Julen 1951 Julen 2021

Fra Sigi Ulbrich, har jeg fået denne skønne julehilsen. Hvor er det dejligt hun stadigvæk har lyst, til at dele ud, fra sit skønne dukkehusunivers, til glæde for mange af bloggens læsere.

Tusinde tak for det Sigi.

©: for tekst og billeder: Sigi Ulbrich.

©: Lene Byfoged

Udgivet d. 15.12.2021

Julen 1951 Julen 2021

Åh ja … julen 1951 – det er 70 år siden og alligevel – det var bestemt en af ​​de
vigtigste julefester i mit liv. Jeg har selvfølgelig ingen minder mere om det – jeg var kun 2½ år gammel.


I 1951 brugte vores bedstefar meget tid i sit værksted og … og der fik jeg ikke lov til at gå ind til ham. Juleaften i Tyskland – der får man altid gaverne den 24 – og her kom den store overraskelse.


Min elskede bedstefar havde bygget et dukkehus. Et stort køkken til min søster og et torums til mig med stue og soveværelse. De to huse, kunne sættes oven på hinanden, så man havde et toetages hus. Nu havde vi begge to rigtige lejligheder og kunne lege med dem sammen.

Lejligheden var fuldt møbleret. Bedstefar havde også bygget møblerne. Om han havde brugt en skabelon eller bygget den på egen hånd … jeg ved det ikke, jeg har ikke længere nogen, jeg kan spørge om det.

Min storesøster voksede hurtigt fra dukkehuset, og jeg havde det for mig selv. I julen 1953 fik jeg stuemøbler – også fra min bedstefars værksted. Der have været en skabelon til disse møbler,
Mine møbler er meget ens – bare lidt forskellige i pynten – i ny og næ ses de udbudt i de store online auktionshuse.
I advents- og juletiden – lavede vi altid en masse kreative ting – så savnede jeg slet ikke mit dukkehus. Jeg kunne slet ikke kende det, da jeg så det igen . Køkken og soveværelset var i to-værelses huset ændret til køkken og soveværelse og et-rums-boligen var blevet til en stor stue med en lille karnap. Der stod bondemøblerne . Nede ved trappen (der var lavet af min storebrors gamle træklodser), stod vuggen og til højre på den anden side, den blå gulvvase med de hvide prikker. Jeg kan stadigvæk helt nøjagtigt, se alt bogstaveligt talt foran mig.

Den 24. december 1953, blev min store kærlighed til stuehuset vækket!
I dag har jeg mere end 30 bondehuse i mange forskellige størrelser. Det ombyggede værelse havde et vindue i soveværelset og et i stuen, lige hvor bondemøblerne stod.. Min bedstemor syede gardinerne. Til stue var de syet af rødt og hvidternet bomuldsstof og til soveværelset af tyndt hvidt batik. Vinduerne var materede. Det var de ikke i min vens dukkehus. Men det var ikke noget specielt for mig. Jeg var jo glarmesterdatter.

I min barndom blev julen aldrig fejret i dukkestuen. Måske var det på grund, af det faktum, at det “forsvandt” hvert år på en mærkelig måde, i adventstiden. Men
juleaften, stod det altid under juletræet i en ny flot udgave. I min glæde over huset
holder jeg julefest, for dukkehusbeboerne hvert år.

Jeg legede tit med mit dukkehus i mange år. På et tidspunkt blev det
pakket ned- bortset fra stuehusmøblerne. Jeg placerede dem dekorativt på den ene
side af min kommode. Jeg opbevarede træfadene og glasfadene, i en cigarkasse
sammen med frugttallerkenen, askebægeret, urtepotten, den lille vase med porcelænsroserne, den blå gulvvase og dukkerne. Alt andet er i løbet af årerne forsvundet..

I begyndelsen af ​​1991 – efter et besøg på Falkenstein Dukkemuseet i Hamborg – byggede min mand en kigkasse til stuehusets møbler. Til den følgende adventstid,
ville jeg pynte op til en hyggelig jul i stuehuset – på samme måde som jeg havde set det i værelset på dukkemuseet. Jeg kendte ikke noget til de specielle miniatureforretninger, dukkemesser og markeder, så jeg var nødt til at improvisere.


Det eneste juletræ jeg syntes kunne passe mig, var et Playmobil træ –
dog lignede det for meget “plastik”. Med spraylim og grønt strøelse for modeljernbaner, blev det et rigtigt fint juletræ. Med et par små smykkedele og stearinlys lavet af polymer ler, blev det et rigtig juletræ. og så pyntede jeg en gren til væggen – også fra modeljernbaneforretningen og andre grene til gulvvasen.

På et julemarked opdagede jeg denne lille popop bog fra Erzegebirge.
tændstikæsken og et par lysholdere – de er kun 8 mm høje.
Siden har jeg gået julemarkederne igennem med helt andre øjne. Ja, og hvert år
finder jeg nye magiske miniaturer fra Erzegebirge – som bare venter på, at jeg skal finde dem, købe dem og indrette mine værelser med det.

Enhver, der elsker Erzegebirge og deres skatte, kan kun holde af et engleorkester.
Så det var kun et spørgsmål om tid, før trækunstneren fik ordsproget: højere, større, smukkere
Et engleorkester kan også laves -: finere, mindre, Mine.

Med denne stemning


Glædelig jul
til alle dukke- og miniaturevenner
Hjertelige hilsner
Sigi Ulbrich

Sigi og hendes mand Gerhard.

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse.
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Billeder :: GMUwebSign

En rigtig glædelig Jul ønskes I, Sigi og Gerhard også her fra Danmark.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.