Barn på Østerbro under krigen

Denne spændende og interessante artikel bringes

med tak til  Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv – 2100 Ø

Ja, sikken en forandring fra 1939 og til nu !

(Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle år siden var det et hit at fortælle om sin barndom i børnebørnenes klasser, hvad jeg  (Lise) også gjorde engang. Denne fine beretning er dog ikke min –men endnu tidligere, måske vækker den minder, eller måske husker I pludselig noget, I har fået fortalt af jeres bedsteforældre, hvem ved! Artiklen her er en fortælling, som giver stof til eftertanke!  En bedstemor fortæller følgende:

I 1939, da jeg var syv år, begyndte jeg at gå i skole på Vognmandsmarkens skole i København.

           Samme år begyndte 2. Verdenskrig, og i 1940 besatte Tyskland Danmark, og de tyske soldater tog vores skole, den skulle de bo i  –  der var også mange andre skoler, som tyskerne tog.

           Det betød, at jeg ikke længe gik i skole, men så begyndte jeg at gå i skole hver anden dag på en skole, Bryggervangen, som lå ved siden af Vognmagermarkens Skole, og vi gik dobbelt så mange børn på skolen, som den var beregnet til.

Senere gik jeg så i skole hver dag, men vi havde ingen frikvarterer, vi havde kun spisepause, og timerne var meget korte.

Jeg kunne godt lide lærerne på skolen, kun ikke tegnelæreren, han var meget streng.

           Når vi havde tegning, måtte vi ikke snakke, og hvis vi tabte blyanten på gulvet, kom vi i skammekrogen, dvs. så skulle man stå i en krog med ansigtet mod væggen og stå og skamme sig. Jeg kom tit i skammekrogen, for jeg kunne ikke lade være med at tabe blyanten, fordi jeg var så bange for at tabe den.

           Det er nok anderledes at gå i skole dengang end nu.

Når skoleklokken ringede, skulle alle klasserne stille op på række, to og to, og så måtte vi ikke snakke, og først, når gårdvagten gav lov, måtte vi gå op til klasseværelset.

Lærerne var nok lidt strengere dengang, og det var tilladt at give drengene en ørefigen, hvos de ikke gjorde, som der blev sagt  –  pigerne slap fri. Men jeg kan ikke huske, om der var nogen i klassen, som fik ørefigen.

Da vi kun havde et spisefrikvarter, kunne vi ikke nå at lege meget. Så gik gårdvagten, en af lærerne, rundt og passede på, at vi ikke legede for vildt, eller at drengene ikke gik ind i pigernes del af gården  –  vi havde en stor skolegård, hvor pigerne var i den ene ende, og drengene i den anden, vi måtte ikke lege sammen, jeg gik også i en ren pigeklasse, piger og drenge gik hver for sig.

           Om vinteren måtte vi ikke lege med sneen, det var jo også nok for farligt med så mange børn på skolen.

Hvis man var uartig, fik man en ”sveder”, som vi kaldte det, det betød, at vi skulle være i skole en time længere.

Når der kom en anden lærer ind i klassen midt i en time, skulle vi rejse os op fra skolepulten, og satte os først, når vi fik lov til det.

Af fag havde vi de samme fag, som I har, dog havde vi ikke formning, i stedet for havde vi tegning, håndarbejde for pigerne og sløjd for drengene.  Det var noget underligt noget, vi lavede i håndarbejde. Der var jo krig, så der var mange ting, man ikke kunne købe i forretningerne. Vi strikkede sokker af blåt garn, som smittede af på vore fingre, og strikkepindene rustede, hvis vi svedte på hænderne, og så syede vi korssting i stof, der var af papir, så det blev ikke særlig kønt.

Vi havde heller ikke orientering, som I har, men naturhistorie, hvor vi lærte om blomster, planter, dyr af alle slags, og geografi, hvor vi lærte om Danmark. Vi havde også historie, hvor vi lærte om Danmarks historie, det kunne jeg godt lide.

Gymnastik kunne jeg ikke lide, fordi lærerinden var så skrap, og jeg var lidt klodset til at spille langbold og rundbold og gå balancegang på bommen, som blev hejst ned fra loftet, sådan en har I også nok i jeres gymnastiksal.

Så havde vi dansk, skrivning og regning, det kunne jeg også godt lide.

Vi skrev diktat med skråskrift, man kendte slet ikke formskrift dengang, og vi skrev med grifler på små tavler i de første klasser, og senere med en blyant  –  kuglepenne havde man heller ikke. Når det skulle være rigtig fint, skrev vi med en pen, som sad fast på et penneskaft, og så dyppede vi den i et blækhus, som sad fast i skolepulten, og så skulle det være meget flot, og vi måtte ikke slå blækklatter.

Jeg tror nok, det var lidt kedeligere at gå i skole dengang, vi havde ikke de spændende bøger og hæfter, som I har i dag. Vi havde en læsebog og en regnebog, som ofte var lasede, da der var mange klasser, der skulle bruge de gamle bøger.

Når der var en, der havde fødselsdag, havde fødselsdagsbarnet bolsjer med og delte rundt i klassen og til lærerne, og så blev der sunget fødselsdagssang, den samme, som I synger i dag. Så kunne det ske, at læreren læste en historie for os, eller også legede vi stilleleg  –  det gik ud på, at man skulle sidde musestille med foldede hænder på bordet, så var der en, som stod oppe ved katederet og skulle vælge den, som sad mest stille, og så var det hendes tur til at stå oppe ved katederet og vælge.

I ville nok synes, det var en kedelig leg, men vi fra dengang kunne godt lide den leg

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Jeg glemte også at fortælle, at når man havde fødselsdag, inviterede man nogle klassekammerater hjem til kager og chokolade, dvs. chokolade kunne man ikke købe, så det var mælk med erstatningschokolade i. Så havde hver gæst en krone med som gave

Jeg var glad for at gå i skole, men vi havde mange lektier for hjemme, og vi terpede stavning og grammatik meget mere end i dag, og så var det hele jo meget sværere, fordi dengang skulle alle navneord staves med store bogstaver, og så skulle vi jo helt bestemt vide, hvilke ord, der var navneord. Vi havde også mange regnestykker for hjemme.

En anden ting var også, at vi skulle sige De til lærerne, man skulle i det hele taget være meget høflig, huske at bukke (drengene) og neje (pigerne) for de voksne.

           En dag, da jeg var på vej til skole, mødte jeg Kong Christian den Tiende, som var konge dengang, han red hver dag en tur i byen på sin hest. Da han så mig på fortovet, gjorde han honnør for mig, og jeg stod bare og kiggede og var meget benovet.

           Da jeg kom hjem fra skole og fortalte det til min mor, sagde hun til mig: ”Du huskede vel at neje for kongen”, nej, det havde jeg jo glemt, og det var en flov historie

De første fem år gik jeg i Vognmandsmarkens dvs. Bryggervangens skole, og derefter kom jeg over på jeres skole, som dengang hed Emdrup skole, der gik jeg de næste fem år, men det er en helt anden historie.

Jeg boede hos min far, mor og lillebror i det gamle Ryparken i en lille lejlighed, man havde jo ikke så megen plads dengang.

           Min bror og jeg delte et værelse. Vi boede dejligt med store græsplæner og store  sandkasser imellem husblokkene.

Der boede mange børn, så der  var altid nogen at lege med. Om sommeren spillede vi langbold og rundbold på de store græsplæner, eller lavede cirkus for hinanden eller så bare på, der var nogle, der var skrappe til at stå på hænder, og en kunne gå ned i spagat.

           Der var altaner til lejlighederne, og så byggede vi hule med nogle gamle tæpper under stuelejlighedernes altaner, indtil vi blev jaget væk, hvis vi larmede for meget.

Om vinteren legede vi jo med sneen, det var nogle meget kolde vintre, da jeg var barn, med masser af sne, så vi byggede vældige snehuler. Det var så koldt, så vi gik med et ekstra halstørklæde bundet rundt om hovedet, så kun øjnene var fri, og man fik tit frost i tæerne, det sved og kløede.

           Ellers løb vi meget på skøjter på isen på Emdrup sø, og om sommeren på rulleskøjter, det var jeg meget glad for.

En af  somrene, hvor det var meget dejligt vejr og varmt, var der nogle mennesker, hvor vi boede, som syntes, at vi børn larmede og råbte for meget om aftenerne, når de sad på altanen, og så blev der ansat en opsynsmand af boligselskabet, som skulle sørge for, at børnene ikke var ude at lege efter kl. 8 om aftenen, hvor det jo var lyst og dejlig vejr, så skulle vi gå hjem og inden døre. Den opsynsmand kaldte vi børn Lurifax.

De fleste af vore forældre syntes også, det var meget skrapt, at vi skulle være inden døre kl. 8, så jeg og flere andre børn fik af vore forældre lov til at være ude at lege om aftenen alligevel..

           Så skiftedes vi til at holde øje med, hvornår Lurifax kom hen til vores græsplæne, hvor vi legede. Han gik igennem hele boligkomplekset hver aften og jagede børnene hjem.

           Når så den, der holdt udkig efter Lurifax, råbte: ”Lurifax kommer”, råbte og skreg vi af fuld hals og løb ind i opgangen, og lige så snart Lurifax var gået, var vi ude at lege igen. Det varede ikke længe, før Lurifax ikke kom mere, og vi fik lov til at lege ude om aftenen om sommeren.

Alle mennesker var jo mere eller mindre fattige, fordi der var krig, og vi var besat af tyskerne, så vi kom ikke på ferie, det var for øvrigt heller ikke altid, at der kørte tog eller busser.

           Min far havde ferie 14 dage om sommeren, min mor arbejdede ikke ude, det var der ikke mange mødre, der gjorde dengang.

           Vi syntes, vi havde en dejlig ferie de 14 dage, min far var hjemme, for vi cyklede ud til stranden eller skoven, og hvis vi så fik en is, var vi meget glade.

Hvis det regnede, gik vi på museer, mest Nationalmuseet, det var meget spændende. Inden krigen var vi hos min mormor i Landskrona eller hos min tante i Småland i Sverige, men det kunne vi jo ikke under krigen, da vi ikke måtte rejse ud af landet.

Jeg tror nok, det var meget anderledes at være barn dengang. Fordi man ikke kunne købe noget i forretningerne, og da vi heller ikke havde så mange penge, var vores forældre nødt til at lave mange ting selv, og jeg syntes, det var dødsspændende at se min far forsåle sko og lave fine sommersandaler til mor og mig af noget gammelt stof, som han syede remme af og sømmede fast på nogle træbunde, de blev meget flotte.

Jeg fik også en flot kjole af noget køkkengardinstof, som min mor syede. Min lillebror fik bukser af min fars gamle bukser.

Min far brugte også meget tid på at lave cykler, lappe dem, når vi punkterede, og i det hele taget sætte dem i stand, så vi kunne cykle standsmæssigt, ofte med dækslapper, for man kunne jo heller ikke købe nye dæk og slanger til cyklerne.

Min første cykel var en gammel cykel, der havde været min tantes, den var alt for stor, og på pedalerne havde jeg store træklodser, så jeg kunne nå dem.

En ting, jeg tydeligt husker, var de træsplinter, der var i undertøjet, man gik med. Det var lavet af noget, der hed Celluld, det var lavet af træ og andre mærkelige ting, og somme tider mærkede man noget, der kradsede på ryggen, så måtte man have undertrøjen af, og så sad der en lille træsplint, som man så måtte pille ud.

           Vi var ikke så pæne i tøjet, som I er i dag, men vi var glade, bare vi fik noget nyt engang imellem, for der var jo ingen, der var finere end de andre, vi havde de alle sammen på den måde. Jeg kan huske, at jeg havde en lærerinde, som var så glad for sin nye cottoncoat, den var syet af et par gamle lagener.

Så var der jo også rationering på mange ting, vi havde rationeringsmærker, som man skulle aflevere til f.eks. Købmanden, når vi skulle købe sukker, eller hvad det nu var. Elektricitet og gas måtte vi heller ikke bruge så meget af, der blev ikke fyret ret meget i husene, man skulle spare på brændslet, så vi sad nogle gange, når det var koldt, svøbt ind i hver sit uldtæppe derhjemme i stuen.

           Vi skulle spare på alting, der var kun tændt én pære i en bordlampe i stuen om aftenen, så lagde min mor en hvid dug på bordet, så der blev lidt mere lys. Vi havde ikke varmet vand i rørene, så vi kunne ikke komme i bad.

Min mor og jeg gik i bad på Hellerup skole en gang om ugen for 50 øre, brusebad, og vi måtte kun bruge 20 minutter til badet.

Så var der jo også bælgmørkt på gaderne, vi havde mørklægning, dvs. vi havde sorte rullegardiner for vinduerne, så der var ingen lys i husene, der var ingen gadelamper, så vi gik med et hvidt armbind på, og kantstenen var malet hvid, så vi kunne skimte hinanden om aftenen. Der måtte ikke trænge lys ud, således at de engelske flyvere ikke kunne se nogen byer, når de somme tider fløj over Danmark. Så blev der somme tider blæst luftalarm af sirenerne, så skulle vi gå ned i kælderen, der var bare overflyvninger. Først sidst i krigen, blev der kastet bomber i København, men det er også en anden historie, det skete først lige inden jeg gik ud af skolen

Den første nat, der blæstes luftalarm, stod vi op og gik i kælderen, og jeg var meget bange, men det blev hurtigt en vane, somme tider sov vi bare uden at gå i kælderen.

           Trods krig og sparetider og ikke ret mange penge, havde jeg en god skoletid, men I vil jo nok synes, at I har det meget bedre i dag, og det synes jeg også bestemt, at I har. Jeg synes, det må være meget spændende at gå i skole i dag, og I lærer også meget mere, end vi gjorde, og ikke mindst lærer I en masse om verdenen uden for Danmark.

Tak for en dejlig og ægte beretning, som vækker stof til eftertanke, og vi,  der er næsten lige så gamle som fortælleren,  men først startede i skolen nogle år efter krigens slutning, husker sikkert alle, at spare tiderne varede ved i en del år. Jeg husker blandt andet de spare håndarbejder, vi lavede, materialerne var billige, men dog holdbare.

Jeg husker også, at der kom bananer og andet godt, og at man tog til Sverige og handlede for de få svenske kroner,  man måtte have med….   Hvis man da overholdt reglerne, …..   (Lise)

ENGLE og JUL – De dejligste figurer

Med tusind tak til Sigi Ulbrich for tekst og fotos  –   Tortula und ihre kleine Puppenkommode  – www.tortula.de

(opsætning af Lene Byfoged ©  – 

og oversat af Lise Brastrup Clasen ©)

Kender du Sanella-Englene?

Nej du ved sikkert slet ikke, hvad Sanella er?  Sanella er en tysk margarine, som allerede i 1904 kom på markedet og i dag hører under Rama-familien! Jeg selv som barn af 50erne, kender den kun som bage– og stegemargarine – og ikke som noget, der kan smøres på brødet. Jeg har faktisk ingen anelse om, hvorvidt man engang har brugt det til at smøre på brødet!

I 20erne og ind i 50erne var det almindeligt, at man i Tyskland fik en ekstra lille ting som tilgift, når man købte ind. De mest kendte af disse små ekstratilgifter, var margarinefigurerne

Her viser jeg jer nogle figurer fra det store udvalg af denne tilgift. En henvisning til Lise, da man også kunne få påklædningsdukker, og jeg har stadig en, som jeg i 1953 fik i vort apotek. Dengang var det stadig sjovt af hente medikamenter.

Efter de små badges fra WHW, en slags socialhjælp, som kan forklares således: ”WHW er en forkortelse af WinterHilfsWerk, (Vinterhjælp -foranstaltninger til at hjælpe folk i nød) . Disse emblemer/badges var et påfund fra Nazitiden, idet man på  billigste måde fremstillede alle slags emblemer af papir, træ, Papmaché, stof etc. Disse blev solgt på gaden, og det var selvfølgelig frivilligt at købe dem, men….. Blev man mødt uden emblem på frakkekraven, så naboerne skævt til en, altså var det på en måde alligevel en tvang. Senere, efter nazitiden,  fik man ikke kun margarinefigurer som tilgift, mange andre brancher hurtigt fulgte efter , f.eks. Kaffe-, te-, nudel-, havregryn-, bonevoks-, skosværte– og tobaksprodukter. Frem for alt  bejlede man med serier af figurer vedrørende alle de livsstilsområder, man kunne tænke sig, til børnenes gunst, således at disse fik indflydelse på de voksne indkøbsvaner. For øvrigt var det sådan, at mens vi fiskede vore figurer ud af poserne med kaffe, kunne man ved køb af margarine tage en figur op fra et stort glas.

Fra det personlige bekendtkab mellem Fritz Homann, Symbolet for margarinefabrikanterne i Tyskland, og Richard Sieper, indehaver af firmaet SIKU, så at sige Tysklands største automobilfabrikant, udvikledes et stort og intenst samarbejde. Siku blev Skaberen af de støbte margarinefigurer.

Disse reklamegaver blev så alsidige, at der ud fra dem er opstået selvstændige samleområder. Søger man via nettet på det store Auktionshus Ebay under emnet Margarinefigurer, forbavses man over at læse side op og side ned om, hvor alsidige udvalget er, og endnu mere forbavses man over den smukke udførelse af disse små miniaturefigurer, som er forarbejdet enormt detaljeret og nøjagtigt. Allerede dengang fandtes der dinosaurer, og sandsynligvis rakte menneskeheden allerede i 50erne ud efter stjernerne, i hvert fald findes der også en serie fra Verdensrummet. Dyr fra Zoologisk Have, bondegården, skoven og engen, fugle, fisk,. Reptiler, eventyr, jul, påske, husdyr, børn, idrætsfolk, køretøjer, skibe, flyvemaskiner, biler, motorcykler, folk fra fremmede lande, cowboys og indianere, erhverv, musikere og instrumenter.. Nej, jeg kan ikke remse alle serier op, men tro mig, der findes serier om alle livets forhold.

For, mig handler det først og fremmest om to eftertragtede serier: Alt til dukkestuerne og englene. Med undtagelse af fødselsdage og jul havde vi dengang ikke så mange muligheder for at få legetøj, og derfor var disse små ekstragaver noget særligt for os. Endnu i dag pynter nogle af figurerne fra den tid, op i mine dukkestuer.

Med tankerne om den kendte tyske julesang af Fridrich Silcher og Ernst Änschütz ”Alle Jahre wieder”/”Hvert år igen” har vi stadig i dag en hængende engel fra den tid, der hvert år pryder et lille juletræ i vort arbejdsværelse.

Om ”Sanella-englene” foruden anhængerne virkelig var tænkt som ekstragaver – tja, det var de i begyndelsen, men fra 1. marts 1954 var denne æra slut. Industrivirksomheden var blevet enige om at vedtage en fælles overenskomst  -fra og med den 1. marts 1954 var der ikke mere noget, der hed ”tilgift”. Herefter fortsatte denne produktion ganske enkelt, således at man nu kunne købe tingene.

Men englene vedblev at komme frem i al mangfoldighed og sikkert fremstillet af forskellige producenter. Ved første øjekast ses fire forskellige udførelser. Der findes engle i 3-D og engle i 2-D, og begge slags findes med lange gevandter og små, korte kjoler. I min samling har jeg repræsentanter fra alle kategorier, og til jul kommer de ud af kassen til deres forskellige gøremål  –  det er en stor kasse.

Mine yndlingsengle er 3-D-englene i lange gevandter med lys på en grangren. Jeg fik dem for mange år siden af min afdøde veninde. Altså har de stor affektionsværdi for mig.

Skønt Lene allerede har vist os et vidunderligt foto af sine engle, og skønt jeg ikke har noget godt foto af mine, skal I da se dem  –  desværre har jeg blot disse to. De falder med deres grangren noget uden for rammerne.

Som en overraskelse så jeg, at Lene stikker englene som spid i kagerne. Hvilken fantastisk lækker idé. Hos mig hører de til adventskransen. Min krans er forskellig fra år til år, men englene kommer skiftevis med hvert år. Jeg har to sæt. 3-D-englene foroven  — og de flade eller 2-D-engle forneden på mine kranse fra 2014, 2016 og 2018 iført lange gevandter. Også disse engle findes med små, korte kjoler  –  dem har jeg dog (endnu) ikke nogen af. Hvad min mand meget beklager, han kan nemlig rigtig godt lide dem.

Rigtig stolt er jeg af mit engleorkester. I dette orkester musicerer de flade eller 2-D-engle i små, korte kjoler. Og nu ved I helt sikkert, hvad jeg nu vil vise jer. Ja, der findes også 3-D-musikere både i lange gevandter og i korte,  små kjoler.

Min dirigent har mistet sin taktstok, men alligevel lyder orkestret mindst lige så godt som Elb-filharmonikerne.

I mit orkester har også et par lysestage-musikere sneget sig ind, der ligeledes er flade eller 2-D-engle i små, korte kjoler.

”Musikalske” lysestager findes i enormt mange variationer. Jeg går ud fra, at jeg slet ikke (endnu) har alle versioner i min samling.

Skønt den forreste engel har et truthorn, tæller jeg ikke disse lysestager med deres 6-delte englekrans med i orkestret. Det kunne se ud, som om de kunne være julebærere af symboler: truthorn, lam, juletræ, stjerne, lygte, bønnebog. Umiskendelige er de flade eller 2-D-engle i lange gevandter.

Selve den røde stage er af høj kvalitet. Jeg har to af dem, og til min store glæde kunne jeg købe den ene i originalæske  –  desværre uden angivelse af producenten.

Heller ikke i bunden er der oplysning om englenes børnestue.

Denne to-armede lysestage er et virkeligt glansnummer. Dens 3-D-engel i langt gevandt er fantastisk velbevaret, Denne stage har hele sin levetid ligget nedpakket og godt beskyttet i en kasse. Jeg er sikker på, at englen synger ”Alle Jahre wieder”/Hvert år igen…”

Mange samlere vil helt sikkert se på denne stage med misundelse. Jeg opdagede den i 90erne på et loppemarked i Hamburg. Ha ha, Lene, dér var du heldigvis ikke med – og jeg købte den selvfølgelig straks. Jeg har indtil nu aldrig set flere eksemplarer af den. Men naturligvis står den til jul et eller andet sted på det lille dagligstuebord.

Nogle helt specielle lysestager er helt sikkert spilledåseurene. Jeg har tre af slagsen, og alle har det til fælles, at de spiller julesalmen ”Stille Nacht”/”Glade Jul”,  og at de lyder skrækkeligt, metalagtigt og skingert. Nå ja, tager man hensyn til deres alder, må man have forståelse for dette, og vi lader dem derfor også spille i dag.

De to herover har flade eller 2-D-engle i små, kote kjoler, og selv om de har samme facon, er deres ”besætning” forskellig, dvs. til dels andre musikanter. Bunden af spilledåseurene er ikke vist.

Det tredje spilledåseur har 3-D-engle i lange gevandter. De er ikke musikanter, men bærere af julesymboler. Juletræ, stjerne og lys. Her er således kun tre engle, og mellem dem står forskårne juletræer.

Til dette spilledåseur har jeg også originalæsken. Æsken fortæller, at spilledåseuret  –  dvs. det mekaniske urværk er fremstillet af den schweiziske urmager Thorens Movement.

Bunden af urkassen er præget, det er sikkert en forkortelse af ”mønsterbeskyttet” og desuden står der ”Made in Western Germany”. Dette begrænser tidsintervallet for fabrikationen, men bringer os ikke videre i efterforskningen af producenten. Også dette ur spiller ”Stille Nacht”/”Glade Jul”. Æske og spilledåseur ser ud som nyt, men også dette spilleværk har en frygtelig klang..  Nå, ja, sådan er det bare!

Disse ikke-musicerende engle overvejende i lange gevandter ses i denne enkle opstilling af figurer.

De fremstår som bærere af julesymboler med kristelige værdighedstegn: Truthorn, lam, juletræ, stjerne, lygte, lys, hjerte, bønnebog og naturligvis i bøn.

Alle disse engle udbydes ofte i Tyskland på de store auktioner. Hvis du søger efter ”Engel Hartplastik Bakelit”/Engle i hård plast, bakelit”, kan du finde dem, og de er selvfølgelig også at finde på tyske loppemarkeder  –  og netop på denne årstid.

En særlig smuk version med engle er den grønne adventskrans med 4 engle og lys. Her er de som flade eller 2-D-engle-musikanter i kote, små kjoler  –  jeg har endnu ikke set andre. Lene har allerede vist jer dem, også sammen med et par andre virkelig specielle eksemplarer. Det betaler sig altså at blade tilbage til Lenes fortælling

Hermed har jeg præsenteret hele min kollektion. Jeg håber, det har bragt lidt julestemning ind i jeres hjerter.

Dog vil jeg lige fortælle jer et par ting mere:

Firmaet Plastikum i Nürnberg nævnes ofte som fabrikant af disse engle. I ved jo, hvordan sådan noget sker… en eller anden tror, at han ved noget og skriver det ned. Den næste læser det og tager det til sig. Jeg kender ikke firmaet og har ikke kunnet finde noget bevismateriale (kataloger, firmaregistre eller andet). Måske har de faktisk fremstillet både den ene og den anden serie. Men jeg bliver ved denne overbevisning: der findes så mange forskellige serier, ikke blot forskellen mellem 2-D og 3-D. Prøv at se nøje på englene: håret, ansigterne, ja sågar instrumenterne og værdighedstegnene er forskellige. Der må ganske enkelt være flere fabrikanter i spil..

Og endnu et lille punkt. Vidste du, at englene har brødre?  Ja, det har de virkelig, se blot her.

Disse dværge findes i 3-D – herover, eller som 2-D-dværg-musikanter. Der  findes enkeltfigurer, lysestager, kranse og spilledåseure med dværge. Altså nøjagtigt som vi kender engleserierne. Orkestret er meget stort og sødt er det også.

Nu må jeg virkelig slutte min beretning.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine opsætning af mine tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra web Team www.tortula.de  –  Tortula og den lille Dukkekommode.

Plastik engle…..

Copyright for tekst og egne billeder Lene Byfoged.

Jeg har altid elsket porcelæn og regnede ikke rigtigt plastik for noget, der skulle indlemmes i min samling af engle. Men for mange år siden besøgte vi, som så mange andre gange før, et stort loppemarked i Hamborg op til december måned. Og her måtte jeg kapitulere, de sødeste og smukkeste engle fra 1950,erne og til starten af 1960,erne, måtte jeg absolut eje. Det blev starten på en samling, som jeg er meget glad for i dag og stadigvæk køber til, når jeg finder nogle jeg ikke har.

Mine først indkøbte engle.

Englene, er som så meget andet legetøj m.m. lavet i Nurnberg i Tyskland. De er lavet meget enkelt, meget overdådige med vinger af glastråde og fehårsskyer og som lysestager og meget mere. Englene er mellem 4,5 og 6 cm høje.

Herunder min samling af de tredimensionelle engle:

Et par med både glastråde og fehår.
Denne engel på spyd, er ofte pynt på en kage i december måned.
Et par engle på fod.
Som toarmet lysestage.

Jeg har af Lena Bardrum fået tilladelse til at bringe nedenstående billede, af en kasse vidunderlige engle med glastråde og fehårssky. De er købt for nyligt hos en tysk antikvitetshandler.

De er da skønne, de har nok kun været fremme, som pynt til juletræet.

De todimensionelle med rød fod er fra samme tidsrum og lavet samme sted.
Herunder min samling:

Mener jeg har orkestret komplet, men kan jo ikke være sikker.
Disse engle findes også på spyd.
Som lysestage.
Fra en anden serie.
Disse to stager er pakket ned sammen med vores julepynt, så et arkivbillede. Juletræet hører ikke til.
Denne lysestage bliver pyntet som adventskrans hvert år og jeg elsker den.
Dubletterne bliver brugt i julekrybben.

Det er primært disse to slags engle jeg samler på. Der findes andre i samme genre, men jeg må nøjes med disse fremover. De andre jeg har, tænker jeg, at jeg vil bruge i min påtænkte engleskole og butik. Men I skal da lige se dem.

Disse har stået I et eller andet, men ved ikke hvilket. Som I kan se ligner de meget de andre jeg har.
Den er da også sød.
Disse engle er til at hænge på juletræet og så drejede man et æble ind på krogen.

Som det ses af min samling findes der mange forskellige og jeg har ikke ret mange, af de forskellige der er lavet.

Herunder et billede af nogle engle jeg lige har købt på Ebay.de. Ingen jeg vil samle på, men de stod under betegnelsen “Margarineengle” og det er en anden interesant ting, vi måske tager en anden gang. De blev givet som reklamegave, når man købte margarine. Engle var blot en af tingene man fik.

Margarineengle.

En stor tak til Pia Larsen for hjælp med oplysninger og til Lena Bardrum, for tilladelse til at bruge hendes billede.

Og lige et billede af mit sidste køb, den sødeste julekugle.

Smukke nye nipsenåle

Copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Et af oktober måned spændende arrangementer i Legetøjsforeningen Snurretoppen, var et meget interessant besøg af Susanne Rosenørn, der laver de smukkeste nipsenåle.

Susanne Rosenørn.

Inden vi tog afsted sagde jeg til min mand, at jeg skulle bestemt ikke købe nipsenåle denne aften, for jeg samler jo kun på de gamle nipsenåle. Jeg blev klogere, smukke julenipsenåle blev bestilt og jeg glæder mig meget, til at modtage dem. De er så smukke.

Susanne startede med at samle på de gamle og antikke nipsenåle, men på et tidspunkt fik hun lyst til selv, at lave nipsenåle. Susanne er selvlært, men har dog været på perlemagerkursus og her fået nogle grundlæggende redskaber, at arbejde videre med. Oprindeligt er hun uddannet biolog og i arbejdet med nipsenålene, er hun meget inspireret af naturen. Susanne har lavet nipsenåle i 10 år og har lavet omkring 700 forskellige nåle.

En smuk pude med de fineste blomster nipsenåle.

En pude med julefigurer, juletræer, peberkagefigurer og den dejligste juleand.

Puden med de skønne julenipsenåle. Det var svært at vælge.

En skøn juleand.

Puder med de smukkeste blomster, figurer, dyr og meget mere. Nedenunder nogle udpluk.

Udover Susanne findes der blot et par stykker mere i Danmark, der laver nipsenåle.

www.dugperlasnipsenaale.dk, kan man beundre de smukke nipsenåle og bestille dem.

Herunder ses et par mere af puderne med nipsenålene.

Legetøjsudstilling på Randbøl Sogns Museum i Vandel

Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museum i Vandel vil gerne slå dørene op for en ny renoveret legetøjsudstilling.

Det er legetøj fra Museets magasin, Kurt og Anni Lundgaard og Hanne Damgaard Hansens private samlinger af legetøj, som vises frem for publikum.

Udstillingen er bygget op over en 110 års periode fra 1880 til 1990. Vi vil prøve at vise legetøjets udvikling, for i takt med at samfundet udviklede sig, fulgte legetøjet med. Biler blev lavet i blik som en tro kopi af ”fars bil”. Dukkerne blev lavet i porcelæn og var næsten kun til pynt.

Udstillingen er et stykke kulturhistorie, som viser eksempler på legetøj lige fra hjemmelavede kludedukker, trælegetøj til fint drenge- og pigelegetøj. Det meste er produceret i Tyskland, hvor legetøjsproduktion blev centreret omkring Nürnberg og omegn. Legetøjet fra det område var af høj kvalitet, selvom det gik under betegnelsen ”Nürnberg-kram”.

Her lå der både porcelænsdukke-fabrikker og fabrikker, som producerede bliklegetøj.

I gamle dage lavede man ofte selv sit legetøj eller købte et dukkehoved, hvorefter et fingersnildt familiemedlem syede krop og tøj til Dukkelise. Man kunne finde sy- og strikkemønstre i ugebladene. Hvis far var fingernem, kunne man også i Familie Journalen finde mønstre på løvsavsarbejde til dukkehusmøbler, Ford-biler mm.

Det var ofte kun til jul og fødselsdag, børnene fik en gave.

I dag kan legetøj købes mange steder, hvor børn færdes. Og de små pengestærke forbrugere falder ofte for den farvestrålende emballage, hvorefter de køber en ”gave” til sig selv, som bliver placeret i børneværelsets overflod af legetøj.

Når man følger udstillingen, ses det tydeligt, at der bliver mere og mere legetøj at vælge imellem, og det bliver mere og mere farvestrålende. Kvaliteten tilpasses vores smide-væk-mentalitet og er derfor ringere end fordums gedigne legetøj. Dog er det heldigvis stadig muligt at købe kvalitetslegetøj.

Denne farvestrålende udstilling har i en del år skabt glæde hos gæster og skolebørn, og da museumsforeningen overtog ansvaret for museets drift i sommeren 2017, bestemte bestyrelsen sig for at renovere kælderen. Det gav anledning til en ny udstilling om ”Flyvestation Vandel 1943-2003” som åbner i det nye år. Ja, så var det nærliggende at renovere legetøjs-samlingen og udvide den med et børne- og teenageværelse fra 1980`erne og 1990`erne. Udstillingen er nu færdig og kan ses hver torsdag mellem kl. 10 og 16 eller efter aftale på tlf. nr. 3022 5474.

Sept. 2019

Juleforberedelser i Danmark

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Julen står for døren, og noget af hyggen er de mange forberedelser. I Danmark starter man gerne i midten af november med at pynte op, skabe eller købe en adventskrans, hænge en grankrans med kogler, kugler og sløjfer på indgangsdøren. Man hænger sprællemænd/Julemænd op, desuden er der kravlenisserne, som sidder alle vegne, noget helt specielt dansk, desuden hænger man engle og julestjerner op i vinduerne… Fantasien kender ingen grænser, og alle har vi vore traditioner. (fotos fra nettet)!

En overgang blev det den store dille at hænge lyskæder på træer og buske i haven eller på altanen, det tog virkelig overhånd, idet man i mange haver og på hustage så lyskæder i alle farver forestillende julemænd, stjerner, rensdyr og meget mere. Noget jeg altid har fundet vildt overdrevet, men smag og behag er forskellig.

Mange har en dekorativ julekrybbe i stuen, og mange har også et nisselandskab NISSELAND med nisser i alle former, rensdyr, fugle, kogler, juletræer, måske en lille kirke med lys i, sådan et nisseland har jeg hvert år… og ih, hvor det hygger.

Man laver også juledekorationer, eller julegenerationer, som de hedder hos os: Betegnelsen stammer fra vor yngste søn, Bjørn, der som lille ”accelererede” i fremmedord, og en dag spurgte han: ”Moar, der findes da to slags generationer, ikke?” Jeg så nok meget spørgende ud! ”Jo, Moar, dem vi laver til jul og dem vi er i familie med!” Siden da ved hele familien, hvad en Julegeneration er for en JULETING!.

Her samler vi naturprodukter i skov og have til juledekorationerne: kogle, gran, agern, bog, stedsegrønne planter, så som vrietorn og christtorn ja, alt kan komme med, rundt om lyset, og som samler placerer jeg gerne da gerne et par minibamser eller nisser midt i ”landskabet” rundt om lyset.

Og fra den 1. til den 24. december åbner vi julekalenderen. .Det var i min barndom lidt af en luksus, og min søster og jeg havde en ganske almindelig flad kalender med 24 låger til deling, hvor vi skiftedes til at åbne og se dagens billede. Lågen med nr. 24 var større end de andre, og jeg – som den ”smarte” og udspekulerte storesøster— tilbød generøst min søster at hun måtte åbne nr. 1….

Naboens børn, som vi legede meget med, havde hver sin julekalender, og ikke af den flade slags, men gerne et eller andet, som blev klippet ud, limet sammen, og stod og pyntede som f.eks. Den danske røde postkasse, en karrusel, en flyver eller noget andet spændende som julehuset her, og jeg husker tydeligt børnenes Far, der foldede, klistrede og somme tider bandede stygt, når delene ikke passede sammen. Men disse julekalendere var flotte og misundelsesværdige.

Senere kom kalenderlyset frem, med 24 tal, det har altid siden været tradition her, at man til morgenbordet tændte kalenderlyset også en af ”juledekorationerne” blev forsynet med et kalenderlys. Apropos julekalendere, så har man i engelsktalende lande 25 låger, da man først fejrer julen om morgenen den 25.december.

Kravlenisserne kom pludselig frem, en foregangsmand og den mest kendte kravlenissetegner, er Bramming, der også var mester for en del julekalendere, men de fleste af de danske tegnere har designet kravlenisser, sprællemænd ,julekalendere, engle, kurve og andet julepynt; en masse gamle klippeark er genoptrykt, således at alle kan finde lige det, de helst vil have… du kan købe julepynt alle vegne, og det er en yndet hobby at samle på kravlenisser, sprællemænd og julekalendere, samt gammel julepynt. Og hvert år kommer der nye nisser frem.

Inden jul sender alle julehilsner til hinanden, og der findes oceaner af forskellige julekort designet af enhver tegner med respekt for sig selv, julekort er et yndet samleobjekt— desværre skal man efterhånden sende juleposten i meget god tid, for at den kan nå frem til modtageren før JUL, Længe leve De Gode Gamle Dage! Postudbringningen i Danmark er desværre ikke, hvad den har været. Årets julemærke – en dansk opfindelse som velgørenhed for Julemærkehjemmene, er hvert år en spændende nyhed. Og så støtter man et godt formål.. Julemærket blev til efter en lys idé i 1902 fra postfunktionær Einar Holbøll, og det er således danskernes indflydelse på juletraditionerne, de første 52 år kostede et julemærke blot 2 øre, og overskuddet gik til hjælp velgørende formål, dvs. julemærkehjem for børn, og der eksisterer stadig nogle stykker af dem.

Der kom et smukt motiv hvert år, lige fra portrætter af vor kongefamilie, engle, nisser, juletræer, og i 1945 selvfølgelig Dannebrog i sne. Tegnerne var mange forskellige, bl.a. har vor Dronning flere gange designet julemærket, men selvfølgelig har Bramming, vor ”Nisse-tegner nr. 1”, også været på spil. Julemærker er et yndet samleobjekt, hermed nogle af motiverne.

I løbet af december måned bager man og laver julekonfekt, og de danske klejner og småkager, samt marcipankonfekten og havregrynskuglerne er bare himmerigsmundfulde. Gad vide hvor mange portioner af disse lækkerier, der bliver spist inden juledagene!!! Flere hold: også selv om man gemmer dem godt. Min venindes Mor lavede bl.a. Brunkager, og hun gemte gerne dejen for ”De STORE lækkersultne MUS, men vi var smarte, vi fandt den altid, og vi sendte gerne familiens yngste, lillesøster ned i Viktualiekælderen efter dej. Men der var helt sikkert gemt dej flere steder, for der var altid rigeligt med bruge kager til alle i løbet af juledagene.

Og så blev der indkøbt julegaver, eller man lavede dem selv, julegaverne blev pakket smukt og fantasifuldt ind og gemt til juleaften, men… det var en yndet sport at lede efter julegaver…… og at føle på pakkerne… Hvem har mon ikke været med til det….. ?? Man var ikke altid ”Englebørn eller juleengle”, men små banditter og skurke..

Ja, sådan holder holdes der efter egne familietraditioner i Danmark !

JUL i Danmark

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Alle glæder sig til at fejre JUL, denne smukke højtid midt i den kolde vinter, og hvordan gør vi så det, og hvad gør vi for at få festlige og hyggelige juledage?? Jo, da, vi forbereder Julen i mange uger før den 24. december! Hvor juletræet kommer i centrum!

Men hvor stammer juletræet egentlig fra? Det er en tysk skik, men for mere end 200 år siden, i 1808 tændtes det allerførste juletræ i Danmark på den sydsjællandske herregård Holsteinborg. En herregård, hvor H.C. Andersen senere fik sin gang… I 1808 benyttede man julen til at fejre vielsen af komtesse Wilhelmine Reventlow og greve Adolf Lehman af Holstein-Holsteinborg.

Tre år senere i 1811 tændtes det første juletræ i København hos familien Lehmann i Ny Kongensgade, hvor det vakte stor opsigt at se et træ blive båret eller slæbt ind i stuerne og derefter pyntet. Begivenheden samlede et større opløb af nysgerrige neden for vinduerne

I dag køber de fleste en Normansgran som ses her på billedet foroven og mange benytter i dag lyskæder og ikke levende lys som her. Nogle køber deres juletræ ”henne om hjørnet”, hvor der handles med træer, andre kører ud til plantager, hvor man selv kan fælde sit træ, og atter andre får træet fældet hos den plantage-ejer eller bonde, der sælger træerne. Nok lidt billigere, og så kan man vælge et harmonisk træ i passende størrelse.

I toppen sætter man en stjerne som symboliserer Betlehemsstjernen … I engelsktalende lande er stjernen i toppen næsten altid erstattet af en engel, der symboliserer englene i Betlehem – og derefter pyntes juletræet med alle de traditionelle skatte, som man gemmer fra år til år: engle, nisser, glaskugler og –figurer — nu til dags ofte erstattet af plastic… kræmmerhuse og kurve med farverige motiver, flettede hjerter i mange farver, små trommer og trompeter, flettede stjerner, måske også stjernekastere og knallerter, små lygter og musetrapper af glanspapir, og sidst men ikke mindst de traditionelle guirlander af små Dannebrogsflag… tidligere brugte man sølvstrimler/lametta eller fehår for at illudere sne. Fehår og lametta fås ikke mere, men der findes andre sølvstrimler til at hænge på træet. Ja, sådan kunne jeg blive ved, men måske I ikke alle kender til alle de danske former for traditionel julepynt, og det skal I selvfølgelig have en forklaring på:

Kræmmerhuse og kurve er og har altid været meget populære. Kræmmerhusene stammer fra dengang, man hos købmanden kunne købe f.eks. et kræmmerhus fyldt med bolsjer, og enhver købmand eller kommis kunne i en håndevending sno et kræmmerhus. I kræmmerhuse og kurve lagde man nødder og andre godter, som blev spist i løbet af julen. Den viste skabelon til et kræmmerhus kan man downloade i den korrekte størrelse og selv klippe, klistre og dekorere sin kræmmerhuse. Det ældst bevarede kræmmerhus i Danmark er fra 1866 og motivet skulle være Den Tapre Landsoldat. Kurvene kan man købe på klippeark derefter , klippe, folde og forsyne med hank. Også de små trommer og trompeter stammer oprindeligt fra den tid, hvor man mindes tabet af et stort stykke land…. Sådan så trommerne ud i min barndom, i dag kan man købe dem i mange andre farver end guld, f,eks. I grønt, rødt og blåt.

De smukke flettede hjerter er noget specielt dansk, mener jeg i hvert fald, Jeg har downloaded tre typer lige til at flette. Og du kan købe glanspapir i mange farver til din julepynt.

Klip to stk. papir i 7 x 23 cm i to kontrastfarver, fold papiret med de farvede sider indad, tegn de linjer og buen, som du ønsker den, klip, flet og sæt hank på dit hjerte. Det var da nemt, ikke sandt!

De søde små Dannebrogsflag findes helt sikkert på ethvert juletræ. Denne skik med at hænge sit flag på juletræet har man i mange lande, og man kan her i Danmark købe flagguirlander med mange nationers flag, men personligt synes jeg bedst om at holde mig til Dannebrog. Flagguirlanderne var i min barndom og ungdom gerne en slags sejlgarn med papirflag, nu kan man købe dem i stof eller filt i gavebutikker og hobbyforretninger.

De smukke kugler og figurer, vi pynter vort juletræ med, stammer oprindeligt fra Tyskland, oprindeligt var de alle af glas, men nu fås de i også papmaché, plastic, træ, som bemalede vatkugler, osv. Overalt sælges der julepynt, ethvert supermarked med respekt for sig selv har selvfølgelig et enormt udvalg, for bare at nævne et eksempel.

Du kan simpelthen købe alt til julen… 

Da jeg første gang var i USA og på en udflugt, standsede vognen ved ”En Julebutik”, og aldrig har jeg set så meget julepynt på én gang… Senere har jeg besøgt flere Julemuseer i Tyskland, og de stod bestemt ikke tilbage for butikken i staten New York.

Mit yndlingsjulepynt er De flettede Julestjerner af strimler, og jeg ser, at man på nettet kan finde en fuldstændig vejledning til at flette stjerner… som barn syntes jeg, det var svært, men min Far var heldigvis god til at lære fra sig, så pludselig havde vi stjerner overalt og i alle størrelser. Stjernerne bliver bedst i tyndt karton, men kan også flettes af kraftigt gavepapir eller hvad man nu har i huset.

Hos os har vi også altid haft Nisser på træet: dejlige små ”garnnisser” eller de mere primitive nisser af piberensere.

Også hvide engle klippet i karton har pyntet vort træ, her har jeg forgæves ledt efter skabeloner til tykke, hvide englebørn, men fandt dem ikke, så I må nøjes med disse søde hvide børneengle.

Og der skal selvfølgelig LYS på træet. Vi har altid brugt levende lys, selv om mange steder mener, det er for farligt. Lysestagerne fås i mange afskygninger, gerne af metal, således at de er tunge nok til at sætte på træets grene. jeg flottede mig engang og samlede de smukke stager fra Georg Jensen, ganske enkle med en ting eller figur forneden for at gøre dem tunge.

Og … glem ikke vore børn og børnebørn, de elsker at lave julepynt, på et eller andet tidspunkt havde vi så meget, at vi kunne pynte Det store Juletræ på Københavns Rådhusplads mindst to gange. Hvem har ikke fået de herligste små lygter og musetrapper af børnene, eller dejlige engle klippet ud i kraftigt papir eller tyndt karton? Eller ”kilometervis” af de herligste brogede guirlander, lavet af ringe….. Er der noget finere end et juletræ i alskens farver med den herligste julepynt? Og hvad gør det, at der er skæve lygter og hjerter, alt er lavet med kærlighed af store og små. Der er nogle, der holder deres træ i rød og hvidt, eller i sølv og guld, men hos os har træet altid lignet ”et fastelavnsris” i alle regnbuens farver! Og der skal selvfølgelig LYS på træet. Vi har altid brugt levende lys, selv om mange steder mener, det er for farligt. Lysestagerne fås i mange afskygninger, gerne af metal, således at de er tunge nok til at sætte på træets grene. jeg flottede mig engang og samlede de smukke stager fra Georg Jensen, ganske enkle med en ting eller figur forneden for at gøre dem tunge.

Nogle hænger stjernekastere på træet, det går vi nu aldrig hos os, vi lader træet stå til Hellig Tre Kongers Aften den 6. januar, og til nytår kan vi finde på at vikle det ind i serpentiner i alle farver, men vi stikker altid knallerter ind mellem grenene, det er et hit for børnebørnene.

Under træet ligger gaverne smukt pakket ind, (de dækker juletræsfoden) og der er altid en vis spænding blandt alle: Hvad mon jeg får i julegave???? I min Mors barndom hang gaverne uindpakket på træet akkurat som I vor yndlingsjulesang: ”Højt fra Træets Grønne Top”! Ja, tiderne skifter, men JULEN er noget særligt, og det bliver den ved med at være! ”Rør blot ikke ved min gamle JUL!!!!!

SPÆNDENDE ANTIK DUKKE M.M. i SEJERØ KØBMANDSHANDELS MUSEUM.

Tekst og billeder: Lene Byfoged

Det er nogle år siden vi har besøgt museet på Sejerø, men her i sommer havde vi gæster, som gerne ville se den gamle købmandsforretning og de gamle fine stuer.

Museet viser den gamle købmandsbutik, der lukkede i starten af 1970,erne og resten af det gamle hus. Alt står som det stod dengang, virkelig en nostalgisk tur man er på, når man besøger museet. Jeg kan huske jeg har handlet der, de første år jeg kom på Sejerø, men madvarer købte man aldrig, udløbstiden på varerne var for længst overskredet. På første sal op ad en stejl trappe, findes bl.a. alle de spændende fund, der er fundet i jorden på Sejerø, gamle klædningsstykker m.m.

Det lignede selvfølgelig sig selv, men nogle nyanskaffelser fandt jeg da. Den fineste antikke Milliniere dukke stod i en montre på første sal, sammen med alle de andre ting og sager fra Sejerøs historie.

Jeg fik taget nogle billeder af hende i montren, men nogle dage senere, kørte vi ned på museet igen og fik lov til at få hende ud, så vi fik nogle bedre billeder.

Er hun ikke fin? Mærket af tidens tand, men alligevel flot bevaret, når man tænker på, at hun er omkring 180 år gammel.

Dukken er tysk, med ben og arme af træ, hoved af papmache og hvis hun er, som de dukker af samme slags, jeg har set billede af, har hun skindkrop. Tøjet er det originale. Hun er ca 25 cm høj.

Jeg ved ikke ret meget om denne slags dukker, så dejligt med hjælp fra eksperten Birgit Muusmann.

Det eneste man ved om dukken på museet er, at den blev givet til en lille pige på Sejerbygård på Sejerø i 1850.

Dukkens frisure fortæller om den alder og den dygtige og erfarne dukke – og legetøjsekspert Birgit Muusmann fra Antique Toys and Dolls i København, fortæller at denne dukke er fra omkring 1840,erne og det passer jo fint med, at den blev givet væk i 1850. Frisuren er lige som dem på den tidlige KPM chinadukker, fortæller Birgit.
Her ses de smukke slanke træarme.
Og her kan man se lidt af træfødderne.
Dukken i sit falmede og mørnede tøj. Som det ses, har en lille pige nok på et eller andet tidspunkt, lavet den lille halskæde og givet dukken den på.

Kunne dukken tale, ville vi vide meget mere om den, men vi må nøjes med at nyde den.

Udover dukken var der også et sæt dukkemøbler, jeg ikke havde set før. Et fint sæt fængselslegetøj. Dejligt at se et helt sæt samlet. En fin udstilling af diverse pap og papirvarer, nød jeg også.

Museet laver nye udstillinger hvert år, så kommer der nye ting frem fra gemmerne.

De fine dukkehus møbler lavet af Dansk Legetøjsfabrik.
En fin udstilling af gamle reklameskilte, glansbilleder og Richs Samlealbummer.
Lidt fra udstillingsvinduet. Måske fra Dansk Legetøjsfabrik?

Skulle nogen lægge vejen forbi Sejerø, så snyd ikke jer selv for et besøg på dette dejlige lille museum.

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Tredje Del C!

(Tekst og fotos Sigi Ulbrich, tortula.de ©) (oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra tortula.de ©)

Kære Læsere, hermed sidste del om de smukke tændstikæsker, med Tak til samleren Sigi Ulbrich for dit udførlige arbejde! Måske flere af jer er lige så tændte på disse små og unikke kunstværker, hvem ved ?



I mellemtiden har vi vænnet os til, at mange pyntegenstande af træ ikke mere bliver drejet., Tænk blot på den smukt udførte buehvælving i 3D, som fru Ludwig har præsenteret os for i 12/2014 og 1/2015 www.tortula.de. Lasercut-teknik (laser-skæring-teknikken) var således et trylleord, men alligevel blev den også anvendt på disse tændstikæsker. Lasercut, ja kun på den måde kan man udføre sådanne små kunstværker.

Firmaet Silhoubox— bag dette navn gemmer sig Ulrike Zimmermann og Norbert Corsten, udfærdigede for 6 år siden klenodier af højeste kvalitet. Mens fru Zimmermann fremstiller æskerne og tager sig af virksomheden, skaber Norbert Corsten motiverne. Deres første vare var ”Krybben” (Jesusbarnet), og den blev åbenbart en succes. I mellemtiden er der skabt uendeligt mange motiver til alle mulige anledninger. Og alle bliver udfærdiget i firmaet Zimmermann/Corsten, dvs. laserskåret, limet op, pakket og forsynet med firmaets påtegning..

Firmaet Silhoubox tilbyder følgende varer under dette slogan: Mini-silhoutter Små, fine og forbavsende detaillerede Om det drejer sig om natur-, jule-, sport-, byer, religiøse eller højtidelige motiver til særlige anledninger og fester, findes der laserskårne, 3-dimensionale miniature-silhuetter af finsk træpap i en dekorativ, håndlavet tændstikæske — ganske enkelt med et smukt udseende og en flot gave til enhver lejlighed. Til disse ord kan jeg egentlig ikke tilføje noget. Kun at firmaet Silhoubox venligst hat stillet os deres fotos til disposition, og at man faktisk til enhver lejlighed og til overkommelige priser kan købe disse klenodier online.

Siden begyndelsen af 90erne har opfinderen Richard Wetzel fra Heilbronn fyldt sine tændstikæsker med papir. Han skaber byer, landskaber, scener fra eventyr, situationer fra det religiøse og det daglige liv. Alt skabes i papir— som forvandles til udstansede hobbyark, som foldet på en særlig fiks måde passer ind i en tændstikæske. Der skal efterhånden være skabt 30 forskellige æsker. Foruden ”Köln” har jeg også Noas Ark, et sandt vidunder. Mens jeg allerede har opbygget ”Köln”, ligger arken stadig i sin æske, men se blot på hobbyarket: sådan et ark ser man ikke hver dag. Desværre har jeg ikke fundet nogen præsentation på internettet, men foretager du en Googlesøgning, finder du hurtigt æskerne. Denne søgning betaler sig, og æskerne kan købes online— til virkeligt anstændige priser. Opbygningen af motiverne kræver tålmodighed og lidt fingerfærdighed, men det er en fornøjelse at gå i gang med.

Ofte er tændstikæskerne også lidt tykkere – som her med de små Flammer. De ”store” var på 6 cm, og de ”små” passer lige præcis og meget nøjagtigt ind i en tændstikæske, som er lidt tykkere. De blev fremstillet i 70erne af firmaet El Greco, og de blev solgt under navnet SISO. Men til sidst kom de fra Simba Toys GmbH & Co.. Hos Simba havde de bløde hoveder. Fru Ludwig har en del af disse bitte små æsker. Hun har sendt mig fotos og oplyst om Mærkningen: Little Freinds / Mary /1976 Hallmark Cards Inc./ elgreco (Små venner / Mary / 1976 Hallmark etc). På bagsiden står trykt: Little Friends / Zur Freundschaft braucht man zwei (Små venner / man skal være to til et venskab). Nå det er da virkelig pæne og kloge ord. Disse ting var en virkelig fin gaveidé, og de små piger var tossede med gaverne.

Hele tiden ser man tændstikæsker, og de er for det meste smukt forarbejdet, inden i er små dukker. For nogle år siden købte jeg en lille æske, og i den lå to bitte små mini-porcelænsdukker. I bogen ”Erzgebirge Volkskunst in der Zündholzschachtel” (Folkekunst fra Erzgebirge i Tændstikæsken”) bliver også dette tema kort opridset:

Særpræget er også en fransk æske med to yndige bitte små porcelænsdukker, som har et lille hæklet tæppe over sig. Om denne æske var seriefremstillet eller ”kun” en selvfremstillet fødselsdagsgave, må stå åbent!

Jeg købte dengang min æske, fordi den var påtrykt de dansende svenskere. Først meget senere opdagede jeg dens fine indhold. De små bitte dukker er blot 2,3 cm. De ligger på et gammelt leje af vat. De har ikke noget lille hæklet tæppe over sig. Som jeg allerede sagde i udgave 4/2016 www.tortula.de: ”Er man først begyndt med tændstikæsker, er der ingen vej tilbage!”

Men jeg ville jo slet ikke samle på tændstikæsker og dog – jeg har en samling, det kan jeg ikke lyve mig fra, jeg har en lille samling, og det hele begyndt dengang med den lille bitte buehvælving.

Og nu er det så blevet til mange æsker, og hver især er på sin måde et lille klenodie. Jeg ville meget gerne præsentere jer for endnu flere og beskrive dem. Men lidt efter lidt er pladsen hertil brugt op, og jeg må ganske enkelt slutte af, og dog vil jeg da lige vise jer et par af mine absolut yndlingsæsker. Der er f.eks. æskerne med jernbanerne, som jeg har ”lokket” min mand med. Se nu nøje på dem, Stübelmacher har også nogle miniæsker på programmet. Også mine vintersportsfolk er ikke helt almindelige. Slædekøreren stammer fra Frohs. Hvilken virksomhed, der har fremstillet skiløberen, ved jeg desværre ikke, men han kom fra Dregeno. Har I mon nogen sinde set en prøveæske? Den har ”dobbelt bund”. Et rigtigt kunstværk. En virkelig ”Brændende IDE” er æsken fra Stübelmacher. Et delikat tålmodighedsspil (Gordiske Knuder) og et par tændstikker. Dengang rygning stadig var tilladt i restauranter, var dette helt sikkert en herlig beskæftigelse til at fordrive ventetiden med. Skønt der er vejledning med til spillet, har jeg endnu ikke kunnet løse gåden. Fortryllende og detaljeret er sættekassen. Den hænger jeg nu helt sikkert op i en dukkestue.

Hermed sluttes ringen. Med buehvælvingen fra Gisbert Neuber begyndte det – og det slutter med sættekassen.

Og da jeg endnu har såååå maaange æsker, som jeg absolut må vise jer, følger hermed en fotoside.

Med hilsner fra og tusind tak til Sigi Ulbrich (tortula.de)

Hermed slutter den lange, dejlige og interessante beretning om Tændstikæskerne— en sand appetitvækker— gad vide, hvad jeg gør, når jeg støder på de små kunstværker??? Jeg ejer bare én æske købt i Sonneberg ! (Lise)

God Læselyst, alle sammen, ønsker Lene og Lise

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Anden Del B!

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de © Oversættelse: Lise Brastrup clasen med tilladelse fra tortula.de ©)

Kære Læsere, hermed fortsætter beretningen om fremstilling af de dejlige tændstikæsker, med tak til samleren Sigi Ulbrich for din grundige research!

Firmaet SINA® Spielzeug (legetøj) blev grundlagt den 25 juni 1991—dvs knapt et år efter Genforeningen – af Lulu Schiffler-Betz, Horst Ehnert og Werner Seidler.Firmaets adresse var i Neuwernsdorf – direkte ved landegrænsen til Tjekkiet. I 1995 flyttede firmaet til et nyt produktionsområde i Neuhausen.

Sina har med ”Der kleine Schwede” (Den lile Svensker) virkeligt optaget en klassiker i sit program. ”Svenskeren” blev i 1908 grundlagt af legetøjs og trævarefabrikken S.F. Fischer Oberseiffenbach. Det drejede sig dengang om 7 små byggeklodser af træ –  som lige netop kunne ligge i en tændstikæske. Jeg siger tak til Annette Gärtner for at lade mig benytte fotos af hendes ”alten Schweden” (gamle svenskere) i denne artikel. Hos SINA® er der til den nye gamle Svensker en fin byggevejledning. Fru Gärtner mener bestemt, at der også for 100 år siden var en byggevejledning, den er hun ganske vist ikke i besiddelse af. Men hun har ret, for jeg modtog fra hr. Kleindienst – www.baukastensammler.de –  et billede af hans byggeplan. Jeg siger tak for tilladelsen til at måtte vise den her.

Og nu vil både den ene og den anden nok sige, at det jo ikke er nogen tændstikæske. Ja, det stemmer, den nye lille Svensker er anbragt i en æske med låg (Mærket Skotøjsæske) på størrelse med en tændstikæske. Havde det nu ikke været den gamle Svensker, der her faktisk ligger i den klassiske Matchbox (foldeæske), havde jeg måske tøvet med at vise SINA® Svenskeren her, men på en eller anden måde hører den sammen med Den gamle Svensker, og under alle omstændigheder er den smuk.

Max Hetze Seiffen –  var en legetøjshandler – der allerede i det 19 århundrede havde solgt sine varer på Marskandisermarkedet i Dresden— i hvert fald står det sådan skrevet på en tændstikæske, som hans efterfølger har fremlagt  –  I henhold til bogen ”Erzgebirgische Volkskunst in der Zündholzschachtel” (Folkekunst fra Erzgebirge i tændstikæsker) 1991. Da jeg købte min æske, fik jeg sammen med den en meget interessant henvisning/forklaring: Ferdinand Hetze rejste vor 125 år siden for første gang til marskandisermarkedet med sine varer. Han var to dage undervejs med sin trillebør. NÅ DA DA.. Hvad siger I så! I æsken er indlagt et meget interessant og sødt baggrundsbillede. Til højre ses Kirken i Seiffen og til venstre ses DresderZwinger (Dresdner Zwinger er den berømte bygning i barokstil, hvor museer og mange andre interessante seværdigheder har til huse. – bemærkning fra oversætteren) ).

I handelsregistret for Seiffen kan jeg desværre kun finde en registrering fra den 30.3.1999, her er Titus og Sebastian Kirtsche indtrådt som interessenter med personlig hæftelse, og firmaet hedder blot Max Hetze Seiffen OHG. Selv om det ikke er nævnt nogen steder, går jeg ud fra, at med disse to herrer drejer det sig om Bärbel Kirsches sønner, der sammen med hende den 15.3.1999 som personligt hæftende interessenter har købt firmaet af Rudi og Edith Kirsche (sandsynligvis forældrene eller svigerforældrene). For øvrigt udtræder Bärbel Kirsche den 2.7.2003 af firmaet. Årsagen er ikke anført. I Folkeregistret fra 1940 er der stadig som legetøjshandler indskrevet en Max Hetze. I den ovennævnte finder man kun en kort beskrivelse og et foto, at Max Hetze i 1955 har udbudt en æske med et puslespil i fem dele til VEB-Schuhfabrik Zwönitz. Forhåbentligt bliver ingen stødt over gadenavnet. Det er jo sådan, at hver by på den tid havde en gade med dette navn, som man efter krigen hurtigt måtte omdøbe. Ofrene blev de fastboende borgere, og især forretningsfolkene, som med store omkostninger måtte anskaffe nyt brevpapir, nye stempler osv. Sådan var tiderne, og vi må leve med vor fortid, som den dag i dag stadig er en del af os.

Værkstederne Flade & Wiltner har i tidsrummet fra 1994 til 2001 arbejdet under denne form vor virksomhed.. Bag disse navne skjuler sig deres forældre Traute og Helmut Flade og datteren Annelie Wiltner og Kerstin Flade-Drechsel. Mens ægteparret Flade og datteren Kerstin Flade-Drechsel straks efter vendepunktet (DDR i oktober 1989) indrettede deres værksted, arbejdede Annelie Wiltner først i Dresden, indtil det lige før 1994 og frem til 2001 kom til dette samarbejde. Fra dette tidsrum stammer die ”Saksiske Miniaturer fra Dresden”. Egentlig er Skuffeæskerne ikke rigtige tændstikæsker. De er ca. 7 x 4,8 x 3 cm store, mens tændstikæsker blot er ca. 5,3 x 3,6 x 1,5 cm. Men i det moderne Tyskland findes der tændstikæsker i mange størrelser – og dermed arten og indholdet – jeg måtte ganske enkelt tage dem alle med. De holder stand ved enhver sammenligning. Damen til venstre er fra fru Ludwigs samling — der også har sendt mig fotoet. Mange tak for det.

I dag har fru Wiltner i butik i Dresden i Grundstrasse 16. Hendes speciale er helt sikkert engle – et besøg i Grundstrasse er unde ralle omstændigheder en ”himmelsk” oplevelse.

 Fru Flade-Drechsels virksomhed findes stadig under navnet Werkstätten Flade i Olbernhau og har stadigvæk De saksiske Miniaturer på programmet. Helmut Flade afgik ved døden som 75-årig – en nekrolog finder man på hjemmesiden for Seiffener Museum under bekendtgørelser. Her får man et indfølende indblik i familiens historie og den afdødes arbejdsliv, idet begge dele er tæt forbundet med hinanden.

Kære Læsere, Sidste del C om Tændstikæskerne historie og de mange kunstnere kommer snarest. I mellemtiden siger vi atter tak til Sigi Ulbrich og ønsker alle fortsat

G o d Læ s e l y s t !