og
Strikket forårssæt til Ønskedukkebabyerne
eller andre tilsvarende 16 cm høje babydukker
Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©
Som et PS vedrørende Ønskedukkernes tilbehør, findes denne kravlegård, der blot er mærket med ”Made in Hong Kong”, men passer til dukkerne, og den skal I selvfølgelig se. . Stilen er meget forskellige fra, hvad vi ellers kender til vedrørende dukkemøbler og – tilbehør. Tak til Anna-Lise Wolfram for brug af fotos. (Anna-Lises ønskedukke er, som I vil se, iført et af de mange fine strikkede sæt, som Anna-Lise er specialist i!
Desuden hermed opskrifter på et yndigt sæt til Ønskedukken:
Disse opskrifter bringes med tak for tilladelse fra Flittige Hænder (nu Hendes Verden), hvor de blev bragt i 1965. (Modellerne er designet af Anja Westphal).
Forkortelser: r = ret, v = vrang, m = maske, p = pind, omg = omgang, sm = sammen, indt = indtagning, udt = udtagning, beg = i begyndelsen, slutn = i slutningen, glat= glatstrikning (1 p r, 1 p v), arb = arbejdet, hjp = hjælpepind
FORÅRSSÆT til en af dine Ønskebabyer – sættet består af korte bukser med smæk, trøje, hue og sokker
Materialer: ca. 15 g 3-trådet uldgarn (i opskriften er angivet Beehive fingering eller tilsvarende kval.), strømpep nr. 2, samt 2 små hægter og 3 små romerperler (knapper).
Korte bukser med smæk: Der strikkes på 2 p. Slå 16 m op og strik 4 p r. Fortsæt med 1 cm i glat. De første og de sidste 2 m strikkes nu r på alle p (kant på bukseben), og samtidig tages 1 m ind i hver side inden for de 2 kantm på hver 4. p, i alt 4 gange. Strik derefter 4 p uden indt. Nu tages 1 m ud i hver side inden for de 2 kantm på næste og derefter på hver 4. p, i alt 3 gange, derefter på hver 2. p 3 gange mere. Strik 1 cm glat over alle m. Så strikkes igen de yderste 2 m i hver side r på alle p til kant, og samtidig tages 1 m ind i hver side inden for kantm på hver 2. p, til der er 10 m tilbage. Strik 4 p r over alle m, luk de midterste 6 m af på sidste p. Strik seler på de 2 m i hver side: 16 p r på hver. Luk af.
Montering: Pres let. Buk bagstykket op, så den 1 cm glat på dette ligger ud for den 1 cm glat på forstykket. Sy sidesømmene fra bagstykkets overkant og 2 p ned over kanten på buksebenenes. Sy krogen til en hægte midt på bagstykket og hægt selerne ned på den.
Trøje: Strikkes på 2 p.
Højre forstykke: slå 12 m op og strik 4 p r, 8 p glat, idet de sidste 2 m på hver v p strikkes r til forkant. Lad arbejdet hvile
Ærme: Slå 16 m op og strik 4 p r, 12 p glat. Sæt ærmet på p med forstykket modsat forkanten.
Ryggen: Slå 20 m op og strik 4 p r, 8 p glat og sæt arb på efter ærmet. Strik det andet ærme som det første og sæt det på efter ryggen.
Strik det venstre forstykke som det højre, men med forkanten modsat, altså med 2 r i beg af hver v p. Sæt forstykket på p efter det andet ærme
Bærestykke: Alle dele sidder nu på samme p i den rigtige rækkefølge. Strik 2 p glat over alle m, idet dog de yderste 2 m i hver side strikkes r på alle p hele vejen op til forkanter. *På næste r p strikkes: r til der mangler 1 m af første forstykke, 3 r sm (ønsker man en særlig fin raglanskråning, gøres dette således: 1 m løst af på en hjp, sæt den første løse m over på venstre p igen og strik 2 m sm, træk den løse m på hjp over de sammenstrikkede m), strik til der mangler 2 m af første ærme, 3 r sm som før, strik til der mangler 1 m af ryggen, 3 r sm som før, strik til der mangler 2 m af andet ærme, 3 m sm som før, r p ud. Strik v tilbage. Gentag fra * 5 gange (pas på, at det hele tiden er samme m, der sættes på hjp og trækkes over de sammenstrikkede m). Strik 2 p glat og tag ind igen på næste r p som før. Strik v tilbage, 1 p r og luk på næste p r af, forholdsvis fast.
Montering: Pres let. Sy side– og ærmesømme. Luk halsen med krogen til en fin hægte, sy de 3 små perler på som knapper.
Hue: Strikkes på 4 p: Slå 44 m op og strik 4 p r frem og tilbage. Fordel m på 3 p: 14—14—16 m og strik r rundt. Når der er strikket 2 cm glat, tages 2 m ind på sidste p. Strik 4 omg mere. På næste omg strikkes: *4 r, 2 r sm, gentag fra *omg ud. Der tages nu ind på hver anden omg, næste gang med 3 m i mellem, derefter med 2 m, så med med 1 m,og endelig uden nogen m imellem. Når der er 7 m tilbage, brydes garnet, garnenden trækkes gennem m, træk fast til og heft ende.
Montering: sy retkanten forneden sammen i nakken og forsyn huen med en pompon fremstillet over en blyant.
Sokker: Strikkes på 2 p. Slå 16 m op, strik 4 p r og 10 p glat. Strik 8 m r på næste p. Bryd garnet og sy de 8 m på hver p sm med maskesting. Sy derefter hælsømmen sm. Træk en elastiktråd lige under retkanten foroven, så sokken bliver siddende på foden. Strik en sok magen til.
God Strikkelyst !