Candy Containerne har været kendt siden det 19. århundrede og så vidt vides, blev den første der er i glas, lavet hos Liberty Bell i 1876. De har altid været populære og med tiden et stort samlerobjekt. Med tiden blev de fleste lavet i papmache og især i Dresden, der ligger i Thüringen i Tyskland, har man produceret oceaner af disse beholdere af enhver slags.
Antik tysk Heubach dreng med ski. Candy Container fra omkring 1910.
De sikkert mest populære containere, var nok dem der forstillede julemanden. De blev lavet mest af papmache, var mellem 12 og 28 cm høje. Når hans hoved blev fjernet, kunne hans hule krop fyldes med slik.
Hen ad vejen blev der lavet f.eks. kasser, valnødder, musikinstrumenter, dukker, snekugler, dyr, frugter og engle. Ja, der var ikke den ting eller figur, der ikke blev produceret.
I mange familier, lavede man selv små ting, så man kunne hænge julens slik på træet.
Omkring 1880érne blev Candy Containerne masseproduceret og man kunne bestille dem via postordrekataloger, som f. eks. Bernard Mayer eller Butler Brothers, med eller uden slik.
Candy Container i form af et rødt malet hus med papir og folie vinduer og døre. Taget er takket og det illuderer, der er lys i huset.Antik mekanisk Heubach Candy Container ca. 1910.
Omkring 1960 stoppede produktionen og omkring 1970 begyndte man at lave reproduktioner, så man skal være opmærksom, når man køber disse.
Antik Dresden nisse, der hænger i en sæk.
Det har været svært, at vælge mellem alle de sjove søde og smukke Candy Containere, den ene er dejligere end den anden.
AntikCandy Container julemand af bomuldsvat med slæde og rensdyr.
Da flere af vore læsere har ønsket at få mere at vide om designeren Henny Iversen, efterkommer jeg jeres anmodning med følgende i samarbejde med Henny:
Henny er bedst kendt som Henny Iversen, er døbt Henny Agnethe og nu gift med grafikeren og forlæggeren Sven-Erik Olsen, der nok er Danmarks største dukketeater-entusiast – sammen driver de butik og virksomhed i Præstø, men derom senere. (Ligeledes vil du i nærmeste fremtid få historien om Sven-Erik Olsen og hans samlinger)!
Henny fortæller følgende om sig selv og sin kunstneriske udvikling og karriere:
Som barn tegnede jeg som de fleste andre, bamser og påklædningsdukker—dog var mit yndlingsmotiv negerhytter på øde øer med kokospalmer. Lidt sjovt, men nok meget tidstypisk.
Sammen med min barndomsveninde, Hanne, tilbragte jeg mange hyggelige timer, ja dage, med at tegne ting til vores påklædningsdukker, som vi efterfølgende legede med.
Som stor pige fik jeg travlt med at tegne til en påklædningsdukkekonkurrence, som Familie Journalen havde udskrevet. Jeg gik op i opgaven med liv og sjæl, og min Mor havde lovet mig, at hun skulle poste tegningerne for mig. Den dag, jeg var færdig, og tegningerne skulle sendes af sted, opdagede min Mor, at hun havde læst forkert omkring indleveringsfristen. Hun troede, at tegningerne skulle være Familie Journalen i hænde den følgende dag kl. 12.00. Pludselig var det i dag kl. 12.00. Resolut sprang min Mor op på sin cykel, og så gik det derudad til Valby! Hun var på Familie Journalen 5 minutter over 12, så der var desværre intet at gøre. Forståeligt nok, men jeg blev så skuffet over ikke at kunne deltage, at jeg helt mistede lysten til at tegne i et lille stykke tid – barnlig skuffelse – men den holdt heller ikke længe.
Nyeste skud på stammen: 6 små søde påklædningsdukkebøger i postkortformat (Killingen Mille har endda sin egen Kattedukke med tøj) – leg og klip med børn og børnebørn, som jeg elsker. Dukkerne er nemme at klippe ud, og børnene bliver efterhånden eksperter i at bruge en saks!
Senere i livet malede jeg mussel på Den kongelige Porcelænsfabrik. Det var dejlige og lærerige år, og samtidig gik jeg til tegning og modellering hos den kendte billedhugger, Harald Isenstein.
Senere arbejdede jeg på et kontor i adskillige år, men dette miljø befandt jeg mig ikke særlig godt i, så en dag sagde jeg op og begyndte for mig selv. Jeg lavede figurer af trylledej og malede på sten og lærred. Disse arbejder var hovedsagelig til kunsthåndværkerbutikker, og senere begyndte jeg at tegne påklædningsdukker til forskellige ugeblade, hvortil jeg lavede en række andre illustrationer, juletillæg, papirklip, horoskoptegninger, tillæg til fester m.v.
En dag blev jeg kontaktet af Claus Dalby fra Forlaget Klematis – det blev til en hel del hobbybøger.
I et par år samarbejdede jeg med Victorias Palace, hovedsagelig kravlenisser.
Senere fik jeg et spændende samarbejde med Royal Copenhagen. Det blev til en snemandsserie, der udkom i flere år med forskellige figurer. Desuden tegnede jeg platter samt en række figurer – unge kvinder, børn, engle osv. En del af disse var beregnet til det italienske marked, men er også solgt herhjemme.
I en periode havde jeg næsten alt for travlt, fordi jeg også fik en kunde i Norge, til hvem jeg tegnede nisser.
Samtidig tegnede jeg diverse juleting, blandt andet servietter, nisser og duge til Dansk Supermarked (DSI), og efterfølgende indledte jeg et samarbejde med COOP, til hvem jeg stadig designer og tegner alle mulige ting, der relateres til julen – nisser, nissemiljøer, lys, servietter, kravlenisser. Flere af disse er blevet samlerobjekter.
Til Arnold Busck og Bog og Ide har jeg leveret såvel kravlenisser som påklædningsdukker, og på Forlaget Carlsen blev der på et tidspunkt udgivet 4 små bøger med påklædningsdukker.
Nissedrengen her med æblekinderne er 27 cm høj, har for– og bagside og er til at hænge op, Der findes desuden en nissepige, en nissefar og nissemor i serien.
Sammen med min mand – Sven-Erik – driver jeg i dag eget forlag, som udgiver påklædningsdukker, engle, kravlenisser, ark med julepynt, postkort og senest 6 små PD-bøger. Desuden udfører jeg stadig freelance opgaver for forlag og trykkerier.
De senere år har jeg desuden modelleret nisser og trolde, som hovedsageligt bliver solgt fra vores lille butik i Præstø, men også til julemarkeder i blandt andet Brøndsalen på Frederiksberg, og i år er jeg blevet inviteret til at udstille på det store julemarked på Gavnø slot..
Det er også meget inspirerende, når folk kommer med ønsker om noget, som de synes mangler på markedet – så jeg har hele tiden gang i en masse ting. Jeg er stadig fyldt med ideer og har yst til at tegne og omsætte dette til virkelighed. Det vil jeg blive ved med, så længe jeg kan trække vejret.
Fra juleark med fire englekræmmerhuse (der findes et tilsvarende med nisser)!
Henny Olsen (tidl. Iversen)
Udsnit af PD-arket med Erik, fra ”En familie fra 40’erne”, I serien findes Hanne, hans søster, Rita, hans Mor og Frank, hans Far!
Som nævnt i indledningen har jeg i mange år været ”Henny-Iversen-Fan” og har oparbejdet en pæn samling af bl.a. påklædningsdukker og juleting, men da Henny hele tiden skaber nye ting, kan det selvfølgelig være svært at følge med – her på siderne præsenterer jeg kun et minimum af Hennys stoire udvalg, bl.a. nyheder, vil du se mere, da skriv til mig, eller endnu bedre: kontakt Hennys og Sven-Eriks butik i Præstø eller via telefonbestilling eller hjemmesiden. Vil du have store påklædningsdukke– og andre ark, er prisen 25,- pr. stk., mindre ark og de kære, små påklædningsdukkebøger (en helt ny serie på 6 stk.) koster 20 kr.pr.stk., men alt det får du mere at vide om, når du kontakter butikken i Præstø: Adelgade 14, DK 4720 Præstø, tlf. (+45) 21 49 30 45 (træffetid i almindelighed fra 10 til 18)
Butikken er åben torsdag og fradag fra 12 til 17, samt hver lørdag fra 10 til 13
Email: hennydesignlive.dk – www.hennydesign.dk – www.julefabrik.dk og www.oldfux.dk, samt Sven-Erik Olsens – Oldfux’ design)
GOD LÆSE– og SAMLELYST ønsker Lise Brastrup Clasen
Måske du lige som jeg er kommet i Lege– og Julestemning !
Kender du H.C. Andersens eventyr Kærestefolkene? Her er det en forgyldt top og en bold, syet af safian og med en prop i livet, der ligger i en skuffe og er kærester. Bolden syntes den er for fin til toppen, da den er lavet af så fine materialer.
Under vores ophold i sommerhuset i Påsken, ryddede jeg op i de ufærdige håndarbejdsprojekter, jeg har liggende og fandt en Propbold, jeg for flere år siden lærte at sy, på en workshop på Holbæk Museum. Den kan ikke hoppe så meget som en almindelig bold, men er sjov at lave og ret dekorativ. Har man børn, der skal beskæftiges er det også en hyggelig ting at lave.
Min påbegyndte Propbold!
Man skal bruge:
En korkprop, garnrester eller strimler af bomulslærred, (jeg brugte et gammelt lagen i strimler på ca. 2 cm) til det indvendige og garn i forskellige farver (det kan være uld, bomuld m.m.) til at brodere med udvendig.
Man tager en korkprop og skærer ca. 1/3 fra og begynder at vikle enten garn eller stofstrimler stramt om proppen. Bliv ved med at vikle stramt rundt fra forskellige sider, indtil du har en rund bold i den størrelse du ønsker. Sy det til, så det ikke løber op igen.
Så inddeles bolden i 4, 6 eller 8 felter efter ønske, det gøres ved at markere med tråde. Nu skal de forskellige felter udfyldes med tungesting og selvfølgelig helst i forskellige farver. Der må ikke sys i underlaget, kun i tråden og der syes fra begge sider i hvert felt, så man fylder hvert ud felt helt ud og slutter med af lukke stingene i midten. Man starter med at sy den første række tungesting i garnet, der inddeler felterne.
Markering til inddeling af felterne!Som det forhåbentligt kan ses, bruger man markeringstråden, hver gang man starter på et nyt felt!
God fornøjelse!
På bl.a. Dansk Legetøjsmuseum i Christiansfeld op på købmandsmuseet på Sejerø, findes disse bolde.
Eksempler på bolde fra Dansk Legetøjsmuseum i Christiansfeld!
I 1916 fik legetøjet deres logo, med det nye navn!
d. 1. april 1905 trådte en ny lov i kraft. De indsatte i de danske fængsler, skulle fra denne dag arbejde, men de var indsat i fængslerne. Valget faldt på legetøj af træ!
Fabrikationen af legetøjet fik i 1916 navnet A/S Dansk Legetøjsfabrik. med Grosserer Otto Larsen som Direktør.
Dukkestue fra udstillingen i Vestre fængsel!Fine dukkehusmøbler, befinder sig også på Vestre fængsels Museum!
Under 2. Verdenskrig var der, som alle andre steder mangel på materialer og det kunne selvfølgeligt mærkes af andre legetøjsfabrikanter. Produktionen af legetøjet steg mærkbart
Huse. Vestre Fængsels Museum!
i fængslerne og fangerne havde svært ved, at følge med efterspørgslen. Kvaliteten blev med tiden også mærkbar bedre.
Produktionen af legetøjet i fængslerne sluttede i juni 1977.
I dag er fængselslegetøj et eftertragtet samlerobjekt og i Vestre Fængelsmuseum, har de, en meget fin udstilling af noget af legetøjet, der er lavet gennem tiderne.
En fin butik. Også på museet i Vestre Fængsel!Ko lavet i Vestre fængsel, under 2. Verdenskrig. Befinder sig på Holbæk Museum!
Vestre Fængsels Museum. Vestre Kirkegårds Alle 1A, stuen, 2450 SV.
Åbent hver tirsdag fra kl. 10.00 til kl. 16.00. Der lukkes for adgang kl. 15.00.
Skulle der være nogen, der har fængselslegetøj, vil vi da meget gerne se billeder af dette.
copyright for billede: Dorthe Lohmann.
Vi har modtaget dette billede af Dorthe Lohmann!
Det fineste soveværelse fra Dansk Legetøjsfabrik!
Tusinde tak Dorthe, hvor er det dejligt at se!
I Ketty Sørensens imponerende dukke og legetøjssamling, er der også en del fængselslegetøj. Torben fik lov til at fotografere, så vi alle kan se endnu flere eksempler på hvad der blev produceret i de danske fængsler!
Rigtig dejlig tøjrulle!
Tusinde tak Ketty !
Mette Francke har sendt os disse dejlige billeder af en dukkeseng fra Dansk Legetøjsfabrik, som hun har været så heldig at finde.
Forleden skinnede solen så dejligt, at jeg fik forårsfornemmelser, da vi var ude og gå en tur. Jeg kom til, at tænke på dengang, alle vi piger hinkede, både hjemme og i skolegården. For mig er det et absolut forårstegn og jeg ser da heldigvis stadigvæk hinkeruder på fortovene.
Da jeg begyndte, at lede efter stof om hinkesten, fandt jeg Ghita Egeberg & Kim Hansens fantastiske informative og spændende hjemmeside www.hinkesten.info.
Kig ind på siden for meget mere information.
God fornøjelse
Lene
Hvor stammer hinkning fra
Ja – hvor stammer hinkning fra.
Det kan man i princippet svare ganske kort på – det vides ikke med sikkerhed. Der er flere bud på oprindelsen, ingen af disse kan dog med sikkerhed siges at være det endegyldige.
Overalt i verden findes der optegnelser og indridsede symboler, der relaterer sig til hinkning.
Eksempelvis er der en kinesisk beskrivelse fra omkring 2.300 f.Kr., hvor en tidlig version af hinkning beskrives ligesom der både i Egypten og i Grækenland i grave er fundet inskriptioner og tegninger, der angiveligt skulle beskrive hinkelegen. Tegningerne der er fundet der, er typisk den kendte spiralform eller snegl og den rektangulære version med 9 felter.
Fra serien Fossiler designet af Elin Blink. De er fra Holmegårds Glasværker!
Hinkning og hinkeruder siges i øvrigt at have været forløberen eller inspirationen til flere brætspil såsom Skak og Dam.
Nogle mener, at det at hinke har sit udspring i Asien, hvor det skulle have været en del af mandomsprøver, når drenge skulle vise deres evner og færdigheder for at de kunne blive betragtet som mænd og krigere. Lignende prøver blev ynglinge udsat for i de græske labyrinter, når de havde nået en alder, hvor de skulle bevise at de havde styrke nok til at træde ind i “de voksnes rækker”.
At hinke er jo i bund og grund bare en række fysiske udfordringer, som man skal overvinde, når man tager turen gennem hinkeruden i form af felter og streger eller trædesten – om der så er anden og dybere mening med hinkning end leg og den fysiske udfoldelse, vil jeg komme ind på senere.
Den mest almindelige antagelse er, at legen – ihvert fald i vores del af verden – kommer fra etruskerne og at den efterfølgende har spredt sig til det meste af Europa med romerske soldater, der var udstationeret til langt op i England – ja helt op til Edinburgh i Skotland.
Det siges, at de romerske soldater som led i træningen hinkede for at styrke deres lårmuskler, smidighed og kondition i det hele taget. Soldaterne trænede, iført fuld udrustning, i hinkeruder på helt op til 40-50 meters længde – en barsk omgang, hvis der ellers er hold i historien.
Børn, var hurtige til at efterabe soldaternes træning og lave deres egne regler for legen. På den måde menes legen at være spredt yderligere rundt i Europa samtidig med at der lokalt blev udviklet de mange varianter af legen, der kendes i dag.
Mange kilder gengiver, at den ældste kendte hinkerude skal være ridset eller hugget ned i gulvet i Forum Romanum i Rom. Det er dog hverken lykkedes mig at finde nogen skriftlig dokumentation herfor – ejheller har jeg kunnet opdrive et billede af den omtalte hinkerude. Måske har alle kilderne bare ukritisk skrevet af efter hinanden.
Jeg har konsulteret Jens Ole Larsen, der er bosiddende autoriseret guide i Rom og som har et meget indgående kendskab til Forum Romanum.
Han har aldrig hørt om eller set en hinkerude på Forum Romanum og peger i stedet på at der på et af trappetrinnene ved justitspaladset “Basilika Giulia” er indridset et spil, der meget minder om et skakbrædt.
Løven fra serien Stjernetegn. Den er fra Hammer Glasværk!
En anden i Rom bosiddende lokal autoriseret guide Tina Montalbano fortæller:
Det er helt sikkert, at man hinkede i det antikke Rom.
Legen hed Cladius (den haltes leg) eller Mundus (verden), fordi hinkeruden illuderede nedstigningen til underverden og tilbage igen. Hinkeruden var typisk aflang med to parallelle rækker af ruder der afsluttedes med en halvmåneformet eller spiralformet rude. De kilder jeg har konsulteret, taler netop om, at de romerske soldater medbragte legen til de erobrede områder i verden.
Jeg har ikke kunne finde særlig information om etruskerne, men flere arkæologer mener at legen stammer fra det gamle Egypten, men de understreger dog, at man ikke med sikkerhed kender legens oprindelse. Hvad angår hinkeruden på Forum Romanum bekræftes det mange steder. Den burde findes på gaden i et lavere lag på en af sidevejene til hovedvejen Via Sacra og er ikke synlig for besøgende men nærmere har jeg ikke kunne komme det.
Der findes flere meget korte beskrivelser eller omtaler af hinkning i litteraturen – jeg har medtaget nogle af dem her.
Det, efter sigende, første skriftlige vidnesbyrd i Europa om hinkning, findes i den italienske eventyrbog Pentamarone fra 1634.
En næsten samtidig beskrivelse, kan man finde i den engelske bog Book of Games, der er blevet til mellem 1635 og 1672 af Francis Willoughby, hvor begrebet “Scotch Hoppers” omtales. I bogen, hvor der er en illustration med 5 unge mænd der hinker, beskrives legen som en leg for drenge og unge mænd.
Poor Robin’s Almanack omtaler i 1677-udgaven hinkning som Scotch-hoppers og angiver senere “The time when schoolboys should play at Scotch-hoppers”. I udgaven fra 1707, kan man læse at “Lawyers and Physicians have little to do this month, so they may (if they will) play at Scotch-hoppers”.
Advokater og læger kunne altså også hinke i en nærmere angivet måned, hvor de traditionelt ikke havde så meget at lave – vel at mærke “hvis de havde lyst”.
I den engelsk bog The Boy´s own Book fra 1829 af William Clark”, er hinkelegen beskrevet indgående – hvorimod den slet ikke er nævnt i bogen The Girl´s own Book fra 1834 af Lydia Maria Child.
Den nærliggende konklusion på baggrund heraf er, at det at hinke først ret sent er blevet en egentlig pigeleg – formentlig først omkring år 1900, hvor man ser de første beskrivelser af pigers deltagelse i legen.
Fusk fra Aarhus Glasværk!
Der er i øvrigt flere bud på hvor betegnelsen Scotch Hoppers kommer fra.
Det der passer bedst ind i sammenhængen her, er at det er betegnelsen på romerske soldater, som skulle have hinket på Great North Road, der via York forbinder London med Edinburgh i Skotland. Turen var på godt og vel 400 miles svarende til 650 km.
Som bekendt så nåede de romerske soldater ikke helt op til Danmark under deres erobring af det meste af Europa omkring Kristi fødsel.
Det kan vi uden tvivl takke den tyske stammehøvding Arminnius og hans medsammensvorne for, da de totalt udraderede ikke mindre end 3 romerske legioner på i alt 18.000 mand i det berømte Varusslag ved Teutoburgerskoven i år 9 e.Kr.. Dette nederlag var stærkt medvirkende til at romerne fuldstændigt mistede lysten til at udvide imperiet mod nord og øst for Rhinen.
Da det således ikke er direkte fra Romerske soldater at hinkning i Danmark har sin oprindelse, må vi se på andre muligheder.
Første gang hinkning er beskrevet i Danmark – i øvrigt ledsaget af en tegning, der viser hinkende piger – er i 1846, hvor Dr. J.B. Hübertz i Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus, beretter om hvordan han har set at der blev leget ”Hopskok” i Århus omkring 1832.
Fra Bjørns Kunstglas i Vordingborg!
Omtrent samtidig hermed – i 1847 – har maleren Johan Thomas Lumbye i Kalundborg lavet en lille tegning med titlen Soldat og Paradiis, hvorunder der er tilføjet teksten ”Hoppenskok”.
Umiddelbart er det meget nærliggende at disse betegnelser for hinkeleg fra 2 forskellige lokationer i Danmark, må have sin oprindelse i det engelske ord ”Hopscotch”.
Det samme kan gælde for betegnelsen ”Hoppeskår”, et andet navn for hinkesten, der i øvrigt primært kendes fra midtjylland.
Jeg er enig med Hübertz i hans betragtninger og tillader mig at antage at hinkning på en eller anden måde må have vandret fra England og/eller Skotland over nordsøen til Danmark.
Sideløbende hermed, er det nærliggende at antage at der også må have været en import af legen fra eksempelvis Tyskland. Det tyske ord ”hinken” svarer til det danske verbum ”hinke” (begge ord har deres rod i det oldnordiske “hinka”), som betyder “halte eller gå skævt”
Den danske filolog H.F. Feilberg publicerede i 1896 en artikel om hinkning i det engelske tidskrift Folk-Lore under titlen: “The game of Hopscotch as played in Denmark”. Ud over at give en uddybende beskrivelse af reglerne for hinkning (som i øvrigt ikke er gengivet helt korrekt), skriver Feilberg, at hinkning ikke er særligt udbredt i Jylland, hvor det stort set kun kendes i byerne. Derimod er legen langt mere udbredt i landdistrikterne på Fyn og Sjælland, hvor den tilsyneladende udøves af både drenge og piger.
Af ukendt oprindelse!
Det er i øvrigt lidt interessant at bemærke, at hvor hinkning i England omkring år 1800 primært var en drenge/mandeleg, er det nu små 100 år senere i Danmark blevet til en leg for både drenge og piger.
Om det er udtryk for en mere liberal holdning i Danmark eller bare en naturlig udvikling, skal jeg ikke gøre mig klog på – men blot konstatere at pigerne ikke var sene til helt og holdent at sætte sig på hinkelegen – ja det endda i så høj en grad, at det senere ligefrem var flovt for en dreng at deltage i hinkelegen.
Nedenstående er et uddrag fra afsnittet om Kastrup Glasværk, hvor Karl Pedersen født i 1919, blandt andet fortæller:
Det var mest pigerne der hinkede, men det var et lukket sted, så en dreng kunne godt være med!
Hinkning var altså i løbet af 30 år gået fra at være en blandet leg til nu primært at være en pigeleg. Hvis en dreng hinkede – var det i hvert fald ikke noget han pralede med.
Endnu en hinkesten fra Fyens Glasværk!
I dag anvendes hinkning mange steder i professionelt regi – for eksempel til at træne motorikken på blandt andet børn og tilskadekommende, der har behov for at få styrket og genoptrænet bevægeapparatet. Her er hinkestenen dog erstattet af små poser med gryn og lignende indhold.
For børn og barnlige sjæle i dagens Danmark er julekalenderen bare én af forberedelserne til den med længsel ventede aften, juleaften. Julekalenderen er i dag en fasttømret tradition; men den er faktisk en af de nyere traditioner i den danske juls historie. Den træder først ind på den danske julescene i 1930. Som ved så mange andre af vore juletraditioner er også denne direkte importeret fra Tyskland.
– Gerhard Langs julekalender fra 1908 i genoptryk.
Verdens ældste, massefremstillede julekalender Im Lande des Christkinds blev udgivet i 1908 af den tyske forlægger Gerhard Lang (1881-1974). Det var ikke en lågekalender, men en klippekalender. Kalenderen bestod af 24 nummererede felter, hvert felt med et lille vers, trykt på et stykke tykt karton. Et tyndere stykke karton med 24 farvelagte billeder fulgte med. Tegningerne, lavet af Richard Ernst Kepler, viser Jesusbarnet og engle, der laver legetøj, bager og maler, samt diverse stykker legetøj. Hver dag fra 1. december skulle man forsigtigt klippe en af tegningerne ud og lime på kalenderen. Derved dækkede man selvfølgelig for de små vers; heldigvis er versene også trykt på bagsiden af kalenderen.
Gerhard Lang hentede inspirationen til denne julekalender fra barndomshjemmet, en præstebolig i Maulbronn. I 1885 eller 1886 syede hans moder 24 indpakkede småkager fast på et stykke karton. Hver dag op til jul fik den lille Gerhard så lov til at klippe en pakke løs og spise en småkage.
– Er dette verdens første trykte julekalender? Udgivet i Hamburg 1902.
Men er denne Im Lande des Christkinds nu også verdens ældste industrielt fremstillede kalender? Meningerne herom er delte. Nogle hævder hårdnakket, at der blev udgivet en julekalender i Hamburg så tidligt som i 1902. Denne julekalender havde form som et urskive med 12 tal, hvor man ved hjælp af en drejbar viser angav den korrekte dato. I 2006 fik jeg tilsendt et par billeder af denne kalender, men uheldigvis har jeg ikke haft mulighed for at undersøge den nærmere.
To danske julekalenderen fra 1930 gør krav på at være Danmarks ældste julekalender.
– Julekalender ca. 1930.
Den første hedder Børnenes Jule-Kalender. Det er en datokalender, hvor man hver dag rykker et blad forsynet med farvelagte tegninger og tre små julevers af. Teksten er skrevet af forfatteren Aage Hermann, mens illustrationerne er tegnet af Hedvig Collin. Begge var de kendte fra 1920’ernes børnelitteratur. Aage Hermanns tekst er sød, til tider måske lidt sødladen. Hedvig Collins streg er let genkendelig, hvis man bare én gang før har set et af hendes signerede julekort. Den kan ikke dateres nærmere end til ca. 1930.
Julekalenderen blev i 2006 genoptrykt af Den Gamle By, og kan købes i Museumsbutikken for 48,- kr.
– Lågekalender fra 1933.
Den anden kalender hedder Børnenes Julekalender. Det er en lågekalender, der traditionelt er blevet dateret til ca. 1930. Det er kendetegnende for de ældste lågekalendere, at lågerne har forskellig form. På mange lågekalendere fra 1930’erne er motiverne bag lågerne udpræget sydtyske. Motiverne på denne kalender er dog rendyrket dansk jule-idyl: Skrivning af julekort, sidste skoledag, indkøb af juletræ, fletning af julehjerter samt julepyntede butikker og gader. Kun motivet bag lågen til 1. december viser hen til julens centrale tema: Englen bebuder Jesusbarnets fødsel for hyrderne på marken. Motiverne skal efter sigende være tegnet af Ejnar Vindfeldt (1905-53). Kalenderen er udgivet af forlaget P. Haase & Søn i København. Med små typer fremgår det tillige, at den er trykt hos Recato A/S i København.
Den sidste oplysning er guld værd. Chr. Cato’s litografiske Etablissement blev grundlagt i 1869. Det blev i 1933 omdannet til et aktieselskab og skiftede da navn til Recato A/S. Denne kalender kan derfor tidligst dateres til 1933!
De første danske julekalendere, som regel trykt af firmaet I. Chr. Olsens Kunstforlag eller L. Levison Junior i København, gør opmærksom på, at de er trykt i Danmark. Kaster man blot ét blik på selve hovedmotivet, emmer alt her dog sædvanligvis af sydtysk idyl: Sneklædte bjerge og bindingsværkshuse, dværge og den særlige tyske nisse (das Wichtelmännchen) og de små motiver bag lågerne. De første danske julekalendere er direkte kopier af tyske julekalendere. Selv den dag i dag er mange danske julekalendere i deres formsprog en blanding af brødrene Grimm og Walt Disney.
– Hjemmelavet pakkekalender fra 1955.
De første pakkekalendere, enten købt færdiglavede eller hjemmefremstillede, stammer fra tiden lige efter 2. Verdenskrig. Pakkekalenderen bliver i dag også fremstillet til voksne. Den voksne pakkekalender vil typisk indeholde 24 forskellige øl eller 24 forskellige stykker chokolade. Det moderne danske samfundsmønster spiller en rolle her. Mange forretninger sælger således eksklusive pakkekalendere til enlige. Den danske single-kultur er ved at skabe en ny juletradition!
– En nyskabelse i julekalender-universet! Skrabekalender fra 1994.
I 1994 introducerede Dansk Tipstjeneste et helt nyt begreb i det danske juleunivers: En skrabekalender. Har man skrabet sig frem til bestemte symbolkombinationer, er der gevinst. Præmiestørrelsen varierede fra 20 kr. (for tre stjernesymboler) til 1.000.000 kr. (for 10 juletræssymboler). Succesen var enorm, og ikke uden grund. Tænk, hvis man vandt en hel million kroner, og så på selve juleaftensdag (- eller måske et par dage før, hvis man sådan skraber lidt i utide)! Alle ved vi jo, at Julen varer længe, koster mange penge.
Indenfor de seneste år er der i takt med den teknologiske udvikling kommet vidt forskellige former for elektroniske julekalendere til, der henvender sig både til børn og voksne.
Selvom julekalenderen i dag i højeste grad således følger med tiden, er den dog stadig blot en primitiv tidsmåler, hvis eneste praktiske formål er at tælle dagene frem til juleaften.
En meget stor tak til Juleinspektør i Den Gamle By, Jens Ingvordsen, som har givet tilladelse til, at vi må bringe denne dejlige artikel!
Vi har fået denne dejlige julehilsen fra Anne Friis. Engle er jo noget vi alle har et forhold til og som vi holder af, ikke mindst her i julen.
Måske kan jeg tillade mig at sende jer en lille julehilsen, jeg fandt lidt fotos af nogle af de dejlige engle lavet af Christel i min database. I sin bog Kvinde – Kunstner – Myte, som er skrevet af Birgitte Glob, og som jeg selvfølgelig har, skriver hun om hendes engle og nisser. De, jeg engang for mange år siden tog fotos af, er et engle orkester, de var ret store og i tykt karton og vi havde møde om netop engle, som i sig selv er et spændende koncept. Har engle køn, eller er de som nogle har forslået intetkøn, som det jo hedder på tysk. Navnene er jo som regel maskuline Gabriel hedder hovedengelen, der vogter porten ind til Paradisets have, men ellers bliver de næsten altid tegnet som små eller store piger, eller små puttier, så jeg er lidt i vildrede. Hvad tror I? Jeg har lige fundet et billede fra min egen glansbillede samling af en mulig han engel, så måske findes de, det er fra et af mine tidligste album 1860-75. Mindsanten om endnu en er dukket op, helt i blåt tøj og han ligner en pragtfuld dreng.
Dette må også være en han engel. Bemærk de blå farver på hannerne!Tysk engel, han?
Skægt at der ikke er tegnet nogle frække engle hanner, men det har jeg faktisk aldrig set endnu, da de jo figurere meget som glansbilleder og som julepynt eller dekoration, sammen med nisser. Nå det kan jo nå at komme ! Birgitte Glob skriver endvidere at Walt Disney Foundation lagde sag an mod Christel, for at plagiere deres dværge fra ”Snehvide og de syv små dværge”, men hun vandt skam sagen – det manglede bare.
2 større af Christels engle!3 Christel engle!
Et fint udvalg af Christels nisser og engle!
Mange af hendes ting er ikke blevet genoptrykt, men enkelte er, jeg tror jeg har set flere nisseark. Jeg skal fotografere de, som jeg har, kun nogle få, men lidt har også ret.
Hvis vi skal tilbage til de alvorlige engle, så kan man ikke komme udenom Wilhelm von Kaulbachs meget berømte engel, som han tegnede i 1844 til H.C. Andersens nye Eventyr. Denne kom i alle mulige udgaver og blev almindelig som glansbillede fra omkring 1875. Det er sjældent man ser den i dag, og dog er det en af de smukkeste, jeg har set, jeg mener også Thorvaldsen lod sig inspirere til sine platter med ”natten” og ”dagen” netop af denne. Fru Estrid Faurholt skriver om englen i sin bog glansbilleder, den eneste, der er skrevet på dansk og kun omhandler dette emne, og som kunne købes hos LEGO, da de havde hendes store glansbillede samling. Den, jeg har er fra en andens samling, men et meget smukt eksemplar, derfor bringer jeg den; det er ikke lykkedes mig selv at finde et så flot eksemplar, så nyd den! Den har to mindre engle under sig, som også er charmerende. Engle blev tit opsat på specielle sider i albummerne, og de kan være utrolig smukt sat op, af og til indrammet så man kunne nyde dem på væggen. De bedste og ældste er tit meget tykke, nogle har sågar glimmer på og hvidt glimmer, som ligner sne, men de er dyre.
Øverst den dejlige engel, som skulle have inspireret Thorvaldsen til “dagen Engle ” og “Nattens Engle”!2 tidlige engle som glansbilleder omkring 1875!4 engle af forskellig typer fra omkring 1875 og frem!Engle fra et af mine tidlige albums, måske en han engel i midten!
Man kan selv prøve at lave en sådan en lille speciel side eller et helt billede, men det tager år at få de rigtige, så det er en langsom proces. Jeg bliver ved med at finde engle, så I får nogle flere, men de fleste er rigtig gamle så ”enjoy” som de skriver, når man køber noget i USA på Ebay, der er masser af engle på de tyske sider, og sikkert også på de engelske. Håber I kan bruge mine englefotos og lad julefreden sænke sig, så kan vi alle slappe lidt af.
De fleste piger har vel leget med eller har haft nipsenåle på et tidspunkt. Jeg har fået tilladelse af Mia Folkmann, som mange sikker kender via hendes bøger om miniature, “Miniature 1:12 ” og “Billedkasser”, til at brinege denne dejlige artikel.
Nipsenåle er glaskunst i miniaturestørrelse, som piger i alle aldre har samlet på siden begyndelsen af 1900-tallet. De fine nåle blev anbragt i en nålepude, så de kunne stå og pynte, og nålens glashoved forestillede ofte et dyr eller en fugl, en blomst eller måske et æg.
Da vores mødre var små, var det især bøhmiske glaskunstnere, der fremstillede de små figurer, og opfindsomheden var stor. Fugle blev lavet i et væld af varianter, og elefanter var også ret almindelige. Senere kom insekter og hunde til, og både blomster og rød fluesvamp stod i mange nålepuder.
Kært barn har mange navne, for nipsenålene blev inddelt i forskellige grupper. En af dem var de flotte ”haver”, hvor man kunne se et blomsterlignende motiv inden i den glasklare kugle. En anden var ”søerne” med små luftbobler i, og en tredje de rundhovedede ”snegle”, hvor to farver snoede sig mellem hinanden. Sneglene fandtes i både små og store og i mange forskellige farvekombinationer.
Blandt ”lopperne” var de mest eftertragtede den såkaldte bloddråbe, der var en meget mørkerød, ensfarvet glaskugle, og æggeblommen, der selvfølgelig var knaldgul.
Det, som man kaldte ”lopper”, var de mere almindelige nåle med bittesmå, runde glashoveder, men selv om de havde forskellige farver, var de ikke nær så pyntelige som de store nipsenåle. De lignede såmænd næsten de knappenåle, man bruger til syning i dag, og som har den praktiske funktion, at glashovedet ikke smelter, når man stryger tøjet.
Også hattenåle er en anden side af samme sag, for disse ekstrastore nåle blev i sagens natur brugt til at stikke igennem hatten, så den ikke forlod sit grundlag i blæsevejr. Mange hattenåle er yderst dekorative, og det var ikke ualmindeligt, at man havde en lille samling med forskellige pyntehoveder, så der var lidt at vælge imellem.
Blandt småpiger var det meget populært at nipse, for på den måde havde man en mulighed for at forøge samlingen. Enten kastede man nålene mod en tegnet streg, eller også lagde man to nipsenåle hoved mod hoved på et fladt underlag og puffede eller knipsede til den. Hvis man kunne få puffet sin nål henover modspillerens nål, vandt man den.
Der kunne bruges meget tid på at arrangere nålene, så de stod i lige rækker, i farveorden, i dekorative mønstre – eller måske dannede navnet eller initialerne på ejeren. De store nåle var selvfølgelig de mest eftertragtede, så disse små kunstværker fik gerne ærespladsen midt på puden.
Nipsenåle er et herligt samlerobjekt, for man kan have stor fornøjelse af at gennemsøge antikke markeder og butikker for at finde lige præcis den nål, der komplementerer samlingen. Og hvis man foretrækker nye nåle, så findes der heldigvis stadig glaskunstnere, der holder traditionen i hævd og fremstiller de smukkeste figurer af venetiansk glas.
Tusinde tak til Dorthe Lohmann der deler sin fantastiske samling og dens historie med os.
For hundrede år siden, tilbage i 70`erne, dengang jeg var ung og nygift, var det blå køkkentøj i høj kurs. Mine veninder og jeg var på evig jagt, vi endevendte lofter, kældre, garager og udhuse, og ribbede familiens ældste for alt hvad de ejede, min mormor mistede meget, selv hendes gamle syltekrukker rendte jeg med. Nå … min udplyndrede mormor var nu meget godt tilfreds, for nu kunne hun med god samvittighed supplere op med noget langt mere praktiske i plast.
Men i 70`erne fik jeg også samtidig – helt uventet – lagt grunden til mit store Madam Blå køkken, og det kan jeg takke min kære svigermor for. Hun havde jo bemærket min interesse for blåt køkkentøj, og en dag fortalte hun så pludselig, at hun som barn havde haft et lille bitte spritapparat og lidt udstyr netop magen til det, jeg lige havde anskaffet mig, bare i dukkestørrelse.
Sammen med sin mormor havde min svigermor bagt masser af bittesmå pandekager og mini æbleskiver på det lille spritapparat. Hun havde elsket sit lille køkken næsten lige så højt, som hun havde elsket sine rulleskøjter, og det siger ikke så lidt, for de rulleskøjter sad faktisk på hende hele den snefrie del af året.
Jeg var ved at gå til af spænding, da hun fortalte, at hun stadig havde de små køkkenting, og at jeg måtte jeg få dem, hvis jeg ville, for hun mente ikke, hun gad bage flere pandekager. Og så steg hun op på en stige, og fandt en gammel skotøjsæske bagerst i sit høje skab.
Min svigermors spritapparat og køkkentøj.
Og jeg glemmer aldrig den dag, for i æsken lå der den yndigste lille tekande og den kæreste lille vandkedel, en æbleskivepande, en stegepande, en tesi, et rivejern, en gryde med låg og et lille spritapparat samt et kaffestel med blå blomster. Jeg var solgt og blev grænseløst lykkelig, da hun forærede mig det hele.
Den gamle vitrine med alt sit indhold.Den lille Tove, som mange år senere blev min svigermor.
Dengang i 70`erne anede jeg ikke noget om gammelt legetøj, det kom derfor helt bag på mig, at det blå køkkentøj også eksisterede i legetøjsudgave, det var kærlighed ved første blik, og min svigermors lille samling fik de næste fire år hæderspladsen i vores nye lejlighed, og senere endnu en hædersplads i det hus vi herefter flyttede til. Og der stod det i mange år, uden jeg på noget tidspunkt gjorde mig forestilling om, at man kunne udvide sin samlingen.
Men så en dag på et loppemarked i KB-Hallen mødte jeg Ulla Louby, og det møde ændre mit liv. Der stod Ulla omgivet af dejlige ting, i dag husker jeg stadig den dukke, jeg faldt for, men ikke syntes, jeg havde råd til. Jeg anede stadig intet om gammelt legetøj, men var stærkt draget af det, og var lykkelig, da Ulla inviterede mig hjem for at se hendes store samling.
Hjemme hos Ulla blev jeg fuldstændig overvældet over, at der fandtes så mange vidunderlige ting – dukkehuse og dukkestuer fyldt med de skønneste ting, dukker og bamser i alle afskygninger, hylde efter hylde, men dejligst af alt var et køkken fyldt med blåemaljeret køkkentøj, jeg kunne ikke få øjnene fra det. Det er ikke løgn, når jeg påstår, at jeg fik sorte pletter for øjnene og slatne ben, jeg var naglet til stedet og besluttede, at sådan et køkken måtte jeg også have, koste hvad det koste ville, og så gik jagten ind. I mange år opsøgte jeg et utal af loppemarkeder, jeg har trasket kilometer efter kilometer mellem boder og alverdens ragelse, ting i læssevis, men ikke ret meget af det jeg søgte, til sidst måtte jeg sande, at dette var ikke vejen frem. Jeg besluttede at søge videre via eBay, og da meget af det blå køkkentøj stammer fra tyske fabrikker, koncentrerede jeg min søgning om tysk eBay.
Og det gav pote, I løbet af få år fik jeg samlet en masse, og lidt mere kom til via andre samlere og via Oliver på Køge Legetøjsmuseum, til sidst havde jeg samlet meget af det udstyr, jeg kendte fra diverse bøger om gamle legekøkkener. Desværre manglede jeg selve køkkenet, men sådan et køkken dukkede aldrig op, i hvert fald ikke et jeg var tilfreds med – og tiden gik.
Her bages og vaskes op.Teknokomfuret fra 1940 her med svigermors fine kedel.
Så en dag faldt min mand over en stor gammel køkkenvitrine, som lå kasseret ved en nedrivningsejendom, han fik den med hjem, og jeg kunne straks se, at den kunne bruges til min samling, jeg kunne ganske vist ikke indrette et rigtig køkken i den, men jeg kunne lave et køkkeninteriør, hvor jeg kunne placere mine ting, så de kunne ses på den rigtige måde.
Jeg gik i gang med papir og blyant, skabet blev målt op, og jeg skitserede de skabe, borde og hylder, jeg kunne tænke mig, og så gik min venlige mand i gang med projektet. Og undervejs tilføjede han nye ideer, han lavede blandt andet et spisekammer og to Dannebrogsvinduer, og han besluttede, at glasset i det lille vitrineskab skulle kittes på gammeldags manér, og sidst men ikke mindst lavede han faldstamme og vandrør, som man kender dem fra gamle bylejligheder, og så blev væggene malet i hvidt og blåt, nøjagtig som i gamle køkkener fra ”dengang”.
Tante Ingeborgs lille stel med de bittesmå kopper.Spisekammer, køkken- og flueskab.
I mellemtiden havde jeg på eBay fundet et gammelt flueskab og nogle bittesmå porcelænsgreb til køkkenlåger og skuffer – en gammel rund pyntedug med blåt broderi fik jeg af en veninde, af den syede jeg gardiner, og af kanten fra min mormors lysedug blev der en bort til hylden øverst i skabet, og endelig forærede min gamle Tante (født 1908) mig sit lille mini musselmalede kaffestel, kopperne er bare 2,50 cm høje, så de passede perfekt ind i helheden. Og mere udstyr kom til, spisekammeret blev fyldt, der blev forberedt dej til små kager, skufferne fik indhold af knive, gafler og skeer, og lidt udstyr kom der også i skabene og på hylder og borde. Jeg var ved vejs ende.
Kopper og middagstallerkener fra min tante Ingeborg. Nummer to kande fra højre på øverste hylde er det eneste stykke legetøj, der eksisterer efter min mormor, den hæger jeg derfor om.Sæbe, Sand og Soda m.m. – her mangler ikke noget.
Min svigermor lagde grunden til dette projekt, hun er fra 1918, og fik sit lille spritapparat og de små køkkenredskaber omkring 1922. Det meste af inventaret er fra 1910-1930, komfuret fra Tekno er dog lidt yngre og fra omkring 1940.
Projektet har taget år, men det har været det hele værd, jeg elsker det køkken, og jeg elsker historien og fællesskabet bag det.
For nogen tid siden fik jeg fat i nogle gamle glansbilledalbum, og i det ene var indklæbet et lille udvalg af glansbilleder fra Kong Christian Xs tid — Det pågældende album er dateret den 15.1.1946, men glansbillederne kan være ældre, idet prinsesse Margrethe (vor nuværende dronning) og Prins Ingolf (nu greve af Rosenborg) ser ud til blot at være et par år gamle. Jeg ved, at der findes flere i serien, men her er, hvad jeg fandt i det gamle album:
Men der er mange flere, se selv…..
Herover Kong Christian X i Garderuniform.Kronprinsesse Ingrid med Prinsesse Margrethe, Kong Christian X med sit første barnebarn, Prinsesse Elisabeth, Prinsesse Elisabeth med dukke, og kong Christian X hilser på en flok børn, gad vide, om det er en gengivelse fra 1920 ?Arveprins Knud og Arveprinsesse Caroline Mathilde med Prins Ingolf og Prinsesse Elisabeth.Kong Christian X højt til hest.Kong Christian X i rød Galla-uniform.Kronprinsesse Ingrid i spederuniform—fra den tid, hvor hun var protektor for pigespejderne!
