Tag: Raynal

Lidt om de franske RAYNAL-dukker

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

For nylig viste Beritt Mathiesen den dejligste stofdukke, som jeg ”dømte” til at være en Raynal-dukke. Nu harjeg fundet mine tidligere artikler fra Nordisk Dukketidende frem, således at I kan få lidt mere at vide om disse pragtfulde dukker:

Det følgende er fra Nordisk Dukketidende nr. 54/juni 2010, og en del af jer vil således nikke genkendende til dette:

Historien om Raynaldukkerne:

Disse dukker er skabt af Eduard Goldschmit, der kom til verden den 23. november i byen Mulhouse i Alsace — nu fransk — men dengang tysk, af en ugift fabriksarbejderske. Imidlertid var han så heldig, at hans Far,Eduard Esslinger, der boede i Paris i 1920, vedkendte sig faderskabet og gav ham lov til at bære familienavnet..

  • Lucie her er 42 cm høj og fra tredverne !
  • Ca. 60 cm høje Lily er fra 1927 !

Da han kom til Paris, boede han i en af de fattigste kvarterer, men startede en produktion af stofdyr– og legetøj under navnet Eduard Raynal (Raynal betyder ræv). Han tog straks patent på legetøjet. Senere, i 1924, giftede han sig med en ung talentfuld kvinde ved navn Marthe Gold, og således startede de sammen dukkeproduktionen: De yndigste dukker af stof med store, dejlige øjne så dagens lys og blev en stor succes. Nogle vil straks sige, at de ligner Lenci-dukkerne, hvad de også gør. Øjnene er malede, men på Lenci-dukkerne er der to hvide prikker, mens der på Raynaldukkerne er en hvid prik foroven og en buet linje nederst på de malede øjne. Så se godt efter, når du vil købe enten Lenci– eller Raynaldukker. For øvrigt er den kendte franske bondepige Beccasine også blandt produktionen. Dukkerne blev fremstillet i årene 1925 til 1940.

  • Og her er den dejligste babydukke produceret fra 1934 og senere !

Hermed et uddrag af artiklen om Musée de la Poupée Paris’ udstilling fra 12. oktober 2004 til 23. januar 2005:

50 års luksus for småpiger — dukker af mærket Les Poupée Raynal: 1922-1980 — artiklen er fra Nordisk Dukketidende november 2004:

På Dukkemuseet i Paris (som desværre for nogle år siden blev nedlagt) udstilledes 200 luksuriøse Raynal-dukker fra 1922 til 1980, som tydeliggør i hvor høj kvalitet dukkerne er blevet fremstillet. Som supplement til det tidligere beskrevne kan nævnes, at Eduard Raynal i 1930 fik patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale. Hovederne blev derefter fremstillet enten i stof eller modelleret i filt, og selvfølgelig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker. Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man desuden en baby-type i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne var tydeligt inspireret af dukkerne i modelleret filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med rhodoid, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt!”

  • Den omtalte Baby-dukketype !

I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (den magiske hud), en slags syntetisk gummi, som imiterede hud og blev anvendt til fremstilling af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og erstattedes derfor hurtigt med hård plastic og fra 1957 med hoveder af plastisol. Dukkerne af rhodoid forsvandt imidlertid først i 1963.

  • Shirley Temple !

I 1957 omdannedes firmaet til SARL BELINDA, og fra 1960 til 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.

I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsat med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Mino-Mecano, og mærket Raynal udvikledes ikke længere.

Raynal-dukkerne var altid meget elegant klædt, og de var ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal.

Raynal-dukkerne blev betragtet som luksusdukker og var almindeligvis dyrere en konkurrentens dukker… De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man eje en Raynal-dukke.

Og på den omtalte udstilling kunne man således se de dejlige dukker fra 1922-1980, bl.a. en dejlig Shirley Temple-dukke. Håber, at du ud fra billederne selv kan bedømme den udsøgte kvalitet.

Jeg beklager billedkvaliteten, da de er scannet ud fra de allerede trykte artikler i Nordisk Dukketidende…. Om Beritt Mathiesens søde dukke er en Raynal, ved jeg stadig ikke, men jeg ønsker jer alle

G o d l æ s e l y s t !

  • Den kendte franske Bondepige: Beccasine !

RAYNAL-dukkerne

De 3 første påsyede mærker på Raynal-dukkerne, tv det første, her var ikke påført oprindelsesland, dette ses først på de senere mærker!
De 3 første påsyede mærker på Raynal-dukkerne, tv det første, her var ikke påført oprindelsesland, dette ses først på de senere mærker!

(Dukker af filt/stof — en konkurrent de mere kendte LENCI-dukker

Mærke: Les Poupées Raynal – 1922-1980)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Ranal-dukker er internationalt kendt på grund af deres kunstneriske udførelse, og selvfølgelig er det let at se, at disse dukker helt fra begyndelsen har været inspireret af Elena König Scavinis egne Lenci-dukker, ”flagskib” for italienske dukker..

billede2
Becassine og Cascogne-dukken ! (billeder fundet på nettet)!

Desuden havde man hentet inspiration fra Margarethe Steiffs filtdukker. Steiff-dukkerne blev fremstillet allerede i 1905 som tegneseriefigurer – bl.a. Knold og Tot, Kaptajn Vom osv. (på tysk bl.a. kendt som Max & Moritz). ”(Der vil senere komme artikler om bl.a. hhv. Steiffs og Lencis stof/filtdukker).

Typiske Raynaløjne med den røde prik i øjenkrogen, desuden øverst de første ”vante-hænder” og nederst hænder i finere udførelse med spredte fingre! (Billeder fra nettet)!
Typiske Raynaløjne med den røde prik i øjenkrogen, desuden øverst de første ”vante-hænder” og nederst hænder i finere udførelse
med spredte fingre!
(Billeder fra nettet)!

 

 

I 1922 grundlage Edourard Raynal i Paris ”La société Raynal”, og startede med at fremstille dukker. Som konkurrent til Steiff og Lenci startede han med klassiske filtdukker, og de første siges at være af meget ringe kvalitet. Da man også ville konkurrere med figurer fra kendte tegneserier (Steiff havde dengang haft stor succes med Knold og Tot etc.), fremstillede man en dejlig Becassine-dukke. Becassine er en kendt tegneseriefigur, en bondepige fra Bretagne, som allerede i 1905 var med i børnebladet: ”La Semaine de Suzette, jeg ved egentlig ikke, hvor kendt hun er i Danmark, men hun optræder ofte i artikler om franske dukker. Der findes desuden en serie børnebøger med hende, og hun kendes ligeledes fra film og plader. I begyndelsen af 1980erne kom en kendt fransk, iørefaldende sang: ”Becassine, er min kusine” — sunget af Chantal Goya, der dansede med en kæmpestor Becassine-dukke, og alle børn i Luxembourg og Frankrig sang med på melodien   – blot et informativt sidespring. Udsendelsen af Raynals Becassine-dukke gjorde figuren endnu mere kendt. Senere kom en Raynal-drengedukke klædt i egnsdragt fra Gascogne.

Efterhånden kom Raynal-dukkerne i bedre og bedre kvalitet, de var stadig af filt, men kunne med hoved af celluloid. Hænderne var i starten af ”vantetypen”, men kom senere med adskilte fingre. De kiggede gerne til siden, og havde en rød prik i øjenkrogen ind mod næsen, desuden kunne de have meget brede øjenbryn. Deres tøj var i overordentlig smuk og detaljeret udførelse.

Andre karakteristiske kendetegn for Raynaldukkerne er:

  1. Sømmen på hovedet er håndsyet og ligner den på Lencidukkerne
  2. Bagsiden af kroppen er maskinsyet
  3. Ansigtet er en silkemaske
  4. Usædvanligt brede øjenbryn enten buede eller let opadgående
  5. Læber i to nuancer uden lysvirkninger
  6. Stiliserede vantefingre med særskilt tommeltot
  7. Søm foran på benene

billede5

billede4

Men der findes selvfølgelig altid en masse varianter. Pigen th er 46 cm høj med smukt malet ansigt på silkemaske, oliemalet med blå øjenskygge under øjnene, brune øjne, malede vipper foroven, (ydre øjenkroge) –   usædvanligt svungne øjenbryn, læber i 2 nuancer, kroppen er af pink bomuld. ca. 1925-1930.!

Pigen her i blå balkjole og blå filtsko er 37 cm høj og fra starten af 1930erne, ansigtet er en smukt malet silkemaske, øjnene brune med brede øjenbryn, munden malet i to 2 nuancer!
Pigen her i blå balkjole og blå filtsko er 37 cm høj og fra starten af 1930erne, ansigtet er en smukt malet silkemaske, øjnene brune med brede øjenbryn, munden malet i to 2 nuancer!

Firmaet Raynal voksede, og i 1930 fik Edouard Raynal patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale, hovederne fremstilledes nu enten i stof eller i modelleret/formet filt. (Og stadig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker)!

Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man en Bébé-model i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne tydeligvis var inspireret af dukkerne i modelleret/formet filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med Rhodoïd, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt”!

Shirley-Temple-dukke (Musée de la Poupée —Paris!)
Shirley-Temple-dukke
(Musée de la Poupée —Paris!)

I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (magisk hud) en slags syntetisk gummi” som imiterede hud og blev anvendt til fremstillingen af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og blev hurtigt erstattet med hård plastic. Parallelt fremstilledes kroppe i blødere plastic og fra 1957 med hoveder i Plastisol. Dukkerne af Rhodoïd forsvandt imidlertid først i 1963.

I 1957 omdannedes firmaet til SARL BLINDA, og fra 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.

Den dejligste Raynal-dukke! Fra Musée de la Poupée, Paris !
Den dejligste Raynal-dukke! Fra Musée de la Poupée, Paris !

I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsatte med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Miro-Mecano, og man udviklede ikke længere mærket Raynal. Raynaldukkerne var stadig meget elegant klædt og ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal. Det kan man da kun kalde en omtumlet tilværelse!

Dukkerne blev betragtet som luksus dukker og var almindeligvis dyrere end konkurrentens dukker. De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man simpelthen eje en Raynal-dukke.

For 11 år siden var der for øvrigt en stor udstilling af Raynal-dukker på Musée de la Poupée i Paris, hvor man viste et stort og alsidigt udvalg af disse smukke dukker.

God læselyst og efterårshilsner fra Syddanmark !

 Lise Clasen Research ©