Copyright for tekst og billeder: Anne Friis.
Anne har skrevet dette spændende og interessante indlæg til bloggen. Det glæder mig meget og jeg er sikker på, at det er guf for mange af læserne. Lige som Anne, er vi mange der savner Lise rigtigt meget.
Tak Anne, det er altid en fornøjelse, at bringe dine indlæg.
Lene
Af og til kan man være heldig lige at finde en ting, som man ikke vidste fandtes herhjemme.
Det sker ikke ret tit, de fleste af mine ældre og spændende påklædningsdukker, kommer fra udlandet, eller er produceret i udlandet, for det meste Tyskland, som havde en enorm produktion. Jeg har nu fundet dem i en tysk bog, samt lige set en af dem på en stor pragtfuld auktion hos Fraser’s i USA fra den 21 marts. Denne auktion havde kun PD’er i store mængder. Der var dog også lidt kort imellem, samt glansbilleder og børnebøger.’
Det drejer sig om mine tvillinger fra ca. 1850-60, ifølge den meget dejlige bog fra Elke Gottschalk som hedder Papier – Antiquitäten, Luxuspapiere von 1820-1920. En af mine venner, som havde lånt mit eksemplar, blev så begejstret, at hun købte sin over nettet, så den er altså ikke udsolgt.
Tvillingerne består af en dreng og en pige, 13cm høje, og fint meget svagt koloreret, selvom det er svært et se øjenfarven på pigen. Drengen har blå øjne helt sikkert, men pigen er svær at afgøre. Måske grønne. Deres tøj, samt de pragtposer, de hver har en af, desuden et dåbskostume samt et slør, der hører med. Jeg er dog gået ud fra, at det blå må være drengens og det røde pigens. Lige til at begynde med lavede jeg fejl i hvad der hører sammen, men efterhånden blev jeg dygtigere. Drengens kostumer er mere storslåede end pigens, det skal man jo lige vænne sig til. Men pigens kjole samt strømper er mere koloreret end drengens ting. Jeg troede de delte dåbskjolen, men på den, der lige er solgt i USA, havde hun sin egen dåbskjole med et rødt bånd over, så jeg mangler altså min. Det havde jeg ikke set, så jeg skulle have købt hende.
De har begge en pragtpose. Denne blev brugt til at bære barnet frem for forældrene i, af deres barnepiger. De kan minde lidt om en kørepose, men meget mere pyntet med sløjfer og bånd. Begge har et par sokker, en kyse til hver, lyseblåt eller rødt bånd i. Det ene svøb har ligeledes en kyse med blåt bånd. Så mit par er utrolig mere komplet end den ene, som blev solgt for 50$ + det løse. Desuden er min uden diverse pletter og helt perfekt, drengen er lidt medtaget ved halsen. Begge børnene har arme der går ud fra kroppen når de ses i kostumer, og ligeledes er armene i forskellige stillinger. På selve dukken er de tæt på kroppen. Det ville være fantastisk at vide hvor meget tøj, de kunne have haft. Desuden kan de være forskelligt malet, så dette også gør dem meget forskellige. Jeg har ikke fundet dem i andre bøger. Men jeg er sikker på de findes rundt omkring på de store tyske museer, hvor de næsten aldrig udstiller deres PD’er. Jeg blev ret skuffet over at se, hvor lidt der var udstillet, da jeg var i Tyskland for adskillige år siden.
Babyer var ikke populære på det tidspunkt, de udkom, de er i bogen dateret til 1860, men kan sagtens være tidligere. Jeg tror faktisk de er nogle af de tidligst viste babyer. Man kan jo selvfølgelig ikke kalde dem decideret babyer, da de jo kan stå op og sikkert gå. Jeg betragter dem som værende mellem 1-2 år, da de desuden ikke har tydelig baby fedt rundt om på kroppen må de være lidt ældre. Næsten alle de tidlige PD’er, som er forkortelsen for det lange danske ord, er fra en amerikansk samling fra Dee Robinson fra Californien. Hun må have haft den mest pragtfulde samling, med alt hvad man kunne drømme om, hendes ting bliver vist i mange af de kataloger og bøger, der findes med PD’er. Babyer bliver først rigtig populære omkring 1920’erne, hvor de i 1950 oversvømmer markedet komplet. Jeg har aldrig været til babyer, men de tyske er bedårende og meget nede på jorden uden for megen pynt og slet ingen legetøj.
Jeg tænker tit på Lise Clasen, kors hvor jeg savner hende, vi skrev meget sammen og det var faktisk hende, der skulle have haft denne skønne påklædningsdukke, skønt der var to. Men da hun blev syg, glemte hun den og så købte jeg den senere, jeg synes bare lige I skulle vide det.
Knus fra Anne Friis