Seiffner Minearbejdere – og alle, uden engle

Text: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign

Jeg tror, mange kender de skønne træfiguere fra Erzegebirge. I hvert fald, er bl.a. nøddeknækkerne, jo meget populære herhjemme til jul. Sigi og Gerhard, har igen været flittige og det er der kommet, en interessant artikel ud af. Jeg syntes det er spændende læsning og man lærer jo hele tiden nyt.

Jeg syntes artiklen passer fint, på denne 1. søndag i advent. Tusinde tak til jer, Sigi & Gerhard, for at I tænker på Dukkedroemmes mange læsere.

d. 27. November 2022. Seiffner Bergmann – og alle uden engle

For et par år siden var min mand og jeg i Seiffen. Vi havde haft lyst, til det i lang tid. Vi ville gerne se, hvor alle de smukke småting i træ kommer fra, som vi så smukt indretter, ikke bare vores lejligheder med, men også vores dukkehuse. De dage, vi tilbragte der, var uforglemmelige.

Vi er så ubekymrede og glade, når vi rejser, og så tager vi gerne en souvenir med hjem. I Seiffen var valget, meget svært. Min mand opdagede her, sin kærlighed til minearbejderne.

Går du op ad hovedgaden på den ene side og ned på den anden side, står du foran butiksvinduer med det smukkeste legetøj og miniaturer i regionen. Der er den ene butik ved siden af ​​den anden, den ene workshop følger den næste og de har alle, de sorte, hvide og grønne minearbejdere til salg.

Så mens Gerhard flirtede med en minearbejder, opdagede jeg Metten-lanternerne for mig selv. De er et stykke historie i Seiffen, og denne historie bliver fortalt til besøgende på museet.

De oplyser gader, huse, vinduer og selvfølgelig museet – ikke kun ved juletid – på en festlig måde. Den smukkeste? Du kan tage dem med hjem, i små størrelser.

… og så tog jeg “mit” stykke Seiffen med hjem, til Nordtyskland – og satte det på vores lysbue.

Men tilbage til vores minearbejder. Vi har ikke haft en klassisk minearbejder, i vores julepynt – alene. Selvfølgelig engle og minearbejdere som lysbærere i vores lejlighed og også i mine dukkehuse ved juletid.

Vi vidste endnu ikke, hvor og hvordan vi ville integrere minearbejderen i vores lejlighed. Derfor købte vi for en sikkerheds skyld en (typisk) turist Hunte (Trolley). Fuldt lastet med (næsten) rigtige “ædelsten” og også en lille let bærer – sød, 5,5 cm høj.

På museet er der, en hel afdeling med og om minearbejderne. Der vises alle mulige showminer, lige fra tændstikæsker til mandshøje udstillinger. Sådan noget ville selvfølgelig være fantastisk – men desværre ikke muligt for os – og selvfølgelig ses sorte, hvide og grønne minearbejdere ikke , det er deres paradeuniform. Under vores Seiffen-ferie, så vi faktisk pragtfuldt klædte minearbejdere. Desværre var vi så spændte, at vi glemte at tage et billede – ærgerligt, det ville jeg gerne have vist jer her.

Samlere af smukke genstande, har som regel også det ene eller det andet, liggende i kassen. Sådan er det også hos os. Den lille minearbejder i valnødden, en souvenir fra Striezelmarkt i Dresden. Engel og Minearbejder, fra Seiffener Stenhuggeri (havde ventet på at blive brugt, i et dukkehus i årevis), og tændstikæsken fra 1920’erne, hørte til min tændstikæskesamling. Min mand modtog den gule æske, “Seiffen-miniaturer i en tændstikæske” af Giesbert Neuber, fra vores venner Geli og Uwe – som et minde om de timer, vi tilbragte sammen i Seiffen.
Jeg så Minearbejderen i “Mundhullet”, et par uger senere, og jeg købte den selvfølgelig med det samme. Og så var planen stort set lagt.

Vi havde en lille vinkasse – til 2 slanke flasker. Det virkede ideelt, og det blev vores minearbejders hjem. I det nederste område skal Hunten være i et “mundhul” og på det minearbejderen. Gerhard lavede målingerne og forvandlede “skydedækslet” til et støvdæksel af akrylglas.

Jeg foldede en model til mundhullet, ud af et stykke papir. Jeg arbejder ikke korrekt nok, til bare, at gøre dette, ved at tage målinger. Jeg skal altid prøve det på objektet. Derfor laver jeg altid en model til sådanne projekter.

Først efter at modellen passede præcist, lavede jeg mundhullet ud af det medfølgende bølgepap.

Voilà, – den passede perfekt, og vores minearbejder havde plads nok.

Nu skulle jeg trylle et rigtigt ““mundhul”, frem af et stykke foldet pap. Jeg lavede dette, ud af en skoæske, med sort silkepapir. Jeg krøllede papiret sammen og limede det uregelmæssigt, et par steder i “mundhullet”.

Jeg malede overgangene, med sort maling, og da det selvfølgelig, er en sølvmine, malede jeg et par sølvdrys.

Slut – prut – finale.

Vi er virkelig stolte af vores minearbejder og hans nye hjem. Den hvide “sten” bag den lille minearbejder, er en bjergkrystal, som vi bragte tilbage fra Munster-dalen for mange år siden. Stenen foran er feldspat, også fra Schwarzwald.

Da der ikke var plads nok, til tændstikæskerne i vinæsken, brugte vi en lille meget gammel trææske. Den har også slidser til et støvdæksel. De to hylder, er naturligvis fra dukkekassen. På denne måde ser tændstikæsken ikke så “limet ud på”. Den store sten til venstre er en rosenkvarts – min yndlingssten. Gerhard købte den engang i Hinterzarten og gav den til mig. Nu har den fået et rigtig fint sted. De to andre er sten fra Swan Creek. Sherri og Steve fandt dem og forærede, dem til Gerhard.

Selvom minearbejderne fra Seiffen, altid minder os lidt om julen, er vores udstilling en helårsudstilling. Det er i vores stue og – ligesom dukkehusene – nyder vi det hver dag.

Ikke desto mindre er julen ikke langt væk. Butikker i Tyskland er fulde af honningkager og chokolade julemænd. Det kan ikke være anderledes i Danmark.
Derfor ønsker jeg dig en fredelig og sund førjulstid.

Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

Den glade historie om Steiffs julemandsdukker

Copyright for tekst og billeder: Rebekah Kaufman.

Jeg har fået tilladelse til, at bringe denne hyggelige og dejlige artikel fra Rebekah Kaufman. Jeg håber den bringer lidt julehygge, hos bloggens læsere på denne 2. søndag i advent.

En stor tak til Rebekah Kaufman.

Kan du finde den lille vintage julemand i denne jule-Noahs ark-udstilling? Foto fra forfatterens samling.

Margarete Steiff GmbH, fra det legendariske legetøjsfirma i Tyskland, har skabt, en række uimodståelige vintage julemandsdukker, gennem årene. For mange familier, især af tysk afstamning, er Steiff-dukker, lige så meget en juletradition, som juletræer og julestrømper. Det er let at forstå, i betragtning af deres appel! Lad os tage et kig på nogle af højdepunkterne af Steiffs julemandsdukker.

De tidligste referencer til jul i Steiffs univers, dukkede op i begyndelsen af ​​1910’erne, da virksomheden producerede julereklamer med standard legetøj, under juletræet og brugt som julepynt. Ingen af ​​de omtalte varer, var specielt lavet til jul. Den første Steiff Julemand, dukkede op i produktionen, i begyndelsen af ​​1920’erne, men det var ikke en dukke, i traditionel forstand. Det var en 20 cm. høj julemand i træ, på en gyngende base. Rocking Santa var med i kataloget fra 1923 til 1927. Ifølge 1924-kataloget kostede denne ” vaklende figur ” 2,5 mark og var ” lavet af det bedste træ, fint udformet og farverigt malet med lysende farver. “

1924 Steiff katalogside med den rockende julemand. Foto fra forfatterens samling.

I begyndelsen af ​​1950’erne, blev Julen en højere prioritet for Steiff , da virksomheden var ved, at genetablere sin tilstedeværelse, som en førende international legetøjsproducent, efter Anden Verdenskrig. Ligesom julemanden ved roret på sin slæde, der ræsede hen over en mørk vinterlig himmel, var ankomsten af ​​​​en Steiff-nissedukke i 1953, et meget velkomment syn. Den tidligste Steiff julemandsdukke var 31 cm og have en krop med fem led. Han havde et gummihoved, filtkrop, knaldrød filtdragt og hue og et hvidt, blødt mohairskæg. I 1955 blev dette design også produceret i 13 og 18 cm. Disse vintage julemandsdukker, blev lavet indtil 1963 og var, og forbliver, favoritter året rundt, hos samlere over hele verden.

Steiff julemandsdukker fra 1950’erne. Foto fra forfatterens samling.

På grund af hans popularitet, blev mønstret til Steiffs julemandsdukken, også lavet som en 21 cm. hånddukke, fra 1954 til og med 1961. Denne dukke havde et støbt hoved, identisk i design med den almindelige dukke. Han var detaljeret med et hvidt fuldmohairskæg og hår, filthænder med syede fingre og en filtkrop. Julemandens samlerdukke var lidt større i skalaen end datidens andre hånddukker, som generelt målte 17 cm. Han var klædt i en smuk rød filtjakke og hat. Steiffs julemandsdragt, ligesom dukken, han var baseret på, var detaljeret med ægte hvid mohairkant ned foran på hans frakke, omkring hans hat og omkring hans manchetter. Hans hat var toppet med en hvid ulden pompom.

Julemands hånddukke. Foto fra forfatterens samling.

En af de mest forbløffende af Steiffs julemandsdukker, er virksomhedens udstillingsdukke i naturlig størrelse. Denne store dukke – 150 cm. eller næsten 5 fod høj – blev fremstillet i 1960’erne. Disse superstore Steiff-julemandsdukker var klædt i fine filtskræddersyede jakkesæt i trimmet i mohair, ligesom deres rockstjernenavnebror! I dag er disse ekstremt sjældne, da tidens tand. for det meste ikke har været gode mod dem. Fordi deres ansigter var lavet af gummi, har de en tendens til at tørre ud, synke og revne, som årene går. Få blev fremstillet, og ikke mange er tilbage, hvilket gør dem, der er tilbage, ekstremt sjældene.

Steiff julemandskatalog. Foto fra forfatterens samling.

I 1970’erne begyndte Steiff efter pres, fra andre legetøjsproducenter, at spare på deres design og produktion, for at kontrollere omkostningerne og forblive konkurrencedygtige. De producerede en række usamlede, billige og kegleformede plysdukker og dyr i “Buzzel”-stilen.

Et bemærkelsesværdigt eksempel på Steiffs 1970-æras Buzzel-produktion, er virksomhedens 20 cm. stående Buzzel Santa Claus samlerdukke. Han er lavet af rødt og hvidt dralonmateriale og filt, med et langt, hvidt dralonskæg. Hans ansigt er dyrebart og enkelt; han har små blå filtøjne, en rund ferskenfarvet filtnæse og en lille rød cirkel til læberne. Julemanden har sit traditionelle nissedragt på, som er en integreret del af hans krop. Denne vintage julemandsdukke bærer en brun julemandssæk, som har en lille klokke i.

Denne særlige dukke blev kun produceret i denne størrelse fra 1972 til 1974. Disse dukker blev designet til sjov, leg og kærlighed, så det er virkelig sjældent at finde en i samlertilstand, næsten et halvt århundrede efter fremstillingen.

Buzzel julemand . Foto fra forfatterens samling.

Fra 1980’erne og frem, producerede Steiff, regelmæssigt dukker og nyheder med julemandstema. Selvom der blev udgivet et par menneskelignende Steiff julemandsdukker, var de fleste af disse udgaver i form af bamser, klædt som den glade mand i rødt. Disse har omfattet julepynt, blødt babylegetøj, musikalske genstande og endda nøddeknækkere, rygere og festlige kandelabre. I betragtning af hans status, blev firmaets julemandsdukke fra 1950’erne genudgivet i 19 og 28 cm. som en amerikansk eksklusiv fra 1984 til 1988. Men mange entusiaster, der blev myndige med Steiff, betragter virksomhedens julemandsartikler fra 1970 og tidlig æra for at være den mest autentiske repræsentation af Steiffs juleånd.

1980’er-æraen Santa Doll replika. Foto fra forfatterens samling.

Rebekah Kaufman er en stor bidragyder til adskillige internationale trykte og online publikationer, hun holder foredrag i hele USA og Europa og leverer vintage Steiff-rådgivning og ekspertise til medier, auktionshuse og industripartnere. Hun har ingen tilknytning til Margarete Steiff GmbH eller Steiff North America. For mere information om vintage Steiff, læs Kaufmans fokus på vintage Steiff samleobjekter fra tidligere på året eller besøg hendes blog, My Steiff Life .

Jeg kan absolut anbefale, at gå ind på bloggen, der er så meget lærerigt og spændende læsning, om Steiffs vidunderlige univers.

Lene

Julen i papir

Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.

Oversættelse: Lene Byfoged.

Igen i år udstiller Angelika en lille del, af sin store samling af julekalendere, glansbilleder, julekrybber og meget mere på Biblioteket i Itzehoe.

Går turen til Nordtyskland, så kig ind og nyd lidt af, Angelikas fine samling af julepynt m.m.

En stor tak til Angelika for, at jeg må bringe det her på Dukkedroemme, det glæder mig meget.

Lene

Fra 4. november 2022 til 6. januar 2023, kan en ny udstilling med titlen “Julen i papir” ses i byens bibliotek, i Itzehoe. Der kan de besøgende, se julekrybber, adventskalendere, julekort, glansbilleder/oblater, julemænd og paptallerkener fra to århundreder.

Udstillingsområdet, er julepyntet med mange gamle adventskalendere, glansbilleder og julepostkort. Det er et stemningsbillede til adventstiden. Nogle besøgende vil kunne huske og tænke “sådan noget havde jeg også” eller “sådan noget samlede jeg på som barn”.

Ovenstående smukke julekalendere er fra Sellmer Verlag og den øverste har nr 704 og den nederste nr 805.

Som samler af glansbilleder, har Angelika Salzwedel, integreret mange i udstillingen. Så der er mange smukke juleeffekter at opdage. Nogle er præsenteret indrammet på gammelt linned.

Glansbillede fra 1920.
Ovenstående glansbilleder er genoptryk fra 2020.

Et af højdepunkterne, er en stor dansk julemand, lavet af pap fra 80’erne, som får de fleste hjerter, til at banke hurtigere, og nogle julebukke, af tysk og dansk oprindelse, som de besøgende gerne må røre ved.

Dansk julemand fra 1980,erne
Dansk sprællemand fra 1980,erne.

Hos os her nord på, er julekrybberne ikke så almindelige, men papirkrybber har en vis tradition her. Angelika Salzwedel udstiller også nogle flotte papirkrybber, både som folde- eller sammenklappelige.

Denne smukke julekrybbe, er ca 100 år gammel.
Julekrybbe fra 2008.

Et andet højdepunkt er de gamle julekort. At sende pæne hilsner, på kirkelige helligdage, er også traditionelt. De første lykønskningskort blev sendt ud i Østrig allerede i 1869, og fra 1870 også her i Tyskland. Forskellige gamle julekort fra 1950’erne og 1960’erne er udstillet.

Julekort fra 1950,erne.

Statsbiblioteket i Itzehoe, Hinter dem Klosterhof 31. 25524 Itzehoe.

Åbningstider: Mandag + tirsdag 10.00 – 18.00. Onsdag lukket. Torsdag 10.00 – 18.00. Fredag 10.00 – 14.00. Lørdag 10.00 – 13.00. Søndag lukket.

Gratis adgang.

Lisa og Hanse dukkehuse

Copyright for tekst og billeder: Jutta Bogut

Jutta Bogut, har, som vi har skrevet om før, Dukkehusmuseet i Christiansfeld. Jutta har sendt nedenstående om Lisa og Hanse dukkehusene, til glæde for bloggens læsere. På nedenstående link, kan man læse indlægget om Museet.

http://dukkedroemme.dk/dukkehusmuseum-i-soestrehusets-kaelder-i-christiansfeld

En stor tak til Jutta for dette indlæg, det er så dejligt med indlæg fra læserne. Det er med til at gøre bloggen mere interessant og lærerig.

I min Lundby dukkehusudstilling i Christiansfeld, er der en hjørnemontre, hvor jeg løbende har forskellige udstillinger med dukkehusrelateret indhold.
Lige nu er der udstillet et Lisa dukkehus og et Hanse dukkehus, hver især indrettet med henholdsvis Lisa og Hanse møbler.
Jeg har opdaget, at rigtig meget bliver kaldt Lundby, om det så er Lisa, Hanse eller noget helt andet.

Lisa og Hanse dukkehuse

Dukkehuse Lisa og Hanse var to danske dukkehusmærker, der blev produceret som en konkurrence til de svenske Lundby dukkehuse.
De efterlignede Lundby huse og møbler, var billigere end Lundby, som altid har været et dyrt mærke. Til gengæld var kvaliteten ikke så høj ved de to danske mærker.
De to mærker produceres ikke længere og er ved at være svære at få fat i, særlig Hanse, da de er gået hen og blevet til en samlerartikel.

Meget af det, der bliver solgt brugt I dag, kaldes Lundby. I virkeligheden er det Lisa eller Hanse.
I Lisa huset er alle møblerne af mrk. Lisa, i Hanse huset er de af mrk. Hanse.
Den fabrikant, der lavede Lisa møbler lavede også Hanse møbler, så nogle er tingene er ens i begge mærker.

Lisa blev opkøbt af Lundby på et tidspunkt, så du skal virkelig vide, hvad du skal se efter for at finde det rigtige mærke, hvis det er det, du ønsker.
Her er der god hjælp at hente i en bog, der hedder ”Skandinavisk design i dockskåpet”.
Den er på svensk og er også skrevet på engelsk. Jeg lånte først min på biblioteket for at se, om det var noget. Det var det i allerhøjeste grad.
Hvis dit bibliotek ikke har den, så kan de skaffe den fra et andet bibliotek.

Gardinerne er alle Lundby med undtagelse af sovekammer-gardinet hos Lisa. Det er Lisa. Lamper er Lisa eller Lundby.
Dukker er produceret af K.E.Leg i 70erne og produceres ikke længere.
Forskelligt nips og tilbehør er fra forskellige mærker.
Da Lisa aldrig har produceret en Lisa bil, er garagen blev brugt til
et børneværelse.

Jutta Bogut

Dukkehusmuseum i Søstrehusets kælder i Christiansfeld

Christianfeld Centret, Nørregade 14. 6070 Christiansfeld

Tlf :79 79 17 73 Email : centret@christianfeld.dk

Åbningtider: 2.1 -30.4 ma – sø 10 -16. 1.5 – 31.8 ma – s- 10-17. 1.9 -21.12 ma- sø 10 -16

Men kontrollér for en sikkerheds skyld åbningstiderne.

Nedenstående viser eksempler på Lisa og Hanse dukkehuse.

Lisa Dukkehuse

Hanse Dukkehuse

DIDDE

Jeg er så heldig, at Lise Rasmussen har sendt mig denne artikel til bloggen. Og jeg er SÅ gammel, at jeg husker Didde. Jeg er født i 1950 og da vi var den eneste familie i opgangen, hvor vi boede, der havde fjernsyn, kom alle børnene ned og så det hos os. Stor lykke og alle var fuldstændig stille, det var så fantastisk, at se på det lille sort/hvide fjernsyn. Tak for gensynet Lise og tak for, at jeg må bringe artiklen.

Copyrigth for tekst og billeder. Lise Rasmussen www.mosterlise.dk

Jeg er den heldige ejer af en original mappe med en komplet serie på 6 store litografier af TV-dukken Didde.

Jeg kendte ikke figuren og har prøvet at researche mig frem til lidt historie omkring hende. Der er ikke vanvittigt meget at hente, da hun er fra TV-historiens spæde start og ganske givet noget af det allerførste børne-TV, der er lavet, og der findes næppe gemt materiale.

Dukken er skabt af Minna Holck fra Hillerød. Ifølge de oplysninger jeg har kunnet finde, var ”Dukke Didde og onkel Olaf” oprindeligt et radioprogram op i gennem 1950´erne, men kommer på TV i slutningen af 1950´erne, og var dagligt på skærmen. Jeg er selv født i 60´erne og vi fik først fjernsyn sidst i 1960´erne, så jeg mindes ikke at have hørt om hende.

Didde er med sit fregnede ansigt og stride hår ganske charmerende, men ikke særlig køn og har ganske givet virket skræmmende på nogle børn.
Det er et af de første forsøg på at lave TV i børnehøjde og der findes en omtale i bogen ”Fjernsyn for børn – Vores fælles historie” af Nina Sahl.
Her fremgår det at Dukken Didde er en yderst snaksalig pige i indskolingsalderen, der har en morsom dialog med ”Onkel Olaf”, fotografen Olaf Kjelstrup. Man har forsøgt at lade Didde udtrykke sig med et barns sprog og logik, men formår ikke at fange børnene, da det var indforstået voksenhumor. Børnene forstod det ganske enkelt ikke.
Alligevel har dukken været populær – måske fordi der ikke var andre muligheder at vælge imellem!
Jeg læste i en tråd at dukkens opfinder Minna Holck efter sigende skulle være blevet kontaktet med henblik på en massefremstilling af dukken i plast, hvilket hun nægtede.
Der blev udgivet to bøger med dukken: ”Didde” og ”Didde fortæller” forfattet af Minna Holck og med fotos af Olaf Kjelstrup. Desuden findes der også en singleplade indspillet d. 9.09.1958 med titlen ”Didde og onkel Olaf” udgivet af Mascot Records, og jeg er stødt på et enkelt postkort.

Alle ovenstående billeder er fundet på nettet, de smukke litografier herunder, der vakte min nysgerrighed, er mine egne. De er illustreret af J. Hannibal og ca. A3 størrelse.

Lise Rasmussen 2022

Happy Halloween

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign
Oversættelse: Lene Byfoged

Her er en (u)hyggelig Halloween hilsen fra Sigi. Jeg tror ikke, der er nogen højtid eller anledning, hvor ikke dukker eller dukkehuse er repræsenteret. Så inspirerende.

Stor tak Sigi!

d. 29. november 2022. Happy Halloween

Min mand og jeg elsker Halloween. Jeg indrømmer, det er farverne. Kombinationen af ​​sort og orange – smukt.

Vores lejlighed var altid dekoreret i overensstemmelse hermed. Græskar med lys, i vinduerne og på altanen. Når vi havde gæster, passede bordpynten også altid til.

Det er selvfølgelig ikke muligt i år. Som alle andre steder i verden, forsøger vi, at spare på strømmen. Men der er i hvert fald en “uhyggelig” kasse foran døren.

Måske ved du det? Udover min research om Dora Kuhn, er jeg ekspert i Edi-dukkerne. For nogle år siden udgav jeg en samlerbog. Den bestod af 200 PDF-sider – bare med og omkring Edi-dukkerne. Jeg var altid irriteret over, at Edi ikke havde en heks i sortimentet. Men jeg må være retfærdig. I 1950’erne var Halloween, næppe et begreb i Tyskland, især da dagen blev fejret, som reformationsdagen i den protestantiske del af Tyskland.

Men jeg ville have en heks, så jeg lavede en lille heks af en 8 cm Edi-dukke (dukke 7). Jeg er ikke god til nål og tråd, men jeg kan klare en heksekåbe og et tørklæde.

Det er ikke godt for mennesket, at være alene – måske er det også sådan for hekse? Anyway, det næste år, lavede jeg en troldkarl ud af en 12 cm Edi dukke (dukke 2).

Lige siden, har hekse og troldmænd, været på spil i vores lejlighed, hvert år på denne tid.

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og ønske alle læsere en uhyggelig Halloween og sender

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

Lille – Fin og meget præcis.

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign

Udgivet. d. 19. oktober 2022

Oversættelse: Lene Byfoged

Sigi er jo som de fleste af bloggens læsere ved nu, en dreven dukkehusentusiast og har gennem årerne erhvervet sig en del erfaring med hvilke værktøjer, der fungerer godt for hende. Her deler hun ud af sin store viden og mon ikke, vi alle kan få glæde af dem? Det tænker jeg.

En stor tak Sigi!

Lene

Dato Lille – Fin og meget præcis.

Jeg modtager ofte e-mails, hvor jeg bliver spurgt, om mit værktøj. Ja, det er svært at finde passende værktøj, til så småt et arbejde. Jeg vil gerne vise dig her, hvad jeg arbejder med. Åh ja, de to Edi-dukker i ukrainsk kostume er 8 cm høje.

Jamen jeg er heldig. Min mand har bygget elektroniske komponenter, siden han var meget ung. Hertil havde han gennem årene anskaffet sig en velassorteret værktøjskasse. Senere lavede vi bygninger sammen til vores jernbane. Der blev disse værktøjer brugt igen, og jeg lærte dem og deres funktion at kende.

Borehoved
Mit vigtigste værktøj er det lille bor. Jeg kan nå, næsten alle hjørner, af mine stuer med det, på kortere tid end en kuglepen. Indeni er der bor i forskellige størrelser. Så jeg kan ikke kun bore de fineste nålehuller, men også huller til kabler eller lignende. Du drejer boret med fingrene, og det æder sig ind i træet. Mit foretrukne bor er 0,8 mm.

Boredværg
Men nogle gange kræver det lidt mere styrke. Det har jeg min lille boredværg til. Det har også flere borehoveder. Men frem for alt har det andet tilbehør. Jeg kan male eller fræse med den. Begge forekommer hyppigt i mit arbejde med stuerne.

Håndværkssav til alle formål
Min mand og jeg har arbejdet med denne sav, siden begyndelsen af ​​1990’erne. I juni 2022 købte vi en ny. Vi vil ikke undvære den i vores værktøjskasse. Den æder sig lige godt igennem træ og plast.

Decohammer
Min hammer er en 100 grams hammer. For mig, kunne den være lidt mindre. Jeg så små hamre forleden, men på en eller anden måde synes jeg, at disse 30 grams hamre mangler kraft. For at, jeg også kan bruge hammeren i mindre rum, tager jeg den så på tværs, til min mands rædsel.

slag
Punchen bruges af smede til at, slå huller i rødglødende metal.

Jeg bruger den til at slå nagler ind i vanskelige steder. Før jeg fik det, var det en evigheds lang procedure, forbundet med mange små skæve nagler. “Stifterne” er hule, hvor igennem en metalstang indsættes. Jeg placerer den på sømmet med dets nederste hul og banker så ovenpå. Naglen bliver på det helt rigtige sted, og den forbliver lige.

Jeg forborer et lille hul med mit lille bor, indsætter sømmet, der er skåret i den rigtige længde (det gør jeg med normale sideskærere) og hamrer det ind ved hjælp af stansen. Hvis du ser på billedet til venstre, kan du se den lille afrundede kant rundt om naglen. Da stansen er beregnet til metal, fylder den en del. Så du skal bruge det med omtanke.

Præcisionlineal
Først og fremmest bruger jeg præcisionslinealen, fordi den virkelig begynder at tælle lige fra starten. dvs. jeg kan stille den, på utilgængelige steder og aflæse skalaen på forsiden. Den er meget let og slank. For mig er den absolutte minimumstolerance på ± 0,3 mm sekundær. Desværre arbejder jeg ikke så præcist.

Pincet
En lige og en buet pincet, er uundværlig når man arbejder med dukkehuse. Faktisk burde den, ikke være magnetisk. Ellers griber du et søm og henter fem. Alligevel er en magnet god at, have med i ny og næ.

Lim Puder – Mini Dots
Ikke et værktøj, selvfølgelig, men de mini-klæbende prikker er uundværlige for mig. Jeg ordner stort set alt i min stue med den. Normalt – desværre ikke altid – kan de fjernes uden at efterlade rester. Men jeg er forsigtig med meget gamle farver og prøver, det først, på skjulte områder. Jeg bruger altid disse – jeg køber dem online, men der findes helt sikkert andre.

Miniaturerne holder meget godt, selvom de stilles på siden eller på hovedet i kort tid. Dette sker for mig igen og igen, fordi jeg laver ændringer i dekorationen, når andre miniaturer allerede sidder fast eller står.

Jeg bruger selvfølgelig også værktøj fra husholdningsskuffen fra tid til anden – tænger, sideskærer, skruetrækkere og lignende. Men for at kunne udføre rigtig småt arbejde, har du også brug for småt værktøj.

Jeg håber, jeg har været i stand til at give dig et hint eller to til småt arbejde. Hvis du har nogle tips, modtager min mailboks gerne dine forslag.

Pas godt på dig selv. Jeg ønsker dig god arbejdslyst.

Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

De dejligste miniaturedukker

Copyright for billeder: Sylvain Forget. For research: Lene Byfoged.

Sylvian Forget.

Ingen tvivl om, at Facebook er en tidsrøver, men man opdager altså også spændende og inspirerende mennesker der. Bl.a. faldt jeg en dag over Sylvain Forgets skønne miniaturedukker, dem blev jeg helt forelsket i. Man må sige at han giver dukkehusdukker, en helt ny dimension. Tænk hvilke rum, man kunne bygge op over en af disse! Der er sikkert nogle der kender til ham, men sikkert også nogle der ikke gør.

Sylvain Forget er født i 1962, i Saint-Jérôme, Quebec og udover, at være en afsindig dygtig dukkemager, er han også en meget spændende og dygtig kunstmaler. Virkelig en alsidig kunstner.

Jeg skrev til Sylvain Forget og fik lov til at bringe nedenstående billeder med kommentarer. Jeg håber I vil nyde dem, mindst lige så meget som jeg gør.

Desværre er billederne ikke så skarpe her, selvom de er det på Facebook. Beklager!

Maggie Smith, den dejlig britiske skuespiller. Her er hun hertuginde af Queensberry i et projekt om dronning Victoria. Hun er lavet i 1:12 og af BeeSPuttY ler over trådarmatur, kjolen er syet af silke og hun er malet med Genesis Oils og parviskose fibre. Virkeligt et kunstværk.

Lis Taylor som Maggie i filmen “Kat på et varmt bliktag”

Marty Feldman, hvem husker ikke den dejlige skuespiller? Her har Sylvian kreeret ham, efter inpiration fra filmen “Young Frankenstein”. Så fantastisk.

En hyldest skabt til Peter Falks ikoniske rolle som detektiven Col. Det er i 1:12 og lavet af BeeSPuttY og Cosclay polymer ler. Så vellignende.

Angela Lansbury i rollen som Jessica Fletcher, er Sylvians seneste dukke. Hun er et bestillingsarbejde og lavet i BeeSPuttY ler over et trådamatur. Hendes tøj er lavet af bomuld, meget fint polyester og læder. Malet med genesis olier og parykken er lavet af forskellige viskose fibre. Hun er da også helt fantastisk.

Det elskede eventyr “Jack og bønnestagen” er inspirationen til dette værk. Jack måler knap 10 cm og skulptureret i BeeSPuttY ler.

Sylvain laver også andre virkelighedstro dukkehusdukker, end kopier af kendte personer. Se bare disse eksempler på nedenstående billeder.

Der er ingen tekst til ovenstående billeder, men de taler jo også for sig selv.

Vil I se flere af Sylvains dukkehusdukker, så kig ind på: https://www.facebook.com/Amstramstudio

En kæmpe stor tak til Sylvain Forget, for tilladelse til at bringe dette indlæg. Jeg glæder mig til at følge dig og dine dukker fremover.

Mange hilsner

Lene

Sparebøssemuseet

Jeg er først fornyligt opdaget, at der findes et Sparebøssemuseum og måske er der også andre, der ikke ved dette. Så her er lidt om det.

(c) for billeder: Sparebøssemuseet.

En lille udsnit af ældre sparebøsser.

Sparebøssemuseet åbnede d. 3. maj 1995 i Randers. I 2004 fik museet overdraget en stor samling sparebøsser, da Sparekassemuseet Klarskovgaard lukkede. Så i dag er Sparebøssemuseet, det eneste af sin art i Danmark.

Der findes også en mindre samling af relatererede produkter. Bl.a. sparekassebøger, spareure og sparemærker

Jeg husker mine forældre havde sådan et spareur og som jeg husker det, kom der en og tømte det en gang imellem. Tror min mor på denne måde sparede op til julen.

Vi har jo alle ejet mindst en sparebøsse og har minder forbundet med dem. Så mon ikke man finder sin barndoms sparebøsse, som måske måtte lade livet, når den skulle tømmes?

Nogle af montrerne

Sparebøssemuseet

Middelgade 1
8900 Randers C
Telefon: 89 12 12 12
sparmuseum@sparkron.dk

ÅBNINGSTIDER
Der er åbent alle hverdage året rundt

Mandag, tirsdag, onsdag og fredag: 10.00 – 16.00
Torsdag: 10.00 – 17.30

Der er lukket lørdage, søndage og alle helligdage samt følgende dage:

Fredag efter Kr. Himmelfartsdag
Grundlovsdag
Nytårsaftensdag

Der er gratis entre.

Se mere på:

www.sparebossemuseet.dk, samt på Facebook og Instagram

Mit hus i (fra) Fischbachau – sådan blev det

Text: Sigi Ulbrich – www.tortula.de

Foto, når intet andet er nævnt : GMUwebSign

Udgivet d. 14. september 2022.


Man må sige at Sigi Ulbrich er et energibundt. Jeg bliver helt forpustet og lidt misundelig, på alle de projekter, hun har gang i og bliver færdige med. Stor respekt for det.

I dag endnu en dejlig og inspirerende artikel, om et af hendes fine huse.

Det er et år siden, jeg fortalte, at jeg nu er den stolte ejer af et Kuhn-hus fra 1960’erne.

Jeg ville give mig selv god tid til, at indrette huset, til at fylde det med liv. I disse dage er det færdigt. Jeg er meget stolt af resultatet, og jeg vil gerne vise jer, hvordan det blev.

Dette er Meyers. De var ikke med, da jeg købte huset. Men da sælgeren fandt ud af, hvem køberen var, sagde hun, at hun ville sende mig alt det andet, der fulgte med, da hun købte huset. Simpelthen så dejligt. Det var jeg selvfølgelig meget glad for. Det vil jeg gerne, endnu en gang, takke hende for. Der kom en hel pakke med dukker og miniaturer. Jeg ville ikke have alt i huset, men selvfølgelig skulle denne lille Erna Meyer-familie flytte ind i huset.

Den enlige far Fridl (Fridolin) Meyer, bor i dette smukke hus sammen med sin datter Fannerl (Franziska) og sønnen Ferdl (Ferdinand). Jeg ville faktisk lede efter en kone og mor. Men nu kan jeg godt lide trioen, som den er. Forrest kan man se den smukke røde “Fine stue” og Fannerls værelse. Hvor far og søn sover, forbliver en hemmelighed.

Fridl, Ferdl og Fannerl er er Bayriske øgenavne.

De dyr, der bor i mine stuer, skal overholde mine regler. Det betyder, at alle skal opføre sig ordentligt og ingen må skade andre.

Den obligatoriske skildpadde er en gave fra Sherri. Bagbenene er bevægelige, så hun kan også kravle, som en skildpadde. Glasfuglen kommer fra Schwarzwald, fra glasfabrikken Hofgut Sternen i Ravenna-kløften i Höllental. Fisken er en miniature fra Asien. Frem til 1960’erne havde mange familier i Tyskland, faktisk en guldfisk i en krukke på stuebordet – en frygtelig tanke. Den lille grå mus, der titter frem af osten, er også fra Asien. Egernet er en Schleich, en mini fra 70’erne. Den lille gravhund også. Den er blød – ligner vinyl. Jeg købte hans storebror på Etsy. Den er støbt af hård plast. Jeg kender ikke producenten. Den sorte kat er nem nok. Den var allerede klistret til i hjørnet af huset, da det blev købt. Jeg fandt det ikke generende, og min mand syntes, det var rigtig godt. Så jeg prøvede ikke engang at fjerne den.

Huset har en stor altan og en lille have – begge skal plantes til. Altankasserne manglede ved køb. Steve byggede nye til mig. Jeg har plantet dem med tidssvarende blomster fra Stublu. De røde blomsterkasser er også fra Steve. Sherri malede dem. Vi så engang lignende kasser på internettet, dem brugte de som skabeloner. Svanen med planten – nyere – er også fra Stublu. Den røde blomsterstand med plante er fra Kuhn, kun få af disse stande har overlevet tidens tand. I slutningen af ​​1980’erne og begyndelsen af ​​1990’erne, var standen en del af Kuhn-serien. Den malede blå porcelænsvase er fra 1950’erne. Voksbuketten er nyere, og nej, den er ikke af Agatha Christie, og Margaret Rutherford kigger heller ikke forbi til en kop te. Trævasen fulgte med, den har kun fået lidt maling. Blomsterne er fra 1970’erne. Keramikkrukken er – inklusive blomsterne – fra 70’erne. Sherri gav mig den dekorative plantekasse. den er lavet af gips. Hun malede den, helt efter min smag.

I sommeren 2020, altså imens verden gik i stå, vævede jeg tæpper. Jeg brugte kun en kurv, som væv. Jeg skærer en “båd” ud af pap og bruger en stor hår kam. Før hen brugte jeg en stor nål, i stedet for pap-shuttlen, hvilket virkede bedre, men jeg skulle altid trække den lange tråd bagefter. På kammen fjernede jeg hver anden krog. Så gik det rigtig godt. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få en rigtig lige solid kant.

Senere købte jeg en lille væv. Man kan købe alt på internettet. Det var selvfølgelig nemmere, og jeg havde metalstænger, til den lige kant. Strømpegarn er ideel til tæpper, men mine bliver desværre stadig ikke rigtig gode.

Lige som et tæppe, bringer hygge ind i huset, så er der brug for miniaturer til, at skabe en beboet atmosfære.
Her miniaturerne fra venstre værelse – stuen.
Tapetet er håndlavet af Sherri ved hjælp af knudeteknik. Broderet med en tråd. Så et vidunderligt, meget fint håndarbejde. Eventyrbogen: “Ulven og de syv små geder” er en rigtig bog, som man kan læse i. Vægpladen og porcelænsbilledet er fra 1950’erne. Vægvasen med chenille blomster også. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om disse er af Paul Herberg, men det formoder jeg. Alt bordservice (flere stykker service er i buffetskabet) er fra 1940’erne og produceret i Erzegebirge. Træet og rytteren er også fra Erzegebirge. Vi tog dem med fra Seiffen. Lysestagen kunne være lavet af Volker Arnold. www.va-holzkunst.de Han laserer lysestager (og mange andre ting) til dukkehuset i alle størrelser. I de rigtige farver, kommer selvfølgelig hele skønheden til sin ret. Det kommer fra “tillægspakken” fra hussælgeren. Hjortehovederne er en gave fra Steffi. De er håndlavede, af en miniaturist fra Hessen. Steve klippede og polerede skjoldet. Uret er et ægte Kuhn-ur fra 1930’erne. Den røde tråd glasvase er fra Lauscha.

Her er miniaturerne fra værelset til højre, datterens værelse.
En farverig blanding af gammelt, nyere og nylavet. Geli havde andagtsgenstandene med, direkte fra Rom. De to spånpladekasser, er også fra hende. Hun malede dem “på Kuhn”. Bamsen er også hendes – den plejede at være en nål. Lysestagen, vækkeuret og dukkevuggen er ret gamle, de er fra Erzegebirge Bogen er rigtig, den kan man læse i – den er ny og er købt på ebay. Anden var en nål. Sysættet kommer fra Asien. Hjertet er lavet af små perler, der er limet fast og formet. Den lille flaske er håndværk. Perlerne er fra smykkedesigner Ung. Græskarret er lavet af gips. Steve klippede og pudsede det store skilt, til andagtsgenstandene efter mål. De blå og hvide blomster er en applikation.

Forsiden af ​​huset er aftagelig. Så væggen, altanen, vinduet, døren, vinduet og katten kan fjernes og lægges til side. Først da ser man de to rum.

Ligesom i vores hjem er altanen endnu et rum, der er bruges til beboelse. Tre liggestole giver familien mulighed for en hyggelig siesta. En skildpadde bor i sin lille “bod”. Frem til 1970’erne levede der faktisk mange skildpadder i tyske husholdninger – desværre alt andet end artsegnet dyrehold. En urtepotte, en vandkande og en havenisse står på et lille rødt Kuhn-bord. Fannerl glemte sin dukke på liggestolen og Ferdl hængte sin drage på væggen. Far Fridl har gjort sig godt tilpas med en thriller og en sodavand .

En i familien må være en passioneret hobbygartner. Det er i hvert fald grønt og der er blomster overalt – selvom det allerede er oktober. Ikke svært at se, på græskarret ved siden af ​​hoveddøren. En havenisse står til højre og en til venstre for trappetrinet. Ifølge Wikipedia er der omkring 25 millioner, af disse elskelige små havehjælpere i tyske haver. Udstyret med spade, hakke, rive, trillebør eller lanterne. Altid villig til at hjælpe med havearbejde.

Når man fjerner fronten, har man frit udsyn til de to rum. Men du bør først overveje, hvor fronten kan placeres. Den står faktisk ret godt alene, men bedre, safe than sorry. Et fald ville være fatalt.

Jeg har allerede præsenteret dig for beboerne, møblerne og miniaturerne ovenfor. Men de kommer først rigtig, til deres ret på stedet. Bordet er allerede dækket. Udover servicet lagde jeg også kniv og gaffel. De er af nyere dato. Fridl må være meget sulten, han sidder allerede ved bordet fuld af forventning.

Selvom jeg ikke holdt mig til Kuhns katalogillustrationer med husets indretning og indretning

  • blå møbler – røde gardiner og sengetøj
  • røde møbler – blå gardiner og sengetøj
    Jeg holdt fast i det røde sengetøj, selvom jeg valgte værelset, med de blå gardiner til de blå møbler. Jeg supplerede det røde sengetøj med en lille pude i blå gingham.
    Fannerl holder altid sit værelse i top stand. Alt er rent og ryddeligt. Det siger selvfølgelig en del om den lille beboers karakter.

Enhver samling bondehuse og i særdeleshed Kuhns, fortjener opmærksomhed Det er et rigtigt blikfang.

Huset har fået en fremtrædende plads i vores stue. Den står på vores gamle tv-bord. Hos os er alt lidt trangt – ikke mindst på grund af de mange dukkehuse. Vi placerede et lille akrylbord, over det, for at beskytte det. Dette giver tryghed og er meget praktisk.

De hjerteligste hilsner
Sigi Ulbrich – www.tortula.de

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og gode internetpræsentation.

Stor tak til Sigi, for endnu en interessant artikel.