Staa Maren 2. Del.

Research: Lene Byfoged

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag

Her er 2. del med opskriften til Staa-Maren fine tøj.

Dukketøjet:

Materialer:

25 gr rødt, 25 gr hvidt og 50 gr grønt tretraadet garn i samme Finhed som det rosa Garn til Kroppen. 2 P Nr. 2, 2 Nr. 2½ og 2 Nr. 3. 4 Strømpestrikkepinde Nr. 8. Til Monteringen: ½ Meter smalt røst Silkebaand og 20 cm smal Knipling. Stof og Baand til et Forklæde.

Typemønster til Blusens Broderi.

 

 

 

Blusen:

Blusens Forstykke: Tag P Nr. 2 og slaa 30 M op af det hvide Garn, strik 2 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Strik Glatstrikning og tag paa 1. P 4 M ud (34 M). Tag P Nr. 3 og strik, til Forstykket maaler 6 cm, saa dannes Ærmegabene: Paa Begyndelsen af 1. og 2. P lukkes af for 4 M. Paa Begyndelsen af 3. og 4. P. lukkes af for 1 M. Naar Forstykket maaler 8 cm, dannes Halsudskæringen:  Strik 15 M, luk af for 4 M, strik P ud. De 2 skulderstykker strikkes hver for sig, og der lukkes 1 M af ved Halssiden, til der er 8 M. Skulderen lukkes af i 2 Gange.

Ryggen: Strikkes som forstykket, blot med en Slids, der dannes samtidig med Ærmegabene saaledes: Luk de første 4 M af paa Retp, strik 13 M og de følgende 3 M, der skal strikkes ret frem og tilbage hele Vejen op. Paa Begyndelsen af næste Retp lukkes 1 M af. Naar Ryggen maaler 10½ cm, lukkes skulderen af i 2 gange, og de resterende M lukkes af paa én gang. Slaa 6 M op som Underfald til den anden Ryghalvdel, og strik de to yderste af disse M i Retstrikning. Strikkes i øvrigt som første Ryghalvdel.

Ærmet: Slaa 28 M op paa P Nr. 2 af det røde Garn g strik 1 P Vrang og 1 P ret. Tag det hvide Garn, strik Glatstrikning og tag 4 M ud paa den første P. Strik 2 P og luk saa 2 M af paa Begyndelsen af de følgende 2 P og luk derefter af for 1 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 12 M. Saa lukkes af for 2 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 8 M. Strik disse sammen 2 og 2 og luk de 4 M af.

Nederdel og Korset:

Bagstykket: Slaa 74 M op paa P Nr. 3 af det røde Garn og strik 2 cm Glatstrikning., slut med en Vrangp. Sæt Strikketøjets nederste kant paa P Nr. 2. Læg de 2 P sammen, saaledes at Retsiden af Strikketøjet kommer til at vende udad og strik M paa de 2 P sammen 2 og 3, saaledes dannes den dobbelte kant forneden. Strik Vrangpmed det hvide Garn. Tag det grønne Garn og strik videre i Glatstrikning. Naar Arbejdet maaler 16 cm, tages P Nr. 2. Strik 1 M, og strik derefter M sammen 2 og 3 P ud (37 M). Strik 4 P Rib: 1 ret, 1 vrang, paa 5. P (Vrangp) strikkes saaledes: Strik 12 M, strik 7 gange 2 M sammen, strik P ud (30 M).

Korsettet: Strikkes i direkte Fortsættelse af Nederdelen. Tag det røde Garn, strk 5 P ret, strik Glatstrikning. Naar Korsettet maaler 3½ cm, strikkes 6 P ret. Luk af.

Forstykket: Strikkes som bagstykket, blot tages der ikke mere end 1 M ind paa sidste Ribp, saaledes at der bliver 36 M til Korsettet, der stikkes i 2 Halvdele saaledes: Strik paa de 18 M 4 P ret. Strik derefter Glatstrikning på 4½ cm, blot de 4 M foran strikkes ret frem og ret tilbage og forsynes med 4 snørrehuller, der strikkes som et almindeligt Hul midt i Retborten. Første Snørrehul dannes efter de 4 Første P. de øvrige med 6 P´s Mellemrum. Afslut Korsettet med 6 Retp. Den anden Korsethalvdel strikkes paa samme Maade – blot i omvendt Orden. Korsetremmene strikkes af de 4 M lige efter Retborten foran, de strikkes i Retstrikning og skal være 6 cm lange.

Kysen:

Slaa 50 M op af det røde Garn paa P Nr. 2 og strik 4 P ret. Tag P Nr. 2½ og strik Glatstrikning, blot de 2 M i begge Sider strikkes ret frem og ret tilbage for at danne Kant. Naar der er strikket 3½ cm, dannes den opstaaende Rulle i Nakken saaledes: Strik 1 P vrang, 1 P ret. til der er 6 P. Tag det hvide Garn, strik 2 P ret og derefter skiftevis 1 P vrang og 1 P ret, til den hvide Rulle er ligesaa stor som den røde. Luk af. Kysenakken dannes saaledes: Tag 50 M op paa det glatte stykkes Bagside, lige bag den hvide og den røde Rulle. M tages op med 2 strømpestrikkep Nr. 8 og paa en 3. P Nr. 8 slaas 10 M op. Strik rundt med rødt Garn 2 Omg. ret, 2 Omg Rib: 1 ret, 1 vrang, 4 Omg ret. Begynd indtagningerne. Strik 2 M sammen, strik 8 M, gentag dette Omg ud. Strik en Omg uden Indtagninger. Fortsæt med disse 2 Omg stadig med 1 M mindre mellem Indtagningerne på Indtagningsomg. Naar der er 12 M, trækkes Traaden gennem M og sys fast indeni Kysen.

Forklædet sys af hvidt Stof og pyntes med røde og grønne Silkebånd.

Monteringen: Kysen dampes over en kogende Kedel og sættes på Dukkehovedet til den er tør. Paasys kniplingekant og Baand. Alle de øvrige dele lægges mellem fugtige Aviser, til de er glatte og pæne, og tørres liggende.

Blusen sys sammen paa Skuldrene, der tages M op langs Halskanten og strikkes med rødt: 1 P ret og 1 P vrang, til der er 8 P. Luk af. Sy Blusen sammen og hækl en Række grønne Fastmasker langs de røde Kanter ved Ærmer og Hals. Sy en Bort af grønne og røde Maskesting paa Blusens Forstykke, se typemønsteret. Luk Blusen med Trykhægter.

Nederdelen sys sammen og Korsettet snøres med en hæklet grøn korsetsnor, som forsynes med 2 grønne Kvaster.

God fornøjelse!

Som sædvanligt ser vi meget gerne resultatet, hvis der er nogen, der får lavet dukken.

Fin er Maren i sit strikkede tøj.

 

 

Mere om Dionne-Femlingerne

De dejligste dukker

 Med tusind tak til Pia Deleuran og hilsner fra Lise Brastrup Clasen ©

For nogen tid siden bragt vi en artikel om dionne-Femlingerne, bl.a. med gengivelser af dukker og påklædningsdukker… dukkerne kan være sjældne og måske svære at få fat i, men her skal I høre om, hvordan Pia Deleuran fik fat i et sæt af de sødeste små dukker. Hermed Pias fortælling om sine femlingedukker:

De dejlige småpiger.. Som tidligere nævnt optrådte de gerne i hver sin tøjfarve: Dukkerne er 19 cm høje og mærket Alexander, som I vil se på de øvrige fotos!

“Hej Lise…

Jeg abonnerer på dine mails, og det er en stor fornøjelse for mig at læse dem, tak for det; derfor har jeg også læst det, der er skrevet om femlingerne fra Canada, og jeg kunne slet ikke slippe den historie igen, og så søde, de var, de dukker som blev produceret dengang. Jeg gik på ebay.com og fandt mange salgsannoncer af forskellige kvalitet.

Jeg fandt et sæt, som jeg ikke kunne stå for, og besluttede mig for at købe dem, men så nemt var det ikke, for det viste sig, at de kun ville handle med nogle fra deres eget land. De ville hverken modtage penge fra mig eller sende til mig. Heldigvis har jeg en kær tante i Amerika. Jeg snakker ikke så tit med hende, og hun kunne ikke rigtig forstå, at jeg ville købe de dukker, men efter nogen snak frem og tilbage lykkedes det. Hun købte dem til mig og fik dem sendt til sig. Derefter pakkede hun dem om og sendte dem til mig.

Det var en stor dag, da de kom med posten, og de var det hele værd. En lille sjov detalje var, at min tante skrev en mail til mig, efter at hun havde modtaget dukkerne, hvor hun kaldte dem for ”The Wee Ones”, og at hun håbede, at jeg ikke blev alt for vred eller skuffet, men det var altså brugte varer, hun havde købt for mig:

Elastikken på en af dukkerne var røget, og på et par andre sad hovederne meget løst, men jeg er medlem af Vestsjællands Dukkeklub, og vi har en dygtig dukkedoktor i klubben, og hun fik dem under kærlig behandling.

På vedhæftede fotos kan I se, hvordan dukkerne ser ud efter at være blevet bragt i orden, ligesom I kan se deres Alexander-mærker. Pia slutter med at fortælle, at hun er meget glad for dukkerne!

Venlig hilsen fra Pia Deleuran”

Også TAK for dine ”roser” til bloggen, Pia, dem blev Lene og jeg meget glade over at læse!

Vil I vide mere om Femlingerne og deres skæbne, kan I foruden artiklen på denne blog læse om dem ved at gå på nettet og søge under Dionne Femlingerne!

Fortsat   god   Læselyst ! 

Karakterdukker fra Coburg Museet

© for tekst og billeder Anne Friis.

Så har Anne været aktiv igen og skrevet en spændende artikel om de meget smukke og skønne karakterdukker. Tusinde tak Anne, for at du vil indvie os i din store viden.

Som jeg sagde, må jeg komme tilbage med mere om karakterdukker, da det som regel er det, jeg bliver spurgt mest om. På min tur til alle de tyske museer, så jeg enormt mange karakterdukker, også mange, som jeg aldrig før havde set. De fleste vil så gerne vide ”Hvad er en karakterdukke”

Pigen i naturligt tøj med smilende lukket mund med tænder ekstrem sjælden, er fra Bähr & Proeschild i Ohrdruf, har aldrig set før.
Pige lidt i samme stil men fra Cattenfelder Puppenfabrik 219, lige så spændende fra omkring 1912. hun er ikke med i mange leksikoner, så her taler vi om €7000-9000, så kan I selv gange med 7,50 Kr.

Her må lidt dukkehistorie til. Normalt har man produceret dukker som voksne personer, men af og til har man set perioder med en anden type dukker. Dronning Victoria gav en barnedukke i voks til sin datter, og disse voks dukker var tit mindre børn, sjældent babyer, men det skete. Men det var enere der dukkede op engang imellem. Husk hvor dyre disse håndlavede dukker var. Desuden havde man også en såkaldt ”Mothsmann baby” på tysk kaldet ”taufling”, hvor der var indskudt stofdele, hvor lemmerne var sat fast. De var udviklet fra japanske dukker, som er lavet på denne måde, netop med bevægelige lemmer og det faktum at dukken kunne bøjes og sidde i en stol. Det kan man just ikke sige om de tidligere dukker. Men der skulle gå adskillige år før babydukken blev det mest almindelige.

Jeg er desværre nødt til at fortælle, at det jeg forslår ikke altid måske er det rigtige. Cieslik kommer med andre forslag, som går ud på, at det er Kämmer & Reinhardt, der kommer med disse dukker, da de laver en udstilling i et stort varehus allerede i 1908, hvor forskellige nye typer fremvises, og på det tidspunkt altid med malede øjne, men på leddekroppe af nye proportioner. Til at begynde med hed de kunstner dukker, men Marion Kaulitz er dog nævnt for 1908 og stedet ”Münchner Künstlerpuppen”, men da begge parter førte sager mod hinanden i retten, om hvem der havde opfundet begrebet karakterdukker, er det nok den med de fleste penge, der har vundet. Dengang har det haft stor betydning, men det havde ligeså meget at gøre med det faktum at man så anderledes på barnet og det at lege; som noget meget nødvendigt, hvilket bringer os frem til Käthe Kruse. Jeg er så absolut sikker på at de to kvinder, som jeg nævner fik større betydning end de mands-domminerede firmaer, som faktisk mest ønskede at tjene penge. I kan tjekke de omtalte personer i Ciesliks store leksikon, side 50-51, samt hele ”Charakterpuppen” af Christa Langer.

Her nævner jeg igen damerne Marion Kaulitz & Käthe Kruse. De er begge tyskere og den første fik ideen til de såkaldte karakterdukker, hvor de fleste blev modelleret af Hr. Vogelsanger, den anden lavede dukker i stof med oliemalede ansigter. Jeg havde kun set en enkelt Kaulitz herhjemme, de har hoveder af masse, som er en slags komposit altså en blandet masse af ler, gips savsmuld og andet billigt fyld som klude. Dette, som så er æltet sammen og brændt tror jer til en formbar masse. Så det var en stor oplevelse at se disse så berømte dukker i virkeligheden, og der var adskillige på de fleste museer. Se fotos fra tidligere artikler på Bloggen.

En af de dejligste drenge fra Marion Kautliz designet af Vogelsinger, vi så mange andre i alle de tyske museer af denne første kunstnerdukke type, senere benævnt karakterdukker.

Vi skal dog lige huske at det hele var også et nyt udtryk for hvordan man så på børn. Før var små børn & drenge iklædt kjoler. De fik først bukser alene når de begyndte i podeskolen, en form for børnehave eller forberedelse til skolen. Familierne var tit meget store, det ene ny barn fulgte det andet, så børneflokkene kunne få en anseelig størrelse. Husk lige at skolepligt for begge køn blev først gennemført efter 1814 i Danmark. Man fik andre tanker om børns opvækst, end den der før havde været gældende og den vi har i dag. Mange små børn blev undervist hjemme, eller på små institutter, hvor de samledes. Derfor blev påklædningen mere afslappet, men altid dækket af et forklæde, som også gjaldt drengene. Det var dog mest udenadslære der dengang var gældende, og så det at lære at læse biblen og kunne sin katekismus, så man kunne blive en god kristen. Men det var først fra mine egen mors fremkomst at karakterdukkerne og babydukken brød igennem. Min mor er fra 1915, så der var de lige kommet. Jeg har stadig hendes karakterbaby, som hun fik af sin morfar, og som var købt i Tyskland.

Il Fiammingo hovedet, som var med til at starte karakterdukkerne, min gips afstøbning som er 17cm høj og samme størrelse som selve hovedet til Käthe Kruses føeste dukke Model 1 samt K&R hoved 115A.

En karakterdukke er en dukke, der tit er modelleret over et ægte barn, som model. Der er ret mange drenge imellem, hvilket heller ikke var set før. Flere modellører brugte et berømt hoved kaldet Fiamingo hovedet, af Francois Duquesnois, andre nævnes også, men her er vi tilbage i Renæssancen, som forlæg. Tilfældigt fandt jeg det engang hos en marskandiser og købte det. Det var et meget yndet og udbredt hoved. Det gjaldt både Käthe Kruse, som via sin mand, der var billedhugger, gik i gang med forsøg på at lave nogle dukker i stof, der kunne tåle at leges med, bygget over dette hoved. Det blev forsøg med mange forgæves prøver, som hun så prøvede af på sine egne børn, før hun kom frem til Model 1. med de brede hofter, mange sømme til at forme den, og arme & ben kunne bevæges. At andre skulptører, som Simon & Halbig, også blev inspireret af den samme buste er måske bare et tilfælde. Men deres hoved skulptør var professor Arthur Lewin-Funcke, fra Berlin, som arbejdede for K&R. Han brugte sine egne børn som modeller, og i dag ved vi hvem de er inspireret af, da der er skrevet en pragtfuld bog med fotos kun om disse af Christa Langer, ”Charakterpuppen” med både engelsk / tysk tekst på forlaget Puppen & Spielzeug. Her er Marion Kaulitz også nævnt som opfinderen af karakterdukkerne. Så der hersker altså forskellige opfattelser.

Senere modeller af Käthe Kruse, som var med fra 1908, flere af typerne alle i stof, malet med oliefarver, som regel hårdt stoppet, lidt som bamser med skiver i arme & ben.
.Disse kaldes “DU Mein” og er i rigtig babystørrelse og brugtes af sygeplejeskoler, også fra Käthe Kruses værksted i Bad Kösen, senere Østtyskland, som stadig eksistere.

H & B producerede deres hoveder i bisque, som blev brændt og malet, men ikke glaseret. De havde den største produktion og samarbejdede med mange forskellige fabrikker, Kämmer & Reinhardt samt mange flere andre. Senere overtog K&R fabrikken S&H, som kun var en porcelæns-fabrik; men de lavede stadig hoveder til deres egen produktion og til andre fabrikker, dog har de altid deres eget stempel presset ind i nakken på hovedet, så man kan se hvem de er lavet til, hvilket gør det lettere i dag for os samlere. Husk at S&H står for den bedste kvalitet, og sikkert altid vil gøre det.

Min personlige yndlingsdukke K & R 102 med bisquithovede og på en leddekrop i naturligt tøj med tornyster på ryggen, så flot med støbt frisure og malede øjne, lukket mund, af Arthur Lewin-Funcke.
Her en pige også lidt ualmindelig fra Gebrüder Heubach, Lichte 1910, et af de populæreste mærker i DK, der er mange af dem hos os, så her er vi heldige, men hende kendte jeg kun fra fotos, her i den store vitrine kun med Gebrüder dukker.

Disse dukker blev vist på den store Tyske legetøjsmesse i Leipzig 1912, og fik et enormt gennembrud. Faktisk foretrak de fleste små piger stadig de mere neutrale ansigter med pæne udtryk og ikke karaktererne. Men det var forældre og bedsteforældre der købte dukkerne, så man kan sige at det var de, som faldt for dem, og egentlig ikke børnene. Men økonomisk var de ikke nogen succes, de blev således brugt senere til gulvfyld og isolering udenpå husene, hvilket jeg selv har set på Snurretoppens store Tysklandstur.

Du skal lige huske her, at disse forskellige modeller kunne komme med malede øjne – det mest almindelige – eller med vippeøjne i glas, dette noget senere – samt med paryk eller med lukket hoved, hvor frisuren også var malet. Dette gælder især for drengene, samt med forskellige hudtone, både mulatter og helt mørke dukker eksistere også i disse. Desuden kunne de kommer på en almindelig leddekrop, en babykrop eller en toodlerkrop, som var en mere bastant og mindre krop, med andre proportioner, men stadig samme model af hovedet. Så variationerne var virkelig store, senere i 1920’erne lavede man endda en ny type leddekrop med længere ben, til kortere kjoler. En ny øjentype, hvor øjnene så vippede fra side til side samtidig med åbne & lukkemekanismen fungerede, meget brugt på modellerne 126 & 114 af K&R så dagens lys. De kaldes Flirte øjne. Andre kopierede dem selvfølgelige, de findes sågar i celluloid dukker denne type øjne.

Amand Maseilles Fany, som er ret sjælden, modelleret over Il Fammingoen, her i lille størrelse. Jeg har kun set den en gang i DK personligt, og meget dyr

Tøjet til disse dukker blev også en stor fornyelse, idet det nu lignede det tøj, som børn virkelig selv gik med. Det betyder at det ikke skal være alt for overpyntet, hvilket ikke er tilfældet med alle de i Amerika viste karakterdukker, hvor de meget tit optræder i den ene flæsekjole efter den anden og med nye lange slangekrøller, udskiftede nye parykker. Dette er på ingen måde korrekt efter min mening, og heller ikke det, de viser på de tyske museer, hvor de slet ikke er overpyntet. Husk lige at nu når vi ind i krigstiden og så blev stof også en mangelvare. Det faktum gør sig også gældende at Tyskland tabte sin popularitet og ingen ønskede at handle med dem, så flere andre lande begyndte en egen dukkeproduktion eller fortsatte deres gamle.

3 drenge med skulderhoveder på stofkroppe, med 4 cifrede numre Gebrüder Heubach, og en baby som negerdukker af Ernest Heubach, Köppelsdorf.

Der er relativt mange sjældne karakterdukker i DK, sikkert fordi vi lå så tæt på og ikke deltog videre i 1. Verdenskrig, samt det faktum at vi altid har handlet meget med hinanden. Desuden voksede Danmarks velstand med det store salg af landbrugs produkter, hvilket måske har medvirket til at disse dukketyper er så udbredte. Håber I kan bruge mine mange års research, jeg har nu næsten samlet i 50 år og min bogbestand er betydelig.

Mange vinterhilsner Anne Friis ©

Celluloiddukker fra Sovjetunionen

Mærket OXK – Del 2:

 En beretning med fotos af Helena Jarzemskaja

 (Med hilsen fra Lise Brastrup clasen – forord – oversættelse, bearbejdning, etc. ©)

Hermed Del 2 af den spændende og interessante artikel om sovjetiske celluloiddukker – bringes med stor tak til Helena Jarzemskaja og sigi Ulbrich (www.tortula.de).

Helena Jarzemskaja fortsætter sin beretning:

OXK-dukkerne var noget temmelig dyrt legetøj – en stor dukke kostede 3,5 rubler (lønnen på sygehusene var dengang ca. 190 rubler).

Trods den høje pris blev alle dukkerne solgt uden tøj – og det af denne simple grund:

På kemifabrikken fandtes ikke noget passende værksted, der var ingen på stedet, der kunne sy dukketøj. Delvis af samme årsag var dukker med parykker, lukkeøjne og flirteøjne, men også med malede øjne ret sjældne.

Men ikke kun på grund af det manglende kendskab til at kunne sy en paryk blev de taget ud af produktionen og erstattet af dukker helt af celluloid.

Smukke dukker, som var meget komplicerede at fremstille, blev betragtet som alt for dyre.

Af samme grund blev ALLE senere fremstillede dukker produceret blot med modelleret hår (og senere med bånd i håret, kyser og fuldt påklædte).

Også dyrefigurer blev fremstillet i denne udformning.

Da temaet Det internationale venskab på den tid var højaktuelt, afspejlede dette sig i dukkerne.

En af de mest elskede dukker var en leende negerdreng.

Hele tiden gik man ind for, at der hos OXK også skulle produceres dukker af andre nationaliteter med lysere hud.

En kineser – en Tadschikisch. Sådan en blev egentlig ikke fremstillet. Illusionen blev blot fremhævet, ved at man tilsatte varierende høje eller lave doser pigment til de forskellige celluloid-opløsninger. Ofte meget mindre end normalt, og dukkens smil, som gav dens øje en karakteristisk ”østlig” skævhed, fuldendte resultatet.

Med tiden opstod et stort antal af egne modeller med OXK-mærket.

Pigedukkerne var smilende og havde enkle frisurer – sådan skulle sovjetiske idealbørn se ud

Men et fælles træk hos alle de tidligste dukker fra OXK er ansigternes omhyggelige detaljer:

Hver enkelt tand var fremhævet og stod for sig selv

Øjne med skygger osv.

Meget smukke – personligt finder jeg dem ganske enkelt charmerende – var Skulderhovederne af celluloid – undertiden sat sammen med arme og ben).

Sådan skulle en sovjetisk pige helst se ud !

OXK fremstillede aldrig stofkroppe  – disse blev normalt syet af mødre og bedstemødre hjemme i de forskellige Artels (Et Artel var i Det russiske Kejserrige til ind i tiden for Sovjetunionen noget lignende som et kollektiv – i Tyskland bedre kendt som Genossenschaft(Kooperativt selskab) – Et sæt på fem celluloiddele, hvor man selv kunne sy kroppen og sætte dukken sammen, kostede meget mindre end en færdig dukke.

I efterkrigsårene blev fremstillingen af legetøj i OXK atter genoptaget – først efter de gamle modeller, men kvalitet og udførelse vedrørende de tidlige dukker slog ikke mere til, og selve kvaliteten af celluloid var desuden dårligere.

Den elskede og berømte dukke på 32 cm!
Skulderhoveder —ofte dele af dukkesæt, hvor kroppen blev syet i Artels af Mødre og Bedstemødre

Ikke desto mindre var disse dukker i 50erne blandt de sovjetiske børn meget berømte og elskede. Den 32 cm høje dukke (som i ser her samt på fotos 18 og 19) er en af dem, og det er ligeledes den søde 16 cm dukke —som entydigt er inspireret af skildpadde-dukkerne, ofte fandtes hun nøgen, men lige så ofte med påmalet badedragt.

Og selvfølgelig var en af de mest elskede efterkrigsmodeller en babydukke på ca. 50 cm med kort, krøllet hør, se foto 20.

Vanen tro blev dukken ikke kun hos OXK fremstillet i denne variation, men samtidig kunne man finde denne model og meget sjældne dukke med lukkeøjne – se foto 21.

Fabrikken overså heller ikke de helt små dukker – denne 5 cm høje badedukke får os til at tænke på lignende modeller fra Minerva.

Hos Büschow & Beck var disse dukker mellem 3 og 7 cm høje.

Alle badedukker blev solgt solo eller i sæt med vaskefad eller badekar.

At have sådan en badedukke i sin samling er i dag at eje noget helt specielt.

OXK-Spielzeugs udbud er vokset betydeligt, ved siden af celluloid dukkede der nu nye materialer op.

Således kan man i kataloget fra 1954 ved siden af mange forskellige dukker og dyr se service, musikinstrumenter osv., herunder noget fremstillet i aminoplast, phenoplast og polystyrol.

Og i 1960erne startede også OXK sin æra med plasticlegetøj – plastic fortrængte mere og mere det velkendte celluloid-materiale.

Denne DUKKE fra min samling (39 cm høj) er blot en af fabrikkens senere stykke celluloidlegetøj. Og det er ikke til at overse, at den påfaldende adskiller sig fra alle sine forgængere.

Faktum er, at der i 60erne kom nye, unge og talentfulde kunstnere til fabrikken, der meget snart designede originalt og påfaldende legetøj: og at eje et stykke legetøj fra den tid er enhver ægte samlers drøm.

Men det er en helt anden historie, og dette billede, som er optaget for lang tid siden i legestuen i virksomhedens børnehave, er den bedste illustration vedrørende endeløse historie…

Atter med tak til Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich (www.tortula.de) håber vi, at I hermed har fået mere ny viden om celluloiddukkerne, og vi ønsker jer alle

GOD LÆSELYST!

 

Celluloiddukker fra Sovjetunionen

Mærket OXK – Del 1:

 En beretning med fotos af Helena Jarzemskaja

 (Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen – forord —oversættelse, bearbejdning etc. ©)

 Med tak til den ukrainske samler Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich har vi hermed fornøjelsen at bringe denne artikel. Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich er veninder, og artiklen har været bragt i Sigis KOMMODE www.tortula.de, december 2017, som kommer med nyheder inden for dukke– og legetøjsverdenen hver måned – www.tortula.de har i år 20-års fødselsdag, og jeg har i hele denne periode fulgt med i processen, og har derigennem suget megen viden til mig. (2. del, som følger, blev bragt i tortula.de januar 2018)

Helena Jarzemskaja fortæller følgende:

Børn har altid villet og vil stadig lege med forskellige former for legetøj. Det vil de i alle lande og til alle tider, også i de meget svære perioder, som revolutioner og krige. Og også når landets nye regering pludselig forbyder al slags legetøj ”fra den gamle tid” og destruerer alt, hvad der angiveligt symboliserer ”Den gamle Verden”. Sådan gik det i USSR i 20erne.

Det var en skrækkelig tid – såvel for voksne som for børn. Men heldigvis er alle børn umiddelbare skabninger, små tryllekunstnere, der er i stand til at skabe en hel Verden ud af Ingenting!

Skønt legetøjet i Sovjetunionen i 1920erne var primitivt og enkelt, legede børnene med, hvad de havde og var glade for deres ting. Her kan I se, hvordan legetøjsforretningerne i Sovjetunionen så ud – og disse er blot de rigeste, de såkaldte ”mønsterbutikker” (Præsentationsbutikker).

Det lille udvalg af legetøj blev produceret af forskellige små foretagender – de kaldtes ”Artels”. Og regeringens radikale indstilling til fremstillingen resulterede i, at mange af produkterne beklageligvis manglede. Det forbavsede således ikke, at politikere og andre voksne indså nødvendigheden i en ændring af disse forhold. Og dette førte til de første sovjetiske celluloiddukker.

En af de berømteste fabrikker – og den allerførste — som startede en fremstilling – var OXK i Leningrad.

 OXK, blev som alle tidlige legetøjsproducenter ikke grundlagt som en legetøjsfabrik: Ohta-krudtfabrik – det er firmaets første navn – blev grundlagt allerede i 1715 efter ordre fra Peter den Store med beliggenhed ved Floden Ohtas bred.

Helt op i det 19. årh. var dette firma et af Ruslands største krudtværker. Efter revolutionen fortsatte firmaet med at fremstille militærartikler, og i 1922 gik man over til fremstilling af kemiske produkter. I 1931 fik firmaet det navn, hvor under alle vi dukkesamlere kender det:  – OXK (eller på tysk –  OCK, Ohtinrer chemisches Kombinat).

I dag er firmaet en del af sammenslutningen ”Plasmolimer” og går under navnet –  Ohta chemical Werk, men det er en helt anden historie, da vi blot er interesseret i de tidligere ”Legetøjs”-sider.

Men hvorfor begyndte denne kemiske fabrik nu pludselig at fremstille Legetøj? Svaret er ganske simpelt: I Sovjetunionen var forbrugerindustrien praktisk talt ikke udviklet. Derfor var alle foretagender fra ca. midten af det 20. årh. forpligtet til, i sine fabrikshaller også at fremstille nogle forbrugsvarer: beklædning, møbler, porcelæn og bestik, forskellige husholdningsartikler – og naturligvis børnelegetøj.

OXK valgte den sidste variant – som de fandt lå nærmest i forhold til deres profil. I 1927 organiserede fabrikken fremstilling af celluloid (indtil da blev dette produkt udelukkende købt fra Tyskland) – dette materiale blev først og fremmest købt af håndværkere og private foretagender.

Men allerede i 1931 omstillede firmaet produktionen udelukkende til forbrugsvarer – kamme, sæbeskåle, brille-etuier – og allerede år 1932 fødtes Ohta-Zelluloid-Spielzeug/(Ohta-Celluloid-Legetøj)  – der blev fremstillet Dyrefigurer.

Den første dukke kom til verden i 1935, hvad man kunne løse i det netop grundlagte første sovjetiske tidsskrift om legetøj (kaldet Legetøj ).

Begyndelsen var svær –  for da det kom til stykket, var fremstillingen af legetøj helt nyt for firmaet. Der fandtes ingen designere eller andre fagfolk. Derfor blev de første dukker fremstillet efter forme fra Værket ”Komsomolskaya Pravda” (denne fabrik havde netop på dette tidspunkt indstillet sin produktion af celluloiddukker. Andre af firmaets talrige forme blev taget fra franske og tyske porcelæn– og celluloidforme (dengang havde ingen fra Sovjetunionen gjort sig tanker om ophavsret/copyright).

Jeg tænker, at disse dukker er let genkendelige – og hvis du tror, at du her ser franske og tyske børn med deres dukker, tager du fejl – alle de her gengivne fotos er med dukker fremstillet i Sovjetunionen.

 De første Ohta-dukker blev stadig overvejende solgte uden mærke. Senere blev de fremstillet med skiftende mærker. Hermed en række af de kendte mærker, ganske vist ikke alle.

Selvfølgelig var ikke bare OXK interesseret i de fine, tyske dukker, som f.eks. Den mest kendte dukkedreng Hans fra Schildkröt (Skildpaddedukke). Han blev virkelig internationalt kopieret.

De kønne dreng kan vi genkendte gennem mange sovjetiske, japanske og polske dukker. Blandt mange sovjetiske dukkesamlere eksisterer denne legende stadig: at dukken er lavet efter dette barnefoto af Volodya Ulyanov (Lenin), og der ses virkelig en vis lighed….

Denne teori ligger langt fra sandheden – svaret er meget mere simpelt:

Det er en kopi af skildpaddedukken

I dag er han en af de mest elskede og kendteste celluloiddukker fra den tidligere Sovjetunion – der findes næppe den samler, som ikke ejer en Hans, og mange har to eller flere (I USSR –landet med Planøkonomien – blev den samme model ofte fremstillet på forskellige fabrikker, dvs. med ganske uvæsentlige forskelle i f.eks. bemalingen etc., og selvfølgelig mærket forskelligt. Og skulle en samler ikke eje en sådan dukke, drømmer hun eller han helt sikkert om at få en).

Jeg er ikke i tvivl om, at alle samlere genkender disse dejlige bamser, eller denne yndige, dukke med den mørke hud og de store øjne – og her tog jeg atter fejl: Ligesom de før nævnte dukker er de også mærket OXK, og ikke Skildpaddedukker.

Et yderligere problem ved de tidlige OXK-dukker var farven på celluloid-materialet – de første dukker fik en grønlig afskygning. Her fandt man snart svaret, – det vand, man brugte ved fremstillingen, kom fra floden Ohtinka, og var meget jernholdigt.

Efter indbygningen af filtre, forsvandt dette problem. Men i vor tid er dette minus delvis blevet et plus – en karakteristisk farve er en hjælp til identifikation af de tidligste og særligt sjældne og værdifulde dukker.

Kære læsere, dette er hermed første del om de russiske celluloiddukker — der er meget mere at fortælle, derfor følger anden del af beretningen meget snart.

Stor tak til Helena jarfzemskaja og Sigi Ulbrich (Tortula)

Og god læselyst ……

Sjældent celloluidhoved

© for tekst og billeder Anne Friis.

Jeg har et meget sjældent celluloidhoved, kuglehoved med glasøjne og lukket mund i en yderst mørk farve – gulbrun er den nærmest – med lukket top. Der er skåret en rund kant så man har kunnet løfte toppen af, dog er det limet fint sammen og der er en paryk ovenpå, så det havde jeg ikke set, før jeg gik i gang med fotograferingen og ville fjerne parykken. Det sidste ryk ville frembringe et stort hul, så det gjorde jeg ikke. Parykken kunne ellers godt have trængt til en rensetur i Benzin. Den skårede cirkel er sikkert til isætning af øjne, der kan vippe. Drengen, som det kun kan være, har jeg købt for mange år siden hos Hilda, men kun hovedet, så jeg leder stadig efter en krop, som sikkert godt kan være en komposit eller papmaché krop, det har jeg set mange gange. Det kan, på grund af farven, godt være en asiatisk dreng, men jeg tror bare den er guldnet med årerne ret meget. Det skulle det nye materiale ellers ikke gøre, det er Cellulobrin en videre udvikling af celluloidet, som skulle have en masse bedre kvaliteter, f. eks. nævnes at :

  1. Den er ikke brandfarlig,
  2. Den kan vaskes
  3. Den er yderst holdbar.
  4. Cellulobrin vejer ikke meget.
  5. Bliver ikke gult, som alt andet celluloid (dette holder ikke).
  6. Den er gennemfarvet i hudfarven som er homogent forbundet, så farven ikke kan skalle af eller flage.
  7. Dette nye materiale er ikke dyrere end det gamle celluloid.
  8. Den er fint bemalet med et udsøgt fint barnligt udtryk i modelleringen.
  9. Det er muligt at fremstille i enhver model og størrelse.

Nedenunder står der følgende:

” Denne nye egenskab besiddes ikke af noget andet materiale, hvilket giver den fuldkommen nye muligheder i dukkeindustrien”, og så fabrikantens adresse. Jeg har ikke kunnet lade være med at oversætte den morsomme opremsning af alle disse uovertrufne egenskaber, som jo efter 100 år ikke ser ud til at holde spor. Men han er stadig en dejlig dreng, selv med diverse limklatter og små ridser, og man har sikkert ikke troet at den skulle holde så længe, som den jo har holdt. Materialet er jo fra omkring 1909. Legetøj bliver jo ikke regnet for noget, medens det bliver lavet, og dette passer bedre på vores tids ”brug og smid væk kultur”, men stod ikke for den tid, hvor det blev produceret.

Den er mærket F.S.& Co 1276/40 som står for 40cm. Denne er en decideret karakterdukke fra Franz Schmidt & Company, som er mest kendt for deres dejlige bisquedukker både som kuglehoveder og som skulderhoveder også med mange karakterer i bisque. Disse har jeg flere af. Men den er så tydeligt mærket at et andet firma er udelukket. Han har desuden det vi kalder åben-lukket mund med to tænder i, endnu en sjældenhed. De brune glasøjne gør ham yderst levende og aktiv, de vipper ikke så godt, synes jeg. Den er forstærket indeni med en kork plade, som er gipset på, men det er farligt med vippeøjne i celluloiddukker, det tunge blylod kan så nemt slå hul på celluloiden, og risikere at beskadige baghovedet, og sikkert mere efter så lang tid. Cellulobrin blev skabt i 1909 og er derfor lige kommet med karakterdukkernes frembrud. For det meste er disse lavet til K*R (Kämmer & Reinhardt) eller Kestner i celluloid, så S.F. & C. må være yderst sjælden. Alle de bøger, jeg har konsulteret, siger at de har lavet dukker i celluloid, men det må have været en meget lille produktion, da jeg ikke kan finde nogle billeder af dem. Der er kun vist en s/h reklame med et par fotos. Se side 255 i Cieslick’s leksikon samt side 131 i Sabine Reinelte’s bog. Netop derfor skal i se ham, måske er der andre, der kender disse typer.

Jeg har haft en dukke med cellowax, fra Kestner, nok en af de smukkeste, jeg har set, da voksen gjorde den helt mat og blød at røre ved, men ak og ve, den eksploderede til et dukkemøde. Den var oven i købet på original papmaché krop og med tøj, samt papmærke fra Kestner og i original æske. Men jeg har resterne, samt øjnene og parykken. Derfor gentager jeg min advarsel, vær yderst forsigtig med jeres celluloider. Jeg har et lysbillede af den, som jeg må se at få scannet ind, så I kan se den, som den så ud. Jeg mener kun det var Kestner, der brugte cellowax, men det kan dog ikke udelukkes, at der findes andre firmaer som brugte dette materiale.

En stor tak til Anne for, at dele denne artikel med alle de gode oplysninger.

KADER-Dukker

(Populært kaldet Globus-dukker)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 For ca. 25 år siden   – engang i 1992 – blev der af af Pauline Lucky, USA, udgivet en bog: Dolls in Denmark, hvor hun beskrev flere dukker produceret , designet eller simpelthen lavet af danske dukkemagere. Under et af afsnittene stillede hun spørgsmålet: KADER-dukker, hvor kommer de fra, er de danske?

Dette gjorde mig selvfølgelig enormt nysgerrig, og jeg startede med at søge i Coleman.s: the Collector’s Encyclopedia of Dolls, bind 2, men her står blot følgende: Kader: Navn fundet på celluloiddukker….

Mærket tv er det, jeg fandt i Coleman’s Encyclopedia, mens det th er det viste i Dukkemagasinet nr. 8!
Skitse af min ca. 30 høje dukkepige, mærket B3515 og ellers som mærket th.

Og der vises et mærke med en globus. Dette mærke med globus findes på mange dukker, og jeg viste allerede i Dukkemagasinet nr. 8 et Kader-mærke, hvor der desuden stod ”Made i Hong Kong”. Altså vidste jeg, at dukkerne ikke kunne være danske.

Dukkerne er heller ikke af celluloid, men af plastic, idet jeg selv ejede en KADER-dukke på ca. 30 cm, en yndig pigedukke med modelleret hestehale, lukkeøjne, bevægelig arme, ben og håndled. Hun var mærket B3515 og Made in Hong Kong. Se min skitse over dukken set forfra og i profil. Denne dukke havde jeg fået foræret sammen med mange dukker i en kasse, og alle dukkerne er fra halvtredserne. OK KADER Corporation opererede i Hong Kong mellem 1950erne og 1970erne. Nogle Dukker ligner dem, der bærer Evergreens Logo, men det vides ikke, om firmaerne var rivaler eller havde forbindelse med hinanden. (Måske en af jer ved noget mere om det!) Man regner desuden med, at Evergreen har forbindelse til gruppen af Pedigree/Lines Bros.

Så langt —så godt, men i den følgende tid kom jeg med i mange debatter, hvor en del samlere og andre hele tiden, påstod, at KADER-dukkerne var af celluloid. Nu var gode råd dyre… eller… Jeg kontaktede et par udenlandske dukke-eksperter, sammen med hvem jeg foretog følgende sammenligninger:

A: KADER: Disses populære dukker nåede deres højdepunkt i Hong Kong i 1960erne og 70erne. De er almindeligvis mærket i nakken mded initialerne O.K. og nedenunder med ordet KADER, samt nogle tal. Tallene angiver dukkens størrelse i tommer (én tomme er 2,54 cm). Normalt står der også Hong Kong.

A: CELLULOID: Gennem tiden har jeg undersøgt mange celluloiddukker, men er aldrig stødt på en celluloiddukke, der er lavet i Hong Kong. Celluloiddukker blev ellers fremstillet i det meste af verden, hvor Tyskland, Frankrig, England og Japan var hovedmændene bag fremstillingen, og de fundne dukker er da også fremstillet for over 50 år siden.

B: KADER: Dukkerne er fremstillet af to forskellige materialer, idet hovederne er lavet af HÅRD plastic, som kan repareres, mens kroppene er af en meget tyndere type, som det er næsten umuligt at reparere.

B: CELLULOID: Her er hele dukken lavet af sammen type materiale (celluloid), enten den kraftige kvalitet fra førkrigsårene, eller den tyndere type, hovedsagelig fremstillet i Japan i 50erne. Disse dukker kan repareres af en kompetent dukkedoktor.

Og sådan er lemmerne fastgjort:

C: KADER: OK-KADER-dukkernes arme og ben er fastgjort med ”kuglerne” for enden af lemmerne – se de sammenlignende illustrationer. Disse ”kugler” ”skrues” ind i de bløde kroppe. Hovederne er fastgjort pålignende måde.

C: CELLULOID: De bevægelige lemmer på en celluloiddukke er ALTID opstrenget med elastik. Almindeligvis fastgøres arme og ben gennem huller i elastikken— se de sammenlignende illustrationer.

D: KADER: Desuden kan du på illustrationerne se, at KADER-dukkerne har bevægelige håndled, som ligeledes ”skrues ind i underarmen ved håndleddet.

D:  CELLULOID: Der findes ganske få smukke. gamle førkrigs-celluloid-dukker (almindeligvis af tysk oprindelse) med bevægelige hænder. Disse er altid strenget op med elastik —dvs. de er aldrig ”skruet” ind i håndleddet.

Typisk KADER-Baby!E:

E: KADER: Somme tider fortæller samlere, at de ejer celluloiddukker, som er mindre end ca. 50 år gamle, men måske de tager fejl, du kan altid bede vedkommende om at vise dig mærket, og står der f.eks. O:K KADER, er dukken af plastic og ikke af celluloid. Det samme gælder også flere andre mærker….

E: CELLULOID: På grund af materialets lette antændelighed ophørte fremstillingen af celluloid lidt efter lidt. Dog fortsatte produktionen af dukker, specielt de tyske skildpaddedukker. Disse dukker fremstilles nu af en plasticblanding kaldet Tortulon, et materiale, der ligner celluloid ret så meget.

Celluloid eller plastic:, udviklingen kan man ikke stoppe, og både celluloiddukker og dukker af plastic er store samlerobjekter, ren nostalgi. Og mange har i deres samling begge slags. KADER sendte mange babydukker, barnedukker og teenagerdukker på markedet, men særligt babydukkerne blev populære, og de er rigtig søde.

Tidlige KADER-Babyer kan være umærkede, men kan ofte identificeres: de findes i størrelser lige fra 9 til 60 cm. Hovederne kan være lavet af hård vinyl, som ligner hård plastic meget. De fleste babyer er mærket på bagsiden af torsoen og somme tider også på hovedet, f.eks. Med ”B 3520”. B’et betegner muligvis BABYdukke, 35 kan være formens nummer og 20 referere til størrelsen 20” (ca. 50 cm). Hals eller hoved kan være mærket på lignende måde: f. eks. angiver ”20BH” det matchende 20” dukkehoved.

Og som sagt har de almindeligvis lukkeøjne og tunge, modelleret hår og er klædt på som drenge eller piger. De fleste har ekstra led ved hånden, dvs. bevægeligt håndled.

Hermed en lys og en mørk KADER-baby af mærket ”B3520” – samt en sjælden KADER-baby med paryk, også på 20” –
dvs. de er alle 3 ca. 50 cm høje.

 I løbet af 1960erne blev KADER-babyerne fremstillet med bløde vinylhoveder, men på samme type kroppe.

Den type vinyl, som blev anvendt til KADER-dukkekroppene, var ofte tynd og voksagtig og blev meget ofte forvekslet med celluloid, hvad ikke er korrekt. KADERdukkerne var og er af vinyl/plastic.

Hong Kong-firmaet fortsatte til midten af 1970erne, men da arbejdskraften efterhånden blev billigere i Taiwan og Philippinerne, gik man over til produktion derfra. Den multinationale alder var startet.

Portræt af en ca. 20 cm høj KADER-baby!

Nu glæder vi os til at billeder og få beskrivelser af jeres KADER-dukker og gerne flere oplysninger om KADER, idet mange af jer helt sikkert har en eller flere af slagsen i samlingen, og nogle af jer endda dem alle!

 God Læselyst!

Håndarbejde på tynde pinde

Ikke ligefrem ”Pringle of Scotland” – men strikkede ting, som jeg værdsætter!

 Med hilsen fra Sigi Ulbrich (www.tortula.de) ©

 (fotos :gmuwebdesign ©) – (oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle uger siden modtog jeg månedens kompendium-sider om Edi-dukker, hvor Sigi præsenterede sine EDI-babydukker i hjemmestrikket /selvdesignet tøj, og dette yndige og søde tøj måtte jeg da vide mere om, således at vi alle kunne få glæde af Sigis færdigheder… Og her er således hendes fortælling om at strikke og hækle af fri fantasi… (Prøv selv… fantasien kender ingen grænser):

Da jeg for mange år siden begyndte at samle på Edi-dukker, var der endnu ingen, der tænkte på Ebay og andre salgsportaler på nettet. Ville vi i forbindelse med hinanden, skrev vi et brev, eller såfremt det skulle gå hurtigt, og såfremt modtageren havde ”et af disse nymodens apparater”, gik man ned på gaden, fandt en telefonboks og ringede til modtageren. Det allermest sikre var dog, at man satte sig i bus, sporvogn eller tog og kørte hen til vedkommende.

Derfor var samlingerne-  lige meget hvilken genre –  gerne små og overskuelige. Alle mine dukker havde navn, og jeg kendte dem godt, vidste hvornår og hvor jeg havde erhvervet dem. Mange køb var således mere kærlighed ved første blik end ønsket om at udvide samlingen.

En dukke som den lille LEA tv var allerede dengang en virkelig eksklusiv erhvervelse. Min mand købte hende dengang i USA. En 10 cm høj Edi-Babydukke med hanekam (det vi i Danmark kalder Prinsessekrølle) – vækker denne frisure minder? Hun er iført sin originale legedragt og hun bærer endnu sit skilt ”Made in Western Germany”, sådan mærkedes tidligere alle genstande, som Den tyske Forbundsrepublik fremstillede til eksport.

På tyske loppemarkeder fandt man allerede på et tidligt tidspunkt de nøgne dukker, og hver gang jeg opdagede en, tog jeg den med. Jeg er ikke god til at sy, det har jeg aldrig været, allerede i skolen opgav min håndarbejdslærerinde at lære mig noget. Jeg kunne ganske enkelt ikke sy, og helt ærligt, jeg havde heller ikke lyst.

Dog havde min mor mig meget tidligt lært at hækle og strikke, og da de små dukker naturligvis ikke skulle sidde i ”deres fødselsdagstøj”, ville jeg strikke tøj til dem. Med mit normale håndarbejdsgrej kom jeg dog ikke videre. Jeg forsøgte mig med babyuld, og selv om resultatet blev ganske smukt, var kjolen for tyk. Kjolen blev strikket færdig med meget få masker og nøjagtigt sådan kom den til at se ud.

På en miniaturemesse opdagede jeg nu strikkepinde, helt tynde og kun 1,2 mm i diameter. Jeg lavede nogle forsøg, og med disse kunne man strikke med blondegarn. For de, der måske ikke ved, hvad det er, kan jeg sige, at blondegarn er ca. så ”tykt” som sytråd. Nu havde alle døre pludselig åbnet sig, for sytråd fås i alle farver. Jeg var nu i stand til at strikke tøj til alle mine små dukker, herunder også lege– og pyntedukker til dukkestuerne. Og når man først får begyndt, kommer den nødvendige kunnen med de tynde pinde og det fine garn helt automatisk. Hurtigt købte jeg nu helt tynde hæklenåle (størrelse 0,75, 1 og 1,5. Nu kunne jeg også hækle fine blonder på de små kjoler, nøjagtigt som til de små dukker tv. Dukken i salgsreolen fra Bodo Hennig er 1,4 cm høj, og pyntedukken på dukkehussengen er 2 cm høj.

Mit resultat af disse håndarbejder var virkeligt fortryllende, og jeg var meget stolt. Men det blev også til lidt roderi eller fjumren rundt. Med hensyn til mine 7 og 10 cm høje Edi-dukker blev det mig for møjsommeligt. Men da jeg en dag handlede i en forretning med sytilbehør, fik jeg denne idé: Jeg købte knaphulsgarn og fandt hermed en fantastisk løsning. Garnet er dobbelt så tykt som sytråd og er lige så nemt at strikke med. Når man strikker så små ting, skal man passe på, at man ikke strikker for stramt— for gør man det, fremstiller man hurtigt små træbrikker. Strikker man tilpas løst, falder alt let, ja smyger sig om den lille dukkekrop. Derfor benytter jeg for det meste hulmønster til nederdelene, hvorved alt falder endnu mere elegant ud.

Sigi Ulbrich!

Det vigtigste ved disse fine arbejder er lyset. Allerhelst sidder jeg på altanen i skygge og strikker, da man i det skarpe sollys bliver blændet.

Endnu i dag arbejder jeg efter min Mors retningslinjer. Alt— kjoler, bluser, sweaters, skjorter, dragter-  kan åbnes og lukkes i ryggen. Dette er nemmest, når man klæder dukkerne af og på, og det skåner de små dukkearme-  og det er ekstra vigtigt, da jeg overvejende samler på celluloiddukker. Selv på Edi– dukkerne, som er af hård plastic, skåner man derved fastgørelses-anordningerne på arme og ben.

Jeg bruger ikke strikkeopskrifter, jeg arbejder efter ”Mål”. Jeg hækler eller strikke et stykke og holder det op mod dukken. Dukker er taknemmelige modeller-  måske lidt genstridige i arme og ben, men dukker behøver ingen pause og sidder altid beredvilligt parat, således at man kan måle på dem. Man kan selvfølgelig ikke arbejde for at tjene penge, det ville på grund af tidsforbruget koste alt for meget, jeg arbejder således for min egen fornøjelses skyld. For det første er det en fornøjelse for mig af fremstille de små ting, og for det andet er det mig en glæde at beundre mine små dukker i stadsen.

Vil jeg udstyre en lille baby-dame rigtig sødt, får hun en lille kjole, små bukser, en lille kyse og et par babysko.

Kjolerne udformer jeg gerne som kittelforklæder, dvs. korte, brede seler og derpå overdelen— som lukkes bagpå. Da det er nemmest, hækler jeg stykket indtil taljen. Den sidste række er en hulrække, således at man kan trække et lille bånd igennem. Derefter samler jeg maskerne op og strikker videre. Til Opsamling af masker anvender jeg gerne dobbelt garn, så har jeg med et slag opnået vidden på nederdelen. Kun sjældent skal der flere masker til. Til halsudskæring og ærmegab hækler jeg endnu en lille blonde. Denne bliver særligt smuk og fin, når man benytter tyndere sytråd.

Som i det virkelige liv er det for det meste nemmere at strikke til ”mændene”. Mine sparkebukser er altid i et stykke, overvejende med lange ben, som jeg gerne lukker under fødderne. Herved sparer jeg at strikke de ekstra babysko. For at få benene lige lange, strikker jeg straks begge på én pind. Når de har den rigtige længde, strikker jeg i midten til kilen yderligere 2-3 masker – de skal senere tages ind – derefter strikker jeg dem sammen foran. ”Buksedelen” strikker jeg videre i glatstrik (en pind ret, en pind vrang). I taljen kommer en hulrække. I overdelen indarbejder jeg gerne et lille mønster. I halsudskæringen bliver i hvert tilfælde skulderstykket lige så langt, at det kan sys til foroven på ryggen. Nu lukkes bagsømmen til taljen. Ærmerne strikkes enkeltvis og sys direkte til overdelen. For øvrigt gør jeg nøjagtigt det samme, når det drejer sig om store babydukker. Dragten til den 30 cm høje ASK-baby (Adam Szrajer/Adam Schreyer— de blev fremstillet i byen Kalisz/Kalisch) er ligeledes i et stykke, sågar skoen er strikket med. Men naturligvis er denne dragt strikket af det ”normale” meget tynde bomuld.

Under alle omstændigheder får også en drengebaby en kyse – tidligere brugte man det. En baby havde kyse på. Til disse små drenge laver jeg gerne en ”lodden hue” (en slags djævlehue). Også selv om det ikke er realistisk i det virkelige liv —- ser det ganske henrivende ud, og dukkebabyerne ligger eller sidder jo overvejende i deres små senge, vogne, vugger eller høje stole. De to 7 cm høje babyer i gult/hvid og rosa/hvidt har ligeledes strikkede dragter i et stykke.

Hvis det engang skal gå hurtigt, får en baby – se længere oppe,  en 4 cm høj Edi-dukke med sin 12 cm høje Edi-Mor i en bondestue fra 1942 – en løjert (en slags køre eller sparkepose med overdel). Til denne dukkestørrelse er man nødt til at bruge sytråd, alt andet bliver for pølseagtigt.. Man strikker helt enkelt ca. 20 pinde – her har jeg brugt perlestrik. Herefter har man opnået den rigtige størrelse og fortsætter med 2-3 pinde til overdelen foran, brede seler og sammensyning. Som sædvanlig er dragten åben bagi og let at iføre barnet. FÆRDIG!

Jeg har kasser og æsker fyldt med garn og stofrestert. Jeg ved også, hvorfra min samlerlidenskab stammer, den har jeg arvet efter min Bedstemor. Hun gemte hvert eneste lille stykke stof og garnrest. ”Man ved jo ikke, hvornår man engang for brug for det igen!” Nå, ja, hun var årgang 1893. Da Bedstemor døde i 1981, arvede jeg alt dette. Hver gang jeg har brug for et stykke stof eller en særlig farve garn, finder jeg det helt bestemt i Bedstemors efterladenskaber. For nylig ryddede jeg op i det hele-  og til min mands store glæde smed jeg noget ud. Dog er der stadig for alle tilfældes skyld rigeligt tilbage.

Og her ved fandt jeg stoppegarnet. Husker I det? Jeres bedstemor og måske også jeres Mor stoppede dengang strømper. Dengang kunne man købe stoppegarn viklet om tyndt pap. Oprindeligt var det uldgarn, og omkring midten af 60erne overvejende dralon (et kunststof). Mens uldgarnet på de gamle papstykker ikke længere er anvendeligt – de falder nærmest fra hinanden, når man ser på dem – er dralon vidunderligt som strikkegarn. Sy– hhv. knaphulsgarn gør det ud for bomuldsgarn, og dralon gør det ud for uldgarn. Begge dele ser godt ud, og mine små dukker er rigtig fint klædt på.

Måske ikke lige frem Haute Couture, men heller ikke Prêt-à-Porter !

 

 

Og så er der kun at takke Sigi hjerteligt for denne herlige og lærerige artikel med tips og tricks – en fortælling, der helt sikkert giver mange af os lyst til at prøve kræfter med strikkepinde og hæklenål helt uden opskrifter og ”efter de forhåndenværende materialers princip”!.

 God fornøjelse !

PS: Sigi fortæller at der findes 2 bøger om Cellba dukkerne:

bind 1 og 2: Im Zeichen der Nixe (I havfruens tegn men kun på tysk)

Udgivet af: Heimat und Gewschichtsverein eV.

Mere om Cellba dukkerne

Anne Friis © for tekst og fotos.

Hvad jeg ved om Mærket Cellba.

Det er beretningen om min Cellba dukkepige lavet i celluloid. Jeg købte den på loppemarkedet i Humlebæk, det er der kun ret sjældent. Pigen der solgte den fortalte at den havde tilhørt hendes mor, som lige var død. Hun ønskede dog ikke at smide den ud, selvom ingen var interesseret i den – jeg kom ret sent – men da jeg fortalte at jeg nok skulle passe på den, blev den min for bare en tyver. Hun er en type, som jeg ikke har mange af, en såkaldt ståbaby, direkte oversat, desuden er hun af mærket Cellba fra 1923-1966. De bruger en havfrue kalder jeg det, andre siger havmand, der er i et skjold ”Wassernixe” på Tysk. Firmaet er Schöbel, Becker & Co bosiddende i Babenhausen.

Celluloid er jo et farligt materiale, da det skal presses i en form og med lufttryk presses ud i alle hjørner, derefter bliver delene sat sammen, faktisk smeltet sammen.

Da jeg arbejdede på Statens filmcentral var jeg en af de få, der fik lov til at sidde og reparere brækkede celluloidfilm med et flydende materiale, nitroglycerin i en lille glasflaske, der smeltede det sammen. Der var temmelig mange stumfilm fra den periode.

Derfor sad jeg for mig selv, så hvis det eksploderede var det kun mig det gik ud over. Det kan man så tænke over i dag, da jeg var alene med 3 små drenge – tror ikke det var gået i dag. Der er adskillige fabrikker, der er brændt ned til grunden på grund af eksplotionsfaren og alle de forsøg, de var nødt til at lave. Men jeg må nok sige, det er et meget mat og smukt materiale, som sågar er blevet brugt til fremstilling af smykker. Et sådant købte jeg også på samme loppemarked – en yndig rose. Jeg har selvfølgelig en del dukker i Celluloid, men desværre må jeg sige, at de er utrolig sarte nu hvor de er over 100-160 år gamle, idet materialet blev opfundet i 1895. Husk ALDRIG at tage din dukke ud i frostvejr eller udsætte den for en stor temperatur forskel, så kan de eksploder for øjnene af dig. Har selv prøvet det, og man lære jo kun af sine fejl, ved at gøre dårlige erfaringer. Ellers er det et dejligt let materiale, der senere blev udkonkurreret af Bakkelit, og Tortulon, som det kan minde om. Bakkelit kunne også presses i form, men det holder heller ikke, det pulverisere – tænk på gamle brune kontakter og fatninger – om det er fordi ledninger bliver varme ved jeg desværre ikke.

Firmaet Cellba har rigtig mange søde og spændende dukker i deres sortiment, de virker lidt anderledes end ”Skildpaddernes” som jo sad på det store marked og diktered hvad de andre firmaer kunne tillade sig. Alle fik rå-celluloiden – sikkert fra det samme sted, men Skildpadde bestemte hvem der fik. De eksistere jo den dag i dag, så de har formået at klare sig, ved at opkøbe andre fabrikker og så nedlægge dem. En nem måde at få sine konkurrenter fjernet på. Jeg siger ikke at andre firmaer ikke ville gøre det samme; når det kommer til stykket er det pengepungens størrelse, der bestemmer. Cellba lavede mest babydukker og så stådukker, men de kunne være med både faste og drejbare hoveder samt en meget charmerede Kewpie type. Desuden var der andet legetøj til små børn som tumlinge, der ikke vælter og sådanne ting. Dem har jeg dog kun set fotos af. De kunne sagtens putte vippeøjne i, som også blev lavet i celluloid, men ligeså tit kunne det være glasøjne, de har et meget dybere blik og betingede sikkert en højere pris. I skal huske at de faktisk var ret dyre, det var jo det nyeste hit, så mange china dukker har måtte lade livet for at få et nyt hoved i celluloid, men jeg tror ikke at Cellba lavede skulderhoveder, men det gjorde andre firmaer, især ”skildpadde”. Børn ønsker altid at få det, der lige nu er in, ellers plager de livet af dig; det gjorde de også dengang. Hende, jeg købte i Humlebæk, hedder Gabi i de tyske bøger. Min har malet øjne – den billige udgave. Desuden tror jeg det ene ben er udskiftet, da det har en mørkere lød i den ellers meget blege hudfarve. Det er heller ikke mærket på samme måde som det andet ben og armene. Hudfarven blev hældt i celluloidmassen, så man kan sige de er gennemfarvet, hvor nogle negerdukker blot er sprøjtelakeret på en lyserød grundfarve. Det ses i de dele man kan skille ad, især på indersiden af lårene. Men som sagt har jeg også der kun set fotos af deres specielle negerdukker. Men jeg kan godt lide det lidt anderledes udtryk Cellba bruger, de virker ret naturlige som rigtige børn og var klædt som sådanne. Jeg vil se i min samling, om jeg skulle have flere hele dukker fra Cellba. Mange af mine celluloider er desværre blevet ødelagt af diverse katte samt et indbrud, hvor personen bare smadrede dem, så min samling er ikke i den bedste stand desangående.

 

 

Fordi cellba pigen er så bleg, har jeg inkluderet en tumling, så I kan se hvor godt at farverne kan holde. Det er en klovn som slet ikke har noget mærke overhovedet, den er gennemset med lup, men den virker meget tysk i mine øjne, så det tror jeg på. Desuden har den en noget anden farvetone end de Japanske celluloid ting, så det udelukker jeg også. Den indeholder noget det rasler samt er ikke så god til at rejse sig op, som de plejer at være. Han er 14,5cm høj.

Bøger kun med celluloid dukker og ting: Zelluloid-puppen sammmeln fra Lanterna Magica  skrevet af Angelika Lipinski ISBN3-87467-313-8, katalog med farvefotos og prisguide på tysk.

Mange leksikoner har også afsnit med celluloid dukker, ligeledes de forskellige pris guider, men meget få har store gennemgange af de vidt forskellige mærker fra mange lande i Europa. De danske celluloid’er fra Køge, Muslinge og Swift fabrikkerne dukker slet ikke op i disse, samt polske og franske mærker heller ikke; begge lande lavede som bekendt pragtfulde dukker. Dette får mig til at tro, at meget lidt af de forskellige mærker slet ikke kendes andre steder. Jeg er tit blevet spurgt om dette i Bruxelles hos min dukkereparatør, som var meget interesseret i ny viden, og jeg købte netop den franske bog hos ham.

Poupées Francaises en Celluloid både på Fransk & Engelsk  af Kathy Moreau kun franske mærker. Denne lille, men meget oplysende guide, er ganske undværlig og idet den er tosproget yderst anbefalelsesværdig. Jeg har adskillige franske celluloider, men alt sammen analogt registreret, så jeg må i gang igen og lave det digitalt.

Puppen & Spielzeug aus Zelluloid fra Weingarten af Sabine Reinelt , nok den bedste med tyske dukker, den mest alsidige, og med pragtfulde fotos. Desuden var det den eneste som havde fotos af min nye Käthe Kruse dukke i tortulon med korrekt angivelse af årstal.

Vi skal huske at celluloid hurtigt bliver videreudviklet, og at der kommer andre stoffer i det hen ad vejen, via bakkelit og tidlig plastik og til sidst vinyl, som vi kalder det meste for i dag. Tidlig plastik og plastik er to meget forskellige materialer, og museerne har store besværligheder med at bevare disse ting, fordi de går ind og reagere med luftens forurening i en kemisk proces. De tidlige plastik dukker (Barbie & Bild Lilly) er særlig udsatte, og der skal nok kommer flere med over årernes løb. Nogle af mine får grønne plamager midt i ansigtet, det havde Barbie Lene aldrig set før. Ellers er det kun ved ørerne (grundet messing ørenringene og metallet de er fæstnet med). Hvis I selv har oplevet dette må I gerne fortælle os andre om I har fundet en løsning på især misfarvnings problemer, det kunne vi godt tænke os her på blokken.

En stor tak til Anne for denne udførlige artikel!

Lene

Shirley Temple dukker

© for research Lene Byfoged

Hvem husker ikke den populære og berømte barnestjerne med alle de mange fine krøller Shirley Temple? Hun har vel været den mest populære af dem alle gennem tiderne. Hun startede sin filmkarriere som 3 årig og hun kunne det hele, danse, synge og spille skuespil, så hun charmerede enhver hun mødte. Hun blev født i 1928 og døde i 2014 som 86 årig.

Der blev produceret  masser af merchandise, som f.eks. kopper, hatte, tøj, påklædningsdukker, dukker og meget mere. Hun indspillede også flere grammofonplader.

Shirley Temple med en af de dejlige Shirley dukker.

Det er selvfølgelig de eftertragtede Shirley Temple dukker, jeg vil prøve at fortælle lidt om her.

De første dukker blev lavet af firmaet Ideal Toy Corporation  i midten af 1930érnes depression i USA. Det blev billedhuggeren Bernard Lipfert der fik opgaven til at skabe en dukke der lignede Shirley Temple. Efter mere end tyve forsøg, enedes familien og firmaet og den første dukke kom i produktion.

Den første udgave blev lavet i composition med tre forskellige parykker brun, rød og blond. i 1934 ansøgte Ideal Toy Corporation om patent og den første Shirley Temple dukke blev offentligt annonceret i magasinet “Toys”. Herfra gik det hurtigt og dukkerne blev fremstillet i flere udgaver. Den blev lavet i mange størrelser, fra 28 cm til 90 cm. De første dukker var mærket “COP IDEAL N & T Co” på bagsiden af hovedet. Alle dukkerne blev solgt iført en polkaprikket kjole magen den til den, hun havde på i filmen “Stand up and Cheer”.

Shirley Temple dukke fra 1930érne i sin originale prikkede kjole. Det originale mærke sidder der stadigvæk.

Det var ikke billige dukker, men de blev hurtigt meget populære og firmaet ansatte designeren Mollye Goldman til at kreere en større garderobe til dukken. Så ejerne af dukkerne, kunne nu iføre deres dukker de forskellige fine kjoler af enhver art.

Ideal Shirley Temple dukke fra 1958 i vinyl. på 30 cm. Iført original sømandskjole i bomuld.
Original Ideal Shirley Temple dukke fra 1934 på 45 cm med sin fine garderobe.

Disse dukker blev hurtigt firmaet største succes og bedst sælgende produkt og blev med tiden lavet i både composition, porcelæn og vinyl og hen ad vejen, ændrede dukken udseende. Hun fik bl.a. slankere ansigt og hendes mærkning ændrede sig.

De forskellige mærker:

1 . SHIRLEY TEMPLE (i form af en halvcirkel)

2 . SHIRLEY TEMPLE (i form af en halvcirkel) IDEAL N. & T.Co. (inde i halvcirkel, som regel skrevet IDEAL, lige over, på én linje, og N. & T. Co. på næste), dette mærke kom også med COP (C med O og P inde i det),

3 . SHIRLEY TEMPLE

4 . Shirley Temple med IDEAL i en diamant under navnet

Andre firmaer ville også være med i succesen og der blev fundet på flere kreative ideer til at omgå ophavsretten, men de blev aldrig helt så populære.

45 cm. høj vinyl Shirley Temple dukke i sin originale indpakning. Denne dukke blev lavet mellem 1959 og 1963.

Dukkerne er stadigvæk store samlerobjekter og man er vel ikke i tvivl om, hvilken dukke det er, når ser den.

Et par af de mange bøger der er udkommet om Shirley Temple dukkerne:

ISBN: 0-87588-624-8
ISBN: 0-87588-644-2

 

En af de mange Shirley Temple påklædningsdukker der er produceret.