Legetøj (også af papir) - DUKKE - & LEGETØJSDRØMME. (Vi samler og leger stadigvæk).

Julekalenderen

Kilde og © Den Gamle By i Århus.

For børn og barnlige sjæle i dagens Danmark er julekalenderen bare én af forberedelserne til den med længsel ventede aften, juleaften. Julekalenderen er i dag en fasttømret tradition; men den er faktisk en af de nyere traditioner i den danske juls historie. Den træder først ind på den danske julescene i 1930. Som ved så mange andre af vore juletraditioner er også denne direkte importeret fra Tyskland.

011-1024x672 — – Gerhard Langs julekalender fra 1908 i genoptryk.

Verdens ældste, massefremstillede julekalender Im Lande des Christkinds blev udgivet i 1908 af den tyske forlægger Gerhard Lang (1881-1974). Det var ikke en lågekalender, men en klippekalender. Kalenderen bestod af 24 nummererede felter, hvert felt med et lille vers, trykt på et stykke tykt karton. Et tyndere stykke karton med 24 farvelagte billeder fulgte med. Tegningerne, lavet af Richard Ernst Kepler, viser Jesusbarnet og engle, der laver legetøj, bager og maler, samt diverse stykker legetøj. Hver dag fra 1. december skulle man forsigtigt klippe en af tegningerne ud og lime på kalenderen. Derved dækkede man selvfølgelig for de små vers; heldigvis er versene også trykt på bagsiden af kalenderen.

Gerhard Lang hentede inspirationen til denne julekalender fra barndomshjemmet, en præstebolig i Maulbronn. I 1885 eller 1886 syede hans moder 24 indpakkede småkager fast på et stykke karton. Hver dag op til jul fik den lille Gerhard så lov til at klippe en pakke løs og spise en småkage.

Ældste-11-768x1024 — – Er dette verdens første trykte julekalender? Udgivet i Hamburg 1902.

Men er denne Im Lande des Christkinds nu også verdens ældste industrielt fremstillede kalender? Meningerne herom er delte. Nogle hævder hårdnakket, at der blev udgivet en julekalender i Hamburg så tidligt som i 1902. Denne julekalender havde form som et urskive med 12 tal, hvor man ved hjælp af en drejbar viser angav den korrekte dato. I 2006 fik jeg tilsendt et par billeder af denne kalender, men uheldigvis har jeg ikke haft mulighed for at undersøge den nærmere.

To danske julekalenderen fra 1930 gør krav på at være Danmarks ældste julekalender.

Julekalender-1930 — – Julekalender ca. 1930.

Den første hedder Børnenes Jule-Kalender. Det er en datokalender, hvor man hver dag rykker et blad forsynet med farvelagte tegninger og tre små julevers af. Teksten er skrevet af forfatteren Aage Hermann, mens illustrationerne er tegnet af Hedvig Collin. Begge var de kendte fra 1920’ernes børnelitteratur. Aage Hermanns tekst er sød, til tider måske lidt sødladen. Hedvig Collins streg er let genkendelig, hvis man bare én gang før har set et af hendes signerede julekort. Den kan ikke dateres nærmere end til ca. 1930.

Julekalenderen blev i 2006 genoptrykt af Den Gamle By, og kan købes i Museumsbutikken for 48,- kr.

4603_81-803x1024 — – Lågekalender fra 1933.

Den anden kalender hedder Børnenes Julekalender. Det er en lågekalender, der traditionelt er blevet dateret til ca. 1930. Det er kendetegnende for de ældste lågekalendere, at lågerne har forskellig form. På mange lågekalendere fra 1930’erne er motiverne bag lågerne udpræget sydtyske. Motiverne på denne kalender er dog rendyrket dansk jule-idyl: Skrivning af julekort, sidste skoledag, indkøb af juletræ, fletning af julehjerter samt julepyntede butikker og gader. Kun motivet bag lågen til 1. december viser hen til julens centrale tema: Englen bebuder Jesusbarnets fødsel for hyrderne på marken. Motiverne skal efter sigende være tegnet af Ejnar Vindfeldt (1905-53). Kalenderen er udgivet af forlaget P. Haase & Søn i København. Med små typer fremgår det tillige, at den er trykt hos Recato A/S i København.

Den sidste oplysning er guld værd. Chr. Cato’s litografiske Etablissement blev grundlagt i 1869. Det blev i 1933 omdannet til et aktieselskab og skiftede da navn til Recato A/S. Denne kalender kan derfor tidligst dateres til 1933!

De første danske julekalendere, som regel trykt af firmaet I. Chr. Olsens Kunstforlag eller L. Levison Junior i København, gør opmærksom på, at de er trykt i Danmark. Kaster man blot ét blik på selve hovedmotivet, emmer alt her dog sædvanligvis af sydtysk idyl: Sneklædte bjerge og bindingsværkshuse, dværge og den særlige tyske nisse (das Wichtelmännchen) og de små motiver bag lågerne. De første danske julekalendere er direkte kopier af tyske julekalendere. Selv den dag i dag er mange danske julekalendere i deres formsprog en blanding af brødrene Grimm og Walt Disney.

0001X0013 — – Hjemmelavet pakkekalender fra 1955.

De første pakkekalendere, enten købt færdiglavede eller hjemmefremstillede, stammer fra tiden lige efter 2. Verdenskrig. Pakkekalenderen bliver i dag også fremstillet til voksne. Den voksne pakkekalender vil typisk indeholde 24 forskellige øl eller 24 forskellige stykker chokolade. Det moderne danske samfundsmønster spiller en rolle her. Mange forretninger sælger således eksklusive pakkekalendere til enlige. Den danske single-kultur er ved at skabe en ny juletradition!

10-1024x718 — – En nyskabelse i julekalender-universet! Skrabekalender fra 1994.

I 1994 introducerede Dansk Tipstjeneste et helt nyt begreb i det danske juleunivers: En skrabekalender. Har man skrabet sig frem til bestemte symbolkombinationer, er der gevinst. Præmiestørrelsen varierede fra 20 kr. (for tre stjernesymboler) til 1.000.000 kr. (for 10 juletræssymboler). Succesen var enorm, og ikke uden grund. Tænk, hvis man vandt en hel million kroner, og så på selve juleaftensdag (- eller måske et par dage før, hvis man sådan skraber lidt i utide)! Alle ved vi jo, at Julen varer længe, koster mange penge.

Indenfor de seneste år er der i takt med den teknologiske udvikling kommet vidt forskellige former for elektroniske julekalendere til, der henvender sig både til børn og voksne.

Selvom julekalenderen i dag i højeste grad således følger med tiden, er den dog stadig blot en primitiv tidsmåler, hvis eneste praktiske formål er at tælle dagene frem til juleaften.

En meget stor tak til Juleinspektør i Den Gamle By, Jens Ingvordsen, som har givet tilladelse til, at vi må bringe denne dejlige artikel!

Engle hilsen fra Anne Friis

© for tekst og billeder: Anne Friis.

Vi har fået denne dejlige julehilsen fra Anne Friis. Engle er jo noget vi alle har et forhold til og som vi holder af, ikke mindst her i julen.

Måske kan jeg tillade mig at sende jer en lille julehilsen, jeg fandt lidt fotos af nogle af de dejlige engle lavet af Christel i min database. I sin bog Kvinde – Kunstner – Myte, som er skrevet af Birgitte Glob, og som jeg selvfølgelig har, skriver hun om hendes engle og nisser. De, jeg engang for mange år siden tog fotos af, er et engle orkester, de var ret store og i tykt karton og vi havde møde om netop engle, som i sig selv er et spændende koncept. Har engle køn, eller er de som nogle har forslået intetkøn, som det jo hedder på tysk. Navnene er jo som regel maskuline Gabriel hedder hovedengelen, der vogter porten ind til Paradisets have, men ellers bliver de næsten altid tegnet som små eller store piger, eller små puttier, så jeg er lidt i vildrede. Hvad tror I? Jeg har lige fundet et billede fra min egen glansbillede samling af en mulig han engel, så måske findes de, det er fra et af mine tidligste album 1860-75. Mindsanten om endnu en er dukket op, helt i blåt tøj og han ligner en pragtfuld dreng.

Dette må også være en han engel bemærk de blå farver på hannerne. — Dette må også være en han engel. Bemærk de blå farver på hannerne!

Enkelt engel købt E-bay, vingers længde kan ikke ses, Tysk try — Tysk engel, han?

Skægt at der ikke er tegnet nogle frække engle hanner, men det har jeg faktisk aldrig set endnu, da de jo figurere meget som glansbilleder og som julepynt eller dekoration, sammen med nisser. Nå det kan jo nå at komme ! Birgitte Glob skriver endvidere at Walt Disney Foundation lagde sag an mod Christel, for at plagiere deres dværge fra ”Snehvide og de syv små dværge”, men hun vandt skam sagen – det manglede bare.

2 større christel nisser fra legetøjets Venner 6 nov 2009 i Kb — 2 større af Christels engle!

3 Christel engle fra julemødet i 2011 i Legetøjets venner ikke — 3 Christel engle!

Legetøjets venner nov. 2009 — Et fint udvalg af Christels nisser og engle!

Mange af hendes ting er ikke blevet genoptrykt, men enkelte er, jeg tror jeg har set flere nisseark. Jeg skal fotografere de, som jeg har, kun nogle få, men lidt har også ret.

Hvis vi skal tilbage til de alvorlige engle, så kan man ikke komme udenom Wilhelm von Kaulbachs meget berømte engel, som han tegnede i 1844 til H.C. Andersens nye Eventyr. Denne kom i alle mulige udgaver og blev almindelig som glansbillede fra omkring 1875. Det er sjældent man ser den i dag, og dog er det en af de smukkeste, jeg har set, jeg mener også Thorvaldsen lod sig inspirere til sine platter med ”natten” og ”dagen” netop af denne. Fru Estrid Faurholt skriver om englen i sin bog glansbilleder, den eneste, der er skrevet på dansk og kun omhandler dette emne, og som kunne købes hos LEGO, da de havde hendes store glansbillede samling. Den, jeg har er fra en andens samling, men et meget smukt eksemplar, derfor bringer jeg den; det er ikke lykkedes mig selv at finde et så flot eksemplar, så nyd den! Den har to mindre engle under sig, som også er charmerende. Engle blev tit opsat på specielle sider i albummerne, og de kan være utrolig smukt sat op, af og til indrammet så man kunne nyde dem på væggen. De bedste og ældste er tit meget tykke, nogle har sågar glimmer på og hvidt glimmer, som ligner sne, men de er dyre.

Den berømteste engel tegnet af Wilhelm von Kaulbach 1844 som gl — Øverst den dejlige engel, som skulle have inspireret Thorvaldsen til “dagen Engle ” og “Nattens Engle”!

2 tidlige engle som glansbilleder omkring 1875 ikke fra mit albu — 2 tidlige engle som glansbilleder omkring 1875!

4 engle af forskellig typer fra omkring 1875 og frem med Dresden — 4 engle af forskellig typer fra omkring 1875 og frem!

engle fra et af mine tidlige albums, måske en han engel i midte — Engle fra et af mine tidlige albums, måske en han engel i midten!

Man kan selv prøve at lave en sådan en lille speciel side eller et helt billede, men det tager år at få de rigtige, så det er en langsom proces. Jeg bliver ved med at finde engle, så I får nogle flere, men de fleste er rigtig gamle så ”enjoy” som de skriver, når man køber noget i USA på Ebay, der er masser af engle på de tyske sider, og sikkert også på de engelske. Håber I kan bruge mine englefotos og lad julefreden sænke sig, så kan vi alle slappe lidt af.

Julehilsner fra Anne Friis

Tusinde tak Anne, for dette dejlig indlæg!

Nipsenåle

© Mia Folkmann

De fleste piger har vel leget med eller har haft nipsenåle på et tidspunkt. Jeg har fået tilladelse af Mia Folkmann, som mange sikker kender via hendes bøger om miniature, “Miniature 1:12 ” og “Billedkasser”, til at brinege denne dejlige artikel.

Nipsenåle er glaskunst i miniaturestørrelse, som piger i alle aldre har samlet på siden begyndelsen af 1900-tallet. De fine nåle blev anbragt i en nålepude, så de kunne stå og pynte, og nålens glashoved forestillede ofte et dyr eller en fugl, en blomst eller måske et æg.

Da vores mødre var små, var det især bøhmiske glaskunstnere, der fremstillede de små figurer, og opfindsomheden var stor. Fugle blev lavet i et væld af varianter, og elefanter var også ret almindelige. Senere kom insekter og hunde til, og både blomster og rød fluesvamp stod i mange nålepuder.

Kært barn har mange navne, for nipsenålene blev inddelt i forskellige grupper. En af dem var de flotte ”haver”, hvor man kunne se et blomsterlignende motiv inden i den glasklare kugle. En anden var ”søerne” med små luftbobler i, og en tredje de rundhovedede ”snegle”, hvor to farver snoede sig mellem hinanden. Sneglene fandtes i både små og store og i mange forskellige farvekombinationer.

Blandt ”lopperne” var de mest eftertragtede den såkaldte bloddråbe, der var en meget mørkerød, ensfarvet glaskugle, og æggeblommen, der selvfølgelig var knaldgul.

Det, som man kaldte ”lopper”, var de mere almindelige nåle med bittesmå, runde glashoveder, men selv om de havde forskellige farver, var de ikke nær så pyntelige som de store nipsenåle. De lignede såmænd næsten de knappenåle, man bruger til syning i dag, og som har den praktiske funktion, at glashovedet ikke smelter, når man stryger tøjet.

Også hattenåle er en anden side af samme sag, for disse ekstrastore nåle blev i sagens natur brugt til at stikke igennem hatten, så den ikke forlod sit grundlag i blæsevejr. Mange hattenåle er yderst dekorative, og det var ikke ualmindeligt, at man havde en lille samling med forskellige pyntehoveder, så der var lidt at vælge imellem.

Blandt småpiger var det meget populært at nipse, for på den måde havde man en mulighed for at forøge samlingen. Enten kastede man nålene mod en tegnet streg, eller også lagde man to nipsenåle hoved mod hoved på et fladt underlag og puffede eller knipsede til den. Hvis man kunne få puffet sin nål henover modspillerens nål, vandt man den.

©Imponerende samling Jule nipsenåle. Samlingen tilhører Lene Darlie Pedersen! — © Imponerende samling Jule nipsenåle. Samlingen tilhører Lene Darlie Pedersen!

© Flere af Lene Darlie Pedersens jule nipsenåle!

Der kunne bruges meget tid på at arrangere nålene, så de stod i lige rækker, i farveorden, i dekorative mønstre – eller måske dannede navnet eller initialerne på ejeren. De store nåle var selvfølgelig de mest eftertragtede, så disse små kunstværker fik gerne ærespladsen midt på puden.

Nipsenåle er et herligt samlerobjekt, for man kan have stor fornøjelse af at gennemsøge antikke markeder og butikker for at finde lige præcis den nål, der komplementerer samlingen. Og hvis man foretrækker nye nåle, så findes der heldigvis stadig glaskunstnere, der holder traditionen i hævd og fremstiller de smukkeste figurer af venetiansk glas.

En stor til Mia, for tilladelse til brug af hendes dejlige artikel!

Lene

Mit store Madam Blå køkken.

(c) for tekst & billeder Dorthe Lohmann.

Tusinde tak til Dorthe Lohmann der deler sin fantastiske samling og dens historie med os.

For hundrede år siden, tilbage i 70`erne, dengang jeg var ung og nygift, var det blå køkkentøj i høj kurs. Mine veninder og jeg var på evig jagt, vi endevendte lofter, kældre, garager og udhuse, og ribbede familiens ældste for alt hvad de ejede, min mormor mistede meget, selv hendes gamle syltekrukker rendte jeg med. Nå … min udplyndrede mormor var nu meget godt tilfreds, for nu kunne hun med god samvittighed supplere op med noget langt mere praktiske i plast.

Men i 70`erne fik jeg også samtidig – helt uventet – lagt grunden til mit store Madam Blå køkken, og det kan jeg takke min kære svigermor for. Hun havde jo bemærket min interesse for blåt køkkentøj, og en dag fortalte hun så pludselig, at hun som barn havde haft et lille bitte spritapparat og lidt udstyr netop magen til det, jeg lige havde anskaffet mig, bare i dukkestørrelse.

Sammen med sin mormor havde min svigermor bagt masser af bittesmå pandekager og mini æbleskiver på det lille spritapparat. Hun havde elsket sit lille køkken næsten lige så højt, som hun havde elsket sine rulleskøjter, og det siger ikke så lidt, for de rulleskøjter sad faktisk på hende hele den snefrie del af året.

Jeg var ved at gå til af spænding, da hun fortalte, at hun stadig havde de små køkkenting, og at jeg måtte jeg få dem, hvis jeg ville, for hun mente ikke, hun gad bage flere pandekager. Og så steg hun op på en stige, og fandt en gammel skotøjsæske bagerst i sit høje skab.

11698576_10207240321790038_2050051663421984708_n — Min svigermors spritapparat og køkkentøj.

Og jeg glemmer aldrig den dag, for i æsken lå der den yndigste lille tekande og den kæreste lille vandkedel, en æbleskivepande, en stegepande, en tesi, et rivejern, en gryde med låg og et lille spritapparat samt et kaffestel med blå blomster. Jeg var solgt og blev grænseløst lykkelig, da hun forærede mig det hele.

11695935_10207240318389953_7866307073313961105_n — Den gamle vitrine med alt sit indhold.

11709659_10207240319549982_2521063093125721945_n — Den lille Tove, som mange år senere blev min svigermor.

Dengang i 70`erne anede jeg ikke noget om gammelt legetøj, det kom derfor helt bag på mig, at det blå køkkentøj også eksisterede i legetøjsudgave, det var kærlighed ved første blik, og min svigermors lille samling fik de næste fire år hæderspladsen i vores nye lejlighed, og senere endnu en hædersplads i det hus vi herefter flyttede til. Og der stod det i mange år, uden jeg på noget tidspunkt gjorde mig forestilling om, at man kunne udvide sin samlingen.

Men så en dag på et loppemarked i KB-Hallen mødte jeg Ulla Louby, og det møde ændre mit liv. Der stod Ulla omgivet af dejlige ting, i dag husker jeg stadig den dukke, jeg faldt for, men ikke syntes, jeg havde råd til. Jeg anede stadig intet om gammelt legetøj, men var stærkt draget af det, og var lykkelig, da Ulla inviterede mig hjem for at se hendes store samling.

Hjemme hos Ulla blev jeg fuldstændig overvældet over, at der fandtes så mange vidunderlige ting – dukkehuse og dukkestuer fyldt med de skønneste ting, dukker og bamser i alle afskygninger, hylde efter hylde, men dejligst af alt var et køkken fyldt med blåemaljeret køkkentøj, jeg kunne ikke få øjnene fra det. Det er ikke løgn, når jeg påstår, at jeg fik sorte pletter for øjnene og slatne ben, jeg var naglet til stedet og besluttede, at sådan et køkken måtte jeg også have, koste hvad det koste ville, og så gik jagten ind. I mange år opsøgte jeg et utal af loppemarkeder, jeg har trasket kilometer efter kilometer mellem boder og alverdens ragelse, ting i læssevis, men ikke ret meget af det jeg søgte, til sidst måtte jeg sande, at dette var ikke vejen frem. Jeg besluttede at søge videre via eBay, og da meget af det blå køkkentøj stammer fra tyske fabrikker, koncentrerede jeg min søgning om tysk eBay.

Og det gav pote, I løbet af få år fik jeg samlet en masse, og lidt mere kom til via andre samlere og via Oliver på Køge Legetøjsmuseum, til sidst havde jeg samlet meget af det udstyr, jeg kendte fra diverse bøger om gamle legekøkkener. Desværre manglede jeg selve køkkenet, men sådan et køkken dukkede aldrig op, i hvert fald ikke et jeg var tilfreds med – og tiden gik.

11745766_10207240319989993_7673317408028552135_n — Her bages og vaskes op.

11709708_10207240324630109_6752280939648951482_n — Teknokomfuret fra 1940 her med svigermors fine kedel.

Så en dag faldt min mand over en stor gammel køkkenvitrine, som lå kasseret ved en nedrivningsejendom, han fik den med hjem, og jeg kunne straks se, at den kunne bruges til min samling, jeg kunne ganske vist ikke indrette et rigtig køkken i den, men jeg kunne lave et køkkeninteriør, hvor jeg kunne placere mine ting, så de kunne ses på den rigtige måde.

Jeg gik i gang med papir og blyant, skabet blev målt op, og jeg skitserede de skabe, borde og hylder, jeg kunne tænke mig, og så gik min venlige mand i gang med projektet. Og undervejs tilføjede han nye ideer, han lavede blandt andet et spisekammer og to Dannebrogsvinduer, og han besluttede, at glasset i det lille vitrineskab skulle kittes på gammeldags manér, og sidst men ikke mindst lavede han faldstamme og vandrør, som man kender dem fra gamle bylejligheder, og så blev væggene malet i hvidt og blåt, nøjagtig som i gamle køkkener fra ”dengang”.

11695475_10207240323550082_8404302421125186115_n — Tante Ingeborgs lille stel med de bittesmå kopper.

11694994_10207240322270050_279102695230351461_n — Spisekammer, køkken- og flueskab.

I mellemtiden havde jeg på eBay fundet et gammelt flueskab og nogle bittesmå porcelænsgreb til køkkenlåger og skuffer – en gammel rund pyntedug med blåt broderi fik jeg af en veninde, af den syede jeg gardiner, og af kanten fra min mormors lysedug blev der en bort til hylden øverst i skabet, og endelig forærede min gamle Tante (født 1908) mig sit lille mini musselmalede kaffestel, kopperne er bare 2,50 cm høje, så de passede perfekt ind i helheden. Og mere udstyr kom til, spisekammeret blev fyldt, der blev forberedt dej til små kager, skufferne fik indhold af knive, gafler og skeer, og lidt udstyr kom der også i skabene og på hylder og borde. Jeg var ved vejs ende.

11694036_10207240321550032_8679661971363177795_n — Kopper og middagstallerkener fra min tante Ingeborg. Nummer to kande fra højre på øverste hylde er det eneste stykke legetøj, der eksisterer efter min mormor, den hæger jeg derfor om.

11140389_10207240322670060_929985758739636548_n — Sæbe, Sand og Soda m.m. – her mangler ikke noget.

Min svigermor lagde grunden til dette projekt, hun er fra 1918, og fik sit lille spritapparat og de små køkkenredskaber omkring 1922. Det meste af inventaret er fra 1910-1930, komfuret fra Tekno er dog lidt yngre og fra omkring 1940.

Projektet har taget år, men det har været det hele værd, jeg elsker det køkken, og jeg elsker historien og fællesskabet bag det.

Hilsen Dorthe

Gamle glansbilleder— et stort samlerobjekt !

For nogen tid siden fik jeg fat i nogle gamle glansbilledalbum, og i det ene var indklæbet et lille udvalg af glansbilleder fra Kong Christian Xs tid — Det pågældende album er dateret den 15.1.1946, men glansbillederne kan være ældre, idet prinsesse Margrethe (vor nuværende dronning) og Prins Ingolf (nu greve af Rosenborg) ser ud til blot at være et par år gamle. Jeg ved, at der findes flere i serien, men her er, hvad jeg fandt i det gamle album:

Men der er mange flere, se selv…..

Herover Kong Christian X i Garderuniform.

Kronprinsesse Ingrid med Prinsesse Margrethe, Kong Christian X med sit første barnebarn, Prinsesse Elisabeth, Prinsesse Elisabeth med dukke, og kong Christian X hilser på en flok børn, gad vide, om det er en gengivelse fra 1920 ?

Arveprins Knud og Arveprinsesse Caroline Mathilde med Prins Ingolf og Prinsesse Elisabeth.

Kronprinsesse Ingrid i spederuniform—fra den tid, hvor hun var protektor for pigespejderne!

Gammelt Legetøj – Nye Frimærker

Det er ikke så tit, at der udsendes frimærker med legetøjsmotiver, men den 24. april i år udkom fra Færøerne to frimærker med legetøj fra dengang…..

De to frimærker belyser gamle færøske barnelege og fortæller om kludedukken Troldtoppen og hjulet Hornkringlen.

Troldtoppen er udgivet på et frimærke af værdi 17 kr., og Maria Skylv fortæller bl.a. i sin bog ”Gamlar gøtur II ”(Gamle stier II) fra 1967 lidt om Troldtoppen:

For omkring 80 år siden var det sjældent at se en lille pige lege med dukker. Flere piger ejede dog en dukke, hjemtaget fra udlandet af en Far, bror eller onkel. Sådan en dukke var ikke beregnet som legetøj. Dukken blev ofte stillet på en hylde i dagligstuen eller gemt væk i en kiste. Her stod eller lå den så, og når pigens Mor havde et ærinde på hylden eller i kisten, kom dukken ned og frem et øjeblik, således at pigen kunne holde om den.

(Sådan har det også været i nogle danske hjem: undertegnede har en veninde, der fortæller, at hun som barn havde en fin, gammel porcelænsdukke, et arvestykke, som hun kun måtte lege med om søndagen)!

Ikke alle havde dog sådan en fin dukke på hylden eller i kisten, idet enhver Mor kunne lave en kludedukke eller en Troldtop til sine børn. Sådan en Troldtop var som sagt lavet af klude, kroppen kunne f.eks. være af en gammel sammenrullet undertrøje, hovedet formede man og strammede en snor rundt om halsen. Et tøjstykke til arme blev rullet sammen og bundet fast om livet. En hvid klud dækkede hovedet, inden man strammede snoren om halsen, og somme tider blev der malet øjne og øjenbryn og måske næse på ansigtet med en sodet håndten. Rødt papir var udmærket til mund og kinder. Dukken kunne få et gammelt forklæde på som skørt, og vupti, Troldtoppen var færdig. Ben havde dukken ikke. Både små drenge og pigerne legede med Troldtoppen.

Også her vækker den slags dukker minder, idet min søster og jeg af en tante lærte at lave næsten samme slags dukker, men af papirservietter. Vi pyntede dem med bl.a. forklæde og tørklæde om hovedet og malede ansigtet med vore ”vikingefarver”, og selvfølgelig var de dukker, vi selv havde skabt, meget sjovere at lege med end købedukkerne. Som jeg plejer at sige: ”Din fantasi kender ingen grænser!”

Det andet frimærke har værdien 22 kr. med billedet af Hornkringlen, dvs. en hornring lavet af vædderlamshorn:

Marius Johannesen fortæller om Hornkringlen i sin bog ”Føroysk barnespøl”, Bókaforlagid Grønalid, 1979) bl.a.:

Når talen falder på vædderhorn eller vædderlamshorn, så var det meget almindeligt, at vi børn legede med hornkringler (en hornring lavet af vædderlamshorn). Stejlen blev slået ud af hornene, og så blev flere horn sat sammen, så de dannede en ring af fire, fem eller seks horn, og så fandt vi os en bakke, hvor vi kunne rulle hornkringlen. Det, det drejede sig om, var at have en hornkringle, som trillede mest lige og længst uden at falde til siden.

Nogle gange blev Hornkringlen mandsopdækket, mens den med stor fart trillede ned ad bakken. Bemandet med kæppe, drejede det sig om at slå så kraftigt til Hornkringlen, at den faldt til siden. Det var dog sin sag, for du måtte være på vagt, for at den ikke stødte ind i dig, for så kunne du komme til skade. Dette var mere en leg for de store drenge, idet de små holdt sig af vejen for disse farlige hornkringler og trillede vædderhorn i stedet for. Var det et smukt buet vædderhorn, kunne det trille lige så langt som nogen hornkringle, inden det faldt til siden.

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this: