Margarinefigurer – Reklamegaver

Med tak til Sigi Ulbrich— tortula.de og gmuwebSign for tekst og fotos ©

(oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  opsætning: Lene Byfoged ©)

Efter at vi for nogen tid siden viste jer margarine-englene og margarineblomsterne, er det på tide, at I får generelle oplysninger om disse  –  i Tyskland   –  meget elskede samlerfigurer.

Margarinefigurernes historie går tilbage til 20erne i forrige århundrede. Konkurrencen på margarinemarkedet var så stor, at fabrikanterne måtte finde på noget særligt.

           Gratis tillægsgaver, dvs. figurer af træ, pap, støbemasse og metal, og desuden papirbilleder var dengang skik og brug.

           Denne konkurrenceform aftog i slutningen af tyverne, men oplevede dog en renæssance i begyndelsen af halvtredserne.

Gennem det personlige bekendtskab mellem Fritz Homann, som kendt margarinefabrikant i Tyskland, og Richard Sieper, indehaver af firmaet SIKU, så at sige Tysklands største bilfabrikant,  udvikledes et stort og intensivt samarbejde. SIKU fremstillede de støbte margarinefigurer. SIKU var ganske vist ikke den eneste fabrikant, men langt den største.

Bemærkning fra forfatteren:

Hvis du er hankøn ,eller har en søn eller bror, så kender du helt sikkert de små biler af kunststof. De er enormt naturtro og findes også i dag i enhver legetøjskasse.

I begyndelsen fik man kun gaver ved køb af margarine, herfra stammer betegnelsen margarinefigurer hhv. Sanella figurer. Men snart kom flere brancher til, så som kaffe-, te-, mel-, havregryn, tobaks-, bonevoks med flere. Med figurserier fra alle tænkelige områder i livet bejlede man til børnenes gunst, der på den måde fik indflydelse på de voksnes indkøbsvaner. For øvrigt mens vi således fiskede vore figurer ud af en pose kaffe, havde man ved køb af margarine og mel lov til at tage en figur fra et stort glas. I havregrynspakninger var der vedlagt billedserier.

Disse reklamegaver blev så alsidige, at der udvikledes forskellige selvstændige samlerområder. Søger man via det store auktionshus Ebay på begrebet Margarinefigur, forbavses man over udvalget side op og side ned, men endnu mere overraskes man over de små miniaturers skønhed. Så detaljeret og minutiøst er de forarbejdet.  Dinosaurier fandtes allerede dengang, og åbenbart greb menneskene allerede da efter stjernerne, der findes i hvert fald en rumfartsserie. Zoo, bondegård, skov– og markserier, fugle, fisk, reptiler, eventyr, jul, påske, husdyr, børn, sportsudøvere,  hestekøretøjer, skibe, flyvemaskiner, jernbaner, biler, motorcykler, fremmede folk, cowboys og indianere, erhverv,  musikere og musikinstrumenter, nej jeg kan ikke remse alle serier op, men tro mig, de fandtes vedrørende alle livets forhold.

Margarine-blomsterne var en vidunderlig berigelse til mine dukkestuer, og da jeg siden hen opdagede ”have-planterne”, var jeg fuldkommen solgt, nu kunne jeg også ”beplante” forhaven.

Den der engang har beskæftiget sig med disse små  –  overvejende elfenbensfarvede  –  skatte, finder hurtigt flere figurer, som står og pynter i vore stuer. Hund og kat hører for mig til i ethvert dukkehus. Og Margarine-husdyrene er en særlig smuk variant. Og allerkærest  –  men venligst kun i dukkestuerne  –  er den lille mus, der sidder på støvlen, mens katten ser på den.

Fra kaffefirmaet Corona (det var kaffeerstatning ristet på lignende måde og bearbejdet som kaffe af bønner)  kunne man få et rødt kaffestel. Det er fremstillet til brug for et bord til dukker på 30-40 cm. Dengang ville jeg give hvad som helst for eje sådan et stel. Mit stel fik jeg først i begyndelsen af år 2000 forærende af en veninde. Det pynter nu på kaffebordet til Edi-dukker på 28 og 34 cm.

Mens de store Edi-dukker således drikker Korona-kaffe, leger deres små søstre i dukkestuer og –huse med de små møbler fra Linde. Personligt er jeg først og fremmest besnæret af den lille ”radiogrammofon”, sådan en ville jeg gerne have ejet i det virkelige liv. Disse møbelserier fandtes i forskellige farver og til alle værelser: dagligstue, køkken, soveværelse, børneværelse og badeværelse. Det er et særligt samleområde og i dag meget sjældent. Fabrikanten er i mellemtiden gået bort fra brugen af kunststof, passer man ikke på, og støder møblerne mod et eller andet,  går de straks i tusinde stykker.

I mit store Kuhn-Hus bor en dukkesamler. Hendes dukkemøbler— bord, stole, seng  –  stammer ligeledes fra den tid og var engang ekstragaver i kaffe, havregryn og co,.

           PEKO-forlaget udgav engang forskellige priskataloger  –  de gule indeholder ”kun” disse særlige figurer  –  som det fremgår af titlen: Plasticreklamefigurer til dukkemødre.

Da jeg blandt margarinefigurerne blev opmærksom på blomstervaserne, overraskede deres forskellighed og skønhed mig.  Foruden dukke– og dukkestuefigurerne har eventyrfigurerne betaget mig.

Men ikke bare de gamle tyske eventyr og sagn var gengivet i margarinefigurerne, også Den lille Havfrue og Nils Holgerssons forunderlige Rejse findes som margarinefigurer.

Når I betragter Hans og Grete, vil I se, at der fandtes flere serier om samme emne. Forrest i midten et lille heksehus, ved siden af til højre heksen og ved siden af står Hans og Grete fra én serie. Det store heksehus, bageovnen med heksen, samt stalden med Hans og heksen stammer øjensynligt fra en anden serie og dog…  alle var de tillægsgaver fra firmaet Münster Land.

De, der har kendt mig i lang tid, ved, at jeg i over 20 år som jernbanejournalist har besøgt alle  jernbanedriftsledelser og  lokomotivremiser i Tyskland, og vil ikke undre sig over, at også margarinejernbanen  –  min er fra Fri-Homa  – ”kører” i min samling.

Et særligt og virkelig smukt samlerområde er krybbefigurerne. Jeg ved med min bedste vilje ikke, hvor mange forskellige serier, der findes, men….  Der findes i hvert fald krybbefigurer i to størrelser.

Dette vil I kunne genkende, når I betragter mine to Kuhn-stuer fra tyverne i forrige århundrede. Der er forskel på deres størrelse  –  til venstre er dukkerne 12 og 14 cm høje, og til højre er de 7 og 8 cm høje— og i begge stuer står en margarine-engel. Disse stuer har jeg udførligt præsenteret jer for i www.tortula.de udgaverne april og maj 2018. (se desuden artiklerne i www.dukkedroemme.dk).

Teutoburger Margarinefabrik Walter Rau var en af ”udgiverne” af krybbefigurer. Min mor købte dengang altid to slags margarine: Coco til bagning og madlavning og Delireform til at smøre på brødet.  Begge slags fandtes dengang som terninger  –  jeg mener,  de var på ca. 10 x 10 x 10 cm. Firmaet Rau havde sågar en brochure i farver. Om der også fandtes figurer i farver, kan jeg ikke sige. Vore figurer var altid bare hvide. Det hvide træ har jeg til sammenligning kopieret ind i brochuren.

På den ene side er de enkelte figurer afbilledet, og på den anden ses  en ”brugsanvisning” til opbygning af krybben. Dette prospekt er så forslidt, at man næsten ikke kan læse det. Dog er målgruppen entydig  –  og stadig læselig: Kære piger og drenge.

Når man lige har vænnet sig til, at alt stråler elfenbensfarvet, støder man på farvede figurer. Også her er der mange variationer. Nogle af dem, som de to træer, ulven i bedstemors seng og jægeren er af blødere materiale. Den grønne ”Pamir”/firmastet fuldrigger og den sorte ko er af gennemfarvet hårdt plastik. Den grå kat, dens røde bold, de to papegøjer og aben er af lyst, hårdt plastik og er derefter håndmalede. Dette gælder ligeledes den smukke blomst med bien. Jeg forsøgte engang at male en hvid figur over, det lykkedes ikke for mig, da materialet ikke kunne opsuge mine farver.

Hvis du vil vide mere om disse tyske ”tillægsgaver”, findes der en del litteratur  –  selv har jeg slet ikke alle de bøger, som har været og måske er at finde på markedet. Jeg mener, at man i det hele taget ikke mere kan købe disse bøger.  Dog bliver de hele tiden udbudt på tysk Ebay. Da det for det meste drejer sig om ”billedbøger”, vil der sikkert ikke være nogen sprogbarriere.

Til slut viser jeg jer endnu et drømmehus fra Margarineselskabet  –  Margarine Clever Stolz. Disse 3D-figurer var selvfølgelig meget eftertragtede.

           Under min research fandt jeg stor støtte hos Peter Konrad, der har udgivet flere bøger over dette tema. Desværre har han trukket sig helt tilbage fra dette samleområde, men jeg fik fra ham en henvisning til www.margarinefiguren.de og derigennem til Helmut Bitsch, og gennem ham kom jeg videre til Herwig Oberlerchner og hans www.lindefiguren.at (bemærkning fra redaktionen: Linde var dengang et kendt kaffemærke i Tyskland). Af disse tre herrer har jeg lært alt, hvad jeg hidtil har erfaret om denne lille drømmeverden, og jeg sender dem min hjerteligste tak. Helt uegennyttigt har de videregivet deres faglige viden. De har åbnet mine øjne for skønheden i — overvejende  – brækket hvidt.

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich  –  www.tortula.de

Fotos: gmuwebSign  

Og vi siger tusind tak til Sigi for den udførlige tekst og til Gerhard for de flotte fotos  –  hvor er vor samlerverden dog bred og vidtgående, idet vi hele tiden kan suge ny viden på ofte ukendte områder til os.

G o d     L æ s e l y s t   a l l e    s a m m e n   !

Rasmus Klump og vennerne, igen, igen, igen!!!

Kære samlervenner,

Som I ved, har jeg før skrevet om mine yndlings-tegneseriefigurer:

Rasmus Klump og hans Venner

Og jeg samler selvfølgelig på alt muligt om denne vidunderlige, umiddelbare og naive tegneserie:

           Hermed lidt af det, jeg i den senere tid har fået fat på:

Tre dejlige kravlenisser: En af  Klump og to af Pelle, forhåbentlig får jeg i løbet af året fat i flere, f.eks. Skæg og Pingo.

I et af Hjemmets decembernumre var der som tillæg et lille hefte om gavtyvene: KLUMP og JULETRÆET, skrevet og illustreret af Per Sanderhage og Jeppe Højholt efter Carla og Vilhelm Hansen, det hefte måtte jeg absolut have til samlingen. Samtidig var der konkurrence om ”En tur i tivoli” eller en Rasmus-Klump-bog, jeg vandt dog ikke, men var en tur i Tivoli Lillejuleaften sammen med venner og selvfølgelig forbi Rasmus-Klump-Huset med Pandekagerne.

Og endelig fik jeg fat i et manglende Modelark: ”Byg Hus med Rasmus Klump”  –  men jeg nænner ikke at klippe ud, folde og lime, før jeg får fat i et ark mere. Hermed forsiden, arket kan foldes ud fire gange,  og så er det bare med at gå i gang.

Og jagten på Rasmus-Klump-effekter fortsætter helt sikkert, her er han som påklædningsdukke: I  1991 udkom en lille serie med fire af figurerne, Rasmus, Pingo, Skæg og Elefanten  –   her slutter jeg af med at vise jer Rasmus

Januarhilsner herfra

Lise

BLOMSTER som tillægsgaver fra SIKU

Fortalt af Flora Pfau © –Redigeret af Sigi Ulbrich ©

Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  Design Lene Byfoged ©

Kære Samlervenner,  og kære alle andre nysgerrige (videbegærlige),

           Hermed siger vi tak for at kunne bringe denne fortælling om blomster som tillægsgave, og hvad man med fantasi og snilde kunne få ud af dem….

Jeg var lige fyldt fem år,  da jeg blev bevidst om min store kærlighed til disse små ting. Jeg fik lov til at fylde kaffen over i dåsen (jeg regner med, at det ikke var ægte kaffe, men ”Muckefuck” (se i næste afsnit forklaringen angående kaffe-erstatning), og ud faldt en ”krystalvase” med en blå blomsterbuket. Min bror og jeg skiftedes hele tiden til at ryste posen eller dåsen, og hver gang måtte den, hvis tur det var, beholde sin lille margarinefigur. Hvorfor disse figurer, som overvejende var støbt i kunststof i farven ”brækket” hvid” (dvs. ikke helt hvid)  kaldtes margarinefigurer, har jeg aldrig fattet, hos os var de i posen med kaffe. Endnu i dag opbevarer jeg figurerne fra den tid i mors gamle kaffedåse.

Sigi giver os hermed forklaringen på Muckefuck/kaffeerstatningen:

Muckefuck var kaffeerstatning i de dårlige tider. Da der var mangel på fremmed valuta blev der nærmest ikke importeret kaffe i Tyskland, og skete det, var den så dyr, at man i en almindelig husholdning ikke havde råd til den. Kaffeerstatningen blev hovedsagelig fremstillet af korn eller malt, men også af frugtkerner, kastanjer og bog (olden). Ofte var det en sammenblanding af det hele. 

Som oversætter af artiklen kan jeg da blot mindes efterkrigstiden med den danske Richs og Danmarks, som vi blandede i kaffen, og med de dejlige små billeder, som alle samlede på og byttede mellem sig i skolen, samt mine forældres store glæde, når der kom pakke fra min Moster og onkel i USA bl.a. indeholdende ÆGTE kaffe.  (Selv er og var jeg ikke den store kaffedrikker) – Lise.

Kære læsere, I kender mig endnu ikke. Jeg har aldrig før skrevet for en så stor læserskare. Det er nærmest ophidsende for mig. Jeg hedder Flora og min allerede ovenfor nævnte bror hedder Valdemar. Vort familienavn er Pfau  (Påfugl)  –  ja, hvad skal jeg sige om det:  vor mor var lidenskabelig læser af Hedwig Courths-Mahler. (atter en bemærkning fra Lise: forfatterinden Hedwig Courths-Mahler (1876-1950) skrev vidunderlige romaner, og enkelte er filmatiseret. I kan på nettet læse om hendes liv, og om, hvordan hun gennem det tyske, litterære og illustrerede ugeblad ”Die Gartenlaube”/(Lysthuset) fik kendskab til litteraturens verden)….

Og selv om ugebladet Die Gartenlaube på den tid ikke mere var, hvad det engang havde været i sin glansperiode, var det alligevel et vigtigt stykke kulturhistorie  –  vi kan ikke desto mindre takke bladet og dets historiefortællere for vort navn.

Hermed Sigis forklaring vedrørende tidsskriftet ”Gartenlaube”: Dette illustrerede familieblad var en forløber for de moderne Illustrerede Tidender/uge– og månedsblade, og det første, store succesrige tyske blad i masseproduktion. Bladet udkom fra 1853 i Leipzig ved Verlag Ernst Keil med et startoplag på 5.000 eksemplarer. Fra 1853 til 1945 var tidsskriftet udbredt i det samlede tyske sprogområde. Et meget højttravende eller svulstigt magasin. Den lige så svulstige eller højttravende ovennævnte forfatterinde af kærlighedshistorier  –  overvejende inden for adelen  –  dvs. at en lille forældreløs pige forelsker sig i prinsen  –  men ellers også inden for genren: lægeromaner  – har skrevet enormt meget til ”Gartenlaube”!

Hos os havde vi blot figurerne fra kaffepakningerne, dog havde Valdemar kammerater, med hvem han ikke blot kunne bytte sine egne, men også mine figurer. Derfor kom der lidt efter lidt figurer fra andre firmaer ind i vort hjem. Til min fødselsdag byttede han engang sin bedste fodboldspillerfigur,  –  jeg aner ikke, hvem han forestillede  –  til en blomsterkrukke til mig.  Til stor glæde for os begge, og jeg har stadig i dag den blå blomsterbuket, og blomsterkrukken fra min bror. Disse to ting fik jeg, før jeg havde den dukkestue —som jeg selvfølgelig i al hemmelighed drømte om at eje. Dukkestuen fik jeg så senere til juleaften. Jeg var meget ked af det, da skikken med tillægsgaver i 1954 ophørte. Med dags varsel kunne man ikke finde mere i poserne —hvilken skam. Vi var dengang ved at samle figurerne til en julekrybbe, og den blev således aldrig komplet.

Ikke desto mindre dukkede der i løbet af denne korte tid nogle af de omtalte blomster op her hos mig,  og senere har jeg købt flere på loppemarkeder. De små vaser rørte noget i mig. Der findes 10 forskellige ”krystalvaser” med en blomsterbuket. Der var således nelliker, tulipaner, georginer, roser, iris, margueritter, gladiolus, asters, narcisser og til jul en buket med kristtorn. Særlig fantastisk er det, at ikke alene blomsterne i disse tillægsgaver er forskellige, men at også de små vaser varierer. Derfor kan man i et værelse i dukkehuset sagtens stille flere vaser op. Mange af blomsterne købt på loppemarkedet havde flere legespor, idet blade og blomster delvis kunne være brækket af. Da har jeg med en ”skrædderhjælp”  –  nå, ja, jeg har en værktøjskasse  –  klippet stilkene af, og vaserne står på hylden i en stue, akkurat som man gør med krystalvaser.

I årenes løb har jeg til Schipka-vaserne desuden købt de ”blomstrende” tillægsgaver fra andre firmaer  –    således at gummitræet fra min bror ikke er så alene. Dog mangler jeg stadig to krukker i hvidt fra DUKA. At jeg alligevel kan vise jer dem her, er det fordi Helmut Bitsch fra www.margarinefiguren.de har stillet dem til disposition, og jeg siger mange tak for hans venlighed.

Firmaerne DUKA, Günzburger og Kraft havde disse tillægsgaver i deres varer:

2 urtepotter med planter:                         Med det omtalte gummitræ og en fuchsia (kan også hedde Kristi blodsdråbe)

2 blomsterkasser:                                     Med asters og georginer

2 blomsterskåle:                                       Med kaktus og alpevioler

2 blomstervaser:                                      Med solsikker og roser

Disse 8 små figurer kan man roligt kunne finde to gange. De findes nemlig i den kendte farve ”brækket” hvid fra margarinefigurerne og  med påmalet farve. For øvrigt var disse også fra SIKU.

Alle disse små tillægsgaver med filigran lå gemt hos mig i ovennævnte kaffedåse, tja, jeg fandt aldrig den smarte løsning på, hvordan jeg skulle stille dem op.. Indtil … da, Sigi Ulbrich for nogen tid siden fra www.tortula.de sendte mig et foto fra en udstilling af EDI-dukker. De stod i en vinkasse. Og nu kom ideen. Jeg havde netop —som det somme tider sker  –  en lille kasse med tre smalle flasker, som jeg havde fået som gave. Vinen har jeg allerede drukket, en rigtig god en  – og gemt kassen. Man smider da ikke sådan en smuk træ-æske i skraldespanden, vel!

Mit håndværkertalent er ikke stort, men det blæste jeg på. Hurtigt udmålte jeg højden på hylderne, og hvor heldigt, med lidt luft rundt om passede vaserne. Jeg ville stille en af hver slags op, og selvfølgelig også de små DUKA-planter. Det hele passede nøjagtigt i reolen. I hobbyforretningen købte jeg klæbeplader . Jeg tog æsken med til Byggemarkedet, hvor man foreslog mig en passende rude af kunstglas  –  og naturligvis skulle blomsterne sættes op, således at de ikke blev udsat for støv eller nysgerrige kattepoter.

Da jeg fortalte Sigi Ulbrich om mine planer og sendte hende et billede af min første prøveopstilling, tilbød hun mig spontant en påfugl af træ fra halvtredserne som dekoration hhv. logo til mit ”Blomstervindue”.  Og jeg modtog den med tak.

Påfuglen passede fint i mine planer, idet jeg netop havde besøgt min gudsøn, og af ham ønskede jeg mig et skilt og et vindue med ”Blyindfatning”  – i Jugend-Stil, og selvfølgelig med en påfugl. Ganske vist har jeg en computer, som jeg kan betjene, men billedbearbejdning har jeg ikke forstand på.

Han sendte mig en PDF-fil, som jeg optog på mit stik, hvorefter jeg tog den med til vor Copy-Shop. Her printede man det hele ud på klar klæbefolie. Allerede mens jeg betragtede dette tryk, forestillede jeg mig, hvordan den vidunderligt smukke påfugl ville stråle i mit vindue. Min bror har lovet mig, at han, når han besøger mig næste gang, vil lave belysning til mit vindue. Og jeg glæder mig allerede. Lampen  –  der skal være tre små pærer  –  skal lyse bag påfuglen og samtidig ind på hylden.

Da jeg sendte Valdemar et billede af mit næsten færdige vindue, modtog jeg et par dage efter et brev, og deri lå den margarinefigur, som han gennem hele sin barndom havde passet på og opbevaret:

Den lille og åh så smukke påfugl.

Fortælling:    Flora Pfau

Tekst:             Sigi Ulbrich

Fotos:           Bernd Lorenzen og gmuwebSign     

Trælegetøj fra fængslerne – Dansk Legetøjsfabrik a/s 1905 – 1977

Vi har været så heldige, at Lars Topgaard, har skrevet dette spændende indlæg om hans netop udgivne bog og trælegetøjet fra de danske fængsler.

En stor tak til Lars.

I en netop udkommet bog om ” Trælegetøj fra fængslerne – Dansk Legetøjs- fabrik a/s 1905 – 1977” har Lars Topgaard behandlet dette interessante kulturhistoriske emne på næsten 300 sider med et væld af illustrationer. Disse består af 300 gengivelser fra syv gamle legetøjskataloger fra 1930’erne, som viser hvad der kunne præsteres af legetøjstilbud til børnene.

Materialet fra de gamle kataloger er grunddokumenter over fabrikationen af trælegetøj fra de i alt 8 fængsler og ”Kjeldsens Fangelejr”, der havde arbejdet med trælegetøj fra 1905/1908. Disse kataloger har IKKE tidligere været publiceret. Det kommercielle tiltag med afsætning og markedsføringen af trælegetøjet foregik via selskabet Dansk Legetøjsfabrik a/s, der var oprettet i 1916 til dette formål.

Bogen indholder også ca. 400 farvefotos af legetøj fra såvel museer som private samlinger og fra forfatterens egen store private samling af fængselslegetøj, som en hjælp til at identificere et stykke trælegetøj. For at gøre det hele mere overskueligt er bogen delt op i 2 hovedafsnit som hver omfatter 3 kapitler med gengivelser fra de gamle kataloger og 3 kapitler med farvefotos fra samlingerne.

 Drengelegetøj, (land og by relateret)

 Pigelegetøj (dukkehus mv.)

 Fælles legetøj (ude og inde legetøj)

 De enkelte kapitler er opdelt i grupper. Dog er det ikke lykkedes mig at få foto af alle gamle artefacts fra katalogerne. De gamle kataloger har desværre den ulempe at de viste artefacts, på grund af datidens gengivelsesteknik ikke lever helt op til nutidens krav om tydelighed. Jeg har søgt at udbedre de uklare illustrationer via forskellige SW programmer uden at dette helt er lykkedes. Jeg fandt, at det var bedre at vise legetøjet fra katalogerne for at få et billede af legetøjsudbuddet.

 Hvad angår dukker er disse ikke produceret på Dansk Legetøjsfabrik a/s hhv. de ni fængsler, da disse kun har arbejdet med træ medens fex. metal og bøger er produceret via Dansk Legetøjsfabrik a/s ’ andre producenter. Dette område er IKKE behandlet i bogen.

Historien om Dansk Legetøjsfabrik a/s begynder i 1908, selvom produktionen af trælegetøj så småt var i gang fra 1905. Dansk Legetøjsfabrik stiftedes 1908.

Rigsdagen vedtog 1905 en ændring af den danske straffelov, således at legetøjsarbejdet blev tilladt i danske arresthuse og fængsler. Naturligvis var der mange protester i samtiden over denne tilladelse til legetøjsarbejdet i fængslerne. Dette gjaldt især udbydere af legetøj, som følte deres næringsvej gået for nær. Fængslerne beskæftigede flere hundrede fanger med dette arbejde og argumentet gik bla. på, at nu kunne man holde fangerne væk fra håndværksarbejde, som kunne genere de hjemlige fag. Lederen af de københavnske fængsler fandt frem til, at man kunne fabrikere legetøj, idet så godt som alt legetøj blev importeret fra Tyskland. I Norge fremstillede man i fængslerne bla. kælke, ski og andet sportslegetøj. I 1909 udstillede Dansk Legetøjsfabrik for første gang de forskellige legetøjsprodukter på en landsudstilling, der fandt sted i Århus

Under 2. verdenskrig og i perioden umiddelbart derefter, var der mangel på materialer til produktionen, samtidig med dette var der ingen substitutions- muligheder for bla træ. I tiden efter 1948 begyndte det at knibe for fængslerne at følge med i udbuddet på legetøjet, da kvaliteten fra andre producenter var blevet forbedret. Konkurrencen kom bla. fra et stigende udbud af trælegetøj fra LEGO efter 1935, der senere blev fulgt op med udbuddet af plasticlegetøj. Selve produktionen af trælegetøj i fængslerne ophørte i juni 1977. Forholdene efter 1955 til 1977 er i bogen belyst med såvel eksempler på legetøj fra denne periode, samt foto af værkstedsmaskiner til produktionen.

Fra 1908 og nogle år frem kæmpede man med et image, hvor legetøjet var mørkt, idet fangerne havde en forkærlighed for at dekorere i mørke farver, sammenholdt med en masse kruseduller i dekor. Man kunne få den tanke, at de havde forlæg i nogle af fangernes egne tatoveringer! Se bla. de viste mørke huse nedenfor.

Proviniens: Forfatterens samling.

Hvordan begyndte selve legetøjsfabrikationen?

Man begyndte med en driftskapital på 7 kr., der blev anvendt til indkøb af træ. Det bemærkes, at der ikke senere er bevilliget midler til yderligere indkøb.

Efter indkøb af træ var det nu nødvendigt at få fremstillet nogle prøver, som kunne vises til de potentielle legetøjsforhandlere. Nu var det så heldigt, at fængslet skulle løslade en fange, der på papiret også besad de nødvendige kvalifikationer og han blev sendt af sted til kundeemnerne med den første produktion. Det konstanteres, at manden efter 25 år endnu ikke er vendt tilbage, ikke har indsendt ordre eller afleveret vareprøverne tilbage, så han har nok opgivet sin virksomhed som agent for Dansk Legetøjsfabrik a/s til fordel for noget mere indbringende.

En mulighed for et salg så fabrikkens direktør, så han påtog sig salgsopgaven. Denne blev gennemført ved besøg i jyske købstæder med et mindre udvalg af legetøj. Her var skepsis stor og det første kundeemnes kommentar var: ”Hvad skal det forestille ?” Men efter at have fået forklaret tingene, fremkom han med en række forslag til ændringer og disse dannede senere basis for oplæggene til nye modeller.

Efter en måneds udviklingsarbejde i Vestre Fængsel med de nye prøvemodeller, vendte direktøren tilbage til det første kundeemne og nu var reaktionen positiv. Nye ideer og forslag blev indhentet på udenlandske messer og arbejdet gik derpå i gang med nye typer legetøj OG farver.

Jyske og fynske børn foretrak f.eks. således legetøj med sort- og hvidbrogede køer, medens de sjællandske børn kendte mest til de rødbrogede køer, hvorfor disse blev udbudt her.

Proviniens. Forfatterens samling.

Fangerne i fængslerne ”grov” producerede trælegetøj til videre behandling.

Proviniens. Vestre fængsels Museum. Fængselslegetøj:

Alle de færdigproducerede stykker legetøj fra de ovenfor nævnte fængsler blev forsynet med et mærke, der viste at det var fra Dansk Legetøjsfabrik a/s. Det mo- derne” DLF’ varemærke efter 1930’erne så således ud.

Dansk Legetøjsfabrik a/s udsendte blandt andet det først kendte katalog

Der er KUN er angivet varenr. under de enkelte stykker legetøj, således mangler der oplysninger om såvel priser som størrelser

Dansk Legetøjsfabrik a/s producerede udover i træ også legetøj i zink.

Proviniens. Forfatterens samling:
Damperen “Odense” i zink.

En moderne bybus fra ca. 1965, der skønnes at have kørt i København blev ligeledes produceret for Dansk Legetøjsfabrik a/s. Bemærk at bussen havde gummi- hjul og reklame for et bryggeri.

Proviniens. Vestre fængsel´ Museum: Fængselslegetøj.

Til drenge på landet blev der udbudt bygninger som fex. en kostald med mælkejunger

Proviniens: Forfatterens samling.

Og til pigerne kunne der købes et køkken, der kunne forsynes med inventar

Proviniens: Forfatterens samling.

Eller et strygebræt

Proviniens. Forfatterens samling.

Inspireret af tidens mode fra film og optræden produceredes omkring 1965 også en guitar af Dansk Legetøjsfabrik a/s.

Proviniens.Vestre fængsel´Museum. Fængselslegetøj.

Dukkestuemøblerne skulle også følge moden for pigerne i 1960/70 med det mere ”romantiske look”. Bemærk vippespejlet.

Proviniens. Vestre fængsel´Museum. Fængselslegetøj.

Dansk Legetøjsfabrik a/s lukker i 1977

Virksomheden blev i 1977 nødsaget til at lukke for salg fra fængslerne og øvrige producenter, da markedet og efterspørgslen havde ændret sig. Det moderne plastic legetøj fra bla. LEGO med sine pædagogiske løsninger havde flyttet børnenes interesser og trælegetøjet var ikke længere moderne. Trælegetøjet blev opfattet som gammeldags og produktudviklingen var begrænset – se de ovenfor viste exempler – de stillede ikke længere krav til børnenes fantasi.

Copyright © 2019

Lars Topgaard : ”Trælegetøj fra fængslerne og Dansk Legetøjsfabrik a/s”

300 sider : FORLAGET JELLING – ISBN 978-87-92571-28-1. Pris: 300.-

Barn på Østerbro under krigen

Denne spændende og interessante artikel bringes

med tak til  Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv – 2100 Ø

Ja, sikken en forandring fra 1939 og til nu !

(Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle år siden var det et hit at fortælle om sin barndom i børnebørnenes klasser, hvad jeg  (Lise) også gjorde engang. Denne fine beretning er dog ikke min –men endnu tidligere, måske vækker den minder, eller måske husker I pludselig noget, I har fået fortalt af jeres bedsteforældre, hvem ved! Artiklen her er en fortælling, som giver stof til eftertanke!  En bedstemor fortæller følgende:

I 1939, da jeg var syv år, begyndte jeg at gå i skole på Vognmandsmarkens skole i København.

           Samme år begyndte 2. Verdenskrig, og i 1940 besatte Tyskland Danmark, og de tyske soldater tog vores skole, den skulle de bo i  –  der var også mange andre skoler, som tyskerne tog.

           Det betød, at jeg ikke længe gik i skole, men så begyndte jeg at gå i skole hver anden dag på en skole, Bryggervangen, som lå ved siden af Vognmagermarkens Skole, og vi gik dobbelt så mange børn på skolen, som den var beregnet til.

Senere gik jeg så i skole hver dag, men vi havde ingen frikvarterer, vi havde kun spisepause, og timerne var meget korte.

Jeg kunne godt lide lærerne på skolen, kun ikke tegnelæreren, han var meget streng.

           Når vi havde tegning, måtte vi ikke snakke, og hvis vi tabte blyanten på gulvet, kom vi i skammekrogen, dvs. så skulle man stå i en krog med ansigtet mod væggen og stå og skamme sig. Jeg kom tit i skammekrogen, for jeg kunne ikke lade være med at tabe blyanten, fordi jeg var så bange for at tabe den.

           Det er nok anderledes at gå i skole dengang end nu.

Når skoleklokken ringede, skulle alle klasserne stille op på række, to og to, og så måtte vi ikke snakke, og først, når gårdvagten gav lov, måtte vi gå op til klasseværelset.

Lærerne var nok lidt strengere dengang, og det var tilladt at give drengene en ørefigen, hvos de ikke gjorde, som der blev sagt  –  pigerne slap fri. Men jeg kan ikke huske, om der var nogen i klassen, som fik ørefigen.

Da vi kun havde et spisefrikvarter, kunne vi ikke nå at lege meget. Så gik gårdvagten, en af lærerne, rundt og passede på, at vi ikke legede for vildt, eller at drengene ikke gik ind i pigernes del af gården  –  vi havde en stor skolegård, hvor pigerne var i den ene ende, og drengene i den anden, vi måtte ikke lege sammen, jeg gik også i en ren pigeklasse, piger og drenge gik hver for sig.

           Om vinteren måtte vi ikke lege med sneen, det var jo også nok for farligt med så mange børn på skolen.

Hvis man var uartig, fik man en ”sveder”, som vi kaldte det, det betød, at vi skulle være i skole en time længere.

Når der kom en anden lærer ind i klassen midt i en time, skulle vi rejse os op fra skolepulten, og satte os først, når vi fik lov til det.

Af fag havde vi de samme fag, som I har, dog havde vi ikke formning, i stedet for havde vi tegning, håndarbejde for pigerne og sløjd for drengene.  Det var noget underligt noget, vi lavede i håndarbejde. Der var jo krig, så der var mange ting, man ikke kunne købe i forretningerne. Vi strikkede sokker af blåt garn, som smittede af på vore fingre, og strikkepindene rustede, hvis vi svedte på hænderne, og så syede vi korssting i stof, der var af papir, så det blev ikke særlig kønt.

Vi havde heller ikke orientering, som I har, men naturhistorie, hvor vi lærte om blomster, planter, dyr af alle slags, og geografi, hvor vi lærte om Danmark. Vi havde også historie, hvor vi lærte om Danmarks historie, det kunne jeg godt lide.

Gymnastik kunne jeg ikke lide, fordi lærerinden var så skrap, og jeg var lidt klodset til at spille langbold og rundbold og gå balancegang på bommen, som blev hejst ned fra loftet, sådan en har I også nok i jeres gymnastiksal.

Så havde vi dansk, skrivning og regning, det kunne jeg også godt lide.

Vi skrev diktat med skråskrift, man kendte slet ikke formskrift dengang, og vi skrev med grifler på små tavler i de første klasser, og senere med en blyant  –  kuglepenne havde man heller ikke. Når det skulle være rigtig fint, skrev vi med en pen, som sad fast på et penneskaft, og så dyppede vi den i et blækhus, som sad fast i skolepulten, og så skulle det være meget flot, og vi måtte ikke slå blækklatter.

Jeg tror nok, det var lidt kedeligere at gå i skole dengang, vi havde ikke de spændende bøger og hæfter, som I har i dag. Vi havde en læsebog og en regnebog, som ofte var lasede, da der var mange klasser, der skulle bruge de gamle bøger.

Når der var en, der havde fødselsdag, havde fødselsdagsbarnet bolsjer med og delte rundt i klassen og til lærerne, og så blev der sunget fødselsdagssang, den samme, som I synger i dag. Så kunne det ske, at læreren læste en historie for os, eller også legede vi stilleleg  –  det gik ud på, at man skulle sidde musestille med foldede hænder på bordet, så var der en, som stod oppe ved katederet og skulle vælge den, som sad mest stille, og så var det hendes tur til at stå oppe ved katederet og vælge.

I ville nok synes, det var en kedelig leg, men vi fra dengang kunne godt lide den leg

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Så havde vi også poesibøger, hvor skolekammerater og veninder skulle skrive et lille vers i og måske klistre et fint glansbillede i. Somme tider fik vi også vores lærere til at skrive i dem, og det var jo lidt af et arbejde for læreren at skrive i en hel stak poesibøger fra det meste af klassen. Vore onkler og tanter og selvfølgelig vore forældre skrev også i poesibøgerne. Jeg glemte at fortælle, hvordan en poesibog så ud. Det var en fint indbundet bog med blanke blade, som der kunne skrives på, man fik gerne en poesibog i julegave eller fødselsdagsgave.

Jeg glemte også at fortælle, at når man havde fødselsdag, inviterede man nogle klassekammerater hjem til kager og chokolade, dvs. chokolade kunne man ikke købe, så det var mælk med erstatningschokolade i. Så havde hver gæst en krone med som gave

Jeg var glad for at gå i skole, men vi havde mange lektier for hjemme, og vi terpede stavning og grammatik meget mere end i dag, og så var det hele jo meget sværere, fordi dengang skulle alle navneord staves med store bogstaver, og så skulle vi jo helt bestemt vide, hvilke ord, der var navneord. Vi havde også mange regnestykker for hjemme.

En anden ting var også, at vi skulle sige De til lærerne, man skulle i det hele taget være meget høflig, huske at bukke (drengene) og neje (pigerne) for de voksne.

           En dag, da jeg var på vej til skole, mødte jeg Kong Christian den Tiende, som var konge dengang, han red hver dag en tur i byen på sin hest. Da han så mig på fortovet, gjorde han honnør for mig, og jeg stod bare og kiggede og var meget benovet.

           Da jeg kom hjem fra skole og fortalte det til min mor, sagde hun til mig: ”Du huskede vel at neje for kongen”, nej, det havde jeg jo glemt, og det var en flov historie

De første fem år gik jeg i Vognmandsmarkens dvs. Bryggervangens skole, og derefter kom jeg over på jeres skole, som dengang hed Emdrup skole, der gik jeg de næste fem år, men det er en helt anden historie.

Jeg boede hos min far, mor og lillebror i det gamle Ryparken i en lille lejlighed, man havde jo ikke så megen plads dengang.

           Min bror og jeg delte et værelse. Vi boede dejligt med store græsplæner og store  sandkasser imellem husblokkene.

Der boede mange børn, så der  var altid nogen at lege med. Om sommeren spillede vi langbold og rundbold på de store græsplæner, eller lavede cirkus for hinanden eller så bare på, der var nogle, der var skrappe til at stå på hænder, og en kunne gå ned i spagat.

           Der var altaner til lejlighederne, og så byggede vi hule med nogle gamle tæpper under stuelejlighedernes altaner, indtil vi blev jaget væk, hvis vi larmede for meget.

Om vinteren legede vi jo med sneen, det var nogle meget kolde vintre, da jeg var barn, med masser af sne, så vi byggede vældige snehuler. Det var så koldt, så vi gik med et ekstra halstørklæde bundet rundt om hovedet, så kun øjnene var fri, og man fik tit frost i tæerne, det sved og kløede.

           Ellers løb vi meget på skøjter på isen på Emdrup sø, og om sommeren på rulleskøjter, det var jeg meget glad for.

En af  somrene, hvor det var meget dejligt vejr og varmt, var der nogle mennesker, hvor vi boede, som syntes, at vi børn larmede og råbte for meget om aftenerne, når de sad på altanen, og så blev der ansat en opsynsmand af boligselskabet, som skulle sørge for, at børnene ikke var ude at lege efter kl. 8 om aftenen, hvor det jo var lyst og dejlig vejr, så skulle vi gå hjem og inden døre. Den opsynsmand kaldte vi børn Lurifax.

De fleste af vore forældre syntes også, det var meget skrapt, at vi skulle være inden døre kl. 8, så jeg og flere andre børn fik af vore forældre lov til at være ude at lege om aftenen alligevel..

           Så skiftedes vi til at holde øje med, hvornår Lurifax kom hen til vores græsplæne, hvor vi legede. Han gik igennem hele boligkomplekset hver aften og jagede børnene hjem.

           Når så den, der holdt udkig efter Lurifax, råbte: ”Lurifax kommer”, råbte og skreg vi af fuld hals og løb ind i opgangen, og lige så snart Lurifax var gået, var vi ude at lege igen. Det varede ikke længe, før Lurifax ikke kom mere, og vi fik lov til at lege ude om aftenen om sommeren.

Alle mennesker var jo mere eller mindre fattige, fordi der var krig, og vi var besat af tyskerne, så vi kom ikke på ferie, det var for øvrigt heller ikke altid, at der kørte tog eller busser.

           Min far havde ferie 14 dage om sommeren, min mor arbejdede ikke ude, det var der ikke mange mødre, der gjorde dengang.

           Vi syntes, vi havde en dejlig ferie de 14 dage, min far var hjemme, for vi cyklede ud til stranden eller skoven, og hvis vi så fik en is, var vi meget glade.

Hvis det regnede, gik vi på museer, mest Nationalmuseet, det var meget spændende. Inden krigen var vi hos min mormor i Landskrona eller hos min tante i Småland i Sverige, men det kunne vi jo ikke under krigen, da vi ikke måtte rejse ud af landet.

Jeg tror nok, det var meget anderledes at være barn dengang. Fordi man ikke kunne købe noget i forretningerne, og da vi heller ikke havde så mange penge, var vores forældre nødt til at lave mange ting selv, og jeg syntes, det var dødsspændende at se min far forsåle sko og lave fine sommersandaler til mor og mig af noget gammelt stof, som han syede remme af og sømmede fast på nogle træbunde, de blev meget flotte.

Jeg fik også en flot kjole af noget køkkengardinstof, som min mor syede. Min lillebror fik bukser af min fars gamle bukser.

Min far brugte også meget tid på at lave cykler, lappe dem, når vi punkterede, og i det hele taget sætte dem i stand, så vi kunne cykle standsmæssigt, ofte med dækslapper, for man kunne jo heller ikke købe nye dæk og slanger til cyklerne.

Min første cykel var en gammel cykel, der havde været min tantes, den var alt for stor, og på pedalerne havde jeg store træklodser, så jeg kunne nå dem.

En ting, jeg tydeligt husker, var de træsplinter, der var i undertøjet, man gik med. Det var lavet af noget, der hed Celluld, det var lavet af træ og andre mærkelige ting, og somme tider mærkede man noget, der kradsede på ryggen, så måtte man have undertrøjen af, og så sad der en lille træsplint, som man så måtte pille ud.

           Vi var ikke så pæne i tøjet, som I er i dag, men vi var glade, bare vi fik noget nyt engang imellem, for der var jo ingen, der var finere end de andre, vi havde de alle sammen på den måde. Jeg kan huske, at jeg havde en lærerinde, som var så glad for sin nye cottoncoat, den var syet af et par gamle lagener.

Så var der jo også rationering på mange ting, vi havde rationeringsmærker, som man skulle aflevere til f.eks. Købmanden, når vi skulle købe sukker, eller hvad det nu var. Elektricitet og gas måtte vi heller ikke bruge så meget af, der blev ikke fyret ret meget i husene, man skulle spare på brændslet, så vi sad nogle gange, når det var koldt, svøbt ind i hver sit uldtæppe derhjemme i stuen.

           Vi skulle spare på alting, der var kun tændt én pære i en bordlampe i stuen om aftenen, så lagde min mor en hvid dug på bordet, så der blev lidt mere lys. Vi havde ikke varmet vand i rørene, så vi kunne ikke komme i bad.

Min mor og jeg gik i bad på Hellerup skole en gang om ugen for 50 øre, brusebad, og vi måtte kun bruge 20 minutter til badet.

Så var der jo også bælgmørkt på gaderne, vi havde mørklægning, dvs. vi havde sorte rullegardiner for vinduerne, så der var ingen lys i husene, der var ingen gadelamper, så vi gik med et hvidt armbind på, og kantstenen var malet hvid, så vi kunne skimte hinanden om aftenen. Der måtte ikke trænge lys ud, således at de engelske flyvere ikke kunne se nogen byer, når de somme tider fløj over Danmark. Så blev der somme tider blæst luftalarm af sirenerne, så skulle vi gå ned i kælderen, der var bare overflyvninger. Først sidst i krigen, blev der kastet bomber i København, men det er også en anden historie, det skete først lige inden jeg gik ud af skolen

Den første nat, der blæstes luftalarm, stod vi op og gik i kælderen, og jeg var meget bange, men det blev hurtigt en vane, somme tider sov vi bare uden at gå i kælderen.

           Trods krig og sparetider og ikke ret mange penge, havde jeg en god skoletid, men I vil jo nok synes, at I har det meget bedre i dag, og det synes jeg også bestemt, at I har. Jeg synes, det må være meget spændende at gå i skole i dag, og I lærer også meget mere, end vi gjorde, og ikke mindst lærer I en masse om verdenen uden for Danmark.

Tak for en dejlig og ægte beretning, som vækker stof til eftertanke, og vi,  der er næsten lige så gamle som fortælleren,  men først startede i skolen nogle år efter krigens slutning, husker sikkert alle, at spare tiderne varede ved i en del år. Jeg husker blandt andet de spare håndarbejder, vi lavede, materialerne var billige, men dog holdbare.

Jeg husker også, at der kom bananer og andet godt, og at man tog til Sverige og handlede for de få svenske kroner,  man måtte have med….   Hvis man da overholdt reglerne, …..   (Lise)

ENGLE og JUL – De dejligste figurer

Med tusind tak til Sigi Ulbrich for tekst og fotos  –   Tortula und ihre kleine Puppenkommode  – www.tortula.de

(opsætning af Lene Byfoged ©  – 

og oversat af Lise Brastrup Clasen ©)

Kender du Sanella-Englene?

Nej du ved sikkert slet ikke, hvad Sanella er?  Sanella er en tysk margarine, som allerede i 1904 kom på markedet og i dag hører under Rama-familien! Jeg selv som barn af 50erne, kender den kun som bage– og stegemargarine – og ikke som noget, der kan smøres på brødet. Jeg har faktisk ingen anelse om, hvorvidt man engang har brugt det til at smøre på brødet!

I 20erne og ind i 50erne var det almindeligt, at man i Tyskland fik en ekstra lille ting som tilgift, når man købte ind. De mest kendte af disse små ekstratilgifter, var margarinefigurerne

Her viser jeg jer nogle figurer fra det store udvalg af denne tilgift. En henvisning til Lise, da man også kunne få påklædningsdukker, og jeg har stadig en, som jeg i 1953 fik i vort apotek. Dengang var det stadig sjovt af hente medikamenter.

Efter de små badges fra WHW, en slags socialhjælp, som kan forklares således: ”WHW er en forkortelse af WinterHilfsWerk, (Vinterhjælp -foranstaltninger til at hjælpe folk i nød) . Disse emblemer/badges var et påfund fra Nazitiden, idet man på  billigste måde fremstillede alle slags emblemer af papir, træ, Papmaché, stof etc. Disse blev solgt på gaden, og det var selvfølgelig frivilligt at købe dem, men….. Blev man mødt uden emblem på frakkekraven, så naboerne skævt til en, altså var det på en måde alligevel en tvang. Senere, efter nazitiden,  fik man ikke kun margarinefigurer som tilgift, mange andre brancher hurtigt fulgte efter , f.eks. Kaffe-, te-, nudel-, havregryn-, bonevoks-, skosværte– og tobaksprodukter. Frem for alt  bejlede man med serier af figurer vedrørende alle de livsstilsområder, man kunne tænke sig, til børnenes gunst, således at disse fik indflydelse på de voksne indkøbsvaner. For øvrigt var det sådan, at mens vi fiskede vore figurer ud af poserne med kaffe, kunne man ved køb af margarine tage en figur op fra et stort glas.

Fra det personlige bekendtkab mellem Fritz Homann, Symbolet for margarinefabrikanterne i Tyskland, og Richard Sieper, indehaver af firmaet SIKU, så at sige Tysklands største automobilfabrikant, udvikledes et stort og intenst samarbejde. Siku blev Skaberen af de støbte margarinefigurer.

Disse reklamegaver blev så alsidige, at der ud fra dem er opstået selvstændige samleområder. Søger man via nettet på det store Auktionshus Ebay under emnet Margarinefigurer, forbavses man over at læse side op og side ned om, hvor alsidige udvalget er, og endnu mere forbavses man over den smukke udførelse af disse små miniaturefigurer, som er forarbejdet enormt detaljeret og nøjagtigt. Allerede dengang fandtes der dinosaurer, og sandsynligvis rakte menneskeheden allerede i 50erne ud efter stjernerne, i hvert fald findes der også en serie fra Verdensrummet. Dyr fra Zoologisk Have, bondegården, skoven og engen, fugle, fisk,. Reptiler, eventyr, jul, påske, husdyr, børn, idrætsfolk, køretøjer, skibe, flyvemaskiner, biler, motorcykler, folk fra fremmede lande, cowboys og indianere, erhverv, musikere og instrumenter.. Nej, jeg kan ikke remse alle serier op, men tro mig, der findes serier om alle livets forhold.

For, mig handler det først og fremmest om to eftertragtede serier: Alt til dukkestuerne og englene. Med undtagelse af fødselsdage og jul havde vi dengang ikke så mange muligheder for at få legetøj, og derfor var disse små ekstragaver noget særligt for os. Endnu i dag pynter nogle af figurerne fra den tid, op i mine dukkestuer.

Med tankerne om den kendte tyske julesang af Fridrich Silcher og Ernst Änschütz ”Alle Jahre wieder”/”Hvert år igen” har vi stadig i dag en hængende engel fra den tid, der hvert år pryder et lille juletræ i vort arbejdsværelse.

Om ”Sanella-englene” foruden anhængerne virkelig var tænkt som ekstragaver – tja, det var de i begyndelsen, men fra 1. marts 1954 var denne æra slut. Industrivirksomheden var blevet enige om at vedtage en fælles overenskomst  -fra og med den 1. marts 1954 var der ikke mere noget, der hed ”tilgift”. Herefter fortsatte denne produktion ganske enkelt, således at man nu kunne købe tingene.

Men englene vedblev at komme frem i al mangfoldighed og sikkert fremstillet af forskellige producenter. Ved første øjekast ses fire forskellige udførelser. Der findes engle i 3-D og engle i 2-D, og begge slags findes med lange gevandter og små, korte kjoler. I min samling har jeg repræsentanter fra alle kategorier, og til jul kommer de ud af kassen til deres forskellige gøremål  –  det er en stor kasse.

Mine yndlingsengle er 3-D-englene i lange gevandter med lys på en grangren. Jeg fik dem for mange år siden af min afdøde veninde. Altså har de stor affektionsværdi for mig.

Skønt Lene allerede har vist os et vidunderligt foto af sine engle, og skønt jeg ikke har noget godt foto af mine, skal I da se dem  –  desværre har jeg blot disse to. De falder med deres grangren noget uden for rammerne.

Som en overraskelse så jeg, at Lene stikker englene som spid i kagerne. Hvilken fantastisk lækker idé. Hos mig hører de til adventskransen. Min krans er forskellig fra år til år, men englene kommer skiftevis med hvert år. Jeg har to sæt. 3-D-englene foroven  — og de flade eller 2-D-engle forneden på mine kranse fra 2014, 2016 og 2018 iført lange gevandter. Også disse engle findes med små, korte kjoler  –  dem har jeg dog (endnu) ikke nogen af. Hvad min mand meget beklager, han kan nemlig rigtig godt lide dem.

Rigtig stolt er jeg af mit engleorkester. I dette orkester musicerer de flade eller 2-D-engle i små, korte kjoler. Og nu ved I helt sikkert, hvad jeg nu vil vise jer. Ja, der findes også 3-D-musikere både i lange gevandter og i korte,  små kjoler.

Min dirigent har mistet sin taktstok, men alligevel lyder orkestret mindst lige så godt som Elb-filharmonikerne.

I mit orkester har også et par lysestage-musikere sneget sig ind, der ligeledes er flade eller 2-D-engle i små, korte kjoler.

”Musikalske” lysestager findes i enormt mange variationer. Jeg går ud fra, at jeg slet ikke (endnu) har alle versioner i min samling.

Skønt den forreste engel har et truthorn, tæller jeg ikke disse lysestager med deres 6-delte englekrans med i orkestret. Det kunne se ud, som om de kunne være julebærere af symboler: truthorn, lam, juletræ, stjerne, lygte, bønnebog. Umiskendelige er de flade eller 2-D-engle i lange gevandter.

Selve den røde stage er af høj kvalitet. Jeg har to af dem, og til min store glæde kunne jeg købe den ene i originalæske  –  desværre uden angivelse af producenten.

Heller ikke i bunden er der oplysning om englenes børnestue.

Denne to-armede lysestage er et virkeligt glansnummer. Dens 3-D-engel i langt gevandt er fantastisk velbevaret, Denne stage har hele sin levetid ligget nedpakket og godt beskyttet i en kasse. Jeg er sikker på, at englen synger ”Alle Jahre wieder”/Hvert år igen…”

Mange samlere vil helt sikkert se på denne stage med misundelse. Jeg opdagede den i 90erne på et loppemarked i Hamburg. Ha ha, Lene, dér var du heldigvis ikke med – og jeg købte den selvfølgelig straks. Jeg har indtil nu aldrig set flere eksemplarer af den. Men naturligvis står den til jul et eller andet sted på det lille dagligstuebord.

Nogle helt specielle lysestager er helt sikkert spilledåseurene. Jeg har tre af slagsen, og alle har det til fælles, at de spiller julesalmen ”Stille Nacht”/”Glade Jul”,  og at de lyder skrækkeligt, metalagtigt og skingert. Nå ja, tager man hensyn til deres alder, må man have forståelse for dette, og vi lader dem derfor også spille i dag.

De to herover har flade eller 2-D-engle i små, kote kjoler, og selv om de har samme facon, er deres ”besætning” forskellig, dvs. til dels andre musikanter. Bunden af spilledåseurene er ikke vist.

Det tredje spilledåseur har 3-D-engle i lange gevandter. De er ikke musikanter, men bærere af julesymboler. Juletræ, stjerne og lys. Her er således kun tre engle, og mellem dem står forskårne juletræer.

Til dette spilledåseur har jeg også originalæsken. Æsken fortæller, at spilledåseuret  –  dvs. det mekaniske urværk er fremstillet af den schweiziske urmager Thorens Movement.

Bunden af urkassen er præget, det er sikkert en forkortelse af ”mønsterbeskyttet” og desuden står der ”Made in Western Germany”. Dette begrænser tidsintervallet for fabrikationen, men bringer os ikke videre i efterforskningen af producenten. Også dette ur spiller ”Stille Nacht”/”Glade Jul”. Æske og spilledåseur ser ud som nyt, men også dette spilleværk har en frygtelig klang..  Nå, ja, sådan er det bare!

Disse ikke-musicerende engle overvejende i lange gevandter ses i denne enkle opstilling af figurer.

De fremstår som bærere af julesymboler med kristelige værdighedstegn: Truthorn, lam, juletræ, stjerne, lygte, lys, hjerte, bønnebog og naturligvis i bøn.

Alle disse engle udbydes ofte i Tyskland på de store auktioner. Hvis du søger efter ”Engel Hartplastik Bakelit”/Engle i hård plast, bakelit”, kan du finde dem, og de er selvfølgelig også at finde på tyske loppemarkeder  –  og netop på denne årstid.

En særlig smuk version med engle er den grønne adventskrans med 4 engle og lys. Her er de som flade eller 2-D-engle-musikanter i kote, små kjoler  –  jeg har endnu ikke set andre. Lene har allerede vist jer dem, også sammen med et par andre virkelig specielle eksemplarer. Det betaler sig altså at blade tilbage til Lenes fortælling

Hermed har jeg præsenteret hele min kollektion. Jeg håber, det har bragt lidt julestemning ind i jeres hjerter.

Dog vil jeg lige fortælle jer et par ting mere:

Firmaet Plastikum i Nürnberg nævnes ofte som fabrikant af disse engle. I ved jo, hvordan sådan noget sker… en eller anden tror, at han ved noget og skriver det ned. Den næste læser det og tager det til sig. Jeg kender ikke firmaet og har ikke kunnet finde noget bevismateriale (kataloger, firmaregistre eller andet). Måske har de faktisk fremstillet både den ene og den anden serie. Men jeg bliver ved denne overbevisning: der findes så mange forskellige serier, ikke blot forskellen mellem 2-D og 3-D. Prøv at se nøje på englene: håret, ansigterne, ja sågar instrumenterne og værdighedstegnene er forskellige. Der må ganske enkelt være flere fabrikanter i spil..

Og endnu et lille punkt. Vidste du, at englene har brødre?  Ja, det har de virkelig, se blot her.

Disse dværge findes i 3-D – herover, eller som 2-D-dværg-musikanter. Der  findes enkeltfigurer, lysestager, kranse og spilledåseure med dværge. Altså nøjagtigt som vi kender engleserierne. Orkestret er meget stort og sødt er det også.

Nu må jeg virkelig slutte min beretning.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine opsætning af mine tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra web Team www.tortula.de  –  Tortula og den lille Dukkekommode.

Plastik engle…..

Copyright for tekst og egne billeder Lene Byfoged.

Jeg har altid elsket porcelæn og regnede ikke rigtigt plastik for noget, der skulle indlemmes i min samling af engle. Men for mange år siden besøgte vi, som så mange andre gange før, et stort loppemarked i Hamborg op til december måned. Og her måtte jeg kapitulere, de sødeste og smukkeste engle fra 1950,erne og til starten af 1960,erne, måtte jeg absolut eje. Det blev starten på en samling, som jeg er meget glad for i dag og stadigvæk køber til, når jeg finder nogle jeg ikke har.

Mine først indkøbte engle.

Englene, er som så meget andet legetøj m.m. lavet i Nurnberg i Tyskland. De er lavet meget enkelt, meget overdådige med vinger af glastråde og fehårsskyer og som lysestager og meget mere. Englene er mellem 4,5 og 6 cm høje.

Herunder min samling af de tredimensionelle engle:

Et par med både glastråde og fehår.
Denne engel på spyd, er ofte pynt på en kage i december måned.
Et par engle på fod.
Som toarmet lysestage.

Jeg har af Lena Bardrum fået tilladelse til at bringe nedenstående billede, af en kasse vidunderlige engle med glastråde og fehårssky. De er købt for nyligt hos en tysk antikvitetshandler.

De er da skønne, de har nok kun været fremme, som pynt til juletræet.

De todimensionelle med rød fod er fra samme tidsrum og lavet samme sted.
Herunder min samling:

Mener jeg har orkestret komplet, men kan jo ikke være sikker.
Disse engle findes også på spyd.
Som lysestage.
Fra en anden serie.
Disse to stager er pakket ned sammen med vores julepynt, så et arkivbillede. Juletræet hører ikke til.
Denne lysestage bliver pyntet som adventskrans hvert år og jeg elsker den.
Dubletterne bliver brugt i julekrybben.

Det er primært disse to slags engle jeg samler på. Der findes andre i samme genre, men jeg må nøjes med disse fremover. De andre jeg har, tænker jeg, at jeg vil bruge i min påtænkte engleskole og butik. Men I skal da lige se dem.

Disse har stået I et eller andet, men ved ikke hvilket. Som I kan se ligner de meget de andre jeg har.
Den er da også sød.
Disse engle er til at hænge på juletræet og så drejede man et æble ind på krogen.

Som det ses af min samling findes der mange forskellige og jeg har ikke ret mange, af de forskellige der er lavet.

Herunder et billede af nogle engle jeg lige har købt på Ebay.de. Ingen jeg vil samle på, men de stod under betegnelsen “Margarineengle” og det er en anden interesant ting, vi måske tager en anden gang. De blev givet som reklamegave, når man købte margarine. Engle var blot en af tingene man fik.

Margarineengle.

En stor tak til Pia Larsen for hjælp med oplysninger og til Lena Bardrum, for tilladelse til at bruge hendes billede.

Og lige et billede af mit sidste køb, den sødeste julekugle.

Smukke nye nipsenåle

Copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Et af oktober måned spændende arrangementer i Legetøjsforeningen Snurretoppen, var et meget interessant besøg af Susanne Rosenørn, der laver de smukkeste nipsenåle.

Susanne Rosenørn.

Inden vi tog afsted sagde jeg til min mand, at jeg skulle bestemt ikke købe nipsenåle denne aften, for jeg samler jo kun på de gamle nipsenåle. Jeg blev klogere, smukke julenipsenåle blev bestilt og jeg glæder mig meget, til at modtage dem. De er så smukke.

Susanne startede med at samle på de gamle og antikke nipsenåle, men på et tidspunkt fik hun lyst til selv, at lave nipsenåle. Susanne er selvlært, men har dog været på perlemagerkursus og her fået nogle grundlæggende redskaber, at arbejde videre med. Oprindeligt er hun uddannet biolog og i arbejdet med nipsenålene, er hun meget inspireret af naturen. Susanne har lavet nipsenåle i 10 år og har lavet omkring 700 forskellige nåle.

En smuk pude med de fineste blomster nipsenåle.

En pude med julefigurer, juletræer, peberkagefigurer og den dejligste juleand.

Puden med de skønne julenipsenåle. Det var svært at vælge.

En skøn juleand.

Puder med de smukkeste blomster, figurer, dyr og meget mere. Nedenunder nogle udpluk.

Udover Susanne findes der blot et par stykker mere i Danmark, der laver nipsenåle.

www.dugperlasnipsenaale.dk, kan man beundre de smukke nipsenåle og bestille dem.

Herunder ses et par mere af puderne med nipsenålene.

Legetøjsudstilling på Randbøl Sogns Museum i Vandel

Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museum i Vandel vil gerne slå dørene op for en ny renoveret legetøjsudstilling.

Det er legetøj fra Museets magasin, Kurt og Anni Lundgaard og Hanne Damgaard Hansens private samlinger af legetøj, som vises frem for publikum.

Udstillingen er bygget op over en 110 års periode fra 1880 til 1990. Vi vil prøve at vise legetøjets udvikling, for i takt med at samfundet udviklede sig, fulgte legetøjet med. Biler blev lavet i blik som en tro kopi af ”fars bil”. Dukkerne blev lavet i porcelæn og var næsten kun til pynt.

Udstillingen er et stykke kulturhistorie, som viser eksempler på legetøj lige fra hjemmelavede kludedukker, trælegetøj til fint drenge- og pigelegetøj. Det meste er produceret i Tyskland, hvor legetøjsproduktion blev centreret omkring Nürnberg og omegn. Legetøjet fra det område var af høj kvalitet, selvom det gik under betegnelsen ”Nürnberg-kram”.

Her lå der både porcelænsdukke-fabrikker og fabrikker, som producerede bliklegetøj.

I gamle dage lavede man ofte selv sit legetøj eller købte et dukkehoved, hvorefter et fingersnildt familiemedlem syede krop og tøj til Dukkelise. Man kunne finde sy- og strikkemønstre i ugebladene. Hvis far var fingernem, kunne man også i Familie Journalen finde mønstre på løvsavsarbejde til dukkehusmøbler, Ford-biler mm.

Det var ofte kun til jul og fødselsdag, børnene fik en gave.

I dag kan legetøj købes mange steder, hvor børn færdes. Og de små pengestærke forbrugere falder ofte for den farvestrålende emballage, hvorefter de køber en ”gave” til sig selv, som bliver placeret i børneværelsets overflod af legetøj.

Når man følger udstillingen, ses det tydeligt, at der bliver mere og mere legetøj at vælge imellem, og det bliver mere og mere farvestrålende. Kvaliteten tilpasses vores smide-væk-mentalitet og er derfor ringere end fordums gedigne legetøj. Dog er det heldigvis stadig muligt at købe kvalitetslegetøj.

Denne farvestrålende udstilling har i en del år skabt glæde hos gæster og skolebørn, og da museumsforeningen overtog ansvaret for museets drift i sommeren 2017, bestemte bestyrelsen sig for at renovere kælderen. Det gav anledning til en ny udstilling om ”Flyvestation Vandel 1943-2003” som åbner i det nye år. Ja, så var det nærliggende at renovere legetøjs-samlingen og udvide den med et børne- og teenageværelse fra 1980`erne og 1990`erne. Udstillingen er nu færdig og kan ses hver torsdag mellem kl. 10 og 16 eller efter aftale på tlf. nr. 3022 5474.

Sept. 2019