Lene - DUKKE - & LEGETØJSDRØMME. (Vi samler og leger stadigvæk).

UniSet og påklædningsdukkerne.

Jeg har modtaget dette interessante indlæg fra Lise Rasmussen. Tusinde tak Lise, altid dejligt at modtage stof fra dig.

Lene

UniSet er lig med et kreativt univers og timevis af leg med selvklæbende vinylfigurer, der kan flyttes igen og igen, netop som sloganet lyder: ”uden saks, uden lim; kan tages af og på, igen og igen. ”

Figurerne kan også klæbe på andre glatte overflader end de tilhørende ark, fx spejle og vinduer, og ophører de med at hæfte, ja så en fugtig klud og vupti, de kan igen.

Firmaet UniSet blev grundlagt i 1975 i Roskilde og gik konkurs i 2014.

Produktionen af de flade kulisser med tilhørende dekorationer og figurer har været uendelig. Hverdagssituationer, huse, sport, dyr, landskaber, verdenskort, himmelrummet, Disney, eventyr, påklædningsdukker og mange, mange andre.

De lavede også målrettede temaer/ reklamer for firmaer/selskaber, især det amerikanske marked har været stort; jeg har bl.a. set eksempler fra Kellogg’s Frosties og Wendy´s (amerikansk fastfoodkæde). Den Danske Bank og skandinaviske SAS er blandt firmaer herhjemme, der har fået lavet UniSet.

Her er min egen Irmabutik. Den er fra ca. 1980.

Jeg har igennem tiden solgt fra, men jeg har stadig et par løse dukker i samlingen. Med mindre dukkerne er en fast del af kulissen, er de løse dukker i meget tykt pap, men tøjet er af vinyl.

Løse dukker fra 1970´erne.

Kæmpe ark fra 1970´erne. Måler 50×33 cm. tegnet af Mimi Vang Olsen.

Mimi Vang Olsen er portrætkunstner, født (1936), opvokset og bosat i New York og er især berømt for sine katte-malerier. Hun har malet mange amerikanske berømtheder, men også Simon Spies med hunden Archibald, har hun portrætteret. Hun er gift med danskeren Bent Olsen og har tilbragt somrene i Danmark i over 50 år. Hun medvirkede i den danske film ”Vinterbørn” fra 1978, og har også udgivet en dansk børnebog ”De fem killinger” i 1979. Jeg gad godt vide, om de to kvinder på arket er nogle bestemte personer.

Christels serie af ”Klæ´mig på-dukker” er helt tilbage fra firmaets begyndelse, nemlig 1975. Der er 5 dukker med tilhørende garderobe, 2 drenge og 3 piger. På bagsiden af arkene fremgår det, at man ved at indsende 10 kr. sammen med alle 5 hjørnestykker fra de forskellige pap-ark og et forslag til et nyt UniSet-design, kunne erhverve sig en baggrundskulisse med skovmiljø og hus-havemiljø. Den er jeg aldrig stødt på, men kan ses på bagsiden af de store ark med pigerne.

Christels serie ”Klæ´ mig på”

Margit Brandts 6 dukker, 3 voksne og 3 børn, er tegnet af Pia Fryd, mens tøjet er basereret på Margit Brandts virkelige modeller. Der findes 6 ark med tøj til de voksne og 6 ark til børnene, 12 i alt.

Dukkerne passer tøj sammen og de er udgivet i forskellige kombinationer. Desuden kunne nogle af arkene med tøj købes ved siden af. I en annonce har jeg set, at i 1981 kostede et sæt 19,75 kr. og et tøjark 10 kr. På mine tøjpakker står der 14,85 kr.

Margit Brandt design.

Margit Brandt dukkerne udkom i 1981, men i 1984 kom der en mere tækkelig version af børnene; helt sikkert stilet mod det udenlandske (amerikanske) marked. Jeg har kun 2 af dukkerne i denne udgave og de har også været uddelt igennem SAS. Jeg har set pigen med stribet badedragt i pakke med SAS-logo.

Pilot og stewardesse er tegnet af Susanna Hartmann.

Førhen kunne man bestille underholdningspakker til børnene, når man skulle ud at flyve. Det har ovennævnte formentligt været en del af. Jeg har også et sæt med pilot og stewardesse fra 1988.

I 1988 er der kommet endnu en version af børnedukkerne stilet til det amerikanske marked. Hvem der har fornyet looket, ved jeg ikke, men det fremgår ganske vist heller ikke på disse, at der er tale om Margit Brandt design. De er ikke nær så charmerende som de oprindelige. De har også fået nye garderober.

De tre ”amerikanske” udgaver.

Dette sæt med tre påklædningsdukker er fra 1992. Her går dukkerne på opdagelse i den store udklædningskuffert på loftet. Tegner ukendt. Jeg tænkte umiddelbart på Dorte Karrebæk, men de er nok for ”pæne” til, at det er hende.

Attic Dress-up Fun

Barbie, Mattel er fra 1999

Til slut afviger jeg lige fra UniSet med en anden serie af dukker med selvklæbende tøj. De er udgivet af Goting Design, Morud på Fyn og er tegnet af Viki Rosenbom. Dukkerne er trykt på plaststykker og modetøjet kan tages af og på. Der er to modeller; en brunette og en blondine med flere tøjdesigns. På de midterste reklameres der for tøjkæden Fransa.

Alle de viste dukker og tøj kan ses enkeltvis som en oversigt på min hjemmeside www.mosterlise.dk

Lise Rasmussen, februar 2025.

Afsted til Mexico!

– eller en historie om tre, næsten rigtige Edi-Mariachier.

Sigi Ulbrich har sende dette søde indlæg. Tusinde tak til Sigi og Gabo.

Lene

Det var nu 17 år siden, at min ven Gabo og jeg blev enige om at, de små Edi-dukker er forsømt i faglitteraturen. Det er derfor, vi hver især lavede to små eventyr med og omkring Edi-dukkerne. Fotograferet som billedhistorier og med tekst. Min mand integrerede disse historier, i adventskalenderen på www.tortula.
Historierne var en stor succes. Så jeg besluttede, at lave som små korte bøger. Ideen var, at forvandle Edi-dukkerne til at være”eventyrlignende” at give lys. I lighed med de bøger, der også er velkendte i Danmark, om Skildpaddedukkerne.

Det var enkle, korte historier ledsaget af billeder af Edi-dukkeheltene.

I julen modtog jeg en meget speciel gave fra Gabo. Hun
havde en anden historie på en cd – ja, ja, vi havde stadig cd’er dengang. Hun havde dette eventyr: “Til Mexico! – eller en historie om “tre næsten rigtige Edi-Mariachis”.
Og hun takkede mig, med et billede af min egen, næsten rigtige mexicaner (min mand Gerhard).
Jeg vil gerne takke Gabo, for denne meget specielle gave.

Og jeg lavede selvfølgelig en lille bog ud af det.
Dette lille eventyr – tænkt, skrevet ned og fotograferet af Gabo
Dommer – det vil jeg gerne præsentere, for dig her i dag.

Afsted til Mexico!
– eller en historie om tre næsten rigtige Edi-Mariachie

Endelig var den her, den sidste skoledag! Efter tilsyneladende uendelige år, i den lille
landsbyskole, havde de tre venner, deres eksamensbeviser i hænderne og med deres læreres velsignelser, de to padres, forlod de skolen.

Fuld af højt humør bestilte de tre, først en kold øl landsbyens restaurant. Forskellen kunne næppe have været større end mellem deres store planer for fremtiden og den lille drømmende by Dittmannsried!
Det skulle i hvert fald være New York, eller Tokyo eller Paris… Nu ville de endelig se noget af verden, som de tidligere kun kendte fra geografitimerne.
“Og hvorfor ikke tage til den største by i verden?” spurgte Ed
initiativrigt. “Du mener…?” – “Ja, Mexico!” råbte Ed og løftede sin øl, til sine forbløffede venner.

Det tog ikke lang tid, før de tre havde vænnet sig til Mexico, som rejsemål og endnu
kortere tid, at pakke deres ting ned. Først blaffer vi til Spanien! Det sparer på rejsebudgettet og derfra tager vi, ligesom Christopher Columbus med skib over dammen…” Når Ed lavede sine planer, lød det altid meget klart og enkelt. Så de malede et skilt med “SPANIEN” og stillede sig langs landevejen.

Blot et par dage senere, stod de ved havnen i Puerto Eduardo. Det havde ikke været så komfortabelt, de havde fået ansættelser som almindelige skibsdrenge, ombord på et gipsfragtskib.

Efter den første dag med skrubning af dækket og polering af rælingen, var de færdige og faldt sammen i deres køjer, dødtrætte. Med en søvnig mumlen
“Vamanos a Mexico!” de faldt straks i søvn. Og mens de sov og drømte om deres eventyr, bragte deres skib dem sømil efter sømil, tættere på deres drømme destination!

Emil blandede mentalt Columbus og Cortés sammen og så dem tage kontrol over inkaernes skatte – uden frygt for Monte Zumas hævn.

Ed drømte han lå, ved fødderne af Chichén Itzá, foran en spektakulær kulisse og at han glædede horder af turister med sin guitar og levede et dovent, lykkeligt liv.

De grinte rigtigt meget næste morgen, da fortalte hinanden om deres drømme og den generte Erich med skinnende øjne sagde: ”Jeg har mødt min livs kvinde i drømme – en flamencodanserinde.”
De to andre fnyste. “Flamenco danses i Spanien, ikke i Mexico!”
Erich var lidt overrasket over dette, men sagde, at enhver kunne gøre i drømme, hvad de ville, ikke sandt?!

Og så til sidst lagde gipsfragtskibet til kaj i Mexico. Der var et skilt, hvor der var malet “Mexico-Ciudad” på, og lige der foran dem, var den største by i verden, og med Popocatépetel og dets tusinder af lys.

Allerede næste morgen, tog de ud for at udforske byen. Da de stod der, lidt fortabte med deres tasker over skuldrene og guitarer under armene, foran den berømte Catedral Metropolitana, midt blandt utallige turister, stivnede Erich pludselig. Med en rystende finger, pegede han på en smuk blondine, der gik forbi “Flamencodanseren!” jokede de to andre.

“Var I på”Pepe” i går aftes, så mig danse – og genkendte I mig?” spurgte pigen de tre helt forbavsede drenge – på tysk! Hun havde hørt dem sige “flamencodanser” og fortalte muntert: at hun faktisk hed Edeltraud Schmitt og var fra Bad Godesberg. At hun var i Mexico og som “Mercedes” dukker op i en sort paryk og danser flamenco, for at tjene gode penge. ”Det er bare dumt, at jeg ikke også kan synge! Da “Pepe” er på udkig efter et mariachi-band. “Jeg kunne tjene en lille en formue!”

De tre fra Dittmannsried, havde guitarer med og de kunne også synge – så Ed, Erich og Emil blev til Eduardo, Enrico og Emilio og fra denne aften blev de set optræde sammen mariachi-sangerinden hos “Pepe”, med stor succes – og sorte parykker!

Og moralen i historien? Du kan drømme, hvad du vil og vil du hårdt nok det du vil – så går alle ønsker og drømme i opfyldelse. For Emil blev rig, og Ed blev virkelig berømt med sin guitar og Erich blev gift med Edeltraud.

Og fordi Gabo er Gabo, sendte hun ikke kun cd’en, nej, hun havde klædt de 3 små Edi-drenge på, som mexicanere og en sød Bayersk 8 cm Edi-pige som en klassisk flamencodanserinde til mig.
Så jeg har nu det – “næsten rigtige” – Erich Dittmann/Gabo Richter – eneste band i verden.

Alle har brug for et hjem, uanset hvor lille det er, man har brug for en dør, som man kan lukke bag sig. Det er det samme med dukker. Det er derfor, jeg har bygget “Pepes Flamenco Bar” til mine tysk-mexicanere, i en lille gammel trækasse. Intet fantastisk, nemt og enkelt – ligesom EDI dukkerne er.

Dukke hilsner Sigi Ulbrich

www.tortula.de

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de – medmindre andet er angivet Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet

Min barndoms julekalender.

I går aftes var jeg til årets hyggelige julearrangement i legetøjsforeningen Snurretoppen. Her fik jeg den sødeste gamle julekalender, fra 1950,erne.

Og hvorfor fik jeg så den? Alle der har været i mit hjem, ved jeg holder meget af engle og en dag spurgte den glade giver mig, om hvor min glæde for engle stammede fra. Jeg kunne ikke umiddelbart forklare hvorfor, men gik og tænkte over hvorfor mon? Pludselig kom jeg i tanke om min barndoms julekalender. En enkelt en i pap, men for mig, den gang, den smukkeste julekalender i hele verden.

Motivet var et lille hus i udkanten af en stor skov, en skøn mørkeblå himmel med de klareste stjerner og fra en sky, gled de smukkeste små barneengle ned. Og så var der masser af glimmer på For en lille pige med en stor fantasi, var det meget spændende. Jeg husker, hvordan jeg lå, når jeg var kommet i seng og forestillede mig, hvordan englene boede i himlen og hvad de lavede deroppe.
Jeg husker også, at lågerne måtte ikke tages af, for de blev lukket igen og så fik jeg den, til stor glæde, igen næste år. Om jeg fik den mere end 2 år i træk husker jeg ikke.

På Snurretoppens møde i går, havde vi som sædvanligt bordsalg, nisser, engle, julekalendere, ja alt der relaterede til julen skiftede ejermænd og her fandt giveren denne smukke julekalender til mig. Helt fra samme tidsperiode og med samme dejlige stemning. Det er ikke min barndoms julekalender, men jeg er SÅ glad for den.

Nedenstående julekalendere er fundet på Ebay.de og de er fra samme tidsperiode og har også den samme stemning.

Jeg leder videre, efter min barndoms julekalender.

Lene

100 års adventskalendere

Så udstiller Angelika Salzwedwl igen nogle af sine smukke julekalendere i Itzehoe. Og heldigvis har hun sendt en beskrivelse og nogle billeder fra udstillingen, så vi kan nyde dem, selvom vi ikke er så heldige, at kunne komme og se dem selv.

Tusinde tak Angelika!

Der vil være julestemning fra 2. december 2024 – 25. januar 2025 i Itzehoes bibliotek.
Adventskalenderen for børn har altid været et tegn på den forestående jul. Denne skik er og er blevet opretholdt i familier i over 100 år, ikke kun her i nord, selvom den opstod her.
I protestantiske områder har der været tælleskikke fra 1. til 24. december siden midten af 1800-tallet. Den tidligste skik med at tælle dagene til jul er overleveret fra Johann Hinrich Wichers – lederen af Rauhen Haus i Hamborg-Horn. Rauhe Haus er et hus for forældreløse drenge. Adventskalenderens oprindelse er derfor stærkt knyttet til den protestantiske kirkes “Indre Mission”. Det blev betragtet som en “tidtager” for dagene op til jul. Hinrich Wichers tændte lys – sådan opstod vores adventskrans og også adventskalenderen, for han tændte et lys hver dag til fællesbøn.

En oversigt over den lange tradition for adventskalendere fra 1920’erne til i dag samt adventskalendere fra nord, er emnet for denne udstilling.
Der er mange sjældenheder at se i denne udstilling, såsom de forskellige adventshuse fra 1920’erne fra St. Johannis Verlag, Lahr. Du kan også sætte et stearinlys derind, og så vil det skinne gennem de åbne vinduer. Disse adventshuse har bibelvers i vinduerne. Der er kun ét nummer og det er nummer 1. Alle andre døre eller vinduer kan åbnes efter eget ønske. Disse adventshuse har 28 vinduer, fordi 1. advent ofte er i slutningen af november, og du kan derfor åbne en dør hver dag i advent.

“Kristusbarnet i skoven” med de glidende figurer af Dora Baum er et stort særtræk ved 1930’erne. En engel mere kan ses hver dag – indtil hele gruppen på 16 engle dukker op i kalenderen. Disse kalendere starter den 6. december. Julemanden dukker op der og den 24. dukker Kristusbarnet op. Ellers dukker der næsten altid engle op.

Adventskalenderene fra 50’erne og 60’erne har fine motiver, såsom hårdtarbejdende engle, glade børn, julemand, der kører på slæde, dyr i skoven og søde små nisser, som præsenteres på mange forskellige måder.

Det nordlige Europa er meget godt repræsenteret i år. Der er danske kalendere med muntre julemænd. Så er der smukke finske kalendere og en svensk landsby med 23 huse og 1 kirke som adventskalender.

Et andet højdepunkt på denne udstilling er de frisiske adventskalendere fra Ferring Fonden fra Alkersum/Föhr, som har eksisteret siden 2016 og alle er illustreret af Margret Fischer, Wyk. Bag lågerne til disse kalendere optræder ikke kun motivet, men også det tilsvarende ord på Föhringen-sprog på indersiden af døren. En god idé til at fremme det frisiske sprog.

CC: Angelika Salzwedel, Itzehoe, november 2024

En dejlig gave

Copyright for tekst og billeder: Lene Byfoged.

I april sidste år, fik jeg en sms, fra en legeveninde. “Vil du have dette hus?, Det skal hentes hurtigst muligt”. Jeg blev straks forelsket i det og sagde ja tak. Fik overtalt min mand, til at køre ud og hente det med samme. Men ak, det er stort og jeg tænkte, at det havde jeg ikke plads til. Men jeg tog det alligevel, med hjem.

Det er da et skønt hus. Her inden renoveringen.

Huset var i dårlig stand og renoveringen begyndte. Jeg ville ikke gøre det for pænt, ville gerne bevare det nogenlunde, som det var.

Mens jeg renoverede huset, begyndte jeg at tænke over hvem, der skulle bo i huset. Det er en stor del af det for mig, på denne måde indretter jeg rummene, efter hvem der skal bo i dem. Jeg besluttede, at det skulle være det, man i dag kalder et senior bofællesskab.
Jeg fik fjernet de ødelagte vægge og sat nye i. Malede rummene i nogenlunde samme slags farver som det oprindelige, for at være lidt tro mod det. Så kom det sjove, at indrette rummene. Jeg har ikke taget hensyn til størrelsesforhold, nyt og gammelt. Undtagen barnebarnet, som er en gammel dukke, har jeg malet, monteret dukkerne og syet tøjet til dem.

De syntes selv de har fået det hyggeligt og nyder, når barnebarnet er på besøg.

Vinduet i karnappen, er konen glad for og hun nyder udsigten over byens tage, selv om hun stadigvæk savner udsigten over gårdens marker. I stedet for gardiner, har hun ladet en blomst klatre rundt om vinduet.

Et billede af slægtsgården, skulle der også være plads til ( er I klar over, hvor besværligt, det er, at få et billede i dag, af en gård, uden en trailer, bil eller andet, så man kan bruge det?).

Det kan godt blive for meget, når barnebarnet er på besøg, så er det godt, man kan lægge sig ind i soveværelset, og slappe af med en øl, en bog og dyrene.

Nederst tv. bor Obersten.

Grammofonpladerne købte jeg i Irland, via Etsy og coveret er nedkopieret fra gamle plader, set på nettet.

I dette hus er jeg ikke gået så meget op i størrelsesforholdet.

Oberstens bogskab havde en grim revne, den ordnede jeg ved, at jeg skar balsatræ så de passede på lågerne. Jeg fandt en serviet med med den franske lilje og limede den på og nu ligner det intarsia. Jeg syntes selv det blev godt.

Nederst th. bor der en lidt sippet gammeljomfru. Hun elsker at høre stille klassisk musik, imens hun broderer eller lægger tarotkort. Det giver tit og ofte gnidninger imellem, de to naboer.

Billedet på bordet, er min farfars gamle manchetknap. Jeg fik altid lov til, at rydde op i min farmors syæske, da jeg var barn, når jeg var på ferie hos hende og her fandt jeg den. Lykkelig var jeg, da jeg fik den med hjem og dejligt at den er i brug.

Her er hele huset. Desværre er jeg ikke så god til at tage billeder, men jeg tænker I kan se det alligevel.

Jeg håber I syntes det har været hyggeligt, at kigge ind i mit hus. Et nyt projekt er allerede på vej og det eneste jeg vil fortælle om det på forhånd er, at det er noget med engle.

Stor tak til den glade giver.

Lene

LISES JULEDUKKER SIDEN 1990.

Copyright for tekst og billeder: Lise Solow

Lise laver de skønneste jule dukker og ønsker man sig en af Lises dukker, skal man vist være hurtigt. Se længere nede i indlægget, hvor de sælges fra.

Jeg har selv et par af Lises dukker, en pige og en julemand, og jeg glæder mig hvert år, når de bliver pakket ud og bliver sat op og pynter i julebyen.

Lene

Lise skriver,

De første blev nok lavet i slutningen af 1990. Jeg dykker ned i æskerne med de gamle modeller…………….

DET STARTEDE MED BESØG AF MIN YNGRE SØSTER FRA USA, HVOR HUN VAR BOSAT. HUN HAVDE ALTID VÆRET MEGET FINGERNEM – OG VAR STARTET MED AT LAVE JULEDUKKER.

DE FØRSTE DUKKER VAR MEGET ANDERLEDES END DUKKERNE I DAG. DE VAR RET KLUMPEDE OG KLODSEDE, MEN EFTERHÅNDEN FIK JEG MIN EGEN STIL PÅ DEM, OG HAR TILBRAGT MANGE ÅR MED AT FORFINE UDTRYKKET.

DET BEDSTE VED MINE HÅNDLAVEDE DUKKER, VAR ALLE DE SØDE MENNESKER JEG HAR MØDT I TIDERNES LØB, OG SJOVE OPGAVER DER ER FULGT MED, BL.A. BØRNEDUKKER TIL ET LEGETØJSMUSEUM OG SPECIELLE DUKKER TIL SKOVSHOVED – OG H.C.ANDERSEN MED HANS EVENTYRFIGURER, I ÅRET HVOR HAN BLEV FEJRET.

I ÅR BLIVER NOK SIDSTE ÅR JEG KAN DELTAGE MED ET JULEMARKED. FOR OGSÅ EN DUKKEMAGER KAN BLIVE GAMMEL….

MEN I ÅR KAN I KOMME TIL ET HYGGELIGT JULEMARKED HOS HALGODT I SKOVSHOVED HAVN OG SE MINE DUKKER.

DEN 15. NOVEMBER KL. 15 – 21

DEN 16. NOVEMBER KL. 11 – 18

DEN 17. NOVEMBER KL. 11 – 18

JEG HÅBER VI SES.

KH. LISE

PS. Hvis man er interesseret i at købe en dukke, er Lises tlf nr 28 93 81 95.

Mine glansbilledalbums

Copyright for tekst og billeder: Lise Rasmussen

Det er så dejligt, når bloggens indlæg kan inspirere andre. Det er med stor glæde jeg bringer Lises indlæg, inspireret af Angelika Salzwedel. Jeg er sikker på, det også glæder Angelika. Tak Lise!

Lene

Inspireret af Angelika Salzwedels fine artikel om gamle glansbilledalbums og deres oprindelse, fik jeg lyst til dele hvad jeg har liggende. Jeg har ikke så mange gamle albums, men kan derimod vise nogle af de nyere masseproducerede albums.

De få gamle albums jeg har, er meget enkle og stilfulde i deres udtryk, indholdet har været det vigtigste.

Til gengæld har jeg en del fra nyere tid, ca. 1940-1980, der alle er særdeles farverige og med lokkende, til tider overnuttede, forsidetegninger. Desuden slog det mig, at næsten alle mine albums enten har røde eller lyseblå baggrunde.

Hver samler har sin egen tilgang i måden at samle på og jeg må indrømme, at jeg er typen der uden blusel kan finde på at slagte et album; dog kun hvis indholdet i forvejen er håbløst; halvdelen af billederne er måske allerede fjernet eller faldet ud, eller albummet fremstår på anden vis som noget rod, MEN jeg gemmer altid omslagene.

Som inkarneret samler af påklædningsdukker og interesse for deres tegnere, har det været et påskud for at købe glansbilledalbums, når jeg er faldet over ét med omslag tegnet af fx Ebba Schultz, Illa Winkelhorn eller Evalisa Aghaton.

Omslags-illustrationen har således ofte været vigtigere for mig end selve indholdet; der har bare været en bonus, der fulgte med.

Ebba Schultz og Illa er sammen med bl.a. Ely Gross, Axe Boysen og Richard Møller nogle af de ganske få danske tegnere, der har tegnet glansbilleder. Langt de fleste glansbilleder er af tysk eller engelsk oprindelse. Evalisa Agathon, der er svensk, har været produktiv langt ud over det sædvanlige; andre dygtige svenske tegnere der er værd at nævne i denne sammenhæng er Lucie Lundberg og Helge Artelius samt Aage Damsleth der dog er fra Norge.

Her følger en række eksempler på omslag fra min samling fra de forskellige årtier. Indholdet ser vi på en anden gang.

Hele samlingen af mine albums kan ses på min hjemmeside www.mosterlise.dk

Lise Rasmussen september 2024

Enkel illustration af Ebba Schultz. 1930-40´erne

Der findes en hel del albums og glansbilleder med royale motiver fra 1940´erne. Samleobjekter der har været små glade lyspunkter under krigen.

1950´erne. Så bliver det så putte-nuttet at det indimellem tangerer til det kvalmende, hvis man spørger nogen, men det er Evalisa Agathons kendetegn.

1960´erne. Meget tidstypisk illustration af Ely Gross. Hun er en af mine yndlingsillustratorer. Jeg har altid været vild med dette stofudtryk, som går igen på mange af hendes juleklip og påklædningsdukker. Mange bryder sig ikke om det. Jeg elsker det.

Herefter begynder de ”smarte” selvklæbende albums at komme frem på markedet.

De er smarte på den måde, at man ikke skal bruge lim for at få billederne til at sidde fast i albummet, men blot sætte billederne ind på en forlimet side, som man herefter dækker med det gennemsigtige stykke plast der er fastgjort til siderne.

Det har sikkert noget med opbevaring at gøre, men nogle albums bliver meget klæbrige med alderen og billederne ødelagt af limstriber, mens andre bliver så udtørrede at billederne drysser ud.

Jeg ved ikke, hvordan andre samlere gør, men jeg opbevarer mine ark i plastiklommer i ringbind og løse billeder opsat med trylletape, men som sagt – det kigger vi på en anden gang. Tak fordi du ville læse med.

Lise

Glansbilleder. Farverige billeder fra barndommen, sat i album og hæfter

Som de fleste jo ved, er Angelika Salzwedel, ekspert i antikke glansbilleder. Det er dejligt hun vil dele sin viden, med os her på bloggen.

Stor tak til Angelika!

1800-tallets største papir samlerobjekt, var uden tvivl glansbilleder.

Glansbilleder og albummets historie:

Den nøjagtige oprindelse er ikke klar. Nogle folklorister er af den opfattelse, at de kommer fra de dekorerede familie fotoalbum, altså de senere digtalbum. Andre er af den opfattelse, at de finder deres oprindelse i mønsterbøgerne hos de hollandske billedforlag fra det 17. århundrede. De indsatte deres lagergraveringer i albums for at gøre det lettere, for købere at vælge.
En anden form kunne være de udskårne billeder, som har været dokumenteret siden 1700-tallet. Det var sort-hvide litografier, der blev malet og skåret ud af børn og derefter sat fast i klæbrige albummer.

I England kaldes glansbillederne stadig i dag for scraps. Det er papirbilleder, der er blevet limet på papir.
Min version er, at de ville forsøge at efterligne motiverne fra de gamle mønstre til poesialbums, glansbilledealbum etc. og så er de første gamle motiver af glansbillederne, de samme motiver, som vi kender fra de gamle smukke broderi mønstre.
I 1797/98 opfandt Aloys Senefelder, stentryk og litografi. Denne overvejende manuelle udskrivningsproces, blev oprindeligt hovedsagelig brugt, til at gengive monokrome originaler. Kromolitografi, altså flerfarvet stentryk, blev opfundet i 1816 af litograferne Engelmann og Lasteyrie. Hver farve skulle placeres, på en anden sten. Den industrielle brug af kromolitografi har været kendt siden 1835.
De første oblater dukkede op i midten af 1850’erne. Wolf Hagelberg var den første, der kom med ideen om at udskrive, små billeder forbundet med stænger i Berlin i 1854 for at printe ud og stabilisere arket.
I 1860 blev de fremstillet i lille format i stentryk og blev hovedsageligt brugt til at dekorere familie fotoalbum og poesialbum. Næsten alle motiverne havde en symbolsk karakter.

En af glansbilledernes vigtigste og nok centrale funktioner, var at udfylde glanabilledealbum, scrapbøger og poesialbum.

Storhedstiden for glansbilledealbum, kan have været omkring 1900. Der var færdige glansbilledealbum, indbundet i læder, men også simple selvfremstillede hæfter eller små albums. Angelika Salzwedel, har nu over 30 forskellige gamle scrapbøger i meget forskellige designs og designs, de ældste er over 100 år gamle. Hun hun har selvfølgelig også lavet nogle selv.

Først sætte voksne, deres glansbilleder, postkort og billeder fra magasiner ind i deres scrapbøger, sorteret tematisk. Der blev valgt specifikke temaer, som haver, husliv, blomster, jul, påske, engle, husdyr eller eksotiske dyr osv., og så blev resterne eller glansbillederne, ordnet pænt. Senere fik børn også lov til at være med eller lave deres egen scrapbog. Der var også glansbilleder, med bogstaver og tal at lære, som var beregnet til børn. Det var en tid, hvor der hverken var radio, fjernsyn og bestemt ikke internet. Om aftenen, efter arbejdet var færdigt, beskæftigede vi os med denne fine opgave.

Angelika har en masse glansbilleder, i sit første poisialbum fra omkring 1959 – 1960. Nogle gange satte mine skolekammerater flere glansbilleder, på den frie side og arrangerede dem pænt.

Jeg takker Lene for den fine oversættelse.

Ovenstående er eksempler, på smukke glansbillede albummer.

CC: Angelika Salzwedel, juni 2024

Velkommen i Cirkus

Lise Rasmussen har sendt dette fine indlæg til bloggen. Jeg er ældre end Lise og husker med stor glæde Cirkus Buster. Et dejligt gensyn. Håber I vil være lige så glade for det, som jeg er. En stor tak til Lise for, at dele med os.

Lene

Copyright for tekst og billeder: Lise Rasmussen.

For år tilbage var jeg så heldig at få en masse gamle klippefigurer, der forestiller forskellige personer og dyr fra Cirkus Buster. Min nysgerrighed var naturligvis hurtigt vakt for at finde ud af disse figurers oprindelse, da de er lige tidlige nok til min erindring.

Jeg fandt hurtigt ud af at figurerne stammer fra en TV serie, som blev skabt i 1958 af Buster Larsen og Niels-Jørgen Kaiser. Den blev sendt i perioden 1959 – 1961. Ideen bag serien var at lave Cirkus i børnehøjde; ”for børn og med børn”. Buster Larsen optrådte selv både som cirkusdirektør og klovn.

De øvrige klovne var Torkil – den hvide klovn. (Torkil Lauritzen) Bernhard (Bernhard Brasso) og Viggo ( Viggo Brodthagen).

”Jaj har ikke tidt –jaj ska´skinde mej”, er en sætning som nogle sikkert husker. Jeg troede, at jeg havde fået en dublet af ”Viggo”, men blev overrasket da jeg fik øje på at figurerne har forskelligt ansigtsudtryk.

Jeg undrede mig, da jeg først troede at figurerne stammede fra et klippeark, men ved videre research fandt jeg ud af at de havde været på bagsiden af Kellog´s morgenmadsprodukter.

Det forklarer jo bedre ændringen af ansigtsudtrykket på ”Viggo”.

**Reklame for Kellog´s og figurerne fundet i Hjemmet nr. 29 1961**.

**Reklame fra Anders And nr. 15 1962.**
Manegen kunne fås gratis ved at indsende den nette sum af 60 øre.

Jeg fandt en historie om Viggo Brodthagen i Dansk Familieblad nr. 35 fra 1960, hvor man kunne vinde en grammofonplade.

Historien handler om en ung pige, der igennem Radio Merkur fik en pladekontrakt og indsang sin første plade sammen med Viggo Brodthagen og man skulle finde ud af, hvordan pladeomslaget skulle se ud. Viggo mente ikke, at han havde nogen billeder.

Tidligere på året havde et billede af Viggo prydet forsiden af Dansk Familieblad ; det var taget under en forestilling i Tivoli med Cirkus Buster, og han kom i tanke om, at det måtte kunne bruges.

Den selvsamme unge pige som han netop havde indspillet pladen med, havde været fotografens assistent, da billedet blev taget, og da genkendelsen gik op for Brodt (sådan blev han åbenbart kaldt) udbrød han: ”Jo, for pokker. Lad os håbe, at pladen er blevet lige så god som billedet”.

Pladen hedder selvfølgelig ”Jeg skal skinde mig”.

I 1961 blev ”Cirkus Buster” lavet som film instrueret af Erik Balling. Heri medvirkede bl.a. Helle Virkner som linedanserinde og Tommy Kenter fik sin filmdebut i en alder af bare 11 år.

**Helle som linedanserinde. Hun havde stand-in til trapeznumrene.**

Cirkusprinsessen Pauline kan ikke være andre end Pauline Schuman, der var datter af den verdensberømte klovn Charlie Rivel og mor til Benny Schuman.

Tilbage står spørgsmålet: hvem har tegnet? Da jeg så Paulines ansigt kom jeg til at tænke på Razibor, og manegen ligner meget tegneren Eilif Frederiksens streg. Denne kombination er ikke usandsynlig, da netop de to havde et samarbejde. Det er dog uden dokumentation. I det hele taget har det været svært at finde nogle oplysninger om disse klippefigurer på nettet, men i min søgen fandt jeg dog også, at historien om Cirkus Buster er udgivet som børnebog i 1960.

Jeg har skrevet denne artikel til PD bladet i 2008, men da jeg for et par år siden til min store glæde fik figuren af Helle, blev jeg fristet til at revidere artiklen og endnu en tilføjelse er kommet til; nemlig en julekalender, der er udformet som en grammofonplade.

Den er indspillet d. 20.06.1960 med Buster, Thorkil og Viggo.

Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at afprøve skiven.

Venlig hilsen Lise Rasmussen. Juni 2024.

Glansbilleders betydning i sorg

Angelika Salzwedel har sendt dette indlæg om glansbilledernes betydning i håndtering af sorg.

Copyright for tekst: Angelika Salzwedel.

Stor tak til Angelika.

Kristne symboler var meget populære på glansbilleder, i tidligere tider, fordi symbolerne var kendte og kunne fortolkes. Her er eksempler på håndteringen i sorgen.

Korset betyder tro (Fides).
Roserne betyder kærlighed og betydningen af forglemmigej, står allerede i navnet. Det betyder “vil aldrig glemme”.

Ankeret betyder håb (Spes). Her igen med forglemmigej = vel aldrig glemme..
I Lägerdorf (Krs. Steinburg) er der et anker foran, den protestantiske kirkes menighedssal og på kirken er der et skilt med inskriptionen “Håb”.

Hjertet betyder kærlighed (caritas). Her igen med forglemmigej, jeg vil aldrig glemme.

Vindmøllen er forgængelighedens tegn, med blomsterne forglemmigej og røde roser tegn på evig kærlighed.

Jeg vil gerne slutte med en engel i en blomsterkrans. Blomsterkransen symboliserer uendelighed og evighed. Englen, som en himmelsk budbringer, forstærker symbolet.

Jeg takker Lene for oversættelsen.

Med venlig hilsen

Angelika

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this: