Fantastisk museum i Østrig med Dukker, dukkehuse og andet legetøj

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Under søgning efter noget helt andet fandt jeg på nettet dette flotte museum, som bugner af antikke dukker, dukkehuse, miniaturer og meget andet legetøj. Og… det skal I selvfølgelig også have del i!

Det dejlige museum råder over et areal på ca. 450 m2, fyldt med skatte, og der er også en hyggelig café, hvor du kan nyde forfriskninger og lette måltider.

På museet kan du se over 2.500 antikke dukker og dukkehuse, sjældne miniaturer og meget andet legetøj. Der er en speciel samling af miniaturehåndværk fra omkring år 1900.

Hermed nogle smagsprøver på dukkerne og miniaturer:

Disse appetitvækkere er lige til at falde i svime over, og jeg glæder mig til engang at kunne besøge stedet. —forhåbentlig i nærmeste fremtid!

Uden for museets nedennævnte åbningstider tager man meget gerne imod grupper efter aftale pr. telefon eller mail:

Hermed adresse etc.: Puppenhausmuseum, Markt 11, AT 4304 St. Thomas am Blasenstein, Østrig, Email: welcome@puppenhausmuseum.at – tlf: +43 72 655 58 25 åbent: ti-on-to og i weekenden fra 10 til 18

God fornøjelse alle sammen …

Dukken “Hansemand”


Copyright for tekst og billede Lene Byfoged.

Et af punkterne på programmet for Mors Dag i år, var besøg på Amagermuseet.

Vi er så priviligeret, at have en brasiliansk svigerdatter og i Brasilien er Mors Dag, på højde med Juleaften. Denne tradition har Renata, til stor glæde for mig, bragt med til Danmark.

Jeg besøgte første gang Amagermuseet i december sidste år, hvor de havde en rigtig dejlig juleudstilling, så jeg tænkte der var nok nye spændende ting, at se på. Det var der også og blandt disse, lå i en montre dukken “Hansemand”.

“Hansemand” er lavet af lods og kunstmaler Henrik Strømberg til hans døtre. På hans mave er skrevet Hansemand

Først pyntet som dreng, i 1905 som nisse til karneval. I 1915 syede Anna ham en uniform som infanterist. Anden krig en khakitrøje. Alle børn elskede ham. 23/4(19)53. Jeg mest af alle.

Anna

Dukken fik en engelsk uniform fra 2. Verdenskrig. Derfor blev han kaldt “Monty” af giverne Dorthe og Merete. Man måtte ikke sådan lege med den – kun sidde med den og klæde den af og på. Den boede i et fast skab. Dukken har haft flere dragter, men de er gået tabt.

“Hansemand” fortæller om forholdet mellen børn og forældre, om kunstneren H. Strømberg, om datidens menneskers forhold til krig og soldater.

Ovenstående er skrevet af Museumsleder Søren Mentz

I årene 1890 -1930 eksisterede der en kunstnerkoloni i Dragør, i lighed med dem vi kender fra Skagen og Kerteminde. Lods og kunstmaler Henrik Strømberg der levede fra 1880 til 1956, var et aktiv medlem af denne koloni.

Har nogen en spændende unik dukke, vil vi da meget gerne se billeder og høre dens historie.

Til sidst vil jeg endnu en gang anbefale et besøg på Amagermuseet.

Lene

Mere om Dionne-Femlingerne

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Og samtidig med tusind tak til Maja Villemoes for det righoldige materiale, du sendte til mig….

For et godt stykke tid siden bragte vi historien om de canadiske Dionne-Femlinger og deres tilværelse som børn — en historie bragt på grundlag af de billeder og påklædningsdukker, jeg er i besiddelse af, men det er slet ikke alt:

For nogle uger siden skrev en af vore læsere, Maja Villemoes, at hun i sin Mors gemmer og scrapbøger havde fundet en hel samling udklip om Femlingerne, heriblandt en del artikler, reklameannoncer og de kendte Palmolive-Påklædningsdukker, som mange af os har i samlingen, og hvor hver femling har et stykke Palmolivesæbe…. . Da Maja spurgte, om jeg var interesseret i kopier af det gamle materiale, blev jeg straks interesseret, og jeg har hermed fornøjelse af at dele min begejstring med jer og siger samtidig tusind tak til Maja, det er sandelig ikke hver dag, man modtager så mange gamle udklip på én gang.

Dr. Dafoe, der anbefaler Colgate, fremstilles i artiklerne som en helt og dagens mand, der altid ville det bedste for femlingerne, og han tjente store penge på pigerne, men løb samtidig en risiko, da ingen forsikringsselskaber – ikke engang Lloyds, som ellers forsikrede ALT, ville tegne en livsforsikring på femlingerne.. Der er i alt optaget tre film over femlingerne, og først efter meget tovtrækkeri gav Dr. Dafoe tilladelse til at fotografere og optage den første film. Optaget af filmsselskabet Fox under titlen ”Landsbylægen” /”The Country Doctor”. Hermed et par fotos af de små piger, som i ca. ni år voksede op uden deres forældre og andre søskende.

Elsire og Olive Dionne, femlingernes forældre, var langt fra velstående, nok nærmere fattige. De ejede en lille gård eller nok mere rigtigt et husmandssted, samt havde allerede mange børn, og da de henvendte sig til Røde Kors for at få hjælp, blev de overtalt til at aflevere børnene et stykke tid, ”til børnenes bedste” – hvad de skrev under på, men ingen kunne vide, at der skulle ca, 9 år, før de fik dem tilbage.

Det må have været og var meget hårdt for især Elsire ikke at have femlingerne hos sig. Der blev som nævnt i min tidligere artikel, bygget ”en slags hospital” kaldet Dafoe-Hospitalet efter Dr. Dafoe lige over for forældrenes ejendom, og snart voksede ”en populær forlystelsespark” op rundt om det hele: The Quintland/Femlingeland, hvoraf venner og naboer slog mønt af at kende Femlingerne, og hvor femlingerne flere gange om dagen blev vist frem bag den slags glasruder, som man kun kunne se igennem udefra. I 30ernes depressionsperiode tjente man i Quintland ca. 500 mill. Can.dollars på grund af Femlingerne som hovedattraktion.

Forældrene forsøgte flere gange at få deres børn hjem, og endelig .. Efter ca. 9 år besluttede man at bringe dem tilbage til deres hjem til stor glæde for forældrene. Glæden blev desværre kort for Elsire, da børnenes Far, Olive, fortsatte med at vise børnene frem —akkurat som i et cirkus…… En af filmene om dem slutter med, at de optræder på cykler i en lille manege.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal

Det dejlige påklædningsdukkesæt kunne man dengang i 1938 erhverve sig ved at indsende en annoncekupon, 25 øre til porto samt tre Palmolive-bånd eller tegninger —hvorefter man modtog den søde mappe med femlingerne, deres tøj og tilbehør, der skulle være 70 dele til at klippe ud. Jeg har set sættet med både dansk, engelsk, tysk og hollandsk tekst, en virkelig succes, og det er da helt fantastisk, at der er bevaret så mange sæt, – dette til stor glæde for os samlere. Hver femling havde garderobe i sin egen farve, lige som her. Foto fra en af de mange annoncer, det var helt fantastisk, som man kunne variere annoncetgeksterne.

Der er selvfølgelig i USA udgivet påklædningsdukkebøger med Femlingerne, men det er en helt anden historie, ligesom der blev lavet dukkesæt som beskrevet i min første artikel. I dukkesættene med femlingerne var der ofte som ”tilbehør” en læge-eller sygeplejerskedukke med i sættet.

Colgate-Palmoilive gjorde meget ud af Femlingereklamerne, og der blev bragt annoncer i de fleste ugeblade alle vegne. Hermed nogle flere af slagsen, og den med ”Femlingerne bygger snemand” var endda forside i Familie-Journalen den 27. februar 1938, og ca. samtidig bragte Hjemmet en annonce med samme motiv.

Som afslutning skal jeg da lige nævne, at de fem småpiger under deres ophold i ”Dr. Dafoe-Hospitalet” havde et fastlagt skema for hver dag. Bl.a. sidder de her i deres skolestue og skriver, regner og tegner. Og deres tegninger hang – akkurat som i alle andre hjem – spredt ud på væggene i værelserne.

Det har været en stor fornøjelse at kunne bringe mere om Dionne-Femliungerne— Tak til Maja Villemoes for dit omfattende materiale med artikler fra Tempo og Hjemmet, den herlige forside fra Familie-Journalen, samt de mange annonceudklip bl.a. med referencer til ”Palmolive-Påklædningsdukkerne, – alt er fra 1938-1939 — Desuden tak ftil chefredaktør Marianne Gram, Hjemmet og til chefredaktør Søren Johannesen, Familie-Journalen (dengang Illustreret Familiejournal) for tilladelse til at benytte uddrag af artikler og fotos etc.

Og så er der blot tilbage at ønske jer alle GOD LÆSELYST !

Foto fra en af de mange annoncer !

Lidt om de franske RAYNAL-dukker

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

For nylig viste Beritt Mathiesen den dejligste stofdukke, som jeg ”dømte” til at være en Raynal-dukke. Nu harjeg fundet mine tidligere artikler fra Nordisk Dukketidende frem, således at I kan få lidt mere at vide om disse pragtfulde dukker:

Det følgende er fra Nordisk Dukketidende nr. 54/juni 2010, og en del af jer vil således nikke genkendende til dette:

Historien om Raynaldukkerne:

Disse dukker er skabt af Eduard Goldschmit, der kom til verden den 23. november i byen Mulhouse i Alsace — nu fransk — men dengang tysk, af en ugift fabriksarbejderske. Imidlertid var han så heldig, at hans Far,Eduard Esslinger, der boede i Paris i 1920, vedkendte sig faderskabet og gav ham lov til at bære familienavnet..

Da han kom til Paris, boede han i en af de fattigste kvarterer, men startede en produktion af stofdyr– og legetøj under navnet Eduard Raynal (Raynal betyder ræv). Han tog straks patent på legetøjet. Senere, i 1924, giftede han sig med en ung talentfuld kvinde ved navn Marthe Gold, og således startede de sammen dukkeproduktionen: De yndigste dukker af stof med store, dejlige øjne så dagens lys og blev en stor succes. Nogle vil straks sige, at de ligner Lenci-dukkerne, hvad de også gør. Øjnene er malede, men på Lenci-dukkerne er der to hvide prikker, mens der på Raynaldukkerne er en hvid prik foroven og en buet linje nederst på de malede øjne. Så se godt efter, når du vil købe enten Lenci– eller Raynaldukker. For øvrigt er den kendte franske bondepige Beccasine også blandt produktionen. Dukkerne blev fremstillet i årene 1925 til 1940.

Hermed et uddrag af artiklen om Musée de la Poupée Paris’ udstilling fra 12. oktober 2004 til 23. januar 2005:

50 års luksus for småpiger — dukker af mærket Les Poupée Raynal: 1922-1980 — artiklen er fra Nordisk Dukketidende november 2004:

På Dukkemuseet i Paris (som desværre for nogle år siden blev nedlagt) udstilledes 200 luksuriøse Raynal-dukker fra 1922 til 1980, som tydeliggør i hvor høj kvalitet dukkerne er blevet fremstillet. Som supplement til det tidligere beskrevne kan nævnes, at Eduard Raynal i 1930 fik patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale. Hovederne blev derefter fremstillet enten i stof eller modelleret i filt, og selvfølgelig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker. Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man desuden en baby-type i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne var tydeligt inspireret af dukkerne i modelleret filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med rhodoid, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt!”

I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (den magiske hud), en slags syntetisk gummi, som imiterede hud og blev anvendt til fremstilling af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og erstattedes derfor hurtigt med hård plastic og fra 1957 med hoveder af plastisol. Dukkerne af rhodoid forsvandt imidlertid først i 1963.

I 1957 omdannedes firmaet til SARL BELINDA, og fra 1960 til 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.

I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsat med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Mino-Mecano, og mærket Raynal udvikledes ikke længere.

Raynal-dukkerne var altid meget elegant klædt, og de var ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal.

Raynal-dukkerne blev betragtet som luksusdukker og var almindeligvis dyrere en konkurrentens dukker… De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man eje en Raynal-dukke.

Og på den omtalte udstilling kunne man således se de dejlige dukker fra 1922-1980, bl.a. en dejlig Shirley Temple-dukke. Håber, at du ud fra billederne selv kan bedømme den udsøgte kvalitet.

Jeg beklager billedkvaliteten, da de er scannet ud fra de allerede trykte artikler i Nordisk Dukketidende…. Om Beritt Mathiesens søde dukke er en Raynal, ved jeg stadig ikke, men jeg ønsker jer alle

G o d l æ s e l y s t !

HITTYs Historie

Historien om en dukke skåret i træ

(med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

I fortsættelse af beretningen om Sigi Ulbrichs fortælling sin Hitty-stue, følger herefter Hittys historie, første gang bragt i Nordisk Dukketidende nr. 31 august 2004:

Hitty er heltinden i Rachel Fields bog, som vandt Newbury-medaljen: Hitty, Her First Hundred Years (Hittys førtste hundrede år) har rigtignok sat sit præg på dukkeverdenen, især gennem de sidste årtier.

Hvem er Hitty. Jo, det er en lille 6 1/4” – ca. 16 cm – høj dukke, som i henhold til sin autobiografi var håndskåret i irsk bjerg-ask af en bissekræmmer. Og hun har oplevet eventyr i hundrede år. Hitty tager på en lang sørejse, lider skibbrud, rejser til Indien, forsvinder, men bliver reddet og sendt til Philadelphia med et lille barn. Hun fortsætter med at rejse til New York, New England, og dukker så op på en bomuldsudstilling iført en meget fin brudekjole, til sidst lander hun i en antikvitetsbutik i New York.

Her blev hun opdaget i slutningen af 1920erne af to veninder: Rachel Field, børnebogsforfatter, og Dorothy Lathrop, der illustrerede børnebøger. De to veninders bog blev første gang udgivet i 1929 og vandt som nævnt medaljen i 1930.

Efter udgivelsen af denne bog designede adskillige kunstnere deres egen udgave af Hitty i alskens materialer: stof, papir, papmaché, porcelæn og træ for blot at nævne lidt… Hitty forblev hos Dorothy Lathrop og hendes søster Gertrude, og indtil midten af 1980erne var hun faktisk glemt.

En samler fra Californien, Dotty Baker, havde erhvervet nogle af Hittys originale møbler og skrev en artikel om Hitty. På den tid vidste de fleste ikke, at der fandtes en rigtig dukke ved navn Hitty. Flere år efter fandt en anden samler, Nancy Reinhart Charlton, den originale Hitty og skrev en artikel om, hvordan hun havde fundet dukken. Hun havde fundet ud af, at Hitty efter Lathrop-søstrenes død var gået i arv til Roger Linscott, der havde doneret Hitty og hendes ejendele til Stockbridge Bibliotek i Massachusetts.

Nu blev Hitty set og en slags offentlig ejendom, og der opstod stor interesse, idet der dannedes dukkeklubber, arrangeredes konkurrencer, etc. Den første konkurrence blev afholdt i oktober 2000 i Williamsburg, og i efteråret 2004 fejrede ”Hittys venner/The Friends of Hitty” ti års jubilæum, de har siden udgivet det lille nyhedsblad ”Friends of Hitty Newsletter”, og de mange interesserede abonnerede på Nyhedsbrevet, hvor du får alle slags oplysninger om Hitty: konkurrencer, mønstre til hendes garderobe, oplysninger om Hitty-dukkekunstnere, arrangementer, etc.

Ja, Hitty er blevet en kult, og dene lille dukke i træ eller i andre materialer er enormt sød. Vi siger tak til Virginia Ann Heyerdal, der har stiftet ”Friends of Hitty”, for tilsendelse af dette udførlige materiale med de mange detaljer, og skulle du være interesseret i oplysninger om en unik, amerikansk dukke, der på det nærmest er blevet en kult, kan du ringe eller skrive til:

Stockbridge Library Association, P.O.Box 119, Stockbridge, Massaschusetts 01262, tlf: 001 413 298 5501, og her kan du se Hitty, men det er en god idé at slå på tråden først.

Og er du nysgerrig efter af abonnere på Friends of Hittys Newsletter, kan du skrive eller ringe til Virginia Ann Heyerdal, 2704 Belleview Avenue, Cheverly, Maryland 20785-3006, tlf: 001 301 772 1555, email: VAHHitty@aol.com. Nyhedsbrevet kommer fire gange om året og kostede i 2004 US$ 18 pr. kalenderår (måske var det nok lidt dyrere for abonnenter uden for USA).

Ja, i det hele taget kan vi ikke garantere for adresser og telefonnumre etc. her, da artiklen som nævnt er omkring 15 år gammel, så gå for en sikkerheds skyld ind på nettet og kontrollér det hele.

Billeder fra Nyhedsbrevet, beklager billedkvaliteten, da alt er scannet ind fra Nordisk Dukketidende.

G o d L æ s e l y s t !

PS: Der er enormt mange aktuelle oplysninger og fotos vedrørende Hitty på nettet, det er derfor bare om at komme i gang.

Min HITTY-stue – og Garnakslen

Med hilsen fra Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©)

(oversættelse: Lise Clasen ©)

Kender I HITTY, den amerikanske dukke, der blev en kult? Vi vil senere bringe en udførlig artikel om Hitty. Men… først skal I læse om Sigis Hitty-Stue, og vi siger tusind tak for tekst og fotos.

I nogen tid har jeg været den stolte ejer af en Hitty-stue. Jeg regner med, at man blandt ældre læsere kender Hitty, der er en dukke udskåret af irsk bjerg-ask. I ungdomsromanen af Rachel Feld fortælles der allerede i 1929 om dukken og hendes første hundrede år. Bogen er oversat til rigtig mange sprog. I USA er Hitty hele tiden aktuel. Der findes fanklubber, websider og…. Hitty har sit eget museum.

I sommeren 2018 fik jeg møblerne til min fødselsdag, og min mand og jeg byggede straks en stue til dem. Jeg er ikke ejer af en ægte Hitty-dukke, men af en 16,5 cm ”Bärbel” fra Katzhütte – hun er født på porcelænsfabrikken Hertwig & Co. og i hende har jeg fundet en værdig stedfortræder. Du kan læse ALT om dette i www.tortula.de. I skuffen til højre ved siden af hovedet på den nederste dukke. Du kan oversætte teksten via Google — den er ikke særlig god, men forståelig.

På Internettet så jeg en lille afbildning af en garntaksel (lige som jeg havde forestillet mig) – den kunne jeg lide og ville bygge en magen til.

I byggemarkedet købte jeg en ”skuffeknap” med lige hoved — så lille som jeg kunne få den. På internettet fandt jeg garntrisser, som jeg selv omviklede med broget sytråd. Med et nålebor borede min mand gennem de små garntrisser, således at der kom huller i mit ”stativ”, Med afkortede dekorations-knappenåle sømmede han derefter garntrisserne på knappen. Nøjagtigt på midten kom et større hul – således at et stoppeæg kunne sidde fast. Og nu var min garnaksel færdig.

Jeg var meget stolt af den og satte den straks sammen med andre sygrejer på Hitty-Bärbel-bænken.

Når man forsøger at indrette en Hitty-stue i den ægte stil, kommer man på websiderne ikke uden om Gail Wilson. Her opdagede jeg atter ”Garnakslen”.. Her fremstod den som nålepude, hvilket vil sige, at der i midten ikke var nogen stopklods, men en nålepuder på et stativ—kaldet en ”Shaker Style Spindle Pincushion”. Dette har skuffet mig lidt, men alligevel synes jeg, at min garnaksel er smuk —og en nålepude havde jeg allerede til Bärbel!

En stor tak til Sigi, for at vi må bringe den her på bloggen.

Børn og legetøj under 1. Verdenskrig

© For tekst og egne billeder Lene Byfoged.

Jeg er lidt betaget af 1. Verdenskrig, hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi der er så mange historier og patriotisme omkring den. Især  beretningen om hvordan de tyske, britiske og franske feltsoldater, julenat 1914  sang “Stille Nacht, heilige Nacht,” sammen og næste dag, til generalernes store fortrydelse, spillede fodbold sammen i fred og fordragelighed.

Krigen blev vel også idealiseret og forskønnet. I hvert fald blev der produceret masser af legetøj m.m. tilegnet børn. Disse ting blev også produceret, for at skaffe penge til tropperne. En del postkort med børn i uniformer, blev lavet og herunder bringes et lille udvalg.

Jeg kender mest til den tyske legetøjsproduktion under 1. verdenskrig, uden på nogen måde at være ekspert. og jeg vil her vise jer min lille samling af soldater og porcelæn. De er i størrelserne 8 – 16 cm. Ud over dukker og porcelæn, blev der selvfølgelig produceret masser af andet legetøj, fra forskellige producenter.

For nogle år siden var der en rigtig fin udstilling, om legetøj relateret til 1. Verdenskrig i Weihnachtshaus i Husum, Nordtyskland. Her så jeg det sødeste børnestel med krigsmotiver. Egentlig ret skræmmende, at børnene på denne måde blev inddraget, men der skulle jo tjenes penge til tropperne. Jeg er efterfølgende begyndt, at lede efter disse stel og har en lille bitte smule. Det er bestemt ikke noget man falder over i tide og utide.

Er der andre der har nogle af disse dejlige soldater og porcelæn, hører vi meget gerne fra jer.

Bjergfolk i porcelæn

© for tekst og billeder: Anne Friis

Tusinde tak til Anne for denne søde artikel.

Jeg vil lige vise jer disse, da jeg før har kaldt dem nisser, men det tror jeg ikke, de er mere. Snarere et slags bjergfolk, som de små dværge hos Snehvide, eller som nogle kalder dem ”de underjordiske”. Men de er dog lidt juleagtige på grund af huerne. Jeg har fundet dem af og til hos handlende samt set nogle hos Kirsten Johansen, som også samler på dem. Hun har flere end jeg har. Derfor har vi selvfølgelig diskuteret, hvem de er, hvor de er lavet, og hvad man har brugt dem til. Kroppen og ansigtet er i et stykke og i porcelæn, der, som I kan se, er stærkt malet i kongeblåt og postkasserød, samt ansigt og hvidt skæg. Nogle af dem har store googlie øjne – store runde øjne, som giver et let komisk udtryk. Jeg tror de er tyske, og måske kan de været bygget over en tegneserie, som vi ikke kender her i Danmark. Benene er malet metal og skal tit limes op i kroppen igen, de går meget nemt af. De har store runde maver meget oppustede og bærer næsten alle sammen på et eller andet, dametaske, en hammer, økse, sæk og en skovl. Der findes sikkert flere variationer. Desuden er der ældre personer også med skæg. De er lidt forskellige i højden, de med huer er ca. 7cm og den ældre herre, som sikkert på grund af alder, er skrumpet til 6,5cm.

Der er mange eventyr i Tyskland, som netop handler om bjergfolk, og i Norge og Sverige er der trolde, hvilket de også kunne repræsenterer. Er der nogle af jer derude, som er stødt på dem, eller har set dem på Museer eller hos andre handlende hører jeg gerne jeres mening. Det kunne være spændende at kende deres historie, så jeg håbe gerne på et resultat.

Fra Norge fik jeg mail med foto af Cecilies, min norske veninde og rejsekammerat på både London og Coburg turen, Hansier. Hun har medsendt et foto af sine to Hansi’er, og I kan se at drengen har det samme kostume, som min klædt som pige. Desuden har min også samme sko i hvide, men de er ikke med på fotoet.

Håber alle er kommet godt ind i det nye år og husk at se Theriault’s store katalog over ”Landmark” samt de flotte og inspirerende videoer lavet af Florance Thieriault’s, de ligger på You Tube. Auktionen er lørdag og søndag og om dagen, så man skal ikke sidde oppe den halve nat for at se den.

Det er ikke dukker, de fleste af os kan købe, men det er så utroligt inspirende at se, hvad der virkelig er lavet, især er trædukkerne fantastiske, så snyd dig ikke for dette.

Dukkehilsner fra Anne Friis ©

Dukker i Amagerdragter

copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Torben og jeg tog en tur til Amagermuseet for at se deres juleudstilling. Jeg har som barn og ung boet på Amager, men aldrig besøgt museet, så nu skulle det være.

Det var en dejlig oplevelse, museet var pyntet så smukt op til jul og det emmede af hygge og nostalgi. 

At museet har en meget fin dragtsamling, der sagtens kan måle sig med Fanøs dragtsamling, var jo kun et ekstra plus. Jeg er betaget af de gamle egnsdragter, så det var et eldorado at kigge på alle de smukke dragter. 

At der også er en dejlig samling antikke dukker i forskellige Amagerdragter, gjorde ikke oplevelsen mindre, tværtimod.

Det hele var sat så fint og informativt op. I montrene med dukkerne, var også de enkelte stykker tøj sat op, så man rigtigt kunne se, hvor fint og korrekt det var syet, med alle detaljer, ligesom de de almindelige dragter.

Jeg har tidligere syet en Sejerødragt og har være på Fanø, for at lære om Fanødragterne og er nu så langt, at jeg så småt er i gang med at sy en til en større chinadukke. Jeg blev så begejstret for disse dragter, så måske syr jeg også en Amagerdragt til en dukke en dag. Vi får se.Der er skrevet en meget god og informativ bog om Amagerdragterne. Den ligger på museet til at gennemse, men kan sikkert også stadig købes.Amagerdragterne – deres historie og brug af Birte Hjort, Dirch Jansen og Lisbeth Møller.

Falder vejen forbi, kan det absolut anbefales at besøge museet. 

Amagermuseet, Nordre Krinkelgade 18a, 2791 Dragør

www.museumamager.dk for yderligere oplysninger.

Wagner & Zetsche

 

© for tekst og billeder Anne Friis

Anne Friis har endnu engang været så sød, at dele lidt af sin store viden om antikke dukker med os. Denne gang er det spændende læsning om nogle af dukkerne fra Wagner & Zetsche. Tusinde tak Anne!

Denne gang har jeg valgt at skrive lidt om Wagner & Zetsche, som allerede blev dannet i 1875, men først rigtigt kom i gang 1886. Firmaet lå i Ilmenau i Thüringen. I kender sikkert firmaet hvis I har prøvet at skifte et dukkehoved på skulderskjold. Under selve hovedet sidder der som regel en blå papirseddel med et stort W og Z slynget ind i hinanden, meget smukt designet og dramatisk. Jeg har i hvert fald masser af disse kroppe, som kan være lavet i alle former for skind samt senere også i voksdug. Tit brugte de hoveder fra Gebrüder Heubach. De lavede også løse sæt arme som man så selv kunne vælge til en passende krop. Det er også dem, der finder på at mikse arme i træ som kan bevæges, ind igennem kroppen med en trærulle, hvorigennem man kan trække en elastik. Det er den samme type arme, som bruges i leddukker. Håber I forstår min forklaring. Det må have været i ret store mængder, da jeg er stødt på disse kroppe og medfølgende arme utrolig mange gange.

Harald fra Wagner & Zetsche sammen med Hansi her som pige.

De siges at have ansat 230 arbejdere, hvoraf kun de 25 var mænd, så en så absolut stor kvinde arbejdsplads før århundrede skiftet. Deres andet store slagnummer var sko, oceaner af disse og mærkeligt nok ikke mærkede, jeg har aldrig stødt på et presset mærke i disse andet end størrelses nummer. Coleman’s leksikon skriver de er mærkede, men det har jeg aldrig set. Deres kroppe og sko er vist i Cieslik’s store leksikon på side 321 til 323. Selvfølgelig har de også prøvet med deres egne dukkehoveder fra 1915, rigtige små karakterdukker i et materiale som de kalder Heralit, et nyere materiale, eller måske meget tidlig plastik. Det minder en hel del om celluloid, men det er ikke brændbart, det føles dog meget hårdere. Dukkehovederne er ikke skulderhoveder, men drejelige sat direkte på deres specielle kroppe, med en syet manchet om halsen, som sidder ret stramt, men hovedet kan således drejes med fingrene, så på den måde kan den jo se lidt anderledes ud. Heralit er et hårdt materiale, en finger er brækket af på den lille Hansi, som hos mig er klædt som en pige. Om selve hovedet er rundt eller med en flad kant ved jeg egentlig ikke, og jeg har ikke ønsket at sprætte lukningen op for at se efter, da jeg tror det et svært at få det på plads igen. Men jeg hælder til en flad kant, det har enkelte bisque-hoveder også.

De lavede tre forskellige dukker alle med malede øjne, lukket mund og decideret træk fra ægte børn, i virkeligheden Max Zetsches egne børn. Der er billeder af børnene hos Cieslik. Harald, Hansi & Inge. Det er tydeligt at se deres mærkning bagpå, deres navn og W. Z. Øverst nummer for størrelsen. Jeg må nok sige at jeg altid har ønsket mig disse, jeg tror personligt også, de er sjældne, det er sikkert ret begrænset hvor mange, der er lavet. Den store dreng er på en voksdugskrop, men den ligner næsten læder, så fint er den udført. På engelsk kalder de det ”artificial leather”. Jeg er aldrig stødt på nogle af dukkerne, på nogle af de store amerikanske auktioner. De mener også ”Hansi” er et pigenavn. Det er det ikke, som enhver dansker vil vide. Men man har altid klædt dukker af det samme mærke i begge typer køn i karakterdukkerne.

Det blå mærke kendt af mange, W & Z her også mærket 235.

Mærket dukkekrop fra Wagner & Zetsche med 40 for cm størrelsen på dukken 235.

Harald er 34cm lang med sin fine rene krop, der går virkelig stramt i leddene, hans arme er lede-arme med klassiske hænder. De er trukket igennem kroppen med elastik, som stadig er stram. Han er mærket 2 Harald W. Z. Han er iført sit fine tøj, blå korte bukser med broderet smæk og seler, hvid bluse i prikket mol med rød butterfly og fine hvide glasknapper, hvide strømper samt fine lædersko størrelse 3. Jeg er for en gang skyld noget i tvivl om de også skulle være lavet af voksdug. Kroppen bøjer i knæleddet samt i hofteleddet, se venligst de fotos af ham uden tøj. Det er den klassiske nye kropstype, der kunne sidde i en stol. Kroppene kunne selvfølgelig leveres med forskellige typer ben, i bisque, eller celluloid og her ligner det rigtig celluloid. Desuden nogle gange en form for billigt stofmateriale, de skulle jo iføres strikkede strømper og sko, og så så man jo ikke hvad materiale underfoden var lavet i. Hos Harald er det samme materiale som resten af kroppen. De har en ret bred numse, som de også kunne sidde ved af sig selv. Den konstruktion med metalkapsler sat udenpå de steder, hvor benet kan bevæges med en form for split bliver ret almindelig, og brugt af rigtig mange fabrikker. Han medbragte desuden sin egen fine luth, stadig med alle sine metalstrenge og i en superfin kvalitet. I kan se ham spille i bar udgave, hvor han sidder i en stol, så man kan se de bøjede ben. Han har heller ingen rust på sine metal knapper, hvilket tit er det normale.

Harald fra Wagner & Zetsche på original krop tøj og støvler ca. 1915, 34cm.

Harald bagfra

Harald by Wagner & Zetsche W.Z. mærket for tydelighedens skyld.

Lille Hansi er 20cm og lavet helt i stof, men med samme hoftesamling, her står 2/0 og Hansi, men stemplet W.Z. må være under den manchet, der holder på hovedet, eller også er der slet ikke plads til det i den lille størrelse. Den har store tydelige smilehuller og begge har pandehår. Hun er utrolig bleg, så jeg tror hun har været lidt overmalet. Hun har to meget små tænder i den lukkede overmund. Her er der ikke noget knæled. Hun er iført grøn filt kjole med kyse, hvide sko & strømper samt fint undertøj. Personligt tror jeg, det er deres originale tøj, da det passer perfekt og ikke er overpyntet, som tyske børn jo tit ikke var. Vi skal også lige huske, at det var lige omkring 1. Verdenskrig, de kom, og det var nu meget småt med legetøj og især med eksporten til resten af verdenen. Men da Danmark ikke rigtigt var involveret i denne krig, kun via de danskere der var tvunget til at kæmpe på tysk side, så tror jeg stadig vi importerede legetøj fra Tyskland. Men det kan forklare hvorfor, de ikke dukker op på amerikanske auktioner, da de havde importforbud. Måske forklare dette også hvorfor skoene kun er mærket med størrelse. Der står hos Cieslik’s er det var fruen i huset som designede og kreerede deres kostumer.

Wagner & Zetsche Hansi modellen kun 20 cm, 1915 hoved & arme i Heralit.

Hansi mærket i nakken.

Jeg kender to andre samlere, som har en W & Z dukke herhjemme. Inge skulle sidde i Olgas Lyst og en af mine venner har en anden Harald, men ellers er jeg aldrig stødt på dem. Gad vide om nogle af jer andre har en sådan, så vil jeg gerne have besked derom. Måske regner folk dem til moderne dukker, men 100 års alderen er da passeret.

Mange hilsner fra Anne Friis ©