(Dukker af filt/stof — en konkurrent de mere kendte LENCI-dukker
Mærke: Les Poupées Raynal – 1922-1980)
Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©
Ranal-dukker er internationalt kendt på grund af deres kunstneriske udførelse, og selvfølgelig er det let at se, at disse dukker helt fra begyndelsen har været inspireret af Elena König Scavinis egne Lenci-dukker, ”flagskib” for italienske dukker..
Desuden havde man hentet inspiration fra Margarethe Steiffs filtdukker. Steiff-dukkerne blev fremstillet allerede i 1905 som tegneseriefigurer – bl.a. Knold og Tot, Kaptajn Vom osv. (på tysk bl.a. kendt som Max & Moritz). ”(Der vil senere komme artikler om bl.a. hhv. Steiffs og Lencis stof/filtdukker).
I 1922 grundlage Edourard Raynal i Paris ”La société Raynal”, og startede med at fremstille dukker. Som konkurrent til Steiff og Lenci startede han med klassiske filtdukker, og de første siges at være af meget ringe kvalitet. Da man også ville konkurrere med figurer fra kendte tegneserier (Steiff havde dengang haft stor succes med Knold og Tot etc.), fremstillede man en dejlig Becassine-dukke. Becassine er en kendt tegneseriefigur, en bondepige fra Bretagne, som allerede i 1905 var med i børnebladet: ”La Semaine de Suzette, jeg ved egentlig ikke, hvor kendt hun er i Danmark, men hun optræder ofte i artikler om franske dukker. Der findes desuden en serie børnebøger med hende, og hun kendes ligeledes fra film og plader. I begyndelsen af 1980erne kom en kendt fransk, iørefaldende sang: ”Becassine, er min kusine” — sunget af Chantal Goya, der dansede med en kæmpestor Becassine-dukke, og alle børn i Luxembourg og Frankrig sang med på melodien – blot et informativt sidespring. Udsendelsen af Raynals Becassine-dukke gjorde figuren endnu mere kendt. Senere kom en Raynal-drengedukke klædt i egnsdragt fra Gascogne.
Efterhånden kom Raynal-dukkerne i bedre og bedre kvalitet, de var stadig af filt, men kunne med hoved af celluloid. Hænderne var i starten af ”vantetypen”, men kom senere med adskilte fingre. De kiggede gerne til siden, og havde en rød prik i øjenkrogen ind mod næsen, desuden kunne de have meget brede øjenbryn. Deres tøj var i overordentlig smuk og detaljeret udførelse.
Andre karakteristiske kendetegn for Raynaldukkerne er:
- Sømmen på hovedet er håndsyet og ligner den på Lencidukkerne
- Bagsiden af kroppen er maskinsyet
- Ansigtet er en silkemaske
- Usædvanligt brede øjenbryn enten buede eller let opadgående
- Læber i to nuancer uden lysvirkninger
- Stiliserede vantefingre med særskilt tommeltot
- Søm foran på benene
Men der findes selvfølgelig altid en masse varianter. Pigen th er 46 cm høj med smukt malet ansigt på silkemaske, oliemalet med blå øjenskygge under øjnene, brune øjne, malede vipper foroven, (ydre øjenkroge) – usædvanligt svungne øjenbryn, læber i 2 nuancer, kroppen er af pink bomuld. ca. 1925-1930.!
Firmaet Raynal voksede, og i 1930 fik Edouard Raynal patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale, hovederne fremstilledes nu enten i stof eller i modelleret/formet filt. (Og stadig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker)!
Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man en Bébé-model i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne tydeligvis var inspireret af dukkerne i modelleret/formet filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med Rhodoïd, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt”!
I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (magisk hud) en slags syntetisk gummi” som imiterede hud og blev anvendt til fremstillingen af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og blev hurtigt erstattet med hård plastic. Parallelt fremstilledes kroppe i blødere plastic og fra 1957 med hoveder i Plastisol. Dukkerne af Rhodoïd forsvandt imidlertid først i 1963.
I 1957 omdannedes firmaet til SARL BLINDA, og fra 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.
I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsatte med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Miro-Mecano, og man udviklede ikke længere mærket Raynal. Raynaldukkerne var stadig meget elegant klædt og ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal. Det kan man da kun kalde en omtumlet tilværelse!
Dukkerne blev betragtet som luksus dukker og var almindeligvis dyrere end konkurrentens dukker. De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man simpelthen eje en Raynal-dukke.
For 11 år siden var der for øvrigt en stor udstilling af Raynal-dukker på Musée de la Poupée i Paris, hvor man viste et stort og alsidigt udvalg af disse smukke dukker.
God læselyst og efterårshilsner fra Syddanmark !
Lise Clasen Research ©