Med stor tak til Sigi Ulbrich, www.tortula.de, kommer der her, endnu en dejlig artikel Denne gang om hendes drømmehus.
Oversættelse og layout: Lene Byfoged ©
Mit hus i (fra) Fischbachau – en drøm er gået i opfyldelse.
Jeg tror, at enhver Kuhn-samler uden undtagelse drømmer om at, der står et Kuhn hus i deres samling
I kort tid har jeg kunnet kalde, et hus fra begyndelsen af 1960’erne for mit eget.
Åh ja, det var meget spændende for mig, da min mand i maj 2021 – det vil sige andet år af pandemien – spurgte, om jeg stadig ville have et hus. Han havde lyst til at lave noget helt specielt til mig. Selvfølgelig sagde jeg ja tak. Det var jo min store drøm, et Kuhn-bondehus.
Han havde opdaget et hus i et stort online auktionshus, og hvis jeg virkelig gerne ville have huset, kunne vi byde på det. Det havde dog et par “skrammer”. Der var jeg nødt til at smile – min Gud, huset var over 60 år – det var helt i orden, nej, det
måtte gerne have et par “skrammer”. Hver morgen når jeg ser i spejlet, ser jeg hvilke “skrammer” tidens tand efterlader. Det kunne ikke rigtigt skræmme mig.
Nå, det har faktisk et par små brugsspor – forsiden har nok være faldet af en gang – eller stødt mod et eller andet, ligesom en af gavlenderne også har brugsspor.
Der var kun en krog tilbage, til at låse forsiden fast, men ellers…. Ja, det var en drøm, det var min drøm, og denne drøm er nu blevet en realitet. Og hvem har brug for kroge?
Ingen andre vil nogensinde lege med dette hus, kun mig, og jeg vil gøre det med største nydelse.
Jeg har brugt meget tid på, at indrette huset, der er så mange småting.
Jeg ønskede mig så meget dette hus. Jeg finder helt sikkert, nogle småting i mine kasser. Jeg har selv kunnet lave andre ting (f.eks. tæpper), og jeg får forskellige ting fra venner og køber også nogle – ja, huset skal være et vidunderlig sommerprojekt – en herlig tid ligger foran mig.
68 x 30 x 35 cm med aftagelig frontvæg, terrasse arrangeret med stue, soveværelse, altan og blomster.
Den første ting jeg gjorde, var at kigge i mine gamle kataloger, og ja, jeg har et katalog fra 1960’erne. På side 9 kan du se billedet af huset, ja, i det mindste næsten.
Dette “næsten” fik mig til at se nærmere på Kuhn-husene
Resultatet af denne research kommer her.
Når man tænker på Kuhns alpe huse, ser man straks skytsenglen St. Florian foran sig. Jeg læste om ham på Wikipedia, han var bl.a. ansvarlig for brandslukningen i Østrig. Endnu en gang er jeg glad og lykkelig for, at jeg lever i Dag og ikke dengang.
Hvis du vil skræmmes, skal du gå ind og læse om ham
Uddrag fra leksikonet der Puppenstuben und Puppenhäuser fra Swantje Köhler Verlag – med venlig tilladelse fra forlæggeren.
I 1945 blev Franz Kuhn løsladt fra amerikansk fangenskab. Han var på krop og
sjæl en knust mand. Han havde ødemer og var alvorligt gangbesværet. På trods af dette fortsatte han sin virksomhed. Som ikke-ryger havde han rettighederne i fængslet til at sælge cigaretter og han sparede de penge op, han tjente. Han havde sparet 1.800 mark op, og han brugte dem til køb af det første træ til dukkemøbler.
I 1950 registrerede han sig selv og dukkehusmøblerne på den første legetøjsmesse i Nürnberg. også med en lille sensation. Hjørnerummet – i størrelse – omkring 1:10 og…
…også som miniature – med og uden kælder.
Uddrag fra leksikonet der Puppenstuben und Puppenhäuser fra Swantje Köhler Verlag – med venlig tilladelse fra forlæggeren.
I 1953 var der endnu en stor nyhed. Endelig et hus !!! Dette hus har
tre værelser. Nedenunder stue og soveværelse. Ovenpå er et børneværelse. Der står de små møbler. En usædvanlig løsning.
Hvis du ser nøje, kan du se, at fronten kan tages af . Den sættes på med hængsler der siddet på selve huset. Denne type hus optager meget plads og jeg tvivler på, at børneværelserne i 1950érne, havde så meget plads til et dukkehus.
Hvis du kigger nærmere, kan du se, han er der ikke. Ja, dette hus har
ingen Sct. Florian. Det er skuffende..
Hoveddøren og altandøren kan åbnes, gennem vinduerne kan du kigge ind i stuen. Gardinerne hænger i vinduet og dørvinduet til altandøren – i Kuhn
velkendte Vichykaro i rød / hvid og blå / hvid. Vinduet i hoveddøren er et blindt
vindue.
I kataloget fra 1955 er der Sct. Florian – alt er smukt og håndmalet.
Hver eneste del er unik. Jeg kunne forestille mig, at Franz Kuhn selv malede disse figurer – han var en lidenskabelig maler – og uddannet i det. Selv i folkeskolen så man hans talent. Som 10-årig malede han allerede de små billeder til dukkehuse. Hans talent – ikke hans lidenskab – har hans datter Christa arvet. Hun dekorerede bondemøblerne helt til slutningen – med en palet og en pensel.
Men Florians udseende var ikke den eneste ændring. Kuhn-samleren Elke
Mehrwald sendte mig disse billeder (mange tak). Lige foran er helgenen. Han
forsøger at redde et brændende hus, med en spand vand. I sin venstre hånd bærer han som altid et enkelt rytterflag, rødt med et hvidt kors. Det kristne flag er
faktisk blå med et rødt kors. Men hvis du ser på billeder af statuen Florian, ser du alle mulige forskellige flag, og jeg synes, man bare skal acceptere disse som Franz Kuhn malede dem.
Du kan se det smukke tag med de fine pyntelister. Der er ingen gavldekoration i dette hus. Det er slidt af i løbet af de sidste 70 års tid. Det let ovale vindue i indgangsdøren er nu også synligt – med et gardin i småternet rødt bomuld – hos fru Mehrwald i blå bomuld. På grund af Sct. Florian er der kun et vindue foran til venstre og en anden type hængsel kan ses.
Til højre og venstre indeni på de udvendige vægge i værelserne kan du se “snaplåsene”. Jeg syntes, de er klodsede og helt malplaceret. Da jeg første gang så dem, troede jeg det var en “fejl”, da en far reparerede sin datters hus. Jeg kunne ikke forestille mig at denne låseanordning blev brugt af Kuhn.
Men jeg tog fejl. Jeg har allerede set disse store snaplåse flere gange på
50’erne husene. Desværre kan jeg ikke få tidspunktet fra hverken kroge eller snap-låse mere præcist. Men jeg tror på, at det er de eneste kroge der var, også fordi omfanget er mere begrænset end håbet. Senere er snap-låsene så blevet udskiftet på dette hus, men det er ren spekulation.
Forresten er kanten på gavlen ikke rigtig gul, det er en illusion på grund af lyset og / eller fotografering. Jeg spurgte fru Mehrwald.
Men tilbage til mit drømmehus!
1960’ernes huse har en stor altan, der strækker sig over hele fronten. Det byder
selvfølgelig på uendelige muligheder. Jeg har allerede sat to liggestole på den.
Vinduet og døren til altanen er “blinde” vinduer. Så de fungerer ikke. De to etager
er fast forbundet med hinanden. Adgangen til huset er kun fra forsiden.
Dette hus har kun stuen og soveværelset. Nå ja og et …
… skrammelrum. Jeg kunne ikke finde en officiel forklaring på dette tomme rum. Naturligvis, har jeg en teori, et gæt. Jeg tror, det er loftet fra et hus i 50’erne. Der har været et par etager mere og disse var efter renoveringen simpelthen sat omvendt.
– for det kunne disse smukke præfabrikerede dele, som man ikke bare lader være. Men som sagt – rent gæt.
På højre front er der et smukt malet vindue – med en blomsterkasse foran. Jeg tror,
at det skal være pelargoner. Vinduet i døren er rundt – der hænger
ingen gardiner – det ser ikke ud som om der nogensinde har været nogen.
Skodderne er bevægelige, de kan lukkes, hvis det er nødvendigt. Over og under
vinduet er der, en smuk malet vinduesdekoration.
Enhver, der har spadseret gennem Fischbachau, vil hurtigt kunne se, hvor Kuhn blev inspireret. Der kan du se mange kunstnerisk udsmykkede vinduer, og mange husvægge fortæller en autentisk historie. Måske er det ikke noget særligt ved Alperne, men for os Nordtyskere….
Mere kan jeg ikke fortælle om Kuhn-husene i øjeblikket. Men jeg er nysgerrig, det kan jeg ikke skjule.
En af Tortulas-læsere Maureen Greenwold har et katalog fra FAO Schwarz (NY) fra 1937. I mange årtier var FAO Schwarz “stedet” for legetøj i USA. Fru
Greenwold sendte mig denne scanning. Nu undrer du dig måske over, hvorfor jeg viser dette billede her. Nå, se nærmere på det. Møblerne foran huset er uden tvivl
Kuhn møbler fra 1930’erne. Du kan se det på bordet og formen på stolen. Det lille
hus nævnes altid som et Kuhn-hus i USA.
Jeg tror dog ikke, det blev bygget af Kuhn. I 1937 var eksporten fra Tyskland til
USA ret vanskeligt. Tolden – som var baseret på vægt – var uhyre høj.
En reklame – som “German Farmhouse” ville næppe gå i USA i 1937
– deraf navnet “Den schweiziske hytte”. Jeg antager bare, at huset blev bygget i USA
i tysk stil, og Kuhn-møblerne blev placeret indeni. Det blev solgt som et samlet sæt.
.
Dette er tilsyneladen præcist, hvordan det så ud i 1970’erne. Denne scanning af et katalog fra 1974 … ..
…. og Olivia Garson sendte mig disse fotos af sit Schwarz hus. På siden af den venstre ydervæg, sidder FAO Schwarz-mærkaten stadigvæk fast, i det øverste rum – og intetsteds er der et tegn eller klistermærker af Dora Kuhn.
Vinduerne i dette hus har en fin vinduesdekoration og hvilken glæde de har af de
blomsterkasser. Olivia er særlig glad for disse blomster.
Det kan jeg godt forstå. Jeg ventede selv længe på pakken fra Amerika med
blomsterkasser, bygget af Steve. Øverst til venstre kan du se en original blomsterkasse fra Dora Kuhn og kopier til højre og nedenfor.
Blomsterkasser fra Kuhn – eller skal vi sige altankasser – passer simpelthen lige ind i
balkonens gelænder.
Det var nu lidt om Kuhn-husene, når mit hus er færdigt en dag,
så viser jeg billederne. Indtil da vil jeg tilbringe en vidunderlig sommer, med mit nye hus.
Stop!!!! Jeg har mere!
Altså, maj havde virkelig rigtige gode overraskelser i vente til mig. Lige da jeg var færdig med at afslutte denne artikel, kom der en pakke. En rigtig ægte overraskelsespakke. Sælgeren af mit Kuhn hus, sendte mig denne kasse fuld af dukker og miniature. Da hun købte huset havde dette været i. Hun er en af Tortulas læsere og hun var så glad for at det var mig, der købte dette drømmehus, så hun syntes jeg skulle have det. Det er ikke til at tro, at der findes så rare mennesker.
Med erhvervelsen af disse Erna Meyer dukker, behøver jeg ikke mere tænke på, hvilke dukker der skal bo i mit drømmehus, lige præcis disse dukker hører hjemme der !!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos, medmindre andet er angivet: GMUwebSign
Hjertelig tillykke med drømmehuset Sigi og rigtig god arbejdslyst. Vi glæder os til at se resultatet.
Lene
Da jeg for mange år siden fik min første Kuhn-stue, var den meget fremmed for mig, egentlig slet ikke en rigtig Kuhn, og alligevel en Kuhn… Åh, hvor var det ophidsende. Jeg gennemsøgte hele internettet, men fandt ingen beviser for rigtigheden af, at det var en Kuhn-stue. Godt nok var der æbleblomster på kabinettet, men hvad beviser det egentlig, det kan man højest tage som et fingerpeg!
Undersiden af kabinettet var forsynet med et stempel, det var da altid noget. R. Behle, Frankfurt a.M. og Rossmarkt 23. Dette løb dog ud i sandet, idet begge firmaer var ophørt, og der ikke mere fandtes oplysninger om dem.
Gennem længere tid så jeg af og til på det tyske og det amerikanske ebay såvel dukkestuer som enkelte møbler af denne serie. I mellemtiden har jeg nu kendskab til tre forskellige størrelser —hvoraf jeg har den lille og den mellemste. Begge stuer har tre vinduer: .til højre et enkelt og til bagest til venstre to vinduer over hjørnet. Sådanne vinduer har jeg ikke set i alle dukkestuer. Jeg kender mellem et og tre vinduer arrangeret i forskellig orden.
Nu var det så ovnen, der fik mig i tvivl. Jeg opdagede den nemlig i et katalog fra Erzgebirge. I 30erne udgav Gottfried Hempel fra Olbenhauer Salgslager for Produkter fra Erzgebirge (Olbenhauer Verkaufslager für erzgebirgische Erzeugnisse) et omfangsrigt katalog: ”Das erzgebirgische Schatzkästlein/Den lille Skattekiste fra Erzgebirge”. Jeg vil tro, at det udkom hvert år, jeg har således selv to, og af og til ser man nogle udbudt i det store Onlineauktionshus. Herved har jeg opdaget mange forskellige Forsidebilleder. Disse forsider er stillet op på forskellig måde, men i selve indholdet er der næsten ingen forskel.
Ja, og da så jeg den igen – ovnen. Entydigt, og det kan der ikke være to meninger om. Det var ovnen fra min lille stue. Så begynder man at grunde over det: Kunst fra Erzgebirge og en Kuhn-ovn?
Det kan sikkert ikke undre nogen, at dette ikke kunne holde mig tilbage. Jeg fik en aftale i stand med biblioteket, og vi kørte til München. Min mand havde i lang ønsket at kunne slentre uforstyrret en hel dag gennem Det tyske Museum. Intet stod mig således i vejen for en udflugt til den 100-årige historie om de små skabe, senge og vugger. Tidligt om morgenen kørte jeg med sporvognen til museet. De søde og hjælpsomme bibliotekarer havde reserveret en arbejdsplads til mig direkte ved vinduet, således at jeg havde tilstrækkeligt gode lysforhold til min forskning og de planlagte optagelser. Så lod de mig være alene, og jeg havde 6 timers tid til at studere og analysere alt dette. Det var vidunderlige timer.
Senere i sporvognen på vej tilbage til hotellet, læste jeg pludselig gadeskiltet: Thiersch Str. Hurtigt ledte jeg i mine notater og fandt faktisk indførelsen: 1913 = Thiersch Str. 1. Selvfølgelig steg jeg ud og tog et billede af huset. Alt andet havde da været en helligbrøde.
Den ”Sorte Storspids” var i Sydtyskland en elsket hund hos vinavlerne. Den ”Hvide Storspids” gjaldt som statussymbol hos storhertuger og adel. Man må derfor gå ud fra, at disse to racer egentlig ikke var at finde i samme husholdning. Men det gør de her i denne familie.
En dag fandt jeg endelig den sjældne (passende) kommode. Jeg havde set den to gange tidligere. Den venlige samler, der også gjorde opmærksom på Magister-afhandlingen, sendte mig et foto. Hun havde taget det engang på Frilandsmuseet Bad Sobernheim. Selv om den er svær at genkende, står kommoden uden tvivl der.
En dag finder jeg helt sikkert også det passende bord og de passende stole til min store stue. Og så får den også de rigtige gardiner. Jeg har allerede det gamle stof til dem.
Som jeg allerede sagde tidligere, er min store stue den mellemste af disse stuer. Skulle jeg en dag falde over den helt store, så køber jeg den. Nå, og hvordan fortæller jeg det til min mand? Han mener dog faktisk, at jeg allerede har en Kuhn-stue. Men så siger jeg blot: ….. MÆND!!