Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen (Del 2)

Med tak til Sigi Ulbrich  – tortula.de

for din informative research og indretningsfantasi ©

(Design: Lene Byfoged © — oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed rekapitulerer jeg: Jeg  havde en fortryllende lille dukkestue (25×18 cm og 16cm høj. Jeg vidste, hvor den kom fra. Egentlig burde jeg være tilfreds med den, som den var. Ja, burde, men det var jeg bare ikke!.

Igen og igen kiggede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse (Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler Verlag  – indprentede mig byggestilen og møblernes front. Jeg ville da kunne genkende dem, hvis jeg så dem.

(Hermed et link til forlaget www.swantje-koehler-verlag de

En dag opdagede jegi Thüringer Wirtschaftarchiv e.V. (Thüringer Arkiv for Erhverv og Økonomi):Theodor Luthardt, Steinbach. Med henvisning til Steinbach —Steinbach. Kunne dette være korrekt. Fandtes der to fabrikanter af arbejder i træ med navnet Theodor Luthardt?  Jeg så efter på landkortet. Der fandtes et Steinbach, men ”et lille stykke længere fremme”.  På et reklameskilt kunne jeg heldigvis læse den rigtige adresse. Det var Steinach— altså i umiddelbar nærhed af Sonneberg.

Her konstaterede jeg, at firmaet i 1894 blev grundlagt af Theodor Luthardt— som fabrikant af tamburiner og trommer. Desuden udfærdigede firmaet parketgulve, som blev lagt på i luksusbygninger. I 1909 udvidedes produktionen, således at man desuden fremstillede snesko og legetøj. Jeg regner med, at sneskoene var forløbere for vore ski. På vintersportsudstillingen i 1911 modtog firmaet en bronzemedalje for sneskoene  – som blev lanceret under navnet Fritjof. Denne benævnelse henviser direkte til den norske polarforsker og modtager af nobelfredsprisen Fridjof Nansen. Dette er nærliggende at tænke, med hensyn til teknik og videreudvikling af vintersportsudstyr og Nansens fortjeneste. Jeg har dog ikke fundet beviser på dette.

Men netop dette Fritjof-skilt er limet op på bagsiden af skabet.

Det bayerske statsbibliotek har udskrifter af Regeringsdokumentet for Hertugdømmet Coburg fra 1875. Denne Johann Carl Luthardt havde 5 sønner. Theodor, ham med parketgulvet, trommerne og dukkestuerne var den yngste bror. Han slog sig således igen ned i Steinach med både snesko, parketgulve og dukkestuemøbler.


Postkort: Privateje. Med tak for lån til Karl Heinz Luthardt.
 

Postkortet herover viser fabrikken og i baggrunden familien Luthardts privatbolig i 20erne.

Efter 1. Verdenskrig var allerede tre Luthardt-generationer beskæftiget i firmaet. Theodor, hans søn Oscar og dennes  søn Walther. I 1923 efter Theodor Luthardts død omdannedes firmaet til en kommanditselskab og i 1936 til et Interessentskab (Ansvarligt selskab/=OHG).


Postkort: Privateje  Med tak for lån til Emil Lichter.

I 30erne blev Steinach kaldt ”Julemandens Værksted”. I 1933 viste 21 Steinach-firmaer i Kreisstadt (hovedbyen i en kreds) Sonneberg deres produkter frem på en legetøjsudstilling. Ud af disse var 15 Steinacher-firmaer trælegetøjsfabrikanter. Herunder regnedes også Theodor Luthardt med sine parketgulve, snesko og de små bondestuer.

Annonce: Privateje: Med tak for lån til Anni Lichter.

Thüringer Waldbote  (Amtsavis for distriktet) skrev herom den 9. maj 1933 følgende:

På Sonnerberger-udstillingen træder vi nu ind i Steinachs børneparadis. Her bydes  vi velkommen af ”Luta-Dukker” fra firmaet  M. Luthardt, ejer,  hvor udgaver af mange forskellige menneskeracer smiler til os.

….. Produkterne fra firmaet Theodor Luthardt, alle former for snesko, slæder og skistave præsenteres i gennemtænkt opstilling. Også en plade med mesterligt anlagt parketgulv kunne ses.

Og her må man igen gætte. M. Luthardt må ganske enkelt være en trykfejl. Lutadukkerne er  –  påviseligt  –  fra firmaet W. Luthardt-Idel.

Disse Luthardts hører ganske vist til familien, men kommer fra en anden gren.

Hos mig foreligger en skrivelse af den 9.11.1937 til en legetøjshandler. Her tilbydes den lille dukkestue  – til at skille ad  –  som forstue og soverum. Indkøbspris for Vedes-forhandleren 2,50 RM (Reichsmark) netto.

Mellem 1945 og 1949 blev produktionen overvejende omstillet til forbrugsartikler (tøjklemmer og smørebrikker  til morgenmaden). Dog tilføjede man dukkemøbler, børnetrommer og parketgulve igen i programmet.. I 1958 bortforpagtedes virksomheden til VEB Glasfaserwerk Steinach  (Glasfiberfabrik)(!)  Ja, sådan står der faktisk i bilagene fra Thüringer Wirtschaftsarchiv (Arkiv for erhverv og økonomi). Kort tid efter blev det derfra solgt og opløst  – dette ifølge nævnte arkiv. For mig en noget vag skildring, som kun har meget lidt at gøre med de på den tid sædvanlige fremgangsmåder i DDR.  Dog har jeg ikke kunne fremskaffe flere oplysninger desangående.

Den sidste driftsleder var Walther Luthardt  –  og nu bliver det interessant. Han betegnes som svampeforsker. Han har fremdrevet helt specielle spiselige svampe. Allerede under 2. Verdenskrig startede han sin forskning. For mig er det bøhmiske landsbyer, hvorfor jeg her citerer Steinacher Wochenspiegel fra den 17.4.2015 (ugeavis fra Steinach-Området).

Walter Luthardt, født i 1899 i Steinach, var fra 1924 teknisk leder af sit  fædrene firma Theodor Luthardt KG , hvor der fremstilledes trælegetøj og senere  parketgulve, ski samt andre trævarer.

Med henblik på videnskabelig rådgivning og deltagelse i sine forsøg satte Walther Luthardt sig i forbindelse med forskellige højskoler og andre fagfæller.

I maj 1948 besøgte videnskabsmænd og repræsentanter fra den sovjetiske besættelsesmagt dyrkningsanlægget for svampe. Som udfald af disse besøg og gennem finansielle midler fra Thüringer Ministerium for handel og forsyning blev der i 1949 indrettet et mykologisk (mykologi er læren om svampe) laboratorium i Nordschule i Steinach under ledelse af Dr. Helmut Kuntze, hørende under Institut für Specielbotanik ved Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena.  Såvel W. Luthardt som Dr. Kuntze og prof. Schwarz formulerede tyngdepunkterne angående forskningsarbejdet. Dette laboratorium eksisterede kun til 1951 i Steinach, hvorefter det blev flyttet til Weimar.

I begyndelsen havde  forsøgene med  dyrkningen af spiselige svampe på træ første prioritet for W. Luthardt, senere blev det den ”biologiske” nedbrydning og udviklingen af Myko-træ .

Hvordan denne ”svampeforskning”hænger sammen med ”bortforpagtning og salg” af firmaet står hen i det uvisse. Men det kan dog fastslås, at denne forskning har vakt stor opsigt  –  også hos den daværende besættelsesmagt. Jeg har købt hans bog  –  men har desværre ikke spor forstand på dette tema. Men jeg vil dog lige nævne den.

Hos mig foreligger en skrivelse fra 7.5.1953 til en legetøjsforhandler. Henvisningen til undtagelseskontrakten med DHZ (Deutsche Handelszentrale) er meget interessant. DHZ er den tyske handelscentral i DDR. Under visse forudsætninger var det for DDR-fabrikanterne tilladt at forarbejde og sælge legetøj.

Også i denne skrivelse tilbydes dukkestuemøbler. Desværre kunne jeg ikke forbinde  de  nævnte numre med illustrationerne.

I skal i denne forbindelse tænke på, at valutaen DM ikke kun eksisterede i vesten. I tiden fra den 24. juli 1948 og til den 31. juli 1964 hed DDR-valutaen også Deutsche Mark (Tyske Mark).

Blandt mine bilag ses også de to sorthvide illustrationer af disse to sparebøsser med lås og sprække. Efter vor tids normer er det næppe til at tro, at disse to små billeder kunne lokke kunder til. Ærgerligt at vi ikke kan se dem i farver. Spilledåsen til højre har i alle tilfælde stor lighed med kisten i mine stuer.

Mens det med tiden gik godt fremad med i min forskning/research kiggede jeg hele tiden i Online-salgstilbudene efter Luthardt-stuer eller enkelte  møbler  –  men forgæves.  Indtil den 10.9.2019. Her gjorde min veninde Sherri mig opmærksom på et onlineudbud, som hun havde opdaget på hos en amerikansk onlinsælger.

I mine bilag fra 1953 var der billeder af klædeskabet og servanten. Her er priserne streget over. I mit leksikon  over dukkestuer og –huse er de nævnt. Jeg går derfor ud fra, at firmaet Luthardt stadig benyttede det gamle katalog og prislister med RM-(Reichmatks)priserne og ganske enkelt stregede de forældede priser ud. Der var allerede dengang hårde tider.

Jeg købte disse møbler  – og måtte selvfølgeligt smile underfundigt over prisen på 14,40 Rentenmark pr. dusin (se leksikon for dukkestuer og –huse).  Jeg sætter stor pris på disse møbler fra 30erne, mere præcist kan jeg ikke udrykke mig. Men trods alt har jeg endnu ikke tilstrækkelige informationer og for få møbler her.

Og da så jeg i midten af september 2019 denne auktion. En komplet Luthardt-stue i kabinet. Ja, endog den sammenfoldelige æske var med i udbudet.  Aldrig havde jeg regnet med, nogen sinde at skulle holde sådan en æske  –  lidt større end en cigarkasse  –  i hånden.

Enhver samler vil kunne forstå min glæde. En sammenfoldelig Luthardt-dukkestue med komplet møblement og den er min.

Efter min fornemmelse er stuen lidt stor i forhold til møblerne. Kigger man i kataloget, vil man læse, at netop denne stue også blev udbudt som soveværelse, og her skulle naturligvis være mere plads.

Det første, jeg gjorde, var at stille møblerne op til fotografering nøjagtigt efter billedet i kataloget. Og her blev jeg forbløffet over, at den lille toarmede lysestage stadig eksisterede— dog uden lys.

Nå ja,  tidens tand har påvirket kabinettet en smule. Når jeg ser mig i spejlet, må jeg sige det samme om mig selv  –  og jeg er meget yngre end denne stue. Ja, alt har på en eller anden måde sin berettigelse..

Jeg syntes, at den var i ret pæn stand  – der var ikke noget, som ikke kunne repareres.

”Æsken” er af træ. Den forreste del kan man klappe ned. Som hængsel tjener blot det lilla papir, som er limet uden på huset.

Låget  –  uden på med pålimet lilla papir  – gør det samtidig ud for bagvæg. De to smalle sidestykker fra låget er desværre brækket af. Men de var dog med. Jeg vil med en lille strimmel lilla papir  – så at sige som plaster— atter fastgøre sidestykkerne.

For at komme de originale farvetoner så nær som muligt, har jeg scannet bagvæggen og klippet en slags strimmel, som jeg har ganget op og lidt efter lidt ændret dens farvenuance. Hver strimmel har jeg nummereret og derefter printet siden ud, og således fandt jeg den farvetone, som kommer tættest på originalen. Med denne nuance printede jeg siden ud og har nu tilstrækkeligt med ”plaster” til reparationen.

Æskens bund og sidestykker er af træ. Som allerede nævnt er æskens låg samtidig bagvæg. I sidestykket stykket er der oprindeligt fræset en rille/not, og i denne not stikkes den øverste del af sidestykket  –  af pap  – ind.

Sidestykkerne har vinduer, som man endda kan åbne. Men det mest fantastiske er, at disse sidestykker knappes med tryklåse!!!! På de smalleste steder af låget/bagstykket, helt utroligt, men de holder og sidder absolut fast  –  selv endnu i dag.

Den eneste ulempe ved denne konstruktion er, at man ikke kan hænge noget op på væggene —  måske højst et lille billede, men ingen hylder eller reoler.

Jeg sammenligner møblerne med dem fra min første Luthardt-stue. Betragter man skabet, er betegnelsen ”Hvert enkelt møbel er kvalitetsarbejde” nok lidt overdrevet. Selvfølgelig vil jeg lade det forblive skævt, men om jeg engang kan stille tallerkener i det  ??  –  Tja,  det har jeg endnu ikke forsøgt.

Bordene er identiske. Og udpræget smukke, jeg elsker holdbarhed. Men med hensyn til stolesæderne lægger man mærke til, at stolesæderne er forskelligt udført. Også byggestilen er lidt anderledes, ikke meget, men med kritiske øjne vil man se det.

Kisten og den lille skammel er i den nye stue meget smukkere dekoreret, men ellers er de bygget på samme måde.

Mens jeg betragtede skamlen, fik jeg en Déjà-vu-oplevelse. Denne skammel havde jeg allerede set engang før— blot i større udgave. Javel, det passer, den står i  min Strassburg-stue og har funktion som underbord for en lille dukkestue.

Og selvfølgelig tog jeg straks et billede af de to skamler  fra stuerne. Der er ingen tvivl, de er identiske  – med undtagelse af størrelsen. Den fra Strassburg-stuen er øjensynligt fra serien til dukker på 18 cm. Hvor herligt, nu kunne jeg igen katalogisere et møbel til den rigtige fabrikant.

Flagskibet i enhver bondestue er naturligvis kakkelovnen Med denne ovn fik jeg en overraskelse. Alle ovnene i mine øvrige stuer er af træ. De enkelte kakler er udført med mere eller mindre kærlig hånd, og somme tider blot malet på. Det er ikke tilfældet med denne ovn. Den er af keramik, og det er overraskende, at den er i så god stand. Nå ja, den har foroven et lille skår, men det er også alt. Man kan ikke se, at den er over 80 år gammel. 

Til min store overraskelse har også lysestagen overlevet over 80 år i god stand. Den var let bøjet og fastgørelsen noget løs —men hel. Gerhard har bøjet den lidt tilbage, og jeg har lavet lys af schaslikpinde  –  for at få smukke spidser på lysene brugte jeg en blyantspidser.

Den anden overraskelse var skabet hhv. dets bagside. Her er påklæbet et mærke: Håndmalet: Fritjof/Handmalerei.  Blandt de få dokumenter, jeg har fundet om dette firma, var der blot en sammenhæng mellem Fritjof og sneskoene. Dette mærke er dog originalt og er klæbet på skabet, da det var fabriksnyt.

Jeg skulle allerede nu se at finde flere ideer til at indlemme denne virkeligt helt specielle stue i min samling. Og det lykkedes også. Jeg var i færd med at få mere lys i mine stuer, og derfor fik også denne stue en smuk belysning.

Min første indskydelse var at lade denne stue stå, som den er gengivet i kataloget. Men her spillede Gerhard ikke med, han ville ikke se ind i en tom stue. Altså lagde jeg først et tæppe på gulvet, og en lille skildpadde flyttede ind, og så satte jeg en lille ”Spreewald-Bärbel” ind i stuen. Men, da det står i bibelen, at det ikke er godt for mennesket at være alene, kom også en lille søster til Bärbel (ligeledes fra Hertwig i Karlshütte) ind i stuen— og jeg har givet dem begge et kniplestativ med rulle. Nå ja, en gammel spinderok finder jeg helt sikkert også i mine kasser. Og nu ser den slet ikke ud som den på billedet i det gamle katalog. Resten må vokse med tiden. Jeg har mange ideer,  –  men nej, jeg stiller ikke et agurkeglas derind.

Trælegetøj fra fængslerne – Dansk Legetøjsfabrik a/s 1905 – 1977

Vi har været så heldige, at Lars Topgaard, har skrevet dette spændende indlæg om hans netop udgivne bog og trælegetøjet fra de danske fængsler.

En stor tak til Lars.

I en netop udkommet bog om ” Trælegetøj fra fængslerne – Dansk Legetøjs- fabrik a/s 1905 – 1977” har Lars Topgaard behandlet dette interessante kulturhistoriske emne på næsten 300 sider med et væld af illustrationer. Disse består af 300 gengivelser fra syv gamle legetøjskataloger fra 1930’erne, som viser hvad der kunne præsteres af legetøjstilbud til børnene.

Materialet fra de gamle kataloger er grunddokumenter over fabrikationen af trælegetøj fra de i alt 8 fængsler og ”Kjeldsens Fangelejr”, der havde arbejdet med trælegetøj fra 1905/1908. Disse kataloger har IKKE tidligere været publiceret. Det kommercielle tiltag med afsætning og markedsføringen af trælegetøjet foregik via selskabet Dansk Legetøjsfabrik a/s, der var oprettet i 1916 til dette formål.

Bogen indholder også ca. 400 farvefotos af legetøj fra såvel museer som private samlinger og fra forfatterens egen store private samling af fængselslegetøj, som en hjælp til at identificere et stykke trælegetøj. For at gøre det hele mere overskueligt er bogen delt op i 2 hovedafsnit som hver omfatter 3 kapitler med gengivelser fra de gamle kataloger og 3 kapitler med farvefotos fra samlingerne.

 Drengelegetøj, (land og by relateret)

 Pigelegetøj (dukkehus mv.)

 Fælles legetøj (ude og inde legetøj)

 De enkelte kapitler er opdelt i grupper. Dog er det ikke lykkedes mig at få foto af alle gamle artefacts fra katalogerne. De gamle kataloger har desværre den ulempe at de viste artefacts, på grund af datidens gengivelsesteknik ikke lever helt op til nutidens krav om tydelighed. Jeg har søgt at udbedre de uklare illustrationer via forskellige SW programmer uden at dette helt er lykkedes. Jeg fandt, at det var bedre at vise legetøjet fra katalogerne for at få et billede af legetøjsudbuddet.

 Hvad angår dukker er disse ikke produceret på Dansk Legetøjsfabrik a/s hhv. de ni fængsler, da disse kun har arbejdet med træ medens fex. metal og bøger er produceret via Dansk Legetøjsfabrik a/s ’ andre producenter. Dette område er IKKE behandlet i bogen.

Historien om Dansk Legetøjsfabrik a/s begynder i 1908, selvom produktionen af trælegetøj så småt var i gang fra 1905. Dansk Legetøjsfabrik stiftedes 1908.

Rigsdagen vedtog 1905 en ændring af den danske straffelov, således at legetøjsarbejdet blev tilladt i danske arresthuse og fængsler. Naturligvis var der mange protester i samtiden over denne tilladelse til legetøjsarbejdet i fængslerne. Dette gjaldt især udbydere af legetøj, som følte deres næringsvej gået for nær. Fængslerne beskæftigede flere hundrede fanger med dette arbejde og argumentet gik bla. på, at nu kunne man holde fangerne væk fra håndværksarbejde, som kunne genere de hjemlige fag. Lederen af de københavnske fængsler fandt frem til, at man kunne fabrikere legetøj, idet så godt som alt legetøj blev importeret fra Tyskland. I Norge fremstillede man i fængslerne bla. kælke, ski og andet sportslegetøj. I 1909 udstillede Dansk Legetøjsfabrik for første gang de forskellige legetøjsprodukter på en landsudstilling, der fandt sted i Århus

Under 2. verdenskrig og i perioden umiddelbart derefter, var der mangel på materialer til produktionen, samtidig med dette var der ingen substitutions- muligheder for bla træ. I tiden efter 1948 begyndte det at knibe for fængslerne at følge med i udbuddet på legetøjet, da kvaliteten fra andre producenter var blevet forbedret. Konkurrencen kom bla. fra et stigende udbud af trælegetøj fra LEGO efter 1935, der senere blev fulgt op med udbuddet af plasticlegetøj. Selve produktionen af trælegetøj i fængslerne ophørte i juni 1977. Forholdene efter 1955 til 1977 er i bogen belyst med såvel eksempler på legetøj fra denne periode, samt foto af værkstedsmaskiner til produktionen.

Fra 1908 og nogle år frem kæmpede man med et image, hvor legetøjet var mørkt, idet fangerne havde en forkærlighed for at dekorere i mørke farver, sammenholdt med en masse kruseduller i dekor. Man kunne få den tanke, at de havde forlæg i nogle af fangernes egne tatoveringer! Se bla. de viste mørke huse nedenfor.

Proviniens: Forfatterens samling.

Hvordan begyndte selve legetøjsfabrikationen?

Man begyndte med en driftskapital på 7 kr., der blev anvendt til indkøb af træ. Det bemærkes, at der ikke senere er bevilliget midler til yderligere indkøb.

Efter indkøb af træ var det nu nødvendigt at få fremstillet nogle prøver, som kunne vises til de potentielle legetøjsforhandlere. Nu var det så heldigt, at fængslet skulle løslade en fange, der på papiret også besad de nødvendige kvalifikationer og han blev sendt af sted til kundeemnerne med den første produktion. Det konstanteres, at manden efter 25 år endnu ikke er vendt tilbage, ikke har indsendt ordre eller afleveret vareprøverne tilbage, så han har nok opgivet sin virksomhed som agent for Dansk Legetøjsfabrik a/s til fordel for noget mere indbringende.

En mulighed for et salg så fabrikkens direktør, så han påtog sig salgsopgaven. Denne blev gennemført ved besøg i jyske købstæder med et mindre udvalg af legetøj. Her var skepsis stor og det første kundeemnes kommentar var: ”Hvad skal det forestille ?” Men efter at have fået forklaret tingene, fremkom han med en række forslag til ændringer og disse dannede senere basis for oplæggene til nye modeller.

Efter en måneds udviklingsarbejde i Vestre Fængsel med de nye prøvemodeller, vendte direktøren tilbage til det første kundeemne og nu var reaktionen positiv. Nye ideer og forslag blev indhentet på udenlandske messer og arbejdet gik derpå i gang med nye typer legetøj OG farver.

Jyske og fynske børn foretrak f.eks. således legetøj med sort- og hvidbrogede køer, medens de sjællandske børn kendte mest til de rødbrogede køer, hvorfor disse blev udbudt her.

Proviniens. Forfatterens samling.

Fangerne i fængslerne ”grov” producerede trælegetøj til videre behandling.

Proviniens. Vestre fængsels Museum. Fængselslegetøj:

Alle de færdigproducerede stykker legetøj fra de ovenfor nævnte fængsler blev forsynet med et mærke, der viste at det var fra Dansk Legetøjsfabrik a/s. Det mo- derne” DLF’ varemærke efter 1930’erne så således ud.

Dansk Legetøjsfabrik a/s udsendte blandt andet det først kendte katalog

Der er KUN er angivet varenr. under de enkelte stykker legetøj, således mangler der oplysninger om såvel priser som størrelser

Dansk Legetøjsfabrik a/s producerede udover i træ også legetøj i zink.

Proviniens. Forfatterens samling:
Damperen “Odense” i zink.

En moderne bybus fra ca. 1965, der skønnes at have kørt i København blev ligeledes produceret for Dansk Legetøjsfabrik a/s. Bemærk at bussen havde gummi- hjul og reklame for et bryggeri.

Proviniens. Vestre fængsel´ Museum: Fængselslegetøj.

Til drenge på landet blev der udbudt bygninger som fex. en kostald med mælkejunger

Proviniens: Forfatterens samling.

Og til pigerne kunne der købes et køkken, der kunne forsynes med inventar

Proviniens: Forfatterens samling.

Eller et strygebræt

Proviniens. Forfatterens samling.

Inspireret af tidens mode fra film og optræden produceredes omkring 1965 også en guitar af Dansk Legetøjsfabrik a/s.

Proviniens.Vestre fængsel´Museum. Fængselslegetøj.

Dukkestuemøblerne skulle også følge moden for pigerne i 1960/70 med det mere ”romantiske look”. Bemærk vippespejlet.

Proviniens. Vestre fængsel´Museum. Fængselslegetøj.

Dansk Legetøjsfabrik a/s lukker i 1977

Virksomheden blev i 1977 nødsaget til at lukke for salg fra fængslerne og øvrige producenter, da markedet og efterspørgslen havde ændret sig. Det moderne plastic legetøj fra bla. LEGO med sine pædagogiske løsninger havde flyttet børnenes interesser og trælegetøjet var ikke længere moderne. Trælegetøjet blev opfattet som gammeldags og produktudviklingen var begrænset – se de ovenfor viste exempler – de stillede ikke længere krav til børnenes fantasi.

Copyright © 2019

Lars Topgaard : ”Trælegetøj fra fængslerne og Dansk Legetøjsfabrik a/s”

300 sider : FORLAGET JELLING – ISBN 978-87-92571-28-1. Pris: 300.-

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt  –  bondemøbler fra Thüringen  – del 1

Med tusind tak til Sigi Ulbrich , tortula.de, for endnu en spændende beretning om dukkemøbler og deres placering.

(Med hilsen fra Lene Byfoged, opstilling,  og Lise Brastrup Clasen, oversættelse,  ©

Det var den 8. oktober 2017, da jeg købte dette lille sæt bondemøbler i et stort Online-auktionshus. Egentlig fordi jeg syntes, at bordet var smukt,  og at jeg kunne bruge det i en anden dukkestue. Men det passede ikke i størrelsen, og det faldt mig faktisk svært at dele dette henrivende sæt. Således forsvandt det hele ned i min kasse, og på et eller andet tidspunkt besluttede jeg mig for at videresælge disse møbler.

Jeg satte dem på auktion, men det var vanskeligt straks at finde en køber.

Da jeg ledte efter fabrikanten af en anden lille sød dukkestue, bladede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler-forlaget… www.swantje-koehler-verlag.de

På side 128 stødte jeg på en gengivelse, og den måtte jeg se på en ekstra gang. Her var mine små møbler, godt nok i en anden opsætning, men umiskendeligt dem. Tak til Swantje Köhler for tilladelsen til at vise billedet her.

Hurtigt besluttede jeg mig til alligevel at beholde møblerne og samtidig for at finde ud af mere om firmaet Luthardt.

Samtidig med min research havde jeg disse møbler i tankerne og ville have en lille stue til dem. I min kasse lå stadig et flot vævet tæppe. Sherri havde engang sendt mig det. Det ville jeg bruge, og ud fra det blev grundtonen i stuen bestemt. Med et stykke hvidt papir simulerede jeg stuen og fastsatte målene. Og lige som af sig selv forsamlede de første miniaturer sig.

To 6,5 cm høje små dukkepiger fra porcelænsfabrikken Hertwig & Co., Karlshütte i Thüringen, skulle være beboere i denne stue

Jeg fandt en snedker, der byggede et passende kabinet til mig  –  et vindue leverede han straks med. Da han havde sendt mig det færdige kabinet, foretog jeg en sidste prøveopstilling. Jo, det var netop, som jeg havde forestillet og ønsket mig det.

Da stien skulle have ”brædddegulv”, udfærdigede jeg en passende skabelon af et stykke pap, og ridsede brædder i gulvet

Derefter bearbejdede jeg det med brun skosværte, og det fik således den ønskede,  mørke gulvbræddefarve.

                      Væggene malede jeg med vandopløselig akrylfarve i en sart laksefarvet nuance. Helt nøje afpasset efter tæppet.

Den fine lille borddug  –  med hulsøm  –  havde Aljona lagt i den sidste julepakke til mig. Den var perfekt til denne lille stue.

Men hver gang, som jeg kiggede ind i stuen, slog det mig, at der faktisk kun var en stol derinde. For lidt til to beboere.

Sherri forstod mit dilemma og spurgte Steve, og han erklærede sig parat til at bygge endnu en stol, jeg behøvede blot at sende de nøjagtige mål.

Med den næste pakke fra Missouri kom ikke bare én, men hele to stole. Sherri havde endda straks  malet dem, og hun har virkelig ramt den rigtige farve, og jeg er meget lykkelig over at have fået stolene

Vinduer er meget vigtigt for mig. De tider, hvor Gerhard savede dem ud for mig, er desværre forbi. Altså limer jeg dem nu altid på. Man kan for et par euro købe de færdige rammer i et stort online-auktionshus og selv gøre dem færdige. En rigtig god løsning, og ”udsigten” vælger man selv

For at alt kan stå sikkert og beskyttet mod snavs, har vi sat et akryltag og en akrylfront på stuen. Gerhard har boret hullerne med et vridbor, og med pynte hhv. polstersøm har vi fastgjort pladerne.

Da alle forberedelser var overstået, kunne møblerne og de to søde beboere flytte ind.

At indrette og pynte op er hver gang de allerskønneste timer for mig. Jeg havde fundet nogle ekstra smukke miniaturer frem.

  1. Uret har Steve bygget  – efter opmåling af et meget gammelt kukur, og Sherri har malet det.
  2. Portrætterne er af beboerne, jeg har klæbet dem op på en ramme til fremstilling af smykker.
  3. Vejrhuset er en dragtknap.
  4. Karussellen stammer fra fremstilling af smykker, jeg har gjort den lidt mindre farveprægtig.
  5. Mariastatuen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  6. Kalken og lysestagen er små dele fra smykkefremstilling.
  7. Guldfiskeglasset var engang en ørering.
  8. Konsollen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  9. Dukken er fra Flade ved Olbernhau i nærheden af Seiffen.
  10. Kaffeservicet blev fremstillet i Japan og er en gave fra Sherri.
  11. Korset stammer fra en defekt rosenkrans.
  12. Sjippetovet har jeg for år siden købt i England.
  13. Katten er af hård plastic, hvor den kommer fra, ved jeg ikke.
  14. Maleriet har en vakkelvorn metalramme – et typisk dukkestuebillede af ukendt herkomst.
  15. Skoen er af porcelæn og en souvenir fra en rejse til Holland.
  16. Urtepotten er fra DDR og blev solgt gennem Vero – ukendt fabrikant.
  17. Dukkevognen er fra 40erne og kommer fra Erzegebirge.
  18. Musene og den søde skildpadde er fra vor tid.

Og så en dag var den færdig, der var ikke mere at gøre. Den havde store chancer for at blive min yndlingsstue, og alligevel ikke, ja, alligevel ikke…. Men det er en helt anden historie.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine opstilling af min tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra webteamet: www.tortula.de  –  Tortula og hendes lille Puppenkommode/Dukkekommode…

Barn på Østerbro under krigen

Denne spændende og interessante artikel bringes

med tak til  Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv – 2100 Ø

Ja, sikken en forandring fra 1939 og til nu !

(Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle år siden var det et hit at fortælle om sin barndom i børnebørnenes klasser, hvad jeg  (Lise) også gjorde engang. Denne fine beretning er dog ikke min –men endnu tidligere, måske vækker den minder, eller måske husker I pludselig noget, I har fået fortalt af jeres bedsteforældre, hvem ved! Artiklen her er en fortælling, som giver stof til eftertanke!  En bedstemor fortæller følgende:

I 1939, da jeg var syv år, begyndte jeg at gå i skole på Vognmandsmarkens skole i København.

           Samme år begyndte 2. Verdenskrig, og i 1940 besatte Tyskland Danmark, og de tyske soldater tog vores skole, den skulle de bo i  –  der var også mange andre skoler, som tyskerne tog.

           Det betød, at jeg ikke længe gik i skole, men så begyndte jeg at gå i skole hver anden dag på en skole, Bryggervangen, som lå ved siden af Vognmagermarkens Skole, og vi gik dobbelt så mange børn på skolen, som den var beregnet til.

Senere gik jeg så i skole hver dag, men vi havde ingen frikvarterer, vi havde kun spisepause, og timerne var meget korte.

Jeg kunne godt lide lærerne på skolen, kun ikke tegnelæreren, han var meget streng.

           Når vi havde tegning, måtte vi ikke snakke, og hvis vi tabte blyanten på gulvet, kom vi i skammekrogen, dvs. så skulle man stå i en krog med ansigtet mod væggen og stå og skamme sig. Jeg kom tit i skammekrogen, for jeg kunne ikke lade være med at tabe blyanten, fordi jeg var så bange for at tabe den.

           Det er nok anderledes at gå i skole dengang end nu.

Når skoleklokken ringede, skulle alle klasserne stille op på række, to og to, og så måtte vi ikke snakke, og først, når gårdvagten gav lov, måtte vi gå op til klasseværelset.

Lærerne var nok lidt strengere dengang, og det var tilladt at give drengene en ørefigen, hvos de ikke gjorde, som der blev sagt  –  pigerne slap fri. Men jeg kan ikke huske, om der var nogen i klassen, som fik ørefigen.

Da vi kun havde et spisefrikvarter, kunne vi ikke nå at lege meget. Så gik gårdvagten, en af lærerne, rundt og passede på, at vi ikke legede for vildt, eller at drengene ikke gik ind i pigernes del af gården  –  vi havde en stor skolegård, hvor pigerne var i den ene ende, og drengene i den anden, vi måtte ikke lege sammen, jeg gik også i en ren pigeklasse, piger og drenge gik hver for sig.

           Om vinteren måtte vi ikke lege med sneen, det var jo også nok for farligt med så mange børn på skolen.

Hvis man var uartig, fik man en ”sveder”, som vi kaldte det, det betød, at vi skulle være i skole en time længere.

Når der kom en anden lærer ind i klassen midt i en time, skulle vi rejse os op fra skolepulten, og satte os først, når vi fik lov til det.

Af fag havde vi de samme fag, som I har, dog havde vi ikke formning, i stedet for havde vi tegning, håndarbejde for pigerne og sløjd for drengene.  Det var noget underligt noget, vi lavede i håndarbejde. Der var jo krig, så der var mange ting, man ikke kunne købe i forretningerne. Vi strikkede sokker af blåt garn, som smittede af på vore fingre, og strikkepindene rustede, hvis vi svedte på hænderne, og så syede vi korssting i stof, der var af papir, så det blev ikke særlig kønt.

Vi havde heller ikke orientering, som I har, men naturhistorie, hvor vi lærte om blomster, planter, dyr af alle slags, og geografi, hvor vi lærte om Danmark. Vi havde også historie, hvor vi lærte om Danmarks historie, det kunne jeg godt lide.

Gymnastik kunne jeg ikke lide, fordi lærerinden var så skrap, og jeg var lidt klodset til at spille langbold og rundbold og gå balancegang på bommen, som blev hejst ned fra loftet, sådan en har I også nok i jeres gymnastiksal.

Så havde vi dansk, skrivning og regning, det kunne jeg også godt lide.

Vi skrev diktat med skråskrift, man kendte slet ikke formskrift dengang, og vi skrev med grifler på små tavler i de første klasser, og senere med en blyant  –  kuglepenne havde man heller ikke. Når det skulle være rigtig fint, skrev vi med en pen, som sad fast på et penneskaft, og så dyppede vi den i et blækhus, som sad fast i skolepulten, og så skulle det være meget flot, og vi måtte ikke slå blækklatter.

Jeg tror nok, det var lidt kedeligere at gå i skole dengang, vi havde ikke de spændende bøger og hæfter, som I har i dag. Vi havde en læsebog og en regnebog, som ofte var lasede, da der var mange klasser, der skulle bruge de gamle bøger.

Når der var en, der havde fødselsdag, havde fødselsdagsbarnet bolsjer med og delte rundt i klassen og til lærerne, og så blev der sunget fødselsdagssang, den samme, som I synger i dag. Så kunne det ske, at læreren læste en historie for os, eller også legede vi stilleleg  –  det gik ud på, at man skulle sidde musestille med foldede hænder på bordet, så var der en, som stod oppe ved katederet og skulle vælge den, som sad mest stille, og så var det hendes tur til at stå oppe ved katederet og vælge.

I ville nok synes, det var en kedelig leg, men vi fra dengang kunne godt lide den leg

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Jeg glemte også at fortælle, at når man havde fødselsdag, inviterede man nogle klassekammerater hjem til kager og chokolade, dvs. chokolade kunne man ikke købe, så det var mælk med erstatningschokolade i. Så havde hver gæst en krone med som gave

Jeg var glad for at gå i skole, men vi havde mange lektier for hjemme, og vi terpede stavning og grammatik meget mere end i dag, og så var det hele jo meget sværere, fordi dengang skulle alle navneord staves med store bogstaver, og så skulle vi jo helt bestemt vide, hvilke ord, der var navneord. Vi havde også mange regnestykker for hjemme.

En anden ting var også, at vi skulle sige De til lærerne, man skulle i det hele taget være meget høflig, huske at bukke (drengene) og neje (pigerne) for de voksne.

           En dag, da jeg var på vej til skole, mødte jeg Kong Christian den Tiende, som var konge dengang, han red hver dag en tur i byen på sin hest. Da han så mig på fortovet, gjorde han honnør for mig, og jeg stod bare og kiggede og var meget benovet.

           Da jeg kom hjem fra skole og fortalte det til min mor, sagde hun til mig: ”Du huskede vel at neje for kongen”, nej, det havde jeg jo glemt, og det var en flov historie

De første fem år gik jeg i Vognmandsmarkens dvs. Bryggervangens skole, og derefter kom jeg over på jeres skole, som dengang hed Emdrup skole, der gik jeg de næste fem år, men det er en helt anden historie.

Jeg boede hos min far, mor og lillebror i det gamle Ryparken i en lille lejlighed, man havde jo ikke så megen plads dengang.

           Min bror og jeg delte et værelse. Vi boede dejligt med store græsplæner og store  sandkasser imellem husblokkene.

Der boede mange børn, så der  var altid nogen at lege med. Om sommeren spillede vi langbold og rundbold på de store græsplæner, eller lavede cirkus for hinanden eller så bare på, der var nogle, der var skrappe til at stå på hænder, og en kunne gå ned i spagat.

           Der var altaner til lejlighederne, og så byggede vi hule med nogle gamle tæpper under stuelejlighedernes altaner, indtil vi blev jaget væk, hvis vi larmede for meget.

Om vinteren legede vi jo med sneen, det var nogle meget kolde vintre, da jeg var barn, med masser af sne, så vi byggede vældige snehuler. Det var så koldt, så vi gik med et ekstra halstørklæde bundet rundt om hovedet, så kun øjnene var fri, og man fik tit frost i tæerne, det sved og kløede.

           Ellers løb vi meget på skøjter på isen på Emdrup sø, og om sommeren på rulleskøjter, det var jeg meget glad for.

En af  somrene, hvor det var meget dejligt vejr og varmt, var der nogle mennesker, hvor vi boede, som syntes, at vi børn larmede og råbte for meget om aftenerne, når de sad på altanen, og så blev der ansat en opsynsmand af boligselskabet, som skulle sørge for, at børnene ikke var ude at lege efter kl. 8 om aftenen, hvor det jo var lyst og dejlig vejr, så skulle vi gå hjem og inden døre. Den opsynsmand kaldte vi børn Lurifax.

De fleste af vore forældre syntes også, det var meget skrapt, at vi skulle være inden døre kl. 8, så jeg og flere andre børn fik af vore forældre lov til at være ude at lege om aftenen alligevel..

           Så skiftedes vi til at holde øje med, hvornår Lurifax kom hen til vores græsplæne, hvor vi legede. Han gik igennem hele boligkomplekset hver aften og jagede børnene hjem.

           Når så den, der holdt udkig efter Lurifax, råbte: ”Lurifax kommer”, råbte og skreg vi af fuld hals og løb ind i opgangen, og lige så snart Lurifax var gået, var vi ude at lege igen. Det varede ikke længe, før Lurifax ikke kom mere, og vi fik lov til at lege ude om aftenen om sommeren.

Alle mennesker var jo mere eller mindre fattige, fordi der var krig, og vi var besat af tyskerne, så vi kom ikke på ferie, det var for øvrigt heller ikke altid, at der kørte tog eller busser.

           Min far havde ferie 14 dage om sommeren, min mor arbejdede ikke ude, det var der ikke mange mødre, der gjorde dengang.

           Vi syntes, vi havde en dejlig ferie de 14 dage, min far var hjemme, for vi cyklede ud til stranden eller skoven, og hvis vi så fik en is, var vi meget glade.

Hvis det regnede, gik vi på museer, mest Nationalmuseet, det var meget spændende. Inden krigen var vi hos min mormor i Landskrona eller hos min tante i Småland i Sverige, men det kunne vi jo ikke under krigen, da vi ikke måtte rejse ud af landet.

Jeg tror nok, det var meget anderledes at være barn dengang. Fordi man ikke kunne købe noget i forretningerne, og da vi heller ikke havde så mange penge, var vores forældre nødt til at lave mange ting selv, og jeg syntes, det var dødsspændende at se min far forsåle sko og lave fine sommersandaler til mor og mig af noget gammelt stof, som han syede remme af og sømmede fast på nogle træbunde, de blev meget flotte.

Jeg fik også en flot kjole af noget køkkengardinstof, som min mor syede. Min lillebror fik bukser af min fars gamle bukser.

Min far brugte også meget tid på at lave cykler, lappe dem, når vi punkterede, og i det hele taget sætte dem i stand, så vi kunne cykle standsmæssigt, ofte med dækslapper, for man kunne jo heller ikke købe nye dæk og slanger til cyklerne.

Min første cykel var en gammel cykel, der havde været min tantes, den var alt for stor, og på pedalerne havde jeg store træklodser, så jeg kunne nå dem.

En ting, jeg tydeligt husker, var de træsplinter, der var i undertøjet, man gik med. Det var lavet af noget, der hed Celluld, det var lavet af træ og andre mærkelige ting, og somme tider mærkede man noget, der kradsede på ryggen, så måtte man have undertrøjen af, og så sad der en lille træsplint, som man så måtte pille ud.

           Vi var ikke så pæne i tøjet, som I er i dag, men vi var glade, bare vi fik noget nyt engang imellem, for der var jo ingen, der var finere end de andre, vi havde de alle sammen på den måde. Jeg kan huske, at jeg havde en lærerinde, som var så glad for sin nye cottoncoat, den var syet af et par gamle lagener.

Så var der jo også rationering på mange ting, vi havde rationeringsmærker, som man skulle aflevere til f.eks. Købmanden, når vi skulle købe sukker, eller hvad det nu var. Elektricitet og gas måtte vi heller ikke bruge så meget af, der blev ikke fyret ret meget i husene, man skulle spare på brændslet, så vi sad nogle gange, når det var koldt, svøbt ind i hver sit uldtæppe derhjemme i stuen.

           Vi skulle spare på alting, der var kun tændt én pære i en bordlampe i stuen om aftenen, så lagde min mor en hvid dug på bordet, så der blev lidt mere lys. Vi havde ikke varmet vand i rørene, så vi kunne ikke komme i bad.

Min mor og jeg gik i bad på Hellerup skole en gang om ugen for 50 øre, brusebad, og vi måtte kun bruge 20 minutter til badet.

Så var der jo også bælgmørkt på gaderne, vi havde mørklægning, dvs. vi havde sorte rullegardiner for vinduerne, så der var ingen lys i husene, der var ingen gadelamper, så vi gik med et hvidt armbind på, og kantstenen var malet hvid, så vi kunne skimte hinanden om aftenen. Der måtte ikke trænge lys ud, således at de engelske flyvere ikke kunne se nogen byer, når de somme tider fløj over Danmark. Så blev der somme tider blæst luftalarm af sirenerne, så skulle vi gå ned i kælderen, der var bare overflyvninger. Først sidst i krigen, blev der kastet bomber i København, men det er også en anden historie, det skete først lige inden jeg gik ud af skolen

Den første nat, der blæstes luftalarm, stod vi op og gik i kælderen, og jeg var meget bange, men det blev hurtigt en vane, somme tider sov vi bare uden at gå i kælderen.

           Trods krig og sparetider og ikke ret mange penge, havde jeg en god skoletid, men I vil jo nok synes, at I har det meget bedre i dag, og det synes jeg også bestemt, at I har. Jeg synes, det må være meget spændende at gå i skole i dag, og I lærer også meget mere, end vi gjorde, og ikke mindst lærer I en masse om verdenen uden for Danmark.

Tak for en dejlig og ægte beretning, som vækker stof til eftertanke, og vi,  der er næsten lige så gamle som fortælleren,  men først startede i skolen nogle år efter krigens slutning, husker sikkert alle, at spare tiderne varede ved i en del år. Jeg husker blandt andet de spare håndarbejder, vi lavede, materialerne var billige, men dog holdbare.

Jeg husker også, at der kom bananer og andet godt, og at man tog til Sverige og handlede for de få svenske kroner,  man måtte have med….   Hvis man da overholdt reglerne, …..   (Lise)

ENGLE og JUL – De dejligste figurer

Med tusind tak til Sigi Ulbrich for tekst og fotos  –   Tortula und ihre kleine Puppenkommode  – www.tortula.de

(opsætning af Lene Byfoged ©  – 

og oversat af Lise Brastrup Clasen ©)

Kender du Sanella-Englene?

Nej du ved sikkert slet ikke, hvad Sanella er?  Sanella er en tysk margarine, som allerede i 1904 kom på markedet og i dag hører under Rama-familien! Jeg selv som barn af 50erne, kender den kun som bage– og stegemargarine – og ikke som noget, der kan smøres på brødet. Jeg har faktisk ingen anelse om, hvorvidt man engang har brugt det til at smøre på brødet!

I 20erne og ind i 50erne var det almindeligt, at man i Tyskland fik en ekstra lille ting som tilgift, når man købte ind. De mest kendte af disse små ekstratilgifter, var margarinefigurerne

Her viser jeg jer nogle figurer fra det store udvalg af denne tilgift. En henvisning til Lise, da man også kunne få påklædningsdukker, og jeg har stadig en, som jeg i 1953 fik i vort apotek. Dengang var det stadig sjovt af hente medikamenter.

Efter de små badges fra WHW, en slags socialhjælp, som kan forklares således: ”WHW er en forkortelse af WinterHilfsWerk, (Vinterhjælp -foranstaltninger til at hjælpe folk i nød) . Disse emblemer/badges var et påfund fra Nazitiden, idet man på  billigste måde fremstillede alle slags emblemer af papir, træ, Papmaché, stof etc. Disse blev solgt på gaden, og det var selvfølgelig frivilligt at købe dem, men….. Blev man mødt uden emblem på frakkekraven, så naboerne skævt til en, altså var det på en måde alligevel en tvang. Senere, efter nazitiden,  fik man ikke kun margarinefigurer som tilgift, mange andre brancher hurtigt fulgte efter , f.eks. Kaffe-, te-, nudel-, havregryn-, bonevoks-, skosværte– og tobaksprodukter. Frem for alt  bejlede man med serier af figurer vedrørende alle de livsstilsområder, man kunne tænke sig, til børnenes gunst, således at disse fik indflydelse på de voksne indkøbsvaner. For øvrigt var det sådan, at mens vi fiskede vore figurer ud af poserne med kaffe, kunne man ved køb af margarine tage en figur op fra et stort glas.

Fra det personlige bekendtkab mellem Fritz Homann, Symbolet for margarinefabrikanterne i Tyskland, og Richard Sieper, indehaver af firmaet SIKU, så at sige Tysklands største automobilfabrikant, udvikledes et stort og intenst samarbejde. Siku blev Skaberen af de støbte margarinefigurer.

Disse reklamegaver blev så alsidige, at der ud fra dem er opstået selvstændige samleområder. Søger man via nettet på det store Auktionshus Ebay under emnet Margarinefigurer, forbavses man over at læse side op og side ned om, hvor alsidige udvalget er, og endnu mere forbavses man over den smukke udførelse af disse små miniaturefigurer, som er forarbejdet enormt detaljeret og nøjagtigt. Allerede dengang fandtes der dinosaurer, og sandsynligvis rakte menneskeheden allerede i 50erne ud efter stjernerne, i hvert fald findes der også en serie fra Verdensrummet. Dyr fra Zoologisk Have, bondegården, skoven og engen, fugle, fisk,. Reptiler, eventyr, jul, påske, husdyr, børn, idrætsfolk, køretøjer, skibe, flyvemaskiner, biler, motorcykler, folk fra fremmede lande, cowboys og indianere, erhverv, musikere og instrumenter.. Nej, jeg kan ikke remse alle serier op, men tro mig, der findes serier om alle livets forhold.

For, mig handler det først og fremmest om to eftertragtede serier: Alt til dukkestuerne og englene. Med undtagelse af fødselsdage og jul havde vi dengang ikke så mange muligheder for at få legetøj, og derfor var disse små ekstragaver noget særligt for os. Endnu i dag pynter nogle af figurerne fra den tid, op i mine dukkestuer.

Med tankerne om den kendte tyske julesang af Fridrich Silcher og Ernst Änschütz ”Alle Jahre wieder”/”Hvert år igen” har vi stadig i dag en hængende engel fra den tid, der hvert år pryder et lille juletræ i vort arbejdsværelse.

Om ”Sanella-englene” foruden anhængerne virkelig var tænkt som ekstragaver – tja, det var de i begyndelsen, men fra 1. marts 1954 var denne æra slut. Industrivirksomheden var blevet enige om at vedtage en fælles overenskomst  -fra og med den 1. marts 1954 var der ikke mere noget, der hed ”tilgift”. Herefter fortsatte denne produktion ganske enkelt, således at man nu kunne købe tingene.

Men englene vedblev at komme frem i al mangfoldighed og sikkert fremstillet af forskellige producenter. Ved første øjekast ses fire forskellige udførelser. Der findes engle i 3-D og engle i 2-D, og begge slags findes med lange gevandter og små, korte kjoler. I min samling har jeg repræsentanter fra alle kategorier, og til jul kommer de ud af kassen til deres forskellige gøremål  –  det er en stor kasse.

Mine yndlingsengle er 3-D-englene i lange gevandter med lys på en grangren. Jeg fik dem for mange år siden af min afdøde veninde. Altså har de stor affektionsværdi for mig.

Skønt Lene allerede har vist os et vidunderligt foto af sine engle, og skønt jeg ikke har noget godt foto af mine, skal I da se dem  –  desværre har jeg blot disse to. De falder med deres grangren noget uden for rammerne.

Som en overraskelse så jeg, at Lene stikker englene som spid i kagerne. Hvilken fantastisk lækker idé. Hos mig hører de til adventskransen. Min krans er forskellig fra år til år, men englene kommer skiftevis med hvert år. Jeg har to sæt. 3-D-englene foroven  — og de flade eller 2-D-engle forneden på mine kranse fra 2014, 2016 og 2018 iført lange gevandter. Også disse engle findes med små, korte kjoler  –  dem har jeg dog (endnu) ikke nogen af. Hvad min mand meget beklager, han kan nemlig rigtig godt lide dem.

Rigtig stolt er jeg af mit engleorkester. I dette orkester musicerer de flade eller 2-D-engle i små, korte kjoler. Og nu ved I helt sikkert, hvad jeg nu vil vise jer. Ja, der findes også 3-D-musikere både i lange gevandter og i korte,  små kjoler.

Min dirigent har mistet sin taktstok, men alligevel lyder orkestret mindst lige så godt som Elb-filharmonikerne.

I mit orkester har også et par lysestage-musikere sneget sig ind, der ligeledes er flade eller 2-D-engle i små, korte kjoler.

”Musikalske” lysestager findes i enormt mange variationer. Jeg går ud fra, at jeg slet ikke (endnu) har alle versioner i min samling.

Skønt den forreste engel har et truthorn, tæller jeg ikke disse lysestager med deres 6-delte englekrans med i orkestret. Det kunne se ud, som om de kunne være julebærere af symboler: truthorn, lam, juletræ, stjerne, lygte, bønnebog. Umiskendelige er de flade eller 2-D-engle i lange gevandter.

Selve den røde stage er af høj kvalitet. Jeg har to af dem, og til min store glæde kunne jeg købe den ene i originalæske  –  desværre uden angivelse af producenten.

Heller ikke i bunden er der oplysning om englenes børnestue.

Denne to-armede lysestage er et virkeligt glansnummer. Dens 3-D-engel i langt gevandt er fantastisk velbevaret, Denne stage har hele sin levetid ligget nedpakket og godt beskyttet i en kasse. Jeg er sikker på, at englen synger ”Alle Jahre wieder”/Hvert år igen…”

Mange samlere vil helt sikkert se på denne stage med misundelse. Jeg opdagede den i 90erne på et loppemarked i Hamburg. Ha ha, Lene, dér var du heldigvis ikke med – og jeg købte den selvfølgelig straks. Jeg har indtil nu aldrig set flere eksemplarer af den. Men naturligvis står den til jul et eller andet sted på det lille dagligstuebord.

Nogle helt specielle lysestager er helt sikkert spilledåseurene. Jeg har tre af slagsen, og alle har det til fælles, at de spiller julesalmen ”Stille Nacht”/”Glade Jul”,  og at de lyder skrækkeligt, metalagtigt og skingert. Nå ja, tager man hensyn til deres alder, må man have forståelse for dette, og vi lader dem derfor også spille i dag.

De to herover har flade eller 2-D-engle i små, kote kjoler, og selv om de har samme facon, er deres ”besætning” forskellig, dvs. til dels andre musikanter. Bunden af spilledåseurene er ikke vist.

Det tredje spilledåseur har 3-D-engle i lange gevandter. De er ikke musikanter, men bærere af julesymboler. Juletræ, stjerne og lys. Her er således kun tre engle, og mellem dem står forskårne juletræer.

Til dette spilledåseur har jeg også originalæsken. Æsken fortæller, at spilledåseuret  –  dvs. det mekaniske urværk er fremstillet af den schweiziske urmager Thorens Movement.

Bunden af urkassen er præget, det er sikkert en forkortelse af ”mønsterbeskyttet” og desuden står der ”Made in Western Germany”. Dette begrænser tidsintervallet for fabrikationen, men bringer os ikke videre i efterforskningen af producenten. Også dette ur spiller ”Stille Nacht”/”Glade Jul”. Æske og spilledåseur ser ud som nyt, men også dette spilleværk har en frygtelig klang..  Nå, ja, sådan er det bare!

Disse ikke-musicerende engle overvejende i lange gevandter ses i denne enkle opstilling af figurer.

De fremstår som bærere af julesymboler med kristelige værdighedstegn: Truthorn, lam, juletræ, stjerne, lygte, lys, hjerte, bønnebog og naturligvis i bøn.

Alle disse engle udbydes ofte i Tyskland på de store auktioner. Hvis du søger efter ”Engel Hartplastik Bakelit”/Engle i hård plast, bakelit”, kan du finde dem, og de er selvfølgelig også at finde på tyske loppemarkeder  –  og netop på denne årstid.

En særlig smuk version med engle er den grønne adventskrans med 4 engle og lys. Her er de som flade eller 2-D-engle-musikanter i kote, små kjoler  –  jeg har endnu ikke set andre. Lene har allerede vist jer dem, også sammen med et par andre virkelig specielle eksemplarer. Det betaler sig altså at blade tilbage til Lenes fortælling

Hermed har jeg præsenteret hele min kollektion. Jeg håber, det har bragt lidt julestemning ind i jeres hjerter.

Dog vil jeg lige fortælle jer et par ting mere:

Firmaet Plastikum i Nürnberg nævnes ofte som fabrikant af disse engle. I ved jo, hvordan sådan noget sker… en eller anden tror, at han ved noget og skriver det ned. Den næste læser det og tager det til sig. Jeg kender ikke firmaet og har ikke kunnet finde noget bevismateriale (kataloger, firmaregistre eller andet). Måske har de faktisk fremstillet både den ene og den anden serie. Men jeg bliver ved denne overbevisning: der findes så mange forskellige serier, ikke blot forskellen mellem 2-D og 3-D. Prøv at se nøje på englene: håret, ansigterne, ja sågar instrumenterne og værdighedstegnene er forskellige. Der må ganske enkelt være flere fabrikanter i spil..

Og endnu et lille punkt. Vidste du, at englene har brødre?  Ja, det har de virkelig, se blot her.

Disse dværge findes i 3-D – herover, eller som 2-D-dværg-musikanter. Der  findes enkeltfigurer, lysestager, kranse og spilledåseure med dværge. Altså nøjagtigt som vi kender engleserierne. Orkestret er meget stort og sødt er det også.

Nu må jeg virkelig slutte min beretning.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine opsætning af mine tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra web Team www.tortula.de  –  Tortula og den lille Dukkekommode.

Plastik engle…..

Copyright for tekst og egne billeder Lene Byfoged.

Jeg har altid elsket porcelæn og regnede ikke rigtigt plastik for noget, der skulle indlemmes i min samling af engle. Men for mange år siden besøgte vi, som så mange andre gange før, et stort loppemarked i Hamborg op til december måned. Og her måtte jeg kapitulere, de sødeste og smukkeste engle fra 1950,erne og til starten af 1960,erne, måtte jeg absolut eje. Det blev starten på en samling, som jeg er meget glad for i dag og stadigvæk køber til, når jeg finder nogle jeg ikke har.

Mine først indkøbte engle.

Englene, er som så meget andet legetøj m.m. lavet i Nurnberg i Tyskland. De er lavet meget enkelt, meget overdådige med vinger af glastråde og fehårsskyer og som lysestager og meget mere. Englene er mellem 4,5 og 6 cm høje.

Herunder min samling af de tredimensionelle engle:

Et par med både glastråde og fehår.
Denne engel på spyd, er ofte pynt på en kage i december måned.
Et par engle på fod.
Som toarmet lysestage.

Jeg har af Lena Bardrum fået tilladelse til at bringe nedenstående billede, af en kasse vidunderlige engle med glastråde og fehårssky. De er købt for nyligt hos en tysk antikvitetshandler.

De er da skønne, de har nok kun været fremme, som pynt til juletræet.

De todimensionelle med rød fod er fra samme tidsrum og lavet samme sted.
Herunder min samling:

Mener jeg har orkestret komplet, men kan jo ikke være sikker.
Disse engle findes også på spyd.
Som lysestage.
Fra en anden serie.
Disse to stager er pakket ned sammen med vores julepynt, så et arkivbillede. Juletræet hører ikke til.
Denne lysestage bliver pyntet som adventskrans hvert år og jeg elsker den.
Dubletterne bliver brugt i julekrybben.

Det er primært disse to slags engle jeg samler på. Der findes andre i samme genre, men jeg må nøjes med disse fremover. De andre jeg har, tænker jeg, at jeg vil bruge i min påtænkte engleskole og butik. Men I skal da lige se dem.

Disse har stået I et eller andet, men ved ikke hvilket. Som I kan se ligner de meget de andre jeg har.
Den er da også sød.
Disse engle er til at hænge på juletræet og så drejede man et æble ind på krogen.

Som det ses af min samling findes der mange forskellige og jeg har ikke ret mange, af de forskellige der er lavet.

Herunder et billede af nogle engle jeg lige har købt på Ebay.de. Ingen jeg vil samle på, men de stod under betegnelsen “Margarineengle” og det er en anden interesant ting, vi måske tager en anden gang. De blev givet som reklamegave, når man købte margarine. Engle var blot en af tingene man fik.

Margarineengle.

En stor tak til Pia Larsen for hjælp med oplysninger og til Lena Bardrum, for tilladelse til at bruge hendes billede.

Og lige et billede af mit sidste køb, den sødeste julekugle.

Smukke nye nipsenåle

Copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Et af oktober måned spændende arrangementer i Legetøjsforeningen Snurretoppen, var et meget interessant besøg af Susanne Rosenørn, der laver de smukkeste nipsenåle.

Susanne Rosenørn.

Inden vi tog afsted sagde jeg til min mand, at jeg skulle bestemt ikke købe nipsenåle denne aften, for jeg samler jo kun på de gamle nipsenåle. Jeg blev klogere, smukke julenipsenåle blev bestilt og jeg glæder mig meget, til at modtage dem. De er så smukke.

Susanne startede med at samle på de gamle og antikke nipsenåle, men på et tidspunkt fik hun lyst til selv, at lave nipsenåle. Susanne er selvlært, men har dog været på perlemagerkursus og her fået nogle grundlæggende redskaber, at arbejde videre med. Oprindeligt er hun uddannet biolog og i arbejdet med nipsenålene, er hun meget inspireret af naturen. Susanne har lavet nipsenåle i 10 år og har lavet omkring 700 forskellige nåle.

En smuk pude med de fineste blomster nipsenåle.

En pude med julefigurer, juletræer, peberkagefigurer og den dejligste juleand.

Puden med de skønne julenipsenåle. Det var svært at vælge.

En skøn juleand.

Puder med de smukkeste blomster, figurer, dyr og meget mere. Nedenunder nogle udpluk.

Udover Susanne findes der blot et par stykker mere i Danmark, der laver nipsenåle.

www.dugperlasnipsenaale.dk, kan man beundre de smukke nipsenåle og bestille dem.

Herunder ses et par mere af puderne med nipsenålene.

Legetøjsudstilling på Randbøl Sogns Museum i Vandel

Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museum i Vandel vil gerne slå dørene op for en ny renoveret legetøjsudstilling.

Det er legetøj fra Museets magasin, Kurt og Anni Lundgaard og Hanne Damgaard Hansens private samlinger af legetøj, som vises frem for publikum.

Udstillingen er bygget op over en 110 års periode fra 1880 til 1990. Vi vil prøve at vise legetøjets udvikling, for i takt med at samfundet udviklede sig, fulgte legetøjet med. Biler blev lavet i blik som en tro kopi af ”fars bil”. Dukkerne blev lavet i porcelæn og var næsten kun til pynt.

Udstillingen er et stykke kulturhistorie, som viser eksempler på legetøj lige fra hjemmelavede kludedukker, trælegetøj til fint drenge- og pigelegetøj. Det meste er produceret i Tyskland, hvor legetøjsproduktion blev centreret omkring Nürnberg og omegn. Legetøjet fra det område var af høj kvalitet, selvom det gik under betegnelsen ”Nürnberg-kram”.

Her lå der både porcelænsdukke-fabrikker og fabrikker, som producerede bliklegetøj.

I gamle dage lavede man ofte selv sit legetøj eller købte et dukkehoved, hvorefter et fingersnildt familiemedlem syede krop og tøj til Dukkelise. Man kunne finde sy- og strikkemønstre i ugebladene. Hvis far var fingernem, kunne man også i Familie Journalen finde mønstre på løvsavsarbejde til dukkehusmøbler, Ford-biler mm.

Det var ofte kun til jul og fødselsdag, børnene fik en gave.

I dag kan legetøj købes mange steder, hvor børn færdes. Og de små pengestærke forbrugere falder ofte for den farvestrålende emballage, hvorefter de køber en ”gave” til sig selv, som bliver placeret i børneværelsets overflod af legetøj.

Når man følger udstillingen, ses det tydeligt, at der bliver mere og mere legetøj at vælge imellem, og det bliver mere og mere farvestrålende. Kvaliteten tilpasses vores smide-væk-mentalitet og er derfor ringere end fordums gedigne legetøj. Dog er det heldigvis stadig muligt at købe kvalitetslegetøj.

Denne farvestrålende udstilling har i en del år skabt glæde hos gæster og skolebørn, og da museumsforeningen overtog ansvaret for museets drift i sommeren 2017, bestemte bestyrelsen sig for at renovere kælderen. Det gav anledning til en ny udstilling om ”Flyvestation Vandel 1943-2003” som åbner i det nye år. Ja, så var det nærliggende at renovere legetøjs-samlingen og udvide den med et børne- og teenageværelse fra 1980`erne og 1990`erne. Udstillingen er nu færdig og kan ses hver torsdag mellem kl. 10 og 16 eller efter aftale på tlf. nr. 3022 5474.

Sept. 2019

Juleforberedelser i Danmark

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Julen står for døren, og noget af hyggen er de mange forberedelser. I Danmark starter man gerne i midten af november med at pynte op, skabe eller købe en adventskrans, hænge en grankrans med kogler, kugler og sløjfer på indgangsdøren. Man hænger sprællemænd/Julemænd op, desuden er der kravlenisserne, som sidder alle vegne, noget helt specielt dansk, desuden hænger man engle og julestjerner op i vinduerne… Fantasien kender ingen grænser, og alle har vi vore traditioner. (fotos fra nettet)!

En overgang blev det den store dille at hænge lyskæder på træer og buske i haven eller på altanen, det tog virkelig overhånd, idet man i mange haver og på hustage så lyskæder i alle farver forestillende julemænd, stjerner, rensdyr og meget mere. Noget jeg altid har fundet vildt overdrevet, men smag og behag er forskellig.

Mange har en dekorativ julekrybbe i stuen, og mange har også et nisselandskab NISSELAND med nisser i alle former, rensdyr, fugle, kogler, juletræer, måske en lille kirke med lys i, sådan et nisseland har jeg hvert år… og ih, hvor det hygger.

Man laver også juledekorationer, eller julegenerationer, som de hedder hos os: Betegnelsen stammer fra vor yngste søn, Bjørn, der som lille ”accelererede” i fremmedord, og en dag spurgte han: ”Moar, der findes da to slags generationer, ikke?” Jeg så nok meget spørgende ud! ”Jo, Moar, dem vi laver til jul og dem vi er i familie med!” Siden da ved hele familien, hvad en Julegeneration er for en JULETING!.

Her samler vi naturprodukter i skov og have til juledekorationerne: kogle, gran, agern, bog, stedsegrønne planter, så som vrietorn og christtorn ja, alt kan komme med, rundt om lyset, og som samler placerer jeg gerne da gerne et par minibamser eller nisser midt i ”landskabet” rundt om lyset.

Og fra den 1. til den 24. december åbner vi julekalenderen. .Det var i min barndom lidt af en luksus, og min søster og jeg havde en ganske almindelig flad kalender med 24 låger til deling, hvor vi skiftedes til at åbne og se dagens billede. Lågen med nr. 24 var større end de andre, og jeg – som den ”smarte” og udspekulerte storesøster— tilbød generøst min søster at hun måtte åbne nr. 1….

Naboens børn, som vi legede meget med, havde hver sin julekalender, og ikke af den flade slags, men gerne et eller andet, som blev klippet ud, limet sammen, og stod og pyntede som f.eks. Den danske røde postkasse, en karrusel, en flyver eller noget andet spændende som julehuset her, og jeg husker tydeligt børnenes Far, der foldede, klistrede og somme tider bandede stygt, når delene ikke passede sammen. Men disse julekalendere var flotte og misundelsesværdige.

Senere kom kalenderlyset frem, med 24 tal, det har altid siden været tradition her, at man til morgenbordet tændte kalenderlyset også en af ”juledekorationerne” blev forsynet med et kalenderlys. Apropos julekalendere, så har man i engelsktalende lande 25 låger, da man først fejrer julen om morgenen den 25.december.

Kravlenisserne kom pludselig frem, en foregangsmand og den mest kendte kravlenissetegner, er Bramming, der også var mester for en del julekalendere, men de fleste af de danske tegnere har designet kravlenisser, sprællemænd ,julekalendere, engle, kurve og andet julepynt; en masse gamle klippeark er genoptrykt, således at alle kan finde lige det, de helst vil have… du kan købe julepynt alle vegne, og det er en yndet hobby at samle på kravlenisser, sprællemænd og julekalendere, samt gammel julepynt. Og hvert år kommer der nye nisser frem.

Inden jul sender alle julehilsner til hinanden, og der findes oceaner af forskellige julekort designet af enhver tegner med respekt for sig selv, julekort er et yndet samleobjekt— desværre skal man efterhånden sende juleposten i meget god tid, for at den kan nå frem til modtageren før JUL, Længe leve De Gode Gamle Dage! Postudbringningen i Danmark er desværre ikke, hvad den har været. Årets julemærke – en dansk opfindelse som velgørenhed for Julemærkehjemmene, er hvert år en spændende nyhed. Og så støtter man et godt formål.. Julemærket blev til efter en lys idé i 1902 fra postfunktionær Einar Holbøll, og det er således danskernes indflydelse på juletraditionerne, de første 52 år kostede et julemærke blot 2 øre, og overskuddet gik til hjælp velgørende formål, dvs. julemærkehjem for børn, og der eksisterer stadig nogle stykker af dem.

Der kom et smukt motiv hvert år, lige fra portrætter af vor kongefamilie, engle, nisser, juletræer, og i 1945 selvfølgelig Dannebrog i sne. Tegnerne var mange forskellige, bl.a. har vor Dronning flere gange designet julemærket, men selvfølgelig har Bramming, vor ”Nisse-tegner nr. 1”, også været på spil. Julemærker er et yndet samleobjekt, hermed nogle af motiverne.

I løbet af december måned bager man og laver julekonfekt, og de danske klejner og småkager, samt marcipankonfekten og havregrynskuglerne er bare himmerigsmundfulde. Gad vide hvor mange portioner af disse lækkerier, der bliver spist inden juledagene!!! Flere hold: også selv om man gemmer dem godt. Min venindes Mor lavede bl.a. Brunkager, og hun gemte gerne dejen for ”De STORE lækkersultne MUS, men vi var smarte, vi fandt den altid, og vi sendte gerne familiens yngste, lillesøster ned i Viktualiekælderen efter dej. Men der var helt sikkert gemt dej flere steder, for der var altid rigeligt med bruge kager til alle i løbet af juledagene.

Og så blev der indkøbt julegaver, eller man lavede dem selv, julegaverne blev pakket smukt og fantasifuldt ind og gemt til juleaften, men… det var en yndet sport at lede efter julegaver…… og at føle på pakkerne… Hvem har mon ikke været med til det….. ?? Man var ikke altid ”Englebørn eller juleengle”, men små banditter og skurke..

Ja, sådan holder holdes der efter egne familietraditioner i Danmark !