© For tekst og billeder Maria Holm
Fra fireårs alderen husker jeg, at jeg synes det var sjovt og latterligt, at min far ledte efter os i køkkenskuffer og bag døre, når vi lå under spisebordet eller i et hulrum under køkkenbordet og klukkede af grin.
At gemme os og blive fundet var vidunderligt. Det kunne også være vi stod og bevægede os bag et gardin.
Fra samme tid ser jeg mig selv og min tvillingebror med en køkkestol på ryggen og vi var snegle. Lidt for store til at kravle, men dejligt at kravle alligevel.
At klæde os ud var også et hit. Det bestod altid af voksentøj og tæpper.
Fra tiden inden vi byggede helårshuset i Herlev i 1954.
At gynge på min fars ben, mens hans stod og holdt i en dørkarm eller lignende. Det blev sværere og sværere jo tungere vi blev. Han havde en af os på hvert ben. Den leg blev skiftet med, at jeg helt stivt kastede mig bagover i den tro, at han greb mig.
Det bedste med min mor var at, hun læste historier eller fortalte fra sin egen barndom. Den var mere livlig end vores og med mange flere veninder og familiemedlemmer omkring sig end vi havde.
Vores engelske venner fra min mors rejse til England i 1946 sendte altid små gaver til fødselsdag og bogen om de slemme mus gjorde et kæmpe indtryk, idet musene var så uartige at de slog gibsmaden i stykker i dukkehuset i frustration over, at de ikke kunne spise den.
“Nils Holgersens forunderlige rejse” og Dickens “Oliver Twist” var to bøger, som gjorde et uudsletteligt indtryk, fordi de var både spændende, sørgelige. Det at hun læste højt gav mig en intens lyst til at lære at læse, selvom jeg var noget længe om det. Det meste af første klasse var vi meget tit syge og derfor ikke til stede i undervisningen. Men det førte da til at jeg slugte bøger fra børnebiblioteket fra den tid, jeg kunne læse. Prøvede at komme igang med Oliver Twist inden jeg rigtig kunne læse og var en hel eftermiddag om at læse første side, inden jeg gav op indtil jeg blev ældre.
Mine favoritter var Laura Ingalls bøgerne fra U.S.A.s nybyggerliv og Astrid Lindgrens “Bullerby børnene”. De sidste levede i et romantisk univers helt uden at de voksne nævnes, mens Laura bøgerne handler om både børn og voksne og meget om at udholde de strabadser, der kom i deres daglig liv. Deres relationer var præget af meget stor gensidig respekt, hvilket jeg beundrede.
Vi havde en krybekælder, hvor mine forældre opbevarede alt, det vi ikke behøvede at have oppe i huset eller andre steder, som liggestole, byggematerialer, gamle tæpper og ikke mindst de mange kasser med æbler fra haven. De, der holdt sig hele vinteren og ud på foråret, var Belle de Boskop. De blev bedre og bedre med tiden og gjorde at det duftede helt særligt derinde. Min mor satte også foråd af kartofler, grøntsager og appelsiner ind, så de bedre holdt. Det var en krybekælder og man kunne ikke gå oprejst derinde. Jeg fandt på i ti-årsaldren at gå ind og til højre og helt i bunden, hvor jeg lavede en hule med en veninde. Vi må have sat tæpper op omkring nogle kasser. Hvad vi lavede husker jeg ikke, men måske har vi læst bøger eller gamle Anders And blade.
Ved siden af vores hus til begge sider lå et lille sommerhus. Vores havde også været en udstykning med et lille sommerhus inden vores hus blev bygget. Da sommerhuset til venstre for os blev solgt, så jeg, at det blev det kørt væk på en vogn. Der skulle bygges hus til nye ejere. Dem med sommerhuset havde en stor stak Anders And blade i en stor metaltønde, som vi måtte få. Der var bare den hage ved det, at vores ældre fætre var på besøg og de tog for sig. Min bror sidder med et tyndt blad uden forside. Den måtte han få! Vi var kun omkring 3 1/2 år så vi kunne ikke hamle op med deres hurtighed. Jeg husker, hvor intenst jeg syntes den uretfærdighed var. Måske endte det med, at vi fik lidt flere. Jeg syntes jo bestemt, at alle bladene var vores, da det var os, der boede der. Ingen voksne hjalp os det mindste.
Til de tidlige minder var at lave en “Boldebane”, som vi sagde. Vi gravede tunneller i sand eller grus med hænderne og lod små bolde løbe ned. Vi kørte på elendige trehjulede cykler, der var tusse gamle, men vi vidste ikke, at de var gamle og stive og aflagte fra børn inde på Bispebjerg, hvor vi kom fra.
Vi havde også én rulleskøjte på et ben. vi delte for det var nok for svært at bruge to også meget aflagte. Måske duede den ene bare ikke? Lykken var at få rigtige rulleskøjter, som de nu var dengang med røde læderstropper om anklerne og over fodryggen.
Senere blev det dejligt at mestre at hinke og både min bror og jeg kunne lide det.
Vi fik meget sjældent slik, men jeg husker at have haft nogle vingummibamser i ni eller ti årsalderen. De kom op at sidde i kirsebærtræerne. Hvorfor ved jeg ikke, men legen gik på, at jeg og en veninde havde to Rosenbuddukker, som var med ved den lejlighed. Det var en dejlig sommerdag. Samme veninde og jeg lavede også parfume af rosenblade. Hun overbeviste mig om, at det kunne vi gøre. En masse rosenblade blev lagt i vand i en balje og gemt nogle dage. Jeg var lidt skeptisk og det blev heller ikke så lækkert som rigtig parfume.
Jeg beundrede, at min far malede så smukt. Det han malede fik tre gange og blev pudset med sandpapir i mellem lagene af maling. Jeg ville også male, men turde ikke spørge. En cigaræske skulle være grøn. Jeg kunne dog ikke vente på, at den skulle have så grundig en behandlig, så den blev også helt ru med ujævn maling. Meget skuffende resultat. Om penslerne blev rensede melder historien intet om.
Min bror gjorde et stort arbejde i at fjerne al svovl på en masse tændstikker og så lave en lille flyver ud af dem. Han limede dem sammen og savede forsigtigt vinger og ror i facon. til sidst blev den lakeret. Han klippede også Tin Tins “Enhjørningens Hemmelighed” tegneserie ud af Politikken og klistrede dem op i et stort aflangt kladdehæfte.
Jeg har tidligere fortalt, hvordan jeg elskede at tegne, klippe og farvelægge. Aldrig var det i malerbøger.
Jeg elskede glansbilleder og naturligvis allermest babyer.
En farlig leg var at “dryppe stearin”. Jeg fatter ikke, at vi fik lov til det. Men vi hældte varm, flydende stearin på et billede i et Anders And blad og da det var stivnet, kunne det tages af og et skønt billede var at se på undersiden af stearinen.
Vi kom meget hos Hr. og fru Eskær i sommerhuset til den anden side. De havde en voksen datter, der kom om søndagen. Engang sagde hun, at vi kunne lede efter firkløvere og straks fandt hun nogle. Det viste sig, at hun havde sat en tændstik ved firkløverene, så de var til at finde med det samme. Det var lidt snyd. Der inde lærte jeg at skyde til måls med et luftgevær. Har aldrig praktiseret det siden. Vi lærte at spille kort der og lægge kabaler. Ud over at brodere og strikke fik jeg senere lært at sy efter mønster, da fru Eskær var tidligere dameskrædderinde, som det hed dengang.
Vores far lavede stylter til os og vi kunne gå i to højder på dem. Til sidst gik vi “rundt om Agerledet” dvs. op ad vejen og bagom og tilbage af parallelvejen. Det gjaldt om ikke at glide i nedfaldne blade.
Lidt forskellige billeder fra barndommen.
Tusinde tak til Maria for, at delagtiggøre os i dine barndomsoplevelser. Mon ikke de vækker minder hos andre?
Læs mere af Maria fortællinger på www.thetoujourstheme.com