormt til at besøge museet, næste gang jeg kommer på de kanter…… hermed et par links til herlighederne: www.petitcollin.com/tourism.php og

  • www.tourisme-etain.fr/festival-de-la-poupee-dans-tous-ses-etats 1.php

Tak til Bjørn for tippet, og god tur til jer alle   – Efterårshilsner herfra

 

Åbne Værksteder i Holm 35

Den 10.og 11. november 2017

 Kunst & Kunsthåndværk —Holm 35, Flensborg – www.holm35.de

 Pressemeddelelse med hilsen fra Inge Harck © – (oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed det endelige program for den 10. og 11. november, hvor Inge fortæller:

Kom med indenfor i Kunst og Kunsthåndværk: Opdag det smukke, det brogede, og de store og små ting!

I deres atelierer og værksteder arbejder 14 alsidige kunstnere i Atelier Holm35 i Flensborgs Gågadecentrum. Fredag den 10.11.2017 fra 15 til 19 og lørdag den 11.11.2017 fra 11 til 17 er alle kunstnerne på stedet, hvor de præsenterer sig selv og deres værker midt i den specielle atmosfære, som du kan opleve og leve med i.

 Benyt chancen, vær med i skaberprocessen og få svar på de spørgsmål, du måske har, når kunstmalerne Jan Günter, Peter Nottrott, Dorothee Ellerbrock, Birgit Jendrossek-Rasmussen og Birthe Jansen måske er ved at blande farver, eller mens Barbara Klingenberg og Ulrike König er fordybet i deres illustrationer. Dyk ned i Skyggeteatrets Verden hos Birte Mahlau, eller lad dig fortrylle af Frauke Himmerkus’ ædle stoffer og smukke rober. Se de varme og lunende lammeskinds-kreationer hos Kaisa Duus, eller lad dig overraske af Angelika Bergers florlette silke-objekter. Inge Harck indvier dig i De håndlavede dukkers Verden, og endelig kan du være med, når Dominique Lenoir fremtryller de skønneste smykker af guld og sølv.

Lørdag den 11.11. åbner Veronika Pennekamp sit atelier, hvor hun af mange små bidder af forskellige materialer fremstiller sine helt unikke mosaikarbejder.

Fredag den 10.11. kl. 18 er der desuden oplæsning, hvor Flensborg-forfatteren Ulrich Borchers læser op af sine små fortællinger eller såkaldte ”Short Stories”!

De kreative kunstnere fra Holm35 glæder sig til at møde nye og gamle interesserede venner af Kunst og Kunsthåndværk!

Opdag vor alsidighed i Atelier Holm 35 i Hjertet af Flensborg!

 

Vi ønsker dig en udbytterig Kunsttur i alsidige Flensborg

Ikke så kendte, men lige så dejlige BAMSER

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

De fleste Bamsesamlere kender Steiff, Schuco og Hermann, de danske Holstebrobamser og Struerbjørne, samt andre kendte bamsemærker, men kun få kender RIHAGs og JOPIs dejlige bamser, hermed lidt om dem:

RIHAG står får Richard Haueisen, dvs. Wollspielwarenfabrik Gheren, Thüringen og Plüschspielwarenfabrik Seelbach, Schwarzwald.

I 1904 grundlagde Richard Haueisen sin legetøjsfabrik i Gehren/Thüringen, og siden 1920 fremstillede han legedyr af plys, flannel og filt. I 1930 trådte hans søn, Hermann, ind i firmaet.

I begyndelsen af 1950erne var det svært at levere plysdyr til det daværende DDR (Østtyskland) og omvendt fra Øst til Vest, derfor oprettede Hermann Haueisen i 1952 et mindre firma i Seelbach i Schwarzwald, og i 1954 lukkede man firmaet i Gehren.

Varemærket for legedyrene var i 1960erne et plombeagtigt metalvedhæng, forsiden af vedhænget viser en hestesko mærket Haueisen i guld og rødt, på bagsiden stod indpræget ”Made in Western Germany”.

I 1960erne fremstillede man den dejligste blødt stoppede bamse med åben, rød filtmund, som vist her. Bamsen er syet af beigefarvet, langhåret mohair, og han har ”kvak”-stemme i maven. Øjnene er af indfarvet sortbrunt glas, og hoved og lemmer er fuldt bevægelige. Næsen er broderet på tværs med mørkebrunt bomuldgarn. Snuden og det indvendige af ørerne er fremstillet af beigefarvet korthårsmohair. Poter og fodsåler er af filt med tre broderede kløer. En smuk og sjælden bamse, som mange bamsesamlere helt sikkert ønsker sig.

Bamse eller hund? Men alligevel charmerende!

Et andet mindre kendt fabrikat er JOPI, alias Josef Pitrmann, Stoffspielwarenindustrie i Nürnberg:   et nærmest ukendt firma indtil slutningen af 1980erne.

Josef Pitrmann blev født i 1882 og grundlagde i 1910 i Nürnberg sin egen fabrik for fremstilling af legedyr af stof.

Desværre er der ikke bevaret noget fra de tidlige produktionsår. Først i 1920erne dukkede firmaets første varebetegnelse JOPI op, og som alle vi ”skarpe knive” straks har gættet, er firmanavnet sammensat af de første bogstaver i grundlæggerens navn.

Josef Pitrmann døde i 1938, og firmaet videreførtes af hans hustru, Maria, der døde i 1956, hvorefter firmaet videreførtes af datteren, Hilde.

I slutningen af 1959 præsenterede firmaet sine JOPI-bamser på Nürnbergmessen, noget helt specielt ved bamserne var det indbyggede ”musikværk”, hvorfra man kunne høre de sødeste melodier.

Når du betragter den brun/hvide mohairbamse her, spørger du ganske sikkert dig selv, om det drejer sig om en hund eller en bamse?!? Bamsen er fra slutningen af 1920erne og har relativt små glasøjne. Ligesom den også viste hvide bamse er han stoppet med træuld og har tre broderede kløer. Næsen er mørkebrun og broderet på langs med fladsting. Alle JOPI-bamserne er generelt fremstillet af materialer af høj kvalitet, meget ofte af farvesprøjtet mohair. Den siddende bamse er en 38 cm, høj ”musikbamse” af gyldentfarvet langhårsmohair, bemærk hans lange arme og spidse snude.

Dyre og dejlige JOPI-Bamser !

Ønsker du dig JOPI bamser, er de generelt ret dyre at købe, idet de fleste koster flere tusinde Euros…. De ses desværre sjælden på auktioner.

Kilder: Pistorius, Nordisk Dukketidende (Lise Clasen Research ©)

 G o d   L æ s e l y s t   !

H u s k e r I ?

Sparegrisen” med Peter Spar og Søren Sold ?

”Enhver er sin egen Lykkes Smed”

Og Børnehavejul –

(Nok en anderledes forsmag på årets julehalløj)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

For tiden er jeg ved at sælge påklædningsdukker og en masse ”juleting” for en bekendt (det kom jeg til at aftale…., og så må jeg jo holde mit løfte)! Og mens jeg ledte i en kasse med sprællemænd og store dekorationsnisser til en samler, stødte jeg på noget, som vækkede minder!

Ingeborg Hyldahls charmerende forsiden (Julen 1939), heftet med et ”musegnavet”
nederste venstre hjørne!

Husker I, da man i skolen i slutningen af fyrrerne og i halvtredserne, og måske senere, hver uge købte sparemærker fra den lokale sparekasse, således at der kunne spares sammen til for eksempel en konfirmationsfest, en rejse eller andet, for pengene kunne først udbetales, når man fyldte 14 år? Nogle gange om året fik man så et lille hefte fra Sparekassen, og klassen fik da gerne lov til at sidde og hygge sig en hel time. I heftet var altid en præmiekonkurrence, tegneserien med Peter Spar og Søren Sold: klassens to fuldstændige modsætninger, mindst én opbyggelig historie og billeder af Spare-egen. Jo da, det var tider!

I bunden af kassen med sprællemændene lå der to plastomslag, og… i det ene var der to oldgamle hefter endda fra før min tid: Sparekassen nr. 1 fra hhv. 1938 og 1939 (7. og 8. årgang) – hefterne er gulnede og slidte og på forsiden står ”Gave fra Spare– og Laanekassen for Løkken og Omegn, Løkken” (det er fra før bolle-åets tid og fra tiden, hvor alle substantiver skulle skrives med stort begyndelsesbogstav). . Og ganske rigtigt, der er krydsord og præmieopgave, tegneserie og meget mere. Opgaven skal sendes ind og jeg citerer: ”Der vil saa blive trukket Lod om de rigtige Løsninger. Og Hundrede af jer vil faa tilsendt 2 Kroner kort efter. Pengene maa I bruge, som I vil; men ”Sparegrisen haaber, at I sætter dem i Sparekassen!” – den gik nok ikke i dag….— og ellers er der opbyggelige fortællinger, forslag til håndarbejder og til at lave nissebørn.

Peter Spar og Søren Sold 1938!

Heftet fra 1939 mangler et hjørne, ligner noget, en mus har gnavet i. Den charmerende forside, hvor nisserne lirker penge ud af sparegrisen er tegnet af Ingeborg Hyldahl. Jeg husker Peter Spar og Søren Sold lidt anderledes, men alle tegneseriefigurer forandrer sig gennem årene, se blot Disneyfigurerne, Basserne osv.

Den omtalte Spare-Eg er ikke at finde i hefterne, den må være kommet til senere!

Thora Lunds pragtfulde omslagsbillede !

I det andet omslag ligger et eksemplar af Børnehavehjul 1968, et blad jeg slet ikke kendte, idet vore børn ikke gik i børnehave og for øvrigt var meget små dengang.

Fra fortællingen: ” Pindsvinet lærer at klare sig selv!”

Omslaget er tegnet af geniale Thora Lund, en tegner der forstår at gøre noget levende, og man kan blive ved og blive ved med at opdage nye ting i hendes illustrationer.

Også her er der de dejligste fortællinger, en tegneserie og desuden Juleklip med tegninger og vejledninger til at fremstille sjove og særprægede nisser, samt spil og opgaver.

Tegninger til juleklip –der er desuden en side med vejledninger:
Ikke vist her !

Udviklingen præger dette blad, idet det er trykt på kraftigere papir med omslag i tyndt karton og i en del farver.

Bladene skal jeg sælge, men… jeg vil da tage kopier af nogle af siderne især fra Sparegrisen, og jeg er meget spændt på, hvor mange samlere der er til den slags.

Og så er der blot tilbage at ønske jer alle

GOD   LÆSELYST !

 

H.C. Andersen JUL 2017 – årets juleudstilling –

11. november 2017 – 12. januar 2018 i Weihnachtshaus Husum

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Hvert år er der en speciel juleudstilling i Weihnachthaus Husum, og denne gang er den helliget H.C. Andersen, der gerne besøgte adelige familier og derigennem fik tilknytning til Godset Holsteinborg. Spændende og for mange ny læsning og viden om vor store digter. Teksten her er en pressemeddelelse, dvs. julen set fra den anden side af grænsen.

De mange optegnelser og breve omkring Julen danner grundlaget for forskning af årets skønneste fest, hvad man kan læse om i digterens værker. De regionale festskikke bredte sig i den 18. og 19. århundrede gennem privat brevveksling og ikke mindst under digterens mange rejser ikke blot til hans venner og bekendte, men også over grænsen til nabolandet,og senere gennem udvandrerne helt ind i ”Den nye Verden”!

Hans Christian Andersen – udlændinge nævner ham som bekendt altid med begge fornavne, mens vi blot siger H.C.Andersen – (1805-1875) – vor berømte eventyrdigter, var lige som den samtidige Theodor Storm en begejstret ven af julefesten, og regnes som ”Den danske Juls Far”. Det hele starter hos hans faderlige ven prof. Hans Christian Ørsted med et grantræ pyntet efter sleswig-holstensk tradition lige som på godset Holsteinborg, hvor H.C. Andersen mange år senere oplever en juleaften i den adelige familiekreds.

Fascineret af juletræet, som er pyntet med blå hvide og røde lys, gyldne æbler og nødder, samt en hel del selvlavet julepynt, skriver han efter at være kommet hjem, sit berømte eventyr: GRANTRÆET. Senere kommer der flere eventyr og fortællinger med juleagtigt indhold.

Smuk trækiste med alskens
gammel julepynt!

Som i mange af sine tekster har H.C.Andersen tematiseret de store sociale forskelle mellem fattig og rig, som blev særligt synlige og mærkbare i den kolde og mørke årstid.

Du kan på udstillingen se en hel del gammelt julepynt, juletræer og meget andet smukt og hyggeligt. Og i Museets fantastiske julebutik finder du mange smukke og finurlige ting.. Den tyske Juleforsker Torkild Hinrichsen’s bog ”Hans Christian Andersens Weihnachten”, som danner grundlaget for denne særudstilling, kan du selvfølgelig også købe på museet.

Udstillingen og butikken er kort sagt et eldorado for alle julepyntsamlere! Men også museets permanente udstillinger er uden lige…

Klippe, klippe, klippe, klistre, klistre og ikke at forglemme at flette, ren nostalgi
med dette gamle julepynt!

Glæd dig til en god oplevelse, og hermed adresse og åbningstider etc.: for museet med de flotte, permanente samlinger, denne særlige juleudstilling og den historiske butik:

Som nævnt løber udstillingen fra den 11. november 2017 til den 12. januar 2018 – Hermed adresse og logo,:

Åbningstider: hver dag fra 11 til 17 (lukket fra midten af januar til midten af februar) – fra midten af februar til midten af marts er der åbent fra 14 til 17.

Entré: børn til 6 år gratis, børn under 14 år € 1, voksne € 3, familier € 7, grupper fra 10 personer € 2,50 pro persona.:

wunschzettel@weihnachtshaus.info – www.weihnachtshaus.info

PS: Andre markeder på museet i år: Bogloppemarked den 21. og 22. oktober, Julekalendermarked den 4. og 5. november, samt marcipanmarked den 2. og 3. december…..

G o d     T u r !

 

Ehlers Samlingen

© for tekst og billeder Lene Byfoged

Vores Efterårsferie i Sønderjylland bragte os også til Ehlers Samlingen i Haderslev. Som vores svigerdatter ville have sagt “Oh my god”. Det var en helt fantastisk samling af lertøj, nipsenåle, halvdukker, lidt dukker og gamle metaldåser. Jeg har sjældent set så meget smukt, samlet et sted.

Nogle af de smukke gamle metaldåser.
Flere sjældne dåser.

Gitte Larsen der viste rundt og fortalte om samlingen, var den sødeste og mest hjælpsomme person, jeg længe har været ude for, hun var med til, at gøre det til en rigtig dejlig oplevelse.

Blot et udsnit af den flotte samling halvdukker.
Skabet med nogle dejlige antikke dukker og lidt legetøj, bl.a. en dukke i Fanødragt.

Selvfølgelig kiggede vi på den fantastiske samling af lertøj, men jeg må dog indrømme, at nipsenålene var det der var den største oplevelse. Gitte fortalte, at de havde ca 350 nipsenålepuder i samlingen og at det var umuligt, at udstille dem alle på en gang, så der var tanker om at lave forskellige udstillinger og opstillinger.

Ord er vel overflødige.

De er var udstillet, og det var mange, var så smukke og fantasifuldt pyntede, så det var en fryd.

Efter at have beundret montrerne med de skønne puder og halvdukker  blev vi ført ind i et andet lokale, hvor et meget stort og helt vidunderligt gammelt skab stod og da Gitte åbnede det, ja det kan næsten ikke beskrives. Det var fyldt med endnu flere nipsenålepuder. Ord er overflødelige, bare kig på billedet.

Det smukke gamle skab.
Hvilken skat.

Et besøg kan absolut anbefales.

Ehlers Samlingen

Slotsgade 20. 6100 Haderslev.

Tlf. 24 91 10 85. E-mail: museerne@haderslev.dk

www.historiehaderslev.dk

Lene