Indrømmet, jeg holder meget af soldater, især marinesoldater. Min far var ved Søværnet og hele min barndom var præget af det, på mange måder. Og på min morfars side var mange generationer tilknyttet Holmen og de er døbt, konfirmeret, gift og begravet fra Holmens Kirke. En tiptipoldefar var sågar tambourmajor og blikkenslager på Christiansø, så det ligger måske i generne.
For omkring 20 år siden købte jeg min første lille soldat i bisque, på et antikmarked i Hamborg. Og det er først for et par år siden jeg erhvervede mig den sidste, marinesoldaten, som ser så glad og fræk ud. Længe havde tanken om en skole været der og nu begyndte jeg så, at finde på møbler osv til den. Skolestuen fik jeg også købt, den er meget brugt og det ses tydeligt, men jeg syntes den er charmerende sådan og jeg ville gerne have det patinerede look. Kun en enkelt soldat er købt i Danmark, af en anden samler. Resten er købt i Tyskland.
Her er de så, soldaterne. Søde og charmerende på hver deres måde.
For et par år siden begyndte jeg halvhjertet at sy på en uniform til læreren, men det blev ikke til mere. Min mands kræftsygdom og coronaen satte en stopper for lysten til at fortsætte.
Men så en dag fik jeg en mail, fra Mosede Fort Museet, de havde læst min artikel , http://dukkedroemme.dk/boern-og-legetoej-under-1-verdenskrig/Børn og legetøj under 1. Verdenskrig, her på bloggen. De skal i uge 8 have udstillingen “Skal vi lege krig?” og ville gerne i den anledning, have lov til at låne min samling af dukker og børneservice.
Jeg så straks muligheden for at få skolen færdig og gik i gang med at sy uniformer og lave skoletasker m.m. og da alt er syet og lavet i hånden, tog det en del timer.
Bælterne er lavet af blødt skind og med dukke skospænder, som bæltespænder, ligeledes til taskerne.
Taskerne fandt jeg mønstret til på Pinterest, et nemt et, hvor man blot limede dem.
Her ses en af skoletaskerne. Uh, man ser alle fejlene på sådan et billede her. Her kan man også se feltflasken og trompeten, som jeg skriver om længere nede.
Jeg havde som tidligere skrevet købt ting til skolen hen ad vejen, men manglede alligevel en del ting. Så sendte Sigi Ulbrich www.tortula.de, mig et billede af en af hendes fine stuer og på væggen var de sødeste billeder, af mennesker i folkedragter. Jeg spurgte til dem og fik at vide at det var badges, som under 1. Verdenskrig og blev givet til de mennesker, der hjalp de fattige. Og dem var der masser af og det offentlige kunne ikke hjælpe alle. De bliver kaldt WHW, hvilket er en forkortelse af “Winterhilfswerk”.
Efter jeg gik på Ebay.de for at lede efter disse, er jeg blevet klar over, at det som så meget andet, er et stort samlerområde. Jeg var heldig at finde skønne billeder også, af soldater fra forskellige årstal. De er i metalrammer og er maskinsyede. Da jeg var i gang fandt jeg en komplet serie fra 2. Verdenskrig og et par skibe, også derfra.
De er da fine og ret velholdte, når man tænker på, at de er over 100 år. WHW. Foto: Ebay.de
Denne serie syntes jeg var fin, men blev glædelig overrasket , da jeg fandt ud af at de passer perfekt i størrelsen til soldaterne. Den er fra 1941. WHW. Foto: Ebay.de
WHW fra 2. Verdenskrig. Foto: Ebay.de
Verdenskortet, kortet over Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, samt de andre anskuelsestavler er printet ud på rispapir og så limet på tyndt pap.
Den uartige soldat kunne ikke finde ud af, at man ikke må lave papirsflyvere i timen, så nu står han og kommer på bedre tanker. Man kan også se hans tornyster fra WHW.Læreren er lettere alkoholiseret, det er hårdt at få skik på de ustyrlige små soldater.Denne tavle med små anskuelsesark er helt ny, den er købt påwww.jacominis.com. Den falder så fint ind, syntes jeg.. Hele skolen er en blanding af nyt og gammelt og tidsperioderne passer heller ikke. Men det er Ok!
Denne kanon er fra Kinderæg og fra midt 1970,erne.
De fine metalsoldater i vinduerne er købt i Kramboden i Odense og den sidste på hest, et arvestykke fra en kær dukkesamler.
Ja, han står her endnu!
Jeg håber I kan lide min skolestue, som tidligere skrevet, er den en blanding af lidt af hvert, men det har været rigtigt hyggeligt at lave den og på en måde, lidt trist den er færdig nu. Men så har jeg fået gnisten tilbage og nu står min Fanøstue og mit englehus, med engleskole og venter på, at jeg går i gang med dem.
I denne tid ser jeg Fra YT til NYT mandag til fredag lige efter den korte TV-avis på 10 minutter (jeg orker ikke den lange med sport og udpenslet vejrudsigt) ! Og YT til NYT er meget inspirerende, også selv om nogle af resultaterne virker lidt kiksede!
Forleden kom jeg i tanker om dette lille pæne skuffemøbel, som jeg i sin tid bragte i Nordisk Dukketidende (nr. 26, juni 2003):
Sådan lavede børnene dukkemøbler dengang. Skuffemøblet er en model fra det engelske børneugeblad PUCK den 22. juli 1922l – whauu hele 95 år siden – hvor man skriver:
Som enhver dreng og pige ved, kan man bruge tomme tændstikæsker til mangt og meget, fantasien kender ingen grænser, og her er en sød idé til dukkestuen, hyg dig, mens det regner, med at lave det allerkæreste lille skuffemøbel.
Dukkehusmor vil blive rigtig glad for det lille møbel og vil straks anvende det som sybord, eller måske Dukkehusfar vil have det som skrivebord, bare de nu ikke bliver uvenner! Men du kan selvfølgelig lave to skuffemøbler, ét til hver.
Du skal brug én tom tændstikæske, en sort perle og en del brugte tændstikker.
Start med at fjerne de afbrændte svovl-ender fra tændstikkerne og klip 4 tændstikker i samme størrelse, disse skal bruges til møblets ben.
For at sætte benene fast borer du et lille hul i hvert hjørne af æsken (du har selvfølgelig først fjernet ”skuffen”). Hullerne skal være lige netop så store, at du kan fastgøre tændstikkerne, og tændstikkerne skal sidde, således at de ikke skraber mod skuffen, når du trækker den ud eller skubber den ind. Benene fastgøres med en lille klat lim.
Det næste, du skal gøre, er at fastgøre tværstængerne om benene (se tegningen af møblet). Tværstængerne er lavet af tændstikker klippet til, så de passer, og limet på med en lille klat lim.
Foran på skuffen syr du den lille perle fast, så har du et håndtag således at du kan trække skuffen ud eller skubbe den ind.
Til slut maler du møblet med flere lag af netop den farve, du synes bedst om. (Du kan lakere møblet bagefter, hvilket gør det mere holdbart (Lise).)
Og så er dit lille møbel færdigt og kan stilles på plads i dukkestuen eller –huset, det var da umagen værd, ikke sandt!!!
Altså, helt ærligt? Hætten er ikke af krystal – ikke engang tilnærmelsesvis, men den er så værdifuld for mig, som var den af det materiale. Nu skal I høre:
Lad os gå tilbage til den 28.11.2008. På denne dag fik jeg om aftenen en mail fra min veninde Jutta. Hun sendte mig et foto med ordene, se her, hvad jeg i dag har købt på loppemarkedet. For at jeg rigtig kunne se størrelsen, havde hun stillet et 8 cm højt Edi-dukkepar ved siden af. Vi målte alting ud fra Edi-dukker. Vi boede langt fra hinanden og sås ikke så tit, som vi gerne ville. For at vi begge altid hurtigt og helt korrekt kunne vise hinanden billeder af vore skatte, viste vi altid en Edi-dukke sammen med tingene. De to dukker i stuen er 4 cm høje Edi-dukker.
For mig var det kærlighed ved første blik. Straks vidste jeg, at jeg absolut måtte eje en stue magen til. Således var vi begge på udkig efter sådan en stue, og samtidig researchede vi. Endelig og endda ved første øjekast opdagede Jutta den i et katalog fra 40erne . Efter nærmere undersøgelse viste det sig, at det var en stue i skala 1:10. og at det ”kun” drejede sig om én ligebenet ”trekantet” dukkestue.. (en ligebenet trekant er en trekant med to lige lange sider – der findes desuden ligesidede trekanter, dvs. trekanter med tre lige lange sider, da der går fire trekanter af slagsen på en cirkel,, er de fire trekanter i krystalhætten således en kombination. – Red.).
Dog viste denne gengivelse immervæk, at der i sådanne stuer kunne have stået en vugge og et kistemøbel. Da Jutta rigtig gerne ville have begge dele, fremstillede jeg af pap de formentlig manglende møbler, ganske vist efter modeller i større målestok. Dengang tænkte vi ikke over forskellen, og hun blev meget glad for møblerne.
Nu blev det den 3. oktober 2012— Den tyske Genforeningsdag – hvor der var stort loppemarked i Bamberg. Vi havde, som vi gjorde hvert år, tilrettelagt vor ferie, således at vi kunne besøge markedet. Jeg stod tidligt op, og var allerede på pletten kl. 7. Gerhard – min mand og forståelige ven – ville komme derhen senere. Vejret var ideelt, og markedet var endnu større end tidligere. Hen ad klokken 11 var jeg allerede temmelig træt, og pludselig så jeg den. Uden møbler og uden kælder, men en mini-vinkel-stue, og selvfølgelig købte jeg den,. Ja, og så ringede jeg da lige til Gerhard, at han godt kunne afhente mig —jeg kunne ikke mere, nej, jeg ville ikke mere. Min drøm var blevet opfyldt – hvad mere havde jeg at gøre på dette marked. Nu blegnede alt andet.
Da jeg var færdig med at indrette min stue, sammenlignede vi vore stuer. De havde en ubetydelig forskel i målene.
Da fik Jutta meddelelse om, at hun ikke kunne leve ret meget længere. Vi græd sammen, og til sidst forsøgte jeg at trøste hende med disse ord: Nu får du min stue, og du kan slet ikke forestille dig, hvor fantastisk det vil se ud, når du stiller dem ved siden af hinanden.
Det var virkelig en ringe trøst!
Ja, og så stod begge stuer til sidst ryg mod ryg på bordet hos os. Vi har et rundt bord i arbejdsværelset, og her fik de plads. Jeg købte en drejetallerken af træ på 40 cm i diameter. Ja, jeg indrømmer, at det var en ostetallerken, men den passede hårfint til formålet. Nu kunne jeg dreje en side hen mod mig, således at jeg kunne se den del, jeg gerne ville. Der var fire indstillinger. De to stuer og de landskaber eller den have, som hørte til.
Der var blot den ulempe, at hver gang vi luftede ud i arbejdsværelset, væltede de små stole eller flere andre ting. Ellers har vi stillet alle de mindste stuer under en smuk og meget dyr hætte af akrylglas. Det ser meget sofistikeret ud, giver så godt som ingen spejlreflekser og beskytter for vind og vejr, støvsugere og uforvaret berøring. Selvfølgelig ville Gerhard straks bestille en hætte til disse to dyrebare stuer —men desværre, de findes ikke i rund udgave. Vi søgte på internettet og fik hele tiden det svar, at den vil blive for tung og for dyr. Ja, vi skulle af med ca. 500 € (ca, 3.650 danske kroner — Red.) for en sådan hætte.
Efter nogen tid manglede en lille bitte vase, jeg regner med, at støvsugeren har ædt den. Nu måtte der gøres noget. Jeg bestilte på nettet en ganske tynd træskive på 42 cm i diameter. Dette gik uden problemer, jeg måtte blot købe den næststørste skive, som blev sendt til mig udfærdiget med 42 cm.
Denne skive tog jeg som en prøve og klippede af klar lysfolie et låg, hvilket var det første, det mindste og det enkleste trin.
Af tynde firkantklodser lavede jeg et kryds. Dvs. at jeg i midten havde filet en not/rille. Nøjagtig så lang, at krydsningen blev plan. Derpå isatte jeg rundholter som støtte.
Og ja, jeg havde den følelse, at limen nu skulle tørre. Ved første forsøg kom de minimale størrelsesforskelle graverende til syne, og jeg måtte indsætte udligningsstykker.
Så vidt, så godt, jeg havde en bund, og jeg havde et låg. Nu manglede jeg blot det virkeligt vanskelige mellemstykke. Kender man diameteren, kan man via formlen beregne, hvor stor omkredsen er. I min klokkes tilfælde var den 132 cm. Jeg blev da klar over, at min lysfolie ikke var tilstrækkelig. Arkene er DIN A1 (594 mm x 841 mm), altså måtte jeg tilføje stykker. Det blev nødvendigt med to sømme.
Men hvordan kunne jeg føje det sammen på stabil måde. At lime holdt jeg for uigennemførligt. Der ville komme for stærkt tryk på klæbestedet. Jeg ville til at sy, men da gjorde Gerhard mig opmærksom på, at sømmestederne ville få så skarpe kanter, at tråden hurtig ville blive skåret over. Åh, sådan en ”Drillepind/Ødelæg bare fornøjelsen”!.
Jeg var ved at pakke en lille dukke ind, som jeg ville sende til en veninde. I Tyskland er der jo praktiske og gunstige forsendelser. Det pakkede holdes sammen med clips, fast, men er dog nemt at åbne igen. Det var løsningen, hurtigt og effektivt. Nå, ja, måske rent optisk ikke sååååå smukt, men heller ikke dårligt, og….. da jeg anbragte dem på højde med støtterne, gik det ikke ud over helhedsindtrykket.
Jeg har ved tilskæringen af begge sidedele lagt 4 cm til. Ved lukningen af cirklen har jeg foroven og forneden ligeledes bøjet 2 cm om, og hele vejen et indsnit på 1,5 cm. På denne måde skulle det lykkes mig at få en smuk runding og ingen hjørner. Det lykkedes virkelig. De nederste ”flapper” lagde jeg ind under den ekstra træbund og fastgjorde dem med heftestifter. For at være på den sikre side skruede jeg bundpladen fast på drejepladen. Nu kom det store øjeblik:
Jeg lagde endnu en skive af grønt karton ind og stillede begge stuer ovenpå. Det grønne karton illuderer en passende havefarve.
Stuerne passede nøjagtigt, og også mit støttekryds gled lige ind på plads.
De næste timer er således et højdepunkt i enhver samlers hverdag. Min mand gav storsindet afkald på sin middagsmad og smurte sig et rundstykke. Men jeg, jeg kunne indrette de to små stuer og udstyre dem med det allermindste tilbehør, jeg kunne finde i mine kasser. Nu skulle der ikke gå mere tabt. Men alligevel fastgjorde jeg nogle småting med ”miniprikker” – I ved nok, med disse små, glasklare klæbeprikker.
Da alt var færdigt, lagde jeg låget på. Ja, ikke mere. Låget ligger med sin egenvægt rigtig godt. Ganske vist er hætten ikke helt tæt, men dog overvejende en beskyttelse mod støv, samt også mod vind og pilfingre…
Naturligvis kunne en hætte af akrylglas måske være meget smukkere, og dog, denne selvbyggede hætte gør det ud for det samme. Jeg har alt i alt betalt mindre end 30 Euro, og jeg havde stor fornøjelse af at bygge den, den er næsten af krystal— i hvert fald efter mine forestillinger.
Når jeg sidder her foran og betragter disse henrivende små stuer, forestiller jeg mig altid, hvordan Jutta oppe på sin sky sidder og kigger og holder tommelfingeren opad.
Ja, jeg er sikker på, at hun vil synes supergodt om min krystal-hætte.
Og hermed det flotte resultat.
To små Stuer og to små haver under samme ”Hætte”!
Kære Sigi –
Vi siger tusind tak for din rørende fortælling og for at få del i dine kreative ideer, som helt sikkert vil inspirere mange samlere. (Og hils Drillepinden Gerhard, hvis gode råd viste sig brugbart)!
Lise
Også en kæmpestor hilsen og tak fra mig Sigi. En meget interessant og lærerig artikel.
Af og til bliver man stærkt fristet til at købe noget, og… i lang tid havde jeg ønsket at bygge et dukkehus helt fra grunden.. Ønsket gik i opfyldelse en dag for et par år siden…. Og når huset engang står færdigt, er det fantastisk flot, et imponerende stykke legetøj for voksne….
Der var tilbud på et dejligt bindingsværks-dukkehus i samlesæt, hvor man hver måned fik en pakke med dele i.. Der var selvfølgelig som reklame en flot og stor brochure, som viste det færdige dukkehus, samt detaljer fra hvert rum etc. Og jeg sprang til, men… den hopper jeg nu aldrig mere på.. Det var simpelthen en alt for stor mundfuld, der kom pakker hver måned (jeg fik for at spare porto, alle pakkerne sendt via vor yngste søn, Bjørn, der bor i udlandet). Til hver pakke hører et lille instruktivt hefte med tips og tricks, historie om dukkehuse, og hvorfra man fik inspiration, ganske udmærket. Men når du pludselig sidder med 124 pakker, er det overvældende; prøv du bare at se klog og blasert ud … det lykkedes ikke for mig! .
Fra brochuren: Facaden på det færdige hus, og et kig ind i Soveværelset!
Alt leveres ”hulter til bulter”: det startede med komfuret til køkkenet, senere et toiletmøbel, så nogle lister til selve dukkehuset, måske et vindue, måske gulvfliser, en væg, og atter et møbel, eller små pynteting…. Du kan således ikke starte med at bygge ret meget af selve huset, og du bliver først færdig, når sidste pakke er i hus.
Desuden skal du lidt efter lidt anskaffe forskellige materialer: maling, lim, fugestof, være i besiddelse af flere tænger, sandpapir i flere forskellige finheder, en løvsav, små skruetvinger og meget andet godt. Som et ”kuriosum” passer de mange dele ikke altid sammen, rette vinkler er simpelthen et fremmedord. Altså må du have lineal, tegnetrekant, vinkelmåler og vaterpas parat….
Du kan heller ikke bygge huset alene, der skal assistance til, når du f.eks. limer noget sammen, da der skal mindst fire hænder til at holde tingene på plads under processen.
Man samler således alle sine dejlige småpakker, læser med interesse i hefterne og hygger sig, men det kommer man jo ikke langt med, andet end at det hele står og fylder op i æsker og poser. Bjørn grinede godt nok meget, hver gang han kom med ”et læs”, eller hver gang vi fik ”et læs” med hjem fra ham… Indtil han en dag med en flot håndbevægelse bekendtgjorde, at han sammen med Thordis, vor datter, og barnebarn Julie gerne ville sætte dukkehuset sammen.
Huset vokser: sættes sammen af gulve og vægge (skal først males hvide). Flisegulvet lægges, hver flise lægges med nøjagtighed, fugemasse, lakeres derefter. Parketgulvene skal også lægges, bindingsværket skal klæbes på efter at været udskåret… Alle for lange ting saves til, alt tilpasses, så der forhåbentlig kommer rette vinkler ud af det!. Et virkeligt ”pyssenyssejob”!,
Glad blev jeg, jeg havde ellers snakket med et par veninder om det, og det viser sig, at to veninder har gjort samme fadæse, begge med andre samlesæt, Den ene havde fået venner til at hjælpe sig med at samle huset, da hendes ellers praktiske mand havde nægtet at være med (mænd kan jo somme tider sætte deres vilje igennem)! Den anden havde opgivet på halvvejen og kun købt halvdelen af en serie pakker…. En STOR trøst at vide, at jeg ikke er den eneste, der har ladet mig ”Bondefange”… Jeg foreslog dem, ellers at vi burde danne en forening/klub, den er nu endnu ikke blevet en realitet. Måske fordi navnet ”Kvajpandebyggernes klub” ikke lyder særlig eksklusivt.
Der sker hele tiden noget, og i øjeblikket står huset som på billedet nederst til højre – når vi mødes næste gang, skal der lægges tag, laves facade, sættes skorsten og altan på huset, lægges lys ind og meget mere!
Før de tre ”helte” ville begynde at samle dukkehuset kom de med denne betingelse: ”Mor/Farmor, du skal lægge det hele i orden, og du skal lave en liste over de materialer, vi skal købe!” ”TOP”, svarede jeg… og så gik jeg i gang… Der blev sorteret, pakket ud, møbler og småting lå allerede i et par kasser. Og jeg lavede en liste over de forbistrede mange ting, vi ikke havde i huset, men måtte ud at købe (Et godt råd: skulle I lige som jeg have fundet på at investere i et samlesæt, så køb materialerne i et byggecentrum, da alt koster mindst tre gange så meget i en hobbybutik)! De tre Helte var for øvrigt ret imponerede over min indsats
Der blev købt ind, og de tre dukkehus-samlere gik i gang… Hvad der var sket, ved jeg ikke, men pludselig manglede der en bagvæg til huset, i stedet for var der to eksemplarer af en pakke indeholdende bl.a. et toilet til badeværelset… Heldigvis sendte firmaet en pakke med bagvæggen, og der kunne senere fortsættes med arbejdet.
I øjeblikket står der et halvt hus færdigt, og resten følger, men I skal da se lidt af det, samt noget af inventaret fra den store brochure. Og jeg er stensikker på, at når jeg fortsætter beretningen og viser jer billeder af det fremtidige, færdige dukkehus, vil I helt sikkert sige Ih, og Åh og Næh, hvor er det flot…..
I skal desuden se forsiden af et af hefterne med billedet af køkkenet! Sammen med heftet ankom et halvt tag— (plade), tagbjælker og holdere, samt tre krydderiglas.
OG… ih, hvor jeg glæder mig til at vise jer mere om ”Verdens flotteste og Dyreste Dukkehus”.
God læselyst og på gensyn, når Heltene fortsætter deres store arbejde!
Vi har fået denne skønne beskrivelse fra Dorthe Lohmann om hendes skolestue og researchen på dens tidligere ejer. Jeg syntes den meget rammende fortæller om glæden ved dukkestuer og dukkehuse. Jeg håber I vil nyde Dorthes fortælling, lige så meget som jeg har nydt den. En stor tak til Dorthe!
Lene
For en del år siden fik jeg denne skolestue, jeg ved ikke, hvor gammel den er, jeg ved bare, at den i 1931 tilhørte en pige ved navn Aggi Nordstrand.
Og hvordan kan jeg så vide det?
Det kan jeg, fordi der i skolestuens bogskab lå det fineste lille kladdehæfte med Aggis fulde navn og adresse samt årstallet 1931.
Aggis kladdehæfte.
Nogle af de mange kladdehæfter, som lå i det store bogskab.
Der lå faktisk mange små kladdehæfter i bogskabet, for i 1931 havde skolen mange elever, og alle skulle jo lære at læse og skrive, og skolens piger skulle yderligere undervises i sy-og strikning, deres strikketøj ligger stadig i de små grønne poser, som hænger på knagerækken ved siden af bogskabet.
Pigernes håndarbejdsposer og strikketøj.
Her følger et par nærbilleder af skolestuens indretning, lærer Andersen og de mere eller mindre artige elever.
Skolestuen, set mod lærer Andersens kateter.
Skolestuen, set mod det store bogskab.
For i enhver skoleklasse finder man jo både artige og mindre artige elever, og her står skoles mest uvorne unge og skammer sig under billedet af Christian d. 9 og dronning Louise … ”Med Gud for ære og ret”, siger kongen, og den skamfulde dreng bøjer nakken under kongens strenge blik.
Europas svigerfar.
Jeg fandt i sin tid billedet af Christian d. 9, ”Europas svigerfar”, på et loppemarked i Forum, og jeg syntes, det passer perfekt på skolens væg, for her støtter man op om de gamle dyder – Gud, Konge og Fædreland er på skemaet, og vil man ikke høre, må man føle!
Prygl med pli.
Men nu tilbage til Aggi, for jeg har ofte tænkt på, hvem hun mon var, og hvad der senere blev af hende.
Og en dag fik jeg den geniale idé at søge oplysning via Facebookgruppen ”Gamle København”, for Thingvalla Allé ligger jo på Amager og dermed inden for gruppens interesseområde, derfor kunne viden meget vel findes blandt gruppens medlemmer.
Som sagt så gjort, jeg eftersøgte Aggi fra Amager i “Gamle København”, og der gik da også kun et splitsekund, så skrev et medlem:
”Jeg kender hendes bror Knud, han er min gudfar”!
Og få minutter efter kom en slægtsforsker til, han havde allerede fundet frem til hendes forældre og de tre søskende, han gav mig navne og fødselsdatoer på hele familien.
Det viste sig, at faderen var grosserer i trikotage, han og moderen boede ikke sammen, men var dog gift, moderen var kun 17 år, da hun fødte sit første barn… mange oplysninger strømmede ind, til sidst kom der endog et billede af en aldrende Aggi.
På billedet ses hun i rødt, sammen med et par ukendte herrer.
Og om Aggi kunne fortælles, at hun senere blev en del af “Martinus Selskabet”, et åndeligt fællesskab, som jeg ikke kan gøre nærmere rede for, jeg ved bare, at hendes foto stammer fra selskabets arkiv.
Aggi på sine ældre dage.
Det blev en usædvanlig sjov og hyggelig tråd i ”Gamle København”, jeg har gemt den i sin fulde længde. Alle oplysninger og kommentarer ligger nu i skolestuens bogskab, for jeg tror, den næste ejer vil syntes, det er spændende læsning.
Men nu har denne lange smøre skærpet appetitten, lærer Andersen har ringet ud og fundet madkassen frem… uhm, hans kone har smurt ham en æggemad, vist også et stykke med ost og et med pølse, hun smører HELDIGVIS aldrig madder med kødrand, for hun kender hans følelser for kogt fars.
Lærer Andersen har fundet madkassen frem.
Måske kunne nogen forveksle denne skoles lærer med kollegaen fra Matador, det har dog ingen gang på jorden, de to deler kun afskyen for kogt fars.
Skolen lever videre på hylden i mit skab, men Aggi Nordstrand er død, for vi mennesker er mere forgængelige, end de ting vi omgiver os med.
Jeg håber, skolestuen også vil overleve mig, og ende hos en ny ejer, som kan værdsætte dens historie.
Sigi Ulbrich fortæller her levende om, hvordan hun byggede det hele op, og som I vil se, gælder det hele tiden om at bruge fantasien, ikke sandt! :
Den yndige japanerinde, nøgen og påklædt!
I min samling har jeg i mange år haft en lille EDI-japaner-dukke. Hun stod helt nøgen med lotusblomst i håret og vifte i hånden i min vitrine. Da min veninde Gabo har en japansk dukke i originalt tøj, syede jeg med den som forbillede dragten til min dukke og skabte således min egen originale japanerinde.
Sidste år kom julemanden med de små sorte lakmøbler, og nogle dage senere modtog jeg en Samurai.
Den kæppe Samurai!
Herefter stod min beslutning fast: jeg måtte have et japansk værelse.
Med mere gåpåmod og iver end med basisviden om japansk boligkultur, gik jeg i gang med hobby– og pillearbejdet.
Jeg gennemgik mine beholdninger efter eventuelle japanske skatte, og netop i den weekend lykkedes det mig på det lokale loppemarked at erhverve nogle små fjernøstlige ting. Men jeg havde ikke hverken et rigtigt hus eller en stue, så jeg brugte en solid papæske.
Den smukke stue med Shoji (skydevæg), og de fine lakmøbler!
Da jeg ikke kan forestille mig et japansk værelse uden Shoji (japansk skydevæg), skar jeg sidevæggen ud, lod blot en ramme blive tilbage og indsatte en Shoji af farvet karton. Da jeg ikke havde noget rispapir, brugte jeg et stykke madpapir (pergament).
Min mand, Gerhard, der tidligere forretningsmæssigt har haft forbindelser til Japan og har tilbragt nogen tid i landet, fortalte mig om det smukke Gudehjørne, eller den høje opstilling quasi (tempelhjørnet—King’s Place. Og selvfølgelig måtte jeg da bygge sådan en. Hertil benyttede jeg en lille sortlakeret æske, og de pålimede ”Guldblomster” stammer fra en konfettipose. Buddha-figuren er fra loppemarkedet. I kender sikkert disse stande. Her kan man købe statuerne i alle størrelser for både få og mange penge, alt afhængigt af, hvor gode køber og sælger er til at forhandle. Den ”røde lykkeport” sad på en lille souvenirdel, som jeg erhvervede for et par cent på det samme marked.
Den fantastiske opstilling med Buddha, guldblomster og lykkeport!
Og selvfølgelig forbinder vi Japan med Ikebana, og således har jeg sat denne bizarre ”skabning” ned i det sortlakerede låg fra en sjov dåse. Jeg fyldte først låget op med selvtørrende modellermasse og dækkede derefter ”jorden” med kaffegrums. Den gyldne fugl, som pryder æsken, stammer ligeledes fra konfettiposen.
Det lille mesterværk: Dragen!
Naturligvis har mine japanere brug for en gylden drage. Mit pragtstykke bringer helt sikkert lykke til beboerne. Jeg har overtrukket den med ”Guldmaling” på den røde side. Helt ærligt, selv nu, hvor jeg sidder ved min computer og ser på huset, mens jeg skriver om det, synes jeg stadig, at dragen virkelig er lykkedes for mig at fremstille — jeg har nemlig overhovedet ikke noget maletalent. Men da jeg således alligevel var i gang med at male, malede jeg straks en Shikishi (kalligrafi) ”Kærlighed”, fordi husets beboere først mødte hinanden efter så mange år (ca. 50) og straks var Yin og Yang. Egentlig er der ikke noget i vejen for et fælles, langt dukkeliv.
Sigis imponerende løsning på Ikebana!
De hjerteligste hilsner fra Sigi og Gerhard Ulbrich
Forfatterindens efterskrift for den danske dukkeblog:
Dette manuskript er fra 2007. men den der ser nøje på det hele, vil opdage, at der nu er endnu mere: En veninde har klædt en lille 4 cm høj japanerinde på til mig, og i min Edi-dukke-samling står de japanske dukker i mellemtiden fuldtalligt. Papæsken som dukkehus står således stadig, men jeg har bygget et tag af gennemsigtigt, kraftigt folie, således at de små beboere i det mindste er lidt beskyttet mod støv.
Yin og Yang- taler for sig selv!
Shikishi/kaligrafi: ”Kærlighed”!
Vi siger tusind tak til Sigi for din levende fortælling, som helt sikkert har inspireret os alle til at gå i gang med unikke og særprægede projekter!
På alle læsernes, Lenes og mine vegne ønsker jeg endnu engang hjertelig tillykke på Tortulas 18-års fødselsdag:
Voksen og myndig, men heldigvis stadig med barnesindet i behold!
