Som man kan læse i indlægget At stykke en dukke sammen, havde jeg et china hoved i overskud og jeg fik lyst til at lave en dukke i fanødragt. Den har været nogle år undervejs. Både fordi andre projekter kom i vejen, men også fordi, det har været lidt svært, at finde de rigtig ting til dragten.
Jeg fik købt glaserede arme og ben, syet en krop og brugt det hoved, jeg havde købt i USA. Hovedet er fra det tyske firma Dressel, Kister & Co.
i dag kan man jo finde alt, hvad man skal bruge af oplysninger på nettet og hjemmesiden www.mitfanoe.dk, var til en stor hjælp. Her fandt jeg alle de oplysninger jeg havde brug for til, at komme i gang med dragten.
Da jeg gerne ville have dragten så tæt på den oprindelige, som muligt, fik jeg en ravsliber i Nordjylland, til at lave 12 fine ravknapper på 0,5 cm i omkreds. De er simpelthen så smukke. Tørklæderne havde jeg problemer med, det var svært, at finde det rigtige stof. Men efter lang tids research, fandt jeg en pakke med tolv herrelommetørklæder i fire forskellige farvesammensætninger i en pakke via Ebay.de, hos en konfektionsfabrik i Skotland.
Det smukke bæltespænde, er to antikke sølvknapper, der er lavet til en broche. Den fandt jeg på Facebook. Strømperne er syet af et par sorte Sloggitrusser, stof og bånd er købt eller var noget, jeg havde liggende. Så nu mangler jeg blot at finde, et par træsko jeg kan male sorte og sætte et “sølvspænde” på.
Så jeg kom vidt omkring i mine søgninger, for at få dragten så original, som muligt. Men det er altid spændende at reaserche og man bliver altid lidt klogere.
Jeg er ikke tilfreds med tørklædet, men jeg var ikke opmærksom på, at det ikke var så smart, at vælge et hoved, med så fyldig en frisure. Jeg har heldigvis en anden antik chinadukke i fanødragt, med fyldig frisure og her sidder tørklædet heller ikke perfekt, så det trøster jeg mig med.
Jeg håber I syntes min fanødukke trods alt, er blevet rimelig fin.
Torben og jeg tog en tur til Amagermuseet for at se deres juleudstilling. Jeg har som barn og ung boet på Amager, men aldrig besøgt museet, så nu skulle det være.
Det var en dejlig oplevelse, museet var pyntet så smukt op til jul og det emmede af hygge og nostalgi.
At museet har en meget fin dragtsamling, der sagtens kan måle sig med Fanøs dragtsamling, var jo kun et ekstra plus. Jeg er betaget af de gamle egnsdragter, så det var et eldorado at kigge på alle de smukke dragter.
At der også er en dejlig samling antikke dukker i forskellige Amagerdragter, gjorde ikke oplevelsen mindre, tværtimod.
Det hele var sat så fint og informativt op. I montrene med dukkerne, var også de enkelte stykker tøj sat op, så man rigtigt kunne se, hvor fint og korrekt det var syet, med alle detaljer, ligesom de de almindelige dragter.
Jeg har tidligere syet en Sejerødragt og har være på Fanø, for at lære om Fanødragterne og er nu så langt, at jeg så småt er i gang med at sy en til en større chinadukke. Jeg blev så begejstret for disse dragter, så måske syr jeg også en Amagerdragt til en dukke en dag. Vi får se.Der er skrevet en meget god og informativ bog om Amagerdragterne. Den ligger på museet til at gennemse, men kan sikkert også stadig købes.Amagerdragterne – deres historie og brug af Birte Hjort, Dirch Jansen og Lisbeth Møller.
Falder vejen forbi, kan det absolut anbefales at besøge museet.
Svendborg dukkefabrik er lidt af en gåde, idet ikke engang stifterens søn, E. Fabricius Pedersen, ved, hvordan ideen til fabrikken opstod eller hvor længe foretagendet eksisterede.
Den eneste annonce, man har fundet, er denne bragt 1939 i Legetøjstidende, hvor man fremhæver, at dukkerne er 100% dansk arbejde.
Som I vil se, lå fabrikken dengang på Caroline Amalievej, men om stifteren, C.F.Pedersen, har ejet fabrikken alene, eller om han købte sig ind i virksomheden, vides ikke, idet han desværre ved sin død i 1955 ikke efterlod sig noget skriftligt om dukkefabrikken.
De dejlige dukker blev fremstillet af kompomasse, af nogle kaldet composit, et af de mange blandingsprodukter, man dengang anvendte. De støbte dele – hoveder, arme, ben og kroppe, samt tøjet blev tilpasset i private hjem, hvor man med specielt værktøj bl.a. afskar støberester. Bagefter blev delene sprøjtemalet på fabrikken – hvor der blev isat øjne i de nu færdige hoveder, og herefter det hele blev samlet til de søde dukker. De mange hjemmearbejdende og dygtige kvinder syede og strikkede derefter tøjet til de fint klædte dukker. Jo da, alt var 100% nærmest håndlavet DANSK ARBEJDE.
Fabricius Pedersen mener, at fabrikken blev lukket engang i begyndelsen af fyrrerne, dvs. under krigen. Her fik Svendborg Pulpfabrik til huse, og senere kom et Maskinværksted til at ligge på adressen.
Heldigvis er der da bevaret Svendborgdukker, pigen her kan f.eks. Ses på Svendborg Museum, en dukke, som C.F. Pedersen fandt til museet. Billedet er fra en artikel, som vi med tak og tilladelse har lånt af Svendborg Arkiverne (Byhistorisk Arkiv/Søfartsarkivet). Desværre er der en stribe (rester fra en fold) i billedet, men den må I ligesom jeg leve med! Den søde pige er 22 cm høj og iklædt en slags folkedragt.
Skulle nogle af jer være så heldige at eje en Svendborgdukke, da send os foto med angivelse af størrelse, således at vi alle kan se dukkerne og blive klogere !
Dukken her er min egen og kunne være en Svendborgdukke, hun er af kompomasse, har lukkeøjne og er ca. 45 cm høj. Nej kjolen har jeg ikke strikket, den ER håndstrikket, og hun var iført den, da jeg erhvervede hende. Men måske en af jer ved, hvorfra hun stammer, Svendborg, Hovborg eller, eller, eller?????
God læselyst og Hjertelige hilsner herfra
Lise
Nora Jettestad har sendt os følgende billeder af sin Svendborg dukke. Og samtidig spørger hun til en af hendes andre dukker.
Tusinde tak til Nora, så dejligt med mere information og billeder.
Efter 2. Verdenskrig dukkede der enormt mange dukkefabrikker op i Danmark, og da samtidig kom det til stor udbredelse af plasticda der samtidig samtidig blev plastic, blev dette produkt udnyttet med stor fantasi, og vi gik således alle ind i ”Plasticalderen”.
I 1949 grundlagde Poul Bock Tingskou fabrikken Nordjysk Plastic-Industri, med domæne i Rørdal, Aalborg. Man lagde ud med nogle rigtig søde dukker og firmaets oven for viste logo NPI i en cirkel, dukkerne blev ret hurtigt populært kaldet NPI-dukkerne. Samtidig specialiserede man sig i dukkeøjne.
Fabrikken udstillede hvert år, f.eks. kunne man i Aalborg Stiftstidende den 29. juli 1950 læse følgende:
Blandt de mange udstillere på Købestævnet i Fredericia ses Nordjysk Plastic-Industri med dukker og dukkeøjne.
Nordjysk Plastic-Industri annoncerede blandt andet i Legetøjshandlerforeningens Tidsskrift, hvor de to søde dukker her var forlæg i nytårsskriftet 1952 (beklager den mindre gode billedkvalitet fra mit materiale), og således blev de præsenteret:
”I det forløbne Aar har vi stræbt efter at fremstille saa kvalitetsbetonede og letsælgelige Varer som muligt.
Denne Linie vil ogsaa fremover blive fulgt, og med Haabet om et fortsat godt Samarbejde beder vi Legetøjshandlerforeningens Medlemmer modtage vore bedste Ønsker om et glædeligt Nytaar ! ” (sådan er den citerede halvsides annonce opstillet):
Dukkeøjnene var af god kvalitet og blev på et tidspunkt eksporteret til Argentina.
I Berlingske Tidende kunne man i 1952 læse følgende:
Danske Madonna-Øjne til Argentina
En ung Aalborgenser har startet en ny virksomhed, Nordjysk Plastic-Industri, som bl.a. i Begyndelsen fremstillede ”Katteøjne” til Biler. De blev lavet af palstic, og Artiklen havde vældig Afsætning.
Katteøjnene gav Fabrikkens Indehaver en god idé: Hvorfor ikke fremstille dukkeøjne af Plastic?
Og nu er han i fuld Gang med at fabrikere Dukkeøjne, som eksporteres i Massevis. Bl.a. har Argentina vist meget stor Interesse for Øjnene, som man dernede agter at anvende til
Helgenbilleder og Madonna-Figurer!
Desværre har jeg ved min research ikke fundet mere om de pågældende øjnes fremtid i Argentina, men måske en eller flere af jer ved mere om fabrikkens, dukkernes og øjnenes videre skæbne, således at jeg kan fortsætte og afslutte denne beretning.
For nogle uger siden bragte jeg en gammel annonce om den lille Gummmidukke fra dukkefabrikken NYCO i København . Det viste sig, at Ulla Louby ejer en anden dukke fra firmaet, og hun sendte fluks et billede af den. Også Beritt Mathiesen sendte omgående et foto af sit eksemplar af dukken og henviste samtidig til ”Den stora Dukkeboka” /NORSKE DUKKER 1770-1970”, hvor der er gengivet en dukke magen til. Det drejer sig i alle tilfælde om en meget yndefuld pigedukke.
Nu blev jeg selvfølgelig nysgerrig og bestilte bogen hjem, da jeg ikke kunne finde nogen dansk forhandler af den, og ganske rigtig er der et billede af sådan en dukke fremstillet af et kendt norsk dukkefirma.
Dukken er 27 cm høj, og Ullas og Beritts dukker har NYCOmærke i nakken— vist til venstre – og er således fra NYCO i Krystalgade i København, mens dukkepigen gengivet i den norske dukkebog er fremstillet af Arne Hasle—Latex A/S, som brugte mærket til højre: et mærke i rødt og guld på æskerne til sine dukker. (Arne Hasles firma er bekendt for mange af os på grund af de dejlige Hasle-nisser).
Dukkerne virker identiske, som I vil se af billederne. Firmaet Arne Hasle / Latex as eksisterede i årene 1948-1962, hvor firmaet desværre brændte. – I beretningen om Arne Hasles firma står, at nogle produkter blev indkøbt og lettere forandret… men den nævnte 27 cm høje dukke omtales som Hasles første dukke: en 27 cm lang pigedukke med modelleret hår, og den omtales som meget sjælden.
Her nederst ses er alle tre dukker, desværre er min billedkvalitet ikke så fin, som den burde være, men for mig ser dukkerne identiske ud. Ullas tv, Beritts i midten og Haslepigen th… Og jeg takker Beritt og Ulla mange gange for jeres foto.
Måske nogle af jer ved mere om disse dukker. Som den uforbederlige optimist, jeg er, har jeg nu kontaktet forfatterne af bogen for yderligere oplysninger om dukken. Desværre har jeg endnu ikke modtaget reaktoner!
For et par dage siden lykkedes det mig at få fat i ”Den store Dukkeboka” som jeg nu har studeret og nærlæst, løsningen må simpelt være, at den dejlige pige er fremstillet efter en af de forme, som blev indkøbt og brugt med små forandringer, som for mig nok er ”usynlige”, men…? Man skal nok se både en dansk og en norsk dukke til sammenligning for at finde forskellen!
Det ville være spændende, om nogle af jer ejer NYCO-dukker og Hasle-dukker, således at vi kan få mere frem m disse to firmaers samarbejde.
Og for at komplettere det hele, bringer jeg hermed atter annoncen fra NYCO, Krystalgade 3, København K,, telefon: Palæ 99 07 – Og skulle nogle af jer eje den søde og dengang eftertragtede lille gummidukke, hvid og/eller mulat, ville jeg da meget gerne se et foto, for vi er alle sammen nysgerrige, ikke sandt?
Annoncen er fra Legetøjshandlernes Jubilæumsskrift februar 1963 (50år) – tænk jer bare, at en dukke dengang kostede 6,85 kr. og tilmed leveret i æske med ble og sutteflaske, et rigtigt ble– og tissebarn. Man reklamerede også med dukken som mulat, og med originalt Mulatansigt!
Kilder: Lise Clasen Research (bl.a. Den store Dukkeboka og nævnte jubilæumsskrift
Engang for mange år siden skrev jeg om DANA-dukkerne, men da I sikkert ikke har set disse fire, skal I lige have denne reklame for fabrikkens karakteristiske dukker– , hoveder og løsdele..
Der er skrevet en del om dukkerne, men kort og godt: selv om de fleste bag på hovedet er mærket DANA, er der også fundet en del umærkede dukker, hvor ligheden er slående – dukkerne var meget populære særligt i halvtredserne, disse dukker er nyheder fra begyndelse af halvtredserne! Materialet var porcelæn og kompomasse!
Fabrikken var beliggende på Vibevej 6, København NV, det er vist dette kvarter, der engang populært kaldtes PIP-kvarteret? – telefonnummeret var dengang Ægir 2468, og man havde et stort prøvelager, således at legetøjshandlerne kunne komme og se på herlighederne, eller måske få besøg af en af firmaets repræsentanter, der rejste rundt med kollektionen.
d. 23.10.2024. Ifølge Niels Peter Marius Hansens barnebarn, er det DANA fabrikken, der producerede Gunnar NuHansen dukken. Tak for oplysningen til Peter Seistrup.
Nu håber jeg så, , at denne introduktion vil inspirere jer til at sende os billeder og beskrivelser af jeres DANA-dukker.
Under årets Dukke-Oscar-uddeling i Neustadt bei Coburg modtog den norske, internationalt kendte dukkekunstner Sissel Bjørstad Skille en velfortjent Gylden Oscar for sit livsværk, hvilket fik mig til at finde min gamle artikel fra marts 2004 i Nordisk Dukketidende frem.
Min daværende historie skrev jeg inspireret af Tone Bergli Joners bog: Lag Dukker Selv (forlaget Ex Libris) – en bog, jeg i 1993 oversatte til dansk for forlaget Aschehoug under titlen Dukkeværkstedet (med undertitel; Hvordan du laver dine egne dukker) – Bogen indeholder bl.a. et omfattende afsnit om dukker af Cernit (modellermasse), hvor fremgangsmåde og fotos er bygget over Sissels design.
Senere fik jeg en lang snak med Sissel Bjørstad Skille under den dukkemesse, jeg i sin tid arrangerede i Roskilde, hvor Sissel havde en stand sammen med Ruth Enevoldsen (sidstnævnte samler er kendt for sin alsidige bog: På Jagt Etter Norske Dukker).
Sissel Bjørstad Skille er født den 18. marts 1945 og opvokset i Sortland, men bor nu i Trondheim. Hendes dukker er ikke til at lege med, men unikke kunstnerdukker, som sælges over hele verden. Sissel har modtaget et utal af priser for sin dukkekunst, og nogle af dukkerne er af det tyske dukkefirma Götz reproduceret i vinyl. Antallet er begrænset, dvs. fra 100 til 1.000 eksemplarer, og er eftertragtede samlerobjekter.
Sissel Bjørstad Skille er selvlært, men gik i 1969/70 på Nordisk Dekoratørskole i Aalborg; senere frekventerede hun lærerseminariet i Tromsø og fik sin lærereksamen. Men da hendes passion for at designe og lave dukker tog mere og mere tid, var denne interesse svær at kombinere med lærerjobbet, og i 2000 tog hun springet og har siden da arbejdet fuldtids med sine dukker. Hermed lidt om Sissels udvikling, der i høj grad viser, at man ikke kommer sovende til at blive et navn inden for Dukkeverdenen.
I min artikel i Nordisk Dukketidende fortæller hun bl.a.: ”Barneansigter har altid fascineret mig, og allerede da jeg var 8-10 år gammel, lavede jeg udklipsbøger med billeder af småbørn, og eftersom jeg altid har kunnet lide at tegne og male, blev det naturligt for mig at kombinere disse ting. Når jeg begynder på en ny dukke, ved jeg som regel, hvilken type jeg vil lave. Jeg starter med at udvælge dukker af forskellige børn, der ligner hinanden. Dvs. flere billeder fra mange forskellige vinkler. Ud fra disse billeder modellerer jeg derefter ansigt, arme og ben.”
Sissels første dukke fra 1981 modellerede hun af Trylledej, og dukken fik stofkrop. Hun eksperimenterede dengang med mange forskellige materialer. Efter at have prøvet med gipshoveder dyppet i bivoks, gik hun videre med Cernit, som senere skulle blive hendes favorit.
Dukkerne er således modelleret af PVC-baseret modellermasse. Kroppen er af stof, bygget og formet over et plasticskelet, og derefter stoppet med uld. Håret er ægthårsparykker eller af mohair, formet af Sissel. Dukkerne har glasøjne. Tøjet er syet og designet af Sissel. Det tager selvfølgelig lang tid at fremstille en kunstnerdukke, hvorfor det blot bliver til mellem 8 og 12 dukker om året. De første dukker var mellem 25 og 35 cm høje og fremstillet i porcelæn, senere fremstillede hun større dukker på helt op til 80 cm.
Efter at have set de tyske dukker fremstillet i Cernit, gik Sissel Bjørstad Skille fuldstændig over til dette materiale – og de fleste af hendes dukker er mellem 70 og 80 cm høje.
Sissel Bjørstad Skille har gennem årene fået tildelt mange priser,bl.a. Publikuimsprisen i Stavanger, Glastryllestaven (Der gläserne Feenstab) i Tyskland, Käthe Kruse trofæet i København, Max-Oscar-Arnold Æresprisen i 2016, for blot at nævne et lille udvalg. Desuden har hun udstillet over det meste af Verden.
PS: I Artiklen i Nordisk Dukketidende marts 2004 ses andre fotos af Sissel Bjørstad Skilles dukker, lige som forsiden er prydet af en Skille-dukke. Denne artikel sender jeg gerne til jer digitalt, dersom I sender mig en mail. (Lise)!
For nogle uger siden bragte jeg en gammel annonce om den lille Gummmidukke fra dukkefabrikken NYCO i København . Det viste sig, at Ulla Louby ejer en anden dukke fra firmaet, og hun sendte fluks et billede af den. Også Beritt Mathiesen sendte omgående et foto af sit eksemplar af dukken og henviste samtidig til ”Den stora Dukkeboka” /NORSKE DUKKER 1770-1970”, hvor der er gengivet en dukke magen til. Det drejer sig i alle tilfælde om en meget yndefuld pigedukke.
Nu blev jeg selvfølgelig nysgerrig og bestilte bogen hjem, da jeg ikke kunne finde nogen dansk forhandler af den, og ganske rigtig er der et billede af sådan en dukke fremstillet af et kendt norsk dukkefirma.
Dukken er 27 cm høj, og Ullas og Beritts dukker har NYCOmærke i nakken— vist til venstre – og er således fra NYCO i Krystalgade i København, mens dukkepigen gengivet i den norske dukkebog er fremstillet af Arne Hasle—Latex A/S, som brugte mærket til højre: et mærke i rødt og guld på æskerne til sine dukker. (Arne Hasles firma er bekendt for mange af os på grund af de dejlige Hasle-nisser).
Dukkerne virker identiske, som I vil se af billederne. Firmaet Arne Hasle / Latex as eksisterede i årene 1948-1962, hvor firmaet desværre brændte. – I beretningen om Arne Hasles firma står, at nogle produkter blev indkøbt og lettere forandret… men den nævnte 27 cm høje dukke omtales som Hasles første dukke: en 27 cm lang pigedukke med modelleret hår, og den omtales som meget sjælden.
Her er alle tre dukker, desværre er min billedkvalitet ikke så fin, som den burde være, men for mig ser dukkerne identiske ud. Ullas tv, Beritts i midten og Haslepigen th…
Måske nogle af jer ved mere om disse dukker. Som den uforbederlige optimist, jeg er, har jeg nu kontaktet forfatterne af bogen for yderligere oplysninger om dukken.
Tak til Ulla og Beritt for jeres fotos.
God læselyst, og forhåbentlig et snarligt gensyn med flere detaljer om dukkerne!
(C) for billeder Barbara F. Clemmensen og for tekst Lene Byfoged.
Under en ferie på Bornholm i sidste uge, besøgte vi Bornholms Kulturhistoriske Museum (artikel fra selve besøget kommer senere). Her så jeg i legetøjsafdelingen et spændende dukkehoved, som jeg syntes mindede en del om dukkerne fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Da vi kom hjem kontaktede jeg museet og har fået den mest fantastiske hjælp. Registrator Barbara F. Clemmensen, har taget dukkehovedet ud af skabet og taget de dejlige billeder, så vi kan se det uden genskin fra glasset og jeg har fået tilsendt det materiale de har vedrørende hovedet. En dejlig oplevelse.
Jeg blev nysgerrig og googlede terracottedrejer Jørgen Andreas Rasch, som ifølge beskrivelsen ved hovedet, havde lavet dukkehovedet. Jørgen Andreas Rasch blev født i 1837 i Rønne og døde i 1877 i Rønne. Mellem 1868 og 1871 boede han på to forskellige adresser på Frederiksberg. Ifølge museet er det dog ikke helt sikkert, at det er ham der har lavet det.
Og hvorfor er det interessant? Jo for i de år kan han jo sagtens have arbejdet på Den Kongelige Porcelænsfabrik, der lå på Frederiksberg og her fået inspiration til, at lave sin egen udgave af deres dukker. Måske har han haft tilgang til en form og så selv sat sit eget præg eller han har modelleret den selv. Det er ikke til at finde ud af på nuværende tidspunkt.
Dukkehovedet er lavet af gul bornholmsk fajance og virker derfor lidt groft, men det er et meget smukt hoved. Det måler 9 cm. i højden. Jørgen Andreas søn, skriver til til Bornholms Museum i 1983, at han formoder det er lavet i Rønne. Som det ses har det tre “syhuller” på hver side af skjoldet, lige som dem fra den Kongelige Porcelænsfabrik.
Om der har været en dukkeproduktion på Bornholm, kan museet ikke svare på, men de har nogle potteskår fra et dukkehoved, også af gul bornholmsk fajance.
Et kæmpestort tak til Barbara F. Clemmensen og Bornholms Kulturhistoriske Museum, det har været en fornøjelse.
Skulle der være nogen, der har oplysninger der kan hjælpe os yderligere, modtager både museet og vi meget gerne yderligere oplysninger.