Fint bornholmsk håndarbejde til turisterne…

Jeg blev kontaktet af en mand, hvis mor Gudrun Wegens, havde efterladt en del bøger og udklip med bl.a. dukketøj og broderier. Om jeg ville have det og det ville jeg jo gerne. I blandt disse, fandt jeg denne artikel fra Bornholms Tidende, som jeg syntes er ret interessant. Den er fra d. 28. januar 1967.

Jeg har fået tilladelse af Bornholms Tidende til, at bringe den her på bloggen.

Fint bornholmsk håndarbejde til turisterne…

Hvad der kan komme ud af det, når man bliver alene og skal skabe sig en eksistens: Dukker i originale bornholmske nationaldragter.

– Det skal være så originalt. Som muligt siger fru Karen Madsen om sine yndige dukker i bornholmske dragter. De er blevet en yndet souvenir i det bornholmske turistland, og det er ikke uden grund, for det er virkelig pæne ting, hun formår at fremstille med sine flittige hænder. Der er 600 dukker i arbejde i øjeblikket – og det foregår på samlebånd.

Fru Karen Madsen ved den uundværlige symaskine – som dog ikke er alt, for der er en masse direkte håndarbejde i dragterne, som ses længere nede i artiklen.

Det er fermheden, der gør det

Det skal dog ikke forstås anderledes, end at fru Madsen nøje har tilrettelagt hver en arbejdsproces, lille som stor. Det er hun simpelthen nødt til, hvis der skal blive en rimelig fortjeneste til hende. Hun leverer disse dukker til forretningerne for en pris af kun 15 kr. – og vi har set dem solgt til noget nær det dobbelte. Men forretningerne skal selvfølgelig også leve. Det største arbejde har imidlertid fremstilleren af dukken, fru Madsen, og det er et pillearbejde, men – siger hun – fortjenesten får jeg i kraft af, at jeg er blevet så ferm til det. Jeg startede for et par år siden, og da gik det langsomt. Jeg spekulerede og spekulerede på, hvordan jeg skulle fremstille de enkelte dele hurtigt, men også sådan, at dukken alligevel blev en original ting og en tro kopi af de gamle dragter herovre. Efterhånden kom det, og nu skærer jeg alt til 100 bånd, 100 forklæder, 100 nederdele, 100 mamelukker osv. Jeg syntes, det var 74 ting, jeg i sin tid til de fire forskellige dragter, jeg laver. Så der skal bestilles noget, før et hold dragter, ser dagens lys, og så vil jeg jo gerne have , at det hele skal være så pænt som muligt. Jeg har en datter til at hjælpe mig og hun forsyner dukkerne med mamalukker, rigtige mamelukker med blonder og bånd, og så får jeg dem til videre montering.

Blonder, festoner og plisseer

Kunne det ikke betale sig ligefrem at etablere en lille virksomhed med fremmed hjælp? – Det er måske ikke helt usandsynligt, men det vil være svært, fordi mine hjælpere selvsagt vil have en ordentlig fortjeneste ud af det, og det tror jeg ikke, der kan blive med de kvalitetskrav, der skal indfries. Jeg har prøvet at have nogle til at hjælpe mig, men de kommer tilbage og siger, at de ikke kan tjene noget rigtigt, hvis arbejdet skal være godt, og så slipper de det. Jeg forstår det så udmærket. Der er utroligt meget pillearbejde ved hver dragt. En af dem har alene 5 forskellige blonder, og der er festoner, fløjlsbånd, underskørt, fire forskellige forklæder, bl.a. plisserede, kyser med blonder, hvorpå der er påsat blonder. Det kunne måske forenkles, men er der så noget ved dragten? Jeg syntes det ikke. Det har også været svært at finde de rigtige farver i stofferne, men nu har jeg efterhånden fundet frem til steder hvor det kan skaffes, så det glider af sig selv og ikke skaber problemer. Dem må der ikke være for mange af, hvis det skal glide jævnt.

Tips fra Freddy Fræk

Fru Karen Madsen bor på Lindehave i Østermarie og klarer sig selv efter hun for år tilbage blev alene. Det er svært for enlige kvinder at skabe sig en eksistens, men det er ved flid og energi virkelig lykkedes for fru Madsen – ikke ved dukkernes hjælp ene og alene. De er sådan set et supplement, men ved at påtage sig et agentur for souvenirs. Der sælges som bekendt tusinder af små souvenirs fra Bornholm hele sommeren, og sådan nogle kører fru Madsen rundt med på hele øen. Samtidig har hun sine dukker med, og på den måde har det ikke været så vanskeligt for hende at finde frem til den afsætningskanal, en vare som bekendt også skal have. Hun sælger kun sine bornholmske dukker herovre, men hun laver også en nydelig dragt, som kan sælges over hele landet. Det er den berømte Mor Danmark dukke i rødt og hvidt. Den er navnlig udlændingene interesseret i. Men hvordan er alt dette startet? – Ja, det er sådan set set min nabo, der har fået mig ind på det, fortæller hun. En af mine nærmeste naboer er grafikeren, folkesangeren og jazzmusikeren Freddy Poulsen. De kender ham måske bedre under navnet Freddy Fræk. Han har hus her lige ved og hans kone syslede i sin fritid lidt med at sy nationaldragter til dukker. Det syntes hun også, jeg skulle prøve, og så kom det ganske langsomt. Jeg sad og syede hver eneste dragt hver for sig, men jeg opdagede hurtigt, at det var der ingen fortjeneste ved. Så kom jeg ind på at rationalisere.

Museet hjalp

Men før jeg fik det rigtige tag på det, gik der lang tid, og jeg måtte også ud på museet i Rønne og bede dem hjælpe mig. Jeg fik lov til at studere, hvad man der har af bornholmske dragter, og på den måde fandt jeg frem til originalerne. Der er flere andre bornholmske dragter derude, men jeg tror nok, jeg holder mig til de fire. Det er de mest karakteristiske.

B-d.

Snehuset, der så gerne ville være en julebod.

4. Søndag i advent, nu er det snart Jul og alle har travlt.
Ind imellem alle juleforberedelserne, har jeg hygget mig gevaldigt, med at lave denne lille julebod.

Tekst: Lene Byfoged.

Foto, hvor intet andet er angivet: Torben Byfoged.

På legetøjsforeningen Snurretoppens årlige auktion, var jeg så heldig, at vinde auktionen, over denne skønne bod.

Jeg blev straks forelsket i den, og glad var jeg, da jeg drog hjem med den. I tankerne, var jeg allerede videre med ideen, om et Snehus, efter inspiration, fra de smukke antikke tyske Snehuse. Se eksempel på et sådan, på nedenstående billede. Jeg var faktisk allerede i gang, med at finde ud af, hvor man kunne købe de smukke vat istapper, på min telefon, på vej hjem i bilen.

Billedet er fundet på Pinterest.

Mine tanker var, at min Christkindl (som jeg har skrevet om tidligere, læs eventuelt via linket) og min lille, søde Snepige på nedenstående billede, skulle være i det. På den ene eller anden måde.

Men der var nogen, der ville det anderledes. Et par dukker, stirrede indtrængende på mig, de mente bestemt, det var dem, der skulle være omdrejningspunktet i boden. Men de er da også dejlige. Drengen købte jeg for mange år siden, på loppemarkedet i Forum. Den lille julepige er købt i Legetøjsforeningen Snurretoppen.

Hm, jeg måtte tænke i andre baner, så jeg begyndte, at fjerne alt fra boden. Der var fine ting i den, men heldigvis har de alle fundet pladser, andre steder.

Så stod det der, helt rippet og så gik jeg i gang med at finde ting, der kunne sælges i den lille julebod. I knap 40 år, indtil coronaen kom, har vi hvert år, været på julemarkeder, forskellige steder i Tyskland. Så jeg havde en rimelig god ide om, hvilke varer der skulle sælges. Men alligevel levede, det sit helt eget liv. Jeg gik i gemmerne og på jagt i dukkestuerne, hvor jeg fandt en del, men måtte også købe lidt.

Hos Miniseum, købte jeg lidt Erzegebirge, for hvad er en tysk julebod uden netop, disse ting. Stearinlys og julekugler blev det også til.

Jeg fik et par ekstra kugler med fra Miniseum, som en lille gave. Da jeg så dem, tænkte jeg, at jeg måtte da kunne lave nogle selv. Jeg fandt æsken med perler frem og der var disse, som passede i størrelse.
Så med hjælp fra en pincet, lim og lupbriller, lykkedes det mig, at få lavet nogle.

Julestrømpen broderede jeg for et par år siden.

De søde engle har jeg lavet i papir, fra en gammel salmebog og de bitte små glansbilleder, passede så fint.

Krybben i valnøddeskallen, købte en af mine sønner, i 1988 på julemarkedet i Goslar. Jeg har fået den forærende efterfølgende. De produceres stadigvæk.


Billedet er fra Pinterest.

Selvfølgelig skulle juleboden sælge Glühwein, i disse tider, må pengene jo tjenes hvor de kan, så ejeren af boden, har en enkelt gryde stående, blandt sine varer. En legeveninde, kom med ideen. Det skulle vise sig, at være svært at finde nogen, der ville sende til Danmark (jeg kunne ikke finde den, her i Danmark). Jeg bestilte i dukkehusbutikker og på Ebay.de, men ingen ville sende til Danmark. Til sidst kontaktede jeg firmaet Reutter direkte og så lykkedes det endelig, at få en sendt til Danmark.

Den lille julekrybbe ovenpå juleboden, købte jeg på julemarkedet i Lubeck i 2019. Og de 2 rensdyr, er fra Søstrene Grene. De søde honningkager med glansbilleder, husker jeg ikke hvor jeg købte, men det er også mange år siden. Ellers er det ting, fra gemmerne.

Fra højre side. Her står også Nøddeknækkeren, fra vores barnebarns julekalender. Men det er en anden historie, som I måske får en anden gang.

Og fra venstre side.

Den er ekstra hyggeligt, når det er mørkt. En lille batteri lyskæde, ligger på gulvet.

De to dukker, der ikke blev brugt, lavede jeg til et lille diorama i en glasmontre. De fine sølvkugler, fra den oprindelige bod, er brugt her sammen med den smukke klokke. Men den ser man kun, når glasmontren er på

Også i montren er der lagt en lille batteri lyskæde. Den er faktisk rigtig hyggelig om aftenen.

Så alle dukker er glade, på deres nye pladser og jeg har haft nogle hyggelige timer.

Rigtig god 4. Søndag i Advent.

Lene

DIDDE

Jeg er så heldig, at Lise Rasmussen har sendt mig denne artikel til bloggen. Og jeg er SÅ gammel, at jeg husker Didde. Jeg er født i 1950 og da vi var den eneste familie i opgangen, hvor vi boede, der havde fjernsyn, kom alle børnene ned og så det hos os. Stor lykke og alle var fuldstændig stille, det var så fantastisk, at se på det lille sort/hvide fjernsyn. Tak for gensynet Lise og tak for, at jeg må bringe artiklen.

Copyrigth for tekst og billeder. Lise Rasmussen www.mosterlise.dk

Jeg er den heldige ejer af en original mappe med en komplet serie på 6 store litografier af TV-dukken Didde.

Jeg kendte ikke figuren og har prøvet at researche mig frem til lidt historie omkring hende. Der er ikke vanvittigt meget at hente, da hun er fra TV-historiens spæde start og ganske givet noget af det allerførste børne-TV, der er lavet, og der findes næppe gemt materiale.

Dukken er skabt af Minna Holck fra Hillerød. Ifølge de oplysninger jeg har kunnet finde, var ”Dukke Didde og onkel Olaf” oprindeligt et radioprogram op i gennem 1950´erne, men kommer på TV i slutningen af 1950´erne, og var dagligt på skærmen. Jeg er selv født i 60´erne og vi fik først fjernsyn sidst i 1960´erne, så jeg mindes ikke at have hørt om hende.

Didde er med sit fregnede ansigt og stride hår ganske charmerende, men ikke særlig køn og har ganske givet virket skræmmende på nogle børn.
Det er et af de første forsøg på at lave TV i børnehøjde og der findes en omtale i bogen ”Fjernsyn for børn – Vores fælles historie” af Nina Sahl.
Her fremgår det at Dukken Didde er en yderst snaksalig pige i indskolingsalderen, der har en morsom dialog med ”Onkel Olaf”, fotografen Olaf Kjelstrup. Man har forsøgt at lade Didde udtrykke sig med et barns sprog og logik, men formår ikke at fange børnene, da det var indforstået voksenhumor. Børnene forstod det ganske enkelt ikke.
Alligevel har dukken været populær – måske fordi der ikke var andre muligheder at vælge imellem!
Jeg læste i en tråd at dukkens opfinder Minna Holck efter sigende skulle være blevet kontaktet med henblik på en massefremstilling af dukken i plast, hvilket hun nægtede.
Der blev udgivet to bøger med dukken: ”Didde” og ”Didde fortæller” forfattet af Minna Holck og med fotos af Olaf Kjelstrup. Desuden findes der også en singleplade indspillet d. 9.09.1958 med titlen ”Didde og onkel Olaf” udgivet af Mascot Records, og jeg er stødt på et enkelt postkort.

Alle ovenstående billeder er fundet på nettet, de smukke litografier herunder, der vakte min nysgerrighed, er mine egne. De er illustreret af J. Hannibal og ca. A3 størrelse.

Lise Rasmussen 2022

De dejligste miniaturedukker

Copyright for billeder: Sylvain Forget. For research: Lene Byfoged.

Sylvian Forget.

Ingen tvivl om, at Facebook er en tidsrøver, men man opdager altså også spændende og inspirerende mennesker der. Bl.a. faldt jeg en dag over Sylvain Forgets skønne miniaturedukker, dem blev jeg helt forelsket i. Man må sige at han giver dukkehusdukker, en helt ny dimension. Tænk hvilke rum, man kunne bygge op over en af disse! Der er sikkert nogle der kender til ham, men sikkert også nogle der ikke gør.

Sylvain Forget er født i 1962, i Saint-Jérôme, Quebec og udover, at være en afsindig dygtig dukkemager, er han også en meget spændende og dygtig kunstmaler. Virkelig en alsidig kunstner.

Jeg skrev til Sylvain Forget og fik lov til at bringe nedenstående billeder med kommentarer. Jeg håber I vil nyde dem, mindst lige så meget som jeg gør.

Desværre er billederne ikke så skarpe her, selvom de er det på Facebook. Beklager!

Maggie Smith, den dejlig britiske skuespiller. Her er hun hertuginde af Queensberry i et projekt om dronning Victoria. Hun er lavet i 1:12 og af BeeSPuttY ler over trådarmatur, kjolen er syet af silke og hun er malet med Genesis Oils og parviskose fibre. Virkeligt et kunstværk.

Lis Taylor som Maggie i filmen “Kat på et varmt bliktag”

Marty Feldman, hvem husker ikke den dejlige skuespiller? Her har Sylvian kreeret ham, efter inpiration fra filmen “Young Frankenstein”. Så fantastisk.

En hyldest skabt til Peter Falks ikoniske rolle som detektiven Col. Det er i 1:12 og lavet af BeeSPuttY og Cosclay polymer ler. Så vellignende.

Angela Lansbury i rollen som Jessica Fletcher, er Sylvians seneste dukke. Hun er et bestillingsarbejde og lavet i BeeSPuttY ler over et trådamatur. Hendes tøj er lavet af bomuld, meget fint polyester og læder. Malet med genesis olier og parykken er lavet af forskellige viskose fibre. Hun er da også helt fantastisk.

Det elskede eventyr “Jack og bønnestagen” er inspirationen til dette værk. Jack måler knap 10 cm og skulptureret i BeeSPuttY ler.

Sylvain laver også andre virkelighedstro dukkehusdukker, end kopier af kendte personer. Se bare disse eksempler på nedenstående billeder.

Der er ingen tekst til ovenstående billeder, men de taler jo også for sig selv.

Vil I se flere af Sylvains dukkehusdukker, så kig ind på: https://www.facebook.com/Amstramstudio

En kæmpe stor tak til Sylvain Forget, for tilladelse til at bringe dette indlæg. Jeg glæder mig til at følge dig og dine dukker fremover.

Mange hilsner

Lene

Leo Moss og hans karakteristiske Afroamerikanske dukker.

(c) for research Lene Byfoged

Alle billederne er fundet på Pinterest.

Kilder: Theriault, DeeBeeGee`s Virtual Black Doll Museum, The Guardian

Sjælden Leo Moss karakterdukke.

Leo Moss var afroamerikaner, der var født og levede sit liv i Macon, Georgia, USA. Leo Moss var uddannet som snedker og arbejdede som dette, og som altmuligmand, rundt omkring i byen, hvor der var arbejde at få – og så var han dukkemager.

Man ved ikke meget om hans liv. Han var far til fire børn og bliver beskrevet som en venlig mand, med megen kærlighed og tålmodighed.

Det siges, at han startede med at lave “hvide” dukker, for at kunne brødføde sin familie. Men det siges også, at han købte dukkekroppe af en legetøjsleverandør i New York, som han så påførte sin papmache over. Papmachen var lavet af rester af tapeter, som han kunne finde rundt omkring på sine småjobs. Dukkernes sorte hudfarve, var sod fra Kakkelovne og skorstene. Hovederne modelerede han selv af sin papmache.

Dukkernes ansigtstræk, var fra familien, dens børn og børn i nabolaget. Hvorfor er dukkerne så triste eller græder? Nogle skriver, at det var fordi hans kone forlod ham, sammen med deres børn, til fordel for legetøjsleverandøren i New York. Andre siger, det var, hvis han hørte et barn græde, men han modelerede dukkerne. Den helt rigtig grund, kan man kun gætte sig til. Men måske var det et trist liv, der gjorde det.

Han lavede flest børnedukker, men også voksne dukker, har han produceret.

Her en ældre herre af Leo Moss

Fra slutningen af 1890,erne til slutningen af 1930,erne, var han produktiv. Helt nøjagtigt, hvornår han startede og sluttede, er ingen nøjagtig viden om.

Nogle af dukkerne er umærkede, nogle har deres navn og årstal skåret på kroppen (som f.eks. Mina) og nogle har en stoflap på, med hans initialer LM.

Mina med de karakteristiske tårer.

Det vides ikke, hvor mange Leo Moss-dukker, der findes i dag, men mindst to af dem skulle være modelleret, efter et par hvide søstre, der var døtre af en af ​​hans arbejdsgivere. Dem har jeg desværre ikke kunnet finde nogle billeder af.

Denne dukke, ser da ikke så ked ud af det.

I dag er dukkerne sjældenheder, til en værdi af tusindvis af dollars. Moss så aldrig en øre af det. Han døde fattig, og det siges, at han er begravet i en fattiggrav i Illinois.

Lene

Dronning Elisabeth ll, nu som Barbiedukke

Billeder og information er fundet på nettet.

I anledningen af Dronning Elisabeths 70 års jubilæum, som regent, har firmaet Mattel, kreeret en Barbie dukke i den flotteste kjole, som til forveksling ligner de kjoler hun bærer, til royale anledninger. Også nogle ordner, er der blevet plads til på kjolen.

Sammen med dukken, får man en kopi af tronrummet, på Buckingham Palace.

Dukken kan købes for 75 dollars, hvilket svarer til omkring 500 danske kroner.

Kaya og Magnus – historien om de bedste venner

Der findes så mange dygtige dukkemagere og på Instagram følger jeg en del. Især Sybil´s Tales, hvis dukker er så charmerende og søde.

Sigita Stonienė er fra Litauen og er den dygtige dukkemager bag Sybil’s Tales. Hver eneste dukke har sin helt egen fortælling, som det er en fornøjelse at følge med i. Tøjet er imponerende flot og der er kræset om enhver detalje. Dukkerne er meget efterspurgte og bliver revet væk, lige hurtigt som de er færdige.

Jeg har fået tilladelse til at bringe historien om Kaya og Magnus her på bloggen.

© for tekst og billeder: Sigita Stonienė

Oversættelse: Lene Byfoged

Sigita fortæller:

Mit navn er Sigita og jeg er dukkemageren bag Sybils fortællinger. Min passion for dukkefremstilling startede for rigtig længe siden – jeg husker mig selv som et barn, der limede stof sammen for at lave en dukke, som jeg ikke kunne se på det tidspunkt. Senere har jeg fået en uddannelse i kunst og tøjdesign. Jeg arbejdede som designer, kort før mine børn blev født. Jeg vendte tilbage til dukkefremstilling, da mine børn var små tilbage i 90’erne – dukkerne var ret forenklede på det tidspunkt, men udviklede sig virkelig over tid. Jeg lagde dukkefremstillingen væk i en periode, men øvede mig altid i at sy – jeg syede til mig selv og min datter, indtil mit barnebarn Sibile igen inspirerede mig til at vende tilbage til dukkemageriet igen – det er virkelig mit lykkelige sted, hvor jeg kan omfavne kreativitet, pleje håndværk og dele glæden igen.

Sigita Stonienė

Kaya og Magnus – historien om de bedste venner

Der var engang en lille pige, der kunne lide at drømme og hendes fantasi var rigtig god. Når hun følte sig lidt ensom forestillede hun sig, hvordan det det ville være at have en bedste ven. der altid ville lytte og grine sammen med hende. Lille Kaya gik alene rundt i gaderne i den lille gamle by og iagttog nysgerrigt mennesker og børn, samlede små sten der lignede dyr. Hun prøvede at blive ven med de herreløse katte, men de ville aldrig snakke med hende.

En dag sad Kaya på bænken på et sødt lille torv. Hun læste et eventyr om prinsesser og dværge, imens hun spiste en rigtig lækker sandwich med ost. Hun var virkelig opslugt af sin bog, da historien var ved at nå kulminationen, og hun var ved at finde ud af, hvad der skete med den onde heks. Kaya rakte ud efter sin sandwich og kunne pludselig ikke finde den – hun stirrede overrasket et sekund. Kaya så sig omkring og rynkede panden, da hun bemærkede, at nogen kiggede på hende bag bænken.

“Hej, hvem er der?” spurgte hun. Ingen svarede, men hun kunne høre en stille gnasken. Først blev Kaya lidt bange, men hun besluttede, at hun ville ikke at give op uden kamp.

“Hvem er du, og hvorfor har du stjålet min sandwich?” spurgte hun med vred stemme.

Hun så den sødeste lille brune næse og runde ører. Det var en mus med den blødeste skinnende grå pels.,

“Er der ikke nogen, der har lært dig at dele?” spurgte musen, mens hun stadig nappede af osten på sandwichen. “Tror du ikke, det er egoistisk at spise sådan en stor sandwich helt alene? Der er vist ingen, der har lært dig en gode manerer” Kaya følte sig virkelig næsten flov. Forvirringen var så tydelig i hendes ansigt, at den lille kloge mus fortsatte.

“Selvfølgelig vil jeg tilgive dig, hvis jeg må sidde på dit skød og og du vil klø mig på ryggen og ørerne, mens jeg spiser sandwichen”. Kaya lagde ikke engang mærke til, at musen klatrede op på bænken og allerede sad på skødet. Hun rørte ved ham, og hans pels var så blød, at hun ikke kunne lade være med at ae den.

“Jeg er Magnus” præsenterede musen sig. “Jeg er den klogeste mus i verden” Magnus led tydeligvis ikke af mangel på selvtillid.

Da Kaya kom hjem og tænkte på Magnus, blev hun lidt irriteret over hans opførsel. Samtidig ville hun gerne tilbage og møde denne stolte mus igen.

Kaya mødte Magnus igen og igen – hun lavede hans yndlingssandwich og bragte den sammen med ost til ham. Hun lærte, at Magnus virkelig var klog – han lærte hende om alle eventyrene i den lille gamle by. Han viste hende, hvor hun skulle gemme sig, når regnen begyndte, og hvor hun kunne se den smukkeste solnedgang. Der gik måneder, og Kaya spadserede stadig rundt i de små gader, men var ikke længere alene. Magnus lærte hende at cykle og lave de lækreste sandwich med tredobbelt mængde ost. En tidlig morgen indså hun – hun havde faktisk fundet sin bedste ven.

Kaya har rødt naturligt mohairhår, som jeg selv har klippet. De sidder rigtig godt fast, du kan flette, rede og lege med dem. Hun er en fritstående dukke. Hun er 44 cm (17,3”) høj, kan vippe hovedet op og ned, også flytte det til siderne. Hendes proportioner ligner et barn på 5 år. Hendes ben kan bøje sig på knæene, hun kan sidde pænt. Kayas hoved, torso og ben er nålefiltede, kun hendes arme er frithængende og fyldte. Magnus er håndlavet legetøj, jeg har lavet ham af uld og bomuld. Han har en lille pyjamas med små blå knapper.

Sigita

Se flere af Sybile´s Tales skønne dukker på hendes hjemmeside: www.sybilstales.com

Sybil´s Tales er også på Facebook, Instagram og Pinterest

Tusinde tak Stonienė, for tilladelse til at bringe denne artikel.

Lene

Min soldater skole er endelig færdig.

Indrømmet, jeg holder meget af soldater, især marinesoldater. Min far var ved Søværnet og hele min barndom var præget af det, på mange måder. Og på min morfars side var mange generationer tilknyttet Holmen og de er døbt, konfirmeret, gift og begravet fra Holmens Kirke. En tiptipoldefar var sågar tambourmajor og blikkenslager på Christiansø, så det ligger måske i generne.

© for tekst: Lene Byfoged

© for billeder, hvor intet andet er anført: Torben Byfoged

Det færdige resultat.

For omkring 20 år siden købte jeg min første lille soldat i bisque, på et antikmarked i Hamborg. Og det er først for et par år siden jeg erhvervede mig den sidste, marinesoldaten, som ser så glad og fræk ud. Længe havde tanken om en skole været der og nu begyndte jeg så, at finde på møbler osv til den. Skolestuen fik jeg også købt, den er meget brugt og det ses tydeligt, men jeg syntes den er charmerende sådan og jeg ville gerne have det patinerede look. Kun en enkelt soldat er købt i Danmark, af en anden samler. Resten er købt i Tyskland.

Her er de så, soldaterne. Søde og charmerende på hver deres måde.

For et par år siden begyndte jeg halvhjertet at sy på en uniform til læreren, men det blev ikke til mere. Min mands kræftsygdom og coronaen satte en stopper for lysten til at fortsætte.

Men så en dag fik jeg en mail, fra Mosede Fort Museet, de havde læst min artikel , http://dukkedroemme.dk/boern-og-legetoej-under-1-verdenskrig/Børn og legetøj under 1. Verdenskrig, her på bloggen. De skal i uge 8 have udstillingen “Skal vi lege krig?” og ville gerne i den anledning, have lov til at låne min samling af dukker og børneservice.

Jeg så straks muligheden for at få skolen færdig og gik i gang med at sy uniformer og lave skoletasker m.m. og da alt er syet og lavet i hånden, tog det en del timer.

Bælterne er lavet af blødt skind og med dukke skospænder, som bæltespænder, ligeledes til taskerne.

Taskerne fandt jeg mønstret til på Pinterest, et nemt et, hvor man blot limede dem.

Her ses en af skoletaskerne. Uh, man ser alle fejlene på sådan et billede her. Her kan man også se feltflasken og trompeten, som jeg skriver om længere nede.

Jeg havde som tidligere skrevet købt ting til skolen hen ad vejen, men manglede alligevel en del ting. Så sendte Sigi Ulbrich www.tortula.de, mig et billede af en af hendes fine stuer og på væggen var de sødeste billeder, af mennesker i folkedragter. Jeg spurgte til dem og fik at vide at det var badges, som under 1. Verdenskrig og blev givet til de mennesker, der hjalp de fattige. Og dem var der masser af og det offentlige kunne ikke hjælpe alle. De bliver kaldt WHW, hvilket er en forkortelse af “Winterhilfswerk”.

Efter jeg gik på Ebay.de for at lede efter disse, er jeg blevet klar over, at det som så meget andet, er et stort samlerområde. Jeg var heldig at finde skønne billeder også, af soldater fra forskellige årstal. De er i metalrammer og er maskinsyede. Da jeg var i gang fandt jeg en komplet serie fra 2. Verdenskrig og et par skibe, også derfra.

De er da fine og ret velholdte, når man tænker på, at de er over 100 år. WHW. Foto: Ebay.de
Denne serie syntes jeg var fin, men blev glædelig overrasket , da jeg fandt ud af at de passer perfekt i størrelsen til soldaterne. Den er fra 1941. WHW. Foto: Ebay.de
WHW fra 2. Verdenskrig. Foto: Ebay.de

Verdenskortet, kortet over Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, samt de andre anskuelsestavler er printet ud på rispapir og så limet på tyndt pap.

Den uartige soldat kunne ikke finde ud af, at man ikke må lave papirsflyvere i timen, så nu står han og kommer på bedre tanker. Man kan også se hans tornyster fra WHW.
Læreren er lettere alkoholiseret, det er hårdt at få skik på de ustyrlige små soldater.
Denne tavle med små anskuelsesark er helt ny, den er købt på www.jacominis.com. Den falder så fint ind, syntes jeg.. Hele skolen er en blanding af nyt og gammelt og tidsperioderne passer heller ikke. Men det er Ok!
Denne kanon er fra Kinderæg og fra midt 1970,erne.
De fine metalsoldater i vinduerne er købt i Kramboden i Odense og den sidste på hest, et arvestykke fra en kær dukkesamler.
Ja, han står her endnu!

Jeg håber I kan lide min skolestue, som tidligere skrevet, er den en blanding af lidt af hvert, men det har været rigtigt hyggeligt at lave den og på en måde, lidt trist den er færdig nu. Men så har jeg fået gnisten tilbage og nu står min Fanøstue og mit englehus, med engleskole og venter på, at jeg går i gang med dem.

Lene

Nedlukning!

Endnu engang har Sigi Ulbrich, sendt en interessant artikel fra sin og hendes mand Gerhards, vidunderlige verden.

Tusinde tak!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos, Hvis ikke andet er nævnt :
GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Endelig tid til de fine små ting.

Jeg tror, ​​at alle, der beskæftiger sig med dukkehuse i bondehusstil, har set de små blå møbler, på en online-auktion.

Selvom de ved første øjekast ser så helt anderledes ud – en anderledes blå farve, en anderledes dekoration. – er de uden tvivl Kuhn.

Min første kontakt med disse små møbler, var for mange år siden. Jeg fortalte stolt til min veninde Steffie, at jeg havde købt et lillebitte værelse af Dora Kuhn fra 1950’erne. Så sendte hun mig det smukke foto til venstre – tak Steffie for at jeg må vise det her. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være og rekonstruerede det – så hurtigt som muligt – med mine 50 år gamle møbler.

Men jeg var selvfølgelig også lidt “jaloux” over, at jeg som samler og, som jeg troede, kender af bondehuse, nærmere bestemt Kuhn, ikke havde dette dejlige sæt.

I 2011 opdagede jeg dele af et sæt, på en internetauktion og var heldig, at købe det til en god pris. Det var jo så starten, til mit fremtidige værelse.

I 2017 gav Sherri og Steve deres grandniece et lille dukkehus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billedet her. Steve havde bygget rummet, Sherri købte det søde lille komfur og jeg hæklede de små tæpper. Sherri var synligt glad for, at indrette dette lille værelse, og jeg forsøgte endnu en gang at genskabe et foto, der var blevet bevaret. Men sådan et værelse havde jeg stadig ikke.

Da disse to dele blev udbudt, købte jeg dem med det samme. Nu havde jeg endelig et bord – og endnu en kommode.

I begyndelsen af ​​2020 – lige da verden var lukket ned – modtog jeg en e-mail fra min ven Geli. Hun havde også købt et delvist sæt af disse møbler og var i gang med at lave en lille æske til det. Jeg vil gerne takke Geli for at give mig tilladelse til, at vise hendes billede her.

Ved første øjekast så jeg, at her var et nyt hjem til min overskydende kommode. Geli var glad for kommoden og malede straks en lille væghylde, så den passede til indretningen. Tag et kig på det flotte ur og de yndige figurer fra Erzegebirge. Det er et rigtig sødt lille værelse. Jeg vil gerne takke Geli for, at have givet mig tilladelse til at vise hendes billede her.

Jeg har en hel samling af gamle Kuhn-kataloger. Jeg havde aldrig set dette møbelsæt i noget Kuhn-katalog før. Så jeg var meget glad, da jeg var i stand til at købe et tidligere ikke-eksisterende – udateret – katalog fra 1970’erne, og det var der, jeg opdagede det….
… … det lille Kuhn-hus. Eller rettere sagt de tre små Kuhn-huse. Desværre var der ingen størrelsesspecifikation eller nogen beskrivelse. Bare navnet:

16 – soveværelse med hus
17 – stue med hus
18 – toetageshus

Bare disse tre små billeder. – så ingenting.

Jeg ville virkelig gerne kende husenes dimensioner og prøvede mig frem. Derved kom jeg frem til, at grundarealet var omkring 14 x 7 cm. Så jeg byggede en lille kasse af pap og satte soveværelsesmøblerne indeni.

Mens jeg stadigvæk spekulerede på, om min mand og jeg ville være i stand til at bygge, sådan et lille dobbelthus med minimalt værktøj og ressourcer – og med at bruge de få trærester, vi havde i huset – isenkræmmerbutikkerne var jo lukket under nedlukningen – jeg opdagede en internetauktion med dette sæt – de kalder det en “væghylde i form af et hus”. Sikke en fryd – den lille har et grundmål på 14 x 9 cm. Nå, jeg behøvede ikke at tænke to gange. Jeg købte sættet, det var slet ikke dyrt og senere kunne jeg sælge de to andre “huse” igen.

Jeg foldede en overetage ud af pap og satte de møbler ind, jeg havde. Jeg havde kun en stol og ingen bænk, men i min skrotspand, var der en lille bænk, der lige passede i størrelse, og en beboer fandt hurtigt selv på plads. En lille kniplerske fra Erzgebirge, var den helt rigtige beboer til dette lille hus.

Jeg lavede husets indre i ét stykke af hvidt pap med sarte sorte kanter. Så malede jeg kanterne. Alt passede perfekt.
For nu var et bølgepapgulv nok for mig. Med den næste pakke fra USA – hvis noget får lov til at blive sendt igen – vil der komme en rigtig bund fra Steve.

Jeg brugte små træpinde som hyldeknægte – nogle gange får man dem i stedet for en ske til en kop kaffe. Her passer de rigtig godt. Min mand var så imponeret over dette lille hus, at han tilbød at sætte lys i det. En lille lampe på hver etage.

Disse lamper er fra et julekrybbeprojekt – internettet gjorde det muligt for mig at købe dem trods nedlukningen. For stueetagen, var det kun en midlertidig løsning – indtil træloftet kom. Anderledes er det på øverste etage. Der lavede jeg en afskærmning i loftet af det eksisterende pap. Der var et lille hul derinde, hvorfra pæren kiggede frem og lyste rummet op.

I mellemtiden modtog jeg billeder som dette fra USA. Grandniecen havde lånt Steve en stol og bænken, og Steve (træværk) og Sherri (malingen) brugte disse skabeloner til at lave en bænk og tre stole til mit hus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billederne her.

Jeg fandt også den længe savnede loftsbundplade, blandt alle de skatte, der var til mig. Tak, Sherri, fordi jeg måtte vise billedet her. Du kan også besøge min veninde Sherri på internettet. Hun administrerer en blog, som du kan få adgang til via dette link

www. littlecabincreations.blogspot.com

Så en dag var tiden endelig kommet, US Postal Service og DHL leverede til den utålmodige dukkemor, og jeg kunne pakke pakken ud fra Missouri. Jeg prøvede straks bundpladen – den passede præcis.

Jeg har en lille boremaskine. I daglig tale kaldes det en boredværg. Et af tilbehørsværktøjerne er en router. Jeg brugte den til at fræse en fin rille på undersiden af ​​gulvet. Der har jeg nu lagt kablet til stueetagens belysning. Så limede jeg et stykke hvidt papir på loftet. Selvom man kigger direkte ind i den nedefra – hvilket man faktisk ikke kan – ser den pæn og ryddelig ud.

Jeg ridsede tynde streger i toppen af ​​bundpladen, for at få det til at ligne gulvbrædder. Så har jeg vokset og poleret flere gange. Det er nu et fantastisk gulv, på den øverste etage. Den har en lækker rød-brun tone.
De små tæpper, jeg vævede fik også prikken over i’et – jeg pressede dem i et par dage – nu er de fladere og ligger helt fladt.
Jeg tror, ​​at mit hus ikke behøver at skjule sig bag originalen – se katalogbilledet til venstre.

Nu hvor huset står og er så lille og helt færdig foran mig, indser jeg – jeg havde glæde af nedlukningen. Jeg håber, at du lige så godt og underholdende er kommet igennem denne frygtelige tid.

Tak til mine venner Sherri og Steve i Missouri, Steffie og Geli i Hessen for tilladelsen, til at vise deres billeder her og til Lene i København for den gode oversættelse.

Jeg håber Sigis kreative evner inspirerer mange af vores læsere. Det er jo blot fantasien, der sætter grænsen.

Endnu engang, tusinde tak Sigi.

HER SIDDER DUKKE ALLIS.

Anne-Dorthe Fabricius bragte denne skønne fortælling på Facebook og jeg skyndte mig straks, at få hendes tilladelse til at bringe den her på bloggen. Jeg er sikker på I alle vil nyde den, som jeg gjorde. En stor tak til Anne-Dorthe, som på den fineste måde lod dukken få liv igen, og for at vi må læse med.

© for tekst og billede: Anne-Dorthe Fabricius.

Dukke Allis er opkaldt efter pigen Allis, som var dukkens første, men desværre ikke eneste ejer, for Allis døde i en meget tidlig alder i forbindelse med en større operation, og dukken gik herefter videre til hendes noget yngre kusine Anne.
Det var et hårdt slag for Allisˋ forældre, der gik også en del år, før de nænnede at give dukken fra sig, jeg kender historien, fordi Anne var min mors gode veninde.
Jeg husker ikke dukkens første navn, jeg ved bare, at Anne herefter valgte, at kalde den Allis til minde om sin kusine.
Moderne dukker kan tåle meget, men det kan de gamle ikke, og desværre gik det på et tidspunkt galt, Anne tabte Allis på gulvet, og det fine hovedet gik i mange stykker, og da dukken samtidig manglede hele tre fingre, kan man roligt sige, at den var endt i en sørgelig forfatning.
En eller anden klodrian forsøgte på et tidspunkt at lime hovedet sammen, men det endte i noget rod, fordi begge øjne blev glemt inde i hovedet, Allis så direkte uhyggelig ud med to sorte huller, der hvor øjnene skulle have siddet.
Nej, Allis var ikke den samme længere, hun havnede derfor i kælderen, hvor hun lå, indtil en større oprydning fandt sted, og ved den lejlighed havnede hun i bunken med kassable ting.
Anne og min mor var på dette tidspunkt blevet voksne damer, med egne børn, men de havde stadig følelser for gamle Allis, min mor havde måske flest, i hver fald reddede hun Allis op fra bunken til udsmid, og tog hende med hjem.
I de kommende år sad Allis i en kurv på min mors syværelse, syg og elendig med kun syv fingre, to tomme øjenhuler og pølser af lim i hele hovedet.
Det var et sølle syn.
Men en dag tog jeg Allis med hjem, jeg havde nemlig læst, at gammel lim kunne løsnes med kogende vand, og det måtte prøves, for tænk nu, hvis Allis kunne få sit gode udseende tilbage.
Allis kom i den sorte gryde, og gik op i limningen.
Hun simrede kun et øjeblik, så faldet hovedet fra hinanden, og et par fine blå øjne kom til syne mellem skårene.
Fantastisk.
Det var første skridt, nu gjaldt det om at samle stumperne, og det var ikke let, især var det svært at få vippe-øjnene på plads, jeg bandede og svovlede, og min mand kørte en længere cykeltur.
Men alt blev samlet, og der blev fyldt porcelænsmasse i de stedet, hvor skårene ikke helt kunne mødes, alt i alt blev det rimelig pænt, selv de manglende fingre kunne formes med lidt porcelænsmasse.
Og nu ligner Allis sig selv igen, hun er et smukt barn, og se lige, hvor glad hun er for dyr.