Den store museumstur i syd-Tyskland III

© for tekst og billeder Anne Friis

Her følger 3. del af Anne Friis dejlige indlæg fra hendes tur til de skønne legetøjsmuseer i Sydtyskland.

Spielzeugmuseet med flere interessante vitriner.

I det store Spielzeugmuseet var der selvfølgelig nogle opstillinger, som I også skal se og nyde. Blandt disse var især en stor vitrine, man kunne gå rundt om, med alle mulige opstillinger af små tableauer med handlende på en markedsplads, netop som den var i Nürnberg omkring 1850. Her er brugt små dukker, både mænd og damer, mange med de samme hoveder. Det gør ikke noget synes jeg, i fint påklædt stand, stående og siddende foran det de sælger. Disse er lavet enten i tidlig Papier Mâché eller hoveder, der er af det nye materiale glaseret porcelain, som det tidligere staves, deraf det danske udtryk porcelain. Jeg kalder altid disse dukker china, da det er det mest benyttede udtryk for disse internationalt. Jeg synes det er meget inspirende, hvis du selv vil prøve at lave en opstilling med en lille markedsstand. Måske har du en dukke som mangler lidt her og der, men som kan blive en god torvekone, hvis du har noget spændende tilbehør. Vi havde jo torvekonerne på Gammel Strand, da jeg var barn og ung endnu. Desuden er der også tjenestefolk som handlede, samt diverse boder med slagtede dyr og fisk. Det var en meget inspirerende montre.

Den førte lige forbi de fint udskårne små trædukker kaldet Grödnertals efter det område hvor de blev skåret. De er alle sammen på den samme type krop, hvad enten de er store eller bitte små, med fine små led, som gør at de kan sidde og bøje armene, der er en meget tynd lille dyvel stukket ned imellem leddet, så dette virker. Så pas på med at bøje disse, de kan meget nemt knække, især hvis de er små. Der er faktisk to typer, den ene med stofkrop med papir om samlingerne, tit i stærk farvet glanspapir, den anden med led, som især bruges til opstillinger, men det ser man jo ikke når de er påklædte. Det kan være svært at afgøre hvilken type de er, og man vil jo nødigt ødelægge sin dukke, så styr dig.

Apropos slagter varer, så købte jeg 3 gamle sådanne stykker i Sonneberg den sidste dag dernede. Nogle er lavet i gips, andre helt lette i Papier Mâché.        

Meget blev lavet i hjemmeproduktion, hvor hele familien sad og syede tøj, snittede hoveder, limede, malede og skar forskellige dele. Senere blæste de også glasøjne i små glashytter også børn. Som sådan må dukkeindustrien betragtes som en uhyre farlig industri, hvilket vi ikke skal glemme i vores moderne verden. Det ville have været totalt forbudt i dag på grund af kviksølvsdampe, limdampe og blyforgiftning. Mange døde selvfølgelig også af dette samt brandfaren ved det, men ellers var de bare døde af sult, så den viden må man lære at leve med.                                                                                                                     Tingene blev så hentet af en forlægge /Verleger, som så afleverede alle varerne hos producenten eller grossisten, ville vi kalde dem i dag. Forlæggeren fik pengene og betalte sine hjemme-arbejdere. De blev hentet i store kurve, som de bar på ryggen, selv i en høj alder viser det sig. En af de berømteste damer fandt man frosset ihjel på vejen med sin kurv på ryggen i dyb sne og i en alder over 80 år. Alt i alt har det været en hård vej, både at producere og hente det, ligeså hårdt som i Kina i dag.

 Mange af de religiøse dukker er lavet på samme måde, men med mere udtalte og robuste led, som går ind i hinanden, figuren var også tit større. Disse skulle tit have nyt tøj på og forestille andre personer, derfor med led. De bruges stadig i kirkerne til højtiderne, samt i Norditalien samt hele Sydamerika og de fleste katolske lande til de berømte krybber. Disse bliver stillet op i alle katolske kirker til jul. En masse af disse så jeg på Nationalmuseet også, nogle fyldte flere meter i store montre. Da vi i Danmark blev lutheranere blev adskillige af disse figurer leget med af børn, sikkert for at skjule at familien stadig var katolikker.

I Spielzeugmuseet var der er en stor høj montre kun med karakterdukker. Disse er på ledkroppe i papmache/composition med kugler og koniske drejede led i træ med hul i, hvor igennem man trækker en stærk elastik eller en wire, som Kestner brugte det. De kan være på almindelige ledkroppe, babykroppe eller toddlerkroppe, disse sidste forestiller et mindre barn på kun et par år, og derfor er benene meget kortere. Karakterdukkerne kom først frem til den store legetøjsmesse i Leipzig 1909. De var inspireret af Marion Kaulitz og til dels Käthe Kruse – hun lavede stofdukker. Begge havde lavet deres egne typer af dukker. Marion Kaulitzes var med ledkroppe, og hoved af masse – en blanding som kunne støbes i en form og derefter males, også øjnene. Hendes dukker er selvfølgelig utroligt sjældne.

 Disse børn var mere naturlige og bygget over rigtige levende børn af specielle designere. En modellører, som fremstillede prototypen på disse til diverse fabrikker, som så massefremstillede disse. Især er S&H meget berømte. Firmaet Kämmer * Reinhardt var måske det kendteste af disse, men hovederne fik de fra S & H Gräfenhain, som også producerede hoveder til andre firmaer. Her var hovederne lavet i bisque med en mat finish, modsat et china hoved som er blankt af glasuren, men ellers samme teknik og materiale. Alle disse fabrikker lå rundt omkring i området i Thüringen og i Sonneberg, hvor de så leverede til forskellige fabrikanter. Mange porcelains fabrikker producerede kun ting af dette materiale. De kunne så være opkøbt af en af de store grossister som K*R, Kestner eller Gebrüder Heuback, Amand Marseille o.s.v. for bare at nævne nogle af de største og kendteste. Det er også derfor, der på muserne dernede er så meget at se af alle typer af legetøj, de var jo lige midt i smørhullet.

Hvis der er noget I vil have uddybet må I henvende jer til mig om dette under kommentarer, så tager jeg det op, hvis I gerne vil have mere at vide. Men jeg skal nok skrive flere artikler.

Mvh

Anne Friis

Tusinde tak til Anne for denne dejlige beretning.