Flere Sasha Morgenthaler dukker

© for tekst og billeder Anne Friis

Kære Venner,

så fik jeg endelig fotograferet min Sasha dreng, så I kan se ham. Jeg har desuden fundet fotos af den baby, jeg ikke fik fra auktionen i Sverige, Lund Crafoord auktioner. Han er 42cm høj, og har brune øjne på en fløde chokoladefarvet vinyl krop. Som jeg tidligere har fortalt boede jeg jo i London i begyndelsen af 1960’erne i adskillige år, så jeg syntes de var meget smukke, men utrolig dyre. De blev solgt i vare huset Harrods i deres legetøjsafdeling. Jeg mener ikke Hamleys eksisterede i 1960’erne, men jeg kan tage fejl. Som regel kom de i et plastikrør og blev lavet hos Frido Trendon Ltd. (/1965-1986). De står som 16” eller 41cm, men håret gør dem en lille smule højere efter min mening. De havde desuden en lille reklame bog med, hvor man kunne se de forskellige typer af dukkerne og deres udstyr, ligesom Barbie dukkerne. Jeg har tjekket ham meget nøje for mærker, og der er absolut ingen. Götz Puppenfabric ( 1964 – 1970) lavede dem også, men de skal have mærket dem. Senere fik Götz en ny licens 1994 til at producere disse igen, så måske laves de endnu, det ved jeg egentlig ikke.

Her med blå strikket sweater og rød overall, virker troværdigt for tiden, tror det er originalt. Sandalerne er i hvert fald.

Drengen som normalt hedder ”Gregor” har meget blond hår og pigen er med mørkt langt hår. Men de findes både med rødt hår og platin blond. De havde et mærke med navn og type om håndleddet, som tit mangler, som hos Steiff. Min Gregor har helt sikkert sit originale tøj, som består af en blå strikket sweater med rød overall eller snedkerbukser, som de bliver kaldt, og sine originale sandaler, disse er jeg helt sikker på. Pigerne kunne dog godt have anderledes sko, tit i hvidt med hvide ankelsokker og en lyserød eller lyseblå ternet lillepige kjole med hvid krave. Hende har jeg set mange gange, men som sagt ikke haft råd til at købe hende. De har alle et uhyre blidt udtryk og svagt farve læber og et drømmende udtryk.

Forskellige composit, celluloid samt Sasha Bay fra Crafoord auktionen.

Babyen, som jeg ikke har målt, er ret charmerende, og nok den mest sjældne. Desværre står deres størrelse ikke i bøgerne, men de blev lavet af det engelske firma fra 1970-78 med angivelse af køn, fra 1978-86 uden dette. Husk lige, der er man begyndt at blive snerpet igen. Nogle af de andre vinyldukker havde også denne angivelse, men om den er lige så fri i dag ved jeg ikke, tror det ikke. Der blev også lavet specielle udgaver med et tema, som balletpige, skøjteprinsesse eller ride pige.

Desuden er der de helt originale Sasha Morgenthaler, (1940-74) hvor hun døde, som er udført af hende selv med mrk. under foden samt håndledsmærke. De kan være lavet i stof og komposit som Lise nævner og med mærket tøj. Jeg tror kun man kan se disse på museer, så sjældne er de, og derfor ekstremt dyre.

Anne Friis

En stor tak til Anne for denne dejlige artikel!

En tanke om “Flere Sasha Morgenthaler dukker”

  1. Fantastisk med flere oplysninger om Sasha-dukkerne, Göts fik ganske rigtig licens til at fremstille disse dukker, og jeg købt i sin tid en sød, lidt eksotisk pige, som jeg senere solgte sammen med en masse andre dukker af forskellig observans. dine gennemfotograferede dukker er rigtig dejlige. Fortsat god weekend herfra

    Lise

    PS: Hamleys eksisterer i bedste velgående, de har en meget “kulørt” hjemmeside med alskens legetøj!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.