HER SIDDER DUKKE ALLIS.

Anne-Dorthe Fabricius bragte denne skønne fortælling på Facebook og jeg skyndte mig straks, at få hendes tilladelse til at bringe den her på bloggen. Jeg er sikker på I alle vil nyde den, som jeg gjorde. En stor tak til Anne-Dorthe, som på den fineste måde lod dukken få liv igen, og for at vi må læse med.

© for tekst og billede: Anne-Dorthe Fabricius.

Dukke Allis er opkaldt efter pigen Allis, som var dukkens første, men desværre ikke eneste ejer, for Allis døde i en meget tidlig alder i forbindelse med en større operation, og dukken gik herefter videre til hendes noget yngre kusine Anne.
Det var et hårdt slag for Allisˋ forældre, der gik også en del år, før de nænnede at give dukken fra sig, jeg kender historien, fordi Anne var min mors gode veninde.
Jeg husker ikke dukkens første navn, jeg ved bare, at Anne herefter valgte, at kalde den Allis til minde om sin kusine.
Moderne dukker kan tåle meget, men det kan de gamle ikke, og desværre gik det på et tidspunkt galt, Anne tabte Allis på gulvet, og det fine hovedet gik i mange stykker, og da dukken samtidig manglede hele tre fingre, kan man roligt sige, at den var endt i en sørgelig forfatning.
En eller anden klodrian forsøgte på et tidspunkt at lime hovedet sammen, men det endte i noget rod, fordi begge øjne blev glemt inde i hovedet, Allis så direkte uhyggelig ud med to sorte huller, der hvor øjnene skulle have siddet.
Nej, Allis var ikke den samme længere, hun havnede derfor i kælderen, hvor hun lå, indtil en større oprydning fandt sted, og ved den lejlighed havnede hun i bunken med kassable ting.
Anne og min mor var på dette tidspunkt blevet voksne damer, med egne børn, men de havde stadig følelser for gamle Allis, min mor havde måske flest, i hver fald reddede hun Allis op fra bunken til udsmid, og tog hende med hjem.
I de kommende år sad Allis i en kurv på min mors syværelse, syg og elendig med kun syv fingre, to tomme øjenhuler og pølser af lim i hele hovedet.
Det var et sølle syn.
Men en dag tog jeg Allis med hjem, jeg havde nemlig læst, at gammel lim kunne løsnes med kogende vand, og det måtte prøves, for tænk nu, hvis Allis kunne få sit gode udseende tilbage.
Allis kom i den sorte gryde, og gik op i limningen.
Hun simrede kun et øjeblik, så faldet hovedet fra hinanden, og et par fine blå øjne kom til syne mellem skårene.
Fantastisk.
Det var første skridt, nu gjaldt det om at samle stumperne, og det var ikke let, især var det svært at få vippe-øjnene på plads, jeg bandede og svovlede, og min mand kørte en længere cykeltur.
Men alt blev samlet, og der blev fyldt porcelænsmasse i de stedet, hvor skårene ikke helt kunne mødes, alt i alt blev det rimelig pænt, selv de manglende fingre kunne formes med lidt porcelænsmasse.
Og nu ligner Allis sig selv igen, hun er et smukt barn, og se lige, hvor glad hun er for dyr.

2 tanker om “HER SIDDER DUKKE ALLIS.”

  1. Tak, Lene.🙂
    Så længe jeg lever, får gamle Allis lov til det samme, men hun “dør” helt sikkert sammen med mig, ingen gider eje et “samlesæt” som hende, der findes jo så mange smukke, gamle dukker i fineste stand, til næsten ingen penge.🤷🏻‍♀️

  2. Det er mig der takker 🥰. Vi har lov at håbe hun får lov til at leve videre. Vi får jo alle mærket af livet.
    Kh Lene

Leave a Reply to Anne-Dorthe Fabricius Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.