DIDDE

Jeg er så heldig, at Lise Rasmussen har sendt mig denne artikel til bloggen. Og jeg er SÅ gammel, at jeg husker Didde. Jeg er født i 1950 og da vi var den eneste familie i opgangen, hvor vi boede, der havde fjernsyn, kom alle børnene ned og så det hos os. Stor lykke og alle var fuldstændig stille, det var så fantastisk, at se på det lille sort/hvide fjernsyn. Tak for gensynet Lise og tak for, at jeg må bringe artiklen.

Copyrigth for tekst og billeder. Lise Rasmussen www.mosterlise.dk

Jeg er den heldige ejer af en original mappe med en komplet serie på 6 store litografier af TV-dukken Didde.

Jeg kendte ikke figuren og har prøvet at researche mig frem til lidt historie omkring hende. Der er ikke vanvittigt meget at hente, da hun er fra TV-historiens spæde start og ganske givet noget af det allerførste børne-TV, der er lavet, og der findes næppe gemt materiale.

Dukken er skabt af Minna Holck fra Hillerød. Ifølge de oplysninger jeg har kunnet finde, var ”Dukke Didde og onkel Olaf” oprindeligt et radioprogram op i gennem 1950´erne, men kommer på TV i slutningen af 1950´erne, og var dagligt på skærmen. Jeg er selv født i 60´erne og vi fik først fjernsyn sidst i 1960´erne, så jeg mindes ikke at have hørt om hende.

Didde er med sit fregnede ansigt og stride hår ganske charmerende, men ikke særlig køn og har ganske givet virket skræmmende på nogle børn.
Det er et af de første forsøg på at lave TV i børnehøjde og der findes en omtale i bogen ”Fjernsyn for børn – Vores fælles historie” af Nina Sahl.
Her fremgår det at Dukken Didde er en yderst snaksalig pige i indskolingsalderen, der har en morsom dialog med ”Onkel Olaf”, fotografen Olaf Kjelstrup. Man har forsøgt at lade Didde udtrykke sig med et barns sprog og logik, men formår ikke at fange børnene, da det var indforstået voksenhumor. Børnene forstod det ganske enkelt ikke.
Alligevel har dukken været populær – måske fordi der ikke var andre muligheder at vælge imellem!
Jeg læste i en tråd at dukkens opfinder Minna Holck efter sigende skulle være blevet kontaktet med henblik på en massefremstilling af dukken i plast, hvilket hun nægtede.
Der blev udgivet to bøger med dukken: ”Didde” og ”Didde fortæller” forfattet af Minna Holck og med fotos af Olaf Kjelstrup. Desuden findes der også en singleplade indspillet d. 9.09.1958 med titlen ”Didde og onkel Olaf” udgivet af Mascot Records, og jeg er stødt på et enkelt postkort.

Alle ovenstående billeder er fundet på nettet, de smukke litografier herunder, der vakte min nysgerrighed, er mine egne. De er illustreret af J. Hannibal og ca. A3 størrelse.

Lise Rasmussen 2022

2 tanker om “DIDDE”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.