Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen —Del 2  –  PS

Hermed et fint PS fra Sigi Ulbrich — som en god afslutning på beretningen

1000 tak til Sigi Ulbrich — www.tortula.de (tekst og fotos)

(Design: Lene Byfoged  ©  – Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Med dette foto afsluttede jeg for nogle uger siden min fortælling om Luthardt-Stuen i original- emballage/eller –kabinet.

I mellemtiden har jeg fundet nogle miniaturer  –  som tidsmæssigt passer  – og har indrettet stuen.

Men se selv, hvad det drejer sig om:

For at få miniaturerne til at hænge fast på væggen, fik jeg den idé at bruge magneter. En enkel og meget effektiv løsning.

Herover ser du højre side af stuen.

           Et pragtstykke er naturligvis den flotte standerlampe med bord til at læse ved. Men også blomsterstativet  –  fra Erzgebirge — er en lille skønhed.

Herover ser du venstre side af stuen.

           Her er kniplebordet og den flotte spinderok  –  begge dele fra Erzgebirge  –  de mest iøjnefaldende ting.

Hermed et billede af hele stuen.

           Nu står stuen nu i min vitrine. Jeg er meget stolt over denne sjældenhed og har således overvejende udsmykket den med miniaturer fra den tid.

           Jeg håber, at I vil synes lige så godt om stuen, som jeg gør.

Jeg takker hermed Lise for den gode oversættelse og Lene for den flotte opsætning af min tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra webTeam www.tortula.de  –  Tortula og hendes lille dukkekommode.

Også Lene og jeg siger tak til Tortula for vort gode samarbejde, og som Lene for nylig skrev til mig: hvor er det herligt og godt, at tre mennesker, på trods af, at de bor langt fra hinanden, kan arbejde så fortræffeligt sammen. Og det kan jeg da absolut kun tilslutte mig.

God læselyst og vinterhilsner fra Lene og Lise.

Skildpaddedukker fra ”Kolonierne”

Med tusind tak til Sigi Ulbrich— www.tortula.de

(design: Lene Byfoged  ©  –  oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed har vi fornøjelsen at bringe Sigi Ulbrichs spændende og interessante artikel om de mørke, eksotiske eller simpelt hen om negerdukker fremstillet af Schildkröt-firmaet/og som vi alle altid har kaldt skildpaddedukker…   Ny og spændende viden,  som du hermed  kan glæde dig til at læse.

Indledning/Introduktion:

I begyndelsen af forrige århundrede under koloniherredømmets højdepunkt var ønsket stort om at få lidt af det eksotiske inden for egne fire vægge, og nysgerrigheden hos dem, der var blevet hjemme, om at få mere at vide om de fjerne lande og deres beboere var ligeledes enormt stor.  Ikke blot de gamle købmandsfamilier i Hamburg udsmykkede deres huse med trofæer fra Afrika, Asien og Sydamerika, men også beretningerne fra hjemvendte og søfolk trængte sig frem helt til Thüringen, Nürnberg og selvfølgelig også til Mannheim, og alt dette fik naturligvis indflydelse på dukke– og legetøjsfabrikationen.

De første ”negre” og ”mulatter” finder man i Skildpaddekataloget fra 1908. Her drejede det sig mere om figurer end om legedukker. Legedukkerne blev sat i produktion i 30erne. Først som Bebi 1925 og senere som dukker med de indfødte afrikaneres typiske ansigtsudtryk og krusede hårpragt— som model 1930. Ud fra denne dukketype udvikledes i 50erne den stolte kriger Wumbi og hans søster Mambi.

Jeg vil her præsentere jer for fire af disse eksotiske dukker fra min samling. De dukker, jeg præsenterer jer for, er helt fantastisk vellignende eksotiske Skildpaddedukker. Schildkröt/Skildpaddedukkefirmaet er den ældste tyske dukkefabrik, som stadig fremstiller dukker. Virksomheden er en af de sidste garanter for begrebet ”Qualität aus Deutschland— Made in Germany”/Tysk Kvalitet, fremstillet i Tyskland.

I mere end 50 år har man i Skildpaddedukkefirmaet fremstillet disse etniske dukker. Når de i dag ikke mere kommer fra Mannheim, er det fordi de nu efter en mellemlanding  (på ca. 10 år) i Kaufbeuren siden 1993 har hjemsted i Rauenstein i Thüringen.

I 2012 efter fabrikant Hubertus Biermanns død, solgte hans enke Hannelore Biermann, der herefter var kontraktligt forpligtet efterfølger, i 2014 firmaet til den østrigske gruppe af virksomheder Stadtbauer. Ledelsen af firmaet ligger fremover hos Stephan Biermann sammen med Frank W. Hein.

Produktionen af Mambi– og Wumbidukkerne er stadig i dag på programmet. Mambi og Wumbi findes nu  i afrikanske efterlignede dragter af bomuld, i festdragt,  og Wumbi som for 50 år siden som Seppi i Lederhose/Skindbukser og Mambi i Dirndli/den typisk sydtyske folkedragt, for blot at nævne et par eksempler

I firmamuseet kan du stadig beundre modellerne fra 30erne, 50erne og fra 80erne til i dag. Du kan således følge de forandringer, der i årenes løb er sket med dukkerne.

           Ligeledes kan du i din lokale legetøjsforretning stadig erhverve den klassiske udgave af disse dukker og derved fuldstændiggøre din personlige samling.

           Efter de nye ejerforhold, flyttede Schildkröt-Puppenmuseum (Skildpaddedukkemuseet)  til det nye Schloss Rauenstein, Schlossstrasse 2, D 96528 Frankenblick OT Rauenstein. Selv har jeg endnu ikke besøgt det nye museum. Fotoet er stillet til disposition af Katharina Kleinfeldt —  jeg siger mange tak for denne gestus.

1)  Dukkepigen ”Model 1930” 27½ cm høj

Denne dukkepige fra 30erne fik jeg kendskab til sammen med hendes anden dukkemor. Dukken var dengang i 40erne iklædt en ulden kjole strikket af et barn og trods sin alder meget lidt slidt.

           Hvordan den var præsenteret og hvad den engang oprindeligt var iført, kunne dens ejer ikke fortælle mig. Hun havde ligeledes erhvervet den som second-hand.  Jeg antager dog, at det var en ”han” og i festdragt  –  den korrekte betegnelse for den datidige fabriksmæssige udførelse med bastskørt og funklende smykker. Efter min viden blev dukken kun fremstillet i denne størrelse.

  Det drejer sig ved denne dukke om én model 1930—  27½ cm høj, mærket 27½ og derover den gamle skildpadde i rude. Dukke er ikke særlig mørk  –  sådan mere som kaffe med mælk. Den gennemfarvede celluloid er meget tynd, og dukken derfor tilsvarende let. Selv om øjnene er malede, er de meget udtryksfulde.

Dukken har bevægelige arme og ben og huller i ørerne  –  hvilket vil sige, at den i ørerne har haft ringe (også kaldet kreoler) eller små runde ”dalere”  (Schildkröt komponerede fantasitalere  til dukkerne efter den klassiske, gamle tyske Taler eller Daler), begge udgaver kunne fås. Trods 80 år hos forskellige dukkemødre er dukken fantastisk velbevaret, hvilket tyder på, at der kun har været leget omsorgsfuldt og nænsomt med den.

2)  Dukkenpigen ”Model 1930” 22½ cm høj

Med den ikke gennemfarvede celluloid er denne 22½ cm høje dukke type ”Model 1930” næsten sort. Hun kom til mig uden tøj på. Da hun ikke har huller i ørerne, kunne der ses bort fra festdragt som originalbeklædning. Jeg havde først antaget, at denne lille dukke principielt ikke havde huller i ørerne, men ved at studere Ciesliks ”Das grösse Schildkrötbuch/Den store Skildpaddebog” måtte jeg tage ved lære. I bogen er der på side 127 billede af en vidunderlig smuk helt ubrugt dukke i festdragt, nøjagtigt i denne størrelse:  og med ørestikkere!

Da hun således ikke havde nogen festdragt, skulle hun have en fornøjelig og skinnende broget kjole. Jeg har strikket den med tilhørende bukser af gammelt perlegarn. Af røde træperler fik hun den ”obligatoriske” halskæde. De små sommerfugle er af  kacheret malet pap. Hun er fremstillet i 50erne.

Hun er mærket med 22½ og derover den gamle skildpadde i rude. Hendes opvakte øjne er malede, på de brune pupiller er fine lysprikker, som giver hende et meget barnligt udseende.

Hendes krøller er meget klart aftegnet og fuldstændiggør det eksotiske indtryk.

Man må omgås en så mørk dukke meget omhyggeligt, da celluloiden ikke er gennemfarvet, men blot sprøjtet på. Hun har således under sit omkring 90-årige liv tillagt sig to små afskalninger, hvor den lyse celluloid skinner igennem. Hun er meget let. På den  venstre fod er der to aftryk fra små tænder  –  om de er fra et barn eller en hund  –  tja, hvem kan mon i dag sige det så nøjagtigt.

           Hvis man betragter hende i profil med den lille tykke mave, ser man meget tydeligt, at hun stadig har den gamle og netop mere runde krop.

3)  Den stolte kriger Ma-Wu-mbi, 34 cm høj

Spørgsmålet er dog ikke hvor  –  men hvorledes”  kender man forskel på Wumbi— og Mambidukkerne.

           Skønt jeg har købt denne klart ubrugte dukke som Mambi, gik jeg ud fra, at det her drejer sig om en Wumbi. Den pågældende litteratur siger, at Mambi blev fremstillet med sort fletparyk og Wumbi i festdragt. Nu medbragte min mand for nylig en gammel avisannonce fra sin tante i Düsseldorf  –  ret godt slidt  – men dog letgenkendelig og til at læse: Mambi fandtes også i festdragt.

Altså kalder jeg hende nu Ma-Wu-mbi. Vi har købt hende i Bamberg på det store årlige Altstadt-loppemarked. Hun har altid været noget ganske ærligt for mig, da jeg netop forbinder hende med en dejlig Bambergferie. Ma-Vu-mbi er 34 cm høj. Hovedet er mærket med 32/34 og derover den nye skildpadde, og kroppen 34 og derover den nye skildpadde. Hun er af gennemfarvet, mørkebrunt, næsten sort celluloid.

Perlerne i den røde kæde er af glas eller en slags kunstglas. Perlerne er trukket på en tynd elastik. Der er blot 14 perler. Om Ma-Wu-mbi har tabt nogle, kan jeg ikke sige med bestemthed. Alle de dukker, som jeg hidtil har set, har mange ”fejl” i deres halskæder.

           Ma-Vu-mbi har bevægelige lemmer og hoved. Hovedet kan drejes.  Hendes arme og ben har skiveled. Med sine brune glasøjne skuer hun drømmende ud i verden. Desværre  har hendes venstre øje i løbet af de sidste 60 år på en eller anden måde løsnet sig. Det er desværre ikke sagkyndigt sat fast igen. Lidt limrester er stadig at se i venstre næsebor. Jeg lader det være, som det er. Ellers er hun fejlfri. For mig er hun ganske enkelt perfekt.

Da jeg købte hende, havde hun ”gyldne” ringe (Creoler) i ørerne. De var dog så meget ude af facon, at jeg var bange for, at hun skulle tabe dem. Jeg har givet hende nye ørestikkere fra Schildkröt, et godt alternativ. De ”gyldne” ringe  har jeg lagt til side i en lille æske. Derfor bærer hun på billederne ørestikker som sine søstre i Schildkröt-Puppen Klassik Kollektion/skildpaddedukkernes klassiske kollektion.

           Bastskørtet er meget fast, jeg regner ikke med, at en hel masse af de brogede strimler har løsnet sig. På grund af det faste bastskørt af meget stift bast kan hun ikke rigtigt sidde. Skørtet gør muligheden for at sidde umulig og holder den lille numse ca. 3 cm over siddefladen.

4)  Mambi en pige fra Afrika, 34 cm høj

Sidst men ikke mindst en Mambi.

Når man ser på hende, som hun står der i sin søndagskjole, eller som hun for år siden i sin legekjole har siddet i Afrika-vitrinen i min udstilling, bliver man ganske enkelt varm om hjertet. Mambi er 34 cm høj. Den ideelle størrelse for et dukkebarn. Stor nok til at man holder noget rigtigt i hænderne og ikke større, end at hun kan sidde uden at sprænge rammerne i dagligstuevitrinen. Hun er ikke særlig tydeligt mærket, måske var ”Modell 1920-formen” i 50erne noget ”slidt”?  Mambi er mærket således: hovedet med SIR, neu, derunder 32/34, kroppen med SIR, neu, derunder 34.

De små perler i den hvide kæde er af glas eller en slags kunstglas. Ligesom med Ma-Wu-mbis røde kæde har den nogle fejl. Perlerne er noget mindre end de røde. Der er trukket 18 perler på en ganske tynd elastik. Hendes sorte mohairparyk er komplet. Den er flettet i to tynde fletninger. Løfter man forsigtigt parykken, opdager man de formede krøller fra ”Model 1930”. Som så ofte hos Schildkröt blev der således ganske enkelt kreeret en dukke med hårpragten fra en anden dukke.

Hendes celluloid er meget tynd, hun er derfor tilsvarende meget let. Den brune farve er ikke speciel mørk. Hun er ikke gennemfarvet.

           Hendes hoved, arme og ben er bevægelige. Hovedet kan drejes, arme og ben har skiveled. Hun har vidunderligt strålende brune glasøjne, og synes at være meget overrasket over, at så mange mennesker interesserer sig for hende. Der har kun været leget lidt og ganske nænsomt med hende. Hun er fejlfrit opbevaret. På profiloptagelserne kan man tydeligt se, at denne Mambi har en af de nyere   –  slankere  –  kroppe.

Hos mine opstillede dukker i ”Afrika-Vitrinen” står også en særlig skat. Da man gennem disse dukker egentligt straks kommer i kontakt med andre samlere, har jeg på grund af disse forbindelser og dukkesamtaler altid min lille ”sommerfugl” udstillet i displayet på mit bord..

Illustrationer fra kataloger er gengivet med tak til Firma Schildkröt-Puppen und Spielwaren GmbH.

Tekst: Sigi Ulbrich  –  www.tortula.de

Fotos:

Danske Julenisser på Biblioteket i Itzehoe

MED  hilsen fra OG TAK TIL Angelika Salzwedel! ©

(Oversættelsen:Lise Brastrup Clasen ©)

I fortsættelse af vor meddelelse for  nylig om denne dejlige udstilling har vi nu modtaget  Bibliotekets pressemeddelelse fra Angelika, og den detaljerede beretning følger hermed, og det gør det endnu mere fristende at besøge udstillingen, når man f.eks.  tager  på juleindkøb syd for grænsen.

Danske julenisser i Itzehoe Stadtbibliothek

Også ved Juletid er Stadtbibliothek Itzehoe festligt udsmykket. I år står det i det dansk-tyske venskabs tegn, som næste år er 100 år gammelt, og her udstiller Angelika Salzwedel de danske ”Weihnachtswichtel”,  i Danmark hedder de selvfølgelig NISSER,  samt julemænd som dekorationsfigurer.  Her kan du både se ældgamle nisser fra 1920erne og de nyere eksemplarer af papir, pap, stof, uld osv.

Angelika Salzwedel har gennem mange år haft en dansk samlerveninde, og det kan således ikke undre nogen, at de to påklædningsdukkesamlere også samler på Nisser.  Gennem min veninde har jeg (siger Angelika) fået fat i mange herlige Kravlenisser, som sættes op i hele huse bl.a. på skabe, billeder, reoler og vindueskarme.

Og sådan ser nisserne også ud i dag, deres fremtoninger er de samme. Disse venlige Julenisser beskytter huset og bor på loftet hos deres mennesker. Til jul for de en skål risengrød og en juleøl, således at man bevarer deres godmodighed. Til gengæld hjælper de bonden på gården, bliver på stedet og er trofaste over for deres familie. Hvor gammel en nisse bliver, ved man ikke nøjagtigt, men man regner med, at de kan blive fra 200 til 300 år gamle.

Foruden Julenisser og kravlenisser er der også andre nisser, som f.eks. Kirkenissen, der bor i kirken eller i præstegården og hjælper til der, eller skovnissen, der som navnet siger, lever i skoven.

At Angelika holder af sine nisser, ser man tydeligt på udstillingen.

Og selvfølgelig er her også udstillet flettede hjerter, som er typiske på det danske juletræ og traditionen tro skal være med.

På udstillingen finder du desuden opskrifter på dansk julebag samt maleark med julepåklædningsdukker, lige til at tage med dig!

Det traditionelle kalenderlys med tallene 1-24, et for hver dag, afrunder billedet af den danske jul.

Du kan se udstillingen indtil den 28. december i år: mandage, tirsdage og fredage fra 10 til 18, torsdage fra 10 til 19 og lørdage fra 10 til 13.

G o d   J u l e t u r  til jer alle og jeres familier !

PS:  Skulle I ønske opskrifterne på det danske julebag i dansk version, sender jeg dem gerne pr. mail (Lise) !

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen (Del 2)

Med tak til Sigi Ulbrich  – tortula.de

for din informative research og indretningsfantasi ©

(Design: Lene Byfoged © — oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed rekapitulerer jeg: Jeg  havde en fortryllende lille dukkestue (25×18 cm og 16cm høj. Jeg vidste, hvor den kom fra. Egentlig burde jeg være tilfreds med den, som den var. Ja, burde, men det var jeg bare ikke!.

Igen og igen kiggede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse (Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler Verlag  – indprentede mig byggestilen og møblernes front. Jeg ville da kunne genkende dem, hvis jeg så dem.

(Hermed et link til forlaget www.swantje-koehler-verlag de

En dag opdagede jegi Thüringer Wirtschaftarchiv e.V. (Thüringer Arkiv for Erhverv og Økonomi):Theodor Luthardt, Steinbach. Med henvisning til Steinbach —Steinbach. Kunne dette være korrekt. Fandtes der to fabrikanter af arbejder i træ med navnet Theodor Luthardt?  Jeg så efter på landkortet. Der fandtes et Steinbach, men ”et lille stykke længere fremme”.  På et reklameskilt kunne jeg heldigvis læse den rigtige adresse. Det var Steinach— altså i umiddelbar nærhed af Sonneberg.

Her konstaterede jeg, at firmaet i 1894 blev grundlagt af Theodor Luthardt— som fabrikant af tamburiner og trommer. Desuden udfærdigede firmaet parketgulve, som blev lagt på i luksusbygninger. I 1909 udvidedes produktionen, således at man desuden fremstillede snesko og legetøj. Jeg regner med, at sneskoene var forløbere for vore ski. På vintersportsudstillingen i 1911 modtog firmaet en bronzemedalje for sneskoene  – som blev lanceret under navnet Fritjof. Denne benævnelse henviser direkte til den norske polarforsker og modtager af nobelfredsprisen Fridjof Nansen. Dette er nærliggende at tænke, med hensyn til teknik og videreudvikling af vintersportsudstyr og Nansens fortjeneste. Jeg har dog ikke fundet beviser på dette.

Men netop dette Fritjof-skilt er limet op på bagsiden af skabet.

Det bayerske statsbibliotek har udskrifter af Regeringsdokumentet for Hertugdømmet Coburg fra 1875. Denne Johann Carl Luthardt havde 5 sønner. Theodor, ham med parketgulvet, trommerne og dukkestuerne var den yngste bror. Han slog sig således igen ned i Steinach med både snesko, parketgulve og dukkestuemøbler.


Postkort: Privateje. Med tak for lån til Karl Heinz Luthardt.
 

Postkortet herover viser fabrikken og i baggrunden familien Luthardts privatbolig i 20erne.

Efter 1. Verdenskrig var allerede tre Luthardt-generationer beskæftiget i firmaet. Theodor, hans søn Oscar og dennes  søn Walther. I 1923 efter Theodor Luthardts død omdannedes firmaet til en kommanditselskab og i 1936 til et Interessentskab (Ansvarligt selskab/=OHG).


Postkort: Privateje  Med tak for lån til Emil Lichter.

I 30erne blev Steinach kaldt ”Julemandens Værksted”. I 1933 viste 21 Steinach-firmaer i Kreisstadt (hovedbyen i en kreds) Sonneberg deres produkter frem på en legetøjsudstilling. Ud af disse var 15 Steinacher-firmaer trælegetøjsfabrikanter. Herunder regnedes også Theodor Luthardt med sine parketgulve, snesko og de små bondestuer.

Annonce: Privateje: Med tak for lån til Anni Lichter.

Thüringer Waldbote  (Amtsavis for distriktet) skrev herom den 9. maj 1933 følgende:

På Sonnerberger-udstillingen træder vi nu ind i Steinachs børneparadis. Her bydes  vi velkommen af ”Luta-Dukker” fra firmaet  M. Luthardt, ejer,  hvor udgaver af mange forskellige menneskeracer smiler til os.

….. Produkterne fra firmaet Theodor Luthardt, alle former for snesko, slæder og skistave præsenteres i gennemtænkt opstilling. Også en plade med mesterligt anlagt parketgulv kunne ses.

Og her må man igen gætte. M. Luthardt må ganske enkelt være en trykfejl. Lutadukkerne er  –  påviseligt  –  fra firmaet W. Luthardt-Idel.

Disse Luthardts hører ganske vist til familien, men kommer fra en anden gren.

Hos mig foreligger en skrivelse af den 9.11.1937 til en legetøjshandler. Her tilbydes den lille dukkestue  – til at skille ad  –  som forstue og soverum. Indkøbspris for Vedes-forhandleren 2,50 RM (Reichsmark) netto.

Mellem 1945 og 1949 blev produktionen overvejende omstillet til forbrugsartikler (tøjklemmer og smørebrikker  til morgenmaden). Dog tilføjede man dukkemøbler, børnetrommer og parketgulve igen i programmet.. I 1958 bortforpagtedes virksomheden til VEB Glasfaserwerk Steinach  (Glasfiberfabrik)(!)  Ja, sådan står der faktisk i bilagene fra Thüringer Wirtschaftsarchiv (Arkiv for erhverv og økonomi). Kort tid efter blev det derfra solgt og opløst  – dette ifølge nævnte arkiv. For mig en noget vag skildring, som kun har meget lidt at gøre med de på den tid sædvanlige fremgangsmåder i DDR.  Dog har jeg ikke kunne fremskaffe flere oplysninger desangående.

Den sidste driftsleder var Walther Luthardt  –  og nu bliver det interessant. Han betegnes som svampeforsker. Han har fremdrevet helt specielle spiselige svampe. Allerede under 2. Verdenskrig startede han sin forskning. For mig er det russiske landsbyer, hvorfor jeg her citerer Steinacher Wochenspiegel fra den 17.4.2015 (ugeavis fra Steinach-Området).

Walter Luthardt, født i 1899 i Steinach, var fra 1924 teknisk leder af sit  fædrene firma Theodor Luthardt KG , hvor der fremstilledes trælegetøj og senere  parketgulve, ski samt andre trævarer.

Med henblik på videnskabelig rådgivning og deltagelse i sine forsøg satte Walther Luthardt sig i forbindelse med forskellige højskoler og andre fagfæller.

I maj 1948 besøgte videnskabsmænd og repræsentanter fra den sovjetiske besættelsesmagt dyrkningsanlægget for svampe. Som udfald af disse besøg og gennem finansielle midler fra Thüringer Ministerium for handel og forsyning blev der i 1949 indrettet et mykologisk (mykologi er læren om svampe) laboratorium i Nordschule i Steinach under ledelse af Dr. Helmut Kuntze, hørende under Institut für Specielbotanik ved Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena.  Såvel W. Luthardt som Dr. Kuntze og prof. Schwarz formulerede tyngdepunkterne angående forskningsarbejdet. Dette laboratorium eksisterede kun til 1951 i Steinach, hvorefter det blev flyttet til Weimar.

I begyndelsen havde  forsøgene med  dyrkningen af spiselige svampe på træ første prioritet for W. Luthardt, senere blev det den ”biologiske” nedbrydning og udviklingen af Myko-træ .

Hvordan denne ”svampeforskning”hænger sammen med ”bortforpagtning og salg” af firmaet står hen i det uvisse. Men det kan dog fastslås, at denne forskning har vakt stor opsigt  –  også hos den daværende besættelsesmagt. Jeg har købt hans bog  –  men har desværre ikke spor forstand på dette tema. Men jeg vil dog lige nævne den.

Hos mig foreligger en skrivelse fra 7.5.1953 til en legetøjsforhandler. Henvisningen til undtagelseskontrakten med DHZ (Deutsche Handelszentrale) er meget interessant. DHZ er den tyske handelscentral i DDR. Under visse forudsætninger var det for DDR-fabrikanterne tilladt at forarbejde og sælge legetøj.

Også i denne skrivelse tilbydes dukkestuemøbler. Desværre kunne jeg ikke forbinde  de  nævnte numre med illustrationerne.

I skal i denne forbindelse tænke på, at valutaen DM ikke kun eksisterede i vesten. I tiden fra den 24. juli 1948 og til den 31. juli 1964 hed DDR-valutaen også Deutsche Mark (Tyske Mark).

Blandt mine bilag ses også de to sorthvide illustrationer af disse to sparebøsser med lås og sprække. Efter vor tids normer er det næppe til at tro, at disse to små billeder kunne lokke kunder til. Ærgerligt at vi ikke kan se dem i farver. Spilledåsen til højre har i alle tilfælde stor lighed med kisten i mine stuer.

Mens det med tiden gik godt fremad med i min forskning/research kiggede jeg hele tiden i Online-salgstilbudene efter Luthardt-stuer eller enkelte  møbler  –  men forgæves.  Indtil den 10.9.2019. Her gjorde min veninde Sherri mig opmærksom på et onlineudbud, som hun havde opdaget på hos en amerikansk onlinsælger.

I mine bilag fra 1953 var der billeder af klædeskabet og servanten. Her er priserne streget over. I mit leksikon  over dukkestuer og –huse er de nævnt. Jeg går derfor ud fra, at firmaet Luthardt stadig benyttede det gamle katalog og prislister med RM-(Reichmatks)priserne og ganske enkelt stregede de forældede priser ud. Der var allerede dengang hårde tider.

Jeg købte disse møbler  – og måtte selvfølgeligt smile underfundigt over prisen på 14,40 Rentenmark pr. dusin (se leksikon for dukkestuer og –huse).  Jeg sætter stor pris på disse møbler fra 30erne, mere præcist kan jeg ikke udrykke mig. Men trods alt har jeg endnu ikke tilstrækkelige informationer og for få møbler her.

Og da så jeg i midten af september 2019 denne auktion. En komplet Luthardt-stue i kabinet. Ja, endog den sammenfoldelige æske var med i udbudet.  Aldrig havde jeg regnet med, nogen sinde at skulle holde sådan en æske  –  lidt større end en cigarkasse  –  i hånden.

Enhver samler vil kunne forstå min glæde. En sammenfoldelig Luthardt-dukkestue med komplet møblement og den er min.

Efter min fornemmelse er stuen lidt stor i forhold til møblerne. Kigger man i kataloget, vil man læse, at netop denne stue også blev udbudt som soveværelse, og her skulle naturligvis være mere plads.

Det første, jeg gjorde, var at stille møblerne op til fotografering nøjagtigt efter billedet i kataloget. Og her blev jeg forbløffet over, at den lille toarmede lysestage stadig eksisterede— dog uden lys.

Nå ja,  tidens tand har påvirket kabinettet en smule. Når jeg ser mig i spejlet, må jeg sige det samme om mig selv  –  og jeg er meget yngre end denne stue. Ja, alt har på en eller anden måde sin berettigelse..

Jeg syntes, at den var i ret pæn stand  – der var ikke noget, som ikke kunne repareres.

”Æsken” er af træ. Den forreste del kan man klappe ned. Som hængsel tjener blot det lilla papir, som er limet uden på huset.

Låget  –  uden på med pålimet lilla papir  – gør det samtidig ud for bagvæg. De to smalle sidestykker fra låget er desværre brækket af. Men de var dog med. Jeg vil med en lille strimmel lilla papir  – så at sige som plaster— atter fastgøre sidestykkerne.

For at komme de originale farvetoner så nær som muligt, har jeg scannet bagvæggen og klippet en slags strimmel, som jeg har ganget op og lidt efter lidt ændret dens farvenuance. Hver strimmel har jeg nummereret og derefter printet siden ud, og således fandt jeg den farvetone, som kommer tættest på originalen. Med denne nuance printede jeg siden ud og har nu tilstrækkeligt med ”plaster” til reparationen.

Æskens bund og sidestykker er af træ. Som allerede nævnt er æskens låg samtidig bagvæg. I sidestykket stykket er der oprindeligt fræset en rille/not, og i denne not stikkes den øverste del af sidestykket  –  af pap  – ind.

Sidestykkerne har vinduer, som man endda kan åbne. Men det mest fantastiske er, at disse sidestykker knappes med tryklåse!!!! På de smalleste steder af låget/bagstykket, helt utroligt, men de holder og sidder absolut fast  –  selv endnu i dag.

Den eneste ulempe ved denne konstruktion er, at man ikke kan hænge noget op på væggene —  måske højst et lille billede, men ingen hylder eller reoler.

Jeg sammenligner møblerne med dem fra min første Luthardt-stue. Betragter man skabet, er betegnelsen ”Hvert enkelt møbel er kvalitetsarbejde” nok lidt overdrevet. Selvfølgelig vil jeg lade det forblive skævt, men om jeg engang kan stille tallerkener i det  ??  –  Tja,  det har jeg endnu ikke forsøgt.

Bordene er identiske. Og udpræget smukke, jeg elsker holdbarhed. Men med hensyn til stolesæderne lægger man mærke til, at stolesæderne er forskelligt udført. Også byggestilen er lidt anderledes, ikke meget, men med kritiske øjne vil man se det.

Kisten og den lille skammel er i den nye stue meget smukkere dekoreret, men ellers er de bygget på samme måde.

Mens jeg betragtede skamlen, fik jeg en Déjà-vu-oplevelse. Denne skammel havde jeg allerede set engang før— blot i større udgave. Javel, det passer, den står i  min Strassburg-stue og har funktion som underbord for en lille dukkestue.

Og selvfølgelig tog jeg straks et billede af de to skamler  fra stuerne. Der er ingen tvivl, de er identiske  – med undtagelse af størrelsen. Den fra Strassburg-stuen er øjensynligt fra serien til dukker på 18 cm. Hvor herligt, nu kunne jeg igen katalogisere et møbel til den rigtige fabrikant.

Flagskibet i enhver bondestue er naturligvis kakkelovnen Med denne ovn fik jeg en overraskelse. Alle ovnene i mine øvrige stuer er af træ. De enkelte kakler er udført med mere eller mindre kærlig hånd, og somme tider blot malet på. Det er ikke tilfældet med denne ovn. Den er af keramik, og det er overraskende, at den er i så god stand. Nå ja, den har foroven et lille skår, men det er også alt. Man kan ikke se, at den er over 80 år gammel. 

Til min store overraskelse har også lysestagen overlevet over 80 år i god stand. Den var let bøjet og fastgørelsen noget løs —men hel. Gerhard har bøjet den lidt tilbage, og jeg har lavet lys af schaslikpinde  –  for at få smukke spidser på lysene brugte jeg en blyantspidser.

Den anden overraskelse var skabet hhv. dets bagside. Her er påklæbet et mærke: Håndmalet: Fritjof/Handmalerei.  Blandt de få dokumenter, jeg har fundet om dette firma, var der blot en sammenhæng mellem Fritjof og sneskoene. Dette mærke er dog originalt og er klæbet på skabet, da det var fabriksnyt.

Jeg skulle allerede nu se at finde flere ideer til at indlemme denne virkeligt helt specielle stue i min samling. Og det lykkedes også. Jeg var i færd med at få mere lys i mine stuer, og derfor fik også denne stue en smuk belysning.

Min første indskydelse var at lade denne stue stå, som den er gengivet i kataloget. Men her spillede Gerhard ikke med, han ville ikke se ind i en tom stue. Altså lagde jeg først et tæppe på gulvet, og en lille skildpadde flyttede ind, og så satte jeg en lille ”Spreewald-Bärbel” ind i stuen. Men, da det står i bibelen, at det ikke er godt for mennesket at være alene, kom også en lille søster til Bärbel (ligeledes fra Hertwig i Karlshütte) ind i stuen— og jeg har givet dem begge et kniplestativ med rulle. Nå ja, en gammel spinderok finder jeg helt sikkert også i mine kasser. Og nu ser den slet ikke ud som den på billedet i det gamle katalog. Resten må vokse med tiden. Jeg har mange ideer,  –  men nej, jeg stiller ikke et agurkeglas derind.

Trælegetøj fra fængslerne – Dansk Legetøjsfabrik a/s 1905 – 1977

Vi har været så heldige, at Lars Topgaard, har skrevet dette spændende indlæg om hans netop udgivne bog og trælegetøjet fra de danske fængsler.

En stor tak til Lars.

I en netop udkommet bog om ” Trælegetøj fra fængslerne – Dansk Legetøjs- fabrik a/s 1905 – 1977” har Lars Topgaard behandlet dette interessante kulturhistoriske emne på næsten 300 sider med et væld af illustrationer. Disse består af 300 gengivelser fra syv gamle legetøjskataloger fra 1930’erne, som viser hvad der kunne præsteres af legetøjstilbud til børnene.

Materialet fra de gamle kataloger er grunddokumenter over fabrikationen af trælegetøj fra de i alt 8 fængsler og ”Kjeldsens Fangelejr”, der havde arbejdet med trælegetøj fra 1905/1908. Disse kataloger har IKKE tidligere været publiceret. Det kommercielle tiltag med afsætning og markedsføringen af trælegetøjet foregik via selskabet Dansk Legetøjsfabrik a/s, der var oprettet i 1916 til dette formål.

Bogen indholder også ca. 400 farvefotos af legetøj fra såvel museer som private samlinger og fra forfatterens egen store private samling af fængselslegetøj, som en hjælp til at identificere et stykke trælegetøj. For at gøre det hele mere overskueligt er bogen delt op i 2 hovedafsnit som hver omfatter 3 kapitler med gengivelser fra de gamle kataloger og 3 kapitler med farvefotos fra samlingerne.

 Drengelegetøj, (land og by relateret)

 Pigelegetøj (dukkehus mv.)

 Fælles legetøj (ude og inde legetøj)

 De enkelte kapitler er opdelt i grupper. Dog er det ikke lykkedes mig at få foto af alle gamle artefacts fra katalogerne. De gamle kataloger har desværre den ulempe at de viste artefacts, på grund af datidens gengivelsesteknik ikke lever helt op til nutidens krav om tydelighed. Jeg har søgt at udbedre de uklare illustrationer via forskellige SW programmer uden at dette helt er lykkedes. Jeg fandt, at det var bedre at vise legetøjet fra katalogerne for at få et billede af legetøjsudbuddet.

 Hvad angår dukker er disse ikke produceret på Dansk Legetøjsfabrik a/s hhv. de ni fængsler, da disse kun har arbejdet med træ medens fex. metal og bøger er produceret via Dansk Legetøjsfabrik a/s ’ andre producenter. Dette område er IKKE behandlet i bogen.

Historien om Dansk Legetøjsfabrik a/s begynder i 1908, selvom produktionen af trælegetøj så småt var i gang fra 1905. Dansk Legetøjsfabrik stiftedes 1908.

Rigsdagen vedtog 1905 en ændring af den danske straffelov, således at legetøjsarbejdet blev tilladt i danske arresthuse og fængsler. Naturligvis var der mange protester i samtiden over denne tilladelse til legetøjsarbejdet i fængslerne. Dette gjaldt især udbydere af legetøj, som følte deres næringsvej gået for nær. Fængslerne beskæftigede flere hundrede fanger med dette arbejde og argumentet gik bla. på, at nu kunne man holde fangerne væk fra håndværksarbejde, som kunne genere de hjemlige fag. Lederen af de københavnske fængsler fandt frem til, at man kunne fabrikere legetøj, idet så godt som alt legetøj blev importeret fra Tyskland. I Norge fremstillede man i fængslerne bla. kælke, ski og andet sportslegetøj. I 1909 udstillede Dansk Legetøjsfabrik for første gang de forskellige legetøjsprodukter på en landsudstilling, der fandt sted i Århus

Under 2. verdenskrig og i perioden umiddelbart derefter, var der mangel på materialer til produktionen, samtidig med dette var der ingen substitutions- muligheder for bla træ. I tiden efter 1948 begyndte det at knibe for fængslerne at følge med i udbuddet på legetøjet, da kvaliteten fra andre producenter var blevet forbedret. Konkurrencen kom bla. fra et stigende udbud af trælegetøj fra LEGO efter 1935, der senere blev fulgt op med udbuddet af plasticlegetøj. Selve produktionen af trælegetøj i fængslerne ophørte i juni 1977. Forholdene efter 1955 til 1977 er i bogen belyst med såvel eksempler på legetøj fra denne periode, samt foto af værkstedsmaskiner til produktionen.

Fra 1908 og nogle år frem kæmpede man med et image, hvor legetøjet var mørkt, idet fangerne havde en forkærlighed for at dekorere i mørke farver, sammenholdt med en masse kruseduller i dekor. Man kunne få den tanke, at de havde forlæg i nogle af fangernes egne tatoveringer! Se bla. de viste mørke huse nedenfor.

Proviniens: Forfatterens samling.

Hvordan begyndte selve legetøjsfabrikationen?

Man begyndte med en driftskapital på 7 kr., der blev anvendt til indkøb af træ. Det bemærkes, at der ikke senere er bevilliget midler til yderligere indkøb.

Efter indkøb af træ var det nu nødvendigt at få fremstillet nogle prøver, som kunne vises til de potentielle legetøjsforhandlere. Nu var det så heldigt, at fængslet skulle løslade en fange, der på papiret også besad de nødvendige kvalifikationer og han blev sendt af sted til kundeemnerne med den første produktion. Det konstanteres, at manden efter 25 år endnu ikke er vendt tilbage, ikke har indsendt ordre eller afleveret vareprøverne tilbage, så han har nok opgivet sin virksomhed som agent for Dansk Legetøjsfabrik a/s til fordel for noget mere indbringende.

En mulighed for et salg så fabrikkens direktør, så han påtog sig salgsopgaven. Denne blev gennemført ved besøg i jyske købstæder med et mindre udvalg af legetøj. Her var skepsis stor og det første kundeemnes kommentar var: ”Hvad skal det forestille ?” Men efter at have fået forklaret tingene, fremkom han med en række forslag til ændringer og disse dannede senere basis for oplæggene til nye modeller.

Efter en måneds udviklingsarbejde i Vestre Fængsel med de nye prøvemodeller, vendte direktøren tilbage til det første kundeemne og nu var reaktionen positiv. Nye ideer og forslag blev indhentet på udenlandske messer og arbejdet gik derpå i gang med nye typer legetøj OG farver.

Jyske og fynske børn foretrak f.eks. således legetøj med sort- og hvidbrogede køer, medens de sjællandske børn kendte mest til de rødbrogede køer, hvorfor disse blev udbudt her.

Proviniens. Forfatterens samling.

Fangerne i fængslerne ”grov” producerede trælegetøj til videre behandling.

Proviniens. Vestre fængsels Museum. Fængselslegetøj:

Alle de færdigproducerede stykker legetøj fra de ovenfor nævnte fængsler blev forsynet med et mærke, der viste at det var fra Dansk Legetøjsfabrik a/s. Det mo- derne” DLF’ varemærke efter 1930’erne så således ud.

Dansk Legetøjsfabrik a/s udsendte blandt andet det først kendte katalog

Der er KUN er angivet varenr. under de enkelte stykker legetøj, således mangler der oplysninger om såvel priser som størrelser

Dansk Legetøjsfabrik a/s producerede udover i træ også legetøj i zink.

Proviniens. Forfatterens samling:
Damperen “Odense” i zink.

En moderne bybus fra ca. 1965, der skønnes at have kørt i København blev ligeledes produceret for Dansk Legetøjsfabrik a/s. Bemærk at bussen havde gummi- hjul og reklame for et bryggeri.

Proviniens. Vestre fængsel´ Museum: Fængselslegetøj.

Til drenge på landet blev der udbudt bygninger som fex. en kostald med mælkejunger

Proviniens: Forfatterens samling.

Og til pigerne kunne der købes et køkken, der kunne forsynes med inventar

Proviniens: Forfatterens samling.

Eller et strygebræt

Proviniens. Forfatterens samling.

Inspireret af tidens mode fra film og optræden produceredes omkring 1965 også en guitar af Dansk Legetøjsfabrik a/s.

Proviniens.Vestre fængsel´Museum. Fængselslegetøj.

Dukkestuemøblerne skulle også følge moden for pigerne i 1960/70 med det mere ”romantiske look”. Bemærk vippespejlet.

Proviniens. Vestre fængsel´Museum. Fængselslegetøj.

Dansk Legetøjsfabrik a/s lukker i 1977

Virksomheden blev i 1977 nødsaget til at lukke for salg fra fængslerne og øvrige producenter, da markedet og efterspørgslen havde ændret sig. Det moderne plastic legetøj fra bla. LEGO med sine pædagogiske løsninger havde flyttet børnenes interesser og trælegetøjet var ikke længere moderne. Trælegetøjet blev opfattet som gammeldags og produktudviklingen var begrænset – se de ovenfor viste exempler – de stillede ikke længere krav til børnenes fantasi.

Copyright © 2019

Lars Topgaard : ”Trælegetøj fra fængslerne og Dansk Legetøjsfabrik a/s”

300 sider : FORLAGET JELLING – ISBN 978-87-92571-28-1. Pris: 300.-

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt  –  bondemøbler fra Thüringen  – del 1

Med tusind tak til Sigi Ulbrich , tortula.de, for endnu en spændende beretning om dukkemøbler og deres placering.

(Med hilsen fra Lene Byfoged, opstilling,  og Lise Brastrup Clasen, oversættelse,  ©

Det var den 8. oktober 2017, da jeg købte dette lille sæt bondemøbler i et stort Online-auktionshus. Egentlig fordi jeg syntes, at bordet var smukt,  og at jeg kunne bruge det i en anden dukkestue. Men det passede ikke i størrelsen, og det faldt mig faktisk svært at dele dette henrivende sæt. Således forsvandt det hele ned i min kasse, og på et eller andet tidspunkt besluttede jeg mig for at videresælge disse møbler.

Jeg satte dem på auktion, men det var vanskeligt straks at finde en køber.

Da jeg ledte efter fabrikanten af en anden lille sød dukkestue, bladede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler-forlaget… www.swantje-koehler-verlag.de

På side 128 stødte jeg på en gengivelse, og den måtte jeg se på en ekstra gang. Her var mine små møbler, godt nok i en anden opsætning, men umiskendeligt dem. Tak til Swantje Köhler for tilladelsen til at vise billedet her.

Hurtigt besluttede jeg mig til alligevel at beholde møblerne og samtidig for at finde ud af mere om firmaet Luthardt.

Samtidig med min research havde jeg disse møbler i tankerne og ville have en lille stue til dem. I min kasse lå stadig et flot vævet tæppe. Sherri havde engang sendt mig det. Det ville jeg bruge, og ud fra det blev grundtonen i stuen bestemt. Med et stykke hvidt papir simulerede jeg stuen og fastsatte målene. Og lige som af sig selv forsamlede de første miniaturer sig.

To 6,5 cm høje små dukkepiger fra porcelænsfabrikken Hertwig & Co., Karlshütte i Thüringen, skulle være beboere i denne stue

Jeg fandt en snedker, der byggede et passende kabinet til mig  –  et vindue leverede han straks med. Da han havde sendt mig det færdige kabinet, foretog jeg en sidste prøveopstilling. Jo, det var netop, som jeg havde forestillet og ønsket mig det.

Da stien skulle have ”brædddegulv”, udfærdigede jeg en passende skabelon af et stykke pap, og ridsede brædder i gulvet

Derefter bearbejdede jeg det med brun skosværte, og det fik således den ønskede,  mørke gulvbræddefarve.

                      Væggene malede jeg med vandopløselig akrylfarve i en sart laksefarvet nuance. Helt nøje afpasset efter tæppet.

Den fine lille borddug  –  med hulsøm  –  havde Aljona lagt i den sidste julepakke til mig. Den var perfekt til denne lille stue.

Men hver gang, som jeg kiggede ind i stuen, slog det mig, at der faktisk kun var en stol derinde. For lidt til to beboere.

Sherri forstod mit dilemma og spurgte Steve, og han erklærede sig parat til at bygge endnu en stol, jeg behøvede blot at sende de nøjagtige mål.

Med den næste pakke fra Missouri kom ikke bare én, men hele to stole. Sherri havde endda straks  malet dem, og hun har virkelig ramt den rigtige farve, og jeg er meget lykkelig over at have fået stolene

Vinduer er meget vigtigt for mig. De tider, hvor Gerhard savede dem ud for mig, er desværre forbi. Altså limer jeg dem nu altid på. Man kan for et par euro købe de færdige rammer i et stort online-auktionshus og selv gøre dem færdige. En rigtig god løsning, og ”udsigten” vælger man selv

For at alt kan stå sikkert og beskyttet mod snavs, har vi sat et akryltag og en akrylfront på stuen. Gerhard har boret hullerne med et vridbor, og med pynte hhv. polstersøm har vi fastgjort pladerne.

Da alle forberedelser var overstået, kunne møblerne og de to søde beboere flytte ind.

At indrette og pynte op er hver gang de allerskønneste timer for mig. Jeg havde fundet nogle ekstra smukke miniaturer frem.

  1. Uret har Steve bygget  – efter opmåling af et meget gammelt kukur, og Sherri har malet det.
  2. Portrætterne er af beboerne, jeg har klæbet dem op på en ramme til fremstilling af smykker.
  3. Vejrhuset er en dragtknap.
  4. Karussellen stammer fra fremstilling af smykker, jeg har gjort den lidt mindre farveprægtig.
  5. Mariastatuen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  6. Kalken og lysestagen er små dele fra smykkefremstilling.
  7. Guldfiskeglasset var engang en ørering.
  8. Konsollen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  9. Dukken er fra Flade ved Olbernhau i nærheden af Seiffen.
  10. Kaffeservicet blev fremstillet i Japan og er en gave fra Sherri.
  11. Korset stammer fra en defekt rosenkrans.
  12. Sjippetovet har jeg for år siden købt i England.
  13. Katten er af hård plastic, hvor den kommer fra, ved jeg ikke.
  14. Maleriet har en vakkelvorn metalramme – et typisk dukkestuebillede af ukendt herkomst.
  15. Skoen er af porcelæn og en souvenir fra en rejse til Holland.
  16. Urtepotten er fra DDR og blev solgt gennem Vero – ukendt fabrikant.
  17. Dukkevognen er fra 40erne og kommer fra Erzegebirge.
  18. Musene og den søde skildpadde er fra vor tid.

Og så en dag var den færdig, der var ikke mere at gøre. Den havde store chancer for at blive min yndlingsstue, og alligevel ikke, ja, alligevel ikke…. Men det er en helt anden historie.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine opstilling af min tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra webteamet: www.tortula.de  –  Tortula og hendes lille Puppenkommode/Dukkekommode…

Barn på Østerbro under krigen

Denne spændende og interessante artikel bringes

med tak til  Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv – 2100 Ø

Ja, sikken en forandring fra 1939 og til nu !

(Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle år siden var det et hit at fortælle om sin barndom i børnebørnenes klasser, hvad jeg  (Lise) også gjorde engang. Denne fine beretning er dog ikke min –men endnu tidligere, måske vækker den minder, eller måske husker I pludselig noget, I har fået fortalt af jeres bedsteforældre, hvem ved! Artiklen her er en fortælling, som giver stof til eftertanke!  En bedstemor fortæller følgende:

I 1939, da jeg var syv år, begyndte jeg at gå i skole på Vognmandsmarkens skole i København.

           Samme år begyndte 2. Verdenskrig, og i 1940 besatte Tyskland Danmark, og de tyske soldater tog vores skole, den skulle de bo i  –  der var også mange andre skoler, som tyskerne tog.

           Det betød, at jeg ikke længe gik i skole, men så begyndte jeg at gå i skole hver anden dag på en skole, Bryggervangen, som lå ved siden af Vognmagermarkens Skole, og vi gik dobbelt så mange børn på skolen, som den var beregnet til.

Senere gik jeg så i skole hver dag, men vi havde ingen frikvarterer, vi havde kun spisepause, og timerne var meget korte.

Jeg kunne godt lide lærerne på skolen, kun ikke tegnelæreren, han var meget streng.

           Når vi havde tegning, måtte vi ikke snakke, og hvis vi tabte blyanten på gulvet, kom vi i skammekrogen, dvs. så skulle man stå i en krog med ansigtet mod væggen og stå og skamme sig. Jeg kom tit i skammekrogen, for jeg kunne ikke lade være med at tabe blyanten, fordi jeg var så bange for at tabe den.

           Det er nok anderledes at gå i skole dengang end nu.

Når skoleklokken ringede, skulle alle klasserne stille op på række, to og to, og så måtte vi ikke snakke, og først, når gårdvagten gav lov, måtte vi gå op til klasseværelset.

Lærerne var nok lidt strengere dengang, og det var tilladt at give drengene en ørefigen, hvos de ikke gjorde, som der blev sagt  –  pigerne slap fri. Men jeg kan ikke huske, om der var nogen i klassen, som fik ørefigen.

Da vi kun havde et spisefrikvarter, kunne vi ikke nå at lege meget. Så gik gårdvagten, en af lærerne, rundt og passede på, at vi ikke legede for vildt, eller at drengene ikke gik ind i pigernes del af gården  –  vi havde en stor skolegård, hvor pigerne var i den ene ende, og drengene i den anden, vi måtte ikke lege sammen, jeg gik også i en ren pigeklasse, piger og drenge gik hver for sig.

           Om vinteren måtte vi ikke lege med sneen, det var jo også nok for farligt med så mange børn på skolen.

Hvis man var uartig, fik man en ”sveder”, som vi kaldte det, det betød, at vi skulle være i skole en time længere.

Når der kom en anden lærer ind i klassen midt i en time, skulle vi rejse os op fra skolepulten, og satte os først, når vi fik lov til det.

Af fag havde vi de samme fag, som I har, dog havde vi ikke formning, i stedet for havde vi tegning, håndarbejde for pigerne og sløjd for drengene.  Det var noget underligt noget, vi lavede i håndarbejde. Der var jo krig, så der var mange ting, man ikke kunne købe i forretningerne. Vi strikkede sokker af blåt garn, som smittede af på vore fingre, og strikkepindene rustede, hvis vi svedte på hænderne, og så syede vi korssting i stof, der var af papir, så det blev ikke særlig kønt.

Vi havde heller ikke orientering, som I har, men naturhistorie, hvor vi lærte om blomster, planter, dyr af alle slags, og geografi, hvor vi lærte om Danmark. Vi havde også historie, hvor vi lærte om Danmarks historie, det kunne jeg godt lide.

Gymnastik kunne jeg ikke lide, fordi lærerinden var så skrap, og jeg var lidt klodset til at spille langbold og rundbold og gå balancegang på bommen, som blev hejst ned fra loftet, sådan en har I også nok i jeres gymnastiksal.

Så havde vi dansk, skrivning og regning, det kunne jeg også godt lide.

Vi skrev diktat med skråskrift, man kendte slet ikke formskrift dengang, og vi skrev med grifler på små tavler i de første klasser, og senere med en blyant  –  kuglepenne havde man heller ikke. Når det skulle være rigtig fint, skrev vi med en pen, som sad fast på et penneskaft, og så dyppede vi den i et blækhus, som sad fast i skolepulten, og så skulle det være meget flot, og vi måtte ikke slå blækklatter.

Jeg tror nok, det var lidt kedeligere at gå i skole dengang, vi havde ikke de spændende bøger og hæfter, som I har i dag. Vi havde en læsebog og en regnebog, som ofte var lasede, da der var mange klasser, der skulle bruge de gamle bøger.

Når der var en, der havde fødselsdag, havde fødselsdagsbarnet bolsjer med og delte rundt i klassen og til lærerne, og så blev der sunget fødselsdagssang, den samme, som I synger i dag. Så kunne det ske, at læreren læste en historie for os, eller også legede vi stilleleg  –  det gik ud på, at man skulle sidde musestille med foldede hænder på bordet, så var der en, som stod oppe ved katederet og skulle vælge den, som sad mest stille, og så var det hendes tur til at stå oppe ved katederet og vælge.

I ville nok synes, det var en kedelig leg, men vi fra dengang kunne godt lide den leg

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Jeg glemte også at fortælle, at når man havde fødselsdag, inviterede man nogle klassekammerater hjem til kager og chokolade, dvs. chokolade kunne man ikke købe, så det var mælk med erstatningschokolade i. Så havde hver gæst en krone med som gave

Jeg var glad for at gå i skole, men vi havde mange lektier for hjemme, og vi terpede stavning og grammatik meget mere end i dag, og så var det hele jo meget sværere, fordi dengang skulle alle navneord staves med store bogstaver, og så skulle vi jo helt bestemt vide, hvilke ord, der var navneord. Vi havde også mange regnestykker for hjemme.

En anden ting var også, at vi skulle sige De til lærerne, man skulle i det hele taget være meget høflig, huske at bukke (drengene) og neje (pigerne) for de voksne.

           En dag, da jeg var på vej til skole, mødte jeg Kong Christian den Tiende, som var konge dengang, han red hver dag en tur i byen på sin hest. Da han så mig på fortovet, gjorde han honnør for mig, og jeg stod bare og kiggede og var meget benovet.

           Da jeg kom hjem fra skole og fortalte det til min mor, sagde hun til mig: ”Du huskede vel at neje for kongen”, nej, det havde jeg jo glemt, og det var en flov historie

De første fem år gik jeg i Vognmandsmarkens dvs. Bryggervangens skole, og derefter kom jeg over på jeres skole, som dengang hed Emdrup skole, der gik jeg de næste fem år, men det er en helt anden historie.

Jeg boede hos min far, mor og lillebror i det gamle Ryparken i en lille lejlighed, man havde jo ikke så megen plads dengang.

           Min bror og jeg delte et værelse. Vi boede dejligt med store græsplæner og store  sandkasser imellem husblokkene.

Der boede mange børn, så der  var altid nogen at lege med. Om sommeren spillede vi langbold og rundbold på de store græsplæner, eller lavede cirkus for hinanden eller så bare på, der var nogle, der var skrappe til at stå på hænder, og en kunne gå ned i spagat.

           Der var altaner til lejlighederne, og så byggede vi hule med nogle gamle tæpper under stuelejlighedernes altaner, indtil vi blev jaget væk, hvis vi larmede for meget.

Om vinteren legede vi jo med sneen, det var nogle meget kolde vintre, da jeg var barn, med masser af sne, så vi byggede vældige snehuler. Det var så koldt, så vi gik med et ekstra halstørklæde bundet rundt om hovedet, så kun øjnene var fri, og man fik tit frost i tæerne, det sved og kløede.

           Ellers løb vi meget på skøjter på isen på Emdrup sø, og om sommeren på rulleskøjter, det var jeg meget glad for.

En af  somrene, hvor det var meget dejligt vejr og varmt, var der nogle mennesker, hvor vi boede, som syntes, at vi børn larmede og råbte for meget om aftenerne, når de sad på altanen, og så blev der ansat en opsynsmand af boligselskabet, som skulle sørge for, at børnene ikke var ude at lege efter kl. 8 om aftenen, hvor det jo var lyst og dejlig vejr, så skulle vi gå hjem og inden døre. Den opsynsmand kaldte vi børn Lurifax.

De fleste af vore forældre syntes også, det var meget skrapt, at vi skulle være inden døre kl. 8, så jeg og flere andre børn fik af vore forældre lov til at være ude at lege om aftenen alligevel..

           Så skiftedes vi til at holde øje med, hvornår Lurifax kom hen til vores græsplæne, hvor vi legede. Han gik igennem hele boligkomplekset hver aften og jagede børnene hjem.

           Når så den, der holdt udkig efter Lurifax, råbte: ”Lurifax kommer”, råbte og skreg vi af fuld hals og løb ind i opgangen, og lige så snart Lurifax var gået, var vi ude at lege igen. Det varede ikke længe, før Lurifax ikke kom mere, og vi fik lov til at lege ude om aftenen om sommeren.

Alle mennesker var jo mere eller mindre fattige, fordi der var krig, og vi var besat af tyskerne, så vi kom ikke på ferie, det var for øvrigt heller ikke altid, at der kørte tog eller busser.

           Min far havde ferie 14 dage om sommeren, min mor arbejdede ikke ude, det var der ikke mange mødre, der gjorde dengang.

           Vi syntes, vi havde en dejlig ferie de 14 dage, min far var hjemme, for vi cyklede ud til stranden eller skoven, og hvis vi så fik en is, var vi meget glade.

Hvis det regnede, gik vi på museer, mest Nationalmuseet, det var meget spændende. Inden krigen var vi hos min mormor i Landskrona eller hos min tante i Småland i Sverige, men det kunne vi jo ikke under krigen, da vi ikke måtte rejse ud af landet.

Jeg tror nok, det var meget anderledes at være barn dengang. Fordi man ikke kunne købe noget i forretningerne, og da vi heller ikke havde så mange penge, var vores forældre nødt til at lave mange ting selv, og jeg syntes, det var dødsspændende at se min far forsåle sko og lave fine sommersandaler til mor og mig af noget gammelt stof, som han syede remme af og sømmede fast på nogle træbunde, de blev meget flotte.

Jeg fik også en flot kjole af noget køkkengardinstof, som min mor syede. Min lillebror fik bukser af min fars gamle bukser.

Min far brugte også meget tid på at lave cykler, lappe dem, når vi punkterede, og i det hele taget sætte dem i stand, så vi kunne cykle standsmæssigt, ofte med dækslapper, for man kunne jo heller ikke købe nye dæk og slanger til cyklerne.

Min første cykel var en gammel cykel, der havde været min tantes, den var alt for stor, og på pedalerne havde jeg store træklodser, så jeg kunne nå dem.

En ting, jeg tydeligt husker, var de træsplinter, der var i undertøjet, man gik med. Det var lavet af noget, der hed Celluld, det var lavet af træ og andre mærkelige ting, og somme tider mærkede man noget, der kradsede på ryggen, så måtte man have undertrøjen af, og så sad der en lille træsplint, som man så måtte pille ud.

           Vi var ikke så pæne i tøjet, som I er i dag, men vi var glade, bare vi fik noget nyt engang imellem, for der var jo ingen, der var finere end de andre, vi havde de alle sammen på den måde. Jeg kan huske, at jeg havde en lærerinde, som var så glad for sin nye cottoncoat, den var syet af et par gamle lagener.

Så var der jo også rationering på mange ting, vi havde rationeringsmærker, som man skulle aflevere til f.eks. Købmanden, når vi skulle købe sukker, eller hvad det nu var. Elektricitet og gas måtte vi heller ikke bruge så meget af, der blev ikke fyret ret meget i husene, man skulle spare på brændslet, så vi sad nogle gange, når det var koldt, svøbt ind i hver sit uldtæppe derhjemme i stuen.

           Vi skulle spare på alting, der var kun tændt én pære i en bordlampe i stuen om aftenen, så lagde min mor en hvid dug på bordet, så der blev lidt mere lys. Vi havde ikke varmet vand i rørene, så vi kunne ikke komme i bad.

Min mor og jeg gik i bad på Hellerup skole en gang om ugen for 50 øre, brusebad, og vi måtte kun bruge 20 minutter til badet.

Så var der jo også bælgmørkt på gaderne, vi havde mørklægning, dvs. vi havde sorte rullegardiner for vinduerne, så der var ingen lys i husene, der var ingen gadelamper, så vi gik med et hvidt armbind på, og kantstenen var malet hvid, så vi kunne skimte hinanden om aftenen. Der måtte ikke trænge lys ud, således at de engelske flyvere ikke kunne se nogen byer, når de somme tider fløj over Danmark. Så blev der somme tider blæst luftalarm af sirenerne, så skulle vi gå ned i kælderen, der var bare overflyvninger. Først sidst i krigen, blev der kastet bomber i København, men det er også en anden historie, det skete først lige inden jeg gik ud af skolen

Den første nat, der blæstes luftalarm, stod vi op og gik i kælderen, og jeg var meget bange, men det blev hurtigt en vane, somme tider sov vi bare uden at gå i kælderen.

           Trods krig og sparetider og ikke ret mange penge, havde jeg en god skoletid, men I vil jo nok synes, at I har det meget bedre i dag, og det synes jeg også bestemt, at I har. Jeg synes, det må være meget spændende at gå i skole i dag, og I lærer også meget mere, end vi gjorde, og ikke mindst lærer I en masse om verdenen uden for Danmark.

Tak for en dejlig og ægte beretning, som vækker stof til eftertanke, og vi,  der er næsten lige så gamle som fortælleren,  men først startede i skolen nogle år efter krigens slutning, husker sikkert alle, at spare tiderne varede ved i en del år. Jeg husker blandt andet de spare håndarbejder, vi lavede, materialerne var billige, men dog holdbare.

Jeg husker også, at der kom bananer og andet godt, og at man tog til Sverige og handlede for de få svenske kroner,  man måtte have med….   Hvis man da overholdt reglerne, …..   (Lise)