Dig og Mig og Iben Clante

                Boganmeldelse

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Så ankom bogen om tegneren Iben Clante, skrevet af Dyveke Siim, og jeg kastede mig straks over den og læste hendes inspirerende forord:

Bogen, der er i A4-format, er velskrevet og herlig læsning for alle os samlere, og alle andre, der er interesseret i charmerende, gode, sjove og søde illustrationer.

Bogen starter med en lille biografi over tegneren, og derefter kommer alle de herlige kapitler om Iben Clantes videre karriere med flotte farveillustrationer, og ih, hvor bliver man nostalgisk, når man læser om hendes virke … Meget mere end jeg anede. Minderne om mine børns bøger, nisserne og ikke mindst påklædningsdukkerne myldrer frem, og jeg skulle da også lige gennemse mine mapper med hendes ting. Når man har en samling af påklædningsdukker og nisser, engle, postkort, etc., er det ikke hver dag, man ser på det hele……

Bagest i bogen er der oversigter og litteraturfortegnelse.

Bogen er som nævnt i A4-format, på 95 sider, velskrevet af Dyveke Siim og udgivet på Dyvekes forlag: Kravlenisseforlaget, (ISBN-nr. 978-87-998987-1-8), hvor den kan købes for kr. 125,- plus kr. 30 i porto.

Dyveke Siim fortalte for øvrigt, at næste bog bliver om Iben Clantes svigerinde og nære veninde: tegneren Dorte Kortzau, så der er mere at glæde sig til. Forlaget har foruden udgivet bogen Julefnat om kravlenisser.

Hermed nogle af herlighederne fra bogen, bl.a. det flotte folde-ud-hus med dukkefamilie!

G o d L æ s e l y s t !

Fantastisk museum i Østrig med Dukker, dukkehuse og andet legetøj

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Under søgning efter noget helt andet fandt jeg på nettet dette flotte museum, som bugner af antikke dukker, dukkehuse, miniaturer og meget andet legetøj. Og… det skal I selvfølgelig også have del i!

Det dejlige museum råder over et areal på ca. 450 m2, fyldt med skatte, og der er også en hyggelig café, hvor du kan nyde forfriskninger og lette måltider.

På museet kan du se over 2.500 antikke dukker og dukkehuse, sjældne miniaturer og meget andet legetøj. Der er en speciel samling af miniaturehåndværk fra omkring år 1900.

Hermed nogle smagsprøver på dukkerne og miniaturer:

Disse appetitvækkere er lige til at falde i svime over, og jeg glæder mig til engang at kunne besøge stedet. —forhåbentlig i nærmeste fremtid!

Uden for museets nedennævnte åbningstider tager man meget gerne imod grupper efter aftale pr. telefon eller mail:

Hermed adresse etc.: Puppenhausmuseum, Markt 11, AT 4304 St. Thomas am Blasenstein, Østrig, Email: welcome@puppenhausmuseum.at – tlf: +43 72 655 58 25 åbent: ti-on-to og i weekenden fra 10 til 18

God fornøjelse alle sammen …

Lilians unikke samling om ”De røde Postbude”

og

Det danske Postvæsen

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) (Tekst og fotos med hilsen fraLilian Skov ©)

Lilian skriver: ”Synes, det var trist, at vort Danske Postvæsen forsvandt. DESVÆRRE!

De gode dage med vore røde postbude var hyggelige, og besøg hver dag med post fra folk. Altid tid til en hyggelig snak. Nu ser vi dem ikke, da postkassen skulle flyttes ned til vejen. Det er desværre ikke hverdag mere.

Derfor fik jeg den idé at samle ALT om de røde postbude: spil – postkasser – biler – kort – udklip – knapper –  emblemer –  osv.

Nyder da selv min samling. Håber det samme for jer derude!”

(Kære Lilian, tak for din beretning, og hvor har du ret…. Vi, der bor på landet andet, havde landpost, noget helt specielt med snak, små og store tjenester, etc.)! (Lise)

Tak fordi du vil dele din unikke samling med os, og jeg er da helt sikkert på, at mange af os vil sende dig bidrag, når vi støder på noget om: De Røde Postbude

Hjertelige hilsner fra Lilian (og Lise) !

Mere om Udstillingen af Lundby-Dukkehusene

I Søstrehuset – Christiansfeld

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © – fotos Jutta Bogut ©)

Som vi fortalte jer, åbnede for nogle måneder siden Jutta Boguts udstilling af 20 smukt og alsidigt møblerede Lundby-Dukkehuse i Søstrehusets kælder-etage i Christiansfeld.

Udstillingen er godt besøgt, og har du endnu ikke set den, kan du glæde dig over denne lille udvidelse af herlighederne.

Men allerførst dette tip: Vi er alle bange for, at vore skatte skal falme under det stærke sollys, som man vanskeligt kan undgå… Derfor syede Jutta dette luftige gardin til et ”nærgående” vindue, således at effekterne nu er godt beskyttet mod solen.:

Og nu til den ekstra montre:

I husker helt sikkert alle ”Det lille hus på Prærien” – de dejlige og velskrevne bøger om nybyggerfamilien Ingalls og deres oplevelser i glæder og sorger… (skrevet af Laura Ingalls Wilder, den mellemste datter, og af hendes datter Rose, samt TV-serien, som blev genudsendt flere gange. Ja, det er snart mange år siden, f.eks. så vi første gang serien for over 30 år siden, da vi boede i Luxembourg. Jutta har nu dekoreret denne montre med Det lille Hus på Prærien, som en ekstra godte på udstillingen, og ih, hvor jeg glæder mig til gensynet med ”Det lille Hus…..”.

Det lille hus er lavet af Juttas mand, Bent, efter tegninger og beskrivelser i bogen ”Det lille Hus på Prærien”. Bogen ligger ved siden af i montren, så man kan se, at det hele passer. Det hus, man ser i TV-serien, er fiktion, mens det viste her på udstillingen ser ud som det hus, Laura i virkeligeheden boede i.

Og så er det ellers meningen, at der skal laves en montre mere, og at der i de to hjørnemontre skal være skiftende udstillinger af dukkehuse, kikkasser, og hvad Jutta ellers finder på at vise os. Det skal være således, at hvis man kommer flere gange til Christiansfeld, så vil der være noget nyt at se.

Hermed adresse og åbningstider for udstillingen eller udstillingerne, der er som bekendt desuden Legetøjsmusesum og Brødremenighedsmuseum etc. –

Christiansfeld Centret, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld, email: centret@christiansfeld.dk – Tlf: +45 7979 1773 – og ifølge nettet er der indtil 31. august åbent hver dag fra 10 til 17.

(Og ellers er Christiansfeld kendt som Danmarks Honningkageby, hos os benytter vi altid lejligheden til at købe noget sødt og godt med hjem, når vi er på de kanter)!

God Tur

Dukken “Hansemand”


Copyright for tekst og billede Lene Byfoged.

Et af punkterne på programmet for Mors Dag i år, var besøg på Amagermuseet.

Vi er så priviligeret, at have en brasiliansk svigerdatter og i Brasilien er Mors Dag, på højde med Juleaften. Denne tradition har Renata, til stor glæde for mig, bragt med til Danmark.

Jeg besøgte første gang Amagermuseet i december sidste år, hvor de havde en rigtig dejlig juleudstilling, så jeg tænkte der var nok nye spændende ting, at se på. Det var der også og blandt disse, lå i en montre dukken “Hansemand”.

“Hansemand” er lavet af lods og kunstmaler Henrik Strømberg til hans døtre. På hans mave er skrevet Hansemand

Først pyntet som dreng, i 1905 som nisse til karneval. I 1915 syede Anna ham en uniform som infanterist. Anden krig en khakitrøje. Alle børn elskede ham. 23/4(19)53. Jeg mest af alle.

Anna

Dukken fik en engelsk uniform fra 2. Verdenskrig. Derfor blev han kaldt “Monty” af giverne Dorthe og Merete. Man måtte ikke sådan lege med den – kun sidde med den og klæde den af og på. Den boede i et fast skab. Dukken har haft flere dragter, men de er gået tabt.

“Hansemand” fortæller om forholdet mellen børn og forældre, om kunstneren H. Strømberg, om datidens menneskers forhold til krig og soldater.

Ovenstående er skrevet af Museumsleder Søren Mentz

I årene 1890 -1930 eksisterede der en kunstnerkoloni i Dragør, i lighed med dem vi kender fra Skagen og Kerteminde. Lods og kunstmaler Henrik Strømberg der levede fra 1880 til 1956, var et aktiv medlem af denne koloni.

Har nogen en spændende unik dukke, vil vi da meget gerne se billeder og høre dens historie.

Til sidst vil jeg endnu en gang anbefale et besøg på Amagermuseet.

Lene

Uddeling af Dukke-Oscars/Max-Oscar-Arnold-priserne – MOA

under

Årets store internationale dukke– og legetøjsfestival i

Neustadt bei Coburg og Sonneberg

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – (Dukkefotos: Inge Harck ©)

Fra den 26. maj til den 2. juni finder årets store dukke– og legetøjsfestival sted med en masse festlige begivenheder, herunder særudstillinger på de fantastiske museer, legetøjsmarked, samlerbørs, specielle familiedage og sidst men ikke mindst

Den 29, maj uddeles Dukke-Oscars til de bedste arbejder blandt de nominerede i kategorierne:

Det omfattende program finder du via nettet— www.puppenfestival.de – og vil du vide mere om uddelingen af Dukke-Oscar-Priserne, da benyt www. Moa-kunstpreis.de eller email: kontakt@moa-kunstpreis.de, selve uddelingen finder sted i Mehr-zwechalle, Heubischer Strasse i Neustadt bei Coburg, hvor de nomineredes objekter er udstillet. En konkurrence blandt mange nationer, og jeg skal love for, at der er smukke, sjove, fantasifulde og unikke ting deriblandt. Det er 25. gang, man uddeler disse fornemme priser.

Dukkekunstneren Inge Harck, der to gange har vundet en dukke-Oscar, deltager også i år med hele tre arbejder i kategorierne 1, 2 og 9: :

Alt i eget design !

Kategori 1: Om BEDSTE Legedukke: Den dejlige legedukke er lige til at omfavne og knuselske. Hun er håndlavet fra top til tå og kan beskrives således: Håndmalet, robust legedukke i ovnhærdet modellermasse og med stofkrop. Ansigtet er malet med akrylfarver, og hun har blå øjne. Hovedet kan bevæges i alle retninger, og også arme og ben er med drejeled. Hun har ægthårsparyk, som kan friseres. Tøjet er håndstrikket, og hun er nem at klæde af og på. Hendes legetøj: De små fantasibamser har Inge nålefiltet.

Kategori 2: Denne nuttede baby i teddy-tøj !

Kategori 2: Om BEDSTE Babydukke: Også babydukken i gult har håndmodelleret hoved i ovnhærdet masse. Hun har Lauscha glasøjne og stofkrop. Arme og ben har drejeled. Teddytøjet er Inge Harcks eget design og håndsyet.

Kategori 9: To charmerende, uimodståelige, legende børn!

Kategori 9: FANGELEG: Den leg har altid været og vil stadig være aktuel både i går, i dag og i morgen, ja, lige så længe der findes glade børn: Disse to glade børn har håndmodellerede hoveder, arme og ben i ovnhærdet masse. De har stofkroppe med trådstativ, således at de er bevægelige i så at sige alle stillinger. Drengens øje er malet, og pigen har glasøjne. Også her er ALT håndarbejde!

Tilbehør: tidligere var veje og gader også legepladser for børnene: Legegaden er af lærred med forstærkning af træ og malet med akrylfarver.

Og så er der ikke andet tilbage end at ønske Inge Harck Knæk og bræk eller på tysk: Hals und Beinbruch!

Og skulle I rejse til Det tyske Legetøjsland, ønsker vi jer selvfølgelig god fornøjelse. Det hele er ”en messe værd!”

NAVNEKLUDE OG ANDRE PRØVEKLUDE

(om ET SPÆNDENDE OG ANDERLEDES EMNE)

(Med hilsen fra Lene Byfoged (fotos fra foredrag og uddrag af tekst fra abelonesverden.dk ) Samt tekst og boganmeldelse med fotos fra Lise Brastrup Clasen ©)

Det er spændende at være medlem af Legetøjsforeningen/klubben Snurretoppen, hvor der altid er spændende aftener med foredrag. Desværre bor jeg (Lise) nu laaangt fra Snurretoppens samlingssted og kommer sjældent til deres arrangementer, mens ”Heldige” Lene har lejlighed til at være med hver gang. Jeg har været medlem i snart 30 år og har altid følt mig velkommen i Snurretoppen, selv om mange af ”de gamle medlemmer” ikke er med mere!

Den 11, april var en ganske særlig aften, hvor forfatter og arkitekt, m.a.a., dr. phil Kirsten Lindberg fortalte om ”Navneklude og andre Prøveklude” og introducerede sin næsten netop udkomne bog med samme titel.

Og Lene fortæller på sin blog: www.abelonesverden.dk, at Kirsten Lindberg er en inspirerende og levende fortæller, der berettede om de broderede navnekludes historie, om symbolerne, og om det personlige ved alle arbejderne. Kirsten Lindberg præsenterede alle for en hel samling af smukke klude i vidt forskellige materialer, således at alle tilhørerne kunne gå hjem med stor viden om det hele.

Det bedste var, at man derefter kunne købe (signerede dersom man ønskede det) eksemplarer af bogen om de smukke arbejder, og Lene og hendes mand, Torben, var så søde af købe et par bøger med til mig og til min tyske veninde, Angelika, Salzwedel, der netop har en udstilling i Hohenwehstedt om sådanne håndarbejder.

Og selvfølgelig ”kastede” jeg mig over bogen, og blev meget begejstret. Du får her en fin og levende introduktion vedrørende Navneklude og andre Prøveklude, samt en hel del om håndarbejdsundervisningen gennem tiden, og hvad det hele efterhånden resulterede i. En morsom ting ved bogen er for øvrigt, at der præsenteres navneklude både syet og broderet af meget ferme piger, samt af mindre dygtige, men de har dog alle fået noget ud af deres sytøj.

Bogen er rigt illustreret, og indeholder desuden billeder af de håndarbejdsredskaber, man brugte før og nu! Bagest er der ordforklaringer, noter og henvisninger samt bibliografiliste.

I bogen vises også broderede strimler eller bånd i flere længder, og jeg husker tydeligt, at vi i første klasse skulle sy ”et såkaldt fæstebånd” i en slags hørlærred — denne ”strimmel” kaldes i bogen en Schweizerklud eller en Prøveklud, og akkurat som i bogen startede man med at brodere sine initialer i korssting, og derefter skulle man lære at brodere eller ”var det sy” en masse forskellige sting… Tja, da min interesse kunne ligge på et meget lille sted, nåede jeg ikke mange rækker af sting, og arbejdet var nok lidt nusset ved skoleårets slutning. Et andet minde er en ”æggehætte”, se billede i slutningen af artiklen… som vi syede i 3. mellem, hvor vi skulle lære at sy hvidsøm.

I bogen er der også billeder af det dukketøj, man fik lov til at strikke, dersom man blev færdig med sit broderi… Heldigvis lærte min Moster Anna mig at strikke, og derhjemme har jeg strikket dukketøj magen til det på billederne.

Blandt de mange viste sy-redskaber i bogen ser man en ”Strikkerikke”, og der fortælles om de hestetømmer man lavede ved at bruge en sådan dukke. Min veninde og jeg klarede os med en stor garntrisse med fire søm uden hoveder, men jeg husker da, at min lillesøster fik sådan en Strikkerikke, helt sikkert på et tidspunkt, hvor jeg ikke længere var interesseret i at lave hestetømmer. I bogen kaldes de ”nannies”… Ja, dengang kendte fantasien ingen grænser, men alt det kan du læse dig til i bogen, som vi håber, vil fascinere dig lige så meget som os.

Nu glæder jeg mig til at videregive Angelika Salzwedel sit eksemplar, når hun engang efter Påske kommer forbi!

Bagest i bogen finder du Kirsten Lindbergs adresse på Fyen, men som en appetitvækker får du her hendes mailadresse: tiliamontana@mail.tele.dk.

Dukkehusmuseet i HAKONE – Japans eneste Dukkehusmuseum

(Med hilsen fra Lise og Bjørn Clasen ©)

Da min søn Bjørn for tiden er på påskeferie i Japan, sender han naturligvis oplysninger af interesse for mig, og i byen Hakone fandt han både et legetøjs- og et dukkehusmuseum. Desværre er legetøjsmuseet lukket, men dukkehusmuseet med sin store og unikke, ja eneste dukkehussamling og samtidig eneste dukkehusmuseum i Japan er at finde og et besøg værd – ja, jeg ved udmærket godt, at man ”ikke kommer lige forbi Japan”, men I skal da ikke snydes for billeder fra museet:  og går du på nettet, finder du en fin og detailleret beskrivelse af dukkehusenes historie. Museet er udstyret med både butik og café…. Men husk lige, at Japan er et dyrt land, da min mand og jeg var der for 10 år siden, besøgte jeg selvfølgelig de dukke-. og legetøjsmuseer, som vi fandt på vores vej, og her kostede i en af cafeerne en kop kaffe og en lille LED kage noget der svarede til ca. 48 d.kr. Nå ja, så fik jeg da prøvet det.

også! OG: kagen og kaffen smagte godt !

Museets samlinger består bl.a. The American Mott’ Miniaturesamling og den engelske Vivienne Greene-samling: bungalow-typerne her er fra begyndelsen af 1900-tallet.

Og der er selvfølgelig rutebeskrivelse etc. til museet.

Et herligt og anderledes museum, som I kan læse mere om på nettet.  God fornøjelse og hilsner herfra med tak til Bjørn……

Mere om Dionne-Femlingerne

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Og samtidig med tusind tak til Maja Villemoes for det righoldige materiale, du sendte til mig….

For et godt stykke tid siden bragte vi historien om de canadiske Dionne-Femlinger og deres tilværelse som børn — en historie bragt på grundlag af de billeder og påklædningsdukker, jeg er i besiddelse af, men det er slet ikke alt:

For nogle uger siden skrev en af vore læsere, Maja Villemoes, at hun i sin Mors gemmer og scrapbøger havde fundet en hel samling udklip om Femlingerne, heriblandt en del artikler, reklameannoncer og de kendte Palmolive-Påklædningsdukker, som mange af os har i samlingen, og hvor hver femling har et stykke Palmolivesæbe…. . Da Maja spurgte, om jeg var interesseret i kopier af det gamle materiale, blev jeg straks interesseret, og jeg har hermed fornøjelse af at dele min begejstring med jer og siger samtidig tusind tak til Maja, det er sandelig ikke hver dag, man modtager så mange gamle udklip på én gang.

Dr. Dafoe, der anbefaler Colgate, fremstilles i artiklerne som en helt og dagens mand, der altid ville det bedste for femlingerne, og han tjente store penge på pigerne, men løb samtidig en risiko, da ingen forsikringsselskaber – ikke engang Lloyds, som ellers forsikrede ALT, ville tegne en livsforsikring på femlingerne.. Der er i alt optaget tre film over femlingerne, og først efter meget tovtrækkeri gav Dr. Dafoe tilladelse til at fotografere og optage den første film. Optaget af filmsselskabet Fox under titlen ”Landsbylægen” /”The Country Doctor”. Hermed et par fotos af de små piger, som i ca. ni år voksede op uden deres forældre og andre søskende.

Elsire og Olive Dionne, femlingernes forældre, var langt fra velstående, nok nærmere fattige. De ejede en lille gård eller nok mere rigtigt et husmandssted, samt havde allerede mange børn, og da de henvendte sig til Røde Kors for at få hjælp, blev de overtalt til at aflevere børnene et stykke tid, ”til børnenes bedste” – hvad de skrev under på, men ingen kunne vide, at der skulle ca, 9 år, før de fik dem tilbage.

Det må have været og var meget hårdt for især Elsire ikke at have femlingerne hos sig. Der blev som nævnt i min tidligere artikel, bygget ”en slags hospital” kaldet Dafoe-Hospitalet efter Dr. Dafoe lige over for forældrenes ejendom, og snart voksede ”en populær forlystelsespark” op rundt om det hele: The Quintland/Femlingeland, hvoraf venner og naboer slog mønt af at kende Femlingerne, og hvor femlingerne flere gange om dagen blev vist frem bag den slags glasruder, som man kun kunne se igennem udefra. I 30ernes depressionsperiode tjente man i Quintland ca. 500 mill. Can.dollars på grund af Femlingerne som hovedattraktion.

Forældrene forsøgte flere gange at få deres børn hjem, og endelig .. Efter ca. 9 år besluttede man at bringe dem tilbage til deres hjem til stor glæde for forældrene. Glæden blev desværre kort for Elsire, da børnenes Far, Olive, fortsatte med at vise børnene frem —akkurat som i et cirkus…… En af filmene om dem slutter med, at de optræder på cykler i en lille manege.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal

Det dejlige påklædningsdukkesæt kunne man dengang i 1938 erhverve sig ved at indsende en annoncekupon, 25 øre til porto samt tre Palmolive-bånd eller tegninger —hvorefter man modtog den søde mappe med femlingerne, deres tøj og tilbehør, der skulle være 70 dele til at klippe ud. Jeg har set sættet med både dansk, engelsk, tysk og hollandsk tekst, en virkelig succes, og det er da helt fantastisk, at der er bevaret så mange sæt, – dette til stor glæde for os samlere. Hver femling havde garderobe i sin egen farve, lige som her. Foto fra en af de mange annoncer, det var helt fantastisk, som man kunne variere annoncetgeksterne.

Der er selvfølgelig i USA udgivet påklædningsdukkebøger med Femlingerne, men det er en helt anden historie, ligesom der blev lavet dukkesæt som beskrevet i min første artikel. I dukkesættene med femlingerne var der ofte som ”tilbehør” en læge-eller sygeplejerskedukke med i sættet.

Colgate-Palmoilive gjorde meget ud af Femlingereklamerne, og der blev bragt annoncer i de fleste ugeblade alle vegne. Hermed nogle flere af slagsen, og den med ”Femlingerne bygger snemand” var endda forside i Familie-Journalen den 27. februar 1938, og ca. samtidig bragte Hjemmet en annonce med samme motiv.

Som afslutning skal jeg da lige nævne, at de fem småpiger under deres ophold i ”Dr. Dafoe-Hospitalet” havde et fastlagt skema for hver dag. Bl.a. sidder de her i deres skolestue og skriver, regner og tegner. Og deres tegninger hang – akkurat som i alle andre hjem – spredt ud på væggene i værelserne.

Det har været en stor fornøjelse at kunne bringe mere om Dionne-Femliungerne— Tak til Maja Villemoes for dit omfattende materiale med artikler fra Tempo og Hjemmet, den herlige forside fra Familie-Journalen, samt de mange annonceudklip bl.a. med referencer til ”Palmolive-Påklædningsdukkerne, – alt er fra 1938-1939 — Desuden tak ftil chefredaktør Marianne Gram, Hjemmet og til chefredaktør Søren Johannesen, Familie-Journalen (dengang Illustreret Familiejournal) for tilladelse til at benytte uddrag af artikler og fotos etc.

Og så er der blot tilbage at ønske jer alle GOD LÆSELYST !

Foto fra en af de mange annoncer !

H u s k e r D u ? ? ? ? ? ?

Skuldelev Dukkemuseum & Legetøjssamling, Som åbnede for 30 år siden, og stadig er et hit for børn og voksne!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Det husker jeg tydeligt , og jeg blev fyr og flamme, da jeg i Frederiksborg Amts Avis for 30 år siden læste, at der åbnede et Dukke– og Legetøjsmuseum ”ovre på Herredet”, som vi sagde, og det skulle da absolut besøges.

To huse med alt, hvad du kunne ønske dig af legetøj, det du selv havde leget med som barn, foruden det, dine forældre og bedsteforældre havde hygget sig med.

Et museum med dukker, biler, påklædningsdukker, sjove figurer, dukkehuse, mekanisk legetøj, ja, der er over 8.000 dukker fra perioden 1830-1950, og den mindste er bare 3 cm høj. – og….. der kom hele tiden nyheder (gamle effekter) – et museum, der udvidede sine dejlige udstillinger. Et museum, som osede af hygge, et museum – ja, museet med den hyggelige have, hvor du kunne holde skovtur med samlervennerne og medbragt mad og drikke, en museumshave, hvor snakken gik lystigt.

Der har været mange skiftende og aktuelle udstillinger på museet, og man kunne desværre ikke se dem alle, men ofte mødte man indehaverne Hanne og Harly Paaske på de omkringliggende loppemarkeder,, og så fik man altid en god snak om samlingerne og samlermanien. Hanne og Harly var altid i godt humør, og parret fik skabt et stykke kulturhistorie over dansk legetøj gennem mere end 100 år.

Den 24. marts i år (2019) kunne man så fejre 30 års jubilæum — ja egentlig åbnede man den 22. marts 1989, men de tre årtier skulle da helst fejres på en søndag .

Og hermed adressen etc.:

Fasanvej 5, Skuldelev, 4050 Skibby, tlf: 47 52 01 54, email: skuldelevdukkemuseum@gmail.com

Men du kan selvfølgelig finde masser af billeder og oplysninger på nettet.:

Med dette aktuelle foto, tak for lån til fotografen, med Harly Paaske, som præsenterer en stor Brandbil, ønsker www.dukkedroemme.dk

Hjerteligt til lykke (lidt forsinket) med jubilæet og Åh, disse minder !