Tag: Luthardt

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen (Del 2)

Med tak til Sigi Ulbrich  – tortula.de

for din informative research og indretningsfantasi ©

(Design: Lene Byfoged © — oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed rekapitulerer jeg: Jeg  havde en fortryllende lille dukkestue (25×18 cm og 16cm høj. Jeg vidste, hvor den kom fra. Egentlig burde jeg være tilfreds med den, som den var. Ja, burde, men det var jeg bare ikke!.

Igen og igen kiggede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse (Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler Verlag  – indprentede mig byggestilen og møblernes front. Jeg ville da kunne genkende dem, hvis jeg så dem.

(Hermed et link til forlaget www.swantje-koehler-verlag de) 

En dag opdagede jegi Thüringer Wirtschaftarchiv e.V. (Thüringer Arkiv for Erhverv og Økonomi):Theodor Luthardt, Steinbach. Med henvisning til Steinbach —Steinbach. Kunne dette være korrekt. Fandtes der to fabrikanter af arbejder i træ med navnet Theodor Luthardt?  Jeg så efter på landkortet. Der fandtes et Steinbach, men ”et lille stykke længere fremme”.  På et reklameskilt kunne jeg heldigvis læse den rigtige adresse. Det var Steinach— altså i umiddelbar nærhed af Sonneberg.

Her konstaterede jeg, at firmaet i 1894 blev grundlagt af Theodor Luthardt— som fabrikant af tamburiner og trommer. Desuden udfærdigede firmaet parketgulve, som blev lagt på i luksusbygninger. I 1909 udvidedes produktionen, således at man desuden fremstillede snesko og legetøj. Jeg regner med, at sneskoene var forløbere for vore ski. På vintersportsudstillingen i 1911 modtog firmaet en bronzemedalje for sneskoene  – som blev lanceret under navnet Fritjof. Denne benævnelse henviser direkte til den norske polarforsker og modtager af nobelfredsprisen Fridjof Nansen. Dette er nærliggende at tænke, med hensyn til teknik og videreudvikling af vintersportsudstyr og Nansens fortjeneste. Jeg har dog ikke fundet beviser på dette.

Men netop dette Fritjof-skilt er limet op på bagsiden af skabet.

Det bayerske statsbibliotek har udskrifter af Regeringsdokumentet for Hertugdømmet Coburg fra 1875. Denne Johann Carl Luthardt havde 5 sønner. Theodor, ham med parketgulvet, trommerne og dukkestuerne var den yngste bror. Han slog sig således igen ned i Steinach med både snesko, parketgulve og dukkestuemøbler.

Postkortet herover viser fabrikken og i baggrunden familien Luthardts privatbolig i 20erne.

Efter 1. Verdenskrig var allerede tre Luthardt-generationer beskæftiget i firmaet. Theodor, hans søn Oscar og dennes  søn Walther. I 1923 efter Theodor Luthardts død omdannedes firmaet til en kommanditselskab og i 1936 til et Interessentskab (Ansvarligt selskab/=OHG).

I 30erne blev Steinach kaldt ”Julemandens Værksted”. I 1933 viste 21 Steinach-firmaer i Kreisstadt (hovedbyen i en kreds) Sonneberg deres produkter frem på en legetøjsudstilling. Ud af disse var 15 Steinacher-firmaer trælegetøjsfabrikanter. Herunder regnedes også Theodor Luthardt med sine parketgulve, snesko og de små bondestuer.

Thüringer Waldbote  (Amtsavis for distriktet) skrev herom den 9. maj 1933 følgende:

På Sonnerberger-udstillingen træder vi nu ind i Steinachs børneparadis. Her bydes  vi velkommen af ”Luta-Dukker” fra firmaet  M. Luthardt, ejer,  hvor udgaver af mange forskellige menneskeracer smiler til os.

….. Produkterne fra firmaet Theodor Luthardt, alle former for snesko, slæder og skistave præsenteres i gennemtænkt opstilling. Også en plade med mesterligt anlagt parketgulv kunne ses.

Og her må man igen gætte. M. Luthardt må ganske enkelt være en trykfejl. Lutadukkerne er  –  påviseligt  –  fra firmaet W. Luthardt-Idel.

Disse Luthardts hører ganske vist til familien, men kommer fra en anden gren.

Hos mig foreligger en skrivelse af den 9.11.1937 til en legetøjshandler. Her tilbydes den lille dukkestue  – til at skille ad  –  som forstue og soverum. Indkøbspris for Vedes-forhandleren 2,50 RM (Reichsmark) netto.

Mellem 1945 og 1949 blev produktionen overvejende omstillet til forbrugsartikler (tøjklemmer og smørebrikker  til morgenmaden). Dog tilføjede man dukkemøbler, børnetrommer og parketgulve igen i programmet.. I 1958 bortforpagtedes virksomheden til VEB Glasfaserwerk Steinach  (Glasfiberfabrik)(!)  Ja, sådan står der faktisk i bilagene fra Thüringer Wirtschaftsarchiv (Arkiv for erhverv og økonomi). Kort tid efter blev det derfra solgt og opløst  – dette ifølge nævnte arkiv. For mig en noget vag skildring, som kun har meget lidt at gøre med de på den tid sædvanlige fremgangsmåder i DDR.  Dog har jeg ikke kunne fremskaffe flere oplysninger desangående.

Den sidste driftsleder var Walther Luthardt  –  og nu bliver det interessant. Han betegnes som svampeforsker. Han har fremdrevet helt specielle spiselige svampe. Allerede under 2. Verdenskrig startede han sin forskning. For mig er det russiske landsbyer, hvorfor jeg her citerer Steinacher Wochenspiegel fra den 17.4.2015 (ugeavis fra Steinach-Området).

Walter Luthardt, født i 1899 i Steinach, var fra 1924 teknisk leder af sit  fædrene firma Theodor Luthardt KG , hvor der fremstilledes trælegetøj og senere  parketgulve, ski samt andre trævarer.

Med henblik på videnskabelig rådgivning og deltagelse i sine forsøg satte Walther Luthardt sig i forbindelse med forskellige højskoler og andre fagfæller.

I maj 1948 besøgte videnskabsmænd og repræsentanter fra den sovjetiske besættelsesmagt dyrkningsanlægget for svampe. Som udfald af disse besøg og gennem finansielle midler fra Thüringer Ministerium for handel og forsyning blev der i 1949 indrettet et mykologisk (mykologi er læren om svampe) laboratorium i Nordschule i Steinach under ledelse af Dr. Helmut Kuntze, hørende under Institut für Specielbotanik ved Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena.  Såvel W. Luthardt som Dr. Kuntze og prof. Schwarz formulerede tyngdepunkterne angående forskningsarbejdet. Dette laboratorium eksisterede kun til 1951 i Steinach, hvorefter det blev flyttet til Weimar.

I begyndelsen havde  forsøgene med  dyrkningen af spiselige svampe på træ første prioritet for W. Luthardt, senere blev det den ”biologiske” nedbrydning og udviklingen af Myko-træ .

Hvordan denne ”svampeforskning”hænger sammen med ”bortforpagtning og salg” af firmaet står hen i det uvisse. Men det kan dog fastslås, at denne forskning har vakt stor opsigt  –  også hos den daværende besættelsesmagt. Jeg har købt hans bog  –  men har desværre ikke spor forstand på dette tema. Men jeg vil dog lige nævne den.

Hos mig foreligger en skrivelse fra 7.5.1953 til en legetøjsforhandler. Henvisningen til undtagelseskontrakten med DHZ (Deutsche Handelszentrale) er meget interessant. DHZ er den tyske handelscentral i DDR. Under visse forudsætninger var det for DDR-fabrikanterne tilladt at forarbejde og sælge legetøj.

Også i denne skrivelse tilbydes dukkestuemøbler. Desværre kunne jeg ikke forbinde  de  nævnte numre med illustrationerne.

I skal i denne forbindelse tænke på, at valutaen DM ikke kun eksisterede i vesten. I tiden fra den 24. juli 1948 og til den 31. juli 1964 hed DDR-valutaen også Deutsche Mark (Tyske Mark).

Blandt mine bilag ses også de to sorthvide illustrationer af disse to sparebøsser med lås og sprække. Efter vor tids normer er det næppe til at tro, at disse to små billeder kunne lokke kunder til. Ærgerligt at vi ikke kan se dem i farver. Spilledåsen til højre har i alle tilfælde stor lighed med kisten i mine stuer.

Mens det med tiden gik godt fremad med i min forskning/research kiggede jeg hele tiden i Online-salgstilbudene efter Luthardt-stuer eller enkelte  møbler  –  men forgæves.  Indtil den 10.9.2019. Her gjorde min veninde Sherri mig opmærksom på et onlineudbud, som hun havde opdaget på hos en amerikansk onlinsælger.

I mine bilag fra 1953 var der billeder af klædeskabet og servanten. Her er priserne streget over. I mit leksikon  over dukkestuer og –huse er de nævnt. Jeg går derfor ud fra, at firmaet Luthardt stadig benyttede det gamle katalog og prislister med RM-(Reichmatks)priserne og ganske enkelt stregede de forældede priser ud. Der var allerede dengang hårde tider.

Jeg købte disse møbler  – og måtte selvfølgeligt smile underfundigt over prisen på 14,40 Rentenmark pr. dusin (se leksikon for dukkestuer og –huse).  Jeg sætter stor pris på disse møbler fra 30erne, mere præcist kan jeg ikke udrykke mig. Men trods alt har jeg endnu ikke tilstrækkelige informationer og for få møbler her.

Og da så jeg i midten af september 2019 denne auktion. En komplet Luthardt-stue i kabinet. Ja, endog den sammenfoldelige æske var med i udbudet.  Aldrig havde jeg regnet med, nogen sinde at skulle holde sådan en æske  –  lidt større end en cigarkasse  –  i hånden.

Enhver samler vil kunne forstå min glæde. En sammenfoldelig Luthardt-dukkestue med komplet møblement og den er min.

Efter min fornemmelse er stuen lidt stor i forhold til møblerne. Kigger man i kataloget, vil man læse, at netop denne stue også blev udbudt som soveværelse, og her skulle naturligvis være mere plads.

Det første, jeg gjorde, var at stille møblerne op til fotografering nøjagtigt efter billedet i kataloget. Og her blev jeg forbløffet over, at den lille toarmede lysestage stadig eksisterede— dog uden lys.

Nå ja,  tidens tand har påvirket kabinettet en smule. Når jeg ser mig i spejlet, må jeg sige det samme om mig selv  –  og jeg er meget yngre end denne stue. Ja, alt har på en eller anden måde sin berettigelse..

Jeg syntes, at den var i ret pæn stand  – der var ikke noget, som ikke kunne repareres.

”Æsken” er af træ. Den forreste del kan man klappe ned. Som hængsel tjener blot det lilla papir, som er limet uden på huset.

Låget  –  uden på med pålimet lilla papir  – gør det samtidig ud for bagvæg. De to smalle sidestykker fra låget er desværre brækket af. Men de var dog med. Jeg vil med en lille strimmel lilla papir  – så at sige som plaster— atter fastgøre sidestykkerne.

For at komme de originale farvetoner så nær som muligt, har jeg scannet bagvæggen og klippet en slags strimmel, som jeg har ganget op og lidt efter lidt ændret dens farvenuance. Hver strimmel har jeg nummereret og derefter printet siden ud, og således fandt jeg den farvetone, som kommer tættest på originalen. Med denne nuance printede jeg siden ud og har nu tilstrækkeligt med ”plaster” til reparationen.

Æskens bund og sidestykker er af træ. Som allerede nævnt er æskens låg samtidig bagvæg. I sidestykket stykket er der oprindeligt fræset en rille/not, og i denne not stikkes den øverste del af sidestykket  –  af pap  – ind.

Sidestykkerne har vinduer, som man endda kan åbne. Men det mest fantastiske er, at disse sidestykker knappes med tryklåse!!!! På de smalleste steder af låget/bagstykket, helt utroligt, men de holder og sidder absolut fast  –  selv endnu i dag.

Den eneste ulempe ved denne konstruktion er, at man ikke kan hænge noget op på væggene —  måske højst et lille billede, men ingen hylder eller reoler.

Jeg sammenligner møblerne med dem fra min første Luthardt-stue. Betragter man skabet, er betegnelsen ”Hvert enkelt møbel er kvalitetsarbejde” nok lidt overdrevet. Selvfølgelig vil jeg lade det forblive skævt, men om jeg engang kan stille tallerkener i det  ??  –  Tja,  det har jeg endnu ikke forsøgt.

Bordene er identiske. Og udpræget smukke, jeg elsker holdbarhed. Men med hensyn til stolesæderne lægger man mærke til, at stolesæderne er forskelligt udført. Også byggestilen er lidt anderledes, ikke meget, men med kritiske øjne vil man se det.

Kisten og den lille skammel er i den nye stue meget smukkere dekoreret, men ellers er de bygget på samme måde.

Mens jeg betragtede skamlen, fik jeg en Déjà-vu-oplevelse. Denne skammel havde jeg allerede set engang før— blot i større udgave. Javel, det passer, den står i  min Strassburg-stue og har funktion som underbord for en lille dukkestue.

Og selvfølgelig tog jeg straks et billede af de to skamler  fra stuerne. Der er ingen tvivl, de er identiske  – med undtagelse af størrelsen. Den fra Strassburg-stuen er øjensynligt fra serien til dukker på 18 cm. Hvor herligt, nu kunne jeg igen katalogisere et møbel til den rigtige fabrikant.

Flagskibet i enhver bondestue er naturligvis kakkelovnen Med denne ovn fik jeg en overraskelse. Alle ovnene i mine øvrige stuer er af træ. De enkelte kakler er udført med mere eller mindre kærlig hånd, og somme tider blot malet på. Det er ikke tilfældet med denne ovn. Den er af keramik, og det er overraskende, at den er i så god stand. Nå ja, den har foroven et lille skår, men det er også alt. Man kan ikke se, at den er over 80 år gammel. 

Til min store overraskelse har også lysestagen overlevet over 80 år i god stand. Den var let bøjet og fastgørelsen noget løs —men hel. Gerhard har bøjet den lidt tilbage, og jeg har lavet lys af schaslikpinde  –  for at få smukke spidser på lysene brugte jeg en blyantspidser.

Den anden overraskelse var skabet hhv. dets bagside. Her er påklæbet et mærke: Håndmalet: Fritjof/Handmalerei.  Blandt de få dokumenter, jeg har fundet om dette firma, var der blot en sammenhæng mellem Fritjof og sneskoene. Dette mærke er dog originalt og er klæbet på skabet, da det var fabriksnyt.

Jeg skulle allerede nu se at finde flere ideer til at indlemme denne virkeligt helt specielle stue i min samling. Og det lykkedes også. Jeg var i færd med at få mere lys i mine stuer, og derfor fik også denne stue en smuk belysning.

Min første indskydelse var at lade denne stue stå, som den er gengivet i kataloget. Men her spillede Gerhard ikke med, han ville ikke se ind i en tom stue. Altså lagde jeg først et tæppe på gulvet, og en lille skildpadde flyttede ind, og så satte jeg en lille ”Spreewald-Bärbel” ind i stuen. Men, da det står i bibelen, at det ikke er godt for mennesket at være alene, kom også en lille søster til Bärbel (ligeledes fra Hertwig i Karlshütte) ind i stuen— og jeg har givet dem begge et kniplestativ med rulle. Nå ja, en gammel spinderok finder jeg helt sikkert også i mine kasser. Og nu ser den slet ikke ud som den på billedet i det gamle katalog. Resten må vokse med tiden. Jeg har mange ideer,  –  men nej, jeg stiller ikke et agurkeglas derind.