© for tekst og billeder Anne Friis.
Vi bringer her 2. del af Anne Friis pragtfulde beretning fra hendes besøg, på nogle af de bedste legetøjsmuseer i Tyskland. Rigtig god fornøjelse.
Måske tænker I, hvorfor jeg ville blive 2 dage i Nürnberg? De har simpelthen de to bedste museer, som jeg aldrig havde set, måske endda de to bedste museer i verden; og jeg har da set en hel del. Desuden har jeg masser af bøger, som netop har beskrevet disse, samt det faktum at Kirsten Johansen havde set dem, da hun lå på hospitalet i Nürnberg. Hun sagde også, at dem må du ikke misse, hvilket jeg så heller ikke gjorde. Men selvfølgelig har du kun en dag ville det også kunne gøres på den, hvis du var der tidligt. De har åbent fra 10-18 hver dag undtaget mandag. Der er også det faktum at det store ligger kun 10 minutter fra Hovedbanegården og ved metroen Operapladz hvis du kommer fra den anden side med metroen. Jeg gik faktisk omvendt rundt, men det gør man jo under tiden, når man aldrig har været i en by, men til sidst stod jeg foran dette kæmpe museum med al min oppakning, og gud hvor var jeg træt. Der var fin plads til min kuffert på museet, de har et nøglesystem lig det danske. Alle var venlige og imødekomne og da jeg to gange havde vandret rundt om hele museet, tror jeg de fik lidt medlidenhed med mig og lod en ansat følge mig over til Dukkehus-afdelingen. Jeg nåede dog lige en kop varm chokolade og en Quiche, det må have hjulpet.
Her blev jeg mødt af en ældre herre, som jeg sludrede lystigt med på mit ”perfekte” tysk. Jeg var den eneste, der var der de næste fire timer, så jeg fik lov til at gå rundt og fotografere så meget jeg lystede, han buzzede mig bare igennem de fire etager, hver gang jeg var færdig med en etage over sin video. Jeg havde medbragt min egen store solsikke lygte, så de steder, hvor der ikke er lys – det er der ikke på de meget gamle huse – her er vi nede i 1600 og 1700 tallet, så det var kun godt, han kaldte mig en proffi, jeg har altid lygte med. Det har reddet mig, når jeg er ude at rejse, så jeg vidste fra Stockholm er det sikkert var ligesådan i Tyskland.
Selvfølgelig er ikke alle fotos lige gode, måske har du ” Mansions in Miniature af Leonie von Wilkens, hvor de fleste meget gamle dukkehuse bliver vist i, men farverne betyder jo nu meget, samt det, at man kan se en ting fra mange sider og især vinkler. Mit eksemplar har jeg engang lånt ud, og jeg fik det aldrig tilbage. Dog havde min søde og betænksomme veninde Bente købt et brugt eksemplar i Amsterdam til mig, endda på engelsk. Det er bare dukkehus bogen over alle og nu skulle jeg så se alle herlighederne in persona.
Al min store træthed forsvandt som dug fra solen, og jeg gik bare i gang med at fotografere. Tingene er selvfølgelig sat utrolig smukt op, der er små vellavede skamler, så man kan komme højere op ved hvert af de kæmpestore dukkehuse, sikkert beregnet til børn men de duer også til voksne. Først en hurtig rundgang så begynder jeg forfra igen, det er altid utroligt spændende.
Der er dog en ting, som gør det svært at fotografere dukkehusene og også dukker på museerne, alle refleksionerne i glasset er ret irriterende. Omtalte Bente havde altid en stor mørk kappe med og stillede sig bag mig og bredte armene ud, det hjalp utroligt, når jeg fotograferede – hende manglede jeg jo. Jeg siger det bare, hvis andre kan bruge dette tip et mørkt tæppe eller stor frakke er utrolig nyttig. Derfor er mange af fotoerne taget på skrå for at undgå alle disse refleksioner, lokalet var ret lyst med nedrullede gardiner, som fjernede noget. Husk også aldrig at bruge blitz, den går lige ind i glasset så billedet er totalt ødelagt, mit apparat kan godt gå tæt på, men ikke alle kan det, så fokuseringen kan være yderst vigtig. Her er det særlig slemt, hvis de har sat spejlglas op bag ved, for så kommer du selv med på fotoet samt fokuseringen går helt skævt. I får det at se på nogle af mine fotos. Men jeg har gjort mit bedste, andet kan jeg ikke sige.
De to museer, der er om legetøj i Nürnberg, er et samlet museum. Det troede jeg i hvert fald, tror ikke det holder. Nationalmuseet er efter min mening sat utrolig smukt op, men kun meget lidt tekst, desværre. Til gengæld har de lavet en fin bog om de 3 mest berømte dukkehuse, til kun €6, så den skal I købe, hvis I kommer forbi, der er også en bog med dukketeater ligeså god, men ingen med hele afdelingen, heller ikke på det andet museum, som hedder ”Spielzeugsmuseet” oversat legetøjsmuseet, også i mange etager. Det har bedre tekster, men ikke alle dukkerne er så nemme at fotografere der, som i monterene på Nationalmuseet. Desuden har de høretelefoner med tekst på andre sprog som man kan leje for 1 €. Spielzeugmuseet er gjort mere børnevenligt med legehjørner og plads til at løbe omkring. Dette nye tiltag er især tydeligt i Sonneberg Museet, hvor flere skoleklasser var der, medens vi var der. Rædselsfuldt efter min mening. Generelt er børn meget lidt interesseret i gammelt legetøj, og de skal slet ikke løbe igennem gange og sale. Men det er desværre en tendensen overalt i verdenen, også i Londons mest berømte museum ”Museum of Childhood, Bethnal Green” som er blevet moderniseret og sat op til børn med spørgeskemaer osv. Desuden finder alt plastik legetøjet plads på bekostning af nogle af de gamle og for os andre helt fantastiske ting. Rigtig ærgerligt efter min mening. Men det er heldigvis ikke sket på Germanische Nationalmuseum. Jeg havde en fornemmelse af, at nogle af dukkerne ovre på Spielzeugmuseet burde være på Nationalmuseet – det var de meget berømte & eftertragtede KPM’er – china hoved dukker, lavet så tidligt som 1837 og frem, de fleste i 1840’erne, som står ikke så smukt over på Spielzeugmuseet, som på GNM. Derfor skrev jeg til Christiane Gräfnitz – min tyske veninde, som har besøgt mig og er specialist på KPM. Hun har udgivet en bog om disse, snarer et enormt værk. Men disse to dukker er ikke med i hendes bog, hvilket undrede mig. Da jeg jo lige havde mødt hende i Neustadt ville jeg sende nogle af alle de fotos jeg havde med hende og hendes ny-købte dukker. Hun svarede mig med det samme, at de faktisk tilhørte Nationalmuseet, men at hun desværre ikke havde fået lov til at løfte hovederne for at registrere de specielle mærker, så hun kunne ikke inkludere dem i sit store værk. Altså foregår der en rivalisering på de to store museer, man har ikke afleveret KPM’erne tilbage; men det kan man ikke mærke når man besøger dem. Dog finder jeg det besynderligt at de ikke har lavet en stor bog hver, eller samlet, så der møder man det måske. Sonneberg muset har fået lavet en fin bog nu til 28€, men det er meget ærgerligt at de to bedste og største ikke har gjort det samme. Alle museerne har fine gavebutikker, med bøger, legetøj, PD’er i nytryk samt mange andre interessante ting.
Begge museer har pragtfulde tidlige køkkener, og de har ikke blot et, men mange, desværre kan jeg ikke altid se alle deres informationer, så I kan ikke få disse, men nu ved i grunden. Jeg har tænkt mig at jeg til billedteksterne vil skrive GNM om Nationalmuseet, og SM på Spielzeugmuseet.
Selvfølgelig så jeg også andet om lørdagen, nåede et kæmpe marked med blomster – planter er dyrere end hos os – fantastiske frugter, tørret og frisk, samt honning og forskellige souvenirs, men det meste var faktisk håndlavet, det tror jeg var et must.
Nürnberg som by er meget charmerende, der er mange turister i inder-byen, den har en gammel mur rundt om, men den blev meget bombet under 2 verdenskrig, man kan godt se det, når man ser sine fotos, når man er kommet hjem, men egentlig lagde jeg ikke mærke til det før da. Den er restaureret på den smukkeste måde, synes jeg personligt, og ville nogle gange ønske at vi danskere lærte af dette. Der var desuden kirkefestival, det var jo en religiøs højtid & Kristi Himmelfart, så jeg fik nogle flotte processioner at se, højst sandsynligt var flere af kirkerne katolske tror jeg, eller også er de udstyret helt anderledes end vores lutheranske nøjsomme kirker. Flere kirker var lukket grundet korsangfestivaler. Jeg har altid elsket kirker og besøger dem altid, selvom jeg er alt andet end religiøs. Der var mange fine madsteder, så jeg ente på en spansk restaurant med Tapas. Det kan godt være lidt svært at gå ud og spise som enlig pige, men efter flere overtagelsesforsøg lykkedes det mig at få en plads hos en ung spansk pige og hendes bedstemor. Så skulle jeg både tale spansk, tysk og tænke på dansk, og jeg kunne næsten ikke huske mit spanske. Men hyggeligt blev det alligevel. Min lygte kom igen i brug til hjemturen, så glem den aldrig. Det er altid betydeligt sværere at finde hjem, når man ikke ved hvor man er. Jeg skal lige tilføje, at jeg boede på et uhyre dejligt hotel Park Inn under Radisson, som min søn havde boet på i Berlin, det kan jeg kun anbefale.
Anne Friis
En kæmpe stor tak til Anne for, at vi må bringe denne helt fantastiske beretning, fra hendes tur til Tyskland!
Lene