Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt  –  bondemøbler fra Thüringen  – del 1

Med tusind tak til Sigi Ulbrich , tortula.de, for endnu en spændende beretning om dukkemøbler og deres placering.

(Med hilsen fra Lene Byfoged, opstilling,  og Lise Brastrup Clasen, oversættelse,  ©

Det var den 8. oktober 2017, da jeg købte dette lille sæt bondemøbler i et stort Online-auktionshus. Egentlig fordi jeg syntes, at bordet var smukt,  og at jeg kunne bruge det i en anden dukkestue. Men det passede ikke i størrelsen, og det faldt mig faktisk svært at dele dette henrivende sæt. Således forsvandt det hele ned i min kasse, og på et eller andet tidspunkt besluttede jeg mig for at videresælge disse møbler.

Jeg satte dem på auktion, men det var vanskeligt straks at finde en køber.

Da jeg ledte efter fabrikanten af en anden lille sød dukkestue, bladede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler-forlaget… www.swantje-koehler-verlag.de

På side 128 stødte jeg på en gengivelse, og den måtte jeg se på en ekstra gang. Her var mine små møbler, godt nok i en anden opsætning, men umiskendeligt dem. Tak til Swantje Köhler for tilladelsen til at vise billedet her.

Hurtigt besluttede jeg mig til alligevel at beholde møblerne og samtidig for at finde ud af mere om firmaet Luthardt.

Samtidig med min research havde jeg disse møbler i tankerne og ville have en lille stue til dem. I min kasse lå stadig et flot vævet tæppe. Sherri havde engang sendt mig det. Det ville jeg bruge, og ud fra det blev grundtonen i stuen bestemt. Med et stykke hvidt papir simulerede jeg stuen og fastsatte målene. Og lige som af sig selv forsamlede de første miniaturer sig.

To 6,5 cm høje små dukkepiger fra porcelænsfabrikken Hertwig & Co., Karlshütte i Thüringen, skulle være beboere i denne stue

Jeg fandt en snedker, der byggede et passende kabinet til mig  –  et vindue leverede han straks med. Da han havde sendt mig det færdige kabinet, foretog jeg en sidste prøveopstilling. Jo, det var netop, som jeg havde forestillet og ønsket mig det.

Da stien skulle have ”brædddegulv”, udfærdigede jeg en passende skabelon af et stykke pap, og ridsede brædder i gulvet

Derefter bearbejdede jeg det med brun skosværte, og det fik således den ønskede,  mørke gulvbræddefarve.

                      Væggene malede jeg med vandopløselig akrylfarve i en sart laksefarvet nuance. Helt nøje afpasset efter tæppet.

Den fine lille borddug  –  med hulsøm  –  havde Aljona lagt i den sidste julepakke til mig. Den var perfekt til denne lille stue.

Men hver gang, som jeg kiggede ind i stuen, slog det mig, at der faktisk kun var en stol derinde. For lidt til to beboere.

Sherri forstod mit dilemma og spurgte Steve, og han erklærede sig parat til at bygge endnu en stol, jeg behøvede blot at sende de nøjagtige mål.

Med den næste pakke fra Missouri kom ikke bare én, men hele to stole. Sherri havde endda straks  malet dem, og hun har virkelig ramt den rigtige farve, og jeg er meget lykkelig over at have fået stolene

Vinduer er meget vigtigt for mig. De tider, hvor Gerhard savede dem ud for mig, er desværre forbi. Altså limer jeg dem nu altid på. Man kan for et par euro købe de færdige rammer i et stort online-auktionshus og selv gøre dem færdige. En rigtig god løsning, og ”udsigten” vælger man selv

For at alt kan stå sikkert og beskyttet mod snavs, har vi sat et akryltag og en akrylfront på stuen. Gerhard har boret hullerne med et vridbor, og med pynte hhv. polstersøm har vi fastgjort pladerne.

Da alle forberedelser var overstået, kunne møblerne og de to søde beboere flytte ind.

At indrette og pynte op er hver gang de allerskønneste timer for mig. Jeg havde fundet nogle ekstra smukke miniaturer frem.

  1. Uret har Steve bygget  – efter opmåling af et meget gammelt kukur, og Sherri har malet det.
  2. Portrætterne er af beboerne, jeg har klæbet dem op på en ramme til fremstilling af smykker.
  3. Vejrhuset er en dragtknap.
  4. Karussellen stammer fra fremstilling af smykker, jeg har gjort den lidt mindre farveprægtig.
  5. Mariastatuen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  6. Kalken og lysestagen er små dele fra smykkefremstilling.
  7. Guldfiskeglasset var engang en ørering.
  8. Konsollen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  9. Dukken er fra Flade ved Olbernhau i nærheden af Seiffen.
  10. Kaffeservicet blev fremstillet i Japan og er en gave fra Sherri.
  11. Korset stammer fra en defekt rosenkrans.
  12. Sjippetovet har jeg for år siden købt i England.
  13. Katten er af hård plastic, hvor den kommer fra, ved jeg ikke.
  14. Maleriet har en vakkelvorn metalramme – et typisk dukkestuebillede af ukendt herkomst.
  15. Skoen er af porcelæn og en souvenir fra en rejse til Holland.
  16. Urtepotten er fra DDR og blev solgt gennem Vero – ukendt fabrikant.
  17. Dukkevognen er fra 40erne og kommer fra Erzegebirge.
  18. Musene og den søde skildpadde er fra vor tid.

Og så en dag var den færdig, der var ikke mere at gøre. Den havde store chancer for at blive min yndlingsstue, og alligevel ikke, ja, alligevel ikke…. Men det er en helt anden historie.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine opstilling af min tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra webteamet: www.tortula.de  –  Tortula og hendes lille Puppenkommode/Dukkekommode…

2 tanker om “Det skal da ikke altid være Kuhn”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.