Sigi er jo som de fleste af bloggens læsere ved nu, en dreven dukkehusentusiast og har gennem årerne erhvervet sig en del erfaring med hvilke værktøjer, der fungerer godt for hende. Her deler hun ud af sin store viden og mon ikke, vi alle kan få glæde af dem? Det tænker jeg.
En stor tak Sigi!
Lene
Dato Lille – Fin og meget præcis.
Jeg modtager ofte e-mails, hvor jeg bliver spurgt, om mit værktøj. Ja, det er svært at finde passende værktøj, til så småt et arbejde. Jeg vil gerne vise dig her, hvad jeg arbejder med. Åh ja, de to Edi-dukker i ukrainsk kostume er 8 cm høje.
Jamen jeg er heldig. Min mand har bygget elektroniske komponenter, siden han var meget ung. Hertil havde han gennem årene anskaffet sig en velassorteret værktøjskasse. Senere lavede vi bygninger sammen til vores jernbane. Der blev disse værktøjer brugt igen, og jeg lærte dem og deres funktion at kende.
Borehoved Mit vigtigste værktøj er det lille bor. Jeg kan nå, næsten alle hjørner, af mine stuer med det, på kortere tid end en kuglepen. Indeni er der bor i forskellige størrelser. Så jeg kan ikke kun bore de fineste nålehuller, men også huller til kabler eller lignende. Du drejer boret med fingrene, og det æder sig ind i træet. Mit foretrukne bor er 0,8 mm.
Boredværg Men nogle gange kræver det lidt mere styrke. Det har jeg min lille boredværg til. Det har også flere borehoveder. Men frem for alt har det andet tilbehør. Jeg kan male eller fræse med den. Begge forekommer hyppigt i mit arbejde med stuerne.
Håndværkssav til alle formål Min mand og jeg har arbejdet med denne sav, siden begyndelsen af 1990’erne. I juni 2022 købte vi en ny. Vi vil ikke undvære den i vores værktøjskasse. Den æder sig lige godt igennem træ og plast.
Decohammer Min hammer er en 100 grams hammer. For mig, kunne den være lidt mindre. Jeg så små hamre forleden, men på en eller anden måde synes jeg, at disse 30 grams hamre mangler kraft. For at, jeg også kan bruge hammeren i mindre rum, tager jeg den så på tværs, til min mands rædsel.
slag Punchen bruges af smede til at, slå huller i rødglødende metal.
Jeg bruger den til at slå nagler ind i vanskelige steder. Før jeg fik det, var det en evigheds lang procedure, forbundet med mange små skæve nagler. “Stifterne” er hule, hvor igennem en metalstang indsættes. Jeg placerer den på sømmet med dets nederste hul og banker så ovenpå. Naglen bliver på det helt rigtige sted, og den forbliver lige.
Jeg forborer et lille hul med mit lille bor, indsætter sømmet, der er skåret i den rigtige længde (det gør jeg med normale sideskærere) og hamrer det ind ved hjælp af stansen. Hvis du ser på billedet til venstre, kan du se den lille afrundede kant rundt om naglen. Da stansen er beregnet til metal, fylder den en del. Så du skal bruge det med omtanke.
Præcisionlineal Først og fremmest bruger jeg præcisionslinealen, fordi den virkelig begynder at tælle lige fra starten. dvs. jeg kan stille den, på utilgængelige steder og aflæse skalaen på forsiden. Den er meget let og slank. For mig er den absolutte minimumstolerance på ± 0,3 mm sekundær. Desværre arbejder jeg ikke så præcist.
Pincet En lige og en buet pincet, er uundværlig når man arbejder med dukkehuse. Faktisk burde den, ikke være magnetisk. Ellers griber du et søm og henter fem. Alligevel er en magnet god at, have med i ny og næ.
Lim Puder – Mini Dots Ikke et værktøj, selvfølgelig, men de mini-klæbende prikker er uundværlige for mig. Jeg ordner stort set alt i min stue med den. Normalt – desværre ikke altid – kan de fjernes uden at efterlade rester. Men jeg er forsigtig med meget gamle farver og prøver, det først, på skjulte områder. Jeg bruger altid disse – jeg køber dem online, men der findes helt sikkert andre.
Miniaturerne holder meget godt, selvom de stilles på siden eller på hovedet i kort tid. Dette sker for mig igen og igen, fordi jeg laver ændringer i dekorationen, når andre miniaturer allerede sidder fast eller står.
Jeg bruger selvfølgelig også værktøj fra husholdningsskuffen fra tid til anden – tænger, sideskærer, skruetrækkere og lignende. Men for at kunne udføre rigtig småt arbejde, har du også brug for småt værktøj.
Jeg håber, jeg har været i stand til at give dig et hint eller to til småt arbejde. Hvis du har nogle tips, modtager min mailboks gerne dine forslag.
Pas godt på dig selv. Jeg ønsker dig god arbejdslyst.
Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender
Copyright for billeder: Sylvain Forget. For research: Lene Byfoged.
Sylvian Forget.
Ingen tvivl om, at Facebook er en tidsrøver, men man opdager altså også spændende og inspirerende mennesker der. Bl.a. faldt jeg en dag over Sylvain Forgets skønne miniaturedukker, dem blev jeg helt forelsket i. Man må sige at han giver dukkehusdukker, en helt ny dimension. Tænk hvilke rum, man kunne bygge op over en af disse!Der er sikkert nogle der kender til ham, men sikkert også nogle der ikke gør.
Sylvain Forget er født i 1962, i Saint-Jérôme, Quebec og udover, at være en afsindig dygtig dukkemager, er han også en meget spændende og dygtig kunstmaler. Virkelig en alsidig kunstner.
Jeg skrev til Sylvain Forget og fik lov til at bringe nedenstående billeder med kommentarer. Jeg håber I vil nyde dem, mindst lige så meget som jeg gør.
Desværre er billederne ikke så skarpe her, selvom de er det på Facebook. Beklager!
Maggie Smith, den dejlig britiske skuespiller. Her er hun hertuginde af Queensberry i et projekt om dronning Victoria. Hun er lavet i 1:12og af BeeSPuttY ler over trådarmatur, kjolen er syet af silke og hun er malet med Genesis Oils og parviskose fibre. Virkeligt et kunstværk.
Lis Taylor som Maggie i filmen “Kat på et varmt bliktag”
Marty Feldman, hvem husker ikke den dejlige skuespiller? Her har Sylvian kreeret ham, efter inpiration fra filmen “Young Frankenstein”. Så fantastisk.
En hyldest skabt til Peter Falks ikoniske rolle som detektiven Col. Det er i 1:12 og lavet af BeeSPuttY og Cosclay polymer ler. Så vellignende.
Angela Lansbury i rollen som Jessica Fletcher, er Sylvians seneste dukke. Hun er et bestillingsarbejde og lavet i BeeSPuttY ler over et trådamatur. Hendes tøj er lavet af bomuld, meget fint polyester og læder. Malet med genesis olier og parykken er lavet af forskellige viskose fibre. Hun er da også helt fantastisk.
Det elskede eventyr “Jack og bønnestagen” er inspirationen til dette værk. Jack måler knap 10 cm og skulptureret i BeeSPuttY ler.
Sylvain laver også andre virkelighedstro dukkehusdukker, end kopier af kendte personer. Se bare disse eksempler på nedenstående billeder.
Der er ingen tekst til ovenstående billeder, men de taler jo også for sig selv.
Man må sige at Sigi Ulbrich er et energibundt. Jeg bliver helt forpustet og lidt misundelig, på alle de projekter, hun har gang i og bliver færdige med. Stor respekt for det.
I dag endnu en dejlig og inspirerende artikel, om et af hendes fine huse.
Det er et år siden, jeg fortalte, at jeg nu er den stolte ejer af et Kuhn-hus fra 1960’erne.
Jeg ville give mig selv god tid til, at indrette huset, til at fylde det med liv. I disse dage er det færdigt. Jeg er meget stolt af resultatet, og jeg vil gerne vise jer, hvordan det blev.
Dette er Meyers. De var ikke med, da jeg købte huset. Men da sælgeren fandt ud af, hvem køberen var, sagde hun, at hun ville sende mig alt det andet, der fulgte med, da hun købte huset. Simpelthen så dejligt. Det var jeg selvfølgelig meget glad for. Det vil jeg gerne, endnu en gang, takke hende for. Der kom en hel pakke med dukker og miniaturer. Jeg ville ikke have alt i huset, men selvfølgelig skulle denne lille Erna Meyer-familie flytte ind i huset.
Den enlige far Fridl (Fridolin) Meyer, bor i dette smukke hus sammen med sin datter Fannerl (Franziska) og sønnen Ferdl (Ferdinand). Jeg ville faktisk lede efter en kone og mor. Men nu kan jeg godt lide trioen, som den er. Forrest kan man se den smukke røde “Fine stue” og Fannerls værelse. Hvor far og søn sover, forbliver en hemmelighed.
Fridl, Ferdl og Fannerl er er Bayriske øgenavne.
De dyr, der bor i mine stuer, skal overholde mine regler. Det betyder, at alle skal opføre sig ordentligt og ingen må skade andre.
Den obligatoriske skildpadde er en gave fra Sherri. Bagbenene er bevægelige, så hun kan også kravle, som en skildpadde. Glasfuglen kommer fra Schwarzwald, fra glasfabrikken Hofgut Sternen i Ravenna-kløften i Höllental. Fisken er en miniature fra Asien. Frem til 1960’erne havde mange familier i Tyskland, faktisk en guldfisk i en krukke på stuebordet – en frygtelig tanke. Den lille grå mus, der titter frem af osten, er også fra Asien. Egernet er en Schleich, en mini fra 70’erne. Den lille gravhund også. Den er blød – ligner vinyl. Jeg købte hans storebror på Etsy. Den er støbt af hård plast. Jeg kender ikke producenten. Den sorte kat er nem nok. Den var allerede klistret til i hjørnet af huset, da det blev købt. Jeg fandt det ikke generende, og min mand syntes, det var rigtig godt. Så jeg prøvede ikke engang at fjerne den.
Huset har en stor altan og en lille have – begge skal plantes til. Altankasserne manglede ved køb. Steve byggede nye til mig. Jeg har plantet dem med tidssvarende blomster fra Stublu. De røde blomsterkasser er også fra Steve. Sherri malede dem. Vi så engang lignende kasser på internettet, dem brugte de som skabeloner. Svanen med planten – nyere – er også fra Stublu. Den røde blomsterstand med plante er fra Kuhn, kun få af disse stande har overlevet tidens tand. I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, var standen en del af Kuhn-serien. Den malede blå porcelænsvase er fra 1950’erne. Voksbuketten er nyere, og nej, den er ikke af Agatha Christie, og Margaret Rutherford kigger heller ikke forbi til en kop te. Trævasen fulgte med, den har kun fået lidt maling. Blomsterne er fra 1970’erne. Keramikkrukken er – inklusive blomsterne – fra 70’erne. Sherri gav mig den dekorative plantekasse. den er lavet af gips. Hun malede den, helt efter min smag.
I sommeren 2020, altså imens verden gik i stå, vævede jeg tæpper. Jeg brugte kun en kurv, som væv. Jeg skærer en “båd” ud af pap og bruger en stor hår kam. Før hen brugte jeg en stor nål, i stedet for pap-shuttlen, hvilket virkede bedre, men jeg skulle altid trække den lange tråd bagefter. På kammen fjernede jeg hver anden krog. Så gik det rigtig godt. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få en rigtig lige solid kant.
Senere købte jeg en lille væv. Man kan købe alt på internettet. Det var selvfølgelig nemmere, og jeg havde metalstænger, til den lige kant. Strømpegarn er ideel til tæpper, men mine bliver desværre stadig ikke rigtig gode.
Lige som et tæppe, bringer hygge ind i huset, så er der brug for miniaturer til, at skabe en beboet atmosfære. Her miniaturerne fra venstre værelse – stuen. Tapetet er håndlavet af Sherri ved hjælp af knudeteknik. Broderet med en tråd. Så et vidunderligt, meget fint håndarbejde. Eventyrbogen: “Ulven og de syv små geder” er en rigtig bog, som man kan læse i. Vægpladen og porcelænsbilledet er fra 1950’erne. Vægvasen med chenille blomster også. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om disse er af Paul Herberg, men det formoder jeg. Alt bordservice (flere stykker service er i buffetskabet) er fra 1940’erne og produceret i Erzegebirge. Træet og rytteren er også fra Erzegebirge. Vi tog dem med fra Seiffen. Lysestagen kunne være lavet af Volker Arnold. www.va-holzkunst.de Han laserer lysestager (og mange andre ting) til dukkehuset i alle størrelser. I de rigtige farver, kommer selvfølgelig hele skønheden til sin ret. Det kommer fra “tillægspakken” fra hussælgeren. Hjortehovederne er en gave fra Steffi. De er håndlavede, af en miniaturist fra Hessen. Steve klippede og polerede skjoldet. Uret er et ægte Kuhn-ur fra 1930’erne. Den røde tråd glasvase er fra Lauscha.
Her er miniaturerne fra værelset til højre, datterens værelse. En farverig blanding af gammelt, nyere og nylavet. Geli havde andagtsgenstandene med, direkte fra Rom. De to spånpladekasser, er også fra hende. Hun malede dem “på Kuhn”. Bamsen er også hendes – den plejede at være en nål. Lysestagen, vækkeuret og dukkevuggen er ret gamle, de er fra Erzegebirge Bogen er rigtig, den kan man læse i – den er ny og er købt på ebay. Anden var en nål. Sysættet kommer fra Asien. Hjertet er lavet af små perler, der er limet fast og formet. Den lille flaske er håndværk. Perlerne er fra smykkedesigner Ung. Græskarret er lavet af gips. Steve klippede og pudsede det store skilt, til andagtsgenstandene efter mål. De blå og hvide blomster er en applikation.
Forsiden af huset er aftagelig. Så væggen, altanen, vinduet, døren, vinduet og katten kan fjernes og lægges til side. Først da ser man de to rum.
Ligesom i vores hjem er altanen endnu et rum, der er bruges til beboelse. Tre liggestole giver familien mulighed for en hyggelig siesta. En skildpadde bor i sin lille “bod”. Frem til 1970’erne levede der faktisk mange skildpadder i tyske husholdninger – desværre alt andet end artsegnet dyrehold. En urtepotte, en vandkande og en havenisse står på et lille rødt Kuhn-bord. Fannerl glemte sin dukke på liggestolen og Ferdl hængte sin drage på væggen. Far Fridl har gjort sig godt tilpas med en thriller og en sodavand .
En i familien må være en passioneret hobbygartner. Det er i hvert fald grønt og der er blomster overalt – selvom det allerede er oktober. Ikke svært at se, på græskarret ved siden af hoveddøren. En havenisse står til højre og en til venstre for trappetrinet. Ifølge Wikipedia er der omkring 25 millioner, af disse elskelige små havehjælpere i tyske haver. Udstyret med spade, hakke, rive, trillebør eller lanterne. Altid villig til at hjælpe med havearbejde.
Når man fjerner fronten, har man frit udsyn til de to rum. Men du bør først overveje, hvor fronten kan placeres. Den står faktisk ret godt alene, men bedre, safe than sorry. Et fald ville være fatalt.
Jeg har allerede præsenteret dig for beboerne, møblerne og miniaturerne ovenfor. Men de kommer først rigtig, til deres ret på stedet. Bordet er allerede dækket. Udover servicet lagde jeg også kniv og gaffel. De er af nyere dato. Fridl må være meget sulten, han sidder allerede ved bordet fuld af forventning.
Selvom jeg ikke holdt mig til Kuhns katalogillustrationer med husets indretning og indretning
blå møbler – røde gardiner og sengetøj
røde møbler – blå gardiner og sengetøj Jeg holdt fast i det røde sengetøj, selvom jeg valgte værelset, med de blå gardiner til de blå møbler. Jeg supplerede det røde sengetøj med en lille pude i blå gingham. Fannerl holder altid sit værelse i top stand. Alt er rent og ryddeligt. Det siger selvfølgelig en del om den lille beboers karakter.
Enhver samling bondehuse og i særdeleshed Kuhns, fortjener opmærksomhed Det er et rigtigt blikfang.
Huset har fået en fremtrædende plads i vores stue. Den står på vores gamle tv-bord. Hos os er alt lidt trangt – ikke mindst på grund af de mange dukkehuse. Vi placerede et lille akrylbord, over det, for at beskytte det. Dette giver tryghed og er meget praktisk.
Som de fleste sikkert allerede ved, er Sigi Ulbrich og hendes mand Gerhard, super kreative og meget inspirerende mennesker. Endnu en spændende artikel er kommet fra Sigi. Denne gang om den gæve fisker Peter Petersen og hans finurlige hus. Artiklen er lang ogkommer derfor i 2 afsnit. God Læselyst!
I sensommeren 2021 og frem til 2022, ryddede vi vores jernbanekælder. Det var ikke let – følelserne slår kolbøtter. Ud over at demontere det store anlæg, kasserne og skabene, skulle de mange, store og små ting, der har samlet sig under toganlægget de sidste 26 år, også sorteres, have et andet opbevaringssted eller smides væk. Ikke et arbejde, der er rigtig sjovt. Men nu og da var der også smukke øjeblikke. Jeg fandt flere kasser med næsten glemte dukkehusmøbler. Selv et rigtig flot køkken kabinet. Selvfølgelig satte jeg møbler i det med det samme, men det virkede ikke rigtig passende for mig, så det kom i første omgang, ind i vores kælder.
Til min glæde kom et par trækasser, bygget af min mand også frem i lyset. Selvfølgelig overtog jeg dem, med det samme. Du kan ikke gå glip af sådan en ting. Ligesom denne. Den har en fin størrelse 39 x 32 cm.
Straks satte jeg nogle af de genvundne møbler ind i kassen, – ja, det kunne jeg godt lide. Måske lidt højt. Men det var ikke muligt at skære det ned. Det, min mand har bygget, er stabilt. Men selvfølgelig kan man lave et loft.
Jeg havde dog allerede et “hus” med et loft. Mit strandhus med den gamle kaptajn havde et loft. Hvad jeg endnu ikke havde, var en kælder. En kælder har potentiale. Ja, jeg ville gerne have en kælder – min mand syntes også, at ideen var rigtig god og ville gerne støtte mig i byggeriet.
Kælderen skulle være en rigtig flot kælder, men den skulle være nem at implementere. Vi købte et stykke trykplade, hvid og brun, begge sider almindelige. Den hvide side skal vende nedad, den brune side opad, som gulv i rummet Jeg skar et ark meget sart gråt karton til, i den rigtige størrelse. Jeg malede sten på gulvet og “murede” væggene med hvide mursten.
Da jeg fik skåret pressebrættet i isenkræmmeren (de ved altid, at jeg er kvinden med de små bestillinger), bad jeg om et stykke træ fra skraldekurven – præcis den højde, jeg gerne ville have min kælder. Det brugte jeg som et hjælpemiddel, så jeg kunne montere de fine hyldestøttelister lige og i den rigtige højde. Det fungerede godt.
Min mand var bekymret for, at gulvpanelet ville synke lidt foran. Så jeg “murede” en anden søjle. Inde i papsøjlen ligger et lille stykke rundt træ, som virkelig giver det hele et hold. I mellemtiden har jeg samlet alle mulige miniaturer, som jeg måske – muligvis – ville have sat i kælderen.
Mit værksted er køkkenbordet. Det betyder desværre også, at jeg altid skal pakke alt ind til det normale “køkkenliv”. Jeg gad ikke engang kigge, da transportkurven gled ud af min hånd og faldt på køkkengulvet. Jeg var meget heldig. Kun kronen på køkkenskabet var brækket af, og den ene skabslåge var sprunget ud af hængslet. Gerhard fik ordnet det hele dagen efter.
Jeg havde to petroleumslamper til kælderen og en til stuen. Derudover har vi monteret 3 små LED lys på loftet. Installationen var en fælles indsats af Gerhard og mig. Det vil sige, han viste mig, hvordan man lodder, og jeg gjorde det.
Som du kan se, gik det godt. Jeg nåede selvfølgelig ikke at få så fine, rene loddepunkter, som Gerhard plejede at lave, men det er tilstrækkeligt til mine krav – det vigtigste er et stabilt lys.
Jeg havde udvalgt mine “møller”. De har ligget i min æske så længe. Motivet passer bare dårligt ind i et alperum. Indtil nu havde rummet intet motto. Da Gerhard opdagede pladerne, sagde han, at han da også gerne ville have, en rigtig fisker. Der var det. Et fiskerhus.
Jeg så engang en fisker hænge sin fangede fisk i kælderen til tørre. Det ville jeg også gerne. Fiskene fra Playmobil var ideelle til dette. Jeg borede et hul i dem med en nåleboremaskine og trak en ledning igennem den.
Det var godt, men meget unaturligt. Sådan lyseblå fisk – nej tak. Vores – indtil nu ukendte – fisker ville ikke have fanget sådanne fisk i havet.
Jeg havde grå, sølv og blå fisk. Jeg var nødt til at male dem. Et lille tip til andre “malere”. Almindelig akrylmaling klæber meget godt til Playmobil plastik. Så jeg malede den blå fisk med en rødbrun og i anden omgang gik jeg over den med et pjaltet penselstrøg i sølv. De grå og sølvfarvede fisk fik kun et uregelmæssigt lag maling med den rødbrune.
Det ser virkelig meget naturalistisk ud. For at fiskene ikke bare skal stå sådan op, brugte jeg en spacer. Så de kan tørre rigtig godt rundt omkring.
I mellemtiden tørrede de hvidmalede gulvstøttelister og jeg fik limet “murværket”. Jeg var meget glad for resultatet. Kælderen lignede mere illusionen om en murstenskælderen, end jeg havde troet.
Så arbejdede jeg på tallerkenhylden. Det var tydeligt, at det ikke tilhørte det originale møbelsæt. Det er formentlig af Bodo Hennig og blev derefter farvekoordineret med møblerne. Jeg tilføjede et par matchende blomster og så voksede jeg brættet, jeg fik tippet fra Sherri. Tjek sammenligningen. Det er meget mere tiltalende nu. Jeg brugte møbelvoks, men du kan også bruge gulvvoks eller endda skosværte.
Selvfølgelig skal en fisker have et rigtigt fiskenet. Jeg lærte at lave et net i håndværkstimerne, da jeg gik i skole, og for nogle år siden lavede jeg også et net til strandhuset. Så det var ikke noget problem for mig. Jeg brugte meget tyndt bomuldsgarn, men de enkelte huller er selvfølgelig ret store. Fiskeren ville bestemt ikke have kunnet fange de små fisk fra Playmobil med dette net.
Selvfølgelig skal en fisker have et landingsnet. Gerhard lavede en af blomstertråd. Jeg fik engang et stykke af min veninde Juttas brudeslør. Jeg skar et stykke af og lagde det i te i et par dage – det ser godt ud. Den glemte søstjerne var måske lidt af en overdrivelse, men jeg kunne ikke lade være.
Et reelt problem for mig var mærkningen af fangstbogen. Etiketten er kun 15 x 8 mm. Jeg kunne selvfølgelig skrive på en etiket med pc’en og så sætte den fast. Men det så på en eller anden måde unaturligt ud. Nej, min fisker skulle skrive sin fangstlog i hånden. Min skrivning har altid krævet lidt øvelse at læse. Jeg printede en hel side ud, med små etiketter og øvede mig, indtil jeg endelig håbede, at jeg kunne klare det. Det ser ud til, at hr. Petersen ikke tog skrive timer i folkeskolen. Jeg tog i øvrigt en fin kuglepen, jeg måtte kassere alt andet (blyant, tusch, farveblyant), alt for tykt.
Under den værste del af corona pandemien, vævede jeg tæpper. Det fjernede mig fra bekymringerne, om vores sikkerhed. Dette tæppe er også fra perioden. Jeg brugte meget fint lyseblåt bomuld som nederste garn og vævede det med et lidt tykkere akrylgarn.
Jeg malede gulvet i rummet med rødbrun akrylmaling. Efter tørring påsatte jeg “fliserne” og malede til sidst et lille mønster med blåt. I forreste række af fliser har jeg dekoreret nogle fliser. Yderst til venstre ses en blå skildpadde – derfor er der ingen skildpadde, der vil flytte ind i rummet. Så en gul søstjerne, så en fiskekutter og i midten Gerhards initialer, igen en fiskekutter, en søhest og til sidst en fisk. Da alt var tørt, tegnede jeg flisefugerne med en tyk grå blyant. Og så fik gulvet igen et lag voks.
Meget var allerede nået. Beboeren havde allerede et navn – også selvom det stadig ikke var fundet.
Endnu engang har Sigi Ulbricht skrevet en spændende artikel om sin store interesse, Miniature. Hvad Sigi ikke ved,er vist ikke værd at vide.Og endnu en gang er vi heldige, at få love til at dele hendes store viden.
d. 18. august 2021 – Seiffner legetøj – bondemøbler til dukkebørn del 3.
Alle gode ting gange tre.
Dette er et ordsprog i Tyskland og betyder, at du gør en ting for tredje gang eller siger den samme ting tre gange.
Åh kære, nu starter jeg forfra med postkort. Jeg ved nu, fra hvilket værksted, disse små dukker kommer. De blev lavet af håndværkeren Katharina Charlotte Rehm Wagner, der producerede dem mellem 1930 og 1972. Fru Rehm Wagner arbejdede i over 40 år i Grünhainichen. Hun lavede eventyrfigurer, dukker i egnsdragter og dukkehusdukker. Dette gjorde hende kendt langt ud over Sachsens grænser.
I dag kommer disse små dukker og figurer fra Annedore Krebs ‘værksted. Som Fru Krebs selv fortæller på sin Webside, kendte hun fru Rehm Wagner personligt, og som barn så hun dukkerne blive lavet i hendes værksted.
Nå, men desværre kan jeg stadigvæk ikke give nogen oplysninger, om producenten af møblerne.
Hvis man arbejder med et objekt i lang tid, kommer man til at kende det. Fra formen, til pynten, ja til det hele. Så jeg opdagede og identificerede med det samme, dette tilbud, da det dukkede op i det store online auktionshus.
Møblerne var billige, for bortset fra mig, var der ingen interesserede. Jeg fik dem hurtigt hjem på mit bord. Og selvfølgelig var jeg nødt til at sætte møblerne akkurat, som på postkortet, med det samme. I mangel på de små Katharina Charlotte Rehm Wagner – dukker, satte jeg en ældre 8 cm Lotte Sievers-Hahn dukke, i det lille værelse. Åh ja, jeg synes hun passer rigtig godt der.
Efter en opsætningstest, bestilte jeg fra den miniaturebygger, jeg stoler på – Miniwelt Holzner – en passende kasse. I ventetiden valgte jeg et tapet. Det skulle være noget særligt. Jeg besluttede mig for dette fortryllende tapet i landhus stil. Jeg havde kun en smal strimmel, så jeg lavede kun en kant, til den øverste del af væggen, med farvetilpassede vandrette striber.
Som der står i bibelen: Det er ikke godt for mennesket, at være alene. Det gælder naturligvis også Dukkehusbeboere. Så lille “Lotte” fik Loisel som partner – han er umiskendelig også fra Sievers-Hahn.
Det var ikke meningen, at flere skulle flytte ind, … men alligevel. Jeg opdagede en lille Annedore Krebs Doll og blev spontant forelsket i hende, Dorle flyttede ind i det lille værelse som fast gæst
Møblerne er rene og stabile. Men de små møbler, er lidt skuffende på bagsiden. På både stolene og bænken, er der kun malet foran. Der er ingen maling på bagsiden. Sikke en skam.
Jeg kunne rigtigt godt lide det fortryllende sengelinned fra Rosis vugge, så jeg valgte også, at brugte det, til denne vugge. Med denne vuggesammenligning, kan du se de forskellige farver og lidt anderledes dekoration af møblerne.
Hvis du leder efter en træbaby, kommer du ikke uden om de søde babyer fra Annedore Krebs. Ud over de 4- leddelte babyer, producerer Frau Krebs også to versioner af mindre babyer i deres soveposer – der var ingen betænkningstid – jeg købte med det samme. Naturligvis har Lotte Sievers-Hahn også meget søde babyer, men de er for store til vuggen.
Den sorte kat på reolen er en kantskammel fra Miniwelt Holzner. den er selvfølgelig nyere, men jeg elsker kantskamler meget og kunne ikke modstå den. Som bogstøtte brugte jeg en lille teddybjørn af Resin. En meget flot løsning, fordi bjørnen har ret ryg. Vægblomstervasen kommer fra 1950’erne. Jeg har en i min barndoms stuehus og da jeg var til et forretningsophør for et par år siden, opdagede flere vaser på én gang, så jeg købte dem. Blomsterne er lavet af veloursilke. Jeg putter altid plastikmasse i mine vaser og sætter blomsterstilkene i dem – så står de altid, som jeg vil have det.
Min mand brugte to LED -lamper til belysning i værelset, også en glødende Seiffen hængelampe er der. Et vægur fra 1930’erne af Dora Kuhn hænger midt på bagvæggen, til højre for et landbrugsmaleri (tja, det er et tryk) i en støbt bronzeramme. Til venstre en næsten ægte “daguerreotype” af Hitty.
Man kan kalde Hitty for alle de små trædukkers mor. For dem, der måske ikke kender Hitty som begreb, så fortalte jeg, for første gang i udgaven 15.09.2018 af Tortula fortalte jeg for første gang om Hitty og Lise Clasen skrev om denne dukke den 13. marts 2019. I mellemtiden har min samling fået sin egen hitty – jeg har kaldt den Hitty Rose. Jeg vil vise dette i et af de næste numre.
Killingen på kommoden er fra “Kunstgewerbliche Schnitzereien Emil Helbig”. Den var oprindeligt tiltænkt Helbig -bryllupsoptoget, men den sælges heldigvis også enkeltvis. Jeg elsker Helbig -katte, og nogle af de ældre katte hopper rundt i mine værelser. Denne lille er naturligvis noget helt særligt på grund af dets størrelse. Til venstre for den er en “Scotty”, også udskåret. Den er fra fru Bettina Bergmann, fra Emil Helbigs Dekorative Kunstudskæringer. Jeg fik oplysningen om at, (mange tak for det) Scotty med sandsynligvis er en hund fra 1940’erne, og er produceret af Rhönkunst. Men jeg har intet bevis for dette endnu .
Anni kom ind i stuen med Scotty. Hun er også en gæst, der ikke forsvinder. Hun er en Krebs dukke, fra den nuværende produktion. Jeg syntes hendes kjole med de små hatte på, er så skøn. Hun har bundet håret i en fin hestehale.
En anden smuk miniature fra Erzegebirge, er denne hængekrans. Den har fire lys, en Fugl, et juletræ, en lykkesvamp og en stjerne. Den kommer fra Christian Ulbricht og var tiltænkt som pynt til træet- men for mig er det rigtig fin pynt i dukkehuset.
Ja, og nu er det hele sat op. Hvis jeg bare vidste, hvilket værksted disse møbler kommer fra.
Endnu et tillæg:
Efter min første artikel, om disse små møbler, gjorde min ven Angelika mig opmærksom, på en opdagelse. I bogen “Kleine heile Welt” – en Kulturhistorie i dukkehuset af R. Müller-Krumnach, Edition Leipzig (1992), er der på side 137,et billede af dette møbel. I et dobbeltværelse med teksten:
Dukkehus, Erzgebirge, 1978, model fratrælegetøjsfirmaet VERO, Olbernhau.
I dette værelse er der møbler som dem, jeg har i min “dobbeltdækker”. Farven, pynten og den lille holder til tallerkenerne, på kommoden er identiske.
Men der er en uoverensstemmelse, mellem denne bog og mine postkort. De ældste postkort blev trykt mellem d. 24. juli 1948 og d. 31. juli 1964. Fordi kun i DDR, betragtede man den tyske mark som gældende valuta.
Nå, og VERO var heller ikke et værksted, men en forening. Så spørgsmålet forbliver åbent, hvem byggede disse møbler – og var det før 1978?
Så jeg må kigge videre – måske får jeg en en dag fra dig, kære læser, lidt oplysninger. Det vil hjælpe mig yderligere i min søgen.
Så skulle nogen ligge inde med oplysningen angående Sigis dukkehusmøbler, så skriv til hende på info@tortula.de. Det vil glæde hende rigtigt meget.
Da jeg fandt ud af, at der endelig var en udstilling af interesse i nærområdet, måtte jeg ud og se udstillingen, Småt er godt.
Udstillingen består blot af to huse og to kikkasser, men hvilken ekspertise og kælen for detaljerne, skal man lede længe efter.
Det er Tove Palm der har lavet de historiske huse.
I det ene hus bor Flora Flint. Hun er tidligere lærerinde i naturfag og hendes hjem bærer præg af hendes store samling af dette.
Flora Flints stue.
Det andet hus er Toves familiehus, Det har to lejligheder, den ene er fra forældrenes hjem og det andet fra bedsteforældrenes hjem. Også her er der kælet for detaljerne, en sand fryd.
Som det bl.a. ses her, er der virkelig tænkt på detaljerne. Jeg er vild med hyacinten i glas.
Kikkasserne har Tove indrettet som sine egne børneværelser, i 1953 og 1958.
Udover disse fine huse, er Ballerup Museum absolut et besøg værd. Der er bl.a. en fin legetøjsafdeling.
Udsnit fra legetøjsafdelingen.
De har en permanent udstilling om storfyrstinde Olga. Hendes malerier og historie. En udstilling om kongens jagtgård i 1500 tallets Ballerup og meget mere. Der er så hyggeligt og selvfølgelig har de også en købmand, hvor alverdens ting kan købes.
Ballerup Museum
Pederstrupvej 51-53
2750 Ballerup.
Der er gratis entre og åbent Tirsdag- fredag fra kl. 10.00 – 15.00. Søndag fra kl. 11.00 – 15.00.
Tusind tal til Jutta Bogut, for din kreativitet og fantasi, og det er en stor for os fornøjelse at kunne bringe denne unikke artikel bygget over din fantastiske idé…..
Hermed Juttas beretning om en anderledes og unik fernisering:
I efteråret 2010 så jeg i REMA 1000, at de solgte pakker med ministaffeli, lærred, pensel og fem små bøtter med maling, som du vil se på billedet.
Da fik jeg en idé. Jeg købte en pakke, der var, så vidt jeg husker, 6 sæt i hver pakke.
Jeg kendte en del familie, venner, bekendt og naboer, der havde maling som hobby. Alle var amatører i alderen fra 9 til 70 år. De måtte selv bestemme, hvad der skulle være på billedet.
De blev spurgt, om de ville male et lille billede til mine dukkehuse, og når jeg havde fået dem alle tilbage, ville jeg holde fernisering.
Det var jeg klar til i foråret 2011.
Alle kunstnere blev inviteret med ledsager kl. 14.00, hvor vi beundrede deres kunstværker. Derefter var der fælles kaffebord, og så var der åbent for publikum til at se de udstillede værker.
En dame og jeg havde mødtes en gang om igen i lang tid og sad og lavede ting til vore dukkehuse. Vi havde så lavet en udstilling i et tilstødende lokale, idet jeg havde fået lov til at låne vort menighedshus til arrangementet.
Her kan I så se de mange forskellige malerier. Desværre har jeg åbenbart ikke noget foto af billedet i kikkassen sammen med de øvrige fra udstillingen, men her kan I se det hængende på væggen med kikkassen.
Og selvfølgelig er her også et billede af kaffebordet.
Hermed alle de sjove, smukke og finurlige kunstværker og en idé til jer alle, når I mangler pynt på væggene i dukkestuer og dukkehuse! (Lise).
i siger tak til Jutta og til de mange kunstnere for jeres dejlige oplevelse, og til sidst viser vi kaffebordet, inden det blev ”raseret!
Hermed rekapitulerer jeg: Jeg havde en fortryllende lille dukkestue (25×18 cm og 16cm høj. Jeg vidste, hvor den kom fra. Egentlig burde jeg være tilfreds med den, som den var. Ja, burde, men det var jeg bare ikke!.
Igen og igen kiggede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse (Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler Verlag – indprentede mig byggestilen og møblernes front. Jeg ville da kunne genkende dem, hvis jeg så dem.
En dag opdagede jegi Thüringer Wirtschaftarchiv e.V. (Thüringer Arkiv for Erhverv og Økonomi):Theodor Luthardt, Steinbach. Med henvisning til Steinbach —Steinbach. Kunne dette være korrekt. Fandtes der to fabrikanter af arbejder i træ med navnet Theodor Luthardt? Jeg så efter på landkortet. Der fandtes et Steinbach, men ”et lille stykke længere fremme”. På et reklameskilt kunne jeg heldigvis læse den rigtige adresse. Det var Steinach— altså i umiddelbar nærhed af Sonneberg.
Her konstaterede jeg, at firmaet i 1894 blev grundlagt af Theodor Luthardt— som fabrikant af tamburiner og trommer. Desuden udfærdigede firmaet parketgulve, som blev lagt på i luksusbygninger. I 1909 udvidedes produktionen, således at man desuden fremstillede snesko og legetøj. Jeg regner med, at sneskoene var forløbere for vore ski. På vintersportsudstillingen i 1911 modtog firmaet en bronzemedalje for sneskoene – som blev lanceret under navnet Fritjof. Denne benævnelse henviser direkte til den norske polarforsker og modtager af nobelfredsprisen Fridjof Nansen. Dette er nærliggende at tænke, med hensyn til teknik og videreudvikling af vintersportsudstyr og Nansens fortjeneste. Jeg har dog ikke fundet beviser på dette.
Men netop dette Fritjof-skilt er limet op på bagsiden af skabet.
Det bayerske statsbibliotek har udskrifter af Regeringsdokumentet for Hertugdømmet Coburg fra 1875. Denne Johann Carl Luthardt havde 5 sønner. Theodor, ham med parketgulvet, trommerne og dukkestuerne var den yngste bror. Han slog sig således igen ned i Steinach med både snesko, parketgulve og dukkestuemøbler.
Postkort: Privateje. Med tak for lån til Karl Heinz Luthardt.
Postkortet herover viser fabrikken og i baggrunden familien Luthardts privatbolig i 20erne.
Efter 1. Verdenskrig var allerede tre Luthardt-generationer beskæftiget i firmaet. Theodor, hans søn Oscar og dennes søn Walther. I 1923 efter Theodor Luthardts død omdannedes firmaet til en kommanditselskab og i 1936 til et Interessentskab (Ansvarligt selskab/=OHG).
Postkort: Privateje Med tak for lån til Emil Lichter.
I 30erne blev Steinach kaldt ”Julemandens Værksted”. I 1933 viste 21 Steinach-firmaer i Kreisstadt (hovedbyen i en kreds) Sonneberg deres produkter frem på en legetøjsudstilling. Ud af disse var 15 Steinacher-firmaer trælegetøjsfabrikanter. Herunder regnedes også Theodor Luthardt med sine parketgulve, snesko og de små bondestuer.
Annonce: Privateje: Med tak for lån til Anni Lichter.
Thüringer Waldbote (Amtsavis for distriktet) skrev herom den 9. maj 1933 følgende:
På Sonnerberger-udstillingen træder vi nu ind i Steinachs børneparadis. Her bydes vi velkommen af ”Luta-Dukker” fra firmaet M. Luthardt, ejer, hvor udgaver af mange forskellige menneskeracer smiler til os.
….. Produkterne fra firmaet Theodor Luthardt, alle former for snesko, slæder og skistave præsenteres i gennemtænkt opstilling. Også en plade med mesterligt anlagt parketgulv kunne ses.
Og her må man igen gætte. M. Luthardt må ganske enkelt være en trykfejl. Lutadukkerne er – påviseligt – fra firmaet W. Luthardt-Idel.
Disse Luthardts hører ganske vist til familien, men kommer fra en anden gren.
Hos mig foreligger en skrivelse af den 9.11.1937 til en legetøjshandler. Her tilbydes den lille dukkestue – til at skille ad – som forstue og soverum. Indkøbspris for Vedes-forhandleren 2,50 RM (Reichsmark) netto.
Mellem 1945 og 1949 blev produktionen overvejende omstillet til forbrugsartikler (tøjklemmer og smørebrikker til morgenmaden). Dog tilføjede man dukkemøbler, børnetrommer og parketgulve igen i programmet.. I 1958 bortforpagtedes virksomheden til VEB Glasfaserwerk Steinach (Glasfiberfabrik)(!) Ja, sådan står der faktisk i bilagene fra Thüringer Wirtschaftsarchiv (Arkiv for erhverv og økonomi). Kort tid efter blev det derfra solgt og opløst – dette ifølge nævnte arkiv. For mig en noget vag skildring, som kun har meget lidt at gøre med de på den tid sædvanlige fremgangsmåder i DDR. Dog har jeg ikke kunne fremskaffe flere oplysninger desangående.
Den sidste driftsleder var Walther Luthardt – og nu bliver det interessant. Han betegnes som svampeforsker. Han har fremdrevet helt specielle spiselige svampe. Allerede under 2. Verdenskrig startede han sin forskning. For mig er det russiske landsbyer, hvorfor jeg her citerer Steinacher Wochenspiegel fra den 17.4.2015 (ugeavis fra Steinach-Området).
Walter Luthardt, født i 1899 i Steinach, var fra 1924 teknisk leder af sit fædrene firma Theodor Luthardt KG , hvor der fremstilledes trælegetøj og senere parketgulve, ski samt andre trævarer.
Med henblik på videnskabelig rådgivning og deltagelse i sine forsøg satte Walther Luthardt sig i forbindelse med forskellige højskoler og andre fagfæller.
I maj 1948 besøgte videnskabsmænd og repræsentanter fra den sovjetiske besættelsesmagt dyrkningsanlægget for svampe. Som udfald af disse besøg og gennem finansielle midler fra Thüringer Ministerium for handel og forsyning blev der i 1949 indrettet et mykologisk (mykologi er læren om svampe) laboratorium i Nordschule i Steinach under ledelse af Dr. Helmut Kuntze, hørende under Institut für Specielbotanik ved Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena. Såvel W. Luthardt som Dr. Kuntze og prof. Schwarz formulerede tyngdepunkterne angående forskningsarbejdet. Dette laboratorium eksisterede kun til 1951 i Steinach, hvorefter det blev flyttet til Weimar.
I begyndelsen havde forsøgene med dyrkningen af spiselige svampe på træ første prioritet for W. Luthardt, senere blev det den ”biologiske” nedbrydning og udviklingen af Myko-træ .
Hvordan denne ”svampeforskning”hænger sammen med ”bortforpagtning og salg” af firmaet står hen i det uvisse. Men det kan dog fastslås, at denne forskning har vakt stor opsigt – også hos den daværende besættelsesmagt. Jeg har købt hans bog – men har desværre ikke spor forstand på dette tema. Men jeg vil dog lige nævne den.
Hos mig foreligger en skrivelse fra 7.5.1953 til en legetøjsforhandler. Henvisningen til undtagelseskontrakten med DHZ (Deutsche Handelszentrale) er meget interessant. DHZ er den tyske handelscentral i DDR. Under visse forudsætninger var det for DDR-fabrikanterne tilladt at forarbejde og sælge legetøj.
Også i denne skrivelse tilbydes dukkestuemøbler. Desværre kunne jeg ikke forbinde de nævnte numre med illustrationerne.
I skal i denne forbindelse tænke på, at valutaen DM ikke kun eksisterede i vesten. I tiden fra den 24. juli 1948 og til den 31. juli 1964 hed DDR-valutaen også Deutsche Mark (Tyske Mark).
Blandt mine bilag ses også de to sorthvide illustrationer af disse to sparebøsser med lås og sprække. Efter vor tids normer er det næppe til at tro, at disse to små billeder kunne lokke kunder til. Ærgerligt at vi ikke kan se dem i farver. Spilledåsen til højre har i alle tilfælde stor lighed med kisten i mine stuer.
Mens det med tiden gik godt fremad med i min forskning/research kiggede jeg hele tiden i Online-salgstilbudene efter Luthardt-stuer eller enkelte møbler – men forgæves. Indtil den 10.9.2019. Her gjorde min veninde Sherri mig opmærksom på et onlineudbud, som hun havde opdaget på hos en amerikansk onlinsælger.
I mine bilag fra 1953 var der billeder af klædeskabet og servanten. Her er priserne streget over. I mit leksikon over dukkestuer og –huse er de nævnt. Jeg går derfor ud fra, at firmaet Luthardt stadig benyttede det gamle katalog og prislister med RM-(Reichmatks)priserne og ganske enkelt stregede de forældede priser ud. Der var allerede dengang hårde tider.
Jeg købte disse møbler – og måtte selvfølgeligt smile underfundigt over prisen på 14,40 Rentenmark pr. dusin (se leksikon for dukkestuer og –huse). Jeg sætter stor pris på disse møbler fra 30erne, mere præcist kan jeg ikke udrykke mig. Men trods alt har jeg endnu ikke tilstrækkelige informationer og for få møbler her.
Og da så jeg i midten af september 2019 denne auktion. En komplet Luthardt-stue i kabinet. Ja, endog den sammenfoldelige æske var med i udbudet. Aldrig havde jeg regnet med, nogen sinde at skulle holde sådan en æske – lidt større end en cigarkasse – i hånden.
Enhver samler vil kunne forstå min glæde. En sammenfoldelig Luthardt-dukkestue med komplet møblement og den er min.
Efter min fornemmelse er stuen lidt stor i forhold til møblerne. Kigger man i kataloget, vil man læse, at netop denne stue også blev udbudt som soveværelse, og her skulle naturligvis være mere plads.
Det første, jeg gjorde, var at stille møblerne op til fotografering nøjagtigt efter billedet i kataloget. Og her blev jeg forbløffet over, at den lille toarmede lysestage stadig eksisterede— dog uden lys.
Nå ja, tidens tand har påvirket kabinettet en smule. Når jeg ser mig i spejlet, må jeg sige det samme om mig selv – og jeg er meget yngre end denne stue. Ja, alt har på en eller anden måde sin berettigelse..
Jeg syntes, at den var i ret pæn stand – der var ikke noget, som ikke kunne repareres.
”Æsken” er af træ. Den forreste del kan man klappe ned. Som hængsel tjener blot det lilla papir, som er limet uden på huset.
Låget – uden på med pålimet lilla papir – gør det samtidig ud for bagvæg. De to smalle sidestykker fra låget er desværre brækket af. Men de var dog med. Jeg vil med en lille strimmel lilla papir – så at sige som plaster— atter fastgøre sidestykkerne.
For at komme de originale farvetoner så nær som muligt, har jeg scannet bagvæggen og klippet en slags strimmel, som jeg har ganget op og lidt efter lidt ændret dens farvenuance. Hver strimmel har jeg nummereret og derefter printet siden ud, og således fandt jeg den farvetone, som kommer tættest på originalen. Med denne nuance printede jeg siden ud og har nu tilstrækkeligt med ”plaster” til reparationen.
Æskens bund og sidestykker er af træ. Som allerede nævnt er æskens låg samtidig bagvæg. I sidestykket stykket er der oprindeligt fræset en rille/not, og i denne not stikkes den øverste del af sidestykket – af pap – ind.
Sidestykkerne har vinduer, som man endda kan åbne. Men det mest fantastiske er, at disse sidestykker knappes med tryklåse!!!! På de smalleste steder af låget/bagstykket, helt utroligt, men de holder og sidder absolut fast – selv endnu i dag.
Den eneste ulempe ved denne konstruktion er, at man ikke kan hænge noget op på væggene — måske højst et lille billede, men ingen hylder eller reoler.
Jeg sammenligner møblerne med dem fra min første Luthardt-stue. Betragter man skabet, er betegnelsen ”Hvert enkelt møbel er kvalitetsarbejde” nok lidt overdrevet. Selvfølgelig vil jeg lade det forblive skævt, men om jeg engang kan stille tallerkener i det ?? – Tja, det har jeg endnu ikke forsøgt.
Bordene er identiske. Og udpræget smukke, jeg elsker holdbarhed. Men med hensyn til stolesæderne lægger man mærke til, at stolesæderne er forskelligt udført. Også byggestilen er lidt anderledes, ikke meget, men med kritiske øjne vil man se det.
Kisten og den lille skammel er i den nye stue meget smukkere dekoreret, men ellers er de bygget på samme måde.
Mens jeg betragtede skamlen, fik jeg en Déjà-vu-oplevelse. Denne skammel havde jeg allerede set engang før— blot i større udgave. Javel, det passer, den står i min Strassburg-stue og har funktion som underbord for en lille dukkestue.
Og selvfølgelig tog jeg straks et billede af de to skamler fra stuerne. Der er ingen tvivl, de er identiske – med undtagelse af størrelsen. Den fra Strassburg-stuen er øjensynligt fra serien til dukker på 18 cm. Hvor herligt, nu kunne jeg igen katalogisere et møbel til den rigtige fabrikant.
Flagskibet i enhver bondestue er naturligvis kakkelovnen Med denne ovn fik jeg en overraskelse. Alle ovnene i mine øvrige stuer er af træ. De enkelte kakler er udført med mere eller mindre kærlig hånd, og somme tider blot malet på. Det er ikke tilfældet med denne ovn. Den er af keramik, og det er overraskende, at den er i så god stand. Nå ja, den har foroven et lille skår, men det er også alt. Man kan ikke se, at den er over 80 år gammel.
Til min store overraskelse har også lysestagen overlevet over 80 år i god stand. Den var let bøjet og fastgørelsen noget løs —men hel. Gerhard har bøjet den lidt tilbage, og jeg har lavet lys af schaslikpinde – for at få smukke spidser på lysene brugte jeg en blyantspidser.
Den anden overraskelse var skabet hhv. dets bagside. Her er påklæbet et mærke: Håndmalet: Fritjof/Handmalerei. Blandt de få dokumenter, jeg har fundet om dette firma, var der blot en sammenhæng mellem Fritjof og sneskoene. Dette mærke er dog originalt og er klæbet på skabet, da det var fabriksnyt.
Jeg skulle allerede nu se at finde flere ideer til at indlemme denne virkeligt helt specielle stue i min samling. Og det lykkedes også. Jeg var i færd med at få mere lys i mine stuer, og derfor fik også denne stue en smuk belysning.
Min første indskydelse var at lade denne stue stå, som den er gengivet i kataloget. Men her spillede Gerhard ikke med, han ville ikke se ind i en tom stue. Altså lagde jeg først et tæppe på gulvet, og en lille skildpadde flyttede ind, og så satte jeg en lille ”Spreewald-Bärbel” ind i stuen. Men, da det står i bibelen, at det ikke er godt for mennesket at være alene, kom også en lille søster til Bärbel (ligeledes fra Hertwig i Karlshütte) ind i stuen— og jeg har givet dem begge et kniplestativ med rulle. Nå ja, en gammel spinderok finder jeg helt sikkert også i mine kasser. Og nu ser den slet ikke ud som den på billedet i det gamle katalog. Resten må vokse med tiden. Jeg har mange ideer, – men nej, jeg stiller ikke et agurkeglas derind.
Om de er små eller store, og Sigi Ukbrich der har et væld af dukkehuse– og –stuer, har levet de yndigste rangler til baby-beboerne, en rigtig sød idé, og det er slet ikke svært….. læs blot her, hvad hun fortæller:
Lige som jeg, der som barn på trods af de sparsomme forhold i efterkrigstiden, altid havde et stykke legetøj, har mine dukker – både de store og de små – et stykke legetøj. Jeg er altid på jagt efter småting, der er til at betale, til mine dukkestuer og deres børn.
Ranglerne kan laves i alle størrelser !
Det er mest vanskeligt at finde noget til de aller-allermindste. En dag opdagede jeg en miniature-rangle. Sød og enkel. Fremstillet i et stykke udskåret hvid folie og på for– og bagside med en pålimet halvperle. Jeg synes nu, den var dyr, men købte alligevel en.
Jeg har mange dukkestuer og endnu fleres babyer. Alle vil de gerne have et stykke legetøj… Og så kom spørgsmålet, hvem af de søde små skulle jeg glæde med ranglen, og skulle alle de andre så bare se misundelige blikke på den heldige?
En yndig puslekommode med en lille tilfreds baby !
OG: Puslekommoden kan her ses i baggrunden i dette DelPrado-børneværelse !
I hobbyforretningen kan man købe alle mulige perler til smykkefremstilling… og som noget ekstra godt, også halvperler, Så jeg indkøbte halvperler: Man tager altså to halvperler og dertil hvid folie – i Tyskland kalder man det lygtefolie — og man kan desværre kun få det i kæmpestore ark. Med en hullemaskine — eller dersom de skal være endnu mindre: med en hultang, slår man et hul. Over hullet limer man halvperler på begge sider, og med en buet saks (jeg bruger en neglesaks, som for længe siden landede i min hobbykasse) klipper man rundt om arbejdet.
Og nu har du en rangle, selvfølgelig kan den ikke rasle… Men så nemt kan du fremstille rangler i enhver ønsket størrelse.
Man kan selvfølgelig også købe dem på miniaturemarkeder. .
Denne dejlige og gamle bondestue er fra 1942, hvor sigis Ulbrichs svigerfar byggede den til hendes svigerinde !
I det følgende skal I da lige se nogle af Sigi Ulbrichs mange dukkestuer, samt nogle af de dejlige babyer:
Her i vuggen ligger en glad baby, der netop har fået en rangle…Vuggen er 3,5 cm.
Den sødeste kravlegård !
Kuhn-stue med sine beboere og den kravlegård, I også kan se i nærbillede ! Størrelsen er den usædvanlige 00, dukkerne er EDI-dukker på ca. 4 cm
Til slut siger vi tusind tak til Sigi Ulbrich for dette tip og de dejlige fotos, Og så er der kun tilbage at ønske jer
Med tak til Sigi Ulbrich følger her mere om hendes lille unikke Strandhus og dens beboer:
Sigi fortsætter med at fortælle:
Gennem flere år har min mand og jeg hvert år besøgt det ærværdige Hansa-Theater i Hamburg. Dette kulturhus i Hamburg er kun åbent i vinterhalvåret. Producenterne er desuden ledere af det legendariske St. Pauli Theater. Billetterne køber man i St. Pauli Theater, hvilket er ensbetydende med, at vi skal til Reeperbahn.
Det gjorde vi således også på dette tidspunkt. Vi tager S-toget, som holder blot et par skridt fra teatret – det er meget praktisk, da vi således sparer forgæves at lede efter en parkeringsplads.
Foruden de typiske tilbud i dette miljø, er der også souvenirbutikker på Reeperbahn. Og lige her havde jeg set ham og spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke tidligere var kommet på ham. Nu har mit Strandhus endelig fået en søulk.
”Dinglehoved-Sømanden” er fra firmaet BREBA. Godt nok er han ny, men hvad gør det, han er blevet fremstillet siden 1948 nøjagtigt som han ser ud nu, og mit Strandhus er jo ikke ligefrem ”stilrent”.
Utvetydigt: Mine uopfyldte drømmes mand.
www.breba-kleinartikel.de
Vi takker atter Sigi for dette herlige supplement og ønsker til lykke med det nu komplette ”Lille Strandhus”!
