En enestående mulighed for, at erhverve sig en spændende bog om dukketeaterark, eller som julegave til en man holder af.
Sven-Erik Olsen skriver således:
DEN LÆNGE VENTEDE AJ-UDGIVELSE
GÅR I TRYKKEN I MORGEN!
– Og du kan godt glæde dig!!!
336 sider A4 – smukt indbundet – komplet med samtlige Alfred Jacobsens dukketeaterark i farver – suppleret med udførlig beskrivelse af oplag, kunstnere, særlige kendetegn samt nyttige informationer om de forskellige udgaver.
Værket er et kæmpe-arbejde, som Søren Gleerup-Hansen indledte for mere end 20 år siden sammen med de desværre nu afdøde medlemmer af Dansk Modelteaterforening, Ole Perch Nielsen og Per Blichert-Hansen.
I 2024 var Søren færdig med arbejdet, og siden har redaktionsgruppen, bestående af Søren Gleerup Hansen, Andreas Landin, Peter Leth Christiansen og Sven-Erik Olsen, arbejdet med det betydelige værk, som nu kommer ind i den afsluttende proces, og ved foreningens julemøde i København bliver den smukke bog præsenteret.
BENYT DIG AF SÆRTILBUDDET!
Normalprisen for medlemmer er 360,00 kr. + forsendelse.
Prisen for ikke-medlemmer er 485,00 kr. + forsendelse.
men – hvis du som medlem bestiller og forudbetaler senest den 30. november får du yderligere 20,00 kr. i rabat – altså 340,00 kr.!!!
Bogen trykkes i et begrænset oplag, og det er højst usandsynligt, at den vil blive genoptrykt – og hvis du ikke ved, hvad du skal ønske dig i julegave – så skynd dig at skrive bogen på ønskeseddelen.
HVIS DU IKKE ER MEDLEM
Hvorfor ikke melde dig ind i Dansk Modelteaterforening?Kontingentet for resten af året er 125,00 kr. – så modtager du nr. 5 af Suffløren – og hvis du samtidig bestiller bogen til medlemsprisen – så sparer du faktisk også 20 kroner – – – !
– en total win-win-situation!
Har du spørgsmål er du velkommen til at ringe til kasserer
Hvor er det fantastisk med den hjælpsomhed, vi har mødt med vores efterlysning efter ostedukker og andet legetøj relateret til mejeriprodukter.Vi har fået flere oplysninger om ostedukkerne, som vi arbejder videre på. Det skal nok blive et godt foredrag.
Lise Rasmussen var hurtig og sendte dette skønne og interessante indlæg til bloggen. Tusinde tak Lise!
Lene
Da Lene efterlyste noget materiale omkring BUKO reklamedukker, gik jeg i gang med at lave denne oversigt dels af mit eget materiale og dels hvad jeg er stødt på gennem tiden. ”Ta´ BUKO til bords” – dette mundrette reklameslogan for den kendte flødeost, tænker jeg at de fleste kan nikke genkendende til. Med dette reklamefremstød for osteprodukterne fulgte også en række samleeffekter, som producenterne var så gode til at lade følge med i 1950´erne og 60´erne. Således kunne man hos købmanden, eller andre forhandlere af osten, gratis erhverve et ark med Buko-oste som påklædningsdukker. Mindre ark med tøj var en del af emballagen med oste. Jeg kender ikke det præcise årstal, men vi er omkring 1960. Påklædningsdukkerne er tegnet af den kendte plakatkunstner IB ANTONI (1929-1973). Der findes 4 forskellige store ark ( ca. 40×22 cm) i kraftigt karton. Selv om der er to dukker på hvert af disse ark, er der stadig kun 4 forskellige dukker. 2 drenge med hhv. lyserød skinkeost og grøn champignonost, pigerne er hhv. røde og gule – begge rejeost. Dertil er der 4 små ark (ca. 19 x 12 cm) kun med tøj. Alle dragter er forskellige fra ark til ark, dog med én undtagelse, som jeg ved gennemgangen fandt på to ark, nemlig den gule kjole med blåt bindebånd, som ses herunder.
Jeg er den heldige ejer af dette helark.
Arket opsat med mine egne udklippede dukker.
Helark nr. 2.
Arket opsat med mine egne udklippede dukker.
Helark nr. 3.
Arket opsat med mine egne udklippede dukker.
Ark nr. 4 delvist udklippet ( lånt af Isabelle Jensen).
Arket opsat med mine egne udklippede dukker.
Til sidst de 4 små ark med tøj – delvist udklippet men komplette ( lånt af Isabelle).
I disse år var TEKNO også på banen med diverse reklame biler, BUKO var ingen undtagelse. Æsken er tegnetaf Antoni.
Dukker der formentlig har været til udstillingsmodeller til butiksvindue.
Dette billede stammer fra en lille reklamefilm på 5 sekunder, der vistes i biograferne i 1960´erne. Dukkernesynger: ”Ta´Buko til bords”.
Reklame fra ugeblad ca. 1960.
Denne reklamedel med cirkus har jeg fundet på nettet for snart 20 år siden, og kan desværre ikke sige noget om den. Antonis streg ses tydeligt her.
Artikel/oversigt udarbejdet af Lise Rasmussen, oktober 2025.
Da jeg sammen med et andet medlem af Legetøjsforeningen Snurretoppen, skal holde et foredrag om “ostedukker” og andet legetøjsrelateret til danske mejeriprodukter, søger jeg oplysninger om disse dukker. Fra 1928 – 1964 fremstillede Håndarbejdets Fremme 38 dukker i egnsdragter. Hver dukke repræsenterede en landsdel og en ost. Er der nogen der ligger inde, med en eller flere dukker, udklip fra blade eller aviser, eller andet af interesse, hører jeg gerne fra jer.
Jeg søger også billeder af BUKO påklædningsdukker. Jeg har kun et billede af nedenstående ark. Om der er flere ved jeg ikke. Måske er der også andet, der kan have interesse.
Foredraget holdes i Snurretoppen til april næste år og alle er selvfølgelig velkomne.
Jeg har før skrevet lidt om legetøjsforeningen Snurretoppen og ved, der er nogle, der er interesseret i at være medlem, af denne hyggelige forening. Men at det har været om aftenen, har været et problem. Nu har vi fået lokalerne om eftermiddagen, så er du interesseret, så mødes vi en mandag om måneden fra kl. 14.30 og et par timer frem.
Det er altid rigtigt hyggeligt, at møde med andre ligesindede og vi kommer vidt omkring til vore møder. Vi starter op mandag d. 8. september kl. 14.30 og der serveres kaffe og brød. Man kan sagtens prøve en gang som gæst, for at se om det er noget. Det koster kr 40.00 for en gæstebillet.
Vi spænder vidt, alt inden for dukker, bamser, biler, ja alt børnelegetøj er velkomment
Det koster kr 300 pr år i kontingent og for den pris får man kaffe og brød, gode foredrag og møder skønne mennesker.
Adresse: Sehestedvej 1. 2900 Hellerup. se evt mere på www.snurretoppen.dk.
Man kan evt kontakte mig på min mailadresse: abelones@stofanet.dk, hvis der nogle spørgsmål.
Jeg har lige haft fødselsdag og i den anledning fik jeg den dejligste gave af Angelika Salzwedel. En dukkestue til at samle med knappenåle.
Det er klippeark fra Illustreret Familie Journal i 1924. Undtagen et enkelt ark, der er en revne i, er alle arkene hele og fine. Det er så fint og udførligt, prøv lige, at kigge godt efter, enhver detalje er der bare. Selv beboerne i huset er der. Virkelig et tidsbillede. Der har været glade piger, der sikkert har fået hjælp til at få deres egen dukkestue.
Tag et kig og nyd det.
Tusinde tak Angelika, jeg bliver mere og mere glad for det.
I tilgift er der jo på hver bagside de skønneste reklamer. F.eks. Diamantstøv til at vaske tøj med og Radium mod diverse dårligdomme.
Jeg har modtaget dette interessante indlæg fra Lise Rasmussen. Tusinde tak Lise, altid dejligt at modtage stof fra dig.
Lene
UniSet er lig med et kreativt univers og timevis af leg med selvklæbende vinylfigurer, der kan flyttes igen og igen, netop som sloganet lyder: ”uden saks, uden lim; kan tages af og på, igen og igen. ”
Figurerne kan også klæbe på andre glatte overflader end de tilhørende ark, fx spejle og vinduer, og ophører de med at hæfte, ja så en fugtig klud og vupti, de kan igen.
Firmaet UniSet blev grundlagt i 1975 i Roskilde og gik konkurs i 2014.
Produktionen af de flade kulisser med tilhørende dekorationer og figurer har været uendelig. Hverdagssituationer, huse, sport, dyr, landskaber, verdenskort, himmelrummet, Disney, eventyr, påklædningsdukker og mange, mange andre.
De lavede også målrettede temaer/ reklamer for firmaer/selskaber, især det amerikanske marked har været stort; jeg har bl.a. set eksempler fra Kellogg’s Frosties og Wendy´s (amerikansk fastfoodkæde). Den Danske Bank og skandinaviske SAS er blandt firmaer herhjemme, der har fået lavet UniSet.
Her er min egen Irmabutik. Den er fra ca. 1980.
Jeg har igennem tiden solgt fra, men jeg har stadig et par løse dukker i samlingen. Med mindre dukkerne er en fast del af kulissen, er de løse dukker i meget tykt pap, men tøjet er af vinyl.
Løse dukker fra 1970´erne.
Kæmpe ark fra 1970´erne. Måler 50×33 cm. tegnet af Mimi Vang Olsen.
Mimi Vang Olsen er portrætkunstner, født (1936), opvokset og bosat i New York og er især berømt for sine katte-malerier. Hun har malet mange amerikanske berømtheder, men også Simon Spies med hunden Archibald, har hun portrætteret. Hun er gift med danskeren Bent Olsen og har tilbragt somrene i Danmark i over 50 år. Hun medvirkede i den danske film ”Vinterbørn” fra 1978, og har også udgivet en dansk børnebog ”De fem killinger” i 1979. Jeg gad godt vide, om de to kvinder på arket er nogle bestemte personer.
Christels serie af ”Klæ´mig på-dukker” er helt tilbage fra firmaets begyndelse, nemlig 1975. Der er 5 dukker med tilhørende garderobe, 2 drenge og 3 piger. På bagsiden af arkene fremgår det, at man ved at indsende 10 kr. sammen med alle 5 hjørnestykker fra de forskellige pap-ark og et forslag til et nyt UniSet-design, kunne erhverve sig en baggrundskulisse med skovmiljø og hus-havemiljø. Den er jeg aldrig stødt på, men kan ses på bagsiden af de store ark med pigerne.
Christels serie ”Klæ´ mig på”
Margit Brandts 6 dukker, 3 voksne og 3 børn, er tegnet af Pia Fryd, mens tøjet er basereret på Margit Brandts virkelige modeller. Der findes 6 ark med tøj til de voksne og 6 ark til børnene, 12 i alt.
Dukkerne passer tøj sammen og de er udgivet i forskellige kombinationer. Desuden kunne nogle af arkene med tøj købes ved siden af. I en annonce har jeg set, at i 1981 kostede et sæt 19,75 kr. og et tøjark 10 kr. På mine tøjpakker står der 14,85 kr.
Margit Brandt design.
Margit Brandt dukkerne udkom i 1981, men i 1984 kom der en mere tækkelig version af børnene; helt sikkert stilet mod det udenlandske (amerikanske) marked. Jeg har kun 2 af dukkerne i denne udgave og de har også været uddelt igennem SAS. Jeg har set pigen med stribet badedragt i pakke med SAS-logo.
Pilot og stewardesse er tegnet af Susanna Hartmann.
Førhen kunne man bestille underholdningspakker til børnene, når man skulle ud at flyve. Det har ovennævnte formentligt været en del af. Jeg har også et sæt med pilot og stewardesse fra 1988.
I 1988 er der kommet endnu en version af børnedukkerne stilet til det amerikanske marked. Hvem der har fornyet looket, ved jeg ikke, men det fremgår ganske vist heller ikke på disse, at der er tale om Margit Brandt design. De er ikke nær så charmerende som de oprindelige. De har også fået nye garderober.
De tre ”amerikanske” udgaver.
Dette sæt med tre påklædningsdukker er fra 1992. Her går dukkerne på opdagelse i den store udklædningskuffert på loftet. Tegner ukendt. Jeg tænkte umiddelbart på Dorte Karrebæk, men de er nok for ”pæne” til, at det er hende.
Attic Dress-up Fun
Barbie, Mattel er fra 1999
Til slut afviger jeg lige fra UniSet med en anden serie af dukker med selvklæbende tøj. De er udgivet af Goting Design, Morud på Fyn og er tegnet af Viki Rosenbom. Dukkerne er trykt på plaststykker og modetøjet kan tages af og på. Der er to modeller; en brunette og en blondine med flere tøjdesigns. På de midterste reklameres der for tøjkæden Fransa.
Alle de viste dukker og tøj kan ses enkeltvis som en oversigt på min hjemmeside www.mosterlise.dk
– eller en historie om tre, næsten rigtige Edi-Mariachier.
Sigi Ulbrich har sende dette søde indlæg. Tusinde tak til Sigi og Gabo.
Lene
Det var nu 17 år siden, at min ven Gabo og jeg blev enige om at, de små Edi-dukker er forsømt i faglitteraturen. Det er derfor, vi hver især lavede to små eventyr med og omkring Edi-dukkerne. Fotograferet som billedhistorier og med tekst. Min mand integrerede disse historier, i adventskalenderen på www.tortula. Historierne var en stor succes. Så jeg besluttede, at lave som små korte bøger. Ideen var, at forvandle Edi-dukkerne til at være”eventyrlignende” at give lys. I lighed med de bøger, der også er velkendte i Danmark, om Skildpaddedukkerne.
Det var enkle, korte historier ledsaget af billeder af Edi-dukkeheltene.
I julen modtog jeg en meget speciel gave fra Gabo. Hun havde en anden historie på en cd – ja, ja, vi havde stadig cd’er dengang. Hun havde dette eventyr: “Til Mexico! – eller en historie om “tre næsten rigtige Edi-Mariachis”. Og hun takkede mig, med et billede af min egen, næsten rigtige mexicaner (min mand Gerhard). Jeg vil gerne takke Gabo, for denne meget specielle gave.
Og jeg lavede selvfølgelig en lille bog ud af det. Dette lille eventyr – tænkt, skrevet ned og fotograferet af Gabo Dommer – det vil jeg gerne præsentere, for dig her i dag.
Afsted til Mexico! – eller en historie om tre næsten rigtige Edi-Mariachie
Endelig var den her, den sidste skoledag! Efter tilsyneladende uendelige år, i den lille landsbyskole, havde de tre venner, deres eksamensbeviser i hænderne og med deres læreres velsignelser, de to padres, forlod de skolen.
Fuld af højt humør bestilte de tre, først en kold øl landsbyens restaurant. Forskellen kunne næppe have været større end mellem deres store planer for fremtiden og den lille drømmende by Dittmannsried! Det skulle i hvert fald være New York, eller Tokyo eller Paris… Nu ville de endelig se noget af verden, som de tidligere kun kendte fra geografitimerne. “Og hvorfor ikke tage til den største by i verden?” spurgte Ed initiativrigt. “Du mener…?” – “Ja, Mexico!” råbte Ed og løftede sin øl, til sine forbløffede venner.
Det tog ikke lang tid, før de tre havde vænnet sig til Mexico, som rejsemål og endnu kortere tid, at pakke deres ting ned. Først blaffer vi til Spanien! Det sparer på rejsebudgettet og derfra tager vi, ligesom Christopher Columbus med skib over dammen…” Når Ed lavede sine planer, lød det altid meget klart og enkelt. Så de malede et skilt med “SPANIEN” og stillede sig langs landevejen.
Blot et par dage senere, stod de ved havnen i Puerto Eduardo. Det havde ikke været så komfortabelt, de havde fået ansættelser som almindelige skibsdrenge, ombord på et gipsfragtskib.
Efter den første dag med skrubning af dækket og polering af rælingen, var de færdige og faldt sammen i deres køjer, dødtrætte. Med en søvnig mumlen “Vamanos a Mexico!” de faldt straks i søvn. Og mens de sov og drømte om deres eventyr, bragte deres skib dem sømil efter sømil, tættere på deres drømme destination!
Emil blandede mentalt Columbus og Cortés sammen og så dem tage kontrol over inkaernes skatte – uden frygt for Monte Zumas hævn.
Ed drømte han lå, ved fødderne af Chichén Itzá, foran en spektakulær kulisse og at han glædede horder af turister med sin guitar og levede et dovent, lykkeligt liv.
De grinte rigtigt meget næste morgen, da fortalte hinanden om deres drømme og den generte Erich med skinnende øjne sagde: ”Jeg har mødt min livs kvinde i drømme – en flamencodanserinde.” De to andre fnyste. “Flamenco danses i Spanien, ikke i Mexico!” Erich var lidt overrasket over dette, men sagde, at enhver kunne gøre i drømme, hvad de ville, ikke sandt?!
Og så til sidst lagde gipsfragtskibet til kaj i Mexico. Der var et skilt, hvor der var malet “Mexico-Ciudad” på, og lige der foran dem, var den største by i verden, og med Popocatépetel og dets tusinder af lys.
Allerede næste morgen, tog de ud for at udforske byen. Da de stod der, lidt fortabte med deres tasker over skuldrene og guitarer under armene, foran den berømte Catedral Metropolitana, midt blandt utallige turister, stivnede Erich pludselig. Med en rystende finger, pegede han på en smuk blondine, der gik forbi “Flamencodanseren!” jokede de to andre.
“Var I på”Pepe” i går aftes, så mig danse – og genkendte I mig?” spurgte pigen de tre helt forbavsede drenge – på tysk! Hun havde hørt dem sige “flamencodanser” og fortalte muntert: at hun faktisk hed Edeltraud Schmitt og var fra Bad Godesberg. At hun var i Mexico og som “Mercedes” dukker op i en sort paryk og danser flamenco, for at tjene gode penge. ”Det er bare dumt, at jeg ikke også kan synge! Da “Pepe” er på udkig efter et mariachi-band. “Jeg kunne tjene en lille en formue!”
De tre fra Dittmannsried, havde guitarer med og de kunne også synge – så Ed, Erich og Emil blev til Eduardo, Enrico og Emilio og fra denne aften blev de set optræde sammen mariachi-sangerinden hos “Pepe”, med stor succes – og sorte parykker!
Og moralen i historien? Du kan drømme, hvad du vil og vil du hårdt nok det du vil – så går alle ønsker og drømme i opfyldelse. For Emil blev rig, og Ed blev virkelig berømt med sin guitar og Erich blev gift med Edeltraud.
Og fordi Gabo er Gabo, sendte hun ikke kun cd’en, nej, hun havde klædt de 3 små Edi-drenge på, som mexicanere og en sød Bayersk 8 cm Edi-pige som en klassisk flamencodanserinde til mig. Så jeg har nu det – “næsten rigtige” – Erich Dittmann/Gabo Richter – eneste band i verden.
Alle har brug for et hjem, uanset hvor lille det er, man har brug for en dør, som man kan lukke bag sig. Det er det samme med dukker. Det er derfor, jeg har bygget “Pepes Flamenco Bar” til mine tysk-mexicanere, i en lille gammel trækasse. Intet fantastisk, nemt og enkelt – ligesom EDI dukkerne er.
Dukke hilsner Sigi Ulbrich
www.tortula.de
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de – medmindre andet er angivet Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet
I april sidste år, fik jeg en sms, fra en legeveninde. “Vil du have dette hus?, Det skal hentes hurtigst muligt”. Jeg blev straks forelsket i det og sagde ja tak. Fik overtalt min mand, til at køre ud og hente det med samme. Men ak, det er stort og jeg tænkte, at det havde jeg ikke plads til. Men jeg tog det alligevel, med hjem.
Det er da et skønt hus. Her inden renoveringen.
Huset var i dårlig stand og renoveringen begyndte. Jeg ville ikke gøre det for pænt, ville gerne bevare det nogenlunde, som det var.
Huset før renoveringen.
Mens jeg renoverede huset, begyndte jeg at tænke over hvem, der skulle bo i huset. Det er en stor del af det for mig, på denne måde indretter jeg rummene, efter hvem der skal bo i dem. Jeg besluttede, at det skulle være det, man i dag kalder et senior bofællesskab. Jeg fik fjernet de ødelagte vægge og sat nye i. Malede rummene i nogenlunde samme slags farver som det oprindelige, for at være lidt tro mod det. Så kom det sjove, at indrette rummene. Jeg har ikke taget hensyn til størrelsesforhold, nyt og gammelt. Undtagen barnebarnet, som er en gammel dukke, har jeg malet, monteret dukkerne og syet tøjet til dem.
De syntes selv de har fået det hyggeligt og nyder, når barnebarnet er på besøg.Vinduet i karnappen, er konen glad for og hun nyder udsigten over byens tage, selv om hun stadigvæk savner udsigten over gårdens marker. I stedet for gardiner, har hun ladet en blomst klatre rundt om vinduet.Et billede af slægtsgården, skulle der også være plads til ( er I klar over, hvor besværligt, det er, at få et billede i dag, af en gård, uden en trailer, bil eller andet, så man kan bruge det?).Det kan godt blive for meget, når barnebarnet er på besøg, så er det godt, man kan lægge sig ind i soveværelset, og slappe af med en øl, en bog og dyrene.
Nederst tv. bor Obersten.
Grammofonpladerne købte jeg i Irland, via Etsy og coveret er nedkopieret fra gamle plader, set på nettet.I dette hus er jeg ikke gået så meget op i størrelsesforholdet.
Oberstens bogskab havde en grim revne, den ordnede jeg ved, at jeg skar balsatræ så de passede på lågerne. Jeg fandt en serviet med med den franske lilje og limede den på og nu ligner det intarsia. Jeg syntes selv det blev godt.
Nederst th. bor der en lidt sippet gammeljomfru. Hun elsker at høre stille klassisk musik, imens hun broderer eller lægger tarotkort. Det giver tit og ofte gnidninger imellem, de to naboer.
Gammeljomfruens stue.Som det ses, elsker hun at brodere.Billedet på bordet, er min farfars gamle manchetknap. Jeg fik altid lov til, at rydde op i min farmors syæske, da jeg var barn, når jeg var på ferie hos hende og her fandt jeg den. Lykkelig var jeg, da jeg fik den med hjem og dejligt at den er i brug.Her er hele huset. Desværre er jeg ikke så god til at tage billeder, men jeg tænker I kan se det alligevel.
Jeg håber I syntes det har været hyggeligt, at kigge ind i mit hus. Et nyt projekt er allerede på vej og det eneste jeg vil fortælle om det på forhånd er, at det er noget med engle.
Lise laver de skønneste jule dukker og ønsker man sig en af Lises dukker, skal man vist være hurtigt.Se længere nede i indlægget, hvor de sælgesfra.
Jeg har selv et par af Lises dukker, en pige og en julemand, og jeg glæder mig hvert år, når de bliver pakket ud og bliver sat op og pynter i julebyen.
Lene
Lise skriver,
De første blev nok lavet i slutningen af 1990. Jeg dykker ned i æskerne med de gamle modeller…………….
Den sødeste julepige
DET STARTEDE MED BESØG AF MIN YNGRE SØSTER FRA USA, HVOR HUN VAR BOSAT. HUN HAVDE ALTID VÆRET MEGET FINGERNEM – OG VAR STARTET MED AT LAVE JULEDUKKER.
DE FØRSTE DUKKER VAR MEGET ANDERLEDES END DUKKERNE I DAG. DE VAR RET KLUMPEDE OG KLODSEDE, MEN EFTERHÅNDEN FIK JEG MIN EGEN STIL PÅ DEM, OG HAR TILBRAGT MANGE ÅR MED AT FORFINE UDTRYKKET.
DET BEDSTE VED MINE HÅNDLAVEDE DUKKER, VAR ALLE DE SØDE MENNESKER JEG HAR MØDT I TIDERNES LØB, OG SJOVE OPGAVER DER ER FULGT MED, BL.A. BØRNEDUKKER TIL ET LEGETØJSMUSEUM OG SPECIELLE DUKKER TIL SKOVSHOVED – OG H.C.ANDERSEN MED HANS EVENTYRFIGURER, I ÅRET HVOR HAN BLEV FEJRET.
3 søde piger på rad og række.
I ÅR BLIVER NOK SIDSTE ÅR JEG KAN DELTAGE MED ET JULEMARKED. FOR OGSÅ EN DUKKEMAGER KAN BLIVE GAMMEL….
MEN I ÅR KAN I KOMME TIL ET HYGGELIGT JULEMARKED HOS HALGODT I SKOVSHOVED HAVN OG SE MINE DUKKER.
DEN 15. NOVEMBER KL. 15 – 21
DEN 16. NOVEMBER KL. 11 – 18
DEN 17. NOVEMBER KL. 11 – 18
JEG HÅBER VI SES.
KH. LISE
PS. Hvis man er interesseret i at købe en dukke, er Lises tlf nr 28 93 81 95.
