Fernisering til ære for Miniature-kunstmalerne…..

(Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©)

Tusind tal til Jutta Bogut, for din kreativitet og fantasi, og det er en stor for os fornøjelse at kunne bringe denne unikke artikel bygget over din fantastiske idé…..

(Tekst og fotos: Jutta Bogut ©)

Hermed Juttas beretning om en anderledes og unik fernisering:

I efteråret 2010 så jeg i REMA 1000, at de solgte pakker med ministaffeli, lærred, pensel og fem små bøtter med maling, som du vil se på billedet.

           Da fik jeg en idé. Jeg købte en pakke, der var, så vidt jeg husker, 6 sæt i hver pakke.

Jeg kendte en del familie, venner, bekendt og naboer, der havde maling som hobby. Alle var amatører i alderen fra 9 til 70 år. De måtte selv bestemme, hvad der skulle være på billedet.

           De blev spurgt, om de ville male et lille billede til mine dukkehuse, og når jeg havde fået dem alle tilbage, ville jeg holde fernisering.

Det var jeg klar til i foråret 2011.

Alle kunstnere blev inviteret med ledsager kl. 14.00, hvor vi beundrede deres kunstværker. Derefter var der fælles kaffebord, og så var der åbent for publikum til at se de udstillede værker.

           En dame og jeg havde mødtes en gang om igen i lang tid og sad og lavede ting til vore dukkehuse. Vi havde så lavet en udstilling i et tilstødende lokale, idet jeg havde fået lov til at låne vort menighedshus til arrangementet.

Her kan I så se de mange forskellige malerier. Desværre har jeg åbenbart ikke noget foto af billedet i kikkassen sammen med de øvrige fra udstillingen, men her kan I se det hængende på væggen med kikkassen.

Og selvfølgelig er her også et billede af kaffebordet.

Hermed alle de sjove, smukke og finurlige kunstværker og en idé til jer alle, når I mangler pynt på væggene i dukkestuer og dukkehuse! (Lise).

i siger tak til Jutta og til de mange kunstnere for jeres dejlige oplevelse, og til sidst viser vi kaffebordet, inden det blev ”raseret!

Hjertelige hilsner fra Lene og Lise  !

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen (Del 2)

Med tak til Sigi Ulbrich  – tortula.de

for din informative research og indretningsfantasi ©

(Design: Lene Byfoged © — oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed rekapitulerer jeg: Jeg  havde en fortryllende lille dukkestue (25×18 cm og 16cm høj. Jeg vidste, hvor den kom fra. Egentlig burde jeg være tilfreds med den, som den var. Ja, burde, men det var jeg bare ikke!.

Igen og igen kiggede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse (Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler Verlag  – indprentede mig byggestilen og møblernes front. Jeg ville da kunne genkende dem, hvis jeg så dem.

(Hermed et link til forlaget www.swantje-koehler-verlag de

En dag opdagede jegi Thüringer Wirtschaftarchiv e.V. (Thüringer Arkiv for Erhverv og Økonomi):Theodor Luthardt, Steinbach. Med henvisning til Steinbach —Steinbach. Kunne dette være korrekt. Fandtes der to fabrikanter af arbejder i træ med navnet Theodor Luthardt?  Jeg så efter på landkortet. Der fandtes et Steinbach, men ”et lille stykke længere fremme”.  På et reklameskilt kunne jeg heldigvis læse den rigtige adresse. Det var Steinach— altså i umiddelbar nærhed af Sonneberg.

Her konstaterede jeg, at firmaet i 1894 blev grundlagt af Theodor Luthardt— som fabrikant af tamburiner og trommer. Desuden udfærdigede firmaet parketgulve, som blev lagt på i luksusbygninger. I 1909 udvidedes produktionen, således at man desuden fremstillede snesko og legetøj. Jeg regner med, at sneskoene var forløbere for vore ski. På vintersportsudstillingen i 1911 modtog firmaet en bronzemedalje for sneskoene  – som blev lanceret under navnet Fritjof. Denne benævnelse henviser direkte til den norske polarforsker og modtager af nobelfredsprisen Fridjof Nansen. Dette er nærliggende at tænke, med hensyn til teknik og videreudvikling af vintersportsudstyr og Nansens fortjeneste. Jeg har dog ikke fundet beviser på dette.

Men netop dette Fritjof-skilt er limet op på bagsiden af skabet.

Det bayerske statsbibliotek har udskrifter af Regeringsdokumentet for Hertugdømmet Coburg fra 1875. Denne Johann Carl Luthardt havde 5 sønner. Theodor, ham med parketgulvet, trommerne og dukkestuerne var den yngste bror. Han slog sig således igen ned i Steinach med både snesko, parketgulve og dukkestuemøbler.


Postkort: Privateje. Med tak for lån til Karl Heinz Luthardt.
 

Postkortet herover viser fabrikken og i baggrunden familien Luthardts privatbolig i 20erne.

Efter 1. Verdenskrig var allerede tre Luthardt-generationer beskæftiget i firmaet. Theodor, hans søn Oscar og dennes  søn Walther. I 1923 efter Theodor Luthardts død omdannedes firmaet til en kommanditselskab og i 1936 til et Interessentskab (Ansvarligt selskab/=OHG).


Postkort: Privateje  Med tak for lån til Emil Lichter.

I 30erne blev Steinach kaldt ”Julemandens Værksted”. I 1933 viste 21 Steinach-firmaer i Kreisstadt (hovedbyen i en kreds) Sonneberg deres produkter frem på en legetøjsudstilling. Ud af disse var 15 Steinacher-firmaer trælegetøjsfabrikanter. Herunder regnedes også Theodor Luthardt med sine parketgulve, snesko og de små bondestuer.

Annonce: Privateje: Med tak for lån til Anni Lichter.

Thüringer Waldbote  (Amtsavis for distriktet) skrev herom den 9. maj 1933 følgende:

På Sonnerberger-udstillingen træder vi nu ind i Steinachs børneparadis. Her bydes  vi velkommen af ”Luta-Dukker” fra firmaet  M. Luthardt, ejer,  hvor udgaver af mange forskellige menneskeracer smiler til os.

….. Produkterne fra firmaet Theodor Luthardt, alle former for snesko, slæder og skistave præsenteres i gennemtænkt opstilling. Også en plade med mesterligt anlagt parketgulv kunne ses.

Og her må man igen gætte. M. Luthardt må ganske enkelt være en trykfejl. Lutadukkerne er  –  påviseligt  –  fra firmaet W. Luthardt-Idel.

Disse Luthardts hører ganske vist til familien, men kommer fra en anden gren.

Hos mig foreligger en skrivelse af den 9.11.1937 til en legetøjshandler. Her tilbydes den lille dukkestue  – til at skille ad  –  som forstue og soverum. Indkøbspris for Vedes-forhandleren 2,50 RM (Reichsmark) netto.

Mellem 1945 og 1949 blev produktionen overvejende omstillet til forbrugsartikler (tøjklemmer og smørebrikker  til morgenmaden). Dog tilføjede man dukkemøbler, børnetrommer og parketgulve igen i programmet.. I 1958 bortforpagtedes virksomheden til VEB Glasfaserwerk Steinach  (Glasfiberfabrik)(!)  Ja, sådan står der faktisk i bilagene fra Thüringer Wirtschaftsarchiv (Arkiv for erhverv og økonomi). Kort tid efter blev det derfra solgt og opløst  – dette ifølge nævnte arkiv. For mig en noget vag skildring, som kun har meget lidt at gøre med de på den tid sædvanlige fremgangsmåder i DDR.  Dog har jeg ikke kunne fremskaffe flere oplysninger desangående.

Den sidste driftsleder var Walther Luthardt  –  og nu bliver det interessant. Han betegnes som svampeforsker. Han har fremdrevet helt specielle spiselige svampe. Allerede under 2. Verdenskrig startede han sin forskning. For mig er det russiske landsbyer, hvorfor jeg her citerer Steinacher Wochenspiegel fra den 17.4.2015 (ugeavis fra Steinach-Området).

Walter Luthardt, født i 1899 i Steinach, var fra 1924 teknisk leder af sit  fædrene firma Theodor Luthardt KG , hvor der fremstilledes trælegetøj og senere  parketgulve, ski samt andre trævarer.

Med henblik på videnskabelig rådgivning og deltagelse i sine forsøg satte Walther Luthardt sig i forbindelse med forskellige højskoler og andre fagfæller.

I maj 1948 besøgte videnskabsmænd og repræsentanter fra den sovjetiske besættelsesmagt dyrkningsanlægget for svampe. Som udfald af disse besøg og gennem finansielle midler fra Thüringer Ministerium for handel og forsyning blev der i 1949 indrettet et mykologisk (mykologi er læren om svampe) laboratorium i Nordschule i Steinach under ledelse af Dr. Helmut Kuntze, hørende under Institut für Specielbotanik ved Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena.  Såvel W. Luthardt som Dr. Kuntze og prof. Schwarz formulerede tyngdepunkterne angående forskningsarbejdet. Dette laboratorium eksisterede kun til 1951 i Steinach, hvorefter det blev flyttet til Weimar.

I begyndelsen havde  forsøgene med  dyrkningen af spiselige svampe på træ første prioritet for W. Luthardt, senere blev det den ”biologiske” nedbrydning og udviklingen af Myko-træ .

Hvordan denne ”svampeforskning”hænger sammen med ”bortforpagtning og salg” af firmaet står hen i det uvisse. Men det kan dog fastslås, at denne forskning har vakt stor opsigt  –  også hos den daværende besættelsesmagt. Jeg har købt hans bog  –  men har desværre ikke spor forstand på dette tema. Men jeg vil dog lige nævne den.

Hos mig foreligger en skrivelse fra 7.5.1953 til en legetøjsforhandler. Henvisningen til undtagelseskontrakten med DHZ (Deutsche Handelszentrale) er meget interessant. DHZ er den tyske handelscentral i DDR. Under visse forudsætninger var det for DDR-fabrikanterne tilladt at forarbejde og sælge legetøj.

Også i denne skrivelse tilbydes dukkestuemøbler. Desværre kunne jeg ikke forbinde  de  nævnte numre med illustrationerne.

I skal i denne forbindelse tænke på, at valutaen DM ikke kun eksisterede i vesten. I tiden fra den 24. juli 1948 og til den 31. juli 1964 hed DDR-valutaen også Deutsche Mark (Tyske Mark).

Blandt mine bilag ses også de to sorthvide illustrationer af disse to sparebøsser med lås og sprække. Efter vor tids normer er det næppe til at tro, at disse to små billeder kunne lokke kunder til. Ærgerligt at vi ikke kan se dem i farver. Spilledåsen til højre har i alle tilfælde stor lighed med kisten i mine stuer.

Mens det med tiden gik godt fremad med i min forskning/research kiggede jeg hele tiden i Online-salgstilbudene efter Luthardt-stuer eller enkelte  møbler  –  men forgæves.  Indtil den 10.9.2019. Her gjorde min veninde Sherri mig opmærksom på et onlineudbud, som hun havde opdaget på hos en amerikansk onlinsælger.

I mine bilag fra 1953 var der billeder af klædeskabet og servanten. Her er priserne streget over. I mit leksikon  over dukkestuer og –huse er de nævnt. Jeg går derfor ud fra, at firmaet Luthardt stadig benyttede det gamle katalog og prislister med RM-(Reichmatks)priserne og ganske enkelt stregede de forældede priser ud. Der var allerede dengang hårde tider.

Jeg købte disse møbler  – og måtte selvfølgeligt smile underfundigt over prisen på 14,40 Rentenmark pr. dusin (se leksikon for dukkestuer og –huse).  Jeg sætter stor pris på disse møbler fra 30erne, mere præcist kan jeg ikke udrykke mig. Men trods alt har jeg endnu ikke tilstrækkelige informationer og for få møbler her.

Og da så jeg i midten af september 2019 denne auktion. En komplet Luthardt-stue i kabinet. Ja, endog den sammenfoldelige æske var med i udbudet.  Aldrig havde jeg regnet med, nogen sinde at skulle holde sådan en æske  –  lidt større end en cigarkasse  –  i hånden.

Enhver samler vil kunne forstå min glæde. En sammenfoldelig Luthardt-dukkestue med komplet møblement og den er min.

Efter min fornemmelse er stuen lidt stor i forhold til møblerne. Kigger man i kataloget, vil man læse, at netop denne stue også blev udbudt som soveværelse, og her skulle naturligvis være mere plads.

Det første, jeg gjorde, var at stille møblerne op til fotografering nøjagtigt efter billedet i kataloget. Og her blev jeg forbløffet over, at den lille toarmede lysestage stadig eksisterede— dog uden lys.

Nå ja,  tidens tand har påvirket kabinettet en smule. Når jeg ser mig i spejlet, må jeg sige det samme om mig selv  –  og jeg er meget yngre end denne stue. Ja, alt har på en eller anden måde sin berettigelse..

Jeg syntes, at den var i ret pæn stand  – der var ikke noget, som ikke kunne repareres.

”Æsken” er af træ. Den forreste del kan man klappe ned. Som hængsel tjener blot det lilla papir, som er limet uden på huset.

Låget  –  uden på med pålimet lilla papir  – gør det samtidig ud for bagvæg. De to smalle sidestykker fra låget er desværre brækket af. Men de var dog med. Jeg vil med en lille strimmel lilla papir  – så at sige som plaster— atter fastgøre sidestykkerne.

For at komme de originale farvetoner så nær som muligt, har jeg scannet bagvæggen og klippet en slags strimmel, som jeg har ganget op og lidt efter lidt ændret dens farvenuance. Hver strimmel har jeg nummereret og derefter printet siden ud, og således fandt jeg den farvetone, som kommer tættest på originalen. Med denne nuance printede jeg siden ud og har nu tilstrækkeligt med ”plaster” til reparationen.

Æskens bund og sidestykker er af træ. Som allerede nævnt er æskens låg samtidig bagvæg. I sidestykket stykket er der oprindeligt fræset en rille/not, og i denne not stikkes den øverste del af sidestykket  –  af pap  – ind.

Sidestykkerne har vinduer, som man endda kan åbne. Men det mest fantastiske er, at disse sidestykker knappes med tryklåse!!!! På de smalleste steder af låget/bagstykket, helt utroligt, men de holder og sidder absolut fast  –  selv endnu i dag.

Den eneste ulempe ved denne konstruktion er, at man ikke kan hænge noget op på væggene —  måske højst et lille billede, men ingen hylder eller reoler.

Jeg sammenligner møblerne med dem fra min første Luthardt-stue. Betragter man skabet, er betegnelsen ”Hvert enkelt møbel er kvalitetsarbejde” nok lidt overdrevet. Selvfølgelig vil jeg lade det forblive skævt, men om jeg engang kan stille tallerkener i det  ??  –  Tja,  det har jeg endnu ikke forsøgt.

Bordene er identiske. Og udpræget smukke, jeg elsker holdbarhed. Men med hensyn til stolesæderne lægger man mærke til, at stolesæderne er forskelligt udført. Også byggestilen er lidt anderledes, ikke meget, men med kritiske øjne vil man se det.

Kisten og den lille skammel er i den nye stue meget smukkere dekoreret, men ellers er de bygget på samme måde.

Mens jeg betragtede skamlen, fik jeg en Déjà-vu-oplevelse. Denne skammel havde jeg allerede set engang før— blot i større udgave. Javel, det passer, den står i  min Strassburg-stue og har funktion som underbord for en lille dukkestue.

Og selvfølgelig tog jeg straks et billede af de to skamler  fra stuerne. Der er ingen tvivl, de er identiske  – med undtagelse af størrelsen. Den fra Strassburg-stuen er øjensynligt fra serien til dukker på 18 cm. Hvor herligt, nu kunne jeg igen katalogisere et møbel til den rigtige fabrikant.

Flagskibet i enhver bondestue er naturligvis kakkelovnen Med denne ovn fik jeg en overraskelse. Alle ovnene i mine øvrige stuer er af træ. De enkelte kakler er udført med mere eller mindre kærlig hånd, og somme tider blot malet på. Det er ikke tilfældet med denne ovn. Den er af keramik, og det er overraskende, at den er i så god stand. Nå ja, den har foroven et lille skår, men det er også alt. Man kan ikke se, at den er over 80 år gammel. 

Til min store overraskelse har også lysestagen overlevet over 80 år i god stand. Den var let bøjet og fastgørelsen noget løs —men hel. Gerhard har bøjet den lidt tilbage, og jeg har lavet lys af schaslikpinde  –  for at få smukke spidser på lysene brugte jeg en blyantspidser.

Den anden overraskelse var skabet hhv. dets bagside. Her er påklæbet et mærke: Håndmalet: Fritjof/Handmalerei.  Blandt de få dokumenter, jeg har fundet om dette firma, var der blot en sammenhæng mellem Fritjof og sneskoene. Dette mærke er dog originalt og er klæbet på skabet, da det var fabriksnyt.

Jeg skulle allerede nu se at finde flere ideer til at indlemme denne virkeligt helt specielle stue i min samling. Og det lykkedes også. Jeg var i færd med at få mere lys i mine stuer, og derfor fik også denne stue en smuk belysning.

Min første indskydelse var at lade denne stue stå, som den er gengivet i kataloget. Men her spillede Gerhard ikke med, han ville ikke se ind i en tom stue. Altså lagde jeg først et tæppe på gulvet, og en lille skildpadde flyttede ind, og så satte jeg en lille ”Spreewald-Bärbel” ind i stuen. Men, da det står i bibelen, at det ikke er godt for mennesket at være alene, kom også en lille søster til Bärbel (ligeledes fra Hertwig i Karlshütte) ind i stuen— og jeg har givet dem begge et kniplestativ med rulle. Nå ja, en gammel spinderok finder jeg helt sikkert også i mine kasser. Og nu ser den slet ikke ud som den på billedet i det gamle katalog. Resten må vokse med tiden. Jeg har mange ideer,  –  men nej, jeg stiller ikke et agurkeglas derind.

Rangler til dukkestuedukkerne

(Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich, www.tortula.de for tekst og fotos © – oversættelse Lise Brastrup Clasen og design Lene Byfoged ©)

Alle dukker skal have et stykke legetøj

Om de er små eller store, og Sigi Ukbrich der har et væld af dukkehuse– og –stuer, har levet de yndigste rangler til baby-beboerne, en rigtig sød idé, og det er slet ikke svært….. læs blot her, hvad hun fortæller:

Lige som jeg, der som barn på trods af de sparsomme forhold i efterkrigstiden, altid havde et stykke legetøj, har mine dukker – både de store og de små – et stykke legetøj. Jeg er altid på jagt efter småting, der er til at betale, til mine dukkestuer og deres børn.

Det er mest vanskeligt at finde noget til de aller-allermindste. En dag opdagede jeg en miniature-rangle. Sød og enkel. Fremstillet i et stykke udskåret hvid folie og på for– og bagside med en pålimet halvperle. Jeg synes nu, den var dyr, men købte alligevel en.

Jeg har mange dukkestuer og endnu fleres babyer. Alle vil de gerne have et stykke legetøj… Og så kom spørgsmålet, hvem af de søde små skulle jeg glæde med ranglen, og skulle alle de andre så bare se misundelige blikke på den heldige?

I hobbyforretningen kan man købe alle mulige perler til smykkefremstilling… og som noget ekstra godt, også halvperler, Så jeg indkøbte halvperler: Man tager altså to halvperler og dertil hvid folie – i Tyskland kalder man det lygtefolie — og man kan desværre kun få det i kæmpestore ark. Med en hullemaskine — eller dersom de skal være endnu mindre: med en hultang, slår man et hul. Over hullet limer man halvperler på begge sider, og med en buet saks (jeg bruger en neglesaks, som for længe siden landede i min hobbykasse) klipper man rundt om arbejdet.

Og nu har du en rangle, selvfølgelig kan den ikke rasle… Men så nemt kan du fremstille rangler i enhver ønsket størrelse.

Man kan selvfølgelig også købe dem på miniaturemarkeder. .

I det følgende skal I da lige se nogle af Sigi Ulbrichs mange dukkestuer, samt nogle af de dejlige babyer:  

Til slut siger vi tusind tak til Sigi Ulbrich for dette tip og de dejlige fotos, Og så er der kun tilbage at ønske jer

G o d l æ s e l y s t !

Mere om ”Mit lille Strandhus” – 11. juli 2018 – supplement –

Tekst og fotos med hilsen fra Sigi Ulbrich – tortula.de ©

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Med tak til Sigi Ulbrich følger her mere om hendes lille unikke Strandhus og dens beboer:

 Sigi fortsætter med at fortælle:

Gennem flere år har min mand og jeg hvert år besøgt det ærværdige Hansa-Theater i Hamburg. Dette kulturhus i Hamburg er kun åbent i vinterhalvåret. Producenterne er desuden ledere af det legendariske St. Pauli Theater. Billetterne køber man i St. Pauli Theater, hvilket er ensbetydende med, at vi skal til Reeperbahn.

Det gjorde vi således også på dette tidspunkt. Vi tager S-toget, som holder blot et par skridt fra teatret – det er meget praktisk, da vi således sparer forgæves at lede efter en parkeringsplads.

Foruden de typiske tilbud i dette miljø, er der også souvenirbutikker på Reeperbahn. Og lige her havde jeg set ham og spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke tidligere var kommet på ham. Nu har mit Strandhus endelig fået en søulk.

”Dinglehoved-Sømanden” er fra firmaet BREBA. Godt nok er han ny, men hvad gør det, han er blevet fremstillet siden 1948 nøjagtigt som han ser ud nu, og mit Strandhus er jo ikke ligefrem ”stilrent”.

Utvetydigt: Mine uopfyldte drømmes mand.

 www.breba-kleinartikel.de

 Vi takker atter Sigi for dette herlige supplement og ønsker til lykke med det nu komplette ”Lille Strandhus”!

Lene og Lise

M i t L i l l e S t r a n d h u s

 Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©

 Fotos: Gerhard Ulbrich, med undtagelse af billede nr. 2, som er fra Sherri Farley ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Det startede i sommeren 2017. Min mand og jeg var ved at planlægge en ferie i Büsum, da min veninde Sherri fortalte mig, at hun havde planer om at indrette et ”Nauticroom”. Hendes mand havde bygget en ny kasse til hendes soveværelsemøbler, og med alt dette som grundlag ville hun indrette et sømandsværelse. En herlig idé. Hun bor ca. 900 mil fra havet. Jeg tilbød hende at kigge efter muslingeskaller og andre nautiske småting i Büsum.

Samle muslingeskaller på stranden, det var meget, meget længe siden, jeg havde gjort det. og det var sjovt. Og da jeg havde samlet muslingeskallerne sammen, opdagede jeg et sandt eldorado for miniaturister i souvenirbutikken på Büsum havn.

Jeg blev så begejstret over at finde disse ”Skatte”, at jeg straks var fast besluttet på også at ville have en Nautikstue. Under min søgning fandt jeg hos NKD dette ”Lille Hus” i tre størrelser. Hvortil de skulle anvendes, har jeg ingen anelse om? De blev udbudt som hylder. Jeg tog den største ”hylde” og gik straks i gang med at planlægge.

Jeg ville i alle tilfælde bruge møbler fra mit overskudslager — altså var der helt sikkert tale om Kuhn. Hjørneskabet skulle for længe siden have stået i de rigtige omgivelser. Da jeg kun havde lidt plads til inventar, men uendeligt mange småting og ideer, besluttede jeg mig for et loftsrum — her kunne jeg ”rumle” fuldstændig rundt. Jeg indsatte derefter loftsrummet — af pladekarton — en side hvid – som tag over stuen og så en ”træagtig” side som gulvflade til loftsrummet. Det syntes jeg så godt om, at jeg også indsatte et gulv i stuen. Hjørneskabet fik mulighed for plads, og selvfølgelig skulle der også en Kuhn-hylde med, samt en gyngestol og et lille bord.

I mellemtiden blev mange små pakker afsendt og modtaget mellem Missouri og Slesvig-Holsten. Jeg havde for eks. små tøj-emblemer fra 50erne, som jeg kunne sende til Sherri, og selvfølgelig også de smukke sejlskibe. Til skibene tilskar Steve passende ”træplader” (Steve er Sherris ægtemand), og Sherri forsynede skibene ganske diskret med stænk af farver, delte dem mellem os og sendte omgående den ene del tilbage. Da jeg ikke havde bejdse og ikke ville købe noget blot til disse smådele, farvede jeg træet med skosværte.

I Büsum havde jeg købt et selskabsspil –   LUDO – brikkerne var måger, strandkurve, fyrtårne og muslinger, et fantastisk supplement. Jeg gennemgik derefter min ”samling” af margarinefigurer, ja og selv blandt mine tøj-emblemer gjorde jeg fund.

Det samme gjorde Sherri, der altid når hun købte noget til sig selv, straks tækte på mig. De to fyrtårne er spindelvævstynde porcelænstallerkener og er kommet direkte fra USA til Elbens strande.

Mens jeg stadig overvejede, om jeg skulle bygge sandslotte eller ej, ankom de pr. post sammen med en fortryllende havfrue. Hermed var næsten alle mine ønsker gået i opfyldelse.

Hvad endnu manglede, var en tavle med stik og knob. Intet sømandshjem uden sådan en tavle. Altså gik jeg i gang med denne vanskelige opgave og øvede mig med tykt bomuldsgarn, et stykke karton og et par nåle.

           Til sidst var jeg halvt og halvt tilfreds og syede knobene fast på pappet.

Nu gik det først rigtig løs med fumleriet. Med sytråd genskabte jeg knobene og når jeg var tilfreds med resultatet, syede jeg dem fast på mørkeblåt filt. Derefter limede jeg det hele på en af de træplader, som Steve havde tilskåret. Ja, nu fandt jeg virkelig resultatet tilfredsstillende.

Den færdige tavle med stik og knob kan I se ved fotoet af prøvetavlen. En tavle magen til blev selvfølgelig sendt over Dammen til Sherri.

Og endnu en ting sendte jeg ud på den lange rejse. Jeg knyttede nemlig fiskenet til Sherri og mig. I mangel af en rigtig knytteramme, satte jeg en holder sammen ved hjælp af klemmer, papæske og pinde. Dette klappede helt fint, og nettet var værd at se på. Med små korkstykker, ægte muslinger, samt søstjerner og søheste fra smykkefremstilling ser nettet helt ”ægte” ud.

Til sidst manglede jeg kun et passende bord. Først tænkte jeg på et bord fra ministuerne. Men jeg syntes egentlig, det var for lavt. For nylig havde jeg fået blandet farve i ”Kuhnblåt”, og så fik jeg ideen: jeg havde stadig en hvid køkkentaburet i overskud. Dens ben blev malet blå. Nu er den forvandlet til et dejligt bord – som passer til gyngestolen. Pibe, askebæger, glas, whiskyflaske og lommeur (fra smykkefremstilling) fuldstændiggør forestillingen om denne kliché.

Søulken mangler stadig, men hans 12 cm høje EDI-barnebarn leger allerede på stranden.

Og ellers er alt komplet.

Da jeg nok aldrig vil kunne pynte en strand hertil, er sandslottene, samt havfruen og solhatten trukket på loftet. Her bor desuden en kat fra Erzgebirge.¨

Hos mig skal der være gulvtæppe i enhver stue, derfor også i strandhuset. I stedet for den græske landskildpadde bor der selvfølgelig en vandskildpadde i dette hus. Den hvide Vovhund er ligeledes fra Erzgebirge. Den læser ikke avis, ser blot ud som om.

Fisken (Playmobil), den tykke muslingeskal (LUDO-spillet) og de små muslingeskaller (ægte) er presset ned i modellervoks, som derefter er fikseret på træet. Redningsbæltet er en nøglering fra Büsum, jeg tror, det er af gips.

Holderen til muslingeglasset har Steve bygget. Sandskibet var fremstillet med stativ fra fabrikanten.. Fyrtårnet er fra Büsum, og de små muslingeskaller på muslingetallerkenen er naturligvis samlet af mig. Kikkerten er en del ældre, jeg tror den er fra en sættekasse engang i 70erne. Nøglebundtet er fra fremstilling af smykker. I mellemtiden har jeg i mange af mine dukkestuer sådanne eller lignende nøgler. De er med at at fuldstændiggøre boligmiljøet.

Da jeg var ung, havde jeg meget klare forestillinger om, hvordan jeg engang ville have et strandhus. Det skulle være enkelt med solide træmøbler og for alt i verden ikke kitsch. Det skulle ligge direkte bag Nordsødiget og selvfølgelig med perfekt udsigt over havet. Jeg ville sidde på terrassen og fiskerne arbejde. Det faldt mig dengang aldrig ind, at der ikke rigtig var logik i dette.. Nå, ja, vor feriebolig i Büsum havde faktisk et par af disse egenskaber. Den lå direkte bag Nordsødiget, havde den perfekte udsigt (fordi den lå på 2, sal i et flerfamiliehus) og…, jeg kunne fra morgenmadsbalkonen se fiskerne arbejde.

Mit stranddukkehus er nu blevet helt anderledes. Og dog er det nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig mit strandhus.

Men helt ærligt, dér ville jeg aldrig arbejde som rengøringsdame!

Kære Sigi, tak for din herlige fortælling med fine fotos om at skabe et lille Strandhus, man fornemmer virkelig, at du har hygget dig. Vi glæder os hermed til at præsentere historien for alle vore læsere!

Lene og Lise

 

 

Skuffemøbel – anno 1922 – til dukkehuset !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Fra   YT   til   NYT …

I denne tid ser jeg Fra YT til NYT mandag til fredag lige efter den korte TV-avis på 10 minutter (jeg orker ikke den lange med sport og udpenslet vejrudsigt) !   Og YT til NYT er meget inspirerende, også selv om nogle af resultaterne virker lidt kiksede!

                Forleden kom jeg i tanker om dette lille pæne skuffemøbel, som jeg i sin tid bragte i Nordisk Dukketidende (nr. 26, juni 2003):

                Sådan lavede børnene dukkemøbler dengang. Skuffemøblet er en model fra det engelske børneugeblad PUCK den 22. juli 1922l – whauu hele 95 år siden – hvor man skriver:

Som enhver dreng og pige ved, kan man bruge tomme tændstikæsker til mangt og meget, fantasien kender ingen grænser, og her er en sød idé til dukkestuen, hyg dig, mens det regner, med at lave det allerkæreste lille skuffemøbel.

Dukkehusmor vil blive rigtig glad for det lille møbel og vil straks anvende det som sybord, eller måske Dukkehusfar vil have det som skrivebord, bare de nu ikke bliver uvenner! Men du kan selvfølgelig lave to skuffemøbler, ét til hver.

Du skal brug én tom tændstikæske, en sort perle og en del brugte tændstikker.

Start med at fjerne de afbrændte svovl-ender fra tændstikkerne og klip 4 tændstikker i samme størrelse, disse skal bruges til møblets ben.

For at sætte benene fast borer du et lille hul i hvert hjørne af æsken (du har selvfølgelig først fjernet ”skuffen”). Hullerne skal være lige netop så store, at du kan fastgøre tændstikkerne, og tændstikkerne skal sidde, således at de ikke skraber mod skuffen, når du trækker den ud eller skubber den ind. Benene fastgøres med en lille klat lim.

Det næste, du skal gøre, er at fastgøre tværstængerne om benene (se tegningen af møblet). Tværstængerne er lavet af tændstikker klippet til, så de passer, og limet på med en lille klat lim.

Foran på skuffen syr du den lille perle fast, så har du et håndtag således at du kan trække skuffen ud eller skubbe den ind.

Til slut maler du møblet med flere lag af netop den farve, du synes bedst om. (Du kan lakere møblet bagefter, hvilket gør det mere holdbart (Lise).)

Og så er dit lille møbel færdigt og kan stilles på plads i dukkestuen eller –huset, det var da umagen værd, ikke sandt!!!

God arbejdslyst og hjertelige hilsner herfra  !

 

M i n k r y s t a l – h æ t t e

Med hilsen fra Sigi Ulbrich (tekst og fotos) ©

 (oversat af Lise Brastrup Clasen ©)

Altså, helt ærligt? Hætten er ikke af krystal – ikke engang tilnærmelsesvis, men den er så værdifuld for mig, som var den af det materiale. Nu skal I høre:

 Lad os gå tilbage til den 28.11.2008. På denne dag fik jeg om aftenen en mail fra min veninde Jutta. Hun sendte mig et foto med ordene, se her, hvad jeg i dag har købt på loppemarkedet. For at jeg rigtig kunne se størrelsen, havde hun stillet et 8 cm højt Edi-dukkepar ved siden af. Vi målte alting ud fra Edi-dukker. Vi boede langt fra hinanden og sås ikke så tit, som vi gerne ville. For at vi begge altid hurtigt og helt korrekt kunne vise hinanden billeder af vore skatte, viste vi altid en Edi-dukke sammen med tingene. De to dukker i stuen er 4 cm høje Edi-dukker.

For mig var det kærlighed ved første blik. Straks vidste jeg, at jeg absolut måtte eje en stue magen til. Således var vi begge på udkig efter sådan en stue, og samtidig researchede vi. Endelig og endda ved første øjekast opdagede Jutta den i et katalog fra 40erne . Efter nærmere undersøgelse viste det sig, at det var en stue i skala 1:10. og at det ”kun” drejede sig om én ligebenet ”trekantet” dukkestue.. (en ligebenet trekant er en trekant med to lige lange sider – der findes desuden ligesidede trekanter, dvs. trekanter med tre lige lange sider, da der går fire trekanter af slagsen på en cirkel,, er de fire trekanter i krystalhætten således en kombination. – Red.).

Dog viste denne gengivelse immervæk, at der i sådanne stuer kunne have stået en vugge og et kistemøbel. Da Jutta rigtig gerne ville have begge dele, fremstillede jeg af pap de formentlig manglende møbler, ganske vist efter modeller i større målestok. Dengang tænkte vi ikke over forskellen, og hun blev meget glad for møblerne.

Nu blev det den 3. oktober 2012— Den tyske Genforeningsdag – hvor der var stort loppemarked i Bamberg. Vi havde, som vi gjorde hvert år, tilrettelagt vor ferie, således at vi kunne besøge markedet. Jeg stod tidligt op, og var allerede på pletten kl. 7. Gerhard – min mand og forståelige ven – ville komme derhen senere. Vejret var ideelt, og markedet var endnu større end tidligere. Hen ad klokken 11 var jeg allerede temmelig træt, og pludselig så jeg den. Uden møbler og uden kælder, men en mini-vinkel-stue, og selvfølgelig købte jeg den,. Ja, og så ringede jeg da lige til Gerhard, at han godt kunne afhente mig —jeg kunne ikke mere, nej, jeg ville ikke mere. Min drøm var blevet opfyldt – hvad mere havde jeg at gøre på dette marked. Nu blegnede alt andet.

Da jeg var færdig med at indrette min stue, sammenlignede vi vore stuer. De havde en ubetydelig forskel i målene.

Da fik Jutta meddelelse om, at hun ikke kunne leve ret meget længere. Vi græd sammen, og til sidst forsøgte jeg at trøste hende med disse ord: Nu får du min stue, og du kan slet ikke forestille dig, hvor fantastisk det vil se ud, når du stiller dem ved siden af hinanden.

Det var virkelig en ringe trøst!

Ja, og så stod begge stuer til sidst ryg mod ryg på bordet hos os. Vi har et rundt bord i arbejdsværelset, og her fik de plads. Jeg købte en drejetallerken af træ på 40 cm i diameter. Ja, jeg indrømmer, at det var en ostetallerken, men den passede hårfint til formålet. Nu kunne jeg dreje en side hen mod mig, således at jeg kunne se den del, jeg gerne ville. Der var fire indstillinger. De to stuer og de landskaber eller den have, som hørte til.

Der var blot den ulempe, at hver gang vi luftede ud i arbejdsværelset, væltede de små stole eller flere andre ting. Ellers har vi stillet alle de mindste stuer under en smuk og meget dyr hætte af akrylglas. Det ser meget sofistikeret ud, giver så godt som ingen spejlreflekser og beskytter for vind og vejr, støvsugere og uforvaret berøring. Selvfølgelig ville Gerhard straks bestille en hætte til disse to dyrebare stuer —men desværre, de findes ikke i rund udgave. Vi søgte på internettet og fik hele tiden det svar, at den vil blive for tung og for dyr. Ja, vi skulle af med ca. 500 € (ca, 3.650 danske kroner — Red.) for en sådan hætte.

Efter nogen tid manglede en lille bitte vase, jeg regner med, at støvsugeren har ædt den. Nu måtte der gøres noget. Jeg bestilte på nettet en ganske tynd træskive på 42 cm i diameter. Dette gik uden problemer, jeg måtte blot købe den næststørste skive, som blev sendt til mig udfærdiget med 42 cm.

Denne skive tog jeg som en prøve og klippede af klar lysfolie et låg, hvilket var det første, det mindste og det enkleste trin.

Af tynde firkantklodser lavede jeg et kryds. Dvs. at jeg i midten havde filet en not/rille. Nøjagtig så lang, at krydsningen blev plan. Derpå isatte jeg rundholter som støtte.

Og ja, jeg havde den følelse, at limen nu skulle tørre. Ved første forsøg kom de minimale størrelsesforskelle graverende til syne, og jeg måtte indsætte udligningsstykker.

Så vidt, så godt, jeg havde en bund, og jeg havde et låg. Nu manglede jeg blot det virkeligt vanskelige mellemstykke. Kender man diameteren, kan man via formlen beregne, hvor stor omkredsen er. I min klokkes tilfælde var den 132 cm. Jeg blev da klar over, at min lysfolie ikke var tilstrækkelig. Arkene er DIN A1 (594 mm x 841 mm), altså måtte jeg tilføje stykker. Det blev nødvendigt med to sømme.

Men hvordan kunne jeg føje det sammen på stabil måde. At lime holdt jeg for uigennemførligt. Der ville komme for stærkt tryk på klæbestedet. Jeg ville til at sy, men da gjorde Gerhard mig opmærksom på, at sømmestederne ville få så skarpe kanter, at tråden hurtig ville blive skåret over. Åh, sådan en ”Drillepind/Ødelæg bare fornøjelsen”!.

Jeg var ved at pakke en lille dukke ind, som jeg ville sende til en veninde. I Tyskland er der jo praktiske og gunstige forsendelser. Det pakkede holdes sammen med clips, fast, men er dog nemt at åbne igen. Det var løsningen, hurtigt og effektivt. Nå, ja, måske rent optisk ikke sååååå smukt, men heller ikke dårligt, og….. da jeg anbragte dem på højde med støtterne, gik det ikke ud over helhedsindtrykket.

Jeg har ved tilskæringen af begge sidedele lagt 4 cm til. Ved lukningen af cirklen har jeg foroven og forneden ligeledes bøjet 2 cm om, og hele vejen et indsnit på 1,5 cm. På denne måde skulle det lykkes mig at få en smuk runding og ingen hjørner. Det lykkedes virkelig. De nederste ”flapper” lagde jeg ind under den ekstra træbund og fastgjorde dem med heftestifter. For at være på den sikre side skruede jeg bundpladen fast på drejepladen. Nu kom det store øjeblik:

Jeg lagde endnu en skive af grønt karton ind og stillede begge stuer ovenpå. Det grønne karton illuderer en passende havefarve.

Stuerne passede nøjagtigt, og også mit støttekryds gled lige ind på plads.

De næste timer er således et højdepunkt i enhver samlers hverdag. Min mand gav storsindet afkald på sin middagsmad og smurte sig et rundstykke. Men jeg, jeg kunne indrette de to små stuer og udstyre dem med det allermindste tilbehør, jeg kunne finde i mine kasser. Nu skulle der ikke gå mere tabt. Men alligevel fastgjorde jeg nogle småting med ”miniprikker” – I ved nok, med disse små, glasklare klæbeprikker.

Da alt var færdigt, lagde jeg låget på. Ja, ikke mere. Låget ligger med sin egenvægt rigtig godt. Ganske vist er hætten ikke helt tæt, men dog overvejende en beskyttelse mod støv, samt også mod vind og pilfingre…

Naturligvis kunne en hætte af akrylglas måske være meget smukkere, og dog, denne selvbyggede hætte gør det ud for det samme. Jeg har alt i alt betalt mindre end 30 Euro, og jeg havde stor fornøjelse af at bygge den, den er næsten af krystal— i hvert fald efter mine forestillinger.

Når jeg sidder her foran og betragter disse henrivende små stuer, forestiller jeg mig altid, hvordan Jutta oppe på sin sky sidder og kigger og holder tommelfingeren opad.

Ja, jeg er sikker på, at hun vil synes supergodt om min krystal-hætte.

Og hermed det flotte resultat.

To små Stuer og to små haver under samme ”Hætte”!

 

Kære Sigi –

Vi siger tusind tak for din rørende fortælling og for at få del i dine kreative ideer, som helt sikkert vil inspirere mange samlere. (Og hils Drillepinden Gerhard, hvis gode råd viste sig brugbart)!    

Lise      

Også en kæmpestor hilsen og tak fra mig Sigi. En meget interessant og lærerig artikel.

Lene                    

En forretnings forvandling

© for tekst og billeder Lene Byfoged

Forretningen, som den så ud, da jeg købte den.

Sidste år så jeg i Ruth og Signes genbrugsbutik på Sejerø en dejlig købmandsforretning. På det tidspunkt vidste Ruth ikke om den skulle sælges, men pludselig var den til salg og efter lidt betænkningstid kontaktede jeg Ruth og fik til min store glæde lov til, at købe den. Hvorfor jeg  ikke straks købte den, skyldtes simpelthen pladsmangel. Men så var her jo lejligheden, til at få ryddet på mit dukkeværelse og sikke en masse, man får samlet sig. Der blev sorteret godt og grundigt og nu står forretningen fint på en hylde.

Forretningen uden indhold.

Efter at have kigget godt på den, besluttede jeg mig til, at de rustne håndtag på skufferne og rammen i hjørnet, ikke kunne blive pæne igen, så jeg fjernede dem og så skulle jeg beslutte, hvad forretningen skulle sælge. Jeg besluttede, at det skulle være en legetøjsforretning og da indehaveren af forretningen elsker engle, måtte det blive en kombination af disse ting.

De købmandsvarer, der fulgte med, kan jeg bruge i en anden forretning jeg har, i underetagen af et hus. På nuværende tidspunkt sælger de brød og grøntsager, så de kan sagtens udvide sortimentet.

Nu er forretningen vasket af og forsigtigt restaureret, da jeg gerne vil have, at den står så autentisk som muligt og jeg syntes ikke det gør noget, at man kan se, den har været elsket og leget med.

Nu kommer det sjove, forretningen skal indrettes.

Den færdige butik.

Der er ting der skal udskiftes hen ad vejen, men det er sjovt, at lede efter dem på diverse loppemarkeder og i genbrugsbutikker.

Jeg har handlet i England, Frankrig, Holland, Sverige, Hongkong og Danmark for, at få nogle af de ting, jeg gerne ville have i forretningen.

Dukkehusene og samlesættene er købt i Danmark. Den skønne bamse i England og bøgerne i Sverige og Danmark. Det søde skilt er købt i England.

Indehaveren af forretningen. Under disken kan man bl.a. se udklipsark, jeg har nedkopieret, så de passer til 1:12.

Den gamle Kewpie og dukkevognen, er fundet på et loppemarked.

Lidt flere af varerne. I rullerne er der malerier af engle, der måske skal rammes ind, hvis de får ny ejer.

Disse to fine Erzgebirge englestager, er jeg særligt glad. De er også i 1:12 og købt i Holland.

Et kig mere på forretningens udvalg.

Jeg er rigtigt meget glad for forretningen og glæder mig til, at finde nye og spændende varer til den. Og nu må jeg vist komme videre med den dukkestue, jeg var i gang med at restaurere, da jeg købte denne forretning, så den også kan blive færdig.

Serveringsbakker til dukkehuset/stuen !

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Serveringsbakker til dukkehuset/stuen !

 Hvor stiller man f.eks. dukkehus-glassene efter opvasken, eller hvordan serverer man en lille anretning? Her er løsningen med vejledning til små serveringsbakker (eller måske te-bakker) til dukkehuset!

Billede1

 

Den traditionelle bakke med servietter - Og den mere fantasifulde !
Den traditionelle bakke med servietter –
Og den mere fantasifulde !

 

 

 

 

Til en bakke skal du bruge: Fast karton på 4,5 x 3,5 cm, en hobbykniv (hos os kalder vi dem Stanley-knive), 4 tændstikker af de ekstra lange, flydende lim, brun akrylfarve, pensel, et stykke fint lærred eller lignende vævet stof på 6,5 x 5,5 cm, en kraftig nål, spray som forhindrer, at stoffet trevler, en cocktailpind og en lille ring (eller et stykke bøjeligt metaltråd i ”sølv eller guld”)!

 Det rektangulære stykke karton er basis (bund) til bakken. Med hobbykniven skærer du 2 af de ekstra lange tændstikker til i begge ender— vær omhyggelig med at skære enderne lige og jævnt til. Disse stykker gør det ud for forstærkning og kanter på bakkens lange sider. Lim først det ene stykke på en af kartonstykkets langsider, således at kanterne flugter med kartonstykket. Gør det samme på modsatte langside, om nødvendigt skærer du kanten glat til.

Når arbejdet er tørt, skærer du de to korte ender til, limer dem på og lader arbejdet tørre.

Derefter maler du hele bakken med brun akrylfarve og lader den tørre, hvis du synes, giver du arbejdet endnu engang farve og lader det tørre.

Af stoffet klipper du en rektangel på 4 x 3 cm, således at det passer i bakken. Med nålen laver du frynser på alle fire sider og giv dem en omgang spray, således at servietten ikke trevler op. Resten af stofstykket bruges til en serviet, som frynses op på de lange sider. Rul servietten om en cocktailpind og skub den lille (serviet)ring ind over. Træk derefter cocktailpinden forsigtigt ud igen (du kan eventuelt kaste over enderne på servietten)!

Vil du fremstille en anden type bakke, f.eks. Uden servietter, kan du male arbejdet i lys grundfarve med f.eks. grønne kanter og et broget blomstermotiv eller andet på midten. som du ved, kender fantasien kun dine egne grænser!

Billede3

Kartonstykke, ekstra lange tændstikker, samt placering og tilpasning af bakkens kanter !
Kartonstykke, ekstra lange tændstikker, samt placering og tilpasning af bakkens kanter !

Billede6

Bakken males, og der laves servietter ! Vupti - færdig !
Bakken males, og der laves servietter ! Vupti – færdig !

God arbejdslyst – nu har du endnu en lille nyttig ting til dukkehuset/dukkestuen !

 

 

Skabt af nød – en lille bondestue fra Wirsberg

Tekst og fotos: Sigi Ulbrich— www.tortula.de – ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

 Denne dukkehusfortælling er et unikt stykke historie, som Sigi Ulbrich fortæller på sin blog: tortula.de, og som jeg med glæde og interesse har læst og oversat, og som jeg med Sigis tilladelse her giver videre til jer. Hermed hendes spændende beretning:

 Jeg har aldrig rigtig tænkt over, hvad (Berufsverbot) Erhvervsforbud egentlig betyder, og herved mener jeg, hvilke indvirkninger dette har på den berørte person og dennes familie.

Erhversforbud (Berufsverbot) betegnes som en statslig myndigheds bestemmelse, som forbyder en person eller persongruppe at udøve visse virkefelter. (I en af mine tysk-danske ordbøger er begrebet forklaret således: forbud mod ansættelse af politiske ekstremister i offentlig tjeneste – Lise Brastrup Clasen).

Sådan står det beskrevet i Wikipedia, og sådan efterleves det for tiden i Tyrkiet. Men hos os i Tyskland? Tja, i fortiden havde vi naturligvis også meget af den slags. I tiden fra 1933 til 1945 og senere oplevede man bagsiden af medaljen.

En af dem, der blev ramt af dette i efterkrigstiden, var Friedrich Karl Boehner – eller som han hellere kaldte sig ”Fritz Boehner”. Han var til krigens afslutning en kendt og elsket filmproducent. Hans filmstudie lå i Gorbitz/Dresden. Kroen ”Zum Reichsschmied” (Hos Rigs-Smeden” ) fra det 19. årh., hvor der engang var   selskabslokaler med plads til 900 gæster, blev i 1938 erhvervet af Boehner og bygget om til Boehners filmatelier.

Efter i marts 1945 at være flygtet fra Den røde Hær vendte Boehner først hjem til sin fødeby. I 1946 kom ekspropriationen i Dresden, og da det føltes mest praktisk for ham, flyttede han kort efter DEFA til nogle bygninger, hvor han oprettede DEFA-filmstudiet med henblik på produktion af populærvidenskabelige film. I 1955 skiftede man over til tegnefilm, og indtil 1990 var han den kendteste tegnefilmproducent i DDR. Her skabte han talrige kendte dukke– og tegnefilm for børn, men udførte desuden bestillingsopgaver til DDRs fjernsyn og offentlige arrangementer. For nogle år siden var vi på de kanter og så huset, men det sagde os ikke ret meget.

Og nu spørger I sikkert, kære læsere, hvordan det er lykkedes mig at bygge bro fra filmproducenten Fritz Boehner og over til en lille bondestue – Svaret er ganske enkelt: Han har bygget bondestuerne.

Efter flugten i 1945 og ekspropriationen 1946 forsøgte Boehner sig først i Wirsberg/Oberfranken— i nærheden af sin fødeby Erlangen— at etablere sig med en ny filmproduktion. Men den amerikanske besættelsesmyndighed nægtede ham tilladelse.

Tvunget til arbejdsmæssig lediggang søgte han efter en ny indtægtskilde og fandt netop denne i nødkvartererne i Wirsberg. Her byggede han sammen med hjemmearbejdende mennesker— overvejende flygtninge fra Øst, der ligesom han havde fundet husly i disse barakker— små bayriske dukkestuer. Hans målgruppe var de amerikanske soldater, der skulle hjem, derfor skulle dukkestuerne være små, stabile og til en overkommelig pris. Produktionsomkostningerne blev indskrænket til absolut minimum.

Jeg ledte meget længe efter Wirsberger dukkestuerne. I januar 2012 blev endnu engang en stue sat på auktion på Ebay, og den 29.1.2012 bød jeg på den. Den blev udbudt som ”Bayrische Puppenstube Made in US Zone Germany” (Bayerisk dukkestube produceret i Den amerikanske Zone i Tyskland). Den blev min for 22,50 Euro. Det var fordelagtigt, da den lå i sin originale æske. Men man ser sjældent salg til højere priser, selv om mange sælgere drømmer om en højere pris.

Hvor jeg end så disse stuer, var indretningen den samme. Kun gardinerne og puderne var i andre farver, materialer og mønstre. Et sådant udstyr var ofte usædvanligt at finde i så små stuer. Meget sjældent kunne man genkende en tidligere ejers kærlige hånd. Dette undrede mig meget, men da jeg åbnede låget på den smukt trykte æske med min stue, fik jeg forklaringen.

De små møbler er limet fast, dvs. i 1947 – med en lim, som sikkert har været fyldt med skadelige stoffer, men til gengæld har været virkelig stærk, og som efter 70 år stadig holder.

Glad som jeg var, skrev jeg til mine veninder om dette køb og …. Overraskelse! Stefanie Ludwig skrev tilbage ”Jeg har også én!” Og selvfølgelig måtte jeg vide mere om den. Hun kunne dog ikke fortælle mig ret meget. Ifølge beretninger fra sin Mor og Far havde de i slutningen af fyrrerne modtaget denne dukkestue som betaling fra en kunde. Hun huskede, at hun af og til sammen med sin mor havde set på denne stue. Men hun havde ikke leget med den.

Nå ja, det gik jo heller ikke, da dukkestuen ikke er egnet til leg. Desværre står den godt pakket væk bagest på familien Ludwigs loft. Men, hvilken lykke, Steffie har fundet ældgamle fotos (1975) frem, som jeg fik lov til at vise her. Disse fotos har ganske vist lidt under opbevaringen i over 40 år, men…. Min mand ”fotobearbejdningskunstneren” har med tålmodighed og Photoshop sat dem sammen –  til en dobbeltstue – og det synes jeg, han har gjort godt.

Straks da jeg pakkede stuen ud, opdagede jeg de tre vinduer med de malede skodder. Min mand kunne slet ikke lade denne chance gå fra sig og lavede straks en af sine yndlings: ”Se blot her-optagelser!” Mini-Edi ,med den lille blå hue – en gave fra min veninde Jutta – flyttede ind i stuen til billedet… Nu er jeg slet ikke for så meget dikkedik, men her må jeg ganske enkelt sige: ”Åh hvor sødt!”

Farven i stuen skal man sikkert vænne sig til. Jeg husker disse farver ganske godt. Man må ikke røre ved dem, så smitter de af og forsvinder. Kridt! I min barndom havde vi sådanne farver på væggene i toiletrummet. Man måtte ikke se på dem med hvasse blikke, for så smuldrede de. Således også her i ”Den pæne Stue”. Men ellers har der aldrig været leget med den, den er hverken til støvet eller gulnet. Som ny!

Fra den første prøveopstilling med ”Ubegrænsede muligheder” – en Edi-dukke – den bliver i stuen. Hattebæreren flyttede ind her – dog er det ikke godt for et menneske at være alene. Han måtte have en kone. Jeg klædte en lille nøgen Edidukke på ved mit køkkenbord. Jeg var ikke helt tilfreds med resultatet. I mellemtiden har jeg med et lille trick gjort ovedelen mere påfaldende. Nå, det er egentlig også lige meget. Det allerbedste er i virkeligheden kosten, sådan en lille bitte kost har jeg aldrig før set. Jeg fik den engang af Gabo Richter. Jeg vil forfærdelig gerne vide mere om, hvor denne kost stammer fra.

Man kan ikke vide alt om alting!

Den pæne Stue

Bordet er dækket til et måltid med brød, hvad man ikke nævnte under auktionen. Under en anden auktion mangler disse ting fuldstændig. Man har lov til at være heldig: Et ølkrus og to skiver brød – sandsynligvis med Obatzter (Obatzda eller Obazda) – som pålæg (Obatzter er en osteret fra Bayern og kan staves på flere måder –  Lise Brastrup Clasen). Denne ret ligger på et ”træbrædt” af pap, og yderligere tre smørbrikse står på bordet. Således kan den nye husherre gå direkte til bords. ”Dös is pfundig!” som man siger i Bayern: Det betyder ”Det er storartet!”

Det er også smukt at betragte det sarte kalenderbillede. En afrivningskalender! Den passede så godt til stuen på den tid – i dag findes sådanne kalendere næppe mere. Jeg havde en, da jeg var 6 1/2 år gammel. Her stod hver dag et nyt bibelsk vers. Desværre var alle årets blade revet af allerede i marts. Da havde min bror fødselsdag, og jeg ledte efter et smukt vers, som jeg ville skrive på et stykke papir som fødselsdagsgave til ham – jeg kunne virkelig både skrive og læse allerede som 5-årig, jeg var umættelig med hensyn til eventyr og fortællinger. Mine søskende havde ikke lyst til at læse det højt for mig, som jeg gerne ville høre, derfor lærte de mig at læse. Men siden dengang har jeg elsket afrivningskalenderne.

Ser man nøje efter, opdager man, at også Steffies kalender er tiltænkt år 1947, og at også her ligger noget på bordet. Jeg går ud fra, at der lige som hos mig er dækket op til et måltid med brød. Som forventet er gardinerne og puderne også af helt andre stoffer end i min stue. Det er bare sådan, at man har brugt, hvad man havde i kludebunken. Jeg er glad for, at jeg kun har gennem beretninger har hørt om de tider.

En af disse store puder ligger på hjørnebænken i stuen. Den er stoppet fast. Den er af stormønstret skots ternet groft stof, sådan ville en pude ikke se ud i dag.

Ved begge vinduer hænger et glat lyseblåt gardin af fint bomuldsstof. Der er ikke isat glasruder. Gardinkapperne er fastgjort med blot ét søm, og af og til må man rette på dem, således at de sidder lige.

Kakkelovnen er udpræget smuk, og man kommer straks til at tænke på de kolde vinteraftener med stegte æbler.

Det lille vægur er ganske flot. Pendulet er en lille tråd. I modsætning til uret i en artikel, jeg engang læste i Bayrischer Rundschau, viser mit ur kl. 2, og jeg tror, at der mens kl. 14.00. For øvrigt viser urene til modeljernbaner overvejende 5 minutter i 5.

Soveværelset

Soveværelset er malet i en rød farve, som nærmest går over i orange. Iøjnefaldende er den nydelige spejlkommode. Det lille spejl er bare et tykke sølvfolie. Men alligevel!

De tykke puder og dyner i sengen var overraskende: to stk. med fast stoppede grove betræk. Også her igen i et ret stort mønster. Puderne i den lille bitte vugge er lige så stormønstrede og fast stoppet.

Puderne er limet fast i vuggen. Men jeg synes nu, at der skal ligge en baby i vuggen. Jeg løsnede forsigtigt puderne – det gik heldigvis godt og uden at beskadige puderne – og jeg fandt en passende baby til familien.

Babyen er af hårdt plastic fra ”Plastic Baby”, jeg mener, den er fra 60erne. For at det skulle gå hurtigt, har jeg bare hæklet en enkel løjert til den, dvs. ingen lille jakke eller små sparkebukser. Det er nemt at se størrelsesforholdet sammenlignet med 1 cent mønten.

Det ser ud til, at vuggen er limet skødesløst fast. På farven ser man, at den ikke senere er faldet af, men er blevet malet i denne tilstand. Hurtigt og ikke dyrt var mottoet i barakkerne i Wirsberg.

De rosa gardiner med diskret mønster er limet fast til gardinstængerne, ogg disse er derefter sømmet fast til stuevæggen. Sengeforliggeren er limet fast til gulvet. Den er helt enkelt lavet af en stykke uldstof. Den lille dug på frisérkommoden er ligeledes af et fastlimet stykke stof.

Klædeskabet er af en træklods. Ser man nøje efter, har den en lille krone, og man kan da forestille sig, at et sådant miniatureskab kunne have Kuhns dukkemøbler som forbillede. Skabsdørene kan ikke åbnes. Skabet er limet på en tynd bemalet plade. – I skrivende stund ved jeg ikke helt, om pladen er af pap eller tyndt træ. Som det ofte kan ske, er pladen gået lidt løs, hvad overrasker meget, da alle dele er klæbet fast med en meget kraftig lim, og man kan næsten ikke forestille sig, at sådan et lille hjørne kunne gå løs.

Betragter man dukkestuen udefra, kan den kun betegnes som virkelig rustik. Med undtagelsen af skodderne, er den absolut fremstillet af råt, ubearbejdet træ. Næsten ikke slebet. Men det gør stuen charmerende, ikke sandt? Den tykke bundplade – med den store indfatning i ”Den pæne Stue” – har en revne i venstre side. Heldigvis er denne revne stadig begrænset og løber ikke gennem hele konstruktionen af huset. Kigger man efter på undersiden af stuen, ses tydeligt, hvorledes revnen stopper ved logoet. Mon revnen kan bremses med papirlim? Det håber jeg. Iøjnefaldende er de relativt tykke søm, som holder sammen på huset.

Mærkningen af Wirsbergerstuen får dig til at ønske mere viden — ud fra den betragtning, at man ikke ved ret meget om Wirsberger værkstederne.

Made in Bavaria! (Fremstillet i Bayern) … Mon situationen i 1947 virkelig var så uklar, at man i Wirsberg har drømt om en selvstændig stat? Nå, ja, i mellemtiden ved man nu, at det havde set mere realistisk ud med betegnelsen Made in Germany (Fremstillet i Tyskland).

Selv om man klart og tydeligt stadig kan læse de viste papirlogos og stempler, kan man i dag ikke finde mere om Wirsberger Værkstederne, men i det mindste findes der endnu i dag i München en erhvervssammenslutning. Jeg holder af standhaftighed, som for mig ikke betyder stilstand, men sikkerhed.

Huset, møblerne, ja også æsken er malet hhv. dekoreret med hjerter og kornaks. Særligt aksene er påfaldende. Det som ved første øjekast ser ud som en stiliseret blomst, f.eks. på kakkelovnens krone og omkring spejlet på frisérkommoden, går igen på huset. Også hjerterne er sammenfattet til en ”blomst”.

Hermed nogle tekniske data for Wirsbergerstuen, når der ikke er angivet andet, forstås målene som bredde x dybde x højde i cm:

Æsken: 32 x 14 x 11

Selve kassen: 29,6 x 12 x 9

Stuen indvendig: 13 x 11,5 x 8

Klædeskabet: 7 x 5,8 x 2

Himmelsengen: Længde 6,4 x 4 x 5,8

Kisten: 4,6 x 2,3 x 4,6

Bordet: 5 x 3 x 3

Gardinstænger: Længde 5

Stole: siddehøjde: Højde: 2

Vugge, indvendig: 2,7 x 1,8

Vugge: Højde 2,5

Kalender 2,8 x 1,5

Urskive: 1 x 0,8

Ølkrus: Højde: 0,8

Som altid hos mig holder hund og kat og frem for alt en lille skildpadde indtog i stuerne, både i dem hvor der bor mennesker og i dem, hvor der bor dukker.

Min mand har til dukkestuen fået fremstillet en smuk overdækning mod støv. Sådanne kasser er ganske vist ret dyre, men beskytter næsten 100% mod støv. Frem for alt bruger jeg dem for at undgå, at de bitte små ting falder ned og forsvinder i støvsugeren for aldrig at blive fundet igen.

En henrivende lille dukkestue – også selv om den absolut ikke var egnet som legetøj.

Den lille Kuhnstue i trækassen ved siden af er beslyst, hvad jeg naturligvis syntes var meget smukkere. Da der så for nogen tid siden kom en tredje lille dukkestue hen i dette hjørne, gik jeg i gang med at løse ”Problemet”. Jeg indkøbte bitte små lyskæder med batteriet og LED-teknik. Nu har vi ingen mørke kroge i vor opholdsstue. Batterierne holder evig med disse LED-kæder.

Så smukt !

 Hvad der under alle omstændigheder skal nævnes: Fritz Boehner modtog i 1956 ”Das Bundesverdienstkreuz 1. Klasse”! (Fortjenstkorset af 1. klasse = en Stor orden i Forbundsrepublikken)!

Kære Sigi, vi siger hermed tusind tak for din dejlige og unikke beretning om tiderne efter 2. Verdenskrig!

Lene og Lise!