P i a n o d u k k e r

”påklædte” figurer (også kaldet figuriner)

H E U B A C H s   unikke   samlerobjekter   !

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Andel Del:

 (Fotos. Med tak til Lene Byfoged og Inge Harck, således at vi alle herved får del i jeres samlinger)! Desuden til sammenligning fotos fra den i Første Del omtalte bog: Heubach-Puppen.

En sød flok Heubach-pianobabyer i forskellige størrelser, den største er 26 cm høj og umærket, den næste er 19 cm og mærket med Heubachsolen 2½, den tredje er 12 cm og mærket på undersiden med femkantet rødt stempel DEP, og den fjerde på 10 cm med Heubachsolen.

 Denne dejlige og folkelige kunstform i porcelænsfigurer var en sand balanceakt mellem Kitsch og Kunst….   vel simpelthen nipsgenstande……  For mig er det små kunstværker, og de er da også eftertragtede blandt samlere over alt i Verden.

Udformningen og motiverne er alsidige, tænk bare på påskeharebørnene, snebabyerne, hollænderdukkerne, de dansende dukker og sidst men ikke mindst på de lystige badebørn og de henrivende pianobabyer —charme, fantasi og idé er her ubegrænset!

To søde drenge, tv Lenes, th den fra bogen – de er 15 cm høje, iklædt modellerede særke og støvler, umærkede, men anses for originale!

Nogle figurer optræder parvis eller i grupper, men et har de alle til fælles, de er modelleret og støbt i et stykke, således at de ikke er bevægelige og ikke er legedukker. De stod til pynt på kaminhylder, boghylder, kommoder og ikke mindst på klaveret, deraf kom helt naturligt navnet Pianobabyer. Nogle er små figurer, kaldet figuriner, forestillende forskellige emner, f.eks. hollændere, soldater, forelskede par og meget mere, altså nipsfigurer, som vi kalder dem. Min Far kaldte altid sådanne små glaserede/malede porcelænsfigurer for markedsfigurer, idet man på markederne kunne købe den slags nips, de var mere eller mindre smagfulde, der var både kunst og kitsch… Men når du ser de dejlige Heubach-pianobabyer/figuriner, da bedøm selv, til hvilken kategori de hører. Og… som sagt for mig er Heubachs dukker og figurer kunst….. Mange af dem findes i flere størrelser, f.eks. Er er pianobabyer lige fra 28 cm og ned til 2½ cm.

Drengen herover er en 13 cm høj original – ejet af Inge – desværre med ulæseligt mærke.
Disse 2 udtryksfulde pianobabyer er smukt malet af Lene !

Ikke alle er mærket, men mange tillagt Heubach, og der sker derfor ofte forvekslinger: er det en Heubach eller ikke? Egentlig er det nærmest kun til at se for virkelige kendere, eller hvis man har Heubach-figurer til sammenligning med de andre. Desværre er der også fundet forfalskninger, hvor man helt bevidst/udspekulert har indpasset sine effekter ind i Heubachs nummersystem (mellem 3.000 og 13.000), man kan således aldrig vide sig sikker. Efterligningerne ligner ved første øjekast Heubachfigurerne meget.

MEN: Heubachfigurerne har intaglio-øjne, er smukkere og mere detaljerede i modelleringen, bemalinen er finere, og de er udført i første klasses porcelæn.

Pigfen med kysen er en original – ejet af Inge, hun er 25 cm høj, mærket 7300, og hun var dyr at erhverve: for en del år siden betalte Inge
3.200 kr. for hende!
Babyen her tilhører Inge, 10 cm, og mærket med Heubachsolen!

Nå, ja, skulle du have købt en god efterligning, da vær glad for den og sæt den frem, så alle vennerne også kan se den, og jeg tør vædde på, at den vil blive beundret og ikke betragtet som kitsch!

Måske I herigennem er blevet nysgerrige/videbegærlige at læse mere om Heubach-firmaerne? På et senere tidspunkt vil jeg da også skrive en artikel om firmaets/firmaernes historie og de fantastiske Heubach-Lege-dukker!

Hermed flere billeder af Inges og Lenes Pianobabyer og –figuriner!

11 cm høj, 13 cm bred, pige med kyse og hund – tilhørende Inge, desværre er stemplet ulæseligt!
Denne bedårende baby tilhører Lene, mærket desværre ret læseligt!
Denne bedårende baby tilhører Lene, mærket desværre ret ulæseligt!

GOD LÆSELYST

og

Solskinshilsner herfra !

 

P i a n o d u k k e r

påklædte” figurer (også kaldet figuriner) samt lidt om smukke halvdukker fra Heubach !!!

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

De smukke pianodukker og de henrivende små påklædte figurer (figurer med modelleret tøj), kaldet figuriner, har altid fascineret mig, også selv om jeg ikke er ejer af en eneste, men man ved jo aldrig, hvad der sker ud i fremtiden, vel! Og da der forleden var en dejlig pianodukke på auktion i en af grupperne, fik jeg lyst til at fortælle jer om disse for det meste små kunstværker. Og glad blev jeg, da Lene Byfoged og Inge Harck kunne give mig fotos af deres skatte. Tak til jer begge.

Jeg er heldigvis den lykkelige ejer af den første store bog fra 1989, om Heubachdukkerne. I denne bog er mærker, nummerserier, fine beskrivelser og fotos, samt en stamtavle over hele den store Dukkeslægt: Lydia Richter/Karin Schmelcher HEUBACH-PUPPEN.   (Gebr. Heubach – Lichte   –   Ernst Heubach Köppelsdorf, Charakterpuppen-  Figurinen –  forlaget Laterna Magica (bogen udkom også på engelsk).

Disse halvdukker, pianobabyer og figurer er fantastisk detaljerede, dvs. smukt modellerede og udført i porcelæn af den allerfineste kvalitet – og firmaet Gebrüder Heubach i Lichte mestrede i høj gad den kunst at frembringe disse vidunderlige porcelænseffekter.

Der findes flere grene af Heubachfamilien, som beskæftigede sig med dukker, en anden kendt gren er Ernst Heubach —og de smukke kreationer er eftertragtede af enhver samler.

Senere i artiklen henvises der til disse to mærker: Heubachsolen og Heubachkvadratet – solmærket indførtes i 1882, og kan være enten ovalt eller rundt – i 1910 indførtes det mere tidssvarende kvadratiske logo, uden Dep. Bemærk de 6 vandrette små firkanter foroven, og de fire lodrette i højre side.

Dukken herover inspirerede mig til denne artikel. Den blev i mindre udgave udbudt i en af grupperne, og i min bog betegnes han som: Dreng i sko af overstørrelse, 30 cm lang og 30 cm høj. Mærket med
Heubachsolen.

Nu vil mange af jer helt naturligt stille spørgsmålet: ”Hvad er intaglio-øjne?” Denne teknik mestrede Heubach ud over alle grænser: Selve udtrykket Intaglio-øjne blev med tiden et fast udtryk blandt dukkemagere og –samlere. – om jeg kan forklare det forståeligt, ved jeg ikke, men jeg forsøger: ”Ordet Intaglio kommer fra italiensk intagliare = at skære i dybden i f.eks,. i glas, således at man får et negativ-relief. F.eks. bruges dette fagudtryk, når man skærer i en ædelsten. Da iris og pupil i et intaglio-øje trykkes ind i (indpræges) i porcelænsmassen, opstår denne negativform, som efter bemalingen giver et særligt dybdevirkende eftertryk, og ved bemalingen eller påsætningen af lysprikkerne (de hvide punkter, du sætter i dukkens øjne) opnås en særlig virkning, ikke blot som en farveklat, men som et fremtrædende relief påført med flydende porcelænsmasser. Øjnene får herved dybde, udtryk og ægthed.” Måske man ganske enkelt kan sige: Skåret, modelleret(formet), malet og brændt, således at der fremstår et relief!

Øjnene hos Gebr. Heubachs dukker og figurer undergik en speciel udvikling — iris er i forhold til pupillen relativ smal. Mens pupillen er i overstørrelse og malet i en meget mørk nuance. Øjnene er blå, idet brune øjne hos Gebr. Heubach er meget sjældne.

Der er enormt mange numre, og det kan hurtigt skabe vild forvirring, men så vidt vides, strækker Heubachs nummerserie sig lige fra 3.000 til 13.000— de fleste dukker og figurer er mærket enten med solen eller kvadratet, og har ofte også røde eller blå stempler. Mange af pianodukkerne og figurinerne findes i flere størrelser— og der er mange grupper i forskellige nuancer, f.eks. med grundfarven rød eller blå!.

Disse nålepude-halvdukker er fra bogen og af bisquit— de har alle intaglio-øjne og er uden markering —men ligner enormt meget de rigtige dukker, og har den typiske smukke
Heubachbemaling. De er 6½ hhv. 5 cm høje
og fra ca. 1925!

Vedrørende Halvdukker også kaldet te– eller nålepudedukker var man i lang tid ikke klar over, om Heubach også var med på vognen og havde fremstillet sådanne dukker. Forfatterne af bogen forskede længe, og endelig fandt de frem til, at Heubach omkring 1920 havde annonceret med salg af halvdukker. Dukkerne var ikke mærket, og derfor tog det en rum tid at finde frem til, hvilke dukker der var fra Heubach, men de smukke intaglio øjne, bemalingen og porcelænet, samt ligheden med de ”rigtige” dukker gjorde det muligt at identificere og bestemme dukkernes herkomst.


Denne charmerende nålepudedukke har Lene skabt efter en Heubach-form og vejledning og idé af den danske dukkemager Gurli Hansen bragt i et amerikansk dukkeblad. Og I skal selvfølgelig se værket både med og uden nåle. Meget apropos, da nipsenåle nu er et hit blandt mange samlere.
(Foto: Lene Byfoged)!

Fortsættelse følger, idet der i DEL 2 berettes om pianobabyer og figuriner.

G o d   Læ s e l y s t   !

PS: De unikke figuriner (figurer med modelleret tøj) fås i flere nuancer,

Denne appetitvækker domineres af rødt, men lignende hollænder-figurer findes i blå/grå nuancer, alle gerne mærket med Heubachsolen. Glæd jer til Del 2. – parret her ses bl.a. i den omtalte bog, men også på nettet kan du finde billedet!

Karakterdukker fra Coburg Museet

© for tekst og billeder Anne Friis.

Så har Anne været aktiv igen og skrevet en spændende artikel om de meget smukke og skønne karakterdukker. Tusinde tak Anne, for at du vil indvie os i din store viden.

Som jeg sagde, må jeg komme tilbage med mere om karakterdukker, da det som regel er det, jeg bliver spurgt mest om. På min tur til alle de tyske museer, så jeg enormt mange karakterdukker, også mange, som jeg aldrig før havde set. De fleste vil så gerne vide ”Hvad er en karakterdukke”

Pigen i naturligt tøj med smilende lukket mund med tænder ekstrem sjælden, er fra Bähr & Proeschild i Ohrdruf, har aldrig set før.
Pige lidt i samme stil men fra Cattenfelder Puppenfabrik 219, lige så spændende fra omkring 1912. hun er ikke med i mange leksikoner, så her taler vi om €7000-9000, så kan I selv gange med 7,50 Kr.

Her må lidt dukkehistorie til. Normalt har man produceret dukker som voksne personer, men af og til har man set perioder med en anden type dukker. Dronning Victoria gav en barnedukke i voks til sin datter, og disse voks dukker var tit mindre børn, sjældent babyer, men det skete. Men det var enere der dukkede op engang imellem. Husk hvor dyre disse håndlavede dukker var. Desuden havde man også en såkaldt ”Mothsmann baby” på tysk kaldet ”taufling”, hvor der var indskudt stofdele, hvor lemmerne var sat fast. De var udviklet fra japanske dukker, som er lavet på denne måde, netop med bevægelige lemmer og det faktum at dukken kunne bøjes og sidde i en stol. Det kan man just ikke sige om de tidligere dukker. Men der skulle gå adskillige år før babydukken blev det mest almindelige.

Jeg er desværre nødt til at fortælle, at det jeg forslår ikke altid måske er det rigtige. Cieslik kommer med andre forslag, som går ud på, at det er Kämmer & Reinhardt, der kommer med disse dukker, da de laver en udstilling i et stort varehus allerede i 1908, hvor forskellige nye typer fremvises, og på det tidspunkt altid med malede øjne, men på leddekroppe af nye proportioner. Til at begynde med hed de kunstner dukker, men Marion Kaulitz er dog nævnt for 1908 og stedet ”Münchner Künstlerpuppen”, men da begge parter førte sager mod hinanden i retten, om hvem der havde opfundet begrebet karakterdukker, er det nok den med de fleste penge, der har vundet. Dengang har det haft stor betydning, men det havde ligeså meget at gøre med det faktum at man så anderledes på barnet og det at lege; som noget meget nødvendigt, hvilket bringer os frem til Käthe Kruse. Jeg er så absolut sikker på at de to kvinder, som jeg nævner fik større betydning end de mands-domminerede firmaer, som faktisk mest ønskede at tjene penge. I kan tjekke de omtalte personer i Ciesliks store leksikon, side 50-51, samt hele ”Charakterpuppen” af Christa Langer.

Her nævner jeg igen damerne Marion Kaulitz & Käthe Kruse. De er begge tyskere og den første fik ideen til de såkaldte karakterdukker, hvor de fleste blev modelleret af Hr. Vogelsanger, den anden lavede dukker i stof med oliemalede ansigter. Jeg havde kun set en enkelt Kaulitz herhjemme, de har hoveder af masse, som er en slags komposit altså en blandet masse af ler, gips savsmuld og andet billigt fyld som klude. Dette, som så er æltet sammen og brændt tror jer til en formbar masse. Så det var en stor oplevelse at se disse så berømte dukker i virkeligheden, og der var adskillige på de fleste museer. Se fotos fra tidligere artikler på Bloggen.

En af de dejligste drenge fra Marion Kautliz designet af Vogelsinger, vi så mange andre i alle de tyske museer af denne første kunstnerdukke type, senere benævnt karakterdukker.

Vi skal dog lige huske at det hele var også et nyt udtryk for hvordan man så på børn. Før var små børn & drenge iklædt kjoler. De fik først bukser alene når de begyndte i podeskolen, en form for børnehave eller forberedelse til skolen. Familierne var tit meget store, det ene ny barn fulgte det andet, så børneflokkene kunne få en anseelig størrelse. Husk lige at skolepligt for begge køn blev først gennemført efter 1814 i Danmark. Man fik andre tanker om børns opvækst, end den der før havde været gældende og den vi har i dag. Mange små børn blev undervist hjemme, eller på små institutter, hvor de samledes. Derfor blev påklædningen mere afslappet, men altid dækket af et forklæde, som også gjaldt drengene. Det var dog mest udenadslære der dengang var gældende, og så det at lære at læse biblen og kunne sin katekismus, så man kunne blive en god kristen. Men det var først fra mine egen mors fremkomst at karakterdukkerne og babydukken brød igennem. Min mor er fra 1915, så der var de lige kommet. Jeg har stadig hendes karakterbaby, som hun fik af sin morfar, og som var købt i Tyskland.

Il Fiammingo hovedet, som var med til at starte karakterdukkerne, min gips afstøbning som er 17cm høj og samme størrelse som selve hovedet til Käthe Kruses føeste dukke Model 1 samt K&R hoved 115A.

En karakterdukke er en dukke, der tit er modelleret over et ægte barn, som model. Der er ret mange drenge imellem, hvilket heller ikke var set før. Flere modellører brugte et berømt hoved kaldet Fiamingo hovedet, af Francois Duquesnois, andre nævnes også, men her er vi tilbage i Renæssancen, som forlæg. Tilfældigt fandt jeg det engang hos en marskandiser og købte det. Det var et meget yndet og udbredt hoved. Det gjaldt både Käthe Kruse, som via sin mand, der var billedhugger, gik i gang med forsøg på at lave nogle dukker i stof, der kunne tåle at leges med, bygget over dette hoved. Det blev forsøg med mange forgæves prøver, som hun så prøvede af på sine egne børn, før hun kom frem til Model 1. med de brede hofter, mange sømme til at forme den, og arme & ben kunne bevæges. At andre skulptører, som Simon & Halbig, også blev inspireret af den samme buste er måske bare et tilfælde. Men deres hoved skulptør var professor Arthur Lewin-Funcke, fra Berlin, som arbejdede for K&R. Han brugte sine egne børn som modeller, og i dag ved vi hvem de er inspireret af, da der er skrevet en pragtfuld bog med fotos kun om disse af Christa Langer, ”Charakterpuppen” med både engelsk / tysk tekst på forlaget Puppen & Spielzeug. Her er Marion Kaulitz også nævnt som opfinderen af karakterdukkerne. Så der hersker altså forskellige opfattelser.

Senere modeller af Käthe Kruse, som var med fra 1908, flere af typerne alle i stof, malet med oliefarver, som regel hårdt stoppet, lidt som bamser med skiver i arme & ben.
.Disse kaldes “DU Mein” og er i rigtig babystørrelse og brugtes af sygeplejeskoler, også fra Käthe Kruses værksted i Bad Kösen, senere Østtyskland, som stadig eksistere.

H & B producerede deres hoveder i bisque, som blev brændt og malet, men ikke glaseret. De havde den største produktion og samarbejdede med mange forskellige fabrikker, Kämmer & Reinhardt samt mange flere andre. Senere overtog K&R fabrikken S&H, som kun var en porcelæns-fabrik; men de lavede stadig hoveder til deres egen produktion og til andre fabrikker, dog har de altid deres eget stempel presset ind i nakken på hovedet, så man kan se hvem de er lavet til, hvilket gør det lettere i dag for os samlere. Husk at S&H står for den bedste kvalitet, og sikkert altid vil gøre det.

Min personlige yndlingsdukke K & R 102 med bisquithovede og på en leddekrop i naturligt tøj med tornyster på ryggen, så flot med støbt frisure og malede øjne, lukket mund, af Arthur Lewin-Funcke.
Her en pige også lidt ualmindelig fra Gebrüder Heubach, Lichte 1910, et af de populæreste mærker i DK, der er mange af dem hos os, så her er vi heldige, men hende kendte jeg kun fra fotos, her i den store vitrine kun med Gebrüder dukker.

Disse dukker blev vist på den store Tyske legetøjsmesse i Leipzig 1912, og fik et enormt gennembrud. Faktisk foretrak de fleste små piger stadig de mere neutrale ansigter med pæne udtryk og ikke karaktererne. Men det var forældre og bedsteforældre der købte dukkerne, så man kan sige at det var de, som faldt for dem, og egentlig ikke børnene. Men økonomisk var de ikke nogen succes, de blev således brugt senere til gulvfyld og isolering udenpå husene, hvilket jeg selv har set på Snurretoppens store Tysklandstur.

Du skal lige huske her, at disse forskellige modeller kunne komme med malede øjne – det mest almindelige – eller med vippeøjne i glas, dette noget senere – samt med paryk eller med lukket hoved, hvor frisuren også var malet. Dette gælder især for drengene, samt med forskellige hudtone, både mulatter og helt mørke dukker eksistere også i disse. Desuden kunne de kommer på en almindelig leddekrop, en babykrop eller en toodlerkrop, som var en mere bastant og mindre krop, med andre proportioner, men stadig samme model af hovedet. Så variationerne var virkelig store, senere i 1920’erne lavede man endda en ny type leddekrop med længere ben, til kortere kjoler. En ny øjentype, hvor øjnene så vippede fra side til side samtidig med åbne & lukkemekanismen fungerede, meget brugt på modellerne 126 & 114 af K&R så dagens lys. De kaldes Flirte øjne. Andre kopierede dem selvfølgelige, de findes sågar i celluloid dukker denne type øjne.

Amand Maseilles Fany, som er ret sjælden, modelleret over Il Fammingoen, her i lille størrelse. Jeg har kun set den en gang i DK personligt, og meget dyr

Tøjet til disse dukker blev også en stor fornyelse, idet det nu lignede det tøj, som børn virkelig selv gik med. Det betyder at det ikke skal være alt for overpyntet, hvilket ikke er tilfældet med alle de i Amerika viste karakterdukker, hvor de meget tit optræder i den ene flæsekjole efter den anden og med nye lange slangekrøller, udskiftede nye parykker. Dette er på ingen måde korrekt efter min mening, og heller ikke det, de viser på de tyske museer, hvor de slet ikke er overpyntet. Husk lige at nu når vi ind i krigstiden og så blev stof også en mangelvare. Det faktum gør sig også gældende at Tyskland tabte sin popularitet og ingen ønskede at handle med dem, så flere andre lande begyndte en egen dukkeproduktion eller fortsatte deres gamle.

3 drenge med skulderhoveder på stofkroppe, med 4 cifrede numre Gebrüder Heubach, og en baby som negerdukker af Ernest Heubach, Köppelsdorf.

Der er relativt mange sjældne karakterdukker i DK, sikkert fordi vi lå så tæt på og ikke deltog videre i 1. Verdenskrig, samt det faktum at vi altid har handlet meget med hinanden. Desuden voksede Danmarks velstand med det store salg af landbrugs produkter, hvilket måske har medvirket til at disse dukketyper er så udbredte. Håber I kan bruge mine mange års research, jeg har nu næsten samlet i 50 år og min bogbestand er betydelig.

Mange vinterhilsner Anne Friis ©

Den norske Dukkekunstner Sissel Bjørstad Skille

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Under årets Dukke-Oscar-uddeling i Neustadt bei Coburg modtog den norske, internationalt kendte dukkekunstner Sissel Bjørstad Skille en velfortjent Gylden Oscar for sit livsværk, hvilket fik mig til at finde min gamle artikel fra marts 2004 i Nordisk Dukketidende frem.

Min daværende historie skrev jeg inspireret af Tone Bergli Joners bog: Lag Dukker Selv (forlaget Ex Libris) – en bog, jeg i 1993 oversatte til dansk for forlaget Aschehoug under titlen Dukkeværkstedet (med undertitel; Hvordan du laver dine egne dukker) – Bogen indeholder bl.a. et omfattende afsnit om dukker af Cernit (modellermasse), hvor fremgangsmåde og fotos er bygget over Sissels design.

Foto fra Sissel Bjørstad Skilles atelier, hvor der både er dukker af porcelæn og af Cernit (fra bogen ”Dukkeværkstedet” 1993!

Senere fik jeg en lang snak med Sissel Bjørstad Skille under den dukkemesse, jeg i sin tid arrangerede i Roskilde, hvor Sissel havde en stand sammen med Ruth Enevoldsen (sidstnævnte samler er kendt for sin alsidige bog: På Jagt Etter Norske Dukker).

Sissel Bjørstad Skille er født den 18. marts 1945 og opvokset i Sortland, men bor nu i Trondheim. Hendes dukker er ikke til at lege med, men unikke kunstnerdukker, som sælges over hele verden. Sissel har modtaget et utal af priser for sin dukkekunst, og nogle af dukkerne er af det tyske dukkefirma Götz reproduceret i vinyl. Antallet er begrænset, dvs. fra 100 til 1.000 eksemplarer, og er eftertragtede samlerobjekter.

Fra Sissel Bjørstad Skilles udstilling i maj 2016 i Neustadt bei Coburg, hvor hun modtog en Æres-Oscar!

Sissel Bjørstad Skille er selvlært, men gik i 1969/70 på Nordisk Dekoratørskole i Aalborg; senere frekventerede hun lærerseminariet i Tromsø og fik sin lærereksamen. Men da hendes passion for at designe og lave dukker tog mere og mere tid, var denne interesse svær at kombinere med lærerjobbet, og i 2000 tog hun springet og har siden da arbejdet fuldtids med sine dukker. Hermed lidt om Sissels udvikling, der i høj grad viser, at man ikke kommer sovende til at blive et navn inden for Dukkeverdenen.

I min artikel i Nordisk Dukketidende fortæller hun bl.a.: ”Barneansigter har altid fascineret mig, og allerede da jeg var 8-10 år gammel, lavede jeg udklipsbøger med billeder af småbørn, og eftersom jeg altid har kunnet lide at tegne og male, blev det naturligt for mig at kombinere disse ting. Når jeg begynder på en ny dukke, ved jeg som regel, hvilken type jeg vil lave. Jeg starter med at udvælge dukker af forskellige børn, der ligner hinanden. Dvs. flere billeder fra mange forskellige vinkler. Ud fra disse billeder modellerer jeg derefter ansigt, arme og ben.”

Sissels første dukke fra 1981 modellerede hun af Trylledej, og dukken fik stofkrop. Hun eksperimenterede dengang med mange forskellige materialer. Efter at have prøvet med gipshoveder dyppet i bivoks, gik hun videre med Cernit, som senere skulle blive hendes favorit.

Fotoet her illustrerer udmærket 3 Sissel-Bjørstad-Skille-perioder: tv venstre dukke dyppet i bivoks, stående Jonette fra ca. 1980 med en dukke på armen med porcelænshoved fra midten af firserne!

Dukkerne er således modelleret af PVC-baseret modellermasse. Kroppen er af stof, bygget og formet over et plasticskelet, og derefter stoppet med uld. Håret er ægthårsparykker eller af mohair, formet af Sissel. Dukkerne har glasøjne. Tøjet er syet og designet af Sissel. Det tager selvfølgelig lang tid at fremstille en kunstnerdukke, hvorfor det blot bliver til mellem 8 og 12 dukker om året. De første dukker var mellem 25 og 35 cm høje og fremstillet i porcelæn, senere fremstillede hun større dukker på helt op til 80 cm.

Efter at have set de tyske dukker fremstillet i Cernit, gik Sissel Bjørstad Skille fuldstændig over til dette materiale – og de fleste af hendes dukker er mellem 70 og 80 cm høje.

Her er Svanhild og Markus, begge 80cm høje (fra ”Dukkeværkstedet”!)

Sissel Bjørstad Skille har gennem årene fået tildelt mange priser,bl.a. Publikuimsprisen i Stavanger, Glastryllestaven (Der gläserne Feenstab) i Tyskland, Käthe Kruse trofæet i København, Max-Oscar-Arnold Æresprisen i 2016, for blot at nævne et lille udvalg. Desuden har hun udstillet over det meste af Verden.

Og I skal da lige se disse to eftertragtede Samlerdukker fra Götz: dukken th er Sissels originale ca. 70 cm høje dukke i cernit — dukken th er af vinyl og ca. 66 cm høj, har fået navnet Rashanee og er reproduceret i begrænset antal!

Lise Clasen Research ©

 G o d     L æ s e l y s t !

 PS: I Artiklen i Nordisk Dukketidende marts 2004 ses andre fotos af Sissel Bjørstad Skilles dukker, lige som forsiden er prydet af en Skille-dukke. Denne artikel sender jeg gerne til jer digitalt, dersom I sender mig en mail. (Lise)!

 

Mary Morrison’s Snow Babies-snebabyer

 Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©

(og med tilladelse fra Mary Morrisontekst og billeder ©, samt billeder fra Inge Harck ©)

Med tak til Mary Morrison, der har skrevet den dejlige bog om SNOW BABIES, får I hermed historien om disse henrivende dukker. Mary Morrison fortæller:

Hvis du tager historien om Snow Babies fra ebay eller fra nogle af de populære tidsskrifter, får du det indtryk, at produktionen af Snow Babies startede engang i midten af det 18. årh. Jeg har ofte undret mig over, hvorfra disse oplysninger stammer.

Da jeg begyndte at skrive om de tyske Snow Babies, besøgte jeg mange biblioteker, gennempløjede bjerge af tidsskrifter og snakkede indgående (var nærmest en plageånd) med en masse medarbejdere fra dukkemuseer. Resultatet var, at den allertidligste dokumentation, jeg kunne finde om Snow Babies, blot var fra lidt før 1910. Jeg ville blive meget glad for at få beviser på tidligere Snow Babies. Muligvis kom de *) Galluba Blå Snow Babies lidt tidligere. Disse har jeg dateret ved bestemmelse af deres indgraverede numre mellem numrene på øvrige Galluba-figurer, som kan dateres helt nøjagtigt. Naturligvis kunne der komme beviser for det modsatte, men indtil nu forekommer disse data nøjagtige.

(*Galluba Blå og Hoffman Snow Babies er de særligt fine eksemplarer, der findes inden for Snow Babies).

Gamle Snow Babies

De før 1. Verdenskrig fremstillede Snow Babyes er i almindelighed meget smukke og uden bevægelige lemmer. Der er nærmest noget ophøjet eller roligt over dem. Farvelægningen foregik med omhu, hvorefter emnet blev lagt i ovnen til brænding endnu en gang, således at farven blev mere eller mindre permanent. På denne måde blev de fremstillet til at være holdbare — til at kunne genbruges år efter år på kaminhylder, i kager, eller som borddekorationer. Skillelinjen mellem fremstillingen af ”gamle” og ”nyere” Snow Babies ligger fra omkring 1912 til 1922, og det er normalt let at bestemme, om et emne var fra før eller efter krigen.

Fremstillingen af disse Snow Babies stoppede måske mellem 10 og 15 år omkring krigstiden, og så kom de nye Snow Babies på markedet. Disse var meget anderledes i stil og fremstilling. De var mere fantasirige, og figurerne var meget ofte bevægelige. Farverne var klarere, og figurerne somme tider sjove. Nu benyttedes en anden slags bemaling. Figurerne blev påmalet, men aldrig brændt, da dette sparede et virkeligt dyrt trin. Desværre var bemalingen ikke vandfast og blev meget let beskadiget. Øjensynligt ønskede fabrikanterne ikke, at disse emner holdt i længere tid.

Få år før 2. Verdenskrig sluttede produktionen af Snow Babies i Tyskland. Dog var der i det mindste én fabrik i Vesttyskland, som startede fremstilling af ”ubesneede” emner, som stod i samme stillinger som de tidligere og måske var fra de samme forme som de senere emner. Denne fabrik ejedes af en mand ved navn Röhring. Disse emner var med emaljelak og derfor blanke.

Nye Snow Babies

Engang omkring midten af 1990erne i det østlige USA opdagede jeg Snow Babies til salg af høj kvalitet, som rigtig meget lignede de tyske Snow Babies, jeg samlede på. Det varede ikke længe, før en handlende, der havde solgt mig vidunderlige gamle Snow Babies, ringede til mig fra et antikshow i Los Angeles og fortalte mig om ”vidunderlige Snow Babies, som hun aldrig før havde set”. For mig var dette begyndelsen til ”Nye tyske Snow Babies”. Kvaliteten var så høj, at den gennem længere tid kunne narre samlere og handlende. Det er et af mine mål at gøre det umuligt at sælge dem som ”Gamle”!.

Der er handlende i USA, der køber disse ”Snow Babies” direkte fra de sælgere i Tyskland, der får fremstillet disse reproduktioner, og så forsøger at sælge dem som gamle emner. Der er adskillige handlere i Tyskland, der sælger disse emner direkte eller på ebay. Nogle af dem sender fra England (United Kingdom). Får du mistanke med hensyn til en ebayhandler, så se på hans øvrige artikler, om han sælger andre reproduktioner. Gå ind på ”Links adn Buing Advice” = Links og råd til købere på denne website, hvor jeg har lavet en liste over nogle udbydere. Eller send mig auktionsnumeret, således at jeg kan sende dig mine synspunkter med hensyn til den pågældende handlende.

Helt ærligt: Der er nogle handlende, som er blevet snydt og ikke vil indrømme, at de sælger reproduktioner. Et problem for os alle, vi er nødt til at udbrede kendsgerningerne om Snow Baby Reproduktionerne.

Vi siger tusind tak til Mary Morrison for denne beretning, som vi alle kan lære noget af.

Vi har fået lov til at bringe billederne af Inge Harks fine samling.

Og så bliver man enormt nysgerrig, vi vil i hvert fald hjertens gerne eje Mary Morrisons bog:

The Big Book of Snow Babies – a Collector’s Guide to Winter Bisque Figures (indbundet) som du stadig kan findee antikvarisk (på nettet) – priserne er meget forskellige, så se godt efter, inden du handler.

Også en stor tak til Inge Harck for tilladelse til at bringe billederne af hendes dejlige samling Snow Babies.

Den store Museumstur i Tyskland, Teaterdukker

© for tekst og billeder: Anne Friis

Endnu et dejligt indlæg fra Anne Friis, fra hendes tur til Tyskland tidligere på året. Så dejligt, at se de skønne dukker og det fine tilbehør. Ting, man kun kan drømme om.

Se venner, sådan kan det gå engang imellem, tror I ikke jeg bare glemte at vise jer mine to mænd købt i Frankenhalle, den sidste dag på Tysklands turen?

 Men så kan de jo få lidt ekstra plads med flere fotos samt nogle af de småting, jeg ikke fik fotografret før. Jeg havde selvfølgelig set på dukkerne flere gange. De var 16,5cm høje, den ene med china hoved og i en dragt, som efter min mening lignede en hushovmester, eller lord, svært at afgøre. Den anden har Papier Mâché hoved, ret lille i forhold til kroppen, samt i en meget fin fransk uniform og fint lavet hat. På det første fotos mangler han sit fine Ormelu sværd, men det sidder normalt fint fast i hans bælte. Jeg fik det i hvert fald med. Jeg har nu opdaget at det, sværdet altså, kan trækkes ud af skeden. Eftersom dukkerne fra denne handlende, som var franskmand, tilhørte hans kone, som var tysk, og hun var forsvundet fra salen, blev det lidt svært at handle med ham. Jeg havde forhandlet mig frem til en pris med hende på tysk. Men det ville han ikke acceptere, så jeg ventede og ventede. Kirsten, som kendte ham godt, gik også ind og forhandlede med ham, men han var en hård nød at knække. Jeg måtte så låne lidt flere Euro af Kirsten, hun fik dem tilbage med det samme i Danske Kroner, som jeg havde på mig. Jeg betalte så absolut nok for dem 300 € pr. stk., men fik så flere kostumer som forklæder, et yndigt korset, lang original underskørt til en fransk dukke samt andre småting med. De andre blev lidt trætte af mig, da vi alle ventede så længe på den tyske dame, så vi fik ekstra kaffe og slentrede bare rundt og så de forskellige begynde at pakke ned. De andre var færdige med deres køb.

Manden med china hoved, lord eller hushovmester, her iført sin fine jakke.
Hans flotte ansigt i china, med en speciel fin usædvanlig frisure 3,8cm, kvaliteten er super for en sådan lille størrelse.
I kan se hvordan bevægelsen er konstrueret, samt størrelsen på hænderne, anderledes end jeg havde forestillet mig.

Dukkerne er jo mænd, som er sværere at finde end damedukker, desuden er de i original stand. De er lavet på trækroppe, man kan mærke at de har en dims bagpå ryggen, som man har brugt i et teater, derfor de store meget smukke hænder, hvor der stadig er lidt snor tilbage i begge dukker. Måske prøver jeg at tage jakken af på ham med china-hoved, da jeg forsigtigt kan fjerne hans sting foran og få jakken af for derved at se konstruktionen. De er lavet mellem 1830-50. Papier Mâchén er ikke almindelig, og han er så flot bemalet. Det var det jeg faldt for, samt det faktum at ingen af mine små tidlige dukkehus dukker havde nogle mænd. Det gode ved dem er at de kan sidde naturligt på en stol, modsat dukkehusdukker på almindelige kroppe, som sidder fuldstændigt stift og stritter ud i luften. Eftersom arme og ben er af træ med led kan de således optræde mere naturligt. Jeg så flere teatre på Nürnberg museet med sådanne dukker. Tit bliver de solgt som hele sæt. De er sikkert også blevet brugt herhjemme, jeg har for nylig set et sådant flot sæt med rigtig mange dukker i København. For det meste er de dog med malede træhoveder.

Soldaten har meget lille hovede, men flot malet i fin uniform med hat & sabel, mere spinkel udført end den anden figur.
Hele samlingen, som de stod hos den handlende i Neustadt, begge teaterdukkerne ligger på 16,5cm
Her med sin imponerende hat, som er knækket af ved sit hagebånd.
Den fine lille sabel, som kan drages, 7cm i Ormelu

 Nogle gange kan man egentlig ikke forklare hvorfor man falder for en dukke og absolut bare vil have den, men sådan er det bare. Det er helt ubetinget en mavefornemmelse, og jeg får den altid, når jeg står overfor en sådan dukke, som jeg ikke kan leve uden. Af og til undertrykker man denne følelse, men jeg skifter næsten aldrig smag, og har faktisk aldrig fortrudt mine køb, det må jeg indrømme. Andre samlere skifter deres ting ud hele tiden, da de hele tiden skifter interesser. Så det må være meget forskelligt. Jeg havde set en påklædningsdukke som jeg blev ret vild med, i øvrigt den eneste næsten på hele min tur, som var til salg, og fra den rigtige periode 1840-50. Hun var meget dyr, 275 €, og jeg syntes jeg havde set den før. Samtidigt var hendes ben ikke i orden, men hun havde masser af tøj, så jeg snakkede med Kirsten om det, og vi så på tingene sammen. Det er uvurderligt at lufte sin tanker med andre, når man står i en presset situation og ikke har en ubegrænset økonomi. Kirsten foretrak også dukkemændene, så jeg fik taget min beslutning. Nu kan I jo selv bedømme om den var den rigtige.

6 champagnefløjter, 2,8cm, som jeg fandt på markedet i Neustadt by.
Helt vidunderligt sæt i celluloid eller tidlig plastik, farven gør det, samt prægning i
stellet omkring 1900.
fad i typisk blåt porcelæn fra Spode 1850, købt for år tilbage i Helsingborg hos fru Baumann, samt buddinge form med blå dekoration fra Neustadt markedet, kan godt være engelsk.

 Jeg fandt billeder af samme pd-dukke i et tidsskrift, da jeg var kommet hjem, hvor dukken var helt anderledes men tøjet det samme. Ligeledes så jeg den også på en auktion i USA over internettet, denne gang med en tredje dukke, så nogle af de gamle pd’er kan dukke op med forskellige type dukker, her med det samme tøj. At det så er forskelligt hvor meget de hver især har med, alt efter hvordan de har overlevet. Dette sikkert fordi de ikke er tegnet så kropsnært, som senere dukker, og derfor kan flere dukker passe det samme tøj. Man skubber enten dukken op igennem tøjet – der er jo to sider begge som regel bemalet, eller man kan åbne tøjet og lægge dukken ind. I får love til at se hende også, for bedre at bedømme det. Jeg vil senere skrive en speciel artikel om mine tidligste pd’er.

Den lille PD’er som stod og var så charmerende til €275 fra 1850.

En stor tak til Anne.

Lene

Dukker i Fanødragt

© for tekst og billeder Lene Byfoged

En stor tak til Susanne Windsløw fra Lorenzens Butik for venlig hjælp!

Glimt fra Dragtmuseet.

Efterårsferien gik i år til Hjelsminde Badehotel i Sønderjylland, og inden vi tog af sted, havde vi planlagt de steder og museer, som vi gerne ville besøge. Et af stederne var Fanø, bl.a. fordi vi nyder at komme ud på de danske øer og se de store forskelle, der er på dem og indsnuse noget af stemningen og fordi jeg gerne ville have svar på spørgsmålet, om hvorvidt dukkerne i Fanødragterne, oprindeligt blev lavet til fordel for stormflodsofre, som jeg har hørt et par gange.

Endnu et oversigtsbillede. Se hvor udførligt dukketøjet er syet.

I Nordby gik vi ind på Fanø Skibsfart & Dragtmuseet, de har en meget fin og udførlig udstilling af Fanødragter. Her var fine gamle porcelænsdukker i Fanødragter og de forskellige dragter og deres tilbehør var sat op, så det var en fornøjelse, at fordybe sig i det. Men de kendte ikke noget til dukkernes oprindelse og da Fanø Museum var lukket, kørte vi videre til Sønderho, hvor vi håbede på bedre held.

Fanødukke i brudedragt.
En smuk dukke i en smuk dukkevogn. Det er tydeligt at se, at Fanø ikke var en fattig ø.
De er da smukke!

Sikken en smuk lille by Sønderho er, jeg blev helt forelsket og skal så absolut tilbage igen. De typiske smukke gamle Fanøhuse, hvor der i næsten alle vinduer er Staffordshirehunde og pelagonier, ren romantik.

Glimt af et af de smukke huse med Staffordshirehunde i vinduerne i Sønderho.

Vi besøgte ravsmeden Jens Peter Jensen, der er født og opvokset på Fanø og jeg spurgte ham, om han kendte noget til historien om dukkerne. Det gjorde han ikke, men han kunne huske, at kvinderne i hans barndom syede tøj til dukkerne, men han anbefalede os at besøge Lorenzens Butik lidt længere ned af gaden. Det er er et lille museum med skiftende udstillinger af de smukke gamle Fanødragter og mange fine effekter fra sejlskibstiden. Der var desværre lukket, men der var et par telefonnumre, man kunne ringe til.

Jeg ringede til Susanne Winsløw og spurgte om hun kunne hjælpe med at bekræfte eller afkræfte historien. Susanne havde aldrig hørt den historie og hun er ellers meget velbevandret i Fanødragterne og deres historie. Så mon ikke det blot er en historie.

Susanne fortalte, at allerede omkring år 1900 var Fanø en turist ø og da turisterne så de smukke dukker i Fanødragter, blev de hurtigt en efterspurgt souvenir.

De første dukkers dragter blev syet af de dygtige kvinder, der syede de originale dragter og er derfor en tro kopi af disse. Det er virkeligt smukt håndværk. Dukkerne var store og fra de bedste dukkefabrikanter. Senere kom de små porcelænsdukker, som mange samler på og med tiden også i celloluid m.m. Det er så de dukker, som blev syet i de små hjem.

De små porcelænsdukker som afløste de større og meget dyrere dukker.

I dag laves dukkerne i Fanødragt stadigvæk og de er en af de souvenirs de sælger mange af på Dragtmuseet.

Fanødukker til salg på Dragtmuseet.

Desværre var meget lukket og vi fik ikke set alt det vi ville, så vi må derover igen en anden gang.

Lene

Den store museumstur i Tyskland, priser m.m.

 © Anne Friis & Cecilie Juul-Møller.

Hvis vi skal se lidt på, hvad der blev købt, så er det selvfølgelig meget forskelligt, alt efter de forskelliges økonomi. Men jeg købte da ting, som var rimelige og nede i pris.

Jeg har selvfølgelig indhentet tilladelse fra de andre deltagere i turen og Cecilie har oven i købet sendt mig priser på mange af de ting, jeg ikke havde priser på, samt nogle fotos.

Lille Pâpmaché hoved sammen med slagtervarer, også af Pâpmaché nogle af gips de lå på mellem 10€ – 25 €

Jeg købte et lille Googly hoved på stift overtrukket karton med stof og specielle øjne indkapslet i metal, som man så kunne lave en dukke af, en slags maske til 5 €. Denne på det store loppemarked på torvet samt nogle yndige ørenringe til dukker, samme sted, som løb op i 10 € for to sæt. Desuden fandt jeg nogle dukkehus småting på samme torv. Et sæt parian figurer kun 5€ samt nogle virkelige dejlige træ drejede tallerkner i malet gult træ med grønne kanter 6 dele i alt til 10 €. Disse har jeg altid elsket, de er svære at finde, men jeg havde på museet i München set mange sæt, idet de jo kommer fra dette område. Der var et Papier Mâché hoved med en anden type skulderhoved stemplet A5 og håndmalet, men gammelt til 2 €, det ene øre mangler. Jeg syntes dog, det er yderst charmerende og jeg det fandt hos den berømte dukkedoktor i Neustadt Thomas Packert. Han udgiver hvert år sin egen minibamse i et limiteret oplag. Denne er lavet på nøjagtigt den måde de gamle miniature bamser var lavet på. Han har erhvervet alle formene. Han var som altid yderst charmerende, og Sissel havde adskillige ting med som hun skulle finde reserve dele til. Desuden købte vi og især Cecilie mange små silkeovertrukket knapper. Så det var ingen herregård, men de dyre køb kom selvfølgelig også. Man kan stadig få meget u malet gråt Papier Mâché som forskellige hare, æg og masser af andre påsketing samt julemænd. Nogle er dog også malet. Der var alle mulige gamle kurve i forskellige farver på skolen i Sonneberg, som man købte i bundter, men u samlet til 5 €. Diverse små sko i papir 15 € og masser af små papirblomster buketter i flotte farver, de lå på 1 € stk. pr. stilk.

Det anderledes hoved også i Pâpmaché stemplet A5 bagpå, bemærk at det er helt lukket i kronen, til 2€ fra dukkedoktoren Thomas Packert i Neustadt
Her er 3 virkelig smukke glansbilleder fra omkring 1880-85 med prægning og stofmonteret kaldet silkeglansbilleder, de var helt uden fejl til 18 € samlet, de små til 5 €, alle fra Galanterivarebutikken.

.Selvfølgelig kan man nemt gå helt agurk, hvad skal man vælge, og hvornår skal man købe. Endnu var amerikanerne & englænderne ikke kommet, de venter til torsdag & fredag hvor Frankenhalle slår dørene op. Men jeg var glad for vi var der før, så kunne man virkelig få talt med de handlende, man så at sige så hver dag. De fleste er uhyre vidende. Cecilie og jeg købte flere sæt arme & ben i china & bisque. Jeg fik også samlet nogle små all-bisquedukker, de lå på ca. 20-25 €, de mere sjældne typer på 40-50 € samt de større all-bisque lå på 100 €, jeg fik dog min til 50 € , da jeg havde købt så meget, og vi var blevet helt gode venner. De gamle chinaben med flade sko, lå på 35 € sættet, men jo mere du købte jo mere faldt prisen, så jeg fik da brugt omkring 220 € i Galanterivare butikken. Så absolut den mest charmerende sælger, se fotos fra min første artikel. Jeg kan lige indskyde at Fru Daniella havde en meget fin og yndig Grödnertal – trædukke med kam – som jeg meget gerne ville have købt, den kostede 1000 €, desværre for dyrt til mig. Men det skal indrømmes, at det er utroligt svært at vælge, men en ting købte jeg allerede anden dagen i Sonneberg, en china skulder-hoved mand. Han er på læderkrop og fra omkring 1840 fra Kestner til 150 €, netop min yndlingsperiode. Han er iført nyt tøj, men flot syet, men måske prøver jeg selv en dag at lave et kostume til ham. Jeg fandt også en kone til ham, tidsaldermæssigt. Hun havde afslået arme og ben til 90 €, men sit helt originale tøj og krop, og så var hun smukt malet, det betyder jo alting. Desuden kunne jeg jo nå at finde nye gamle arme og ben til hende, herligt. Jeg så flere af hendes type, men da var de oppe i 150 € eller mere. Hjemme havde jeg en lille china dreng fra samme periode, som jeg har fundet i London fra Mrs. Graham Greenes pragtfulde samling. Så nu fik jeg pludselig en hel familie, af en større størrelse, som kunne passe sammen med nogle miniature møbler. For mig er korrekt tid og størrelse ret så vigtige. Når jeg siger miniature møbler er de ikke i 1:12 men en meget større størrelse og tit pragtfuldt udført. Jeg har en ret god samling af disse, så er det fint, når man finder nye beboer til dem. Men derefter ventede jeg til Frankenhalle, så selvfølgelig, hvad de andre havde købt. Sissel købte en masse dejlige Steiff dyr, især nogle som vi ikke ser så tit, en Okapi f. eks. De er betydelig billigere nu end herhjemme. Jeg købte selv en lille sæl til mit yngste barnebarn til 5 €, men Sissels må have været dyrere. Desuden købte hun en helt dejlig lille dukke i original æske med tøj og ekstra udstyr, prisen kender jeg ikke, men de er ikke helt billige i en så fin stand og originalitet.

Diverse ben samme sted fra lå på 35€ parret, men ved samlet køb kom de
ned på 20 €
De små dukker i all-bisque, som jeg selv fandt ben & arme til, samt de to ret sjældne, den sorte i lændeklæde og en med paryk & en flot moustache samt glasøjne. I kan se de er ret beskidte, men noget er da kommet af ved senere afvaskning 2 & 4 til 25 € de to andre til 40-50 € tror jeg. Den største kan I se med tøj , paryk og hat, som jeg fandt til hende herhjemme i mine gemmer lå på 100 € normalt, jeg fik rabat. Hun fandtes med enten gule eller sorte støvler.
Her Kestner manden til stort dukkehus med sin kone, som havde afslåede lemmer, men original tøj & krop
Engang imellem tog vi en lille pause, her Sissel med sin dejlige Okapi, men hun endte med at have et helt bord fuld af Steiff dyr.

Den meget smukke og fine æske med dukken og udstyr, solgt oprindeligt fra en Fransk butik i Paris, men dukken er i bisque og komposit krop, arme & ben. Hun er ikke til at stå for, var vi alle enige om. Omkring 1890-1910 tror jeg.

Celluloid holdt vi os fra, grundet det at vi skulle med fly hjem. De kan ikke tåler at rejse og det store skift i temperaturen, synes jeg, men der var mange fine og interessante ting, men egentlig dyrere end jeg havde troet. Her i Danmark er det svært at sælge celluloid dukker, dog så jeg nogle meget smukke dernede.

Christiane Gräfnitz med sin nye helt vidunderlige trædukke, tidlig 1820 og originalt tøj, her i undertøj og med hendes konstruktion.

Her fra siden ,I kan tydeligt se hendes udskæringer i håret samt de læderbånd, der holder hovedet fast, træarme & læderben se næste foto.
Helt forfra.

Christine Gräfnitz købte den mest bedårende tidlige trædukke til ca. 2.300 € samt en pragtfuld celluloid med leddekrop i dette materiale. Jeg har aldrig set en sådan før. Kirsten, den viste china med guldhårnet på bagsiden af hovedet, samt andre ting, som jeg endnu ikke har set. Hun solgte godt og var meget tilfreds. Cecilie fandt en tidlig Kestner pige med faste håndled til 1.900 €, flere usædvanlige kostumer, samt arme, ben o.s.v. og oceaner af knapper. Hun fandt også en dejlig dreng BéBé Schmitt, tror det var til 1.300 €, desuden købte hun en fantastisk kjole 120€ til en af hendes franske dukker, det blev så en tidlig china som overtog den, har hun fortalt, samt sendt fotos af hende, som I også kan se. Hun fandt også nogle tidlige kroppe i skind og komposit til omkring 100 € stk. samt lidt dukkehus inventar som gardinstænger med ringe og lidt Ormelu billedrammer, små borter og tapeter. Gardin ringene er sjældne, jeg fandt selv lidt af disse til 10 € for en samling, fordi jeg netop havde set Cecilies, ellers havde jeg ikke vist hvad det var. Vi var gode til at tippe hinanden om, hvad de andre også skulle se. Den sidste dag fandt jeg oven i købet en æske med tyske pd’er i stykker, men de kunne reddes til 10 €.

Kirstens meget smukke china, kan være en Conta & Böhme med gyldent hårnet se næste foto.

Dette er en BéBé Schmitt som dreng med et Papier Mâché hoved ret sjældent, desuden har Cecilie sendt fotos af sin Kestner pige samt en smuk kjole hun også købte for 120 €.
Foto Cecilie Juul-Møller
Foto Cecilie Juul-Møller.
Foto Cecilie Juul-Møller.

Selvom vi mødtes om aftenen til en hyggestund, så vi selvfølgelig ikke alt, og mange ting fik jeg ikke fotograferet desværre. Flere af mine egne ting har jeg først taget fotos af herhjemme. Håber i kan blive inspireret, og se at der er ting i alle prisklasser skulle I selv få lyst til en tur. Er man i bil er der ingen problemer med celluloider.

Anne Friis

 En stor tak til Anne Friis & Cecilie Juul-Møller. Jeg er sikker på, at der er mange, der som jeg, nyder disse skønne billeder og al den gode information.

Lene

At stykke en dukke sammen II

© for tekst og billeder Lene Byfoged

Det er over 2 år siden, jeg skrev første del af fortællingen om forsøget på at stykke en dukke sammen. I den tid der er gået, har dukken et par gange været på vej til dukkehimlen, der har simpelthen været så mange genvordigheder, at jeg har været lige ved at opgive hende, men nu er hun endelig færdig.

Som jeg skrev, var det næste store problem at finde nogle arme der passede, det var ikke nemt, da dukken er så stor. En sød dukkemager i Jylland sendte mig arme af 2 omgange, men desværre, begge par var for små. Det var så her, hun første gang var på vej til dukkehimlen, for det så helt håbløst ud. jeg havde ledt efter antikke arme på nettet, både i Tyskland og USA og hos diverse dukkemagere, for selv om jeg helst ville have nogle antikke der passede dukken, blev jeg klar over, at jeg måtte “nøjes” med nye. Da jeg helt havde opgivet forbarmede en sød dukkemager, sig over mig og ledte i sine gemmer og minsandten, om ikke hun havde et par der passede. Lykken var stor og jeg gik i gang med at sy undertøj til hende og strikke strømper i sikker forvisning om, at nu kørte de bare derudad.

Chemisen med monogran, som  jeg fandt på et loppemarked. Da jeg havde hende med i legetøjsforeningen http://www.snurretoppen.dk, blev jeg spurgt om hendes navn, det havde jeg ikke lige tænkt på. Monogrammet er FF, så hun er nu døbt Frederikke Faber.
På skørtet kunne jeg endelig finde brug for de smukke kniplinger, jeg købte for mange år siden i Brugge, Belgien.
I bogen “Strik med nordisk tradition” fandt jeg mønster til en sød blonde og med den som udgangspunkt. lavede jeg en opskrift til strømper. Opskriften kommer på bloggen.

Men jeg blev klogere, da jeg gik i gang med at sy hendes dragt, var den gal igen. Jeg havde fundet noget rigtigt lækkert thailandsk silke, der passede fint sammen og en ven fandt et skønt mønster, så jeg gik glad i gang.

Så var hun på vej til dukkehimlen igen…. Uanset hvor lækkert stoffet er, så var det ganske forfærdeligt at sy i. Det gav sig og trævlede, så det næsten var umuligt, at sy i. Det viste sig, at mønstret ikke passede sammen, så der er brugt oceaner af tid på at rette til og pille op og da jeg syr alt i hånden, var det mange timers arbejde.

Det færdige resultat.

Der manglede noget syntes jeg og da jeg havde set en smuk strikket viktoriansk cape et eller andet sted, googlede jeg Victorian knitting og fandt en opskrift i voksen størrelse. Jeg forsøgte mig med meget tyndt garn og pinde, og som sædvanligt gik det ikke i første omgang, så efter endnu et forsøg blev jeg tilfreds.

Endelig blev hun færdig og jeg er rigtig glad for hende, men så kom problemet, hvor skulle hun stå! Der var ikke plads i nogen af skabene og jeg vil ikke have hende til at stå ude og blive for støvet. Jeg ledte og ledte, for plads til et nyt skab har vi jo heller ikke. Jeg fik en god ide, syntes jeg da selv, et gammelt bornholmerur med glas på hele fronten, så kunne hun stå forneden og jeg kunne lave en lille dukkestue forover. Det syntes Torben ikke var en god ide, for igen, hvor skulle det stå? Nå, men så var vi så heldige, at der på en gård på Sejerø, var loppemarked og der hang, det fineste vægur, det havde lige størrelsen. Ham der solgte ville have et pænt beløb for det, da det som han sagde, havde et fint og kendt urværk. Han syntes nok vi var lidt underlige, da vi sagde, at det var vi lige glade med, da vi ville tage det ud. Han holdt dog på prisen og vi betalte og var glade.

Pladsen er lidt trang, men det går.

Mange hilsner Lene

Modedukker – Fashion dolls

(Grevinde Maree Tarnowskas samling på auktion)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

For en uges tid siden modtog jeg meddelelse om, at Grevinde Maree Tarnowskas fantastiske samling af dukker nu kommer under hammeren, og det drejer sig om 50 udsøgte dukker og ca. 300 kjoler, samt tilbehør af høj kvalitet.

Grevinde Tarnowska er velkendt for sin viden om modedukker fra det 19. århundrede og blev i sin tid inspireret af sin mors lille samling. Hun var medstifter af The Antique Doll Dealers Association of Great Britain /Sammenslutningen af forhandlere af Antikke Dukker i Storbritannien) og The United Federation of Doll Clubs i USA ( Sammenslutningen af Dukkeklubber i USA) – Hun har gennem årene holdt mange foredrag både i USA, Storbritannien og i mange andre europæiske lande, og hun inspirerede derigennem mange samlere til at interessere sig for Mode Dukker (Fashion Dolls).

Blandt mit righoldige bibliotek om dukker har jeg hendes fantastiske bog ”Fashion Dolls” med forord af den lige så legendariske Dorothy Coleman. Her er der udførlig historie om Fashion dolls, og disse franske skønheder fra perioden 1860-1890 dukker ofte op enkeltvis i store auktionshuse. I bogen ser man tydeligt forskellen på dukkernes alder og mode, og der er mange forskellige mærker. Desuden er her et interessant tillæg af Madeleine Ginsburg om undertøj i det 19.årh. af : De mange mærker har I sikkert hørt om før, F.G., som både kan stå for François Gaultier og for Gesland, og det er mange gang ret umuligt at skelne dem for hinanden, BRU JneR i forskellige former, Huret, Juneau, Mme Rohmer (Marie Antoinette Léontine Rohmer), House of Simonne og mange flere.

De smukke damer havde ofte skindkroppe eller noget af kroppen var af skind trukket over guttaperka, kroppene var ledkroppe med bevægelige albuer og knæ, hovederne af porcelæn med indsatte øje og smukt malet.

Damen her er i selskab med en fin herre, hun er 48 cm høj med et indridset H på hovedet. Hun har bevægeligt hoved, blå glasøjne, og piercede ører. Kroppen er helt i skind med bøjelige albuer, knæ og hofter. Hendes ledsager er 58 cm høj og mærket J. på bevægeligt hoved, (tilkendt Jumeau), brune glasøjne og skindkrop med led som hos damen, dog med individuelt markerede tæer. (fra omtalte bog)

Bogen, FASHION DOLLS af Maree Tarnowska, er udgivet af Hobby House Press i 1986 (ISBN nr. 0 87588 286 2) og kan stadig fås antikvarisk. Den er spækket med smukke farvefotos af dukkerne, samt mindre s-h/fotos med beskrivelse af de forskellige typer.

Hermed annoncering af auktionen, samt et par appetitvækkere fra den omtalte bog.

Den nævnte auktion finder sted den 27. –28. maj via Auktionshuset François Theimer, og som abonnent på hans auktionskataloger vil jeg i nærmeste fremtid modtage dette ekstra-katalog, som je glæder mig meget til at se!.   Vil I vide mere om auktionen, da gå ind på www.theimer.fr

Fra kapitlet om undertøj i det 19. årh. !

G o d   L æ s e l y s t !