Historien om Skildpaddedukken Bärbel – min barndoms veninde ! Den 13. juni 2020 på Verdensdukkedagen

(med tusind tak til Sigi Ulbrich— www.tortula.de)

(oversættelse og gendigtning af børneremsen: ”Hvem har bolden?” : Lise Clasen ©  –   Layout: Lene Byfoged ©)

Kære læsere, mon der findes nogen større anledning end Den internationale Dukkedag/Verdensdukkedagen til at præsentere  jer for den dukke, som har ledsaget mig næsten hele livet?

Skulle I, kære læsere, ikke være helt up to date, angående den specielle dag for os dukkesamlere, henviser jeg hermed til Linket til det brev, som den amerikanske dukkekunstner Mildred Seeley skrev i 1986:

www.worlddollday.com

Siden da fejres den 2. lørdag i juni den særlige dag: Verdensdukkedagen— blandt dukkesamlere og dukke-elskere.

Denne dag er en anledning til at forære en dukke til et andet menneske, og frem for alt er den en erindring om ikke at glemme sin barndoms veninde. Denne dag skal forene dukkesamlere og dukkemagere, dukkejournalister og biblioteker, dukkebutikker og dukkemuseer. En virkelig storartet idé. Da interessen for dukker og alt det, der findes i denne sammenhæng, er gået stærkt tilbage, er dagen en god anledning til atter at tænke på og beskæftige sig med dukken.

I enhver dukkesamling kan man helt sikkert finde effekter fra forskellige områder af dagliglivet, som har et eller andet at gøre med dukken. Først da kommer samlingen til sin ret.  Som dekoration vender jeg gerne tilbage til den store postkortsamling, som jeg har arvet efter min gudmor, samt til frimærker.

Foto: Sherri Farley

Det var således ikke overraskende, at jeg straks blev begejstret, da jeg på den danske dukkeblog Dukke- & Legetøjsdrømme blev præsenteret for disse smukke frimærker. Min veninde Sherri fra Missouri opdagede faktisk disse frimærker til os på den store amerikanske auktionsplatform og købte straks tre sæt.. Vi vil hænge frimærkerne op som billeder i vore dukkestuer. Hendes mand har lovet at snedkerere  rammer til billederne, og når jeg har fået mine, vil jeg vise jer dem på www.dukkedroemme.dk.

Foto: Gertrud Ihde

Min barndoms veninde hedder Bärbel

Og i dag vil jeg fortælle om hende. Den, der kigger nøje på fotoet, vil se, at Bärbel sidder på mit skød – mens jeg sidder på skødet af min bedstemor. 

Foto: Gertrud Ihde

Bärbel, krigsbarn, Schildkröt, 34 cm, fast hoved, blå malede øjne, modelleret brunette ”frikadellefrisure”.

Den dag, da Bärbel trådet ind i mit liv, husker jeg ikke længere, og det er faktisk ikke så mærkeligt, da det var på min første fødselsdag.

Min bedstefar havde bygget dukkevognen til mig. De dertil passende puder i rød/hvidternet stof havde min bedstemor syet. Af  resterne fik Bärbel en spencerkjole: kort nederdel og overdelen med let smocksyning. Den kjole havde hun meget længe. Det tøj, hun nu har på, blev i begyndelsen af 60erne ligeledes syet af min bedstemor.

Postkortsamling: Else Weber

Alle små børn leger gerne med vand. Da de selv ofte blev vasket uden hensyntagen til deres egne ønsker, er det en elsket leg at vaske dukkerne eller bamserne. Gengivelsen— som kunstner– eller fotopostkort hhv. glansbilleder taler for sig selv.

Postkortsamling: Else Weber

Bärbel havde det ikke nemt hos mig. Jeg var meget proper med hende. Igen og igen vaskede jeg hendes hoved, og jeg er bange for, at jeg har skrubbet hende rigtig grundigt. Derfor er det ikke overraskende, at den tidligste oplevelse, jeg husker med Bärbel, er et besøg hos dukkedoktoren.

Jeg var 3 eller 4 år gammel. Bärbels ansigt og hår var udvasket og farveløst. Jeg gik med min mor til dukkedoktoren og holdt Bärbel tæt ind til mig. I dag tænker jeg på, at jeg nok var meget bekymret for mit dukkebarn. Så bøjede ”Doktoren” sig  over salgsdisken og ned til mig, så på min dukke og sagde (jeg husker det, som var det i går): ”Hvad fejler din Bärbel?”

At denne fremmede mand var så klog og vidste, hvad min dukke hed, beroligede mig dengang uendeligt. Han blev ”livlæge” for Bärbel. Hun måtte ofte konsultere ham. Igen og igen farven. Hendes sidste ophold hos ham var i 1962. Nogle år senere blev hun sammen med Dieter (en Christeldreng)  – min søsters  og vore babydukker lagt væk i en stor æske.

Ca. 25 år senere pakkede jeg dukkerne ud igen og …..

Postkortsamling: Else Weber

….. vaskede dem.

Selvfølgelig har jeg et helt specielt forhold til min barne-Bärbel … Og helt ærligt, jeg kan næppe gå forbi en Bärbel uden det uimodståelige ønske om at kalde hende min.

På min dukkeudstilling i vinteren 2016-17 i Itzehoe havde mine Bärbel-dukker deres egen vitrine, hvor de af fru Andresen, museets dekoratør, var stillet op i et virkeligt vidunderlig scenarium.

I min vitrine i dagligstuen har jeg ikke helt så meget plads. Der kommer hele tiden en eller anden dukke mere til  Men alligevel her inden for mine egne fire vægge er den min yndlingsvitrine, og som midtpunkt står naturligvis min første Bärbeldukke.

01—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede grønne øjne

02—48 cm, drejeligt hoved, bevægelige arme og ben, brune glasøjne

03—56 cm, drejeligt hoved, bevægelige arme og ben, blå glasøjne

04—18,5-19 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

05—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede brune øjne

06—25 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

07—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

08—29 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, blå glasøjne

09—16,5 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne, Hertwig Katzhütte

10—29 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

11—18,5-19 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

12  – 25 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

Jeg begyndte tidligt at læse, allerede som lille pige var det bøgerne, der bestemte mit fremtidige liv.  Min første ”krimi” fik jeg som fireårig  – den handlede om en bortførelse. Nå ja, dengang fandt jeg den frygteligt ophidsende, følte med den lille mor,  og jeg fandt, at bortføreren var en slem forbryder. Nå ja, I tænker sikkert på den samme bog, som jeg: Det var bogen: ”Den vidunderlige Dukkerejse/Die Wunderbare Puppenreise” af Sophie Reinheimer. Det bedste ved denne bog var, at dukkepigen Mimi havde den samme smukke frikadellefrisure som min Bärbel, og det fødselsdagskort, som fulgte med gave fra min Gudmor, ligger i dag stadig i bogen.

Bemærkning fra oversætteren: Sophie Reinheimer (1874-1935) har skrevet mange børnebøger, jeg har ikke fundet dem oversat til dansk, men de tyske udgaver kan købes antikvarisk flere steder:

For øvrigt har jeg opkaldt min Skildpadde-Strampelchen Fritzchen (Lille Fritz) efter broren til ovennævnte Mimi.

I forhandlerkataloget fra 1938— jeg har dette katalog med forhandlerprisliste— vises Bärbel for første gang og endda i seks størrelser (18,5—25,5—29.5—34—45—49) og i forskellige  udgaver som kødfarvet eller solbrændt, med glasøjne eller med malede øjne, og i størrelse 49 cm endda med bevægelige øjne med vipper. De små dukker har bevægelige arme og ben og fast hoved. De store dukker har bevægeligt hoved og bliver leveret iført en combination. (Bemærkning fra oversætteren: en combination var undertøj, dvs. undertrøje og –bukser syet i et stykke).

De første påklædte dukker kan man se i 1940-kataloget. Dukkerne var hovedsageligt iført enkle bomuldskjoler  –  særlig henrivende finder jeg kjolen med skildpadderne  – egentlig tænkte jeg altid på, at dette skildpaddestof var en nutidig kreation, (til højre), men det er det ingenlunde, den idé fik fabrikanterne i Mannheim allerede på et tidligere tidspunkt..

Schildkröt udsendte hvert år et lille reklameprospekt  –  i hovedrollerne sås altid celluloiddukkerne fra Skildpaddefamilien (Die Schildkrötfamilie).  Det lille hefte fra 1941 har den karakteristiske titel ”Lege året rundt/Spiele für das ganze Jahr”. Jeg viser jer her denne side, fordi lille Bärbel og de andre medlemmer af skildpaddefamilien er fremstillet så pænt, og naturligvis fordi denne side netop er fra juni: Den måned, hvor vi fejrer Verdensdukkedagen.

Bemærkning fra oversætteren: jeg har gendigtet dette dejlige børnerim: ”Hvem har bolden”! Eller måske hedder legen ”Ståtrold?”  Og jeg er helt sikker på, at flere af jer kan nikke genkendende til legen.:

 Hvem er med, vi lege vil:

Hvem har bolden  – herligt spil.

Jeg og du —

Sig det nu:

Møller-Æsel, Møller-Ko,

Det er dig, det si’r jeg jo.

Inge stod for det at tælle,

Hans blev valgt, åh, ælle-bælle.

Ryggen til os have må,

Mens alle vi i porten stå!

Han kaster bolden bag sig hen,

Mens vi råber: Hør min ven

Hans skal gætte, den er klar

Hvem af os mon bolden har?

Åh, du stakkels dumrian,

Mon du snart det gætte kan.

Hvem af os har bolden gemt,

Gæt det nu, det er ej slemt!

Min veninde Nicole fortalte mig engang, at hun ikke kan læse de gamle tyske skrifttegn. Jeg ved, at det er hun ikke alene om. Derfor har jeg ”oversat” teksten til alle Nicoler. Jeg har forsøgt at finde ud af noget om denne tekst. Men desværre forgæves  –  Måske er det bare en remse skrevet specielt til denne lille bog.

Opbygningen af kataloget for 1951 er opbygget helt anderledes. I de tidligere kataloger blev hver dukke altid vist i de størrelser, man tilbød, mens man fra 1951 præsenterer dukkerne efter størrelse og med alle skildpaddebørnene i blandet flok.

Og en anden ting i denne udgave er påfaldende. Hans, der altid var Inges trofaste ledsager, afbildes nu som Bärbels ledsager. Hvilke tanker man har gjort sig, da man tog dette skridt, vil jeg ikke tage stilling til.

Med få fornyelser hhv. ændringer skete der ikke mere. Bärbel af celluloid blev fremstillet i de ovennævnte 6 størrelser. Bärbel var DUKKEN fra efterkrigstiden. Mange andre fabrikanter red med på ”frikadellebølgen” (her hentydes til Bärbels frisure). Således har jeg også i min samling nogle fremmede ”Bärbel-dukker”. Schildkröt forblev tro mod denne yndede model. Den eneste virkelige nyhed kom i 1952. Her fik de 45 og 49 cm høje dukker en anden hals. Det drejelige hoved blev skåret af og fik i stedet for en halsring til fastgørelse på en blødere krop, og hermed kunne man nu isætte lukkeøjne.

Dukken blev dog aldrig et stort hit. Jeg har ingen af denne type i min samling, og kan derfor desværre ikke vise jer dem.

Fra 1953 var Bärbel ikke længere på programmet, som den eneste af Skildpaddebørnene er Bärbel ikke fremstillet i Tortulon.

Foran mig ligger kataloget fra 1958. Her afbildede man et kuriosum. Måske man overvejede en dag at fremstille Bärbel i Tortulon. Jeg ved det ikke, og i dag er der næppe nogen, man kan spørge. Jeg kan garantere jer, at det med afbildningen herover drejer sig om en originalscanning fra skildpaddekatalog 1958.

I kataloget fra 1961 er der ikke mere henvisning til Bärbel, eller endnu ingen henvisning til Bärbel..  For….. I kataloget fra 1962 præsenteres en taledukke med navnet Bärbel. Hun har den statelige højde af 58 cm, og takket være et taleværk i hendes mave og ved hjælp af små grammofonplader kan hun tale. Denne dukkes krop er af fast materiale, og hovedet af noget blødere, måske gummi eller vinyl. Nylonhåret er påsyet.

Selv om skildpaddekataloget altid havde været i A-4-format, blev det fra midten af 60erne udsendt  i mindre format, dvs. A-5 i tværformat. Fra siderne smiler Bärbel stadig i størrelse 58 cm, men nu med kortere hår  – ikke mere de gode, gamle fletninger rullet op som ”frikadeller”. Hovedattraktionen  –  i mange størrelser  – er nu Bienchen (på tysk Den lille Bi eller lille, kønne pige).

Denne dukke er  –  frem for alt i de små størrelser  – virkelig fortryllende. Heller ikke jeg kunne modstå hendes charme. Jeg købte ekstra en Bienchen til min udstilling i Itzehoe, selv om hun hverken var fra den tid, eller af det materiale, som passede ind i min samling.

Ak, ja, hermed en note: Schildkröt har tit eksperimenteret med materialer. Ikke alt, hvad der er hårdt og fast, er Tortulon. Der fandtes også et materiale, som Schildkröt kaldte tortulflex, og Skildpaddemodellen Käthe Kruse var at et materiale, som Schildkröt kaldte Demiflex. Senere kom også Celidor til.

I 1973  –  til højre  – bliver Tale-Bärbel stadig fremstillet, men nu med langt, glat hår. I kataloget til venstre, som desværre ikke har noget udgivelsesår påtegnet, men på grund af farvegengivelsen og udstyret sikkert ligeledes stammer fra 70erne  – angives prisen for Bärbel med DM 69,90—og til højre i 1973-kataloget med DM 77,50, dvs. DM 7,60 højere, hvad der får mig til at drage den slutning, at det venstre katalog er det tidligste. I årenes løb udsendtes der desværre hele tiden kataloger uden årstal— hvad jeg findes yderst sælsomt. Det gør i dag alle vi samleres research vanskeligere,  Nå, ja, dengang havde man vel endnu ikke tænkt på samlere.

I begyndelsen af 80erne blev der som bekendt slået skår i Schildkröt-Mannheim-firmaet.  –  når vi ser på Bärbel som klassisk model. Hermed begynder endda før salget og flytningen til Kaufbeuren en ny æra for firmaet. Bärbel står nu ved siden af Hans. De danner par.  Som den tredje model ses Erika, men ekviperet på en anden måde. Først senere i Kaufbeuren kommer Inge og de andre søskende med.

           Desværre har jeg ikke kataloget fra 1980, men er dog i besiddelse af forhandlerkataloget fra 1981. Som materiale angives ”Celidor”. Der er de afbilledet. Ejendommeligt nok som:

Originale Skildpadde-Baby-Dukker /Original Schildkröt-Baby-Puppen. Ja, hvorfor ikke.

           Prægningen på halsen og i nakken betyder, af min dukke har størrelse 46, er fra fabrikationsåret 1980 og har løbenummer 585.

I Kaufbeuren, hvortil fabrikantfamilien Biemann med Skildpaddedukkerne var flyttet fra Mannheim,  blev lokaliteterne hurtigt for små. I 1993, kort tid efter vendepunktet, kom flytningen til Thüringen—  direkte i Det tyske Dukkelands Hjerte  – til Rauenstein.

Her udvikledes et samarbejde med porcelænsfremstilling i Region Gräfental i Gräfental, og her skabtes tre dukkefigurer helt af porcelæn: Strampelchen liggende på en pude, Hans…..  og Bärbel stående på en sokkel. Alle tre ca. 15-18 cm høje. Jeg fortalte jer allerede i indledningen, at jeg har svært ved at gå forbi en Bärbel.  Nu er de således med til at pynte i min vitrine.

Åh, ja Pynte…..  Den klassiske kollektion af Skildpadde-Familie-programmet er meget alsidig. En virkelig smuk og særlig variant er juleengle-dukkerne i mange størrelser og mange dukketyper. Min engel er selvfølgelig en Bärbel, og lige siden jeg fik hende i 2004 kommer hun hvert år ud af sin æske til jul og pynter i vor julestue.

Jeg har tidligere sammensat et lille udvalg af Bärbel-dukker til jer. Som I vil se, er det nemlig ikke bare blevet ved gamle og nye Bärbel-dukker fra Schildkröt. Dukker fra Cellba, Käthe Kruse, Hertwig, Emaso og naturligvis engle afrunder min samling

Jeg tænker, at det er frikadellerne over ørerne, som hele tiden frister mig til at få fat i en Bärbel. Min mand, der egentlig altid er generøs og tolerant med hensyn til mine samlinger, mener, at jeg nu har fået fat i tilstrækkeligt mange.  Men som den store fodboldspiller engang sagde:

Lad os nu se.

(Bemærkning fra Sigi og oversætteren: Lad os nu se/Schauen wir mal er bevingede ord på tysk. Disse ord stammer fra Franz Beckenbauer, en kendt fodboldspiller fra Bayern-München i 70erne. Han er stadig en legende, og dette motto stammer fra reklamefjernsynet).

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for det flotte layout.

Tekst: Sigi Ulbrich—www.tortula.de

Fotos: gmuwebsign

Postkortsamling: Else Weber

Kære Sigi,

Også vi takker dig for denne levende fortælling om Bärbel. En lille pige, der elskede sin dukke og hele livet fortsætter med at holde af Bärbel.  Det har været en fornøjelse at oversætte din beretning, Lene og jeg kan kun ønske alle vore læsere

God fornøjelse   !

Sådan får du de flotteste dukkehustæpper !!!!!

Tekst og fotos med hilsen fra Sigi Ulbrich  – tortula.de  ©

(oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

For ikke så længe siden fortalte Sigi Ulbrich om det store udvalg af tæpper til dukkehuse og –stuer, hun har designet, og hermed får I nogle tips og gode råd, når I kreerer jeres tæpper. 

Tak, Sigi, for disse tricks, nu kan jeg trygt fortsætte med bedre resultater).

(NB! Undertegnede/oversætter blev som nævnt rigtig glad for disse tips, idet mine forsøg ikke ligefrem kan tilskrives Einstein, Edison og Bohr, men bare Lise; derfor håber jeg, at dette vil være en god ballast, når I går i gang, og når mine tæpper ENGANG bliver super-perfekte, skal I få dem at se)!.

Sigi skriver:

”Jeg håber da, at du/I synes det er sjovt at lave tæpper, og hermed nogle tips og gode råd, når du skal forme tæpperne:

           Altså skal du – når tæpperne er færdige, udarbejde dem i den rette facon, (bringe dem i form). For man kan ærlig talt risikere, at de runde tæpper ofte bliver til kurve eller skåle i stedet for til flade skiver. Det er derfor meget vigtigt, at man syr med løse sting og endelig ikke strammer tråden under sammensyningen. Herefter kan man trække, strække og udspænde arbejdet.

Der findes forskellige muligheder, en af Sigis veninder bruger altid sukkervand for at gøre tæpperne mere stive. Det er jeg modstander af,  jeg tænker her på, at man derved inviterer uvelkomne GERNE SEKSBENEDE medbeboere indenfor.

Selv klipper jeg en skabelon af papir, lidt større end tæppet, herefter sætter jeg papiret fast på polstringen på sofa-armlænet, ganske enkelt med knappenåle. Så fugter jeg tæppet – dette lykkes ganske godt med en stænkflaske (den du bruger, når du stryger tøj), og endelig hæfter jeg med knappenåle tæppet fast på papirskabelonen, derpå strækker jeg det lidt efter lidt ud til den størrelse, som jeg vil have det i henhold til skabelonen. Dvs. igen og igen strække og hæfte fast, indtil tæppet har fået den rigtige facon og størrelse. Jeg bruger således ganske enkelt vand, da man hele tiden her efter behov kan fugte kan lidt mere efterhånden. Sherri fortæller, at hun blot presser tæppet, men den metode er ikke så enkel at arbejde med, da man bagefter ikke kan se, hvordan tæppet er placeret i pressen, hvorved det let får en forkert facon.

Altså, kære venner, prøv nu bare og ha’ det sjovt… og det er bare så herligt at kunne hygge sig med små ting—  – eller som man siger nu til dags: I WANT FUN !”

Som I kan se på Sigis fotos—  de taler for sig selv ! giver det flotte resultater—   eller øvelse gør mester……

God Fornøjelse   !

Således inspireret af Sigis skønne tæpper, kan jeg ikke nære mig for at vise et af de tæpper jeg har lavet i samme stil, til et af mine dukkehuse.

Det er tyndt flerfarvet bomuldgarn, broderet på hørlærred.

Lene

Pinsehilsner fra dengang

Med tusind tak til Angelika Salzwedel for tekst og fotos ©

(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©  –  Layout: Lene Byfoged ©)

Der er lang tradition for at sende hilsner til højtiderne, og særligt populære og kendte er julekortene, men også påske– og pinsehilsner kendes fra tidernes morgen.

Allerede i 1869 blev de første postkort med hilsner sendt, først i Østrig, og noget senere i Tyskland, idet man her i begyndelsen var bange for, at teksten på de åbne postkort blev læst af andre, men snart tog den smukke skik overhånd, og man sendte kærlige hilsener til gode venner og kære slægtninge i anledning af højtidsdagene, og også til pinse sendte man hilsner, da man ikke altid kunne aflægge besøg.


Pinsehilsen med liljekonvaller fra 1925
 

Gennem udviklingen af trykprocessen kunne man nu fremstille forskellige motiver i større oplag. Den absolutte blomstringstid for postkort med billedmotiv lå fra omkring år 1900 til slutningen af 20erne, og i halvtredserne i forrige århundrede oplevedes en renaissance.


Dette unikke motiv med oldenborrer
er fra 1926 !
 

De mest populære motiver til pinsehilsnerne var oldenborrer, liljekonvaller og violer, altså blomster der stod i fuldt flor i maj, samt fugle og sommerfugle.

I dette særlige år, i coronatiderne, vil mange mennesker helt sikkert huske denne gamle skik og sende en sød pinsehilsen til kære slægtninge og venner, og især til alderdomshjemmene, hvor der af forståelige grunde gælder indskrænkede besøgsregler.

Men også den yngre generation har gennem længere tid til pinse gerne sendt E-kort mange forskellige motiver eller et flot foto pr. smart– eller Iphone .

Også kortet her ovenover er fra 1926.

Kære Angelika,

Tak for din pinsehistorie og for de forskelligartede postkortmotiver, dejligt at få ny viden!

Og hermed så ønsker vi jer alle God Pinse…..

Nissefeber året rundt – Birgitte Frigast!!!

(Med hilsen f ra Lise Brastrup Clasen ©)

(Fotos bl.a. fra brochurer  og nettet, samt fra Birgitte Frigast’ hjemmeside med tilladelse fra  og tak til kunstneren) )

Nisser og andet godtfolk, du ser dem overalt, når du surfer på facebook. Nissebabyer, -børn, og –voksne, engle, eventyrfigurer, prinsesser med flere, alle klædt fint på, og dertil kan erhverves en hel del tilbehør. Alle eller de fleste er helt vilde med dem, de handles på gruppen hele året, og for mig at se, er de dyrest ind under julen! 


Frigast-Logoet !
 

”Jamen det er da slet ikke mig, og dog alligevel”: Da jeg skulle skaffe en nissebaby til en god veninde, blev jeg selv fristet og investerede i 5 forskellige af slagsen samt en stor nisseseng, hvor de nu sidder og hygger sig. Men om jeg vil investere i hele babysamlingen, nok i alt 17 stk.,  må tiden vise. Nissebabyerne har den fordel, at de blot er 10 cm høje og ikke fylder ret meget, mens alle de andre er fra 15 til 28 cm høje.

           Måske mange af jer samler på nogle af disse nisser???  Alle skabt af Birgitte Frigast, gedigent arbejde, de er klædt på i  – hvad jeg absolut må sige  – rigtigt nissetøj, og de fleste af dem har tilbehør: blomster, gyngehest, trækvogn, spand, for blot at nævne en lille del af det.

Du kan også erhverve dig et stort nissekøkken med en masse flot køkkentøj, ja, sådan kunne jeg fortsætte side op og side ned, men hermed lidt historie om Birgitte Frigast, hendes nisser, bøger osv.

           Nisseeventyret startede i 1987, og Birgitte Frigast har tegnet hver enkelt nisse i samarbejde med en skulptør. ALT så som  brænding, påklædning osv. Er underkastet en streng kvalitetskontrol, hvad man straks kan se, når man holder om en nisse eller en anden figur. Alle nisserne har navne.

Birgitte Frigast er fra 1948 og har hele livet været maler og designer, nisse-feberen er så stor, at de kære væsener er samlerobjekter også uden for Danmarks grænser.


Jubilæumsbog 1987-2020  –  er på vej
 

Hendes seneste bog har titlen: DEM FÅR DU ALDRIG SOLGT MIN PIGE,  (en fortælling om billedkunstneren Birgitte Frigast) sagt af en dame til Birgitte Frigast første gang hun forsøgte at sælge nisser på  messe. Men den udtalelse holdt slet ikke vand…   Alle blev vilde med nisser og figurer, de var og er stadig et hit. Der er udgivet en del små bøger og hæfter med fortællinger om nisserne, og du kan stadig antikvarisk erhverve de bøger og hæfter, der er udgivet. Eller du kan gå ind på hjemmesiden: frigast.com —eller skrive og bestille 2020-nisserne, Far, Mor og Baby på frigast@mail.dk  …  2020-nisserne er på vej med forsinkelse, idet de mange forberedelser på grund af corona-krisen er sat lidt på stand-by:  Udførelse og kvalitet er som tidligere nævnt af meget  høj standard: nisserne har håndskårne træsko, håndlavede parykker og ”skræddersyet” tøj…    Her kan du se Birgitte Frigast’ tegning og forlæg til de den charmerende nissefamilie.

Samtidig udkommer en herlig lille billedbog om kunstnerens design 1987-2020, bogen er på 90 sider og måler 20 x 21,9 cm, pris kr.220,- + fragt kr. 43, og du kan lade dig skrive op til bogen (uden forbindende) ved f.eks.  at sende en mail til frigast@mail.dk, således at Birgitte får en idé om, hvor mange der i første omgang skal trykkes.

Her er  nogle af de søde nissebabyer, samt den 20 cm store seng, som mine babyer sidder på til daglig. Sengen er som nævnt 20 cm lang, og  indeholder patchwork-sengetæppe, pude, under– og overdyne, alt i fin og gedigen kvalitet.

Der er fremstillet køkken og stue til 10, 22 og 28 cm høje nisser, og ofte udbydes objekterne på facebook eller i auktionshuse, lige som de fleste nisser og engle med mellemrum dukker op og ”søger nye hjem”, som sælger gerne skriver. Alle nisser er oprindeligt leveret med certifikat og emballeret i holdbare og fikse æsker, hvad der gerne fremhæves ved salg og har indflydelse på prisen.. 


De søde, humørspredende Go’morgen-nisser er da slet ikke at stå for, vel?
 

Et udvalg af de smukke 10 cm høje engle!
 

Foruden de mange små, mellemstore og store nisser, som I her kan se billeder af fra den fikse lille folder, jeg fik medsendt sammen med en af babyerne, har Birgitte Frigast skabt de yndigste 10 cm høje engle, eventyrfigurer som f.eks. Klods Hans, Go’morgennisser, adventsnisser, prinsesser  – tja, sådan kunne jeg blive ved, og jeg håber nu  –  at denne lille beretning vil virke som appetitvækker for jer til at få fat i gamle og nye nisser og andet fra Birgitte Frigast’ hånd.

G o d    L æ s e l y s t  !!!


Fra v til h: Jonas 28 cm , Alma 22 cm,
Knut 22 cm og Rosa 28 cm !
 

PS:  til slut denne landnissefamilie, foto fra en ikke helt ny folder  –

God samlerlyst og god fornøjelse

Verdensdukkedagen – WORLD DOLL DAY

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

(Med tak til Birte Iversen for dit tip og spørgsmål)

Måske mange af jer, kære læsere, husker, at vi for en hel del år siden snakkede om Verdensdukkedagen eller Vedens Dukke Dag, som afholdes hvert år den 2. lørdag i juni, og det skulle således være den 13. juni i år. I sin tid skrev jeg om denne dag, men da det er så længe siden, og da dukkesamleren Birte Iversen for nylig bad om oplysninger om dagen, vil jeg da meget gerne igen fortælle jer lidt om dagen og historien bag den!

Birte fortæller, at hun fra Canada har modtaget et ark frimærker med dukkemotiver i anledning af Verden Dukke Dagen, og i kan i artiklen se nogle af Birtes frimærker. 

Hermed det brev, som Mildred og Vernon Seeley udsendte i anledning af Verdens Dukke Dag:

”Du har nok ikke hørt om Verdens Dukke Dagen! Og det kan slet ikke overraske os, da vi først for en time siden besluttede at udbrede vore  tanker til jer alle: jeg ønsker et samarbejde mellem alle dukkesamlere, alle redaktører af dukkeblade– og nyhedsbreve, dukkebutikker, biblioteker, dukkemagere, mødre, bedstemødre, fædre, bedstefædre, og alverdens tanter og onkler. Den første Verdens Dukke Dag er den anden lørdag i juni 1986. Giv en dukke til en voksen, et barn i familien eller blot til en ven. Hvis du ikke har et barn at give en dukke til, – så find et   –  der er mange børn i Verden, der ikke har en dukke.

Send en dukke til et andet land. Jeg har altid følt, at dukkerne kunne være et middel til gensidig forståelse i Verden. Lige fra første gang jeg startede med at skrive bøger om at skabe dukker,  har det været mit håb, at dukkerne kunne skabe venskaber over hele Jorden og dermed give kærlighed blandt alle.

Verdens Dukke Dag skal desuden være en dag med dukkeudstillinger. Det er mit håb, at alle biblioteker vil åbne en speciel dukkeudstilling, at museerne vil reklamere for deres dukkeudstillinger og have særlige udstillinger på denne dag, at blade og tidsskrifter vil udsende særlige dukkeudgaver, at dukkebutikker i mange uger fremover vil gøre ekstra reklame for dukkerne, at dukkemagere vil kreere særlige dukker til Verdens Dukke Dag, og at der vil blive afholdt dukkekonkurrencer med Verdens Dukke Dagens præmier, souvenirs og andre mindeværdige objekter.

           Logoet er skabt af kunstneren Boots Tyner  – hans dukke forestiller en barn med en porcelænsdukke, som symboliserer dukkesamlerens gave. Du er velkommen til at kopiere logoet eller skabe et selv.

           Enhver kan få sjov og glæde ud af dette, det koster ikke noget, du skal ikke have speciel tilladelse, ikke have forpligtelser, ingen  – heller ikke nogen klubber eller firmaer ejer denne dag. Der er frit valg for alle, tag imod dagen og dens idéer og forslag til dig og spred dem. Gør det nu: VERDENS DUKKE DAG.

Synes du, det er en god idé, så gør noget selv eller sammen med andre, således at dagen bliver en realitet. Fortæl om den til fem andre, lad hver af dem fortælle det til endnu fem personer og så videre. Verdens Dukke Dagen blev født den 14. juni 1986.

De hjerteligste hilsner fra

Mil og Vernon Seeley

PS:  Du har således lov til at kopiere dette brev igen og igen, indtil hele Verden får kendskab til Dagen.”

Og nu skete der en masse:

Det hele resulterede således ret hurtigt i udstillinger, der blev skrevet bøger om dukker, både om at samle på dem, lave dem selv, sy, strikke og hækle tøj til dem osv. Der udkom på den tid enormt mange dukkeblade over hele Verden, og mange museer gjorde meget ud af at udstille deres dukkesamlinger. På auktioner, både i de store og de mindre auktionshuse afholdtes fantastiske auktioner,  og mon ikke mange af os red med på bølgen. Mange dygtige dukkemagere afholdt kurser, således at du kunne lære at skabe dine egne dukker, både reproduktioner af de antikke og moderne dukker, eller du kunne lære selv at skabe, forme og modellere dine helt personlige dukker.

Der opstod mange dukkebutikker, således at du kun købe materiale tila t lave dukker, klæde dem på, etc.— mange af kurserne blev afholdt af indehaverne af disse butikker. Og det var altid hyggeligt at være sammen med andre dukkemagere og –samlere.


Dukkefrimærker fra Canada
Foto med tak til Birte Iversen !
 

Et lille sidespring:

Da både samler maler– og dukkemagermanien bredte sig som lynets hast over hele Verden…   blev der stiftet dukkeklubber og -foreninger. Som det første af de nordiske lande stiftede vi her i Danmark i 1991 Dansk Dukkeforening, og et par år senere fulgte først finnerne, så svenskerne efter. Nordmændene stiftede aldrig nogen landsdækkende forening, for som et par af mine norske dukkesamler-venner sagde: ”vi bor alt for spredt”, men alle fire nationer afholdt på skift Skandinavisk Dukkekonkurrence med udstilling, dukkemesse og hygge. (Nå, dette afsnit var som sagt blot et sidespring)!


Dukkefoto med tak til Birte Iversen !
 

Der var i 90erne enormt mange Dukkemuseer i Danmark, ja også i Norge, Sverige Finland og Storbritannien,  men de fleste eksisterer desværre ikke mere. I Tyskland er det anderledes, her kan du stadig besøge de mange museer. Også de mange dukkeblade er næsten alle sammen væk… Og de mange nye samlere er nu ikke ret meget til de gamle porcelæns– og bisquitdukker, men mere til dukker af celluloid, plastic, kompomasse, papmaché med mere .— og ikke at forglemme til Barbie– og Daisydukker, Petra, samt de mange andre mannequin– og modedukker, det vil kort sagt være alle de dukker, de selv legede med som børn, og det er rigtig rart at konstatere, at der er sket ”et generationsskifte”..

Hermed et link: facebook.com/WorldDollDay/ samt et med henvisning til ark med ti logoer:

az-ps.com/wdd/images/WDD-bc-bw.pdf

Tiderne skifter, men Verdens Dukke Dagen eksisterer endnu.  Og hvem ved, om du skulle få lyst til at holde et ”Verdens Dukke Dagen party” med yndlingsdukkerne, nyerhvervelser, snak, forfriskninger, etc.,  –   og sidst men ikke mindst med med DUKKER i centrum !.

G o d    Læ s e l y s t   !

Margarinefigurer – Reklamegaver

Med tak til Sigi Ulbrich— tortula.de og gmuwebSign for tekst og fotos ©

(oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  opsætning: Lene Byfoged ©)

Efter at vi for nogen tid siden viste jer margarine-englene og margarineblomsterne, er det på tide, at I får generelle oplysninger om disse  –  i Tyskland   –  meget elskede samlerfigurer.

Margarinefigurernes historie går tilbage til 20erne i forrige århundrede. Konkurrencen på margarinemarkedet var så stor, at fabrikanterne måtte finde på noget særligt.

           Gratis tillægsgaver, dvs. figurer af træ, pap, støbemasse og metal, og desuden papirbilleder var dengang skik og brug.

           Denne konkurrenceform aftog i slutningen af tyverne, men oplevede dog en renæssance i begyndelsen af halvtredserne.

Gennem det personlige bekendtskab mellem Fritz Homann, som kendt margarinefabrikant i Tyskland, og Richard Sieper, indehaver af firmaet SIKU, så at sige Tysklands største bilfabrikant,  udvikledes et stort og intensivt samarbejde. SIKU fremstillede de støbte margarinefigurer. SIKU var ganske vist ikke den eneste fabrikant, men langt den største.

Bemærkning fra forfatteren:

Hvis du er hankøn ,eller har en søn eller bror, så kender du helt sikkert de små biler af kunststof. De er enormt naturtro og findes også i dag i enhver legetøjskasse.

I begyndelsen fik man kun gaver ved køb af margarine, herfra stammer betegnelsen margarinefigurer hhv. Sanella figurer. Men snart kom flere brancher til, så som kaffe-, te-, mel-, havregryn, tobaks-, bonevoks med flere. Med figurserier fra alle tænkelige områder i livet bejlede man til børnenes gunst, der på den måde fik indflydelse på de voksnes indkøbsvaner. For øvrigt mens vi således fiskede vore figurer ud af en pose kaffe, havde man ved køb af margarine og mel lov til at tage en figur fra et stort glas. I havregrynspakninger var der vedlagt billedserier.

Disse reklamegaver blev så alsidige, at der udvikledes forskellige selvstændige samlerområder. Søger man via det store auktionshus Ebay på begrebet Margarinefigur, forbavses man over udvalget side op og side ned, men endnu mere overraskes man over de små miniaturers skønhed. Så detaljeret og minutiøst er de forarbejdet.  Dinosaurier fandtes allerede dengang, og åbenbart greb menneskene allerede da efter stjernerne, der findes i hvert fald en rumfartsserie. Zoo, bondegård, skov– og markserier, fugle, fisk, reptiler, eventyr, jul, påske, husdyr, børn, sportsudøvere,  hestekøretøjer, skibe, flyvemaskiner, jernbaner, biler, motorcykler, fremmede folk, cowboys og indianere, erhverv,  musikere og musikinstrumenter, nej jeg kan ikke remse alle serier op, men tro mig, de fandtes vedrørende alle livets forhold.

Margarine-blomsterne var en vidunderlig berigelse til mine dukkestuer, og da jeg siden hen opdagede ”have-planterne”, var jeg fuldkommen solgt, nu kunne jeg også ”beplante” forhaven.

Den der engang har beskæftiget sig med disse små  –  overvejende elfenbensfarvede  –  skatte, finder hurtigt flere figurer, som står og pynter i vore stuer. Hund og kat hører for mig til i ethvert dukkehus. Og Margarine-husdyrene er en særlig smuk variant. Og allerkærest  –  men venligst kun i dukkestuerne  –  er den lille mus, der sidder på støvlen, mens katten ser på den.

Fra kaffefirmaet Corona (det var kaffeerstatning ristet på lignende måde og bearbejdet som kaffe af bønner)  kunne man få et rødt kaffestel. Det er fremstillet til brug for et bord til dukker på 30-40 cm. Dengang ville jeg give hvad som helst for eje sådan et stel. Mit stel fik jeg først i begyndelsen af år 2000 forærende af en veninde. Det pynter nu på kaffebordet til Edi-dukker på 28 og 34 cm.

Mens de store Edi-dukker således drikker Korona-kaffe, leger deres små søstre i dukkestuer og –huse med de små møbler fra Linde. Personligt er jeg først og fremmest besnæret af den lille ”radiogrammofon”, sådan en ville jeg gerne have ejet i det virkelige liv. Disse møbelserier fandtes i forskellige farver og til alle værelser: dagligstue, køkken, soveværelse, børneværelse og badeværelse. Det er et særligt samleområde og i dag meget sjældent. Fabrikanten er i mellemtiden gået bort fra brugen af kunststof, passer man ikke på, og støder møblerne mod et eller andet,  går de straks i tusinde stykker.

I mit store Kuhn-Hus bor en dukkesamler. Hendes dukkemøbler— bord, stole, seng  –  stammer ligeledes fra den tid og var engang ekstragaver i kaffe, havregryn og co,.

           PEKO-forlaget udgav engang forskellige priskataloger  –  de gule indeholder ”kun” disse særlige figurer  –  som det fremgår af titlen: Plasticreklamefigurer til dukkemødre.

Da jeg blandt margarinefigurerne blev opmærksom på blomstervaserne, overraskede deres forskellighed og skønhed mig.  Foruden dukke– og dukkestuefigurerne har eventyrfigurerne betaget mig.

Men ikke bare de gamle tyske eventyr og sagn var gengivet i margarinefigurerne, også Den lille Havfrue og Nils Holgerssons forunderlige Rejse findes som margarinefigurer.

Når I betragter Hans og Grete, vil I se, at der fandtes flere serier om samme emne. Forrest i midten et lille heksehus, ved siden af til højre heksen og ved siden af står Hans og Grete fra én serie. Det store heksehus, bageovnen med heksen, samt stalden med Hans og heksen stammer øjensynligt fra en anden serie og dog…  alle var de tillægsgaver fra firmaet Münster Land.

De, der har kendt mig i lang tid, ved, at jeg i over 20 år som jernbanejournalist har besøgt alle  jernbanedriftsledelser og  lokomotivremiser i Tyskland, og vil ikke undre sig over, at også margarinejernbanen  –  min er fra Fri-Homa  – ”kører” i min samling.

Et særligt og virkelig smukt samlerområde er krybbefigurerne. Jeg ved med min bedste vilje ikke, hvor mange forskellige serier, der findes, men….  Der findes i hvert fald krybbefigurer i to størrelser.

Dette vil I kunne genkende, når I betragter mine to Kuhn-stuer fra tyverne i forrige århundrede. Der er forskel på deres størrelse  –  til venstre er dukkerne 12 og 14 cm høje, og til højre er de 7 og 8 cm høje— og i begge stuer står en margarine-engel. Disse stuer har jeg udførligt præsenteret jer for i www.tortula.de udgaverne april og maj 2018. (se desuden artiklerne i www.dukkedroemme.dk).

Teutoburger Margarinefabrik Walter Rau var en af ”udgiverne” af krybbefigurer. Min mor købte dengang altid to slags margarine: Coco til bagning og madlavning og Delireform til at smøre på brødet.  Begge slags fandtes dengang som terninger  –  jeg mener,  de var på ca. 10 x 10 x 10 cm. Firmaet Rau havde sågar en brochure i farver. Om der også fandtes figurer i farver, kan jeg ikke sige. Vore figurer var altid bare hvide. Det hvide træ har jeg til sammenligning kopieret ind i brochuren.

På den ene side er de enkelte figurer afbilledet, og på den anden ses  en ”brugsanvisning” til opbygning af krybben. Dette prospekt er så forslidt, at man næsten ikke kan læse det. Dog er målgruppen entydig  –  og stadig læselig: Kære piger og drenge.

Når man lige har vænnet sig til, at alt stråler elfenbensfarvet, støder man på farvede figurer. Også her er der mange variationer. Nogle af dem, som de to træer, ulven i bedstemors seng og jægeren er af blødere materiale. Den grønne ”Pamir”/firmastet fuldrigger og den sorte ko er af gennemfarvet hårdt plastik. Den grå kat, dens røde bold, de to papegøjer og aben er af lyst, hårdt plastik og er derefter håndmalede. Dette gælder ligeledes den smukke blomst med bien. Jeg forsøgte engang at male en hvid figur over, det lykkedes ikke for mig, da materialet ikke kunne opsuge mine farver.

Hvis du vil vide mere om disse tyske ”tillægsgaver”, findes der en del litteratur  –  selv har jeg slet ikke alle de bøger, som har været og måske er at finde på markedet. Jeg mener, at man i det hele taget ikke mere kan købe disse bøger.  Dog bliver de hele tiden udbudt på tysk Ebay. Da det for det meste drejer sig om ”billedbøger”, vil der sikkert ikke være nogen sprogbarriere.

Til slut viser jeg jer endnu et drømmehus fra Margarineselskabet  –  Margarine Clever Stolz. Disse 3D-figurer var selvfølgelig meget eftertragtede.

           Under min research fandt jeg stor støtte hos Peter Konrad, der har udgivet flere bøger over dette tema. Desværre har han trukket sig helt tilbage fra dette samleområde, men jeg fik fra ham en henvisning til www.margarinefiguren.de og derigennem til Helmut Bitsch, og gennem ham kom jeg videre til Herwig Oberlerchner og hans www.lindefiguren.at (bemærkning fra redaktionen: Linde var dengang et kendt kaffemærke i Tyskland). Af disse tre herrer har jeg lært alt, hvad jeg hidtil har erfaret om denne lille drømmeverden, og jeg sender dem min hjerteligste tak. Helt uegennyttigt har de videregivet deres faglige viden. De har åbnet mine øjne for skønheden i — overvejende  – brækket hvidt.

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich  –  www.tortula.de

Fotos: gmuwebSign  

Og vi siger tusind tak til Sigi for den udførlige tekst og til Gerhard for de flotte fotos  –  hvor er vor samlerverden dog bred og vidtgående, idet vi hele tiden kan suge ny viden på ofte ukendte områder til os.

G o d     L æ s e l y s t   a l l e    s a m m e n   !

Rasmus Klump og vennerne, igen, igen, igen!!!

Kære samlervenner,

Som I ved, har jeg før skrevet om mine yndlings-tegneseriefigurer:

Rasmus Klump og hans Venner

Og jeg samler selvfølgelig på alt muligt om denne vidunderlige, umiddelbare og naive tegneserie:

           Hermed lidt af det, jeg i den senere tid har fået fat på:

Tre dejlige kravlenisser: En af  Klump og to af Pelle, forhåbentlig får jeg i løbet af året fat i flere, f.eks. Skæg og Pingo.

I et af Hjemmets decembernumre var der som tillæg et lille hefte om gavtyvene: KLUMP og JULETRÆET, skrevet og illustreret af Per Sanderhage og Jeppe Højholt efter Carla og Vilhelm Hansen, det hefte måtte jeg absolut have til samlingen. Samtidig var der konkurrence om ”En tur i tivoli” eller en Rasmus-Klump-bog, jeg vandt dog ikke, men var en tur i Tivoli Lillejuleaften sammen med venner og selvfølgelig forbi Rasmus-Klump-Huset med Pandekagerne.

Og endelig fik jeg fat i et manglende Modelark: ”Byg Hus med Rasmus Klump”  –  men jeg nænner ikke at klippe ud, folde og lime, før jeg får fat i et ark mere. Hermed forsiden, arket kan foldes ud fire gange,  og så er det bare med at gå i gang.

Og jagten på Rasmus-Klump-effekter fortsætter helt sikkert, her er han som påklædningsdukke: I  1991 udkom en lille serie med fire af figurerne, Rasmus, Pingo, Skæg og Elefanten  –   her slutter jeg af med at vise jer Rasmus

Januarhilsner herfra

Lise

BLOMSTER som tillægsgaver fra SIKU

Fortalt af Flora Pfau © –Redigeret af Sigi Ulbrich ©

Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  Design Lene Byfoged ©

Kære Samlervenner,  og kære alle andre nysgerrige (videbegærlige),

           Hermed siger vi tak for at kunne bringe denne fortælling om blomster som tillægsgave, og hvad man med fantasi og snilde kunne få ud af dem….

Jeg var lige fyldt fem år,  da jeg blev bevidst om min store kærlighed til disse små ting. Jeg fik lov til at fylde kaffen over i dåsen (jeg regner med, at det ikke var ægte kaffe, men ”Muckefuck” (se i næste afsnit forklaringen angående kaffe-erstatning), og ud faldt en ”krystalvase” med en blå blomsterbuket. Min bror og jeg skiftedes hele tiden til at ryste posen eller dåsen, og hver gang måtte den, hvis tur det var, beholde sin lille margarinefigur. Hvorfor disse figurer, som overvejende var støbt i kunststof i farven ”brækket” hvid” (dvs. ikke helt hvid)  kaldtes margarinefigurer, har jeg aldrig fattet, hos os var de i posen med kaffe. Endnu i dag opbevarer jeg figurerne fra den tid i mors gamle kaffedåse.

Sigi giver os hermed forklaringen på Muckefuck/kaffeerstatningen:

Muckefuck var kaffeerstatning i de dårlige tider. Da der var mangel på fremmed valuta blev der nærmest ikke importeret kaffe i Tyskland, og skete det, var den så dyr, at man i en almindelig husholdning ikke havde råd til den. Kaffeerstatningen blev hovedsagelig fremstillet af korn eller malt, men også af frugtkerner, kastanjer og bog (olden). Ofte var det en sammenblanding af det hele. 

Som oversætter af artiklen kan jeg da blot mindes efterkrigstiden med den danske Richs og Danmarks, som vi blandede i kaffen, og med de dejlige små billeder, som alle samlede på og byttede mellem sig i skolen, samt mine forældres store glæde, når der kom pakke fra min Moster og onkel i USA bl.a. indeholdende ÆGTE kaffe.  (Selv er og var jeg ikke den store kaffedrikker) – Lise.

Kære læsere, I kender mig endnu ikke. Jeg har aldrig før skrevet for en så stor læserskare. Det er nærmest ophidsende for mig. Jeg hedder Flora og min allerede ovenfor nævnte bror hedder Valdemar. Vort familienavn er Pfau  (Påfugl)  –  ja, hvad skal jeg sige om det:  vor mor var lidenskabelig læser af Hedwig Courths-Mahler. (atter en bemærkning fra Lise: forfatterinden Hedwig Courths-Mahler (1876-1950) skrev vidunderlige romaner, og enkelte er filmatiseret. I kan på nettet læse om hendes liv, og om, hvordan hun gennem det tyske, litterære og illustrerede ugeblad ”Die Gartenlaube”/(Lysthuset) fik kendskab til litteraturens verden)….

Og selv om ugebladet Die Gartenlaube på den tid ikke mere var, hvad det engang havde været i sin glansperiode, var det alligevel et vigtigt stykke kulturhistorie  –  vi kan ikke desto mindre takke bladet og dets historiefortællere for vort navn.

Hermed Sigis forklaring vedrørende tidsskriftet ”Gartenlaube”: Dette illustrerede familieblad var en forløber for de moderne Illustrerede Tidender/uge– og månedsblade, og det første, store succesrige tyske blad i masseproduktion. Bladet udkom fra 1853 i Leipzig ved Verlag Ernst Keil med et startoplag på 5.000 eksemplarer. Fra 1853 til 1945 var tidsskriftet udbredt i det samlede tyske sprogområde. Et meget højttravende eller svulstigt magasin. Den lige så svulstige eller højttravende ovennævnte forfatterinde af kærlighedshistorier  –  overvejende inden for adelen  –  dvs. at en lille forældreløs pige forelsker sig i prinsen  –  men ellers også inden for genren: lægeromaner  – har skrevet enormt meget til ”Gartenlaube”!

Hos os havde vi blot figurerne fra kaffepakningerne, dog havde Valdemar kammerater, med hvem han ikke blot kunne bytte sine egne, men også mine figurer. Derfor kom der lidt efter lidt figurer fra andre firmaer ind i vort hjem. Til min fødselsdag byttede han engang sin bedste fodboldspillerfigur,  –  jeg aner ikke, hvem han forestillede  –  til en blomsterkrukke til mig.  Til stor glæde for os begge, og jeg har stadig i dag den blå blomsterbuket, og blomsterkrukken fra min bror. Disse to ting fik jeg, før jeg havde den dukkestue —som jeg selvfølgelig i al hemmelighed drømte om at eje. Dukkestuen fik jeg så senere til juleaften. Jeg var meget ked af det, da skikken med tillægsgaver i 1954 ophørte. Med dags varsel kunne man ikke finde mere i poserne —hvilken skam. Vi var dengang ved at samle figurerne til en julekrybbe, og den blev således aldrig komplet.

Ikke desto mindre dukkede der i løbet af denne korte tid nogle af de omtalte blomster op her hos mig,  og senere har jeg købt flere på loppemarkeder. De små vaser rørte noget i mig. Der findes 10 forskellige ”krystalvaser” med en blomsterbuket. Der var således nelliker, tulipaner, georginer, roser, iris, margueritter, gladiolus, asters, narcisser og til jul en buket med kristtorn. Særlig fantastisk er det, at ikke alene blomsterne i disse tillægsgaver er forskellige, men at også de små vaser varierer. Derfor kan man i et værelse i dukkehuset sagtens stille flere vaser op. Mange af blomsterne købt på loppemarkedet havde flere legespor, idet blade og blomster delvis kunne være brækket af. Da har jeg med en ”skrædderhjælp”  –  nå, ja, jeg har en værktøjskasse  –  klippet stilkene af, og vaserne står på hylden i en stue, akkurat som man gør med krystalvaser.

I årenes løb har jeg til Schipka-vaserne desuden købt de ”blomstrende” tillægsgaver fra andre firmaer  –    således at gummitræet fra min bror ikke er så alene. Dog mangler jeg stadig to krukker i hvidt fra DUKA. At jeg alligevel kan vise jer dem her, er det fordi Helmut Bitsch fra www.margarinefiguren.de har stillet dem til disposition, og jeg siger mange tak for hans venlighed.

Firmaerne DUKA, Günzburger og Kraft havde disse tillægsgaver i deres varer:

2 urtepotter med planter:                         Med det omtalte gummitræ og en fuchsia (kan også hedde Kristi blodsdråbe)

2 blomsterkasser:                                     Med asters og georginer

2 blomsterskåle:                                       Med kaktus og alpevioler

2 blomstervaser:                                      Med solsikker og roser

Disse 8 små figurer kan man roligt kunne finde to gange. De findes nemlig i den kendte farve ”brækket” hvid fra margarinefigurerne og  med påmalet farve. For øvrigt var disse også fra SIKU.

Alle disse små tillægsgaver med filigran lå gemt hos mig i ovennævnte kaffedåse, tja, jeg fandt aldrig den smarte løsning på, hvordan jeg skulle stille dem op.. Indtil … da, Sigi Ulbrich for nogen tid siden fra www.tortula.de sendte mig et foto fra en udstilling af EDI-dukker. De stod i en vinkasse. Og nu kom ideen. Jeg havde netop —som det somme tider sker  –  en lille kasse med tre smalle flasker, som jeg havde fået som gave. Vinen har jeg allerede drukket, en rigtig god en  – og gemt kassen. Man smider da ikke sådan en smuk træ-æske i skraldespanden, vel!

Mit håndværkertalent er ikke stort, men det blæste jeg på. Hurtigt udmålte jeg højden på hylderne, og hvor heldigt, med lidt luft rundt om passede vaserne. Jeg ville stille en af hver slags op, og selvfølgelig også de små DUKA-planter. Det hele passede nøjagtigt i reolen. I hobbyforretningen købte jeg klæbeplader . Jeg tog æsken med til Byggemarkedet, hvor man foreslog mig en passende rude af kunstglas  –  og naturligvis skulle blomsterne sættes op, således at de ikke blev udsat for støv eller nysgerrige kattepoter.

Da jeg fortalte Sigi Ulbrich om mine planer og sendte hende et billede af min første prøveopstilling, tilbød hun mig spontant en påfugl af træ fra halvtredserne som dekoration hhv. logo til mit ”Blomstervindue”.  Og jeg modtog den med tak.

Påfuglen passede fint i mine planer, idet jeg netop havde besøgt min gudsøn, og af ham ønskede jeg mig et skilt og et vindue med ”Blyindfatning”  – i Jugend-Stil, og selvfølgelig med en påfugl. Ganske vist har jeg en computer, som jeg kan betjene, men billedbearbejdning har jeg ikke forstand på.

Han sendte mig en PDF-fil, som jeg optog på mit stik, hvorefter jeg tog den med til vor Copy-Shop. Her printede man det hele ud på klar klæbefolie. Allerede mens jeg betragtede dette tryk, forestillede jeg mig, hvordan den vidunderligt smukke påfugl ville stråle i mit vindue. Min bror har lovet mig, at han, når han besøger mig næste gang, vil lave belysning til mit vindue. Og jeg glæder mig allerede. Lampen  –  der skal være tre små pærer  –  skal lyse bag påfuglen og samtidig ind på hylden.

Da jeg sendte Valdemar et billede af mit næsten færdige vindue, modtog jeg et par dage efter et brev, og deri lå den margarinefigur, som han gennem hele sin barndom havde passet på og opbevaret:

Den lille og åh så smukke påfugl.

Fortælling:    Flora Pfau

Tekst:             Sigi Ulbrich

Fotos:           Bernd Lorenzen og gmuwebSign     

Trælegetøj fra fængslerne – Dansk Legetøjsfabrik a/s 1905 – 1977

Vi har været så heldige, at Lars Topgaard, har skrevet dette spændende indlæg om hans netop udgivne bog og trælegetøjet fra de danske fængsler.

En stor tak til Lars.

I en netop udkommet bog om ” Trælegetøj fra fængslerne – Dansk Legetøjs- fabrik a/s 1905 – 1977” har Lars Topgaard behandlet dette interessante kulturhistoriske emne på næsten 300 sider med et væld af illustrationer. Disse består af 300 gengivelser fra syv gamle legetøjskataloger fra 1930’erne, som viser hvad der kunne præsteres af legetøjstilbud til børnene.

Materialet fra de gamle kataloger er grunddokumenter over fabrikationen af trælegetøj fra de i alt 8 fængsler og ”Kjeldsens Fangelejr”, der havde arbejdet med trælegetøj fra 1905/1908. Disse kataloger har IKKE tidligere været publiceret. Det kommercielle tiltag med afsætning og markedsføringen af trælegetøjet foregik via selskabet Dansk Legetøjsfabrik a/s, der var oprettet i 1916 til dette formål.

Bogen indholder også ca. 400 farvefotos af legetøj fra såvel museer som private samlinger og fra forfatterens egen store private samling af fængselslegetøj, som en hjælp til at identificere et stykke trælegetøj. For at gøre det hele mere overskueligt er bogen delt op i 2 hovedafsnit som hver omfatter 3 kapitler med gengivelser fra de gamle kataloger og 3 kapitler med farvefotos fra samlingerne.

 Drengelegetøj, (land og by relateret)

 Pigelegetøj (dukkehus mv.)

 Fælles legetøj (ude og inde legetøj)

 De enkelte kapitler er opdelt i grupper. Dog er det ikke lykkedes mig at få foto af alle gamle artefacts fra katalogerne. De gamle kataloger har desværre den ulempe at de viste artefacts, på grund af datidens gengivelsesteknik ikke lever helt op til nutidens krav om tydelighed. Jeg har søgt at udbedre de uklare illustrationer via forskellige SW programmer uden at dette helt er lykkedes. Jeg fandt, at det var bedre at vise legetøjet fra katalogerne for at få et billede af legetøjsudbuddet.

 Hvad angår dukker er disse ikke produceret på Dansk Legetøjsfabrik a/s hhv. de ni fængsler, da disse kun har arbejdet med træ medens fex. metal og bøger er produceret via Dansk Legetøjsfabrik a/s ’ andre producenter. Dette område er IKKE behandlet i bogen.

Historien om Dansk Legetøjsfabrik a/s begynder i 1908, selvom produktionen af trælegetøj så småt var i gang fra 1905. Dansk Legetøjsfabrik stiftedes 1908.

Rigsdagen vedtog 1905 en ændring af den danske straffelov, således at legetøjsarbejdet blev tilladt i danske arresthuse og fængsler. Naturligvis var der mange protester i samtiden over denne tilladelse til legetøjsarbejdet i fængslerne. Dette gjaldt især udbydere af legetøj, som følte deres næringsvej gået for nær. Fængslerne beskæftigede flere hundrede fanger med dette arbejde og argumentet gik bla. på, at nu kunne man holde fangerne væk fra håndværksarbejde, som kunne genere de hjemlige fag. Lederen af de københavnske fængsler fandt frem til, at man kunne fabrikere legetøj, idet så godt som alt legetøj blev importeret fra Tyskland. I Norge fremstillede man i fængslerne bla. kælke, ski og andet sportslegetøj. I 1909 udstillede Dansk Legetøjsfabrik for første gang de forskellige legetøjsprodukter på en landsudstilling, der fandt sted i Århus

Under 2. verdenskrig og i perioden umiddelbart derefter, var der mangel på materialer til produktionen, samtidig med dette var der ingen substitutions- muligheder for bla træ. I tiden efter 1948 begyndte det at knibe for fængslerne at følge med i udbuddet på legetøjet, da kvaliteten fra andre producenter var blevet forbedret. Konkurrencen kom bla. fra et stigende udbud af trælegetøj fra LEGO efter 1935, der senere blev fulgt op med udbuddet af plasticlegetøj. Selve produktionen af trælegetøj i fængslerne ophørte i juni 1977. Forholdene efter 1955 til 1977 er i bogen belyst med såvel eksempler på legetøj fra denne periode, samt foto af værkstedsmaskiner til produktionen.

Fra 1908 og nogle år frem kæmpede man med et image, hvor legetøjet var mørkt, idet fangerne havde en forkærlighed for at dekorere i mørke farver, sammenholdt med en masse kruseduller i dekor. Man kunne få den tanke, at de havde forlæg i nogle af fangernes egne tatoveringer! Se bla. de viste mørke huse nedenfor.

Proviniens: Forfatterens samling.

Hvordan begyndte selve legetøjsfabrikationen?

Man begyndte med en driftskapital på 7 kr., der blev anvendt til indkøb af træ. Det bemærkes, at der ikke senere er bevilliget midler til yderligere indkøb.

Efter indkøb af træ var det nu nødvendigt at få fremstillet nogle prøver, som kunne vises til de potentielle legetøjsforhandlere. Nu var det så heldigt, at fængslet skulle løslade en fange, der på papiret også besad de nødvendige kvalifikationer og han blev sendt af sted til kundeemnerne med den første produktion. Det konstanteres, at manden efter 25 år endnu ikke er vendt tilbage, ikke har indsendt ordre eller afleveret vareprøverne tilbage, så han har nok opgivet sin virksomhed som agent for Dansk Legetøjsfabrik a/s til fordel for noget mere indbringende.

En mulighed for et salg så fabrikkens direktør, så han påtog sig salgsopgaven. Denne blev gennemført ved besøg i jyske købstæder med et mindre udvalg af legetøj. Her var skepsis stor og det første kundeemnes kommentar var: ”Hvad skal det forestille ?” Men efter at have fået forklaret tingene, fremkom han med en række forslag til ændringer og disse dannede senere basis for oplæggene til nye modeller.

Efter en måneds udviklingsarbejde i Vestre Fængsel med de nye prøvemodeller, vendte direktøren tilbage til det første kundeemne og nu var reaktionen positiv. Nye ideer og forslag blev indhentet på udenlandske messer og arbejdet gik derpå i gang med nye typer legetøj OG farver.

Jyske og fynske børn foretrak f.eks. således legetøj med sort- og hvidbrogede køer, medens de sjællandske børn kendte mest til de rødbrogede køer, hvorfor disse blev udbudt her.

Proviniens. Forfatterens samling.

Fangerne i fængslerne ”grov” producerede trælegetøj til videre behandling.

Proviniens. Vestre fængsels Museum. Fængselslegetøj:

Alle de færdigproducerede stykker legetøj fra de ovenfor nævnte fængsler blev forsynet med et mærke, der viste at det var fra Dansk Legetøjsfabrik a/s. Det mo- derne” DLF’ varemærke efter 1930’erne så således ud.

Dansk Legetøjsfabrik a/s udsendte blandt andet det først kendte katalog

Der er KUN er angivet varenr. under de enkelte stykker legetøj, således mangler der oplysninger om såvel priser som størrelser

Dansk Legetøjsfabrik a/s producerede udover i træ også legetøj i zink.

Proviniens. Forfatterens samling:
Damperen “Odense” i zink.

En moderne bybus fra ca. 1965, der skønnes at have kørt i København blev ligeledes produceret for Dansk Legetøjsfabrik a/s. Bemærk at bussen havde gummi- hjul og reklame for et bryggeri.

Proviniens. Vestre fængsel´ Museum: Fængselslegetøj.

Til drenge på landet blev der udbudt bygninger som fex. en kostald med mælkejunger

Proviniens: Forfatterens samling.

Og til pigerne kunne der købes et køkken, der kunne forsynes med inventar

Proviniens: Forfatterens samling.

Eller et strygebræt

Proviniens. Forfatterens samling.

Inspireret af tidens mode fra film og optræden produceredes omkring 1965 også en guitar af Dansk Legetøjsfabrik a/s.

Proviniens.Vestre fængsel´Museum. Fængselslegetøj.

Dukkestuemøblerne skulle også følge moden for pigerne i 1960/70 med det mere ”romantiske look”. Bemærk vippespejlet.

Proviniens. Vestre fængsel´Museum. Fængselslegetøj.

Dansk Legetøjsfabrik a/s lukker i 1977

Virksomheden blev i 1977 nødsaget til at lukke for salg fra fængslerne og øvrige producenter, da markedet og efterspørgslen havde ændret sig. Det moderne plastic legetøj fra bla. LEGO med sine pædagogiske løsninger havde flyttet børnenes interesser og trælegetøjet var ikke længere moderne. Trælegetøjet blev opfattet som gammeldags og produktudviklingen var begrænset – se de ovenfor viste exempler – de stillede ikke længere krav til børnenes fantasi.

Copyright © 2019

Lars Topgaard : ”Trælegetøj fra fængslerne og Dansk Legetøjsfabrik a/s”

300 sider : FORLAGET JELLING – ISBN 978-87-92571-28-1. Pris: 300.-