Dora Petzold

© for research og layout Lene Byfoged

Hos en af de personer, jeg følger på Instagram, så jeg en Dora Petzold dukke og dem er der ikke skrevet om på bloggen før, så jeg gik i gang med, at undersøge lidt om disse smukke og karakteristiske dukker, som Dora Petzold producerede.

Så fin og eftertænksom. Foto. www.Theriault`s.com

Først lidt om Dora Petzold….

Det er ikke meget jeg har kunne finde, men her kan I læse det jeg fandt.

Dora Petzold blev født 22 maj 1893 i Plauen, Tyskland og døde d. 14. oktober 1970 i Chemnitz (i Thüringen, hvor den den store dukkeproduktion fandt sted tidligere). Hun var udlært pædagog.

Dora Petzold arbejdede i Berlin i 1920èrne. Her skabte hun meget smukke og eftertragtede karakterdukker. Hun brugte mange forskellige materialer til dukkerne, bl.a. silke, komposition, papir m.m. Intet var for godt til hendes dukker.

Så elegant i tøjet. Foto. www.Theriault`s.com

Hun var selv meget stolt over kvaliteten af sine dukker og det var meget vigtigt for hende at fortælle, at alle hendes dukker var produceret i hendes værksted og efter hendes personlige design. Alle dukkernes kroppe er lavet af kvalitetsstof og de er syet og stoppet, så arme og ben kan bøjes, som den menneskelige krop. Hovederne er lavet i materiale, så de ikke kan gå i stykker og de er malet med non-toksiske farver, hvilket gør, at hovedet kan tåle at blive vasket forsigtigt.

Den er da smuk. Foto. www.Theriault`s.com

Dukkernes tøj er meget eksklusivt og lavet af de bedste stoffer.

De blev annonceret som pyntedukker til damerne af det bedre borgerskab. F. eks blev det vist i annoncer, at kunne de bruges som pynt i stuen.

Jeg syntes de er super elegante og så smukt udført. De smukke lidt lange ansigter med smukt malede øjne.

En af de meget smukke dukker. Foto. www.Theriault`s.com

Jeg kiggede ind på auktionshuset www.Theriaults.com og kan se, at disse smukke dukker stadigvæk sælges til høje priser.

Lene

En smuttur til Tåsinge museum

Copyrigt for billeder : Torben Byfoged og for tekst: Lene Byfoged

I starten af juli mellem havearbejdet herhjemme i Herlev, ture i sommerhuset, pasning af barnebarnet og flyttehjælp til søn og svigerdatter, trængte vi til at komme lidt væk. Vi bestilte en overnatning på Brobyværk Kro på Fyn og jeg fik googlet mig frem til et museum, vi ikke før havde besøgt. Valget faldt på Tåsinge Museum og det var et dejligt besøg. Det der lokkede, var deres lille fine legetøjsudstilling, men der er så meget mere at se på.

Museet er fordelt i 5 smukke bygninger samt en smuk have og gamle frugttræer. Der er mange hyggelige steder, hvor man kan spise sin medbragte frokost eller kaffe.

I hus 1 Forhuset, hvor man køber billet, er der en fin lille købmandsbutik, stenalderfund m.m. og selvfølgelig en fin og meget smuk udstilling om Elvira Madigan og Sixten Sparres tragiske kærlighedshistorie.

Sixten Sparre og Elvira Madigan.

I hus 2 Skipperhjemmet, blev jeg forelsket. Det skønneste hjem fra en svunden tid. Man kan godt se, at Tåsinge var et rigt samfund på den tid og hjemmet var fyldt med smukke hjembragte ting fra store dele af verdenen, som skipperen havde bragt hjem fra sine sejladser.

Selvfølgelig var der i et par af vinduerne i Skipperhuset Staffordshire hunde, også kaldet kaptajnshunde. Denne ville have pyntet i min egen samling.

Denne smukke kakkelovnsskærm, er et eksempel på det smukkeste perlebroderi. Den stod i Skipperhusets stue blandt andre klenodier.

I hus 3, Folkemindesamlingen var den lille legetøjsudstilling også. Ikke stor, men så pænt sat op og med god information, om den enkelte ting. Herunder lidt derfra.

Dukke-Mode-Journal, med mønstre og syvejledninger til damedukkerne.
Et dukkehusmøblement.
Kling dukke.
En spændende samling papirdukker fra 1854.
Disse dukker i folkedragter var helt specielle. De er lavet af håndarbejdslærerinden Ingrid Møller eller af hendes elever på Vornæs Skole. Ingrid Møller var på Vornæs skole fra 1908 – 1953.
Lidt fra samlingen af gamle dukke og barnevogne.

I dette hus var også museets samling af egnsdragter m.m. fra Tåsinge.

I hus 4, Rebslagerhuset var et rent eldorado for enhver håndværker eller handy man. Her var bl.a. også en lille skole sat op.

Hus 5, Musikhuset. Her var mange forskellige instrumenter, mange hjembragt fra store dele af verdenen af de hjemvendte sømænd.

En pudsig violin.

Det var et rigtigt hyggeligt besøg og vi kommer helt sikkert igen.

Tåsinge Museum. Kirkebakken 1. Bregninge 5700 Svendborg

Entrépriser:

Voksne………………………………… 50 kr.
Børn op til 15 år ……………………. gratis
Grupper min. 8 pers……………….. 40 kr. pr. person

Modtager Visa/Dankort og Mobilpay.

Åbningstider:

I perioden fra d.1. maj til d. 24,. oktober 2021 er museet åbent tirsdag-søndag fra kl. 10 – 16.

Legetøj gennem tiderne

Af Marianne Kunkel ©

Det er med stor glæde jeg bringer denne fine og interessante artikel, som Marianne Kunkel har skrevet. Marianne har skrevet den til Miniature Nyt. Og det glæder mig især, at hun har kunnet finde nyttige informationer på Dukkedrømme til artiklen.

Vi husker nok alle, hvad vi selv legede med som børn, hvad vores børn og børnebørn legede med, og hvad nutidens børn leger med, her behøver man bare at gå forbi en legetøjsbutik for at se det kæmpeudvalg der tilbydes i dag.


Men hvad legede vores forældre og bedsteforældre med?

Det vil jeg prøve at skrive lidt om.

Jeg har fundet mange oplysninger på Internettet, og har også fundet mange gode informationer i bogen ”Det legede vi med…” af Jens Sigsgaard og Ib Varnild, ISBN 87-17-05041-3, den kan lånes på biblioteket. Den blev anbefalet af Lisa Tørngren, der rent faktisk har nogle af de dukkehusmøbler, der bliver beskrevet i bogen. Jeg har også fundet nyttige informationer på hjemmesiden www.dukkedroemme.dk der er et sandt Mekka for folk, der interesserer sig for gamle dukker og legetøj.

Legetøj fra tidernes morgen
Der har nok været legetøj ligeså længe som mennesket har eksisteret, ikke som vi kender det i dag, men har mor siddet og vugget en baby, har den lidt større pige nok vugget et stykke træ eller skind, og på den måde efterabet moderen. De små drengebørn har tidligt fået en lille bue og pile, måske en slynge, og på den måde lært at blive gode jægere. Der er fundet eksempler på rangler, i udgravninger fra Polen, der daterer sig ca. 2500 år tilbage, (tidlig Jernalder) bestående af små lerpuder, med lerperler inden i.


Nu er det nok ikke helt så gamle miljøer, de fleste af os gør det i, men buen og slyngen kunne godt bruges i et drengeværelse, helt op til vores tid. Find en lille bøjelig gren, kom lidt lim på den ene ende, sno et stykke tråd om, og lad tørre, kom lidt lim på den anden ende, og træk tråden, til man får bueformen, og snit et par små pile. En lille slynge laves af en lille Y-formet kvist, tråd om enderne, og evt. et lille stykke skind på midten.

Slynge
/slangebøsse med læderstykke til at holde stenen.

Dukken er nok det stykke legetøj, der har været kendt længst. Dukker i forskellige former kan dateres flere tusinde år tilbage. Måske har de tidligste ikke været brugt som legetøj, men ved rituale og religiøse ceremonier. De har været lavet med tidens materialer, ler, træ, ben, porcelæn, voks, og til vores tids gummi og plastik.

Maleri af barn med dukke fra 1596.

Ellers er det nok ting som forskellige spil med sten/kugler/marmorterninger bl.a. til at spille Terre, det her spil vor man kaster en terning op i luften, og samler en terning op imens. Terre kendes helt tilbage til Romertiden.

Snurretoppen kendes flere tusinde år tilbage, kæpheste og stylter tilbage til middelalderen, og trille/tøndebånd bliver omtalt så tidligt som i 1456. Sådan et tøndebånd burde også være nemt at lave i miniaturestørrelse. Et smalt stykke træfiner, limet om en beholder i passende størrelse, og en lille pind til at styre med. Spillet skak har også været kendt i over 1500 år. Isskøjter har også under en eller anden form været kendt i flere tusinde år. Disse isskøjter var i begyndelsen lavet af forskellige dyreknogler. Drager har også været brugt, de kendes helt tilbage til omkring 1000 år før vor tid.

Trille/tøndebånd Holland 1560.

Men det har nok været begrænset, hvor meget den tids børn har haft tid til at lege. Man blev hurtigt voksen den gang, og hjalp til i marken, vævede, strikkede, osv.

Vi skal nok helt op i sen Tudor, tidlig Stuart periode, omkring år 1600 før mere almindeligt legetøj vinder frem. Her begynder gyngeheste, forskellige spil, bl.a.
Nine Men’s Morris, et spil, der så vidt jeg kan se, er identisk med vore dages Mølle. Tinsoldater, omtales første gang i Frankrig i år 1610, og bolde lavet af læder
kommer også omkring det tidspunkt.

Nine Men´s Morris på Shakespeare´s tid.

De første dukkehuse
Dukkehuse, det første omtalte stammer fra Tyskland fra år 1558, senere dukker de op i Holland, hvor rige unge damer begynder at lave dukkestuer i kabinetter. Der skulle efter sigende stå nogle ganske imponerende kabinet-dukkehuse på Rijksmuseum Amsterdam, omkring år 1700 i England, i Danmark menes de første dukkehuse at være fra omkring år 1800, men det var først i Victoriatidens England (1837-1901) det bliver rigtig udbredt.

Titanias Palads på Egeskov Slot, som mange af os nok har set, blev først færdig i 1922.

Der findes også samlinger af dukkehuse på National Museet, Johannes Larsen Museet i Kerteminde og flere andre steder. Jeg har da vist også set nogle i Den Gamle By i Aarhus.

Petronella Dunoi´s Dukkehus fra ca 1676, udstillet på Riks Museum, Amsterdam.

I årene 1700 til 1800 har jeg ikke kunne finde så mange oplysninger om legetøj. Der har været de ovennævnte ting, der er blevet forfinet gennem årene. Omkring 1750-60 kommer de første puslespil, og sidst i perioden kommer de første
dukketeatre. Udskårne trædyr og klodser har der også været, og forskellige brætspil bl.a. Backgammon og noget, der minder om Ludo. Der er også blevet spillet en masse
udendørsspil, forskellige bold- og keglespil.

I starten af 1800-tallet dukker sjippetovet op, bliver dog først rigtig populært omkring 1940-50. De første påklædningsdukker ser dagens lys i Frankrig i 1830, men bliver først rigtig populære sidst i 1800-tallet, hvor de begynder at blive vist i blade og aviser.
Påklædningsdukker i Danmark har sin helt store tid i årene 1930-1960.De fleste kan nok huske Prinsesse Margrethe og Store- og Lille Marie som påklædningsdukker.

Påklædningsdukke fra avisen The Sunday Herald 1895.

I denne periode bliver der også produceret mange dukkestel.

Fabriksfremstillet legetøj
Omkring 1859 begynder den tyske fabrik Märklin at fremstille legetøj, i starten kun legetøj til piger, dukkekøkkener, komfurer, skibe og karruseller, først i 1891 begynder de at fremstille togbaner. Toge og baner fra Märklin er stadig i dag noget af det bedste, og gamle Märklin tog sælges stadig til store priser.

I 1860 kommer de første gummibolde, og hvor bolde før i tiden havde været fremstillet af skind, uld, dyrehår osv., giver gummibolden mange flere muligheder for leg. Det varer dog formentlig nogle år, inden disse gummibolde bliver bredt udbredt, så sent som 1910-1920 kan man stadig læse om disse stof/filtbolde, med en korkprop inden i, mange af dem med et broderet ”net” udenom. Kunne også nemt omsættes til dukkehuset, en lille filtet kugle, og så broderet, inddelt i både, uden på.
Eller prøv at lave nogle i naturlig størrelse, de er ganske dekorative.

Glansbilleder starter i Tyskland omkring 1860, hvor de bliver brugt af bagere, og sat på kager, vi kender det stadig i dag med honninghjertet til jul, hvor der som regel er et nisse-glansbillede ovenpå.

Hinkestene bliver omtalt i 1890, kendes formentlig længere tilbage, de første har været en flad sten eller lignende.

Fyens Glasværk er nogle af de første, der fra 1924 fremstiller hinkestene i glas, som de fleste husker, og nok også huske hvor ulykkelig man blev, når der kom skår i dem.

Hinkesten fra Fyens Glasværk, jeg er sikker på, at jeg havde den grønne med stjernen.

Omkring 1880 starter den tyske fabrik Steiff med at fremstille diverse dyr af stof/plys, og i 1902 fremstilles den første Teddy-bjørn.

I 1895 starter fabrikken Dansk Legetøj A/S med trælegetøj, fremstillet i de danske fængsler. Noget af det første var heste og pakhuse, og i 1905 kommer den så velkendte lille røde trædukkevogn.

Fabrikken Meccano får sin start i England i 1898/1902, og er især kendt for byggesættet med metaldele, der kunne sættes sammen til alt muligt. De producerer forskellige sæt op gennem årene, og i 1926 som en jubilæumsudgave kommer sættet
i de kendte røde og grønne farver. Fabrikken producerer helt frem til 1960, hvor den bliver overtaget af et andet firma, og relanceret under mærkenavnet Tri-ang, der fremstiller modeltoge og andet, og dukkehuse. De af jer, der læser de engelske
dukkehusmagasiner, er nok stødt på disse Tri-ang dukkehuse.

Tri-ang dukkehus.
Meccano byggesæt.

Omkring år 1900 producerer Märklin metalbiler, rulleskøjter dukker op i gadebilledet, modellervoks og diverse farvekridt/blyanter.

BRIO, et svensk firma, starter i 1884 med at lave finèrkurve, og i 1907 begynder man at fremstille træheste med hjul, og senere omkring 1950 diverse trædyr og togbaner. Der fremstilles stadig masser af træting under navnet BRIO, trækdyr, togbaner, gåvogne osv.

Omkring 1910-20 bliver nipsenåle det helt store hit. De første nipsenåle blev fremstillet på Bøhmiske glasværker. Nipsenåle kunne bruges på mange måder, man arrangerede dem i flotte mønstre på nålepuder, man kunne ”nipse” med dem. Det foregik ved at man med fingrene skubbede/knipsede til èn nål, og kunne man så få den til at ligge ovenpå en andens nål, havde man vundet denne. Man byttede og fik i det hele taget meget tid til at gå med disse nåle. Gamle nipsenåle er stadig et samlerobjekt, men der laves også nye nipsenåle. Prøv at se hjemmesiden www.dugperlasnipsenaale.dk hvor man kan finde et meget stort udvalg af nipsenåle, mange af dem velegnet til dukkehuset hvis man kan bide eller save nålen af.

Nipsenål med fugl på rede fra Dugperlas.

“Foto: Susanne Rosenørn, Dugperlas Nipsenåle”

Børnebøger
Nogle af de første danske børnebøger, udgivet af OTA Solgryn kommer i 1924, her skulle man samle mærker fra pakkerne, der så kunne omsættes til små bøger. Børnebøger, mest dem vi kender som eventyrbøger, er kendt meget tidligere, bl.a.
H.C.Andersen og Grimm’s eventyr, man kan så diskutere om det egentlig er børnebøger. Men bøgerne om Heidi af Johanna Spyri, udgivet i 1878, og formentlig allerede kommet til Danmark omkring 1880, er en klassisk børnebog, som jeg læste
med stor glæde som barn. Tidligere er bøger som Alice i Eventyrland af Lewis Carroll udkommet på dansk i 1875. Oliver Twist af Charles Dickens i 1845. Tarzan bøgerne kommer på dansk i 1912, og mange andre klassikere følger. Peter Plys af A. A. Milne kommer på dansk i 1930. Nogle af de danske, TudeMarie i slutningen af 30’erne, Jan bøgerne i 1942, Ungerne i Bjørnegade i 1945, første udgave af De små Synger i 1948, og så følger alle de kendte pige/ungdomsbøger, SUSY og Pernillebøgerne fra 1942 og frem, af Gretha Stevns, der er pseudonym for en færøsk mand – Eilif Mortansson, gift med en dansk kvinde Grethe Hansen-Stevns. PUK bøgerne af Lisbeth Werner, også her et pseudonym for 2 mænd – Knud Meister og Carlo Andersen. DOT bøgerne af Inge Møller og mange flere. Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe fra 1945 skal vel også nævnes, og siden kom der flere klassikere fra hendes hånd. Men nok om bøger nu, der kommer lidt mere senere.

Samleobjekter
Omkring 1928/1932 begynder Tekno at fremstille diverse blik legetøj, mest kendt er nok bilerne, men allerede i starten af 1930 fremstilles den kendte Falck-station. Tekno fremstiller også ting til dukkehuset, møbler, køkkenting osv.

Tekno Falck-station.
Tekno dukkehus køkkenting.

I 1931 oprettes det engelske firma Dinky Toys, udsprunget fra Meccano Fabrikken, de fremstiller formstøbte metal- biler, fly og skibe, synes lige dette firma skulle nævnes, da jeg faldt over nedenstående skønne katalogside. Dinky Toys lukkede i 1979.

Dinky Toys produkter fra december 1969.

I 1932 starter LEGO med trælegetøj, der i 1949 går over til de kendte plastikklodser, der stadig leges med i dag.

Kay Bojesens ikoniske trælegetøj kommer omkring 1950, og det er også her hønseringene vinder frem. Hønseringene kunne bruges til forskellige lege, som at ”hønse”, hvor man kunne kaste, og prøve at komme tættest på noget, eller ramme en dåse, og man kunne så vinde hønseringe fra de andre. Der kunne også gå sport i at have den længste kæde osv.

Min barndom og frem
Så er ved at være kommet til min barndom 1955 og frem, og når jeg tænker tilbage, var det ikke fordi man havde overvældende meget legetøj dengang, Jeg gik i børnehave, og som jeg husker det, var der heller ikke her en masse legetøj, lidt bøger, klodser, puslespil, og så havde man måske selv en dukke eller et tøjdyr med. Der var en udendørs lille legeplads, med et par gynger og nogle små træcykler. Men vi lavede selv en masse ting i børnehaven, broderede på gulvklude og flettede bøjler, kan I huske disse bøjlebetræk af plastbast, det var dengang børn godt kunne beskæftige sig selv. Det ville nok være svært i dag at få 5-6 års børn til at sidde stille, og lave noget med hænderne. Disse flettede bøjler kunne også nemt laves til dukkehuset, en lille
købt træbøjle, og tynde farvede kartonstrimler, og så en god gang lak.

Flettede bøjler.

Derhjemme havde jeg et dukkehus, et min far selv havde lavet, men jeg har nok ikke leget så meget med det, for jeg kan kun huske, rødt murstenspapir på taget, og nogle dagligstuemøbler med rødt fløjlsbetræk og et lille testel i rødmalet træ med guldkant. Om der var dukker i huset, og de andre værelsers møblement husker jeg intet om. Jeg tror, at det var mere interessant at lege med min brors Mecccano og Märklintog.

Jeg have en stor plyselefant, vundet af min farfar på Bakken, den var jeg ret glad for, den hed ”Jum Hartmann Nielsen”, jeg havde en stor dukke Lone, arvet efter min mor, ikke særlig køn, og med en løs arm. Der har været nogle spil, billedlotteri, huskespil og Matador, der bliver dansk produceret i 1936. I starten af 1960’erne havde jeg en lille Rosebud dukke, de må have været utrolig populære, og formentlig også ret billige, for jeg husker det som om alle piger havde sådan en. I de første klasser i skolen strikkede vi tøj til dem i håndarbejdstimen.

Rosebud dukke.

Jeg havde lidt glansbilleder, hønseringe og påklædningsdukker, der blev opbevaret i en gammel bog, med siderne ombukket, og mærket med forskellige tøjtyper. Jeg havde modellervoks og farver, og tegnede en del. Men som jeg husker det, var det meste af mit legetøj beregnet til udendørs brug. Vi sjippede, både med enkeltmands tov og med de lange lavet af plastik. Vi hinkede og hoppede i elastik, der kom frem i 60’erne, vi legede skjul, løb på rulleskøjter om sommeren, og stod på skøjter om vinteren. Vi spillede bold op af muren, med 2 eller 3 bolde, mens man sagde forskellige remser.

”Odense, Bogense, Middelfart – BUM – Assens, Fåborg, Svendborg – BUM – Nyborg, Kerteminde, Ringe – BUM – Rønne –BUM” – husker I den? – en glimrende remse, der gør, at jeg den dag i dag kan huske, hvor de forskellige fynske byer ligger.

På et tidspunkt fik jeg en Barbiedukke, den første Barbie blev fremstillet i USA i 1959, og er kommet til Danmark i starten af 60’erne.

Nu er dyr nok ikke legetøj, men der gik meget tid med at lege med dem. Vi havde gennem årene både marsvin, undulater, zebrafinker, en tilløbende kat, og da jeg var omkring 11-12 år, fik vi hund , en rød cockerspaniel ”Sniff”. Et års tid efter skulle min far ned på Landbohøjskolen og ha’ Sniff vaccineret, ind kommer en mand med en æske med killinger, der skulle aflives, min far tog en med hjem, og så havde vi kat igen.

Og så ”gik” man til noget, jeg har både gået til dans, ikke den store succes, klaverspil, efter sigende var jeg god til det, mendet interesserede mig ikke rigtig. Kunne dog i mange år spille ”Ungarsk Rhapsody ” og kan stadig tyde noder. Gik til spejder
”Grønsmutte” en overgang, spillede håndbold og dansede folkedans på skolen.

Min barndoms bøger
Men igen, når man ser hvad børn har af legetøj i dag, var mit udvalg nok meget begrænset, men jeg havde mine bøger! Jeg har næsten så langt tilbage jeg kan huske læst bøger. Læste allerede flydende, da jeg startede i skolen. Formentlig, fordi jeg lyttede med, når der blev læst lektier med min 4 år ældre bror. Jeg tror allerede jeg var godt i gang med Tarzan bøgerne (min brors) inden jeg startede i skolen. Det foregik på den måde, at min far satte blyantstreger, hvor de lange ord skulle deles, og fortalte mig, at når der kom et personnavn, jeg ikke rigtig kunne udtale, så bare kald ham ”Hr. Olsen”. Det vil sige jeg ikke så meget læste ordet, men genkaldte det. Det er en vane, jeg nok har taget med mig. Kan stadig læse en bog, og når jeg er færdig, egentlig ikke huske hvad hovedpersonen hed. Jeg pløjede mig igennem stort set alle børne/ungdomsbøger, Tude Marie, Ungerne fra Bjørnegade 5, bøgerne om Heidi, Susy bøgerne, og hvad de ellers hed. Sparede op af lommepengene, og købte selv Nancy Drew bøger, det var detektivbøger, skrevet af forskellige, og som jeg husker det, kom der en ny hver måned.

Jeg husker stadig min 8 års fødselsdag som en af de bedste. Min far og jeg gik ned på Gl. Kongevej, i et bogantikvariat, og så fik jeg 20 kroner (der nok svarer til omkring 230 kroner i dag) jeg kunne købe bøger for. Jeg tror jeg fik næsten alle DOT bøgerne, Den Sorte Hingst og flere. Det var en stor dag.

Nogle af de bøger jeg læste som barn.

Meget kan laves til dukkehuset
Mange af de ovennævnte ting kan man sagtens selv lave til dukkehuset. Sjippetov, en stump naturfarvet hæklegarn eller lignende, og et par små røde, aflange perler, eller måske et tyndt og farvet plastbelagt kabel til de lange sjippetove. Bolde af en lille kugle Fimo-ler, og måske hækle et lille boldnet. Forskellige spil, her findes masser af billeder på Internettet, der kan kopieres og limes på en lille kartonæske. Hinkestene, her kan man måske finde en lille flad facetslebet perle. Glansbilleder og påklædningsdukker, her findes også masser af billeder på Nettet, der kan formindskes til korrekt dukkehusstørrelse.

Bøger kan også hentes fra Nettet, det er dog desværre, som regel, kun forsiden der er vist. Men prøv at kopiere et bogforside 2 gange, formindsk/beskær den ene til den størrelse man vil have, og beskær den anden til en firkant af forsidefarven. Denne kan så forstørres til ryg og bagside. Det ser pænt ud hvis farven på bagsiden, er den samme.

Så er vi kommet til slutningen af 1960’erne og frem til i dag, og hvad legede man med der? – Ja, der har været rigeligt udbud, udover alle de tidligere nævnte ting, LEGO klodser, Barbiedukker osv. der stadig er populære, kommer der flere og flere plastikting. Hver gang Disney kommer med en ny tegnefilm, bliver der produceret en mængde legeting med billeder fra filmene. Der kommer mere og mere tilbehør til for eksempel Barbie, huse, heste osv.

Spil i alle afskygninger både brætspil og spil, hvor man skal gøre noget, slå knapper
ned eller lignende. Lego bliver større og større og kommer med masser af samlesæt,
nu med både dyr og mennesker og robotter.

Gjøl-Trolden eller DAM-trolden, den lille gummitrold med de store brune øjne, er
også meget populær fra 60’erne og et godt stykke frem i tiden. Der blev også lavet
forskellige gummidyr, skildpadde, grise og bjørne, alle med den karakteristiske søde
duft, der skyldes jordbæraroma i gummimassen.

Gjøl Trold med de store øjne, han er da skøn.

Der kommer flere forskellige Barbie lignende dukker, Bratz og andre, Løbehjulet, der
har omkring 100 år på bagen, er stadig inde i billedet, der kommer Sylvanian Familien, små figurer, der efterhånden findes i alle afskygninger, som hunde, katte, bjørne, kaniner osv., man kan få huse og biler og meget andet tilbehør. Togbaner er stadig populære.

Sylvania Hus og figurer.

Og på et tidspunkt bliver man lidt træt af alt det plastik, og trælegetøj vender tilbage, meget af det fra BRIO, som jeg tidligere har nævnt. Drenge leger stadig med biler, og der er racerbaner, robotter, dinosaurer og legetøjsvåben.

Nu er jeg vist nået til vejs ende, der er sikkert noget jeg har glemt, men jeg håber at nogle af oplysninger kan bruges, når dukkebørneværelset skal møbleres.

En stor tak til Marianne!


.


Blomsterglansbilleders symbolik

Jeg har fået denne fine artikel fra Angelika, en interessant efterfølger af hendes artikel om Oblater, glansbilleder og hjerteknusere, som blev bragt her for kort tid siden.

© Angelika Salzwedel for tekst og billeder. © for oversættelse og layout Lene Byfoged.

Angelika skriver……

Jeg har flere gange før fortalt om glansbilleder og i dag vil jeg gerne fortælle om blomsternes motiv efter sæson. Blomstermotiverne har altid været populære og havde stor betydning, hvilket delvist ses i versene i poisibøgerne. Desværre er symbolikken gået tabt i vores travle tid. Derfor har jeg nøje undersøgt dette.


Glansbillederne, der vises her med de forskellige blomstermotiver, er alle fra mine gamle poesialbum fra omkring 1900. Og her har jeg næsten udelukkende valgt sommerblomster – der passer til den aktuelle sæson. God fornøjelse med læsningen.

Motiv og symbolik

Jeg vil gerne starte med en engel i en blomsterkrans. Blomsterkransen symboliserer uendelighed og evighed, og her med en engel, der forstærker symbolet.

Roser symboliserer kærlighed, lykke, kærlighed og skønhed
men også forgængelighed.

Violer symboliserer beskedenhed, loyalitet og jomfruelighed.

Forglemmigej, som et symbol på varig erindring.

Liljekonvaller symboliserer renhed, ydmyghed og lykke.

Anemoner symboliserer forventning og håb, men også forgængelighed.

Kløverens blade symboliserer treenigheden i den kristne tro.

Hibiscus symboliserer følsomhed og ømhed.

Nelliker symboliserer kærlighed og venskab.

Stedmoder symboliserer treenigheden i den kristne tro.

Pæoner (roserne uden torne) symboliserer helbredelse og sundhed.

Tulipaner symboliserer lidenskab.

Blomsterkurve symboliserer venskab og kærlighed, her med valmuen der symboliserer kærlighedens lidelse, med tusindfryden, der symboliserer held og tillid, og kornblomsten, som symboliserer tillid og loyalitet.

Jeg vil gerne afslutte disse forklaringer, med en engel der bærer et overflødighedshorn, udsmykket med blomster. Ud over symbolet på rig høst er det også et tegn på fred.

Mange tak Lene for oversættelsen, layoutet og offentliggørelsen på din blog. Må disse blomster også være et minde om Lise.

Angelika

En stor tak til Angelika, dejligt du vil dele din store viden med os. Også tak for tanken til Lise.

Lene

Dukke – & Legetøjsdrømme fortsætter…

Lise og jeg fik desværre aldrig talt om, hvad der skulle ske med bloggen, når en af os ikke var her mere.

Jeg har sammen med Lises mand Povl besluttet, at jeg fører bloggen videre i samme ånd, som Lise og jeg startede den op. Der bliver ingen forandringer i indhold m.m. Jeg er sikker på det ville glæde Lise!

Der er dags dato 505 indlæg på bloggen og vi har været rundt om mange ting i dukke og legetøjsverdenen. I det sidste års tid har vi heller ikke haft så mange indlæg på som tidligere og sådan vil det fortsat være.

Jeg tager meget gerne i mod oplysninger om udstillinger, messer og museer til oplysning for læserne. Og skulle der være nogen, der har lyst til at skrive et indlæg om vores dejlige interesser, modtager jeg det med glæde. Men som altid, forbeholder jeg mig retten til ikke at bringe det, hvis det er ud over vores interesseområde.

Det bliver meget trist at fortsætte uden Lise, og jeg vil benytte lejligheden til at takke for de mange års gode og positive samarbejde med Lise, både her på bloggen og i andet regi.

Lene

Lise er her ikke mere….

Det er med stor sorg jeg skriver, at Lise Brastrup Clasen i formiddags, er afgået ved døden.

Det er en stor personlighed, vi siger farvel til. Lise var et enormt positivt, humoristisk, involverende og hjertevarmt menneske.

Lise var kendt af alle indenfor dukke og påklædningsdukkeverdenen og har sat store fodspor her. Opstart af Dansk Dukkeforening, sit eget forlag der udgav bøger indenfor denne verden, udgav dukkeblade, arrangerede messer, ja var i det hele taget en kæmpe kapacitet på området. Dukkeverdenen havde ikke været den samme uden hende.

En stjerne har forladt os.

Mit samarbejde med Lise startede i 1989 og det har altid været frugtbart og positivt. Via vores samarbejde, blev vi også rigtig gode venner og havde det altid hyggeligt sammen. Jeg har mistet en god samarbejdspartner og en dejlig ven.

Lise efterlader sin elskede mand Povl, to sønner, en datter, svigerbørn og 10 skønne børnebørn.

ÆRET VÆRE LISES MINDE!

Lene

S t r i k k e m u s e u m

Lige noget for alle strikkeglade…. Glæd dig:
Museet åbner den 1. juni… STRIK på 1’ste……

Herligt med museumsinitiativer, og glæd jer alle til den 1. juni, hvor Strikkemuseet i Stubbekøbing åbner … De fire strikkeglade damer, der har fåetdet hele op at stå, er: Vivian Høxbro, Anne-Grethe Pedersen, Lisbeth Glit-Jensen og Birgit Boesvang. Måske nogle af jer så indlægget i TV-Øst. NB: Vivian Høxbro har udgivet en række fantastiske og epokegørende strikkebøger…….

Museet får til huse på 1. sal i Stubbekøbing Museum, det flotte kulturhistoriske museum, som er indrettet i en fredet købmandsgård fra 1849.

Og her vil være nok at se på, og der sælges også strikkebøger, hvor vi bl.a. kan fremhæve Ditte Larsens: Anna Ancher på Pindene… Er du glad for at strikke, falder du helt sikkert i svime over de mange gamle strikkerier og redskaber, der er udstillet.

Og der sker selvfølgelig også mere, den 2. juni strikker vi blomster, således at vi går sommeren i møde på den helt rigtige måde. Se den inspirerende indbydelse med et væld af blomster !.

Og går du ind på museets hjemmeside, vil du løbende kunne følge med i de mange interessante tilbud om strikkeri…

Museets adresse er:
Stubbekøbing Museum, 1. sal
Vestergade 43, 4850 Stubbekøbing
www.stubmuseum.dk— tlf: 54 44 13 04
Åbningstiderne finder du ved at gå ind på museets hjemmesider.

Vi ønsker jer alle

G o d t u r !
Og måske vi ses med pinde i hånden….
.

Kong Bamseknud III: en dansk kongebjørn som martyrskikkelse, i en overset middelalderlig helgenslægt

Af Svend Clausen

Som middelalderhistoriker er det ikke ofte, at man får lejlighed til at skrive en artikel om en plysbamse. I april 2008 var jeg imidlertid historiestuderende ved Københavns Universitet, og på et fælleskursus for arkæologi og historie var vi således en gruppe, der var afsted på studietur op igennem det nuværende Nordtyskland og Slesvig. Turen foregik sammen med Professor i Vikingetidshistorie Niels Lund (f. 1939) samt Professor i Arkæologi Klavs Randsborg (1944-2016).

Til sidst kom vi så langt tilbage nordpå, at vi endte i Ribe, hvor vi bl.a. beså byens museum for vikingetid og middelalder. I museumsbutikken denne dag havde de noget stående til købs, noget ganske opfindsomt og usædvanligt, som jeg ikke før eller siden har set tilsvarende. En fremstilling af Kong Knud III af Danmark, der var fortolket i skikkelse af en plysbamse. Som det fremgår af det ene foto, stod han der i virkeligheden som del af en gruppe på hele 3 kongebjørne. En kreativ sjæl havde nemlig fortolket 1100-tallets legendariske danske trekongemagt fra borgerkrigstiden, altså Svend, Knud og Valdemar, som plysbamser. Navnet på den kreative bamsekunstner fremgik ikke, så her må anonymiteten vedblivende råde. Da Kong Valdemar fra fotoet dog allerede var blevet solgt, var det Knud og Svend, som denne dag stod tilbage i museumsbutikken. I forvejen syntes jeg imidlertid, at Knud var både den sødeste og den flotteste, så jeg ville have valgt ham, også dersom Valdemar stadig havde stået der. Kort sagt kunne jeg simpelthen ikke stå for ham. Jeg var ganske enkelt nødt til at købe Kong Bamseknud med hjem som spontan gave til en bamseelsker i familien. Så naturligvis endte han med at stå og trone stolt i bunden af bilen hele vejen på vej tilbage til København.

Foto: Bo Clausen.
Foto: Bo Clausen.

1100-tallets danske borgerkrige

Hvem er det nu egentlig, at Kong Knud III er, og hvad er det faktisk for noget med alt det om Svend, Knud og Valdemar? Den virkelige historie er langt fra plysbamsesød. Mon ikke de fleste har hørt et eller andet om blodgildet i Roskilde og mordet i Haraldsted Skov? I nutiden er vi heldigvis ikke vant til at tænke på Danmark som et borgerkrigsplaget land, men i midten af 1100-tallet var dette helt anderledes. I 1131 var Prins Magnus, søn af den siddende Kong Niels åbenbart bekymret for, at hans potentielle konkurrent til tronen måske skulle ende med engang at få magten i stedet for ham selv den dag, hvor hans aldrende fader Kong Niels ikke var til mere. Så han lod sin potentielle konkurrent Knud Lavard myrde ude i Haraldsted Skov. Færdigt arbejde. Men helt sådan gik det ikke. For mordet udløste i stedet et væbnet oprør imod hans fader Kong Niels. Det hele endte snart i et morads af blodige tronkampe, hvor den ene borgerkrig tog den næste, det ene mord t og næste, og den ene intrige tog den næste.

Grathe Hede: Fra søgning om Historie på nettet, således at I kan se, hvor det foregik.

Er der nogen, der har set TV-serien ”Game of Thrones” fristes man til at sige, at den var en spadseretur i parken en søndag eftermiddag i sammenligning med 1100-tallets danske borgerkrige. Dette er jo nok at sætte tingene på spidsen, men det får vel budskabet til at gå klart igennem. Set i forhold til hinanden lader Game of Thrones og 1100-tallets danske borgerkrige så absolut ikke hinanden noget tilbage at ønske. Det kunne ligeså snildt have været dansk middelalderhistorie, som serien var inspireret af, og ikke britisk, som tilfældet virkeligt er.

Efter mordet i 1131 var Danmark plaget af borgerkrige til og fra hen over de næste 26 år helt frem til 1157, hvor det endeligt lykkedes for den ovennævnte Kong Valdemar at tage (og også beholde) magten i Danmark som enekonge. Dette var en tid, hvor det at besidde et højere magtembede i Danmark burde have haft et tilknyttet risikotillæg, og det at være kirkens mand beskyttede så sandelig ikke en imod den stærkt forhøjede risiko for at lide en unaturligt tidlig afgang fra sit embede ved at blive enten dræbt eller myrdet. Det var biskopper såvel som konger og kongelige, der måtte lade livet.

I 1146 endte alt dette med, at Danmark helt blev splittet op i 2 forskellige kongeriger, hvilket i øvrigt var 2. gang på kun få år. Nu var det, at Knud III kom på banen. Hans fader prins Magnus var da for længst blevet dræbt, men sønnen Knud havde jo kongeblod i årene, så i 1146 valgte jyderne ham til deres konge. I Skåne og på Sjælland valgte man derimod som konge Svend, hvis fader Kong Erik II Emune også var blevet dræbt år tidligere.

Hermed begyndte det, vi i dag kender som Svend, Knud og Valdemar-tiden. For naturligvis gik det ikke anderledes end, at opsplitningen af riget i indtil flere kongedømmer ganske snart endte i nye borgerkrige. Senere kom tillige Valdemar på banen. Også hans fader var blevet dræbt længe forinden. Han var nemlig søn af den i 1131 myrdede Knud Lavard. I de første år efter 1146 havde Valdemar været allieret med sin fætter Kong Svend, men senere kom det til et brud imellem dem, hvorefter Valdemar i stedet allierede sig med Knud III.

Nu blev både Knud og Valdemar kongehyldet, og så havde landet herefter ikke mindre end 3 udnævnte konger. Det er nok kun lidet overraskende, at borgerkrigene nu fortsatte blot i stedet mellem Knud og Valdemar på den ene side med Svend på den anden.

Efterhånden er borgerkrigstræthed dog måske ved at være et relevant ord. I 1157 søgte man at indgå forlig således, at man nu spaltede kongeriget i 3 dele, og både Svend, Knud og Valdemar skulle få hver sin egen del som deres kongerige. Freden og forliget skulle nu fejres. Hvad var mere passende end at afholde en stor fest i kongsgården i Roskilde, en af rigets vigtigste byer?

Lad os overlade ordet til 1100-tallets egen historiker, danske Svend Aggesøn, som her fortæller, hvordan denne fest mon forløb:

”Thi da der i Efteraarets Tid blev afholdt et Fællesmøde i Byen Roskilde, kom de tre ovennævnte Konger dér sammen til et festligt Lag, og de skulde først holde Gilde hos Kong Sven. Denne havde imidlertid pønset paa Svig, og skønt han derved brød Fredspagtens og Troskabsløftets Ukrænkelighed, søgte han ved Aftentide, efter at Aftengudstjenesten var fejret, at lade sine dertil beordrede Livdrabanter myrde Knud og Valdemar. Efter at Lysene vare blevne slukkede, dræbte de virkelig ogsaa Knud og kronede ham saaledes med Martyrdom.” (Citat fra s. 82-83 i Sven Aggesøn, oversat af M.Cl. Gertz 1916, genudgivet 1967, sammenlign også med udgiverens note 1 på s. 86 i samme værk).

Begivenheden bliver kaldt for blodgildet i Roskilde. Det lykkedes Valdemar at undkomme hårdt såret, hvorefter han samlede sig en ny hær og snart udkæmpede det berømte slag på Grathe Hede imod Kong Svend. Efter et tæt opgør med betydelig usikkerhed om udfaldet, blev det Valdemar, der sejrede her. Snart efter slaget blev Kong Svend også dræbt, og som overleveren stod Valdemar nu tilbage med magten som enekonge. Han blev Kong Valdemar den Store af Danmark og regerede de næste 25 år frem til sin død i 1182.

Blodgildet i Roskilde: Fra Danmarks Historie i Billeder

1100-tallets borgerkrige er en vigtig epoke i dansk historie, og de afstedkom nogle varige forandringer af det danske kongerige på måder, som endnu har stor og grundlæggende betydning for vores indretning af samfundet i dag.

Kong Knud III af Danmark som martyrhelgen med sit eget helgendynasti?

Men drabet på ham under blodgildet synes i sig selv også at have afstedkommet en markant ny udvikling i synet på Kong Knud III. Havde det været blot Svend Aggesøn alene, der åbent udtalt beskrev Kong Knud III som en martyrhelgen, så ville det være let at undlade at tage dette helt så alvorligt. I middelalderen var Danmark ellers et katolsk land, så helgendyrkelse dengang var så sandelig noget særdeles alvorligt.

Men faktisk er Svend Aggesøn ikke den eneste. Pudsigt er det imidlertid, at det ikke synes at være noget gennemgående træk i danske kilder, at man efter hans død beskriver Kong Knud III som en martyrkronet helgenværdig skikkelse. Om end Svend Aggesøn jo meget åbent repræsenterer et sådant syn på ham, så virker han måske nok til umiddelbart at stå lidt alene på dette punkt i de danske middelalderkilder.

Interessant nok er det faktisk i de svenske kilder i stedet, at vi tilsyneladende finder det mest åbent udtalte syn på Knud III som en martyrhelgen. Hele 2 af de svenske årbogsværker fra middelalderen beskriver decideret Knud III som værende en hellig kongemartyr af Roskilde. Og når man ligefrem beskriver ham som værende hellig, kan det næppe tolkes stort anderledes end, at det indikerer, at enten skribenten eller hans kildemæssige forlæg selv har rummet et helgenagtigt syn på ham, eller måske endog ligefrem har kendt til en vis grad af stedvis dyrkelse af ham som lokal martyrhelgen og kongehelgen af Roskilde. (Scriptores rerum Svecicarum medii eavi, bind 1, 1818, Chronologia ab Anno 266 ad 1430, s. 23: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus rex et martyr roskildensis”, Chronologia Vetusta ab anno 880 ad annum 1430, s. 61: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus Rex et Martir Roskildis”)

Jamen, har et syn på Kong Knud III af Danmark som martyrfigur og kongehelgen da virkelig haft mere gennemslagskraft i Sverige end i Danmark? Noget sådant kunne måske faktisk godt give mening. I hvert fald har et sådant syn været kendt i Sverige, hvorimod det ikke forekommer særligt nemt at finde tilsvarende i de danske kilder, når man ser bort fra Svend Aggesøn.

Selvom dette er noget, som den tids danske kilder tydeligvis ønsker at underbetone, så kan bl.a. Saxos berømte krønike ikke helt skjule, at Valdemar den Stores lange regeringstid i Danmark faktisk ikke var helt så harmonisk og fredfyldt herhjemme, som den gerne skulle give udtryk for at være. Borgerkrigstiden trak stadig spor efter sig. Under sin egen regeringstid måtte han gennemstå både borgerkrigsoprør og dybe opgør imod medlemmer af kongeslægtens andre blodslinjer, hvis kongelige herkomst ultimativt ville kunne gøre dem til en trussel imod ham selv som potentielle konkurrenter og kommende tronprætendanter. (Se f.eks. Saxo, 14. bog, kapitel 54, 1. afsnit ff., oversat af Peter Zeeberg, 2000). I en sådan samtid er det ret sandsynligt, at Knud III pga. sin slægtsafstamning simpelthen ville være alt for kontroversiel en helgenskikkelse herhjemme i hvert fald i den siddende Kong Valdemars øjne. Selvom Knud og Valdemar også undervejs havde været allierede, dengang under borgerkrigene, så var og blev Knud III jo trods alt søn af den prins Magnus, der i sin tid havde myrdet Valdemars egen fader. At styrke Kong Knud IIIs eftermæle ved at understøtte et gryende syn på ham som martyrhelgen har Kong Valdemar næppe været ret interesseret i under en fredsmæssigt så skrøbelig tidsalder som denne. For derved ville man jo kunne risikere også indirekte at støtte potentielt konkurrerende blodslinjer af kongeslægten, der potentielt set også ville kunne vise sig at blive Valdemars egne modstandere på et senere tidspunkt.

I Sverige ville Knud IIIs fædrene blod fra prins Magnus derimod ikke have været et tilsvarende problem. Selvom der ikke har været meget fokus på det, så ved vi nemlig fra bevarede kilder, at selvsamme prins Magnus inden sin død faktisk blev valgt som konge i en del af Sverige. Moderen til prins Magnus var nemlig en svensk kongedatter. Mens meget af den regerende elite i Danmark på Kong Valdemars tid sikkert kunne være tilbøjelige til at betragte egentlig helgendom for Kong Knud III som noget potentielt truende, fordi han repræsenterede en muligt konkurrerende blodslinje af kongeslægten. Så kunne man i Sverige derimod betragte ham som den uretfærdigt myrdede søn af en tidligere hen regerende svensk konge.

Ofte er historien i høj grad også øjnene, der ser. Så, ja, faktisk ville det nok ikke være ulogisk, dersom et eftermæle som martyrhelgen for Kong Knud III måske kunne have haft en væsentligt bedre klangbund i dele af Sverige end i hvert fald hos den samtidigt regerende danske elite.

Først senere hen opnåede Kong Knud IIIs efterslægt dog vel i nogen grad herhjemme at få oprejsning for, at Knuds egen danske helgendom gled ud i sandet under tidens slægtspolitiske kontroverser. Efter det vel efterhånden ophørte med at være dynastipolitisk kontroversielt, slog det nemlig i løbet af 1200-tallet igennem i Århus, at man herovre begyndte at dyrke Knud IIIs søn, Niels, som værende byens blivende lokalhelgenskikkelse. (Se Danske Helgeners Levned, oversat af Hans Olrik, bind 2, s. 293ff.).

Således endte også Kong Knud III med at få sin helt egen lille helgenslægt efter samme model som Kong Knud den Hellige: efter Knud den Hellige var blevet myrdet i Odense i 1086, blev han siden officielt helgenkåret, og hans søn Karl den Gode, der var endt i Flandern efter mordet på Knud, blev senere selv myrdet hernede og efterfølgende selv også helgendyrket. Men noget kan altså tyde på, at også Kong Knud III endte med at få sit helt eget tilsvarende helgendynasti; om end det dog vist blot forblev langt mere uofficielt, vel også langt mindre udbredt dyrket og i hvert fald langt mindre eksponeret i det bevarede kildemateriale.

Et stykke af Danmarks Kongerække.

Så meget man dog kan personificere i blot en enkelt ridderklædt plysbamse! Skulle den ukendte bamsekunstner læse artiklen her, kan vedkommende jo give sig til kende.

Tusinde tak for en spændende og meget interessant artikel.

Lise & Lene

At Væve T Æ P P E R – dog uden vævestol!

Med hilsen og tak til Sigi Ulbrich, Torrula.de, for denne lærerige og underholdende beretning ! © —
Fotos: Gerhard Ulbrich ©)

(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – Lay-Out: Lene Byfoged ©)

Den 8.4.2020 fortalte jeg jer om mine dukkestuetæpper. Blandt tæpperne sås også det lille vævede tæppe, som jeg havde vævet af perlegarn i en lille æske. Dette tæppe er lille og skulle da også blot være et forsøg – fordi jeg engang havde hørt om et sådant. Men tæppet gav mig ikke rigtig ro, og jeg ville gerne skabe et større tæppe. Det burde desuden være muligt at gøre ”vævestolen” mere bekvem.

I disse ensomme pandemi-tider – i Tyskland lukkede man allerede for mange uger siden alt ned – får man bl.a. tiden til at gå med at rydde op og muge ud i skabene, dvs. at man kasserer og genbruger… Og her fik jeg fat i en lille plastikkurv, og mens jeg overvejede, om den skulle i skraldebøtten eller ikke, fik jeg den idé, at den kunne anvendes til en temmelig god ”vævestol”.

Altså lagde jeg det kedelige arbejde i huset fra mig og gav mig til at væve. Jeg opstrengede kurven med blåt bomuldsgarn som trend, klippede af pap en lille ”afstandsmåler”, greb en kraftig nål til at bore igennem med og gik i gang.

Jeg havde udsøgt mig noget 137 m langt mangefarvet ”flammegarn”. Det var godt at arbejde med og arbejdet skred hurtigt frem. Arbejdet var til stor fornøjelse for mig— særligt som erstatning for oprydningen.

Af mangel på en vævekam tog jeg en grov redekam  –  sådan en som vi brugte i 80erne, når vi forvandlede vor hårpragt til afrohår. Det fungerede godt.  Da jeg heller ikke havde nogen rigtig skyttel, tog jeg en kraftig borenål og skulle trække den lange (meget lange) tråd bag om. Det gik trods alt ganske godt.

Jo længere jeg nåede, jo bedre syntes jeg om det kommende tæppe. Men jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg mon havde taget en så smal afstandsholder. Ja, jeg må indrømme, at min ”vævestol” havde sine mangler. Den lille kurv havde gerne været af større format— nej skulle gerne – for da ville det være nemmere at trække tråden bag om med nålen.

Da jeg var færdig, slog jeg knuder på kædens ender- så godt som det nu lod sig gøre med de korte tråde. Min kæde består af fire enkelt sammensnoede tråde. Forsigtigt ”snoede jeg dem op”, derefter fugtede jeg dem og strøg dem glatte. Til slut redte jeg dem endnu engang – og på den måde ser de ud af ”mere”.

Egentlig var det nye tæppe bestemt for de bitte små Dora Kuhn-møbler fra 80erne. Ja, jeg havde forestillet mig, at det ville se meget smukt ud dér. Men efter at have set på det i længere tid syntes jeg, at det så temmelig ”klodset og stort” ud i forhold til disse små møbler. Og det var en skuffelse.

Men i mit ”depot” har jeg endnu et komplet Dora Kuhn-interiør- et stuemøblement fra 20erne-uden hus, så at sige hjemløse møbler. Jeg tog møblerne frem, lagde tæppet i mit fotohjørne, og bum bummelum … det var perfekt. Altså havde arbejdet ikke været forgæves.
Jeg synes, at mit tæppe er fantastisk, , og det passer virkelig godt in i mine bondestuer – lige meget om det er Kuhn– eller andre møbler.

Dog et står fast, med det næste tæppe arbejder jeg anderledes -BEDRE!

Jeg lavede en bredere afstandsholder af pap og også en skyttel. Da jeg stadig ville væve et tæppe til de små møbler, satte jeg det op med mindre spændvidde. Med skyttelen af pap gik arbejdet meget hurtigere.

Ganske vist syntes jeg, at dette resultat var blevet meget bedre end udførelsen af det store tæppe, men ….. Nej, jeg var ikke overbevist. Disse små, sarte møbler burde også have et fint og sart tæppe.

Efter en del søgen fandt jeg endnu en lille rest strømpeuld – dette garn havde haft en længde på 210 m. Mit første forsøg viste sig at give et virkelig acceptabelt resultat. Naturligvis sagde dette lille stykke- især på grund af sin tynde udførelse på den ret tykke kæde -ikke ret meget om det endelige resultat. . Men alligevel!

Jeg bad nu min mand om at skære en skyttel til mig af et virkelig tykt stykke pap – dvs. denne gang ikke af bølgepap. Den fungerer virkelig godt, og knækker ikke sammen.

Foto: med tak for tilladelsen: Little Cabin Creations.

Af mit gråmelerede strømpegarn var der selvfølgelig ikke nok til et tæppe, og et sådant passede heller ikke ind i Kuhn-stuen med de glade og muntre farver. Men det ville passe fint som gulvmåtte i min veninde Sherris smukke Kuhn-hus.

Jeg havde noget fint, tyndt rødt bomuldsgarn. Det passede godt til det grå og ville i tvivlstilfælde gøre tæppet mindre trist at se på. Jeg lavede da en ny kæde. Jeg kom til at tænke på, at bedre kan man med sine enkle, forhåndenværende midler ikke væve. De to tråde passede fantastisk sammen, og arbejdet blev fast. I en anden farve ville der helt sikkert komme et endnu smukkere tæppe ud af det.

Ja, jeg syntes virkelig godt om det. Arbejdet var så fint, at de små møbler ville kunne stå godt på det og derved opnå den ideale udstråling.
Da alt i Tyskland stadig er lukket ned, kunne jeg ikke tage ud og købe materialer i den lokale butik. Men der er selvfølgelig et stort udvalg på nettet, og her købte jeg 2 nøgler strømpegarn i blå nuancer.

Med disse typer garn var jeg nu endelig kommet i mål. På den måde kunne jeg væve de mindste og fineste tæpper.

Farverne var ideelle til møblerne, som overvejende er blå.
Jeg er meget stolt af mit nye tæppe og af min vævestol. Hermed har jeg fundet en ideel beskæftigelse i denne nedlukningstid. Jeg hører ikke til den gruppe mennesker, der lider under isolation- jeg har en fantastisk adspredelse.
Og selvfølgelig, det ene eller det andet af denne type tæpper vil om kort tid også pynte i mine veninders dukkestuer.

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: sigi Ulbrich-www.tortula.de
Fotos: gmuwebSign

Til de læsere, der lige som jeg vil skabe tæpper, vil jeg lige gentage en sammenfatning af de materiale, I måtte have brug for:

Til opstrengningen: Strømpegarn med en løbende længde på 210 m

Til kæden: – tyndt – meget tyndt – bomuldsgarn i passende farve, brug endelig ikke uld, for da rutsjer skyttelen ikke godt gennem kæden.

Til vævestolen: en ikke for lille (plastik)kurv med huller i siderne. Du har i siderne desuden brug for lidt plads, således at du kan arbejde med skyttelen eller den kraftige nål.

Til skyttelen: – Et virkeligt kraftigt stykke pap, du kan selvfølgelig også bare bruge den kraftige nål, men med den bliver det møjsommeligt at trække den lange tråd bagom.

En ikke fro smal papstrimmel som afstandsholder – du skal til slut kunne slå knuder for enden af kæden.

Og tilslut en god kam.

Så er din perfekte vævestol færdig, og med den kan du ikke blot væve dukkestuetæpper, men også en lille taske.

Tusind tak , kære Sigi, for denne gode og inspirerende idé!
Fantastisk, at det kan gøres så enkelt og med så fine resultater!
Mon ikke, vi er mange, der har fået lyst til at gå i gang ?

G o d F o r n ø j e l s e !!!

Fra bogen SMÅROLLINGER

Mere om Nora Axe Lundgaard 26.10.1914 – 2.10.1993

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – (Layout: Lene Byfoged ©)

Det har kun været muligt at bringe dette tillæg, fordi Kirsten Duch, Odense, har været så venlig at overlade mig kopier af tegningerne i den smukke bog ”Smårollinger”, og jeg takker dig mange gange, Kirsten, fordi du har gjort det muligt for mig at komplettere min research angående Nora Axe Lundgaard….

Kære Læsere og Samlere,,

Husker I da jeg for nogle år siden bragte en artikel om den norske tegner Nora Axe Lundgaard? I artiklen skrev jeg bl.a., at det ikke havde været muligt at låne hendes bog ”Smårollinger” med de smukke sorthvide tegninger af børn, da bibliotekets eneste eksemplar var i en så dårlig forfatning, at det ikke kunne udlånes? Jeg blev derfor glædeligt overrasket, da jeg via Lene kom i forbindelse med Kirsten Duch, der fortalte, at hun var i besiddelse af kopier af bogen, som var gået i arv til en tante, der havde været lærerinde på en Lilleskole.

Og jeg viser jer derfor nogle af de simpelthen smukke og henrivende tegninger af børn – fra Bogen, som i sin tid blev udgivet på tegnerens og hendes ægtefælles forlag MITTET & Co. A/S, Oslo.

En fantastisk og enestående billedkavalkade, som på en udtryksfuld måde viser en masse dejlige unger i mange forskellige og typiske situationer:

Der er blot lidt tekst til nogle af billederne, ikke dem alle, men mon ikke de taler for sig selv ! Se blot på børnenes mimik……

Hvem kan mon stå for disse børn ? Jeg kunne i hvert fald ikke !

Måske mit yndlingsbillede !

På et senere tidspunkt vil jeg vise jer flere billeder fra bogen
SMÅROLLINGER

Hjertelige hilsner herfra !