Sønderskov Museum med sine mange skatte

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Gennem min søgning efter historien om Brønd-dukkevognen kom jeg i forbindelse med museumsinspektør Nick Schaadt, Museet på Sønderskov, der velvilligt har overladt mig en masse facts om dette smukke museum og dets skatte, og jeg siger hermed tusind tak for de mange detaljer og fotos, idet jeg håber, at I efter at have læst min beretning får blod på tanden og bliver inspireret til at besøge dette alsidige sted.

Hermed en spændende historie:

Museets historie går tilbage til1400-tallet, men der er ikke mange oplysninger om de ældste bygninger. I starten af 1600-tallet brændte bygningerne, senere blev de genopbygget af adelsmanden Thomas Juel, og kælderen, som rummer Restaurant Herregårdskælderen, er den ældste del af bygningerne, men hvor meget ældre end det øvrige den er, er man ikke sikker på. Man ændrede efter tidens mode og krav på stilen, således at den oprindelige renaissancebygning nu blev mere stilren. Bygningerne skiftede ofte ejere, og forfaldt mere og mere på trods af fredningen. Det var særligt slemt i 1970erne og 1980erne, og den daværende ejer fik således tilladelse til nedrivning. Men heldigvis blev dette på grund af fredningen ikke muligt, og Statens Bygningsfredningsfond og Planstyrelsen gik ind i sagen, hvorved det lykkedes at få frastykket hovedbygningen.

I 1986 blev bygningen solgt til murermester Helge Kragelund, der gennemførte en gennemgribende og nænsom restaurering, som varede i 7 år, og som blev hædret med tildelingen af Europa Nostra Diplomet i 1992.

Sideløbende med restaureringen dannedes en forening med det formål at starte et kulturhistorisk museum på egnen. De to projekter fandt sammen, og museet fandt plads på Sønderskov og blev statsanerkendt i 1990.

Museet flyttede ind allerede midt i restaureringen og fik dermed mulighed for at tilpasse sig en række funktioner og indretninger undervejs.

Museet er således godt i gang, med 13 fastansatte, samt et antal projektansatte, og der er typisk 15-19 medarbejder dagligt i huset. Samtidig er museet forenings-ejet og har en stor skare af frivillige… alle er således en vigtig del af museets arbejde og identitet.

Vil du læse mere om museets ejer historie og række af ejere, så gå ind på danskeherregaarde.dk.

Museet bugner af skatte og fund fra egnen. Der er aktiviteter og særudstillinger. For tiden er der en spændende udstilling om Barndommen, hvor du bl.a. kan se en Hovborg-dukke og det spændende og geniale ”Forvandlingsmøbel”: kaldet Brørup barnepigen, hvad der er hel ny viden for mig. Museet har, som jeg nævnte i min artikel to om Brønd-dukkevogne, desuden en sådan dukkevogn stående…

Udstillingseffekterne er forsynet med fortællinger om oprindelse osv., hvad man ikke er forvænt med at se på ret mange museer. Her, hvad man skriver som introduktion om Barndommens rum før og nu:. Men lad os starte med:

Hovborgdukken; Som I ved, har jeg før skrevet om Hovborgdukkerne på grundlag af en avisartikel, men her er museets beskrivelse af dukken og dens ophavsmand, og jeg blev selvfølgelig glad for at få mere viden om disse dukker:

Stefan og Kirstine Berthelsen !

Hovborgdukken var resultatet af den ihærdige Stefan Berthelsens konstante søgen efter arbejde og indtægter. Undervejs pådrog han sig arbejdsskader og blev handicappet, men fandt altid en udvej, således at han kunne forsørge sin familie..

Under arbejde i tørvemosen i 1943 var han uheldig og faldt i tørvepresseren, som rev hans ene ben af. Men selv med dette handicap, fandt han muligheder for at tjene lidt ekstra. Lige efter 2. Verdenskrig købte han for 800 kr. forme etc. til fremstilling af dukkehoveder.

Hovborgdukken !

Hovederne, som blev fremstillet af bl.a. lim og formalin, var dog ikke nogen succes, idet man i legetøjsforretningerne ville have hele dukker, da disse var svære at skaffe lige efter krigen. Men Stefan Berthelsen eksperimenterede straks med at lave en dukkekrop, som efter ni måneder kom på banen og blev en succes.

Den første dukke annonceredes i Landbobladet, og snart bredte nyheden sig, og der solgtes dukker fremstillet i flere størrelser både i Danmark, Sverige og i USA. Gennem 17 år producerede Stefan Berthelsen dukker, men efterhånden havde formalindampene gjort ham syg, hvorfor han måtte stoppe.

Den omtalte 49 cm høje
Hovborgdukke, som du kan se på
Museet på Sønderskov.

Herover kan du se den store, dejlige dukkepige, som man har udstillet på Museet på Sønderskov: og som museet beskriver således:

Hovborgdukke, 49 cm høj, indsendt fra producentens børnebørn. Dukken er tilvirket i Lindknud mellem 1945 og 1955. Hun har brunt, formstødt hår, blå øjne og røde læber. Dukkepigen er iført strikket orangefarvet kjole og underbukser, samt strikkede sko kantet med orange ”snørebånd”. Tøjet er strikket af Stefan Berthelsens kone, Kirstine, dagligt kaldt Stinne, der strikkede det meste af tøjet til dukkerne.

Tøjet til denne dukke er dog senere end produktionen, muligvis fra 1960erne eller 1970erne. Dukken er som nævnt fremstillet i Hovborg, som før 1922 lå i Lindknud Sogn.

Dukken er slidt og har været leget med. Hovedet er limet og elastikkerne på benene er slappe.

Noget nyt og spændende for mig — og måske også for jer andre er: Det geniale forvandlingsmøbel, dvs. børnemøbel i form af gyngehest etc. og —som kaldes

Brørup Barnepigen

Da museumsinspektør Nick Schaadt spurgte mig, om jeg kendte denne ”Barnepige”, måtte jeg svare Nej? Men da min nysgerrighed er grænseløs, søgte jeg straks efter den, og jeg fandt da både en avisartikel om Museets udstilling samt et eksemplar af møblet til salg på nettet for 1.400 kr. Jeg fandt også navnet på fabrikken, som havde fremstillet den, men ingen historie… Heldigvis har man fra museets side rådet bod over min uvidenhed ved at sende mig Brørup Barnepigens historie, og den får I her:

Tv Brørup Cikorietørreri ca. 1890 – her startede Marinus Kristensen fabrikken ”Combination” – desuden ”Brørup Barnepigen” som gyngestol eller gyngehest!

Manden bag ”Brørup Barnepigen” var Marinus Kristensen , født i Hunderup (landsby mellem Esbjerg og Ribe)29. januar 1903 – han arbejdede en tid som møller i Bobøl, giftede sig med Andrea og fik en datter. I 1936 flyttede familien til Brørup, hvor han erhvervede og indrettede sig i Allégade 3. I 1937 startede han produktionen, sit snedkeri kaldte han ”Combination”, meget betegnende, idet han konstruerede forskellige børnemøbler med flere funktioner. De mest kendte var Brørup Sengen, en kombineret seng og kravlegård, og ”Brørup Barnepigen”. Hvad der senere blev af familien ved man ikke ret meget om,, men i 1955 emigrerede han og datteren til Nordamerika, og i 1955 købte Brørup Fjernvarme Allégade 3 af Marinus Kristensen.i.

Brørup Barnepigen er en gyngehest, som kombineres til høj stol og barnestole.

Så festlig og sjov ser Brørup Barnepigen ud i forskellige positioner, praktisk og pladsbesparende og helt sikkert til stor fornøjelse for både børn og forældre!

Men lige et smut tilbage til min Brønd dukkevogn, som jeg har beskrevet i to artikler. Museet på Sønderskov har som nævnt et flot eksemplar af en dukkevogn mærket Brønd, den kommer fra Jette Møller og er i meget fin stand…. Vognen er nyere end min, så vidt jeg kan se fra disse fotos. Fotoet i midten viser det Brønd-Logo, der ses på siden af dukkevognen.

Nu glæder jeg mig til at besøge museet og med egne øjne se alle skattene, og selvfølgelig især de her beskrevne.

Museet har en unik butik med salg af mange sjove effekter, som ikke kan købes andre steder, og man sælger desuden forfriskninger. Vil du spise, er der flere steder i nærheden, men du kan også få en dejlig oplevelse i Museets kælder, hvor restaurant: ”Herregårdskælderen” befinder sig i disse gamle, nænsomt restaurerede lokaliteter: Restauranten er åben ons-lør 12-23 og sø 12-16, tlf: 7538 3845 preben@sonderskov.dk

Museets adresse og åbningstider: Museet på Sønderskov, Sønderskovgårdvej 2, 6650 Brørup,

tlf: 7538 3866, post@sonderskov.dk – åbent fra tirsdag til søndag 11-16 (lukket i januar).

 Endnu engang tak for tilsendelse af det gode materiale…

Og til alle jer andre og jeres familier ønsker jeg en dejlig oplevelse og en

 G o d     T u r   !

Mere om BRØNDs Dukkevogne

(eller mere om gaver)….

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Når man får gaver…. Ja, sådan lød min beskrivelse af den BRØND-dukkevogn, jeg fik som gave, og som I kunne læse om… men historien er slet ikke slut, for nu har jeg —der er enormt videbegærlig – via Vejen Bys Lokalhistoriske Forening fået historien om Barnevognsfabrikken Simon Brønd & Co., som selvfølgelig også fremstillede Dukkevogne og meget andet godt. Nu skal I bare høre,

Gammel illustration af fabriksanlægget 1934

 

HISTORIEN OM EN FABRIK

             En over 110 år gammel historie, som starter med 21-årige Simon Brønds ankomst til Vejen i 1907hvor han blev ansat som isenkræmmerkommis hos P. Lauridsen. Her forelskede han sig i pigen i huset, Anna Lassen, og de blev i 1910 gift og bosatte sig i Tommerup på Fyn, hvor de startede Tommerup Købmandsforretning.

Den driftige Simon Brønd, fik i 1912 tilbud om at blive bestyrer af P. Lauridsens forretning i Vejen, og parret solgte købmandsbutikken i Tommerup og flyttede til Vejen, nærmere betegnet ind i Villa ”Pax”, på Øster Allé 8.

I villaens udhus startede han sideløbende en fabrikation af træskoklamper og ansatte en enkelt medarbejder. Og hvad er så træskoklamper?, jo da, det er jern– eller læderbeslag til træsko, som blev slået på sålerne, således at træskoen fik længere holdbarhed. Min mand kan huske, at der i hans klasse var nogle drenge, som hvert år via ”Børnenes Kontor” fik tildelt træsko samt klamper, og at disse drenge senest en uge efter på skolen skulle fremvise træskoene nu forsynet med påslåede klamper, dengang af jern…

I 1915 stiftedes A/S Simon Brønd & Co. med Simon Brønd som direktør og en beskeden aktiekapital. Samme år opførtes et lille værksted på Plantagevej, og man flyttede produktionen af træskoklamper hertil. Virksomheden voksede, og i 1917 stoppede Simon Brønd hos P. Lauridsen for helt at hellige sig sin egen virksomhed. Samtidig udvidedes aktiekapitalen til 125.000 kr. Succesen fortsatte, og i 1917-18 og 19 opkøbte man de tilliggende grunde på Plantagevej, opførte nye fabrikslokaler og udvidede produktionen med legevogne, trappestiger, flueskabe, trillebøre, havemøbler og andre trævarer. Man beskæftigede selvfølgelig nu mange både faglærte og ufaglærte medarbejdere.

Fra indregistrering (1917) – med tegning af klamper (beskyttelsesbeslag) under støvlesålerne, kaldet REKORD!

Men hvornår kommer så dukkevognene ind i billedet ? Ifølge uddrag af De officielle Handelregistre står Simon Brønd & Co. fra 1921 opført som Trævarefabrik, Havemøbler, Barnevogne, Dukkevogne og Legevogne, i 1922 og i 1923 producerer man ikke længere havemøbler, mens man i 1924 udvider med barnemøbler og automobilkarrosserier.

Firmaets motto: Danske børn i danske Barnevogne

Men ikke, som man kunne tænke sig:

Danske dukker i danske Dukkevogne

Da dette ville være utopi eller ønsketænkning, idet man i Danmark kunne købe dukker fra hele Verden, så lad os nøjes med mottoet om barnevognene (Lise!)……

Desværre har jeg ikke alderen på den gamle dukkevogn, jeg modtog som gave, men mit tip er, at den er fra omkring 1930!

I 1940 dør Simon Brønd kun 53 år gammel, og fuldmægtig Vilhelm Iversen ansættes som direktør, samtidig kaldes Harry Brønd hjem for at blive ansat i firmaet.

Logo for Brønds Barnevogne !

Barnevognene og dukkevognene blev fremover hovedproduktionen. Under 2. Verdenskrig kunne man faktisk sælge alt, selv om det ofte kunne være svært at skaffe materialer, og i 1945 ombyggedes hele fabrikken. I 1960 hærgedes fabrikken af en voldsom brand. Op gennem 1950 og i d i tresserne var der som alle andre steder højkonkunktur, bl.a. præsenterede man hvert år nyhederne på Købestævnet i Fredericia – den flotte barnevogn tv. er fra 1960, men… derefter gik det ned ad bakke og var ved at være forbi. Man forsøgte sig med katalogsalg og import af legesager, men i 1971 var eventyret definitivt slut, og direktør Harry Brønd måtte fortælle medarbejderne, at alle muligheder var udtømt, og at man måtte ”kaste håndklædet i ringen”!

En æra var slut. Bygningerne blev nu udlejet til forskellige formål. De er nu revet ned, og der er opført privatboliger på stedet.

Fabrikken var meget populær og kendt på egnen, og mange unge mennesker var ansat som ungarbejdere, inden de fik lærepladser. Når man læser firmaets historie, støder man også på en fristil om fabrikken skrevet af 13-årige Claus Juel Pedersen en dreng fra 7.b på Bakkely Skole – en god og detaljeret beretning, skrevet ”helt efter bogen”, idet den minder mig om min egen skoletid, hvor man skulle skrive disposition til fristilene: indledning, handling og slutning…

Der skulle stå en BRØND-dukkevogn på Sønderskov Museum, men den vender jeg tilbage til samtidig med en artikel om dette museum!

Kilder: Tak til Vejen lokalhistoriske Arkiver

             (Lise Clasen Research)

 G o d   L æ s e l y s t   !

Min BRØND-dukkevogn som vist i artiklen
”Når man får gaver 2.del”!

M a t r o s t ø j

HUSKER   DU – JA, DET GØR VI SIKKERT ALLE SAMMEN, ELLER ?

 Tekst med hilsen fra Angelika Salzwedel, 2018 ©

– fotos Angelika Salzwedel og Lise Clasen ©

Oversættelse, for– og efterord : Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Når man som samler dvæler ved sine skatte: dukker, påklædningsdukker, glansbilleder, bøger, postkort og andet godt, kan man slet ikke undgå at støde på børn i matrostøj, og minderne vælder frem om det fine tøj, børnene blev iført, de romantiske billeder i bøgerne, de smukke glansbilleder, påklædningsdukkernes matrosæt og matroskjoler …. og og og…. Men hvorfor Matrostøj??? Du og dine brødre har sikker togså haft matrostøj, ofte til pænt brug, når man skulle være rigtig fin. Husker I Matador, hvor der krævedes matroskraver til afdansningsballet? Og hvorAgnes fortæller, at hun har skaffet matroskraver til drengene?

Et par gamle glansbilleder.

Denne mode opstod allerede i 1860, og min gode veninde, Angelika Salzwedel, fortæller i det følgende om udviklingen af denne klædedragt, og inspireret af sine påklædningsdukker og glansbilleder arrangerede hun i samarbejde med Stadtbibliotek Itzehoe en udstilling over temaet, og Angelika fortæller følgende:

M a t r o s tø j

Allerede fra omkring 1860 gik små drenge klædt i matrosbluser med den karakteristiske, firkantede krave, knæbukser og stråhat.

Denne mode blev gengivet på påklædningsdukkeark så tidligt som omkring 1880, et populært ark var med den kejserlige familie. Dengang kaldte man sættet for ”En Kieler Habit” eller blusen for en Kieler-Bluse, og snart blev dette tøj eftertragtet og yndet i alle befolkningslag.

Oprindeligt var matrosdragten arbejdstøj for Marseilles havnearbejdere, da det var bekvemt og slidstærkt (nævnt som Costume á la Matelot/Matrostøj —i 1787 i Pariserjournalen for luksus og mode…..). Denne beklædning var til at bevæge sig i og opfyldte børnenes krav og ønsker om bevægelse, og man kan sige, at moden med matrostøj reformerede moden bl.a. i Tyskland.

”Glansbillede” med matrosdreng— fra udstllingsplakaten— udformet af Angelika
Salzwedel !

Tøjet var var enten syet af enkelt, slidstærkt bomuld, drejl, eller måske af uld, senere også fremstillet af jersey, og bukserne blev senere til de velkendte lange bukser.

Nu kunne man få snitmønstre i mange forskellige variationer. Fra 1890 udskiftedes stråhatten med en matroshue, og farverne vekslede i mange nuancer fra lyseblå til mørkeblå eller hvide. Men det typiske snit med den påsatte krave og hat eller hue forblev uændret. Der findes enormt mange henrivende tegninger og gengivelser og piger og drenge i matrostøj, og heldigvis er mange af dem genoptrykt på postkort.

Sømanden fra Allers bog med striket legetøj af Ayoë Stokkebro Hansen (1949) !

Omkring 1890-1900 kom matrosbluser frem til småpigerne, og selvfølgelig så man matrostøj hos påklædningsdukkerne og på glansbillederne. Dukkerne havde ikke bare matrosbluser, men dertil passende mørkeblå læggede nederdele, og selvfølgelig også en matroshue til pigerne.

Farvemæssigt blev man også mere modig, idet man nu både hos påklædningsdukkerne og som glansbilleder kunne finde matroskjoler i rødt og hvidt, og selvfølgelig kunne man købe rød/hvide matroskjoler i butikkerne.

Og her er vor ”alle-sammens” Pernille og Peter— de to 40 cm høje Køgedukker, til hvem der blev udsendt to strikkebøger fra ALT for damerne, og som I ved, var deres matrostøj strikket i rødt og blåt !

Meget ofte ser man hos påklædmningsdukekr og glansbilleder ved siden af matrostøjet en sejlbåd elelr en skovl som tegn på forbindelsen til hav og strand.

Ja, sådan gik udviklingen, og går du til de tidligere påklædningsdukker, havde pigerne førhen gymnastikdragter, bade– og tennistøj, først senere fik de en mere komplet garderobe bl.a. med matrosbluse, matroshue, lægget nederdel, eller matroskkjole.

Iben Clantes Louise (3072 IF) med matroskjole, og matrosbluse til at trække over kjolen, samt en fin matroshat!
(fra Lise Brastrup Clasens samling)

Fantastisk at denne mode i dag stadig er aktuel. De aktuelle strikke– og symønstre til småbørn og dukker bærer stadig præg af matrosmoden. Tænk at en mode har kunnet manifestere sig i snart 300 år— og så her i vor tid, hvor alt løber og hele tiden forandres, ”næsten ikke til at forestille sig”, men ikke desto midnre sandt. Herligt, at der stadig findes sådanne ting. (Angelika Salzwedel juni 2018)!

Hermed Benjamin Rævepels fraStorskovens Dyr af Birgit Heldt-Hansen— beg. af 1950erne!
(Lise Brastrup Clasens samling)

Prøv at se i dine samlinger, så finder du fantastisk mange gengivelser af matrostøj, bl.a. kiggede jeg i en tilfældig påklædningsdukkemappe og fandt hurtigt 27 dukker med matrostøj. Ligeså har jeg en hel del strikmønstre til matrostøj, postkort, billedbøger, glansbiller, gamle fotos etc.

Den spændende og inspirerende udstilling med fokus på fotos, glansbilleder og påklædningsdukker slutter den 31. august, idet man på grund af den store interesse har forlænget den med én måned, så du kan sagtens nå det endnu!!! Stadtbibliotek Itzehoe, Htm. Klosterhof 31, D 25524 itzehoe, der er åbent på mandage, tirsdage og fredage fra 10 til 18, torsdage fra 10 til 19 og på lørdage fra 10 til 13 (onsdage og søndage lukket).

(På udstilllingen kan du medtage et par selv-at-male-påklædningsdukker med matrostøj (tegnet af mig)!

Amanda og Anton – lige til at farve og klippe ud
(Fik du dem ikke? – Da sender jeg dem gerne til dig pr.mail) !

Skulle jeg vise ALLE mine skatte med relation til matrostøj, kunne jeg helt sikkert fortsætte i dagevis, men jeg stopper her. God Læselyst!

Når man får gaver

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 2

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

I fortsættelse af beretningen om den gamle skildpaddedukke, får I hermed lidt om den gamle dukkevogn.

 Sammen med celluloiddukken fra Rheinische/Schildkröt fik jeg denne gamle dukkevogn:

Vognen taget forfra med det defekte ”Forlæder”, men måske I kan skelne den ”guldmalede”, tynde firkant!

Resterne af ”forlæderet”, som min Mor altid kaldte det stykke, der beskyttede barn og sengetøj for regn og slud, er lavet af en slags voksdug eller imprægneret stof.

Kalechen er ligeledes af en slags imprægneret stof (mener jeg)!

Understellet er af jern, og der er desuden monteret kraftige jern-anordninger til at slå kalechen op og ned. Desværre er ”anordningen” i højre side defekt og ”hænger”.

Håndtaget er af flot svunget metal med et drejet træhåndtag.

Fra jord til overkant af kassen måler vognen ca. 34 cm., kassens længde er 36 cm, og dens indvendige bredde ca. 18 cm . Fra jord til håndtag måler vognen ca. 90 cm i højden.

I vognen er der madras, samt hovedpude og dyne med pudevår og dynebetræk af hvidt lærred med mellemværk.

Vognen i al sin pragt og herlighed!

Vognen er mærket BRØND. Et mærke, jeg aldrig har hørt om før – nå, ja, egentlig har jeg aldrig interesseret mig for dukkevogne, men har fundet Maria Holms artikler om dukke-og barnevogne overordentlig interessante og lærerige – og hvad gør man så: går på nettet og ”googler og googler”… Og bingo, jeg fandt et opslag fra august sidste år om dukkevogn af samme mærke annonceret som

”Dukkevogn, 100 år gl. 5.500 kr., står som pynt.. ”!

Et kig ned i vognen med det fine sengetøj.
Til sammenligning billedet fra nettet af den gamle dukkevogn, som var til salg sidste år – beklager billedkvaliteten – jeg vil nu undersøge, hvor den er endt i håb om flere oplysninger om mærket Brønd!

Kære læsere, nu håber jeg så, at I måske ved noget mere om dukkevogne, end jeg gør, og foreløbig står dukkevognen til pynt, idet jeg endnu ikke rigtig ved, hvilken bamse eller dukke, der skal have æren af at ligge eller sidde i vognen!

G o d     L æ s e l y s t   !

 

Hilsen fra Anne Friis med “Lidt om Lises skildpaddedukke”.

Fra Anne Friis med copyright. for tekst og billeder.

 Kære Lene & Lise samt andre på bloggen.

Celluloid hoved fra Skildpadde fabrikken i Tyskland mrk. 17 og med skildpadde i ramme, men af en fantastisk kvalitet med glasøjne & tænder.

Jeg kunne ikke lade være med at finde de fotos frem, som jeg har af den samme dukke, da Lise gerne ville se denne, og især hendes krop. Det er selvfølgelig en ”Skildpadde”, som vi siger på dansk, og fra måske nok den kendteste fabrik af celluloid ting, som Tyskland har haft. Først og fremmest er dukken ikke min, men den var i en forfærdelig forfatning, da jeg fik den. Damen som ejede den, har jeg mødt til min endnu eneste 100års fødselsdag, som jeg har deltaget i. Da vi kom til at snakke, fortalte hun mig om sin dukke, hun så gerne ville have repareret. Jeg lovede selvfølgelig at kigge på den, og efter at jeg havde fået tilsagn om reparation fra Göran Berg uden for Malmø, som er medlem af vores klubber i Kbh. og en meget god ven, tog jeg til Sorgenfri, hvor damen boede, tæt på mine gamle venner. Desværre burde jeg jo have fotograferet den inden reparationen, men det var kroppen og armene, det var galt med. Jeg fjernede af sikkerhedsmæssige grunde hovedet, så det ikke skulle ud på så mange rejser, hvorfor jeg har taget billeder af det uden sin sikkert originale krop.

Selve hovedet har jeg set mange gange, men aldrig i så stor størrelse og med glasøjne, der kan lukkes, selvfølgelig. Netop på grund af dette, kan de nu efter så lang tid få hovedet til at revne, da den vægt der sidder i balancen godt kan ødelægge hovedet og få det til at revne. Jeg tror så absolut dette er Roll Royc’en for denne model. Bemærk hvor fint modelleringen er og tydelig, undtagen på bagsiden med mærket, som I også får i eget foto. Kroppen er mærket med 45cm så kan vi altså se størrelsen af hensyn til Lises eksemplar. Den har de typiske ben med specielle samle-led i hoften i metal og indsatte stofstykker ved knæene, så den kan bevæge benene frem og tilbage samt sidde ned i en stol f. eks. Disse kroppe blev brugt meget omkring 1910 og frem, og de går selvfølgelig ikke så let i stykker, men kapslerne som sidder i hoften er tit brækket af eller kan helt mangle.

Selve mærket fra Skildpaddefabrikken 17. ca.1910-15, skildpadden i ramme med germany over fra repareret dukke hos Göran.

De kan endog være lavet i voksdug også, så man har kunnet få dem i mange prislag, den samme type findes også i læder, hvilket selvfølgelig har været dyrere, men som regel har de et bisque hoved i uglaseret porcelæn. Jeg har selv flere typer med disse kroppe i forskellig variationer. Nogle af dem kan have ben i forskellige udgaver, stof i andet materiale, bisqueben, eller ben af celluloid. Disse har som regel ganske små skildpadder stemplet ind i siden, og således også fra dette firma.

Dette hoved er dog efter min mening meget smukt og mat i sin celluloid farve-holdning. På grund af sin udefinerbare frisure kan den være både en pige eller en dreng. Men jeg må sige at glasøjnene klæder den, så bliver den netop så udtryksfuld og får lidt farve i ansigtet. Den har åben mund, men her også med tænder. De kan være svære at finde, når de mangler, og det gør de tit. Den var klædt i en spencer og manglede en bluse, hvilket den fik af mig. De billeder jeg derfor har af den og kroppen er efter den kom tilbage fra Göran, som er en uhyre omhyggelig og dygtig reparatør. Han har sandelig lavet en masse af mine ting, som jeg har opgivet til stor fornøjelse for mig. Det er i dag særlig svært at finde nogle som kan det med at reparerer celluloid, de fleste ødelægger tingen, men det sker ikke hos Göran.

Det indvendige hoved med måske pris 4/00 som kan være 4.Kr. samt grønt stempel, udstoppet med papir så det ikke gåt itu. Skildpadde 17 med ramme & germany

Jeg har selvfølgelig fotograferet kroppen grundigt, så I kan se typen, men de er som sagt fundet i mange forskellige variationer, men jeg tror de har kunnet købes færdig hos diverse legetøjshandlere og sikkert er lavet Tyskland, og de billegere typer har ikke kostet en bondegård. Stoffet kan være ret forskelligt, nogle er med en form for elasticitet i, det vil sige det kan strække sig og må nok benævnes som en slags tricot stof altså strikket på en maskine. Jeg har sågar en fransk dukke med samme type stof, hende vil jeg komme tilbage til en anden gang, da hun er utrolig spændende. Jeg har close-ups af hvordan armene er sat fast samt størrelsen af dukken. Når I ser billedet fra indersiden af dukken kan I se en mulig pris på måske 4/00 som kan stå for 4,00 Kr., hvilket på det tidspunkt er ret dyrt, så lad være med at tro at celluloid dukke hoveder var billige. Desuden var de det sidste nye, og derfor enhver lille piges ønskedrøm.

Bagsiden af skildpadde hovedet med mærke i ramme, Germany & 17. fra 1910-15 1 verdenskrig.

Desuden skal I huske at første verdenskrig startede i 1914, så var det godnat for celluloid industrien, idet alle fabrikker skulle lave våben, samt det faktum at celluloid kunne eksplodere. Det blev netop opfundet i forbindelse med den amerikanske borgerkrig, så det måtte ophøre under krigsårerne, men kom igen mellem verdenskrigene, selvom det var relativt dyrt at fremstille. Det forhandledes i store plader, som så skulle opmagasineres, hvilket er så farligt. Husk derfor en celluloid dukke kan pludselig eksploderer, så pas endelig på i denne varme, hvis du skulle bo i et træhus, de er og bliver uhyre sarte, og der er intet af gøre, når de først er eksploderet. Du står bare tilbage med nærmest støv, tro mig, jeg har selv prøvet det.

Skildpadde dukke med skjold mærket med skildpadde i retangel og 17. samt Germany ovenover. Karens veninde repareret af Göran
Den nyreparerede krop fra Górans hånd som nu kan sidde og bevæge sig i sin næsten originale skikkelse, med celluloisarme påsat.
Her størrelsen på kroppen samt mærket den er lavet hos, kan ikke se hvilket med se hvordan arme er fastgjort 1910-15

Håber I alle overlever i varmen, jeg bader næsten hver dag for at få min Iskias til at fungere, derfor har jeg været tavs så længe.

Venligst Anne Friis

 

Mere om ”Mit lille Strandhus” – 11. juli 2018 – supplement –

Tekst og fotos med hilsen fra Sigi Ulbrich – tortula.de ©

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Med tak til Sigi Ulbrich følger her mere om hendes lille unikke Strandhus og dens beboer:

 Sigi fortsætter med at fortælle:

Gennem flere år har min mand og jeg hvert år besøgt det ærværdige Hansa-Theater i Hamburg. Dette kulturhus i Hamburg er kun åbent i vinterhalvåret. Producenterne er desuden ledere af det legendariske St. Pauli Theater. Billetterne køber man i St. Pauli Theater, hvilket er ensbetydende med, at vi skal til Reeperbahn.

Det gjorde vi således også på dette tidspunkt. Vi tager S-toget, som holder blot et par skridt fra teatret – det er meget praktisk, da vi således sparer forgæves at lede efter en parkeringsplads.

Foruden de typiske tilbud i dette miljø, er der også souvenirbutikker på Reeperbahn. Og lige her havde jeg set ham og spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke tidligere var kommet på ham. Nu har mit Strandhus endelig fået en søulk.

”Dinglehoved-Sømanden” er fra firmaet BREBA. Godt nok er han ny, men hvad gør det, han er blevet fremstillet siden 1948 nøjagtigt som han ser ud nu, og mit Strandhus er jo ikke ligefrem ”stilrent”.

Utvetydigt: Mine uopfyldte drømmes mand.

 www.breba-kleinartikel.de

 Vi takker atter Sigi for dette herlige supplement og ønsker til lykke med det nu komplette ”Lille Strandhus”!

Lene og Lise

M i t L i l l e S t r a n d h u s

 Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©

 Fotos: Gerhard Ulbrich, med undtagelse af billede nr. 2, som er fra Sherri Farley ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Det startede i sommeren 2017. Min mand og jeg var ved at planlægge en ferie i Büsum, da min veninde Sherri fortalte mig, at hun havde planer om at indrette et ”Nauticroom”. Hendes mand havde bygget en ny kasse til hendes soveværelsemøbler, og med alt dette som grundlag ville hun indrette et sømandsværelse. En herlig idé. Hun bor ca. 900 mil fra havet. Jeg tilbød hende at kigge efter muslingeskaller og andre nautiske småting i Büsum.

Samle muslingeskaller på stranden, det var meget, meget længe siden, jeg havde gjort det. og det var sjovt. Og da jeg havde samlet muslingeskallerne sammen, opdagede jeg et sandt eldorado for miniaturister i souvenirbutikken på Büsum havn.

Jeg blev så begejstret over at finde disse ”Skatte”, at jeg straks var fast besluttet på også at ville have en Nautikstue. Under min søgning fandt jeg hos NKD dette ”Lille Hus” i tre størrelser. Hvortil de skulle anvendes, har jeg ingen anelse om? De blev udbudt som hylder. Jeg tog den største ”hylde” og gik straks i gang med at planlægge.

Jeg ville i alle tilfælde bruge møbler fra mit overskudslager — altså var der helt sikkert tale om Kuhn. Hjørneskabet skulle for længe siden have stået i de rigtige omgivelser. Da jeg kun havde lidt plads til inventar, men uendeligt mange småting og ideer, besluttede jeg mig for et loftsrum — her kunne jeg ”rumle” fuldstændig rundt. Jeg indsatte derefter loftsrummet — af pladekarton — en side hvid – som tag over stuen og så en ”træagtig” side som gulvflade til loftsrummet. Det syntes jeg så godt om, at jeg også indsatte et gulv i stuen. Hjørneskabet fik mulighed for plads, og selvfølgelig skulle der også en Kuhn-hylde med, samt en gyngestol og et lille bord.

I mellemtiden blev mange små pakker afsendt og modtaget mellem Missouri og Slesvig-Holsten. Jeg havde for eks. små tøj-emblemer fra 50erne, som jeg kunne sende til Sherri, og selvfølgelig også de smukke sejlskibe. Til skibene tilskar Steve passende ”træplader” (Steve er Sherris ægtemand), og Sherri forsynede skibene ganske diskret med stænk af farver, delte dem mellem os og sendte omgående den ene del tilbage. Da jeg ikke havde bejdse og ikke ville købe noget blot til disse smådele, farvede jeg træet med skosværte.

I Büsum havde jeg købt et selskabsspil –   LUDO – brikkerne var måger, strandkurve, fyrtårne og muslinger, et fantastisk supplement. Jeg gennemgik derefter min ”samling” af margarinefigurer, ja og selv blandt mine tøj-emblemer gjorde jeg fund.

Det samme gjorde Sherri, der altid når hun købte noget til sig selv, straks tækte på mig. De to fyrtårne er spindelvævstynde porcelænstallerkener og er kommet direkte fra USA til Elbens strande.

Mens jeg stadig overvejede, om jeg skulle bygge sandslotte eller ej, ankom de pr. post sammen med en fortryllende havfrue. Hermed var næsten alle mine ønsker gået i opfyldelse.

Hvad endnu manglede, var en tavle med stik og knob. Intet sømandshjem uden sådan en tavle. Altså gik jeg i gang med denne vanskelige opgave og øvede mig med tykt bomuldsgarn, et stykke karton og et par nåle.

           Til sidst var jeg halvt og halvt tilfreds og syede knobene fast på pappet.

Nu gik det først rigtig løs med fumleriet. Med sytråd genskabte jeg knobene og når jeg var tilfreds med resultatet, syede jeg dem fast på mørkeblåt filt. Derefter limede jeg det hele på en af de træplader, som Steve havde tilskåret. Ja, nu fandt jeg virkelig resultatet tilfredsstillende.

Den færdige tavle med stik og knob kan I se ved fotoet af prøvetavlen. En tavle magen til blev selvfølgelig sendt over Dammen til Sherri.

Og endnu en ting sendte jeg ud på den lange rejse. Jeg knyttede nemlig fiskenet til Sherri og mig. I mangel af en rigtig knytteramme, satte jeg en holder sammen ved hjælp af klemmer, papæske og pinde. Dette klappede helt fint, og nettet var værd at se på. Med små korkstykker, ægte muslinger, samt søstjerner og søheste fra smykkefremstilling ser nettet helt ”ægte” ud.

Til sidst manglede jeg kun et passende bord. Først tænkte jeg på et bord fra ministuerne. Men jeg syntes egentlig, det var for lavt. For nylig havde jeg fået blandet farve i ”Kuhnblåt”, og så fik jeg ideen: jeg havde stadig en hvid køkkentaburet i overskud. Dens ben blev malet blå. Nu er den forvandlet til et dejligt bord – som passer til gyngestolen. Pibe, askebæger, glas, whiskyflaske og lommeur (fra smykkefremstilling) fuldstændiggør forestillingen om denne kliché.

Søulken mangler stadig, men hans 12 cm høje EDI-barnebarn leger allerede på stranden.

Og ellers er alt komplet.

Da jeg nok aldrig vil kunne pynte en strand hertil, er sandslottene, samt havfruen og solhatten trukket på loftet. Her bor desuden en kat fra Erzgebirge.¨

Hos mig skal der være gulvtæppe i enhver stue, derfor også i strandhuset. I stedet for den græske landskildpadde bor der selvfølgelig en vandskildpadde i dette hus. Den hvide Vovhund er ligeledes fra Erzgebirge. Den læser ikke avis, ser blot ud som om.

Fisken (Playmobil), den tykke muslingeskal (LUDO-spillet) og de små muslingeskaller (ægte) er presset ned i modellervoks, som derefter er fikseret på træet. Redningsbæltet er en nøglering fra Büsum, jeg tror, det er af gips.

Holderen til muslingeglasset har Steve bygget. Sandskibet var fremstillet med stativ fra fabrikanten.. Fyrtårnet er fra Büsum, og de små muslingeskaller på muslingetallerkenen er naturligvis samlet af mig. Kikkerten er en del ældre, jeg tror den er fra en sættekasse engang i 70erne. Nøglebundtet er fra fremstilling af smykker. I mellemtiden har jeg i mange af mine dukkestuer sådanne eller lignende nøgler. De er med at at fuldstændiggøre boligmiljøet.

Da jeg var ung, havde jeg meget klare forestillinger om, hvordan jeg engang ville have et strandhus. Det skulle være enkelt med solide træmøbler og for alt i verden ikke kitsch. Det skulle ligge direkte bag Nordsødiget og selvfølgelig med perfekt udsigt over havet. Jeg ville sidde på terrassen og fiskerne arbejde. Det faldt mig dengang aldrig ind, at der ikke rigtig var logik i dette.. Nå, ja, vor feriebolig i Büsum havde faktisk et par af disse egenskaber. Den lå direkte bag Nordsødiget, havde den perfekte udsigt (fordi den lå på 2, sal i et flerfamiliehus) og…, jeg kunne fra morgenmadsbalkonen se fiskerne arbejde.

Mit stranddukkehus er nu blevet helt anderledes. Og dog er det nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig mit strandhus.

Men helt ærligt, dér ville jeg aldrig arbejde som rengøringsdame!

Kære Sigi, tak for din herlige fortælling med fine fotos om at skabe et lille Strandhus, man fornemmer virkelig, at du har hygget dig. Vi glæder os hermed til at præsentere historien for alle vore læsere!

Lene og Lise

 

 

Når man får gaver

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 1

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen©

 For snart mange måneder havde vi besøg af et vennepar, der havde overtaget et gammelt hus og fundet en gammel dukke og dukkevogn på loftet. Og da man kender min samlermani og forkærlighed for gammelt legetøj, fik jeg begge del som en STOR og dejlig værtindegave. Og mon ikke jeg følte mig som en Lykkens Pamfilius!

Dette billede er fundet i Angelika Lipinskis ”Zelluloidpuppen Sammeln (Preisführer) 1991) !

Da vi havde taget afsked, kastede jeg mig straks over mine bøger (”bibler”) for at kunne datere dukken:

Hun er fra Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik, Mannheim-Neckerau, nu Schildkröt (det var virkelig godt, at firmaet skiftede navn, da deres dukker altid gik under den populære betegnelse ”Skildpaddedukker”!)! Hun er en gammel dame med skulderhoved mærket med Skildpadde i ruderamme og tallet 17. under ”padden”. Hun har ”halve” celluloidarme og stofkrop. Kroppen er af lærred, og kan være fornyet, idet der ikke er ”spjæld” som knæ på kroppen, dvs. at jeg egentlig burde sy en anden krop til hende….. Ifølge flere af mine bøger blev hun fremstillet fra 1910 til 1915 og fandtes i mange størrelser, og mit eksemplar må være den største af typen. Dukken blev senere reproduceret i 50erne med en svag ændring i frisuren.

Dukken er iført et par strikkede sokker, et par mamelukker og en kjole af lærred…. Hvor gammelt eller nyt tøjet er, tør jeg ikke sige noget om, måske meget nyere end dukken, og skulle energien en dag komme over mig, vil jeg ekvipere hende lidt fiksere.

Kroppen ser nyere ud end
Dukkehovedet, en gammel krop ville helt sikkert have spjæld med knæled!
Hendes Skildpaddemærke er desværre ikke ret tydeligt —men her kan I også se hovedet og frisure bagfra !
ådan ser pigen ud, og hun vil da helt sikkert se sødere ud, dersom, hvis, såfremt, ifald hendes ”dukkemor” tager sig sammen til at ekvipere hende bedre

DEL TO om dukkevognen følger, den varme sommer inviterer ikke helt til at sidde og skrive. Skulle nogle af jer af en sådan eller en lignende dukke, så bare fortæl, fortæl og fortæl!

G o d   Læ s e l y s t !

T r æ d u k k e r – GROMADA

Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©

Hvor er det dejligt at kunne arbejde sammen og supplere hinanden, som f.eks. her , hvor Lene og jeg lagde os i selen for at finde oprindelsen til disse charmerende trædukker, som jeg inderst inde kalder ”russiske bondepiger”:

Det hele startede med Annette Rahbeks forespørgsel om oprindelsen til tre 17,5 cm høje trædukkepiger, som hun for længe siden på et loppemarked havde erhvervet til næsten ingen penge. Mine trædukker er 13,5 cm høje, var der mon forskellige størrelser?

Dukkerne er fra Polen, her er firmaet Gromadas mærke.

Både Anette og jeg har fundet vore dukker i rodekasser på loppemarkeder, og dukkerne er klædt på i tøj af stofrester, typisk for, hvad man havde dengang i fyrrerne efter krigen. Men hvor mon dukkerne kommer fra?

Allerførst spurgte vi på bloggen, hvor flere læsere havde fået at vide, at de var fra Lego, så den oplysning gik vi videre med:.

Vi kom herefter laaangt omkring. Allerførst spurgte vi hos LEGO, idet flere læsere mente, de stammede fra Legos første tid, hvor man fabrikerede trælegetøj – her fik vi svar med henvisning til hjemmesiderne miniland.nl. – , hvor der er gengivet katalogsider i s/h og i farver, men desværre ingen dukker.. Derefter spurgte vi BRIO, Sverige, som hurtigt svarede, at dukkerne desværre ikke er svenske.

17,5 cm høj dukke fra Retro-vintage!

Da dukkernes bemaling ligner de russiske matronedukker: Matrojska eller Babushka, og da deres tøj ligner russiske folkedragter, kunne dukkerne da være russiske eller måske østeuropæiske….. så vi måtte videre. Og der er masser af fotos af disse trædukker på nettet, dog uden oprindelse!.

I mellemtiden fandt Lene på siderne: retrovintage.dk,. at man herigennem stadig kunne købe æsker med sådanne dukker, og vi bestilte lynhurtigt en æske hver. Disse dukker annonceres som: Gamle Trædukker fra 1940erne – æske med 6 stk.

Disse dukker er vel ankommet, og sælgeren har sendt os de pæneste, hun havde, idet dukkerne er gamle (1947-49), og tøjet krøllet af at have ligge i æskerne i så mange år. Et par af dem skulle da også have en klat lim til fastgørelse af en løs træsko, men alt i alt er de søde og flotte.

Men vi måtte videre ud i den STORE Verden. En af mine dukkebekendte har en ukrainsk veninde, og ved en forespørgsel fik vi via Ukraine at vide, at de var polske, og at de fandtes i to størrelser (13,5 og 17,5 cm) , dvs. fra Gromada. Der står meget under Gromada, når man læser polske hjemmesider, og jeg fandt da også en lignende dukke udstillet i Legetøjsmuseet i Gdansk, men ville jeg gå dybere ind i min forskning, stod der bare: åbner snart….

For at komme videre, gik jeg til min polske svigerdatter, der ellers ikke interesserer sig for dukke og legetøj, men hun kunne måske finde noget, ikke alt er oversat fra polsk, derfor var Dorota mit bedste bud, og BINGO: Dorota fandt historien om Gromada, og den får I her:

Trædukken fra Gdansk— som I ser, er den er fra 1956!

Det kooperative firma Gromada i Kielce blev etableret i 1939. Dets aktiviteter var koncentreret om denne regions legetøjstraditioner, Kielecczyzna er et område i det centrale Polen. Foruden trælegetøjet så som dukker, byggeklodser, møbler, gynger, byggesæt og meget mere, gik man i gang med at fremstille maskotter og dukker af stof. Firmaet skabte over 300 modeller. De introducerede desuden tegneserielignende typer, samt figurer fra tegneserier, de fleste kendt i Polen, så som Jacek og Agatka, forældreløse Marysia og Koziolek Matolek, figurer som ikke siger os ret meget eller nok slet intet.

Firmaet præsenterede deres legetøj på messer og eksporterede til Nigeria, Tanzania, Libyen, Tunis, USA og Japan, og deres aktiviteter fortsat langt op i 90erne.

Trædukker i polske politi– og soldateruniformer sattes i produktion i 1960, disse dukker var ikke særligt populære blandt potentielle kunder./købere. Men da firmaet meget gerne ville af med dem, solgte man dem til politi og militær, som brugte dukkerne som gaver for tro og eksemplarisk tjeneste.

I 1960erne var Gromada-dukkerne meget populære i Polen, de fandtes på hylderne i næsten alle butikker. Dukkerne solgtes til udlandet som souvenirer fra Polen. Og stadigvæk kan du være heldig at finde dem på loppemarkeder og auktioner rundt om i Verden.

Her er min 13,5 cm høje trædukke, som jeg har tegnet og scannet. Hendes tøj er i groft blåt og hvidt lærred!
Hun er fundet for mange år siden i en rodekasse på et eller andet loppemarked!

Anette Rahbeks tre 17,5 cm høje dukker, forfra og bagfra – også fundet på et Loppemarked!
Tøjstilen er den samme, folkedragter i groft lærred og meget enkelt syet
Æske med 6 dukker fra Retro-Vintage –
Lene og jeg var heldige, vi fik de pæneste æsker af dem, der var tilbage!
Sådan introducerer Retro-Vintage restpartiet af dukker – og sådan blev vi bragt på sporet!
Tv: På et loppemarked så Lene dette ”Kaptajnspar” til salg, og nedenunder kan I se Beritt Mathiesens fire velklædte trædukker. Alle 6 ligner Gromada-dukkerne, synes I ikke ?

Men…. Der er stadig et åbent spørgsmål??? Her er Annalise Fiskers trædukke. Hun er malet anderledes og iført en blød bomuldskjole – gad vide, hvor hun kommer fra ?

Til slut tak til alle jer, der satte os på sporet af disse charmerende trædukker, og vi modtager gerne mere om dem.

G o d   L æ s e l y s t   !

Babydukkeudstyr til ca. 31 cm høj dukke

Dette nostalgiske og søde sæt består af:

kjole, livsstykke, blebukser, støvler, kyse og trøje

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Til dette sæt skal du bruge: Rester af hvidt og rosa uldgarn, tynde strikkepinde, samt en hæklenål til tungekanter (picots) i hals og ærmegab på livsstykket og rundt i kanten af buksebenene på blebukserne. Desuden 2 små knapper.

 Forkortelser: m = maske, p = pind, r = ret, v = vrang, sl = slå om p, sm = sammen, indt = indtagning, udt = udtagning, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, rib = ribstrik (1 r, 1 v) . glat = glatstrik (1 p r, 1 p v), perles = perlestrik (1 r, 1 v, på næste p startes omvendt, således at r strikkes over r, og v strikkes over v, lm = luftmaske, fm = fastmaske, km = kædemaske,

Billede1

Strikkefasthed: 7 1/2 m er ca. 2,5 cm – dukken måler 31 cm fra isse til fod, og 23 cm på det tykkeste sted rundt om kroppen . (Du kan altid strikke til en mindre eller større dukke med tyndere/tykkere garn og pinde, blot du husker med passende mellemrum at måle strikketøjet på dukken).

 

KJOLEN:

 Bagstykket: Slå 53 m op med rosa uldgarn, strik 5 p i perles, skift til hvidt uldgarn og strik 1 p v. Derefter mønsterp: 1 m r *sl 1 m, 2 r sm, gentag fra* p ud. Strik yderligere 39 p med mønster. Skift til rosa uldgarn: indt p: 2 r sm, i alt 26 gange, 1 r (nu 27 m på p. Derefter 4 p perles. Skift til hvidt og strik 1 p v.

Bærestykke og ærmegab: Fortsæt i rib og tag 1 m ind i hver ende af næste p, samt i hver anden af de 2 følgende p (nu 21 m tilbage). Strik 7 p rib. Næste p: 5 m rib, vend arbejdet, idet du lader de resterende 16 m stå. Strik 6 p mere rib med de 5 m, som derefter lukkes af. Gå tilbage til de resterende 16 m og luk 11 m af til halsudskæring. Strik de resterende 5 m rib, strik yderligere 6 p rib med disse 5 m og luk af.

Forstykket: Strikkes på samme måde som bagstykket.

Ærmerne: Slå 21 m op med rosa uldgarn og strik 3 p perles. Skift til hvidt og strik 1 p v. Gentag derefter mønsterpinden (se bagstykket) 10 gange.

Og nu til ærmetoppen: 1. p: strik 2 r sm, strik 1 r *sl 1, strik 2 r sm, gentag fra * til der er 2 m tilbage, strik 2 r sm.— 2 p: strik 2 m r* sl 1, 2 m r sm, gentag fra * til der er 1 m tilbage, 1 m r. – 3. p: 2 r sm, *sl 1, 2 r sm, gentag fra *, til der er 3 m tilbage, strik 3 m r sam. – 4. p: strik 1 r * sl 1, strik 2 r sm, gentag fra * p ud. – gentag 1. p (15 m tilbage). Luk af.

Strik det andet ærme magen til.

Montering: Pres alle dele (undtagen rib) med et varmt jern over et dampklæde og brug et kraftigt strygeunderlag. Heft ærmerne i ærmegabet, således at der bliver ca. 6 mm sømmerum. Sy ærme– og sidesømme sm i én arbejdsgang og pres. Lav en knaphulsløkke på hver skulder på forstykket, og sy en knap i hver skulder på bagstykket.

LIVSSTYKKET:

Bagstykket: Slå 31 m op med hvidt uld og strik 6 p rib. Herefter strikkes følgende mønster: 1. p: (højre side) – *3 m r, 1 v, gentag fra * til der er 3 m tilbage, 3 m r. – 2. p: v. – Gentag disse p yderligere 9 gange.

Ærmegab: fortsæt i mønsterstrik, idet du tager 1 m ind i hver side af næste p og på hver anden af de følgende 4 p (21 m på p). Strik 1 p v. – Næste p: Strik 4 m i mønster, vend arbejdet, idet du lader de resterende 17 m stå. Strik med disse 4 m yderligere 7 p i mønster og luk dem af. Start derefter i halssidekanten med de 17 m: luk 13 m af og strik de sidste 4 i mønster. Strik 7 p mere med disse 4 m og luk af.

Forstykket: Strikkes som bagstykket.

Tungekanten (picot): sy skuldersømmene sm og hækl en smal kant rundt i hals og ærmegab: 1 fm ind i en strikm, 3 lm, km ind i 3. lm fra hæklenålen, spring 1 m over gentag hele vejen rundt. Pres arbejdet og sy sidesømmene sm.

BLEBUKSER:

 Bagstykket: Slå 9 m op med hvidt uld og strik 1 p v, forsæt derefter således: 1 p: (højre side): * 1 v, 3 r, gentag fra *, til der er 1 m tilbage, 1 v. – 2. p: strikkes v. Gentag disse p yderligere 2 gange. Fortsæt i det her angivne mønster, idet du slår12 m op i beg af hver af de næste 2 p (nu 33 m). Gentag de 2 mønsterp yderligere 2 gange. Strik 4 p rib. Hulrække: *1 r, slå om p, 2 r sm, 1 v, slå om p, 2 v sm, gentag fra *, til der er 3 m tilbage, 1 r, slå om p, 2 r sm. Derefter strikkes 3 p, og der lukkes af.

Forstykket: Strikkes på samme måde som bagstykket.

Kantning af bukseben:

Sy sidesømmene sm. Hækl en tunge(picot)kant rundt i hvert bukseben på samme måde som på livsstykket. Pres blebukserne, sy dem sm forneden og træk bånd gennem hullerne i taljen.

STØVLER:

 Start foroven med rosa uldgarn og slå 21 m op. Strik 2 p i perles, derefter 2 p glat. Hulrække: 1 m r, sl, 2 r sm, i alt 7 gange. Næste p: v.

Billede2

Nu deles m af hensyn til indsatsen: 13 r, vend, 5 v, vend, idet du lader 8 m stå ustrikket i hver side. Strik 10 p glat med de midterste 5 m. Næste p: Strik de 5 indsatsm r, saml op og strik 5 m r fra p, som slutter på venstre side af indsatsen, derefter de 8 m r, som du lod stå ustrikket på denne side. Næste p: 18 m v, saml op og strik 5 m v fra p, som ender på modsatte side af indsatsen, derefter de 8 m v, som du efterlod ustrikket på denne side (nu 31 m). Strik derefter 6 p perles og luk af.

Strik den anden støvle på samme måde.

Pres arbejdet, sy støvlerne sm (benet og under foden). Træk silkebånd gennem hulrækken ved anklen.

KYSE: (en kyse med spids bagtil kadtes en pipaluk, dengang jeg var baby)!

 Begynd med kanten ved ”ansigtet” og slå 45 m op med rosa uldgarn. Strik 3 p i perles, derefter 7 p glat, idet du starter med 1 retp. Slut med perles i de 3 sidste m i hver ende af hver p som kant, således at der kan laves et ombuk til kysen.

Strik derefter 36 p glat begyndende med en retp, idet du stadig holder en kant med 3 m perles i hver side. Derefter lukkes af.

Pres kysen. Lav et ombuk og sy det fast forneden i hver side. Sy silkebånd i forneden i hver side af ”ansigtskanten”.

TRØJE:

 Bagstykket: Slå 43 m op med rosa uldgarn og strik 4 p perles, derefter 18 p glat.

Ærmegab: Tag 1 m ind i begge sider af næste p og på hver anden af de 4 næste p (33m tilbage). Strik 7 p mere i glat og luk af.

Venstre forstykke: Slå 27 m op med rosa uldgarn og strik 4 p perles. Gå derefter over til glat med kant i perles således: 1. p: (retsiden af arbejdet): r, indtil der er 3 m tilbage, disse strikkes i perles. – 2. p: 3 m perles, v p ud. Gentag disse 2 p 8 gange mere.

Ærmegab: Idet du fortsætter med at strikke kanten med 3 m i perles og resten af p i glat, tager du 1 m ud i beg af næste og på hver anden af de 4 næste p (22 m tilbage). Strik 2 p mere lige op. *På næste p lukkes 17 m af til halsen, strik p ud. Strik 4 p mere med de sidste 5 m. Luk af.*

Højre forstykke: Slå 27 m op med rosa uldgarn og strik 4 p perles. Gå derefter over til glat med kant i perles således: 1 p: (retsiden af arbejdet): 3 m i perles, resten af p i r. – 2. p: v, indtil de sidste 3 m, som strikkes i perles. Gentag disse 2 p 8 gange mere.

Ærmegab: Idet du fortsætter med at strikke 3 m i perles og resten af p i glat, tager du nu 1 m ind i slutn af næste p og på hver anden af de næste 4 p (22 m tilbage). Strik 3 p mere lige op. Derefter gentages fra * til * som på resten af venstre forstykke.

Ærmerne: Slå 23 m op med rosa uldgarn og strik 4 p i perles. Derefter strikkes 2 p glat. Fortsæt i glat og tag 1 m ud i hver side af næste p og i hver følgende 6. p — indtil den 4. udtagningsp er færdig (dvs. nu har du 31 m på p. Strik 1 p v.Nu dannes ærmegabene således: Tag 1 m ind i hver side af næste og i hver anden af de følgende 3 p. Luk de resterende 23 m af. Strik det andet ærme på samme måde.

Halskanten: Sy skuldersømmene sm. Saml (rosa uldgarn) 16 m fra halskanten på højre forstykke, 18 m fra ryggen og 16 m fra venstre forstykke (i alt 50 m) op. Strik 1 p r.

Hulrække: 2 m r *slå om p, strik 2 m r sm, strik 1 m r*, gentag dette p ud. Strik 1 p r og luk af.

Pres arbejdet. Sy ærmerne fast til ærmegabene. Sy sidesømmene sm og pres trøjen. Træk silkebånd gennem hullerne i halskanten.

Et tip: pynt trøjen foran og kysekanten med små rosenknopper og blade i mørkrosa og grøn broderisilke.

G o d   F o r n ø j e l s e   !

Billede3