SPÆNDENDE ANTIK DUKKE M.M. i SEJERØ KØBMANDSHANDELS MUSEUM.

Tekst og billeder: Lene Byfoged

Det er nogle år siden vi har besøgt museet på Sejerø, men her i sommer havde vi gæster, som gerne ville se den gamle købmandsforretning og de gamle fine stuer.

Museet viser den gamle købmandsbutik, der lukkede i starten af 1970,erne og resten af det gamle hus. Alt står som det stod dengang, virkelig en nostalgisk tur man er på, når man besøger museet. Jeg kan huske jeg har handlet der, de første år jeg kom på Sejerø, men madvarer købte man aldrig, udløbstiden på varerne var for længst overskredet. På første sal op ad en stejl trappe, findes bl.a. alle de spændende fund, der er fundet i jorden på Sejerø, gamle klædningsstykker m.m.

Det lignede selvfølgelig sig selv, men nogle nyanskaffelser fandt jeg da. Den fineste antikke Milliniere dukke stod i en montre på første sal, sammen med alle de andre ting og sager fra Sejerøs historie.

Jeg fik taget nogle billeder af hende i montren, men nogle dage senere, kørte vi ned på museet igen og fik lov til at få hende ud, så vi fik nogle bedre billeder.

Er hun ikke fin? Mærket af tidens tand, men alligevel flot bevaret, når man tænker på, at hun er omkring 180 år gammel.

Dukken er tysk, med ben og arme af træ, hoved af papmache og hvis hun er, som de dukker af samme slags, jeg har set billede af, har hun skindkrop. Tøjet er det originale. Hun er ca 25 cm høj.

Jeg ved ikke ret meget om denne slags dukker, så dejligt med hjælp fra eksperten Birgit Muusmann.

Det eneste man ved om dukken på museet er, at den blev givet til en lille pige på Sejerbygård på Sejerø i 1850.

Dukkens frisure fortæller om den alder og den dygtige og erfarne dukke – og legetøjsekspert Birgit Muusmann fra Antique Toys and Dolls i København, fortæller at denne dukke er fra omkring 1840,erne og det passer jo fint med, at den blev givet væk i 1850. Frisuren er lige som dem på den tidlige KPM chinadukker, fortæller Birgit.
Her ses de smukke slanke træarme.
Og her kan man se lidt af træfødderne.
Dukken i sit falmede og mørnede tøj. Som det ses, har en lille pige nok på et eller andet tidspunkt, lavet den lille halskæde og givet dukken den på.

Kunne dukken tale, ville vi vide meget mere om den, men vi må nøjes med at nyde den.

Udover dukken var der også et sæt dukkemøbler, jeg ikke havde set før. Et fint sæt fængselslegetøj. Dejligt at se et helt sæt samlet. En fin udstilling af diverse pap og papirvarer, nød jeg også.

Museet laver nye udstillinger hvert år, så kommer der nye ting frem fra gemmerne.

De fine dukkehus møbler lavet af Dansk Legetøjsfabrik.
En fin udstilling af gamle reklameskilte, glansbilleder og Richs Samlealbummer.
Lidt fra udstillingsvinduet. Måske fra Dansk Legetøjsfabrik?

Skulle nogen lægge vejen forbi Sejerø, så snyd ikke jer selv for et besøg på dette dejlige lille museum.

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Tredje Del C!

(Tekst og fotos Sigi Ulbrich, tortula.de ©) (oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra tortula.de ©)

Kære Læsere, hermed sidste del om de smukke tændstikæsker, med Tak til samleren Sigi Ulbrich for dit udførlige arbejde! Måske flere af jer er lige så tændte på disse små og unikke kunstværker, hvem ved ?



I mellemtiden har vi vænnet os til, at mange pyntegenstande af træ ikke mere bliver drejet., Tænk blot på den smukt udførte buehvælving i 3D, som fru Ludwig har præsenteret os for i 12/2014 og 1/2015 www.tortula.de. Lasercut-teknik (laser-skæring-teknikken) var således et trylleord, men alligevel blev den også anvendt på disse tændstikæsker. Lasercut, ja kun på den måde kan man udføre sådanne små kunstværker.

Firmaet Silhoubox— bag dette navn gemmer sig Ulrike Zimmermann og Norbert Corsten, udfærdigede for 6 år siden klenodier af højeste kvalitet. Mens fru Zimmermann fremstiller æskerne og tager sig af virksomheden, skaber Norbert Corsten motiverne. Deres første vare var ”Krybben” (Jesusbarnet), og den blev åbenbart en succes. I mellemtiden er der skabt uendeligt mange motiver til alle mulige anledninger. Og alle bliver udfærdiget i firmaet Zimmermann/Corsten, dvs. laserskåret, limet op, pakket og forsynet med firmaets påtegning..

Firmaet Silhoubox tilbyder følgende varer under dette slogan: Mini-silhoutter Små, fine og forbavsende detaillerede Om det drejer sig om natur-, jule-, sport-, byer, religiøse eller højtidelige motiver til særlige anledninger og fester, findes der laserskårne, 3-dimensionale miniature-silhuetter af finsk træpap i en dekorativ, håndlavet tændstikæske — ganske enkelt med et smukt udseende og en flot gave til enhver lejlighed. Til disse ord kan jeg egentlig ikke tilføje noget. Kun at firmaet Silhoubox venligst hat stillet os deres fotos til disposition, og at man faktisk til enhver lejlighed og til overkommelige priser kan købe disse klenodier online.

Siden begyndelsen af 90erne har opfinderen Richard Wetzel fra Heilbronn fyldt sine tændstikæsker med papir. Han skaber byer, landskaber, scener fra eventyr, situationer fra det religiøse og det daglige liv. Alt skabes i papir— som forvandles til udstansede hobbyark, som foldet på en særlig fiks måde passer ind i en tændstikæske. Der skal efterhånden være skabt 30 forskellige æsker. Foruden ”Köln” har jeg også Noas Ark, et sandt vidunder. Mens jeg allerede har opbygget ”Köln”, ligger arken stadig i sin æske, men se blot på hobbyarket: sådan et ark ser man ikke hver dag. Desværre har jeg ikke fundet nogen præsentation på internettet, men foretager du en Googlesøgning, finder du hurtigt æskerne. Denne søgning betaler sig, og æskerne kan købes online— til virkeligt anstændige priser. Opbygningen af motiverne kræver tålmodighed og lidt fingerfærdighed, men det er en fornøjelse at gå i gang med.

Ofte er tændstikæskerne også lidt tykkere – som her med de små Flammer. De ”store” var på 6 cm, og de ”små” passer lige præcis og meget nøjagtigt ind i en tændstikæske, som er lidt tykkere. De blev fremstillet i 70erne af firmaet El Greco, og de blev solgt under navnet SISO. Men til sidst kom de fra Simba Toys GmbH & Co.. Hos Simba havde de bløde hoveder. Fru Ludwig har en del af disse bitte små æsker. Hun har sendt mig fotos og oplyst om Mærkningen: Little Freinds / Mary /1976 Hallmark Cards Inc./ elgreco (Små venner / Mary / 1976 Hallmark etc). På bagsiden står trykt: Little Friends / Zur Freundschaft braucht man zwei (Små venner / man skal være to til et venskab). Nå det er da virkelig pæne og kloge ord. Disse ting var en virkelig fin gaveidé, og de små piger var tossede med gaverne.

Hele tiden ser man tændstikæsker, og de er for det meste smukt forarbejdet, inden i er små dukker. For nogle år siden købte jeg en lille æske, og i den lå to bitte små mini-porcelænsdukker. I bogen ”Erzgebirge Volkskunst in der Zündholzschachtel” (Folkekunst fra Erzgebirge i Tændstikæsken”) bliver også dette tema kort opridset:

Særpræget er også en fransk æske med to yndige bitte små porcelænsdukker, som har et lille hæklet tæppe over sig. Om denne æske var seriefremstillet eller ”kun” en selvfremstillet fødselsdagsgave, må stå åbent!

Jeg købte dengang min æske, fordi den var påtrykt de dansende svenskere. Først meget senere opdagede jeg dens fine indhold. De små bitte dukker er blot 2,3 cm. De ligger på et gammelt leje af vat. De har ikke noget lille hæklet tæppe over sig. Som jeg allerede sagde i udgave 4/2016 www.tortula.de: ”Er man først begyndt med tændstikæsker, er der ingen vej tilbage!”

Men jeg ville jo slet ikke samle på tændstikæsker og dog – jeg har en samling, det kan jeg ikke lyve mig fra, jeg har en lille samling, og det hele begyndt dengang med den lille bitte buehvælving.

Og nu er det så blevet til mange æsker, og hver især er på sin måde et lille klenodie. Jeg ville meget gerne præsentere jer for endnu flere og beskrive dem. Men lidt efter lidt er pladsen hertil brugt op, og jeg må ganske enkelt slutte af, og dog vil jeg da lige vise jer et par af mine absolut yndlingsæsker. Der er f.eks. æskerne med jernbanerne, som jeg har ”lokket” min mand med. Se nu nøje på dem, Stübelmacher har også nogle miniæsker på programmet. Også mine vintersportsfolk er ikke helt almindelige. Slædekøreren stammer fra Frohs. Hvilken virksomhed, der har fremstillet skiløberen, ved jeg desværre ikke, men han kom fra Dregeno. Har I mon nogen sinde set en prøveæske? Den har ”dobbelt bund”. Et rigtigt kunstværk. En virkelig ”Brændende IDE” er æsken fra Stübelmacher. Et delikat tålmodighedsspil (Gordiske Knuder) og et par tændstikker. Dengang rygning stadig var tilladt i restauranter, var dette helt sikkert en herlig beskæftigelse til at fordrive ventetiden med. Skønt der er vejledning med til spillet, har jeg endnu ikke kunnet løse gåden. Fortryllende og detaljeret er sættekassen. Den hænger jeg nu helt sikkert op i en dukkestue.

Hermed sluttes ringen. Med buehvælvingen fra Gisbert Neuber begyndte det – og det slutter med sættekassen.

Og da jeg endnu har såååå maaange æsker, som jeg absolut må vise jer, følger hermed en fotoside.

Med hilsner fra og tusind tak til Sigi Ulbrich (tortula.de)

Hermed slutter den lange, dejlige og interessante beretning om Tændstikæskerne— en sand appetitvækker— gad vide, hvad jeg gør, når jeg støder på de små kunstværker??? Jeg ejer bare én æske købt i Sonneberg ! (Lise)

God Læselyst, alle sammen, ønsker Lene og Lise

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Anden Del B!

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de © Oversættelse: Lise Brastrup clasen med tilladelse fra tortula.de ©)

Kære Læsere, hermed fortsætter beretningen om fremstilling af de dejlige tændstikæsker, med tak til samleren Sigi Ulbrich for din grundige research!

Firmaet SINA® Spielzeug (legetøj) blev grundlagt den 25 juni 1991—dvs knapt et år efter Genforeningen – af Lulu Schiffler-Betz, Horst Ehnert og Werner Seidler.Firmaets adresse var i Neuwernsdorf – direkte ved landegrænsen til Tjekkiet. I 1995 flyttede firmaet til et nyt produktionsområde i Neuhausen.

Sina har med ”Der kleine Schwede” (Den lile Svensker) virkeligt optaget en klassiker i sit program. ”Svenskeren” blev i 1908 grundlagt af legetøjs og trævarefabrikken S.F. Fischer Oberseiffenbach. Det drejede sig dengang om 7 små byggeklodser af træ –  som lige netop kunne ligge i en tændstikæske. Jeg siger tak til Annette Gärtner for at lade mig benytte fotos af hendes ”alten Schweden” (gamle svenskere) i denne artikel. Hos SINA® er der til den nye gamle Svensker en fin byggevejledning. Fru Gärtner mener bestemt, at der også for 100 år siden var en byggevejledning, den er hun ganske vist ikke i besiddelse af. Men hun har ret, for jeg modtog fra hr. Kleindienst – www.baukastensammler.de –  et billede af hans byggeplan. Jeg siger tak for tilladelsen til at måtte vise den her.

Og nu vil både den ene og den anden nok sige, at det jo ikke er nogen tændstikæske. Ja, det stemmer, den nye lille Svensker er anbragt i en æske med låg (Mærket Skotøjsæske) på størrelse med en tændstikæske. Havde det nu ikke været den gamle Svensker, der her faktisk ligger i den klassiske Matchbox (foldeæske), havde jeg måske tøvet med at vise SINA® Svenskeren her, men på en eller anden måde hører den sammen med Den gamle Svensker, og under alle omstændigheder er den smuk.

Max Hetze Seiffen –  var en legetøjshandler – der allerede i det 19 århundrede havde solgt sine varer på Marskandisermarkedet i Dresden— i hvert fald står det sådan skrevet på en tændstikæske, som hans efterfølger har fremlagt  –  I henhold til bogen ”Erzgebirgische Volkskunst in der Zündholzschachtel” (Folkekunst fra Erzgebirge i tændstikæsker) 1991. Da jeg købte min æske, fik jeg sammen med den en meget interessant henvisning/forklaring: Ferdinand Hetze rejste vor 125 år siden for første gang til marskandisermarkedet med sine varer. Han var to dage undervejs med sin trillebør. NÅ DA DA.. Hvad siger I så! I æsken er indlagt et meget interessant og sødt baggrundsbillede. Til højre ses Kirken i Seiffen og til venstre ses DresderZwinger (Dresdner Zwinger er den berømte bygning i barokstil, hvor museer og mange andre interessante seværdigheder har til huse. – bemærkning fra oversætteren) ).

I handelsregistret for Seiffen kan jeg desværre kun finde en registrering fra den 30.3.1999, her er Titus og Sebastian Kirtsche indtrådt som interessenter med personlig hæftelse, og firmaet hedder blot Max Hetze Seiffen OHG. Selv om det ikke er nævnt nogen steder, går jeg ud fra, at med disse to herrer drejer det sig om Bärbel Kirsches sønner, der sammen med hende den 15.3.1999 som personligt hæftende interessenter har købt firmaet af Rudi og Edith Kirsche (sandsynligvis forældrene eller svigerforældrene). For øvrigt udtræder Bärbel Kirsche den 2.7.2003 af firmaet. Årsagen er ikke anført. I Folkeregistret fra 1940 er der stadig som legetøjshandler indskrevet en Max Hetze. I den ovennævnte finder man kun en kort beskrivelse og et foto, at Max Hetze i 1955 har udbudt en æske med et puslespil i fem dele til VEB-Schuhfabrik Zwönitz. Forhåbentligt bliver ingen stødt over gadenavnet. Det er jo sådan, at hver by på den tid havde en gade med dette navn, som man efter krigen hurtigt måtte omdøbe. Ofrene blev de fastboende borgere, og især forretningsfolkene, som med store omkostninger måtte anskaffe nyt brevpapir, nye stempler osv. Sådan var tiderne, og vi må leve med vor fortid, som den dag i dag stadig er en del af os.

Værkstederne Flade & Wiltner har i tidsrummet fra 1994 til 2001 arbejdet under denne form vor virksomhed.. Bag disse navne skjuler sig deres forældre Traute og Helmut Flade og datteren Annelie Wiltner og Kerstin Flade-Drechsel. Mens ægteparret Flade og datteren Kerstin Flade-Drechsel straks efter vendepunktet (DDR i oktober 1989) indrettede deres værksted, arbejdede Annelie Wiltner først i Dresden, indtil det lige før 1994 og frem til 2001 kom til dette samarbejde. Fra dette tidsrum stammer die ”Saksiske Miniaturer fra Dresden”. Egentlig er Skuffeæskerne ikke rigtige tændstikæsker. De er ca. 7 x 4,8 x 3 cm store, mens tændstikæsker blot er ca. 5,3 x 3,6 x 1,5 cm. Men i det moderne Tyskland findes der tændstikæsker i mange størrelser – og dermed arten og indholdet – jeg måtte ganske enkelt tage dem alle med. De holder stand ved enhver sammenligning. Damen til venstre er fra fru Ludwigs samling — der også har sendt mig fotoet. Mange tak for det.

I dag har fru Wiltner i butik i Dresden i Grundstrasse 16. Hendes speciale er helt sikkert engle – et besøg i Grundstrasse er unde ralle omstændigheder en ”himmelsk” oplevelse.

 Fru Flade-Drechsels virksomhed findes stadig under navnet Werkstätten Flade i Olbernhau og har stadigvæk De saksiske Miniaturer på programmet. Helmut Flade afgik ved døden som 75-årig – en nekrolog finder man på hjemmesiden for Seiffener Museum under bekendtgørelser. Her får man et indfølende indblik i familiens historie og den afdødes arbejdsliv, idet begge dele er tæt forbundet med hinanden.

Kære Læsere, Sidste del C om Tændstikæskerne historie og de mange kunstnere kommer snarest. I mellemtiden siger vi atter tak til Sigi Ulbrich og ønsker alle fortsat

G o d Læ s e l y s t !

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Anden Del A!

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)

Kære Sigi, endnu engang tak for din spændende beretning, og Kære læsere, hermed får i Del II-a om de smukke kunstværker i tændstikæsker…

”Når man søger efter en form er det ikke klogt, dersom alle søger efter den samme form.” Eliel Saarinnen, finsk arkitekt!

Som jeg allerede i første Del i udgave 4/2016 www.tortula.de sagde: ”Når man først er startet med tændstikæsker, er der ingen vej tilbage!” Men jeg ville jo slet ikke samle på tændstikæsker, og derfor blev det først til kun godt to dusin æsker. Først da mine stuer blev mindre og mindre, og det som følger heraf nærmest var lig nul at købe udstyr til dem, kiggede jeg stadig oftere efter tændstikæskerne.                                                            I mellemtiden var udbudet af disse æsker blevet så stort, at der fandtes æsker til enhver lejlighed.

Jeg forestillede mig, hvordan mine dukkehusbørn legede med fårene, og hvordan jeg jule –  og påskepyntede stuerne. En skole for harer eller et lille engleorkester til jul –  nøjagtigt som pynten i vor dagligstue.

Som I måske allerede tænker, der kom ikke noget ud af det, alt blev ved det gamle, mine små dukkestuer har ikke fået noget som helst pynt fra tændstikæskerne – og jeg har nu en herlig alsidig samling af tændstikæsker, og nogle af dem er ikke helt almindelige. Herved fandt jeg ud af, at man ikke kun i Erzgebirge fremstillede denne form for kunst. Også i andre dele af Tyskland har man udstyret tændstikæskerne med lege– og puslespil, samt andet legetøj.

I det følgende vil jeg præsentere jer for nogle af de producenter, der måske ikke er særligt kendte, men har sendt æsker på markedet, som virkelig er værd at se på.

Om firmaet Juri vidste jeg ikke ret meget, og det, jeg vidste, var selvmodsigende og vanskeligt at stykke sammen. Mine første oplysninger fik jeg fra byggeklodssamlernes hjemmesider. Siderne er meget informative, og hr. Kleindienst meget hjælpsom. Og jeg siger mange tak for hjælpen. Men selvfølgelig hører tændstikæsker kun til i periferien af hans samlerområde. Når man gennem sin research noterer de første resultater, går det hele gerne videre af sig selv. Til min store glæde blev der lige efter hos Ebay udbudt nogle Juri-æsker, og jeg kunne nu udvide min samling.

Her må jeg henvise til www.tortula 5/2015, hvor jeg lærte en ung dame at kende. Fru Ludwig havde allerede i sin artikel ”Eventyrligt legetøj” (Märchenhaftes Spielzeug) præsenteret os for Juri-æskerne. Dukkebarnet leger med små eventyrklodser fra tændstikæsken. For mig – uden tilsvarende kendskab til æsken – et Juri-produkt. Men i alle tilfælde en helt særlig æske. Jeg har endnu ikke set noget lignende.

Det er vel sådan, at Burghofer byggeklodsfabrik i begyndelsen af 50erne blev grundlagt af en Fritzsche. Firmaet var et rent salgsselskab. Som det ser ud til, blev det videreført inden for familien, og firmanavnet blev ændret. Her er tale om en Carl Fritzsche, W. Fritzsche og Willy Fritzsche. Der er ingen hentydninger til, hvor vidt W. og Willy Fritzsche er identiske, på den anden side er der heller ingen oplysninger om det modsatte,. Senere er der tale om en H. Richard, og hele tiden er der i forbindelse med firmanavnet anført ”Burgdorfer Baukastenfabrik” (Burgdorfer Byggeklodsfabrik). Med Burgdorf drejer det sig om et sted i nærheden af Hannover.

Og helt overraskende et sprting over motorvej A2 til Nordhorn og firmaet ”JURI-Baukasten Horst Richardt GmbH & Co. KG” og det midlertidige AUS 1986. Drejer det sig mon vedrørende Horst Richardt fra Nordhorn om H. Richard fra Burgdorf? AUS var ligeledes kun midlertidigt, for pludselig er firmaet SES Scholtz GmbH i spil, som igen blev grundlagt af familien Scholtz og stadig er i familiens eje. Firmaet ligger i dag i Enschede, Holland. Mon SES Scholtz stadig kender noget til tændstikæskerne? Jeg har desværre ikke modtaget noget svar fra dem. På et eller andet tidspunkt blev der af de ægte tændstikæsker trykt simple skuffeæsker, og også ”strygefladen” blev blot trykt i brunt. Til gengæld stod der på bagsiden stemplet ”juri west germany” og ”Holz Spielwaren box of toy blocks boite de construcstion juguetes de madera..”

Da alt er så frygteligt uklart og forvirrende, afslutter jeg her ganske enkelt firmahistorien og viser jer hellere de smukke tændstikæsker fra firmaet Juri. Og skulle der komme flere oplysninger frem, vil jeg naturligvis supplere artiklen.

Venligst tag hensyn til, at mine oplysninger blot kommer fra de mange forskellige kilder, som jeg har fundet og læst om. Desværre har jeg ingen beviser.

Kære Læsere, dette er Del A om de forskellige æskers oprindelse, vi fortsætter med Del B og C., fantastisk så vidt man kommer omkring, når man udfører research.

Fortsat god Læselyst…….

En Brændende IDE – Tændstikæskerne

Første Del !

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)

Kære Sigi Ulbrich, tak for tilladelsen til at fortælle om Tændstikæsker eller ”Svenske Æsker”, som de også kaldes hos jer) helt sikkert ny og spændende viden for mange. Hermed den første del af beretningen med fotos…. Altså glæd jer alle sammen til at være med i Sigis fortælling om at samle på og pynte op med tændstikæskerne  –  (Lene og Lise)

Forord – Sådan begyndte det hele: Min første tændstikæske købte jeg i 1989. Jeg ville julepynte i min bondedukkestue og gjorde en fantastisk opdagelse på Julemarkedet i Hamburg. Her så jeg den buehvælving, som Gisbert Neuber havde designet i 1986. Den syntes jeg rigtig godt om, og jeg kikkede nu efter andre små bitte dele som kunne bruges i mine dukkestuer. Der var dog blot et problem: jeg havde efter købet ikke tænkt over det – selv om det egentlig var planen-  at pille æsken fra hinanden. Se lige på dette stykke folkekunst fra Erzgebirge, sådan noget kan man ikke bare rive fra hinanden.

Men alt gik godt, for det var nemt. Den lille buehvælving var let at fjerne fra æsken med den sartgrønne baggrund. På fotoet til venstre kan I se ind i min barndoms bondestue. Lige oven på skabet, dér står den, og ser den da ikke fantastisk ud. Hurtigt kom de bitte små lysbærere – englen og bjergmanden – med – Også dem kunne jeg let tage ud af æsken.

Det følgende drengekor kunne jeg lige så problemfrit fjerne fra æsken.. Langsomt kom julen ind i mine stuer.

En ganske særligt glæde havde jeg af den lille landsby Seiffen. Det hele lå nærmest løst i æsken… og jeg havde en mere eller mindre identisk – naturligvis i større format-  stående i dagligstuen. Naturligvis vandrede den lille landsby ikke ind i dukkestuen. Jeg stillede den hen til den større i vor dagligstue. I mellemtiden har vi nu fire sæt i forskellige størrelser, som kommer frem til jul. En af dem kommer fra en kurveæske og en anden fra en stor tændstikæske –  og selvfølgelig har jeg små sangere til hver landsby. Hvad manglede jeg nu… jeg købte endnu en tændstikæske, og endnu en, og en mere – og de står faktisk nu i mine stuer.

I Tortula 9/2015 har jeg fortalt om samlingerne i samlingen. Her er jeg også kommet ind på min passion for tændstikæsker og har fortalt om min lille samling. Nej, jeg ville ikke samle, jeg ville egentlig skille æskerne ad. Men det har jeg slet ikke nænnet. Noget så smukt kunne jeg ikke ødelægge. Og nu er det altså på en eller anden måde blevet til en samling. Den røde tråd har jeg ikke fundet — men måske ønsker jeg heller ikke at finde den. Jeg har helt gamle —ca. 100 år gamle – æsker, og også nogle, som nærmest er helt nye. Og alle er de på hver sin måde et vidunderligt kunstværk.

Men hvordan er disse små kunstværker opstået? Man må her gå tilbage i tiden før, under og i de første år af Den første Verdenskrig. Legetøjsindustrien i Erzgebirge var nærmest forsvundet. Den politiske situation resulterede i et forandret toldsystem. Pludselig var det ikke varens værdi, men varens vægt, der blev fortoldet. Nu kunne producenterne ikke længere levere dette (dengang) billige trælegetøj til de ønskede lave priser. Desuden var prisen på træ på samme tid steget betydeligt. Trælegetøjet fra Erzgebirge var dengang meget stort. Det vil sige, at hovedparten af legetøjssortimentet vejede så meget, at det sprængte lavprisleveringerne vedrørende eksporten. Som f.eks. luftgyngerne (i 30erne) i min mands familie, de målte hele 45 cm og hørte slet ikke til den tids ”Store”. Hermed en mere nøjagtig forklaring: En luftgynge var 45 cm høj og tilsvarende tung. Gennem den dengang indførte skatte– og toldpolitik blev varerne således ikke mere fortoldet efter værdien men efter vægten. Legetøjet fra Erzgebirge var billigt, men tungt. Ved omstillingen af told fra værdi til vægt kunne man ikke længere sælge i USA og tilsvarende købte man ikke længere hos de små ”Hjemmeproducenter”. Således fik Langer ideen til ”Tændstikæskerne”.,

Allerede i 1905 havde forlægger Heinrich Langer (1871-1949) forudset de første tegn på forandring. Han bestilte legetøj i lille format hos drejerne. Man antager, at det første stykke legetøj i miniatureformat var Postkusken (5 x 6 cm). Snart fulgte flere køretøjer i denne størrelse. Indtil han en dag opdagede, at ”skuffeæsker” (æsker med skydelåg), eller æskerne fra de svenske tændstikker, var en billig form for emballage. Disse ”skuffeæsker” var siden 1855 blevet fremstillet af Brødrene Lundström til ”sikkerhedstændstikker”. Disse tændstikker kendte man i Tyskland allerede i begyndelsen af 1870erne som ”Svenske Tændstikker”. Langer lancerede da en lille bondestue (7 x 4 x 4 cm) med kakkelovnsbænk og kat. Den var ikke meget større end en tændstikæske (6 x 4 x 2 cm). Der skulle blot et skridt mere til, og den lille stue kunne være i ”Tændstikæsken”. ”Bondestuen med kakkelovnsbænk fra Erzgebirge” var født. Den havde på én gang emballage og stuekabinet. En stor besparelse. Om han dermed virkelig – som mange hævder – allerede havde tænkt på den fremtidige turisme, vil jeg lade stå åbent! Der var ikke forskel på den pålimede bagvæg af papir med tryk. Der var et vindue enten med bue eller firkantet, hvorfra man kunne se et landskab. Nogle gange står der en kaffekande og en kaffemølle på vindueshylden, andre gange er det blot krukker i forskellige størrelser. Somme tider var der ingen hylde, men et håndklædestativ med en strimmel papir som håndklæde. Væguret er påtrykt, eller somme tider limet på. Bonden sidder ved bordet med et måltid af træklodser forestillende brød foran sig. Bondekonen står ved smørkærnen. Og én ting er der altid, en stor kakkelovn med bænk, hvor en kat varmer ryggen. Nej, den ene af mine æsker modsiger ikke, hvad jeg fortæller, den har i løbet af de sidste 100 år kun mistet bænken med katten og ser man nøje ind i æsken, kan man til højre ved ovnen stadig se resterne af bænken.

Hurtigt kom der efterligninger, idet andre fabrikanter i løbet af meget kort tid også tilbød de små bondestuer. Bonden ved bordet, bondekonen ved smørkærnen og …. Katten på kakkelovnsbænken. Skønt jeg med den venstre af de to C.H. Frohs stuer ikke mere er sikker på, om det er en bondekone ved smørkærnen eller måske bonden, ja, hvad gør han mon der. Man behøver kun lidt fantasi for at afsløre ham…. Og virkelig morsomt finder jeg det ”tykke” søm, som i den højre Frohs-stue erstatter urperpendiklen. Sømmet er egentlig ikke så stort, men ser blot stort ud i forstørrelse. Om bondekonen oprindeligt har stået vendt mod ovnen, kan man naturligvis ikke sige noget om mere. Også i en anden stue fra Frohs – med smørkærne – ser hun mod ovnen. I hvert fald har denne bonde ikke bare træklodser som sit brødmåltid, men også ”kartofler” – datidens hovednæringsmiddel i regionen. På undersiden af ”Skuffeæsken” er en etiket ”Papierhandlung Eugen Hahn Berlin Friedrichstr 78”. Altså dog en souvenir fra den sidste ferie? Som altid, for hundrede år siden en vare til ganske få penge, i dag et historisk kunstværk.

Meget snart blev der-  efter kundernes ønsker-  ud fra Bondestuen fra Erzgebirge fremstillet en bondestue fra andre regioner: en bondestue fra Schlesien, en fra Riesengebirge, en fra Schwarzwald, en fra Allgau eller en Gammeltysk Bondestue – disse bondestuer kunne fås helt ind i 50erne i sidste århundrede. Udstyret var det samme, selv om de solgtes under et andet navn.

Jeg finder den direkte tidsmæssige sammenligning af bondestuerne højst interessant.

Øverst kan I se en Frohs stue fra 30erne. Jeg tillader mig at anføre, art figurerne er meget simple, nærmest bemalet uden omhu og limet på. De blev alle fremstillet i de små hjem. Et stupidt og udtalt dårligt betalt beskæftigelse, men det var overhovedet den eneste eksisterende erhvervsmulighed. Alt efter æsken modtog en hjemmearbejder fra 35 til 100 Pfennig for et dusin æsker

I midten ser I en stue fra DDR-tiden. Med denne lille stue pustede drejeren Erich Reichelt i 1980 nyt liv i bondestuen fra Erzgebirge med kakkelovnsbænk. Den gule etiket på ”Skuffeæsken” minder i sin opstilling om H.E.Langer-stuerne. Til højre og til venstre for teksten ”in der Zündholzschachtel” (I tændstikæsken) blev det kendte logo fra Dregeno gengivet. Dette henviser til et kooperativt foretagende, som stadig eksisterer, på ca. 140 drejere og legetøjsmagere. Foretagendet blev grundlagt i 1919 som modpol til forlæggerne, som gjorde de karrige fortjenester hos drejerfamilierne endnu ringere. Under DDR-tiden overtog de kooperative selv hele fremstillingen af Erzgebirge Kunsthåndværk. Se engang på den lille stue, den er fortryllende fremstillet og var for over 30 år siden meget smukkere og mere nøjagtig i forarbejdningen end de tidlige stuer. Figurerne er smukt udarbejdet og fint bemalet. De er rigtig pæne at se på. Jeg har endnu en bondestue fra Dregeno,. Her er kun urene forskellige. For nylig læste jeg i denne sammenhæng, at der var ca. to timers arbejde med en bondestue, og i DDR-tiden fik en drejermester en timeløn på 1,46 Mark. Hans medhjælpende hustru fik ”kun” 1,27 Mark. For min første Reichelt-stue betalte jeg i begyndelsen af 90erne 5 DM på Julemarkedet i Hamburg: For materialer, 2 arbejdstimer, transporten til Hamburg, og afgift for en stand på Julemarkedet!!!!!!!!

Stuen fra det 21.århundrede er fra Seiffner Stübelmacher. Der igen stammer fra drejerfamilien Flath. Med denne Flath drejer det sig om drejer og trælegetøjsmager Günter Flath. Som man tydeligt kan se, bærer denne æske Dregenos logo, han har således også tilsluttet sig det kooperativew foretagende. På venstre side ses logoet for drejerværkstedet – den lille bitte stue. Ser man nøje på Flath-æskerne, vil man konstatere, at alle artikelnumre begynder med 29. Den enkle forklaring hertil er, at artiklerne fra Günter Flath hos Dregeno præsenteredes med 29. 29/1 på bondestuens etiket viser, at det er den første artikel i den lille stue fra Flath.

Også med denne stue har jeg flere æsker, og de er alle sammen fejlfrie og smukke.

I næsten 30 år har der eksisteret en Stübelmacher (fremstiller af de små stuer) , Gisbert Neuber hedder denne drejer. På hans hjemmeside kan du læse, at dette drejerværksted har bestået siden 1. juli 1986, dvs. allerede i DDR-tiden. Alle, der interesserer sig for disse små kunstværker, vil på et eller andet tidspunkt støde på ”Skuffeæsker” med den gule etiket. Foroven eller nederst til højre forsynet med et enkelt GN, hans markedssignatur.

Når man som jeg holder meget af Kuhn-stuerne, kommer man selvfølgelig også ud for Erzgebigestuer fra Neuber: Den søde, blå vugge, det smukt dekorerede bondestueskab… Også bondestuerne – de viser en vis lighed med Langerstuerne, men er absolut perfekte og omhyggelige i deres forarbejdning. I 1996 kom Hutzenstuen på markedet. Heri ses kakkelovnsbænken med katten, en kone sidder ved kniplebrættet, uret med den allerfineste regulator, men allersmukkest er naturligvis de små loftslys. I Skihytten genfinder vi kaminen fra Erzgebirgestuen I 1994 lancerede Neubert malerstuen: Fortryllende, som hjemmearbejderen står ved sit arbejdsbord og maler? Eller gør sig klar til at male. Umiskendelig med sin kakkelovn med bænk og kat – som i Hutzenstuen. Udstyret med en smuk lampe og en kommode med bitte små trækugler. Man må virkelig ikke glemme, at disse små ting er sat ind i en helt normal tændstikæske. Og også her må man tilføje, at de alle er små kunstværker og slet ikke legetøj for børn.

OG…. Får man lyst til at sætte tændstikæskerne sammen til et lille hus med mange værelser, må én vigtig ting naturligvis ikke mangle— et anstændigt badeværelse. Gisbert Neuber kalder dette pragtstykke for Susanne i Badet.

Men selvfølgelig er stuerne kun en lille bitte del af folkekunsten i tændstikæsker fra Erzegebirge.

Du kan læse mere i udgave 6/2016 i www.tortula.de, men har du tålmodighed, bringer vi det hele, dvs. DEL II her på bloggen, idet Sigi Ulbrich generøst har tilladt os at oversætte og bringe alt dette .. Og selvfølgelig udstyret med Sigis dejlige fotos.

På gensyn…. På gensyn …… og god læselyst ……..

Martha Jenks Chase dukker

Tekst Lene Byfoged. Billeder er fundet på internettet.

Martha Jenks Chase var en kvindelig iværksætter, der i slutningen af 1800 tallet mente, at de små piger havde brug for en dukke, der ikke kunne gå i stykker og skulle kunne vaskes. Et alternativ til de sarte dukker, hvor hoved, hænder og fødder, ja nogle gange hele dukken, var af porcelæn. Marthas mand var læge og det har uden tvivl, hjulpet hende i hendes arbejde.

I starten lavede Martha Jenks Chase kun dukker til sine egne og venners børn, samt til velgørenhedsmesser. Det menes, at hendes første dukke blev lavet i 1889.

En super sød Martha Case dukke, lidt grov i det, men charmerende.

Et par år senere, den nøjagtige dato kendes vist ikke, så en opkøber fra et af Bostons stormagasiner, en af Marthas dukker og bad om at få et par stykker, til at sælge i legetøjsafdelingen. Det blev en stor succes og fra den dag blev Marthas hobby til en international karriere. Dukkerne blev solgt i de bedre stormagasiner i hele landet. De tidlige Martha Chase dukker, er nu værdifulde samlerobjekter.

En Martha Chase dukke med sin originale kasse.

Dukkerne er lavet af strømpestof, deraf navnet strømpedukker. De første havde malede hoveder, arme og ben, samt satinstof på kroppen. Senere blev både krop, arme, ben og hoved malet, på denne måde blev de vaskbare og vandtætte.

Han er da bare dejlig.

Da dukkeproduktionen blev så stor, at Martha ikke længere havde plads i familien hus, byggede hun en lille butik i baghaven. Denne butik, blev bygget ud flere gange og blev i området kaldt for “dukkehuset”.

Så fin.

I 1905 producerede Martha nogle serier karakterdukker. Bl.a, nogle af karaktererne fra Alice i Eventyrland og en Dickens serie.

Dukker fra Alice i Eventyrland.

En sygeplejerske, frøken Lauder Sutherland, fra Hartford Hospital i Hartford Connecticut, forhørte sig hos Martha om der kunne laves en dukke i fuld størrelse, til brug i undervisningen af nye sygeplejersker.

Martha fik hjælp af sin mand og fik udarbejdet mønstre til dukker i menneskestørrelser. Hartford hospital, har stadigvæk den første dukke de fik lavet. Den er gennem årene blevet renoveret og har bl.a. fået ny frisure.

Martha Chase hospitalsdukke i voksen størrelse.

I de følgende år blev hospitalsdukkerne betydeligt forbedret, for at gøre dem mere effektive som læremiddel. Der blev lavet kvinder, mænd og intetkøn dukker.

I 1913 blev hospitalsbabydukken introduceret. Den var helt nøjagtig og havde alle de åbninger m.m., som der skulle til, for at de studerende kunne øve sig på den. Også babydukken blev med tiden forbedret, for at gøre den velegnet til undervisning i pædiatri.

Den første hospitals babydukke.
Hun er da også sød

Martha Jenks Chase døde i 1925 og hendes familie fortsatte dukkefremstillingen indtil 1970,erne. Hendes ideer om dukkefremstilling er lige så relevante i dag, som for 100 år siden.

Begivenheder ved Bodensøen og i Jurabjergene

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Et par læsere har bedt om mere angående samlerbegivenheder i løbet af sommeren, derfor disse rejsetips:

Bodensøen ligger i et pragtfuldt område kaldet De fire landes Hjørne, hvor der er masser af seværdigheder: så som blomster, slotte, vandremuligheder, bjergbaner, festspil, museer og meget mere, men Der er selvfølgelig også noget for os samlere:

Velkommen den 20. og 21. juli til den store, 16. internationale sø-ulke-festival med bamser, dukker og miniaturer, dukke– og bamsetilbehør, unika og skatte, etc., etc.:

Her finder du ALT, hvad hjertet begærer, bl.a. samlerdukker og andet fra Schildkröt og Käthe Kruse, antikke franske og tyske dukker, antikke bamser, … og vil du lave dukker eller sy bamser, kan du faktisk få fat i alt under denne festival, lige som du kan tilmelde dig et bamsekursus osv.

Begivenhederne finder sted i Kressbronn, som ligger på den tyske side af Bodensøen: Den 20. juli fra 11 til 17, og den 21. juli fra 11 til 16.

Adresse: Festhalle Kressbronn, Hauptstrasse 39, D 88079 Kressbronn/Bodensee – tlf: +49 2 21 5 30 63 53, Email: neumann@baerrport.de, www.seebaeren-festival.de

Vil du vide mere om Kressbronn og omegn ligger Touristinformationen i Banegårdsbygningen, Nonnenbacherweg 30, D 88079 Kressbronn am Bodensee tlf: +49 7543 9665-0, tourist-info@kressbronn.de eller gå ind på hjemmesiden: www.kressbronn.de

I Schweiz i hjertet af Jurabjergene er kan du besøge et herligt sted med dukkeudstilling og butik: I en hyggelig toetages bygning med over 300 m2 udstilling af dukker af alle typer samlet gennem 20 år, dvs. mere end 500 dukker fra ca, 1880 og til i dag. På stedet er der desuden en dejlig butik med bamser, dukker (bl.a. Skildpaddedukker) og meget andet godt….

Abent de 2. og 4. søndag i måneden og i ferier og helligdage efter aftale. Adresse: TEMPS DE REVES v/Marie-Therese Weber, Rue du Peca 7, CH 28763 Saulcy, Schweiz, Tlf: +41 32 422 88 34—tempsdereves@yahoo.fr – www.tempsdereves.ch

Og så er der blot tilbage at ønske jer

En dejlig tur i ferien !

Kay Bojesen, sølvsmeden der gav træ sjæl og charme!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – fotos fra nettet…

Det måtte jo komme, for jeg kunne slet ikke lade være med at finde oplysninger om Kay Bojesen, da jeg opdagede, at ALLE eller næsten ALLE har et eller flere af hans finurlige træarbejder. Derfor lidt om Sølvsmeden og kunstnerens med humor og sans for former og robust legetøj:

Kay Bojesen (1886-1958) blev i 1910 færdigudannet som sølvsmed i det kendte firma Georg Jensen, og han udmærkede sig gennem tiden ikke alene med sit fantastiske trælegetøj, men også med tekander, bestik, sølvpokaler, legeredskaber og meget mere.

I 1919 ægtede han Eva Pethrine Drøge-Møller, og fik sønnen Otto, som havde masser af legetøj, men… da Otto var en håndfast lille fyr, gik legetøjet, om dyrt eller billigt, ofte i stykker, der måtte således noget nyt og mere robust til. Og det blev til mere og mere, alle var vilde med hans design, og han blev da også hædret i 1922, da Dansk Arbejde udskrev en konkurrence.

Den kendte flok i dag !

Kay Bojesens første dyr er den herlige lille gravhund PIND, som kom til Verden i 1934, uimodståelig og dejlig !

De højtelskede aber, som så dagens lys i 1951—og er alle samleres yndling !

Kong Christian X red hver dag forbi Kay Bojesens butik– og værksted, fik han i 1940 ideen til de berømte gardister, som du lige som de allerfleste af Kay Bojesens træfigurer, stadigvæk kan erhverve! I 1952 blev han for øvrigt Kgl. Hofleverandør – det var nok med den lille, søde bjørn, som fandtes i forskellige sammensætninger af træ— også en af de enormt populære figurer.

Hermed flere af Kay Bojesens arbejder, og der er mange flere, som man hele tiden kan erhverve eller skrive på sin ønskeseddel bl.a et postbud og en politibetjent, samt flere dyr og legetøj. Hermed lidt flere af den kreative kunstners

Denne herlige og robuste gyngehest fra 1936 er og bliver et hit !
Hesten her blev fremstillet i 30erne, et dejligt og robust stykke legetøj !
Præmievinderen 1932 fra Dansk Arbejde !
Rangle fra 1932 !
Den kendte og buttede elefant er fra 1953 !

Du kan finde mere om Kay Bojesen på www.kaybojesen.dk eller kaybojesen.denmark.dk, hvor alle de arbejder, man stadig kan købe, er gengivet.

G o d F o r n ø j e l s e !

(PS. Og du er hjerteligt velkommen til at vise os dine Kay Bojesen figurer på bloggen!)

Miniatureudstilling på Katrinetorp i Malmø.

Copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Katrinetorp lige uden for det centrale Malmø, er altid et besøg værd. I løbet af sommeren er der mange forskellige oplevelser og udstillinger. I eftersommeren det tre dage lange Antik og Loppemarked, der altid byder på spændende ting og det stemningsfulde julemarked, er et must. En antik forretning, med mange sjove effekter, er der også. Og haven, er helt vidunderlig.

Her i starten af juli, var det miniatureudstllingen, der fik os til at tage turen over Øresundsbroen og vi blev bestemt ikke skuffede.

Vi startede med at spise en let frokost i den smukke gårdhave, så var vi rustet til udstillingen.

Glimt fra den smukke gårdhave.

Der var små skønne kikkasser, et kæmpe hus, pavillioner, Lundby huse, antikke huse, nye huse, ja det ene skønne hus efter det andet. Og sikken en kreativitet, det er fantastisk, så dygtige mennesker der findes. Se nedenstående billeder, som blot er et lille udvalg.

Det er altid dejligt med inspiration og selv om jeg mente, jeg ikke skulle lave flere miniatureting, er jeg nu gået i gang med en kikkasse. Jeg blev lidt betaget af maleren i et af husene og tænkte jeg ville lave det. Men tingene udvikler sig og nu bliver det vist en Fanø stue.


På www.malmo.se/katrinetorp findes kørselsvejledning. Det er nemt både med offentlige transportmidler og bil.

Dockskåp & Miniatyrer

Katrinetorp, Katrinetorp Alle 1, 21574 Malmø

Åbent hver dag fra kl. 12.00 – 17.00. Der er gratis adgang.

Fra d. 4. Juli – 18. august 2019.


Kramboden i Odense

Tekst og billeder Lene Byfoged.

Jeg elsker Fyn, min far var fynbo og alle mine ferier i min barndom, tilbragte jeg hos min elskede farmor og farfar. En gang i mellem, må jeg bare til Fyn. Jeg må høre den skønne fynske dialekt, for mig er det nærmest lykke. Vidste I, at englene taler fynsk om søndagen?

Nå, for at komme til det jeg vil fortælle jer om, vi har lige været på Fyn et par dage og et besøg hos Kramboden i Nedergade 24 i Odense, var på programmet. Et skatkammer for enhver samler.

Kramboden.

Det var mange år siden vi var der sidst, men det var lige så interessant og spændende, som sidste gang. Vi startede i kælderen. Oh, hvilket skatkammer af alverdens ting og sager. Det var helt utroligt og nede bagved var der gammelt legetøj af enhver art, se blot nedenstående billeder.

Da vi var færdige i kælderen, gik vi ind i forretningen og hold da op, et slaraffenland uden lige. Det er jo ikke kun legetøj, men alt muligt mellem himmel og jord. Herunder billeder fra forretningen.

Et udvalg af dukkehusdukker. Nogle af dem har enører bundet eller limet på sig.

En hylde i et andet skab.
Gammelt julepynt var der også.

Jeg har jo blot taget billeder af en brøkdel, af forretningens tusindevis af varer. Første salen var også fyldt. Man kan få timer til at gå her.

Indehaveren var meget sympatisk og imødekommende, og jeg fik en opgave med hjem til bloggens læsere. Nogle af dukkehusdukkerne have en enøre, en bundet på eller limet på tøjet. Er der nogen af vores læsere, der ved hvad det drejer sig om, eller er det blot en samlers leg? Der havde været 20 – 25 dukker fra starten og de stammer fra samme samler. Nu var der blot nogle stykker tilbage. Se nedenstående billede.

Et par af dukkerne med enører.

Jeg handlede selvfølgelig også. Et skønt billede med engle til en af mine dukkestuer, en halvdukke (som jeg har fortrudt, men den er på vej videre), et skab og en kommode fra Dansk Legetøjsfabrik, nogle små tinsoldater til min legetøjsbutik, et lille chinahoved og den skønneste lille tyske dukkehusdukke. Det er nok det køb, jeg er allermest glad for. Den passer så fint i min lille franske cafe, som jeg lavede for nogle år siden.

Er hun ikke dejlig?

Mine køb. Møblerne skal have en kærlig hånd.
Dukken i cafeen.

Så er I i Odense, kig ind Kramboden, Nedergade 24.

Åbent hver dag kl. 10 til 17.30. Fredag kl. 10 – 18 og lørdag kl. 10 – 14