Legetøjsudstilling på Randbøl Sogns Museum i Vandel

Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museum i Vandel vil gerne slå dørene op for en ny renoveret legetøjsudstilling.

Det er legetøj fra Museets magasin, Kurt og Anni Lundgaard og Hanne Damgaard Hansens private samlinger af legetøj, som vises frem for publikum.

Udstillingen er bygget op over en 110 års periode fra 1880 til 1990. Vi vil prøve at vise legetøjets udvikling, for i takt med at samfundet udviklede sig, fulgte legetøjet med. Biler blev lavet i blik som en tro kopi af ”fars bil”. Dukkerne blev lavet i porcelæn og var næsten kun til pynt.

Udstillingen er et stykke kulturhistorie, som viser eksempler på legetøj lige fra hjemmelavede kludedukker, trælegetøj til fint drenge- og pigelegetøj. Det meste er produceret i Tyskland, hvor legetøjsproduktion blev centreret omkring Nürnberg og omegn. Legetøjet fra det område var af høj kvalitet, selvom det gik under betegnelsen ”Nürnberg-kram”.

Her lå der både porcelænsdukke-fabrikker og fabrikker, som producerede bliklegetøj.

I gamle dage lavede man ofte selv sit legetøj eller købte et dukkehoved, hvorefter et fingersnildt familiemedlem syede krop og tøj til Dukkelise. Man kunne finde sy- og strikkemønstre i ugebladene. Hvis far var fingernem, kunne man også i Familie Journalen finde mønstre på løvsavsarbejde til dukkehusmøbler, Ford-biler mm.

Det var ofte kun til jul og fødselsdag, børnene fik en gave.

I dag kan legetøj købes mange steder, hvor børn færdes. Og de små pengestærke forbrugere falder ofte for den farvestrålende emballage, hvorefter de køber en ”gave” til sig selv, som bliver placeret i børneværelsets overflod af legetøj.

Når man følger udstillingen, ses det tydeligt, at der bliver mere og mere legetøj at vælge imellem, og det bliver mere og mere farvestrålende. Kvaliteten tilpasses vores smide-væk-mentalitet og er derfor ringere end fordums gedigne legetøj. Dog er det heldigvis stadig muligt at købe kvalitetslegetøj.

Denne farvestrålende udstilling har i en del år skabt glæde hos gæster og skolebørn, og da museumsforeningen overtog ansvaret for museets drift i sommeren 2017, bestemte bestyrelsen sig for at renovere kælderen. Det gav anledning til en ny udstilling om ”Flyvestation Vandel 1943-2003” som åbner i det nye år. Ja, så var det nærliggende at renovere legetøjs-samlingen og udvide den med et børne- og teenageværelse fra 1980`erne og 1990`erne. Udstillingen er nu færdig og kan ses hver torsdag mellem kl. 10 og 16 eller efter aftale på tlf. nr. 3022 5474.

Sept. 2019

JUL i Danmark

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Alle glæder sig til at fejre JUL, denne smukke højtid midt i den kolde vinter, og hvordan gør vi så det, og hvad gør vi for at få festlige og hyggelige juledage?? Jo, da, vi forbereder Julen i mange uger før den 24. december! Hvor juletræet kommer i centrum!

Men hvor stammer juletræet egentlig fra? Det er en tysk skik, men for mere end 200 år siden, i 1808 tændtes det allerførste juletræ i Danmark på den sydsjællandske herregård Holsteinborg. En herregård, hvor H.C. Andersen senere fik sin gang… I 1808 benyttede man julen til at fejre vielsen af komtesse Wilhelmine Reventlow og greve Adolf Lehman af Holstein-Holsteinborg.

Tre år senere i 1811 tændtes det første juletræ i København hos familien Lehmann i Ny Kongensgade, hvor det vakte stor opsigt at se et træ blive båret eller slæbt ind i stuerne og derefter pyntet. Begivenheden samlede et større opløb af nysgerrige neden for vinduerne

I dag køber de fleste en Normansgran som ses her på billedet foroven og mange benytter i dag lyskæder og ikke levende lys som her. Nogle køber deres juletræ ”henne om hjørnet”, hvor der handles med træer, andre kører ud til plantager, hvor man selv kan fælde sit træ, og atter andre får træet fældet hos den plantage-ejer eller bonde, der sælger træerne. Nok lidt billigere, og så kan man vælge et harmonisk træ i passende størrelse.

I toppen sætter man en stjerne som symboliserer Betlehemsstjernen … I engelsktalende lande er stjernen i toppen næsten altid erstattet af en engel, der symboliserer englene i Betlehem – og derefter pyntes juletræet med alle de traditionelle skatte, som man gemmer fra år til år: engle, nisser, glaskugler og –figurer — nu til dags ofte erstattet af plastic… kræmmerhuse og kurve med farverige motiver, flettede hjerter i mange farver, små trommer og trompeter, flettede stjerner, måske også stjernekastere og knallerter, små lygter og musetrapper af glanspapir, og sidst men ikke mindst de traditionelle guirlander af små Dannebrogsflag… tidligere brugte man sølvstrimler/lametta eller fehår for at illudere sne. Fehår og lametta fås ikke mere, men der findes andre sølvstrimler til at hænge på træet. Ja, sådan kunne jeg blive ved, men måske I ikke alle kender til alle de danske former for traditionel julepynt, og det skal I selvfølgelig have en forklaring på:

Kræmmerhuse og kurve er og har altid været meget populære. Kræmmerhusene stammer fra dengang, man hos købmanden kunne købe f.eks. et kræmmerhus fyldt med bolsjer, og enhver købmand eller kommis kunne i en håndevending sno et kræmmerhus. I kræmmerhuse og kurve lagde man nødder og andre godter, som blev spist i løbet af julen. Den viste skabelon til et kræmmerhus kan man downloade i den korrekte størrelse og selv klippe, klistre og dekorere sin kræmmerhuse. Det ældst bevarede kræmmerhus i Danmark er fra 1866 og motivet skulle være Den Tapre Landsoldat. Kurvene kan man købe på klippeark derefter , klippe, folde og forsyne med hank. Også de små trommer og trompeter stammer oprindeligt fra den tid, hvor man mindes tabet af et stort stykke land…. Sådan så trommerne ud i min barndom, i dag kan man købe dem i mange andre farver end guld, f,eks. I grønt, rødt og blåt.

De smukke flettede hjerter er noget specielt dansk, mener jeg i hvert fald, Jeg har downloaded tre typer lige til at flette. Og du kan købe glanspapir i mange farver til din julepynt.

Klip to stk. papir i 7 x 23 cm i to kontrastfarver, fold papiret med de farvede sider indad, tegn de linjer og buen, som du ønsker den, klip, flet og sæt hank på dit hjerte. Det var da nemt, ikke sandt!

De søde små Dannebrogsflag findes helt sikkert på ethvert juletræ. Denne skik med at hænge sit flag på juletræet har man i mange lande, og man kan her i Danmark købe flagguirlander med mange nationers flag, men personligt synes jeg bedst om at holde mig til Dannebrog. Flagguirlanderne var i min barndom og ungdom gerne en slags sejlgarn med papirflag, nu kan man købe dem i stof eller filt i gavebutikker og hobbyforretninger.

De smukke kugler og figurer, vi pynter vort juletræ med, stammer oprindeligt fra Tyskland, oprindeligt var de alle af glas, men nu fås de i også papmaché, plastic, træ, som bemalede vatkugler, osv. Overalt sælges der julepynt, ethvert supermarked med respekt for sig selv har selvfølgelig et enormt udvalg, for bare at nævne et eksempel.

Du kan simpelthen købe alt til julen… 

Da jeg første gang var i USA og på en udflugt, standsede vognen ved ”En Julebutik”, og aldrig har jeg set så meget julepynt på én gang… Senere har jeg besøgt flere Julemuseer i Tyskland, og de stod bestemt ikke tilbage for butikken i staten New York.

Mit yndlingsjulepynt er De flettede Julestjerner af strimler, og jeg ser, at man på nettet kan finde en fuldstændig vejledning til at flette stjerner… som barn syntes jeg, det var svært, men min Far var heldigvis god til at lære fra sig, så pludselig havde vi stjerner overalt og i alle størrelser. Stjernerne bliver bedst i tyndt karton, men kan også flettes af kraftigt gavepapir eller hvad man nu har i huset.

Hos os har vi også altid haft Nisser på træet: dejlige små ”garnnisser” eller de mere primitive nisser af piberensere.

Også hvide engle klippet i karton har pyntet vort træ, her har jeg forgæves ledt efter skabeloner til tykke, hvide englebørn, men fandt dem ikke, så I må nøjes med disse søde hvide børneengle.

Og der skal selvfølgelig LYS på træet. Vi har altid brugt levende lys, selv om mange steder mener, det er for farligt. Lysestagerne fås i mange afskygninger, gerne af metal, således at de er tunge nok til at sætte på træets grene. jeg flottede mig engang og samlede de smukke stager fra Georg Jensen, ganske enkle med en ting eller figur forneden for at gøre dem tunge.

Og … glem ikke vore børn og børnebørn, de elsker at lave julepynt, på et eller andet tidspunkt havde vi så meget, at vi kunne pynte Det store Juletræ på Københavns Rådhusplads mindst to gange. Hvem har ikke fået de herligste små lygter og musetrapper af børnene, eller dejlige engle klippet ud i kraftigt papir eller tyndt karton? Eller ”kilometervis” af de herligste brogede guirlander, lavet af ringe….. Er der noget finere end et juletræ i alskens farver med den herligste julepynt? Og hvad gør det, at der er skæve lygter og hjerter, alt er lavet med kærlighed af store og små. Der er nogle, der holder deres træ i rød og hvidt, eller i sølv og guld, men hos os har træet altid lignet ”et fastelavnsris” i alle regnbuens farver! Og der skal selvfølgelig LYS på træet. Vi har altid brugt levende lys, selv om mange steder mener, det er for farligt. Lysestagerne fås i mange afskygninger, gerne af metal, således at de er tunge nok til at sætte på træets grene. jeg flottede mig engang og samlede de smukke stager fra Georg Jensen, ganske enkle med en ting eller figur forneden for at gøre dem tunge.

Nogle hænger stjernekastere på træet, det går vi nu aldrig hos os, vi lader træet stå til Hellig Tre Kongers Aften den 6. januar, og til nytår kan vi finde på at vikle det ind i serpentiner i alle farver, men vi stikker altid knallerter ind mellem grenene, det er et hit for børnebørnene.

Under træet ligger gaverne smukt pakket ind, (de dækker juletræsfoden) og der er altid en vis spænding blandt alle: Hvad mon jeg får i julegave???? I min Mors barndom hang gaverne uindpakket på træet akkurat som I vor yndlingsjulesang: ”Højt fra Træets Grønne Top”! Ja, tiderne skifter, men JULEN er noget særligt, og det bliver den ved med at være! ”Rør blot ikke ved min gamle JUL!!!!!

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Tredje Del C!

(Tekst og fotos Sigi Ulbrich, tortula.de ©) (oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra tortula.de ©)

Kære Læsere, hermed sidste del om de smukke tændstikæsker, med Tak til samleren Sigi Ulbrich for dit udførlige arbejde! Måske flere af jer er lige så tændte på disse små og unikke kunstværker, hvem ved ?



I mellemtiden har vi vænnet os til, at mange pyntegenstande af træ ikke mere bliver drejet., Tænk blot på den smukt udførte buehvælving i 3D, som fru Ludwig har præsenteret os for i 12/2014 og 1/2015 www.tortula.de. Lasercut-teknik (laser-skæring-teknikken) var således et trylleord, men alligevel blev den også anvendt på disse tændstikæsker. Lasercut, ja kun på den måde kan man udføre sådanne små kunstværker.

Firmaet Silhoubox— bag dette navn gemmer sig Ulrike Zimmermann og Norbert Corsten, udfærdigede for 6 år siden klenodier af højeste kvalitet. Mens fru Zimmermann fremstiller æskerne og tager sig af virksomheden, skaber Norbert Corsten motiverne. Deres første vare var ”Krybben” (Jesusbarnet), og den blev åbenbart en succes. I mellemtiden er der skabt uendeligt mange motiver til alle mulige anledninger. Og alle bliver udfærdiget i firmaet Zimmermann/Corsten, dvs. laserskåret, limet op, pakket og forsynet med firmaets påtegning..

Firmaet Silhoubox tilbyder følgende varer under dette slogan: Mini-silhoutter Små, fine og forbavsende detaillerede Om det drejer sig om natur-, jule-, sport-, byer, religiøse eller højtidelige motiver til særlige anledninger og fester, findes der laserskårne, 3-dimensionale miniature-silhuetter af finsk træpap i en dekorativ, håndlavet tændstikæske — ganske enkelt med et smukt udseende og en flot gave til enhver lejlighed. Til disse ord kan jeg egentlig ikke tilføje noget. Kun at firmaet Silhoubox venligst hat stillet os deres fotos til disposition, og at man faktisk til enhver lejlighed og til overkommelige priser kan købe disse klenodier online.

Siden begyndelsen af 90erne har opfinderen Richard Wetzel fra Heilbronn fyldt sine tændstikæsker med papir. Han skaber byer, landskaber, scener fra eventyr, situationer fra det religiøse og det daglige liv. Alt skabes i papir— som forvandles til udstansede hobbyark, som foldet på en særlig fiks måde passer ind i en tændstikæske. Der skal efterhånden være skabt 30 forskellige æsker. Foruden ”Köln” har jeg også Noas Ark, et sandt vidunder. Mens jeg allerede har opbygget ”Köln”, ligger arken stadig i sin æske, men se blot på hobbyarket: sådan et ark ser man ikke hver dag. Desværre har jeg ikke fundet nogen præsentation på internettet, men foretager du en Googlesøgning, finder du hurtigt æskerne. Denne søgning betaler sig, og æskerne kan købes online— til virkeligt anstændige priser. Opbygningen af motiverne kræver tålmodighed og lidt fingerfærdighed, men det er en fornøjelse at gå i gang med.

Ofte er tændstikæskerne også lidt tykkere – som her med de små Flammer. De ”store” var på 6 cm, og de ”små” passer lige præcis og meget nøjagtigt ind i en tændstikæske, som er lidt tykkere. De blev fremstillet i 70erne af firmaet El Greco, og de blev solgt under navnet SISO. Men til sidst kom de fra Simba Toys GmbH & Co.. Hos Simba havde de bløde hoveder. Fru Ludwig har en del af disse bitte små æsker. Hun har sendt mig fotos og oplyst om Mærkningen: Little Freinds / Mary /1976 Hallmark Cards Inc./ elgreco (Små venner / Mary / 1976 Hallmark etc). På bagsiden står trykt: Little Friends / Zur Freundschaft braucht man zwei (Små venner / man skal være to til et venskab). Nå det er da virkelig pæne og kloge ord. Disse ting var en virkelig fin gaveidé, og de små piger var tossede med gaverne.

Hele tiden ser man tændstikæsker, og de er for det meste smukt forarbejdet, inden i er små dukker. For nogle år siden købte jeg en lille æske, og i den lå to bitte små mini-porcelænsdukker. I bogen ”Erzgebirge Volkskunst in der Zündholzschachtel” (Folkekunst fra Erzgebirge i Tændstikæsken”) bliver også dette tema kort opridset:

Særpræget er også en fransk æske med to yndige bitte små porcelænsdukker, som har et lille hæklet tæppe over sig. Om denne æske var seriefremstillet eller ”kun” en selvfremstillet fødselsdagsgave, må stå åbent!

Jeg købte dengang min æske, fordi den var påtrykt de dansende svenskere. Først meget senere opdagede jeg dens fine indhold. De små bitte dukker er blot 2,3 cm. De ligger på et gammelt leje af vat. De har ikke noget lille hæklet tæppe over sig. Som jeg allerede sagde i udgave 4/2016 www.tortula.de: ”Er man først begyndt med tændstikæsker, er der ingen vej tilbage!”

Men jeg ville jo slet ikke samle på tændstikæsker og dog – jeg har en samling, det kan jeg ikke lyve mig fra, jeg har en lille samling, og det hele begyndt dengang med den lille bitte buehvælving.

Og nu er det så blevet til mange æsker, og hver især er på sin måde et lille klenodie. Jeg ville meget gerne præsentere jer for endnu flere og beskrive dem. Men lidt efter lidt er pladsen hertil brugt op, og jeg må ganske enkelt slutte af, og dog vil jeg da lige vise jer et par af mine absolut yndlingsæsker. Der er f.eks. æskerne med jernbanerne, som jeg har ”lokket” min mand med. Se nu nøje på dem, Stübelmacher har også nogle miniæsker på programmet. Også mine vintersportsfolk er ikke helt almindelige. Slædekøreren stammer fra Frohs. Hvilken virksomhed, der har fremstillet skiløberen, ved jeg desværre ikke, men han kom fra Dregeno. Har I mon nogen sinde set en prøveæske? Den har ”dobbelt bund”. Et rigtigt kunstværk. En virkelig ”Brændende IDE” er æsken fra Stübelmacher. Et delikat tålmodighedsspil (Gordiske Knuder) og et par tændstikker. Dengang rygning stadig var tilladt i restauranter, var dette helt sikkert en herlig beskæftigelse til at fordrive ventetiden med. Skønt der er vejledning med til spillet, har jeg endnu ikke kunnet løse gåden. Fortryllende og detaljeret er sættekassen. Den hænger jeg nu helt sikkert op i en dukkestue.

Hermed sluttes ringen. Med buehvælvingen fra Gisbert Neuber begyndte det – og det slutter med sættekassen.

Og da jeg endnu har såååå maaange æsker, som jeg absolut må vise jer, følger hermed en fotoside.

Med hilsner fra og tusind tak til Sigi Ulbrich (tortula.de)

Hermed slutter den lange, dejlige og interessante beretning om Tændstikæskerne— en sand appetitvækker— gad vide, hvad jeg gør, når jeg støder på de små kunstværker??? Jeg ejer bare én æske købt i Sonneberg ! (Lise)

God Læselyst, alle sammen, ønsker Lene og Lise

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Anden Del B!

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de © Oversættelse: Lise Brastrup clasen med tilladelse fra tortula.de ©)

Kære Læsere, hermed fortsætter beretningen om fremstilling af de dejlige tændstikæsker, med tak til samleren Sigi Ulbrich for din grundige research!

Firmaet SINA® Spielzeug (legetøj) blev grundlagt den 25 juni 1991—dvs knapt et år efter Genforeningen – af Lulu Schiffler-Betz, Horst Ehnert og Werner Seidler.Firmaets adresse var i Neuwernsdorf – direkte ved landegrænsen til Tjekkiet. I 1995 flyttede firmaet til et nyt produktionsområde i Neuhausen.

Sina har med ”Der kleine Schwede” (Den lile Svensker) virkeligt optaget en klassiker i sit program. ”Svenskeren” blev i 1908 grundlagt af legetøjs og trævarefabrikken S.F. Fischer Oberseiffenbach. Det drejede sig dengang om 7 små byggeklodser af træ –  som lige netop kunne ligge i en tændstikæske. Jeg siger tak til Annette Gärtner for at lade mig benytte fotos af hendes ”alten Schweden” (gamle svenskere) i denne artikel. Hos SINA® er der til den nye gamle Svensker en fin byggevejledning. Fru Gärtner mener bestemt, at der også for 100 år siden var en byggevejledning, den er hun ganske vist ikke i besiddelse af. Men hun har ret, for jeg modtog fra hr. Kleindienst – www.baukastensammler.de –  et billede af hans byggeplan. Jeg siger tak for tilladelsen til at måtte vise den her.

Og nu vil både den ene og den anden nok sige, at det jo ikke er nogen tændstikæske. Ja, det stemmer, den nye lille Svensker er anbragt i en æske med låg (Mærket Skotøjsæske) på størrelse med en tændstikæske. Havde det nu ikke været den gamle Svensker, der her faktisk ligger i den klassiske Matchbox (foldeæske), havde jeg måske tøvet med at vise SINA® Svenskeren her, men på en eller anden måde hører den sammen med Den gamle Svensker, og under alle omstændigheder er den smuk.

Max Hetze Seiffen –  var en legetøjshandler – der allerede i det 19 århundrede havde solgt sine varer på Marskandisermarkedet i Dresden— i hvert fald står det sådan skrevet på en tændstikæske, som hans efterfølger har fremlagt  –  I henhold til bogen ”Erzgebirgische Volkskunst in der Zündholzschachtel” (Folkekunst fra Erzgebirge i tændstikæsker) 1991. Da jeg købte min æske, fik jeg sammen med den en meget interessant henvisning/forklaring: Ferdinand Hetze rejste vor 125 år siden for første gang til marskandisermarkedet med sine varer. Han var to dage undervejs med sin trillebør. NÅ DA DA.. Hvad siger I så! I æsken er indlagt et meget interessant og sødt baggrundsbillede. Til højre ses Kirken i Seiffen og til venstre ses DresderZwinger (Dresdner Zwinger er den berømte bygning i barokstil, hvor museer og mange andre interessante seværdigheder har til huse. – bemærkning fra oversætteren) ).

I handelsregistret for Seiffen kan jeg desværre kun finde en registrering fra den 30.3.1999, her er Titus og Sebastian Kirtsche indtrådt som interessenter med personlig hæftelse, og firmaet hedder blot Max Hetze Seiffen OHG. Selv om det ikke er nævnt nogen steder, går jeg ud fra, at med disse to herrer drejer det sig om Bärbel Kirsches sønner, der sammen med hende den 15.3.1999 som personligt hæftende interessenter har købt firmaet af Rudi og Edith Kirsche (sandsynligvis forældrene eller svigerforældrene). For øvrigt udtræder Bärbel Kirsche den 2.7.2003 af firmaet. Årsagen er ikke anført. I Folkeregistret fra 1940 er der stadig som legetøjshandler indskrevet en Max Hetze. I den ovennævnte finder man kun en kort beskrivelse og et foto, at Max Hetze i 1955 har udbudt en æske med et puslespil i fem dele til VEB-Schuhfabrik Zwönitz. Forhåbentligt bliver ingen stødt over gadenavnet. Det er jo sådan, at hver by på den tid havde en gade med dette navn, som man efter krigen hurtigt måtte omdøbe. Ofrene blev de fastboende borgere, og især forretningsfolkene, som med store omkostninger måtte anskaffe nyt brevpapir, nye stempler osv. Sådan var tiderne, og vi må leve med vor fortid, som den dag i dag stadig er en del af os.

Værkstederne Flade & Wiltner har i tidsrummet fra 1994 til 2001 arbejdet under denne form vor virksomhed.. Bag disse navne skjuler sig deres forældre Traute og Helmut Flade og datteren Annelie Wiltner og Kerstin Flade-Drechsel. Mens ægteparret Flade og datteren Kerstin Flade-Drechsel straks efter vendepunktet (DDR i oktober 1989) indrettede deres værksted, arbejdede Annelie Wiltner først i Dresden, indtil det lige før 1994 og frem til 2001 kom til dette samarbejde. Fra dette tidsrum stammer die ”Saksiske Miniaturer fra Dresden”. Egentlig er Skuffeæskerne ikke rigtige tændstikæsker. De er ca. 7 x 4,8 x 3 cm store, mens tændstikæsker blot er ca. 5,3 x 3,6 x 1,5 cm. Men i det moderne Tyskland findes der tændstikæsker i mange størrelser – og dermed arten og indholdet – jeg måtte ganske enkelt tage dem alle med. De holder stand ved enhver sammenligning. Damen til venstre er fra fru Ludwigs samling — der også har sendt mig fotoet. Mange tak for det.

I dag har fru Wiltner i butik i Dresden i Grundstrasse 16. Hendes speciale er helt sikkert engle – et besøg i Grundstrasse er unde ralle omstændigheder en ”himmelsk” oplevelse.

 Fru Flade-Drechsels virksomhed findes stadig under navnet Werkstätten Flade i Olbernhau og har stadigvæk De saksiske Miniaturer på programmet. Helmut Flade afgik ved døden som 75-årig – en nekrolog finder man på hjemmesiden for Seiffener Museum under bekendtgørelser. Her får man et indfølende indblik i familiens historie og den afdødes arbejdsliv, idet begge dele er tæt forbundet med hinanden.

Kære Læsere, Sidste del C om Tændstikæskerne historie og de mange kunstnere kommer snarest. I mellemtiden siger vi atter tak til Sigi Ulbrich og ønsker alle fortsat

G o d Læ s e l y s t !

En Brændende IDE – Tændstikæskerne Anden Del A!

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)

Kære Sigi, endnu engang tak for din spændende beretning, og Kære læsere, hermed får i Del II-a om de smukke kunstværker i tændstikæsker…

”Når man søger efter en form er det ikke klogt, dersom alle søger efter den samme form.” Eliel Saarinnen, finsk arkitekt!

Som jeg allerede i første Del i udgave 4/2016 www.tortula.de sagde: ”Når man først er startet med tændstikæsker, er der ingen vej tilbage!” Men jeg ville jo slet ikke samle på tændstikæsker, og derfor blev det først til kun godt to dusin æsker. Først da mine stuer blev mindre og mindre, og det som følger heraf nærmest var lig nul at købe udstyr til dem, kiggede jeg stadig oftere efter tændstikæskerne.                                                            I mellemtiden var udbudet af disse æsker blevet så stort, at der fandtes æsker til enhver lejlighed.

Jeg forestillede mig, hvordan mine dukkehusbørn legede med fårene, og hvordan jeg jule –  og påskepyntede stuerne. En skole for harer eller et lille engleorkester til jul –  nøjagtigt som pynten i vor dagligstue.

Som I måske allerede tænker, der kom ikke noget ud af det, alt blev ved det gamle, mine små dukkestuer har ikke fået noget som helst pynt fra tændstikæskerne – og jeg har nu en herlig alsidig samling af tændstikæsker, og nogle af dem er ikke helt almindelige. Herved fandt jeg ud af, at man ikke kun i Erzgebirge fremstillede denne form for kunst. Også i andre dele af Tyskland har man udstyret tændstikæskerne med lege– og puslespil, samt andet legetøj.

I det følgende vil jeg præsentere jer for nogle af de producenter, der måske ikke er særligt kendte, men har sendt æsker på markedet, som virkelig er værd at se på.

Om firmaet Juri vidste jeg ikke ret meget, og det, jeg vidste, var selvmodsigende og vanskeligt at stykke sammen. Mine første oplysninger fik jeg fra byggeklodssamlernes hjemmesider. Siderne er meget informative, og hr. Kleindienst meget hjælpsom. Og jeg siger mange tak for hjælpen. Men selvfølgelig hører tændstikæsker kun til i periferien af hans samlerområde. Når man gennem sin research noterer de første resultater, går det hele gerne videre af sig selv. Til min store glæde blev der lige efter hos Ebay udbudt nogle Juri-æsker, og jeg kunne nu udvide min samling.

Her må jeg henvise til www.tortula 5/2015, hvor jeg lærte en ung dame at kende. Fru Ludwig havde allerede i sin artikel ”Eventyrligt legetøj” (Märchenhaftes Spielzeug) præsenteret os for Juri-æskerne. Dukkebarnet leger med små eventyrklodser fra tændstikæsken. For mig – uden tilsvarende kendskab til æsken – et Juri-produkt. Men i alle tilfælde en helt særlig æske. Jeg har endnu ikke set noget lignende.

Det er vel sådan, at Burghofer byggeklodsfabrik i begyndelsen af 50erne blev grundlagt af en Fritzsche. Firmaet var et rent salgsselskab. Som det ser ud til, blev det videreført inden for familien, og firmanavnet blev ændret. Her er tale om en Carl Fritzsche, W. Fritzsche og Willy Fritzsche. Der er ingen hentydninger til, hvor vidt W. og Willy Fritzsche er identiske, på den anden side er der heller ingen oplysninger om det modsatte,. Senere er der tale om en H. Richard, og hele tiden er der i forbindelse med firmanavnet anført ”Burgdorfer Baukastenfabrik” (Burgdorfer Byggeklodsfabrik). Med Burgdorf drejer det sig om et sted i nærheden af Hannover.

Og helt overraskende et sprting over motorvej A2 til Nordhorn og firmaet ”JURI-Baukasten Horst Richardt GmbH & Co. KG” og det midlertidige AUS 1986. Drejer det sig mon vedrørende Horst Richardt fra Nordhorn om H. Richard fra Burgdorf? AUS var ligeledes kun midlertidigt, for pludselig er firmaet SES Scholtz GmbH i spil, som igen blev grundlagt af familien Scholtz og stadig er i familiens eje. Firmaet ligger i dag i Enschede, Holland. Mon SES Scholtz stadig kender noget til tændstikæskerne? Jeg har desværre ikke modtaget noget svar fra dem. På et eller andet tidspunkt blev der af de ægte tændstikæsker trykt simple skuffeæsker, og også ”strygefladen” blev blot trykt i brunt. Til gengæld stod der på bagsiden stemplet ”juri west germany” og ”Holz Spielwaren box of toy blocks boite de construcstion juguetes de madera..”

Da alt er så frygteligt uklart og forvirrende, afslutter jeg her ganske enkelt firmahistorien og viser jer hellere de smukke tændstikæsker fra firmaet Juri. Og skulle der komme flere oplysninger frem, vil jeg naturligvis supplere artiklen.

Venligst tag hensyn til, at mine oplysninger blot kommer fra de mange forskellige kilder, som jeg har fundet og læst om. Desværre har jeg ingen beviser.

Kære Læsere, dette er Del A om de forskellige æskers oprindelse, vi fortsætter med Del B og C., fantastisk så vidt man kommer omkring, når man udfører research.

Fortsat god Læselyst…….

Kay Bojesen, sølvsmeden der gav træ sjæl og charme!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – fotos fra nettet…

Det måtte jo komme, for jeg kunne slet ikke lade være med at finde oplysninger om Kay Bojesen, da jeg opdagede, at ALLE eller næsten ALLE har et eller flere af hans finurlige træarbejder. Derfor lidt om Sølvsmeden og kunstnerens med humor og sans for former og robust legetøj:

Kay Bojesen (1886-1958) blev i 1910 færdigudannet som sølvsmed i det kendte firma Georg Jensen, og han udmærkede sig gennem tiden ikke alene med sit fantastiske trælegetøj, men også med tekander, bestik, sølvpokaler, legeredskaber og meget mere.

I 1919 ægtede han Eva Pethrine Drøge-Møller, og fik sønnen Otto, som havde masser af legetøj, men… da Otto var en håndfast lille fyr, gik legetøjet, om dyrt eller billigt, ofte i stykker, der måtte således noget nyt og mere robust til. Og det blev til mere og mere, alle var vilde med hans design, og han blev da også hædret i 1922, da Dansk Arbejde udskrev en konkurrence.

Den kendte flok i dag !

Kay Bojesens første dyr er den herlige lille gravhund PIND, som kom til Verden i 1934, uimodståelig og dejlig !

De højtelskede aber, som så dagens lys i 1951—og er alle samleres yndling !

Kong Christian X red hver dag forbi Kay Bojesens butik– og værksted, fik han i 1940 ideen til de berømte gardister, som du lige som de allerfleste af Kay Bojesens træfigurer, stadigvæk kan erhverve! I 1952 blev han for øvrigt Kgl. Hofleverandør – det var nok med den lille, søde bjørn, som fandtes i forskellige sammensætninger af træ— også en af de enormt populære figurer.

Hermed flere af Kay Bojesens arbejder, og der er mange flere, som man hele tiden kan erhverve eller skrive på sin ønskeseddel bl.a et postbud og en politibetjent, samt flere dyr og legetøj. Hermed lidt flere af den kreative kunstners

Denne herlige og robuste gyngehest fra 1936 er og bliver et hit !
Hesten her blev fremstillet i 30erne, et dejligt og robust stykke legetøj !
Præmievinderen 1932 fra Dansk Arbejde !
Rangle fra 1932 !
Den kendte og buttede elefant er fra 1953 !

Du kan finde mere om Kay Bojesen på www.kaybojesen.dk eller kaybojesen.denmark.dk, hvor alle de arbejder, man stadig kan købe, er gengivet.

G o d F o r n ø j e l s e !

(PS. Og du er hjerteligt velkommen til at vise os dine Kay Bojesen figurer på bloggen!)

Kramboden i Odense

Tekst og billeder Lene Byfoged.

Jeg elsker Fyn, min far var fynbo og alle mine ferier i min barndom, tilbragte jeg hos min elskede farmor og farfar. En gang i mellem, må jeg bare til Fyn. Jeg må høre den skønne fynske dialekt, for mig er det nærmest lykke. Vidste I, at englene taler fynsk om søndagen?

Nå, for at komme til det jeg vil fortælle jer om, vi har lige været på Fyn et par dage og et besøg hos Kramboden i Nedergade 24 i Odense, var på programmet. Et skatkammer for enhver samler.

Kramboden.

Det var mange år siden vi var der sidst, men det var lige så interessant og spændende, som sidste gang. Vi startede i kælderen. Oh, hvilket skatkammer af alverdens ting og sager. Det var helt utroligt og nede bagved var der gammelt legetøj af enhver art, se blot nedenstående billeder.

Da vi var færdige i kælderen, gik vi ind i forretningen og hold da op, et slaraffenland uden lige. Det er jo ikke kun legetøj, men alt muligt mellem himmel og jord. Herunder billeder fra forretningen.

Et udvalg af dukkehusdukker. Nogle af dem har enører bundet eller limet på sig.

En hylde i et andet skab.
Gammelt julepynt var der også.

Jeg har jo blot taget billeder af en brøkdel, af forretningens tusindevis af varer. Første salen var også fyldt. Man kan få timer til at gå her.

Indehaveren var meget sympatisk og imødekommende, og jeg fik en opgave med hjem til bloggens læsere. Nogle af dukkehusdukkerne have en enøre, en bundet på eller limet på tøjet. Er der nogen af vores læsere, der ved hvad det drejer sig om, eller er det blot en samlers leg? Der havde været 20 – 25 dukker fra starten og de stammer fra samme samler. Nu var der blot nogle stykker tilbage. Se nedenstående billede.

Et par af dukkerne med enører.

Jeg handlede selvfølgelig også. Et skønt billede med engle til en af mine dukkestuer, en halvdukke (som jeg har fortrudt, men den er på vej videre), et skab og en kommode fra Dansk Legetøjsfabrik, nogle små tinsoldater til min legetøjsbutik, et lille chinahoved og den skønneste lille tyske dukkehusdukke. Det er nok det køb, jeg er allermest glad for. Den passer så fint i min lille franske cafe, som jeg lavede for nogle år siden.

Er hun ikke dejlig?

Mine køb. Møblerne skal have en kærlig hånd.
Dukken i cafeen.

Så er I i Odense, kig ind Kramboden, Nedergade 24.

Åbent hver dag kl. 10 til 17.30. Fredag kl. 10 – 18 og lørdag kl. 10 – 14

Lilians unikke samling om ”De røde Postbude”

og

Det danske Postvæsen

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) (Tekst og fotos med hilsen fraLilian Skov ©)

Lilian skriver: ”Synes, det var trist, at vort Danske Postvæsen forsvandt. DESVÆRRE!

De gode dage med vore røde postbude var hyggelige, og besøg hver dag med post fra folk. Altid tid til en hyggelig snak. Nu ser vi dem ikke, da postkassen skulle flyttes ned til vejen. Det er desværre ikke hverdag mere.

Derfor fik jeg den idé at samle ALT om de røde postbude: spil – postkasser – biler – kort – udklip – knapper –  emblemer –  osv.

Nyder da selv min samling. Håber det samme for jer derude!”

(Kære Lilian, tak for din beretning, og hvor har du ret…. Vi, der bor på landet andet, havde landpost, noget helt specielt med snak, små og store tjenester, etc.)! (Lise)

Tak fordi du vil dele din unikke samling med os, og jeg er da helt sikkert på, at mange af os vil sende dig bidrag, når vi støder på noget om: De Røde Postbude

Hjertelige hilsner fra Lilian (og Lise) !

Uddeling af Dukke-Oscars/Max-Oscar-Arnold-priserne – MOA

under

Årets store internationale dukke– og legetøjsfestival i

Neustadt bei Coburg og Sonneberg

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – (Dukkefotos: Inge Harck ©)

Fra den 26. maj til den 2. juni finder årets store dukke– og legetøjsfestival sted med en masse festlige begivenheder, herunder særudstillinger på de fantastiske museer, legetøjsmarked, samlerbørs, specielle familiedage og sidst men ikke mindst

Den 29, maj uddeles Dukke-Oscars til de bedste arbejder blandt de nominerede i kategorierne:

Det omfattende program finder du via nettet— www.puppenfestival.de – og vil du vide mere om uddelingen af Dukke-Oscar-Priserne, da benyt www. Moa-kunstpreis.de eller email: kontakt@moa-kunstpreis.de, selve uddelingen finder sted i Mehr-zwechalle, Heubischer Strasse i Neustadt bei Coburg, hvor de nomineredes objekter er udstillet. En konkurrence blandt mange nationer, og jeg skal love for, at der er smukke, sjove, fantasifulde og unikke ting deriblandt. Det er 25. gang, man uddeler disse fornemme priser.

Dukkekunstneren Inge Harck, der to gange har vundet en dukke-Oscar, deltager også i år med hele tre arbejder i kategorierne 1, 2 og 9: :

Alt i eget design !

Kategori 1: Om BEDSTE Legedukke: Den dejlige legedukke er lige til at omfavne og knuselske. Hun er håndlavet fra top til tå og kan beskrives således: Håndmalet, robust legedukke i ovnhærdet modellermasse og med stofkrop. Ansigtet er malet med akrylfarver, og hun har blå øjne. Hovedet kan bevæges i alle retninger, og også arme og ben er med drejeled. Hun har ægthårsparyk, som kan friseres. Tøjet er håndstrikket, og hun er nem at klæde af og på. Hendes legetøj: De små fantasibamser har Inge nålefiltet.

Kategori 2: Denne nuttede baby i teddy-tøj !

Kategori 2: Om BEDSTE Babydukke: Også babydukken i gult har håndmodelleret hoved i ovnhærdet masse. Hun har Lauscha glasøjne og stofkrop. Arme og ben har drejeled. Teddytøjet er Inge Harcks eget design og håndsyet.

Kategori 9: To charmerende, uimodståelige, legende børn!

Kategori 9: FANGELEG: Den leg har altid været og vil stadig være aktuel både i går, i dag og i morgen, ja, lige så længe der findes glade børn: Disse to glade børn har håndmodellerede hoveder, arme og ben i ovnhærdet masse. De har stofkroppe med trådstativ, således at de er bevægelige i så at sige alle stillinger. Drengens øje er malet, og pigen har glasøjne. Også her er ALT håndarbejde!

Tilbehør: tidligere var veje og gader også legepladser for børnene: Legegaden er af lærred med forstærkning af træ og malet med akrylfarver.

Og så er der ikke andet tilbage end at ønske Inge Harck Knæk og bræk eller på tysk: Hals und Beinbruch!

Og skulle I rejse til Det tyske Legetøjsland, ønsker vi jer selvfølgelig god fornøjelse. Det hele er ”en messe værd!”

NAVNEKLUDE OG ANDRE PRØVEKLUDE

(om ET SPÆNDENDE OG ANDERLEDES EMNE)

(Med hilsen fra Lene Byfoged (fotos fra foredrag og uddrag af tekst fra abelonesverden.dk ) Samt tekst og boganmeldelse med fotos fra Lise Brastrup Clasen ©)

Det er spændende at være medlem af Legetøjsforeningen/klubben Snurretoppen, hvor der altid er spændende aftener med foredrag. Desværre bor jeg (Lise) nu laaangt fra Snurretoppens samlingssted og kommer sjældent til deres arrangementer, mens ”Heldige” Lene har lejlighed til at være med hver gang. Jeg har været medlem i snart 30 år og har altid følt mig velkommen i Snurretoppen, selv om mange af ”de gamle medlemmer” ikke er med mere!

Den 11, april var en ganske særlig aften, hvor forfatter og arkitekt, m.a.a., dr. phil Kirsten Lindberg fortalte om ”Navneklude og andre Prøveklude” og introducerede sin næsten netop udkomne bog med samme titel.

Og Lene fortæller på sin blog: www.abelonesverden.dk, at Kirsten Lindberg er en inspirerende og levende fortæller, der berettede om de broderede navnekludes historie, om symbolerne, og om det personlige ved alle arbejderne. Kirsten Lindberg præsenterede alle for en hel samling af smukke klude i vidt forskellige materialer, således at alle tilhørerne kunne gå hjem med stor viden om det hele.

Det bedste var, at man derefter kunne købe (signerede dersom man ønskede det) eksemplarer af bogen om de smukke arbejder, og Lene og hendes mand, Torben, var så søde af købe et par bøger med til mig og til min tyske veninde, Angelika, Salzwedel, der netop har en udstilling i Hohenwehstedt om sådanne håndarbejder.

Og selvfølgelig ”kastede” jeg mig over bogen, og blev meget begejstret. Du får her en fin og levende introduktion vedrørende Navneklude og andre Prøveklude, samt en hel del om håndarbejdsundervisningen gennem tiden, og hvad det hele efterhånden resulterede i. En morsom ting ved bogen er for øvrigt, at der præsenteres navneklude både syet og broderet af meget ferme piger, samt af mindre dygtige, men de har dog alle fået noget ud af deres sytøj.

Bogen er rigt illustreret, og indeholder desuden billeder af de håndarbejdsredskaber, man brugte før og nu! Bagest er der ordforklaringer, noter og henvisninger samt bibliografiliste.

I bogen vises også broderede strimler eller bånd i flere længder, og jeg husker tydeligt, at vi i første klasse skulle sy ”et såkaldt fæstebånd” i en slags hørlærred — denne ”strimmel” kaldes i bogen en Schweizerklud eller en Prøveklud, og akkurat som i bogen startede man med at brodere sine initialer i korssting, og derefter skulle man lære at brodere eller ”var det sy” en masse forskellige sting… Tja, da min interesse kunne ligge på et meget lille sted, nåede jeg ikke mange rækker af sting, og arbejdet var nok lidt nusset ved skoleårets slutning. Et andet minde er en ”æggehætte”, se billede i slutningen af artiklen… som vi syede i 3. mellem, hvor vi skulle lære at sy hvidsøm.

I bogen er der også billeder af det dukketøj, man fik lov til at strikke, dersom man blev færdig med sit broderi… Heldigvis lærte min Moster Anna mig at strikke, og derhjemme har jeg strikket dukketøj magen til det på billederne.

Blandt de mange viste sy-redskaber i bogen ser man en ”Strikkerikke”, og der fortælles om de hestetømmer man lavede ved at bruge en sådan dukke. Min veninde og jeg klarede os med en stor garntrisse med fire søm uden hoveder, men jeg husker da, at min lillesøster fik sådan en Strikkerikke, helt sikkert på et tidspunkt, hvor jeg ikke længere var interesseret i at lave hestetømmer. I bogen kaldes de ”nannies”… Ja, dengang kendte fantasien ingen grænser, men alt det kan du læse dig til i bogen, som vi håber, vil fascinere dig lige så meget som os.

Nu glæder jeg mig til at videregive Angelika Salzwedel sit eksemplar, når hun engang efter Påske kommer forbi!

Bagest i bogen finder du Kirsten Lindbergs adresse på Fyen, men som en appetitvækker får du her hendes mailadresse: tiliamontana@mail.tele.dk.