Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©
Anker Plüschwarenfabrik GmbH – München-Pasing
Da jeg engang stødte på noget om ”Anker-Bamser”, blev jeg selvfølgelig nysgerrig, da disse bamsebasser var ukendte for mig. Jeg ledte i flere bøger, og her er, hvad jeg fandt ud af om disse bamser.
Den viste bamse fra 1957 kan slet ikke lyve sig fra at ligne nogle forfædre, idet han har stor lighed med Hermann-Bamserne. Den første bamse af Hermann-familien kom som bekendt frem i stamhuset Johann Hermann. De fire efterkommere fremstillede senere uafhængigt af hinanden både bamser og plysdyr. Johann Hermanns ældste søn, Artur, overtog i 1919 sin fars firma, og i 1940 flyttede han fra Sonneberg til München og fremstillede bamser under navnet J. Hermanns efterfølger.
I 1954 solgte Artur Hermann sin virksomhed til ”Anker Plüschwarenfabrik GmbH”, og designet af de klassiske Hermann-Bamser blev således overtaget af Anker. I begyndelsen benyttedes et logo med et anker. I 1957 er det en liggende løve med anker. Det gengivne brystmærke viser firmalogoet i blåt og sølv. Bagpå står: ”Anker Plüschtiere aus München”.
Da salget i begyndelsen af 1970erne gik tilbage, overdroges hele firmaet til ”Hegi” i Nürnberg og derefter til Schuco. I München blev der fremstillet bamser indtil 1976, hvor Schuco gik konkurs, og produktionen af plysdyr blev indstillet.
I salgskataloget fra 1957 ses den klassiske bamse af mohair med lukket mund og indsat, korthåret snude. De let bøjede arme og de rødbrune indfarvede glasøjne med sorte pupiller viser tydelige kendetegn fra den klassiske Hermannbamse.
Desuden kan du se en bamse i ny og ubrugt stand, den er stoppet fast med træuld og er syet af brunmeleret kunstsilkeplys. Indersiden af ørerne og den indsatte snude er af korthåret, beigefarvet mohair. Den håndsyede søm sidder på ryggen af bamsen. Næsen er broderet på tværs med sort. Bamsen har ingen kløer.
Ankerbamsen viser også tydeligt slægtskab med Zotty-typen – bamse med åben mund. Den her viste bamse er af sølvmeleret mohairplys, med sølvbrune indfarvede glasøjne. Munden er åben, og filtet i den åbne mund er i en kraftig rød farve. Poter og fodsåler er af beigefarvet filt. Han er blødt stoppet, og i modsætning til Steiffs Zotty har denne bamse ingen broderede kløer og heller ikke lyst brystparti.
Kilde: Lise clasen Research.
Ankerbamserankerbamserankerbamserankerbamserankerbamser