Stofdukker - DUKKE - & LEGETØJSDRØMME. (Vi samler og leger stadigvæk).

Ostedukker

Research: Lene Zschau & Lene Byfoged

d. 1.6.1952 blev der vedtaget en ny konvention, hvor oste fik nye og danske navne. I den anledning blev der produceret nogle dukker i egnsdragter fra områder i Danmark, hvor ostene har fået navn fra. På nedenstående link, kan man se en lille film fra begivenheden.

De nye ostenavne præsenteres | Danmark på Film

Der blev lavet to typer dukker, den ene stofdukker og den anden dukker i celloluid (formegentligt Musling/Køgedukker). Dukkerne er ca 25 – 30 cm høje. Stofdukkerne og deres tøj er fremstillet af Håndarbejdets Fremme og tøjet til celloluiddukkerne er ligeledes fremstillet af håndarbejdets Fremme. I tøjet er der en mærkat med ostens navn f.eks Maribo. Selskabet Håndarbejdets Fremme.

Dukkerne blev brugt på udstillinger og i ostebutikker. Celloluiddukkerne, var også præmier, man kunne vinde i ostebutikkerne. En sjov lille historie fik jeg tilsendt af Karen Larsen. I forbindelse med sin slægtsforskning, søgte hun efter ostedukker på nettet og fandt min efterlysning efter disse. Hun skrev til mig og fortalte, at hun havde fået en sådan dukke af sin mors moster, der havde en ostebutik i Brogade i Køge. Dukken var en præmie, der aldrig blev afhentet og så fik Karen den.

Tak Karen

Henrik Møller Kastrup, der ejer Ostebørsen i Vemmelev ved Slagelse, er en ivrig samler af osterelaterede effekter, og har alle ostedukkerne fra 1952 stående. Ifølge Henrik, er det den eneste fulde samling. Han fik dem af en veninde, der er antikvitetshandler i 1992.

Nedenstående billeder er af de ostedukker, der er hos Ostebørsen i Vemmelev. De første er celloluiddukkerne, derefter dem i stof og træ. Tallene på ostene er fedtprocenten i den pågældende ost.

Stor Tak til Henrik for hans store imødekommenhed og hjælpsomhed.

Ovenstående dukker er 32 cm høje og også med tøj syet fra Håndarbejdets Fremme. Deres mærket er i tøjet. Hvilken fabrik, der producerede dem, vides ikke.

Danbo er Danmarks nationalost og har rødder på Fyn. Dukken bærer den fynske egndragt, sort eller mørk nederdel, farvet livstykke, hvid overdel og lille hue eller tørklæde. Symboliserer robusthed og tradition- som selve osten. Klassisk, arbejdssom, traditionel.

Esrom (Nordsjælland). Osten stammer fra Esrum Kloster og dukken har tit mere ”Klosteragtige” træk, enkel – beskeden dragt i mørke farver. Som minde om klostrets rolle i ostefremstilling.

Maribo (Lolland/Falster). En Lollandsk bondedragt – praktisk og kulørt, med tørklæde og forklæde. Lolland-Falster var kendt for frugtbar jord og landmad – temaet for Mariboosten.

Hvis man ser på en ostedukke i dag, kan den virke som et kuriosum – lidt kitschet måske. Men de er faktisk små stykker dansk kulturarv. De viser, at smag og skik hører sammen. Danbo smager af Fyn. Havarti smager af Nordsjælland. Og dukkerne viser det med nål og tråd. Så næste gang du ser en gammel ostedukke i et vitrineskab . eller spiser en skive Danbo – så husk, at der bag hver ost gemmer sIg en historie, en egn, og måske en lille dame i egnsdragt.

Nedenstående billeder er effekter der vedrører konventionen i 1952. Øverst et ark små mærker med dukker i egnsdragter og nederst en osteattrap.

I Ostebørsen, var der så mange ostereaterede effekter og vi fik lov til, at fotografere det hele. På nedenstående billeder er der de dejligste billeder (mere dansk bliver det vel ikke), der er udgivet i forbindelse med konventionen i 1952, så dem får I også, de er så dejlige.

I 1960,erne blev nedenstående dukker af træ og papir brugt af Mejerikontoret i Århus. Blandt andet til udstillinger i ostebutikker, butikker med mejeriprodukter og ved demonstrationer af mejeriprodukter. Diameter forneden 5 cm og 8,5 cm høje. Der blev lavet 14 forskellige.

Desværre har vi ikke billeder af alle disse dukker, men et lille udvalg. Som man kan se på bemalingen, er de ikke alle lige vellykkede, men mange gange var det jo hjemmearbejde, at male dem og ikke alle havde samme talent.

Til sidst er herunder for sjov forskellige udgaver af dukken med Danbo osten. Den mest populære ost i Danmark.

Elli Riehl – en østrigsk dukkemager.

Kilde: Elli Riehl Puppenwelt. www.elli-riehl-puppenwelt.at

Billeder: Fundet på internettet og museets hjemmeside.

Jeg faldt over Elli Riehls skønne dukker på Pinterest og jeg håber I også syntes, at de er dejlige. Så helt egne og karakteristiske. God fornøjelse!

Lene

Den 19. december 1902 modtog Urgan-familien fra Villach, en gave fra Christkindl: Elli Riehl blev født. Elli forbandt altid sin barndom med sommer og sol. Hun tager på mange vandreture og er ude i naturen med sin elskede hund. I skolen opdagede hun sin passion for dukker. Men i 1914 begyndte krigen og dermed afsavnet. Elli går i Bürgerschule; Derefter går hun på den toårige handelsskole.

I 1931 giftede hun sig med jernbaneembedsmanden Otto Riehl. Ægteskabet forbliver barnløst. I 1932 mister Elli sine forældres hus, fordi hendes forældres tømrervirksomhed går konkurs. På et tidspunkt i løbet af denne tid blev hendes første dukke lavet og derfra gik succesen i gang. Hobbyen bliver et erhverv, og hun bliver mere og mere fascineret af dukkefremstilling.

I 1945 følger det næste skæbneslag – hendes mand dør. Elli forlader Villach og vælger stilheden i landdistrikternes afsondrethed. Samme år kommer hendes fremtidige partner Dr. Rudolf Kraus ind i hendes liv.

De første karakterdukker skabes og i efteråret 1950 flyttede Elli Riehl ind hos Berger-familien Printschler i Winklern. I 1969 modtog kunstneren, en blomsterhave bag gården, hvor hun kunne hvile og slappe af fra arbejdet.

Elli Riehl fra Villach havde et særligt talent: Med bare lidt tråd, vat, stof og maling lavede hun dukker, der får folk til at smile og undre sig med deres varme karisma. I over 40 år har Elli Riehl lavet utallige forskellige dukker – kvinder og mænd, piger og drenge, engle og eventyrlige væsner.

I 1972 døde hendes partner også, og ideen om en dukkeudstilling begyndte at modnes. I 1973 oprettede Elli et lille dukkemuseum i sin lejlighed. I 1974/75 blev den anden bryllupsprocession i Kärnten, bestående af omkring 130 figurer, oprettet. Det kan beundres i museet (den første bryllupsprocession betragtes desværre som tabt).

I 1975 fandt talrige vandreudstillinger sted i hele Kärnten. I 1976 donerede dukkekunstneren et krybbespil til kirken i Treffen nær Villach. Det var her, hun udødeliggjorde sig selv.

Den 8. september 1977 lagde Elli Riehl nål og tråd til side for evigt. Hendes æresgrav er nu placeret ved indgangen til kirken St. Maximilian i købstaden Treffen.

I 2017 blev dukkerne katalogiseret. Projektet blev ledet af Dr. Petra Streng, der som folklorist og etnolog siger om samlingen “Den rige fond af små og store dukker, der altid er indlejret i en kulturhistorisk kontekst, forstår at inspirere. Og dette af meget enkle grunde: fremragende produktion med stor sans for detaljer, omhyggelig præsentation uden – distraherende – tekniske dikkedarer og sidst men ikke mindst, holistiske arrangementer, der sætter et monument til den regionale livsstil. Disse egenskaber udgør den særlige betydning af denne samling, som ved, hvordan man kombinerer kvantitet med kvalitet. Det er her (folke)kunst møder folklore. Fordi skildringerne også er afspejlinger af hverdags- og festkultur, af personligheder – historier fortælles billedligt, så aha-oplevelser er garanteret. Elli Riehls dukker har en særlig betydning for regionen: De skaber identitet og vidner om tidligere og nuværende livskulturer.”

I 1973 begyndte Elli Riehl at oprette et museum i sin lejlighed i Berger-familiens hus for at vise sine dukkebørn. Selv efter hendes død i 1977 fortsatte interessen for hendes livsværk, og det lille museum blev generøst genopbygget af Berger-familien i 1990 og 1999. I dag er det en moderne oplevelsesverden på to niveauer. Ud over de kærligt arrangerede 700 dukker, der bringer besøgende tættere på landdistrikterne i regionen, fortæller en del af udstillingen Elli Riehls fascinerende livshistorie og viser hendes værktøjer, som hun arbejdede med.

Omkring 700 dukker er udstillet på museet. Elli Riehl lagde selv grundstenene til museet i de sidste år af sit liv, og i denne periode designede hun sine dukker hovedsageligt til udstillingen. Det var Ellis’ ønske, at familien Berger ville fortsætte med at drive museet.

Desværre er museet lukket på nuværende tidspunkt og om det åbnes igen er uvist.

RAYNAL-dukkerne

(Dukker af filt/stof — en konkurrent de mere kendte LENCI-dukker

Mærke: Les Poupées Raynal – 1922-1980)

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Ranal-dukker er internationalt kendt på grund af deres kunstneriske udførelse, og selvfølgelig er det let at se, at disse dukker helt fra begyndelsen har været inspireret af Elena König Scavinis egne Lenci-dukker, ”flagskib” for italienske dukker..

Becassine og Cascogne-dukken ! (billeder fundet på nettet)!

Desuden havde man hentet inspiration fra Margarethe Steiffs filtdukker. Steiff-dukkerne blev fremstillet allerede i 1905 som tegneseriefigurer – bl.a. Knold og Tot, Kaptajn Vom osv. (på tysk bl.a. kendt som Max & Moritz). ”(Der vil senere komme artikler om bl.a. hhv. Steiffs og Lencis stof/filtdukker).

Typiske Raynaløjne med den røde prik i øjenkrogen, desuden øverst de første ”vante-hænder” og nederst hænder i finere udførelse med spredte fingre! (Billeder fra nettet)! — Typiske Raynaløjne med den røde prik i øjenkrogen, desuden øverst de første ”vante-hænder” og nederst hænder i finere udførelse
med spredte fingre!
(Billeder fra nettet)!

I 1922 grundlage Edourard Raynal i Paris ”La société Raynal”, og startede med at fremstille dukker. Som konkurrent til Steiff og Lenci startede han med klassiske filtdukker, og de første siges at være af meget ringe kvalitet. Da man også ville konkurrere med figurer fra kendte tegneserier (Steiff havde dengang haft stor succes med Knold og Tot etc.), fremstillede man en dejlig Becassine-dukke. Becassine er en kendt tegneseriefigur, en bondepige fra Bretagne, som allerede i 1905 var med i børnebladet: ”La Semaine de Suzette, jeg ved egentlig ikke, hvor kendt hun er i Danmark, men hun optræder ofte i artikler om franske dukker. Der findes desuden en serie børnebøger med hende, og hun kendes ligeledes fra film og plader. I begyndelsen af 1980erne kom en kendt fransk, iørefaldende sang: ”Becassine, er min kusine” — sunget af Chantal Goya, der dansede med en kæmpestor Becassine-dukke, og alle børn i Luxembourg og Frankrig sang med på melodien – blot et informativt sidespring. Udsendelsen af Raynals Becassine-dukke gjorde figuren endnu mere kendt. Senere kom en Raynal-drengedukke klædt i egnsdragt fra Gascogne.

Efterhånden kom Raynal-dukkerne i bedre og bedre kvalitet, de var stadig af filt, men kunne med hoved af celluloid. Hænderne var i starten af ”vantetypen”, men kom senere med adskilte fingre. De kiggede gerne til siden, og havde en rød prik i øjenkrogen ind mod næsen, desuden kunne de have meget brede øjenbryn. Deres tøj var i overordentlig smuk og detaljeret udførelse.

Andre karakteristiske kendetegn for Raynaldukkerne er:

Sømmen på hovedet er håndsyet og ligner den på Lencidukkerne
Bagsiden af kroppen er maskinsyet
Ansigtet er en silkemaske
Usædvanligt brede øjenbryn enten buede eller let opadgående
Læber i to nuancer uden lysvirkninger
Stiliserede vantefingre med særskilt tommeltot
Søm foran på benene

Men der findes selvfølgelig altid en masse varianter. Pigen th er 46 cm høj med smukt malet ansigt på silkemaske, oliemalet med blå øjenskygge under øjnene, brune øjne, malede vipper foroven, (ydre øjenkroge) – usædvanligt svungne øjenbryn, læber i 2 nuancer, kroppen er af pink bomuld. ca. 1925-1930.!

Pigen her i blå balkjole og blå filtsko er 37 cm høj og fra starten af 1930erne, ansigtet er en smukt malet silkemaske, øjnene brune med brede øjenbryn, munden malet i to 2 nuancer!

Firmaet Raynal voksede, og i 1930 fik Edouard Raynal patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale, hovederne fremstilledes nu enten i stof eller i modelleret/formet filt. (Og stadig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker)!

Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man en Bébé-model i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne tydeligvis var inspireret af dukkerne i modelleret/formet filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med Rhodoïd, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt”!

Shirley-Temple-dukke (Musée de la Poupée —Paris!) — Shirley-Temple-dukke
(Musée de la Poupée —Paris!)

I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (magisk hud) en slags syntetisk gummi” som imiterede hud og blev anvendt til fremstillingen af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og blev hurtigt erstattet med hård plastic. Parallelt fremstilledes kroppe i blødere plastic og fra 1957 med hoveder i Plastisol. Dukkerne af Rhodoïd forsvandt imidlertid først i 1963.

I 1957 omdannedes firmaet til SARL BLINDA, og fra 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.

Den dejligste Raynal-dukke! Fra Musée de la Poupée, Paris !

I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsatte med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Miro-Mecano, og man udviklede ikke længere mærket Raynal. Raynaldukkerne var stadig meget elegant klædt og ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal. Det kan man da kun kalde en omtumlet tilværelse!

Dukkerne blev betragtet som luksus dukker og var almindeligvis dyrere end konkurrentens dukker. De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man simpelthen eje en Raynal-dukke.

For 11 år siden var der for øvrigt en stor udstilling af Raynal-dukker på Musée de la Poupée i Paris, hvor man viste et stort og alsidigt udvalg af disse smukke dukker.

God læselyst og efterårshilsner fra Syddanmark !

Lenci-Dukkerne

Når man taler om dukker af filt, tænker man straks på de flotte og unikke Lenci-dukker, både drenge og pigedukker, hvor både dukker og tøj er lavet af presset, uldfilt.

Dukkerne blev skabt af Elena König, der blev født i 1885 i torino. Hun flyttede senere til Tyskland, hvor hun fik kælenavnet Lenchen, et navn hun ændrede til det italiensk-klingende Lenci, da hun senere flyttede tilbage til Italien. Under den kaotiske 1. Verdenskrig, hvor Italien kæmpede mod Tyskland, eksperimenterede hun med filt og dette materiales mange muligheder. I 1915 giftede hun sig med Enrico Scavini, der optog filtdukkerne i Lenci-firmaet, et firma, som hidtil havde koncentreret sig om keramik.

Firmaet voksende, og i 1937 beskæftigede man 300 medarbejdere. I 1944 blev firmaet bombet, og i 2002 trådet firmaet i likvidation og ophørte.

De smukke og elegante dukker kendetegnes ved, at de var maskinsyet op omkring skuldrene og håndsyet mellem benene. Det flotte filttøj smyger sig karakteristisk og passende om dukkerne.

Denne lille russiske pige med gris og i folkedragt kunne jeg slet ikke stå for. Hun er 24 cm høj og iført broderet bluse og filtkantet skørt. Denne type findes også i større format. Hun er fra 1921 og Mærket med Lenci osv.!

Ansigterne fremstilledes ved presning i formene, og ansigtstrækkene er håndmalede. Håret var af mohair og syet på hovedet. Sådanne dukker med pressede filthoveder var enormt populære i det 19. årh. og til efter 1. Verdenskrig. Øjnene kiggede til siden og gav dukkerne et særligt ansigtsudtryk.

Kæk og skælmsk og ”helt alene i skoven?” Charmerende 33 cm høj dukke fra ca. 1925!

Dukkerne var mærket med Lenci under foden. De blev fremstillet i mange forskellige størrelser og iført utallige dragter og uniformer, samt almindeligt, smart og flot tøj. Dukkerne er vel, hvad man kalder sofistikeret akkurat lige som Elena König Scavini var; alle måtte simpelthen eje mindst én, og dette er da fuldt ud forståeligt, når man ser dukkernes ansigtsudtryk og udførelse som helhed, dukkerne er lige til at kramme og knuselske.

Mut, tvær eller blot ængstelig? Serie 300, 44 cm høj og fra ca. 1927!

Der er udgivet enormt meget litteratur om Lencidukkerne, selv har jeg en del bøger stående, nogle med facts, og historie, andre rene udstyrsstykker. Bøgerne er enten på engelsk, tysk eller fransk, og det er svært at fremhæve den ene frem for den anden. Hermed et lille bitte udvalg af de dejlige dukker.

God Læselyst !

Vi har efterfølgende modtaget følgende fra Anne Friis:

Her nogle billeder af min Lenci dukke eller kopi. Har ikke haft den ret længe, men højden passer 43cm, øjenmåden med de side kiggende øjne stemmer og de strittende finger stemmer også, begge hænder er forskellige. Jeg har ikke taget den uden tøj, da den er blevet ret klemt, men den er hul indeni, hvor de andre altid er udstoppet. Hænder hoved & ben er i filt med en mohair paryk som trænger til en meget kærlig hånd. Tøjet er fint med hvidt tungebesat skørt & mamelukker samt hvid chemise. Hun har en turkis frakke på a la Lenci alt ordentligt syet. Jeg har andre som jeg ikke mener er Lenci, men næsten lige så charmerende. De franske typer er svære at skelne fra Lenci. Jeg har i mit lange samler liv kun mødt et par stykker, som havde Lenci, Nordsjællands Museum, har fotos af disse, som er et tvillinge pige par. Desuden har nogle af de handlende haft dem en enkelt gang eller to. Jeg skal se min fotosamling igennem og vil komme tilbage med fotos af disse.

Stor før julehilsner Anne Friis

Hun er på en hul stofkrop, der har fået nogle tryk, hovedet kan drejes, både arme & ben har papskiver i leddene ved lår & skulder, hendes fingre ligner Lencis måde at lave dem på samt hendes bemaling er super flot & holder endnu, især øjnene er smukke

Kroppen er noget faldet sammen d.v.s.den må være hul og have fået flere tryk, troede egentlig de var fyldte, hænderne har to sammenvoksede fingre som Lenci brugte og kvaliteten tyder også på dette, men ingen mærkning tøj kan godt være originalt, fin stand.1920-30 skal slå op i Lenci bøger.

En stor tak til Anne Friis for disse billeder, med uddybende tekst.

AMISH-dukker

Stof-dukker fra Amish-folket i Pennsylvania

For en udenforstående må det liv, Amish-folket fører være uforstående og fyldt med restriktioner. Og Amish-foket har i sandhed helt deres egne regler og restriktioner med en væremåde og identitet, som er helt anderledes end det liv, vi normalt lever er den vestlige verden. Og når man oplever deres form for levevis, synes man umiddelbart, at de må savne en masse af vore goder og vor teknik. Spørgsmålet er, om de måske ikke er mere lykkelige med deres livsform. De jager f.eks. ikke efter statussymboler, så som biler, udenlandsrejser, designermøbler og hvad der ellers tæller for mange mennesker…

Amishfolket har deres egen for form frihed, idet man har frigjort sig fra mange bindinger. De lever uden elektricitet, uden telefoner, udfører alt arbejde i hånden, og du finder kun ved et tilfælde fotos af dem, da de ifølge Det gamle Testamente finder de menneskelige træk syndige eller medvirkende til synd og mismod. Deres talesprog hjemme er en speciel tysk dialekt (Pennsylvania-tysk, meget ofte betegnet som hollandsk/Dutch).

Amishfolket kaldes også Quakers (Kvækere) – et mere brugt udtryk. Men de er ikke de eneste, der lever på den måde, I har sikkert hørt om eller besøgt landsbyen Staphorst i Holland, som man kan køre igennem. Beboerne i Staphorst lever og går klædt som folk i Middelalderen. For øvrigt er der skrevet en god krimiserie om mord i relation til Amishfolket, bøgernes hovedperson er en ung kvindelig sherif, der er opvokset som Amish.

Håndarbejder fra Amishfolkene er overordentlig smukke, bl.a. fremstiller de meget fine ting i quilt: tæpper, puder osv. Børnene havde selvfølgelig legetøj, men i modsætning til andre børns dukker, har Amish-dukkerne ingen ansigtstræk, ansigterne er således uden øjne, øjenbryn og –vipper, næse og mund. Dog kan man somme tider finde dukker med konturer af ansigtstræk (øjne, næse og mund), samt dukker med ansigter. Dukkerne er klædt på ligesom Amish-folket, dvs. at pige– og damedukkerne er iført enkle kjoler med forklæde og kyse, og mande– og drengedukkerne er klædt i skjorte, bukser, vest og somme tider enkle jakker, samt en hat.

De fleste dukker blev syet af mødre, tanter og bedstemødre og givet til børnene, en udviklet dukkestil, som solgtes inden for fællesskabet af Amish folk, og meget ofte anonymt. En af disse dukkemagere, og nok den eneste kendte, da hun solgte dukkerne under sit eget navn, var Lizzie Lapp, der boede i Lancaster County, Pennsylvania, fra 1860 til 1932. og skønt hun led af en alvorlig invaliderende sygdom, kunne hun bruge sine hænder. Hendes dukker blev solgt over alt inden for Lancaster County, og de var fremstillet af 3 basis-enheder: Hoved, krop og arme var den ene del, , ben og fødder den anden, og den tredje var hænderne, som blev fastgjort til armene som en handskelignende konstruktion.

Lizzie Lapp-dukkernes hænder var af denim konstrueret som en slags vanter med ”bevægelig” tommelfinger, resten af fingrene markeredes ved stikninger. Også fødderne var af denim og var afslutningen på benene og lignede nærmest både. Dukkehovederne blev betrukket med en klud, hvid på den ene og sort på den anden side. Stoffet blev sømmet på skuldrene og effekten blev hår på den ene og ansigt på den anden side.

Hovedet blev ekstra omhyggeligt fastgjort til kroppen med flere skjulte sting, således at det ikke dinglede, men sad godt fast og holdt til uendeligt mange timers leg. Hendes dukker var iført enkle Amish-kjoler, men ingen kyser. Der blev lavet nogen lunde samme slags dukker hos Mennonitsekten, en sammenslutning eller sekt af lignende karakter..

Nu til dags kan man også købe Amishdukker i supermarkeder og butikker, men størstedelen er stadig hjemmegjorte. Alle stofrester bruges, mens helst nogle i kraftig kvalitet. Børnedukkerne er lige som Amishbørnene klædt i ganske farverigt tøj, mens voksendukkerne som de voksne Amishfolk er iført tøj i mørkere nuancer.

Søger du på nettet under Amish Dolls, kan du finde mange billeder af de forskellige typer, nogle af dem endda klædt på som børnene fra ”Det lille hus på Prærien”! Nogle Amishdukker er af træ. På auktioner er de uhørt billige, men hvor gamle de er, kan jeg desværre ikke se. Også på Pinterest er der billeder af mange af slagsen. God søgelyst!

Under min forlagstid med import af bøger til dukkemagere og -samlere faldt jeg over en bog med mønstre og tøj til Amish dukker baseret på Lizzi-Lapps ideer. Der var så godt som ingen interesse for denne bog, hvorfor jeg beholdt et eksemplar, mens de øvrige kom med i min udsalgskasse under den store årlige håndarbejdsmesse i Viborg. Her blev de revet væk. Et eller andet sted har jeg et klippet mønster til dukke og tøj liggende, men hvornår jeg får syet min Amishdukke, tja, det er et godt spørgsmål!

Dukkerne fandtes i mange størrelser, he rer minidukker, som er syet i to stykker, et for– og et bagstykke, kjolen er f.eks. I et stykke. Disse dukker er ca. 12 cm høje og lige til at stikke i lommen! — Dukkerne fandtes i mange størrelser, her er minidukker, som er syet i to stykker, et for– og et bagstykke, kjolen er f.eks. I et stykke.
Disse dukker er ca. 12 cm høje og lige til at stikke i lommen!

Mon nogle af jer er ejere af eller har prøvet at fremstille Amish-dukker?

Mange hilsner fra Lise (Brastrup Clasen) !

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Stof-dukker fra Amish-folket i Pennsylvania

Share this: