VERO – særudstilling i Seiffen

Sigi og Gerhard tilbragte jul og nytår i Seiffen og har sendt dette indlæg, om et af deres museumsbesøg og deres oplevelser.

En kæmpe stor tak for at dele med bloggens læsere!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign

D. 1. Februar 2023 – VERO – særudstilling i Seiffen

Dit barn vil have VERO-legetøj – dette var mottoet, der blev brugt i 1967 til at annoncere, for køb af legetøj under VERO-paraplyen. I dag tiltrækker legetøjsmuseet i Seiffen, besøgende med dette motto.

Bor du i det nordlige Tyskland, er det ikke ligefrem, et stenkast væk, at besøge denne udstilling. Ikke desto mindre, tog vi turen til Seiffen kort før jul. Jul i Seiffen, ja, det har noget magisk over sig.

Selvfølgelig ville vi deltage i julegudstjenesten, i den legendariske Seiffener Bergkirche. Men det blev der ikke noget af. Da vi kom til kirken, en time før gudstjenesten, var der allerede en lang kø, der ventede på at blive lukket ind. Det store antal mennesker, passede bestemt ikke ind i den lille kirke.

Nå men, så vi ventede i hvert fald på, at optoget med børnene med Mettenlanterne kom. Det rørte vores hjerter så meget, og julestemningen nåede sit klimaks, da vi så lanternebærerne på den anden side af dalen. Senere blev deres indgang i kirken, ledsaget af klokkeringning. Ikke underligt, at der var så mange biler, med nummerplader fra nær og fjern parkeret på de omkringliggende parkeringspladser. Så ja, hvis du har julen i dit hjerte, skal du fejre jul i Seiffen.

Vi tog alle julehilsner og pakker, fra familie og venner med til Seiffen. Der var et særligt julekort, i min veninde Gelis pakke. Det viser et maleri af Max Schanz. Kortet viser Mettengang, bedre end nogen forklaring.

Og det bringer mig endelig til VERO-udstillingen. Det første jeg så, var en blomstermarkedsbod. Det overraskede mig meget. Jeg havde indtil da troet, at nogle af disse buketter, hørte til Lundby husene. Jeg tror ikke,det kun er mig. De er afbilledet i Lundby-kataloget. Jeg vidste ikke, at VERO havde “lavet” dem.

Udover blomsterboden, var der også en “keramisk” bod. Vi i det vestlige Tyskland ville nok kalde det en keramikbod. Ligesom med så mange af udstillingerne, var keramikken lavet af plastik – eller “plaste“, som de kaldte det i DDR.

Og det bringer mig til udstillingens – for mig – absolutte mangel. Jeg forbinder VERO med træ. Men på denne udstilling – i hvert fald på dukkehusområdet – vises mange genstande af plastik.
Så disse udstillinger, falder ikke inden for mit fagområde, og jeg kan desværre ikke fortælle noget om dem.

For selvfølgelig ved jeg, hvor meget samlere kan lide, at se billeder af “deres” stykker – jeg kan ikke lade være – jeg tog naturligvis en masse billeder. Jeg beklager, at kvaliteten af ​​billederne er ringe. Men museet er alt andet end fotovenligt. Glasset lever ikke op til nutidens standarder. Det er ikke anti-reflekterende, og montrene var fyldt på 4 sider. Der er ingen partitioner. Så jeg tog for det meste, genstandene ud af billedet og klippede dem ud.

Her var jeg glad, for det store træ. Som Kuhn-samler, elsker jeg naturligvis de malede træer på sidevæggene – også selvom det som her, ikke er æbletræer.

Dette forstadshus med en skorsten, overraskede mig en smule og er helt sikkert langt fra virkeligheden i DDR. Det var bestemt, meget få mennesker i DDR, der kunne leve sådan.

Dette tomme hus er meget legevenligt, på grund af muligheden, for adgang fra alle sider.

Endnu et tomt dukkehus. Det sammenklappelige dukkehus “Søblik”.

Jeg havde virkelig glædet mig til denne udstilling, og det var faktisk drivkraften til vores tur. Men gnisten var der ikke rigtig for mig. En stak papkasser var ikke, hvad jeg forventede.

Jeg blev dog rigtig glad, da jeg så denne minibutik. Legevenlig, der kan leges fra begge sider. Den er omkring 50 cm høj. Meget praktisk med bærehåndtag og fin med butiksklokke. Jeg havde ikke set den før.

Jeg kunne også godt lide den lille skovhytte. I dette tilfælde var den fritstående montre naturligvis en fordel. Man kunne se indretningen og haven.

Dette lille værelse fik blot navnet “Conny Spielserie Zimmereinrichtung 1981”. Et par dage senere, opdagede jeg et identisk et i Olbernhau Bymuseum. Der er en permanent VERO-udstilling der, og Conny-serien blev forklaret der.

Jeg mener, ​​at en sådan/lignende forklaring, også ville have været passende i Seiffen.

Jeg var direkte rystet over præsentationen, af ​​dette badeværelse. Se på det næste billede, og du vil se hvorfor.

Dette badeværelse er nænsomt indrettet med to vaskeklude og to håndklæder. Håndklæderne blev dog placeret af museet som badeværelsestæpper. Bøjlen blev skubbet ind under “tæppet” foran håndvasken. Bøjlen er synlig foran badekarret. Vaskekludene blev hængt på håndklædestativet. Hvor er det ærgerligt, dobbelt så ærgerligt, for dette er mere eller mindre det eneste dukkehjem, med den tidligere ejers personlige udstyr. Og det er præcis, hvad vi kan lide at se.

Andre æsker med møbler, blev også vist.

Og her, nogle møbler uden emballage.

Dukkehusmøblerne var naturligvis kun en del af udstillingen. VERO legetøj af forskellig slags var repræsenteret. For eksempel, forter fra “det vilde vesten”, sandkasselegetøj samt biler, tog og meget mere. Alt hvad der var produceret. På grund af tidsnød, var mit besøg, dog kun rettet mod dukkehusene og møblerne.

Alt i alt en interessant udstilling, som efterlod mange ubesvarede spørgsmål. Det er ikke nemt, at sammensætte en stor særudstilling, når der er en permanent udstilling, om samme emne, mindre end 12 kilometer væk.

Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender

Dukkehilsner

Sigi Ulbrich

Badekar fra Ankarsrum Bruk.

Copyright for tekst og billede: Lise Rasmussen.

Lise Rasmussen har sendt dette søde indlæg, om et spændende badekar. Jeg håber der er nogle blandt læserne, der kan hjælpe Lise med oplysninger om det. Hun kan kontaktes via www.mosterlise.dk

Stor tak til Lise, for at dele med os.

For år tilbage fandt jeg dette fine lille emaljerede støbejernsbadekar på et loppemarked.
Det måler 12,5 cm i længden og knapt 7 cm i bredden.
Jeg har forsøgt at finde ud af, hvornår det er fra og om det er blevet fremstillet til et dukkehjem, men jeg tror snarere, at det har været en udstillingsmodel.
Da det er støbt med navnet Ankarsrums bruk, var det jo oplagt at kontakte firmaet, der er repræsenteret her i DK.
Repræsentanten var meget interesseret og hjælpsom, men kunne desværre ikke sige andet end, at han aldrig havde set eller hørt om så lille en model.
Han sendte en forespørgsel videre og straks fik jeg kopi af sider fra en historisk bog, der dog kun fortalte om produktionstallet af de rigtige badekar. Så der var altså ingen hjælp at hente. Jeg fik dog researchet mig frem til lidt historie om firmaet.
Ankarsrum er en lille industriel landsby, der ligger i Småland i Sverige.
Ankarsrums jernbrug blev grundlagt i 1655 og ifølge den danske kontakt for Ankarsrum, har de bl.a. lavet kanonkugler (tidsperiode uvis).
I 1821 blev produktionen udviklet og man begyndte at producere støbejern og lavede bl.a. komfurer og badekar.
Ankarsrums jernbrug var en pioner indenfor badekar og i 1910 blev et konisk formet emaljeret badekar lanceret. Mit lille kar er et siddebadekar.
I 1947 lancerede Gustavberg, der fremstiller produkter til hele badeværelset, deres første badekar i helstøbt materiale, og langsomt blev Ankarsrums badekar udkonkurreret af Gustavsberg lettere plast- materiale. I 60´erne var produktionen faldet drastisk og stoppede endegyldigt i 1970.
I dag er firmaet mest kendt for sin produktion af solide køkkenmaskiner.
Jeg fik desværre ikke svar på mine spørgsmål om alder og formål, men sødt og sjovt er det alligevel.

Lise Rasmussen www.mosterlise.dk

Snehuset, der så gerne ville være en julebod.

4. Søndag i advent, nu er det snart Jul og alle har travlt.
Ind imellem alle juleforberedelserne, har jeg hygget mig gevaldigt, med at lave denne lille julebod.

Tekst: Lene Byfoged.

Foto, hvor intet andet er angivet: Torben Byfoged.

På legetøjsforeningen Snurretoppens årlige auktion, var jeg så heldig, at vinde auktionen, over denne skønne bod.

Jeg blev straks forelsket i den, og glad var jeg, da jeg drog hjem med den. I tankerne, var jeg allerede videre med ideen, om et Snehus, efter inspiration, fra de smukke antikke tyske Snehuse. Se eksempel på et sådan, på nedenstående billede. Jeg var faktisk allerede i gang, med at finde ud af, hvor man kunne købe de smukke vat istapper, på min telefon, på vej hjem i bilen.

Billedet er fundet på Pinterest.

Mine tanker var, at min Christkindl (som jeg har skrevet om tidligere, læs eventuelt via linket) og min lille, søde Snepige på nedenstående billede, skulle være i det. På den ene eller anden måde.

Men der var nogen, der ville det anderledes. Et par dukker, stirrede indtrængende på mig, de mente bestemt, det var dem, der skulle være omdrejningspunktet i boden. Men de er da også dejlige. Drengen købte jeg for mange år siden, på loppemarkedet i Forum. Den lille julepige er købt i Legetøjsforeningen Snurretoppen.

Hm, jeg måtte tænke i andre baner, så jeg begyndte, at fjerne alt fra boden. Der var fine ting i den, men heldigvis har de alle fundet pladser, andre steder.

Så stod det der, helt rippet og så gik jeg i gang med at finde ting, der kunne sælges i den lille julebod. I knap 40 år, indtil coronaen kom, har vi hvert år, været på julemarkeder, forskellige steder i Tyskland. Så jeg havde en rimelig god ide om, hvilke varer der skulle sælges. Men alligevel levede, det sit helt eget liv. Jeg gik i gemmerne og på jagt i dukkestuerne, hvor jeg fandt en del, men måtte også købe lidt.

Hos Miniseum, købte jeg lidt Erzegebirge, for hvad er en tysk julebod uden netop, disse ting. Stearinlys og julekugler blev det også til.

Jeg fik et par ekstra kugler med fra Miniseum, som en lille gave. Da jeg så dem, tænkte jeg, at jeg måtte da kunne lave nogle selv. Jeg fandt æsken med perler frem og der var disse, som passede i størrelse.
Så med hjælp fra en pincet, lim og lupbriller, lykkedes det mig, at få lavet nogle.

Julestrømpen broderede jeg for et par år siden.

De søde engle har jeg lavet i papir, fra en gammel salmebog og de bitte små glansbilleder, passede så fint.

Krybben i valnøddeskallen, købte en af mine sønner, i 1988 på julemarkedet i Goslar. Jeg har fået den forærende efterfølgende. De produceres stadigvæk.


Billedet er fra Pinterest.

Selvfølgelig skulle juleboden sælge Glühwein, i disse tider, må pengene jo tjenes hvor de kan, så ejeren af boden, har en enkelt gryde stående, blandt sine varer. En legeveninde, kom med ideen. Det skulle vise sig, at være svært at finde nogen, der ville sende til Danmark (jeg kunne ikke finde den, her i Danmark). Jeg bestilte i dukkehusbutikker og på Ebay.de, men ingen ville sende til Danmark. Til sidst kontaktede jeg firmaet Reutter direkte og så lykkedes det endelig, at få en sendt til Danmark.

Den lille julekrybbe ovenpå juleboden, købte jeg på julemarkedet i Lubeck i 2019. Og de 2 rensdyr, er fra Søstrene Grene. De søde honningkager med glansbilleder, husker jeg ikke hvor jeg købte, men det er også mange år siden. Ellers er det ting, fra gemmerne.

Fra højre side. Her står også Nøddeknækkeren, fra vores barnebarns julekalender. Men det er en anden historie, som I måske får en anden gang.

Og fra venstre side.

Den er ekstra hyggeligt, når det er mørkt. En lille batteri lyskæde, ligger på gulvet.

De to dukker, der ikke blev brugt, lavede jeg til et lille diorama i en glasmontre. De fine sølvkugler, fra den oprindelige bod, er brugt her sammen med den smukke klokke. Men den ser man kun, når glasmontren er på

Også i montren er der lagt en lille batteri lyskæde. Den er faktisk rigtig hyggelig om aftenen.

Så alle dukker er glade, på deres nye pladser og jeg har haft nogle hyggelige timer.

Rigtig god 4. Søndag i Advent.

Lene

God Lucia dag og lidt om Elsa Beskow.

I dag fejrer vi Luciadag og jeg har fundet nogle skønne postkort, tegnet af Elsa Beskow, samt fundet lidt oplysninger om hende og historien bag Lucia.

Tekst: Lene Byfoged.

Kilde: Wikipedia.

Billeder er fundet på Pinterest.

Med dette dejlige postkort, tegnet af Elsa Beskow, ønsker jeg alle læsere en dejlig Lucia dag. En af de smukke traditioner i julen. Det er altid så dejligt, at se børn gå Lucia optog.

Elsa Beskow er en svensk forfatter og tegner. Hun blev født i Stockholm, d. 11. februar 1874 og døde d. 30. juni 1953 i Stockholm.

Elsa Beskow.

Hun fik sit gennembrud i 1901, med bogen “Puttes äventyr i blåbärskogen”. Hun udgav bøger, som hun selv illustrerede, indtil hun i 1952, døde af kræft.

Nogle af de mest kendte er bl.a. Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla.

Fra Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla.

Og hvorfor fejrer vi så Lucia dag i Danmark?

Traditionen kom fra Sverige omkring 2. Verdenskrig. Sankta Lucia var en italiensk helgeninde fra 300 tallet, der led martyrdøden og har helgendag d. 13. december.

I følge legenden, var det hendes kæreste, der angav hende til myndighederne, som kristen og at hun skulle anbringes i et bordel. Men da soldaterne kom for at hente hende, kunne hun ikke rokkes af stedet og hun blev senere henrettet, efter forskellige former for tortur.

Det siges, at Lucia kom med lyset om natten.

Mange kristne gemte sig i byernes katakomber, da de blev forfulgt på grund af deres religion, men Lucia hjalp dem om natten, da hun bandt en krans om hovedet med lys, så hun kunne have hænderne fri.

Lucia har 4 lys i kransen og drengene holder en lille stang med 1 lille stjerne.

Rigtig god Lucia dag. Jeg håber mange skal se Lucia optog i dag, der er jo optog næsten alle steder.

Lene

En af Elsa Beskows juleillustrationer.

Seiffner Minearbejdere – og alle, uden engle

Text: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign

Jeg tror, mange kender de skønne træfiguere fra Erzegebirge. I hvert fald, er bl.a. nøddeknækkerne, jo meget populære herhjemme til jul. Sigi og Gerhard, har igen været flittige og det er der kommet, en interessant artikel ud af. Jeg syntes det er spændende læsning og man lærer jo hele tiden nyt.

Jeg syntes artiklen passer fint, på denne 1. søndag i advent. Tusinde tak til jer, Sigi & Gerhard, for at I tænker på Dukkedroemmes mange læsere.

d. 27. November 2022. Seiffner Bergmann – og alle uden engle

For et par år siden var min mand og jeg i Seiffen. Vi havde haft lyst, til det i lang tid. Vi ville gerne se, hvor alle de smukke småting i træ kommer fra, som vi så smukt indretter, ikke bare vores lejligheder med, men også vores dukkehuse. De dage, vi tilbragte der, var uforglemmelige.

Vi er så ubekymrede og glade, når vi rejser, og så tager vi gerne en souvenir med hjem. I Seiffen var valget, meget svært. Min mand opdagede her, sin kærlighed til minearbejderne.

Går du op ad hovedgaden på den ene side og ned på den anden side, står du foran butiksvinduer med det smukkeste legetøj og miniaturer i regionen. Der er den ene butik ved siden af ​​den anden, den ene workshop følger den næste og de har alle, de sorte, hvide og grønne minearbejdere til salg.

Så mens Gerhard flirtede med en minearbejder, opdagede jeg Metten-lanternerne for mig selv. De er et stykke historie i Seiffen, og denne historie bliver fortalt til besøgende på museet.

De oplyser gader, huse, vinduer og selvfølgelig museet – ikke kun ved juletid – på en festlig måde. Den smukkeste? Du kan tage dem med hjem, i små størrelser.

… og så tog jeg “mit” stykke Seiffen med hjem, til Nordtyskland – og satte det på vores lysbue.

Men tilbage til vores minearbejder. Vi har ikke haft en klassisk minearbejder, i vores julepynt – alene. Selvfølgelig engle og minearbejdere som lysbærere i vores lejlighed og også i mine dukkehuse ved juletid.

Vi vidste endnu ikke, hvor og hvordan vi ville integrere minearbejderen i vores lejlighed. Derfor købte vi for en sikkerheds skyld en (typisk) turist Hunte (Trolley). Fuldt lastet med (næsten) rigtige “ædelsten” og også en lille let bærer – sød, 5,5 cm høj.

På museet er der, en hel afdeling med og om minearbejderne. Der vises alle mulige showminer, lige fra tændstikæsker til mandshøje udstillinger. Sådan noget ville selvfølgelig være fantastisk – men desværre ikke muligt for os – og selvfølgelig ses sorte, hvide og grønne minearbejdere ikke , det er deres paradeuniform. Under vores Seiffen-ferie, så vi faktisk pragtfuldt klædte minearbejdere. Desværre var vi så spændte, at vi glemte at tage et billede – ærgerligt, det ville jeg gerne have vist jer her.

Samlere af smukke genstande, har som regel også det ene eller det andet, liggende i kassen. Sådan er det også hos os. Den lille minearbejder i valnødden, en souvenir fra Striezelmarkt i Dresden. Engel og Minearbejder, fra Seiffener Stenhuggeri (havde ventet på at blive brugt, i et dukkehus i årevis), og tændstikæsken fra 1920’erne, hørte til min tændstikæskesamling. Min mand modtog den gule æske, “Seiffen-miniaturer i en tændstikæske” af Giesbert Neuber, fra vores venner Geli og Uwe – som et minde om de timer, vi tilbragte sammen i Seiffen.
Jeg så Minearbejderen i “Mundhullet”, et par uger senere, og jeg købte den selvfølgelig med det samme. Og så var planen stort set lagt.

Vi havde en lille vinkasse – til 2 slanke flasker. Det virkede ideelt, og det blev vores minearbejders hjem. I det nederste område skal Hunten være i et “mundhul” og på det minearbejderen. Gerhard lavede målingerne og forvandlede “skydedækslet” til et støvdæksel af akrylglas.

Jeg foldede en model til mundhullet, ud af et stykke papir. Jeg arbejder ikke korrekt nok, til bare, at gøre dette, ved at tage målinger. Jeg skal altid prøve det på objektet. Derfor laver jeg altid en model til sådanne projekter.

Først efter at modellen passede præcist, lavede jeg mundhullet ud af det medfølgende bølgepap.

Voilà, – den passede perfekt, og vores minearbejder havde plads nok.

Nu skulle jeg trylle et rigtigt ““mundhul”, frem af et stykke foldet pap. Jeg lavede dette, ud af en skoæske, med sort silkepapir. Jeg krøllede papiret sammen og limede det uregelmæssigt, et par steder i “mundhullet”.

Jeg malede overgangene, med sort maling, og da det selvfølgelig, er en sølvmine, malede jeg et par sølvdrys.

Slut – prut – finale.

Vi er virkelig stolte af vores minearbejder og hans nye hjem. Den hvide “sten” bag den lille minearbejder, er en bjergkrystal, som vi bragte tilbage fra Munster-dalen for mange år siden. Stenen foran er feldspat, også fra Schwarzwald.

Da der ikke var plads nok, til tændstikæskerne i vinæsken, brugte vi en lille meget gammel trææske. Den har også slidser til et støvdæksel. De to hylder, er naturligvis fra dukkekassen. På denne måde ser tændstikæsken ikke så “limet ud på”. Den store sten til venstre er en rosenkvarts – min yndlingssten. Gerhard købte den engang i Hinterzarten og gav den til mig. Nu har den fået et rigtig fint sted. De to andre er sten fra Swan Creek. Sherri og Steve fandt dem og forærede, dem til Gerhard.

Selvom minearbejderne fra Seiffen, altid minder os lidt om julen, er vores udstilling en helårsudstilling. Det er i vores stue og – ligesom dukkehusene – nyder vi det hver dag.

Ikke desto mindre er julen ikke langt væk. Butikker i Tyskland er fulde af honningkager og chokolade julemænd. Det kan ikke være anderledes i Danmark.
Derfor ønsker jeg dig en fredelig og sund førjulstid.

Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

Den glade historie om Steiffs julemandsdukker

Copyright for tekst og billeder: Rebekah Kaufman.

Jeg har fået tilladelse til, at bringe denne hyggelige og dejlige artikel fra Rebekah Kaufman. Jeg håber den bringer lidt julehygge, hos bloggens læsere på denne 2. søndag i advent.

En stor tak til Rebekah Kaufman.

Kan du finde den lille vintage julemand i denne jule-Noahs ark-udstilling? Foto fra forfatterens samling.

Margarete Steiff GmbH, fra det legendariske legetøjsfirma i Tyskland, har skabt, en række uimodståelige vintage julemandsdukker, gennem årene. For mange familier, især af tysk afstamning, er Steiff-dukker, lige så meget en juletradition, som juletræer og julestrømper. Det er let at forstå, i betragtning af deres appel! Lad os tage et kig på nogle af højdepunkterne af Steiffs julemandsdukker.

De tidligste referencer til jul i Steiffs univers, dukkede op i begyndelsen af ​​1910’erne, da virksomheden producerede julereklamer med standard legetøj, under juletræet og brugt som julepynt. Ingen af ​​de omtalte varer, var specielt lavet til jul. Den første Steiff Julemand, dukkede op i produktionen, i begyndelsen af ​​1920’erne, men det var ikke en dukke, i traditionel forstand. Det var en 20 cm. høj julemand i træ, på en gyngende base. Rocking Santa var med i kataloget fra 1923 til 1927. Ifølge 1924-kataloget kostede denne ” vaklende figur ” 2,5 mark og var ” lavet af det bedste træ, fint udformet og farverigt malet med lysende farver. “

1924 Steiff katalogside med den rockende julemand. Foto fra forfatterens samling.

I begyndelsen af ​​1950’erne, blev Julen en højere prioritet for Steiff , da virksomheden var ved, at genetablere sin tilstedeværelse, som en førende international legetøjsproducent, efter Anden Verdenskrig. Ligesom julemanden ved roret på sin slæde, der ræsede hen over en mørk vinterlig himmel, var ankomsten af ​​​​en Steiff-nissedukke i 1953, et meget velkomment syn. Den tidligste Steiff julemandsdukke var 31 cm og have en krop med fem led. Han havde et gummihoved, filtkrop, knaldrød filtdragt og hue og et hvidt, blødt mohairskæg. I 1955 blev dette design også produceret i 13 og 18 cm. Disse vintage julemandsdukker, blev lavet indtil 1963 og var, og forbliver, favoritter året rundt, hos samlere over hele verden.

Steiff julemandsdukker fra 1950’erne. Foto fra forfatterens samling.

På grund af hans popularitet, blev mønstret til Steiffs julemandsdukken, også lavet som en 21 cm. hånddukke, fra 1954 til og med 1961. Denne dukke havde et støbt hoved, identisk i design med den almindelige dukke. Han var detaljeret med et hvidt fuldmohairskæg og hår, filthænder med syede fingre og en filtkrop. Julemandens samlerdukke var lidt større i skalaen end datidens andre hånddukker, som generelt målte 17 cm. Han var klædt i en smuk rød filtjakke og hat. Steiffs julemandsdragt, ligesom dukken, han var baseret på, var detaljeret med ægte hvid mohairkant ned foran på hans frakke, omkring hans hat og omkring hans manchetter. Hans hat var toppet med en hvid ulden pompom.

Julemands hånddukke. Foto fra forfatterens samling.

En af de mest forbløffende af Steiffs julemandsdukker, er virksomhedens udstillingsdukke i naturlig størrelse. Denne store dukke – 150 cm. eller næsten 5 fod høj – blev fremstillet i 1960’erne. Disse superstore Steiff-julemandsdukker var klædt i fine filtskræddersyede jakkesæt i trimmet i mohair, ligesom deres rockstjernenavnebror! I dag er disse ekstremt sjældne, da tidens tand. for det meste ikke har været gode mod dem. Fordi deres ansigter var lavet af gummi, har de en tendens til at tørre ud, synke og revne, som årene går. Få blev fremstillet, og ikke mange er tilbage, hvilket gør dem, der er tilbage, ekstremt sjældene.

Steiff julemandskatalog. Foto fra forfatterens samling.

I 1970’erne begyndte Steiff efter pres, fra andre legetøjsproducenter, at spare på deres design og produktion, for at kontrollere omkostningerne og forblive konkurrencedygtige. De producerede en række usamlede, billige og kegleformede plysdukker og dyr i “Buzzel”-stilen.

Et bemærkelsesværdigt eksempel på Steiffs 1970-æras Buzzel-produktion, er virksomhedens 20 cm. stående Buzzel Santa Claus samlerdukke. Han er lavet af rødt og hvidt dralonmateriale og filt, med et langt, hvidt dralonskæg. Hans ansigt er dyrebart og enkelt; han har små blå filtøjne, en rund ferskenfarvet filtnæse og en lille rød cirkel til læberne. Julemanden har sit traditionelle nissedragt på, som er en integreret del af hans krop. Denne vintage julemandsdukke bærer en brun julemandssæk, som har en lille klokke i.

Denne særlige dukke blev kun produceret i denne størrelse fra 1972 til 1974. Disse dukker blev designet til sjov, leg og kærlighed, så det er virkelig sjældent at finde en i samlertilstand, næsten et halvt århundrede efter fremstillingen.

Buzzel julemand . Foto fra forfatterens samling.

Fra 1980’erne og frem, producerede Steiff, regelmæssigt dukker og nyheder med julemandstema. Selvom der blev udgivet et par menneskelignende Steiff julemandsdukker, var de fleste af disse udgaver i form af bamser, klædt som den glade mand i rødt. Disse har omfattet julepynt, blødt babylegetøj, musikalske genstande og endda nøddeknækkere, rygere og festlige kandelabre. I betragtning af hans status, blev firmaets julemandsdukke fra 1950’erne genudgivet i 19 og 28 cm. som en amerikansk eksklusiv fra 1984 til 1988. Men mange entusiaster, der blev myndige med Steiff, betragter virksomhedens julemandsartikler fra 1970 og tidlig æra for at være den mest autentiske repræsentation af Steiffs juleånd.

1980’er-æraen Santa Doll replika. Foto fra forfatterens samling.

Rebekah Kaufman er en stor bidragyder til adskillige internationale trykte og online publikationer, hun holder foredrag i hele USA og Europa og leverer vintage Steiff-rådgivning og ekspertise til medier, auktionshuse og industripartnere. Hun har ingen tilknytning til Margarete Steiff GmbH eller Steiff North America. For mere information om vintage Steiff, læs Kaufmans fokus på vintage Steiff samleobjekter fra tidligere på året eller besøg hendes blog, My Steiff Life .

Jeg kan absolut anbefale, at gå ind på bloggen, der er så meget lærerigt og spændende læsning, om Steiffs vidunderlige univers.

Lene

Lisa og Hanse dukkehuse

Copyright for tekst og billeder: Jutta Bogut

Jutta Bogut, har, som vi har skrevet om før, Dukkehusmuseet i Christiansfeld. Jutta har sendt nedenstående om Lisa og Hanse dukkehusene, til glæde for bloggens læsere. På nedenstående link, kan man læse indlægget om Museet.

http://dukkedroemme.dk/dukkehusmuseum-i-soestrehusets-kaelder-i-christiansfeld

En stor tak til Jutta for dette indlæg, det er så dejligt med indlæg fra læserne. Det er med til at gøre bloggen mere interessant og lærerig.

I min Lundby dukkehusudstilling i Christiansfeld, er der en hjørnemontre, hvor jeg løbende har forskellige udstillinger med dukkehusrelateret indhold.
Lige nu er der udstillet et Lisa dukkehus og et Hanse dukkehus, hver især indrettet med henholdsvis Lisa og Hanse møbler.
Jeg har opdaget, at rigtig meget bliver kaldt Lundby, om det så er Lisa, Hanse eller noget helt andet.

Lisa og Hanse dukkehuse

Dukkehuse Lisa og Hanse var to danske dukkehusmærker, der blev produceret som en konkurrence til de svenske Lundby dukkehuse.
De efterlignede Lundby huse og møbler, var billigere end Lundby, som altid har været et dyrt mærke. Til gengæld var kvaliteten ikke så høj ved de to danske mærker.
De to mærker produceres ikke længere og er ved at være svære at få fat i, særlig Hanse, da de er gået hen og blevet til en samlerartikel.

Meget af det, der bliver solgt brugt I dag, kaldes Lundby. I virkeligheden er det Lisa eller Hanse.
I Lisa huset er alle møblerne af mrk. Lisa, i Hanse huset er de af mrk. Hanse.
Den fabrikant, der lavede Lisa møbler lavede også Hanse møbler, så nogle er tingene er ens i begge mærker.

Lisa blev opkøbt af Lundby på et tidspunkt, så du skal virkelig vide, hvad du skal se efter for at finde det rigtige mærke, hvis det er det, du ønsker.
Her er der god hjælp at hente i en bog, der hedder ”Skandinavisk design i dockskåpet”.
Den er på svensk og er også skrevet på engelsk. Jeg lånte først min på biblioteket for at se, om det var noget. Det var det i allerhøjeste grad.
Hvis dit bibliotek ikke har den, så kan de skaffe den fra et andet bibliotek.

Gardinerne er alle Lundby med undtagelse af sovekammer-gardinet hos Lisa. Det er Lisa. Lamper er Lisa eller Lundby.
Dukker er produceret af K.E.Leg i 70erne og produceres ikke længere.
Forskelligt nips og tilbehør er fra forskellige mærker.
Da Lisa aldrig har produceret en Lisa bil, er garagen blev brugt til
et børneværelse.

Jutta Bogut

Dukkehusmuseum i Søstrehusets kælder i Christiansfeld

Christianfeld Centret, Nørregade 14. 6070 Christiansfeld

Tlf :79 79 17 73 Email : centret@christianfeld.dk

Åbningtider: 2.1 -30.4 ma – sø 10 -16. 1.5 – 31.8 ma – s- 10-17. 1.9 -21.12 ma- sø 10 -16

Men kontrollér for en sikkerheds skyld åbningstiderne.

Nedenstående viser eksempler på Lisa og Hanse dukkehuse.

Lisa Dukkehuse

Hanse Dukkehuse

DIDDE

Jeg er så heldig, at Lise Rasmussen har sendt mig denne artikel til bloggen. Og jeg er SÅ gammel, at jeg husker Didde. Jeg er født i 1950 og da vi var den eneste familie i opgangen, hvor vi boede, der havde fjernsyn, kom alle børnene ned og så det hos os. Stor lykke og alle var fuldstændig stille, det var så fantastisk, at se på det lille sort/hvide fjernsyn. Tak for gensynet Lise og tak for, at jeg må bringe artiklen.

Copyrigth for tekst og billeder. Lise Rasmussen www.mosterlise.dk

Jeg er den heldige ejer af en original mappe med en komplet serie på 6 store litografier af TV-dukken Didde.

Jeg kendte ikke figuren og har prøvet at researche mig frem til lidt historie omkring hende. Der er ikke vanvittigt meget at hente, da hun er fra TV-historiens spæde start og ganske givet noget af det allerførste børne-TV, der er lavet, og der findes næppe gemt materiale.

Dukken er skabt af Minna Holck fra Hillerød. Ifølge de oplysninger jeg har kunnet finde, var ”Dukke Didde og onkel Olaf” oprindeligt et radioprogram op i gennem 1950´erne, men kommer på TV i slutningen af 1950´erne, og var dagligt på skærmen. Jeg er selv født i 60´erne og vi fik først fjernsyn sidst i 1960´erne, så jeg mindes ikke at have hørt om hende.

Didde er med sit fregnede ansigt og stride hår ganske charmerende, men ikke særlig køn og har ganske givet virket skræmmende på nogle børn.
Det er et af de første forsøg på at lave TV i børnehøjde og der findes en omtale i bogen ”Fjernsyn for børn – Vores fælles historie” af Nina Sahl.
Her fremgår det at Dukken Didde er en yderst snaksalig pige i indskolingsalderen, der har en morsom dialog med ”Onkel Olaf”, fotografen Olaf Kjelstrup. Man har forsøgt at lade Didde udtrykke sig med et barns sprog og logik, men formår ikke at fange børnene, da det var indforstået voksenhumor. Børnene forstod det ganske enkelt ikke.
Alligevel har dukken været populær – måske fordi der ikke var andre muligheder at vælge imellem!
Jeg læste i en tråd at dukkens opfinder Minna Holck efter sigende skulle være blevet kontaktet med henblik på en massefremstilling af dukken i plast, hvilket hun nægtede.
Der blev udgivet to bøger med dukken: ”Didde” og ”Didde fortæller” forfattet af Minna Holck og med fotos af Olaf Kjelstrup. Desuden findes der også en singleplade indspillet d. 9.09.1958 med titlen ”Didde og onkel Olaf” udgivet af Mascot Records, og jeg er stødt på et enkelt postkort.

Alle ovenstående billeder er fundet på nettet, de smukke litografier herunder, der vakte min nysgerrighed, er mine egne. De er illustreret af J. Hannibal og ca. A3 størrelse.

Lise Rasmussen 2022

Happy Halloween

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign
Oversættelse: Lene Byfoged

Her er en (u)hyggelig Halloween hilsen fra Sigi. Jeg tror ikke, der er nogen højtid eller anledning, hvor ikke dukker eller dukkehuse er repræsenteret. Så inspirerende.

Stor tak Sigi!

d. 29. november 2022. Happy Halloween

Min mand og jeg elsker Halloween. Jeg indrømmer, det er farverne. Kombinationen af ​​sort og orange – smukt.

Vores lejlighed var altid dekoreret i overensstemmelse hermed. Græskar med lys, i vinduerne og på altanen. Når vi havde gæster, passede bordpynten også altid til.

Det er selvfølgelig ikke muligt i år. Som alle andre steder i verden, forsøger vi, at spare på strømmen. Men der er i hvert fald en “uhyggelig” kasse foran døren.

Måske ved du det? Udover min research om Dora Kuhn, er jeg ekspert i Edi-dukkerne. For nogle år siden udgav jeg en samlerbog. Den bestod af 200 PDF-sider – bare med og omkring Edi-dukkerne. Jeg var altid irriteret over, at Edi ikke havde en heks i sortimentet. Men jeg må være retfærdig. I 1950’erne var Halloween, næppe et begreb i Tyskland, især da dagen blev fejret, som reformationsdagen i den protestantiske del af Tyskland.

Men jeg ville have en heks, så jeg lavede en lille heks af en 8 cm Edi-dukke (dukke 7). Jeg er ikke god til nål og tråd, men jeg kan klare en heksekåbe og et tørklæde.

Det er ikke godt for mennesket, at være alene – måske er det også sådan for hekse? Anyway, det næste år, lavede jeg en troldkarl ud af en 12 cm Edi dukke (dukke 2).

Lige siden, har hekse og troldmænd, været på spil i vores lejlighed, hvert år på denne tid.

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og ønske alle læsere en uhyggelig Halloween og sender

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

Sommerens loppefund

© for tekst og billeder: Lene Byfoged

I dag er det d. 1. september og så er det ifølge kalenderen, efterår! Jeg håber alle, har haft en god sommer og er klar til efteråret, som jo også er en dejlig årstid.

I legetøjsforeningen Snurretoppen, starter det første møde, efter sommerpausen, i starten af september og altid med emnet “Sommerens loppefund”. Det er super hyggeligt, at se hvad de andre har fundet i sommerens løb og lidt misundelig (positivt ment) bliver man jo ind imellem.

Jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt, at vise sommerens loppefund for jer, ikke at det er så mange. For som, hos så mange andre samlere, kniber det jo med pladsen efterhånden.

Måske andre har lyst til, at dele deres sommer loppefund med os? I givet fald, så send tekst og billeder til mig.

Vi holder meget af, at tage et par dage eller tre til Fyn. Så bor vi på et hyggeligt hotel uden for Odense, hvor man bor og spiser godt.

Og så besøger vi reolmarkeder, antikvitetshandlere, genbrugsbutikker m.m. Heldigvis er min mand også blevet samler, så han er nem at lokke med.

Undervejs, kører vi ind til Kirppu reolmarkedet, i Slagelse.

Dette skønne gamle krus, med legende Kewpier på, fandt jeg i Kirppu i Slagelse.
Denne skønne Heubach Candycontainer, fandt jeg på reolmarkedet “Alletiders Lopper” i Odense. Den er jeg bare så glad for. Hel og fin uden skår eller revner.
Er han ikke skøn? Denne frække lille fyr. Jeg tænker det er er Hertwig & Co. Den er ikke mærket. Den fandt jeg i Svendborg på et reolmarked.
Denne pianofigur fandt jeg også i Svendborg, på reolmarkedet. Han er umærket og er 16 cm høj.
Dette broderede billede har jo intet med dukker og legetøj at gøre, men jeg har noget med engle, og især Bertel Thorvaldsens “Dagens og Nattens Engle”, er jeg betaget af. Her er Nattens Engel. Det købte jeg i en antik -og retrobutik i Ørbæk. (billedet er i fin stand, ikke skjoldet, som det ser ud her)
Dette hoved, som Den Kongelige Porcelænsfabrik producerede i 1970,erne, som en kopi af det originale hoved, er ikke et loppefund. men et fund syntes jeg da, at det er. En god veninde tippede mig om et lot dukker på www.laurtiz.com. I dette lot af ikke så gamle dukker og en masse dukketøj, var dette hoved. Jeg var så heldig, at ingen andre bød på det, så jeg fik det billigt og da jeg så solgte de andre ting, var det jo så absolut et fund. Det er det store hoved på 14 cm.

Og man må sige det virkeliglig har været loppefund. Det hele er fundet til næsten ingen penge og så føler man jo virkelig, at man har gjort et kup.

Nu glæder jeg mig til mødet , for at se, hvad de andre medlemmer i Snurretopppen, har fundet i sommerens løb.

Lene