Skildpaddedukker fra ”Kolonierne”

Med tusind tak til Sigi Ulbrich— www.tortula.de

(design: Lene Byfoged  ©  –  oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed har vi fornøjelsen at bringe Sigi Ulbrichs spændende og interessante artikel om de mørke, eksotiske eller simpelt hen om negerdukker fremstillet af Schildkröt-firmaet/og som vi alle altid har kaldt skildpaddedukker…   Ny og spændende viden,  som du hermed  kan glæde dig til at læse.

Indledning/Introduktion:

I begyndelsen af forrige århundrede under koloniherredømmets højdepunkt var ønsket stort om at få lidt af det eksotiske inden for egne fire vægge, og nysgerrigheden hos dem, der var blevet hjemme, om at få mere at vide om de fjerne lande og deres beboere var ligeledes enormt stor.  Ikke blot de gamle købmandsfamilier i Hamburg udsmykkede deres huse med trofæer fra Afrika, Asien og Sydamerika, men også beretningerne fra hjemvendte og søfolk trængte sig frem helt til Thüringen, Nürnberg og selvfølgelig også til Mannheim, og alt dette fik naturligvis indflydelse på dukke– og legetøjsfabrikationen.

De første ”negre” og ”mulatter” finder man i Skildpaddekataloget fra 1908. Her drejede det sig mere om figurer end om legedukker. Legedukkerne blev sat i produktion i 30erne. Først som Bebi 1925 og senere som dukker med de indfødte afrikaneres typiske ansigtsudtryk og krusede hårpragt— som model 1930. Ud fra denne dukketype udvikledes i 50erne den stolte kriger Wumbi og hans søster Mambi.

Jeg vil her præsentere jer for fire af disse eksotiske dukker fra min samling. De dukker, jeg præsenterer jer for, er helt fantastisk vellignende eksotiske Skildpaddedukker. Schildkröt/Skildpaddedukkefirmaet er den ældste tyske dukkefabrik, som stadig fremstiller dukker. Virksomheden er en af de sidste garanter for begrebet ”Qualität aus Deutschland— Made in Germany”/Tysk Kvalitet, fremstillet i Tyskland.

I mere end 50 år har man i Skildpaddedukkefirmaet fremstillet disse etniske dukker. Når de i dag ikke mere kommer fra Mannheim, er det fordi de nu efter en mellemlanding  (på ca. 10 år) i Kaufbeuren siden 1993 har hjemsted i Rauenstein i Thüringen.

I 2012 efter fabrikant Hubertus Biermanns død, solgte hans enke Hannelore Biermann, der herefter var kontraktligt forpligtet efterfølger, i 2014 firmaet til den østrigske gruppe af virksomheder Stadtbauer. Ledelsen af firmaet ligger fremover hos Stephan Biermann sammen med Frank W. Hein.

Produktionen af Mambi– og Wumbidukkerne er stadig i dag på programmet. Mambi og Wumbi findes nu  i afrikanske efterlignede dragter af bomuld, i festdragt,  og Wumbi som for 50 år siden som Seppi i Lederhose/Skindbukser og Mambi i Dirndli/den typisk sydtyske folkedragt, for blot at nævne et par eksempler

I firmamuseet kan du stadig beundre modellerne fra 30erne, 50erne og fra 80erne til i dag. Du kan således følge de forandringer, der i årenes løb er sket med dukkerne.

           Ligeledes kan du i din lokale legetøjsforretning stadig erhverve den klassiske udgave af disse dukker og derved fuldstændiggøre din personlige samling.

           Efter de nye ejerforhold, flyttede Schildkröt-Puppenmuseum (Skildpaddedukkemuseet)  til det nye Schloss Rauenstein, Schlossstrasse 2, D 96528 Frankenblick OT Rauenstein. Selv har jeg endnu ikke besøgt det nye museum. Fotoet er stillet til disposition af Katharina Kleinfeldt —  jeg siger mange tak for denne gestus.

1)  Dukkepigen ”Model 1930” 27½ cm høj

Denne dukkepige fra 30erne fik jeg kendskab til sammen med hendes anden dukkemor. Dukken var dengang i 40erne iklædt en ulden kjole strikket af et barn og trods sin alder meget lidt slidt.

           Hvordan den var præsenteret og hvad den engang oprindeligt var iført, kunne dens ejer ikke fortælle mig. Hun havde ligeledes erhvervet den som second-hand.  Jeg antager dog, at det var en ”han” og i festdragt  –  den korrekte betegnelse for den datidige fabriksmæssige udførelse med bastskørt og funklende smykker. Efter min viden blev dukken kun fremstillet i denne størrelse.

  Det drejer sig ved denne dukke om én model 1930—  27½ cm høj, mærket 27½ og derover den gamle skildpadde i rude. Dukke er ikke særlig mørk  –  sådan mere som kaffe med mælk. Den gennemfarvede celluloid er meget tynd, og dukken derfor tilsvarende let. Selv om øjnene er malede, er de meget udtryksfulde.

Dukken har bevægelige arme og ben og huller i ørerne  –  hvilket vil sige, at den i ørerne har haft ringe (også kaldet kreoler) eller små runde ”dalere”  (Schildkröt komponerede fantasitalere  til dukkerne efter den klassiske, gamle tyske Taler eller Daler), begge udgaver kunne fås. Trods 80 år hos forskellige dukkemødre er dukken fantastisk velbevaret, hvilket tyder på, at der kun har været leget omsorgsfuldt og nænsomt med den.

2)  Dukkenpigen ”Model 1930” 22½ cm høj

Med den ikke gennemfarvede celluloid er denne 22½ cm høje dukke type ”Model 1930” næsten sort. Hun kom til mig uden tøj på. Da hun ikke har huller i ørerne, kunne der ses bort fra festdragt som originalbeklædning. Jeg havde først antaget, at denne lille dukke principielt ikke havde huller i ørerne, men ved at studere Ciesliks ”Das grösse Schildkrötbuch/Den store Skildpaddebog” måtte jeg tage ved lære. I bogen er der på side 127 billede af en vidunderlig smuk helt ubrugt dukke i festdragt, nøjagtigt i denne størrelse:  og med ørestikkere!

Da hun således ikke havde nogen festdragt, skulle hun have en fornøjelig og skinnende broget kjole. Jeg har strikket den med tilhørende bukser af gammelt perlegarn. Af røde træperler fik hun den ”obligatoriske” halskæde. De små sommerfugle er af  kacheret malet pap. Hun er fremstillet i 50erne.

Hun er mærket med 22½ og derover den gamle skildpadde i rude. Hendes opvakte øjne er malede, på de brune pupiller er fine lysprikker, som giver hende et meget barnligt udseende.

Hendes krøller er meget klart aftegnet og fuldstændiggør det eksotiske indtryk.

Man må omgås en så mørk dukke meget omhyggeligt, da celluloiden ikke er gennemfarvet, men blot sprøjtet på. Hun har således under sit omkring 90-årige liv tillagt sig to små afskalninger, hvor den lyse celluloid skinner igennem. Hun er meget let. På den  venstre fod er der to aftryk fra små tænder  –  om de er fra et barn eller en hund  –  tja, hvem kan mon i dag sige det så nøjagtigt.

           Hvis man betragter hende i profil med den lille tykke mave, ser man meget tydeligt, at hun stadig har den gamle og netop mere runde krop.

3)  Den stolte kriger Ma-Wu-mbi, 34 cm høj

Spørgsmålet er dog ikke hvor  –  men hvorledes”  kender man forskel på Wumbi— og Mambidukkerne.

           Skønt jeg har købt denne klart ubrugte dukke som Mambi, gik jeg ud fra, at det her drejer sig om en Wumbi. Den pågældende litteratur siger, at Mambi blev fremstillet med sort fletparyk og Wumbi i festdragt. Nu medbragte min mand for nylig en gammel avisannonce fra sin tante i Düsseldorf  –  ret godt slidt  – men dog letgenkendelig og til at læse: Mambi fandtes også i festdragt.

Altså kalder jeg hende nu Ma-Wu-mbi. Vi har købt hende i Bamberg på det store årlige Altstadt-loppemarked. Hun har altid været noget ganske ærligt for mig, da jeg netop forbinder hende med en dejlig Bambergferie. Ma-Vu-mbi er 34 cm høj. Hovedet er mærket med 32/34 og derover den nye skildpadde, og kroppen 34 og derover den nye skildpadde. Hun er af gennemfarvet, mørkebrunt, næsten sort celluloid.

Perlerne i den røde kæde er af glas eller en slags kunstglas. Perlerne er trukket på en tynd elastik. Der er blot 14 perler. Om Ma-Wu-mbi har tabt nogle, kan jeg ikke sige med bestemthed. Alle de dukker, som jeg hidtil har set, har mange ”fejl” i deres halskæder.

           Ma-Vu-mbi har bevægelige lemmer og hoved. Hovedet kan drejes.  Hendes arme og ben har skiveled. Med sine brune glasøjne skuer hun drømmende ud i verden. Desværre  har hendes venstre øje i løbet af de sidste 60 år på en eller anden måde løsnet sig. Det er desværre ikke sagkyndigt sat fast igen. Lidt limrester er stadig at se i venstre næsebor. Jeg lader det være, som det er. Ellers er hun fejlfri. For mig er hun ganske enkelt perfekt.

Da jeg købte hende, havde hun ”gyldne” ringe (Creoler) i ørerne. De var dog så meget ude af facon, at jeg var bange for, at hun skulle tabe dem. Jeg har givet hende nye ørestikkere fra Schildkröt, et godt alternativ. De ”gyldne” ringe  har jeg lagt til side i en lille æske. Derfor bærer hun på billederne ørestikker som sine søstre i Schildkröt-Puppen Klassik Kollektion/skildpaddedukkernes klassiske kollektion.

           Bastskørtet er meget fast, jeg regner ikke med, at en hel masse af de brogede strimler har løsnet sig. På grund af det faste bastskørt af meget stift bast kan hun ikke rigtigt sidde. Skørtet gør muligheden for at sidde umulig og holder den lille numse ca. 3 cm over siddefladen.

4)  Mambi en pige fra Afrika, 34 cm høj

Sidst men ikke mindst en Mambi.

Når man ser på hende, som hun står der i sin søndagskjole, eller som hun for år siden i sin legekjole har siddet i Afrika-vitrinen i min udstilling, bliver man ganske enkelt varm om hjertet. Mambi er 34 cm høj. Den ideelle størrelse for et dukkebarn. Stor nok til at man holder noget rigtigt i hænderne og ikke større, end at hun kan sidde uden at sprænge rammerne i dagligstuevitrinen. Hun er ikke særlig tydeligt mærket, måske var ”Modell 1920-formen” i 50erne noget ”slidt”?  Mambi er mærket således: hovedet med SIR, neu, derunder 32/34, kroppen med SIR, neu, derunder 34.

De små perler i den hvide kæde er af glas eller en slags kunstglas. Ligesom med Ma-Wu-mbis røde kæde har den nogle fejl. Perlerne er noget mindre end de røde. Der er trukket 18 perler på en ganske tynd elastik. Hendes sorte mohairparyk er komplet. Den er flettet i to tynde fletninger. Løfter man forsigtigt parykken, opdager man de formede krøller fra ”Model 1930”. Som så ofte hos Schildkröt blev der således ganske enkelt kreeret en dukke med hårpragten fra en anden dukke.

Hendes celluloid er meget tynd, hun er derfor tilsvarende meget let. Den brune farve er ikke speciel mørk. Hun er ikke gennemfarvet.

           Hendes hoved, arme og ben er bevægelige. Hovedet kan drejes, arme og ben har skiveled. Hun har vidunderligt strålende brune glasøjne, og synes at være meget overrasket over, at så mange mennesker interesserer sig for hende. Der har kun været leget lidt og ganske nænsomt med hende. Hun er fejlfrit opbevaret. På profiloptagelserne kan man tydeligt se, at denne Mambi har en af de nyere   –  slankere  –  kroppe.

Hos mine opstillede dukker i ”Afrika-Vitrinen” står også en særlig skat. Da man gennem disse dukker egentligt straks kommer i kontakt med andre samlere, har jeg på grund af disse forbindelser og dukkesamtaler altid min lille ”sommerfugl” udstillet i displayet på mit bord..

Illustrationer fra kataloger er gengivet med tak til Firma Schildkröt-Puppen und Spielwaren GmbH.

Tekst: Sigi Ulbrich  –  www.tortula.de

Fotos:

SPÆNDENDE ANTIK DUKKE M.M. i SEJERØ KØBMANDSHANDELS MUSEUM.

Tekst og billeder: Lene Byfoged

Det er nogle år siden vi har besøgt museet på Sejerø, men her i sommer havde vi gæster, som gerne ville se den gamle købmandsforretning og de gamle fine stuer.

Museet viser den gamle købmandsbutik, der lukkede i starten af 1970,erne og resten af det gamle hus. Alt står som det stod dengang, virkelig en nostalgisk tur man er på, når man besøger museet. Jeg kan huske jeg har handlet der, de første år jeg kom på Sejerø, men madvarer købte man aldrig, udløbstiden på varerne var for længst overskredet. På første sal op ad en stejl trappe, findes bl.a. alle de spændende fund, der er fundet i jorden på Sejerø, gamle klædningsstykker m.m.

Det lignede selvfølgelig sig selv, men nogle nyanskaffelser fandt jeg da. Den fineste antikke Milliniere dukke stod i en montre på første sal, sammen med alle de andre ting og sager fra Sejerøs historie.

Jeg fik taget nogle billeder af hende i montren, men nogle dage senere, kørte vi ned på museet igen og fik lov til at få hende ud, så vi fik nogle bedre billeder.

Er hun ikke fin? Mærket af tidens tand, men alligevel flot bevaret, når man tænker på, at hun er omkring 180 år gammel.

Dukken er tysk, med ben og arme af træ, hoved af papmache og hvis hun er, som de dukker af samme slags, jeg har set billede af, har hun skindkrop. Tøjet er det originale. Hun er ca 25 cm høj.

Jeg ved ikke ret meget om denne slags dukker, så dejligt med hjælp fra eksperten Birgit Muusmann.

Det eneste man ved om dukken på museet er, at den blev givet til en lille pige på Sejerbygård på Sejerø i 1850.

Dukkens frisure fortæller om den alder og den dygtige og erfarne dukke – og legetøjsekspert Birgit Muusmann fra Antique Toys and Dolls i København, fortæller at denne dukke er fra omkring 1840,erne og det passer jo fint med, at den blev givet væk i 1850. Frisuren er lige som dem på den tidlige KPM chinadukker, fortæller Birgit.
Her ses de smukke slanke træarme.
Og her kan man se lidt af træfødderne.
Dukken i sit falmede og mørnede tøj. Som det ses, har en lille pige nok på et eller andet tidspunkt, lavet den lille halskæde og givet dukken den på.

Kunne dukken tale, ville vi vide meget mere om den, men vi må nøjes med at nyde den.

Udover dukken var der også et sæt dukkemøbler, jeg ikke havde set før. Et fint sæt fængselslegetøj. Dejligt at se et helt sæt samlet. En fin udstilling af diverse pap og papirvarer, nød jeg også.

Museet laver nye udstillinger hvert år, så kommer der nye ting frem fra gemmerne.

De fine dukkehus møbler lavet af Dansk Legetøjsfabrik.
En fin udstilling af gamle reklameskilte, glansbilleder og Richs Samlealbummer.
Lidt fra udstillingsvinduet. Måske fra Dansk Legetøjsfabrik?

Skulle nogen lægge vejen forbi Sejerø, så snyd ikke jer selv for et besøg på dette dejlige lille museum.

Martha Jenks Chase dukker

Tekst Lene Byfoged. Billeder er fundet på internettet.

Martha Jenks Chase var en kvindelig iværksætter, der i slutningen af 1800 tallet mente, at de små piger havde brug for en dukke, der ikke kunne gå i stykker og skulle kunne vaskes. Et alternativ til de sarte dukker, hvor hoved, hænder og fødder, ja nogle gange hele dukken, var af porcelæn. Marthas mand var læge og det har uden tvivl, hjulpet hende i hendes arbejde.

I starten lavede Martha Jenks Chase kun dukker til sine egne og venners børn, samt til velgørenhedsmesser. Det menes, at hendes første dukke blev lavet i 1889.

En super sød Martha Case dukke, lidt grov i det, men charmerende.

Et par år senere, den nøjagtige dato kendes vist ikke, så en opkøber fra et af Bostons stormagasiner, en af Marthas dukker og bad om at få et par stykker, til at sælge i legetøjsafdelingen. Det blev en stor succes og fra den dag blev Marthas hobby til en international karriere. Dukkerne blev solgt i de bedre stormagasiner i hele landet. De tidlige Martha Chase dukker, er nu værdifulde samlerobjekter.

En Martha Chase dukke med sin originale kasse.

Dukkerne er lavet af strømpestof, deraf navnet strømpedukker. De første havde malede hoveder, arme og ben, samt satinstof på kroppen. Senere blev både krop, arme, ben og hoved malet, på denne måde blev de vaskbare og vandtætte.

Han er da bare dejlig.

Da dukkeproduktionen blev så stor, at Martha ikke længere havde plads i familien hus, byggede hun en lille butik i baghaven. Denne butik, blev bygget ud flere gange og blev i området kaldt for “dukkehuset”.

Så fin.

I 1905 producerede Martha nogle serier karakterdukker. Bl.a, nogle af karaktererne fra Alice i Eventyrland og en Dickens serie.

Dukker fra Alice i Eventyrland.

En sygeplejerske, frøken Lauder Sutherland, fra Hartford Hospital i Hartford Connecticut, forhørte sig hos Martha om der kunne laves en dukke i fuld størrelse, til brug i undervisningen af nye sygeplejersker.

Martha fik hjælp af sin mand og fik udarbejdet mønstre til dukker i menneskestørrelser. Hartford hospital, har stadigvæk den første dukke de fik lavet. Den er gennem årene blevet renoveret og har bl.a. fået ny frisure.

Martha Chase hospitalsdukke i voksen størrelse.

I de følgende år blev hospitalsdukkerne betydeligt forbedret, for at gøre dem mere effektive som læremiddel. Der blev lavet kvinder, mænd og intetkøn dukker.

I 1913 blev hospitalsbabydukken introduceret. Den var helt nøjagtig og havde alle de åbninger m.m., som der skulle til, for at de studerende kunne øve sig på den. Også babydukken blev med tiden forbedret, for at gøre den velegnet til undervisning i pædiatri.

Den første hospitals babydukke.
Hun er da også sød

Martha Jenks Chase døde i 1925 og hendes familie fortsatte dukkefremstillingen indtil 1970,erne. Hendes ideer om dukkefremstilling er lige så relevante i dag, som for 100 år siden.

Kramboden i Odense

Tekst og billeder Lene Byfoged.

Jeg elsker Fyn, min far var fynbo og alle mine ferier i min barndom, tilbragte jeg hos min elskede farmor og farfar. En gang i mellem, må jeg bare til Fyn. Jeg må høre den skønne fynske dialekt, for mig er det nærmest lykke. Vidste I, at englene taler fynsk om søndagen?

Nå, for at komme til det jeg vil fortælle jer om, vi har lige været på Fyn et par dage og et besøg hos Kramboden i Nedergade 24 i Odense, var på programmet. Et skatkammer for enhver samler.

Kramboden.

Det var mange år siden vi var der sidst, men det var lige så interessant og spændende, som sidste gang. Vi startede i kælderen. Oh, hvilket skatkammer af alverdens ting og sager. Det var helt utroligt og nede bagved var der gammelt legetøj af enhver art, se blot nedenstående billeder.

Da vi var færdige i kælderen, gik vi ind i forretningen og hold da op, et slaraffenland uden lige. Det er jo ikke kun legetøj, men alt muligt mellem himmel og jord. Herunder billeder fra forretningen.

Et udvalg af dukkehusdukker. Nogle af dem har enører bundet eller limet på sig.

En hylde i et andet skab.
Gammelt julepynt var der også.

Jeg har jo blot taget billeder af en brøkdel, af forretningens tusindevis af varer. Første salen var også fyldt. Man kan få timer til at gå her.

Indehaveren var meget sympatisk og imødekommende, og jeg fik en opgave med hjem til bloggens læsere. Nogle af dukkehusdukkerne have en enøre, en bundet på eller limet på tøjet. Er der nogen af vores læsere, der ved hvad det drejer sig om, eller er det blot en samlers leg? Der havde været 20 – 25 dukker fra starten og de stammer fra samme samler. Nu var der blot nogle stykker tilbage. Se nedenstående billede.

Et par af dukkerne med enører.

Jeg handlede selvfølgelig også. Et skønt billede med engle til en af mine dukkestuer, en halvdukke (som jeg har fortrudt, men den er på vej videre), et skab og en kommode fra Dansk Legetøjsfabrik, nogle små tinsoldater til min legetøjsbutik, et lille chinahoved og den skønneste lille tyske dukkehusdukke. Det er nok det køb, jeg er allermest glad for. Den passer så fint i min lille franske cafe, som jeg lavede for nogle år siden.

Er hun ikke dejlig?

Mine køb. Møblerne skal have en kærlig hånd.
Dukken i cafeen.

Så er I i Odense, kig ind Kramboden, Nedergade 24.

Åbent hver dag kl. 10 til 17.30. Fredag kl. 10 – 18 og lørdag kl. 10 – 14

Fantastisk museum i Østrig med Dukker, dukkehuse og andet legetøj

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Under søgning efter noget helt andet fandt jeg på nettet dette flotte museum, som bugner af antikke dukker, dukkehuse, miniaturer og meget andet legetøj. Og… det skal I selvfølgelig også have del i!

Det dejlige museum råder over et areal på ca. 450 m2, fyldt med skatte, og der er også en hyggelig café, hvor du kan nyde forfriskninger og lette måltider.

På museet kan du se over 2.500 antikke dukker og dukkehuse, sjældne miniaturer og meget andet legetøj. Der er en speciel samling af miniaturehåndværk fra omkring år 1900.

Hermed nogle smagsprøver på dukkerne og miniaturer:

Disse appetitvækkere er lige til at falde i svime over, og jeg glæder mig til engang at kunne besøge stedet. —forhåbentlig i nærmeste fremtid!

Uden for museets nedennævnte åbningstider tager man meget gerne imod grupper efter aftale pr. telefon eller mail:

Hermed adresse etc.: Puppenhausmuseum, Markt 11, AT 4304 St. Thomas am Blasenstein, Østrig, Email: welcome@puppenhausmuseum.at – tlf: +43 72 655 58 25 åbent: ti-on-to og i weekenden fra 10 til 18

God fornøjelse alle sammen …

Dukken “Hansemand”


Copyright for tekst og billede Lene Byfoged.

Et af punkterne på programmet for Mors Dag i år, var besøg på Amagermuseet.

Vi er så priviligeret, at have en brasiliansk svigerdatter og i Brasilien er Mors Dag, på højde med Juleaften. Denne tradition har Renata, til stor glæde for mig, bragt med til Danmark.

Jeg besøgte første gang Amagermuseet i december sidste år, hvor de havde en rigtig dejlig juleudstilling, så jeg tænkte der var nok nye spændende ting, at se på. Det var der også og blandt disse, lå i en montre dukken “Hansemand”.

“Hansemand” er lavet af lods og kunstmaler Henrik Strømberg til hans døtre. På hans mave er skrevet Hansemand

Først pyntet som dreng, i 1905 som nisse til karneval. I 1915 syede Anna ham en uniform som infanterist. Anden krig en khakitrøje. Alle børn elskede ham. 23/4(19)53. Jeg mest af alle.

Anna

Dukken fik en engelsk uniform fra 2. Verdenskrig. Derfor blev han kaldt “Monty” af giverne Dorthe og Merete. Man måtte ikke sådan lege med den – kun sidde med den og klæde den af og på. Den boede i et fast skab. Dukken har haft flere dragter, men de er gået tabt.

“Hansemand” fortæller om forholdet mellen børn og forældre, om kunstneren H. Strømberg, om datidens menneskers forhold til krig og soldater.

Ovenstående er skrevet af Museumsleder Søren Mentz

I årene 1890 -1930 eksisterede der en kunstnerkoloni i Dragør, i lighed med dem vi kender fra Skagen og Kerteminde. Lods og kunstmaler Henrik Strømberg der levede fra 1880 til 1956, var et aktiv medlem af denne koloni.

Har nogen en spændende unik dukke, vil vi da meget gerne se billeder og høre dens historie.

Til sidst vil jeg endnu en gang anbefale et besøg på Amagermuseet.

Lene

Mere om Dionne-Femlingerne

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Og samtidig med tusind tak til Maja Villemoes for det righoldige materiale, du sendte til mig….

For et godt stykke tid siden bragte vi historien om de canadiske Dionne-Femlinger og deres tilværelse som børn — en historie bragt på grundlag af de billeder og påklædningsdukker, jeg er i besiddelse af, men det er slet ikke alt:

For nogle uger siden skrev en af vore læsere, Maja Villemoes, at hun i sin Mors gemmer og scrapbøger havde fundet en hel samling udklip om Femlingerne, heriblandt en del artikler, reklameannoncer og de kendte Palmolive-Påklædningsdukker, som mange af os har i samlingen, og hvor hver femling har et stykke Palmolivesæbe…. . Da Maja spurgte, om jeg var interesseret i kopier af det gamle materiale, blev jeg straks interesseret, og jeg har hermed fornøjelse af at dele min begejstring med jer og siger samtidig tusind tak til Maja, det er sandelig ikke hver dag, man modtager så mange gamle udklip på én gang.

Dr. Dafoe, der anbefaler Colgate, fremstilles i artiklerne som en helt og dagens mand, der altid ville det bedste for femlingerne, og han tjente store penge på pigerne, men løb samtidig en risiko, da ingen forsikringsselskaber – ikke engang Lloyds, som ellers forsikrede ALT, ville tegne en livsforsikring på femlingerne.. Der er i alt optaget tre film over femlingerne, og først efter meget tovtrækkeri gav Dr. Dafoe tilladelse til at fotografere og optage den første film. Optaget af filmsselskabet Fox under titlen ”Landsbylægen” /”The Country Doctor”. Hermed et par fotos af de små piger, som i ca. ni år voksede op uden deres forældre og andre søskende.

Elsire og Olive Dionne, femlingernes forældre, var langt fra velstående, nok nærmere fattige. De ejede en lille gård eller nok mere rigtigt et husmandssted, samt havde allerede mange børn, og da de henvendte sig til Røde Kors for at få hjælp, blev de overtalt til at aflevere børnene et stykke tid, ”til børnenes bedste” – hvad de skrev under på, men ingen kunne vide, at der skulle ca, 9 år, før de fik dem tilbage.

Det må have været og var meget hårdt for især Elsire ikke at have femlingerne hos sig. Der blev som nævnt i min tidligere artikel, bygget ”en slags hospital” kaldet Dafoe-Hospitalet efter Dr. Dafoe lige over for forældrenes ejendom, og snart voksede ”en populær forlystelsespark” op rundt om det hele: The Quintland/Femlingeland, hvoraf venner og naboer slog mønt af at kende Femlingerne, og hvor femlingerne flere gange om dagen blev vist frem bag den slags glasruder, som man kun kunne se igennem udefra. I 30ernes depressionsperiode tjente man i Quintland ca. 500 mill. Can.dollars på grund af Femlingerne som hovedattraktion.

Forældrene forsøgte flere gange at få deres børn hjem, og endelig .. Efter ca. 9 år besluttede man at bringe dem tilbage til deres hjem til stor glæde for forældrene. Glæden blev desværre kort for Elsire, da børnenes Far, Olive, fortsatte med at vise børnene frem —akkurat som i et cirkus…… En af filmene om dem slutter med, at de optræder på cykler i en lille manege.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal

Det dejlige påklædningsdukkesæt kunne man dengang i 1938 erhverve sig ved at indsende en annoncekupon, 25 øre til porto samt tre Palmolive-bånd eller tegninger —hvorefter man modtog den søde mappe med femlingerne, deres tøj og tilbehør, der skulle være 70 dele til at klippe ud. Jeg har set sættet med både dansk, engelsk, tysk og hollandsk tekst, en virkelig succes, og det er da helt fantastisk, at der er bevaret så mange sæt, – dette til stor glæde for os samlere. Hver femling havde garderobe i sin egen farve, lige som her. Foto fra en af de mange annoncer, det var helt fantastisk, som man kunne variere annoncetgeksterne.

Der er selvfølgelig i USA udgivet påklædningsdukkebøger med Femlingerne, men det er en helt anden historie, ligesom der blev lavet dukkesæt som beskrevet i min første artikel. I dukkesættene med femlingerne var der ofte som ”tilbehør” en læge-eller sygeplejerskedukke med i sættet.

Colgate-Palmoilive gjorde meget ud af Femlingereklamerne, og der blev bragt annoncer i de fleste ugeblade alle vegne. Hermed nogle flere af slagsen, og den med ”Femlingerne bygger snemand” var endda forside i Familie-Journalen den 27. februar 1938, og ca. samtidig bragte Hjemmet en annonce med samme motiv.

Som afslutning skal jeg da lige nævne, at de fem småpiger under deres ophold i ”Dr. Dafoe-Hospitalet” havde et fastlagt skema for hver dag. Bl.a. sidder de her i deres skolestue og skriver, regner og tegner. Og deres tegninger hang – akkurat som i alle andre hjem – spredt ud på væggene i værelserne.

Det har været en stor fornøjelse at kunne bringe mere om Dionne-Femliungerne— Tak til Maja Villemoes for dit omfattende materiale med artikler fra Tempo og Hjemmet, den herlige forside fra Familie-Journalen, samt de mange annonceudklip bl.a. med referencer til ”Palmolive-Påklædningsdukkerne, – alt er fra 1938-1939 — Desuden tak ftil chefredaktør Marianne Gram, Hjemmet og til chefredaktør Søren Johannesen, Familie-Journalen (dengang Illustreret Familiejournal) for tilladelse til at benytte uddrag af artikler og fotos etc.

Og så er der blot tilbage at ønske jer alle GOD LÆSELYST !

Foto fra en af de mange annoncer !

Lidt om de franske RAYNAL-dukker

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

For nylig viste Beritt Mathiesen den dejligste stofdukke, som jeg ”dømte” til at være en Raynal-dukke. Nu harjeg fundet mine tidligere artikler fra Nordisk Dukketidende frem, således at I kan få lidt mere at vide om disse pragtfulde dukker:

Det følgende er fra Nordisk Dukketidende nr. 54/juni 2010, og en del af jer vil således nikke genkendende til dette:

Historien om Raynaldukkerne:

Disse dukker er skabt af Eduard Goldschmit, der kom til verden den 23. november i byen Mulhouse i Alsace — nu fransk — men dengang tysk, af en ugift fabriksarbejderske. Imidlertid var han så heldig, at hans Far,Eduard Esslinger, der boede i Paris i 1920, vedkendte sig faderskabet og gav ham lov til at bære familienavnet..

Da han kom til Paris, boede han i en af de fattigste kvarterer, men startede en produktion af stofdyr– og legetøj under navnet Eduard Raynal (Raynal betyder ræv). Han tog straks patent på legetøjet. Senere, i 1924, giftede han sig med en ung talentfuld kvinde ved navn Marthe Gold, og således startede de sammen dukkeproduktionen: De yndigste dukker af stof med store, dejlige øjne så dagens lys og blev en stor succes. Nogle vil straks sige, at de ligner Lenci-dukkerne, hvad de også gør. Øjnene er malede, men på Lenci-dukkerne er der to hvide prikker, mens der på Raynaldukkerne er en hvid prik foroven og en buet linje nederst på de malede øjne. Så se godt efter, når du vil købe enten Lenci– eller Raynaldukker. For øvrigt er den kendte franske bondepige Beccasine også blandt produktionen. Dukkerne blev fremstillet i årene 1925 til 1940.

Hermed et uddrag af artiklen om Musée de la Poupée Paris’ udstilling fra 12. oktober 2004 til 23. januar 2005:

50 års luksus for småpiger — dukker af mærket Les Poupée Raynal: 1922-1980 — artiklen er fra Nordisk Dukketidende november 2004:

På Dukkemuseet i Paris (som desværre for nogle år siden blev nedlagt) udstilledes 200 luksuriøse Raynal-dukker fra 1922 til 1980, som tydeliggør i hvor høj kvalitet dukkerne er blevet fremstillet. Som supplement til det tidligere beskrevne kan nævnes, at Eduard Raynal i 1930 fik patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale. Hovederne blev derefter fremstillet enten i stof eller modelleret i filt, og selvfølgelig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker. Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man desuden en baby-type i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne var tydeligt inspireret af dukkerne i modelleret filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med rhodoid, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt!”

I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (den magiske hud), en slags syntetisk gummi, som imiterede hud og blev anvendt til fremstilling af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og erstattedes derfor hurtigt med hård plastic og fra 1957 med hoveder af plastisol. Dukkerne af rhodoid forsvandt imidlertid først i 1963.

I 1957 omdannedes firmaet til SARL BELINDA, og fra 1960 til 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.

I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsat med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Mino-Mecano, og mærket Raynal udvikledes ikke længere.

Raynal-dukkerne var altid meget elegant klædt, og de var ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal.

Raynal-dukkerne blev betragtet som luksusdukker og var almindeligvis dyrere en konkurrentens dukker… De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man eje en Raynal-dukke.

Og på den omtalte udstilling kunne man således se de dejlige dukker fra 1922-1980, bl.a. en dejlig Shirley Temple-dukke. Håber, at du ud fra billederne selv kan bedømme den udsøgte kvalitet.

Jeg beklager billedkvaliteten, da de er scannet ud fra de allerede trykte artikler i Nordisk Dukketidende…. Om Beritt Mathiesens søde dukke er en Raynal, ved jeg stadig ikke, men jeg ønsker jer alle

G o d l æ s e l y s t !

HITTYs Historie

Historien om en dukke skåret i træ

(med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

I fortsættelse af beretningen om Sigi Ulbrichs fortælling sin Hitty-stue, følger herefter Hittys historie, første gang bragt i Nordisk Dukketidende nr. 31 august 2004:

Hitty er heltinden i Rachel Fields bog, som vandt Newbury-medaljen: Hitty, Her First Hundred Years (Hittys førtste hundrede år) har rigtignok sat sit præg på dukkeverdenen, især gennem de sidste årtier.

Hvem er Hitty. Jo, det er en lille 6 1/4” – ca. 16 cm – høj dukke, som i henhold til sin autobiografi var håndskåret i irsk bjerg-ask af en bissekræmmer. Og hun har oplevet eventyr i hundrede år. Hitty tager på en lang sørejse, lider skibbrud, rejser til Indien, forsvinder, men bliver reddet og sendt til Philadelphia med et lille barn. Hun fortsætter med at rejse til New York, New England, og dukker så op på en bomuldsudstilling iført en meget fin brudekjole, til sidst lander hun i en antikvitetsbutik i New York.

Her blev hun opdaget i slutningen af 1920erne af to veninder: Rachel Field, børnebogsforfatter, og Dorothy Lathrop, der illustrerede børnebøger. De to veninders bog blev første gang udgivet i 1929 og vandt som nævnt medaljen i 1930.

Efter udgivelsen af denne bog designede adskillige kunstnere deres egen udgave af Hitty i alskens materialer: stof, papir, papmaché, porcelæn og træ for blot at nævne lidt… Hitty forblev hos Dorothy Lathrop og hendes søster Gertrude, og indtil midten af 1980erne var hun faktisk glemt.

En samler fra Californien, Dotty Baker, havde erhvervet nogle af Hittys originale møbler og skrev en artikel om Hitty. På den tid vidste de fleste ikke, at der fandtes en rigtig dukke ved navn Hitty. Flere år efter fandt en anden samler, Nancy Reinhart Charlton, den originale Hitty og skrev en artikel om, hvordan hun havde fundet dukken. Hun havde fundet ud af, at Hitty efter Lathrop-søstrenes død var gået i arv til Roger Linscott, der havde doneret Hitty og hendes ejendele til Stockbridge Bibliotek i Massachusetts.

Nu blev Hitty set og en slags offentlig ejendom, og der opstod stor interesse, idet der dannedes dukkeklubber, arrangeredes konkurrencer, etc. Den første konkurrence blev afholdt i oktober 2000 i Williamsburg, og i efteråret 2004 fejrede ”Hittys venner/The Friends of Hitty” ti års jubilæum, de har siden udgivet det lille nyhedsblad ”Friends of Hitty Newsletter”, og de mange interesserede abonnerede på Nyhedsbrevet, hvor du får alle slags oplysninger om Hitty: konkurrencer, mønstre til hendes garderobe, oplysninger om Hitty-dukkekunstnere, arrangementer, etc.

Ja, Hitty er blevet en kult, og dene lille dukke i træ eller i andre materialer er enormt sød. Vi siger tak til Virginia Ann Heyerdal, der har stiftet ”Friends of Hitty”, for tilsendelse af dette udførlige materiale med de mange detaljer, og skulle du være interesseret i oplysninger om en unik, amerikansk dukke, der på det nærmest er blevet en kult, kan du ringe eller skrive til:

Stockbridge Library Association, P.O.Box 119, Stockbridge, Massaschusetts 01262, tlf: 001 413 298 5501, og her kan du se Hitty, men det er en god idé at slå på tråden først.

Og er du nysgerrig efter af abonnere på Friends of Hittys Newsletter, kan du skrive eller ringe til Virginia Ann Heyerdal, 2704 Belleview Avenue, Cheverly, Maryland 20785-3006, tlf: 001 301 772 1555, email: VAHHitty@aol.com. Nyhedsbrevet kommer fire gange om året og kostede i 2004 US$ 18 pr. kalenderår (måske var det nok lidt dyrere for abonnenter uden for USA).

Ja, i det hele taget kan vi ikke garantere for adresser og telefonnumre etc. her, da artiklen som nævnt er omkring 15 år gammel, så gå for en sikkerheds skyld ind på nettet og kontrollér det hele.

Billeder fra Nyhedsbrevet, beklager billedkvaliteten, da alt er scannet ind fra Nordisk Dukketidende.

G o d L æ s e l y s t !

PS: Der er enormt mange aktuelle oplysninger og fotos vedrørende Hitty på nettet, det er derfor bare om at komme i gang.

Min HITTY-stue – og Garnakslen

Med hilsen fra Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©)

(oversættelse: Lise Clasen ©)

Kender I HITTY, den amerikanske dukke, der blev en kult? Vi vil senere bringe en udførlig artikel om Hitty. Men… først skal I læse om Sigis Hitty-Stue, og vi siger tusind tak for tekst og fotos.

I nogen tid har jeg været den stolte ejer af en Hitty-stue. Jeg regner med, at man blandt ældre læsere kender Hitty, der er en dukke udskåret af irsk bjerg-ask. I ungdomsromanen af Rachel Feld fortælles der allerede i 1929 om dukken og hendes første hundrede år. Bogen er oversat til rigtig mange sprog. I USA er Hitty hele tiden aktuel. Der findes fanklubber, websider og…. Hitty har sit eget museum.

I sommeren 2018 fik jeg møblerne til min fødselsdag, og min mand og jeg byggede straks en stue til dem. Jeg er ikke ejer af en ægte Hitty-dukke, men af en 16,5 cm ”Bärbel” fra Katzhütte – hun er født på porcelænsfabrikken Hertwig & Co. og i hende har jeg fundet en værdig stedfortræder. Du kan læse ALT om dette i www.tortula.de. I skuffen til højre ved siden af hovedet på den nederste dukke. Du kan oversætte teksten via Google — den er ikke særlig god, men forståelig.

På Internettet så jeg en lille afbildning af en garntaksel (lige som jeg havde forestillet mig) – den kunne jeg lide og ville bygge en magen til.

I byggemarkedet købte jeg en ”skuffeknap” med lige hoved — så lille som jeg kunne få den. På internettet fandt jeg garntrisser, som jeg selv omviklede med broget sytråd. Med et nålebor borede min mand gennem de små garntrisser, således at der kom huller i mit ”stativ”, Med afkortede dekorations-knappenåle sømmede han derefter garntrisserne på knappen. Nøjagtigt på midten kom et større hul – således at et stoppeæg kunne sidde fast. Og nu var min garnaksel færdig.

Jeg var meget stolt af den og satte den straks sammen med andre sygrejer på Hitty-Bärbel-bænken.

Når man forsøger at indrette en Hitty-stue i den ægte stil, kommer man på websiderne ikke uden om Gail Wilson. Her opdagede jeg atter ”Garnakslen”.. Her fremstod den som nålepude, hvilket vil sige, at der i midten ikke var nogen stopklods, men en nålepuder på et stativ—kaldet en ”Shaker Style Spindle Pincushion”. Dette har skuffet mig lidt, men alligevel synes jeg, at min garnaksel er smuk —og en nålepude havde jeg allerede til Bärbel!

En stor tak til Sigi, for at vi må bringe den her på bloggen.