Fortalt af Flora Pfau © –Redigeret af Sigi Ulbrich © —
Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – Design Lene Byfoged ©
Kære Samlervenner, og kære alle andre nysgerrige (videbegærlige),
Hermed siger vi tak for at kunne bringe denne fortælling om blomster som tillægsgave, og hvad man med fantasi og snilde kunne få ud af dem….
Jeg var lige fyldt fem år, da jeg blev bevidst om min store kærlighed til disse små ting. Jeg fik lov til at fylde kaffen over i dåsen (jeg regner med, at det ikke var ægte kaffe, men ”Muckefuck” (se i næste afsnit forklaringen angående kaffe-erstatning), og ud faldt en ”krystalvase” med en blå blomsterbuket. Min bror og jeg skiftedes hele tiden til at ryste posen eller dåsen, og hver gang måtte den, hvis tur det var, beholde sin lille margarinefigur. Hvorfor disse figurer, som overvejende var støbt i kunststof i farven ”brækket” hvid” (dvs. ikke helt hvid) kaldtes margarinefigurer, har jeg aldrig fattet, hos os var de i posen med kaffe. Endnu i dag opbevarer jeg figurerne fra den tid i mors gamle kaffedåse.
Sigi giver os hermed forklaringen på Muckefuck/kaffeerstatningen:
Muckefuck var kaffeerstatning i de dårlige tider. Da der var mangel på fremmed valuta blev der nærmest ikke importeret kaffe i Tyskland, og skete det, var den så dyr, at man i en almindelig husholdning ikke havde råd til den. Kaffeerstatningen blev hovedsagelig fremstillet af korn eller malt, men også af frugtkerner, kastanjer og bog (olden). Ofte var det en sammenblanding af det hele.
Som oversætter af artiklen kan jeg da blot mindes efterkrigstiden med den danske Richs og Danmarks, som vi blandede i kaffen, og med de dejlige små billeder, som alle samlede på og byttede mellem sig i skolen, samt mine forældres store glæde, når der kom pakke fra min Moster og onkel i USA bl.a. indeholdende ÆGTE kaffe. (Selv er og var jeg ikke den store kaffedrikker) – Lise.
Kære læsere, I kender mig endnu ikke. Jeg har aldrig før skrevet for en så stor læserskare. Det er nærmest ophidsende for mig. Jeg hedder Flora og min allerede ovenfor nævnte bror hedder Valdemar. Vort familienavn er Pfau (Påfugl) – ja, hvad skal jeg sige om det: vor mor var lidenskabelig læser af Hedwig Courths-Mahler. (atter en bemærkning fra Lise: forfatterinden Hedwig Courths-Mahler (1876-1950) skrev vidunderlige romaner, og enkelte er filmatiseret. I kan på nettet læse om hendes liv, og om, hvordan hun gennem det tyske, litterære og illustrerede ugeblad ”Die Gartenlaube”/(Lysthuset) fik kendskab til litteraturens verden)….
Og selv om ugebladet Die Gartenlaube på den tid ikke mere var, hvad det engang havde været i sin glansperiode, var det alligevel et vigtigt stykke kulturhistorie – vi kan ikke desto mindre takke bladet og dets historiefortællere for vort navn.
Hermed Sigis forklaring vedrørende tidsskriftet ”Gartenlaube”: Dette illustrerede familieblad var en forløber for de moderne Illustrerede Tidender/uge– og månedsblade, og det første, store succesrige tyske blad i masseproduktion. Bladet udkom fra 1853 i Leipzig ved Verlag Ernst Keil med et startoplag på 5.000 eksemplarer. Fra 1853 til 1945 var tidsskriftet udbredt i det samlede tyske sprogområde. Et meget højttravende eller svulstigt magasin. Den lige så svulstige eller højttravende ovennævnte forfatterinde af kærlighedshistorier – overvejende inden for adelen – dvs. at en lille forældreløs pige forelsker sig i prinsen – men ellers også inden for genren: lægeromaner – har skrevet enormt meget til ”Gartenlaube”!
Hos os havde vi blot figurerne fra kaffepakningerne, dog havde Valdemar kammerater, med hvem han ikke blot kunne bytte sine egne, men også mine figurer. Derfor kom der lidt efter lidt figurer fra andre firmaer ind i vort hjem. Til min fødselsdag byttede han engang sin bedste fodboldspillerfigur, – jeg aner ikke, hvem han forestillede – til en blomsterkrukke til mig. Til stor glæde for os begge, og jeg har stadig i dag den blå blomsterbuket, og blomsterkrukken fra min bror. Disse to ting fik jeg, før jeg havde den dukkestue —som jeg selvfølgelig i al hemmelighed drømte om at eje. Dukkestuen fik jeg så senere til juleaften. Jeg var meget ked af det, da skikken med tillægsgaver i 1954 ophørte. Med dags varsel kunne man ikke finde mere i poserne —hvilken skam. Vi var dengang ved at samle figurerne til en julekrybbe, og den blev således aldrig komplet.
Ikke desto mindre dukkede der i løbet af denne korte tid nogle af de omtalte blomster op her hos mig, og senere har jeg købt flere på loppemarkeder. De små vaser rørte noget i mig. Der findes 10 forskellige ”krystalvaser” med en blomsterbuket. Der var således nelliker, tulipaner, georginer, roser, iris, margueritter, gladiolus, asters, narcisser og til jul en buket med kristtorn. Særlig fantastisk er det, at ikke alene blomsterne i disse tillægsgaver er forskellige, men at også de små vaser varierer. Derfor kan man i et værelse i dukkehuset sagtens stille flere vaser op. Mange af blomsterne købt på loppemarkedet havde flere legespor, idet blade og blomster delvis kunne være brækket af. Da har jeg med en ”skrædderhjælp” – nå, ja, jeg har en værktøjskasse – klippet stilkene af, og vaserne står på hylden i en stue, akkurat som man gør med krystalvaser.
I årenes løb har jeg til Schipka-vaserne desuden købt de ”blomstrende” tillægsgaver fra andre firmaer – således at gummitræet fra min bror ikke er så alene. Dog mangler jeg stadig to krukker i hvidt fra DUKA. At jeg alligevel kan vise jer dem her, er det fordi Helmut Bitsch fra www.margarinefiguren.de har stillet dem til disposition, og jeg siger mange tak for hans venlighed.
Firmaerne DUKA, Günzburger og Kraft havde disse tillægsgaver i deres varer:
2 urtepotter med planter: Med det omtalte gummitræ og en fuchsia (kan også hedde Kristi blodsdråbe)
2 blomsterkasser: Med asters og georginer
2 blomsterskåle: Med kaktus og alpevioler
2 blomstervaser: Med solsikker og roser
Disse 8 små figurer kan man roligt kunne finde to gange. De findes nemlig i den kendte farve ”brækket” hvid fra margarinefigurerne og med påmalet farve. For øvrigt var disse også fra SIKU.
Alle disse små tillægsgaver med filigran lå gemt hos mig i ovennævnte kaffedåse, tja, jeg fandt aldrig den smarte løsning på, hvordan jeg skulle stille dem op.. Indtil … da, Sigi Ulbrich for nogen tid siden fra www.tortula.de sendte mig et foto fra en udstilling af EDI-dukker. De stod i en vinkasse. Og nu kom ideen. Jeg havde netop —som det somme tider sker – en lille kasse med tre smalle flasker, som jeg havde fået som gave. Vinen har jeg allerede drukket, en rigtig god en – og gemt kassen. Man smider da ikke sådan en smuk træ-æske i skraldespanden, vel!
Mit håndværkertalent er ikke stort, men det blæste jeg på. Hurtigt udmålte jeg højden på hylderne, og hvor heldigt, med lidt luft rundt om passede vaserne. Jeg ville stille en af hver slags op, og selvfølgelig også de små DUKA-planter. Det hele passede nøjagtigt i reolen. I hobbyforretningen købte jeg klæbeplader . Jeg tog æsken med til Byggemarkedet, hvor man foreslog mig en passende rude af kunstglas – og naturligvis skulle blomsterne sættes op, således at de ikke blev udsat for støv eller nysgerrige kattepoter.
Da jeg fortalte Sigi Ulbrich om mine planer og sendte hende et billede af min første prøveopstilling, tilbød hun mig spontant en påfugl af træ fra halvtredserne som dekoration hhv. logo til mit ”Blomstervindue”. Og jeg modtog den med tak.
Påfuglen passede fint i mine planer, idet jeg netop havde besøgt min gudsøn, og af ham ønskede jeg mig et skilt og et vindue med ”Blyindfatning” – i Jugend-Stil, og selvfølgelig med en påfugl. Ganske vist har jeg en computer, som jeg kan betjene, men billedbearbejdning har jeg ikke forstand på.
Han sendte mig en PDF-fil, som jeg optog på mit stik, hvorefter jeg tog den med til vor Copy-Shop. Her printede man det hele ud på klar klæbefolie. Allerede mens jeg betragtede dette tryk, forestillede jeg mig, hvordan den vidunderligt smukke påfugl ville stråle i mit vindue. Min bror har lovet mig, at han, når han besøger mig næste gang, vil lave belysning til mit vindue. Og jeg glæder mig allerede. Lampen – der skal være tre små pærer – skal lyse bag påfuglen og samtidig ind på hylden.
Da jeg sendte Valdemar et billede af mit næsten færdige vindue, modtog jeg et par dage efter et brev, og deri lå den margarinefigur, som han gennem hele sin barndom havde passet på og opbevaret:
Den lille og åh så smukke påfugl.
Fortælling: Flora Pfau
Tekst: Sigi Ulbrich
Fotos: Bernd Lorenzen og gmuwebSign
UPDATE d. 31. juli 2022:
Jeg har fået den fineste fødselsdagsgave fra Sigi Ulbrich. En af disse skønne vaser fra SIKU.
Da jeg modtog den, syntes jeg, at jeg havde set den slags før, men kunne ikke komme i tanke om hvorfra.
Heldigvis sendte Sigi mig linket til denne artikel, som vi udgav for nogle år siden. Jeg syntes da I skal se min fine blomst og evt. genlæse artiklen. Det er den bestemt værd.
Lene
Herunder ses blomsten for sig og på den plads, den har fået i en af mine dukkestuer.
Endnu engang tusinde tak Sigi.