I har sikkert læst artiklen om Bruno Schmidts celluloiddukker mærket med et hjerte. For nogle dage siden fik jeg en forespørgsel fra Birte Iversen vedrørende en dejlig dukke, som ejes af en af medlemmerne i Vestsjællands Dukkeklub, idet man gerne ville vide mere om dukken, som bærer hjertemærket og et stort H.
Den søde dukke er desuden mærket med 40/42, som betegner hendes højde,.ca. 42 cm. H’et står for stådukke (dukke med lige ben) og med modelleret frisure. Hun har glasøjne og kan være fra 1920erne-1930erne, en meget flot dukke, som ejeren kan være stolt af. Hvor meget den er værd, tør jeg ikke sige, disse dukker var tidligere ret dyre af celluloiddukker at være, men priserne er desværre faldet betydeligt. Så det spørgsmål lader vi stå åbent. Men her er billeder af pigen:, hvor man på ryggen kan se Bruno Schmidt hjertemærke. Hun har drejeligt hoved og bevægelige arme og ben.
Måske jeg i min første artikel om Bruno Schmuidt har været lidt karrig med billederne, idet jeg blot bragt to billeder af babydukker, men her er til sammenligning en dukke af samme type som den 42 cm høje pige.
Jeg siger tak for billederne, således at vi alle kunne få flere detaljer frem angående Bruno Schmidts dukker!
Der blev selvfølgelig også fremstillet celluloiddukker og –figurer (legetøj) af celluloid uden for Europa, blandt andet i Japan. Her anvendtes mange forskellige Logoer (mærker), og alle, sikkert alle, efterfulgt af ”Made in Japan” eller ”Made in Occupied Japan” i årene efter 2. Verdenskrig (Fremstillet i Det besatte Japan) –
Det har for mig været vanskeligt at finde Historien bag fabrikaterne— der findes litteraturlister, men ingen, så vidt jeg har kunnet konstatere, dækker Japan. Jeg håber derfor, at en eller flere af vore læsere måske har mulighed for at give mig tips angående historien bag de dukker, figurer og deres logoer, som jeg her har lejlighed til at vise jer:
Hertil denne bemærkning. Ingen af de celluloid-projekter, jeg fandt under min søgning, er fremstillet som japanere— de fremstår simpelthen som hvide eller sorte mennesker, hvorfor man må slutte, at japanerne har gjort ALT for at efterligne dukker fra USA og Europa.
Den søde pige med Bonzohunden er ældre og dateres til sidst i tyverne eller de tidlige tredvere og har ansigtstræk meget lig tyske og franske celluloiddukker. Hun er ca. 34 cm høj. Hoved, arme og ben er af blankt, hudfarvet celluloid, kroppen skulle ligne en metalkasse formet som en krop og malet i samme farve som lemmerne (har desværre ikke solo-billede af kroppen) – Der er ført metalstænger fra krop til benene. Der er fire hjul under hver af hendes røde metalsko. Fjederen kan drejes med nøgle, og vupti, dukken kan gå. Tøj og undertøj er originalt. Under fødderne er hun mærket ”MADE IN JAPAN”!
(Bonzo er en JUNO-figur (se tidligere artikel om JUNO)!
Japanerne var– se blot disse unikke figurer: – enormt alsidige – se blot her:
Den søde lille nøddebrune dukke her er blot 9 1/2 cm høj. Han har kun en enkel rød undertrøje på samt sit dejlige smil. Han har modellerede øjenæbler med ”Googly”-prikker som øjne, lille rød mund og smilehuller. Hans modellerede hår er malet sort, og kunne man se ham bagfra, anes hans lille numse bag undertrøjen. Han er mærket med tegnet og Japan som vist herover og findes i mange størrelser.
Den lille luftfartspilot th. er ca. 15 cm høj og iført en modelleret pink dragt samlet ved skulderen, og han er simpelthen en rangle. Hans fremhævede sko, hjelm og hagerem er sorte. Han har blå malede øjne. Der er et papirklistermærke på hans fødder og han er mærket bagpå: ”Made in Japan//PATENT. ”
Den lille pige , der leger med sin dukke, har krølle i midten af panden og bestemmes på grund af frisuren til at være fra sidst i 1920erne eller først i 1930erne, er fremstillet af letvægts-celluloid i en brunlig-pink farve (mange af de japanske celluloiddukker virker mere lyserøde end de øvrige landes) – hendes hår, øjenbryn og –vipper er malet røde. Hun har klare blå øjne. Hun holder en farvestrålende babyrangle i den ene hånd og sin lyserøde babydukke i den anden. Hendes gule rayonkjole er original. Hun er mærket på halsen med ”JAPAN//PAT”,.
Desværre har jeg ikke kunnet finde ret mange farvefotos af de japanske celluloiddukker, altså må i fantasere jer til dukkernes farver.
Der kommer senere et afsnit 2. om japanske dukker.
Da jeg søgte efter Storkedukker fra USA, stødte jeg på en helt anden udformning af et storkelogo, og det viser sig at være brugt på hollandske dukker.
Dukken, der præsenteres her ligner enormt meget Skildpaddepigerne Erika eller måske Ursel. Hun er helt af celluloid og 40 cm høj med bevægelige arme og ben. Hun er fremstillet af celluloid i kraftig og god kvalitet . Hendes blå glasøjne er faste, og det påmalede hår er blondt. Hun er iført sit originale blå bomuldsundertøj, gamle sko og sokker. Det var ret overraskende at læse, at hun er mærket med det her viste Storke-logo.
Under min søgning efter flere hollandske dukker, stødte jeg på denne pigedukke, der er mærket med ”Lucky Life” omkranset af et hjerte, hvorunder der står ”Made in Holland”!
Pigen er en stådukke på 26 cm og fra 50erne. Hun har bevægelige arme og ben, fast hoved med et yndigt pigeansigt og flot modelleret krøllet hår. Desværre fandt jeg ikke flere billeder af dukker fra Internationale Speelgoed Industrie, (International Legetøjsindustri) som benytter mærket Lucky Life i hjerte.
Det har i det hele taget været vanskeligt at finde flere hollandske celluloiddukker. Men mon ikke I kender Wildebras-dukkerne, de er hollandske, men ikke af celluloid. Jeg har før skrevet om dem, og senere skal I få derfs historie. Wildebras-dukkerne er fremstillet i plastic og vinyl.
Starten på dette firma kan dateres helt tilbage til 1830; dengang var det for grundlæggeren Philippe Convert endnu ikke aktuelt med dukker, end sige legetøj, men handlede derimod om galanterivarer. Legetøj og dukker kom først meget senere på tale, da grundlæggerens søn, Gustave Convert, i 1860 flyttede familieforetagendet til en gammel vandmølle. Den første anvendelse af celluloid fandt sted i 1911—formene var dengang af bronze, og maskinerne håndbetjente.
I 1929 overtog 3. generation familiefirmaet og fremstillede dukker og badedukker/de såkaldte vandtætte svømmedukker, som produceredes til slutningen af fyrrerne. Convert overtog forme fra Maison Anel, lige som man benyttede egne modeller. Produkterne blev alle mærket med en vindmølle.
I 1933 lancerede Convert en dukke til 10 franc til Varehuskæden Prixunic, som modtræk til Petitcollins dukke til 15 F lanceret i samme periode.
I 1944 kom en dukke med stofkrop og celluloidhoved på markedet. Den første babydukke i voksovertrukket polyester fra Convert så dagens lys i 1951. Disse år betegnes som familieforetagendets glansperiode. Man delte nu forme og maskiner med SNF (Société Nobel France) – I 1954 lancerede man dukker af polyæthylen. Fabrikationen af celluloiddukker fortsatte til 1979.
Under hele dukkeperioden tog man patent på flere ting, bl.a. metoder til fastgørelse af lemmerne og hovedet (1943) … Ikke alle dukkerne er mærket med vindmøllen, men er dog tilskrevet firmaet. Man producerede desuden dukkesko og –tøj.
Den mest kendte dukke fra Convert er helt sikkert NANO, som blev skabt i 1936, dukken blev enormt populær, idet der blev produceret så mange, at man den dag i dag uden besvær skulle kunne opdrive en NANO-dukke.
Da Centre Pompidou i 1977 blev indviet, kunne man se udstillingen ”Byen og Barnet” (La Ville et l’Enfant) – hvor man ved indgangen kunne betragte en enorm 4 m høj bevægelig babydukke med lukkeøjne – en NANO— skabt af kunstneren Pascal Rosier.
Firmaet Max Beuster, med hjemsted i Schleswig-Holsteins Hovedstad Kiel, eksisterede kun i 5 år – 1950 -1955- De dejlige celluloiddukker – både hvide og sorte – er således meget sjældne og derfor dyre at anskaffe, men de ses da af og til på auktioner.
Alle dukkerne er åbenbart 35 cm høje og mærket med sejlskib i cirkel, derunder ”Maxi 35”(Jeg har søgt efter historie og fotomateriale, men ingen ved noget, ikke engang via Kiel.de har jeg fundet oplysninger, men min gode veninde Sigi Ulbrich, www.tortula.de, ejer en dukke fra Max Beuster— også Sigi Ulbrich har ledt efter oplysninger, men som jeg uden resultat – Tak for hjælpen, Sigi!)
Hermed nærbilleder af Logoet både som tegning og indgraveret på dukkehoved og – krop. Pigen med det brune hår med prinsessekrølle er Sigis dukke.
De 3 drengedukker her er alle stådukker med bevægelige arme og ben og drejeligt hoved. Den mørke dreng har malede øjne, de andre 2 har glasøjne. Og alle er de 35 cm høje og mærket både på hovedet og på kroppen som vist på nærbilledet af mærkerne på Sigis dukke med: ”Skib i cirkel, Maxi 35”. Alle er de fremstillet mellem 1950 og 1955.
Når vi taler om tyske Celluloiddukker, går snakken altid om Skildpaddedukker, Minerva, Cellba og andre kendte dukkemærker, men der findes også meget sjældne tyske dukkemærker med hensyn til celluloid, og LOGOet med det store SORTE W omgivet af en cirkelses meget sjældent.
Dette mærke blev brugt af Bayrische Celluloidwarenfabrik, som i starten bestod under navnet Albert Wacker AG. Firmaet grundlages i 1895 i Landgrabenstraße i Nürnberg/Fürth og fabrikerede toiletartikler, så som spejle, dåser og børster. Men ca. i 1910 startede man produktionen af celluloiddukker.
Denne fabrikation varede til 1930, hvor firmaet blev opløst. Nogle af dukkerne havde navne som Cleo, Eva og Kleiner Spatz (Lille Spurv) – Desværre ved man ikke rigtigt, hvor mange forskellige dukker, der fremstilledes. Desuden fabrikerede man celluloidfigurer, spillekort, glasting og reklameartikler. Selskabet var børsnoteret i München, Frankfurt og Berlin, og samlere af gamle værdipapirer etc., kan ofte på auktioner købe aktier påtrykt firmaets navn..
Dukkerne er som nævnt meget sjældne og derfor dyre. Det kunne være morsomt at høre, om nogle af jer ejer en dukke mærket med W osv.
Det glæder os altid meget, når læserne viser os deres fund, og det var ret overraskende at se disse fire småpiger, Jul.A.Mariedukker, som Inge Marri Pedersen har fundet.
Ser I godt efter og sammenligner med de reklamegengivelser, vi har vist i tidigere artikler om disse dukker, ser det ud til, at dukken med kjolen på billedet er iført Jul A. dukkernes originale blåternede kjole, den har jeg aldrig set før, idet dukkerne som oftest findes iført Ønskedukke-kjoler, som passer dem perfekt. På reklamebillederne har dukkerne desuden en kyse, måske en eller anden en dag finder en dukke, der er iført både original kyse og kjole, hvem ved?
Inge Marri fortæller, at ikke alle fire fund er perfekte, desværre mangler pigen med de røde sko det ene ben, og lad os håbe, det vil lykkes at finde det manglende, selv om det kan være svært… en af dem er lidt skrammet og har bule på næsen. Ja, desværre er disse dukker fremstillet i en meget tynd celluloidkvalitet, hvorfor mange af dem kan være bulede og skrammede….
På fotoet med alle fire dukker vil du se, at der på maven af den lyshårede pige er indridset navn…
Er det ikke bare dejligt at lov til at kigge med!
Vi siger tusind tak til Inge Marri Pedersen!
Og, kære læsere, vi er som altid glade og taknemmelige for at få del i jeres dukker og andre fund!
Dette franske dukkefirma med de smukke celluloiddukker er det sidste franske foretagende, som stadig fremstiller dukker, babydukker og vandtætte dukker, selv plasticdukken fra Petit Collin, som man startede med at fremstille mellem 1924 og 1926, produceres den dag i dag, og i 2007 modtog firmaet mærket: ”Company by the Living Heritage”.
Firmaet blev grundlagt i 1860 af Nicolas Petitcollin, der var overordentlig interesseret i produkter fremstillet af horn. I 1901 anmeldte han logoet ”Ørnehovedet”. Dette ørnehoved blev symbolet for firma Petitcollin og har være benyttet lige siden. I 1906 blev firmaet børnnoteret. Firmaet fremstillede i begyndelsen ting som bolde og rangler, og først i 1912 startede man produktionen af dukker. Fabrikken lå i Étain, Lorraine, og under 1. Verdenskrig blev den sønderbombet og fuldstøndig ødelagt. Man genopbyggede fabrikken, og i mellemkrigsårene var firmaet godt på vej til at blive Frankrigs førende legetøjsproducent.
Omkring 1924-26 sendte firmaet den vandtætte ”Svømmer” på markedet, en dukke, man kunne tage med i bad. Firmaet besluttede nu, at fabrikken i Étain skulle fremstille produkter af harpiks. Med opdagelsen af Polyesterharpiks optog Petitcollin i 1961 som første franske firma produktionen af beskyttelseshjelme.
I de tidlige 1980er fremstillede Nicolas Petitcollin stadig redekamme af horn, dvs. i afdelingen i Étain ved Meuse.Først i 1984 flyttede firmaet sin residens til Paris. Petitcollin blev i 1905 købt af Firma Vilac og optræder siden da under navnet SARL ”Toys Petitcollin” (Det franske Petitcollin-Legetøj). Ledelsen blev overtaget af Hervé Halgand og Yvan Lacroix.
Siden 1998 har firmaet arrangeret rundvisninger for børn og voksne, hvorved man har udbredt kendskabet til foretagendet og dets produktion. I 2009 åbnede et museum over firmaet produktion.
Den 19. oktober I 2009 udgav Det franske Postvæsen et frimærke med ”Svømmedukken” se illustrationen.
Firmaet er naturligvis hvert år repræsenteret å Legetøjsmessen i Nürnberg, hvor man præsenterer de mange nyheder, og det er altid en fornøjelse at besøge standen.
Museets adresse etc. er: Musée da la Poupée Petetcollin, zone Industrielle, F 55400 Étain, Frankrig, tlf: +33 3 29 87 22 71, jouetspetitcollin@wanadoo.fr – www.petitcollin.com
Har I ”Ørnedukker”, kunne det være dejligt at se dem her på bloggen.
Petitcollin har altid været meget alsidigt, bl.a. fremstillede man figurer og dyr, modedukker, tegneseriefigurer alt i celluloid. Mange af deres gamle produkter er sjældne og svære at finde!
Hvor er der mange samlere af celluloiddukker, og de dejlige danske Køge-Dukker er særligt eftertragtede, men kan heldigvis stadig erhverves til overkommelige priser.
Den sødeste af dem har for mig altid været den lille dukkepige, som i 1952 blev lanceret af kiksfabrikken Jul.-A. Jørgensen.
Da kiksfabrikken Jensen & Møller i sin tid (allerede i 1940) introducerede Store og Lille Marie og senere Sorte Marie, blev disse påklædningsdukker en stor succes og et samleobjekt for alle piger. For at give Jensen & Møller konkurrence fik Kiksfabrikken Jul-A. Jørgensen den idé at få fremstillet en lille celluloiddukke, en Mariehønering i sølv, samt at stifte en klub, som averteredes som ”alle dukkeglade pigers forening”.
For at blive medlem af klubben skulle man udfylde kuponen i firmaets annonce, hvorefter man blev optaget og deltog i lodtrækningen om Jul-A. Marie-dukkerne. Ville man have den smukke sølvring, kunne man vedlægge kr. 1,50 i frimærker (Dette sidste var ganske frivilligt), og man fik således tilsendt ringen. Desværre har jeg ikke min ring mere. Medlemsbladet var indlagt i kikspakkerne, hvor der var konkurrencer, idet der bl.a. blev udloddet 200 af de søde Jul-A. Marie-dukker.
Den lille dukke blev som nævnt fremstillet hos J. Kofods Fabrikker i Køge, populært kaldet Køgedukkefabrikken, og dukken er mærket øverst på ryggen med den kendte ”Køgetrekant”.
Dukken er en kær og velskabt lille pige, der måler 15,2 cm. Hun er af celluloid, men desværre fremstillet i en ret tynd kvalitet, således at ikke ret mange dukker har overlevet i hel stand. Hun er buttet, har bevægelige arme og ben, modelleret, mørkt pagehår, malede blå øjne, næseprikker og den sødeste lille røde mund.
Sko og strømper er ligeledes påmalet, og der fandtes forskellige udgaver af sko og strømper, begge altid i samme farve: hvide, blå, røde, gule og sorte, og alle med påmalede røde sløjfer.
Selv lykkedes det mig at erhverve to af dukkerne— den ene ser mere solbrændt end den anden. De var ikke iført originalt tøj (kjole og kyse som vist i annoncerne), men ”ønskedukketøj”. Den ene har hvide, den anden blå sko.
Dukkerne nævnes i øvrigt i Pauline Luckeys bog ”Dolls in Denmark – Then and Now” som dukkehusdukker, sikkert på grund af størrelsen. Også på Lonas Møllers hjemmesider www.lonas-nostalgi.dk under danske dukker er der fotos af et par af dem. De bæres på armen af en større celluloiddukke og er med som dukketilbehør. (Jeg skrev om denne dukke i Nordisk Dukketidende allerede i nr. 5/februar 1998 og senere i nr. 61/marts 2012—hvorfor nogle af jer sikkert har læst det meste af dette tidligere)!
Som du ser af mine fotos er pigen i den sorte kjole forrest mere solbrændt end hende på bænken.
Dette firma har en lang og broget historie, men ét er sikkert, de dejlige Køge-dukker er eftertragtede og de fleste samlere ejer mindst én af slagsen.
Det hele startede i 1944, hvor J. Kofods Fabriker stiftedes af Johan Olsen Kofod, landmandssøn og bornholmer født 1944. Efter nogle år som vognmand overtog han i 1944 fabrikken ”Prefa”, som hovedsageligt fremstillede effekter i papmaché. Da Prefa i 1944 gik konkurs, købte Johan Olsen Kofod maskiner, forme og øvrige materialer og flyttede det hele til Køge, hvor han byggede fabrikslokaler og fremstillede papmachédukker, som blev meget efterspurgte, idet det under krigen ikke var muligt at fremstille legetøj i ret mange andre materialer.
Papmaché var anvendeligt til mange ting, bl.a. fremstillede man foruden dukkerne, også løse dukkehoveder, fastelavnsmasker og påskeæg. Efter krigen udvidede man i 1946 med en keramikafdeling, hvor der produceres masser af keramikdukker, sparegrise, andre sparebøsser, samt andre former for legetøj. Fabrikkens træ-afdeling med fremstilling af dejligt trælegetøj som f.eks. dukke– og legevogne, bondegårde, fæstninger samt børnemøbler måtte desværre lukke, da det på grund af krigen blev sværere og sværere at skaffe træ.
Efter krigen blev interessen for papmaché-dukkerne mindre, og man besluttede da at købe forme fra det store og kendte tyske firma: Rheinische Puppen & Celluloidwarenfabrik, bedre kendt som ”Schildkröt” eller populært sagt ”Skildpaddedukkerne”, som i mere end 30 år havde haft monopol på fremstilling af celluloiddukker og –legetøj. (Rheinische skiftede i øvrigt senere navn til Schildkröt).
Den københavnske billedhugger Lømser designede dukkerne, og broncestøber Harry Andersen foretog støbningen. De smukke og unikke udførelser gjorde et godt indtryk på repræsentanter fra ”Schildkröt”, da de danske dukker var fine og personlige, dvs. ikke plagiater af Skildpaddedukkerne, som i flere andre lande, og man kunne nu starte en produktion af disse dukker i Danmark. På trods af importvanskeligheder og en del trakasserier med leverandører og grossister, samt fremkomne plagiater fortsattes den succesfulde produktion. ”En kunstners vej er lang og trang”. De dejlige Køgedukker var mærket med den kendte trekant med bogstaverne JK foroven og Køge forneden. Formene var dyre, og omkostningerne var høje, mon dette kunne fortsætte? (Fremtiliingesprocessen af celluloid kunne være kompliceret, men den udredning skal jeg ikke trætte jer med!)
Kofods fabrikker fremstillede mange forskellige forme for legetøj, særligt deres bolde var yndede.I 1957 startede man dukke-eksporten til udlandet, men konkurrencen blev samtidig hårdere og hårdere, og samme år overtog Rheinische (Schildkröt) fabrikkens aktiemajoritet, en transaktion, som bevirkede, at J. Kofods Fabriker fik foden inden for i Det europæiske Fællesskab—denne handel resulterede i mange skriverier i dagspressen vedrørende tab af arbejdspladser osv. .
Og man udvidede da også sin produktion i 1955 med overtagelse af D C I—fabrikken (Dansk Celluloid Industri i Hedehusene) som fremstillede de sødeste ”Hjertedukker” i celluloid (dukkerne var mærket med hjerte med bogstaverne D.C.I. indeni. Disse dukker blev nu fremstillet af J. Kofods Fabriker under mærket ”Muslingedukker”, idet mærket var en musling i rude – kunne også ses uden rude.
Kofods fabrikker fremstillede mange forskellige forme for legetøj, særligt deres bolde var yndede.
I 1957 startede man dukke-eksporten til udlandet, men konkurrencen blev samtidig hårdere og hårdere, og samme år overtog Rheinische (Schildkröt) fabrikkens aktiemajoritet, en transaktion, som bevirkede, at J. Kofods Fabriker fik foden inden for i Det europæiske Fællesskab—denne handel resulterede i mange skriverier i dagspressen vedrørende tab af arbejdspladser osv. .
Produktionen udvidedes, og fra januar 1962 kunne man tilbyde de kendte ”Skildpaddedukker”. Det er her, de dejlige Ønske-baby-dukker kommer ind i billedet. Alle små piger elskede dem, og nu er de eftertragtede af de fleste dukkesamlere.
Midt i alt det måtte jeg under udgivelse af Nordisk dukketidende løse denne gåde: Nogle af de små 16 cm høje babyer—som fandtes både i hvide og sorte—havde et nummer bag øret, andre ikke. Samlerne ville allerhelst have at vide, om de dukker, der var forsynet med numre, var mere værd end dem uden. Forgæves søgte jeg i alle mine mange bøger og udklip efter en løsning. Da jeg for nogle år siden deltog i en skandinavisk Dukke-Bamserejse, besøgte vi blandt andet ”Schildkröt”-fabrikken. Og her spurgte jeg forretningsføreren, hvordan det kunne være, at nogle dukker var nummereret og andre ikke. Man blev mig svar skyldig, men foreslog mig at kontrollere det hele i ”Das große Schildkrötbuch/Den store Skildpaddebog”—det var dog ikke muligt at finde løsningen, idet bogen slutter i 1956.
Gode råd var dyre, og da jeg et par år senere deltog i næsten den samme tur, snakkede jeg igen med forretningsføreren, og denne gang kunne hun fortælle mig, at dukkerne var fremstillet i serier, og at nogle værkførere havde sat deres ”personlige” præg på visse serier ved at forsyne dukkerne med numre. Værdien var den samme om med eller uden nummer. Dette meddelte jeg herefter alle mine læsere af Nordisk Dukketidende.
I februar 1962 indledte man i øvrigt et samarbejde med grosserer Poul Andreasen, Søborg. Som et kuriosum kan jeg her fortælle, at familien Andreasen var genboer til mine forældre, og at deres datter gik i samme klasse som min søster, hvorfor jeg fik en god førstehånds-snak med Poul Andreasen i sin tid, da jeg begyndte at forske i Køgedukkerne.
Senere i foråret 1963 overtog Poul Andreasen fabrikken, som han omstrukturerede allerede få måneder efter, hvor dele af den blev solgt fra. Resten fortsatte i lokaler i Valby, og nogle år senere flyttede fabrikken til Avedøre Holme. Poul Andreasen lagde ikke skjul på, at skildpaddedukkerne var hans yndlinge, og der fremstilledes dukker i alle afskygninger, særligt babydukkerne blev en stor succes.
I artiklen ses mærker og nogle dukker fra KØGE-dukkefabrikkens omskiftelige tilværelse. De små Jul-A-Mariedukker og ønskedukkerne er ikke med her, den historie får I en anden god gang.