En helt speciel påklædningsdukke
Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©
I år skal barnebarn Mynte på 10½ år på International spejderlejr, der i år finder sted i nærheden af Sønderborg. Vi kom til at snakke om uniformer og udstyr, og jeg viste Mynte denne spejderpåklædningsdukke fra begyndelsen af halvtredserne, hun har 44 forskellige uniformer med tilhørende hovedbeklædning og små flag fra de forskellige nationer. Mynte grinede lidt, da hun så, at spejderne dengang gik i kjoler.
Pigen er ca. 23 cm høj og hun og ståfoden er af tykt karton, mens tøjet er af papir. På venstre strop/tap foroven står landets navn og på højre står glosen for spejder for den pågældende nation. Jeg troede, at hun var dansk eller nordisk på grund af det lyse hår, men det viser sig, at hun er fra USA.
Ved en rundspørge fik jeg et tip af Kis Eg, der henviste til Mary Youngs: ”A collector’s Guide to Paper Dolls, Second Series, 1984, DB Collector Books (Schroeder Publishing Co., Inc., ISBN 0-89145-245-1, hvor dukkerne er gengivet i sort/hvid). Heldigvis har jeg den pågældende bog i mit fagbibliotek, det er den med det blå omslag og billeder, som jeg normalt kalder ”Den Blå!”
Udgiveren hedder The DeJournette Mfg. Company, og navnet stammer fra designeren Alma De Journette. Forlaget opstod i 1946, men blev i 1962 solgt til Merry Manufacturing Company of Cincinnati. – et alsidigt forlag, der udgav påklædningsdukker med ”ægte” hår, nogle med vaskbart tøj og lukkeøjne etc.— Et sidespring – men fra bogen et par gengivelser fra ”Den Blå”, idet spejderpigen også fandtes i mere eksotisk udgave, f.eks. Som neger, japaner og andre (Kis fortæller, at hun købte sit eksemplar i spejderdepotet i Korinth).
Firmaet havde også andre spejderdukker, dog mest ”Brownies” (de små spejdere svarende til datidens danske ”Blåmejser”l!
Firmaet blev som nævnt i 1962 solgt til the Merry Facturing Company, som designede påklædningsdukker som legesæt, bl.a. Baby Merry og Brenda Lee.
De 44 forskellige uniformer, min dukke har, er alle til spejdere, dvs. ikke til de små Brownies, de er fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island— Storbritannien, Irland, Australien, New Zealand, USA og Canada – Holland, Belgien, Luxembourg, Frankrig, Italien og Tyskland (Dengang Vesttyskland) – Østrig, Schweiz, Lichtenstein, Spanien, Grækenland og Israel – Mexico, Argentina, Chile, Brasilien, Panama og Costa Rica – desuden Guatemala, Colombia, Cuba, Philippinerne, Japan og Haiti – Sydafrika, Korea, Egypten, Sudan og Libanon, – samt Pakistan, Indien, Ceylon og Burma. (Som I vil se, har nogle af landene skiftet navne siden udgivelse af dukkerne)!
Nu er jeg spændt på at høre fra jer, derhar en sådan dukke, og om I har uniformer til ”Brownies” og/eller spejdere fra nævnte samt andre lande.
Og ellers har I sikkert alle påklædningsdukker med spejderuniformer, i hvert fald havde mange af drengedukkerne en spejderuniform, bl.a. de gamle påklædningsdukker tegnet af Osvald Jensen.
Tiderne skifter, de forskellige spejderorganisationer: Det Danske Pigespejderkorps, Det tilsvarende Spejderkorps for drenge blev i 1973 slået sammen — KFUK og KFUM dvs. de grønne spejdere, samt mange af de andre korps så som FDF, FPF, DUI med flere er kære minder for mange, og man går ikke mere i kjoler). I sin tid var Dronning Ingrid protektor for korpsene, og for ikke at gøre forskel, bar hun en grøn nederdel og en blå spejderbluse som overdel, senere overtog prinsesse Benedikte hvervet.
Hermed et udsnit fra et nyere ark fra KFUK med Sille, der har grøn spejderbluse og grønne bukser som uniform. (dukken er et foto, hvem der har designet hendes tøj, ved jeg ikke – arket er i karton i A3-format).
(Atter et sidespring, idet min fortælling ikke skulle handle om Spejderbevægelsen og dens lang historie, men blot om min spejder-påklædningsdukke).
Nu glæder jeg mig til at høre, om nogle af jer har uniformer fra andre lande end de af mig nævnte.
GOD Læselyst !