Dukkehusmuseet i HAKONE – Japans eneste Dukkehusmuseum

(Med hilsen fra Lise og Bjørn Clasen ©)

Da min søn Bjørn for tiden er på påskeferie i Japan, sender han naturligvis oplysninger af interesse for mig, og i byen Hakone fandt han både et legetøjs- og et dukkehusmuseum. Desværre er legetøjsmuseet lukket, men dukkehusmuseet med sin store og unikke, ja eneste dukkehussamling og samtidig eneste dukkehusmuseum i Japan er at finde og et besøg værd – ja, jeg ved udmærket godt, at man ”ikke kommer lige forbi Japan”, men I skal da ikke snydes for billeder fra museet:  og går du på nettet, finder du en fin og detailleret beskrivelse af dukkehusenes historie. Museet er udstyret med både butik og café…. Men husk lige, at Japan er et dyrt land, da min mand og jeg var der for 10 år siden, besøgte jeg selvfølgelig de dukke-. og legetøjsmuseer, som vi fandt på vores vej, og her kostede i en af cafeerne en kop kaffe og en lille LED kage noget der svarede til ca. 48 d.kr. Nå ja, så fik jeg da prøvet det.

også! OG: kagen og kaffen smagte godt !

Museets samlinger består bl.a. The American Mott’ Miniaturesamling og den engelske Vivienne Greene-samling: bungalow-typerne her er fra begyndelsen af 1900-tallet.

Og der er selvfølgelig rutebeskrivelse etc. til museet.

Et herligt og anderledes museum, som I kan læse mere om på nettet.  God fornøjelse og hilsner herfra med tak til Bjørn……

Mere om Dionne-Femlingerne

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Og samtidig med tusind tak til Maja Villemoes for det righoldige materiale, du sendte til mig….

For et godt stykke tid siden bragte vi historien om de canadiske Dionne-Femlinger og deres tilværelse som børn — en historie bragt på grundlag af de billeder og påklædningsdukker, jeg er i besiddelse af, men det er slet ikke alt:

For nogle uger siden skrev en af vore læsere, Maja Villemoes, at hun i sin Mors gemmer og scrapbøger havde fundet en hel samling udklip om Femlingerne, heriblandt en del artikler, reklameannoncer og de kendte Palmolive-Påklædningsdukker, som mange af os har i samlingen, og hvor hver femling har et stykke Palmolivesæbe…. . Da Maja spurgte, om jeg var interesseret i kopier af det gamle materiale, blev jeg straks interesseret, og jeg har hermed fornøjelse af at dele min begejstring med jer og siger samtidig tusind tak til Maja, det er sandelig ikke hver dag, man modtager så mange gamle udklip på én gang.

Dr. Dafoe, der anbefaler Colgate, fremstilles i artiklerne som en helt og dagens mand, der altid ville det bedste for femlingerne, og han tjente store penge på pigerne, men løb samtidig en risiko, da ingen forsikringsselskaber – ikke engang Lloyds, som ellers forsikrede ALT, ville tegne en livsforsikring på femlingerne.. Der er i alt optaget tre film over femlingerne, og først efter meget tovtrækkeri gav Dr. Dafoe tilladelse til at fotografere og optage den første film. Optaget af filmsselskabet Fox under titlen ”Landsbylægen” /”The Country Doctor”. Hermed et par fotos af de små piger, som i ca. ni år voksede op uden deres forældre og andre søskende.

Elsire og Olive Dionne, femlingernes forældre, var langt fra velstående, nok nærmere fattige. De ejede en lille gård eller nok mere rigtigt et husmandssted, samt havde allerede mange børn, og da de henvendte sig til Røde Kors for at få hjælp, blev de overtalt til at aflevere børnene et stykke tid, ”til børnenes bedste” – hvad de skrev under på, men ingen kunne vide, at der skulle ca, 9 år, før de fik dem tilbage.

Det må have været og var meget hårdt for især Elsire ikke at have femlingerne hos sig. Der blev som nævnt i min tidligere artikel, bygget ”en slags hospital” kaldet Dafoe-Hospitalet efter Dr. Dafoe lige over for forældrenes ejendom, og snart voksede ”en populær forlystelsespark” op rundt om det hele: The Quintland/Femlingeland, hvoraf venner og naboer slog mønt af at kende Femlingerne, og hvor femlingerne flere gange om dagen blev vist frem bag den slags glasruder, som man kun kunne se igennem udefra. I 30ernes depressionsperiode tjente man i Quintland ca. 500 mill. Can.dollars på grund af Femlingerne som hovedattraktion.

Forældrene forsøgte flere gange at få deres børn hjem, og endelig .. Efter ca. 9 år besluttede man at bringe dem tilbage til deres hjem til stor glæde for forældrene. Glæden blev desværre kort for Elsire, da børnenes Far, Olive, fortsatte med at vise børnene frem —akkurat som i et cirkus…… En af filmene om dem slutter med, at de optræder på cykler i en lille manege.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal

Det dejlige påklædningsdukkesæt kunne man dengang i 1938 erhverve sig ved at indsende en annoncekupon, 25 øre til porto samt tre Palmolive-bånd eller tegninger —hvorefter man modtog den søde mappe med femlingerne, deres tøj og tilbehør, der skulle være 70 dele til at klippe ud. Jeg har set sættet med både dansk, engelsk, tysk og hollandsk tekst, en virkelig succes, og det er da helt fantastisk, at der er bevaret så mange sæt, – dette til stor glæde for os samlere. Hver femling havde garderobe i sin egen farve, lige som her. Foto fra en af de mange annoncer, det var helt fantastisk, som man kunne variere annoncetgeksterne.

Der er selvfølgelig i USA udgivet påklædningsdukkebøger med Femlingerne, men det er en helt anden historie, ligesom der blev lavet dukkesæt som beskrevet i min første artikel. I dukkesættene med femlingerne var der ofte som ”tilbehør” en læge-eller sygeplejerskedukke med i sættet.

Colgate-Palmoilive gjorde meget ud af Femlingereklamerne, og der blev bragt annoncer i de fleste ugeblade alle vegne. Hermed nogle flere af slagsen, og den med ”Femlingerne bygger snemand” var endda forside i Familie-Journalen den 27. februar 1938, og ca. samtidig bragte Hjemmet en annonce med samme motiv.

Som afslutning skal jeg da lige nævne, at de fem småpiger under deres ophold i ”Dr. Dafoe-Hospitalet” havde et fastlagt skema for hver dag. Bl.a. sidder de her i deres skolestue og skriver, regner og tegner. Og deres tegninger hang – akkurat som i alle andre hjem – spredt ud på væggene i værelserne.

Det har været en stor fornøjelse at kunne bringe mere om Dionne-Femliungerne— Tak til Maja Villemoes for dit omfattende materiale med artikler fra Tempo og Hjemmet, den herlige forside fra Familie-Journalen, samt de mange annonceudklip bl.a. med referencer til ”Palmolive-Påklædningsdukkerne, – alt er fra 1938-1939 — Desuden tak ftil chefredaktør Marianne Gram, Hjemmet og til chefredaktør Søren Johannesen, Familie-Journalen (dengang Illustreret Familiejournal) for tilladelse til at benytte uddrag af artikler og fotos etc.

Og så er der blot tilbage at ønske jer alle GOD LÆSELYST !

Foto fra en af de mange annoncer !

H u s k e r D u ? ? ? ? ? ?

Skuldelev Dukkemuseum & Legetøjssamling, Som åbnede for 30 år siden, og stadig er et hit for børn og voksne!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Det husker jeg tydeligt , og jeg blev fyr og flamme, da jeg i Frederiksborg Amts Avis for 30 år siden læste, at der åbnede et Dukke– og Legetøjsmuseum ”ovre på Herredet”, som vi sagde, og det skulle da absolut besøges.

To huse med alt, hvad du kunne ønske dig af legetøj, det du selv havde leget med som barn, foruden det, dine forældre og bedsteforældre havde hygget sig med.

Et museum med dukker, biler, påklædningsdukker, sjove figurer, dukkehuse, mekanisk legetøj, ja, der er over 8.000 dukker fra perioden 1830-1950, og den mindste er bare 3 cm høj. – og….. der kom hele tiden nyheder (gamle effekter) – et museum, der udvidede sine dejlige udstillinger. Et museum, som osede af hygge, et museum – ja, museet med den hyggelige have, hvor du kunne holde skovtur med samlervennerne og medbragt mad og drikke, en museumshave, hvor snakken gik lystigt.

Der har været mange skiftende og aktuelle udstillinger på museet, og man kunne desværre ikke se dem alle, men ofte mødte man indehaverne Hanne og Harly Paaske på de omkringliggende loppemarkeder,, og så fik man altid en god snak om samlingerne og samlermanien. Hanne og Harly var altid i godt humør, og parret fik skabt et stykke kulturhistorie over dansk legetøj gennem mere end 100 år.

Den 24. marts i år (2019) kunne man så fejre 30 års jubilæum — ja egentlig åbnede man den 22. marts 1989, men de tre årtier skulle da helst fejres på en søndag .

Og hermed adressen etc.:

Fasanvej 5, Skuldelev, 4050 Skibby, tlf: 47 52 01 54, email: skuldelevdukkemuseum@gmail.com

Men du kan selvfølgelig finde masser af billeder og oplysninger på nettet.:

Med dette aktuelle foto, tak for lån til fotografen, med Harly Paaske, som præsenterer en stor Brandbil, ønsker www.dukkedroemme.dk

Hjerteligt til lykke (lidt forsinket) med jubilæet og Åh, disse minder !

Lidt om de franske RAYNAL-dukker

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

For nylig viste Beritt Mathiesen den dejligste stofdukke, som jeg ”dømte” til at være en Raynal-dukke. Nu harjeg fundet mine tidligere artikler fra Nordisk Dukketidende frem, således at I kan få lidt mere at vide om disse pragtfulde dukker:

Det følgende er fra Nordisk Dukketidende nr. 54/juni 2010, og en del af jer vil således nikke genkendende til dette:

Historien om Raynaldukkerne:

Disse dukker er skabt af Eduard Goldschmit, der kom til verden den 23. november i byen Mulhouse i Alsace — nu fransk — men dengang tysk, af en ugift fabriksarbejderske. Imidlertid var han så heldig, at hans Far,Eduard Esslinger, der boede i Paris i 1920, vedkendte sig faderskabet og gav ham lov til at bære familienavnet..

Da han kom til Paris, boede han i en af de fattigste kvarterer, men startede en produktion af stofdyr– og legetøj under navnet Eduard Raynal (Raynal betyder ræv). Han tog straks patent på legetøjet. Senere, i 1924, giftede han sig med en ung talentfuld kvinde ved navn Marthe Gold, og således startede de sammen dukkeproduktionen: De yndigste dukker af stof med store, dejlige øjne så dagens lys og blev en stor succes. Nogle vil straks sige, at de ligner Lenci-dukkerne, hvad de også gør. Øjnene er malede, men på Lenci-dukkerne er der to hvide prikker, mens der på Raynaldukkerne er en hvid prik foroven og en buet linje nederst på de malede øjne. Så se godt efter, når du vil købe enten Lenci– eller Raynaldukker. For øvrigt er den kendte franske bondepige Beccasine også blandt produktionen. Dukkerne blev fremstillet i årene 1925 til 1940.

Hermed et uddrag af artiklen om Musée de la Poupée Paris’ udstilling fra 12. oktober 2004 til 23. januar 2005:

50 års luksus for småpiger — dukker af mærket Les Poupée Raynal: 1922-1980 — artiklen er fra Nordisk Dukketidende november 2004:

På Dukkemuseet i Paris (som desværre for nogle år siden blev nedlagt) udstilledes 200 luksuriøse Raynal-dukker fra 1922 til 1980, som tydeliggør i hvor høj kvalitet dukkerne er blevet fremstillet. Som supplement til det tidligere beskrevne kan nævnes, at Eduard Raynal i 1930 fik patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale. Hovederne blev derefter fremstillet enten i stof eller modelleret i filt, og selvfølgelig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker. Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man desuden en baby-type i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne var tydeligt inspireret af dukkerne i modelleret filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med rhodoid, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt!”

I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (den magiske hud), en slags syntetisk gummi, som imiterede hud og blev anvendt til fremstilling af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og erstattedes derfor hurtigt med hård plastic og fra 1957 med hoveder af plastisol. Dukkerne af rhodoid forsvandt imidlertid først i 1963.

I 1957 omdannedes firmaet til SARL BELINDA, og fra 1960 til 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.

I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsat med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Mino-Mecano, og mærket Raynal udvikledes ikke længere.

Raynal-dukkerne var altid meget elegant klædt, og de var ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal.

Raynal-dukkerne blev betragtet som luksusdukker og var almindeligvis dyrere en konkurrentens dukker… De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man eje en Raynal-dukke.

Og på den omtalte udstilling kunne man således se de dejlige dukker fra 1922-1980, bl.a. en dejlig Shirley Temple-dukke. Håber, at du ud fra billederne selv kan bedømme den udsøgte kvalitet.

Jeg beklager billedkvaliteten, da de er scannet ud fra de allerede trykte artikler i Nordisk Dukketidende…. Om Beritt Mathiesens søde dukke er en Raynal, ved jeg stadig ikke, men jeg ønsker jer alle

G o d l æ s e l y s t !

Jens Nielsens Bondegård

De 100 unikke perskeptivkasser(Kikkasser) på Herning Frilandsmuseum.

(Med hilsen fra Lise Brastrup clasen ©)

For en del år siden besøgte jeg Herning Frilandsmuseum og så de unikke, håndlavede perspektivkasser skabt af Inge Aagaard Faurtoft i årene 1972-1991. Jeg blev meget betaget af hendes store arbejde og skrev en artikel i et af mine blade, og da Lene Byfoged for nylig gjorde os opmærksomme på Jens Nielsens Bondegård, ville jeg selvfølgelig indvie jer i hele historien, men desværre har jeg ikke længere materialet, hvorfor I får en helt ny historie, bl.a. på grundlag af modtaget materiale med tak til Jesper Meyer Christensen fra Museum Midtjylland.

Inge Faurtoft er født i 1921 i Odense på Fyn, men endte i Hillerød, hvor hun , der oprindeligt ville være kunstmaler, havde atelier og fremstillede de mest fantastiske perspektivkasser — dvs. små æsker med dyr, mennesker og ting og redskaber fra dagligdagen. Som 65-årig fik hun udgivet børnebogen: ”En septemberdag på Jens Nielsens Bondegård”, en skildring af livet på landet i begyndelsen af 1900-tallet… en typisk dansk bondegård med familien Nielsen og deres dyr. Familien består af Far Jens, Mor Dorthea og døtrene Anne Margrethe, Mette og Søs — samt Farmor. … for Inge Faurtoft syntes da, at det var synd, at Jens skulle være alene. Gården er således fra en tid, før landbruget blev mekaniseret og automatiseret, dvs. at man på gården hverken har traktor eller malkemaskine, og hvor en hest er vigtig. Med hesten pløjer Jens Nielsen sine marker og kører høsten i hus, henter brænde i skoven, spænder hesten for vognen om søndagen og kører familien til kirke, eller på besøg…..

Inge Faurtoft har selv oplevet alle de dejlige historier, hun fortæller, idet hun voksede op som en af 8 søskende på landet i en aftægtsbolig i Allerup på Fyn, hvor deres Mor blev tidlig enke.

De detaljerede to serier af Perspektivkasser omfatter dels: En dag på Jens Nielsens Bondegård, med 57 æsker, og dels: Årets gang på Bondegården, og her er næsten lige så mange æsker. 

Inge Faurtoft konstruerede æskerne sammen med sin mand, der var uddannet malersvend — og han lavede rundhorisonterne til æskerne. I fem år sad Inge Faurtoft og limede, klippede og formede, der blev bl.a. lavet kjoler af crepepapir og stofrester, kaffefilterposer var også en god ting, og en fåreskindspels blev til af gamle frottésokker, vat af det tyndeste flor forvandledes til spindelvæv— ja, alt kunne bruges … Der er f.eks. fremstillet en symaskine til Farmor, der syr nye julekjoler til pigerne, og der ligger selvfølgelig både målebånd og sytråd ved siden af. Der er en vandkedel en Madam Blå, der bages vaniljekranse, ja sådan kan man blive ved, men ALT kan nu opleves på Herning Frilandsmuseum, og du går fra den ene Perspektivkasse til den anden, og selvfølgelig opdager du hele tiden noget nyt.

Inge Faurtofts bog er oversat til mange sprog, og de dejlige perspektivkasser har været udstillet mange steder, bl.a. i Norge og Sverige.

Denne udstilling skal simpelthen opleves, og ifølge hjemmesiderne er museet frit tilgængeligt hver dag, men åbent med personale hver torsdag fra 9 til 15, adressen er: Herning Frilandsmuseum, Museumsgade 32, 7400 Herning. Yderligere oplysninger via hjemmesiderne museummidtjylland.dk, tlf. : 96 29 19 00 (Administration: Vestergade 20, 7400 Herning).

Du kan på hjemmesiderne læse om alle Herning museernes aktiviteter.

G o d T u r !

Rangler til dukkestuedukkerne

(Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich, www.tortula.de for tekst og fotos © – oversættelse Lise Brastrup Clasen og design Lene Byfoged ©)

Alle dukker skal have et stykke legetøj

Om de er små eller store, og Sigi Ukbrich der har et væld af dukkehuse– og –stuer, har levet de yndigste rangler til baby-beboerne, en rigtig sød idé, og det er slet ikke svært….. læs blot her, hvad hun fortæller:

Lige som jeg, der som barn på trods af de sparsomme forhold i efterkrigstiden, altid havde et stykke legetøj, har mine dukker – både de store og de små – et stykke legetøj. Jeg er altid på jagt efter småting, der er til at betale, til mine dukkestuer og deres børn.

Det er mest vanskeligt at finde noget til de aller-allermindste. En dag opdagede jeg en miniature-rangle. Sød og enkel. Fremstillet i et stykke udskåret hvid folie og på for– og bagside med en pålimet halvperle. Jeg synes nu, den var dyr, men købte alligevel en.

Jeg har mange dukkestuer og endnu fleres babyer. Alle vil de gerne have et stykke legetøj… Og så kom spørgsmålet, hvem af de søde små skulle jeg glæde med ranglen, og skulle alle de andre så bare se misundelige blikke på den heldige?

I hobbyforretningen kan man købe alle mulige perler til smykkefremstilling… og som noget ekstra godt, også halvperler, Så jeg indkøbte halvperler: Man tager altså to halvperler og dertil hvid folie – i Tyskland kalder man det lygtefolie — og man kan desværre kun få det i kæmpestore ark. Med en hullemaskine — eller dersom de skal være endnu mindre: med en hultang, slår man et hul. Over hullet limer man halvperler på begge sider, og med en buet saks (jeg bruger en neglesaks, som for længe siden landede i min hobbykasse) klipper man rundt om arbejdet.

Og nu har du en rangle, selvfølgelig kan den ikke rasle… Men så nemt kan du fremstille rangler i enhver ønsket størrelse.

Man kan selvfølgelig også købe dem på miniaturemarkeder. .

I det følgende skal I da lige se nogle af Sigi Ulbrichs mange dukkestuer, samt nogle af de dejlige babyer:  

Til slut siger vi tusind tak til Sigi Ulbrich for dette tip og de dejlige fotos, Og så er der kun tilbage at ønske jer

G o d l æ s e l y s t !

HITTYs Historie

Historien om en dukke skåret i træ

(med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

I fortsættelse af beretningen om Sigi Ulbrichs fortælling sin Hitty-stue, følger herefter Hittys historie, første gang bragt i Nordisk Dukketidende nr. 31 august 2004:

Hitty er heltinden i Rachel Fields bog, som vandt Newbury-medaljen: Hitty, Her First Hundred Years (Hittys førtste hundrede år) har rigtignok sat sit præg på dukkeverdenen, især gennem de sidste årtier.

Hvem er Hitty. Jo, det er en lille 6 1/4” – ca. 16 cm – høj dukke, som i henhold til sin autobiografi var håndskåret i irsk bjerg-ask af en bissekræmmer. Og hun har oplevet eventyr i hundrede år. Hitty tager på en lang sørejse, lider skibbrud, rejser til Indien, forsvinder, men bliver reddet og sendt til Philadelphia med et lille barn. Hun fortsætter med at rejse til New York, New England, og dukker så op på en bomuldsudstilling iført en meget fin brudekjole, til sidst lander hun i en antikvitetsbutik i New York.

Her blev hun opdaget i slutningen af 1920erne af to veninder: Rachel Field, børnebogsforfatter, og Dorothy Lathrop, der illustrerede børnebøger. De to veninders bog blev første gang udgivet i 1929 og vandt som nævnt medaljen i 1930.

Efter udgivelsen af denne bog designede adskillige kunstnere deres egen udgave af Hitty i alskens materialer: stof, papir, papmaché, porcelæn og træ for blot at nævne lidt… Hitty forblev hos Dorothy Lathrop og hendes søster Gertrude, og indtil midten af 1980erne var hun faktisk glemt.

En samler fra Californien, Dotty Baker, havde erhvervet nogle af Hittys originale møbler og skrev en artikel om Hitty. På den tid vidste de fleste ikke, at der fandtes en rigtig dukke ved navn Hitty. Flere år efter fandt en anden samler, Nancy Reinhart Charlton, den originale Hitty og skrev en artikel om, hvordan hun havde fundet dukken. Hun havde fundet ud af, at Hitty efter Lathrop-søstrenes død var gået i arv til Roger Linscott, der havde doneret Hitty og hendes ejendele til Stockbridge Bibliotek i Massachusetts.

Nu blev Hitty set og en slags offentlig ejendom, og der opstod stor interesse, idet der dannedes dukkeklubber, arrangeredes konkurrencer, etc. Den første konkurrence blev afholdt i oktober 2000 i Williamsburg, og i efteråret 2004 fejrede ”Hittys venner/The Friends of Hitty” ti års jubilæum, de har siden udgivet det lille nyhedsblad ”Friends of Hitty Newsletter”, og de mange interesserede abonnerede på Nyhedsbrevet, hvor du får alle slags oplysninger om Hitty: konkurrencer, mønstre til hendes garderobe, oplysninger om Hitty-dukkekunstnere, arrangementer, etc.

Ja, Hitty er blevet en kult, og dene lille dukke i træ eller i andre materialer er enormt sød. Vi siger tak til Virginia Ann Heyerdal, der har stiftet ”Friends of Hitty”, for tilsendelse af dette udførlige materiale med de mange detaljer, og skulle du være interesseret i oplysninger om en unik, amerikansk dukke, der på det nærmest er blevet en kult, kan du ringe eller skrive til:

Stockbridge Library Association, P.O.Box 119, Stockbridge, Massaschusetts 01262, tlf: 001 413 298 5501, og her kan du se Hitty, men det er en god idé at slå på tråden først.

Og er du nysgerrig efter af abonnere på Friends of Hittys Newsletter, kan du skrive eller ringe til Virginia Ann Heyerdal, 2704 Belleview Avenue, Cheverly, Maryland 20785-3006, tlf: 001 301 772 1555, email: VAHHitty@aol.com. Nyhedsbrevet kommer fire gange om året og kostede i 2004 US$ 18 pr. kalenderår (måske var det nok lidt dyrere for abonnenter uden for USA).

Ja, i det hele taget kan vi ikke garantere for adresser og telefonnumre etc. her, da artiklen som nævnt er omkring 15 år gammel, så gå for en sikkerheds skyld ind på nettet og kontrollér det hele.

Billeder fra Nyhedsbrevet, beklager billedkvaliteten, da alt er scannet ind fra Nordisk Dukketidende.

G o d L æ s e l y s t !

PS: Der er enormt mange aktuelle oplysninger og fotos vedrørende Hitty på nettet, det er derfor bare om at komme i gang.

Min HITTY-stue – og Garnakslen

Med hilsen fra Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©)

(oversættelse: Lise Clasen ©)

Kender I HITTY, den amerikanske dukke, der blev en kult? Vi vil senere bringe en udførlig artikel om Hitty. Men… først skal I læse om Sigis Hitty-Stue, og vi siger tusind tak for tekst og fotos.

I nogen tid har jeg været den stolte ejer af en Hitty-stue. Jeg regner med, at man blandt ældre læsere kender Hitty, der er en dukke udskåret af irsk bjerg-ask. I ungdomsromanen af Rachel Feld fortælles der allerede i 1929 om dukken og hendes første hundrede år. Bogen er oversat til rigtig mange sprog. I USA er Hitty hele tiden aktuel. Der findes fanklubber, websider og…. Hitty har sit eget museum.

I sommeren 2018 fik jeg møblerne til min fødselsdag, og min mand og jeg byggede straks en stue til dem. Jeg er ikke ejer af en ægte Hitty-dukke, men af en 16,5 cm ”Bärbel” fra Katzhütte – hun er født på porcelænsfabrikken Hertwig & Co. og i hende har jeg fundet en værdig stedfortræder. Du kan læse ALT om dette i www.tortula.de. I skuffen til højre ved siden af hovedet på den nederste dukke. Du kan oversætte teksten via Google — den er ikke særlig god, men forståelig.

På Internettet så jeg en lille afbildning af en garntaksel (lige som jeg havde forestillet mig) – den kunne jeg lide og ville bygge en magen til.

I byggemarkedet købte jeg en ”skuffeknap” med lige hoved — så lille som jeg kunne få den. På internettet fandt jeg garntrisser, som jeg selv omviklede med broget sytråd. Med et nålebor borede min mand gennem de små garntrisser, således at der kom huller i mit ”stativ”, Med afkortede dekorations-knappenåle sømmede han derefter garntrisserne på knappen. Nøjagtigt på midten kom et større hul – således at et stoppeæg kunne sidde fast. Og nu var min garnaksel færdig.

Jeg var meget stolt af den og satte den straks sammen med andre sygrejer på Hitty-Bärbel-bænken.

Når man forsøger at indrette en Hitty-stue i den ægte stil, kommer man på websiderne ikke uden om Gail Wilson. Her opdagede jeg atter ”Garnakslen”.. Her fremstod den som nålepude, hvilket vil sige, at der i midten ikke var nogen stopklods, men en nålepuder på et stativ—kaldet en ”Shaker Style Spindle Pincushion”. Dette har skuffet mig lidt, men alligevel synes jeg, at min garnaksel er smuk —og en nålepude havde jeg allerede til Bärbel!

En stor tak til Sigi, for at vi må bringe den her på bloggen.

Børn og legetøj under 1. Verdenskrig

© For tekst og egne billeder Lene Byfoged.

Jeg er lidt betaget af 1. Verdenskrig, hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi der er så mange historier og patriotisme omkring den. Især  beretningen om hvordan de tyske, britiske og franske feltsoldater, julenat 1914  sang “Stille Nacht, heilige Nacht,” sammen og næste dag, til generalernes store fortrydelse, spillede fodbold sammen i fred og fordragelighed.

Krigen blev vel også idealiseret og forskønnet. I hvert fald blev der produceret masser af legetøj m.m. tilegnet børn. Disse ting blev også produceret, for at skaffe penge til tropperne. En del postkort med børn i uniformer, blev lavet og herunder bringes et lille udvalg.

Jeg kender mest til den tyske legetøjsproduktion under 1. verdenskrig, uden på nogen måde at være ekspert. og jeg vil her vise jer min lille samling af soldater og porcelæn. De er i størrelserne 8 – 16 cm. Ud over dukker og porcelæn, blev der selvfølgelig produceret masser af andet legetøj, fra forskellige producenter.

For nogle år siden var der en rigtig fin udstilling, om legetøj relateret til 1. Verdenskrig i Weihnachtshaus i Husum, Nordtyskland. Her så jeg det sødeste børnestel med krigsmotiver. Egentlig ret skræmmende, at børnene på denne måde blev inddraget, men der skulle jo tjenes penge til tropperne. Jeg er efterfølgende begyndt, at lede efter disse stel og har en lille bitte smule. Det er bestemt ikke noget man falder over i tide og utide.

Er der andre der har nogle af disse dejlige soldater og porcelæn, hører vi meget gerne fra jer.

Steiff-Nyt 2019

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Kære Venner, Så ankom det nye Steiff-katalog og –blad med alle de fristende nyheder, som I selvfølgelig skal havde del i..

tilbage til nyhederne, som omfatter en del ”helte” Allerførst oplysningerne om TEDDYBÄR Total, som i år finder sted den 27. april 10-17 og den 28. april 10-16 i Messehalle Süd, Albersloher Weg 37, D 48155 Münster, sådan ser invitationerne ud til medlemmer af Steiff-klubben – men få yderligere oplysninger via www. Teddybaertotal.de, Her sker bare ALT inden for Bamseverdenen, men tilbage til nyhederne, som omfatter en del ”helte”

En af dem er Tigerdyret, til gavn og glæde for alle Disney-Peter-Plys-samlere Han er 42 cm høj og af fineste mohair, dog blot fremstillet i 500 eksemplarer og forbeholdt samlerne i UK og USA. Nå ja, personligt foretrækker jeg de originale figurer, men han er vældig flot fremstilllet… Til gengæld fås vor alles ”sammens” Druide Miraculix (fra Asterix) på 38 cm over hele Europa – han har bevægelige led og følger op på successen med Asterix, Obelix og Idefix (disse er allerede udsolgt fra Steiff) – Miraculix er fremstillet i 750 eksemplarer.

Og heldigvis er vore yndlinge fra Peter Kanin med igen (også over hele Europa): Kaninen Flopsy måler stående 27 cm , Benjamin Kanin måler stående 26 cm, og ”Padleanden” Jemina måler 30 cm. De har alle bevægelige led og er hver især fremstillet i 2.000 eksemplarer.

Men hvorfor de store figurer? der findes en hel del minifigurer for os, der snart mangler plads, se blot her:

Disse vildtlevende dyr fås i gaveæsker : bjørnen er 12 cm høj, elefanten 11 cm, egernet 10 cm, råkalven 14 cm og giraffen 16 cm — alle leveret i smukke gaveæsker.

Sommerfest – husk datoen: Og ellers er der traditionel sommer– og familiefest den 28.– til 30. juni på museets store område i Giengen/Brenz : Steiff-Museum, Margarete-Steiff-Platz– 1 DE 89537 Giengen an der Brenz – www.steiff.com/ – fredag til søndag fra 10 til 19, og lørdag ekstra stort program på scenen med balloner og et gigantisk fyrværkeri. Alt omdannet til en gigantisk festplads……

Traditionen tro er der Bamse-workshops den 28. og 29. juni. Vil du med, finder du tilmeldelsesformularer i Klubmagasinet: Info under: www.steiff.com/workshop —- Der er det sædvanlige herlige sommermarked med forhandlere, kunsthåndværkere og lokale udstillere, maskot-træf, Auktion, præsentation af specielle Steiff-figurer…. Margarete-Steiffs Fødehjem… , ja, sådan kunne jeg blive ved… Det hele skal opleves! Du kan købe mad og drikke på festpladsen. Ja, du har i det hele taget her lejlighed til at få fat i sjældne Steiff-figurer og til at træffe andre Steiff-entusiaster…..

NB: adgang til festpladsen er gratis.

Vi ønsker dig nogle hyggelige Bamse– og krammedyr-dage……

GOD FORNØJELSE !