Hilsen fra Anne Friis med “Lidt om Lises skildpaddedukke”.

Fra Anne Friis med copyright. for tekst og billeder.

 Kære Lene & Lise samt andre på bloggen.

Celluloid hoved fra Skildpadde fabrikken i Tyskland mrk. 17 og med skildpadde i ramme, men af en fantastisk kvalitet med glasøjne & tænder.

Jeg kunne ikke lade være med at finde de fotos frem, som jeg har af den samme dukke, da Lise gerne ville se denne, og især hendes krop. Det er selvfølgelig en ”Skildpadde”, som vi siger på dansk, og fra måske nok den kendteste fabrik af celluloid ting, som Tyskland har haft. Først og fremmest er dukken ikke min, men den var i en forfærdelig forfatning, da jeg fik den. Damen som ejede den, har jeg mødt til min endnu eneste 100års fødselsdag, som jeg har deltaget i. Da vi kom til at snakke, fortalte hun mig om sin dukke, hun så gerne ville have repareret. Jeg lovede selvfølgelig at kigge på den, og efter at jeg havde fået tilsagn om reparation fra Göran Berg uden for Malmø, som er medlem af vores klubber i Kbh. og en meget god ven, tog jeg til Sorgenfri, hvor damen boede, tæt på mine gamle venner. Desværre burde jeg jo have fotograferet den inden reparationen, men det var kroppen og armene, det var galt med. Jeg fjernede af sikkerhedsmæssige grunde hovedet, så det ikke skulle ud på så mange rejser, hvorfor jeg har taget billeder af det uden sin sikkert originale krop.

Selve hovedet har jeg set mange gange, men aldrig i så stor størrelse og med glasøjne, der kan lukkes, selvfølgelig. Netop på grund af dette, kan de nu efter så lang tid få hovedet til at revne, da den vægt der sidder i balancen godt kan ødelægge hovedet og få det til at revne. Jeg tror så absolut dette er Roll Royc’en for denne model. Bemærk hvor fint modelleringen er og tydelig, undtagen på bagsiden med mærket, som I også får i eget foto. Kroppen er mærket med 45cm så kan vi altså se størrelsen af hensyn til Lises eksemplar. Den har de typiske ben med specielle samle-led i hoften i metal og indsatte stofstykker ved knæene, så den kan bevæge benene frem og tilbage samt sidde ned i en stol f. eks. Disse kroppe blev brugt meget omkring 1910 og frem, og de går selvfølgelig ikke så let i stykker, men kapslerne som sidder i hoften er tit brækket af eller kan helt mangle.

Selve mærket fra Skildpaddefabrikken 17. ca.1910-15, skildpadden i ramme med germany over fra repareret dukke hos Göran.

De kan endog være lavet i voksdug også, så man har kunnet få dem i mange prislag, den samme type findes også i læder, hvilket selvfølgelig har været dyrere, men som regel har de et bisque hoved i uglaseret porcelæn. Jeg har selv flere typer med disse kroppe i forskellig variationer. Nogle af dem kan have ben i forskellige udgaver, stof i andet materiale, bisqueben, eller ben af celluloid. Disse har som regel ganske små skildpadder stemplet ind i siden, og således også fra dette firma.

Dette hoved er dog efter min mening meget smukt og mat i sin celluloid farve-holdning. På grund af sin udefinerbare frisure kan den være både en pige eller en dreng. Men jeg må sige at glasøjnene klæder den, så bliver den netop så udtryksfuld og får lidt farve i ansigtet. Den har åben mund, men her også med tænder. De kan være svære at finde, når de mangler, og det gør de tit. Den var klædt i en spencer og manglede en bluse, hvilket den fik af mig. De billeder jeg derfor har af den og kroppen er efter den kom tilbage fra Göran, som er en uhyre omhyggelig og dygtig reparatør. Han har sandelig lavet en masse af mine ting, som jeg har opgivet til stor fornøjelse for mig. Det er i dag særlig svært at finde nogle som kan det med at reparerer celluloid, de fleste ødelægger tingen, men det sker ikke hos Göran.

Det indvendige hoved med måske pris 4/00 som kan være 4.Kr. samt grønt stempel, udstoppet med papir så det ikke gåt itu. Skildpadde 17 med ramme & germany

Jeg har selvfølgelig fotograferet kroppen grundigt, så I kan se typen, men de er som sagt fundet i mange forskellige variationer, men jeg tror de har kunnet købes færdig hos diverse legetøjshandlere og sikkert er lavet Tyskland, og de billegere typer har ikke kostet en bondegård. Stoffet kan være ret forskelligt, nogle er med en form for elasticitet i, det vil sige det kan strække sig og må nok benævnes som en slags tricot stof altså strikket på en maskine. Jeg har sågar en fransk dukke med samme type stof, hende vil jeg komme tilbage til en anden gang, da hun er utrolig spændende. Jeg har close-ups af hvordan armene er sat fast samt størrelsen af dukken. Når I ser billedet fra indersiden af dukken kan I se en mulig pris på måske 4/00 som kan stå for 4,00 Kr., hvilket på det tidspunkt er ret dyrt, så lad være med at tro at celluloid dukke hoveder var billige. Desuden var de det sidste nye, og derfor enhver lille piges ønskedrøm.

Bagsiden af skildpadde hovedet med mærke i ramme, Germany & 17. fra 1910-15 1 verdenskrig.

Desuden skal I huske at første verdenskrig startede i 1914, så var det godnat for celluloid industrien, idet alle fabrikker skulle lave våben, samt det faktum at celluloid kunne eksplodere. Det blev netop opfundet i forbindelse med den amerikanske borgerkrig, så det måtte ophøre under krigsårerne, men kom igen mellem verdenskrigene, selvom det var relativt dyrt at fremstille. Det forhandledes i store plader, som så skulle opmagasineres, hvilket er så farligt. Husk derfor en celluloid dukke kan pludselig eksploderer, så pas endelig på i denne varme, hvis du skulle bo i et træhus, de er og bliver uhyre sarte, og der er intet af gøre, når de først er eksploderet. Du står bare tilbage med nærmest støv, tro mig, jeg har selv prøvet det.

Skildpadde dukke med skjold mærket med skildpadde i retangel og 17. samt Germany ovenover. Karens veninde repareret af Göran
Den nyreparerede krop fra Górans hånd som nu kan sidde og bevæge sig i sin næsten originale skikkelse, med celluloisarme påsat.
Her størrelsen på kroppen samt mærket den er lavet hos, kan ikke se hvilket med se hvordan arme er fastgjort 1910-15

Håber I alle overlever i varmen, jeg bader næsten hver dag for at få min Iskias til at fungere, derfor har jeg været tavs så længe.

Venligst Anne Friis

 

Når man får gaver

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 1

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen©

 For snart mange måneder havde vi besøg af et vennepar, der havde overtaget et gammelt hus og fundet en gammel dukke og dukkevogn på loftet. Og da man kender min samlermani og forkærlighed for gammelt legetøj, fik jeg begge del som en STOR og dejlig værtindegave. Og mon ikke jeg følte mig som en Lykkens Pamfilius!

Dette billede er fundet i Angelika Lipinskis ”Zelluloidpuppen Sammeln (Preisführer) 1991) !

Da vi havde taget afsked, kastede jeg mig straks over mine bøger (”bibler”) for at kunne datere dukken:

Hun er fra Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik, Mannheim-Neckerau, nu Schildkröt (det var virkelig godt, at firmaet skiftede navn, da deres dukker altid gik under den populære betegnelse ”Skildpaddedukker”!)! Hun er en gammel dame med skulderhoved mærket med Skildpadde i ruderamme og tallet 17. under ”padden”. Hun har ”halve” celluloidarme og stofkrop. Kroppen er af lærred, og kan være fornyet, idet der ikke er ”spjæld” som knæ på kroppen, dvs. at jeg egentlig burde sy en anden krop til hende….. Ifølge flere af mine bøger blev hun fremstillet fra 1910 til 1915 og fandtes i mange størrelser, og mit eksemplar må være den største af typen. Dukken blev senere reproduceret i 50erne med en svag ændring i frisuren.

Dukken er iført et par strikkede sokker, et par mamelukker og en kjole af lærred…. Hvor gammelt eller nyt tøjet er, tør jeg ikke sige noget om, måske meget nyere end dukken, og skulle energien en dag komme over mig, vil jeg ekvipere hende lidt fiksere.

Kroppen ser nyere ud end
Dukkehovedet, en gammel krop ville helt sikkert have spjæld med knæled!
Hendes Skildpaddemærke er desværre ikke ret tydeligt —men her kan I også se hovedet og frisure bagfra !
ådan ser pigen ud, og hun vil da helt sikkert se sødere ud, dersom, hvis, såfremt, ifald hendes ”dukkemor” tager sig sammen til at ekvipere hende bedre

DEL TO om dukkevognen følger, den varme sommer inviterer ikke helt til at sidde og skrive. Skulle nogle af jer af en sådan eller en lignende dukke, så bare fortæl, fortæl og fortæl!

G o d   Læ s e l y s t !

T r æ d u k k e r – GROMADA

Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©

Hvor er det dejligt at kunne arbejde sammen og supplere hinanden, som f.eks. her , hvor Lene og jeg lagde os i selen for at finde oprindelsen til disse charmerende trædukker, som jeg inderst inde kalder ”russiske bondepiger”:

Det hele startede med Annette Rahbeks forespørgsel om oprindelsen til tre 17,5 cm høje trædukkepiger, som hun for længe siden på et loppemarked havde erhvervet til næsten ingen penge. Mine trædukker er 13,5 cm høje, var der mon forskellige størrelser?

Dukkerne er fra Polen, her er firmaet Gromadas mærke.

Både Anette og jeg har fundet vore dukker i rodekasser på loppemarkeder, og dukkerne er klædt på i tøj af stofrester, typisk for, hvad man havde dengang i fyrrerne efter krigen. Men hvor mon dukkerne kommer fra?

Allerførst spurgte vi på bloggen, hvor flere læsere havde fået at vide, at de var fra Lego, så den oplysning gik vi videre med:.

Vi kom herefter laaangt omkring. Allerførst spurgte vi hos LEGO, idet flere læsere mente, de stammede fra Legos første tid, hvor man fabrikerede trælegetøj – her fik vi svar med henvisning til hjemmesiderne miniland.nl. – , hvor der er gengivet katalogsider i s/h og i farver, men desværre ingen dukker.. Derefter spurgte vi BRIO, Sverige, som hurtigt svarede, at dukkerne desværre ikke er svenske.

17,5 cm høj dukke fra Retro-vintage!

Da dukkernes bemaling ligner de russiske matronedukker: Matrojska eller Babushka, og da deres tøj ligner russiske folkedragter, kunne dukkerne da være russiske eller måske østeuropæiske….. så vi måtte videre. Og der er masser af fotos af disse trædukker på nettet, dog uden oprindelse!.

I mellemtiden fandt Lene på siderne: retrovintage.dk,. at man herigennem stadig kunne købe æsker med sådanne dukker, og vi bestilte lynhurtigt en æske hver. Disse dukker annonceres som: Gamle Trædukker fra 1940erne – æske med 6 stk.

Disse dukker er vel ankommet, og sælgeren har sendt os de pæneste, hun havde, idet dukkerne er gamle (1947-49), og tøjet krøllet af at have ligge i æskerne i så mange år. Et par af dem skulle da også have en klat lim til fastgørelse af en løs træsko, men alt i alt er de søde og flotte.

Men vi måtte videre ud i den STORE Verden. En af mine dukkebekendte har en ukrainsk veninde, og ved en forespørgsel fik vi via Ukraine at vide, at de var polske, og at de fandtes i to størrelser (13,5 og 17,5 cm) , dvs. fra Gromada. Der står meget under Gromada, når man læser polske hjemmesider, og jeg fandt da også en lignende dukke udstillet i Legetøjsmuseet i Gdansk, men ville jeg gå dybere ind i min forskning, stod der bare: åbner snart….

For at komme videre, gik jeg til min polske svigerdatter, der ellers ikke interesserer sig for dukke og legetøj, men hun kunne måske finde noget, ikke alt er oversat fra polsk, derfor var Dorota mit bedste bud, og BINGO: Dorota fandt historien om Gromada, og den får I her:

Trædukken fra Gdansk— som I ser, er den er fra 1956!

Det kooperative firma Gromada i Kielce blev etableret i 1939. Dets aktiviteter var koncentreret om denne regions legetøjstraditioner, Kielecczyzna er et område i det centrale Polen. Foruden trælegetøjet så som dukker, byggeklodser, møbler, gynger, byggesæt og meget mere, gik man i gang med at fremstille maskotter og dukker af stof. Firmaet skabte over 300 modeller. De introducerede desuden tegneserielignende typer, samt figurer fra tegneserier, de fleste kendt i Polen, så som Jacek og Agatka, forældreløse Marysia og Koziolek Matolek, figurer som ikke siger os ret meget eller nok slet intet.

Firmaet præsenterede deres legetøj på messer og eksporterede til Nigeria, Tanzania, Libyen, Tunis, USA og Japan, og deres aktiviteter fortsat langt op i 90erne.

Trædukker i polske politi– og soldateruniformer sattes i produktion i 1960, disse dukker var ikke særligt populære blandt potentielle kunder./købere. Men da firmaet meget gerne ville af med dem, solgte man dem til politi og militær, som brugte dukkerne som gaver for tro og eksemplarisk tjeneste.

I 1960erne var Gromada-dukkerne meget populære i Polen, de fandtes på hylderne i næsten alle butikker. Dukkerne solgtes til udlandet som souvenirer fra Polen. Og stadigvæk kan du være heldig at finde dem på loppemarkeder og auktioner rundt om i Verden.

Her er min 13,5 cm høje trædukke, som jeg har tegnet og scannet. Hendes tøj er i groft blåt og hvidt lærred!
Hun er fundet for mange år siden i en rodekasse på et eller andet loppemarked!

Anette Rahbeks tre 17,5 cm høje dukker, forfra og bagfra – også fundet på et Loppemarked!
Tøjstilen er den samme, folkedragter i groft lærred og meget enkelt syet
Æske med 6 dukker fra Retro-Vintage –
Lene og jeg var heldige, vi fik de pæneste æsker af dem, der var tilbage!
Sådan introducerer Retro-Vintage restpartiet af dukker – og sådan blev vi bragt på sporet!
Tv: På et loppemarked så Lene dette ”Kaptajnspar” til salg, og nedenunder kan I se Beritt Mathiesens fire velklædte trædukker. Alle 6 ligner Gromada-dukkerne, synes I ikke ?

Men…. Der er stadig et åbent spørgsmål??? Her er Annalise Fiskers trædukke. Hun er malet anderledes og iført en blød bomuldskjole – gad vide, hvor hun kommer fra ?

Til slut tak til alle jer, der satte os på sporet af disse charmerende trædukker, og vi modtager gerne mere om dem.

G o d   L æ s e l y s t   !

Særudstilling af kunstnerdukker og antikt legetøj

Fra Inge Harcks samling

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich,tortula,de, for tekst og fotos

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen © –   design Lene Byfoged ©)

Efter at jeg for et par uger siden fortalte om mine gamle Kuhn-dukkestuer, skete der følgende for mig:

 I maj genså jeg min højt elskede bedstemor, der døde i 1980. Ja, virkelig, jeg er fuldstændig sikker. Hun sad på Museum Oldemorstoft i Padborg, Danmark, og skrællede kartofler. Tror I mig ikke? Tror I ikke på reinkarnation? Nå, ja, det gør jeg egentlig heller ikke. Men i dette tilfælde?

© Foto: Fra Sigi Ulbrich familiealbum.

 Min mand og jeg kørte til Padborg for at se en særudstilling

Kunstnerdukker og antikt legetøj

fra Inge Harcks samling

 Jeg indrømmer, at jeg ikke har ret meget forstand på kunstnerdukker, ja egentlig kender jeg slet ikke noget til dem, men man skal da være fleksibel, og det antikke legetøj var jeg selvfølgelig meget betaget af.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Vi havde en aftale med Inge Harck, og trods varmen og afstanden ankom vi til tiden. Ja, og da så jeg hende, jeg mener min Bedstemor, i en vitrine. Hun sad på en køkkenstol i haven og skrællede kartofler, og ved siden af stod jeg og så til, jeg var helt sikkert meget utålmodig, da jeg meget hellere ville lege med Bedstemor med min dukke. Dukken var for øvrigt en Bärbel – en af de kendte Skildpaddedukker.

Dette display med de to figurer foran – (Bedstemor på 39 cm og barnebarnet på 14 cm), – og hvor der bagved står en omgang storvask med vaskebaljen af træ, satte mig tilbage til barndommen, og jeg blev lidt rørt.

Det er helt klart som i 50erne og næppe noget andet.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Mens vi drak kaffe, kom Inge Harck og jeg hurtigt i snak med hinanden.

Hun fortalte om sine udstillinger, om sine nomineringer i Sonneberg og Neustadt, og om hvor stolt hun var over at have vundet Max Oscar Arnolds Kunstpris hele to gange.

Det hele begyndte i 1990, da hun som autodidakt (selvlærd) fremstillede reproduktioner af antikke dukker. Her forsøgte hun sig med forskellige materialer, men fik en forkærlighed for porcelæn og modellere.

Hos denne kreative kvinde var skridtet til dukkekunstner dermed uundgåeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Et af hendes første værker var Max & Mortiz.

De er modelleret af cernit. Ja, og jeg forstår fuldt ud, at en kunstner, som i begyndelsen endnu er famlende og usikker— (kan man genkende mine værker, kan man lide dem) – øjner chancen for, at publikum i disse slemme drenge” , som ikke er til at tage fejl af, kan genkende hendes arbejde. Her er således deres 3. skarnsstreg:

 Max & Moritz –  gale streger –

Med saven her i skjul de leger

Tju og bang –  drillerier laver

I broen snildt et hul de saver!

(gendigtet af Lise Brastrup Clasen ©)

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Det er i øvrigt de ægte Max & Moritz-figurer, skabt af Wilhelm Busch, og som i 1865 første gang blev offentliggjort, og ikke som mange tror, de samme som de i Danmark kendte figurer Knold og Tot, som er inspireret af dem.

Knold og Tot har siden 1897 lavet skarnsstreger hos vore naboer mod nord, og har i både i væsen og udseende meget til fælles med Max og Moritz.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Også en allerede etableret kunstner udvikler sig stadig.

Her er Inge Harck ingen undtagelse. Inge er krigsbarn og har derfor minder, som måske i dag endnu ikke er fordøjet og bearbejdet..

Den lille Inge skulle som ”feriebarn” hjemmefra. Hun blev optaget som feriebarn i en dansk præstegård.

Årtier senere skabte hun i modelene sceneriet om sin ankomst til præstegården.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, så stærkt et indtryk gør dette tidsbillede. Man føler med Inge og sporer, hvor ængsteligt hendes lille hjerte måtte banke..

© Foto: Inge Harck

Inge Harck fortalte mig, at hun har atelier i Kreativitetshuset i Flensburg ”Holm 35 – Kunst & Kunsthandwerk”, her arbejder hun i modelene og andre modellermasser.

Desuden nålefilter hun billeder, dyr og små figurer. Da hun ikke kan stille en ovn op dér, kan hun ikke arbejde i porcelæn. Af særlig interesse er det, at Holm 35 hver fredag mellem 15 og 17 har åbent hus. Også Inge Harck er til stede på dette tidspunkt. Her kan du snakke med hende om hendes kunst. Fra atelieret sælger hun dukker, skulpturer, relieffer med mere fra sit værksted.

Desværre nåede vi ikke at se Inge Harck arbejde i atelieret. Men hun har overladt os nogle fotos, som fortæller en hel del om en dukkekunstners arbejde.

En amatør (dvs. jeg) har således ikke kendskab til forskellene mellem de enkelte materialer.

© Foto: Inge Harck

Inge Harck forklarede mig derfor :

Vedrørende en modellermasse skal alt lige fra starten ”sidde” korrekt. Anbringes et øje på skrå i ansigtet, så sidder det på skrå, man kan enten lade det sidde, eller kassere emnet. Porcelæn kan man senere stadig bearbejde. Aha, det vidste jeg således ikke. Men porcelæn er dyrere, man skal lave forme, hvori porcelænet støbes. Ved modellermasse former man blot de enkelte kropsdele af en klump. Porcelæn skal brændes, mens modellermasse derimod tørrer i luften eller i bageovnen. Nå, i det mindste vidste jeg dette.

© Foto: Inge Harck
© Foto: Inge Harck
© Foto: Inge Harck

Hvorfra får en kunstner sine ideer? Hvordan de andre får dem, ved jeg selvfølgelig ikke, men Inge Harck får dem fra det virkelige liv, eller så at sige dagliglivet.

Som f.eks. fra en TV-serie

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Fra eventyr, Den lille pige med svovlstikkerne har gjort et særligt indtryk på kunstneren.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Fra showbusiness, som her den sydkoreanske sanger og skuespiller Lee Jin-ki – bedre kendt under sit kunstnernavn ”Onew”. Fra alle former for sport, dvs. ikke så meget sportsstjernerne, men selv sportsgrenen: Den legendariske skøjteløbermor, som med hård eksercits vil skabe det ud af sine børn, som hun aldrig selv opnåede. *For kunstneren selv, der er et udpræget familiemenneske, er dette helt utænkeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Også musik derhjemme er et tema, hun ofte benytter, som I ser, kunne det være, men behøver absolut ikke være Mozart.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Vinterbørnene her gemmer en lille hemmelighed, for til et af disse børn stod Inge Harcks barnebarn model. Men selvfølgelig røber jeg ikke, hvilken dukke det er. Et par hemmeligheder skal der da være. Du må således selv besøge udstillingen og løse gåden.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Mellem kunstnerdukkerne finder man historisk legetøj: dukker, dukkevogne fra dukkestuer, bamser og andre krammedyr. I et dukkekøkken står en musefælde under køkkenbordet – og selvfølgelig befinder den lille mus, som passer til fælden, sig ikke langt fra den.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign
© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Udstillingen kan ses helt til den 31. oktober, og hver onsdag er Inge Harck på museet og besvarer meget gerne alle dine spørgsmål.

Hermed Museets adresse, åbningstider etc.::

Museum Oldemorstoft, Bovvej 2, 6330 Padborg, tlf: (0045) 73 76 64 36

Email: museumoldemorstoft@aabenraa.dk – www.oldemorstoft.dk

Åbningstider:

Lukket mandag

Fra tirsdag til fredag 10.00—16.00 og

  1. weekend i måneden: lø-sø 13.00 til 16.00

Helligdage fra 13.00 til 16.00

Entré:

Børn fra 0 til 9 år: gratis

Børn fra 10 til 17 år: 15 kr.

Voksne: 40 kr.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Der kan desuden bestilles rundvisninger (efter aftale).

Vi siger endnu engang tak til Sigi Ulbrich og til Inge Harck, glæd dig til en god oplevelse…..

G o d   F o r n ø j e l s e   !

Nordjysk Plastic-Industri

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Efter 2. Verdenskrig dukkede der enormt mange dukkefabrikker op i Danmark, og da samtidig kom det til stor udbredelse af plasticda der samtidig samtidig blev plastic, blev dette produkt udnyttet med stor fantasi, og vi gik således alle ind i ”Plasticalderen”.

I 1949 grundlagde Poul Bock Tingskou fabrikken Nordjysk Plastic-Industri, med domæne i Rørdal, Aalborg. Man lagde ud med nogle rigtig søde dukker og firmaets oven for viste logo NPI i en cirkel, dukkerne blev ret hurtigt populært kaldet NPI-dukkerne. Samtidig specialiserede man sig i dukkeøjne.

Fabrikken udstillede hvert år, f.eks. kunne man i Aalborg Stiftstidende den 29. juli 1950 læse følgende:

Blandt de mange udstillere på Købestævnet i Fredericia ses Nordjysk Plastic-Industri med dukker og dukkeøjne.

Nordjysk Plastic-Industri annoncerede blandt andet i Legetøjshandlerforeningens Tidsskrift, hvor de to søde dukker her var forlæg i nytårsskriftet 1952 (beklager den mindre gode billedkvalitet fra mit materiale), og således blev de præsenteret:

”I det forløbne Aar har vi stræbt efter at fremstille saa kvalitetsbetonede og letsælgelige Varer som muligt.

Denne Linie vil ogsaa fremover blive fulgt, og med Haabet om et fortsat godt Samarbejde beder vi Legetøjshandlerforeningens Medlemmer modtage vore bedste Ønsker om et glædeligt Nytaar ! ” (sådan er den citerede halvsides annonce opstillet):

Dukkeøjnene var af god kvalitet og blev på et tidspunkt eksporteret til Argentina.

I Berlingske Tidende kunne man i 1952 læse følgende:

 Danske Madonna-Øjne til Argentina

En ung Aalborgenser har startet en ny virksomhed, Nordjysk Plastic-Industri, som bl.a. i Begyndelsen fremstillede ”Katteøjne” til Biler. De blev lavet af palstic, og Artiklen havde vældig Afsætning.

Katteøjnene gav Fabrikkens Indehaver en god idé: Hvorfor ikke fremstille dukkeøjne af Plastic?

Og nu er han i fuld Gang med at fabrikere Dukkeøjne, som eksporteres i Massevis. Bl.a. har Argentina vist meget stor Interesse for Øjnene, som man dernede agter at anvende til

Helgenbilleder og Madonna-Figurer!

Med tusind tak til Beritt Mathiesen hermed foto af NPI-dukkeøjne i original æske !
Med tusind tak til Beritt Mathiesen hermed foto af NPI-dukkeøjne i original æske !

Desværre har jeg ved min research ikke fundet mere om de pågældende øjnes fremtid i Argentina, men måske en eller flere af jer ved mere om fabrikkens, dukkernes og øjnenes videre skæbne, således at jeg kan fortsætte og afslutte denne beretning.

G o d     L æ s e l y s t   !

Tanker om to firmaer og samme dukke ???

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

For nogle uger siden bragte jeg en gammel annonce om den lille Gummmidukke fra dukkefabrikken NYCO i København . Det viste sig, at Ulla Louby ejer en anden dukke fra firmaet, og hun sendte fluks et billede af den. Også Beritt Mathiesen sendte omgående et foto af sit eksemplar af dukken og henviste samtidig til ”Den stora Dukkeboka” /NORSKE DUKKER 1770-1970”, hvor der er gengivet en dukke magen til. Det drejer sig i alle tilfælde om en meget yndefuld pigedukke.

Nu blev jeg selvfølgelig nysgerrig og bestilte bogen hjem, da jeg ikke kunne finde nogen dansk forhandler af den, og ganske rigtig er der et billede af sådan en dukke fremstillet af et kendt norsk dukkefirma.

Dukken er 27 cm høj, og Ullas og Beritts dukker har NYCOmærke i nakken— vist til venstre – og er således fra NYCO i Krystalgade i København, mens dukkepigen gengivet i den norske dukkebog er fremstillet af Arne Hasle—Latex A/S, som brugte mærket til højre: et mærke i rødt og guld på æskerne til sine dukker. (Arne Hasles firma er bekendt for mange af os på grund af de dejlige Hasle-nisser).

 

Dukkerne virker identiske, som I vil se af billederne. Firmaet Arne Hasle / Latex as eksisterede i årene 1948-1962, hvor firmaet desværre brændte. – I beretningen om Arne Hasles firma står, at nogle produkter blev indkøbt og lettere forandret…   men den nævnte 27 cm høje dukke omtales som Hasles første dukke: en 27 cm lang pigedukke med modelleret hår, og den omtales som meget sjælden.

Her nederst ses er alle tre dukker, desværre er min billedkvalitet ikke så fin, som den burde være, men for mig ser dukkerne identiske ud. Ullas tv, Beritts i midten og Haslepigen th… Og jeg takker Beritt og Ulla mange gange for jeres foto.

Måske nogle af jer ved mere om disse dukker. Som den uforbederlige optimist, jeg er, har jeg nu kontaktet forfatterne af bogen for yderligere oplysninger om dukken. Desværre har jeg endnu ikke modtaget reaktoner!

For et par dage siden lykkedes det mig at få fat i ”Den store Dukkeboka” som jeg nu har studeret og nærlæst, løsningen må simpelt være, at den dejlige pige er fremstillet efter en af de forme, som blev indkøbt og brugt med små forandringer, som for mig nok er ”usynlige”, men…? Man skal nok se både en dansk og en norsk dukke til sammenligning for at finde forskellen!

Det ville være spændende, om nogle af jer ejer NYCO-dukker og Hasle-dukker, således at vi kan få mere frem m disse to firmaers samarbejde.

Og for at komplettere det hele, bringer jeg hermed atter annoncen fra NYCO, Krystalgade 3, København K,, telefon: Palæ 99 07 – Og skulle nogle af jer eje den søde og dengang eftertragtede lille gummidukke, hvid og/eller mulat, ville jeg da meget gerne se et foto, for vi er alle sammen nysgerrige, ikke sandt?

Annoncen er fra Legetøjshandlernes Jubilæumsskrift februar 1963 (50år) – tænk jer bare, at en dukke dengang kostede 6,85 kr. og tilmed leveret i æske med ble og sutteflaske, et rigtigt ble– og tissebarn. Man reklamerede også med dukken som mulat, og med originalt Mulatansigt!

Kilder: Lise Clasen Research (bl.a. Den store Dukkeboka og nævnte jubilæumsskrift

G o d   L æ s e l y s t !

Fastelavn i dukkeformat – Fastnet im Puppenformat

De mest fantastiske figurer og dukker skabt af kunstneren Ingeborg Jaag

(om unikke figurer fra Franziskanermuseum Vilingen-Schwenningen)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Her i det tidlige forår fik jeg som gave fra min yngste søn, Bjørn: en bog om meget spændende dukker og figurer fra Villingen-Schwenningen, skabt af dukkekunstneren Ingeborg Jaag efter byens traditionelle karnevalsoptog.

Kunstneren Ingeborg Jaag !

Det var spændende læsning og helt ny viden for mig, ja, så spændende og interessant, at jeg absolut må dele dette med jer alle. Jeg skrev derefter til Dr. Heinrich Maulhardt, der var så venlig at sende min forspørgsel videre til Dr. Michael Hütt, leder af museet, og få dage efter fik jeg et venligt og positivt svar, der sagde, at alle: museet, bestyrelsen, dukkekunstneren, fotografen etc. var begejstrede for min idee og gav mig tilladelse til at skrive løs med henvisning til www.visuel-artwork.de, som er mestre for de fine fotos.-  og www.franziskanermuseum.de – og med tusind tak til disse positive borgere i Vilingen-Schwenningen, fortæller jeg således med glæde om disse helt unikke dukker.

Den inspirerende bog: ISBN 978-3–939423-62-1—
Franziskamnermuseum Villingen-Schwenningen !

Fastelavnefigurerne fra Villingen er i målestok 1:3:

Med over 80 Fastelavns/karnevalsfigurer har Ingeborg Jaag i godt 30 år skabt en enestående samling, hvis kulturhistoriske betydning i dag er uvurderlig. Hendes specielle fastelavnsoptog er bogstavelig talt en ”fortsat” fortælling. Her kan man se Narro – den centrale skikkelse i Villingen Fastnet, og denne figur har i over 100 år været byens symbol— Narro har derfor lagt navn til den almennyttige forening Narrozunft (Narroslænget) – desuden aser man Den gamle kone fra Villingen, Æslet eller Der Butzesel, (måske Det bumlende Æsel) som er et af de ældste dyr i Schwaben-Alemaniens historie. Æslet hals er en dragt syet af forskellige stoflapper – det jages hvert år i optoget af en flok ”Drivere”, (kaldet Stachi-gruppen) og undslipper det, har det lov til kvit og frit den dag at drikke og spise lige så meget det ønsker…… – se også: Den godmodige slagsbror”, orkestret, underholdningstrioen og mange flere. Alle figurerne er sat op i livagtige scenerier, og hele tiden fornemmer man en vis forbindelse mellem figurerne. De har øjenkontakt, parrene vender mod hinanden, og mellem figur og tilskuer udvikles med blik og gestus en særlig tiltrækning, og man således drages fra den ene sceneri til det andet.

Inspiration til figurer ses tydeligt her på Narrozunft-Villingens avis: Damen med rævekraven i venstre side ses herunder i Ingeborg Jaags udførelse!

I udkanten af optoget står Villingens Originaler: Spittel Mathis—der spiller på sin mundharmonika, kaldet Schnorre-Hobel (summehøvl) – Spittel -Mathis-figuren er en virkelig person, født af en enlig pige i 1896, i sine unge år var han mælkemand på Vllinger hospital. Han var altid i godt humør, slagfærdig og sagde sjældent nej til en øl. Var derfor ofte længe undervejs med mælk til hospitalet. Et hospital kaldes også Spital eller Spittel, deraf hans tilnavn. Desuden ses ”Eierma” (æggemanden) Richard Säger, men også politiske skikkelser som ministerpræsidenten, overborgmesteren og andre. Ingeborg Jaags fastelavnsoptog er et enestående og specielt totalbillede med ”indfiltrede” skikkelser, der alle hører med til Villinger Fastelavn, men du kan ikke altid møde dem på gaden, og helt sikkert ikke på én gang!.

Mange traditioner uddør med tiden, da der ofte er mangel på ”generationsskifte”, idet nutidens generation ikke er interesseret. Det er dog ikke tilfældet i Villingen-Schwenningen, her deltager alle aldersklasser, gamle og unge, og børnene glæder sig hvert år til at være med i ”Fastnet”!.

Sådan ser figuren Spittel-Mathis ud, man kan lige frem føle, hvordan det gode humør stråler ud fra ham, mens han underholder sig med en damefigur!

Kunstneren og skaberen Ingeborg Jaag er født i 1942 i Hüfingen i en slægt med kunstneriske traditioner, bl.a. maleren og forfatteren Lucian Reich med de kendte Schwarzwald-litografier. Ingeborg Jaag studerede på Handelshøjskolen i Villingen, og foruden at blive børnehavelærer, tilegnede hun sig de grundlæggende teknikker i syning og tilskæring, modellering, træarbejder, kurvefletning og dukkemageri, kort sagt en meget alsidig uddannelse.

I 1983 kom hun i fastelavnshumør og fik ideen til at udfærdige masker og kroppe, ja dukker iført tro kopier af de originale dragter, og med sin mands hjælp skabte hun den første dukke i 1984, en Narrofigur, som kunne ses i tekstilforretningen Tonolinis udstillingsvindue. Senere stod hendes figurer i Ratsapotheke, i skobutikken Hässler og endnu senere i sengeudstyrsforretningen Schilling, men siden 2005 står de alle på Franzikanermuseet.

Trin for trin udvikles og skabes figurerne, her er Spittelsangerne, som siden 1965 har sørget for god stemning til Villinger- fastelavnsfesten. Hermed den portrætterede sangduo Benne og Hans med guitar-musikledsagelse af ”Schanko” Ummenhofer! Helt fantastisk. Da jeg første gang så på billederne i bogen, troede jeg,
at det var levende væsener og ikke dukker!

Og siden da har Ingeborg Jaag ikke sluppet dukkemageriet. Fra 1984 skabte hun modedukker i voks, og hun har modtaget mange internationale udmærkelser for sine dukker.

Herbert Jaag, Ingeborg Jaags ægtemand, kan tilskrives en stor del af arbejdet med dukkerne, han er værktøjsmager og dipl.ingeniør og står for form og design af træ og mealarbejdet. De indvendige ”skeletter”, muskikinstrumenter bl.a. klarinetter, samt sabler, bjælder og meget mere er opstået under hans hånd.

Alle figurer kan stå uden støtte eller stativ, og det har naturligvis stillet krav til det indvendige ”skelet”. Et skelet omvikles med stof og stoppet med fyldvat. Til hovederne bruger Ingeborg Jaag lufttørret modellermasse, som lakeres. Parallelt med de plastiske arbejder skabes kostumerne, Ingeborg Jaag kalkulerer med ca. 55 timers arbejde pr. figur – her er modellering af masken dog ikke medregnet.

At skabe naturtro og vellignende portrætter er i sig selv en udfordring, men via materialet dog med visse begrænsninger, idet modellermassen mister luft og volumen under tørringsprocessen, hvorved ansigtudtrykket uden kunstnerens indflydelse kan ændre sig minimalt. ”Måske var det om aftenen en helt anden figur, end det viste sig at være om morgenen efter tørringsprocessen, men sådan er det bare!” udtrykker kunstneren.

Som tidligere nævnt, skaber Ingeborg Jagd også modedukker, disse tre ”gammeljomfruer” er både modedukker og deltagere i Villinger Fastnet. Her har man siden 1927 fejret Gammeljomfruen ved en fest, hvor der kun er kvindelige deltagere, alle iført mode fra ca. 1900 – et stort udbud af silke, fløjl, flæsekraver, store hatte og strudsefjer… Man forstå godt, at det er en eftertragtet fest, og i den lokale avis står der altid et humørfyldt referat fra festen. Damen tv har titlen overjomfru!

Her til slut et billede af figurer fra orkestret, også fantastisk livagtige og efter levende modeller.

Vil du vide mere, kan du finde enormt meget under byen Villingen-Schwenningen eller fastnet.Vilingen-Schwenningen, her er mange billeder og interessante oplysninger, bl.a. noget om avisen Narrenpost og arrangementerne.

Og vil du besøge museet og byen, da søg på :

Franziskanermuseum: Museet har adressen Rietgasse 2, DE 78010 Villingen-Schwenningen, og der er åbent ti-lø fra 13 til 17 og sø og fr. fra 11 til 17,

tlf: +49 7721 82 23 51, franziskanermuseum@villingen-schwenningen.de   – du finder på siderne desuden kørevejledning til museet, hele egnen er malerisk og smuk.

Med denne smagsprøve ønskes I God læselyst og god fornøjelse !

Staa Maren 2. Del.

Research: Lene Byfoged

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag

Her er 2. del med opskriften til Staa-Maren fine tøj.

Dukketøjet:

Materialer:

25 gr rødt, 25 gr hvidt og 50 gr grønt tretraadet garn i samme Finhed som det rosa Garn til Kroppen. 2 P Nr. 2, 2 Nr. 2½ og 2 Nr. 3. 4 Strømpestrikkepinde Nr. 8. Til Monteringen: ½ Meter smalt røst Silkebaand og 20 cm smal Knipling. Stof og Baand til et Forklæde.

Typemønster til Blusens Broderi.

 

 

 

Blusen:

Blusens Forstykke: Tag P Nr. 2 og slaa 30 M op af det hvide Garn, strik 2 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Strik Glatstrikning og tag paa 1. P 4 M ud (34 M). Tag P Nr. 3 og strik, til Forstykket maaler 6 cm, saa dannes Ærmegabene: Paa Begyndelsen af 1. og 2. P lukkes af for 4 M. Paa Begyndelsen af 3. og 4. P. lukkes af for 1 M. Naar Forstykket maaler 8 cm, dannes Halsudskæringen:  Strik 15 M, luk af for 4 M, strik P ud. De 2 skulderstykker strikkes hver for sig, og der lukkes 1 M af ved Halssiden, til der er 8 M. Skulderen lukkes af i 2 Gange.

Ryggen: Strikkes som forstykket, blot med en Slids, der dannes samtidig med Ærmegabene saaledes: Luk de første 4 M af paa Retp, strik 13 M og de følgende 3 M, der skal strikkes ret frem og tilbage hele Vejen op. Paa Begyndelsen af næste Retp lukkes 1 M af. Naar Ryggen maaler 10½ cm, lukkes skulderen af i 2 gange, og de resterende M lukkes af paa én gang. Slaa 6 M op som Underfald til den anden Ryghalvdel, og strik de to yderste af disse M i Retstrikning. Strikkes i øvrigt som første Ryghalvdel.

Ærmet: Slaa 28 M op paa P Nr. 2 af det røde Garn g strik 1 P Vrang og 1 P ret. Tag det hvide Garn, strik Glatstrikning og tag 4 M ud paa den første P. Strik 2 P og luk saa 2 M af paa Begyndelsen af de følgende 2 P og luk derefter af for 1 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 12 M. Saa lukkes af for 2 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 8 M. Strik disse sammen 2 og 2 og luk de 4 M af.

Nederdel og Korset:

Bagstykket: Slaa 74 M op paa P Nr. 3 af det røde Garn og strik 2 cm Glatstrikning., slut med en Vrangp. Sæt Strikketøjets nederste kant paa P Nr. 2. Læg de 2 P sammen, saaledes at Retsiden af Strikketøjet kommer til at vende udad og strik M paa de 2 P sammen 2 og 3, saaledes dannes den dobbelte kant forneden. Strik Vrangpmed det hvide Garn. Tag det grønne Garn og strik videre i Glatstrikning. Naar Arbejdet maaler 16 cm, tages P Nr. 2. Strik 1 M, og strik derefter M sammen 2 og 3 P ud (37 M). Strik 4 P Rib: 1 ret, 1 vrang, paa 5. P (Vrangp) strikkes saaledes: Strik 12 M, strik 7 gange 2 M sammen, strik P ud (30 M).

Korsettet: Strikkes i direkte Fortsættelse af Nederdelen. Tag det røde Garn, strk 5 P ret, strik Glatstrikning. Naar Korsettet maaler 3½ cm, strikkes 6 P ret. Luk af.

Forstykket: Strikkes som bagstykket, blot tages der ikke mere end 1 M ind paa sidste Ribp, saaledes at der bliver 36 M til Korsettet, der stikkes i 2 Halvdele saaledes: Strik paa de 18 M 4 P ret. Strik derefter Glatstrikning på 4½ cm, blot de 4 M foran strikkes ret frem og ret tilbage og forsynes med 4 snørrehuller, der strikkes som et almindeligt Hul midt i Retborten. Første Snørrehul dannes efter de 4 Første P. de øvrige med 6 P´s Mellemrum. Afslut Korsettet med 6 Retp. Den anden Korsethalvdel strikkes paa samme Maade – blot i omvendt Orden. Korsetremmene strikkes af de 4 M lige efter Retborten foran, de strikkes i Retstrikning og skal være 6 cm lange.

Kysen:

Slaa 50 M op af det røde Garn paa P Nr. 2 og strik 4 P ret. Tag P Nr. 2½ og strik Glatstrikning, blot de 2 M i begge Sider strikkes ret frem og ret tilbage for at danne Kant. Naar der er strikket 3½ cm, dannes den opstaaende Rulle i Nakken saaledes: Strik 1 P vrang, 1 P ret. til der er 6 P. Tag det hvide Garn, strik 2 P ret og derefter skiftevis 1 P vrang og 1 P ret, til den hvide Rulle er ligesaa stor som den røde. Luk af. Kysenakken dannes saaledes: Tag 50 M op paa det glatte stykkes Bagside, lige bag den hvide og den røde Rulle. M tages op med 2 strømpestrikkep Nr. 8 og paa en 3. P Nr. 8 slaas 10 M op. Strik rundt med rødt Garn 2 Omg. ret, 2 Omg Rib: 1 ret, 1 vrang, 4 Omg ret. Begynd indtagningerne. Strik 2 M sammen, strik 8 M, gentag dette Omg ud. Strik en Omg uden Indtagninger. Fortsæt med disse 2 Omg stadig med 1 M mindre mellem Indtagningerne på Indtagningsomg. Naar der er 12 M, trækkes Traaden gennem M og sys fast indeni Kysen.

Forklædet sys af hvidt Stof og pyntes med røde og grønne Silkebånd.

Monteringen: Kysen dampes over en kogende Kedel og sættes på Dukkehovedet til den er tør. Paasys kniplingekant og Baand. Alle de øvrige dele lægges mellem fugtige Aviser, til de er glatte og pæne, og tørres liggende.

Blusen sys sammen paa Skuldrene, der tages M op langs Halskanten og strikkes med rødt: 1 P ret og 1 P vrang, til der er 8 P. Luk af. Sy Blusen sammen og hækl en Række grønne Fastmasker langs de røde Kanter ved Ærmer og Hals. Sy en Bort af grønne og røde Maskesting paa Blusens Forstykke, se typemønsteret. Luk Blusen med Trykhægter.

Nederdelen sys sammen og Korsettet snøres med en hæklet grøn korsetsnor, som forsynes med 2 grønne Kvaster.

God fornøjelse!

Som sædvanligt ser vi meget gerne resultatet, hvis der er nogen, der får lavet dukken.

Fin er Maren i sit strikkede tøj.

 

 

MUSEAL – KUHN-DUKKESTUERNE fra 1920erne !

Artikel skrevet af Sigi Ulbrich (www.tortula.de) med Fotos af Sigi og Gerhard Ulbrich ©

 Oversættelse Lise Brastrup Clasen, opstilling og design Lene Byfoged ©

 Vi siger tusind tak til Sigi, der altid beredvilligt lader os benytte sine velskrevne og informative artikler bl.a. om dukkestuer, og vil I læse mere om Sigis samlinger og andre spændende ting, da gå ind på www.tortula.de og åbn alle kommodeskufferne……! God rejse!

Museal – Kuhn-dukkestuer fra 1920er

 Stadig oftere ser jeg på museer de samme skatte, som jeg har i min samling. I begyndelsen blev jeg ikke altid overrasket, når jeg så et skab eller en miniatureting i en museumsvitrine. Imidlertid sker det stadig oftere,. Er min samling på engang nu blevet mere værdifuld? – Nej i princippet ikke! Det er jo stadig de samme ting, som da min samlerlidenskab begyndte. De er bare stadig blevet ældre (akkurat som jeg), og har i mellemtiden opnået museumsagtig karakter. Så enkelt er det bare, man skal blot vente længe nok, så…. Ja, så…..

Da jeg for mange år siden fik min første Kuhn-stue, var den meget fremmed for mig, egentlig slet ikke en rigtig Kuhn, og alligevel en Kuhn… Åh, hvor var det ophidsende. Jeg gennemsøgte hele internettet, men fandt ingen beviser for rigtigheden af, at det var en Kuhn-stue. Godt nok var der æbleblomster på kabinettet, men hvad beviser det egentlig, det kan man højest tage som et fingerpeg!

Undersiden af kabinettet var forsynet med et stempel, det var da altid noget. R. Behle, Frankfurt a.M. og Rossmarkt 23. Dette løb dog ud i sandet, idet begge firmaer var ophørt, og der ikke mere fandtes oplysninger om dem.

Med denne oplysning gik jeg således ikke videre. Ofte tog jeg de få møbler op i hånden, og hver gang jeg igen satte dem tilbage i kabinettet, var jeg overbevist om, at det var fra Huset Kuhn. Det havde ganske megen lighed med mit grønne kabinet (til venstre) fra 1919 – smallere end de nyere skabe, og bemalingen var ikke helt identisk, på en eller anden måde større. Naturligvis legede jeg straks med nogle fotos, da jeg altid har ment, at først, når man studerer fotos nærmere, Ja, og midt i alle disse gåder, forærede min veninde mig en af disse dukkestuer i mindre format. Se nedenunder på første billede. Stuen var indrettet med en ovn, et skab, et kistemøbel, en vugge, et bord, en stol og to forskellige bænke. Hermed var jeg allerede kommet et skridt videre. Nu havde jeg flere holdepunkter vedrørende indretningen, og her først og fremmest den skønne ovn. Nu var jeg næsten overbevist om, at det drejede sig om en Kuhn-stue.

Gennem længere tid så jeg af og til på det tyske og det amerikanske ebay såvel dukkestuer som enkelte møbler af denne serie. I mellemtiden har jeg nu kendskab til tre forskellige størrelser —hvoraf jeg har den lille og den mellemste. Begge stuer har tre vinduer: .til højre et enkelt og til bagest til venstre to vinduer over hjørnet. Sådanne vinduer har jeg ikke set i alle dukkestuer. Jeg kender mellem et og tre vinduer arrangeret i forskellig orden.

Jeg var så heldig at kunne erhverve et dertil passende lot (to stole, et skab og en vægt) i passende farve og størrelse. Nu var jeg således blot interesseret i stolene – jeg syntes, at der burde stå tre stole i stuen.

Jeg købte endnu et lot: Ovn, skab, bord, kommode, vugge og et lille stykke væg. Ved første øjekast er skabet identisk med det i min mindre stue, men ser man nøjere på det, falder det anderledes ud – ikke kun i bemalingen. Ovnen var egentlig lige som den i min lille stue, men falder ved nærmere eftersyn også helt anderledes ud. Sådan er det med håndlavede ting. Man arbejder efter et mønster og en model, og man holder sig ikke altid til forlæggene – man bliver måske distraheret, eller et eller andet går skævt. Med vor tids laserteknik sker den slags afvigelser selvfølgelig ikke.

Nu var det så ovnen, der fik mig i tvivl. Jeg opdagede den nemlig i et katalog fra Erzgebirge. I 30erne udgav Gottfried Hempel fra Olbenhauer Salgslager for Produkter fra Erzgebirge (Olbenhauer Verkaufslager für erzgebirgische Erzeugnisse) et omfangsrigt katalog: ”Das erzgebirgische Schatzkästlein/Den lille Skattekiste fra Erzgebirge”. Jeg vil tro, at det udkom hvert år, jeg har således selv to, og af og til ser man nogle udbudt i det store Onlineauktionshus. Herved har jeg opdaget mange forskellige Forsidebilleder. Disse forsider er stillet op på forskellig måde, men i selve indholdet er der næsten ingen forskel.

Ja, og da så jeg den igen – ovnen. Entydigt, og det kan der ikke være to meninger om. Det var ovnen fra min lille stue. Så begynder man at grunde over det: Kunst fra Erzgebirge og en Kuhn-ovn?

Nu og da udvekslede jeg erfaringer med en samler fra Hessen. Hun har som jeg forkærlighed for Edi-dukker og Kuhn-stuer. Hun er bibliotekar i et industribibliotek. En dag gjorde hun mig opmærksom på en magister-afhandling, som var deponeret i Bayerische Nationalmuseums bibliotek. Emne: Legetøj fra firmaet Kuhn fra 1913 til i dag. Til fordel for Legetøjsfremstillingen i Oberbayern.

Det kan sikkert ikke undre nogen, at dette ikke kunne holde mig tilbage. Jeg fik en aftale i stand med biblioteket, og vi kørte til München. Min mand havde i lang ønsket at kunne slentre uforstyrret en hel dag gennem Det tyske Museum. Intet stod mig således i vejen for en udflugt til den 100-årige historie om de små skabe, senge og vugger. Tidligt om morgenen kørte jeg med sporvognen til museet. De søde og hjælpsomme bibliotekarer havde reserveret en arbejdsplads til mig direkte ved vinduet, således at jeg havde tilstrækkeligt gode lysforhold til min forskning og de planlagte optagelser. Så lod de mig være alene, og jeg havde 6 timers tid til at studere og analysere alt dette. Det var vidunderlige timer.

Jeg var ret spændt, og for at berolige mig selv lidt bladede jeg først forsigtigt i bogen. På side 111 dukkede det første billede op… og jeg troede knap mine egne øjne. Jeg så min lille stue. Virkelig og ægte. En kopi fra kataloget 1927 viste min lille stue. Jeg havde kunnet synge højt og danse gennem biblioteket af glæde. Hermed var denne forskningsrejse blevet en absolut succes. Efterhånden læste jeg hele bogen og erfarede megen viden og nyt over Kuhn. Jeg gjorde notater, glædede mig, når forfatterens konklusioner stemte overens med mine. Jeg fandt desuden i en af hendes teorier forklaringen på, hvorfor stuen fra ”Den lille Skattekiste fra Erzgebirge” udviste så megen lighed med Kuhn-stuerne.

Senere i sporvognen på vej tilbage til hotellet, læste jeg pludselig gadeskiltet: Thiersch Str. Hurtigt ledte jeg i mine notater og fandt faktisk indførelsen: 1913 = Thiersch Str. 1. Selvfølgelig steg jeg ud og tog et billede af huset. Alt andet havde da været en helligbrøde.

At der i husets gård nu ligger et snedkeri med restaurering af gamle møbler, er nok et tilfælde, men for mig var det Prikken over i’et.

Hjemme igen har jeg ommøbleret min lille stue efter illustrationen i kataloget. Sådan bare leg. Til den store har jeg jo endnu ikke passende møbler. Det var fantastisk at stille de originale møbler op efter denne dårlige kopi. Dog har jeg senere igen stillet tingene tilbage, sådan som jeg havde indrettet den tidligere, da jeg fik dem, for jeg bedre kan lide det på denne måde.

Jeg elsker legeværk — som herover i lille og i stor. Derfor har jeg møbleret – så godt det nu kunne lade sig gøre – mine to stuer identisk. Efter flere års søgning har jeg atter fået bid. Jeg har i foråret fundet den rigtige ovn til den større stue (jeg søger stadig videre efter bord og stole). Se engang og klik til venstre på billedet, nu går det allerede helt godt

I denne stue bor der celluloiddukker i ”Størrelse TRE”. Et ægtepar — hun er en 12,5 cm høj: en ”Cellba-Inge”, han er en 14 cm høj skildpadde ”Ingedreng”, og deres gæst er en 14 cm høj Minerva-dukke i folkedragt. Babyen er af hård plastik, tegnet med et kløverblad.

Jeg elsker de små figurer lavet af pinde eller i flad udførelse. I denne stue er der flyttet fire af slagsen ind. I højre bageste hjørne smyger sig en kat fra firmaet Berthold, som også er mester for den siddende soldyrkende kat, de er begge fra 30erne. De passer virkelig godt ind i tidsbilledet og har den rette størrelse. Den hvide og den sorte Spids (hundene) er yngre Rossweinfigurer. Da disse hunde indtil midten af det 20. årh. var meget populære og værdsatte husvenner, syntes jeg, at de passede godt ind her. Min viden om disse figurer, som jeg gennem mange år har samlet ved siden af, har jeg fra Stefan Krauses samlerkatalog. (Sigi har fortalt mig, at firmaerne Berthold og Rosswein fremstillede disse eftertragtede figurer af presset pap, spåner, papmaché, ja endog af papirtyndt træ   – jeg kendte dem ikke, og jeg videregiver hermed disse oplysninger – Lise)).

Den ”Sorte Storspids” var i Sydtyskland en elsket hund hos vinavlerne. Den ”Hvide Storspids” gjaldt som statussymbol hos storhertuger og adel. Man må derfor gå ud fra, at disse to racer egentlig ikke var at finde i samme husholdning. Men det gør de her i denne familie.

En dag fandt jeg endelig den sjældne (passende) kommode. Jeg havde set den to gange tidligere. Den venlige samler, der også gjorde opmærksom på Magister-afhandlingen, sendte mig et foto. Hun havde taget det engang på Frilandsmuseet Bad Sobernheim. Selv om den er svær at genkende, står kommoden uden tvivl der.

Anden gang jeg så og forelskede mig i den var i udstillingsguiden fra Deutschordenmuseet i Bad Merkentheim over vinterudstillingen 2011/2012 ”Trautes Heim/Kære Hjem”. Her er også bord og stole, nok snarere for den lille stue, tænkte jeg. I beskrivelsen fra Bad Merkentheim står, at den oprindelige ejer havde fået dem foræret i vinteren 1930/31.

Nu har jeg altså også sådan en sjælden kommode i min store stue. Den er et pragtstykke og min stolthed.

Kort før jul kunne min veninde Sherri (I husker sikkert julehuset fra hende) i Amerika købe et lille lot: skab, kistemøbel, kommode. Nu har jeg således kendskab til fire kommoder (dressers) fra slutningen af 20erne—begyndelsen af 30erne. Der står sikkert en sådan kommode i andre samlinger. Vær søde at sende mig jeres fotos af den. Jeg glæder mig allerede til at se dem.

En dag finder jeg helt sikkert også det passende bord og de passende stole til min store stue. Og så får den også de rigtige gardiner. Jeg har allerede det gamle stof til dem.

Nu vil jeg til slut nævne målene på stuerne:

Den lille stue er           L x H x D   21,5 x 10 x 14

Den store stue er         L x H x D   31,5 x 16 x 20

Sidste år opdagede jeg i en ”Euro-Shop” ved juletid bittesmå LED-lyskæder. Noget helt fantastisk åbnede sig for mig. Vi har hermed belyst alle de stuer, som ikke kunne belyses, fordi strømtilslutningen ikke var til at få fat i. jeg er meget stolt over denne løsning. Af og til tænder jeg lyset om aftenen, og i den forgangne juletid var det et vidunderligt supplement til julelysene.

Som jeg allerede sagde tidligere, er min store stue den mellemste af disse stuer. Skulle jeg en dag falde over den helt store, så køber jeg den. Nå, og hvordan fortæller jeg det til min mand? Han mener dog faktisk, at jeg allerede har en Kuhn-stue. Men så siger jeg blot: ….. MÆND!!

Nej, jeg er helt overbevist om, at han vil glæde sig sammen med mig!

Kære Sigi, tusind tak for at lade os dele din lange, udførlige og humørfyldte beretning, ja MÆND, jeg (Lise) er nok mere radikal, jeg siger altid: MÆND ER PRIMITIVE, men hvad skulle vi dog gøre uden dem og omvendt.

God læselyst alle sammen   – ønsker Lene og Lise !

Fortsættelse følger.

Mere om Dionne-Femlingerne

De dejligste dukker

 Med tusind tak til Pia Deleuran og hilsner fra Lise Brastrup Clasen ©

For nogen tid siden bragt vi en artikel om dionne-Femlingerne, bl.a. med gengivelser af dukker og påklædningsdukker… dukkerne kan være sjældne og måske svære at få fat i, men her skal I høre om, hvordan Pia Deleuran fik fat i et sæt af de sødeste små dukker. Hermed Pias fortælling om sine femlingedukker:

De dejlige småpiger.. Som tidligere nævnt optrådte de gerne i hver sin tøjfarve: Dukkerne er 19 cm høje og mærket Alexander, som I vil se på de øvrige fotos!

“Hej Lise…

Jeg abonnerer på dine mails, og det er en stor fornøjelse for mig at læse dem, tak for det; derfor har jeg også læst det, der er skrevet om femlingerne fra Canada, og jeg kunne slet ikke slippe den historie igen, og så søde, de var, de dukker som blev produceret dengang. Jeg gik på ebay.com og fandt mange salgsannoncer af forskellige kvalitet.

Jeg fandt et sæt, som jeg ikke kunne stå for, og besluttede mig for at købe dem, men så nemt var det ikke, for det viste sig, at de kun ville handle med nogle fra deres eget land. De ville hverken modtage penge fra mig eller sende til mig. Heldigvis har jeg en kær tante i Amerika. Jeg snakker ikke så tit med hende, og hun kunne ikke rigtig forstå, at jeg ville købe de dukker, men efter nogen snak frem og tilbage lykkedes det. Hun købte dem til mig og fik dem sendt til sig. Derefter pakkede hun dem om og sendte dem til mig.

Det var en stor dag, da de kom med posten, og de var det hele værd. En lille sjov detalje var, at min tante skrev en mail til mig, efter at hun havde modtaget dukkerne, hvor hun kaldte dem for ”The Wee Ones”, og at hun håbede, at jeg ikke blev alt for vred eller skuffet, men det var altså brugte varer, hun havde købt for mig:

Elastikken på en af dukkerne var røget, og på et par andre sad hovederne meget løst, men jeg er medlem af Vestsjællands Dukkeklub, og vi har en dygtig dukkedoktor i klubben, og hun fik dem under kærlig behandling.

På vedhæftede fotos kan I se, hvordan dukkerne ser ud efter at være blevet bragt i orden, ligesom I kan se deres Alexander-mærker. Pia slutter med at fortælle, at hun er meget glad for dukkerne!

Venlig hilsen fra Pia Deleuran”

Også TAK for dine ”roser” til bloggen, Pia, dem blev Lene og jeg meget glade over at læse!

Vil I vide mere om Femlingerne og deres skæbne, kan I foruden artiklen på denne blog læse om dem ved at gå på nettet og søge under Dionne Femlingerne!

Fortsat   god   Læselyst !