© for tekst og billede Anne-Lise Crety
Min dejlige og mange årige veninde Anne-Lise, har for mange år siden skrevet denne søde historie, som jeg før har bragt andetsteds og jeg har fået tilladelse til at bringe den her på Bloggen.
Hvor har det da været er rædsomt vejr i sommer! Ja, ikke fordi det har generet mig særligt meget, men det er da synd for menneskerne i mit hus. De kigger ustandseligt ud af vinduet og taler ustandseligt om skyer, regn og kulde, – ja specielt det sidste kan jeg godt følge dem i, det er ikke særligt rart at fryse.
Vi bamser fryser jo normalt ikke så let som menneskene, men jeg husker dog én episode, hvor det blev for meget af det gode, selv for en gammel nordbo som mig.
Gammel, det er jeg, det ses på mig. Jeg er ikke som vore dages bamser lavet af farvestrålende nylonpels, men har et mere diskret, nærmest camoufleringstilstræbt ydre. Jeg er nemlig i begyndelsen af 40-erne, syet af en gammel soldaterfrakke, kaki, og af lidt fast tykt uldstof. For at live op på det har jeg fået lyserødt stof i ørerne og på fodsålerne, og om halsen sidder en rød sløjfe, der nu er meget falmet og lidt frynset. Jeg er, som I vil se, ikke ligefrem nogen hjerteknuser, og siden min første ejermand, lille Karen, blev voksen og siden meget gammel og for nylig døde, er der da heller ingen, der har krammet mig og betroet mig alverdens sorger og glæder.
Da min Karen døde, skulle jeg have været smidt i containeren sammen med en masse andre overflødige ting, som hendes familie ikke ville have, men til mit store held blev jeg og min fætter alligevel lagt til side, og vi fik en tilværelse hos en bamseven. Min fætter må jeg også hellere beskrive lidt nærmere. Han er lidt større og lidt yngre end mig, det kan jeg ikke løbe fra. Hans røde sløjfe er ikke helt så falmet og flosset, og så er han syet af brunt, blødt plys fra en damefrakke engang i 50-erne. Den nøjagtige dato er han ikke selv klar over. Det har jo gennem årene hos Karen tit såret mig, at hun mange gange hellere ville kæle med Bløde Fætter, men når det gjaldt var det dog altid mine lyserøde ører, der fik hvisket hendes små hemmeligheder.
Hjemme hos vores nye bamseven, blev vi sat på række i sofaen sammen med en hel masse andre bamser, der alle var meget spændt på at høre, hvor vi kom fra. Vi fik også de andres historier og fandt os efterhånden godt tilpas i bamsegruppen. En dag bemærkede en gæst, at jeg havde flere små huller i kroppen, hvor min indvendige træuld stak lidt ud. Gæsten mente, at jeg var “mølædt”, og at der muligvis stadig var mølæg og andre ubehageligheder i mig, og at jeg burde smides ud. At jeg blev forskrækket kan I jo nok forstå, og det lykkedes mig ikke at gøre dem forståeligt, at hullerne naturligvis ikke stammede fra de uønskede møl, men tværtimod burde betragtes med ærefrygt, det er nemlig skudhuller i den uniformsjakke, jeg er syet af.
Måske har min protest alligevel gjort sin virkning, jeg blev i hvert fald ikke smidt ud, men lagt i en plastpose og puttet i fryseren, hvor jeg skulle ligge i nogen tid, indtil de formegentlige mølæg med sikkerhed var døde. For en sikkerheds skyld blev Fætter også lagt i fryseren.
Der lå vi så i mørket sammen med jordbæris og pakker med oksekød, og efterhånden følte vi os lige stivnede og afventede som dem. For det lærte vi hurtigt at forstå: Når man ligger i en fryser, er det eneste man tænker på, det tidspunkt hvor man bliver taget op igen og anvendt til en rigtig lækker ret på middagsbordet. Fætter og jeg hviskede lidt sammen, om denne skræmmende mulighed, vi forstod ikke rigtig oksekødets utålmodige forventning.
En dag var det ved at gå galt. Fryseren blev åbnet, og plastposerne med Fætter og mig blev båret op i køkkenet og lagt til optøning på køkkenbordet. Det var jo i og for sig ikke så galt, livet vendte langsomt tilbage til lemmerne, og jeg mærkede efterhånden vanddråberne fra sløjfefrynserne løbe ned over min mave. Alvorligt blev det først, da vi hørte tale om, at ovnen nu var varm nok til at “stegene” kunne komme ind.
Uha, det lød ikke rart, vi ville meget gerne have byttet med det længselsfuldt ventende oksekød i fryseren. At det i sidste ende også gik sådan, kan I jo nok regne ud. Så snart det blev opdaget, hvad plastposerne gemte, blev vi, stadig kolde, igen anbragt i bamsegruppen, og ingen vover fremover at tvivle på årsagen til mine huller i kakien, – møl er der med garanti ikke tale om!
Det må dog gerne snart blive bedre sommervejr, det er ikke særligt rart at fryse!
En stor tak til Anne-Lise, det var dejligt at læse historien igen.
RIHAG står får Richard Haueisen, dvs. Wollspielwarenfabrik Gheren, Thüringen og Plüschspielwarenfabrik Seelbach, Schwarzwald.
I 1960erne fremstillede man den dejligste blødt stoppede bamse med åben, rød filtmund, som vist her. Bamsen er syet af beigefarvet, langhåret mohair, og han har ”kvak”-stemme i maven. Øjnene er af indfarvet sortbrunt glas, og hoved og lemmer er fuldt bevægelige. Næsen er broderet på tværs med mørkebrunt bomuldgarn. Snuden og det indvendige af ørerne er fremstillet af beigefarvet korthårsmohair. Poter og fodsåler er af filt med tre broderede kløer. En smuk og sjælden bamse, som mange bamsesamlere helt sikkert ønsker sig.
