Ho ho historien om julemanden

Historien om julemanden hører uløseligt sammen med navne som for eksempel Sankt Nikolaus, Sinter Klaas, Santa Claus og Coca-Cola!

 Skrevet af juleinspektør i den Gamle By i Århus Jens Ingvordsen 

Ethvert barn ved, at julemanden, dét er ham, der kommer med gaver juleaften. Af uransagelige årsager er julemanden en noget korpulent, ældre herre med hvidt skæg, der i min barndom mindede mest om Onkel Erik eller Farbror Jørgen. I dag passer dette billede stadig på julemanden, selv om mange yngre mennesker vil mene, at han mest af alt ligner den lille, sprælske Fætter BR-figur.

Julemanden kan man møde alle steder. Pludselig dukker han op i supermarkedet eller viser sig på Gågaden. Når han skal aflevere gaver, kommer han som regel kørende i en tungt lastet slæde trukket af rensdyr. Så mange børn over hele verden skal have besøg af ham, at han dårligt kan over komme det hele. Således kan han nå at uddele gaverne til danske børn allerede på selve juleaften. Det tager så lang tid at rejse med slæde til England og USA, at børn i disse lande først kan forvente gaverne afleveret med morgen-gaveposten første juledag! Julemanden og gaver hører uløseligt sammen. Og historien om julemanden hører uløseligt sammen med navne som for eksempel Sankt Nikolaus, Sinter Klaas, Santa Claus og Coca-Cola!

Julemanden som han ser ud i førsteudgaven af Juleklassikeren Peters Jul fra 1866.

Børnenes og de søfarendes beskytter

Julemanden er i virkeligheden identisk med den katolske helgen Nikolaus, der var børnenes og de søfarendes beskytter, samt alle jomfruers hjælper og trøster. Nikolaus skal have været biskop i byen Myra i Lilleasien i 300-tallet. Legenderne om ham er talrige. Han skal have frelst tre jomfruer fra at være tvunget til at begå utugt af bitter nød ved i al hemmelighed at kaste tre guldklumper ind ad deres vindue om natten. Hans knogler, der blev opbevaret i Myra, blev imidlertid i 1087 stjålet af en gruppe søfolk fra den syditalienske by Bari.

Julemanden som han ser ud i førsteudgaven af Juleklassikeren Peters Jul fra 1866.

Søfolkene tog helgenens hellige ben med hjem, og den dag i dag ligger de i en sarkofag i Basilica di San Nicola i byen Bari.

Sinter Klaas fra Nederlandene

Hans navnedag er den 6. december. I Nederlandene har man derfor siden middelalderen haft den juleskik, at en kappeklædt mand, der kaldtes Sinter Klaas, om natten til den 6. december ankom gennem skorstenen med gaver, som han anbragte i børnenes træsko – hvis de havde været artige. Hvis ikke, fik de i stedet træskoen fyldt op med kul samt et risknippe, som deres forældre kunne tugte dem med.

Opfundet i et digt

I 1822 skrev den amerikanske professor Celment Clarke Moore, hvis kone var af nederlandsk afstamning, et juledigt til sine børn. Deri hedder det, at han om natten til den 25. december ikke kunne sove. Han hørte underlige lyde på taget af huset, og opdagede så, at det var en lille, tyk mand, der ankom i en slæde, trukket af otte rensdyr. Han hoppede ned i skorstenen med en sæk fuld af julegaver. Hans påklædning var lædertøj, han havde en rød næse, og hans mave hoppede, når han lo. Moore kaldte sit digt for ”Santa Claus’ besøg”.

Kampagnefigur fra Coca-cola 

I 1840’erne blev digtet udgivet, og det blev meget hurtigt folkeeje i hele USA, ganske som ”Peters Jul” blev det i Danmark i 1900-tallet. Santa Claus blev i løbet af 1900-tallets første halvdel reeksporteret til Europa, hvor han smeltede sammen med den engelske Father Christmas og den tyske der Weihnachtsmann. Julemandens karakteristiske rød/hvide dragt viser hen til, at Coca-Cola fra 1930 hvert år i december har brugt ham som kampagnefigur, og koncernens kampagnefarver netop er rød og hvid.

Fra 1930 brugte Coca-Cola julemanden som kampagnefigur hvert år i december. Og julemandens rød/hvide dragt har han fra Coca-Cola.

En stor tak til Jens Ingvordsen for tilladelse, til at bringe dette fine indlæg!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.