Senge, vugger og andre himmelblå sovepladser

Del III

Vugger – et kongeligt sovested

Her er 3. del af Sigi Ulbrichs artikler om soveværelsesmøbler. Jeg håber I finder dem lige så interessante og inspirerende som jeg gør. Jeg blev da så inspireret af 1. del, at jeg nu har indrettet et par værelser med Dora Kuhn møbler.

En stor tak til Sigi og Gerhard Ulbrich, for det store arbejde med tekst og billeder.

Lene

Udgivet d. 22. februar 2024.

Som en lille pige besluttede jeg, at jeg en dag ville giftes med prins Charles. Jeg var ligeglad med titlen, jeg ville have en pink organzakjole, og jeg ville sove i en vugge´´´´Ligesom de andre prinsesser.
Hvad kan jeg sige… han gjorde en anden kvinde til dronning, jeg har aldrig haft en lyserød kjole, og jeg har aldrig sovet i en vugge. I dag tror jeg, det ville gøre mig svimmel.

Den første vugge, som jeg kan dokumentere – øverst til venstre – er som det fremgår af en reklamebrochure fra 1933. Himlen er lavet af et blondebånd. Vuggen til højre – fra et katalog fra 1938, den har en himmel, lavet af meget delikat trykt batist. Jeg har en dukkevogn fra dengang, hvor der også er brugt dette materiale. Så jeg kan vise dig et lille stykke af det.
Vuggerne har et helt andet design end de senere. De har ikke deres egne ben. Så de skal altid hænge i rammens ophæng.
Formen på sengen er nok ens for begge vugger, men udsmykningen er helt forskelligt og stativet har også forskellig form og udsmykning.

På et foto af messestanden på Leipzig-messen i 1947 kan vi – om end svagt – se et foto af en vugge fra slutningen af ​​1930’erne på bagvæggen. Så disse blev ved med, at være tilgængelige.

Den næste verificerbare vugge (til venstre) er vist i 1955-kataloget. Numrene matcher numrene fra 1966-kataloget (til højre). Heldigvis blev størrelsesoplysningerne skrevet der.
Himlen er lavet af hvid organza. Jeg har en dukkevogn fra dengang, hvor der også er brugt dette materiale. Så jeg kan vise dig et lille stykke af det. Sengetøjet er (formentlig) i rødt og hvidt ternet. Jeg tror ikke, det er gingham. Jeg formoder, at det er stoffet, der også prydede udsmykningen på messestanden i 1947.
Fra 1966-kataloget og fremefter er himlen også i tern, i dette tilfælde, ligesom sengetøjet.
Selvfølgelig ser vuggerne identiske ud ved første øjekast. Men det trænede øje opdager hurtigt, at sengene har forskellige designs. Mellemsløjfen i 1950’erne er meget kortere end den senere sløjfe og udsmykningen er selvfølgelig anderledes.
I den tidligere vugge er der i midten tre Tölzer kugleroser, som øverst var forbundet med en krans af prikkede blomster. Der er også en anden kuglerose ved hoved- og fodsektionerne. I senere år blev der tilføjet to kugleroser med en prikket blomst til højre og venstre og en cosmea på toppen.

Denne illustration kan ses i et Karstadt (stor tysk stormagasinkæde) julekatalog fra 1971. Det er en 30 cm stor vugge. Så dengang kostede den DM 33,50 – jeg ved det ikke præcist, men det må have været over 130 DKK. Det var mange penge for en dukkeseng.
Det der er lidt forvirrende for mig, er designet – som man tydeligt kan se på trods af den dårlige billedkvalitet. Billedet viser en bøjle til højre og venstre – jeg har aldrig set vuggen sådan før. I Kuhn-katalogerne er vuggerne vist med en central pind,

Jeg har et Kuhn-katalog fra 1971. Vuggerne fås i fire størrelser. Alle står på en base med en central mellemstykke og… en sengehimmel i rød og hvid tern hænger over et simpelt wirebeslag.

Der var allerede en anden størrelse af vuggen i kataloget fra 1973. Den er kun 9 cm lang. Lige præcis til et dukkehus, der ikke er for lille.

Under alle omstændigheder reklamerer, denne illustration for vuggen indtil 1981. Så jeg mangler kataloger, for det næste katalog, jeg har, er fra 1988. Vuggerne produceres ikke længere.

Til denne fotomontage – har jeg forsøgt at vise, i de rigtige proportioner – brugte jeg min vens vugge eller billedet af den.

Vugge 1 har varenummer 125 og er 52 cm lang.

Vugge 2 mangler i min samling, og jeg har ingen billeder af den. Denne manglende vugge er 38 cm lang og har varenummer 124.

Vugge 3 er 24 cm og har varenummer 123.

Vugge 4 er 16 cm lang og har varenummer 122.

Vugge 5 er 9 cm lang og har varenummer 44.

De fleste af de gamle vugger, som du kan købe i dag, har mistet deres sengehimmel. I mange tilfælde er det lille hul, som ledningen til himlen er sat ind i, allerede brækket af.
Vugge 4 er den vugge, der stadig tilbydes relativt ofte i dag. Den er 16 cm lang. De store vugger er absolut sjældne – det samme er de helt små.
Ved første øjekast ser alle vugger ens ud.

Men første øjekast er ofte vildledende. Det, der umiddelbart fanger øjet, er selvfølgelig den lille vugges helt anderledes stand. Den har intet hjerte og ingen tulipan. Der blev simpelthen boret et lille hul i stativet til wire af sengehimmel.


Noget andet er helt anderledes ved den lille vugge. Tværstiveren har lige kanter. De smukke sløjfer er væk.

Jeg har to små vugger. Den ene – med det originale sengetøj og baldakin i ternet stof – blev formentlig først lavet mod slutningen af ​​produktionsperioden. Den er i hvert fald meget, meget nemmere at pynte.

Jeg synes, den venstre vugge er meget mere smukt dekoreret.

Designet har ændret sig minimalt. Det er ikke en optisk illusion. Stativet på den højre vugge er 3 mm smallere på det tykkeste sted. Sengen er også smallere. Se nøje på vuggebenene. De har et andet design. udsmykningen er helt anderledes – hvad der er pænest, er nok i beskuerens øje.

Puderne er fyldt meget tæt. Jeg propper aldrig mine – efterbehandlede – puder så tykt. Ingen mor ville lægge sin baby i vuggen og så være nødt til at balancere tæppet på maven.
Men sengehimmelen er en rigtig negativ oplevelse. Der er ingen tvivl, den er original.

Hvis nogen vil genskabe en himmel, så realistisk som muligt, målte jeg himlen. Den er i øvrigt limet til den lille stang. Forkanten er ikke kantet, den blev klippet med zigzagsaks. Stoffet var bare foldet om bagpå – ikke syet.

1 Stangens længde 5 cm, himlens længde 7 cm

2 Længde på den øverste bøjede stang 3,2 cm, himlens bredde 3,5 cm

3 diameter på stangen 0,2 cm

4 foldet stof bagpå 0,8 cm

Der er ingen vugge i rødt i nogen af ​​mine kataloger, så jeg blev meget overrasket, da fru Radtke sendte mig billedet af sin røde 16 cm vugge.

Ja, Dora Kuhn er altid god til en overraskelse.

Jeg har nu præsenteret jer, for alle de vugger, som jeg kender fra stuehusene i de første 60 års produktion. Hvis du har en 38 cm eller en anden Kuhn vugge, som jeg ikke har nævnt, i din samling, modtager jeg meget gerne et foto og en notits. Med Kuhn ved man aldrig!!

Sov godt!

Dukkehilsner

Sigi Ulbrich
www.tortula.de

Vi fortsætter med del IV – Kuhn dukkevognene. Så husk at kigge forbi igen!

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet

Kludetæpper til dukkestuen

Copyright for tekst og billeder, hvor intet andet står: Lene Byfoged.

Jeg manglede et tæppe, til en af stuerne i det dukkehus, som jeg er i færd med at indrette og syntes et kludetæppe ville være fint der til.

Det første kludetæppe jeg syede, farverne er så smukke, syntes jeg.

Jeg har før broderet et par kludetæpper, så det ville jeg gøre igen. Så jeg fandt nogle stofrester fra tidligere broderiprojekter og købte broderegarn. Åh, hvilken fryd da jeg så alle de nye spændende broderegarner i forskellige farvesammensætninger. Det var svært at vælge, men valgte i første omgang garn til et enkelt tæppe. Det blev så fint og jeg måtte lave nogle flere i andre farvesammensætninger.

På billederne nedenunder, er de kludetæpper jeg efterfølgende lavede.


Jeg har fundet et billede på nettet, hvor alle farvesammemsætningerne er samlet. Det er så svært at vælge, de er alle smukke hver for sig.

Alle farverne. Billedet er fundet på nettet.

Det er ret nemt, at lave et kludetæppe. En rest Aida eller andet stof, der er nemt at brodere på, i den størrelse tæppet skal have, samt ca 1 cm kant på alle 4 sider. Et dukke broderegarn og et stykke strygevliseline.

Så er det bare at brodere derudaf. Når det er færdigt, presses de lange sider ind og stryges. Derefter stryges et stykke strygevliseline, der passer i størrelsen på.

Derefter klippes de inderste hjørner af.

Med en nål trækkes tråde ud, så der dannes frynser. Vliselinen holder på frynserne, så de ikke går mere op.

Her ligger kludetæppet på sin plads og det passer så fint.


God fornøjelse til dem, der har fået lyst til, at brodere et eller flere kludetæpper.

Lene

Senge, vugger og andre himmelblå sovearrangementer

Så er her 2. del af Sigi Ulbrichs fortælling om Kuhns soveværelsesmøbler. Jeg er selv blevet så inspireret af disse skønne møbler, at jeg har delvis købt nogle og fået nogle møbler af Sigi. Jeg har lige et hus der passer til et pensionist ægtepar, der kan bo i det. Tak for inspiration og viden Sigi!

Lene

Del II

Vugger – simpelthen fantastisk

Udgivet d. 21. juni 2023.

Indtil videre har jeg fundet mindst én blå eller rød Kuhn-vugge i hvert dukkemuseum, jeg har besøgt. Hvem er overrasket?. Firmaet har eksisteret i omkring 110 år – de små røde og blå kunstværker, har naturligvis været på museum længe. Mens de blå vugger er meget almindelige, er deres røde søstre ekstremt sjældne.

Jeg har lavet en lille samling af vugger, fra 100 års produktion hos Kuhn til dig. Ikke alle mine vugger har et rigtigt hjem – står i et rum. Nogle vugger ligger også i en æske og venter på at blive brugt.

Vugge nummer 01..
.. er fra 90’erne. Vangernes spidser er let bøjet nedad. Hoved- og fodsektionerne flugter med sidesektionerne. Dette er den mindste af 90’ernes vugger. Den måler 6 cm, Kuhn solgte den under varenummer 25. En lille 4,5 cm Edi dukke sover i den. Jeg indrettede dette værelse i et ledigt rum på bogreolen. “Huset” er lavet af pap. Guirlanden på væggen har jeg malet.

Vugge nummer 02..
.. er også fra et størrelse I værelse, fra 1970’erne. Da vi for noget tid siden reducerede vores cd-samling, blev det tomme rum automatisk til et lille rum. Vuggens sidedele er som en lille (lukket) stang over hoved- og foddelen. Vangernes spidser har en let nedadgående kurve. Kuhn solgte denne vugge, under tallet 125.

,
.. er for mig en af ​​de smukkeste vugger. I en kraftig, lidt mørkere rød, med en smuk malet blomsterkrans. Vangerne er allerede bøjet lidt nedad. Sidevæggene rager lidt ud over sengegavl og fodgærde i tre små rundbuer. En 8 cm Edi baby sover i denne vugge fra 1950’erne. Vuggen er størrelse 2, dvs. H. den er 10 cm lang.

Vugge nummer 04..
.. er også i str. 2. Men fra 1960’erne. Sidevæggene rager lidt ud over hoved- og fodsektionerne i tre små rundbuer. Den er hos mig i det blå dobbeltværelse. Fordi jeg allerede har vist jer soveværelsessiden med himmelsengene, blev vuggen til fotoshootet placeret i stuen. Det er normalt i venstre side af dobbeltværelset. En 8 cm Edi baby sover i denne vugge.

Vugge nummer 05..
.. har ingen plads. Jeg har to af disse vugger i str. 3, altså 16 cm. Sidevæggene rager lidt ud over hoved- og fodsektionerne i tre små rundbuer. Blomsterpynten på hoved- og foddele samt på begge sider er meget generøs med Tölzer Kugelrospen, blomsterknopper, blomster og hjerter. Den venstre vugge er fra 1960’erne, den højre vugge fra 1950’erne.

Vugge nummer 06..
.. er fra et lot, jeg købte for år siden i en gammel cigarkasse. Sidevæggen i et lille dukkehus er det eneste bevis, jeg kender til, at der blev lavet rum allerede i 10’erne af forrige århundrede. Vuggen har en meget anderledes form, end alle senere vugger. Den er meget lille – selv til str. 00. Sidevæggene er højere, liggefladen er smallere.

Vugge nummer 07..
.. er fra 40’erne til 50’erne. Jeg har flere størrelse 00 værelser fra denne periode. Der medfølger to hjørnerum – med og uden kælderskuffe. I 2017 var jeg allerede i stand til, at vise disse skatte her. Jeg værdsætter dem som noget helt særligt, fordi jeg ved, at Franz Kuhn byggede dem under vanskelige omstændigheder, og at han og/eller hans datter Christa malede dem. Sidedelene på de små vugger flugter med fod- og hoveddelene. I den lille vugge ligger en lille “bønne”. En Feves baby.

Vugge nummer 08..
.. er fra 40’erne til 50’erne. Denne vugge er identisk med vugge nummer 07 – bare i rød. En lillebitte baby sover i denne vugge.

Vugge nummer 09..
.. er fra en stationcar fra 1930’erne, som Kuhn beskriver som str. 00. Beboerne er et par 5,5 cm dukker, kendt som margarinedukker. I hendes vugge ligger en lillebitte baby, indpakket i en lille strimmel gaze. Hvis du ser på det samlede billede af vuggerne ovenfor, vil du hurtigt indse – dette er den mindste af Kuhn-vuggerne.

Vugge nummer 10..
.. er et kombinationsrum fra 1930,erne, som Kuhn beskriver som størrelse 0. Værelser og møbler af denne størrelse er absolut sjældne. Den er afbildet i kataloget fra 1938. Selvom jeg går ud fra, at der også blev solgt stuer i denne størrelse, har jeg kun set et værelse i denne størrelse en gang før. Heldigvis kunne jeg købe den. Beboerne er et 8 cm Edi par, i deres vugge ligger en lille Preh baby. Jeg har allerede vist jer dette billede i forbindelse med himmelsengene – jeg beder om jeres forståelse, desværre har jeg kun et værelse i denne størrelse. Vuggens vanger peger opad

Vugge nummer 11..
.. dette værelse er i “normal størrelse”. Men hvad er en normal størrelse hos Kuhn. Skalaen er et sted mellem 1:10 og 1:12. Dette er et værelse i størrelse I. Det stammer fra 1930’erne og er hjemsted for et 12 cm ægte par fra Edi med deres adopterede baby (Kleeblatt-mærket). Jeg har allerede vist jer dette billede i forbindelse med himmelsengene – jeg beder om jeres forståelse, desværre har jeg kun et værelse i denne størrelse. Vangerne på vuggen peger simpelthen opad.

1920’ernes stuer har en helt særlig charme. De fås i tre størrelser og to forskellige designs. På det tidspunkt var der ingen klassifikation. På grund af den dårlige kvalitet af katalogillustrationen, indrettede jeg et af mine rum på denne måde. En uheldig ordning, synes jeg. Det smukt malede skab kommer slet ikke til sin ret.

De er – selv den lille vugge – meget generøst malet med blomster. Vangerne bøjer lidt opad. Dengang var der ingen betegnelser for størrelserne.

Men man kunne nogenlunde sidestille dem, med rum i størrelse 0, 1 og 2. Jeg har engang stillet den store vugge ved siden af ​​en vugge i størrelse 2 fra 1960’erne. Jeg satte 8 cm Edi babydukker i begge vugger. Man kan godt se det. Vuggen fra 1920’erne er en lille smule større.

Fordi min passion ikke kun er Kuhn-miniaturerne, men også Edi-dukkerne, er min smukkeste Kuhn-vugge den store (str. 6) vugge med den statelige længde på 52 cm. En 36 cm Edi baby sover i den. Også her peger vangerne lidt nedad. Kanterne er glatte.

Jeg har en kopi af en håndskrevet faktura fra 1914. Den gav August Kuhn – eller var det hans kone Therese – en kunde i München, 3 dusin størrelse I vugger – pr. dusin 1,80 mark, 3 dusin størrelse II vugger – pr. dusin 4,20 mark, 2 dusin størrelse III vugger pr. dusin 6,00 mark og 1 dusin størrelse IV vugger til 7,80 mark. Jeg tog kundens navn ud, fordi huset er der stadig i dag.
Den trykte 8 øverst til højre viser os, at det var den ottende faktura fra denne regnskabsbog. Jeg håber ikke, det var den første regnskabsbog i 1914. Familien Kuhn havde sønnen Franz (født 1907) og datteren Anna (født 1908).

(I dagens penge svarer 1 mark til 1/2 €uro = knap 4 danske kr)

En vugge er vist på messearket for Leipzig-messen i 1925. Desværre er der ingen verificerbar erklæring, om de størrelser, som vuggerne blev leveret i.

I 1938 er der to illustrationer med vugger i kataloget. Jeg kunne forestille mig, at den øverste vugge er en størrelse 2 og den nederste vugge en størrelse 4. Dette er dog kun et gæt, baseret på de andre viste møbler. Heldigvis indeholder kataloget også en detaljeret prisliste.

I 1914 kostede en halv snes af de små vugger 1,80 mark, men i 1938 var prisen 0,30 mark, altså 3,60 mark for en snes.

Vi ved alle, at krigen ødelagde utallige liv, men også mange planer og håb. Privat og erhverv. Sådan er det også med Dora Kuhn. Virksomheden måtte indstille driften i 1939. Franz Kuhn blev udnævnt lige i begyndelsen af ​​krigen. I 1945 vendte han tilbage som en handicappet mand med svære armbegrænsninger og ascites. Som et resultat af dette, kunne hans drøm, om at bygge rustikke møbler til det virkelige liv ikke længere realiseres. Ikke desto mindre genoptager han driften. Allerede i 1947 vendte Dora Kuhn tilbage til Leipzig-messen med rustikke møbler til dukkehuse. Der var ikke noget katalog dengang. På udstillingsbilledet kan vi se, at vuggerne har ændret udseende. Fotoet har lidt meget gennem årene, og kvaliteten er faktisk ikke god nok. Jeg har derfor nærmest skåret ud og forstørret vuggen for dig. Tydeligt: ​​spidserne af vangerne er bøjet nedad.

I 1955 udkom et katalog som en folder. Tre dobbeltsider. Forside i farver, øvrige sider i sort/hvid. Vugger i 5 størrelser. Desværre uden størrelses oplysninger, – men allerede med trecifrede artikelnumre. Når jeg kigger i senere kataloger, finder jeg artikelnumrene igen. 116 står for 52 cm, 112 står for 10 cm, 111 står for 6,5 cm, 113 står for 16 cm, 114 står for 24 cm. Men måske er denne vugge senere blevet til 1140. Hvis man ser på billedet, kan man anslå denne vugge til at være nærmere 30 cm. Et stort udvalg.

I 1962-prislisten er der nævnt syv vugger. Jeg ved ikke, om der var et katalog til dem. Jeg har det ikke.

I 1965 blev virksomheden overdraget til datteren Christa og svigersønnen Heinrich Hölzle. I forbindelse hermed, flyttes firmaet fra Schliersee til Fischbachau. Endnu en folder udkommer, kort derefter. Titelbilledet er i farver, de følgende sider er i sort/hvid. Også her vises fem vugger – bekvemt med størrelsesoplysningerne.

I 1968 udkom en stor, farvet folder i liggende format. I 1971 blev yderligere to ark indsat i dette ark.

I 1974 udkom et nyt indbundet katalog. Et lille hus er præsenteret der. Det svarer til størrelse 00 fra 1930’erne til 1950’erne. Møbelsættet indeholder også en vugge. Garnituret er mere enkelt, mere enkelt, farven er ikke længere himmelblå, men kongeblå.

Møbelsættet udbydes relativt ofte i det store online auktionshus, jeg har aldrig set det lille hus. Mit er heller ikke original, det er lavet af et nøgleskab.

På bagsiden af ​​1974-kataloget er farveillustrationen af ​​de seks vugger.

I 1986 var der “kun” tre størrelser af disse fantastiske vugger. Kundernes smag har ændret sig – rustikke møbler er ikke længere efterspurgte.

Jeg har “kun” fire af vuggerne på billedet. Jeg så 30er vuggen en gang og købte den desværre ikke. Jeg har 24er-vuggen som pendulvugge, men det er en anden historie, og jeg vil fortælle om det senere.

Jeg har nu præsenteret jer for alle de vugger, som jeg kender fra stuehusene i de første 60 års produktion. Hvis du har andre Kuhn vugger i din samling, vil jeg meget gerne modtage et foto og en note. Man ved aldrig med Kuhn!!

Sov godt!

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich
www.tortula.de

Snart fortsætter vi med del III – pendulvuggerne fra Kuhn. Så husk at kigge forbi igen!

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet

Rustik egetræ – Bondemøbler i en anden stil.

(c) for tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
(c) for fotos: GMUwebSign
(c) for oversættelse: Lene Byfoged.

Endnu engang har Sigi Ulbrich været kreativ og indrettet dukkestuer, i en helt speciel stil. Der ligger et stort og spændende arbejde i, at finde de rigtige møbler og det helt rigtige tilbehør og det har Sigi i den grad, fornemmelse for.

Jeg er meget glad for, at Sigi stadigvæk rundhåndet deler sine inspirerende projekter med os. Stor tak Sigi!

Lene

D. 17. Maj 2023. Rustik eg – Bondemøbler i en anden stil.

I 2019 opdagede jeg dette lille lot dukkehusmøbler på Ebay – måske 1:20. Helt klart lidt mindre end Lundby, men større end de små møbler fra Kuhn. Jeg blev forelsket i dette møblement – men det var alt for dyrt for mig. Sælgeren holdt fast i sit prisforlangende, over en periode på måneder.

I december 2020, fik jeg en Paypal-voucher fra Ebay på 20 euro. Dette gjorde prisen på møblerne mere tålelig, så jeg købte dem.

Pakken kom i starten af ​​januar. Møblerne var i meget dårlig stand. Udsmykket “kunstnerisk” med oliemaling, ovnen manglede sin krone og kistelåget var løst. En sengestolpe var knækket, og der var mange pletter efter vand. Selvom alt var korrekt angivet i beskrivelsen, var det ved nærmere eftersyn værre, end jeg troede, det ville være.
Jeg pakkede alt sammen og lagde æsken væk.

2021 – midt i den globale nedlukning, fandt jeg kassen frem og kiggede igen – eller rettere, et nærmere kig.
Jeg fik selv limet sengen – og selvom jeg ikke havde så meget erfaring med det, klarede jeg det ret godt.

Det var svært med ovnen. Men endnu engang, kom der hjælp fra USA. Jeg sendte komfuret over dammen og Steve lod fantasien løbe løbsk – vi kender trods alt ikke originalen. Jeg synes, han gjorde kronen fantastisk.

Mens ovnen var på rejse, vævede jeg tæpper. Da de var færdige, skulle jeg selvfølgelig designe en “prøvestand” i en papkasse. Ja, det ville være rart – men jeg skulle “afmale” møblerne først. Sådan som de var malet, var de selvfølgelig forfærdelige.

Så jeg tilbragte de smukke dage ,på altanen og behandlede træet med antik voks. Det meste kom godt af, med en blød klud. Men i hjørnerne skulle jeg bruge vatpinde. Ikke desto mindre var jeg meget tilfreds med resultatet.

Da jeg ryddede kælderen, fandt jeg en trækasse, som Gerhard havde lavet – ideel til et dukkehjem. Jeg tænkte selvfølgelig med det samme på disse, nu virkelig smukke møbler. Men desværre – kassen var ikke stor nok. Kun en stue ville kunne være deri. Jeg havde brug for en større bolig til et kombineret værelse – eller måske endnu bedre, et dobbeltværelse. De, Lotte Sievers-Hahn-dukker, der var beregnet til dette formål, var ikke af den rigtige størrelse til disse møbler. Ærgerligt, de ville ellers passet i den helt rigtige stil.

Men én ting stod klart. Brændeovnen passede rigtig godt og ville ikke kun opvarme rummet, men også varme beskuerens hjerte.

Jeg ville have en stue med rigtige vinduer. Jeg arrangerede møblerne, som jeg fandt det smukt.
Efter denne “gulvplan” bestilte jeg et dobbelthus fra Miniwelt Holzner.

Mens jeg ventede på det, syede jeg sengetøjet og gardinerne. Mm, jeg tror, ​​jeg har sagt det før, at jeg ikke er særlig god med en synål. Men til sidst var jeg glad for resultatet.

Samtidig bad jeg Steve, om en stol og en skammel til vaskeskabet. Jeg sendte en stol til Missouri for, at han skulle have en skabelon til at snedkere efter og Sherri for at få en trimning. Efter kort tid fik jeg dette billede. Kun hjerterne på ryglænet mangler. Til højre ses “modellen”.

Da møblerne kom, måtte jeg – endnu engang – indse, at jeg havde målt lidt stramt. Meget irriterende. Men det ville fungere fint alligevel.

Jeg ville gerne have, at gulvet skulle have et mørkebrunt træ look. Jeg indrømmer, jeg kan godt lide at bruge skocreme, til det. De fås i mange farver til en moderat pris – og er du i tvivl, kan du også blande dem. Dufter bare ret stærkt, så det kan jeg godt lide at gøre på altanen. Så jeg tapede væggens kanter med malertape, savede en stribe træ til i den rigtige størrelse og ridsede træplankerne ned i gulvet med en gammel “dåseåbner”.

Jeg kunne godt lide farven på gulvet, jeg valgte. Tæpperne så godt ud på det. Efter at malingen var trukket godt ind natten over, pudsede jeg gulvet – først med en pensel, derefter med en blød klud.
Til vægfarverne valgte jeg akrylmaling. De er billige, og der er mange farver at vælge imellem. Men i sidste ende skal du selvfølgelig altid selv, blande den rigtige farve sammen.

Afmærkning af kanterne kræver meget arbejde, men det er det værd. Jeg har ikke en særlig rolig hånd og ville ellers ofte over male den. Jeg lod malingen tørre rigtig godt. Så har jeg vokset væggene med møbelvoks og til sidst pudset dem med en blød klud.

Lige da Sherri skulle til at pakke de nye møbler og sende dem til mig, fandt jeg ud af, at vinduerne skulle have skodder. Mine venner hjalp mig også med dette ønske – og for at være ærlig – ser væggen ikke så meget pænere ud?

Jeg havde planlagt at sætte en stribe på væggen. Så jeg skulle dække en tynd strimmel inden voksning. Det er meget svært at vokse, da den klæber meget.

Også her har indsatsen med kantningen givet pote. Kanten var let at klæbe på og efter et par timers hærdning, var den solidt på plads.

Jeg slog et par søm i væggene og skruede skrueøjer (gardiner) og skruekroge (vægplader) i. Nu kunne møblerne flytte ind på prøve. Det så fint ud, men også lidt Tortula kedeligt, på en måde.

Efter at jeg havde presset tæpperne, så det selvfølgelig lidt mere tiltalende ud. Tæpper kan presses ligesom vi plejede at presse blomster. Men for en hurtig effekt kan du også bruge et strygejern.

Og så kom pakken med møblerne. Vaskestolen var perfekt, og det samme var stolene. Jeg limede skodderne med det samme – se ovenfor.

Det var min mands fødselsdag, og han modtog lykønskninger fra venner, med et “Hansi” postkort med børn fra Alsace i traditionel dragt.

Min mand fortalte mig, at dette lille dobbeltværelse helt sikkert ville være hans yndlingsværelse.

I mit lager var der en lille sort og hvid hane. Jeg ville sætte den i stuen.

Treenigheden af ​​begivenheder viste mig vejen – jeg ville have et Alsace-værelse!!!

  • Jeg fandt de alsaciske børn i traditionel kostume så magiske.
  • Min mand er født i Alsace.
  • Jeg havde en “gallisk hane”

Alsace har en meget broget historie. Det ligger uden for rammerne af denne artikel at dykke dybere ned i det. Interesserede kan læse om det i historiebøger eller direkte på internettet. Under alle omstændigheder er min mand indfødt tysker.

Når jeg først har fået den rigtige idé, kører alt meget hurtigt – som af sig selv. Jeg fandt små stykker træ fra et tyndt stykke træ. Farvede dem brune, satte fast på de små fotos og de blev hurtigt til billeder.

Først senere undersøgte jeg, og fandt ud af, at denne “Galliske” hane er en ægte portugiser, og dens oprindelse er baseret på en portugisisk legende med kristent indhold. Men da havde han allerede erobret en fast plads i stuen. Han bliver og har en gæsterolle.
På nul komma nul tid, blev mit lille værelse redesignet.

Min vægdekoration består af to “Hansi”-billeder med børn i kostume, en patriotisk tegning også af Hansi (Jean-Jacques Waltz) omkring 1900. En nål med Alsace-våbenskjoldet, Strasbourg-jomfruen, en tidlig akvarel af René Kuder – Mand ved kakkelovnen, et fotografi af Kaysersberg med floden Weiss (Kaysersberg er fødestedet for Albert Schweitzer), en Sorgernes Moder og et krucifiks.

Jeg malede væggen og reolen i samme farve. Upåfaldende, men stadig til stede.
Bøgerne er flip-åbne, men de har kun tomme sider. Bogstøtterne er to damer fra Seiffen. I de tilsvarende tændstikæsker spiller de rollen som sælger. Nøddeknækkeren og røgelsesrygeren kommer også fra Erzegebirge. Den lille lysestage er fra Volker Arnolds værksted.
Dinosaursamlingen kom engang til mig i et bundt. Den blå bog er en af ​​de andre bøger, lysestagen er fra Erzegebirge og den smukke vase er ikke fra Lauscha, den er lavet af plastik. Jeg købte dem i Kina. På mange Hansi-postkort ser vi de små børn i traditionelle kostumer med en stor sort paraply. Det skulle selvfølgelig heller ikke mangle i dette rum. Gerhard bøjede guldtrådshåndtaget, og jeg draperede og fastgjorde skærmen rundt om den. Jeg har allerede forklaret den lille portugiser ovenfor. Blomsterkassen rummer faktisk Stublu-planterne – jeg putter et par små voksblomster i den.

Jeg lavede Pinot Noir to gange – den helt unge vin som en klase druer på brystet og den ældre allerede i glassene. Brillerne er fra Playmobil. Playmobil har som altid fundet en meget legende og praktisk løsning. Glassene er i to dele. Du kan tage “vinen ud”. Det er små væddemål. På denne måde blev Pinot Noir hurtigt “trykket” ind i en Pinot Gris. Min ven Geli har indbundet denne fantastiske bog til mig. Den lille pude er lavet af en rest fra gardinstoffet, den anden har jeg hæklet af spaltet bomuldsgarn. Bag den lille dør træder du ind i den gode husånds rige eller måske den lille skildpaddes kølige tilbagetog fra en bonsaihave. Knappen viser, hvor den nationale følelse af Alsace-befolkningen i øjeblikket var placeret. Den sorte kat kommer fra England – den er støbt af hård plast. Den oppustede hane var – før jeg lavede den om – tænkt som skodekoration. Porcelænskrusene kommer fra et sæt med 6 stk. Sølvkopperne er fra smykkekollektionen, ligesom petroleumslampen. De røde romere er fra Erzegebirge i større rum, de bruges ofte som æggebæger.

Religion spiller en ret underordnet rolle i Frankrig. Derfor går jeg ud fra, at beboerne i dette lille dobbeltværelse har tyske rødder. Korset og Vor Frue af Sorgerne hænger på væggen i soveværelset – se ovenfor. Der er en statue af Maria på skabet.
Den farverige kylling er modstykket til den galliske hane i stuen. Fordi kosten er så smuk, hænger den på væggen. Forfængeligheden er min stolthed og glæde. Selve taburetten er Steve og Sherri, porcelænsvasken er nyere, sæben har jeg slebet af et lille stykke træ med en neglefil og malet på lavendel. Jeg har hæklet “svampen” af gult stoppeuld, jeg har også hæklet vaskekluden, håndklædet og tæppet – af flækket bomuldsgarn.

Alsace uden storke, det går slet ikke. Storken på taget er lavet af træ. Han var engang en nøglering. Han arbejdede meget godt. Storken til venstre er et ædelt glasdyr fra Murano. Fordi det er så smukt, fik man en plads midt i rummet. Den midterste stork hænger udenfor på siden af ​​huset. Han er en køleskabsnål. Jeg har lidt plads på hylden ved siden af ​​stuen. Jeg lagde den grøn ud og satte mine andre storke der. Den stolte fugl, der bringer den lille skildpadde, er lavet af celluloid, dens lillebror er en nikkende stork fra BREBA

Det her er Sophia. Denne lille Plasticbaby Preh pige er kun 9,5 cm høj. Heraf kan du nu se, hvor lille det alsaciske dobbeltværelse er. Lidt mindre end Lundby.

Meget tyder på, at dette møbelsæt ikke er fremstillet på en fabrik. Under krigen og også i efterkrigsårene blev der lavet meget legetøj i familierne. Til gengæld var der også utallige små værksteder – både i Erzegebirge og i Allgäu – der lavede dukkemøbler. Det skal være en meget stor tilfældighed, hvis jeg alligevel finder ud af, hvem trækunstneren var her. Jeg vil selvfølgelig blive meget glad for feedback fra læserne.

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

Jeg vil gerne takke Lene, for den flotte oversættelse.

Tusinde tak Sigi, for endnu en af dine dejlige fortællinger i dit skønne univers.

Lene

Senge, vugger og andre himmelblå sovearrangementer

Så deler Sigi Ulbricht igen ud af sin store viden om dukkehusmøbler. Så dejligt hun vil dele med os. Der ligger mange års research bag og jeg kan vist uden at tage munden for fuld, sige at Sigi er ekspert, i netop disse ting. Tusinde tak Sigi!

D. 12. april 2023.

Del 1

Senge med og uden himmel

Hvem kender ikke dem, de bayerske blå himmelsenge af Dora Kuhn. Nå, men de blå vugger er bestemt lige så kendte. Dukkevuggerne, er noget helt særligt.

Lad os lige starte med himmelsengene. En himmelseng giver prinsessestatus til sin ejer, eller står den måske hos en nyfødt? Nå, vi lader det stå åbent, det afhænger jo bare af omstændighederne.

Ja, og allerede med det første billede her, modsiger jeg mig selv. Ikke alle himmelsenge er “himmelblå”. Dels fordi der også er himmelsenge i rødt og dels fordi de gamle senge, var malet med linolielak, er det blå ikke længere knaldblåt.

Himmelseng nummer 1..
.. er fra en – som jeg kalder denne størrelse – “Maxistube”. Den korrekte betegnelse af Kuhn er størrelse II. Dette er et dobbeltværelse fra 1960’erne. I den bor et dukkepar fra Edi på 16 cm, med deres 8 cm Edi børn.

Himmelseng nummer 2..
.. er også fra et værelse i størrelse II, men sengen er af et andet design og mindre end seng nummer 1. Værelset er fra 1930’erne og er optaget af to 20 cm høje modedukker, fra Duchess Doll Corporation.

Himmelseng nummer 3..
.. står i min stue, i skala 1:10. Kuhns korrekte betegnelse, er størrelse I. Et par på 12 cm fra Edi, bor der med deres 4,5 cm Edi baby. Stuen er fra slutningen af ​​1940’erne.

Himmelseng nummer 4..
.. dette værelse er i “normal størrelse”. Men hvad er, en normal størrelse hos Kuhn. Skalaen er et sted i nærheden af ​​1:10. Dette er også et værelse i størrelse I. Det stammer fra 1930’erne og er hjemsted for et ægtepar på 12 cm, fra Edi med deres adoptivbarn (mærket med et kløverblad).

Himmelseng nummer 5..
.. er fra det, jeg kalder denne størrelse “Ministube” – Kuhn siger, at den er størrelse 00. Den er fra slutningen af ​​1940’erne. De små Edi-dukker på 4,5 cm er flyttet derind. De bor sammen med deres lille “bønne” (fransk FEVES baby).

Jeg synes, det er rigtig spændende, at sammenligne sengene. Baldakinen eller sengestolperne og selvfølgelig især malerierne. Franz Kuhn, der ledte virksomheden i mere end 30 år, var “maleren” i familien. Han havde lært tømrerfaget, i sin fars forretning. Men hans kærlighed, var til maling og pensler. Han deltog i male- og tegnekurser, mens han stadig gik i skole i München. Han malede indtil slutningen, af ​​sit liv. Efter at have overdraget forretningen ,til sin datter og svigersøn, kunne han hellige sig sine kunstneriske interesser.
Sengene foroven, er alle fra 1930’erne. De er selvfølgelig stjernerne i mine himmelsenge. Seng nummer 6, viser bagsiden af ​​sengegavlen. Som med alle senge er udsmykningen gemt på bagsiden.

Himmelseng nummer 6..
.. er fra et kombirum – Kuhn siger, det er størrelse 00. Det er fra 1930’erne. De små beboere, er 6 cm margarinedukker. Hendes søde baby er et barn fra Preh. Jeg pakkede den ind, i et lille stykke gaze.

Himmelseng nummer 7..
.. er fra et kombirum – Kuhn siger, det er størrelse 00. Det er fra 1930’erne. Beboerne er de Edi-dukker på 4,5 cm. De bor der med deres Marolin kat og Rhönkunst hund.

Himmelseng nummer 8..
.. er fra et rum, som Kuhn beskriver, som størrelse 0. Stuer og møbler af denne størrelse, er absolut sjældne. Det er afbildet i kataloget fra 1938. Selvom jeg går ud fra, at der også blev solgt stuer, i denne størrelse, har jeg kun set en stue i denne størrelse, en gang før. Heldigvis kunne jeg købe den. Beboerne er et Edi par på 8 cm, i deres vugge ligger en lille preh baby.

Himmelseng nummer 9..
.. i 1965 efter at Franz Kuhn, overdrog forretningen til sin datter og svigersøn – Christa og Heinrich Hölzle – skete der mange ændringer. Det første der falder i øjnene, er selvfølgelig den alvorlige forskel på husene. Men udsmykningen af ​​møblerne, bliver også revideret. De første møbler med trykte ornamenter, kommer ind i sortimentet. Den moderne tid er således også flyttet ind i stuehuset. Det blev ikke længere malet så meget, men sprøjtet og trykt på. Der blev tænk og arbejdet rationalt. Denne seng, opfylder også alle de kvalitetsstandarder, der forventes af Kuhn møbler. Kun udseendet er anderledes.

Sengene uden baldakin, er helt anderledes, men mindst lige så tiltalende, varierede og interessante.

Ikke alle senge er himmelblå. På grund af den påførte lak og frem for alt ældning, ændrer farven sig betydeligt. Og jeg går ud fra, at farverne alligevel vil variere gennem årene, og at de ældre stykker, ikke havde solbeskyttelse i farverne.

Seng nummer 10..
.. fra et lille display på vores cd-hylde. Jeg modtog denne vidunderlige seng, fra 1910’erne – et meget tidligt møbel – som gave fra min veninde Sherri. Jeg satte en matchende porcelænsdukke og en gammel skildpadde ved siden af. Begge tilsammen understreger faktisk, kun denne vidunderlige seng.

Seng nummer 11..
.. er desværre ikke fra min samling. Billedet er en gave. Det vil jeg gerne takke samleren for. Sengen er fra 1930’erne. Igen har tid og/eller lak bidraget til, at farven er blågrøn frem for himmelblå. Den er smukt pyntet med roser og pynt.

Seng nummer 12..
.. er helt speciel. Sengen er 19 cm lang. Ud fra udsmykningen på sengegavlen – to Tölzer Kugelrosen – vil jeg gerne datere sengen til 60’erne. Men i mine kataloger fra dengang, findes denne seng ikke. Så der er stadig et par spørgsmålstegn, vedrørende denne seng

Seng nummer 13..
.. kommer selvfølgelig fra mit store Kuhn hus, fra 1974. Soveværelset ligger på 1. sal. Sengens endegavl, var ikke malet. udsmykningen er allerede her, et print. Formen er nøjagtig som på seng nummer 11. Der er ikke lavet afpudsninger på sengegavlen. Som du tydeligt kan se, er husets frue en dukkesamler. Hendes mand samler på jernbaner.

Seng nummer 14..
.. kommer også fra mit store Kuhn hus fra 1974. Der var ikke lavet udsmykning, på sengens gavl.
Dette værelsesmøbel var også tilgængeligt i blåt.
Min veninde Jutta, gav mig huset få dage, før hun døde. Designet af huset var lidt af en sorg for mig. Da vi altid havde drømt om et stort hus sammen, flyttede Jutta ind på loftet. Sammen med sin kat Oskar og hendes store og interessante samling.
Hun var en høj, meget slank og meget modebevidst kvinde, Caco-damen i det lyserøde jakkesæt er den ideelle beboer hos Jutta.

Seng nummer 15..
.. er vist i kataloget fra 1974, sammen med et lille hus og komplet stue- og soveværelsesindretning. Møblerne er i en kongeblå farve. Jeg har aldrig set selve huset. Men baseret på katalogillustrationen, byggede jeg et lignende hus. Denne serie kørte kun i meget kort tid. Tidligere år kaldte Kuhn størrelsen 00.

Seng nummer 16..
.. er vist i 1974-kataloget. Med sine 4-kantede sengestolper, har den et helt andet design. Selvom alle senge, faktisk blev trykt i 1970’erne, var denne seng håndmalet. Det er smukt, men designet er også ret overraskende.

Jeg har nu præsenteret jer for alle de senge, jeg kender fra stuehusene, i de første 60 års fabrikation. Hvis du har andre Kuhn senge, i din samling, modtager jeg meget gerne et billede og en meddelelse om den. Man ved aldrig med Kuhn!!

Sov godt!

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich
www.tortula.de

Snart fortsætter vi med del II – Kuhns vugger. Så husk at kigge forbi igen!

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!

Tekst: Sigi Ulbrich –

Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet

Lille – Fin og meget præcis.

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign

Udgivet. d. 19. oktober 2022

Oversættelse: Lene Byfoged

Sigi er jo som de fleste af bloggens læsere ved nu, en dreven dukkehusentusiast og har gennem årerne erhvervet sig en del erfaring med hvilke værktøjer, der fungerer godt for hende. Her deler hun ud af sin store viden og mon ikke, vi alle kan få glæde af dem? Det tænker jeg.

En stor tak Sigi!

Lene

Dato Lille – Fin og meget præcis.

Jeg modtager ofte e-mails, hvor jeg bliver spurgt, om mit værktøj. Ja, det er svært at finde passende værktøj, til så småt et arbejde. Jeg vil gerne vise dig her, hvad jeg arbejder med. Åh ja, de to Edi-dukker i ukrainsk kostume er 8 cm høje.

Jamen jeg er heldig. Min mand har bygget elektroniske komponenter, siden han var meget ung. Hertil havde han gennem årene anskaffet sig en velassorteret værktøjskasse. Senere lavede vi bygninger sammen til vores jernbane. Der blev disse værktøjer brugt igen, og jeg lærte dem og deres funktion at kende.

Borehoved
Mit vigtigste værktøj er det lille bor. Jeg kan nå, næsten alle hjørner, af mine stuer med det, på kortere tid end en kuglepen. Indeni er der bor i forskellige størrelser. Så jeg kan ikke kun bore de fineste nålehuller, men også huller til kabler eller lignende. Du drejer boret med fingrene, og det æder sig ind i træet. Mit foretrukne bor er 0,8 mm.

Boredværg
Men nogle gange kræver det lidt mere styrke. Det har jeg min lille boredværg til. Det har også flere borehoveder. Men frem for alt har det andet tilbehør. Jeg kan male eller fræse med den. Begge forekommer hyppigt i mit arbejde med stuerne.

Håndværkssav til alle formål
Min mand og jeg har arbejdet med denne sav, siden begyndelsen af ​​1990’erne. I juni 2022 købte vi en ny. Vi vil ikke undvære den i vores værktøjskasse. Den æder sig lige godt igennem træ og plast.

Decohammer
Min hammer er en 100 grams hammer. For mig, kunne den være lidt mindre. Jeg så små hamre forleden, men på en eller anden måde synes jeg, at disse 30 grams hamre mangler kraft. For at, jeg også kan bruge hammeren i mindre rum, tager jeg den så på tværs, til min mands rædsel.

slag
Punchen bruges af smede til at, slå huller i rødglødende metal.

Jeg bruger den til at slå nagler ind i vanskelige steder. Før jeg fik det, var det en evigheds lang procedure, forbundet med mange små skæve nagler. “Stifterne” er hule, hvor igennem en metalstang indsættes. Jeg placerer den på sømmet med dets nederste hul og banker så ovenpå. Naglen bliver på det helt rigtige sted, og den forbliver lige.

Jeg forborer et lille hul med mit lille bor, indsætter sømmet, der er skåret i den rigtige længde (det gør jeg med normale sideskærere) og hamrer det ind ved hjælp af stansen. Hvis du ser på billedet til venstre, kan du se den lille afrundede kant rundt om naglen. Da stansen er beregnet til metal, fylder den en del. Så du skal bruge det med omtanke.

Præcisionlineal
Først og fremmest bruger jeg præcisionslinealen, fordi den virkelig begynder at tælle lige fra starten. dvs. jeg kan stille den, på utilgængelige steder og aflæse skalaen på forsiden. Den er meget let og slank. For mig er den absolutte minimumstolerance på ± 0,3 mm sekundær. Desværre arbejder jeg ikke så præcist.

Pincet
En lige og en buet pincet, er uundværlig når man arbejder med dukkehuse. Faktisk burde den, ikke være magnetisk. Ellers griber du et søm og henter fem. Alligevel er en magnet god at, have med i ny og næ.

Lim Puder – Mini Dots
Ikke et værktøj, selvfølgelig, men de mini-klæbende prikker er uundværlige for mig. Jeg ordner stort set alt i min stue med den. Normalt – desværre ikke altid – kan de fjernes uden at efterlade rester. Men jeg er forsigtig med meget gamle farver og prøver, det først, på skjulte områder. Jeg bruger altid disse – jeg køber dem online, men der findes helt sikkert andre.

Miniaturerne holder meget godt, selvom de stilles på siden eller på hovedet i kort tid. Dette sker for mig igen og igen, fordi jeg laver ændringer i dekorationen, når andre miniaturer allerede sidder fast eller står.

Jeg bruger selvfølgelig også værktøj fra husholdningsskuffen fra tid til anden – tænger, sideskærer, skruetrækkere og lignende. Men for at kunne udføre rigtig småt arbejde, har du også brug for småt værktøj.

Jeg håber, jeg har været i stand til at give dig et hint eller to til småt arbejde. Hvis du har nogle tips, modtager min mailboks gerne dine forslag.

Pas godt på dig selv. Jeg ønsker dig god arbejdslyst.

Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

De dejligste miniaturedukker

Copyright for billeder: Sylvain Forget. For research: Lene Byfoged.

Sylvian Forget.

Ingen tvivl om, at Facebook er en tidsrøver, men man opdager altså også spændende og inspirerende mennesker der. Bl.a. faldt jeg en dag over Sylvain Forgets skønne miniaturedukker, dem blev jeg helt forelsket i. Man må sige at han giver dukkehusdukker, en helt ny dimension. Tænk hvilke rum, man kunne bygge op over en af disse! Der er sikkert nogle der kender til ham, men sikkert også nogle der ikke gør.

Sylvain Forget er født i 1962, i Saint-Jérôme, Quebec og udover, at være en afsindig dygtig dukkemager, er han også en meget spændende og dygtig kunstmaler. Virkelig en alsidig kunstner.

Jeg skrev til Sylvain Forget og fik lov til at bringe nedenstående billeder med kommentarer. Jeg håber I vil nyde dem, mindst lige så meget som jeg gør.

Desværre er billederne ikke så skarpe her, selvom de er det på Facebook. Beklager!

Maggie Smith, den dejlig britiske skuespiller. Her er hun hertuginde af Queensberry i et projekt om dronning Victoria. Hun er lavet i 1:12 og af BeeSPuttY ler over trådarmatur, kjolen er syet af silke og hun er malet med Genesis Oils og parviskose fibre. Virkeligt et kunstværk.

Lis Taylor som Maggie i filmen “Kat på et varmt bliktag”

Marty Feldman, hvem husker ikke den dejlige skuespiller? Her har Sylvian kreeret ham, efter inpiration fra filmen “Young Frankenstein”. Så fantastisk.

En hyldest skabt til Peter Falks ikoniske rolle som detektiven Col. Det er i 1:12 og lavet af BeeSPuttY og Cosclay polymer ler. Så vellignende.

Angela Lansbury i rollen som Jessica Fletcher, er Sylvians seneste dukke. Hun er et bestillingsarbejde og lavet i BeeSPuttY ler over et trådamatur. Hendes tøj er lavet af bomuld, meget fint polyester og læder. Malet med genesis olier og parykken er lavet af forskellige viskose fibre. Hun er da også helt fantastisk.

Det elskede eventyr “Jack og bønnestagen” er inspirationen til dette værk. Jack måler knap 10 cm og skulptureret i BeeSPuttY ler.

Sylvain laver også andre virkelighedstro dukkehusdukker, end kopier af kendte personer. Se bare disse eksempler på nedenstående billeder.

Der er ingen tekst til ovenstående billeder, men de taler jo også for sig selv.

Vil I se flere af Sylvains dukkehusdukker, så kig ind på: https://www.facebook.com/Amstramstudio

En kæmpe stor tak til Sylvain Forget, for tilladelse til at bringe dette indlæg. Jeg glæder mig til at følge dig og dine dukker fremover.

Mange hilsner

Lene

Mit hus i (fra) Fischbachau – sådan blev det

Text: Sigi Ulbrich – www.tortula.de

Foto, når intet andet er nævnt : GMUwebSign

Udgivet d. 14. september 2022.


Man må sige at Sigi Ulbrich er et energibundt. Jeg bliver helt forpustet og lidt misundelig, på alle de projekter, hun har gang i og bliver færdige med. Stor respekt for det.

I dag endnu en dejlig og inspirerende artikel, om et af hendes fine huse.

Det er et år siden, jeg fortalte, at jeg nu er den stolte ejer af et Kuhn-hus fra 1960’erne.

Jeg ville give mig selv god tid til, at indrette huset, til at fylde det med liv. I disse dage er det færdigt. Jeg er meget stolt af resultatet, og jeg vil gerne vise jer, hvordan det blev.

Dette er Meyers. De var ikke med, da jeg købte huset. Men da sælgeren fandt ud af, hvem køberen var, sagde hun, at hun ville sende mig alt det andet, der fulgte med, da hun købte huset. Simpelthen så dejligt. Det var jeg selvfølgelig meget glad for. Det vil jeg gerne, endnu en gang, takke hende for. Der kom en hel pakke med dukker og miniaturer. Jeg ville ikke have alt i huset, men selvfølgelig skulle denne lille Erna Meyer-familie flytte ind i huset.

Den enlige far Fridl (Fridolin) Meyer, bor i dette smukke hus sammen med sin datter Fannerl (Franziska) og sønnen Ferdl (Ferdinand). Jeg ville faktisk lede efter en kone og mor. Men nu kan jeg godt lide trioen, som den er. Forrest kan man se den smukke røde “Fine stue” og Fannerls værelse. Hvor far og søn sover, forbliver en hemmelighed.

Fridl, Ferdl og Fannerl er er Bayriske øgenavne.

De dyr, der bor i mine stuer, skal overholde mine regler. Det betyder, at alle skal opføre sig ordentligt og ingen må skade andre.

Den obligatoriske skildpadde er en gave fra Sherri. Bagbenene er bevægelige, så hun kan også kravle, som en skildpadde. Glasfuglen kommer fra Schwarzwald, fra glasfabrikken Hofgut Sternen i Ravenna-kløften i Höllental. Fisken er en miniature fra Asien. Frem til 1960’erne havde mange familier i Tyskland, faktisk en guldfisk i en krukke på stuebordet – en frygtelig tanke. Den lille grå mus, der titter frem af osten, er også fra Asien. Egernet er en Schleich, en mini fra 70’erne. Den lille gravhund også. Den er blød – ligner vinyl. Jeg købte hans storebror på Etsy. Den er støbt af hård plast. Jeg kender ikke producenten. Den sorte kat er nem nok. Den var allerede klistret til i hjørnet af huset, da det blev købt. Jeg fandt det ikke generende, og min mand syntes, det var rigtig godt. Så jeg prøvede ikke engang at fjerne den.

Huset har en stor altan og en lille have – begge skal plantes til. Altankasserne manglede ved køb. Steve byggede nye til mig. Jeg har plantet dem med tidssvarende blomster fra Stublu. De røde blomsterkasser er også fra Steve. Sherri malede dem. Vi så engang lignende kasser på internettet, dem brugte de som skabeloner. Svanen med planten – nyere – er også fra Stublu. Den røde blomsterstand med plante er fra Kuhn, kun få af disse stande har overlevet tidens tand. I slutningen af ​​1980’erne og begyndelsen af ​​1990’erne, var standen en del af Kuhn-serien. Den malede blå porcelænsvase er fra 1950’erne. Voksbuketten er nyere, og nej, den er ikke af Agatha Christie, og Margaret Rutherford kigger heller ikke forbi til en kop te. Trævasen fulgte med, den har kun fået lidt maling. Blomsterne er fra 1970’erne. Keramikkrukken er – inklusive blomsterne – fra 70’erne. Sherri gav mig den dekorative plantekasse. den er lavet af gips. Hun malede den, helt efter min smag.

I sommeren 2020, altså imens verden gik i stå, vævede jeg tæpper. Jeg brugte kun en kurv, som væv. Jeg skærer en “båd” ud af pap og bruger en stor hår kam. Før hen brugte jeg en stor nål, i stedet for pap-shuttlen, hvilket virkede bedre, men jeg skulle altid trække den lange tråd bagefter. På kammen fjernede jeg hver anden krog. Så gik det rigtig godt. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få en rigtig lige solid kant.

Senere købte jeg en lille væv. Man kan købe alt på internettet. Det var selvfølgelig nemmere, og jeg havde metalstænger, til den lige kant. Strømpegarn er ideel til tæpper, men mine bliver desværre stadig ikke rigtig gode.

Lige som et tæppe, bringer hygge ind i huset, så er der brug for miniaturer til, at skabe en beboet atmosfære.
Her miniaturerne fra venstre værelse – stuen.
Tapetet er håndlavet af Sherri ved hjælp af knudeteknik. Broderet med en tråd. Så et vidunderligt, meget fint håndarbejde. Eventyrbogen: “Ulven og de syv små geder” er en rigtig bog, som man kan læse i. Vægpladen og porcelænsbilledet er fra 1950’erne. Vægvasen med chenille blomster også. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om disse er af Paul Herberg, men det formoder jeg. Alt bordservice (flere stykker service er i buffetskabet) er fra 1940’erne og produceret i Erzegebirge. Træet og rytteren er også fra Erzegebirge. Vi tog dem med fra Seiffen. Lysestagen kunne være lavet af Volker Arnold. www.va-holzkunst.de Han laserer lysestager (og mange andre ting) til dukkehuset i alle størrelser. I de rigtige farver, kommer selvfølgelig hele skønheden til sin ret. Det kommer fra “tillægspakken” fra hussælgeren. Hjortehovederne er en gave fra Steffi. De er håndlavede, af en miniaturist fra Hessen. Steve klippede og polerede skjoldet. Uret er et ægte Kuhn-ur fra 1930’erne. Den røde tråd glasvase er fra Lauscha.

Her er miniaturerne fra værelset til højre, datterens værelse.
En farverig blanding af gammelt, nyere og nylavet. Geli havde andagtsgenstandene med, direkte fra Rom. De to spånpladekasser, er også fra hende. Hun malede dem “på Kuhn”. Bamsen er også hendes – den plejede at være en nål. Lysestagen, vækkeuret og dukkevuggen er ret gamle, de er fra Erzegebirge Bogen er rigtig, den kan man læse i – den er ny og er købt på ebay. Anden var en nål. Sysættet kommer fra Asien. Hjertet er lavet af små perler, der er limet fast og formet. Den lille flaske er håndværk. Perlerne er fra smykkedesigner Ung. Græskarret er lavet af gips. Steve klippede og pudsede det store skilt, til andagtsgenstandene efter mål. De blå og hvide blomster er en applikation.

Forsiden af ​​huset er aftagelig. Så væggen, altanen, vinduet, døren, vinduet og katten kan fjernes og lægges til side. Først da ser man de to rum.

Ligesom i vores hjem er altanen endnu et rum, der er bruges til beboelse. Tre liggestole giver familien mulighed for en hyggelig siesta. En skildpadde bor i sin lille “bod”. Frem til 1970’erne levede der faktisk mange skildpadder i tyske husholdninger – desværre alt andet end artsegnet dyrehold. En urtepotte, en vandkande og en havenisse står på et lille rødt Kuhn-bord. Fannerl glemte sin dukke på liggestolen og Ferdl hængte sin drage på væggen. Far Fridl har gjort sig godt tilpas med en thriller og en sodavand .

En i familien må være en passioneret hobbygartner. Det er i hvert fald grønt og der er blomster overalt – selvom det allerede er oktober. Ikke svært at se, på græskarret ved siden af ​​hoveddøren. En havenisse står til højre og en til venstre for trappetrinet. Ifølge Wikipedia er der omkring 25 millioner, af disse elskelige små havehjælpere i tyske haver. Udstyret med spade, hakke, rive, trillebør eller lanterne. Altid villig til at hjælpe med havearbejde.

Når man fjerner fronten, har man frit udsyn til de to rum. Men du bør først overveje, hvor fronten kan placeres. Den står faktisk ret godt alene, men bedre, safe than sorry. Et fald ville være fatalt.

Jeg har allerede præsenteret dig for beboerne, møblerne og miniaturerne ovenfor. Men de kommer først rigtig, til deres ret på stedet. Bordet er allerede dækket. Udover servicet lagde jeg også kniv og gaffel. De er af nyere dato. Fridl må være meget sulten, han sidder allerede ved bordet fuld af forventning.

Selvom jeg ikke holdt mig til Kuhns katalogillustrationer med husets indretning og indretning

  • blå møbler – røde gardiner og sengetøj
  • røde møbler – blå gardiner og sengetøj
    Jeg holdt fast i det røde sengetøj, selvom jeg valgte værelset, med de blå gardiner til de blå møbler. Jeg supplerede det røde sengetøj med en lille pude i blå gingham.
    Fannerl holder altid sit værelse i top stand. Alt er rent og ryddeligt. Det siger selvfølgelig en del om den lille beboers karakter.

Enhver samling bondehuse og i særdeleshed Kuhns, fortjener opmærksomhed Det er et rigtigt blikfang.

Huset har fået en fremtrædende plads i vores stue. Den står på vores gamle tv-bord. Hos os er alt lidt trangt – ikke mindst på grund af de mange dukkehuse. Vi placerede et lille akrylbord, over det, for at beskytte det. Dette giver tryghed og er meget praktisk.

De hjerteligste hilsner
Sigi Ulbrich – www.tortula.de

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og gode internetpræsentation.

Stor tak til Sigi, for endnu en interessant artikel.

Hvad jeg ellers vil fortælle dig om …

Som de fleste sikkert allerede ved, er Sigi Ulbrich og hendes mand Gerhard, super kreative og meget inspirerende mennesker. Endnu en spændende artikel er kommet fra Sigi. Denne gang om den gæve fisker Peter Petersen og hans finurlige hus. Artiklen er lang og kommer derfor i 2 afsnit. God Læselyst!

© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich. www.tortula.de
Oversættelse: Lene Byfoged

Udgivet d. 11. maj 2022.

Fiskeren Peter Petersen del I

I sensommeren 2021 og frem til 2022, ryddede vi vores jernbanekælder. Det var ikke let – følelserne slår kolbøtter. Ud over at demontere det store anlæg, kasserne og skabene, skulle de mange, store og små ting, der har samlet sig under toganlægget de sidste 26 år, også sorteres, have et andet opbevaringssted eller smides væk. Ikke et arbejde, der er rigtig sjovt. Men nu og da var der også smukke øjeblikke. Jeg fandt flere kasser med næsten glemte dukkehusmøbler. Selv et rigtig flot køkken kabinet. Selvfølgelig satte jeg møbler i det med det samme, men det virkede ikke rigtig passende for mig, så det kom i første omgang, ind i vores kælder.

Til min glæde kom et par trækasser, bygget af min mand også frem i lyset. Selvfølgelig overtog jeg dem, med det samme. Du kan ikke gå glip af sådan en ting. Ligesom denne. Den har en fin størrelse 39 x 32 cm.

Straks satte jeg nogle af de genvundne møbler ind i kassen, – ja, det kunne jeg godt lide. Måske lidt højt. Men det var ikke muligt at skære det ned. Det, min mand har bygget, er stabilt. Men selvfølgelig kan man lave et loft.

Jeg havde dog allerede et “hus” med et loft. Mit strandhus med den gamle kaptajn havde et loft. Hvad jeg endnu ikke havde, var en kælder. En kælder har potentiale. Ja, jeg ville gerne have en kælder – min mand syntes også, at ideen var rigtig god og ville gerne støtte mig i byggeriet.

Kælderen skulle være en rigtig flot kælder, men den skulle være nem at implementere. Vi købte et stykke trykplade, hvid og brun, begge sider almindelige. Den hvide side skal vende nedad, den brune side opad, som gulv i rummet Jeg skar et ark meget sart gråt karton til, i den rigtige størrelse. Jeg malede sten på gulvet og “murede” væggene med hvide mursten.

Da jeg fik skåret pressebrættet i isenkræmmeren (de ved altid, at jeg er kvinden med de små bestillinger), bad jeg om et stykke træ fra skraldekurven – præcis den højde, jeg gerne ville have min kælder. Det brugte jeg som et hjælpemiddel, så jeg kunne montere de fine hyldestøttelister lige og i den rigtige højde. Det fungerede godt.

Min mand var bekymret for, at gulvpanelet ville synke lidt foran. Så jeg “murede” en anden søjle. Inde i papsøjlen ligger et lille stykke rundt træ, som virkelig giver det hele et hold. I mellemtiden har jeg samlet alle mulige miniaturer, som jeg måske – muligvis – ville have sat i kælderen.

Mit værksted er køkkenbordet. Det betyder desværre også, at jeg altid skal pakke alt ind til det normale “køkkenliv”. Jeg gad ikke engang kigge, da transportkurven gled ud af min hånd og faldt på køkkengulvet. Jeg var meget heldig. Kun kronen på køkkenskabet var brækket af, og den ene skabslåge var sprunget ud af hængslet. Gerhard fik ordnet det hele dagen efter.

Jeg havde to petroleumslamper til kælderen og en til stuen. Derudover har vi monteret 3 små LED lys på loftet. Installationen var en fælles indsats af Gerhard og mig. Det vil sige, han viste mig, hvordan man lodder, og jeg gjorde det.

Som du kan se, gik det godt. Jeg nåede selvfølgelig ikke at få så fine, rene loddepunkter, som Gerhard plejede at lave, men det er tilstrækkeligt til mine krav – det vigtigste er et stabilt lys.

Jeg havde udvalgt mine “møller”. De har ligget i min æske så længe. Motivet passer bare dårligt ind i et alperum. Indtil nu havde rummet intet motto. Da Gerhard opdagede pladerne, sagde han, at han da også gerne ville have, en rigtig fisker. Der var det. Et fiskerhus.

Jeg så engang en fisker hænge sin fangede fisk i kælderen til tørre. Det ville jeg også gerne. Fiskene fra Playmobil var ideelle til dette. Jeg borede et hul i dem med en nåleboremaskine og trak en ledning igennem den.

Det var godt, men meget unaturligt. Sådan lyseblå fisk – nej tak. Vores – indtil nu ukendte – fisker ville ikke have fanget sådanne fisk i havet.

Jeg havde grå, sølv og blå fisk. Jeg var nødt til at male dem. Et lille tip til andre “malere”. Almindelig akrylmaling klæber meget godt til Playmobil plastik. Så jeg malede den blå fisk med en rødbrun og i anden omgang gik jeg over den med et pjaltet penselstrøg i sølv. De grå og sølvfarvede fisk fik kun et uregelmæssigt lag maling med den rødbrune.

Det ser virkelig meget naturalistisk ud. For at fiskene ikke bare skal stå sådan op, brugte jeg en spacer. Så de kan tørre rigtig godt rundt omkring.

I mellemtiden tørrede de hvidmalede gulvstøttelister og jeg fik limet “murværket”. Jeg var meget glad for resultatet. Kælderen lignede mere illusionen om en murstenskælderen, end jeg havde troet.

Så arbejdede jeg på tallerkenhylden. Det var tydeligt, at det ikke tilhørte det originale møbelsæt. Det er formentlig af Bodo Hennig og blev derefter farvekoordineret med møblerne. Jeg tilføjede et par matchende blomster og så voksede jeg brættet, jeg fik tippet fra Sherri. Tjek sammenligningen. Det er meget mere tiltalende nu. Jeg brugte møbelvoks, men du kan også bruge gulvvoks eller endda skosværte.

Selvfølgelig skal en fisker have et rigtigt fiskenet. Jeg lærte at lave et net i håndværkstimerne, da jeg gik i skole, og for nogle år siden lavede jeg også et net til strandhuset. Så det var ikke noget problem for mig. Jeg brugte meget tyndt bomuldsgarn, men de enkelte huller er selvfølgelig ret store. Fiskeren ville bestemt ikke have kunnet fange de små fisk fra Playmobil med dette net.

Selvfølgelig skal en fisker have et landingsnet. Gerhard lavede en af ​​blomstertråd. Jeg fik engang et stykke af min veninde Juttas brudeslør. Jeg skar et stykke af og lagde det i te i et par dage – det ser godt ud. Den glemte søstjerne var måske lidt af en overdrivelse, men jeg kunne ikke lade være.

Et reelt problem for mig var mærkningen af ​​fangstbogen. Etiketten er kun 15 x 8 mm. Jeg kunne selvfølgelig skrive på en etiket med pc’en og så sætte den fast. Men det så på en eller anden måde unaturligt ud. Nej, min fisker skulle skrive sin fangstlog i hånden. Min skrivning har altid krævet lidt øvelse at læse. Jeg
printede en hel side ud, med små etiketter og øvede mig, indtil jeg endelig håbede, at jeg kunne klare det. Det ser ud til, at hr. Petersen ikke tog skrive timer i folkeskolen. Jeg tog i øvrigt en fin kuglepen, jeg måtte kassere alt andet (blyant, tusch, farveblyant), alt for tykt.

Under den værste del af corona ​​pandemien, vævede jeg tæpper. Det fjernede mig fra bekymringerne, om vores sikkerhed. Dette tæppe er også fra perioden. Jeg brugte meget fint lyseblåt bomuld som nederste garn og vævede det med et lidt tykkere akrylgarn.

Jeg malede gulvet i rummet med rødbrun akrylmaling. Efter tørring påsatte jeg “fliserne” og malede til sidst et lille mønster med blåt. I forreste række af fliser har jeg dekoreret nogle fliser. Yderst til venstre ses en blå skildpadde – derfor er der ingen skildpadde, der vil flytte ind i rummet. Så en gul søstjerne, så en fiskekutter og i midten Gerhards initialer, igen en fiskekutter, en søhest og til sidst en fisk. Da alt var tørt, tegnede jeg flisefugerne med en tyk grå blyant. Og så fik gulvet igen et lag voks.

Meget var allerede nået. Beboeren havde allerede et navn – også selvom det stadig ikke var fundet.

En stor tak til Sigi!

Næste del kommer d. 25. maj.

Alle gode ting gange tre

Endnu engang har Sigi Ulbricht skrevet en spændende artikel om sin store interesse, Miniature. Hvad Sigi ikke ved, er vist ikke værd at vide. Og endnu en gang er vi heldige, at få love til at dele hendes store viden.

Tusinde tak Sigi!

© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich, www.tortula.de

© for oversættelse og opsætning: Lene Byfoged

d. 18. august 2021 – Seiffner legetøj – bondemøbler til dukkebørn del 3.

Alle gode ting gange tre.

Dette er et ordsprog i Tyskland og betyder, at du gør en ting for tredje gang eller siger den samme ting tre gange.

Åh kære, nu starter jeg forfra med postkort. Jeg ved nu, fra hvilket værksted, disse små dukker kommer. De blev lavet af håndværkeren Katharina Charlotte Rehm Wagner, der producerede dem mellem 1930 og 1972. Fru Rehm Wagner arbejdede i over 40 år i Grünhainichen. Hun lavede eventyrfigurer, dukker i egnsdragter og dukkehusdukker. Dette gjorde hende kendt langt ud over Sachsens grænser.

I dag kommer disse små dukker og figurer fra Annedore Krebs ‘værksted. Som
Fru Krebs selv fortæller på sin Webside, kendte hun fru Rehm Wagner personligt, og som barn så hun dukkerne blive lavet i hendes værksted.

Nå, men desværre kan jeg stadigvæk ikke give nogen oplysninger, om producenten af ​​møblerne.

Hvis man arbejder med et objekt i lang tid, kommer man til at kende det. Fra formen, til pynten, ja til det hele. Så jeg opdagede og identificerede med det samme, dette tilbud, da det dukkede op i det store online auktionshus.

Møblerne var billige, for bortset fra mig, var der ingen interesserede. Jeg fik dem hurtigt hjem på mit bord. Og selvfølgelig var jeg nødt til at sætte møblerne akkurat, som på postkortet, med det samme.
I mangel på de små Katharina Charlotte Rehm Wagner – dukker, satte jeg en ældre 8 cm Lotte Sievers-Hahn dukke, i det lille værelse. Åh ja, jeg synes hun passer rigtig godt der.

Efter en opsætningstest, bestilte jeg fra den miniaturebygger, jeg stoler på – Miniwelt
Holzner – en passende kasse. I ventetiden valgte jeg et tapet. Det skulle være noget særligt. Jeg besluttede mig for dette fortryllende tapet i landhus stil.
Jeg havde kun en smal strimmel, så jeg lavede kun en kant, til den øverste del af væggen, med farvetilpassede vandrette striber.

Som der står i bibelen: Det er ikke godt for mennesket, at være alene. Det gælder naturligvis også Dukkehusbeboere. Så lille “Lotte” fik Loisel som partner – han er umiskendelig også fra Sievers-Hahn.

Det var ikke meningen, at flere skulle flytte ind, … men alligevel. Jeg opdagede en lille Annedore Krebs Doll og blev spontant forelsket i hende, Dorle flyttede ind i det lille værelse som fast gæst

Møblerne er rene og stabile. Men de små møbler, er lidt skuffende på bagsiden. På både stolene og bænken, er der kun malet foran. Der er ingen maling på bagsiden. Sikke en skam.

Jeg kunne rigtigt godt lide det fortryllende sengelinned fra Rosis vugge, så jeg valgte også, at brugte det, til denne vugge. Med denne vuggesammenligning, kan du se de forskellige farver og lidt anderledes dekoration af møblerne.

Hvis du leder efter en træbaby, kommer du ikke uden om de søde babyer fra Annedore Krebs. Ud over de 4- leddelte babyer, producerer Frau Krebs også to versioner af mindre babyer i deres soveposer – der var ingen betænkningstid – jeg købte med det samme. Naturligvis har Lotte Sievers-Hahn også meget søde babyer, men de er for store til vuggen.

Den sorte kat på reolen er en kantskammel fra Miniwelt Holzner. den er selvfølgelig nyere, men jeg elsker kantskamler meget og kunne ikke modstå den. Som bogstøtte brugte jeg en lille teddybjørn af Resin. En meget flot løsning, fordi bjørnen har ret ryg. Vægblomstervasen kommer fra 1950’erne. Jeg har en i min barndoms stuehus og da jeg var til et forretningsophør for et par år siden, opdagede flere vaser på én gang, så jeg købte dem. Blomsterne er lavet af veloursilke. Jeg putter altid plastikmasse i mine vaser og sætter blomsterstilkene i dem – så står de altid, som jeg vil have det.

Min mand brugte to LED -lamper til belysning i værelset, også en glødende Seiffen hængelampe er der.
Et vægur fra 1930’erne af Dora Kuhn hænger midt på bagvæggen, til højre for et landbrugsmaleri (tja, det er et tryk) i en støbt bronzeramme. Til venstre en næsten ægte “daguerreotype” af Hitty.

Man kan kalde Hitty for alle de små trædukkers mor. For dem, der måske ikke kender Hitty som begreb, så fortalte jeg, for første gang i udgaven 15.09.2018 af Tortula fortalte jeg for første gang om Hitty og Lise Clasen skrev om denne dukke den 13. marts 2019. I mellemtiden har min samling fået sin egen hitty – jeg har kaldt den Hitty Rose. Jeg vil vise dette i et af de næste numre.

Her er link til Lises fortælling om Hitty. http://dukkedroemme.dk/hittys-historie

Killingen på kommoden er fra “Kunstgewerbliche Schnitzereien Emil Helbig”.
Den var oprindeligt tiltænkt Helbig -bryllupsoptoget, men den sælges heldigvis også enkeltvis. Jeg elsker Helbig -katte, og nogle af de ældre katte hopper rundt i mine værelser. Denne lille er naturligvis noget helt særligt på grund af dets størrelse.
Til venstre for den er en “Scotty”, også udskåret. Den er fra fru Bettina Bergmann,
fra Emil Helbigs Dekorative Kunstudskæringer. Jeg fik oplysningen om at, (mange tak for det) Scotty med sandsynligvis er en hund fra 1940’erne, og er produceret af Rhönkunst. Men jeg har intet bevis for dette endnu .


Anni kom ind i stuen med Scotty. Hun er også en gæst, der ikke forsvinder. Hun er en Krebs dukke, fra den nuværende produktion. Jeg syntes hendes kjole med de små hatte på, er så skøn. Hun har bundet håret i en fin hestehale.

En anden smuk miniature fra Erzegebirge, er denne hængekrans. Den har fire lys, en
Fugl, et juletræ, en lykkesvamp og en stjerne. Den kommer fra Christian Ulbricht
og var tiltænkt som pynt til træet- men for mig er det rigtig fin pynt i dukkehuset.

Ja, og nu er det hele sat op. Hvis jeg bare vidste, hvilket værksted disse møbler kommer fra.

Endnu et tillæg:

Efter min første artikel, om disse små møbler, gjorde min ven Angelika mig opmærksom, på en opdagelse. I bogen “Kleine heile Welt” – en Kulturhistorie i dukkehuset af R. Müller-Krumnach, Edition Leipzig (1992), er der på side 137,et billede af dette møbel. I et dobbeltværelse med teksten:

Dukkehus, Erzgebirge, 1978, model fra trælegetøjsfirmaet VERO, Olbernhau.

I dette værelse er der møbler som dem, jeg har i min “dobbeltdækker”. Farven, pynten og den lille holder til tallerkenerne, på kommoden er identiske.

Men der er en uoverensstemmelse, mellem denne bog og mine postkort. De ældste
postkort blev trykt mellem d. 24. juli 1948 og d. 31. juli 1964. Fordi kun i DDR, betragtede man den tyske mark som gældende valuta.

Nå, og VERO var heller ikke et værksted, men en forening. Så spørgsmålet forbliver åbent, hvem byggede disse møbler – og var det før 1978?

Så jeg må kigge videre – måske får jeg en en dag fra dig, kære læser, lidt oplysninger. Det vil hjælpe mig yderligere i min søgen.

Så skulle nogen ligge inde med oplysningen angående Sigis dukkehusmøbler, så skriv til hende på info@tortula.de. Det vil glæde hende rigtigt meget.