Kong Bamseknud III: en dansk kongebjørn som martyrskikkelse, i en overset middelalderlig helgenslægt

Af Svend Clausen

Som middelalderhistoriker er det ikke ofte, at man får lejlighed til at skrive en artikel om en plysbamse. I april 2008 var jeg imidlertid historiestuderende ved Københavns Universitet, og på et fælleskursus for arkæologi og historie var vi således en gruppe, der var afsted på studietur op igennem det nuværende Nordtyskland og Slesvig. Turen foregik sammen med Professor i Vikingetidshistorie Niels Lund (f. 1939) samt Professor i Arkæologi Klavs Randsborg (1944-2016).

Til sidst kom vi så langt tilbage nordpå, at vi endte i Ribe, hvor vi bl.a. beså byens museum for vikingetid og middelalder. I museumsbutikken denne dag havde de noget stående til købs, noget ganske opfindsomt og usædvanligt, som jeg ikke før eller siden har set tilsvarende. En fremstilling af Kong Knud III af Danmark, der var fortolket i skikkelse af en plysbamse. Som det fremgår af det ene foto, stod han der i virkeligheden som del af en gruppe på hele 3 kongebjørne. En kreativ sjæl havde nemlig fortolket 1100-tallets legendariske danske trekongemagt fra borgerkrigstiden, altså Svend, Knud og Valdemar, som plysbamser. Navnet på den kreative bamsekunstner fremgik ikke, så her må anonymiteten vedblivende råde. Da Kong Valdemar fra fotoet dog allerede var blevet solgt, var det Knud og Svend, som denne dag stod tilbage i museumsbutikken. I forvejen syntes jeg imidlertid, at Knud var både den sødeste og den flotteste, så jeg ville have valgt ham, også dersom Valdemar stadig havde stået der. Kort sagt kunne jeg simpelthen ikke stå for ham. Jeg var ganske enkelt nødt til at købe Kong Bamseknud med hjem som spontan gave til en bamseelsker i familien. Så naturligvis endte han med at stå og trone stolt i bunden af bilen hele vejen på vej tilbage til København.

Foto: Bo Clausen.
Foto: Bo Clausen.

1100-tallets danske borgerkrige

Hvem er det nu egentlig, at Kong Knud III er, og hvad er det faktisk for noget med alt det om Svend, Knud og Valdemar? Den virkelige historie er langt fra plysbamsesød. Mon ikke de fleste har hørt et eller andet om blodgildet i Roskilde og mordet i Haraldsted Skov? I nutiden er vi heldigvis ikke vant til at tænke på Danmark som et borgerkrigsplaget land, men i midten af 1100-tallet var dette helt anderledes. I 1131 var Prins Magnus, søn af den siddende Kong Niels åbenbart bekymret for, at hans potentielle konkurrent til tronen måske skulle ende med engang at få magten i stedet for ham selv den dag, hvor hans aldrende fader Kong Niels ikke var til mere. Så han lod sin potentielle konkurrent Knud Lavard myrde ude i Haraldsted Skov. Færdigt arbejde. Men helt sådan gik det ikke. For mordet udløste i stedet et væbnet oprør imod hans fader Kong Niels. Det hele endte snart i et morads af blodige tronkampe, hvor den ene borgerkrig tog den næste, det ene mord t og næste, og den ene intrige tog den næste.

Grathe Hede: Fra søgning om Historie på nettet, således at I kan se, hvor det foregik.

Er der nogen, der har set TV-serien ”Game of Thrones” fristes man til at sige, at den var en spadseretur i parken en søndag eftermiddag i sammenligning med 1100-tallets danske borgerkrige. Dette er jo nok at sætte tingene på spidsen, men det får vel budskabet til at gå klart igennem. Set i forhold til hinanden lader Game of Thrones og 1100-tallets danske borgerkrige så absolut ikke hinanden noget tilbage at ønske. Det kunne ligeså snildt have været dansk middelalderhistorie, som serien var inspireret af, og ikke britisk, som tilfældet virkeligt er.

Efter mordet i 1131 var Danmark plaget af borgerkrige til og fra hen over de næste 26 år helt frem til 1157, hvor det endeligt lykkedes for den ovennævnte Kong Valdemar at tage (og også beholde) magten i Danmark som enekonge. Dette var en tid, hvor det at besidde et højere magtembede i Danmark burde have haft et tilknyttet risikotillæg, og det at være kirkens mand beskyttede så sandelig ikke en imod den stærkt forhøjede risiko for at lide en unaturligt tidlig afgang fra sit embede ved at blive enten dræbt eller myrdet. Det var biskopper såvel som konger og kongelige, der måtte lade livet.

I 1146 endte alt dette med, at Danmark helt blev splittet op i 2 forskellige kongeriger, hvilket i øvrigt var 2. gang på kun få år. Nu var det, at Knud III kom på banen. Hans fader prins Magnus var da for længst blevet dræbt, men sønnen Knud havde jo kongeblod i årene, så i 1146 valgte jyderne ham til deres konge. I Skåne og på Sjælland valgte man derimod som konge Svend, hvis fader Kong Erik II Emune også var blevet dræbt år tidligere.

Hermed begyndte det, vi i dag kender som Svend, Knud og Valdemar-tiden. For naturligvis gik det ikke anderledes end, at opsplitningen af riget i indtil flere kongedømmer ganske snart endte i nye borgerkrige. Senere kom tillige Valdemar på banen. Også hans fader var blevet dræbt længe forinden. Han var nemlig søn af den i 1131 myrdede Knud Lavard. I de første år efter 1146 havde Valdemar været allieret med sin fætter Kong Svend, men senere kom det til et brud imellem dem, hvorefter Valdemar i stedet allierede sig med Knud III.

Nu blev både Knud og Valdemar kongehyldet, og så havde landet herefter ikke mindre end 3 udnævnte konger. Det er nok kun lidet overraskende, at borgerkrigene nu fortsatte blot i stedet mellem Knud og Valdemar på den ene side med Svend på den anden.

Efterhånden er borgerkrigstræthed dog måske ved at være et relevant ord. I 1157 søgte man at indgå forlig således, at man nu spaltede kongeriget i 3 dele, og både Svend, Knud og Valdemar skulle få hver sin egen del som deres kongerige. Freden og forliget skulle nu fejres. Hvad var mere passende end at afholde en stor fest i kongsgården i Roskilde, en af rigets vigtigste byer?

Lad os overlade ordet til 1100-tallets egen historiker, danske Svend Aggesøn, som her fortæller, hvordan denne fest mon forløb:

”Thi da der i Efteraarets Tid blev afholdt et Fællesmøde i Byen Roskilde, kom de tre ovennævnte Konger dér sammen til et festligt Lag, og de skulde først holde Gilde hos Kong Sven. Denne havde imidlertid pønset paa Svig, og skønt han derved brød Fredspagtens og Troskabsløftets Ukrænkelighed, søgte han ved Aftentide, efter at Aftengudstjenesten var fejret, at lade sine dertil beordrede Livdrabanter myrde Knud og Valdemar. Efter at Lysene vare blevne slukkede, dræbte de virkelig ogsaa Knud og kronede ham saaledes med Martyrdom.” (Citat fra s. 82-83 i Sven Aggesøn, oversat af M.Cl. Gertz 1916, genudgivet 1967, sammenlign også med udgiverens note 1 på s. 86 i samme værk).

Begivenheden bliver kaldt for blodgildet i Roskilde. Det lykkedes Valdemar at undkomme hårdt såret, hvorefter han samlede sig en ny hær og snart udkæmpede det berømte slag på Grathe Hede imod Kong Svend. Efter et tæt opgør med betydelig usikkerhed om udfaldet, blev det Valdemar, der sejrede her. Snart efter slaget blev Kong Svend også dræbt, og som overleveren stod Valdemar nu tilbage med magten som enekonge. Han blev Kong Valdemar den Store af Danmark og regerede de næste 25 år frem til sin død i 1182.

Blodgildet i Roskilde: Fra Danmarks Historie i Billeder

1100-tallets borgerkrige er en vigtig epoke i dansk historie, og de afstedkom nogle varige forandringer af det danske kongerige på måder, som endnu har stor og grundlæggende betydning for vores indretning af samfundet i dag.

Kong Knud III af Danmark som martyrhelgen med sit eget helgendynasti?

Men drabet på ham under blodgildet synes i sig selv også at have afstedkommet en markant ny udvikling i synet på Kong Knud III. Havde det været blot Svend Aggesøn alene, der åbent udtalt beskrev Kong Knud III som en martyrhelgen, så ville det være let at undlade at tage dette helt så alvorligt. I middelalderen var Danmark ellers et katolsk land, så helgendyrkelse dengang var så sandelig noget særdeles alvorligt.

Men faktisk er Svend Aggesøn ikke den eneste. Pudsigt er det imidlertid, at det ikke synes at være noget gennemgående træk i danske kilder, at man efter hans død beskriver Kong Knud III som en martyrkronet helgenværdig skikkelse. Om end Svend Aggesøn jo meget åbent repræsenterer et sådant syn på ham, så virker han måske nok til umiddelbart at stå lidt alene på dette punkt i de danske middelalderkilder.

Interessant nok er det faktisk i de svenske kilder i stedet, at vi tilsyneladende finder det mest åbent udtalte syn på Knud III som en martyrhelgen. Hele 2 af de svenske årbogsværker fra middelalderen beskriver decideret Knud III som værende en hellig kongemartyr af Roskilde. Og når man ligefrem beskriver ham som værende hellig, kan det næppe tolkes stort anderledes end, at det indikerer, at enten skribenten eller hans kildemæssige forlæg selv har rummet et helgenagtigt syn på ham, eller måske endog ligefrem har kendt til en vis grad af stedvis dyrkelse af ham som lokal martyrhelgen og kongehelgen af Roskilde. (Scriptores rerum Svecicarum medii eavi, bind 1, 1818, Chronologia ab Anno 266 ad 1430, s. 23: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus rex et martyr roskildensis”, Chronologia Vetusta ab anno 880 ad annum 1430, s. 61: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus Rex et Martir Roskildis”)

Jamen, har et syn på Kong Knud III af Danmark som martyrfigur og kongehelgen da virkelig haft mere gennemslagskraft i Sverige end i Danmark? Noget sådant kunne måske faktisk godt give mening. I hvert fald har et sådant syn været kendt i Sverige, hvorimod det ikke forekommer særligt nemt at finde tilsvarende i de danske kilder, når man ser bort fra Svend Aggesøn.

Selvom dette er noget, som den tids danske kilder tydeligvis ønsker at underbetone, så kan bl.a. Saxos berømte krønike ikke helt skjule, at Valdemar den Stores lange regeringstid i Danmark faktisk ikke var helt så harmonisk og fredfyldt herhjemme, som den gerne skulle give udtryk for at være. Borgerkrigstiden trak stadig spor efter sig. Under sin egen regeringstid måtte han gennemstå både borgerkrigsoprør og dybe opgør imod medlemmer af kongeslægtens andre blodslinjer, hvis kongelige herkomst ultimativt ville kunne gøre dem til en trussel imod ham selv som potentielle konkurrenter og kommende tronprætendanter. (Se f.eks. Saxo, 14. bog, kapitel 54, 1. afsnit ff., oversat af Peter Zeeberg, 2000). I en sådan samtid er det ret sandsynligt, at Knud III pga. sin slægtsafstamning simpelthen ville være alt for kontroversiel en helgenskikkelse herhjemme i hvert fald i den siddende Kong Valdemars øjne. Selvom Knud og Valdemar også undervejs havde været allierede, dengang under borgerkrigene, så var og blev Knud III jo trods alt søn af den prins Magnus, der i sin tid havde myrdet Valdemars egen fader. At styrke Kong Knud IIIs eftermæle ved at understøtte et gryende syn på ham som martyrhelgen har Kong Valdemar næppe været ret interesseret i under en fredsmæssigt så skrøbelig tidsalder som denne. For derved ville man jo kunne risikere også indirekte at støtte potentielt konkurrerende blodslinjer af kongeslægten, der potentielt set også ville kunne vise sig at blive Valdemars egne modstandere på et senere tidspunkt.

I Sverige ville Knud IIIs fædrene blod fra prins Magnus derimod ikke have været et tilsvarende problem. Selvom der ikke har været meget fokus på det, så ved vi nemlig fra bevarede kilder, at selvsamme prins Magnus inden sin død faktisk blev valgt som konge i en del af Sverige. Moderen til prins Magnus var nemlig en svensk kongedatter. Mens meget af den regerende elite i Danmark på Kong Valdemars tid sikkert kunne være tilbøjelige til at betragte egentlig helgendom for Kong Knud III som noget potentielt truende, fordi han repræsenterede en muligt konkurrerende blodslinje af kongeslægten. Så kunne man i Sverige derimod betragte ham som den uretfærdigt myrdede søn af en tidligere hen regerende svensk konge.

Ofte er historien i høj grad også øjnene, der ser. Så, ja, faktisk ville det nok ikke være ulogisk, dersom et eftermæle som martyrhelgen for Kong Knud III måske kunne have haft en væsentligt bedre klangbund i dele af Sverige end i hvert fald hos den samtidigt regerende danske elite.

Først senere hen opnåede Kong Knud IIIs efterslægt dog vel i nogen grad herhjemme at få oprejsning for, at Knuds egen danske helgendom gled ud i sandet under tidens slægtspolitiske kontroverser. Efter det vel efterhånden ophørte med at være dynastipolitisk kontroversielt, slog det nemlig i løbet af 1200-tallet igennem i Århus, at man herovre begyndte at dyrke Knud IIIs søn, Niels, som værende byens blivende lokalhelgenskikkelse. (Se Danske Helgeners Levned, oversat af Hans Olrik, bind 2, s. 293ff.).

Således endte også Kong Knud III med at få sin helt egen lille helgenslægt efter samme model som Kong Knud den Hellige: efter Knud den Hellige var blevet myrdet i Odense i 1086, blev han siden officielt helgenkåret, og hans søn Karl den Gode, der var endt i Flandern efter mordet på Knud, blev senere selv myrdet hernede og efterfølgende selv også helgendyrket. Men noget kan altså tyde på, at også Kong Knud III endte med at få sit helt eget tilsvarende helgendynasti; om end det dog vist blot forblev langt mere uofficielt, vel også langt mindre udbredt dyrket og i hvert fald langt mindre eksponeret i det bevarede kildemateriale.

Et stykke af Danmarks Kongerække.

Så meget man dog kan personificere i blot en enkelt ridderklædt plysbamse! Skulle den ukendte bamsekunstner læse artiklen her, kan vedkommende jo give sig til kende.

Tusinde tak for en spændende og meget interessant artikel.

Lise & Lene

2 tanker om “Kong Bamseknud III: en dansk kongebjørn som martyrskikkelse, i en overset middelalderlig helgenslægt”

  1. Når man lige er midt i serien VIKINGERNE er blodgildet i Roskilde jo ret sammenlignende.
    Tak for en god historie.

Leave a Reply to Bodil Vejlund Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.