Den lille Køgedukke, Jul-A. Marie-Ringen

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Hvor er der mange samlere af celluloiddukker, og de dejlige danske Køge-Dukker er særligt eftertragtede, men kan heldigvis stadig erhverves til overkommelige priser.

Den sødeste af dem har for mig altid været den lille dukkepige, som i 1952 blev lanceret af kiksfabrikken Jul.-A. Jørgensen.

Billede1
Mine to Jul-A. Marie-dukker !

Da kiksfabrikken Jensen & Møller i sin tid (allerede i 1940) introducerede Store og Lille Marie og senere Sorte Marie, blev disse påklædningsdukker en stor succes og et samleobjekt for alle piger. For at give Jensen & Møller konkurrence fik Kiksfabrikken Jul-A. Jørgensen den idé at få fremstillet en lille celluloiddukke, en Mariehønering i sølv, samt at stifte en klub, som averteredes som ”alle dukkeglade pigers forening”.

Billede3
Annonce med klubkupon!

For at blive medlem af klubben skulle man udfylde kuponen i firmaets annonce, hvorefter man blev optaget og deltog i lodtrækningen om Jul-A. Marie-dukkerne. Ville man have den smukke sølvring, kunne man vedlægge kr. 1,50 i frimærker (Dette sidste var ganske frivilligt), og man fik således tilsendt ringen. Desværre har jeg ikke min ring mere. Medlemsbladet var indlagt i kikspakkerne, hvor der var konkurrencer, idet der bl.a. blev udloddet 200 af de søde Jul-A. Marie-dukker.

Den lille dukke blev som nævnt fremstillet hos J. Kofods Fabrikker i Køge, populært kaldet Køgedukkefabrikken, og dukken er mærket øverst på ryggen med den kendte ”Køgetrekant”.

Billede4
Sød og buttet, som en lille pige skal være!
Billede5
En populær annonce!

Dukken er en kær og velskabt lille pige, der måler 15,2 cm. Hun er af celluloid, men desværre fremstillet i en ret tynd kvalitet, således at ikke ret mange dukker har overlevet i hel stand. Hun er buttet, har bevægelige arme og ben, modelleret, mørkt pagehår, malede blå øjne, næseprikker og den sødeste lille røde mund.

 

Sko og strømper er ligeledes påmalet, og der fandtes forskellige udgaver af sko og strømper, begge altid i samme farve: hvide, blå, røde, gule og sorte, og alle med påmalede røde sløjfer.

Selv lykkedes det mig at erhverve to af dukkerne— den ene ser mere solbrændt end den anden. De var ikke iført originalt tøj (kjole og kyse som vist i annoncerne), men ”ønskedukketøj”. Den ene har hvide, den anden blå sko.

Billede6
Mærket er den kendte ”Køgetrekant”!

Billede7

 

 

 

 

 

 

Dukkerne nævnes i øvrigt i Pauline Luckeys bog ”Dolls in Denmark – Then and Now” som dukkehusdukker, sikkert på grund af størrelsen. Også på Lonas Møllers hjemmesider www.lonas-nostalgi.dk under danske dukker er der fotos af et par af dem. De bæres på armen af en større celluloiddukke og er med som dukketilbehør. (Jeg skrev om denne dukke i Nordisk Dukketidende allerede i nr. 5/februar 1998 og senere i nr. 61/marts 2012—hvorfor nogle af jer sikkert har læst det meste af dette tidligere)!

Som du ser af mine fotos er pigen i den sorte kjole forrest mere solbrændt end hende på bænken.

 Kilder: Lise Clasen Research

 G o d     L æ s e l y s t   !!!

Køge – dukkerne

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Dette firma har en lang og broget historie, men ét er sikkert, de dejlige Køge-dukker er eftertragtede og de fleste samlere ejer mindst én af slagsen.

Det hele startede i 1944, hvor J. Kofods Fabriker stiftedes af Johan Olsen Kofod, landmandssøn og bornholmer født 1944. Efter nogle år som vognmand overtog han i 1944 fabrikken ”Prefa”, som hovedsageligt fremstillede effekter i papmaché. Da Prefa i 1944 gik konkurs, købte Johan Olsen Kofod maskiner, forme og øvrige materialer og flyttede det hele til Køge, hvor han byggede fabrikslokaler og fremstillede papmachédukker, som blev meget efterspurgte, idet det under krigen ikke var muligt at fremstille legetøj i ret mange andre materialer. Billede3

Billede1

Billede4
Køgetrekanten, tallet 46 hentyder til dukkens størrelse!
Billede2
Muslingemærke med og uden ramme —også herunder kan stå ”et størrelsestal”!

 

 

 

 

 

 

 

Papmaché var anvendeligt til mange ting, bl.a. fremstillede man foruden dukkerne, også løse dukkehoveder, fastelavnsmasker og påskeæg. Efter krigen udvidede man i 1946 med en keramikafdeling, hvor der produceres masser af keramikdukker, sparegrise, andre sparebøsser, samt andre former for legetøj. Fabrikkens træ-afdeling med fremstilling af dejligt trælegetøj som f.eks. dukke– og legevogne, bondegårde, fæstninger samt børnemøbler måtte desværre lukke, da det på grund af krigen blev sværere og sværere at skaffe træ.

Billede5
D.C.I.-hjertet!

Efter krigen blev interessen for papmaché-dukkerne mindre, og man besluttede da at købe forme fra det store og kendte tyske firma: Rheinische Puppen & Celluloidwarenfabrik, bedre kendt som ”Schildkröt” eller populært sagt ”Skildpaddedukkerne”, som i mere end 30 år havde haft monopol på fremstilling af celluloiddukker og –legetøj. (Rheinische skiftede i øvrigt senere navn til Schildkröt).

Den københavnske billedhugger Lømser designede dukkerne, og broncestøber Harry Andersen foretog støbningen. De smukke og unikke udførelser gjorde et godt indtryk på repræsentanter fra ”Schildkröt”, da de danske dukker var fine og personlige, dvs. ikke plagiater af Skildpaddedukkerne, som i flere andre lande, og man kunne nu starte en produktion af disse dukker i Danmark. På trods af importvanskeligheder og en del trakasserier med leverandører og grossister, samt fremkomne plagiater fortsattes den succesfulde produktion. ”En kunstners vej er lang og trang”. De dejlige Køgedukker var mærket med den kendte trekant med bogstaverne JK foroven og Køge forneden. Formene var dyre, og omkostningerne var høje, mon dette kunne fortsætte? (Fremtiliingesprocessen af celluloid kunne være kompliceret, men den udredning skal jeg ikke trætte jer med!)

Billede6
Denne lille dukke i folkedragt er ca. 15 cm høj, hun er mærket med musling i rude. Man kunne somme tider ”møde” den slags dukker i osteforretninger, hvor de stod som dekoration ved ostene!

Kofods fabrikker fremstillede mange forskellige forme for legetøj, særligt deres bolde var yndede.I 1957 startede man dukke-eksporten til udlandet, men konkurrencen blev samtidig hårdere og hårdere, og samme år overtog Rheinische (Schildkröt) fabrikkens aktiemajoritet, en transaktion, som bevirkede, at J. Kofods Fabriker fik foden inden for i Det europæiske Fællesskab—denne handel resulterede i mange skriverier i dagspressen vedrørende tab af arbejdspladser osv. .

Og man udvidede da også sin produktion i 1955 med overtagelse af D C I—fabrikken (Dansk Celluloid Industri i Hedehusene) som fremstillede de sødeste ”Hjertedukker” i celluloid (dukkerne var mærket med hjerte med bogstaverne D.C.I. indeni. Disse dukker blev nu fremstillet af J. Kofods Fabriker under mærket ”Muslingedukker”, idet mærket var en musling i rude – kunne også ses uden rude. Billede8

Billede7
Husker du Pernille og Peter fra ALT for damernes  strikkebøger? De er 40 cm høje og mærket med Køgetrekanten.

Kofods fabrikker fremstillede mange forskellige forme for legetøj, særligt deres bolde var yndede.

I 1957 startede man dukke-eksporten til udlandet, men konkurrencen blev samtidig hårdere og hårdere, og samme år overtog Rheinische (Schildkröt) fabrikkens aktiemajoritet, en transaktion, som bevirkede, at J. Kofods Fabriker fik foden inden for i Det europæiske Fællesskab—denne handel resulterede i mange skriverier i dagspressen vedrørende tab af arbejdspladser osv. .

Produktionen udvidedes, og fra januar 1962 kunne man tilbyde de kendte ”Skildpaddedukker”. Det er her, de dejlige Ønske-baby-dukker kommer ind i billedet. Alle små piger elskede dem, og nu er de eftertragtede af de fleste dukkesamlere.

Midt i alt det måtte jeg under udgivelse af Nordisk dukketidende løse denne gåde: Nogle af de små 16 cm høje babyer—som fandtes både i hvide og sorte—havde et nummer bag øret, andre ikke. Samlerne ville allerhelst have at vide, om de dukker, der var forsynet med numre, var mere værd end dem uden. Forgæves søgte jeg i alle mine mange bøger og udklip efter en løsning. Da jeg for nogle år siden deltog i en skandinavisk Dukke-Bamserejse, besøgte vi blandt andet ”Schildkröt”-fabrikken. Og her spurgte jeg forretningsføreren, hvordan det kunne være, at nogle dukker var nummereret og andre ikke. Man blev mig svar skyldig, men foreslog mig at kontrollere det hele i ”Das große Schildkrötbuch/Den store Skildpaddebog”—det var dog ikke muligt at finde løsningen, idet bogen slutter i 1956.

Gode råd var dyre, og da jeg et par år senere deltog i næsten den samme tur, snakkede jeg igen med forretningsføreren, og denne gang kunne hun fortælle mig, at dukkerne var fremstillet i serier, og at nogle værkførere havde sat deres ”personlige” præg på visse serier ved at forsyne dukkerne med numre. Værdien var den samme om med eller uden nummer. Dette meddelte jeg herefter alle mine læsere af Nordisk Dukketidende.

Billede9
Negerpigen er 38 cm, hovedet er umærket, kroppen muslingemærket.
Billede10
Drengen er 32,5 cm høj og mærket med Køgetrekanten!

I februar 1962 indledte man i øvrigt et samarbejde med grosserer Poul Andreasen, Søborg. Som et kuriosum kan jeg her fortælle, at familien Andreasen var genboer til mine forældre, og at deres datter gik i samme klasse som min søster, hvorfor jeg fik en god førstehånds-snak med Poul Andreasen i sin tid, da jeg begyndte at forske i Køgedukkerne.

Senere i foråret 1963 overtog Poul Andreasen fabrikken, som han omstrukturerede allerede få måneder efter, hvor dele af den blev solgt fra. Resten fortsatte i lokaler i Valby, og nogle år senere flyttede fabrikken til Avedøre Holme. Poul Andreasen lagde ikke skjul på, at skildpaddedukkerne var hans yndlinge, og der fremstilledes dukker i alle afskygninger, særligt babydukkerne blev en stor succes.

I artiklen ses mærker og nogle dukker fra KØGE-dukkefabrikkens omskiftelige tilværelse. De små Jul-A-Mariedukker og ønskedukkerne er ikke med her, den historie får I en anden god gang.

Kilde: Lise Clasen Research

God fornøjelse og mange hilsner fra Lene og Lise