Inge Harck på Museum Oldemortoft

For tekst og billeder Lene Byfoged

Vi har før skrevet om Inge Harck og hendes fine udstilling på museum Oldemorstoft, men nu hvor jeg har besøgt den selv, syntes jeg I skulle se nogle af de skønne dukker og fantastiske andre arbejder Inge Harck, har valgt at vise fra sin store samling. Inge har modeleret dukker siden 1990 og hver eneste dukke fortæller sin helt egen historie.

Inge Harck.

I 2003 og 2016 modtog Inge den internationale kunstpris (Max Oscar Arnold Kunstpreis)  for sine dukker.

Inge har udstillet i talrige lande og afholder forskellige kurser.

Hver eneste dukke er modeleret med kærlighed og har som sagt, sin helt egen historie. Alt er nøjagtigt, helt ned den mindste detalje. Inge modellerer, maler, brænder, syr, strikker det hele selv.

På nedenstående billede ses den moderne super mor, der skal klare det hele på en gang. Helt vidunderlig og ramt lige på kornet.

Inge har været feriebarn på Fyn og har lavet et par virkelig flotte dukker, forestillende hende, da hun ankom til Fyn i 1946. og præsten hun boede hos, er også lavet og det er super fint tableau hun har sat sammen. På nedenstående billede, kan man læse om Inges tid som feriebarn på Fyn.

Den lille betuttede Inge møder sin feriefar for første gang.

Sine børnebørn har Inge selvfølgelig også modeleret  og lavet de sødeste dukker af.

Den midterste dukke er en tro kopi at Inge ældste barnebarn Tobias. Det er fantastisk som det ligner det billede, jeg så af Tobias.
En dejlig samling af Inges dukker.
Inges dukker er også udkommet på julemærker i 2000.

Ud over dukkefremstillingen modellerer Inge bl.a. også de dejligste figurer, laver nålefilt m.m. Inge er en meget dygtig og alsidig kunstner.

Et par af Inges dejlige figurer.
Et billede lavet i nålefilt. Så smukke farver.

Det er virkeligt svært, at vælge hvilke dukker osv jeg vil vise jer, der er så mange fine ting på udstillingen.

Vi havde et par hyggelige timer sammen med Inge, hvor hun fortalte levende og interessant om sine arbejder.

Udstillingen på museum Oldemorstoft varer til og med d. 31. oktober, så I kan stadigvæk nå at se den. Inge er tilstede på museet hver onsdag mellem kl. 11.00 og 13.00.

Oldemorstoft er et hyggeligt museum for hele familien og der er åbent:

Tirsdag – fredag kl. 10.00 – 16.00. Der er desværre ikke åbent i flere weekender, inden udstillingen lukker ned.

Museum Oldemorstoft

Bovvej 2, 6330 Padborg

tlf. 73 76 64 36

www.oldemorstoft.dk

Med venlig hilsen

Lene

NYCO – Latex/Arne Hasle

Et lille PS med billeder og tak til Torhild Olsen og Hanne Nørskov !

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

 For nogen tid siden viste vi fotos og skrev om denne type dukker fra NYCO – dukkerpigerne, som til forveksling ligner de norske dukker fra Latex as (Arne Hasle).

 Dukkerne er slet ikke så sjældne blandt samlerne her i Danmark, som vi først troede: både Torhild Olsen og Hanne Nørskov er ejere af et eksemplar, mærket foroven på ryggen med Mønsterbeskyttet og derunder en cirkel/snegl med bogstaverne NY for NYCO. Dukkerne måler 27 cm, ligesom de andre beskrevne i den første artikel.

Torhil Olsens dukke med ansigtet i nærbillede !

Hermed Hanne Nørskovs dukke i hel figur, samt nærbillede af mærket:
Mønsterbeskyttet over cirklen eller sneglen med NY.

Skulle nogle af jer eje andre typer fra NYCO, f.eks. De små ”gummibabyer”, må I meget gerne sende os fotos og beskrivelse.

G o d     L æ s e l y s t   !

”S.D.” – Svendborg Dukkefabrik

Eller populært kaldet:

SVENDBORG-DUKKERNE

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Svendborg dukkefabrik er lidt af en gåde, idet ikke engang stifterens søn, E. Fabricius Pedersen, ved, hvordan ideen til fabrikken opstod eller hvor længe foretagendet eksisterede.

Den eneste annonce, man har fundet, er denne bragt 1939 i Legetøjstidende, hvor man fremhæver, at dukkerne er 100% dansk arbejde.

Som I vil se, lå fabrikken dengang på Caroline Amalievej, men om stifteren, C.F.Pedersen, har ejet fabrikken alene, eller om han købte sig ind i virksomheden, vides ikke, idet han desværre ved sin død i 1955 ikke efterlod sig noget skriftligt om dukkefabrikken.

De dejlige dukker blev fremstillet af kompomasse, af nogle kaldet composit, et af de mange blandingsprodukter, man dengang anvendte. De støbte dele – hoveder, arme, ben og kroppe, samt tøjet blev tilpasset i private hjem, hvor man med specielt værktøj bl.a. afskar støberester. Bagefter blev delene sprøjtemalet på fabrikken – hvor der blev isat øjne i de nu færdige hoveder, og herefter det hele blev samlet til de søde dukker. De mange hjemmearbejdende og dygtige kvinder syede og strikkede derefter tøjet til de fint klædte dukker. Jo da, alt var 100% nærmest håndlavet DANSK ARBEJDE.

Fabricius Pedersen mener, at fabrikken blev lukket engang i begyndelsen af fyrrerne, dvs. under krigen. Her fik Svendborg Pulpfabrik til huse, og senere kom et Maskinværksted til at ligge på adressen.

Heldigvis er der da bevaret Svendborgdukker, pigen her kan f.eks. Ses på Svendborg Museum, en dukke, som C.F. Pedersen fandt til museet. Billedet er fra en artikel, som vi med tak og tilladelse har lånt af Svendborg Arkiverne (Byhistorisk Arkiv/Søfartsarkivet). Desværre er der en stribe (rester fra en fold) i billedet, men den må I ligesom jeg leve med! Den søde pige er 22 cm høj og iklædt en slags folkedragt.

Til gengæld er disse fotos af en Svendborgdukke tydelige og fine, erhvervet med tak til Svendborg Museum:.

Skulle nogle af jer være så heldige at eje en Svendborgdukke, da send os foto med angivelse af størrelse, således at vi alle kan se dukkerne og blive klogere !

Dukken her er min egen og kunne være en Svendborgdukke, hun er af kompomasse, har lukkeøjne og er ca. 45 cm høj. Nej kjolen har jeg ikke strikket, den ER håndstrikket, og hun var iført den, da jeg erhvervede hende. Men måske en af jer ved, hvorfra hun stammer, Svendborg, Hovborg eller, eller, eller?????

God læselyst og Hjertelige hilsner herfra

Lise

Nora Jettestad har sendt os følgende billeder af sin Svendborg dukke. Og samtidig spørger hun til en af hendes andre dukker.

Tusinde tak til Nora, så dejligt med mere information og billeder.

Nora dejlige dukke. Som hun selv skriver, har det et glad og optimistisk udseende.
En samling af Noras bedste kompositionsdukker. De er da bare SÅ skønne.
Nora tror at denne dukkedreng også er dansk. Er der nogen der kan bekræfte dette, hører Nora meget gerne om det.

Sophus Tobias

© For tekst og billeder Anne Friis

Kære Venner

Ja, jeg har da også fået et par dukker igennem min samler karriere, men det er ikke så mange som de fleste tror, da de fleste helst vil give til en etableret samling. Ved siden af min mors dukker, som jeg stadig har, fik jeg kontakt med en dejlig ældre dame, da jeg arbejdede på Finsen. Hun fik aldrig besøg, så en dag hvor jeg gik forbi hendes værelse kunne jeg ikke lade være med at spørge, om hun manglede noget. Hun led af en yderst sjælden sygdom, som der ikke var mange af i Danmark, så derfor var hun regelmæssigt indlagt. Vi blev hurtigt gode venner, så jeg vænnede mig til at gå forbi hende regelmæssigt. Ved et eller andet besynderligt tilfælde i vores valg af samtale, fandt vi ud af, at vi begge var interesseret i gamle dukker. Dengang havde jeg ikke så mange, faktisk meget få, jeg var enlig mor til 3 drenge, så jeg havde nok at se til. Hun forklarede at hun havde en derhjemme, som skulle strenges op, og om jeg ville komme ud og besøge hende og gøre dette. Selvfølgelig sagde jeg ja, men der gik en del tid, før jeg hørte fra hende. Nå jeg tog ud med mit værktøj og elastik for at ordne dukken ude i Lyngby.

Da vi havde snakket sammen et stykke tid, spurgte hun mig om jeg eventuelt godt ville overtage dukken, hun havde forhørt sig hos sin familie, og ingen var interesseret i den. Den ville blive smidt ud så snart hun var død, og det ønskede hun ikke. Ville jeg ikke godt tage mig af den? Jeg lovede det selvfølgelig, selvom jeg endnu ikke havde set dukken. Endelig fik hun fundet den frem og jeg kunne pakke den ned og tage den med hjem. Jeg var ikke så kendt med de forskellige mærker endnu, men jeg havde da set at det ikke var en AM370 eller en 420 Heubach Köppelsdorf.

 Da jeg kom hjem gik jeg i gang med at finde ud af, hvad han var, og stor var min overraskelse, da jeg opdagede hvilken sjældenhed, det var, jeg havde fået. En rigtig karakterdukke og oven i købet en dreng i størrelse 50cm som er en af de bedste. Stemplet K&R 101/ 50 for størrelsen. K & R står for Kämmer & Reinhardt, det kendteste firma indenfor karakterdukker. Jeg informerede hans mor om hans sjældenhed og værdi, men fik at vide at det kun glædede hende, da hun hellere ville have haft en Käthe Kruse stofdukke, men den var endnu dyrere. Den var i øvrigt købt på Købmagergade i Kbh. omkring 1913-15.

Jeg døbte ham Sophus efter hans mor og Tobias efter min yngste søn, da han havde et så sørgmodigt udtryk, ligesom min søn. Han er altid kommet galt af sted, så jeg kender det udtryk gevaldigt godt. I dag ved jeg, at han er en såkaldt ”pouty” kaldet Peter eller Marie på fabrikken, og en af de mest eftertragtede dukker, men i dag ikke mere så sjælden, som jeg troede. Der er mange numre på karakterdukkerne, nogle hvor der kun er ganske få, der er lavet. De starter med nummer 100 og går så op til omkring 122, hvorefter de bliver mere almindelige. Men 126, som rigtig mange har, er også en karakter, men brugt over en meget lang periode. Mange af disse kommer på en såkaldt ”toodler” krop. Toodler står for et lille barn, der kan gå, men som ikke har nået skolealderen. De har kortere ben og tykkere, netop som de små børn, de skal forestille, men de bliver først almindelige i 1920’erne tror jeg, så de første karakterdukker er på ledde-kroppe eller som noget nyt en baby-krop. Nummer 100 er netop en sådan som baby. Desuden findes de i flere udgaver, med malede øjne, med vippeøjne, med flirtende øjne, der drejer fra side til side, og ligeledes i forskellige farver. De blev lavet over de næste 20-30 år. De første er næsten altid kun med malede øjne, hvilket jeg selv synes er det smukkeste, men de med vippe eller lukkeøjne er de sjældneste.  

Fra hudfarvede over mulatter til negerdukker, men de er så absolut mere sjældne. Men jeg har da set K&R 101 som neger og han var ret fantastisk, helt anderledes at se på. Man kan altså få en dukke med vidt forskellige udtryk, men de var mest populære hos forældrene, da nogle af dukkerne gjorde pigerne ret bange, det er derfor de i dag er så eftertragtede. Man kan således fastslå at for fabrikken blev de ikke nogen fantastisk succes, men herhjemme er de nok de mest elskede typer. Der var selvfølgelig andre fabrikker, der hoppede på vognen, men om dem en anden dag. 

Men han, Sophus Tobias, havde ikke noget tøj, så nu gik jagten ind på at finde tøj han kunne bruge. Det har taget lang tid, da drengetøj er svært at finde og han er en stor størrelse. De fine gamle bukser fik jeg af Fru Fauerholt, engang hvor jeg besøgte hende. Hun var en legende i dukkesammenhæng, og sammen med Fru Screeton en af de første virkelige samlere i Danmark. Hun har skrevet flere bøger og artikler, som er udgivet, samt hun er starteren af den legendariske dukkesamling på Lego i Billund, som blev solgt for nogle år siden i USA af Theriault’s. Hun døde i 1990 90 år gammel. Begge damer skrev artikler som blev udgivet i USA, altså på engelsk for det meste, som dengang var et foregangsland angående viden. Selvfølgelig har jeg i dag mange af disse, så jeg kan følge med i dukkeudviklingen, som for tiden er meget forskellig, hvis vi sammenligner USA med Europa. Det er altså ikke karakterdukkerne som er de mest populære i USA i dag, med mindre det er de super sjældne, men helt andre typer, det skifter ret meget fra land til land. Jeg håber I kan lide ham han vil altid stå mit hjerte særdeles nær. Jeg fotograferede ham engang i 2007, hvor vi havde masser af sne og solskin, det giver altid fine fotos.

Mange hilsner Anne Friis ©

Flere skatte fra Coburger Puppenmuseum/Coburg dukkemuseum

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Atter med tak til Museumsleder Christine Spiller, M.A. , bringer vi hermed flere fotos af nogle af museets utallige dejlige dukker, men vil du se hele den pragtfulde samling, bør du aflægge museet et besøg, hvorfor vi sidst i denne billedkavalkade gentager åbningstider, adresse etc.

Denne søde dreng med matroskrave hedder Bebi!
Og her har vi Lotte i sin fine
Fløjelskjole !
Yndig pige i folkedragt !
Hun hedder Emma….
Denne dukke betegnes ganske simpelt som Porcelænsbaby !
Steinerdukke — stod der under billedet, jeg modtog, så her er hjælp at hente, når I prøver at finde hende !
To smukke te-eller halvdukker, så alsidig er museets dukkesamling !
Men hvem de er, tja, nok mindre nemme at finde !

Kan I gætte hvem vi er ????

Hjertelige detetivhilsner herfra, og dukkerne og alle deres venner finder i på:

Puppenmuseum Coburg, Rückertstrasse 3, D 96450 Coburg,

tlf: 0049 9561 891480 –

puppenmuseum@coburg.de – www.coburger-puppenmuseum.de

Åbent hver dag fra 11 til 16 i sæsonen 1. april—30. september — fra oktober til marts lukket om mandagen, men ellers samme åbningstid 11-16—lukket på visse helligdage, se hjemmesiderne.

 G o d   t u r   !

 

Coburger Puppenmuseum/Coburg Dukkemuseum

med sine fantastiske dukker og deriblandt

De helt vidunderlige SICORA-dukker

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

(Fotos og historie med tak til Museumsleder Christine Spiller, M.A, Coburger Puppenmuseum ©)

I Coburg finder du et fint og alsidigt dukkemuseum, som er en fornøjelse at besøge, et rent dukke-eventyr for alle vi samlere:

Blandt museets mange dukker står tre meget specielle af slagsen, det vil sige SICORA-gådukker, noget helt specielt, da de kom frem som noget helt nyt på markedet. Disse vidunderlige og udtryksfulde dukker er designet af firmaet Escora, en korsetfabnrik, stiftet i 1904, og som fra 1923 til 1937 blev ledet af Erna Schmidt.

Den fine korsettering fra firmaet Escore (i dag EsCo-Park) med en lille gylden nøgle som logo kendes stadig af mange damer, men at firmaet fra 1923 til i hvert fald 1937 fremstillede dukker, er der ikke mange, der husker og ved. Gådukkerne under navnet ”Sicora” var så fint udført, at de kunne præsenteres på Verdensudstillingen i Paris i 1928.

Kort og godt om ”Sicora”-dukkerne:

I 1923 fremstillede 30 modeller

I 1924 var man oppe på 60 modeller, og fik sølvmedalje på erhvervsudstillingen i Hildburghausen

I 1928 præsenterede man dukkerne på Verdensudstillingen i Paris og

I 1932 købte man Dukkefabrikken Loeffler & Dill, i Sonneberg.

Her er den dejlige dukkedreng, som synes at være på vej hen mod os!
Under huen har han malet hår!

Hvordan finder et korsetfoirma dog på at fremstille dukker? Dette skete takket være firmaets ejer nr. 2, Gustav Schmidts kone, Erna Schmidt, f. Heyman, der foruden at være ejerens hustru, husmor og mor også var en dygtig forretningskvinde, som hurtigt ønskede sit eget virkefelt, og inspireret af den begejstring, som gå– og taledukker vakte overalt, og særligt amerikanerne var vilde med, specialiserede hun sig i fremstilling af dukker. Da den model i 1923 under navnet ”Sicora” blev registreret, omfattede sortimentet allerede 30 gå– og taledukker. Allerede året efter præsenterede man 60 modeller og blev æret med sølvmedaljen på erhvervsudstillingen i Hildburghausen. I 1937 købte Gustav Schmidt Dukkefabrikken Loeffler & Dill i Sonneberg.

Hvor længe man derefter fremstillede dukker, vides ikke, men det antages, at dukkefabrikationen blev indstillet, da 2. Verdenskrig brød ud. Escora korsettering derimod bestod ind i 1990erne.

Den store dukkepige her i selskab med en af museets bamser, er en af de dukker, der er forsynet med paryk!

Sicora-gådukkerne er forsynet med en enkel, men naturligt virkende mekanisme. To snore, som løber fra knæ til mave, foranlediger, at fødderne kan bevæges skiftevis. For at få det til at virke, skal man, lige som med et lille barn, der skal lære at gå, holde dukken under armene og skubbe fremad. Senere udviklede man som mere hjælp en førerstab, og i 1928 på Verdensudstillingen præsenteredes dukken som ”Vidunderdukke”/En hidtil uset og speciel dukke”!

Dukken bevæger, når den går fremad, også hovedet og kan ”kvække” ved hjælp af en indbygget stemmeanordning. Alle Sicora-dukkerne (også kendt under navnet ”Sicora Wunderpuppe” (vidunderdukke) eller ”Sico-Sicora-dukken” har en velstoppet stofkrop, bevægelige led af masse, og papmachéhoved med malet ansigt og hår. Nogle dukker var med paryk i stedet for det malede hår! Under sålen på højre sko står ”Sicora” samt et slogan, forfattet af Gustav Schmidt: ”Ich lauf und stehe frei, – sprech und bewegt den Kopf dabei!” (Jeg går og står uden støtte, taler, alt imens jeg bevæger hovedet!” (Slogan’et rimer på tysk, men desværre ikke på dansk). (Under nogle skosåler stod desuden: ”For det tredje kan jeg ikke gå i stykker!”

På Coburger Dukkemuseum findes i alt tre Sicora-dukker, og de ses her i deres originale udførelse. Der har stået artikler om dukkerne i Ciesliks Puppenmagazin Nr. 3/1996 og i Puppen & Spielzeug nr. 3/2018.

Den tredje dukke i Coburg er pigen her i forårsgrønt strik, der er mindre end de andre
også hun har paryk!
Og her kan I så se mærke og slogan under dukkernes højre sko:

Nu er I selvfølgelig nysgerrige efter at få noget at vide om dukkefabrikken Loeffler & Dill, som ”Escora” købte i 1930. I Ciesliks Encyklopedia over tyske dukker 1800-1939 står der lidt om firmaet, men desværre er der ikke afbilledet nogen dukker: Firmaet blev stiftet i 1879 efter at have erhvervet Hermann Walters firma i Sonneberg, – også et dukkefirma med ultrakort eksistens 1864-79, hvor stifteren afgik ved døden – af Otto Loeffler og Caspar Dill, der var gift med Helene Loeffler, en kort tid hed firmaet stadig Hermann Walter. Man annoncerer i 1922 bl.a. med fremstilling af påklædte dukker, leddukker og alle slags dukkehoveder, mærket er bl.a. L&D, derunder 6/0 og atter derunder X. Desuden findes der et logo med en dukke.

Coburger Puppenmuseum – Den helt specielle dukkeverden

Er et flot og alsidigt dukkemuseum med en mange forskellige dukker og bamser, legetøj og mange andre sjove ting. . Der sker hele tiden noget på museet, der er kendt for sine mange spændende aktiviteter, som I kan læse om på hjemmesiderne.

Museet har mere end 1000 ”historiske dukker” dukker og mange dukkehuse fra ca. 1800 og til i dag, bl.a. har man den største Tedukke/halvdukkesamling i Europa, ca. 300 forskellige. Desuden er der stort udvalg af forskelligt legetøj, man falder nærmest i staver foran de mange flotte vitriner.

Museets facade ses først i artiklen, og hermed adresse og åbningstider:

Puppenmuseum Coburg, Rückertstrasse 3, D 96450 Coburg –                             tlf.: 0049 9561 891480

puppenmuseum@coburg.de – www.coburger-puppenmuseum.de

Et af de museer, som fra 1. april til 30. september holder åbent hver dag fra 11 til 16 –

  • fra oktober til marts er der lukket om mandagen, men ellers samme åbningstid fra 11 til 16
  • (der holdes dog lukket på flere helligdage, hvilket vil fremgå hjemmesiderne)

 Tusind tak til museumsleder Christine Spiller, M.A., for tilsendelse af fotos og andet materiale.

God tur til Coburg i Bayern og god læselyst !

 

Dukke Peter

© Tekst og billeder Anne-Lise Crety.

Anne-Lise Crety har lyttet til og oversat Peters beretning i 2003.

Da jeg læste indlægget om “Rejsekammeraten”, kom jeg i tanke om Peter. Peter fik jeg for ca. 15 år siden af Uschi fra Berlin. Uschi er veninde med min veninde Anne-Lise og da hun hørte, at jeg elskede dukker, syntes hun at  jeg skulle have Peter, da ingen af hendes døtre var interesseret i ham. Anne-Lise skrev dengang følgende om Uschi og Peters historie:

I dukkevitrinen hos Lene sidder dukken Peter. Han skæver lidt til de andre dukker, speciel til hende den søde på højre side, – for det kan han nemlig: Ikke som de andre blot lukke og åbne øjnene, men han kan også “smutte” med de smukke, mørke svesker, så det kan blødgøre ethvert pigehjerte.

Evnen til sådan at skabe øjenkontakt gør han flittigt brug af, ikke mindst fordi han ellers har lidt svært med at kommunikere med de andre i skabet, Peter taler nemlig endnu ikke dansk, han er for ikke så længe siden kommet fra Tyskland.

Men hvorfor ikke give ordet til Peter; skønt fortalt på tysk, får vi et indblik i den skæbne, der foreløbig er blevet hans:

Jeg er ca. 60 år (nu er det jo 75 år) gammel og kom til verden i Tyskland under 2. verdenskrig. Den første del af min tilværelse tilbragte jeg på en hylde i en legetøjsbutik. Butikken lå i Pichelsdorfer Strasse i Spandau ved Berlin, og jeg kan huske at den hed “Spielwaren-Gericke”. Der var kun sjældent kunder i legetøjsbutikken og kom der endelig et par børn for at kigge på herlighederne, købte de kun lidt glaskugler eller et par tinsoldater. Vi dukker og bamser på hylden var nok for dyre for dem.

Alligevel så jeg ofte børn, der trykkede næserne mod ruden, og ligesom længselsfuldt kiggede ind på os. Især bemærkede jeg en lille pige, der ofte kom forbi forretningen med sin mor. Det slog aldrig fejl: Moderen blev ved hånden trukket hen til vinduet, og den lille pige, der talte ivrigt, pegede op på hylden, hvor vi sad på rad og række. Hvad hun sagde, kunne jeg ikke høre, men jeg noterede mig lidt trist, at moderen hver gang rystede på hovedet og skyndte sig videre med barnet.

Efterhånden glædede jeg mig ligefrem til deres besøg, ikke mindst da jeg efter et stykke tid bemærkede at det helt bestemt var mig, hun kiggede mest på. Jeg sendte hende et skælmsk blik, næste gang jeg så hende, og nu var det helt sikkert: Det var mig, hun var interesseret i!

Tiden gik, det blev både vinter og vår, og stadig sad vi alle på vores hylde og støvede til.

Og så skete det: Den lille pige kom med sin mor ind i butikken, og – oh jubel: Jeg blev taget ned fra hylden og pakket i en æske med træuld, med papir og snor udenom og en lille bærepind. Nu blev jeg det kæreste eje for et lille menneskebarn. Hun hed Uschi, fortalte hun mig, – ja, egentlig hed hun Ursula, men hun blev kaldt Uschi. Mig kaldte hun Peter, så det hedder jeg altså.

Uschi og jeg blev hurtigt meget gode venner, vi kendte jo næsten allerede hinanden fra blikkene gennem vinduet, og efter nogen tid fortalte hun mig, hvordan det omsider lykkedes at få lov til at købe mig.

Som jeg før fortalte, var der krig i Tyskland, og Uschis far og mor skulle bruge hver en Mark, de kunne skaffe, til mad og tøj. Det hus, de boede i før krigen, blev bombet, og Uschi fortalte mig om den frygtelige dag, hvor hendes mor stod på altanen på 3. sal, medens resten af huset brændte under hende. I sidste øjeblik blev hun reddet ud af brandfolkene, der jo havde travlt overalt i byen, hvor bomberne var faldet. Det eneste moderen fik reddet ud, var hendes syæske og et fotoalbum med navnet “vores barn”. Det billede, I kan se af mig og Uschi, er fra albummet.

Uschi og Peter.

Heldigvis skulle hendes far ikke ind som soldat, og han søgte derfor arbejde hos bønderne i omegnen. De betalte ham med lidt kartofler, mel, æbler og måske et brød eller to, hvis bondekonen netop havde bagt. Penge fik han ikke for sit arbejde. Engang fik han en sæk sukker, som bonden havde taget i bytte for noget andet, og da familien jo ikke havde brug for så meget sukker, gik faderen med sækken ned til slusen i Spandau og fik det solgt til skipperen på en slæbebåd. Nu var der lidt penge hjemme, og Uschis store ønske blev opfyldt: Jeg blev købt!

Uschi passede vældigt godt på mig, og da jeg jo, -som I selv kan se på fotoet,  – ikke havde noget tøj på, strikkede hendes mormor en tyrolerdragt til mig, som jeg stadig syntes klæder mig godt.

Da Uschi blev voksen og selv fik to piger, fik de somme tider lov til at lege med mig, hvis de gjorde det meget forsigtigt. Alligevel har jeg på et eller andet tidspunkt fået et lille sår i panden, jeg husker ikke rigtig, hvordan det skete, måske har jeg været besvimet et kort øjeblik.

Peter i sin søde tyrolerdragt.

Da pigerne blev voksne og ikke ville lege mere, blev jeg lagt ind i skabet, og der lå jeg igen og kedede mig ligesom i legetøjsforretningen.

Så skete der igen noget i mit liv: En sommerdag i 2002 blev jeg taget ud af skabet. Mit tøj blev vasket, og det blev jeg også selv, og så kom jeg med Uschi og hendes mand på ferie i Danmark. Dér var dejligt! Jeg blev sat i en sofa og blev beundret og fotograferet, for Lene havde hørt om mig og ville gerne have et billede af mig. Desværre traf vi ikke hinanden personligt ved dette besøg, og da vi efter ferien rejste hjem og jeg igen blev lagt ind i skabet, var jeg i lang tid temmelig nedtrykt.

Næste sommer skete nøjagtigt det samme: Vi rejste til Danmark, jeg blev sat i en sofa, blev beundret, – og traf nu endelig det menneske, der så inderligt ønskede at “adoptere” mig! Sådan gik det til at jeg nu sidder i en vitrine i Danmark sammen med en masse kønne dukker, – og da mine nye dukkevenner holder lige så meget af mig, som den lille Uschi i Spandau gjorde for mange år siden, ved jeg, at jeg aldrig mere skal sættes til salg på en hylde eller lægges ind i et mørkt skab.

Desværre er der ingen mærker på Peter, så oprindelsen står hen i det uvisse, men det gør ikke min glæde ved ham mindre og som Anne-Lise skriver har han de smukkeste brune Flirty-eyes.

Det er ikke denne slags dukker jeg samler på, men historien er så sød og han er givet til mig med stor kærlighed, så i dag sidder han i dukkeværelset og hygger sig, og så minder han i meget stor grad om den “glasdukke” jeg havde i min barndom, som min bror smadrede hovedet på.

Lene

Rejsekammeraten

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen, oversættelse, ©

 Kære Venner,

Hermed en rørende lille historie om en dukke, der hele livet har fulgt sin Dukkemor! Denne lille beretning er fra rubrikken ”Tilbage i tiden” (Zeitsprung) fra ”Die Zeit” nr. 29, den 12. juli 2018 – et udklip, jeg fik tilsendt fra min søn Bjørn, og som jeg straks mente, kunne være af interesse for jer alle, idet mange af os stadig har vor barndoms yndlingsdukker, og det derfor kunne være både interessant og morsomt at få jeres dukkehistorie med foto og beskrivelse: grundlaget for en herlig debat….. Ikke sandt!

1940/2015: Rejsekammeraten

 Monika Göth, Wien fortæller:

 På billedet tv ser I mig som fireårig med min yndlingsdukke. Fotoet th viser os begge 75 år senere. Egentligt ikke noget særligt, dersom der ikke var sket et bombeangreb i Kiel i august 1944, hvorunder jeg blev begravet under vort brændende hus. Da man mange timer senere reddede mig, havde jeg denne dukke i mine arme. Siden da har den ledsaget mig overalt, delt bolig med mig i fremmede byer og lande, i møblerede værelser og i egne huse. Nu er vi begge gamle —men dukken ser stadig ung og smuk ud. (Monika Göth, Wien).

Og nu glæder vi os vanvittigt til løbende at modtage historier med billeder af jeres barndoms yndlinge…. På genhør, på genhør…..

Kilde: Tak til Monika Göth, forfatter, for tilladelse den 2. august 2018 til at bringe dette! Og desuden glæder jeg mig åtil at sende denne oversættelse med mere til Monia Göth som tak for tilladelsen.

 Fortsat god sommer…..

Hilsen fra Anne Friis med “Lidt om Lises skildpaddedukke”.

Fra Anne Friis med copyright. for tekst og billeder.

 Kære Lene & Lise samt andre på bloggen.

Celluloid hoved fra Skildpadde fabrikken i Tyskland mrk. 17 og med skildpadde i ramme, men af en fantastisk kvalitet med glasøjne & tænder.

Jeg kunne ikke lade være med at finde de fotos frem, som jeg har af den samme dukke, da Lise gerne ville se denne, og især hendes krop. Det er selvfølgelig en ”Skildpadde”, som vi siger på dansk, og fra måske nok den kendteste fabrik af celluloid ting, som Tyskland har haft. Først og fremmest er dukken ikke min, men den var i en forfærdelig forfatning, da jeg fik den. Damen som ejede den, har jeg mødt til min endnu eneste 100års fødselsdag, som jeg har deltaget i. Da vi kom til at snakke, fortalte hun mig om sin dukke, hun så gerne ville have repareret. Jeg lovede selvfølgelig at kigge på den, og efter at jeg havde fået tilsagn om reparation fra Göran Berg uden for Malmø, som er medlem af vores klubber i Kbh. og en meget god ven, tog jeg til Sorgenfri, hvor damen boede, tæt på mine gamle venner. Desværre burde jeg jo have fotograferet den inden reparationen, men det var kroppen og armene, det var galt med. Jeg fjernede af sikkerhedsmæssige grunde hovedet, så det ikke skulle ud på så mange rejser, hvorfor jeg har taget billeder af det uden sin sikkert originale krop.

Selve hovedet har jeg set mange gange, men aldrig i så stor størrelse og med glasøjne, der kan lukkes, selvfølgelig. Netop på grund af dette, kan de nu efter så lang tid få hovedet til at revne, da den vægt der sidder i balancen godt kan ødelægge hovedet og få det til at revne. Jeg tror så absolut dette er Roll Royc’en for denne model. Bemærk hvor fint modelleringen er og tydelig, undtagen på bagsiden med mærket, som I også får i eget foto. Kroppen er mærket med 45cm så kan vi altså se størrelsen af hensyn til Lises eksemplar. Den har de typiske ben med specielle samle-led i hoften i metal og indsatte stofstykker ved knæene, så den kan bevæge benene frem og tilbage samt sidde ned i en stol f. eks. Disse kroppe blev brugt meget omkring 1910 og frem, og de går selvfølgelig ikke så let i stykker, men kapslerne som sidder i hoften er tit brækket af eller kan helt mangle.

Selve mærket fra Skildpaddefabrikken 17. ca.1910-15, skildpadden i ramme med germany over fra repareret dukke hos Göran.

De kan endog være lavet i voksdug også, så man har kunnet få dem i mange prislag, den samme type findes også i læder, hvilket selvfølgelig har været dyrere, men som regel har de et bisque hoved i uglaseret porcelæn. Jeg har selv flere typer med disse kroppe i forskellig variationer. Nogle af dem kan have ben i forskellige udgaver, stof i andet materiale, bisqueben, eller ben af celluloid. Disse har som regel ganske små skildpadder stemplet ind i siden, og således også fra dette firma.

Dette hoved er dog efter min mening meget smukt og mat i sin celluloid farve-holdning. På grund af sin udefinerbare frisure kan den være både en pige eller en dreng. Men jeg må sige at glasøjnene klæder den, så bliver den netop så udtryksfuld og får lidt farve i ansigtet. Den har åben mund, men her også med tænder. De kan være svære at finde, når de mangler, og det gør de tit. Den var klædt i en spencer og manglede en bluse, hvilket den fik af mig. De billeder jeg derfor har af den og kroppen er efter den kom tilbage fra Göran, som er en uhyre omhyggelig og dygtig reparatør. Han har sandelig lavet en masse af mine ting, som jeg har opgivet til stor fornøjelse for mig. Det er i dag særlig svært at finde nogle som kan det med at reparerer celluloid, de fleste ødelægger tingen, men det sker ikke hos Göran.

Det indvendige hoved med måske pris 4/00 som kan være 4.Kr. samt grønt stempel, udstoppet med papir så det ikke gåt itu. Skildpadde 17 med ramme & germany

Jeg har selvfølgelig fotograferet kroppen grundigt, så I kan se typen, men de er som sagt fundet i mange forskellige variationer, men jeg tror de har kunnet købes færdig hos diverse legetøjshandlere og sikkert er lavet Tyskland, og de billegere typer har ikke kostet en bondegård. Stoffet kan være ret forskelligt, nogle er med en form for elasticitet i, det vil sige det kan strække sig og må nok benævnes som en slags tricot stof altså strikket på en maskine. Jeg har sågar en fransk dukke med samme type stof, hende vil jeg komme tilbage til en anden gang, da hun er utrolig spændende. Jeg har close-ups af hvordan armene er sat fast samt størrelsen af dukken. Når I ser billedet fra indersiden af dukken kan I se en mulig pris på måske 4/00 som kan stå for 4,00 Kr., hvilket på det tidspunkt er ret dyrt, så lad være med at tro at celluloid dukke hoveder var billige. Desuden var de det sidste nye, og derfor enhver lille piges ønskedrøm.

Bagsiden af skildpadde hovedet med mærke i ramme, Germany & 17. fra 1910-15 1 verdenskrig.

Desuden skal I huske at første verdenskrig startede i 1914, så var det godnat for celluloid industrien, idet alle fabrikker skulle lave våben, samt det faktum at celluloid kunne eksplodere. Det blev netop opfundet i forbindelse med den amerikanske borgerkrig, så det måtte ophøre under krigsårerne, men kom igen mellem verdenskrigene, selvom det var relativt dyrt at fremstille. Det forhandledes i store plader, som så skulle opmagasineres, hvilket er så farligt. Husk derfor en celluloid dukke kan pludselig eksploderer, så pas endelig på i denne varme, hvis du skulle bo i et træhus, de er og bliver uhyre sarte, og der er intet af gøre, når de først er eksploderet. Du står bare tilbage med nærmest støv, tro mig, jeg har selv prøvet det.

Skildpadde dukke med skjold mærket med skildpadde i retangel og 17. samt Germany ovenover. Karens veninde repareret af Göran
Den nyreparerede krop fra Górans hånd som nu kan sidde og bevæge sig i sin næsten originale skikkelse, med celluloisarme påsat.
Her størrelsen på kroppen samt mærket den er lavet hos, kan ikke se hvilket med se hvordan arme er fastgjort 1910-15

Håber I alle overlever i varmen, jeg bader næsten hver dag for at få min Iskias til at fungere, derfor har jeg været tavs så længe.

Venligst Anne Friis

 

Når man får gaver

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 1

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen©

 For snart mange måneder havde vi besøg af et vennepar, der havde overtaget et gammelt hus og fundet en gammel dukke og dukkevogn på loftet. Og da man kender min samlermani og forkærlighed for gammelt legetøj, fik jeg begge del som en STOR og dejlig værtindegave. Og mon ikke jeg følte mig som en Lykkens Pamfilius!

Dette billede er fundet i Angelika Lipinskis ”Zelluloidpuppen Sammeln (Preisführer) 1991) !

Da vi havde taget afsked, kastede jeg mig straks over mine bøger (”bibler”) for at kunne datere dukken:

Hun er fra Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik, Mannheim-Neckerau, nu Schildkröt (det var virkelig godt, at firmaet skiftede navn, da deres dukker altid gik under den populære betegnelse ”Skildpaddedukker”!)! Hun er en gammel dame med skulderhoved mærket med Skildpadde i ruderamme og tallet 17. under ”padden”. Hun har ”halve” celluloidarme og stofkrop. Kroppen er af lærred, og kan være fornyet, idet der ikke er ”spjæld” som knæ på kroppen, dvs. at jeg egentlig burde sy en anden krop til hende….. Ifølge flere af mine bøger blev hun fremstillet fra 1910 til 1915 og fandtes i mange størrelser, og mit eksemplar må være den største af typen. Dukken blev senere reproduceret i 50erne med en svag ændring i frisuren.

Dukken er iført et par strikkede sokker, et par mamelukker og en kjole af lærred…. Hvor gammelt eller nyt tøjet er, tør jeg ikke sige noget om, måske meget nyere end dukken, og skulle energien en dag komme over mig, vil jeg ekvipere hende lidt fiksere.

Kroppen ser nyere ud end
Dukkehovedet, en gammel krop ville helt sikkert have spjæld med knæled!
Hendes Skildpaddemærke er desværre ikke ret tydeligt —men her kan I også se hovedet og frisure bagfra !
ådan ser pigen ud, og hun vil da helt sikkert se sødere ud, dersom, hvis, såfremt, ifald hendes ”dukkemor” tager sig sammen til at ekvipere hende bedre

DEL TO om dukkevognen følger, den varme sommer inviterer ikke helt til at sidde og skrive. Skulle nogle af jer af en sådan eller en lignende dukke, så bare fortæl, fortæl og fortæl!

G o d   Læ s e l y s t !