Svanebogen

I facebook gruppen “Nipsenåle samlere Salg og Auktion”, har Birgitte H. Sørensen sat en side fra Svanebogen på, en sød historie om nipsenåle og legen med dem.

Vi har fået lov til, at bringe billedet af siden, med den søde historie.

Det er da en sød historie.

Nu ved jeg ikke særligt meget om nipsenåle, men så vidt jeg har forstået, er det let genkendelige nåle.

Bogen er udgivet i 1932 og skrevet af Dora Sandal og Sigfred Degerbøl. Tegninger af Herluf Jensenius. Udgiver C.A. Reizel. Fortællingerne er fra de foregående 10 år, altså fortællinger fra 1920érne. Denne bog er fra 5. udgave og Birgittes svigerfar er den lykkelige ejer, der læser højt for børnebørnene fra den. Så dejligt!

Jeg har forgæves søgt den hos antikvarer, så man skal nok være heldig, hvis man finder den  evt. på et loppemarked.

Billedet af Svanebogen er fundet på Pinterest.

En stor tak til Birgitte H. Sørensen.

Oprindelsen til vore dages legetøj

kan søges årtusinder tilbage

 Af museumsdirektør, mag.art, Minna Heimburger ©

(bringes med tak og venlige hilsener af Lise Brastrup Clasen)

I mange måneder her jeg forsøgt at komme i kontakt med forfatteren og/eller hendes efterkommere, men sporet er hver gang endt blindt – derfor har jeg besluttet mig til at bringe hendes artikel med tak – Artiklen er fundet i ”Legetøjshandlerforeningen af 1913’s 50 års jubilæumsskrift –  1913 – 20. februar 1963 og gengives hermed ordret, idet jeg stadig håber på at få et positivt svar ud af min søgning:

Lige så længe som mennesket har existeret, har også legen som begreb existeret. Barnet har med sin udstrakte fritid og sin iboende fantasi haft de to væsentlige forudsætninger for at bevæge sig i den verden, der er legens. Mange lege kan barnet – eventuelt i selskab med sine kammerater – fornøje sig med udelukkende i kraft af sin stærke fantasi; men adskillige lege kræver exakte ting udover forestillingerne for at være rigtige – dvs. have virkelighedens skær for barnet. Og som barnet vokser og udvikler sig, sker der ændringer i selve barnelegens manifestationer. I en vis alder leger barnet for eksempel med tøjdyr, senere spiller de bold, leger med dukker eller soldater for atter på et vist tidspunkt at kaste sig over billedlotteri, ludo, osv.

Således er der skabt tradition blandt de voksne for, hvornår de begaver børnene med de forskellige slags legetøj, og klassiske er de enkelte stykker legetøj blevet. – Lige så lidt som mennesker af natur har forandret sig i årtusinder, lige så lidt har arten af dets brugsting ændret sig – ej heller legetøjet. Meget af det legetøj, vore børn i dag leger med, har drenge og piger haft tilsvarende igennem årtusinder. I de gamle kulturriger Ægypten, Mesopotamien, Grækenland eller Rom har ting som legetøjsdyr, dukker, soldater, bolde, rangler således været kendt, selvom den oprindelige brug af disse ting ikke i hvert tilfælde er fuldt ud kendt.

Karakteristisk er, at legetøjet som sådant både er skabt og udtænkt af voksne – og altid har været det. Som voksen ved man, hvad der især har børnenes interesse, hvilke ting drengene, og hvilke pigerne viser opmærksomhed; og disse ting har man ladet udføre i miniature til børnenes eget brug; i barnehænder bliver disse genstande da legetøj.:

Til tider ligger der en pædagogisk hensigt bag fremstillingen af visse former for legetøj. Barnet kan påvirkes og opdrages gennem sine ting. Således lærer pigerne allerede som små at pusle om baby’er ved at lege med sine dukker, og drengene på deres side føler sig som rigtige mandfolk, når de for eksempel tumler med deres legetøjsværktøj. Naturligt har der således gennem tiderne været en vis forskel mellem pige– og drengelegetøj, medens visse ting har kunnet forene begge køn i fælles leg (legetøjsdyr, spil, etc.).

Oprindelsen til visse slags legetøj har imidlertid været af en ganske speciel art. Magisk-religiøse forestillinger har i de gamle kulturriger fået mennesket til at skabe ting, der siden er levet videre som det, vi forstår ved legetøj. Således kendes fra Ægypten adskillige exempler på ”dukker”, miniaturebåde eller -dyr. De er udført i ler, metal eller træ og fundet i grave, hvor de har været lagt ned til den afdøde for at ledsage denne til den nye verden (fig. 1 og 2). Jo mere velstående og fornem en person, des flere af disse sager fik han/hun med sig i graven. Når disse ting også flere steder er fundet i ægyptiske børnegrave, må man formode, at de har haft en tilsvarende funktion og ikke er at betragte som ”legetøj”, som barnet har haft i levende live og fået med i graven.

Derimod ved man med sikkerhed, at dukken har existeret som legetøj hos både grækerne og romerne, da fremstillinger på børnegravsten ofte viser barnet legende med sin dukke. Også dukkemøbler kendes fra denne tid (fig. 3). I Grækenland var det skik og brug, at pigerne ved deres giftermål (der som regel blev indgået i 12-13 års alderen) skænkede deres dukker samt dukketøjet til gudinden Artemis.

Op gennem tiden har dukken stadig været det foretrukne legetøj for piger, og i dette afspejles skiftende tider og moder. I det modesyge attende århundredes Europa havde dukken sin glansperiode: den blev en nøje kopi af den voksne kvinde med paryk og dragter og var fortrinsvis legetøj for velhaverbørn. Dukken var fremstillet som voksen og kunne til tider forestille en bestemt person – også mandlige – medens den jo i moderne tid er fremstillet som barn eller ligefrem baby.

Adskilligt andet legetøj er blevet til i forbindelse med dukker, som for eksempel dukkemøbler (fig. 3) og i den nyere tid dukkehuset med hele dets inventar. Dukkehuset kan enten bestå af flere rum eller blot et enkelt; i sidste tilfælde har køkkenet da været foretrukket som rum, idet pigen ved sin leg hermed fik sin første træning i en af sine fremtidige hovedbeskæftigelser.

Også legetøjsdyr er af gammel oprindelse og har – som i øvrigt også dukken – haft bevægelige lemmer i mange tilfælde. Fra de gamle kulturlande findes exempler på de forskelligste dyr, gerne på hjul, så barnet kunne trække legetøjet efter sig. Denne model er næsten uændret overlevet til i dag og kendes fra diverse perioder (fig. 4).

Ligeledes af ukendt alder og magiske oprindelse er ranglen, de ri sine tider blev givet til de mindste, for at onde ånder ved den raslende lyd kunne skræmmes bort.

Som dukken er pigernes yndlingslegetøj, har soldaterne ihvertfald tidligere været det foretrukne blandt drenge. Legetøjssoldaternes oprindelse er den samme som dukkens, og særlig i Middelalderen og tiden derefter blev de særlig yndet, men forbeholdtes dog kongebørn og adelssønner, der fik små modeller af fædrenes egne soldater. Riddere i rustning, ofte til hest, og smykket med familiens våben, har som legetøj nok kunnet få familiestoltheden til at vokse hos de små. Og selvfølgelig kunne man ikke lege med soldater, uden at man også havde det nødvendige tilbehør i form af borge, fæstninger og krigsmateriel. Således blev de virkelige krigsslag ofte genskabt af sejrherrens sønner hjemme på salens gulve,. – Mangen heroisk begivenhed er ad legetøjets vej blevet levendegjort for barnet – således skal blot nævnes en enkelt: de franske henrettelser i guillotinen.

Det har vist sig, at der altid har været særlig interesse blandt børn for ting, der på en eller anden måde lod sig bevæge. Dyr blev sat på vogne med hjul, dukker fik arme og ben, der kunne ændre stilling, osv. Også ved hjælp af snore kunne man få legetøjet til at bevæge sig (fig. 5); klassisk blev dette system jo i dukketheatret. Med nye tekniske opfindelser kunne det bevægelige legetøj forbedres (fig. 6) og er i dag perfektioneret i det elektriske legetøj.

Utallige er de forskellige arter legetøj, der i tidens løb har været i brug. Umuligt er det her at komme ind på omtale af hvert enkelt stykke, men meget har også kun haft en forholdsvis kort levetid – har enten været lokalt bestemt eller dikteret af mode, som for eksempel kæphesten (fig. 7), toppen, janterne, osv.

En bestemt kategori inden for legetøj danner de mange forskellige slags spil, der som sådan går lige så langt tilbage i tiden, som der har existeret kultursamfund (et af de ældste vidnesbyrd er et spillebord fra tiden ca. 3000 f.Kr., fundet i en kongegrav i Ur). I dette tilfælde gælder ligeledes, at ”legetøjet” oprindelig har været udført for de voksne. Både grækerne og romerne spillede terninger (terninger med 6, 14 eller 20 sider), kineserne og inderne spillede kort, etc. Det er værd at bemærke, at denne art af legetøj er det eneste overhovedet, der endnu i visse manifestationer er i brug blandt voksne, selvom langt de fleste slags spil er typiske børnespil.

Kendsgerningerne viser således, at det legetøj, vore egne børn leger med i dag, på ingen måde er så moderne, som man skulle formode. Vel er legetøjsbiler, -fly eller –tog af ny dato, men af væsen er de dog helt at ligne med Middelalderens hestevogne eller Oldtidens kampvogne. Til enhver tid har børnenes legeverden været inspireret af den verden, der er de voksnes – kun udviklingen har medført, at denne verden har ændret karakter med tiden.— Men stadig er de enkelte lege bevaret uændret, og legens redskaber dermed: det at ”slå smut” med flade sten over havoverfladen eller det at spille bold, har menneskets børn gjort lige så længe, som der har existeret flade sten, frugter og nødder på vor jord.

 

Kære Læsere,

Denne artikel er helt anderledes end, hvad vi ellers har bragt, men jeg håber, at I finder den lige så interessant som jeg gjorde, da jeg læste den, og jeg ønsker jer hermed god læselyst (Lise).

 

 

 

H u s k e r DU ?

B I L D – L I L L I !

 (Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

 Da en veninde har bedt mig om hjælp til salg af en Barbiedukkesamling (dukker og tilbehør) – kom jeg i tanker om Barbies forgænger – BILD-LILLI – som jeg for 10 år siden fortalte lidt om i Nordisk Dukketidende!

Måske nogle af jer husker, at Bild-Lilli var en tysk tegneseriefigur, der debuterede den 24. juni 1951 – en velskabt pige, der fordrejede hovedet ”på alle mænd”!

Denne tegneserie-succes fulgte fabrikanten Heinz Frank op i begyndelsen af 1955, hvor han skabte Lilli-dukken. Lilli var nu ikke mere to-, men tredimensional. Dukken blev fremstillet i to størrelser, ca. 16 cm og 28-29 cm.

Lilli var en stereotyp dukke med lige, lange ben, hvepsetalje, påmalede ansigtstræk og sko. Hestehalen var blond, og hun havde den karakteristiske spytkrølle i panden.

Ligesom den senere Barbie optrådte Lilli i datidens super-moderne tøj og… Lilli var selvfølgelig selverhvervende og optrådte bl.a. som stewardesse, sygeplejerske, danserinde og/eller skøjteprinsesse.

 

 

 

 

 

 

Der blev også drejet en Lilli-film ”Lilli – en pige fra storbyen” med Ann Smyrner i titelrollen. Tøjet til Lilli kostede mellem ca. 12 og 60 kr. pr. sæt.

At Lilli dannede forbillede for Barbie, er en helt anden historie, som I skal få en anden gang. Men hermed nogle billeder af Lilli.

Den ”Store” Lilli i rød cocktailkjole, skitøj og selskabskjole. Den ”Lille Lilli iført bukser og bluse og i tennistøj. Desuden noget fra en avisartikel, samt Ann Smyrner i rollen som Lilli.

 

 

 

 

 

 

Da der ikke mere eksisterer ret mange Bild-Lilli-dukker, er hun vanskelig at finde og derfor mange Barbie-samleres drøm som supplement til samlingen!

(Lise Clasen Research)

 God   Læselyst !

 

Spejdere fra ALLE lande !

En helt speciel påklædningsdukke

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

I år skal barnebarn Mynte på 10½ år på International spejderlejr, der i år finder sted i nærheden af Sønderborg. Vi kom til at snakke om uniformer og udstyr, og jeg viste Mynte denne spejderpåklædningsdukke fra begyndelsen af halvtredserne, hun har 44 forskellige uniformer med tilhørende hovedbeklædning og små flag fra de forskellige nationer. Mynte grinede lidt, da hun så, at spejderne dengang gik i kjoler.

Pigen er ca. 23 cm høj og hun og ståfoden er af tykt karton, mens tøjet er af papir. På venstre strop/tap foroven står landets navn og på højre står glosen for spejder for den pågældende nation. Jeg troede, at hun var dansk eller nordisk på grund af det lyse hår, men det viser sig, at hun er fra USA.

Her er pigen med den danske og den norske uniform !

Ved en rundspørge fik jeg et tip af Kis Eg, der henviste til Mary Youngs: ”A collector’s Guide to Paper Dolls, Second Series, 1984, DB Collector Books (Schroeder Publishing Co., Inc., ISBN 0-89145-245-1, hvor dukkerne er gengivet i sort/hvid). Heldigvis har jeg den pågældende bog i mit fagbibliotek, det er den med det blå omslag og billeder, som jeg normalt kalder ”Den Blå!”

Udgiveren hedder The DeJournette Mfg. Company, og navnet stammer fra designeren Alma De Journette. Forlaget opstod i 1946, men blev i 1962 solgt til Merry Manufacturing Company of Cincinnati. – et alsidigt forlag, der udgav påklædningsdukker med ”ægte” hår, nogle med vaskbart tøj og lukkeøjne etc.— Et sidespring – men fra bogen et par gengivelser fra ”Den Blå”, idet spejderpigen også fandtes i mere eksotisk udgave, f.eks. Som neger, japaner og andre (Kis fortæller, at hun købte sit eksemplar i spejderdepotet i Korinth).

Firmaet havde også andre spejderdukker, dog mest ”Brownies” (de små spejdere svarende til datidens danske ”Blåmejser”l!

Firmaet blev som nævnt i 1962 solgt til the Merry Facturing Company, som designede påklædningsdukker som legesæt, bl.a. Baby Merry og Brenda Lee.

Herover illustrationer fra Mary Youngs bog: tv ”min dukke” med 3 uniformer (fra Brownies, som man kaldte de små spejdere (svarer til datidens Blåmejser i Danmark) samt spejderuniformer, prisen var dengang US$ 6.-, dukken har numrene 11-950, 11-951, 11-952 og 11-953 alt efter de forskellige unormer – tv tre andre dukker, som solgtes med ”Brownie-uniformer” for 20 US cents pr. stk. –  man har ikke kunnet finde lagernummeret.

De 44 forskellige uniformer, min dukke har, er alle til spejdere, dvs. ikke til de små Brownies, de er fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island— Storbritannien, Irland, Australien, New Zealand, USA og Canada – Holland, Belgien, Luxembourg, Frankrig, Italien og Tyskland (Dengang Vesttyskland) – Østrig, Schweiz, Lichtenstein, Spanien, Grækenland og Israel – Mexico, Argentina, Chile, Brasilien, Panama og Costa Rica – desuden Guatemala, Colombia, Cuba, Philippinerne, Japan og Haiti – Sydafrika, Korea, Egypten, Sudan og Libanon, – samt Pakistan, Indien, Ceylon og Burma.   (Som I vil se, har nogle af landene skiftet navne siden udgivelse af dukkerne)!

TV uniformerne fra Panama og Costa Rica
Her er de eksotiske spejderuniformer fra Pakistan og Indien, desværre mangler jeg her hovedbeklædningen.

Nu er jeg spændt på at høre fra jer, derhar en sådan dukke, og om I har uniformer til ”Brownies” og/eller spejdere fra nævnte samt andre lande.

Og ellers har I sikkert alle påklædningsdukker med spejderuniformer, i hvert fald havde mange af drengedukkerne en spejderuniform, bl.a. de gamle påklædningsdukker tegnet af Osvald Jensen.

Tiderne skifter, de forskellige spejderorganisationer: Det Danske Pigespejderkorps, Det tilsvarende Spejderkorps for drenge blev i 1973 slået sammen — KFUK og KFUM dvs. de grønne spejdere, samt mange af de andre korps så som FDF, FPF, DUI med flere er kære minder for mange, og man går ikke mere i kjoler). I sin tid var Dronning Ingrid protektor for korpsene, og for ikke at gøre forskel, bar hun en grøn nederdel og en blå spejderbluse som overdel, senere overtog prinsesse Benedikte hvervet.

Hermed et udsnit fra et nyere ark fra KFUK med Sille, der har grøn spejderbluse og grønne bukser som uniform. (dukken er et foto, hvem der har designet hendes tøj, ved jeg ikke –   arket er i karton i A3-format).

(Atter et sidespring, idet min fortælling ikke skulle handle om Spejderbevægelsen og dens lang historie, men blot om min spejder-påklædningsdukke).

Nu glæder jeg mig til at høre, om nogle af jer har uniformer fra andre lande end de af mig nævnte.

GOD Læselyst !

Disney nipsenåle

© for tekst Bodil Vejlund.

Bodil Vejlund skrev denne spændende og informative artikel i 2010, men den er jo stadigvæk aktuel og vi er meget glade for, at vi har fået tilladelse til at bringe den her på bloggen.

Fra tidsskriftet LEGETØJS-tidende årgang 1949 har jeg fundet inspiration til denne artikel.

“Under krigen forsvandt nipsenålene fra markedet, for det var tyskerne der leverede dem”. Det kan så stadigvæk diskuteres om de virkelig kom fra Tyskland.  De flotte glasfigur nåle fra begyndelsen af det 19 århundrede, blev sandsynligvis fremstillet i Tjekkiet, men det er der allerede skrevet udførligt om og indtil flere gange om i ugeblade og i den eneste bog om emnet: NIPSENÅLE.

Jeg har lyst til at se på en helt anden type nipsenåle fra omkring 1952: DISNEY NÅLENE.

Vi ved at Walt Disney aldrig har været forretningsmand, han var manden med ideerne, den altid inspirerende kunstner. Vi ved også at det var hans bror Roy Disney, som på dette tidspunkt vat i gang med en karriere og sagde sin stilling op, for at samarbejde med broderen Walt.

Et samarbejde som var givtigt, og har varet lige siden. Her taler vi selvfølgelig om Disneys filmproduktion. Som årene er gået ved vi også at denne virksomhed voksede hurtigt til, blev til et verdensfirma som hele verden henvendte sig til for at få licens til at bruge figurerne. En sådan tilladelse blev i 1947 givet til “Mickey Mouse Corporation” i København. Her på hovedkontoret kunne man se legetøjsbranchens store udbud af rangler, tumlinger, NIPSENÅLE, mekaniske figurer m.m. som forskellige danske virksomheder producerede på licens.

Nu kommer vi så til den nye udvikling som omhandler formindustrien.

Disney nipsenålene i plastik fremstilles i Danmark hos fabrikant Herman Hansen. Der er meget at tage hensyn til inden en fabrikation går i gang. Tegninger og modeller skal godkendes, Disney-figurerne SKAL ligne originalerne, det kunstneriske indtryk er hovedsagen, ellers bliver de kasseret.

Formene udføres hos Herman Hansen af en Disney-specialist, og når man hører at sådanne 22 forme dengang kostede 35.000 kr. er det let at forstå hvilke omkostninger der pålægges varen, før den ligger hos legetøjshandleren. Sidste del af tilblivelsen blev udført af dygtige rutinerede damer, som håndmalede alle nålene, atter under streng overvågning og den mindste afvigelse medførte kassering af nålen.

Herman Hansen ombyttede ligeledes alle nåle som blev returneret gennem grossisten. Desværre har jeg  aldrig set en styk pris nogen steder i den tid jeg selv har samlet på Disney nåle. Jeg har eksempelvis en nål helt uden maling, sikkert fra en kasse på hylden som blev overset. Mange mindre gode nåle kan alle vi samlere sikkert stadig finde rundt omkring.

Som før nævnt blev der fremstillet 22 plastik Disney nipsenåle efter de mest populære figurer.

Alle bør nævnes med navn:

SNEHVIDE og hendes 7 små dværge: DUMPE (rødlilla hue) – BRILLE (blå hue) – LYSTIG (klar rød hue) – SØVNING (gul hue) – GNAVPOT (sort hue) -PROSIT (grøn hue) FLOVMAND (lyseblå hue).

PLUTO – MICKEY MOUSE – ANDERS AND – RIP – RAP – RUP – BAMBI – STAMPE – PINOCCHIO – GEPETTO – STROMBOLI (troldmanden) – FELIX – CLEO – og JESPER FÅREKYLLING.

Lotte Christina Andersen er den heldige ejer af den komplette samling. Billedet bringes med tilladelse af Lotte.

Omkring 60 år er gået siden denne artikel blev skrevet, nye oplysninger om Disney nålene er måske dukket op. Et står dog fast, nålene er blevet et samlerobjekt lige så meget som de ældre og mere spændende glasnipsenåle. Der er lige nu stor interesse for tidlige sjældne figurnåle, som holder en høj pris hvis de er uden defekter. Mange handler foregår på diverse netauktioner. Ulemperne er som altid rust på nålene, den ses ikke, selv på gode fotos.

Hilsen og god jagt

Bodil

En stor tak til Bodil for denne dejlige artikel.

Lilian Skov har sendt os nedenstående billeder af hendes imponerende samling af Disney nåle og strikkepinde.

Også en stor tak til dig Lilian. Det er så dejligt, når der er nogen, der vil vise deres samling frem.

Lilians fine samling.
Lillians imponerende samling nåle og strikkepinde.

Tanker om to firmaer og samme dukke ???

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © 

For nogle uger siden bragte jeg en gammel annonce om den lille Gummmidukke fra dukkefabrikken NYCO i København . Det viste sig, at Ulla Louby ejer en anden dukke fra firmaet, og hun sendte fluks et billede af den. Også Beritt Mathiesen sendte omgående et foto af sit eksemplar af dukken og henviste samtidig til ”Den stora Dukkeboka” /NORSKE DUKKER 1770-1970”, hvor der er gengivet en dukke magen til. Det drejer sig i alle tilfælde om en meget yndefuld pigedukke.

Nu blev jeg selvfølgelig nysgerrig og bestilte bogen hjem, da jeg ikke kunne finde nogen dansk forhandler af den, og ganske rigtig er der et billede af sådan en dukke fremstillet af et kendt norsk dukkefirma.

Dukken er 27 cm høj, og Ullas og Beritts dukker har NYCOmærke i nakken— vist til venstre – og er således fra NYCO i Krystalgade i København, mens dukkepigen gengivet i den norske dukkebog er fremstillet af Arne Hasle—Latex A/S, som brugte mærket til højre: et mærke i rødt og guld på æskerne til sine dukker. (Arne Hasles firma er bekendt for mange af os på grund af de dejlige Hasle-nisser).

Dukkerne virker identiske, som I vil se af billederne. Firmaet Arne Hasle / Latex as eksisterede i årene 1948-1962, hvor firmaet desværre brændte. – I beretningen om Arne Hasles firma står, at nogle produkter blev indkøbt og lettere forandret…   men den nævnte 27 cm høje dukke omtales som Hasles første dukke: en 27 cm lang pigedukke med modelleret hår, og den omtales som meget sjælden.

Her er alle tre dukker, desværre er min billedkvalitet ikke så fin, som den burde være, men for mig ser dukkerne identiske ud. Ullas tv, Beritts i midten og Haslepigen th…

Måske nogle af jer ved mere om disse dukker. Som den uforbederlige optimist, jeg er, har jeg nu kontaktet forfatterne af bogen for yderligere oplysninger om dukken.

Tak til Ulla og Beritt for jeres fotos.

God læselyst, og forhåbentlig et snarligt gensyn med flere detaljer om dukkerne!

 

 

Mere nyt, strikket tøj til 36 cm høj pigedukke

Med hilsen fra Lise Brastrup clasen ©

 I dag får pigedukkerne en yndig, lyseblå kjole og en praktisk sweater. Disse opskrifter er fra udklipsheftet: Vi strikker dukketøj til Lise og lille Lasse – og bringes med tak til Alt for damerne!

 Forkortelser: m = maske, p = pind, r = ret, r dr = ret drejet, v = vrang, gl = glatstrikning (1 p r, 1 p v), rib = ribstrikning (1 r dr, 1 v), omg = omgang, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, sm = sammen, sl o = slå om p, gent = gentages, ind = indtagning

 LISEs LYSEBLÅ KJOLE:

 Du skal bruge: 2 nøgler (ca. 40 g) 4-trådet, lyseblåt uldgarn, en rest hvidt i samme kvalitet, pinde nr. 2 og 2 1/2, samt 2 små knapper.

Billede1

Forstykket: Slå 99 m op med lyseblåt garn og strik 4 p gl, derefter en v-p på retsiden (ombukningskant). Skift til hvidt garn og strik 4 p gl. Nu indstrikkes mønstret: 1. p: r, 3 hvide, *2 blå, 5 hvide*, gent fra * til *, slut med 2 blå, 2 hvide, 1 blå. – 2. p: v, *1 blå, 1 hvid, 1 blå, 2 hvide, 1 blå, 1 hvid*, gent fra * til *, slut med 1 blå. – 3. p: r, *2 blå, 4 hvide, 1 blå, gent fra *til *, slut med 1 blå. – 4. p: som 2. p. – 5. p: som 1. p. Derefter strikkes igen 4 p gl med hvidt garn. Skift til blåt garn og strik gl, til arbejdet måler10 cm. Nu tages ind til taljen ved at strikke 2 m sm på en hel p. Strik 6 p rib og fortsæt derefter med 4 p gl. Slå derefter 8 nye m op i hver side til ærmer og strik 7 p gl lige op. Skift til hvidt garn og gent borten på nederdelen. Strik endnu 4 p gl med blåt garn og luk af.

Ryggen strikkes som forstykket, men uden bort på overdelen. Dog laves en slids 3 cm over ribborten således: del arbejdet på midten og strik hvert stykke for sig. På det venstre stykke slås 4 nye m op ved slidsen, og de 2 yderste m strikkes r på alle p. Strik lige op og luk af, når arbejdet har samme længde som forstykket. I høre side strikkes de 2 yderste slids-m ligeledes r. Efter 6 p laves et knaphul således: strik r, til der er 4 m tilbage på p, sl o, 2 r sm, 2 r. Strik 10 p r og gentag knaphullet. Luk af, når de 2 stykker ved slidsen har samme længde.

Montering: pres kjolen let og sy sidesømmene sm. Søm kjolen op forneden og sy skuldersømmene således, at der er 6 cm til halsudskæring. Sy de 2 små knapper i ved slidsen.

Billede2

LISEs GULE SWEATER:

Du skal bruge: 1 nøgle 4-trådet gult uldgarn (25 g), pinde nr. 2 1/2 og strømpepinde nr. 2 1/2.

 Ryggen: Slå 49 m op og strik 6 p rib. Tag 4 m jævnt ud på næste p. Nu strikkes mønster: *2 r, 2 v, *gent fra*til *, til der er 1 m tilbage på p, denne strikkes r. Mønster-p gentages arbejdet igennem. Strik 7 cm lige op fra første mønster-p, så tages til ærmegab 2 m sm i slutn af hver p, til der er 23 m tilbage. Sæt m på en hjælpe-p.

Forstykket strikkes som ryggen,.

Ærmerne: Slå 27 m op og strik 6 p rib. Fortsæt i mønster og tag på næste p 4 m jævnt ud, derefter 1 m i beg og slutn af hver 4. p, til der er i alt 41 m. Når arbejdet måler 7 cm, strikkes 2 m sm i slutn af hver p, til der er 11 m tilbage, disse sættes på en hjælpe-p. Strik et ærme magen til.

Montering: Pres stykkerne meget let og sy dem sm. Sæt halskantmaskerne fra hjælpe-p over på strømpe-p nr. 2 1/2 ( i alt 68 m) og strik 4 p rib. Luk løst af i rib.

G o d   F o r n ø j e l s e   !

 

M i n k r y s t a l – h æ t t e

Med hilsen fra Sigi Ulbrich (tekst og fotos) ©

 (oversat af Lise Brastrup Clasen ©)

Altså, helt ærligt? Hætten er ikke af krystal – ikke engang tilnærmelsesvis, men den er så værdifuld for mig, som var den af det materiale. Nu skal I høre:

 Lad os gå tilbage til den 28.11.2008. På denne dag fik jeg om aftenen en mail fra min veninde Jutta. Hun sendte mig et foto med ordene, se her, hvad jeg i dag har købt på loppemarkedet. For at jeg rigtig kunne se størrelsen, havde hun stillet et 8 cm højt Edi-dukkepar ved siden af. Vi målte alting ud fra Edi-dukker. Vi boede langt fra hinanden og sås ikke så tit, som vi gerne ville. For at vi begge altid hurtigt og helt korrekt kunne vise hinanden billeder af vore skatte, viste vi altid en Edi-dukke sammen med tingene. De to dukker i stuen er 4 cm høje Edi-dukker.

For mig var det kærlighed ved første blik. Straks vidste jeg, at jeg absolut måtte eje en stue magen til. Således var vi begge på udkig efter sådan en stue, og samtidig researchede vi. Endelig og endda ved første øjekast opdagede Jutta den i et katalog fra 40erne . Efter nærmere undersøgelse viste det sig, at det var en stue i skala 1:10. og at det ”kun” drejede sig om én ligebenet ”trekantet” dukkestue.. (en ligebenet trekant er en trekant med to lige lange sider – der findes desuden ligesidede trekanter, dvs. trekanter med tre lige lange sider, da der går fire trekanter af slagsen på en cirkel,, er de fire trekanter i krystalhætten således en kombination. – Red.).

Dog viste denne gengivelse immervæk, at der i sådanne stuer kunne have stået en vugge og et kistemøbel. Da Jutta rigtig gerne ville have begge dele, fremstillede jeg af pap de formentlig manglende møbler, ganske vist efter modeller i større målestok. Dengang tænkte vi ikke over forskellen, og hun blev meget glad for møblerne.

Nu blev det den 3. oktober 2012— Den tyske Genforeningsdag – hvor der var stort loppemarked i Bamberg. Vi havde, som vi gjorde hvert år, tilrettelagt vor ferie, således at vi kunne besøge markedet. Jeg stod tidligt op, og var allerede på pletten kl. 7. Gerhard – min mand og forståelige ven – ville komme derhen senere. Vejret var ideelt, og markedet var endnu større end tidligere. Hen ad klokken 11 var jeg allerede temmelig træt, og pludselig så jeg den. Uden møbler og uden kælder, men en mini-vinkel-stue, og selvfølgelig købte jeg den,. Ja, og så ringede jeg da lige til Gerhard, at han godt kunne afhente mig —jeg kunne ikke mere, nej, jeg ville ikke mere. Min drøm var blevet opfyldt – hvad mere havde jeg at gøre på dette marked. Nu blegnede alt andet.

Da jeg var færdig med at indrette min stue, sammenlignede vi vore stuer. De havde en ubetydelig forskel i målene.

Da fik Jutta meddelelse om, at hun ikke kunne leve ret meget længere. Vi græd sammen, og til sidst forsøgte jeg at trøste hende med disse ord: Nu får du min stue, og du kan slet ikke forestille dig, hvor fantastisk det vil se ud, når du stiller dem ved siden af hinanden.

Det var virkelig en ringe trøst!

Ja, og så stod begge stuer til sidst ryg mod ryg på bordet hos os. Vi har et rundt bord i arbejdsværelset, og her fik de plads. Jeg købte en drejetallerken af træ på 40 cm i diameter. Ja, jeg indrømmer, at det var en ostetallerken, men den passede hårfint til formålet. Nu kunne jeg dreje en side hen mod mig, således at jeg kunne se den del, jeg gerne ville. Der var fire indstillinger. De to stuer og de landskaber eller den have, som hørte til.

Der var blot den ulempe, at hver gang vi luftede ud i arbejdsværelset, væltede de små stole eller flere andre ting. Ellers har vi stillet alle de mindste stuer under en smuk og meget dyr hætte af akrylglas. Det ser meget sofistikeret ud, giver så godt som ingen spejlreflekser og beskytter for vind og vejr, støvsugere og uforvaret berøring. Selvfølgelig ville Gerhard straks bestille en hætte til disse to dyrebare stuer —men desværre, de findes ikke i rund udgave. Vi søgte på internettet og fik hele tiden det svar, at den vil blive for tung og for dyr. Ja, vi skulle af med ca. 500 € (ca, 3.650 danske kroner — Red.) for en sådan hætte.

Efter nogen tid manglede en lille bitte vase, jeg regner med, at støvsugeren har ædt den. Nu måtte der gøres noget. Jeg bestilte på nettet en ganske tynd træskive på 42 cm i diameter. Dette gik uden problemer, jeg måtte blot købe den næststørste skive, som blev sendt til mig udfærdiget med 42 cm.

Denne skive tog jeg som en prøve og klippede af klar lysfolie et låg, hvilket var det første, det mindste og det enkleste trin.

Af tynde firkantklodser lavede jeg et kryds. Dvs. at jeg i midten havde filet en not/rille. Nøjagtig så lang, at krydsningen blev plan. Derpå isatte jeg rundholter som støtte.

Og ja, jeg havde den følelse, at limen nu skulle tørre. Ved første forsøg kom de minimale størrelsesforskelle graverende til syne, og jeg måtte indsætte udligningsstykker.

Så vidt, så godt, jeg havde en bund, og jeg havde et låg. Nu manglede jeg blot det virkeligt vanskelige mellemstykke. Kender man diameteren, kan man via formlen beregne, hvor stor omkredsen er. I min klokkes tilfælde var den 132 cm. Jeg blev da klar over, at min lysfolie ikke var tilstrækkelig. Arkene er DIN A1 (594 mm x 841 mm), altså måtte jeg tilføje stykker. Det blev nødvendigt med to sømme.

Men hvordan kunne jeg føje det sammen på stabil måde. At lime holdt jeg for uigennemførligt. Der ville komme for stærkt tryk på klæbestedet. Jeg ville til at sy, men da gjorde Gerhard mig opmærksom på, at sømmestederne ville få så skarpe kanter, at tråden hurtig ville blive skåret over. Åh, sådan en ”Drillepind/Ødelæg bare fornøjelsen”!.

Jeg var ved at pakke en lille dukke ind, som jeg ville sende til en veninde. I Tyskland er der jo praktiske og gunstige forsendelser. Det pakkede holdes sammen med clips, fast, men er dog nemt at åbne igen. Det var løsningen, hurtigt og effektivt. Nå, ja, måske rent optisk ikke sååååå smukt, men heller ikke dårligt, og….. da jeg anbragte dem på højde med støtterne, gik det ikke ud over helhedsindtrykket.

Jeg har ved tilskæringen af begge sidedele lagt 4 cm til. Ved lukningen af cirklen har jeg foroven og forneden ligeledes bøjet 2 cm om, og hele vejen et indsnit på 1,5 cm. På denne måde skulle det lykkes mig at få en smuk runding og ingen hjørner. Det lykkedes virkelig. De nederste ”flapper” lagde jeg ind under den ekstra træbund og fastgjorde dem med heftestifter. For at være på den sikre side skruede jeg bundpladen fast på drejepladen. Nu kom det store øjeblik:

Jeg lagde endnu en skive af grønt karton ind og stillede begge stuer ovenpå. Det grønne karton illuderer en passende havefarve.

Stuerne passede nøjagtigt, og også mit støttekryds gled lige ind på plads.

De næste timer er således et højdepunkt i enhver samlers hverdag. Min mand gav storsindet afkald på sin middagsmad og smurte sig et rundstykke. Men jeg, jeg kunne indrette de to små stuer og udstyre dem med det allermindste tilbehør, jeg kunne finde i mine kasser. Nu skulle der ikke gå mere tabt. Men alligevel fastgjorde jeg nogle småting med ”miniprikker” – I ved nok, med disse små, glasklare klæbeprikker.

Da alt var færdigt, lagde jeg låget på. Ja, ikke mere. Låget ligger med sin egenvægt rigtig godt. Ganske vist er hætten ikke helt tæt, men dog overvejende en beskyttelse mod støv, samt også mod vind og pilfingre…

Naturligvis kunne en hætte af akrylglas måske være meget smukkere, og dog, denne selvbyggede hætte gør det ud for det samme. Jeg har alt i alt betalt mindre end 30 Euro, og jeg havde stor fornøjelse af at bygge den, den er næsten af krystal— i hvert fald efter mine forestillinger.

Når jeg sidder her foran og betragter disse henrivende små stuer, forestiller jeg mig altid, hvordan Jutta oppe på sin sky sidder og kigger og holder tommelfingeren opad.

Ja, jeg er sikker på, at hun vil synes supergodt om min krystal-hætte.

Og hermed det flotte resultat.

To små Stuer og to små haver under samme ”Hætte”!

 

Kære Sigi –

Vi siger tusind tak for din rørende fortælling og for at få del i dine kreative ideer, som helt sikkert vil inspirere mange samlere. (Og hils Drillepinden Gerhard, hvis gode råd viste sig brugbart)!    

Lise      

Også en kæmpestor hilsen og tak fra mig Sigi. En meget interessant og lærerig artikel.

Lene                    

Den store museumstur i syd-Tyskland III

© for tekst og billeder Anne Friis

Her følger 3. del af Anne Friis dejlige indlæg fra hendes tur til de skønne legetøjsmuseer i Sydtyskland.

Spielzeugmuseet med flere interessante vitriner.

I det store Spielzeugmuseet var der selvfølgelig nogle opstillinger, som I også skal se og nyde. Blandt disse var især en stor vitrine, man kunne gå rundt om, med alle mulige opstillinger af små tableauer med handlende på en markedsplads, netop som den var i Nürnberg omkring 1850. Her er brugt små dukker, både mænd og damer, mange med de samme hoveder. Det gør ikke noget synes jeg, i fint påklædt stand, stående og siddende foran det de sælger. Disse er lavet enten i tidlig Papier Mâché eller hoveder, der er af det nye materiale glaseret porcelain, som det tidligere staves, deraf det danske udtryk porcelain. Jeg kalder altid disse dukker china, da det er det mest benyttede udtryk for disse internationalt. Jeg synes det er meget inspirende, hvis du selv vil prøve at lave en opstilling med en lille markedsstand. Måske har du en dukke som mangler lidt her og der, men som kan blive en god torvekone, hvis du har noget spændende tilbehør. Vi havde jo torvekonerne på Gammel Strand, da jeg var barn og ung endnu. Desuden er der også tjenestefolk som handlede, samt diverse boder med slagtede dyr og fisk. Det var en meget inspirerende montre.

Her ser I den stor montre med flere forskellige handlende torvefolk, en bødker & oliehandler, en som handler med levende gæs & ænder, en med kurve , en med grønsager i store kurve, samt indkøbere, alle fra 1850 i Nürnberg fra SM
Lidt tættere på, men samme folk
Gåsemand med forskellige dyr, en dame, der køber ind, bemærk den flotte brønd
Butikken med hele svinesider og pølser, der hænger ned fra bure spændt op, foran konen med brød.
Fiskekonen med kar til saltede fisk samt foran rødspætter, tyende i baggrunden
Konen har næsten solgt alle sine blomkål & andre grøntsager.

Den førte lige forbi de fint udskårne små trædukker kaldet Grödnertals efter det område hvor de blev skåret. De er alle sammen på den samme type krop, hvad enten de er store eller bitte små, med fine små led, som gør at de kan sidde og bøje armene, der er en meget tynd lille dyvel stukket ned imellem leddet, så dette virker. Så pas på med at bøje disse, de kan meget nemt knække, især hvis de er små. Der er faktisk to typer, den ene med stofkrop med papir om samlingerne, tit i stærk farvet glanspapir, den anden med led, som især bruges til opstillinger, men det ser man jo ikke når de er påklædte. Det kan være svært at afgøre hvilken type de er, og man vil jo nødigt ødelægge sin dukke, så styr dig.

Damen kan bevæge sig frem på træruller, bemærk det smukke hoved i Papier Mâché fra 1850, med modelleret smykke om halsen. En lignende større dame var der på LEGO samlingen, samt en mindre på Olgas Lyst i København, meget sjældne & charmerende.
Her ser I netop de mere simple typer til venstre, mens den ældre og fint malede med udskåren kam står i midten 1850. Forest en som kaldes en ”Docke” drejet i et stykke og den tidligste fra 1820. Kan I kende navnet, det har vi beholdt, mens tyskerne nu bruger Puppen som hoved betegnelse for dukker.
Så pragtfuld kan en af de rigtig gamle slagter boder se ud, jeg har set lignende i London, og der var også en i ”Den lille by i Præstø” da Camma Backes dejlige museum endnu eksisterede. Den blev senere solgt hos Christies i London.
Apropos slagter varer, så købte jeg 3 gamle sådanne stykker i Sonneberg den sidste dag dernede. Nogle er lavet i gips, andre helt lette i Papier Mâché.

Apropos slagter varer, så købte jeg 3 gamle sådanne stykker i Sonneberg den sidste dag dernede. Nogle er lavet i gips, andre helt lette i Papier Mâché.        

Meget blev lavet i hjemmeproduktion, hvor hele familien sad og syede tøj, snittede hoveder, limede, malede og skar forskellige dele. Senere blæste de også glasøjne i små glashytter også børn. Som sådan må dukkeindustrien betragtes som en uhyre farlig industri, hvilket vi ikke skal glemme i vores moderne verden. Det ville have været totalt forbudt i dag på grund af kviksølvsdampe, limdampe og blyforgiftning. Mange døde selvfølgelig også af dette samt brandfaren ved det, men ellers var de bare døde af sult, så den viden må man lære at leve med.                                                                                                                     Tingene blev så hentet af en forlægge /Verleger, som så afleverede alle varerne hos producenten eller grossisten, ville vi kalde dem i dag. Forlæggeren fik pengene og betalte sine hjemme-arbejdere. De blev hentet i store kurve, som de bar på ryggen, selv i en høj alder viser det sig. En af de berømteste damer fandt man frosset ihjel på vejen med sin kurv på ryggen i dyb sne og i en alder over 80 år. Alt i alt har det været en hård vej, både at producere og hente det, ligeså hårdt som i Kina i dag.

 Mange af de religiøse dukker er lavet på samme måde, men med mere udtalte og robuste led, som går ind i hinanden, figuren var også tit større. Disse skulle tit have nyt tøj på og forestille andre personer, derfor med led. De bruges stadig i kirkerne til højtiderne, samt i Norditalien samt hele Sydamerika og de fleste katolske lande til de berømte krybber. Disse bliver stillet op i alle katolske kirker til jul. En masse af disse så jeg på Nationalmuseet også, nogle fyldte flere meter i store montre. Da vi i Danmark blev lutheranere blev adskillige af disse figurer leget med af børn, sikkert for at skjule at familien stadig var katolikker.

I Spielzeugmuseet var der er en stor høj montre kun med karakterdukker. Disse er på ledkroppe i papmache/composition med kugler og koniske drejede led i træ med hul i, hvor igennem man trækker en stærk elastik eller en wire, som Kestner brugte det. De kan være på almindelige ledkroppe, babykroppe eller toddlerkroppe, disse sidste forestiller et mindre barn på kun et par år, og derfor er benene meget kortere. Karakterdukkerne kom først frem til den store legetøjsmesse i Leipzig 1909. De var inspireret af Marion Kaulitz og til dels Käthe Kruse – hun lavede stofdukker. Begge havde lavet deres egne typer af dukker. Marion Kaulitzes var med ledkroppe, og hoved af masse – en blanding som kunne støbes i en form og derefter males, også øjnene. Hendes dukker er selvfølgelig utroligt sjældne.

Denne er ret stor omkring 45cm, tror jeg, og sad på disken i butikken på Galanterie i Sonneberg, prissat til 15.000€, men uhyre sjælden, det er hun så absolut.
Her Peter & Marie, som de hedder fra K*R 101begge med malede øjne, de findes også med glasøjne og i en brun udgave.

 Disse børn var mere naturlige og bygget over rigtige levende børn af specielle designere. En modellører, som fremstillede prototypen på disse til diverse fabrikker, som så massefremstillede disse. Især er S&H meget berømte. Firmaet Kämmer * Reinhardt var måske det kendteste af disse, men hovederne fik de fra S & H Gräfenhain, som også producerede hoveder til andre firmaer. Her var hovederne lavet i bisque med en mat finish, modsat et china hoved som er blankt af glasuren, men ellers samme teknik og materiale. Alle disse fabrikker lå rundt omkring i området i Thüringen og i Sonneberg, hvor de så leverede til forskellige fabrikanter. Mange porcelains fabrikker producerede kun ting af dette materiale. De kunne så være opkøbt af en af de store grossister som K*R, Kestner eller Gebrüder Heuback, Amand Marseille o.s.v. for bare at nævne nogle af de største og kendteste. Det er også derfor, der på muserne dernede er så meget at se af alle typer af legetøj, de var jo lige midt i smørhullet.

Max, nok den sjældneste af dem alle, fra serien Max & Moritz på dansk Knold & Tot no. 123 & 124. De overgås kun i pris af 102, 105, 107 og 109. Alle mærkerne står bagpå hovedet tydeligt præget i dette, sammen med K stjerne R og S & H, så de er ikke svære at spotte, størrelsen er i cm. Desuden kan der være tilføjet et n bagpå nummeret, dette angiver at øjnene kan bevæges fra side til side. Gælder især for 126 og 117. De kan således også være på en krop med længere underben til kortere kjoler, disse refereres til som Flapper-kroppe i engelske & amerikanske bøger og kommer først i tyverne.
En ung dame 116 i et sødt og naturligt kostume, bemærk dette, da de fleste amerikaner fylder hvide flæsekjoler på dem, godt tyskerne lader dem være naturlige børn.
Endnu en Marion Kaulitz fra dette dejlige museum SM
Skabet forfra med 2 søde S&H dukker121 fra Gräfenhain, samt forrest en lille Googly siddende A.M. 325, ved hendes side 2 Kewpies fra Kestner lavet til en amerikansk importør George Borgfeldt. Kewpies er tegnet af Rose O’Neill.

Hvis der er noget I vil have uddybet må I henvende jer til mig om dette under kommentarer, så tager jeg det op, hvis I gerne vil have mere at vide. Men jeg skal nok skrive flere artikler.

Mvh

Anne Friis

Tusinde tak til Anne for denne dejlige beretning.

Historien om en vugge

© for tekst og billeder Lise Rasmussen

Vi har modtaget denne søde historie fra Lise Rasmussen og når Lises research er færdige, får I selvfølgelig resten.

I weekenden fandt jeg denne lille skønne trævugge med længdemål på 13,5 cm. (Dog uden indhold). Vuggen har fine udskæringer på alle sider og på den ene side står skåret ”Himmelbjerget”.

Det vakte naturligvis min nysgerrighed for årstal og fremstilling. Jeg har via lidt research fundet frem til lidt historie omkring håndlavede træsouvenirs fra Himmelbjerget.

Området omkring Ry har igennem alle tider haft en stor fremstilling af forskellige træprodukter, og især kendt for træskoproduktion; omkring 1800-tallet siges det, at der var en træskomand i hvert hus. Det gik imidlertid ned af bakke for de lokale håndværkere i takt med industrialiseringen og de dygtige håndværkere begyndte at fremstille håndlavede træsouvenirs, som i starten solgtes fra en bakke, de gik med om halsen. I 1891 kom den allerførste kiosk ved Himmelbjerget.  Der skulle være en udstilling af disse gamle souvenirs på Gl. Rye Mølle, som jeg helt sikkert vil besøge.

I begyndelsen af 50 ´erne og 60´erne begyndte man at importere souvenirs og plastiktingene udkonkurrerede det fine lokale håndværk. Jeg gætter derfor på at, min lille vugge ikke er meget senere end omkring 1950. Jeg har kontaktet museet i Ry og afventer spændt deres svar.

Lises søde vugge.

VH Lise, vuggeejer

Kilde: http://www.museumskanderborg.dk/Himmelbjerg-souvenirs-774.aspx

PS. Som en ekstra lille krølle på halen, kan jeg fortælle, at jeg har haft en tilsvarende vugge fra Himmelbjerget. Den er dateret Himmelbjerg 1920. Jeg har byttet den væk og har desværre kun et billede af den fra enden.

Lene