Hermed et par tvillinger af Strampelchen-typen fra Rheinische/nu Schildkröt/Skildpaddedukkefirmaet.
PS: De to dejlige skildpaddedukker tilhører Kirsten Kappel, fra hvem der snarest vil komme dukkehilsner!
Hermed et par tvillinger af Strampelchen-typen fra Rheinische/nu Schildkröt/Skildpaddedukkefirmaet.
De er 35 cm høje og begge mærket med skildpadde i ”rude-ramme”, dog står der på drengen T35, hvilket fortæller os, at han er fremstillet efter 1955 i Tortulon (de fleste celluloiddukke-producenter gik omkring 1955 over til Cellidor eller Tortulon, idet dette nyudviklede materiale var meget mere robust. Tja, vi samlere kender jo ALT til det sarte materiale Celluloid)!
Er de ikke bare dejlige!
Hjertelige hilsner fra Annalise Fisker….
(PS : Der kommer senere mere om Skildpaddedukkerne – Lise)
Dette firma har altid benyttet samme Logo, en hjelm, med indskriften Minerva foroven omkring ”fjerbusken” og Germany under hjelmen. Firmaet blev i 1890 grundlagt af Wilhelm Buschow og Friedrich Beck i Reichenbach/Schlesien. (NB: skulderhoveder af celluloid, som kun er mærket foran på halsen med ”hjelmen” og bag på med ”deponirt” blev dengang fremstillet af Rehinische/Skildpaddefirmaet for Buschow og Beck, dvs. før1903. Dukker fremstillet efter 1903 (Buschow & Becks egen produktion) er mærket med ”hjelmen” med betegnelsen ”Germany” bag på hals eller hoved. Ved skulderhoveder er mærket: hjelm foran, og Germany bag på. Efter 1930 står påskrivningen ”Minerva” i en bue over eller under Hjelmen)!
Man startede med at fremstille lette dukkehoveder, der ikke kunne gå i stykker, idet de var lavet af presset metal og derefter emaljebehandlede. Der fandtes 2 typer af disse hoveder, den ene med presset og malet hår og den anden med paryk. Fra 1894 benyttede man logoet ”Minerva” til metalhovederne, og i 1896 flyttede man produktionen til Nossen i Sachsen for at være i nærheden af dukkeindustrien i Thüringen.
Minvervafirmaet anmeldte bl.a. følgende patenter: Celluloidovertræk på hoveder af metal, hvorved et metalhoved blev dyppet i celluloid opløst med aceton: et lag, som satte sig fast på hovedet, tørrede og således dannede et fast overtræk. Fordelene var, at man derved beskyttede metallet for rustdannelser. Desuden tog man patent på forskellige dukkehoveder af celluloid, og i 1904 patent på en celluloidkrop med kugleled. Fordelene ved dette sidste patent var, at det var billigere at fremstille, let at sætte sammen og holdbart!
Gammel meget velbevaret dukke fra omkring 1900-tallet. Skindkrop med knæled. Underarme af celluloid med albueled –skulderhoved af celluloid med modelleret hår, malede blå øjne, åben mund med tænder af celluloid, 28 cm høj. Halsmærke foran: hjelm og bag på Deponirt med tallet 2 derunder!
Selv om Buschow og Beck allerede fra starten eksperimenterede med celluloid, var de tvunget til at købe deres celluloidhoveder efter eget design, samt råcelluloid til overtræk af deres metalhoveder hos Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik (Skildpaddedukkefirmaet), som havde absolut monopol på produktionen af celluloid i Tyskland, og derfor ikke tillod konkurrence. Alligevel fortsatte Buschow & Beck eksperimenterne med celluloid og har således bidraget væsentligt til udviklingen af celluloiddukkerne. Det lykkedes dem i 1903 på trods af store vanskeligheder med ”Skildpaddedukkefirmaet”, som i protest allerede tidligere var ophørt med at levere celluloid til dem, selv at sætte egen celluloid i produktion.
Man fortsatte med at fremstille dukker med metalhoveder med celluloidovertræk, men også celluloiddukkehoveder med malede øjne og modelleret hår, samt dukker helt i celluloid i forskellige udførelser. Blandt disse ses de mange helt enestående og unikke små dukkestuedukker i celluloid, som var helt fantastiske i udformning ned til mindste detalje.
Fra 1927 blev den ”Originale Drikkebaby” (fremstillet af Hermsdorfer Celluloidwarenfabrik/Mariehønemærket med DADA) solgt gennem Buschow & Beck, hvorfor må antages, at Hermsdorfer blev overtaget af Buschow & Beck, som fremstillede celluloiddukker frem til ca. 1950.
Lise Clasen Research.
G o d L æ s e l y s t !
De to ”gamle piger” her er begge fremstillet i perioden 1910-20, og begge har skindkroppe. Pigen tv har underarme af kompomasse, skulderhoved af celluloid med smukt modelleret hår og prægede blå øjne, lukket mund, 50 cm høj, halsmærke foran: hjelm og GERMANY bag på.
Pigen th har underarme af celluloid, skulderhoved af celluloid med fint modelleret frisure og prægede blå øjne, lukket mund. 40 cm høj. Samme mærkning som pigen tv.
Negerdukke produceret mellem 1920 og 1930. Bevægelige arme og ben, fast hoved— let modelleret sort hår og prægede brune øjne, samt lukket mund, 20 cm høj. Mærke tpå kroppen med hjelm, derunder 18/20 og nederst Germany!Denne herlige flok dukkestuedukker er fremstillet mellem 1910 og 1920, de er alle helt af celluloid, og alle har bevægelige arme, og de fleste også bevægelige ben. Faste hoveder, modelleret hår og hårbånd eller mohairparyk. Modellerede sko og strømper, malede øjne og lukket mund, 6-9 cm høje. De er på roppen mærket med hjelm og deres størrelse, og derunder GERMANY.
Dette lille Kewpie-Par er fra 30erne, de har fast krop og hoved, bevægelige arme, malede øjne og modelleret hår. 6 cm høje og mærket med hjelm Germany 6”!
Disse unikke frugtrangler er af i ”hvid” celluloid malet i glade farver og med overtrukket greb. 15 cm lange og fra omkring 1920, mærket med hjelm.
Til slut min sædvanlige bøn til læserne om at vise os billeder af jeres Minerva-dukker! Hvad alle helt sikkert vil glæde sig til! Send mig en mail med foto og beskrivelse, så skal jeg nok sørge for resten (Lise)!
Ikke alle celluloiddukke-mærker er lige kendte, mon I kender disse dukker enten med mærket S i en kreds eller med et S slynget om en stork med et barn? Disse dukker er ret sjældne blandt samlerne, men enormt søde, derfor denne beretning med detaljer om producent og dukker.
Dukkerne er fremstillet af Schwäbische Celluloidwarenfabrik i Mengen/Württemberg, bedst kendt under mærket STORK. Fabrikken eksisterede i perioden 1913-1960.
Det var en lille fabrik, som startede med at producere toiletartikler i celluloid og senere gik over til at fremstille beskedne mængder af celluloiuddukker og legetøj. Dukkerne var helt af celluloid: en pige– og en drengetype med modelleret hår, bevægeligt hoved, arme og ben. De kunne have malede øjne eller glasøjne og blev produceret i forskellige størrelser.
Varemærket indtil 1945!Det kendte STORK-logo, som benyttedes fra 1945 og til fabrikkens ophør
Fabrikkens logo var før 2. Verdenskrig et S i ring (se illustration). Efter krigen fremstillede man flere dukketyper, blandt en babydukke. Nu anvendte man et nyt logo, et S slynget om en stork med et barn (se illustrationen). Fabrikken blev kendt som den med Storke-mærket fra den lille by Mengen ved Donau, og man eksporterede en del celluloiddukker og –legetøj til bl.a. USA.
Den Schwäbische Celluloidwarenfabrik var i gang til efter 1955, dog benyttede man i de sidste produktionsår de nyudviklede kunststoffer som Cellidor og Tortulon.
Fabrikken fremstillede desuden dejlige negerdukker. Dukkerne her er fra 1950-55 og af brunt celluloid. De har bevægelige arme og ben og fast hoved, let modelleret hår, malede øjne og lukket mund. Den lille dukke måler 13,5 cm, den store 25 cm (begge har storkemærket på kroppen).
De fleste fotos her er fra Lipinskis bog: Celluloidpuppen Sammeln, (bogen findes desværre ikke mere). I flere andre bøger finder man S-mærket i ring, dog ofte vist som ”uidentificeret”.
Kilde: Lise Clasen Research
Denne charmerende annonce fra fabrikken stod i legetøjskataloget 1956-57 på Legetøjsmessen i Nürnberg.
Pigen her ses i hel figur tv. Hun har bevægeligt hoved, arme og ben, modelleret hår, blå indprægede øjne og lukket mund, hun er 42 cm høj, fra 1935-40 og er på hals og krop mærket med det gamle mærke S i ring.
Herover en dejlig drengedukke på 42 cm, han er på hoved og på kroppen mærket med Storkemærket med barn 42”, har bevægelige arme, ben og hoved, glasøjne med vipper og åben mund med små tænder.
Et sjældent stykke træklegetøj også mærket med stork med barn bagpå, 12,5 cm højt.
Dukken her er fra ca. 1925 og mærket med S i ring. Bevægeligt hoved, arme og ben, modelleret blondt hår, blå glasøjne og lukket mund, 42 cm høj.Pigen her er mærket med Storkemærket med barn 25”. Hun er 25 cm høj, har lige bevægelige ben, bevægelige arme og fast hoved. Lukket mund og malede øjne, samt modelleret hår.
18 cm høj pige fra 1939-40 med S-mærket i ring, bevægelige arme og ben og fast hoved. Modelleret hår med spænde, blå malede øjne og lukket mund.
Babydukke produceret fra ca. 1950-55. Bevægelige arme og ben med kugleled samt bevægeligt hoved. Moddelleret hår og faste blå glasøjne, samt lukket mund, 32 cm høj og mærket med storken med barn.
Denne store pigedukke er fra 1950-55 med bevægeligt hoved, arme og ben. Hun har modelleret brunt hår og faste, brune øjne af kunststof, samt lukket mund. Dukken er 53 cm høj og mærket med storken med barn!.
Og skulle I have eksemplarer af STORK-dukker, ville det være rigtig godt at modtage jeres billeder med beskrivelse!
Disse dukker husker vi sikkert alle, mon ikke de fleste har ejet en JEMA-baby eller pigedukke! Min JEMA-dukke var ca. 50 cm lang med hoved, arme og ben af kompomasse og en slidt stofkrop, det sarteste ved sådan en dukke. Håret var modelleret med en brun krølle i panden, han havde malede blå øjne og lukket mund.
JEMA stod for J.E. Møller-Andersen, som fabrikerede dukkerne, først i sin fabrik på Kildebrøndevej i Brønshøj og senere i Glostrup .
Fabrikanten havde sans for reklame, da han i 1951 udsendte sin pressemeddelelse med nogenlunde denne ordlyd: (den oprindelige annonce er skrevet i gammel retskrivning med dobbelt-a for å og alle substantiver med stort begyndelsesbogstav)
”Mønster-Dukkefabrik i Glostrup: Fabrikken JEMA i nye omgivelser.
For nogle måneder siden erhvervede fabrikken JEMA v/E. Møller-Andersen et større fabrikskompleks i Glostrup, idet udviklingen på Kildebrøndevej i Brønshøj for længst havde sprængt alle rammer.
Installation og montering af de nye lokaler er nu tilendebragt, og ved en præsentation forleden dag viste det sig, at man her står over for en Mønster-Dukkefabrik, hvor alle tekniske og forskriftsmæssige krav er opfyldt på den mest fuldkomne måde. Såvel centralvarme– som afkølingsanlæg er installeret gruppevis, så behandlingen af dukker på forskellige stadier ikke er afhængig af hinanden.
Sprøjteanlægget er indrettet efter fabrikstilsynets krav, og det fremhæves, at der ikke findes en eneste lyskontakt eller andet i lokalet, hvorfor antændelse af de meget brandfarlige cellulosedampe ikke kan forekomme ved eventuelle gnister eller kortslutninger i de elektriske installationer. Sprøjtestativerne er indstillet i forskellige højder, arbejdsborde og beholdere er på hjul, således at transporten foregår uhindret hen over stueetagens ca. 230 m2 gulvflade.
Fabrikken har gode personalefaciliteter, idet der indendørs er lyst og indbydende, og udenfor terrasse og have, således at de mange ansatte på sommerdage kan nyde frokostpausen udendørs.
Nye modeller og systemer er under udarbejdelse, og snart vil dukkerne være forsynet med indpresset Jema-mærke i både hoved, arme og ben. Det er kun ca. 1 år siden, at E. Møller-Andersen startede egen engrosafdeling, så man må sige, at det opnåede resultat er beundringsværdigt og et nyt og talende bevis på dansk dukkefabrikations nu fine position. (st.)”
Ja, det kan man da kalde et godt arbejdsmiljø, — desværre har jeg ingen oplysninger om, hvor længe Jema-fabrikken eksisterede, og mine Jema-dukker har jeg ikke mere. Dukkehovederne her har jeg tegnet for at give jer et indtryk af dukkerne. . Det ville være rigtig godt, dersom I kunne sende os fotos af jeres Jema-dukker. Den sorthvide illustration modtog Nordisk Dukketidende fra Birte Rasmussen, der var kommet i besiddelse af de originale, gamle JEMA-forme. På Birtes foto ses en af formene, færdigstøbte hoveder og hendes dejlige Jema-dukker. En stor tak til Birte. (kilde: Lise Clasen Research).
Dette firma har en lang og broget historie, men ét er sikkert, de dejlige Køge-dukker er eftertragtede og de fleste samlere ejer mindst én af slagsen.
Det hele startede i 1944, hvor J. Kofods Fabriker stiftedes af Johan Olsen Kofod, landmandssøn og bornholmer født 1944. Efter nogle år som vognmand overtog han i 1944 fabrikken ”Prefa”, som hovedsageligt fremstillede effekter i papmaché. Da Prefa i 1944 gik konkurs, købte Johan Olsen Kofod maskiner, forme og øvrige materialer og flyttede det hele til Køge, hvor han byggede fabrikslokaler og fremstillede papmachédukker, som blev meget efterspurgte, idet det under krigen ikke var muligt at fremstille legetøj i ret mange andre materialer.
Køgetrekanten, tallet 46 hentyder til dukkens størrelse!Muslingemærke med og uden ramme —også herunder kan stå ”et størrelsestal”!
Papmaché var anvendeligt til mange ting, bl.a. fremstillede man foruden dukkerne, også løse dukkehoveder, fastelavnsmasker og påskeæg. Efter krigen udvidede man i 1946 med en keramikafdeling, hvor der produceres masser af keramikdukker, sparegrise, andre sparebøsser, samt andre former for legetøj. Fabrikkens træ-afdeling med fremstilling af dejligt trælegetøj som f.eks. dukke– og legevogne, bondegårde, fæstninger samt børnemøbler måtte desværre lukke, da det på grund af krigen blev sværere og sværere at skaffe træ.
D.C.I.-hjertet!
Efter krigen blev interessen for papmaché-dukkerne mindre, og man besluttede da at købe forme fra det store og kendte tyske firma: Rheinische Puppen & Celluloidwarenfabrik, bedre kendt som ”Schildkröt” eller populært sagt ”Skildpaddedukkerne”, som i mere end 30 år havde haft monopol på fremstilling af celluloiddukker og –legetøj. (Rheinische skiftede i øvrigt senere navn til Schildkröt).
Den københavnske billedhugger Lømser designede dukkerne, og broncestøber Harry Andersen foretog støbningen. De smukke og unikke udførelser gjorde et godt indtryk på repræsentanter fra ”Schildkröt”, da de danske dukker var fine og personlige, dvs. ikke plagiater af Skildpaddedukkerne, som i flere andre lande, og man kunne nu starte en produktion af disse dukker i Danmark. På trods af importvanskeligheder og en del trakasserier med leverandører og grossister, samt fremkomne plagiater fortsattes den succesfulde produktion. ”En kunstners vej er lang og trang”. De dejlige Køgedukker var mærket med den kendte trekant med bogstaverne JK foroven og Køge forneden. Formene var dyre, og omkostningerne var høje, mon dette kunne fortsætte? (Fremtiliingesprocessen af celluloid kunne være kompliceret, men den udredning skal jeg ikke trætte jer med!)
Denne lille dukke i folkedragt er ca. 15 cm høj, hun er mærket med musling i rude. Man kunne somme tider ”møde” den slags dukker i osteforretninger, hvor de stod som dekoration ved ostene!
Kofods fabrikker fremstillede mange forskellige forme for legetøj, særligt deres bolde var yndede.I 1957 startede man dukke-eksporten til udlandet, men konkurrencen blev samtidig hårdere og hårdere, og samme år overtog Rheinische (Schildkröt) fabrikkens aktiemajoritet, en transaktion, som bevirkede, at J. Kofods Fabriker fik foden inden for i Det europæiske Fællesskab—denne handel resulterede i mange skriverier i dagspressen vedrørende tab af arbejdspladser osv. .
Og man udvidede da også sin produktion i 1955 med overtagelse af D C I—fabrikken (Dansk Celluloid Industri i Hedehusene) som fremstillede de sødeste ”Hjertedukker” i celluloid (dukkerne var mærket med hjerte med bogstaverne D.C.I. indeni. Disse dukker blev nu fremstillet af J. Kofods Fabriker under mærket ”Muslingedukker”, idet mærket var en musling i rude – kunne også ses uden rude.
Husker du Pernille og Peter fra ALT for damernes strikkebøger? De er 40 cm høje og mærket med Køgetrekanten.
Kofods fabrikker fremstillede mange forskellige forme for legetøj, særligt deres bolde var yndede.
I 1957 startede man dukke-eksporten til udlandet, men konkurrencen blev samtidig hårdere og hårdere, og samme år overtog Rheinische (Schildkröt) fabrikkens aktiemajoritet, en transaktion, som bevirkede, at J. Kofods Fabriker fik foden inden for i Det europæiske Fællesskab—denne handel resulterede i mange skriverier i dagspressen vedrørende tab af arbejdspladser osv. .
Produktionen udvidedes, og fra januar 1962 kunne man tilbyde de kendte ”Skildpaddedukker”. Det er her, de dejlige Ønske-baby-dukker kommer ind i billedet. Alle små piger elskede dem, og nu er de eftertragtede af de fleste dukkesamlere.
Midt i alt det måtte jeg under udgivelse af Nordisk dukketidende løse denne gåde: Nogle af de små 16 cm høje babyer—som fandtes både i hvide og sorte—havde et nummer bag øret, andre ikke. Samlerne ville allerhelst have at vide, om de dukker, der var forsynet med numre, var mere værd end dem uden. Forgæves søgte jeg i alle mine mange bøger og udklip efter en løsning. Da jeg for nogle år siden deltog i en skandinavisk Dukke-Bamserejse, besøgte vi blandt andet ”Schildkröt”-fabrikken. Og her spurgte jeg forretningsføreren, hvordan det kunne være, at nogle dukker var nummereret og andre ikke. Man blev mig svar skyldig, men foreslog mig at kontrollere det hele i ”Das große Schildkrötbuch/Den store Skildpaddebog”—det var dog ikke muligt at finde løsningen, idet bogen slutter i 1956.
Gode råd var dyre, og da jeg et par år senere deltog i næsten den samme tur, snakkede jeg igen med forretningsføreren, og denne gang kunne hun fortælle mig, at dukkerne var fremstillet i serier, og at nogle værkførere havde sat deres ”personlige” præg på visse serier ved at forsyne dukkerne med numre. Værdien var den samme om med eller uden nummer. Dette meddelte jeg herefter alle mine læsere af Nordisk Dukketidende.
Negerpigen er 38 cm, hovedet er umærket, kroppen muslingemærket.Drengen er 32,5 cm høj og mærket med Køgetrekanten!
I februar 1962 indledte man i øvrigt et samarbejde med grosserer Poul Andreasen, Søborg. Som et kuriosum kan jeg her fortælle, at familien Andreasen var genboer til mine forældre, og at deres datter gik i samme klasse som min søster, hvorfor jeg fik en god førstehånds-snak med Poul Andreasen i sin tid, da jeg begyndte at forske i Køgedukkerne.
Senere i foråret 1963 overtog Poul Andreasen fabrikken, som han omstrukturerede allerede få måneder efter, hvor dele af den blev solgt fra. Resten fortsatte i lokaler i Valby, og nogle år senere flyttede fabrikken til Avedøre Holme. Poul Andreasen lagde ikke skjul på, at skildpaddedukkerne var hans yndlinge, og der fremstilledes dukker i alle afskygninger, særligt babydukkerne blev en stor succes.
I artiklen ses mærker og nogle dukker fra KØGE-dukkefabrikkens omskiftelige tilværelse. De små Jul-A-Mariedukker og ønskedukkerne er ikke med her, den historie får I en anden god gang.
