Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © – Layout Lene Byfoged ©
Fotos: Frønte Hanne Mikkelsen, Käthe Kruse Katalog og bogforside fra nettet
Ny beretning om denne unikke dukke bragt med tak til
Verena Gerber-Hügele, Käthe Kruse, Frønte Hanne Mikkelsen og Angelika Salzwedel
Da vi for en måneds tid siden skrev om Graziella, opstod der tvivl om copyright til nogle katalogfotos, derfor denne reviderede artikel, da vi nu har fået tilladelse til at benytte fotos og beskrivelser fra Käthe Kruse kataloget om Graziella.
Da en af vore læsere, Frønte Hanne Mikkelsen sendte os beskrivelse og fotos af denne unikke og specielle dukke, fandt jeg lidt efter lidt frem til hendes oprindelse. Frønte Hanne Mikkelsen beskriver sit eksemplar således: dukken er ca. 48 cm lang og flad, lavet af krydsfinér, som er sat sammen af 15 dele, og med led akkurat lige som de påklædningsdukker, vi populært kalder ”De bevægelige Liser”.
Dukken er fint malet og har uldent pålimet hår – under hendes venstre fod et stemplet: Käthe Kruse —Model Hanne Kruse….. Frønte Hanne Mikkelsen fortalte desuden, at hun forgæves havde søgt alle vegne efter oplysninger om dukken, så nu var gode råd dyre…..
Min første tanke var, at dukken var en slags skabelon —således at tøjet kunne præsenteres på en ny og sjov måde, idet jeg for længe siden fik et par lignende ”skabelondukker” à la Barbiedukkerne. Men jeg måtte da hellere spørge Angelika Salzwedel, der interesserer sig meget for Käthe-Krusedukker, for måske hun vidste noget om dukken. Og BINGO, Angelika sendte mig oplysninger om dukken fra Thomas Dahls Bog 2008—Käthe kruse Katalog und Preisführer med beskrivelse på tysk og engelsk…
Dukken hedder Graziella og er fra 1963, design Hanne Kruse…. Jeg skrev nu til Käthe Kruse Klubben og bad om oplysninger, og man gav herfra straks tilladelse til at benytte fotos etc. fra deres katalog, idet man samtidig sendte mig de relaterede sider.
Men min formodning om en skabelondukke blev hermed delvis gjort til skamme, Graziella annonceredes som Legetøj, Vægdekoration og Tegnemodel, idet hun skulle inspirere kreative børn til selv at designe og skabe tøj!
Modellerne fandtes som flere forskellige typer, med forskellige navne, tøj og hårfarver, men selve skabelonen var hele tiden den samme. Ja, jeg ville da selv have været himmelhenrykt over at få sådan en dukke, men da de kom frem, havde jeg fået andre interesser, og jeg kendte slet ikke noget til Käthe Kruse firmaet..
Hermed kataloggengivelser af de dejlige dukkepiger, kataloget er på tysk, derfor min danske forklaring på tøj og farver. (Katalogpriserne er i D-Mark —jeg husker at man dengang gangede med 3,50 for at få danske kroner)……
Alle dukketyperne kunne desuden købes upåklædte efter eget valg, eller blot iført et par trusser.
Som reklameindslag i kataloget der står blandt andet:
Graziella:
er af træ, 47 cm høj: legetøj, pynt til væggen, samt tegne– og studiemodel. Hun passer til ethvert barneværelse eller til at hænge over de unge pigers og damers senge.
Hun er en oplagt gave til den, man ønsker at glæde, stor eller lille, se blot hvor smukt og graciøst hun kan bevæge sig og danse !
Man ophørte med at fremstille Graziella i 1967
Er du Käthe Kruse samler, kan det være svært at få fat i en Graziella, men jeg har dog set nogle eksemplarer til salg på auktioner.
Til slut skal I lige se Hanne Frønte Mikkelsens nyeste foto af Graziella, der nu hænger som vægdekoration og har fået navnet Dorte..
Her står forårsbebuderne vintergæk og krokus og lyser
op
Vi ønsker jer GOD LÆSELYST !