TÆPPER STORE OG SMÅ PÅ SPIL HYGGE I STUEN DE SPREDE VIL

Med tusind tak til Sigi Ulbrich (tortula.de) kan vi her se og læse om de dejlige tæpper, som skaber hygge og personlighed i dukkestuerne…  Og mon ikke flere af os også får lyst til at kreere fantastiske tæpper til vore dukkestuer og –huse!

(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©  –  opsætning Lene Byfoged ©)

I disse svære tider rykker vi mennesker nærmere hinanden. Nå ja, selvfølgelig ikke fysisk, men til alt held lever vi i internet-tidsalderen. Allerede fra tidlig morgenstund kigger jeg i min postkasse og glæder mig over de mange mails fra mine dukkeveninder fra alverdens lande. Og når jeg svarer, medsender jeg gerne et foto af nye ting i mine dukkestuer.

           Jeg tilbringer meget tid på altanen, frisk luft gør godt. For tiden udfærdiger jeg igen tæpper til mine dukkestuer. Da jeg for nylig sendte Lise et billede af mine nyeste kreation, mente hun, at I, kære læsere af  Dukke–  & Legetøjsdrømme gerne ville høre mere om mine projekter. Ja, og derfor viser jeg jer her mine tæpper.

Jeg håber dog, at ingen af jer får den tanke, at jeg vil gøre et stort nummer ud af mine stuer… Og dog, lidt vil jeg da gøre ud af dem.

For mange år siden måtte jeg gennemgå en fodoperation, og min læge gjorde mig da opmærksom på, at jeg i ca. et halvt år ikke måtte belaste min fod. Ganske vist var jeg ikke sengeliggende, men jeg måtte hverken stå eller gå. Altså ville jeg udnytte tiden fornuftigt. Sy kan jeg ikke, men jeg strikker og hækler gerne… Men hvad skulle jeg da finde på i denne lange tid?

Mit blik faldt da på min barndoms bondestue— dukkepigerne er 12 cm høje Edi-dukker. Naturligvis elsker jeg denne stue, men måtte da indrømme, at den manglede lidt ”varme”. Ja, jeg ville hækle et tæppe til stuen, i varme farver, men broget —sådan ”countryagtigt”!

Fra tidligere broderiarbejder havde jeg en hel kasse med rester af perlegarn. Dette garn var for mig ideelt, let at arbejde med, i glade farver og ikke for tykt.

           Når i sammenligner de to fotos, er I helt sikkert enige med mig i, at den lille stue nu med tæppet ser meget smukkere, ja hyggeligere ud.

Et halvt år er lang tid. Tæppet var hurtig færdigt, og det havde været sjovt at lave, virkningen i stuen havde absolut overbevist mig, og min æske med perlegarn var stadig fuld.

           Jeg må indrømme, at jeg herefter kom ind i masseproduktion af tæpper.

Jeg har en stor dobbeltstue fra 60erne med Dora-Kuhn-indretning. Beboerne er 16 og 8 cm høje Edi-dukker  –  og i  ”Den fine Stue” stue  kom et rundt tæppe under bordet.

           (Som I sikkert ved, havde man før i tiden ”En fin Stue”, dvs. en stue, som man kun brugte til højtider og festlige lejligheder. I sammenhæng med Kuhn kalder men den for dagligstuen. For det meste har man stuer til flere formål, f.eks. spise-. Og dagligstue.)

Nå, ja, nu hvor der var lagt tæppe på i ”Den fine Stue”, skulle sovekammeret sandelig ikke stå tilbage.

I en bogreol har jeg indrettet et ”Kuhn-Venteværelse”. Her stiller jeg foreløbig de møbler, som jeg har købt i lots, og som jeg i øjeblikket ikke kan finde anvendelse for. Beboere: 12 og 4 cm høje Edi-dukker,.

Også i dagligstuen i det store Kuhn-Hus kom der et tæppe — passende til de røde møbler, dvs. med ganske meget rødt.

Sådan et smukt 70er-hus har selvfølgelig mange flere muligheder end blot en dagligstue. Spisekøkkenet har fået  tæppe, i soveværelset ligger der tæpper på højre og venstre side af sengene. Selvfølgelig er der tæppe/måtte på badeværelset, og også beboeren på første sal har to tæpper. I dette hus bor tre Cacodukker på 14 cm.

En af mine yndlingsstuer er den bondestue, som min svigerfar i 1942 byggede til sin datter. Jeg fik den i 2010 som julegave af min svigerinde. Den her sammensatte Ulbrich-familie er Edi-dukker på 12, 8 og 4 cm.

           Da der i æsken med dukkemøbler lå et par dukker broderigarn, brugte jeg selvfølgelig dette garn  til tæpperne. Broderigarn er, som I sikkert ved, nemt at dele, og herigennem bliver tæpperne noget finere i udførelsen.

En af de fabrikanter af bondestuemøbler som jeg allerbedst kan lide, er HWE  –  Oberbayern  – Holzverarbeitung Wiebel. Beboerne er Edi-dukker på 16, 12 og 8 cm. Jeg holder af disse enkle møbler uden krummelurer,  som til gengæld er med en smuk og alsidig bemaling. Også her ligger et tæppe hæklet af perlegarn.

Min Kuhn-stue i skala 1:10—beboere: 12 og 4 cm høje Edi-dukker— fik på et eller andet tidspunkt en lille søster. Jeg går ud fra, at ministuerne  –  beboere: 4 cm høje Edi-dukker  – fra Kuhn er i skala 1:25 eller sådan deromkring. Jeg kan ikke sige det nøjagtigt  Kuhn er ikke så pålidelig med størrelsesforholdene. De kalder ganske enkelt denne størrelse for ”00”.

           Jeg elsker, at jeg har stuer fra en æra (i dette tilfælde 40erne) i forskellige størrelser. Her gør  jeg alt for at indrette dem identisk. Ministuen skulle således også have et tæppe. Dog var perlegarnet alt for kraftigt, hvorfor jeg købte knaphulsgarn, som er meget tyndere end perlegarn, men meget let at arbejde i. Det passende tæppe blev hæklet af nævnte garn.

Ved den næste ministue blev jeg modig og besluttede mig til at bruge sytråd. Det er virkelig bare den smukkeste løsning til disse små stuer  –  beboere: 4 cm høje Edi-dukker. Stuen er ligeledes fra 40erne. Se lige rigtigt på den virkning af varme, som sådan et tæppe udstråler.

Til den lille vinkelstue fra 1949 har jeg afprøvet noget nyt. Jeg brugte stoppegarn til tæppet, et møjsommeligt arbejde, da garnet ikke er beregnet til hæklearbejde. Men da tæppet var færdigt, så det fantastisk ud. Beboere: 4 cm høje Edi-dukker.

Møblerne i stuen herover er noget større end de små møbler fra Kuhn. Skalaen er måske 1:20— også dette er blot et skøn. Jeg har endnu ikke kunnet finde fabrikanten. Beboere: 5,5 cm høje dukker af hård plastik, hvis oprindelse står helt hen i det uvisse. Tæppet her har jeg ligeledes hæklet af stoppegarn.

Foto: Sherri Farley

En dag sendte min veninde Sherri mig et billede af sin Hitty-stue. Tæppet her er enormt interessant: hun havde syet det af bånd, foldet som skråbånd  –  I Amerika findes ikke foldeskemaer— selv ikke til så smalle bånd  –  hun havde enkeltvis lavet tre lange bånd, flettet  dem og til slut syet dem sammen til et rundt tæppe.

(hermed et link, som viser en vejledning:

http://littlecabincreations.blogspot.com/2015/04/how-to-make-dollhouse-or-dolls-braided.html  )

Das jeg skrev til hende, hvor fantastisk jeg syntes Hittys tæppe var, sagde hun spontant, at hun ville kreere et til min store, røde Kuhn-stue fra 30erne. Beboer: 20 cm høj Edi-dukke. Hvilken lykke at have en sådan veninde.

Da jeg vidste, at Sherri havde arbejdet meget længe på tæppet, og da jeg ikke kunne magte at håndtere sådanne bånd, overvejede jeg at finde et alternativ til et tæppe til den blå Kuhn-stue fra 30erne  – beboere: 12 cm, høje Edi-dukker. Af tre relativt tykke uldgarnsnøgler flettede jeg en lang snor, som jeg syede sammen. Et resultat, som battede, men det var sandelig også et stort arbejde.

Nærmest på samme tid modtog jeg et lille, rundt tæppe fra en veninde. Det var lavet af ”Bogmærkebånd”. Som I nok ved, lægger bogbinderne som bogmærker farvede bånd af silkeagtigt materiale ind i gode bøger. Mit lille tæppe fik straks plads i en passende stue. Den lille hvedebrødsdage-stue fra 30erne— den er i nogen lunde samme størrelse som Kuhn-stuen i 00  – jeg tilskriver den Julius Dorst  –  men hel nøjagtigt ved jeg  – endnu  – ikke, om dette er korrekt.  Beboere: Brudepar, 5 cm høje dukker helt i bisquit-porcelæn af Carl Horn.

Mit lille hus  –  til at hænge på væggen  –  er min sidste fødselsdagsgave fra en alt for tidligt bortgået veninde. Og I forstår sikkert, at dette betyder noget helt specielt for mig. Indretningen består af røde og blå Kuhn-møbler i størrelse 00 fra 40erne. Beboere: 4 cm høje Edi-dukker. Noget ganske særligt skal naturligvis udstyres med ganske særlige tæpper.

Af det allerede omtalte perlegarn har jeg flettet en lang snor, som jeg har syet sammen til dette ovale tæppe. Tæppet til venstre til stueetagen har jeg hæklet af ”Punch-garn. Dette garn er lidt finere end stoppegarn og er sværere at arbejde med. Det knækker hurtigt.

Det er svært at finde det virkeligt tyndt garn, som rent farvemæssigt passer til, hvad jeg har forestillet mig. Den lille ”Fine Stue” fra Kuhn i 30erne i størrelse 00 skulle selvfølgelig også have et tæppe. Beboere: 5 cm høje dukker helt af bisquit-porcelæn af Carl Horn og Hertwig.

           Jeg havde engang hørt, at man med godt resultat kan dele mikrofibergarn, og det prøvede jeg. Ja, det lykkedes fuldkommen. Garnet ladet sig dele uden problemer, og det er nemt at arbejde med de tynde tråde.

Til min Kuhn-stue i størrelse 0 —fra 30erne  –  fik jeg et vævet tæppe fra USA. Beboere: 8 cm høje Edi-dukker.

           Dette tæppe inspirerede mig til selv at væve. Væverammen fra min barndom  –  jeg har nu faktisk aldrig prøvet at væve med den  –  var slet ikke egnet, da den var alt for grov. Tænkt til at vævning af en taske eller lignende til et barn.

Da jeg fortalte min veninde Angelika Taucher-Eller om det, sagte hun spontant  – brug dog en papæske. Og det gjorde jeg så. Jeg fandt en lille stabil æske og skar den på de smalle sider så jævnt til, som jeg evnede. Måske  jeg bør tilstå, at jeg aldrig tidligere har vævet. Jeg forsøgte mig ganske enkelt frem. Som grundgarn brugte jeg blondegarn og som trend atter noget af mit perlegarn. Dette var en fejl. Jeg var bedre tjent med punch– eller stoppegarnet, som bedre lader sig sammenfiltre. Trods alt er jeg ret tilfreds. Tæppet har en vis finhed og kan derfor pryde enhver stue..  Jeg har dog endnu ikke fundet en fast plads til det.

Foto: Sherri Farley

Fra Missouri modtog jeg et foto fra Sherri, der med megen omhu og endnu mere tålmodighed i knudeteknik havde broderet et rundt tæppe til køkkenet i sit treetages hus. Jeg misunder hende denne vidunderlige dukkestue  – som hendes mand på grund af pladsmangel har bygget ”op i højden”  –  tre stuer oven på hinanden. Men endnu mere beundrer jeg hendes arbejde. Sherri har sendt mig et link, hvor man online kan købe mønstre og materialer. . For den der har tålmodighed, her kan man købe alt, hvad man har brug for til sådanne fantastiske arbejder:

teresalayman.weebly.com

Engang for mange år siden broderede jeg et gobelin-tæppe med én tråd. Det var til børneværelset i DelPrado-dukkehuset-til-selv-at-samle.. Dengang var mine øjne skarpere og mine hænder snildere. Men alligevel har jeg følelsen af at have arbejdet på det i 10 år.

Kabinettet til dette møbel fra Kuhn fra 30erne i størrelse 00 har Steve bygget til mig. Beboere 4 cm høje Edi-dukker. Steve er min veninde Sherris mand. Hun har malet det helt fortryllende.  Da jeg ville forarbejde et tæppe til det, opdagede jeg dette garn. De varme farver betog mig straks. Helt ideelt til de røde møbler. Eneste ulempe: det var for tykt, men så fik jeg den idé at hækle en lang række luftmasker. Det går naturligvis meget hurtigere med luftmasker end med at flette. Men resultatet er næsten det samme. Jeg syede rækken sammen til et rundt tæppe. Det var virkelig ideelt, og jeg fabrikerede da også straks en sengeforligger og et lille rundt tæppe, som jeg lagde med tre tæpper.

Garnet fandtes også i andre farver  –  men med lige så varme nuancer. Dette er uden tvivl blevet mit yndlingsgarn.

Det kombinerede soveværelse og dagligstue fra Kuhn er fra 30erne i størrelse 00. Beboere: 5,5 cm høje dukker i hård plastik af en oprindelse, som står helt hen i det uvisse. Lige som i den røde søsterstue har jeg udstyret denne med tre tæpper.

Ingen vil sikkert nogen sinde glemme marts 2020. Både vore børn og børnebørn vil huske tiden. Det var den måned:

           Hvor Verden gik i stå

           Hvor skoler og børnehaver var lukket.

           Hvor børnene allerede fra om formiddagen fik lov til at sidde foran fjernsynet

           Hvor ingen bad børnene om stoppe med at sidde foran computeren

           Hvor ingen sagde til børnene:

Kom så, gå ud og leg med dine kammerater.

Det var den måned, hvor jeg sad i mange timer på altanen  – iført en tyk jakke og med et tæppe over knæene  – og fabrikerede tæpper.

Af tre garnrester fremstillede jeg i hele den tid lange snore på 4 meter af luftmasker. At disse tre har jeg forarbejdet en tyk fletning og ganske enkelt syet et ovalt tæppe Egentlig meget simpelt, men en dejlig beskæftigelse i disse vanskelige tider.

Jeg har stadigvæk møblerne til den store Luthardt ”sovestue” liggende i en kasse. I karantænetiden skulle jeg bare have fremstillet et kabinet. Heldigvis har jeg allerede i februar købt træet. Men før jeg byggede kabinettet, ville jeg lave en sengeforligger. Beboer: en 19 cm høj skildpadde-Bärbel fra 30erne.

           De jeg ikke bare kunne fare ud og købe det passende garn, måtte jeg anvende, hvad der var tilbage i min restekasse.

Efter mere end 20 stuer og endnu flere tæpper, viser jeg jer endelig det nævnte foto, som foranledigede Lise til at sige til mig, at I, kære læsere af DUKKE– & LEGETØJSDRØMME gerne ville høre om og se flere af mine tæpper. Jeg håber, at I ikke er blevet skuffet.

Jeg siger tak til Lise brastrup Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich  – www.tortula.de

Fotos: gmuwebSign

Kære Sigi, kære Gerhard  Tak for den fantastiske og personlige beretning, som det har været en fornøjelse at læse og oversætte, samt for de flotte og inspirerende fotos.

Og

Kære Læsere, så er der blot tilbage  at ønske jer    God Læselyst  !.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.