Inge Harck på spil igen !!

(med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©  –  Fotos Inge Harck ©)

Så nærmer tiden sig for den Internationale Dukkefestival i Neustadt/Coburg, og traditionen tro er Inge Harck atter nomineret til at deltage i konkurrencen om Dukke-Oscars: det store, fantastiske  arrangement finder sted fra 17. til 24. maj.  Se mere under www.puppenfestival.de  …..

Inge deltager i år med dukker i tre grupper: 

1.  Et lille mesterværk er hendes portrætdukke af seksårige Maja på sin første skoledag. Inge har denne gang som sin fotokalender 2020 gennem fotograferet fremstillingen og arbejdsgangen over Maja, alt er håndlavet. Maja er modelleret i cernit og er 54 cm høj.

2.  Her er Inges negerdukke (i Tyskland kalder man dem Eksotiske dukker, men for mig  –  og sikkert også for jer  – er det negerdukker. Denne udtryksfulde dukkedreng er 28 cm høj og ligeledes modelleret i cernit, og selvfølgelig er han håndlavet fra A til Z.  Han er absolut min favorit…..

3.  Denne røde dukke er med i gruppen legedukker og præsenteres som Babys første Dukke, den er 35 cm høj og fremstillet i vaskbart fløjl, således at den kan tåle at blive nuslet i små fedtede baby– eller barnehænder. Også denne dukke er fuldstændig håndlavet.

Vi  vil senere bringe mere om arrangementet og krydser i mellemtiden fingre for og hepper på Inge.

Hermed de tre konkurrence dukker:

Og så er der kun tillbage at ønske Inge Harck

PØJ PØJ  for et godt resultat………

Steiff igen, igen, igen

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

I går ankom min lille Steiff-klubbamse eller årsbamse sammen med kataloget med nyheder og et tykt Steiff-blad ”Knopf im Ohr”. Og her var virkelig noget at læse om her i februar med det skiftende vejr:

Allerførst skal I se min nye lille og søde årsbamse af mohair, han måler 10 cm. Disse bamser kommer hvert år til medlemmerne i æske af klart stift folie og med certifikat, og i år  havde bamsebassen en fin sløjfe om halsen.  Her er han sammen med sin storebror på 22 cm, sidstnævnte kan købes hos Steiffeforhandlerne eller gennem klubben.

Bladet bugner vanen tro af Steiffhistorier fra før og nu, og den mest iøjnefaldende og spændende er den, som I sikkert allerede kender,  om Margarete Steiffs første udstilling af prøver på bamser og elefanter, på Messen i Leipzig i 1903, hvor ingen fattede interesse for hendes produkter, før sidste udstillingsdag, hvor et USA-firma, som var agenter for legetøjsimport, bestilte 3.000 bamser— de gik under betegnelsen PB 55 (Plysbamse 55/eller rettere sagt  PLüschbär 55) –  til USA. Steiff-firmaet fik travlt, og de 3.000 bamser blev afskibet, således at de kunne ankomme til den aftalte dato….   Men bamserne nåede aldrig frem til USA, hvad der stadigværk er en stor gåde, og skulle man engang finde sådan en bamse, er den helt sikkert en gigantisk formue værd.

Hvad der mon skete, tja, nu udskriver Steiff en konkurrence, hvor man kan skrive, hvad man tror, der blev af bamserne, og her vil jeg selvfølgelig deltage med en fantasihistorie i håb om at vinde en af de tre præmier (Steiff beklager, at man ikke kan udlodde et eksemplar af Bamse PB55 som førstepræmie, da man  som sagt ikke har en eneste af disse bamser….

Her ses de tre præmier, hvoraf tredjepræmien er den store udgave af årsbamsen.

Det lille nyhedskatalog bugner af sjove og søde Steiffkrammedyr, bl.a. min engelske yndlingsbamse Rupert fra Nøddeskoven, i anledning af hans 100 års fødselsdag. Et  herligt vildsvin i Asterixserien, som i forvejen tæller Asterix, Obelix, Idefix og Miraculix, jeg er Asterixfan og selvfølgelig stærkt fristet til at samle denne serie, men…  på et eller andet tidspunkt får man pladsproblemer, ikke sandt!

Der er selvfølgelig og Peter Plys-dyr, Lucky Lukes Hest Jolly Jumper, Beatrix Potters bedårende kaniner, Paddington og mange, mange flere, men den kæreste nyhed er nok denne forårshare kaldet Pepper Springtime Bunny med sin smukke tulipan af filt  –   nr. 14 i denne serie, ja, Steiff forstår sandelig at lokke samlere til….. Modstå fristelserne, hvem der kan.  Men her er således Rupert, Forårsharen og Asterixfigurerne med vildsvinet i forstørret udgave.

Og ellers kan man hygge sig med de mange beretninger om Steiff-dyr, gamle som nye, og hele tien lærer man noget nyt.

           Som klubmedlem får man hvert år en todagesbillet til Teddy Bear Total i Messehalle Süd i Münster, i år der det 25.-26. april,  Alle tideres messe med bamser, dukker, etc. (www.teddybaer-total.de  –  se billetten i slutningen af denne beretning)!

           Steiffs eget årsarrangement: Steiff-Sommer, finder sted den 26.-28. maj hos Steif i Giengen an der Brenz, hvor der i år fejres 140 års Steiffjubilæum med særlige overraskelser  – se alle Steifftermine under

www.steiff.com.

Desuden er Steiff også repræsenteret på Den internationale Dukkefestival i Neustadt/Coburg fredag og lørdag 22.-23. maj fra 10 til 17 med samlermesse, marked og mange andre herlige oplevelser.

www.puppenfestival-neustadt.de.

           I bladet er der også andre lokale arrangementer, samt meddelelse om, at der er åbnet en krammedyrsbutik i Strassbourg: ”Terre d’Ours (på dansk kunne den hedde; ”Alverdens Bamser”).

Er du klubmedlem, kan du desuden erhverve en præmie,  eller to, dersom du skaffer nye medlemmer, men det kan da så mange steder.

God  læselyst og god fornøjelse til jer, der skal med til et arrangement !

Rasmus Klump og vennerne, igen, igen, igen!!!

Kære samlervenner,

Som I ved, har jeg før skrevet om mine yndlings-tegneseriefigurer:

Rasmus Klump og hans Venner

Og jeg samler selvfølgelig på alt muligt om denne vidunderlige, umiddelbare og naive tegneserie:

           Hermed lidt af det, jeg i den senere tid har fået fat på:

Tre dejlige kravlenisser: En af  Klump og to af Pelle, forhåbentlig får jeg i løbet af året fat i flere, f.eks. Skæg og Pingo.

I et af Hjemmets decembernumre var der som tillæg et lille hefte om gavtyvene: KLUMP og JULETRÆET, skrevet og illustreret af Per Sanderhage og Jeppe Højholt efter Carla og Vilhelm Hansen, det hefte måtte jeg absolut have til samlingen. Samtidig var der konkurrence om ”En tur i tivoli” eller en Rasmus-Klump-bog, jeg vandt dog ikke, men var en tur i Tivoli Lillejuleaften sammen med venner og selvfølgelig forbi Rasmus-Klump-Huset med Pandekagerne.

Og endelig fik jeg fat i et manglende Modelark: ”Byg Hus med Rasmus Klump”  –  men jeg nænner ikke at klippe ud, folde og lime, før jeg får fat i et ark mere. Hermed forsiden, arket kan foldes ud fire gange,  og så er det bare med at gå i gang.

Og jagten på Rasmus-Klump-effekter fortsætter helt sikkert, her er han som påklædningsdukke: I  1991 udkom en lille serie med fire af figurerne, Rasmus, Pingo, Skæg og Elefanten  –   her slutter jeg af med at vise jer Rasmus

Januarhilsner herfra

Lise

Legetøjsmuseet i Trier (Spielzeugmuseum Trier)

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Er absolut et af mine yndlingsmuseer, da de har et fantastisk alsidigt sortiment, og det er absolut nostalgien, der trækker og fascinerer os, ikke sandt!  For nylig var jeg igen i Trier og måtte og skulle da indenfor på museet…..  Som heldigvis holder åbent året rundt…..

Og heller ikke denne gang blev jeg skuffet,  at se og gense effekterne på museet er som at rejse i sin egen, sine forældre, bedste– og oldeforældres fortid.

Her finder du bl.a. Bamser, dukker og krammedyr, tinfigurer, modeljernbaner, rumfartslegetøj, fly, skibe, dampmaskiner, biler, bliklegetøj og meget mere…  Gå ikke glip af hele paletten af legetøj gennem tiderne…   Hermed nogle af museets enormt mange skatte.

Adresse og åbningstider:

Dietrichstrasse 51, D-54290 Trier, tlf: +49 651 7 58 50  –  info@:spielzeugmuseum-trier.de  –

www.speilzeugmuseum-trier.de  – 

(er du i kørestol, med rollator, har barnevogn med etc.: er der en handicapindgang i Jakobstrasse 4).

Åbent: ti-sø 11-17 (lukket mandag)

Vil du spise lidt lækkert, er der i samme gade den herligste gamle og historiske Restaurant og Café: ”Die gute Stuabe/Zur Steipe, indgang:  ROTES HAUS/Røde Hus: , Dietrichstrasse 54, tlf: 0049 651 1 45 54 56, – 

info@zur-steipe.de, www.zur-steipe.de, og her er åbent fra 8 til 22  Huset hører lige som die barokke kirker og de romerske byggerier til byens seværdigheder, idet det oprindeligt er fra ca. 1430, og efter ødelæggelserne under 2. Verdenskrig restaureret.

Vi ønsker dig og din familie en dejlig museumsoplevelse  !

BLOMSTER som tillægsgaver fra SIKU

Fortalt af Flora Pfau © –Redigeret af Sigi Ulbrich ©

Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  Design Lene Byfoged ©

Kære Samlervenner,  og kære alle andre nysgerrige (videbegærlige),

           Hermed siger vi tak for at kunne bringe denne fortælling om blomster som tillægsgave, og hvad man med fantasi og snilde kunne få ud af dem….

Jeg var lige fyldt fem år,  da jeg blev bevidst om min store kærlighed til disse små ting. Jeg fik lov til at fylde kaffen over i dåsen (jeg regner med, at det ikke var ægte kaffe, men ”Muckefuck” (se i næste afsnit forklaringen angående kaffe-erstatning), og ud faldt en ”krystalvase” med en blå blomsterbuket. Min bror og jeg skiftedes hele tiden til at ryste posen eller dåsen, og hver gang måtte den, hvis tur det var, beholde sin lille margarinefigur. Hvorfor disse figurer, som overvejende var støbt i kunststof i farven ”brækket” hvid” (dvs. ikke helt hvid)  kaldtes margarinefigurer, har jeg aldrig fattet, hos os var de i posen med kaffe. Endnu i dag opbevarer jeg figurerne fra den tid i mors gamle kaffedåse.

Sigi giver os hermed forklaringen på Muckefuck/kaffeerstatningen:

Muckefuck var kaffeerstatning i de dårlige tider. Da der var mangel på fremmed valuta blev der nærmest ikke importeret kaffe i Tyskland, og skete det, var den så dyr, at man i en almindelig husholdning ikke havde råd til den. Kaffeerstatningen blev hovedsagelig fremstillet af korn eller malt, men også af frugtkerner, kastanjer og bog (olden). Ofte var det en sammenblanding af det hele. 

Som oversætter af artiklen kan jeg da blot mindes efterkrigstiden med den danske Richs og Danmarks, som vi blandede i kaffen, og med de dejlige små billeder, som alle samlede på og byttede mellem sig i skolen, samt mine forældres store glæde, når der kom pakke fra min Moster og onkel i USA bl.a. indeholdende ÆGTE kaffe.  (Selv er og var jeg ikke den store kaffedrikker) – Lise.

Kære læsere, I kender mig endnu ikke. Jeg har aldrig før skrevet for en så stor læserskare. Det er nærmest ophidsende for mig. Jeg hedder Flora og min allerede ovenfor nævnte bror hedder Valdemar. Vort familienavn er Pfau  (Påfugl)  –  ja, hvad skal jeg sige om det:  vor mor var lidenskabelig læser af Hedwig Courths-Mahler. (atter en bemærkning fra Lise: forfatterinden Hedwig Courths-Mahler (1876-1950) skrev vidunderlige romaner, og enkelte er filmatiseret. I kan på nettet læse om hendes liv, og om, hvordan hun gennem det tyske, litterære og illustrerede ugeblad ”Die Gartenlaube”/(Lysthuset) fik kendskab til litteraturens verden)….

Og selv om ugebladet Die Gartenlaube på den tid ikke mere var, hvad det engang havde været i sin glansperiode, var det alligevel et vigtigt stykke kulturhistorie  –  vi kan ikke desto mindre takke bladet og dets historiefortællere for vort navn.

Hermed Sigis forklaring vedrørende tidsskriftet ”Gartenlaube”: Dette illustrerede familieblad var en forløber for de moderne Illustrerede Tidender/uge– og månedsblade, og det første, store succesrige tyske blad i masseproduktion. Bladet udkom fra 1853 i Leipzig ved Verlag Ernst Keil med et startoplag på 5.000 eksemplarer. Fra 1853 til 1945 var tidsskriftet udbredt i det samlede tyske sprogområde. Et meget højttravende eller svulstigt magasin. Den lige så svulstige eller højttravende ovennævnte forfatterinde af kærlighedshistorier  –  overvejende inden for adelen  –  dvs. at en lille forældreløs pige forelsker sig i prinsen  –  men ellers også inden for genren: lægeromaner  – har skrevet enormt meget til ”Gartenlaube”!

Hos os havde vi blot figurerne fra kaffepakningerne, dog havde Valdemar kammerater, med hvem han ikke blot kunne bytte sine egne, men også mine figurer. Derfor kom der lidt efter lidt figurer fra andre firmaer ind i vort hjem. Til min fødselsdag byttede han engang sin bedste fodboldspillerfigur,  –  jeg aner ikke, hvem han forestillede  –  til en blomsterkrukke til mig.  Til stor glæde for os begge, og jeg har stadig i dag den blå blomsterbuket, og blomsterkrukken fra min bror. Disse to ting fik jeg, før jeg havde den dukkestue —som jeg selvfølgelig i al hemmelighed drømte om at eje. Dukkestuen fik jeg så senere til juleaften. Jeg var meget ked af det, da skikken med tillægsgaver i 1954 ophørte. Med dags varsel kunne man ikke finde mere i poserne —hvilken skam. Vi var dengang ved at samle figurerne til en julekrybbe, og den blev således aldrig komplet.

Ikke desto mindre dukkede der i løbet af denne korte tid nogle af de omtalte blomster op her hos mig,  og senere har jeg købt flere på loppemarkeder. De små vaser rørte noget i mig. Der findes 10 forskellige ”krystalvaser” med en blomsterbuket. Der var således nelliker, tulipaner, georginer, roser, iris, margueritter, gladiolus, asters, narcisser og til jul en buket med kristtorn. Særlig fantastisk er det, at ikke alene blomsterne i disse tillægsgaver er forskellige, men at også de små vaser varierer. Derfor kan man i et værelse i dukkehuset sagtens stille flere vaser op. Mange af blomsterne købt på loppemarkedet havde flere legespor, idet blade og blomster delvis kunne være brækket af. Da har jeg med en ”skrædderhjælp”  –  nå, ja, jeg har en værktøjskasse  –  klippet stilkene af, og vaserne står på hylden i en stue, akkurat som man gør med krystalvaser.

I årenes løb har jeg til Schipka-vaserne desuden købt de ”blomstrende” tillægsgaver fra andre firmaer  –    således at gummitræet fra min bror ikke er så alene. Dog mangler jeg stadig to krukker i hvidt fra DUKA. At jeg alligevel kan vise jer dem her, er det fordi Helmut Bitsch fra www.margarinefiguren.de har stillet dem til disposition, og jeg siger mange tak for hans venlighed.

Firmaerne DUKA, Günzburger og Kraft havde disse tillægsgaver i deres varer:

2 urtepotter med planter:                         Med det omtalte gummitræ og en fuchsia (kan også hedde Kristi blodsdråbe)

2 blomsterkasser:                                     Med asters og georginer

2 blomsterskåle:                                       Med kaktus og alpevioler

2 blomstervaser:                                      Med solsikker og roser

Disse 8 små figurer kan man roligt kunne finde to gange. De findes nemlig i den kendte farve ”brækket” hvid fra margarinefigurerne og  med påmalet farve. For øvrigt var disse også fra SIKU.

Alle disse små tillægsgaver med filigran lå gemt hos mig i ovennævnte kaffedåse, tja, jeg fandt aldrig den smarte løsning på, hvordan jeg skulle stille dem op.. Indtil … da, Sigi Ulbrich for nogen tid siden fra www.tortula.de sendte mig et foto fra en udstilling af EDI-dukker. De stod i en vinkasse. Og nu kom ideen. Jeg havde netop —som det somme tider sker  –  en lille kasse med tre smalle flasker, som jeg havde fået som gave. Vinen har jeg allerede drukket, en rigtig god en  – og gemt kassen. Man smider da ikke sådan en smuk træ-æske i skraldespanden, vel!

Mit håndværkertalent er ikke stort, men det blæste jeg på. Hurtigt udmålte jeg højden på hylderne, og hvor heldigt, med lidt luft rundt om passede vaserne. Jeg ville stille en af hver slags op, og selvfølgelig også de små DUKA-planter. Det hele passede nøjagtigt i reolen. I hobbyforretningen købte jeg klæbeplader . Jeg tog æsken med til Byggemarkedet, hvor man foreslog mig en passende rude af kunstglas  –  og naturligvis skulle blomsterne sættes op, således at de ikke blev udsat for støv eller nysgerrige kattepoter.

Da jeg fortalte Sigi Ulbrich om mine planer og sendte hende et billede af min første prøveopstilling, tilbød hun mig spontant en påfugl af træ fra halvtredserne som dekoration hhv. logo til mit ”Blomstervindue”.  Og jeg modtog den med tak.

Påfuglen passede fint i mine planer, idet jeg netop havde besøgt min gudsøn, og af ham ønskede jeg mig et skilt og et vindue med ”Blyindfatning”  – i Jugend-Stil, og selvfølgelig med en påfugl. Ganske vist har jeg en computer, som jeg kan betjene, men billedbearbejdning har jeg ikke forstand på.

Han sendte mig en PDF-fil, som jeg optog på mit stik, hvorefter jeg tog den med til vor Copy-Shop. Her printede man det hele ud på klar klæbefolie. Allerede mens jeg betragtede dette tryk, forestillede jeg mig, hvordan den vidunderligt smukke påfugl ville stråle i mit vindue. Min bror har lovet mig, at han, når han besøger mig næste gang, vil lave belysning til mit vindue. Og jeg glæder mig allerede. Lampen  –  der skal være tre små pærer  –  skal lyse bag påfuglen og samtidig ind på hylden.

Da jeg sendte Valdemar et billede af mit næsten færdige vindue, modtog jeg et par dage efter et brev, og deri lå den margarinefigur, som han gennem hele sin barndom havde passet på og opbevaret:

Den lille og åh så smukke påfugl.

Fortælling:    Flora Pfau

Tekst:             Sigi Ulbrich

Fotos:           Bernd Lorenzen og gmuwebSign     

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen —Del 2  –  PS

Hermed et fint PS fra Sigi Ulbrich — som en god afslutning på beretningen

1000 tak til Sigi Ulbrich — www.tortula.de (tekst og fotos)

(Design: Lene Byfoged  ©  – Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Med dette foto afsluttede jeg for nogle uger siden min fortælling om Luthardt-Stuen i original- emballage/eller –kabinet.

I mellemtiden har jeg fundet nogle miniaturer  –  som tidsmæssigt passer  – og har indrettet stuen.

Men se selv, hvad det drejer sig om:

For at få miniaturerne til at hænge fast på væggen, fik jeg den idé at bruge magneter. En enkel og meget effektiv løsning.

Herover ser du højre side af stuen.

           Et pragtstykke er naturligvis den flotte standerlampe med bord til at læse ved. Men også blomsterstativet  –  fra Erzgebirge — er en lille skønhed.

Herover ser du venstre side af stuen.

           Her er kniplebordet og den flotte spinderok  –  begge dele fra Erzgebirge  –  de mest iøjnefaldende ting.

Hermed et billede af hele stuen.

           Nu står stuen nu i min vitrine. Jeg er meget stolt over denne sjældenhed og har således overvejende udsmykket den med miniaturer fra den tid.

           Jeg håber, at I vil synes lige så godt om stuen, som jeg gør.

Jeg takker hermed Lise for den gode oversættelse og Lene for den flotte opsætning af min tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra webTeam www.tortula.de  –  Tortula og hendes lille dukkekommode.

Også Lene og jeg siger tak til Tortula for vort gode samarbejde, og som Lene for nylig skrev til mig: hvor er det herligt og godt, at tre mennesker, på trods af, at de bor langt fra hinanden, kan arbejde så fortræffeligt sammen. Og det kan jeg da absolut kun tilslutte mig.

God læselyst og vinterhilsner fra Lene og Lise.

Skildpaddedukker fra ”Kolonierne”

Med tusind tak til Sigi Ulbrich— www.tortula.de

(design: Lene Byfoged  ©  –  oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed har vi fornøjelsen at bringe Sigi Ulbrichs spændende og interessante artikel om de mørke, eksotiske eller simpelt hen om negerdukker fremstillet af Schildkröt-firmaet/og som vi alle altid har kaldt skildpaddedukker…   Ny og spændende viden,  som du hermed  kan glæde dig til at læse.

Indledning/Introduktion:

I begyndelsen af forrige århundrede under koloniherredømmets højdepunkt var ønsket stort om at få lidt af det eksotiske inden for egne fire vægge, og nysgerrigheden hos dem, der var blevet hjemme, om at få mere at vide om de fjerne lande og deres beboere var ligeledes enormt stor.  Ikke blot de gamle købmandsfamilier i Hamburg udsmykkede deres huse med trofæer fra Afrika, Asien og Sydamerika, men også beretningerne fra hjemvendte og søfolk trængte sig frem helt til Thüringen, Nürnberg og selvfølgelig også til Mannheim, og alt dette fik naturligvis indflydelse på dukke– og legetøjsfabrikationen.

De første ”negre” og ”mulatter” finder man i Skildpaddekataloget fra 1908. Her drejede det sig mere om figurer end om legedukker. Legedukkerne blev sat i produktion i 30erne. Først som Bebi 1925 og senere som dukker med de indfødte afrikaneres typiske ansigtsudtryk og krusede hårpragt— som model 1930. Ud fra denne dukketype udvikledes i 50erne den stolte kriger Wumbi og hans søster Mambi.

Jeg vil her præsentere jer for fire af disse eksotiske dukker fra min samling. De dukker, jeg præsenterer jer for, er helt fantastisk vellignende eksotiske Skildpaddedukker. Schildkröt/Skildpaddedukkefirmaet er den ældste tyske dukkefabrik, som stadig fremstiller dukker. Virksomheden er en af de sidste garanter for begrebet ”Qualität aus Deutschland— Made in Germany”/Tysk Kvalitet, fremstillet i Tyskland.

I mere end 50 år har man i Skildpaddedukkefirmaet fremstillet disse etniske dukker. Når de i dag ikke mere kommer fra Mannheim, er det fordi de nu efter en mellemlanding  (på ca. 10 år) i Kaufbeuren siden 1993 har hjemsted i Rauenstein i Thüringen.

I 2012 efter fabrikant Hubertus Biermanns død, solgte hans enke Hannelore Biermann, der herefter var kontraktligt forpligtet efterfølger, i 2014 firmaet til den østrigske gruppe af virksomheder Stadtbauer. Ledelsen af firmaet ligger fremover hos Stephan Biermann sammen med Frank W. Hein.

Produktionen af Mambi– og Wumbidukkerne er stadig i dag på programmet. Mambi og Wumbi findes nu  i afrikanske efterlignede dragter af bomuld, i festdragt,  og Wumbi som for 50 år siden som Seppi i Lederhose/Skindbukser og Mambi i Dirndli/den typisk sydtyske folkedragt, for blot at nævne et par eksempler

I firmamuseet kan du stadig beundre modellerne fra 30erne, 50erne og fra 80erne til i dag. Du kan således følge de forandringer, der i årenes løb er sket med dukkerne.

           Ligeledes kan du i din lokale legetøjsforretning stadig erhverve den klassiske udgave af disse dukker og derved fuldstændiggøre din personlige samling.

           Efter de nye ejerforhold, flyttede Schildkröt-Puppenmuseum (Skildpaddedukkemuseet)  til det nye Schloss Rauenstein, Schlossstrasse 2, D 96528 Frankenblick OT Rauenstein. Selv har jeg endnu ikke besøgt det nye museum. Fotoet er stillet til disposition af Katharina Kleinfeldt —  jeg siger mange tak for denne gestus.

1)  Dukkepigen ”Model 1930” 27½ cm høj

Denne dukkepige fra 30erne fik jeg kendskab til sammen med hendes anden dukkemor. Dukken var dengang i 40erne iklædt en ulden kjole strikket af et barn og trods sin alder meget lidt slidt.

           Hvordan den var præsenteret og hvad den engang oprindeligt var iført, kunne dens ejer ikke fortælle mig. Hun havde ligeledes erhvervet den som second-hand.  Jeg antager dog, at det var en ”han” og i festdragt  –  den korrekte betegnelse for den datidige fabriksmæssige udførelse med bastskørt og funklende smykker. Efter min viden blev dukken kun fremstillet i denne størrelse.

  Det drejer sig ved denne dukke om én model 1930—  27½ cm høj, mærket 27½ og derover den gamle skildpadde i rude. Dukke er ikke særlig mørk  –  sådan mere som kaffe med mælk. Den gennemfarvede celluloid er meget tynd, og dukken derfor tilsvarende let. Selv om øjnene er malede, er de meget udtryksfulde.

Dukken har bevægelige arme og ben og huller i ørerne  –  hvilket vil sige, at den i ørerne har haft ringe (også kaldet kreoler) eller små runde ”dalere”  (Schildkröt komponerede fantasitalere  til dukkerne efter den klassiske, gamle tyske Taler eller Daler), begge udgaver kunne fås. Trods 80 år hos forskellige dukkemødre er dukken fantastisk velbevaret, hvilket tyder på, at der kun har været leget omsorgsfuldt og nænsomt med den.

2)  Dukkenpigen ”Model 1930” 22½ cm høj

Med den ikke gennemfarvede celluloid er denne 22½ cm høje dukke type ”Model 1930” næsten sort. Hun kom til mig uden tøj på. Da hun ikke har huller i ørerne, kunne der ses bort fra festdragt som originalbeklædning. Jeg havde først antaget, at denne lille dukke principielt ikke havde huller i ørerne, men ved at studere Ciesliks ”Das grösse Schildkrötbuch/Den store Skildpaddebog” måtte jeg tage ved lære. I bogen er der på side 127 billede af en vidunderlig smuk helt ubrugt dukke i festdragt, nøjagtigt i denne størrelse:  og med ørestikkere!

Da hun således ikke havde nogen festdragt, skulle hun have en fornøjelig og skinnende broget kjole. Jeg har strikket den med tilhørende bukser af gammelt perlegarn. Af røde træperler fik hun den ”obligatoriske” halskæde. De små sommerfugle er af  kacheret malet pap. Hun er fremstillet i 50erne.

Hun er mærket med 22½ og derover den gamle skildpadde i rude. Hendes opvakte øjne er malede, på de brune pupiller er fine lysprikker, som giver hende et meget barnligt udseende.

Hendes krøller er meget klart aftegnet og fuldstændiggør det eksotiske indtryk.

Man må omgås en så mørk dukke meget omhyggeligt, da celluloiden ikke er gennemfarvet, men blot sprøjtet på. Hun har således under sit omkring 90-årige liv tillagt sig to små afskalninger, hvor den lyse celluloid skinner igennem. Hun er meget let. På den  venstre fod er der to aftryk fra små tænder  –  om de er fra et barn eller en hund  –  tja, hvem kan mon i dag sige det så nøjagtigt.

           Hvis man betragter hende i profil med den lille tykke mave, ser man meget tydeligt, at hun stadig har den gamle og netop mere runde krop.

3)  Den stolte kriger Ma-Wu-mbi, 34 cm høj

Spørgsmålet er dog ikke hvor  –  men hvorledes”  kender man forskel på Wumbi— og Mambidukkerne.

           Skønt jeg har købt denne klart ubrugte dukke som Mambi, gik jeg ud fra, at det her drejer sig om en Wumbi. Den pågældende litteratur siger, at Mambi blev fremstillet med sort fletparyk og Wumbi i festdragt. Nu medbragte min mand for nylig en gammel avisannonce fra sin tante i Düsseldorf  –  ret godt slidt  – men dog letgenkendelig og til at læse: Mambi fandtes også i festdragt.

Altså kalder jeg hende nu Ma-Wu-mbi. Vi har købt hende i Bamberg på det store årlige Altstadt-loppemarked. Hun har altid været noget ganske ærligt for mig, da jeg netop forbinder hende med en dejlig Bambergferie. Ma-Vu-mbi er 34 cm høj. Hovedet er mærket med 32/34 og derover den nye skildpadde, og kroppen 34 og derover den nye skildpadde. Hun er af gennemfarvet, mørkebrunt, næsten sort celluloid.

Perlerne i den røde kæde er af glas eller en slags kunstglas. Perlerne er trukket på en tynd elastik. Der er blot 14 perler. Om Ma-Wu-mbi har tabt nogle, kan jeg ikke sige med bestemthed. Alle de dukker, som jeg hidtil har set, har mange ”fejl” i deres halskæder.

           Ma-Vu-mbi har bevægelige lemmer og hoved. Hovedet kan drejes.  Hendes arme og ben har skiveled. Med sine brune glasøjne skuer hun drømmende ud i verden. Desværre  har hendes venstre øje i løbet af de sidste 60 år på en eller anden måde løsnet sig. Det er desværre ikke sagkyndigt sat fast igen. Lidt limrester er stadig at se i venstre næsebor. Jeg lader det være, som det er. Ellers er hun fejlfri. For mig er hun ganske enkelt perfekt.

Da jeg købte hende, havde hun ”gyldne” ringe (Creoler) i ørerne. De var dog så meget ude af facon, at jeg var bange for, at hun skulle tabe dem. Jeg har givet hende nye ørestikkere fra Schildkröt, et godt alternativ. De ”gyldne” ringe  har jeg lagt til side i en lille æske. Derfor bærer hun på billederne ørestikker som sine søstre i Schildkröt-Puppen Klassik Kollektion/skildpaddedukkernes klassiske kollektion.

           Bastskørtet er meget fast, jeg regner ikke med, at en hel masse af de brogede strimler har løsnet sig. På grund af det faste bastskørt af meget stift bast kan hun ikke rigtigt sidde. Skørtet gør muligheden for at sidde umulig og holder den lille numse ca. 3 cm over siddefladen.

4)  Mambi en pige fra Afrika, 34 cm høj

Sidst men ikke mindst en Mambi.

Når man ser på hende, som hun står der i sin søndagskjole, eller som hun for år siden i sin legekjole har siddet i Afrika-vitrinen i min udstilling, bliver man ganske enkelt varm om hjertet. Mambi er 34 cm høj. Den ideelle størrelse for et dukkebarn. Stor nok til at man holder noget rigtigt i hænderne og ikke større, end at hun kan sidde uden at sprænge rammerne i dagligstuevitrinen. Hun er ikke særlig tydeligt mærket, måske var ”Modell 1920-formen” i 50erne noget ”slidt”?  Mambi er mærket således: hovedet med SIR, neu, derunder 32/34, kroppen med SIR, neu, derunder 34.

De små perler i den hvide kæde er af glas eller en slags kunstglas. Ligesom med Ma-Wu-mbis røde kæde har den nogle fejl. Perlerne er noget mindre end de røde. Der er trukket 18 perler på en ganske tynd elastik. Hendes sorte mohairparyk er komplet. Den er flettet i to tynde fletninger. Løfter man forsigtigt parykken, opdager man de formede krøller fra ”Model 1930”. Som så ofte hos Schildkröt blev der således ganske enkelt kreeret en dukke med hårpragten fra en anden dukke.

Hendes celluloid er meget tynd, hun er derfor tilsvarende meget let. Den brune farve er ikke speciel mørk. Hun er ikke gennemfarvet.

           Hendes hoved, arme og ben er bevægelige. Hovedet kan drejes, arme og ben har skiveled. Hun har vidunderligt strålende brune glasøjne, og synes at være meget overrasket over, at så mange mennesker interesserer sig for hende. Der har kun været leget lidt og ganske nænsomt med hende. Hun er fejlfrit opbevaret. På profiloptagelserne kan man tydeligt se, at denne Mambi har en af de nyere   –  slankere  –  kroppe.

Hos mine opstillede dukker i ”Afrika-Vitrinen” står også en særlig skat. Da man gennem disse dukker egentligt straks kommer i kontakt med andre samlere, har jeg på grund af disse forbindelser og dukkesamtaler altid min lille ”sommerfugl” udstillet i displayet på mit bord..

Illustrationer fra kataloger er gengivet med tak til Firma Schildkröt-Puppen und Spielwaren GmbH.

Tekst: Sigi Ulbrich  –  www.tortula.de

Fotos:

Danske Julenisser på Biblioteket i Itzehoe

MED  hilsen fra OG TAK TIL Angelika Salzwedel! ©

(Oversættelsen:Lise Brastrup Clasen ©)

I fortsættelse af vor meddelelse for  nylig om denne dejlige udstilling har vi nu modtaget  Bibliotekets pressemeddelelse fra Angelika, og den detaljerede beretning følger hermed, og det gør det endnu mere fristende at besøge udstillingen, når man f.eks.  tager  på juleindkøb syd for grænsen.

Danske julenisser i Itzehoe Stadtbibliothek

Også ved Juletid er Stadtbibliothek Itzehoe festligt udsmykket. I år står det i det dansk-tyske venskabs tegn, som næste år er 100 år gammelt, og her udstiller Angelika Salzwedel de danske ”Weihnachtswichtel”,  i Danmark hedder de selvfølgelig NISSER,  samt julemænd som dekorationsfigurer.  Her kan du både se ældgamle nisser fra 1920erne og de nyere eksemplarer af papir, pap, stof, uld osv.

Angelika Salzwedel har gennem mange år haft en dansk samlerveninde, og det kan således ikke undre nogen, at de to påklædningsdukkesamlere også samler på Nisser.  Gennem min veninde har jeg (siger Angelika) fået fat i mange herlige Kravlenisser, som sættes op i hele huse bl.a. på skabe, billeder, reoler og vindueskarme.

Og sådan ser nisserne også ud i dag, deres fremtoninger er de samme. Disse venlige Julenisser beskytter huset og bor på loftet hos deres mennesker. Til jul for de en skål risengrød og en juleøl, således at man bevarer deres godmodighed. Til gengæld hjælper de bonden på gården, bliver på stedet og er trofaste over for deres familie. Hvor gammel en nisse bliver, ved man ikke nøjagtigt, men man regner med, at de kan blive fra 200 til 300 år gamle.

Foruden Julenisser og kravlenisser er der også andre nisser, som f.eks. Kirkenissen, der bor i kirken eller i præstegården og hjælper til der, eller skovnissen, der som navnet siger, lever i skoven.

At Angelika holder af sine nisser, ser man tydeligt på udstillingen.

Og selvfølgelig er her også udstillet flettede hjerter, som er typiske på det danske juletræ og traditionen tro skal være med.

På udstillingen finder du desuden opskrifter på dansk julebag samt maleark med julepåklædningsdukker, lige til at tage med dig!

Det traditionelle kalenderlys med tallene 1-24, et for hver dag, afrunder billedet af den danske jul.

Du kan se udstillingen indtil den 28. december i år: mandage, tirsdage og fredage fra 10 til 18, torsdage fra 10 til 19 og lørdage fra 10 til 13.

G o d   J u l e t u r  til jer alle og jeres familier !

PS:  Skulle I ønske opskrifterne på det danske julebag i dansk version, sender jeg dem gerne pr. mail (Lise) !