Angelika Salzwedel har sendt dette smukke, ca 100 år gamle nytårskort, med ønsket om et godt Nytår, med sundhed til alle og fred på jorden.
Angelika skriver om kortet:, to engle, en ringer med fredens klokke og den anden bringer lys ind i mørket, sammen med stjernene.
Angelika bad mig også om, hvis jeg havde et dansk nytårskort, der passede med hendes kort, at bringe det med. Jeg fandt dette smukke kort med fredsduen, fra 1918 hvor 1. Verdenskrig sluttede.
Og med det sender jeg håbet om, at 2024 må blive året med mere empati, næstekærlighed og respekt for hinanden og fred på vores smukke jord.
Tak Angelika for din hilsen og godt Nytår til dig og dine.
Jeg har desværre ikke bragt nogle indlæg på bloggen i december. Influenza og et dødsfald har taget energi og overskud. Men alligevel vil jeg ønske alle bloggens læsere, både her i Danmark og i de utallige mange lande, der hver dag er inde og læse på bloggen, en rigtig Glædelig Jul og et godt Nytår. Det er så fantastisk, mange tak for det.
Sigi Ulbrich har igen været så sød, at sende et indlæg til bloggen. Denne gang om firmaet Sevi. Det er interessant læsning og jeg håber I vil nyde det og måske, har I selv noget fra denne producent.
En stor tak til Sigi, for endnu engang, at udvide vores viden.
Lene
Udgivet d. 29. november 2023.
Jeg indrømmer det, jeg har fået en ny stor (lille) kærlighed. To små italienere. Nej, ikke dem, Conny Froboess sang om i 1962. Mine er – formentlig – fra 70’erne og lavet i træ.
Jeg vil vædde på, at de fleste af jer, kære læsere, har et eller flere, af disse redskaber i jeres dukkehuse og har spurgt jer selv, hvem der har lavet denne smukke vase, den store kande, den smukke petroleumslampe (osv.). Jeg har vidst det i nogen tid og vil gerne dele min nye viden med jer.
Der er nogle af disse miniaturer, i køkkenet i mit samleobjekt DelPrado dukkehuset, og jeg har ikke været i stand til, at identificere dem endnu. Men nu kan jeg.
I sommeren 2023 købte jeg dette lille møbelsæt, fra et stort online auktionshus. Bordhøjde ca 2,5 cm – komfur og skabshøjde ca 5 cm, bænk- og stolehøjde ca 2,5 cm. Jeg har et hjerte for simple bondehusmøbler og jeg havde også et lille ubrugt og – helt ærligt – uelsket hus. Jeg købte dette sæt og var tilfreds med prisen. Sættet var stadig pakket i den originale cellofanpose.
En test gjorde det klart: Det lille hus var velegnet som køkken. Men bænken var for lang til mig, og jeg ville gerne have to stole. Så jeg tog modigt saven og voila – jeg havde to stole og en kortere bænk. Jeg malede de afsavede ender, med en matchende blå akrylmaling.
For at bringe lidt varm stemning ind i det lille køkken, hæklede jeg en rød løber. Når jeg strammer det op, sætter jeg mine tæpper på sofaens armlæn – til min mands store fortrydelse. Men det lykkes altid der.
Jeg syntes, at ovn- og skabslågerne var lidt for enkle. Så jeg borede små huller med nåleboret og satte farverige stifter ind i dem, som dørhåndtag. Det var ikke let at finde passende miniaturer i denne størrelse (så småt). Men der var et par stykker, i mine kasser. Med den forkortede bænk og den anden stol ser alt rigtig flot ud. Jeg ved endnu ikke, hvem der skal bo i dette hus, Men det er der stadig tid til. at finde ud af.
Alt var som jeg ville have det, indtil jeg en dag opdagede dette lille hus.
Huset er smukt og dets faciliteter er simpelthen fantastiske. Jeg tror nok, det er børnelegetøj. Men var mine andre huse ikke også engang, tænkt sådan?
Gardinstoffet og sengetøjet, mindede mig om mit lille Sevi-værelse. Ligeledes de trykte møbler. Det afgørende for mig var dog, at alle møblerne har et lille hul i bunden. Som om de blev “siddet” et sted under tørreprocessen. Uden tvivl, er mit lille hus, et Sevi-hus.
Så jeg undersøgte Sevi, og der var den ene overraskelse efter den anden.
SEVI blev grundlagt i 1831. De lavede trælegetøj i Sankt Ulrich. Dette er i Val Gardena, i Sydtyrol. Det forklarer selvfølgelig meget. Val Gardena er kendt for sine smukke træudskæringer. Deres træskærerkunst har meget mere at byde på, end de verdensberømte kryppefigurer. Det svarer så at sig til, det tyske Erzgebirge – det siger jeg uden sammenligning. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvem der egentlig grundlagde virksomheden og hvornår. Heller ikke hvornår og hvorfor en fusion med “Trudi” skete. Virksomhedens hovedkvarter er nu i Tarcento (Italien).
Der er en lille YouTube-optagelse på hjemmesiden. www.trudi.com/de/geschichte-sevi Der kan du se et par gamle billeder og arbejdet på de nyere ting. Men det er heller ikke rigtig meningsfuldt. Bortset fra, at jeg nu mener, at de to små trædukker, der flyttede ind i to af mine dukkehuse, som legedukker for de egentlige beboere (Hitty-Rose og Barbel-Hitty) måske også er fra Sevi-huset.
Jeg har stadig ikke et katalog fra firmaet, men den farverigt trykte legetøjsemballage siger meget om deres produkter.
Jeg er helt overbevist om, at mange miniaturer, der er erklæret som “Erzegebirge”, har sin oprindelse i Val Gardena eller Italien. Jeg vil heller ikke fritage mig selv, for at mene det.
Jeg købte mit foldehus med dette udstyr – og jeg lader det være på denne måde. Jeg kan især godt lide gulvvasen (yderst til venstre) og Chianti-flasken (yderst til højre). Men de andre miniaturer er også imponerende. Under min research stødte jeg på et andet foldehus, med et klædeskab og et træbarn i sengen. På den anden side hænger en hylde på væggen og fire stole står, rundt om et rektangulært bord. Desværre kunne jeg ikke få nogen gratis billeder af dette hus.
Jeg var så meget desto mere glad for, at læseren, fru Manuela Schmitt, leverede et foto af sit hus til denne artikel. Det lille to-etagers hus er særligt charmerende. Men jeg opdagede endnu mere. En slagterbutik. Over to etager. Der hænger skinker på væggen og en kødhakker på arbejdsbordet. Der hænger også en “pølsekæde” fra loftet. Væggene er “flisebelagt”. Jeg kunne ikke se, om det var malet, trykt eller tapetseret. Slagtermesteren og hans lærling – i hvidt (lakeret) arbejdstøj – mangler heller ikke. Desværre fik jeg ingen gratis billeder. Der er små åbne spisekammerhylder, køkkenskabe med redskaber eller køkkenkomfurer i træ fyldt med “potter og pander”. Men udnyt bare de lange aftener, som sæsonen bringer, og se efter Sevi i de store online auktionshuse. Jeg tror, I vil opdage en masse ting, som I ikke har kunnet placere før.
Jeg håber, I nyder jeres gåtur gennem il piccolo mondo italiano.
Sigi Ulbrich
Tak Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet
For nogle år siden var det meget populært, at lave sine egne porcelænsdukker og der var kurser mange steder. Det er heldigvis ikke helt forsvundet. I Dukkebutikken hos Majbrit Muzs, er der stadigvæk gang i de smukke reproduktioner, af skønne dukker og Majbrit er dygtig, flere priser har hun og hendes kursister erhvervet sig i tidens løb., på forskellige konkurrencer, bl.a i England. Jeg har fået lov til at bringe Majbrits beretning fra den, netop overståede dukkekonkurrence i England. Et stort tillykke til både Lene og Majbrit for de fine præmier og en stor tak, for at må bringe dette indlæg.
Lene
Copyright for tekst og billeder: Majbrit Muzs
I begyndelsen af september måned var der dukkefestival i London. To store dukkeforeninger, Doll Artisan Guild (DAG) fra USA og Global Doll Society (GDS) fra England, har i mange år holdt fælles arrangementer med konkurrencer, workshops, messe og gallamiddag. Det var også tilfældet i år, hvor arrangementet blev afholdt på The Clarendon Hotel i Blackheath nær Greenwich i det østlige London. Lene Larsen og jeg deltog i dukkefestivalen, Lene som deltager i konkurrencen og jeg som dommer. Vi er begge medlemmer af DAG, hvor man som dukkemager kan deltage i konkurrencer og opnå titler som f.eks. Master of Dollmaking. Lene har opnået titlen Grand Master of Dollmaking , og hun er den mest vindende dukkekunstner i Danmark. Hun har 5 præmier for verdens bedste antikke dukkereproduktioner og hun har også fået et utal af rosetter. Rosette får man for den bedste dukke i den kategori, som dukken hører til.
(Også en anden af vores danske dukkemagere, Lillian Elskær, har tidligere vundet både top-præmier og rosetter i DAG´s konkurrencer). Vi havde nogle dejlige dage i selskab med dukkekunstnere og venner fra mange lande som Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Holland, Sydafrika, England, USA, Ukraine. Der var rigtig mange dukker i forskellige kategorier, som I kan se på billederne. Også bamser og mere kunstner-agtige figurer kunne deltage. Lørdag aften var der gallamiddag, og spændingen skulle udløses: hvem havde vundet konkurrencen? De dukkemagere, som havde indleveret de bedste dukker, blev kaldt op til podiet og hyldet. Og Lene Larsen imponerede: hun vandt 2 rosetter, og hun fik det fine blå bånd på alle de 3 dukker, hun havde med i år.
Jeg selv havde et par dukker med til England til udstilling, de skulle ikke bedømmes. Jeg havde også afleveret dukker til DAG´s bestyrelse i USA til bedømmelse, for som dommer må man ikke deltage i konkurrencen. Bestyrelsen skulle bedømme, om mine kurser og mine dukker var gode nok til, at jeg kunne udnævnes til Dobbelt Grand Master – jeg har en Grand Master titel i at lave antikke dukker, men ville gerne også have en Grand Master i at lave moderne dukker. Med Dobbelt Grand Master kan man gå videre til det næste trin: Triple Crown of Dollmaking. Og det bestod jeg også Endnu en hyggelig tur til dukkefestival i England var slut.
Da jeg ikke kan bringe alle billederne her, så kig ind på dukkebutikken.dk, og se flere af de smukke dukker.
Det kan jo ikke skjules, at den søde juletid nærmer sig med hastige skridt. Og i den anledning, udstiller Angelika Salzwedel igen, nogle fine ting fra sin store samling. En stor tak til Angelika, for at dele med os og skulle man være i nærheden af Itzehoe i perioden, er det jo oplagt, at besøge udstillingen.
Julekalender fra 1950,erne.
Der vil være en førjulestemning, fra 3. november til 28. november 2023 i Itzehoe Bibliotek. Samleren Angelika Salzwedel, Itzehoe, viser de tidligste julekalendere kalendere, fra 1920 til i dag. Når vi i dag tænker på “julekalendere”, tænker de fleste nok først på julekalendere fyldt med chokolade eller gaver.
Julekalenderen for børn, har altid været et tegn på den forestående jul. Denne skik har været praktiseret i familier her nord, i over 100 år og spredte sig herfra til det sydlige Tyskland og Norden. På denne udstilling viser samleren julekalendere fra 1920’erne og op til i dag. Så hvert årti er repræsenteret, og du kan bruge disse julekalendere til ikke kun, at se den skiftende tidsånd, men også julekalendernes skiftende formater. Det begynder med den velkendte kalender “Christkindleins Haus” og “Adventshuset” af Dora Baum fra 1920’erne. Herefter følger eksempler fra 30’erne og 40’erne. Den ældre generation husker med glæde glimmerkalenderene fra 1950’erne med englemotiver. Hårdtarbejdende engle hjælper julemanden med at pakke gaver ind. Stigen til himlen, det sprøde hus, julemanden på sin slæde og andre dejlige motiver forkorter ventetiden. Du kan beundre mange af disse ældre kalendere i udstillingen og huske gamle tider.
Julekalender fra 1930,erne – 1940,erne, med teksten “Fred på Jord”.Julekalender fra 1920,erne illustreret af Dora Baum. Titlen er “Adventshuset” og kalenderen starter først d. 6. december.
Også fra 1930,erne og den starter også først d. 6. december.
Denne er fra 1930,erne.
Julekalender med Himmelstigen er fra 1950,erne.
Og endnu en fra 1950,erne.
I 1960’erne var der plader med julesange og den tilhørende julekalender på coveret. I 70’erne var Mickey Mouse og andre julefigurer tilgængelige som adventskalendere. I 80’erne var der betænkningstid og dermed “broderede adventskalendere” med små ringe til at hænge overraskelserne i.
Mickey Mouse julekalender fra 1970,erne er også dansk og er med i udstillingen.
Dansk julekalender fra 1970,erne eller1980,erne
Et par danske julekalendere mere. Også fra 1970,erne eller 1980,erne.
Denne julekalender er også dansk og fra 1980,erne.
Julekalender fra 2000 eller 2010.
Kristne julekalendere eksisterede også meget tidligt og i dag er de en populær gave til voksne. Disse kalendere giver forslag til mere tid og refleksion i adventstiden. Siden det nye årtusinde, er der kommet et stigende antal genoptryk af historiske adventskalendere, men også kalendere med bamser, musefamilier eller muldvarpe. I år opdagede samleren, smukke papirudskårne kalendere, med klassiske motiver på pastelbaggrund.
Lad dig overraske af en kærlig og velarrangeret før julesudstilling. Åbent: Man, Tir, Tor og Fre fra 10.00 til 18.00, Lør fra 10.00 til 13.00, lukket onsdag og søndag.
Stadtbibliothek Itzehoe, Hinter dem Kloster´hof 31, 25523 Itzehoe.
Jeg vil gerne takke Lene mange gange for oversættelsen og offentliggørelsen på bloggen og håber at alle læsere nyder de flotte billeder og ønsker Lene og alle læsere en god og hyggelig juletid..
Copyright for tekst og billeder, hvor intet andet står: Lene Byfoged.
Jeg manglede et tæppe, til en af stuerne i det dukkehus, som jeg er i færd med at indrette og syntes et kludetæppe ville være fint der til.
Det første kludetæppe jeg syede, farverne er så smukke, syntes jeg.
Jeg har før broderet et par kludetæpper, så det ville jeg gøre igen. Så jeg fandt nogle stofrester fra tidligere broderiprojekter og købte broderegarn. Åh, hvilken fryd da jeg så alle de nye spændende broderegarner i forskellige farvesammensætninger. Det var svært at vælge, men valgte i første omgang garn til et enkelt tæppe. Det blev så fint og jeg måtte lave nogle flere i andre farvesammensætninger.
På billederne nedenunder, er de kludetæpper jeg efterfølgende lavede.
Jeg har fundet et billede på nettet, hvor alle farvesammemsætningerne er samlet. Det er så svært at vælge, de er alle smukke hver for sig.
Alle farverne. Billedet er fundet på nettet.
Det er ret nemt, at lave et kludetæppe. En rest Aida eller andet stof, der er nemt at brodere på, i den størrelse tæppet skal have, samt ca 1 cm kant på alle 4 sider. Et dukke broderegarn og et stykke strygevliseline.
Så er det bare at brodere derudaf. Når det er færdigt, presses de lange sider ind og stryges. Derefter stryges et stykke strygevliseline, der passer i størrelsen på.
Derefter klippes de inderste hjørner af.
Med en nål trækkes tråde ud, så der dannes frynser. Vliselinen holder på frynserne, så de ikke går mere op.
Her ligger kludetæppet på sin plads og det passer så fint.
God fornøjelse til dem, der har fået lyst til, at brodere et eller flere kludetæpper.
Som man kan læse i indlægget At stykke en dukke sammen, havde jeg et china hoved i overskud og jeg fik lyst til at lave en dukke i fanødragt. Den har været nogle år undervejs. Både fordi andre projekter kom i vejen, men også fordi, det har været lidt svært, at finde de rigtig ting til dragten.
Som det ses, ikke det perfekte hoved til en fanøpige, men sød er hun.
Jeg fik købt glaserede arme og ben, syet en krop og brugt det hoved, jeg havde købt i USA. Hovedet er fra det tyske firma Dressel, Kister & Co.
i dag kan man jo finde alt, hvad man skal bruge af oplysninger på nettet og hjemmesiden www.mitfanoe.dk, var til en stor hjælp. Her fandt jeg alle de oplysninger jeg havde brug for til, at komme i gang med dragten.
Et gammelt postkort fra Fanø.
Da jeg gerne ville have dragten så tæt på den oprindelige, som muligt, fik jeg en ravsliber i Nordjylland, til at lave 12 fine ravknapper på 0,5 cm i omkreds. De er simpelthen så smukke. Tørklæderne havde jeg problemer med, det var svært, at finde det rigtige stof. Men efter lang tids research, fandt jeg en pakke med tolv herrelommetørklæder i fire forskellige farvesammensætninger i en pakke via Ebay.de, hos en konfektionsfabrik i Skotland.
Det inderste skørt.
Det yderste skørt er grønt.
Det smukke bæltespænde, er to antikke sølvknapper, der er lavet til en broche. Den fandt jeg på Facebook. Strømperne er syet af et par sorte Sloggitrusser, stof og bånd er købt eller var noget, jeg havde liggende. Så nu mangler jeg blot at finde, et par træsko jeg kan male sorte og sætte et “sølvspænde” på.
Bæltespændet ses her.
De smukke ravknapper fra ravsliberen i Nordjylland.
Så jeg kom vidt omkring i mine søgninger, for at få dragten så original, som muligt. Men det er altid spændende at reaserche og man bliver altid lidt klogere.
Jeg er ikke tilfreds med tørklædet, men jeg var ikke opmærksom på, at det ikke var så smart, at vælge et hoved, med så fyldig en frisure. Jeg har heldigvis en anden antik chinadukke i fanødragt, med fyldig frisure og her sidder tørklædet heller ikke perfekt, så det trøster jeg mig med.
Den anden fanødukke med fyldigt hår.
Jeg håber I syntes min fanødukke trods alt, er blevet rimelig fin.
Billeder: Fundet på internettet og museets hjemmeside.
Jeg faldt over Elli Riehls skønne dukker på Pinterest og jeg håber I også syntes, at de er dejlige. Så helt egne og karakteristiske. God fornøjelse!
Lene
Elli Riehl.
Den 19. december 1902 modtog Urgan-familien fra Villach, en gave fra Christkindl: Elli Riehl blev født. Elli forbandt altid sin barndom med sommer og sol. Hun tager på mange vandreture og er ude i naturen med sin elskede hund. I skolen opdagede hun sin passion for dukker. Men i 1914 begyndte krigen og dermed afsavnet. Elli går i Bürgerschule; Derefter går hun på den toårige handelsskole.
I 1931 giftede hun sig med jernbaneembedsmanden Otto Riehl. Ægteskabet forbliver barnløst. I 1932 mister Elli sine forældres hus, fordi hendes forældres tømrervirksomhed går konkurs. På et tidspunkt i løbet af denne tid blev hendes første dukke lavet og derfra gik succesen i gang. Hobbyen bliver et erhverv, og hun bliver mere og mere fascineret af dukkefremstilling.
I 1945 følger det næste skæbneslag – hendes mand dør. Elli forlader Villach og vælger stilheden i landdistrikternes afsondrethed. Samme år kommer hendes fremtidige partner Dr. Rudolf Kraus ind i hendes liv.
De første karakterdukker skabes og i efteråret 1950 flyttede Elli Riehl ind hos Berger-familien Printschler i Winklern. I 1969 modtog kunstneren, en blomsterhave bag gården, hvor hun kunne hvile og slappe af fra arbejdet.
Elli Riehl fra Villach havde et særligt talent: Med bare lidt tråd, vat, stof og maling lavede hun dukker, der får folk til at smile og undre sig med deres varme karisma. I over 40 år har Elli Riehl lavet utallige forskellige dukker – kvinder og mænd, piger og drenge, engle og eventyrlige væsner.
I 1972 døde hendes partner også, og ideen om en dukkeudstilling begyndte at modnes. I 1973 oprettede Elli et lille dukkemuseum i sin lejlighed. I 1974/75 blev den anden bryllupsprocession i Kärnten, bestående af omkring 130 figurer, oprettet. Det kan beundres i museet (den første bryllupsprocession betragtes desværre som tabt).
I 1975 fandt talrige vandreudstillinger sted i hele Kärnten. I 1976 donerede dukkekunstneren et krybbespil til kirken i Treffen nær Villach. Det var her, hun udødeliggjorde sig selv.
Den 8. september 1977 lagde Elli Riehl nål og tråd til side for evigt. Hendes æresgrav er nu placeret ved indgangen til kirken St. Maximilian i købstaden Treffen.
I 2017 blev dukkerne katalogiseret. Projektet blev ledet af Dr. Petra Streng, der som folklorist og etnolog siger om samlingen “Den rige fond af små og store dukker, der altid er indlejret i en kulturhistorisk kontekst, forstår at inspirere. Og dette af meget enkle grunde: fremragende produktion med stor sans for detaljer, omhyggelig præsentation uden – distraherende – tekniske dikkedarer og sidst men ikke mindst, holistiske arrangementer, der sætter et monument til den regionale livsstil. Disse egenskaber udgør den særlige betydning af denne samling, som ved, hvordan man kombinerer kvantitet med kvalitet. Det er her (folke)kunst møder folklore. Fordi skildringerne også er afspejlinger af hverdags- og festkultur, af personligheder – historier fortælles billedligt, så aha-oplevelser er garanteret. Elli Riehls dukker har en særlig betydning for regionen: De skaber identitet og vidner om tidligere og nuværende livskulturer.”
I 1973 begyndte Elli Riehl at oprette et museum i sin lejlighed i Berger-familiens hus for at vise sine dukkebørn. Selv efter hendes død i 1977 fortsatte interessen for hendes livsværk, og det lille museum blev generøst genopbygget af Berger-familien i 1990 og 1999. I dag er det en moderne oplevelsesverden på to niveauer. Ud over de kærligt arrangerede 700 dukker, der bringer besøgende tættere på landdistrikterne i regionen, fortæller en del af udstillingen Elli Riehls fascinerende livshistorie og viser hendes værktøjer, som hun arbejdede med.
Omkring 700 dukker er udstillet på museet. Elli Riehl lagde selv grundstenene til museet i de sidste år af sit liv, og i denne periode designede hun sine dukker hovedsageligt til udstillingen. Det var Ellis’ ønske, at familien Berger ville fortsætte med at drive museet.
Desværre er museet lukket på nuværende tidspunkt og om det åbnes igen er uvist.
Endnu engang har Sigi Ulbrich været kreativt. Så småt og så fint. Stor tak til dig Sigi, for at dele og inspirere.
Jeg gik ind på linket til Volker Arnold, og kan kun anbefale et besøg derinde.
Lene
Udgivet d. 13. september 2023.
Hvor mange gange om dagen spørger vi (selv): ”Hvad er klokken?” Som i det virkelige liv sker det også i vores dukkehuse. Dukkehusbeboerne har også brug for et ur til en fast daglig rutine. I næsten alle mine værelser og huse hænger og står der ure – nogle har endda et rigtigt urværk – men for det meste er viserne kun malet.
Foto: Volker Arnold.
Under min sidste læsning af tilbuddene fra Volker Arnold-Holzkunst – du ved, næste jul kommer helt sikkert – stødte jeg på et helt specielt ur – og det vil jeg gerne præsentere for dig her.
Dette er et byggesæt. Du køber et for laseret tyndt stykke træ og bruger det til at bygge …
… et kaffekandeur.
De små dele var nemme at fjerne. Inden jeg brugte limen, satte jeg først de små dele sammen. Så jeg fik en fornemmelse for “bygningen”.
Alt gik let og det passede præcist sammen. Jeg havde i starten problemer med Perpendikel-bestikket. Men kun indtil jeg indså, at jeg forsøgte at lægge de små stykker på hovedet i den udpegede åbning. Roterede det én gang, og så var det ikke noget problem.
Inden jeg satte urskiven og viserne på, malede jeg uret. Ved hjælp af klempincet (min mand skal bruge disse til lodning, de kaldes også nogle gange loddepincet) gik malingen rigtig godt. Jeg brugte akrylmaling. Det er nemt at bruge, tørrer hurtigt og hæfter bedre til det meget glatte, laserede træ. Efter at malingen var ordentlig tør, voksede jeg de malede områder. Der findes specielle voks, men en simpel (billig) gulvvoks er godt nok for mig.
Jeg “forgyldte” Perpendikel-bestikket, men efterlod urskiven og viserne i naturligt træ. Det overskydende bestik finder sin plads i den lille urkasse, som er åben i toppen. Først fjernede jeg ikke bestikket fra tallerkenen på mit ur. Uret har endnu ikke fundet sin endelige plads, og jeg er bange for, at jeg mister de små enkeltdele.
Ja, jeg er meget begejstret for mit ur, jeg har endda bestilt et mere, fordi jeg også mangler et rødt ur. Hvis du, kære læser, nu siger, ja, uret er smukt, men lidt stort, så kig nærmere. De fås også i meget, meget små. Når du pakker dit “kit” ud, skal du bare passe på ikke at miste den lille guldtråd. Min faldt af, og jeg lå på knæ i timevis, før jeg fandt den.
Med det lille ur kan man udmærket se, hvad producenten har tænkt sig med det overskydende bestik.
Jeg tror, at miniaturister generelt har meget fantasi, men jeg hængte stadig uret i en Kuhn stue fra 1930’erne. Det passer ikke helt til stilen eller farven – men ser det alligevel ikke godt ud? Bare til størrelsessammenligning – dukken er en 12 cm Edi dukke.
For at få alt i orden, hængte jeg også det lille ur op. Dette køkken er fra en ukendt producent. Jeg arbejder pt på det. Derfor er der endnu ikke flyttet dukker ind. Dog vil der komme omkring 5 cm høje dukker i det.
Foto: Volker Arnold.
For Volker Arnold handler det altid om lille, mindre, mindst. Han tilbyder dukkehuse i mange skalaer. Hans mindste er i M 1:144, og der er endda et dukkehus indbygget i et kaffekandeur.
Er du interesseret i miniaturer i miniaturerummene, så hvorfor ikke besøge Volker Arnold i Dresden – eller virtuelt på www.va-holzkunst.de Og ikke kun ved juletid.
Åh ja spurgte jeg ham, og han leverer også til Danmark, til fornuftige fragtpriser.
Jeg håber, du vil nyde, at gå gennem den lille verden.
Tak Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet.
I min skønne fødselsdagspakke fra Sigi, fik jeg blande andre dejlige ting, også et ur som samlesæt. Jeg gik længe og kiggede på det, det virkede lidt svært og uoverskueligt. Jeg spekulerede over, hvordan jeg skulle gribe det an, da jeg ikke er så god til at male. Servietdecoupage blev min redning. Jeg har lavet så meget af dette, så det var pludselig det rigtige valg. Herunder ses resultatet af min og min mands arbejde. Min mand samlede, jeg malede og lavede decoupage.
Jeg kan kun anbefale, at gå ind på linket og se alle de fantastiske ting, man kan lave. Jeg skal da bestemt, have noget mere til mine dukkehuse.
