Barn på Østerbro under krigen

Denne spændende og interessante artikel bringes

med tak til  Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv – 2100 Ø

Ja, sikken en forandring fra 1939 og til nu !

(Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle år siden var det et hit at fortælle om sin barndom i børnebørnenes klasser, hvad jeg  (Lise) også gjorde engang. Denne fine beretning er dog ikke min –men endnu tidligere, måske vækker den minder, eller måske husker I pludselig noget, I har fået fortalt af jeres bedsteforældre, hvem ved! Artiklen her er en fortælling, som giver stof til eftertanke!  En bedstemor fortæller følgende:

I 1939, da jeg var syv år, begyndte jeg at gå i skole på Vognmandsmarkens skole i København.

           Samme år begyndte 2. Verdenskrig, og i 1940 besatte Tyskland Danmark, og de tyske soldater tog vores skole, den skulle de bo i  –  der var også mange andre skoler, som tyskerne tog.

           Det betød, at jeg ikke længe gik i skole, men så begyndte jeg at gå i skole hver anden dag på en skole, Bryggervangen, som lå ved siden af Vognmagermarkens Skole, og vi gik dobbelt så mange børn på skolen, som den var beregnet til.

Senere gik jeg så i skole hver dag, men vi havde ingen frikvarterer, vi havde kun spisepause, og timerne var meget korte.

Jeg kunne godt lide lærerne på skolen, kun ikke tegnelæreren, han var meget streng.

           Når vi havde tegning, måtte vi ikke snakke, og hvis vi tabte blyanten på gulvet, kom vi i skammekrogen, dvs. så skulle man stå i en krog med ansigtet mod væggen og stå og skamme sig. Jeg kom tit i skammekrogen, for jeg kunne ikke lade være med at tabe blyanten, fordi jeg var så bange for at tabe den.

           Det er nok anderledes at gå i skole dengang end nu.

Når skoleklokken ringede, skulle alle klasserne stille op på række, to og to, og så måtte vi ikke snakke, og først, når gårdvagten gav lov, måtte vi gå op til klasseværelset.

Lærerne var nok lidt strengere dengang, og det var tilladt at give drengene en ørefigen, hvos de ikke gjorde, som der blev sagt  –  pigerne slap fri. Men jeg kan ikke huske, om der var nogen i klassen, som fik ørefigen.

Da vi kun havde et spisefrikvarter, kunne vi ikke nå at lege meget. Så gik gårdvagten, en af lærerne, rundt og passede på, at vi ikke legede for vildt, eller at drengene ikke gik ind i pigernes del af gården  –  vi havde en stor skolegård, hvor pigerne var i den ene ende, og drengene i den anden, vi måtte ikke lege sammen, jeg gik også i en ren pigeklasse, piger og drenge gik hver for sig.

           Om vinteren måtte vi ikke lege med sneen, det var jo også nok for farligt med så mange børn på skolen.

Hvis man var uartig, fik man en ”sveder”, som vi kaldte det, det betød, at vi skulle være i skole en time længere.

Når der kom en anden lærer ind i klassen midt i en time, skulle vi rejse os op fra skolepulten, og satte os først, når vi fik lov til det.

Af fag havde vi de samme fag, som I har, dog havde vi ikke formning, i stedet for havde vi tegning, håndarbejde for pigerne og sløjd for drengene.  Det var noget underligt noget, vi lavede i håndarbejde. Der var jo krig, så der var mange ting, man ikke kunne købe i forretningerne. Vi strikkede sokker af blåt garn, som smittede af på vore fingre, og strikkepindene rustede, hvis vi svedte på hænderne, og så syede vi korssting i stof, der var af papir, så det blev ikke særlig kønt.

Vi havde heller ikke orientering, som I har, men naturhistorie, hvor vi lærte om blomster, planter, dyr af alle slags, og geografi, hvor vi lærte om Danmark. Vi havde også historie, hvor vi lærte om Danmarks historie, det kunne jeg godt lide.

Gymnastik kunne jeg ikke lide, fordi lærerinden var så skrap, og jeg var lidt klodset til at spille langbold og rundbold og gå balancegang på bommen, som blev hejst ned fra loftet, sådan en har I også nok i jeres gymnastiksal.

Så havde vi dansk, skrivning og regning, det kunne jeg også godt lide.

Vi skrev diktat med skråskrift, man kendte slet ikke formskrift dengang, og vi skrev med grifler på små tavler i de første klasser, og senere med en blyant  –  kuglepenne havde man heller ikke. Når det skulle være rigtig fint, skrev vi med en pen, som sad fast på et penneskaft, og så dyppede vi den i et blækhus, som sad fast i skolepulten, og så skulle det være meget flot, og vi måtte ikke slå blækklatter.

Jeg tror nok, det var lidt kedeligere at gå i skole dengang, vi havde ikke de spændende bøger og hæfter, som I har i dag. Vi havde en læsebog og en regnebog, som ofte var lasede, da der var mange klasser, der skulle bruge de gamle bøger.

Når der var en, der havde fødselsdag, havde fødselsdagsbarnet bolsjer med og delte rundt i klassen og til lærerne, og så blev der sunget fødselsdagssang, den samme, som I synger i dag. Så kunne det ske, at læreren læste en historie for os, eller også legede vi stilleleg  –  det gik ud på, at man skulle sidde musestille med foldede hænder på bordet, så var der en, som stod oppe ved katederet og skulle vælge den, som sad mest stille, og så var det hendes tur til at stå oppe ved katederet og vælge.

I ville nok synes, det var en kedelig leg, men vi fra dengang kunne godt lide den leg

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Jeg glemte også at fortælle, at når man havde fødselsdag, inviterede man nogle klassekammerater hjem til kager og chokolade, dvs. chokolade kunne man ikke købe, så det var mælk med erstatningschokolade i. Så havde hver gæst en krone med som gave

Jeg var glad for at gå i skole, men vi havde mange lektier for hjemme, og vi terpede stavning og grammatik meget mere end i dag, og så var det hele jo meget sværere, fordi dengang skulle alle navneord staves med store bogstaver, og så skulle vi jo helt bestemt vide, hvilke ord, der var navneord. Vi havde også mange regnestykker for hjemme.

En anden ting var også, at vi skulle sige De til lærerne, man skulle i det hele taget være meget høflig, huske at bukke (drengene) og neje (pigerne) for de voksne.

           En dag, da jeg var på vej til skole, mødte jeg Kong Christian den Tiende, som var konge dengang, han red hver dag en tur i byen på sin hest. Da han så mig på fortovet, gjorde han honnør for mig, og jeg stod bare og kiggede og var meget benovet.

           Da jeg kom hjem fra skole og fortalte det til min mor, sagde hun til mig: ”Du huskede vel at neje for kongen”, nej, det havde jeg jo glemt, og det var en flov historie

De første fem år gik jeg i Vognmandsmarkens dvs. Bryggervangens skole, og derefter kom jeg over på jeres skole, som dengang hed Emdrup skole, der gik jeg de næste fem år, men det er en helt anden historie.

Jeg boede hos min far, mor og lillebror i det gamle Ryparken i en lille lejlighed, man havde jo ikke så megen plads dengang.

           Min bror og jeg delte et værelse. Vi boede dejligt med store græsplæner og store  sandkasser imellem husblokkene.

Der boede mange børn, så der  var altid nogen at lege med. Om sommeren spillede vi langbold og rundbold på de store græsplæner, eller lavede cirkus for hinanden eller så bare på, der var nogle, der var skrappe til at stå på hænder, og en kunne gå ned i spagat.

           Der var altaner til lejlighederne, og så byggede vi hule med nogle gamle tæpper under stuelejlighedernes altaner, indtil vi blev jaget væk, hvis vi larmede for meget.

Om vinteren legede vi jo med sneen, det var nogle meget kolde vintre, da jeg var barn, med masser af sne, så vi byggede vældige snehuler. Det var så koldt, så vi gik med et ekstra halstørklæde bundet rundt om hovedet, så kun øjnene var fri, og man fik tit frost i tæerne, det sved og kløede.

           Ellers løb vi meget på skøjter på isen på Emdrup sø, og om sommeren på rulleskøjter, det var jeg meget glad for.

En af  somrene, hvor det var meget dejligt vejr og varmt, var der nogle mennesker, hvor vi boede, som syntes, at vi børn larmede og råbte for meget om aftenerne, når de sad på altanen, og så blev der ansat en opsynsmand af boligselskabet, som skulle sørge for, at børnene ikke var ude at lege efter kl. 8 om aftenen, hvor det jo var lyst og dejlig vejr, så skulle vi gå hjem og inden døre. Den opsynsmand kaldte vi børn Lurifax.

De fleste af vore forældre syntes også, det var meget skrapt, at vi skulle være inden døre kl. 8, så jeg og flere andre børn fik af vore forældre lov til at være ude at lege om aftenen alligevel..

           Så skiftedes vi til at holde øje med, hvornår Lurifax kom hen til vores græsplæne, hvor vi legede. Han gik igennem hele boligkomplekset hver aften og jagede børnene hjem.

           Når så den, der holdt udkig efter Lurifax, råbte: ”Lurifax kommer”, råbte og skreg vi af fuld hals og løb ind i opgangen, og lige så snart Lurifax var gået, var vi ude at lege igen. Det varede ikke længe, før Lurifax ikke kom mere, og vi fik lov til at lege ude om aftenen om sommeren.

Alle mennesker var jo mere eller mindre fattige, fordi der var krig, og vi var besat af tyskerne, så vi kom ikke på ferie, det var for øvrigt heller ikke altid, at der kørte tog eller busser.

           Min far havde ferie 14 dage om sommeren, min mor arbejdede ikke ude, det var der ikke mange mødre, der gjorde dengang.

           Vi syntes, vi havde en dejlig ferie de 14 dage, min far var hjemme, for vi cyklede ud til stranden eller skoven, og hvis vi så fik en is, var vi meget glade.

Hvis det regnede, gik vi på museer, mest Nationalmuseet, det var meget spændende. Inden krigen var vi hos min mormor i Landskrona eller hos min tante i Småland i Sverige, men det kunne vi jo ikke under krigen, da vi ikke måtte rejse ud af landet.

Jeg tror nok, det var meget anderledes at være barn dengang. Fordi man ikke kunne købe noget i forretningerne, og da vi heller ikke havde så mange penge, var vores forældre nødt til at lave mange ting selv, og jeg syntes, det var dødsspændende at se min far forsåle sko og lave fine sommersandaler til mor og mig af noget gammelt stof, som han syede remme af og sømmede fast på nogle træbunde, de blev meget flotte.

Jeg fik også en flot kjole af noget køkkengardinstof, som min mor syede. Min lillebror fik bukser af min fars gamle bukser.

Min far brugte også meget tid på at lave cykler, lappe dem, når vi punkterede, og i det hele taget sætte dem i stand, så vi kunne cykle standsmæssigt, ofte med dækslapper, for man kunne jo heller ikke købe nye dæk og slanger til cyklerne.

Min første cykel var en gammel cykel, der havde været min tantes, den var alt for stor, og på pedalerne havde jeg store træklodser, så jeg kunne nå dem.

En ting, jeg tydeligt husker, var de træsplinter, der var i undertøjet, man gik med. Det var lavet af noget, der hed Celluld, det var lavet af træ og andre mærkelige ting, og somme tider mærkede man noget, der kradsede på ryggen, så måtte man have undertrøjen af, og så sad der en lille træsplint, som man så måtte pille ud.

           Vi var ikke så pæne i tøjet, som I er i dag, men vi var glade, bare vi fik noget nyt engang imellem, for der var jo ingen, der var finere end de andre, vi havde de alle sammen på den måde. Jeg kan huske, at jeg havde en lærerinde, som var så glad for sin nye cottoncoat, den var syet af et par gamle lagener.

Så var der jo også rationering på mange ting, vi havde rationeringsmærker, som man skulle aflevere til f.eks. Købmanden, når vi skulle købe sukker, eller hvad det nu var. Elektricitet og gas måtte vi heller ikke bruge så meget af, der blev ikke fyret ret meget i husene, man skulle spare på brændslet, så vi sad nogle gange, når det var koldt, svøbt ind i hver sit uldtæppe derhjemme i stuen.

           Vi skulle spare på alting, der var kun tændt én pære i en bordlampe i stuen om aftenen, så lagde min mor en hvid dug på bordet, så der blev lidt mere lys. Vi havde ikke varmet vand i rørene, så vi kunne ikke komme i bad.

Min mor og jeg gik i bad på Hellerup skole en gang om ugen for 50 øre, brusebad, og vi måtte kun bruge 20 minutter til badet.

Så var der jo også bælgmørkt på gaderne, vi havde mørklægning, dvs. vi havde sorte rullegardiner for vinduerne, så der var ingen lys i husene, der var ingen gadelamper, så vi gik med et hvidt armbind på, og kantstenen var malet hvid, så vi kunne skimte hinanden om aftenen. Der måtte ikke trænge lys ud, således at de engelske flyvere ikke kunne se nogen byer, når de somme tider fløj over Danmark. Så blev der somme tider blæst luftalarm af sirenerne, så skulle vi gå ned i kælderen, der var bare overflyvninger. Først sidst i krigen, blev der kastet bomber i København, men det er også en anden historie, det skete først lige inden jeg gik ud af skolen

Den første nat, der blæstes luftalarm, stod vi op og gik i kælderen, og jeg var meget bange, men det blev hurtigt en vane, somme tider sov vi bare uden at gå i kælderen.

           Trods krig og sparetider og ikke ret mange penge, havde jeg en god skoletid, men I vil jo nok synes, at I har det meget bedre i dag, og det synes jeg også bestemt, at I har. Jeg synes, det må være meget spændende at gå i skole i dag, og I lærer også meget mere, end vi gjorde, og ikke mindst lærer I en masse om verdenen uden for Danmark.

Tak for en dejlig og ægte beretning, som vækker stof til eftertanke, og vi,  der er næsten lige så gamle som fortælleren,  men først startede i skolen nogle år efter krigens slutning, husker sikkert alle, at spare tiderne varede ved i en del år. Jeg husker blandt andet de spare håndarbejder, vi lavede, materialerne var billige, men dog holdbare.

Jeg husker også, at der kom bananer og andet godt, og at man tog til Sverige og handlede for de få svenske kroner,  man måtte have med….   Hvis man da overholdt reglerne, …..   (Lise)

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.