Strassburg-Stuen – en bondestue med en historie

Endnu en gang har Sigi Ulbricht sendt mig en af sine dejlige artikler, om hendes dejlige dukkestuer.

Sigi er så kreativ og dygtig og det glæder mig hver eneste gang, jeg kan sætte en af hendes detaljerede og inspirerende artikler på bloggen.

En stor tak til Sigi!

© for tekst og billeder: GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Udgivet d. 23. marts 2022.

Husk dato.

Lad os gå tilbage til 1942. Der bor en tysk familie på 4. Far, mor, søn og en datter på 5 år, i en forstad til Strasbourg. Det er ikke en nem tid – heller ikke for børnene. Krigen rasede omkring dem, og beboerne i Alsace var ikke begejstrede for deres nye (besættende) naboer. Der lå en stor våbenindustrivirksomhed i umiddelbar nærhed og derfor, er byen ikke helt så stille og tryg, som den idylliske lille gade antyder at være. Der var ingen legekammerater til børnene.

Så fik moderen sendt en bog fra sin hjemstavn. Den er fra 1936 fra Beyer Verlag. “Gør-det-selv legetøj, lavet og savet af træ”. I den var der skabeloner, man kunne stryge direkte på træ. Der var også skabeloner til en dukkestue. Denne stue ville moderen, så gerne have, at hendes datter fik.

Om aftenen, når børnene sov, blev køkkenet lavet om til et tømrerværksted. Med
en masse kærlighed, omsorg og omhyggelighed – trods alt var faren designer af profession – han savede, limede og malede dukkestuen til sin datter
Datteren fik stuen i marts 1942 til sin fødselsdag.

Denne dukkestue blev kun sjældent brugt og derefter meget skånsomt. I forsommeren fik den lille pige fik endnu en lillebror og pasningen af ham var mere interessant for hende.

I forsommeren 1944 måtte familien flygte fra amerikanske luftangreb og franske kampvogne. Min fars firma stillede et jernbanetog til rådighed for evakueringen. Dette skulle bringe familierne og deres ejendele til Offenburg. Min mor, der havde 2 små børn at passe på, den ene i barnevogn, hund i snor og allerede gravid igen, nåede ikke toget, og flygtede på egen hånd via Freiburg til Bad Krozingen. Efter en pause tog vi videre til Sachsen-Anhalt for, at besøge min mors forældre. Der modtog de nyheden om, at toget var blevet angrebet og ødelagt af lavtflyvende fly. De få ting, der der ikke var ødelagt, var tilgængelige for de ansatte i Offenburg.
Min far kørte dertil og kunne bortset fra et testel, kun identificere dukkehuset som tilhørende os. Det blev sendt til min mor.

I Sachsen Anhalt, havde den lille pige ingen tid og intet sted til dukkehuslege. Så stuehuset forblev ned pakket. Den store kasse flyttede fra Köthen til Aschersleben i 1949 og flyttede vestpå i 1956. Overlevede yderligere tre familieflytninger dertil og fandt et midlertidigt hjem i 1992 i den yngste datters kælder. Og så i julen 2010, for at starte en ny tur, denne gang fra Westfalen til Slesvig-Holsten. Der landede det under vores juletræ.

Vi, min mand og jeg, sad godt tilpas ved juletræet og åbnede de pakker, som postbudet havde bragt ind fra julemanden, de sidste par dage. En pakke indeholdt en meget speciel overraskelse.

Min svigerinde gav mig dukkestuen til jul. Med andre ord kom “kun” møblerne med posten i starten. Hun ville ikke sende den store pakke med postvæsenet og vi ville jo komme i marts.

Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at lade møblerne stå, uden et hus så længe. Så i juledagene byggede mig en kasse af pap. Jeg fik at vide, at rummet havde en slags ramme, og jeg har altid tænkt på, at de smukke Kuhn-værelser selvfølgelig havde en blomsterdekoration

Jeg syntes min “bolig” blev meget vellykket og jeg var især tilfreds med vinduet og udsigten til Alperne – det var rigtig godt at bo der.

Da jeg modtog dukkesuen, var den helt anderledes end hvad jeg havde forventet – men jeg syntes den var så smuk og jeg omarrangerede den med det samme

En Edi-familie er flyttet ind i Strassburg -Stuen. Far, mor, datter, søn og en lille baby dreng (kan kendes på de lyseblå seler). Til baby strikkede jeg en jakke og seler af sytråd. De øvrige familiemedlemmer er klædt i deres originale stil – alpestil.

Ud over de tobenede venner, er de firbenede venner i en stue, altid særligt vigtige for mig. Et dukkehjem er alligevel ikke komplet uden hund og kat. Den lille setter, som boede der midlertidigt, har nu fundet et nyt hjem i en anden stue. Pudlen fra 1950’erne passede meget bedre, fordi familien altid havde haft en kongepuddel.

I virkeligheden, kom en kat først ind i familien, meget senere. Denne, der så pænt mener at bolden er dens, er af porcelæn og af nyere oprindelse. Det bidrager meget til den harmoniske hygge.

Møbleringen i en stue vokser med tiden. Først putter du det tilbehør i, der bare ligger i overskudskassen – bare så der “kommer liv ind i stuen”. Men lidt efter lidt bliver det, som du forestiller dig det.

Jeg blev selvfølgelig guidet af den sort/hvide illustration i bogen “Puppenstuben Puppenhäuser” af Alice og Botho Wagner
Vejledning 9321 Heyne Book 3600 fra Antiques-serien
Genoptrykt med forfatternes venlige tilladelse.

I enhver ordentlig katolsk husholdning hænger der et kors på væggen – og sådan skal det selvfølgelig 0gså være i Strassburg-Stuen.
Her i nord finder man sjældent det lille “Kors”, der altid ser så flot ud på væggen i et stuehus. Men i ny og næ, sender en veninde fra det sydlige Tyskland mig en, som hun finder på et loppemarked. Den lille Raffael-engel kommer fra en konfettipose.

Jeg kunne slet ikke vænne mig til en tornekransen. Det virker for følelsesladet på mig. Så jeg opgav den.

Jeg har tilføjet en lille bogreol fra mit lager. Jeg vil prøve at male hylden, så den matcher resten af ​​møblerne. Jeg er ikke god med en malerpensel, men jeg burde kunne gøre det.

De faste læsere af www.tortula.de, ved at jeg har en stor forkærlighed for de dejlige små ting fra Erzegebirge – store som små. Så det er bestemt ikke overraskende, at der i Strassburg-Stuen står et kaffestel i træ fra Erzgebirge på bordet. Jeg synes, det passer så fantastisk ind i dette rum, med sin kombination af naturlig farve og rød.

Da jeg pakkede møblerne ud i julen, og min mand så bordet, kunne han stadig huske den malede røde dug. Da jeg ikke er sikker på, hvordan de gamle farver hænger sammen med nutidens dukkehusvoks, lagde jeg et stykke folie på alle de overflader, jeg ville have noget på, og limede delen til med dukkehusvoks. Så alt er fikset, men garanteret uden at beskadige malingen.

Jeg lavede kukuret af et papirhåndværksark, og jeg synes, det er meget vellykket. Man kan næsten høre den lille fugl kalde. Alligevel besluttede jeg mig senere for at bruge træuret fra DDR – fra VERO, selvfølgelig, hvem der end har bygget det. Det passer virkelig perfekt.

Mens jeg kun kender de farverige vævede kludetæpper fra Norden (“Bullerby!!!”), så lærte jeg af en sydtysk ven, at der også hækles kludetæpper i Bayern. Nå, for mig, da jeg aldrig sidder nogen steder uden en “strikket strømpe”, var det dagens ordre. Siden da har jeg hæklet tæpper af farverigt perlegarn. Og siden da har mine stuehuse været meget hyggeligere end før. Virkelig nydeligt.

Da jeg startede www.tortula.de for mange år siden og valgte skildpadden som mit, besluttede jeg, at der skulle være en lille skildpadde i nederste venstre hjørne af hvert af mine dukkehuse. En lille “tout” (tortula) kravler frit rundt i Strassburg-Stuen.
Det er nok sådan, at dyrene i den harmoniske Edi-familie også lever fredeligt og harmonisk sammen.

I slutningen af denne artikel om Strassburg-Stuen, er ét spørgsmål stadig ubesvaret:

Hvem fra denne store familie får lov til, at sove i den ikke særlig store seng?

Jeg kender familien, gætter på pudlen.

Jeg vil gerne takke Alice og Botho Wagner for tilladelsen til at vise billederne her og Lene for den flotte oversættelse

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Billeder medmindre andet er angivet: GMUwebSign