Margarinefigurer – Reklamegaver

Med tak til Sigi Ulbrich— tortula.de og gmuwebSign for tekst og fotos ©

(oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  opsætning: Lene Byfoged ©)

Efter at vi for nogen tid siden viste jer margarine-englene og margarineblomsterne, er det på tide, at I får generelle oplysninger om disse  –  i Tyskland   –  meget elskede samlerfigurer.

Margarinefigurernes historie går tilbage til 20erne i forrige århundrede. Konkurrencen på margarinemarkedet var så stor, at fabrikanterne måtte finde på noget særligt.

           Gratis tillægsgaver, dvs. figurer af træ, pap, støbemasse og metal, og desuden papirbilleder var dengang skik og brug.

           Denne konkurrenceform aftog i slutningen af tyverne, men oplevede dog en renæssance i begyndelsen af halvtredserne.

Gennem det personlige bekendtskab mellem Fritz Homann, som kendt margarinefabrikant i Tyskland, og Richard Sieper, indehaver af firmaet SIKU, så at sige Tysklands største bilfabrikant,  udvikledes et stort og intensivt samarbejde. SIKU fremstillede de støbte margarinefigurer. SIKU var ganske vist ikke den eneste fabrikant, men langt den største.

Bemærkning fra forfatteren:

Hvis du er hankøn ,eller har en søn eller bror, så kender du helt sikkert de små biler af kunststof. De er enormt naturtro og findes også i dag i enhver legetøjskasse.

I begyndelsen fik man kun gaver ved køb af margarine, herfra stammer betegnelsen margarinefigurer hhv. Sanella figurer. Men snart kom flere brancher til, så som kaffe-, te-, mel-, havregryn, tobaks-, bonevoks med flere. Med figurserier fra alle tænkelige områder i livet bejlede man til børnenes gunst, der på den måde fik indflydelse på de voksnes indkøbsvaner. For øvrigt mens vi således fiskede vore figurer ud af en pose kaffe, havde man ved køb af margarine og mel lov til at tage en figur fra et stort glas. I havregrynspakninger var der vedlagt billedserier.

Disse reklamegaver blev så alsidige, at der udvikledes forskellige selvstændige samlerområder. Søger man via det store auktionshus Ebay på begrebet Margarinefigur, forbavses man over udvalget side op og side ned, men endnu mere overraskes man over de små miniaturers skønhed. Så detaljeret og minutiøst er de forarbejdet.  Dinosaurier fandtes allerede dengang, og åbenbart greb menneskene allerede da efter stjernerne, der findes i hvert fald en rumfartsserie. Zoo, bondegård, skov– og markserier, fugle, fisk, reptiler, eventyr, jul, påske, husdyr, børn, sportsudøvere,  hestekøretøjer, skibe, flyvemaskiner, jernbaner, biler, motorcykler, fremmede folk, cowboys og indianere, erhverv,  musikere og musikinstrumenter, nej jeg kan ikke remse alle serier op, men tro mig, de fandtes vedrørende alle livets forhold.

Margarine-blomsterne var en vidunderlig berigelse til mine dukkestuer, og da jeg siden hen opdagede ”have-planterne”, var jeg fuldkommen solgt, nu kunne jeg også ”beplante” forhaven.

Den der engang har beskæftiget sig med disse små  –  overvejende elfenbensfarvede  –  skatte, finder hurtigt flere figurer, som står og pynter i vore stuer. Hund og kat hører for mig til i ethvert dukkehus. Og Margarine-husdyrene er en særlig smuk variant. Og allerkærest  –  men venligst kun i dukkestuerne  –  er den lille mus, der sidder på støvlen, mens katten ser på den.

Fra kaffefirmaet Corona (det var kaffeerstatning ristet på lignende måde og bearbejdet som kaffe af bønner)  kunne man få et rødt kaffestel. Det er fremstillet til brug for et bord til dukker på 30-40 cm. Dengang ville jeg give hvad som helst for eje sådan et stel. Mit stel fik jeg først i begyndelsen af år 2000 forærende af en veninde. Det pynter nu på kaffebordet til Edi-dukker på 28 og 34 cm.

Mens de store Edi-dukker således drikker Korona-kaffe, leger deres små søstre i dukkestuer og –huse med de små møbler fra Linde. Personligt er jeg først og fremmest besnæret af den lille ”radiogrammofon”, sådan en ville jeg gerne have ejet i det virkelige liv. Disse møbelserier fandtes i forskellige farver og til alle værelser: dagligstue, køkken, soveværelse, børneværelse og badeværelse. Det er et særligt samleområde og i dag meget sjældent. Fabrikanten er i mellemtiden gået bort fra brugen af kunststof, passer man ikke på, og støder møblerne mod et eller andet,  går de straks i tusinde stykker.

I mit store Kuhn-Hus bor en dukkesamler. Hendes dukkemøbler— bord, stole, seng  –  stammer ligeledes fra den tid og var engang ekstragaver i kaffe, havregryn og co,.

           PEKO-forlaget udgav engang forskellige priskataloger  –  de gule indeholder ”kun” disse særlige figurer  –  som det fremgår af titlen: Plasticreklamefigurer til dukkemødre.

Da jeg blandt margarinefigurerne blev opmærksom på blomstervaserne, overraskede deres forskellighed og skønhed mig.  Foruden dukke– og dukkestuefigurerne har eventyrfigurerne betaget mig.

Men ikke bare de gamle tyske eventyr og sagn var gengivet i margarinefigurerne, også Den lille Havfrue og Nils Holgerssons forunderlige Rejse findes som margarinefigurer.

Når I betragter Hans og Grete, vil I se, at der fandtes flere serier om samme emne. Forrest i midten et lille heksehus, ved siden af til højre heksen og ved siden af står Hans og Grete fra én serie. Det store heksehus, bageovnen med heksen, samt stalden med Hans og heksen stammer øjensynligt fra en anden serie og dog…  alle var de tillægsgaver fra firmaet Münster Land.

De, der har kendt mig i lang tid, ved, at jeg i over 20 år som jernbanejournalist har besøgt alle  jernbanedriftsledelser og  lokomotivremiser i Tyskland, og vil ikke undre sig over, at også margarinejernbanen  –  min er fra Fri-Homa  – ”kører” i min samling.

Et særligt og virkelig smukt samlerområde er krybbefigurerne. Jeg ved med min bedste vilje ikke, hvor mange forskellige serier, der findes, men….  Der findes i hvert fald krybbefigurer i to størrelser.

Dette vil I kunne genkende, når I betragter mine to Kuhn-stuer fra tyverne i forrige århundrede. Der er forskel på deres størrelse  –  til venstre er dukkerne 12 og 14 cm høje, og til højre er de 7 og 8 cm høje— og i begge stuer står en margarine-engel. Disse stuer har jeg udførligt præsenteret jer for i www.tortula.de udgaverne april og maj 2018. (se desuden artiklerne i www.dukkedroemme.dk).

Teutoburger Margarinefabrik Walter Rau var en af ”udgiverne” af krybbefigurer. Min mor købte dengang altid to slags margarine: Coco til bagning og madlavning og Delireform til at smøre på brødet.  Begge slags fandtes dengang som terninger  –  jeg mener,  de var på ca. 10 x 10 x 10 cm. Firmaet Rau havde sågar en brochure i farver. Om der også fandtes figurer i farver, kan jeg ikke sige. Vore figurer var altid bare hvide. Det hvide træ har jeg til sammenligning kopieret ind i brochuren.

På den ene side er de enkelte figurer afbilledet, og på den anden ses  en ”brugsanvisning” til opbygning af krybben. Dette prospekt er så forslidt, at man næsten ikke kan læse det. Dog er målgruppen entydig  –  og stadig læselig: Kære piger og drenge.

Når man lige har vænnet sig til, at alt stråler elfenbensfarvet, støder man på farvede figurer. Også her er der mange variationer. Nogle af dem, som de to træer, ulven i bedstemors seng og jægeren er af blødere materiale. Den grønne ”Pamir”/firmastet fuldrigger og den sorte ko er af gennemfarvet hårdt plastik. Den grå kat, dens røde bold, de to papegøjer og aben er af lyst, hårdt plastik og er derefter håndmalede. Dette gælder ligeledes den smukke blomst med bien. Jeg forsøgte engang at male en hvid figur over, det lykkedes ikke for mig, da materialet ikke kunne opsuge mine farver.

Hvis du vil vide mere om disse tyske ”tillægsgaver”, findes der en del litteratur  –  selv har jeg slet ikke alle de bøger, som har været og måske er at finde på markedet. Jeg mener, at man i det hele taget ikke mere kan købe disse bøger.  Dog bliver de hele tiden udbudt på tysk Ebay. Da det for det meste drejer sig om ”billedbøger”, vil der sikkert ikke være nogen sprogbarriere.

Til slut viser jeg jer endnu et drømmehus fra Margarineselskabet  –  Margarine Clever Stolz. Disse 3D-figurer var selvfølgelig meget eftertragtede.

           Under min research fandt jeg stor støtte hos Peter Konrad, der har udgivet flere bøger over dette tema. Desværre har han trukket sig helt tilbage fra dette samleområde, men jeg fik fra ham en henvisning til www.margarinefiguren.de og derigennem til Helmut Bitsch, og gennem ham kom jeg videre til Herwig Oberlerchner og hans www.lindefiguren.at (bemærkning fra redaktionen: Linde var dengang et kendt kaffemærke i Tyskland). Af disse tre herrer har jeg lært alt, hvad jeg hidtil har erfaret om denne lille drømmeverden, og jeg sender dem min hjerteligste tak. Helt uegennyttigt har de videregivet deres faglige viden. De har åbnet mine øjne for skønheden i — overvejende  – brækket hvidt.

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich  –  www.tortula.de

Fotos: gmuwebSign  

Og vi siger tusind tak til Sigi for den udførlige tekst og til Gerhard for de flotte fotos  –  hvor er vor samlerverden dog bred og vidtgående, idet vi hele tiden kan suge ny viden på ofte ukendte områder til os.

G o d     L æ s e l y s t   a l l e    s a m m e n   !

BLOMSTER som tillægsgaver fra SIKU

Fortalt af Flora Pfau © –Redigeret af Sigi Ulbrich ©

Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  Design Lene Byfoged ©

Kære Samlervenner,  og kære alle andre nysgerrige (videbegærlige),

           Hermed siger vi tak for at kunne bringe denne fortælling om blomster som tillægsgave, og hvad man med fantasi og snilde kunne få ud af dem….

Jeg var lige fyldt fem år,  da jeg blev bevidst om min store kærlighed til disse små ting. Jeg fik lov til at fylde kaffen over i dåsen (jeg regner med, at det ikke var ægte kaffe, men ”Muckefuck” (se i næste afsnit forklaringen angående kaffe-erstatning), og ud faldt en ”krystalvase” med en blå blomsterbuket. Min bror og jeg skiftedes hele tiden til at ryste posen eller dåsen, og hver gang måtte den, hvis tur det var, beholde sin lille margarinefigur. Hvorfor disse figurer, som overvejende var støbt i kunststof i farven ”brækket” hvid” (dvs. ikke helt hvid)  kaldtes margarinefigurer, har jeg aldrig fattet, hos os var de i posen med kaffe. Endnu i dag opbevarer jeg figurerne fra den tid i mors gamle kaffedåse.

Sigi giver os hermed forklaringen på Muckefuck/kaffeerstatningen:

Muckefuck var kaffeerstatning i de dårlige tider. Da der var mangel på fremmed valuta blev der nærmest ikke importeret kaffe i Tyskland, og skete det, var den så dyr, at man i en almindelig husholdning ikke havde råd til den. Kaffeerstatningen blev hovedsagelig fremstillet af korn eller malt, men også af frugtkerner, kastanjer og bog (olden). Ofte var det en sammenblanding af det hele. 

Som oversætter af artiklen kan jeg da blot mindes efterkrigstiden med den danske Richs og Danmarks, som vi blandede i kaffen, og med de dejlige små billeder, som alle samlede på og byttede mellem sig i skolen, samt mine forældres store glæde, når der kom pakke fra min Moster og onkel i USA bl.a. indeholdende ÆGTE kaffe.  (Selv er og var jeg ikke den store kaffedrikker) – Lise.

Kære læsere, I kender mig endnu ikke. Jeg har aldrig før skrevet for en så stor læserskare. Det er nærmest ophidsende for mig. Jeg hedder Flora og min allerede ovenfor nævnte bror hedder Valdemar. Vort familienavn er Pfau  (Påfugl)  –  ja, hvad skal jeg sige om det:  vor mor var lidenskabelig læser af Hedwig Courths-Mahler. (atter en bemærkning fra Lise: forfatterinden Hedwig Courths-Mahler (1876-1950) skrev vidunderlige romaner, og enkelte er filmatiseret. I kan på nettet læse om hendes liv, og om, hvordan hun gennem det tyske, litterære og illustrerede ugeblad ”Die Gartenlaube”/(Lysthuset) fik kendskab til litteraturens verden)….

Og selv om ugebladet Die Gartenlaube på den tid ikke mere var, hvad det engang havde været i sin glansperiode, var det alligevel et vigtigt stykke kulturhistorie  –  vi kan ikke desto mindre takke bladet og dets historiefortællere for vort navn.

Hermed Sigis forklaring vedrørende tidsskriftet ”Gartenlaube”: Dette illustrerede familieblad var en forløber for de moderne Illustrerede Tidender/uge– og månedsblade, og det første, store succesrige tyske blad i masseproduktion. Bladet udkom fra 1853 i Leipzig ved Verlag Ernst Keil med et startoplag på 5.000 eksemplarer. Fra 1853 til 1945 var tidsskriftet udbredt i det samlede tyske sprogområde. Et meget højttravende eller svulstigt magasin. Den lige så svulstige eller højttravende ovennævnte forfatterinde af kærlighedshistorier  –  overvejende inden for adelen  –  dvs. at en lille forældreløs pige forelsker sig i prinsen  –  men ellers også inden for genren: lægeromaner  – har skrevet enormt meget til ”Gartenlaube”!

Hos os havde vi blot figurerne fra kaffepakningerne, dog havde Valdemar kammerater, med hvem han ikke blot kunne bytte sine egne, men også mine figurer. Derfor kom der lidt efter lidt figurer fra andre firmaer ind i vort hjem. Til min fødselsdag byttede han engang sin bedste fodboldspillerfigur,  –  jeg aner ikke, hvem han forestillede  –  til en blomsterkrukke til mig.  Til stor glæde for os begge, og jeg har stadig i dag den blå blomsterbuket, og blomsterkrukken fra min bror. Disse to ting fik jeg, før jeg havde den dukkestue —som jeg selvfølgelig i al hemmelighed drømte om at eje. Dukkestuen fik jeg så senere til juleaften. Jeg var meget ked af det, da skikken med tillægsgaver i 1954 ophørte. Med dags varsel kunne man ikke finde mere i poserne —hvilken skam. Vi var dengang ved at samle figurerne til en julekrybbe, og den blev således aldrig komplet.

Ikke desto mindre dukkede der i løbet af denne korte tid nogle af de omtalte blomster op her hos mig,  og senere har jeg købt flere på loppemarkeder. De små vaser rørte noget i mig. Der findes 10 forskellige ”krystalvaser” med en blomsterbuket. Der var således nelliker, tulipaner, georginer, roser, iris, margueritter, gladiolus, asters, narcisser og til jul en buket med kristtorn. Særlig fantastisk er det, at ikke alene blomsterne i disse tillægsgaver er forskellige, men at også de små vaser varierer. Derfor kan man i et værelse i dukkehuset sagtens stille flere vaser op. Mange af blomsterne købt på loppemarkedet havde flere legespor, idet blade og blomster delvis kunne være brækket af. Da har jeg med en ”skrædderhjælp”  –  nå, ja, jeg har en værktøjskasse  –  klippet stilkene af, og vaserne står på hylden i en stue, akkurat som man gør med krystalvaser.

I årenes løb har jeg til Schipka-vaserne desuden købt de ”blomstrende” tillægsgaver fra andre firmaer  –    således at gummitræet fra min bror ikke er så alene. Dog mangler jeg stadig to krukker i hvidt fra DUKA. At jeg alligevel kan vise jer dem her, er det fordi Helmut Bitsch fra www.margarinefiguren.de har stillet dem til disposition, og jeg siger mange tak for hans venlighed.

Firmaerne DUKA, Günzburger og Kraft havde disse tillægsgaver i deres varer:

2 urtepotter med planter:                         Med det omtalte gummitræ og en fuchsia (kan også hedde Kristi blodsdråbe)

2 blomsterkasser:                                     Med asters og georginer

2 blomsterskåle:                                       Med kaktus og alpevioler

2 blomstervaser:                                      Med solsikker og roser

Disse 8 små figurer kan man roligt kunne finde to gange. De findes nemlig i den kendte farve ”brækket” hvid fra margarinefigurerne og  med påmalet farve. For øvrigt var disse også fra SIKU.

Alle disse små tillægsgaver med filigran lå gemt hos mig i ovennævnte kaffedåse, tja, jeg fandt aldrig den smarte løsning på, hvordan jeg skulle stille dem op.. Indtil … da, Sigi Ulbrich for nogen tid siden fra www.tortula.de sendte mig et foto fra en udstilling af EDI-dukker. De stod i en vinkasse. Og nu kom ideen. Jeg havde netop —som det somme tider sker  –  en lille kasse med tre smalle flasker, som jeg havde fået som gave. Vinen har jeg allerede drukket, en rigtig god en  – og gemt kassen. Man smider da ikke sådan en smuk træ-æske i skraldespanden, vel!

Mit håndværkertalent er ikke stort, men det blæste jeg på. Hurtigt udmålte jeg højden på hylderne, og hvor heldigt, med lidt luft rundt om passede vaserne. Jeg ville stille en af hver slags op, og selvfølgelig også de små DUKA-planter. Det hele passede nøjagtigt i reolen. I hobbyforretningen købte jeg klæbeplader . Jeg tog æsken med til Byggemarkedet, hvor man foreslog mig en passende rude af kunstglas  –  og naturligvis skulle blomsterne sættes op, således at de ikke blev udsat for støv eller nysgerrige kattepoter.

Da jeg fortalte Sigi Ulbrich om mine planer og sendte hende et billede af min første prøveopstilling, tilbød hun mig spontant en påfugl af træ fra halvtredserne som dekoration hhv. logo til mit ”Blomstervindue”.  Og jeg modtog den med tak.

Påfuglen passede fint i mine planer, idet jeg netop havde besøgt min gudsøn, og af ham ønskede jeg mig et skilt og et vindue med ”Blyindfatning”  – i Jugend-Stil, og selvfølgelig med en påfugl. Ganske vist har jeg en computer, som jeg kan betjene, men billedbearbejdning har jeg ikke forstand på.

Han sendte mig en PDF-fil, som jeg optog på mit stik, hvorefter jeg tog den med til vor Copy-Shop. Her printede man det hele ud på klar klæbefolie. Allerede mens jeg betragtede dette tryk, forestillede jeg mig, hvordan den vidunderligt smukke påfugl ville stråle i mit vindue. Min bror har lovet mig, at han, når han besøger mig næste gang, vil lave belysning til mit vindue. Og jeg glæder mig allerede. Lampen  –  der skal være tre små pærer  –  skal lyse bag påfuglen og samtidig ind på hylden.

Da jeg sendte Valdemar et billede af mit næsten færdige vindue, modtog jeg et par dage efter et brev, og deri lå den margarinefigur, som han gennem hele sin barndom havde passet på og opbevaret:

Den lille og åh så smukke påfugl.

Fortælling:    Flora Pfau

Tekst:             Sigi Ulbrich

Fotos:           Bernd Lorenzen og gmuwebSign     

ENGLE og JUL – De dejligste figurer

Med tusind tak til Sigi Ulbrich for tekst og fotos  –   Tortula und ihre kleine Puppenkommode  – www.tortula.de

(opsætning af Lene Byfoged ©  – 

og oversat af Lise Brastrup Clasen ©)

Kender du Sanella-Englene?

Nej du ved sikkert slet ikke, hvad Sanella er?  Sanella er en tysk margarine, som allerede i 1904 kom på markedet og i dag hører under Rama-familien! Jeg selv som barn af 50erne, kender den kun som bage– og stegemargarine – og ikke som noget, der kan smøres på brødet. Jeg har faktisk ingen anelse om, hvorvidt man engang har brugt det til at smøre på brødet!

I 20erne og ind i 50erne var det almindeligt, at man i Tyskland fik en ekstra lille ting som tilgift, når man købte ind. De mest kendte af disse små ekstratilgifter, var margarinefigurerne

Her viser jeg jer nogle figurer fra det store udvalg af denne tilgift. En henvisning til Lise, da man også kunne få påklædningsdukker, og jeg har stadig en, som jeg i 1953 fik i vort apotek. Dengang var det stadig sjovt af hente medikamenter.

Efter de små badges fra WHW, en slags socialhjælp, som kan forklares således: ”WHW er en forkortelse af WinterHilfsWerk, (Vinterhjælp -foranstaltninger til at hjælpe folk i nød) . Disse emblemer/badges var et påfund fra Nazitiden, idet man på  billigste måde fremstillede alle slags emblemer af papir, træ, Papmaché, stof etc. Disse blev solgt på gaden, og det var selvfølgelig frivilligt at købe dem, men….. Blev man mødt uden emblem på frakkekraven, så naboerne skævt til en, altså var det på en måde alligevel en tvang. Senere, efter nazitiden,  fik man ikke kun margarinefigurer som tilgift, mange andre brancher hurtigt fulgte efter , f.eks. Kaffe-, te-, nudel-, havregryn-, bonevoks-, skosværte– og tobaksprodukter. Frem for alt  bejlede man med serier af figurer vedrørende alle de livsstilsområder, man kunne tænke sig, til børnenes gunst, således at disse fik indflydelse på de voksne indkøbsvaner. For øvrigt var det sådan, at mens vi fiskede vore figurer ud af poserne med kaffe, kunne man ved køb af margarine tage en figur op fra et stort glas.

Fra det personlige bekendtkab mellem Fritz Homann, Symbolet for margarinefabrikanterne i Tyskland, og Richard Sieper, indehaver af firmaet SIKU, så at sige Tysklands største automobilfabrikant, udvikledes et stort og intenst samarbejde. Siku blev Skaberen af de støbte margarinefigurer.

Disse reklamegaver blev så alsidige, at der ud fra dem er opstået selvstændige samleområder. Søger man via nettet på det store Auktionshus Ebay under emnet Margarinefigurer, forbavses man over at læse side op og side ned om, hvor alsidige udvalget er, og endnu mere forbavses man over den smukke udførelse af disse små miniaturefigurer, som er forarbejdet enormt detaljeret og nøjagtigt. Allerede dengang fandtes der dinosaurer, og sandsynligvis rakte menneskeheden allerede i 50erne ud efter stjernerne, i hvert fald findes der også en serie fra Verdensrummet. Dyr fra Zoologisk Have, bondegården, skoven og engen, fugle, fisk,. Reptiler, eventyr, jul, påske, husdyr, børn, idrætsfolk, køretøjer, skibe, flyvemaskiner, biler, motorcykler, folk fra fremmede lande, cowboys og indianere, erhverv, musikere og instrumenter.. Nej, jeg kan ikke remse alle serier op, men tro mig, der findes serier om alle livets forhold.

For, mig handler det først og fremmest om to eftertragtede serier: Alt til dukkestuerne og englene. Med undtagelse af fødselsdage og jul havde vi dengang ikke så mange muligheder for at få legetøj, og derfor var disse små ekstragaver noget særligt for os. Endnu i dag pynter nogle af figurerne fra den tid, op i mine dukkestuer.

Med tankerne om den kendte tyske julesang af Fridrich Silcher og Ernst Änschütz ”Alle Jahre wieder”/”Hvert år igen” har vi stadig i dag en hængende engel fra den tid, der hvert år pryder et lille juletræ i vort arbejdsværelse.

Om ”Sanella-englene” foruden anhængerne virkelig var tænkt som ekstragaver – tja, det var de i begyndelsen, men fra 1. marts 1954 var denne æra slut. Industrivirksomheden var blevet enige om at vedtage en fælles overenskomst  -fra og med den 1. marts 1954 var der ikke mere noget, der hed ”tilgift”. Herefter fortsatte denne produktion ganske enkelt, således at man nu kunne købe tingene.

Men englene vedblev at komme frem i al mangfoldighed og sikkert fremstillet af forskellige producenter. Ved første øjekast ses fire forskellige udførelser. Der findes engle i 3-D og engle i 2-D, og begge slags findes med lange gevandter og små, korte kjoler. I min samling har jeg repræsentanter fra alle kategorier, og til jul kommer de ud af kassen til deres forskellige gøremål  –  det er en stor kasse.

Mine yndlingsengle er 3-D-englene i lange gevandter med lys på en grangren. Jeg fik dem for mange år siden af min afdøde veninde. Altså har de stor affektionsværdi for mig.

Skønt Lene allerede har vist os et vidunderligt foto af sine engle, og skønt jeg ikke har noget godt foto af mine, skal I da se dem  –  desværre har jeg blot disse to. De falder med deres grangren noget uden for rammerne.

Som en overraskelse så jeg, at Lene stikker englene som spid i kagerne. Hvilken fantastisk lækker idé. Hos mig hører de til adventskransen. Min krans er forskellig fra år til år, men englene kommer skiftevis med hvert år. Jeg har to sæt. 3-D-englene foroven  — og de flade eller 2-D-engle forneden på mine kranse fra 2014, 2016 og 2018 iført lange gevandter. Også disse engle findes med små, korte kjoler  –  dem har jeg dog (endnu) ikke nogen af. Hvad min mand meget beklager, han kan nemlig rigtig godt lide dem.

Rigtig stolt er jeg af mit engleorkester. I dette orkester musicerer de flade eller 2-D-engle i små, korte kjoler. Og nu ved I helt sikkert, hvad jeg nu vil vise jer. Ja, der findes også 3-D-musikere både i lange gevandter og i korte,  små kjoler.

Min dirigent har mistet sin taktstok, men alligevel lyder orkestret mindst lige så godt som Elb-filharmonikerne.

I mit orkester har også et par lysestage-musikere sneget sig ind, der ligeledes er flade eller 2-D-engle i små, korte kjoler.

”Musikalske” lysestager findes i enormt mange variationer. Jeg går ud fra, at jeg slet ikke (endnu) har alle versioner i min samling.

Skønt den forreste engel har et truthorn, tæller jeg ikke disse lysestager med deres 6-delte englekrans med i orkestret. Det kunne se ud, som om de kunne være julebærere af symboler: truthorn, lam, juletræ, stjerne, lygte, bønnebog. Umiskendelige er de flade eller 2-D-engle i lange gevandter.

Selve den røde stage er af høj kvalitet. Jeg har to af dem, og til min store glæde kunne jeg købe den ene i originalæske  –  desværre uden angivelse af producenten.

Heller ikke i bunden er der oplysning om englenes børnestue.

Denne to-armede lysestage er et virkeligt glansnummer. Dens 3-D-engel i langt gevandt er fantastisk velbevaret, Denne stage har hele sin levetid ligget nedpakket og godt beskyttet i en kasse. Jeg er sikker på, at englen synger ”Alle Jahre wieder”/Hvert år igen…”

Mange samlere vil helt sikkert se på denne stage med misundelse. Jeg opdagede den i 90erne på et loppemarked i Hamburg. Ha ha, Lene, dér var du heldigvis ikke med – og jeg købte den selvfølgelig straks. Jeg har indtil nu aldrig set flere eksemplarer af den. Men naturligvis står den til jul et eller andet sted på det lille dagligstuebord.

Nogle helt specielle lysestager er helt sikkert spilledåseurene. Jeg har tre af slagsen, og alle har det til fælles, at de spiller julesalmen ”Stille Nacht”/”Glade Jul”,  og at de lyder skrækkeligt, metalagtigt og skingert. Nå ja, tager man hensyn til deres alder, må man have forståelse for dette, og vi lader dem derfor også spille i dag.

De to herover har flade eller 2-D-engle i små, kote kjoler, og selv om de har samme facon, er deres ”besætning” forskellig, dvs. til dels andre musikanter. Bunden af spilledåseurene er ikke vist.

Det tredje spilledåseur har 3-D-engle i lange gevandter. De er ikke musikanter, men bærere af julesymboler. Juletræ, stjerne og lys. Her er således kun tre engle, og mellem dem står forskårne juletræer.

Til dette spilledåseur har jeg også originalæsken. Æsken fortæller, at spilledåseuret  –  dvs. det mekaniske urværk er fremstillet af den schweiziske urmager Thorens Movement.

Bunden af urkassen er præget, det er sikkert en forkortelse af ”mønsterbeskyttet” og desuden står der ”Made in Western Germany”. Dette begrænser tidsintervallet for fabrikationen, men bringer os ikke videre i efterforskningen af producenten. Også dette ur spiller ”Stille Nacht”/”Glade Jul”. Æske og spilledåseur ser ud som nyt, men også dette spilleværk har en frygtelig klang..  Nå, ja, sådan er det bare!

Disse ikke-musicerende engle overvejende i lange gevandter ses i denne enkle opstilling af figurer.

De fremstår som bærere af julesymboler med kristelige værdighedstegn: Truthorn, lam, juletræ, stjerne, lygte, lys, hjerte, bønnebog og naturligvis i bøn.

Alle disse engle udbydes ofte i Tyskland på de store auktioner. Hvis du søger efter ”Engel Hartplastik Bakelit”/Engle i hård plast, bakelit”, kan du finde dem, og de er selvfølgelig også at finde på tyske loppemarkeder  –  og netop på denne årstid.

En særlig smuk version med engle er den grønne adventskrans med 4 engle og lys. Her er de som flade eller 2-D-engle-musikanter i kote, små kjoler  –  jeg har endnu ikke set andre. Lene har allerede vist jer dem, også sammen med et par andre virkelig specielle eksemplarer. Det betaler sig altså at blade tilbage til Lenes fortælling

Hermed har jeg præsenteret hele min kollektion. Jeg håber, det har bragt lidt julestemning ind i jeres hjerter.

Dog vil jeg lige fortælle jer et par ting mere:

Firmaet Plastikum i Nürnberg nævnes ofte som fabrikant af disse engle. I ved jo, hvordan sådan noget sker… en eller anden tror, at han ved noget og skriver det ned. Den næste læser det og tager det til sig. Jeg kender ikke firmaet og har ikke kunnet finde noget bevismateriale (kataloger, firmaregistre eller andet). Måske har de faktisk fremstillet både den ene og den anden serie. Men jeg bliver ved denne overbevisning: der findes så mange forskellige serier, ikke blot forskellen mellem 2-D og 3-D. Prøv at se nøje på englene: håret, ansigterne, ja sågar instrumenterne og værdighedstegnene er forskellige. Der må ganske enkelt være flere fabrikanter i spil..

Og endnu et lille punkt. Vidste du, at englene har brødre?  Ja, det har de virkelig, se blot her.

Disse dværge findes i 3-D – herover, eller som 2-D-dværg-musikanter. Der  findes enkeltfigurer, lysestager, kranse og spilledåseure med dværge. Altså nøjagtigt som vi kender engleserierne. Orkestret er meget stort og sødt er det også.

Nu må jeg virkelig slutte min beretning.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine opsætning af mine tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra web Team www.tortula.de  –  Tortula og den lille Dukkekommode.