© Mia Folkmann
De fleste piger har vel leget med eller har haft nipsenåle på et tidspunkt. Jeg har fået tilladelse af Mia Folkmann, som mange sikker kender via hendes bøger om miniature, “Miniature 1:12 ” og “Billedkasser”, til at brinege denne dejlige artikel.
Nipsenåle er glaskunst i miniaturestørrelse, som piger i alle aldre har samlet på siden begyndelsen af 1900-tallet. De fine nåle blev anbragt i en nålepude, så de kunne stå og pynte, og nålens glashoved forestillede ofte et dyr eller en fugl, en blomst eller måske et æg.
Da vores mødre var små, var det især bøhmiske glaskunstnere, der fremstillede de små figurer, og opfindsomheden var stor. Fugle blev lavet i et væld af varianter, og elefanter var også ret almindelige. Senere kom insekter og hunde til, og både blomster og rød fluesvamp stod i mange nålepuder.
Kært barn har mange navne, for nipsenålene blev inddelt i forskellige grupper. En af dem var de flotte ”haver”, hvor man kunne se et blomsterlignende motiv inden i den glasklare kugle. En anden var ”søerne” med små luftbobler i, og en tredje de rundhovedede ”snegle”, hvor to farver snoede sig mellem hinanden. Sneglene fandtes i både små og store og i mange forskellige farvekombinationer.
Blandt ”lopperne” var de mest eftertragtede den såkaldte bloddråbe, der var en meget mørkerød, ensfarvet glaskugle, og æggeblommen, der selvfølgelig var knaldgul.
Det, som man kaldte ”lopper”, var de mere almindelige nåle med bittesmå, runde glashoveder, men selv om de havde forskellige farver, var de ikke nær så pyntelige som de store nipsenåle. De lignede såmænd næsten de knappenåle, man bruger til syning i dag, og som har den praktiske funktion, at glashovedet ikke smelter, når man stryger tøjet.
Også hattenåle er en anden side af samme sag, for disse ekstrastore nåle blev i sagens natur brugt til at stikke igennem hatten, så den ikke forlod sit grundlag i blæsevejr. Mange hattenåle er yderst dekorative, og det var ikke ualmindeligt, at man havde en lille samling med forskellige pyntehoveder, så der var lidt at vælge imellem.
Blandt småpiger var det meget populært at nipse, for på den måde havde man en mulighed for at forøge samlingen. Enten kastede man nålene mod en tegnet streg, eller også lagde man to nipsenåle hoved mod hoved på et fladt underlag og puffede eller knipsede til den. Hvis man kunne få puffet sin nål henover modspillerens nål, vandt man den.
Der kunne bruges meget tid på at arrangere nålene, så de stod i lige rækker, i farveorden, i dekorative mønstre – eller måske dannede navnet eller initialerne på ejeren. De store nåle var selvfølgelig de mest eftertragtede, så disse små kunstværker fik gerne ærespladsen midt på puden.
Nipsenåle er et herligt samlerobjekt, for man kan have stor fornøjelse af at gennemsøge antikke markeder og butikker for at finde lige præcis den nål, der komplementerer samlingen. Og hvis man foretrækker nye nåle, så findes der heldigvis stadig glaskunstnere, der holder traditionen i hævd og fremstiller de smukkeste figurer af venetiansk glas.
En stor til Mia, for tilladelse til brug af hendes dejlige artikel!
Lene