– eller en historie om tre, næsten rigtige Edi-Mariachier.
Sigi Ulbrich har sende dette søde indlæg. Tusinde tak til Sigi og Gabo.
Lene
Det var nu 17 år siden, at min ven Gabo og jeg blev enige om at, de små Edi-dukker er forsømt i faglitteraturen. Det er derfor, vi hver især lavede to små eventyr med og omkring Edi-dukkerne. Fotograferet som billedhistorier og med tekst. Min mand integrerede disse historier, i adventskalenderen på www.tortula.
Historierne var en stor succes. Så jeg besluttede, at lave som små korte bøger. Ideen var, at forvandle Edi-dukkerne til at være”eventyrlignende” at give lys. I lighed med de bøger, der også er velkendte i Danmark, om Skildpaddedukkerne.
Det var enkle, korte historier ledsaget af billeder af Edi-dukkeheltene.
I julen modtog jeg en meget speciel gave fra Gabo. Hun
havde en anden historie på en cd – ja, ja, vi havde stadig cd’er dengang. Hun havde dette eventyr: “Til Mexico! – eller en historie om “tre næsten rigtige Edi-Mariachis”.
Og hun takkede mig, med et billede af min egen, næsten rigtige mexicaner (min mand Gerhard).
Jeg vil gerne takke Gabo, for denne meget specielle gave.
Og jeg lavede selvfølgelig en lille bog ud af det.
Dette lille eventyr – tænkt, skrevet ned og fotograferet af Gabo
Dommer – det vil jeg gerne præsentere, for dig her i dag.
Afsted til Mexico!
– eller en historie om tre næsten rigtige Edi-Mariachie
Endelig var den her, den sidste skoledag! Efter tilsyneladende uendelige år, i den lille
landsbyskole, havde de tre venner, deres eksamensbeviser i hænderne og med deres læreres velsignelser, de to padres, forlod de skolen.
Fuld af højt humør bestilte de tre, først en kold øl landsbyens restaurant. Forskellen kunne næppe have været større end mellem deres store planer for fremtiden og den lille drømmende by Dittmannsried!
Det skulle i hvert fald være New York, eller Tokyo eller Paris… Nu ville de endelig se noget af verden, som de tidligere kun kendte fra geografitimerne.
“Og hvorfor ikke tage til den største by i verden?” spurgte Ed
initiativrigt. “Du mener…?” – “Ja, Mexico!” råbte Ed og løftede sin øl, til sine forbløffede venner.
Det tog ikke lang tid, før de tre havde vænnet sig til Mexico, som rejsemål og endnu
kortere tid, at pakke deres ting ned. Først blaffer vi til Spanien! Det sparer på rejsebudgettet og derfra tager vi, ligesom Christopher Columbus med skib over dammen…” Når Ed lavede sine planer, lød det altid meget klart og enkelt. Så de malede et skilt med “SPANIEN” og stillede sig langs landevejen.
Blot et par dage senere, stod de ved havnen i Puerto Eduardo. Det havde ikke været så komfortabelt, de havde fået ansættelser som almindelige skibsdrenge, ombord på et gipsfragtskib.
Efter den første dag med skrubning af dækket og polering af rælingen, var de færdige og faldt sammen i deres køjer, dødtrætte. Med en søvnig mumlen
“Vamanos a Mexico!” de faldt straks i søvn. Og mens de sov og drømte om deres eventyr, bragte deres skib dem sømil efter sømil, tættere på deres drømme destination!
Emil blandede mentalt Columbus og Cortés sammen og så dem tage kontrol over inkaernes skatte – uden frygt for Monte Zumas hævn.
Ed drømte han lå, ved fødderne af Chichén Itzá, foran en spektakulær kulisse og at han glædede horder af turister med sin guitar og levede et dovent, lykkeligt liv.
De grinte rigtigt meget næste morgen, da fortalte hinanden om deres drømme og den generte Erich med skinnende øjne sagde: ”Jeg har mødt min livs kvinde i drømme – en flamencodanserinde.”
De to andre fnyste. “Flamenco danses i Spanien, ikke i Mexico!”
Erich var lidt overrasket over dette, men sagde, at enhver kunne gøre i drømme, hvad de ville, ikke sandt?!
Og så til sidst lagde gipsfragtskibet til kaj i Mexico. Der var et skilt, hvor der var malet “Mexico-Ciudad” på, og lige der foran dem, var den største by i verden, og med Popocatépetel og dets tusinder af lys.
Allerede næste morgen, tog de ud for at udforske byen. Da de stod der, lidt fortabte med deres tasker over skuldrene og guitarer under armene, foran den berømte Catedral Metropolitana, midt blandt utallige turister, stivnede Erich pludselig. Med en rystende finger, pegede han på en smuk blondine, der gik forbi “Flamencodanseren!” jokede de to andre.
“Var I på”Pepe” i går aftes, så mig danse – og genkendte I mig?” spurgte pigen de tre helt forbavsede drenge – på tysk! Hun havde hørt dem sige “flamencodanser” og fortalte muntert: at hun faktisk hed Edeltraud Schmitt og var fra Bad Godesberg. At hun var i Mexico og som “Mercedes” dukker op i en sort paryk og danser flamenco, for at tjene gode penge. ”Det er bare dumt, at jeg ikke også kan synge! Da “Pepe” er på udkig efter et mariachi-band. “Jeg kunne tjene en lille en formue!”
De tre fra Dittmannsried, havde guitarer med og de kunne også synge – så Ed, Erich og Emil blev til Eduardo, Enrico og Emilio og fra denne aften blev de set optræde sammen mariachi-sangerinden hos “Pepe”, med stor succes – og sorte parykker!
Og moralen i historien? Du kan drømme, hvad du vil og vil du hårdt nok det du vil – så går alle ønsker og drømme i opfyldelse. For Emil blev rig, og Ed blev virkelig berømt med sin guitar og Erich blev gift med Edeltraud.
Og fordi Gabo er Gabo, sendte hun ikke kun cd’en, nej, hun havde klædt de 3 små Edi-drenge på, som mexicanere og en sød Bayersk 8 cm Edi-pige som en klassisk flamencodanserinde til mig.
Så jeg har nu det – “næsten rigtige” – Erich Dittmann/Gabo Richter – eneste band i verden.
Alle har brug for et hjem, uanset hvor lille det er, man har brug for en dør, som man kan lukke bag sig. Det er det samme med dukker. Det er derfor, jeg har bygget “Pepes Flamenco Bar” til mine tysk-mexicanere, i en lille gammel trækasse. Intet fantastisk, nemt og enkelt – ligesom EDI dukkerne er.
Dukke hilsner Sigi Ulbrich
www.tortula.de
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de – medmindre andet er angivet Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet