Celluloiddukker fra Sovjetunionen

Mærket OXK – Del 1:

 En beretning med fotos af Helena Jarzemskaja

 (Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen – forord —oversættelse, bearbejdning etc. ©)

 Med tak til den ukrainske samler Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich har vi hermed fornøjelsen at bringe denne artikel. Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich er veninder, og artiklen har været bragt i Sigis KOMMODE www.tortula.de, december 2017, som kommer med nyheder inden for dukke– og legetøjsverdenen hver måned – www.tortula.de har i år 20-års fødselsdag, og jeg har i hele denne periode fulgt med i processen, og har derigennem suget megen viden til mig. (2. del, som følger, blev bragt i tortula.de januar 2018)

Helena Jarzemskaja fortæller følgende:

Børn har altid villet og vil stadig lege med forskellige former for legetøj. Det vil de i alle lande og til alle tider, også i de meget svære perioder, som revolutioner og krige. Og også når landets nye regering pludselig forbyder al slags legetøj ”fra den gamle tid” og destruerer alt, hvad der angiveligt symboliserer ”Den gamle Verden”. Sådan gik det i USSR i 20erne.

Det var en skrækkelig tid – såvel for voksne som for børn. Men heldigvis er alle børn umiddelbare skabninger, små tryllekunstnere, der er i stand til at skabe en hel Verden ud af Ingenting!

Skønt legetøjet i Sovjetunionen i 1920erne var primitivt og enkelt, legede børnene med, hvad de havde og var glade for deres ting. Her kan I se, hvordan legetøjsforretningerne i Sovjetunionen så ud – og disse er blot de rigeste, de såkaldte ”mønsterbutikker” (Præsentationsbutikker).

Det lille udvalg af legetøj blev produceret af forskellige små foretagender – de kaldtes ”Artels”. Og regeringens radikale indstilling til fremstillingen resulterede i, at mange af produkterne beklageligvis manglede. Det forbavsede således ikke, at politikere og andre voksne indså nødvendigheden i en ændring af disse forhold. Og dette førte til de første sovjetiske celluloiddukker.

En af de berømteste fabrikker – og den allerførste — som startede en fremstilling – var OXK i Leningrad.

 OXK, blev som alle tidlige legetøjsproducenter ikke grundlagt som en legetøjsfabrik: Ohta-krudtfabrik – det er firmaets første navn – blev grundlagt allerede i 1715 efter ordre fra Peter den Store med beliggenhed ved Floden Ohtas bred.

Helt op i det 19. årh. var dette firma et af Ruslands største krudtværker. Efter revolutionen fortsatte firmaet med at fremstille militærartikler, og i 1922 gik man over til fremstilling af kemiske produkter. I 1931 fik firmaet det navn, hvor under alle vi dukkesamlere kender det:  – OXK (eller på tysk –  OCK, Ohtinrer chemisches Kombinat).

I dag er firmaet en del af sammenslutningen ”Plasmolimer” og går under navnet –  Ohta chemical Werk, men det er en helt anden historie, da vi blot er interesseret i de tidligere ”Legetøjs”-sider.

Men hvorfor begyndte denne kemiske fabrik nu pludselig at fremstille Legetøj? Svaret er ganske simpelt: I Sovjetunionen var forbrugerindustrien praktisk talt ikke udviklet. Derfor var alle foretagender fra ca. midten af det 20. årh. forpligtet til, i sine fabrikshaller også at fremstille nogle forbrugsvarer: beklædning, møbler, porcelæn og bestik, forskellige husholdningsartikler – og naturligvis børnelegetøj.

OXK valgte den sidste variant – som de fandt lå nærmest i forhold til deres profil. I 1927 organiserede fabrikken fremstilling af celluloid (indtil da blev dette produkt udelukkende købt fra Tyskland) – dette materiale blev først og fremmest købt af håndværkere og private foretagender.

Men allerede i 1931 omstillede firmaet produktionen udelukkende til forbrugsvarer – kamme, sæbeskåle, brille-etuier – og allerede år 1932 fødtes Ohta-Zelluloid-Spielzeug/(Ohta-Celluloid-Legetøj)  – der blev fremstillet Dyrefigurer.

Den første dukke kom til verden i 1935, hvad man kunne løse i det netop grundlagte første sovjetiske tidsskrift om legetøj (kaldet Legetøj ).

Begyndelsen var svær –  for da det kom til stykket, var fremstillingen af legetøj helt nyt for firmaet. Der fandtes ingen designere eller andre fagfolk. Derfor blev de første dukker fremstillet efter forme fra Værket ”Komsomolskaya Pravda” (denne fabrik havde netop på dette tidspunkt indstillet sin produktion af celluloiddukker. Andre af firmaets talrige forme blev taget fra franske og tyske porcelæn– og celluloidforme (dengang havde ingen fra Sovjetunionen gjort sig tanker om ophavsret/copyright).

Jeg tænker, at disse dukker er let genkendelige – og hvis du tror, at du her ser franske og tyske børn med deres dukker, tager du fejl – alle de her gengivne fotos er med dukker fremstillet i Sovjetunionen.

 De første Ohta-dukker blev stadig overvejende solgte uden mærke. Senere blev de fremstillet med skiftende mærker. Hermed en række af de kendte mærker, ganske vist ikke alle.

Selvfølgelig var ikke bare OXK interesseret i de fine, tyske dukker, som f.eks. Den mest kendte dukkedreng Hans fra Schildkröt (Skildpaddedukke). Han blev virkelig internationalt kopieret.

De kønne dreng kan vi genkendte gennem mange sovjetiske, japanske og polske dukker. Blandt mange sovjetiske dukkesamlere eksisterer denne legende stadig: at dukken er lavet efter dette barnefoto af Volodya Ulyanov (Lenin), og der ses virkelig en vis lighed….

Denne teori ligger langt fra sandheden – svaret er meget mere simpelt:

Det er en kopi af skildpaddedukken

I dag er han en af de mest elskede og kendteste celluloiddukker fra den tidligere Sovjetunion – der findes næppe den samler, som ikke ejer en Hans, og mange har to eller flere (I USSR –landet med Planøkonomien – blev den samme model ofte fremstillet på forskellige fabrikker, dvs. med ganske uvæsentlige forskelle i f.eks. bemalingen etc., og selvfølgelig mærket forskelligt. Og skulle en samler ikke eje en sådan dukke, drømmer hun eller han helt sikkert om at få en).

Jeg er ikke i tvivl om, at alle samlere genkender disse dejlige bamser, eller denne yndige, dukke med den mørke hud og de store øjne – og her tog jeg atter fejl: Ligesom de før nævnte dukker er de også mærket OXK, og ikke Skildpaddedukker.

Et yderligere problem ved de tidlige OXK-dukker var farven på celluloid-materialet – de første dukker fik en grønlig afskygning. Her fandt man snart svaret, – det vand, man brugte ved fremstillingen, kom fra floden Ohtinka, og var meget jernholdigt.

Efter indbygningen af filtre, forsvandt dette problem. Men i vor tid er dette minus delvis blevet et plus – en karakteristisk farve er en hjælp til identifikation af de tidligste og særligt sjældne og værdifulde dukker.

Kære læsere, dette er hermed første del om de russiske celluloiddukker — der er meget mere at fortælle, derfor følger anden del af beretningen meget snart.

Stor tak til Helena jarfzemskaja og Sigi Ulbrich (Tortula)

Og god læselyst ……

En tanke om “Celluloiddukker fra Sovjetunionen”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.