Hvad jeg ellers vil fortælle dig om …

Som de fleste sikkert allerede ved, er Sigi Ulbrich og hendes mand Gerhard, super kreative og meget inspirerende mennesker. Endnu en spændende artikel er kommet fra Sigi. Denne gang om den gæve fisker Peter Petersen og hans finurlige hus. Artiklen er lang og kommer derfor i 2 afsnit. God Læselyst!

© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich. www.tortula.de
Oversættelse: Lene Byfoged

Udgivet d. 11. maj 2022.

Fiskeren Peter Petersen del I

I sensommeren 2021 og frem til 2022, ryddede vi vores jernbanekælder. Det var ikke let – følelserne slår kolbøtter. Ud over at demontere det store anlæg, kasserne og skabene, skulle de mange, store og små ting, der har samlet sig under toganlægget de sidste 26 år, også sorteres, have et andet opbevaringssted eller smides væk. Ikke et arbejde, der er rigtig sjovt. Men nu og da var der også smukke øjeblikke. Jeg fandt flere kasser med næsten glemte dukkehusmøbler. Selv et rigtig flot køkken kabinet. Selvfølgelig satte jeg møbler i det med det samme, men det virkede ikke rigtig passende for mig, så det kom i første omgang, ind i vores kælder.

Til min glæde kom et par trækasser, bygget af min mand også frem i lyset. Selvfølgelig overtog jeg dem, med det samme. Du kan ikke gå glip af sådan en ting. Ligesom denne. Den har en fin størrelse 39 x 32 cm.

Straks satte jeg nogle af de genvundne møbler ind i kassen, – ja, det kunne jeg godt lide. Måske lidt højt. Men det var ikke muligt at skære det ned. Det, min mand har bygget, er stabilt. Men selvfølgelig kan man lave et loft.

Jeg havde dog allerede et “hus” med et loft. Mit strandhus med den gamle kaptajn havde et loft. Hvad jeg endnu ikke havde, var en kælder. En kælder har potentiale. Ja, jeg ville gerne have en kælder – min mand syntes også, at ideen var rigtig god og ville gerne støtte mig i byggeriet.

Kælderen skulle være en rigtig flot kælder, men den skulle være nem at implementere. Vi købte et stykke trykplade, hvid og brun, begge sider almindelige. Den hvide side skal vende nedad, den brune side opad, som gulv i rummet Jeg skar et ark meget sart gråt karton til, i den rigtige størrelse. Jeg malede sten på gulvet og “murede” væggene med hvide mursten.

Da jeg fik skåret pressebrættet i isenkræmmeren (de ved altid, at jeg er kvinden med de små bestillinger), bad jeg om et stykke træ fra skraldekurven – præcis den højde, jeg gerne ville have min kælder. Det brugte jeg som et hjælpemiddel, så jeg kunne montere de fine hyldestøttelister lige og i den rigtige højde. Det fungerede godt.

Min mand var bekymret for, at gulvpanelet ville synke lidt foran. Så jeg “murede” en anden søjle. Inde i papsøjlen ligger et lille stykke rundt træ, som virkelig giver det hele et hold. I mellemtiden har jeg samlet alle mulige miniaturer, som jeg måske – muligvis – ville have sat i kælderen.

Mit værksted er køkkenbordet. Det betyder desværre også, at jeg altid skal pakke alt ind til det normale “køkkenliv”. Jeg gad ikke engang kigge, da transportkurven gled ud af min hånd og faldt på køkkengulvet. Jeg var meget heldig. Kun kronen på køkkenskabet var brækket af, og den ene skabslåge var sprunget ud af hængslet. Gerhard fik ordnet det hele dagen efter.

Jeg havde to petroleumslamper til kælderen og en til stuen. Derudover har vi monteret 3 små LED lys på loftet. Installationen var en fælles indsats af Gerhard og mig. Det vil sige, han viste mig, hvordan man lodder, og jeg gjorde det.

Som du kan se, gik det godt. Jeg nåede selvfølgelig ikke at få så fine, rene loddepunkter, som Gerhard plejede at lave, men det er tilstrækkeligt til mine krav – det vigtigste er et stabilt lys.

Jeg havde udvalgt mine “møller”. De har ligget i min æske så længe. Motivet passer bare dårligt ind i et alperum. Indtil nu havde rummet intet motto. Da Gerhard opdagede pladerne, sagde han, at han da også gerne ville have, en rigtig fisker. Der var det. Et fiskerhus.

Jeg så engang en fisker hænge sin fangede fisk i kælderen til tørre. Det ville jeg også gerne. Fiskene fra Playmobil var ideelle til dette. Jeg borede et hul i dem med en nåleboremaskine og trak en ledning igennem den.

Det var godt, men meget unaturligt. Sådan lyseblå fisk – nej tak. Vores – indtil nu ukendte – fisker ville ikke have fanget sådanne fisk i havet.

Jeg havde grå, sølv og blå fisk. Jeg var nødt til at male dem. Et lille tip til andre “malere”. Almindelig akrylmaling klæber meget godt til Playmobil plastik. Så jeg malede den blå fisk med en rødbrun og i anden omgang gik jeg over den med et pjaltet penselstrøg i sølv. De grå og sølvfarvede fisk fik kun et uregelmæssigt lag maling med den rødbrune.

Det ser virkelig meget naturalistisk ud. For at fiskene ikke bare skal stå sådan op, brugte jeg en spacer. Så de kan tørre rigtig godt rundt omkring.

I mellemtiden tørrede de hvidmalede gulvstøttelister og jeg fik limet “murværket”. Jeg var meget glad for resultatet. Kælderen lignede mere illusionen om en murstenskælderen, end jeg havde troet.

Så arbejdede jeg på tallerkenhylden. Det var tydeligt, at det ikke tilhørte det originale møbelsæt. Det er formentlig af Bodo Hennig og blev derefter farvekoordineret med møblerne. Jeg tilføjede et par matchende blomster og så voksede jeg brættet, jeg fik tippet fra Sherri. Tjek sammenligningen. Det er meget mere tiltalende nu. Jeg brugte møbelvoks, men du kan også bruge gulvvoks eller endda skosværte.

Selvfølgelig skal en fisker have et rigtigt fiskenet. Jeg lærte at lave et net i håndværkstimerne, da jeg gik i skole, og for nogle år siden lavede jeg også et net til strandhuset. Så det var ikke noget problem for mig. Jeg brugte meget tyndt bomuldsgarn, men de enkelte huller er selvfølgelig ret store. Fiskeren ville bestemt ikke have kunnet fange de små fisk fra Playmobil med dette net.

Selvfølgelig skal en fisker have et landingsnet. Gerhard lavede en af ​​blomstertråd. Jeg fik engang et stykke af min veninde Juttas brudeslør. Jeg skar et stykke af og lagde det i te i et par dage – det ser godt ud. Den glemte søstjerne var måske lidt af en overdrivelse, men jeg kunne ikke lade være.

Et reelt problem for mig var mærkningen af ​​fangstbogen. Etiketten er kun 15 x 8 mm. Jeg kunne selvfølgelig skrive på en etiket med pc’en og så sætte den fast. Men det så på en eller anden måde unaturligt ud. Nej, min fisker skulle skrive sin fangstlog i hånden. Min skrivning har altid krævet lidt øvelse at læse. Jeg
printede en hel side ud, med små etiketter og øvede mig, indtil jeg endelig håbede, at jeg kunne klare det. Det ser ud til, at hr. Petersen ikke tog skrive timer i folkeskolen. Jeg tog i øvrigt en fin kuglepen, jeg måtte kassere alt andet (blyant, tusch, farveblyant), alt for tykt.

Under den værste del af corona ​​pandemien, vævede jeg tæpper. Det fjernede mig fra bekymringerne, om vores sikkerhed. Dette tæppe er også fra perioden. Jeg brugte meget fint lyseblåt bomuld som nederste garn og vævede det med et lidt tykkere akrylgarn.

Jeg malede gulvet i rummet med rødbrun akrylmaling. Efter tørring påsatte jeg “fliserne” og malede til sidst et lille mønster med blåt. I forreste række af fliser har jeg dekoreret nogle fliser. Yderst til venstre ses en blå skildpadde – derfor er der ingen skildpadde, der vil flytte ind i rummet. Så en gul søstjerne, så en fiskekutter og i midten Gerhards initialer, igen en fiskekutter, en søhest og til sidst en fisk. Da alt var tørt, tegnede jeg flisefugerne med en tyk grå blyant. Og så fik gulvet igen et lag voks.

Meget var allerede nået. Beboeren havde allerede et navn – også selvom det stadig ikke var fundet.

En stor tak til Sigi!

Næste del kommer d. 25. maj.

Alle gode ting gange tre

Endnu engang har Sigi Ulbricht skrevet en spændende artikel om sin store interesse, Miniature. Hvad Sigi ikke ved, er vist ikke værd at vide. Og endnu en gang er vi heldige, at få love til at dele hendes store viden.

Tusinde tak Sigi!

© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich, www.tortula.de

© for oversættelse og opsætning: Lene Byfoged

d. 18. august 2021 – Seiffner legetøj – bondemøbler til dukkebørn del 3.

Alle gode ting gange tre.

Dette er et ordsprog i Tyskland og betyder, at du gør en ting for tredje gang eller siger den samme ting tre gange.

Åh kære, nu starter jeg forfra med postkort. Jeg ved nu, fra hvilket værksted, disse små dukker kommer. De blev lavet af håndværkeren Katharina Charlotte Rehm Wagner, der producerede dem mellem 1930 og 1972. Fru Rehm Wagner arbejdede i over 40 år i Grünhainichen. Hun lavede eventyrfigurer, dukker i egnsdragter og dukkehusdukker. Dette gjorde hende kendt langt ud over Sachsens grænser.

I dag kommer disse små dukker og figurer fra Annedore Krebs ‘værksted. Som
Fru Krebs selv fortæller på sin Webside, kendte hun fru Rehm Wagner personligt, og som barn så hun dukkerne blive lavet i hendes værksted.

Nå, men desværre kan jeg stadigvæk ikke give nogen oplysninger, om producenten af ​​møblerne.

Hvis man arbejder med et objekt i lang tid, kommer man til at kende det. Fra formen, til pynten, ja til det hele. Så jeg opdagede og identificerede med det samme, dette tilbud, da det dukkede op i det store online auktionshus.

Møblerne var billige, for bortset fra mig, var der ingen interesserede. Jeg fik dem hurtigt hjem på mit bord. Og selvfølgelig var jeg nødt til at sætte møblerne akkurat, som på postkortet, med det samme.
I mangel på de små Katharina Charlotte Rehm Wagner – dukker, satte jeg en ældre 8 cm Lotte Sievers-Hahn dukke, i det lille værelse. Åh ja, jeg synes hun passer rigtig godt der.

Efter en opsætningstest, bestilte jeg fra den miniaturebygger, jeg stoler på – Miniwelt
Holzner – en passende kasse. I ventetiden valgte jeg et tapet. Det skulle være noget særligt. Jeg besluttede mig for dette fortryllende tapet i landhus stil.
Jeg havde kun en smal strimmel, så jeg lavede kun en kant, til den øverste del af væggen, med farvetilpassede vandrette striber.

Som der står i bibelen: Det er ikke godt for mennesket, at være alene. Det gælder naturligvis også Dukkehusbeboere. Så lille “Lotte” fik Loisel som partner – han er umiskendelig også fra Sievers-Hahn.

Det var ikke meningen, at flere skulle flytte ind, … men alligevel. Jeg opdagede en lille Annedore Krebs Doll og blev spontant forelsket i hende, Dorle flyttede ind i det lille værelse som fast gæst

Møblerne er rene og stabile. Men de små møbler, er lidt skuffende på bagsiden. På både stolene og bænken, er der kun malet foran. Der er ingen maling på bagsiden. Sikke en skam.

Jeg kunne rigtigt godt lide det fortryllende sengelinned fra Rosis vugge, så jeg valgte også, at brugte det, til denne vugge. Med denne vuggesammenligning, kan du se de forskellige farver og lidt anderledes dekoration af møblerne.

Hvis du leder efter en træbaby, kommer du ikke uden om de søde babyer fra Annedore Krebs. Ud over de 4- leddelte babyer, producerer Frau Krebs også to versioner af mindre babyer i deres soveposer – der var ingen betænkningstid – jeg købte med det samme. Naturligvis har Lotte Sievers-Hahn også meget søde babyer, men de er for store til vuggen.

Den sorte kat på reolen er en kantskammel fra Miniwelt Holzner. den er selvfølgelig nyere, men jeg elsker kantskamler meget og kunne ikke modstå den. Som bogstøtte brugte jeg en lille teddybjørn af Resin. En meget flot løsning, fordi bjørnen har ret ryg. Vægblomstervasen kommer fra 1950’erne. Jeg har en i min barndoms stuehus og da jeg var til et forretningsophør for et par år siden, opdagede flere vaser på én gang, så jeg købte dem. Blomsterne er lavet af veloursilke. Jeg putter altid plastikmasse i mine vaser og sætter blomsterstilkene i dem – så står de altid, som jeg vil have det.

Min mand brugte to LED -lamper til belysning i værelset, også en glødende Seiffen hængelampe er der.
Et vægur fra 1930’erne af Dora Kuhn hænger midt på bagvæggen, til højre for et landbrugsmaleri (tja, det er et tryk) i en støbt bronzeramme. Til venstre en næsten ægte “daguerreotype” af Hitty.

Man kan kalde Hitty for alle de små trædukkers mor. For dem, der måske ikke kender Hitty som begreb, så fortalte jeg, for første gang i udgaven 15.09.2018 af Tortula fortalte jeg for første gang om Hitty og Lise Clasen skrev om denne dukke den 13. marts 2019. I mellemtiden har min samling fået sin egen hitty – jeg har kaldt den Hitty Rose. Jeg vil vise dette i et af de næste numre.

Her er link til Lises fortælling om Hitty. http://dukkedroemme.dk/hittys-historie

Killingen på kommoden er fra “Kunstgewerbliche Schnitzereien Emil Helbig”.
Den var oprindeligt tiltænkt Helbig -bryllupsoptoget, men den sælges heldigvis også enkeltvis. Jeg elsker Helbig -katte, og nogle af de ældre katte hopper rundt i mine værelser. Denne lille er naturligvis noget helt særligt på grund af dets størrelse.
Til venstre for den er en “Scotty”, også udskåret. Den er fra fru Bettina Bergmann,
fra Emil Helbigs Dekorative Kunstudskæringer. Jeg fik oplysningen om at, (mange tak for det) Scotty med sandsynligvis er en hund fra 1940’erne, og er produceret af Rhönkunst. Men jeg har intet bevis for dette endnu .


Anni kom ind i stuen med Scotty. Hun er også en gæst, der ikke forsvinder. Hun er en Krebs dukke, fra den nuværende produktion. Jeg syntes hendes kjole med de små hatte på, er så skøn. Hun har bundet håret i en fin hestehale.

En anden smuk miniature fra Erzegebirge, er denne hængekrans. Den har fire lys, en
Fugl, et juletræ, en lykkesvamp og en stjerne. Den kommer fra Christian Ulbricht
og var tiltænkt som pynt til træet- men for mig er det rigtig fin pynt i dukkehuset.

Ja, og nu er det hele sat op. Hvis jeg bare vidste, hvilket værksted disse møbler kommer fra.

Endnu et tillæg:

Efter min første artikel, om disse små møbler, gjorde min ven Angelika mig opmærksom, på en opdagelse. I bogen “Kleine heile Welt” – en Kulturhistorie i dukkehuset af R. Müller-Krumnach, Edition Leipzig (1992), er der på side 137,et billede af dette møbel. I et dobbeltværelse med teksten:

Dukkehus, Erzgebirge, 1978, model fra trælegetøjsfirmaet VERO, Olbernhau.

I dette værelse er der møbler som dem, jeg har i min “dobbeltdækker”. Farven, pynten og den lille holder til tallerkenerne, på kommoden er identiske.

Men der er en uoverensstemmelse, mellem denne bog og mine postkort. De ældste
postkort blev trykt mellem d. 24. juli 1948 og d. 31. juli 1964. Fordi kun i DDR, betragtede man den tyske mark som gældende valuta.

Nå, og VERO var heller ikke et værksted, men en forening. Så spørgsmålet forbliver åbent, hvem byggede disse møbler – og var det før 1978?

Så jeg må kigge videre – måske får jeg en en dag fra dig, kære læser, lidt oplysninger. Det vil hjælpe mig yderligere i min søgen.

Så skulle nogen ligge inde med oplysningen angående Sigis dukkehusmøbler, så skriv til hende på info@tortula.de. Det vil glæde hende rigtigt meget.

Småt er godt

Copyright for billeder og tekst Lene Byfoged

Da jeg fandt ud af, at der endelig var en udstilling af interesse i nærområdet, måtte jeg ud og se udstillingen, Småt er godt.

Udstillingen består blot af to huse og to kikkasser, men hvilken ekspertise og kælen for detaljerne, skal man lede længe efter.

Det er Tove Palm der har lavet de historiske huse.

I det ene hus bor Flora Flint. Hun er tidligere lærerinde i naturfag og hendes hjem bærer præg af hendes store samling af dette.

Flora Flints stue.

Det andet hus er Toves familiehus, Det har to lejligheder, den ene er fra forældrenes hjem og det andet fra bedsteforældrenes hjem. Også her er der kælet for detaljerne, en sand fryd.

Som det bl.a. ses her, er der virkelig tænkt på detaljerne. Jeg er vild med hyacinten i glas.

Kikkasserne har Tove indrettet som sine egne børneværelser, i 1953 og 1958.

Udover disse fine huse, er Ballerup Museum absolut et besøg værd. Der er bl.a. en fin legetøjsafdeling.

Udsnit fra legetøjsafdelingen.

De har en permanent udstilling om storfyrstinde Olga. Hendes malerier og historie. En udstilling om kongens jagtgård i 1500 tallets Ballerup og meget mere. Der er så hyggeligt og selvfølgelig har de også en købmand, hvor alverdens ting kan købes.

Ballerup Museum

Pederstrupvej 51-53

2750 Ballerup.

Der er gratis entre og åbent Tirsdag- fredag fra kl. 10.00 – 15.00. Søndag fra kl. 11.00 – 15.00.

Fernisering til ære for Miniature-kunstmalerne…..

(Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©)

Tusind tal til Jutta Bogut, for din kreativitet og fantasi, og det er en stor for os fornøjelse at kunne bringe denne unikke artikel bygget over din fantastiske idé…..

(Tekst og fotos: Jutta Bogut ©)

Hermed Juttas beretning om en anderledes og unik fernisering:

I efteråret 2010 så jeg i REMA 1000, at de solgte pakker med ministaffeli, lærred, pensel og fem små bøtter med maling, som du vil se på billedet.

           Da fik jeg en idé. Jeg købte en pakke, der var, så vidt jeg husker, 6 sæt i hver pakke.

Jeg kendte en del familie, venner, bekendt og naboer, der havde maling som hobby. Alle var amatører i alderen fra 9 til 70 år. De måtte selv bestemme, hvad der skulle være på billedet.

           De blev spurgt, om de ville male et lille billede til mine dukkehuse, og når jeg havde fået dem alle tilbage, ville jeg holde fernisering.

Det var jeg klar til i foråret 2011.

Alle kunstnere blev inviteret med ledsager kl. 14.00, hvor vi beundrede deres kunstværker. Derefter var der fælles kaffebord, og så var der åbent for publikum til at se de udstillede værker.

           En dame og jeg havde mødtes en gang om igen i lang tid og sad og lavede ting til vore dukkehuse. Vi havde så lavet en udstilling i et tilstødende lokale, idet jeg havde fået lov til at låne vort menighedshus til arrangementet.

Her kan I så se de mange forskellige malerier. Desværre har jeg åbenbart ikke noget foto af billedet i kikkassen sammen med de øvrige fra udstillingen, men her kan I se det hængende på væggen med kikkassen.

Og selvfølgelig er her også et billede af kaffebordet.

Hermed alle de sjove, smukke og finurlige kunstværker og en idé til jer alle, når I mangler pynt på væggene i dukkestuer og dukkehuse! (Lise).

i siger tak til Jutta og til de mange kunstnere for jeres dejlige oplevelse, og til sidst viser vi kaffebordet, inden det blev ”raseret!

Hjertelige hilsner fra Lene og Lise  !

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen (Del 2)

Med tak til Sigi Ulbrich  – tortula.de

for din informative research og indretningsfantasi ©

(Design: Lene Byfoged © — oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed rekapitulerer jeg: Jeg  havde en fortryllende lille dukkestue (25×18 cm og 16cm høj. Jeg vidste, hvor den kom fra. Egentlig burde jeg være tilfreds med den, som den var. Ja, burde, men det var jeg bare ikke!.

Igen og igen kiggede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse (Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler Verlag  – indprentede mig byggestilen og møblernes front. Jeg ville da kunne genkende dem, hvis jeg så dem.

(Hermed et link til forlaget www.swantje-koehler-verlag de

En dag opdagede jegi Thüringer Wirtschaftarchiv e.V. (Thüringer Arkiv for Erhverv og Økonomi):Theodor Luthardt, Steinbach. Med henvisning til Steinbach —Steinbach. Kunne dette være korrekt. Fandtes der to fabrikanter af arbejder i træ med navnet Theodor Luthardt?  Jeg så efter på landkortet. Der fandtes et Steinbach, men ”et lille stykke længere fremme”.  På et reklameskilt kunne jeg heldigvis læse den rigtige adresse. Det var Steinach— altså i umiddelbar nærhed af Sonneberg.

Her konstaterede jeg, at firmaet i 1894 blev grundlagt af Theodor Luthardt— som fabrikant af tamburiner og trommer. Desuden udfærdigede firmaet parketgulve, som blev lagt på i luksusbygninger. I 1909 udvidedes produktionen, således at man desuden fremstillede snesko og legetøj. Jeg regner med, at sneskoene var forløbere for vore ski. På vintersportsudstillingen i 1911 modtog firmaet en bronzemedalje for sneskoene  – som blev lanceret under navnet Fritjof. Denne benævnelse henviser direkte til den norske polarforsker og modtager af nobelfredsprisen Fridjof Nansen. Dette er nærliggende at tænke, med hensyn til teknik og videreudvikling af vintersportsudstyr og Nansens fortjeneste. Jeg har dog ikke fundet beviser på dette.

Men netop dette Fritjof-skilt er limet op på bagsiden af skabet.

Det bayerske statsbibliotek har udskrifter af Regeringsdokumentet for Hertugdømmet Coburg fra 1875. Denne Johann Carl Luthardt havde 5 sønner. Theodor, ham med parketgulvet, trommerne og dukkestuerne var den yngste bror. Han slog sig således igen ned i Steinach med både snesko, parketgulve og dukkestuemøbler.


Postkort: Privateje. Med tak for lån til Karl Heinz Luthardt.
 

Postkortet herover viser fabrikken og i baggrunden familien Luthardts privatbolig i 20erne.

Efter 1. Verdenskrig var allerede tre Luthardt-generationer beskæftiget i firmaet. Theodor, hans søn Oscar og dennes  søn Walther. I 1923 efter Theodor Luthardts død omdannedes firmaet til en kommanditselskab og i 1936 til et Interessentskab (Ansvarligt selskab/=OHG).


Postkort: Privateje  Med tak for lån til Emil Lichter.

I 30erne blev Steinach kaldt ”Julemandens Værksted”. I 1933 viste 21 Steinach-firmaer i Kreisstadt (hovedbyen i en kreds) Sonneberg deres produkter frem på en legetøjsudstilling. Ud af disse var 15 Steinacher-firmaer trælegetøjsfabrikanter. Herunder regnedes også Theodor Luthardt med sine parketgulve, snesko og de små bondestuer.

Annonce: Privateje: Med tak for lån til Anni Lichter.

Thüringer Waldbote  (Amtsavis for distriktet) skrev herom den 9. maj 1933 følgende:

På Sonnerberger-udstillingen træder vi nu ind i Steinachs børneparadis. Her bydes  vi velkommen af ”Luta-Dukker” fra firmaet  M. Luthardt, ejer,  hvor udgaver af mange forskellige menneskeracer smiler til os.

….. Produkterne fra firmaet Theodor Luthardt, alle former for snesko, slæder og skistave præsenteres i gennemtænkt opstilling. Også en plade med mesterligt anlagt parketgulv kunne ses.

Og her må man igen gætte. M. Luthardt må ganske enkelt være en trykfejl. Lutadukkerne er  –  påviseligt  –  fra firmaet W. Luthardt-Idel.

Disse Luthardts hører ganske vist til familien, men kommer fra en anden gren.

Hos mig foreligger en skrivelse af den 9.11.1937 til en legetøjshandler. Her tilbydes den lille dukkestue  – til at skille ad  –  som forstue og soverum. Indkøbspris for Vedes-forhandleren 2,50 RM (Reichsmark) netto.

Mellem 1945 og 1949 blev produktionen overvejende omstillet til forbrugsartikler (tøjklemmer og smørebrikker  til morgenmaden). Dog tilføjede man dukkemøbler, børnetrommer og parketgulve igen i programmet.. I 1958 bortforpagtedes virksomheden til VEB Glasfaserwerk Steinach  (Glasfiberfabrik)(!)  Ja, sådan står der faktisk i bilagene fra Thüringer Wirtschaftsarchiv (Arkiv for erhverv og økonomi). Kort tid efter blev det derfra solgt og opløst  – dette ifølge nævnte arkiv. For mig en noget vag skildring, som kun har meget lidt at gøre med de på den tid sædvanlige fremgangsmåder i DDR.  Dog har jeg ikke kunne fremskaffe flere oplysninger desangående.

Den sidste driftsleder var Walther Luthardt  –  og nu bliver det interessant. Han betegnes som svampeforsker. Han har fremdrevet helt specielle spiselige svampe. Allerede under 2. Verdenskrig startede han sin forskning. For mig er det russiske landsbyer, hvorfor jeg her citerer Steinacher Wochenspiegel fra den 17.4.2015 (ugeavis fra Steinach-Området).

Walter Luthardt, født i 1899 i Steinach, var fra 1924 teknisk leder af sit  fædrene firma Theodor Luthardt KG , hvor der fremstilledes trælegetøj og senere  parketgulve, ski samt andre trævarer.

Med henblik på videnskabelig rådgivning og deltagelse i sine forsøg satte Walther Luthardt sig i forbindelse med forskellige højskoler og andre fagfæller.

I maj 1948 besøgte videnskabsmænd og repræsentanter fra den sovjetiske besættelsesmagt dyrkningsanlægget for svampe. Som udfald af disse besøg og gennem finansielle midler fra Thüringer Ministerium for handel og forsyning blev der i 1949 indrettet et mykologisk (mykologi er læren om svampe) laboratorium i Nordschule i Steinach under ledelse af Dr. Helmut Kuntze, hørende under Institut für Specielbotanik ved Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena.  Såvel W. Luthardt som Dr. Kuntze og prof. Schwarz formulerede tyngdepunkterne angående forskningsarbejdet. Dette laboratorium eksisterede kun til 1951 i Steinach, hvorefter det blev flyttet til Weimar.

I begyndelsen havde  forsøgene med  dyrkningen af spiselige svampe på træ første prioritet for W. Luthardt, senere blev det den ”biologiske” nedbrydning og udviklingen af Myko-træ .

Hvordan denne ”svampeforskning”hænger sammen med ”bortforpagtning og salg” af firmaet står hen i det uvisse. Men det kan dog fastslås, at denne forskning har vakt stor opsigt  –  også hos den daværende besættelsesmagt. Jeg har købt hans bog  –  men har desværre ikke spor forstand på dette tema. Men jeg vil dog lige nævne den.

Hos mig foreligger en skrivelse fra 7.5.1953 til en legetøjsforhandler. Henvisningen til undtagelseskontrakten med DHZ (Deutsche Handelszentrale) er meget interessant. DHZ er den tyske handelscentral i DDR. Under visse forudsætninger var det for DDR-fabrikanterne tilladt at forarbejde og sælge legetøj.

Også i denne skrivelse tilbydes dukkestuemøbler. Desværre kunne jeg ikke forbinde  de  nævnte numre med illustrationerne.

I skal i denne forbindelse tænke på, at valutaen DM ikke kun eksisterede i vesten. I tiden fra den 24. juli 1948 og til den 31. juli 1964 hed DDR-valutaen også Deutsche Mark (Tyske Mark).

Blandt mine bilag ses også de to sorthvide illustrationer af disse to sparebøsser med lås og sprække. Efter vor tids normer er det næppe til at tro, at disse to små billeder kunne lokke kunder til. Ærgerligt at vi ikke kan se dem i farver. Spilledåsen til højre har i alle tilfælde stor lighed med kisten i mine stuer.

Mens det med tiden gik godt fremad med i min forskning/research kiggede jeg hele tiden i Online-salgstilbudene efter Luthardt-stuer eller enkelte  møbler  –  men forgæves.  Indtil den 10.9.2019. Her gjorde min veninde Sherri mig opmærksom på et onlineudbud, som hun havde opdaget på hos en amerikansk onlinsælger.

I mine bilag fra 1953 var der billeder af klædeskabet og servanten. Her er priserne streget over. I mit leksikon  over dukkestuer og –huse er de nævnt. Jeg går derfor ud fra, at firmaet Luthardt stadig benyttede det gamle katalog og prislister med RM-(Reichmatks)priserne og ganske enkelt stregede de forældede priser ud. Der var allerede dengang hårde tider.

Jeg købte disse møbler  – og måtte selvfølgeligt smile underfundigt over prisen på 14,40 Rentenmark pr. dusin (se leksikon for dukkestuer og –huse).  Jeg sætter stor pris på disse møbler fra 30erne, mere præcist kan jeg ikke udrykke mig. Men trods alt har jeg endnu ikke tilstrækkelige informationer og for få møbler her.

Og da så jeg i midten af september 2019 denne auktion. En komplet Luthardt-stue i kabinet. Ja, endog den sammenfoldelige æske var med i udbudet.  Aldrig havde jeg regnet med, nogen sinde at skulle holde sådan en æske  –  lidt større end en cigarkasse  –  i hånden.

Enhver samler vil kunne forstå min glæde. En sammenfoldelig Luthardt-dukkestue med komplet møblement og den er min.

Efter min fornemmelse er stuen lidt stor i forhold til møblerne. Kigger man i kataloget, vil man læse, at netop denne stue også blev udbudt som soveværelse, og her skulle naturligvis være mere plads.

Det første, jeg gjorde, var at stille møblerne op til fotografering nøjagtigt efter billedet i kataloget. Og her blev jeg forbløffet over, at den lille toarmede lysestage stadig eksisterede— dog uden lys.

Nå ja,  tidens tand har påvirket kabinettet en smule. Når jeg ser mig i spejlet, må jeg sige det samme om mig selv  –  og jeg er meget yngre end denne stue. Ja, alt har på en eller anden måde sin berettigelse..

Jeg syntes, at den var i ret pæn stand  – der var ikke noget, som ikke kunne repareres.

”Æsken” er af træ. Den forreste del kan man klappe ned. Som hængsel tjener blot det lilla papir, som er limet uden på huset.

Låget  –  uden på med pålimet lilla papir  – gør det samtidig ud for bagvæg. De to smalle sidestykker fra låget er desværre brækket af. Men de var dog med. Jeg vil med en lille strimmel lilla papir  – så at sige som plaster— atter fastgøre sidestykkerne.

For at komme de originale farvetoner så nær som muligt, har jeg scannet bagvæggen og klippet en slags strimmel, som jeg har ganget op og lidt efter lidt ændret dens farvenuance. Hver strimmel har jeg nummereret og derefter printet siden ud, og således fandt jeg den farvetone, som kommer tættest på originalen. Med denne nuance printede jeg siden ud og har nu tilstrækkeligt med ”plaster” til reparationen.

Æskens bund og sidestykker er af træ. Som allerede nævnt er æskens låg samtidig bagvæg. I sidestykket stykket er der oprindeligt fræset en rille/not, og i denne not stikkes den øverste del af sidestykket  –  af pap  – ind.

Sidestykkerne har vinduer, som man endda kan åbne. Men det mest fantastiske er, at disse sidestykker knappes med tryklåse!!!! På de smalleste steder af låget/bagstykket, helt utroligt, men de holder og sidder absolut fast  –  selv endnu i dag.

Den eneste ulempe ved denne konstruktion er, at man ikke kan hænge noget op på væggene —  måske højst et lille billede, men ingen hylder eller reoler.

Jeg sammenligner møblerne med dem fra min første Luthardt-stue. Betragter man skabet, er betegnelsen ”Hvert enkelt møbel er kvalitetsarbejde” nok lidt overdrevet. Selvfølgelig vil jeg lade det forblive skævt, men om jeg engang kan stille tallerkener i det  ??  –  Tja,  det har jeg endnu ikke forsøgt.

Bordene er identiske. Og udpræget smukke, jeg elsker holdbarhed. Men med hensyn til stolesæderne lægger man mærke til, at stolesæderne er forskelligt udført. Også byggestilen er lidt anderledes, ikke meget, men med kritiske øjne vil man se det.

Kisten og den lille skammel er i den nye stue meget smukkere dekoreret, men ellers er de bygget på samme måde.

Mens jeg betragtede skamlen, fik jeg en Déjà-vu-oplevelse. Denne skammel havde jeg allerede set engang før— blot i større udgave. Javel, det passer, den står i  min Strassburg-stue og har funktion som underbord for en lille dukkestue.

Og selvfølgelig tog jeg straks et billede af de to skamler  fra stuerne. Der er ingen tvivl, de er identiske  – med undtagelse af størrelsen. Den fra Strassburg-stuen er øjensynligt fra serien til dukker på 18 cm. Hvor herligt, nu kunne jeg igen katalogisere et møbel til den rigtige fabrikant.

Flagskibet i enhver bondestue er naturligvis kakkelovnen Med denne ovn fik jeg en overraskelse. Alle ovnene i mine øvrige stuer er af træ. De enkelte kakler er udført med mere eller mindre kærlig hånd, og somme tider blot malet på. Det er ikke tilfældet med denne ovn. Den er af keramik, og det er overraskende, at den er i så god stand. Nå ja, den har foroven et lille skår, men det er også alt. Man kan ikke se, at den er over 80 år gammel. 

Til min store overraskelse har også lysestagen overlevet over 80 år i god stand. Den var let bøjet og fastgørelsen noget løs —men hel. Gerhard har bøjet den lidt tilbage, og jeg har lavet lys af schaslikpinde  –  for at få smukke spidser på lysene brugte jeg en blyantspidser.

Den anden overraskelse var skabet hhv. dets bagside. Her er påklæbet et mærke: Håndmalet: Fritjof/Handmalerei.  Blandt de få dokumenter, jeg har fundet om dette firma, var der blot en sammenhæng mellem Fritjof og sneskoene. Dette mærke er dog originalt og er klæbet på skabet, da det var fabriksnyt.

Jeg skulle allerede nu se at finde flere ideer til at indlemme denne virkeligt helt specielle stue i min samling. Og det lykkedes også. Jeg var i færd med at få mere lys i mine stuer, og derfor fik også denne stue en smuk belysning.

Min første indskydelse var at lade denne stue stå, som den er gengivet i kataloget. Men her spillede Gerhard ikke med, han ville ikke se ind i en tom stue. Altså lagde jeg først et tæppe på gulvet, og en lille skildpadde flyttede ind, og så satte jeg en lille ”Spreewald-Bärbel” ind i stuen. Men, da det står i bibelen, at det ikke er godt for mennesket at være alene, kom også en lille søster til Bärbel (ligeledes fra Hertwig i Karlshütte) ind i stuen— og jeg har givet dem begge et kniplestativ med rulle. Nå ja, en gammel spinderok finder jeg helt sikkert også i mine kasser. Og nu ser den slet ikke ud som den på billedet i det gamle katalog. Resten må vokse med tiden. Jeg har mange ideer,  –  men nej, jeg stiller ikke et agurkeglas derind.

Rangler til dukkestuedukkerne

(Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich, www.tortula.de for tekst og fotos © – oversættelse Lise Brastrup Clasen og design Lene Byfoged ©)

Alle dukker skal have et stykke legetøj

Om de er små eller store, og Sigi Ukbrich der har et væld af dukkehuse– og –stuer, har levet de yndigste rangler til baby-beboerne, en rigtig sød idé, og det er slet ikke svært….. læs blot her, hvad hun fortæller:

Lige som jeg, der som barn på trods af de sparsomme forhold i efterkrigstiden, altid havde et stykke legetøj, har mine dukker – både de store og de små – et stykke legetøj. Jeg er altid på jagt efter småting, der er til at betale, til mine dukkestuer og deres børn.

Det er mest vanskeligt at finde noget til de aller-allermindste. En dag opdagede jeg en miniature-rangle. Sød og enkel. Fremstillet i et stykke udskåret hvid folie og på for– og bagside med en pålimet halvperle. Jeg synes nu, den var dyr, men købte alligevel en.

Jeg har mange dukkestuer og endnu fleres babyer. Alle vil de gerne have et stykke legetøj… Og så kom spørgsmålet, hvem af de søde små skulle jeg glæde med ranglen, og skulle alle de andre så bare se misundelige blikke på den heldige?

I hobbyforretningen kan man købe alle mulige perler til smykkefremstilling… og som noget ekstra godt, også halvperler, Så jeg indkøbte halvperler: Man tager altså to halvperler og dertil hvid folie – i Tyskland kalder man det lygtefolie — og man kan desværre kun få det i kæmpestore ark. Med en hullemaskine — eller dersom de skal være endnu mindre: med en hultang, slår man et hul. Over hullet limer man halvperler på begge sider, og med en buet saks (jeg bruger en neglesaks, som for længe siden landede i min hobbykasse) klipper man rundt om arbejdet.

Og nu har du en rangle, selvfølgelig kan den ikke rasle… Men så nemt kan du fremstille rangler i enhver ønsket størrelse.

Man kan selvfølgelig også købe dem på miniaturemarkeder. .

I det følgende skal I da lige se nogle af Sigi Ulbrichs mange dukkestuer, samt nogle af de dejlige babyer:  

Til slut siger vi tusind tak til Sigi Ulbrich for dette tip og de dejlige fotos, Og så er der kun tilbage at ønske jer

G o d l æ s e l y s t !

Mere om ”Mit lille Strandhus” – 11. juli 2018 – supplement –

Tekst og fotos med hilsen fra Sigi Ulbrich – tortula.de ©

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Med tak til Sigi Ulbrich følger her mere om hendes lille unikke Strandhus og dens beboer:

 Sigi fortsætter med at fortælle:

Gennem flere år har min mand og jeg hvert år besøgt det ærværdige Hansa-Theater i Hamburg. Dette kulturhus i Hamburg er kun åbent i vinterhalvåret. Producenterne er desuden ledere af det legendariske St. Pauli Theater. Billetterne køber man i St. Pauli Theater, hvilket er ensbetydende med, at vi skal til Reeperbahn.

Det gjorde vi således også på dette tidspunkt. Vi tager S-toget, som holder blot et par skridt fra teatret – det er meget praktisk, da vi således sparer forgæves at lede efter en parkeringsplads.

Foruden de typiske tilbud i dette miljø, er der også souvenirbutikker på Reeperbahn. Og lige her havde jeg set ham og spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke tidligere var kommet på ham. Nu har mit Strandhus endelig fået en søulk.

”Dinglehoved-Sømanden” er fra firmaet BREBA. Godt nok er han ny, men hvad gør det, han er blevet fremstillet siden 1948 nøjagtigt som han ser ud nu, og mit Strandhus er jo ikke ligefrem ”stilrent”.

Utvetydigt: Mine uopfyldte drømmes mand.

 www.breba-kleinartikel.de

 Vi takker atter Sigi for dette herlige supplement og ønsker til lykke med det nu komplette ”Lille Strandhus”!

Lene og Lise

M i t L i l l e S t r a n d h u s

 Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©

 Fotos: Gerhard Ulbrich, med undtagelse af billede nr. 2, som er fra Sherri Farley ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Det startede i sommeren 2017. Min mand og jeg var ved at planlægge en ferie i Büsum, da min veninde Sherri fortalte mig, at hun havde planer om at indrette et ”Nauticroom”. Hendes mand havde bygget en ny kasse til hendes soveværelsemøbler, og med alt dette som grundlag ville hun indrette et sømandsværelse. En herlig idé. Hun bor ca. 900 mil fra havet. Jeg tilbød hende at kigge efter muslingeskaller og andre nautiske småting i Büsum.

Samle muslingeskaller på stranden, det var meget, meget længe siden, jeg havde gjort det. og det var sjovt. Og da jeg havde samlet muslingeskallerne sammen, opdagede jeg et sandt eldorado for miniaturister i souvenirbutikken på Büsum havn.

Jeg blev så begejstret over at finde disse ”Skatte”, at jeg straks var fast besluttet på også at ville have en Nautikstue. Under min søgning fandt jeg hos NKD dette ”Lille Hus” i tre størrelser. Hvortil de skulle anvendes, har jeg ingen anelse om? De blev udbudt som hylder. Jeg tog den største ”hylde” og gik straks i gang med at planlægge.

Jeg ville i alle tilfælde bruge møbler fra mit overskudslager — altså var der helt sikkert tale om Kuhn. Hjørneskabet skulle for længe siden have stået i de rigtige omgivelser. Da jeg kun havde lidt plads til inventar, men uendeligt mange småting og ideer, besluttede jeg mig for et loftsrum — her kunne jeg ”rumle” fuldstændig rundt. Jeg indsatte derefter loftsrummet — af pladekarton — en side hvid – som tag over stuen og så en ”træagtig” side som gulvflade til loftsrummet. Det syntes jeg så godt om, at jeg også indsatte et gulv i stuen. Hjørneskabet fik mulighed for plads, og selvfølgelig skulle der også en Kuhn-hylde med, samt en gyngestol og et lille bord.

I mellemtiden blev mange små pakker afsendt og modtaget mellem Missouri og Slesvig-Holsten. Jeg havde for eks. små tøj-emblemer fra 50erne, som jeg kunne sende til Sherri, og selvfølgelig også de smukke sejlskibe. Til skibene tilskar Steve passende ”træplader” (Steve er Sherris ægtemand), og Sherri forsynede skibene ganske diskret med stænk af farver, delte dem mellem os og sendte omgående den ene del tilbage. Da jeg ikke havde bejdse og ikke ville købe noget blot til disse smådele, farvede jeg træet med skosværte.

I Büsum havde jeg købt et selskabsspil –   LUDO – brikkerne var måger, strandkurve, fyrtårne og muslinger, et fantastisk supplement. Jeg gennemgik derefter min ”samling” af margarinefigurer, ja og selv blandt mine tøj-emblemer gjorde jeg fund.

Det samme gjorde Sherri, der altid når hun købte noget til sig selv, straks tækte på mig. De to fyrtårne er spindelvævstynde porcelænstallerkener og er kommet direkte fra USA til Elbens strande.

Mens jeg stadig overvejede, om jeg skulle bygge sandslotte eller ej, ankom de pr. post sammen med en fortryllende havfrue. Hermed var næsten alle mine ønsker gået i opfyldelse.

Hvad endnu manglede, var en tavle med stik og knob. Intet sømandshjem uden sådan en tavle. Altså gik jeg i gang med denne vanskelige opgave og øvede mig med tykt bomuldsgarn, et stykke karton og et par nåle.

           Til sidst var jeg halvt og halvt tilfreds og syede knobene fast på pappet.

Nu gik det først rigtig løs med fumleriet. Med sytråd genskabte jeg knobene og når jeg var tilfreds med resultatet, syede jeg dem fast på mørkeblåt filt. Derefter limede jeg det hele på en af de træplader, som Steve havde tilskåret. Ja, nu fandt jeg virkelig resultatet tilfredsstillende.

Den færdige tavle med stik og knob kan I se ved fotoet af prøvetavlen. En tavle magen til blev selvfølgelig sendt over Dammen til Sherri.

Og endnu en ting sendte jeg ud på den lange rejse. Jeg knyttede nemlig fiskenet til Sherri og mig. I mangel af en rigtig knytteramme, satte jeg en holder sammen ved hjælp af klemmer, papæske og pinde. Dette klappede helt fint, og nettet var værd at se på. Med små korkstykker, ægte muslinger, samt søstjerner og søheste fra smykkefremstilling ser nettet helt ”ægte” ud.

Til sidst manglede jeg kun et passende bord. Først tænkte jeg på et bord fra ministuerne. Men jeg syntes egentlig, det var for lavt. For nylig havde jeg fået blandet farve i ”Kuhnblåt”, og så fik jeg ideen: jeg havde stadig en hvid køkkentaburet i overskud. Dens ben blev malet blå. Nu er den forvandlet til et dejligt bord – som passer til gyngestolen. Pibe, askebæger, glas, whiskyflaske og lommeur (fra smykkefremstilling) fuldstændiggør forestillingen om denne kliché.

Søulken mangler stadig, men hans 12 cm høje EDI-barnebarn leger allerede på stranden.

Og ellers er alt komplet.

Da jeg nok aldrig vil kunne pynte en strand hertil, er sandslottene, samt havfruen og solhatten trukket på loftet. Her bor desuden en kat fra Erzgebirge.¨

Hos mig skal der være gulvtæppe i enhver stue, derfor også i strandhuset. I stedet for den græske landskildpadde bor der selvfølgelig en vandskildpadde i dette hus. Den hvide Vovhund er ligeledes fra Erzgebirge. Den læser ikke avis, ser blot ud som om.

Fisken (Playmobil), den tykke muslingeskal (LUDO-spillet) og de små muslingeskaller (ægte) er presset ned i modellervoks, som derefter er fikseret på træet. Redningsbæltet er en nøglering fra Büsum, jeg tror, det er af gips.

Holderen til muslingeglasset har Steve bygget. Sandskibet var fremstillet med stativ fra fabrikanten.. Fyrtårnet er fra Büsum, og de små muslingeskaller på muslingetallerkenen er naturligvis samlet af mig. Kikkerten er en del ældre, jeg tror den er fra en sættekasse engang i 70erne. Nøglebundtet er fra fremstilling af smykker. I mellemtiden har jeg i mange af mine dukkestuer sådanne eller lignende nøgler. De er med at at fuldstændiggøre boligmiljøet.

Da jeg var ung, havde jeg meget klare forestillinger om, hvordan jeg engang ville have et strandhus. Det skulle være enkelt med solide træmøbler og for alt i verden ikke kitsch. Det skulle ligge direkte bag Nordsødiget og selvfølgelig med perfekt udsigt over havet. Jeg ville sidde på terrassen og fiskerne arbejde. Det faldt mig dengang aldrig ind, at der ikke rigtig var logik i dette.. Nå, ja, vor feriebolig i Büsum havde faktisk et par af disse egenskaber. Den lå direkte bag Nordsødiget, havde den perfekte udsigt (fordi den lå på 2, sal i et flerfamiliehus) og…, jeg kunne fra morgenmadsbalkonen se fiskerne arbejde.

Mit stranddukkehus er nu blevet helt anderledes. Og dog er det nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig mit strandhus.

Men helt ærligt, dér ville jeg aldrig arbejde som rengøringsdame!

Kære Sigi, tak for din herlige fortælling med fine fotos om at skabe et lille Strandhus, man fornemmer virkelig, at du har hygget dig. Vi glæder os hermed til at præsentere historien for alle vore læsere!

Lene og Lise

 

 

Skuffemøbel – anno 1922 – til dukkehuset !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Fra   YT   til   NYT …

I denne tid ser jeg Fra YT til NYT mandag til fredag lige efter den korte TV-avis på 10 minutter (jeg orker ikke den lange med sport og udpenslet vejrudsigt) !   Og YT til NYT er meget inspirerende, også selv om nogle af resultaterne virker lidt kiksede!

                Forleden kom jeg i tanker om dette lille pæne skuffemøbel, som jeg i sin tid bragte i Nordisk Dukketidende (nr. 26, juni 2003):

                Sådan lavede børnene dukkemøbler dengang. Skuffemøblet er en model fra det engelske børneugeblad PUCK den 22. juli 1922l – whauu hele 95 år siden – hvor man skriver:

Som enhver dreng og pige ved, kan man bruge tomme tændstikæsker til mangt og meget, fantasien kender ingen grænser, og her er en sød idé til dukkestuen, hyg dig, mens det regner, med at lave det allerkæreste lille skuffemøbel.

Dukkehusmor vil blive rigtig glad for det lille møbel og vil straks anvende det som sybord, eller måske Dukkehusfar vil have det som skrivebord, bare de nu ikke bliver uvenner! Men du kan selvfølgelig lave to skuffemøbler, ét til hver.

Du skal brug én tom tændstikæske, en sort perle og en del brugte tændstikker.

Start med at fjerne de afbrændte svovl-ender fra tændstikkerne og klip 4 tændstikker i samme størrelse, disse skal bruges til møblets ben.

For at sætte benene fast borer du et lille hul i hvert hjørne af æsken (du har selvfølgelig først fjernet ”skuffen”). Hullerne skal være lige netop så store, at du kan fastgøre tændstikkerne, og tændstikkerne skal sidde, således at de ikke skraber mod skuffen, når du trækker den ud eller skubber den ind. Benene fastgøres med en lille klat lim.

Det næste, du skal gøre, er at fastgøre tværstængerne om benene (se tegningen af møblet). Tværstængerne er lavet af tændstikker klippet til, så de passer, og limet på med en lille klat lim.

Foran på skuffen syr du den lille perle fast, så har du et håndtag således at du kan trække skuffen ud eller skubbe den ind.

Til slut maler du møblet med flere lag af netop den farve, du synes bedst om. (Du kan lakere møblet bagefter, hvilket gør det mere holdbart (Lise).)

Og så er dit lille møbel færdigt og kan stilles på plads i dukkestuen eller –huset, det var da umagen værd, ikke sandt!!!

God arbejdslyst og hjertelige hilsner herfra  !

 

M i n k r y s t a l – h æ t t e

Med hilsen fra Sigi Ulbrich (tekst og fotos) ©

 (oversat af Lise Brastrup Clasen ©)

Altså, helt ærligt? Hætten er ikke af krystal – ikke engang tilnærmelsesvis, men den er så værdifuld for mig, som var den af det materiale. Nu skal I høre:

 Lad os gå tilbage til den 28.11.2008. På denne dag fik jeg om aftenen en mail fra min veninde Jutta. Hun sendte mig et foto med ordene, se her, hvad jeg i dag har købt på loppemarkedet. For at jeg rigtig kunne se størrelsen, havde hun stillet et 8 cm højt Edi-dukkepar ved siden af. Vi målte alting ud fra Edi-dukker. Vi boede langt fra hinanden og sås ikke så tit, som vi gerne ville. For at vi begge altid hurtigt og helt korrekt kunne vise hinanden billeder af vore skatte, viste vi altid en Edi-dukke sammen med tingene. De to dukker i stuen er 4 cm høje Edi-dukker.

For mig var det kærlighed ved første blik. Straks vidste jeg, at jeg absolut måtte eje en stue magen til. Således var vi begge på udkig efter sådan en stue, og samtidig researchede vi. Endelig og endda ved første øjekast opdagede Jutta den i et katalog fra 40erne . Efter nærmere undersøgelse viste det sig, at det var en stue i skala 1:10. og at det ”kun” drejede sig om én ligebenet ”trekantet” dukkestue.. (en ligebenet trekant er en trekant med to lige lange sider – der findes desuden ligesidede trekanter, dvs. trekanter med tre lige lange sider, da der går fire trekanter af slagsen på en cirkel,, er de fire trekanter i krystalhætten således en kombination. – Red.).

Dog viste denne gengivelse immervæk, at der i sådanne stuer kunne have stået en vugge og et kistemøbel. Da Jutta rigtig gerne ville have begge dele, fremstillede jeg af pap de formentlig manglende møbler, ganske vist efter modeller i større målestok. Dengang tænkte vi ikke over forskellen, og hun blev meget glad for møblerne.

Nu blev det den 3. oktober 2012— Den tyske Genforeningsdag – hvor der var stort loppemarked i Bamberg. Vi havde, som vi gjorde hvert år, tilrettelagt vor ferie, således at vi kunne besøge markedet. Jeg stod tidligt op, og var allerede på pletten kl. 7. Gerhard – min mand og forståelige ven – ville komme derhen senere. Vejret var ideelt, og markedet var endnu større end tidligere. Hen ad klokken 11 var jeg allerede temmelig træt, og pludselig så jeg den. Uden møbler og uden kælder, men en mini-vinkel-stue, og selvfølgelig købte jeg den,. Ja, og så ringede jeg da lige til Gerhard, at han godt kunne afhente mig —jeg kunne ikke mere, nej, jeg ville ikke mere. Min drøm var blevet opfyldt – hvad mere havde jeg at gøre på dette marked. Nu blegnede alt andet.

Da jeg var færdig med at indrette min stue, sammenlignede vi vore stuer. De havde en ubetydelig forskel i målene.

Da fik Jutta meddelelse om, at hun ikke kunne leve ret meget længere. Vi græd sammen, og til sidst forsøgte jeg at trøste hende med disse ord: Nu får du min stue, og du kan slet ikke forestille dig, hvor fantastisk det vil se ud, når du stiller dem ved siden af hinanden.

Det var virkelig en ringe trøst!

Ja, og så stod begge stuer til sidst ryg mod ryg på bordet hos os. Vi har et rundt bord i arbejdsværelset, og her fik de plads. Jeg købte en drejetallerken af træ på 40 cm i diameter. Ja, jeg indrømmer, at det var en ostetallerken, men den passede hårfint til formålet. Nu kunne jeg dreje en side hen mod mig, således at jeg kunne se den del, jeg gerne ville. Der var fire indstillinger. De to stuer og de landskaber eller den have, som hørte til.

Der var blot den ulempe, at hver gang vi luftede ud i arbejdsværelset, væltede de små stole eller flere andre ting. Ellers har vi stillet alle de mindste stuer under en smuk og meget dyr hætte af akrylglas. Det ser meget sofistikeret ud, giver så godt som ingen spejlreflekser og beskytter for vind og vejr, støvsugere og uforvaret berøring. Selvfølgelig ville Gerhard straks bestille en hætte til disse to dyrebare stuer —men desværre, de findes ikke i rund udgave. Vi søgte på internettet og fik hele tiden det svar, at den vil blive for tung og for dyr. Ja, vi skulle af med ca. 500 € (ca, 3.650 danske kroner — Red.) for en sådan hætte.

Efter nogen tid manglede en lille bitte vase, jeg regner med, at støvsugeren har ædt den. Nu måtte der gøres noget. Jeg bestilte på nettet en ganske tynd træskive på 42 cm i diameter. Dette gik uden problemer, jeg måtte blot købe den næststørste skive, som blev sendt til mig udfærdiget med 42 cm.

Denne skive tog jeg som en prøve og klippede af klar lysfolie et låg, hvilket var det første, det mindste og det enkleste trin.

Af tynde firkantklodser lavede jeg et kryds. Dvs. at jeg i midten havde filet en not/rille. Nøjagtig så lang, at krydsningen blev plan. Derpå isatte jeg rundholter som støtte.

Og ja, jeg havde den følelse, at limen nu skulle tørre. Ved første forsøg kom de minimale størrelsesforskelle graverende til syne, og jeg måtte indsætte udligningsstykker.

Så vidt, så godt, jeg havde en bund, og jeg havde et låg. Nu manglede jeg blot det virkeligt vanskelige mellemstykke. Kender man diameteren, kan man via formlen beregne, hvor stor omkredsen er. I min klokkes tilfælde var den 132 cm. Jeg blev da klar over, at min lysfolie ikke var tilstrækkelig. Arkene er DIN A1 (594 mm x 841 mm), altså måtte jeg tilføje stykker. Det blev nødvendigt med to sømme.

Men hvordan kunne jeg føje det sammen på stabil måde. At lime holdt jeg for uigennemførligt. Der ville komme for stærkt tryk på klæbestedet. Jeg ville til at sy, men da gjorde Gerhard mig opmærksom på, at sømmestederne ville få så skarpe kanter, at tråden hurtig ville blive skåret over. Åh, sådan en ”Drillepind/Ødelæg bare fornøjelsen”!.

Jeg var ved at pakke en lille dukke ind, som jeg ville sende til en veninde. I Tyskland er der jo praktiske og gunstige forsendelser. Det pakkede holdes sammen med clips, fast, men er dog nemt at åbne igen. Det var løsningen, hurtigt og effektivt. Nå, ja, måske rent optisk ikke sååååå smukt, men heller ikke dårligt, og….. da jeg anbragte dem på højde med støtterne, gik det ikke ud over helhedsindtrykket.

Jeg har ved tilskæringen af begge sidedele lagt 4 cm til. Ved lukningen af cirklen har jeg foroven og forneden ligeledes bøjet 2 cm om, og hele vejen et indsnit på 1,5 cm. På denne måde skulle det lykkes mig at få en smuk runding og ingen hjørner. Det lykkedes virkelig. De nederste ”flapper” lagde jeg ind under den ekstra træbund og fastgjorde dem med heftestifter. For at være på den sikre side skruede jeg bundpladen fast på drejepladen. Nu kom det store øjeblik:

Jeg lagde endnu en skive af grønt karton ind og stillede begge stuer ovenpå. Det grønne karton illuderer en passende havefarve.

Stuerne passede nøjagtigt, og også mit støttekryds gled lige ind på plads.

De næste timer er således et højdepunkt i enhver samlers hverdag. Min mand gav storsindet afkald på sin middagsmad og smurte sig et rundstykke. Men jeg, jeg kunne indrette de to små stuer og udstyre dem med det allermindste tilbehør, jeg kunne finde i mine kasser. Nu skulle der ikke gå mere tabt. Men alligevel fastgjorde jeg nogle småting med ”miniprikker” – I ved nok, med disse små, glasklare klæbeprikker.

Da alt var færdigt, lagde jeg låget på. Ja, ikke mere. Låget ligger med sin egenvægt rigtig godt. Ganske vist er hætten ikke helt tæt, men dog overvejende en beskyttelse mod støv, samt også mod vind og pilfingre…

Naturligvis kunne en hætte af akrylglas måske være meget smukkere, og dog, denne selvbyggede hætte gør det ud for det samme. Jeg har alt i alt betalt mindre end 30 Euro, og jeg havde stor fornøjelse af at bygge den, den er næsten af krystal— i hvert fald efter mine forestillinger.

Når jeg sidder her foran og betragter disse henrivende små stuer, forestiller jeg mig altid, hvordan Jutta oppe på sin sky sidder og kigger og holder tommelfingeren opad.

Ja, jeg er sikker på, at hun vil synes supergodt om min krystal-hætte.

Og hermed det flotte resultat.

To små Stuer og to små haver under samme ”Hætte”!

 

Kære Sigi –

Vi siger tusind tak for din rørende fortælling og for at få del i dine kreative ideer, som helt sikkert vil inspirere mange samlere. (Og hils Drillepinden Gerhard, hvis gode råd viste sig brugbart)!    

Lise      

Også en kæmpestor hilsen og tak fra mig Sigi. En meget interessant og lærerig artikel.

Lene