En Brændende IDE – Tændstikæskerne

Første Del !

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)

Kære Sigi Ulbrich, tak for tilladelsen til at fortælle om Tændstikæsker eller ”Svenske Æsker”, som de også kaldes hos jer) helt sikkert ny og spændende viden for mange. Hermed den første del af beretningen med fotos…. Altså glæd jer alle sammen til at være med i Sigis fortælling om at samle på og pynte op med tændstikæskerne  –  (Lene og Lise)

Forord – Sådan begyndte det hele: Min første tændstikæske købte jeg i 1989. Jeg ville julepynte i min bondedukkestue og gjorde en fantastisk opdagelse på Julemarkedet i Hamburg. Her så jeg den buehvælving, som Gisbert Neuber havde designet i 1986. Den syntes jeg rigtig godt om, og jeg kikkede nu efter andre små bitte dele som kunne bruges i mine dukkestuer. Der var dog blot et problem: jeg havde efter købet ikke tænkt over det – selv om det egentlig var planen-  at pille æsken fra hinanden. Se lige på dette stykke folkekunst fra Erzgebirge, sådan noget kan man ikke bare rive fra hinanden.

Men alt gik godt, for det var nemt. Den lille buehvælving var let at fjerne fra æsken med den sartgrønne baggrund. På fotoet til venstre kan I se ind i min barndoms bondestue. Lige oven på skabet, dér står den, og ser den da ikke fantastisk ud. Hurtigt kom de bitte små lysbærere – englen og bjergmanden – med – Også dem kunne jeg let tage ud af æsken.

Det følgende drengekor kunne jeg lige så problemfrit fjerne fra æsken.. Langsomt kom julen ind i mine stuer.

En ganske særligt glæde havde jeg af den lille landsby Seiffen. Det hele lå nærmest løst i æsken… og jeg havde en mere eller mindre identisk – naturligvis i større format-  stående i dagligstuen. Naturligvis vandrede den lille landsby ikke ind i dukkestuen. Jeg stillede den hen til den større i vor dagligstue. I mellemtiden har vi nu fire sæt i forskellige størrelser, som kommer frem til jul. En af dem kommer fra en kurveæske og en anden fra en stor tændstikæske –  og selvfølgelig har jeg små sangere til hver landsby. Hvad manglede jeg nu… jeg købte endnu en tændstikæske, og endnu en, og en mere – og de står faktisk nu i mine stuer.

I Tortula 9/2015 har jeg fortalt om samlingerne i samlingen. Her er jeg også kommet ind på min passion for tændstikæsker og har fortalt om min lille samling. Nej, jeg ville ikke samle, jeg ville egentlig skille æskerne ad. Men det har jeg slet ikke nænnet. Noget så smukt kunne jeg ikke ødelægge. Og nu er det altså på en eller anden måde blevet til en samling. Den røde tråd har jeg ikke fundet — men måske ønsker jeg heller ikke at finde den. Jeg har helt gamle —ca. 100 år gamle – æsker, og også nogle, som nærmest er helt nye. Og alle er de på hver sin måde et vidunderligt kunstværk.

Men hvordan er disse små kunstværker opstået? Man må her gå tilbage i tiden før, under og i de første år af Den første Verdenskrig. Legetøjsindustrien i Erzgebirge var nærmest forsvundet. Den politiske situation resulterede i et forandret toldsystem. Pludselig var det ikke varens værdi, men varens vægt, der blev fortoldet. Nu kunne producenterne ikke længere levere dette (dengang) billige trælegetøj til de ønskede lave priser. Desuden var prisen på træ på samme tid steget betydeligt. Trælegetøjet fra Erzgebirge var dengang meget stort. Det vil sige, at hovedparten af legetøjssortimentet vejede så meget, at det sprængte lavprisleveringerne vedrørende eksporten. Som f.eks. luftgyngerne (i 30erne) i min mands familie, de målte hele 45 cm og hørte slet ikke til den tids ”Store”. Hermed en mere nøjagtig forklaring: En luftgynge var 45 cm høj og tilsvarende tung. Gennem den dengang indførte skatte– og toldpolitik blev varerne således ikke mere fortoldet efter værdien men efter vægten. Legetøjet fra Erzgebirge var billigt, men tungt. Ved omstillingen af told fra værdi til vægt kunne man ikke længere sælge i USA og tilsvarende købte man ikke længere hos de små ”Hjemmeproducenter”. Således fik Langer ideen til ”Tændstikæskerne”.,

Allerede i 1905 havde forlægger Heinrich Langer (1871-1949) forudset de første tegn på forandring. Han bestilte legetøj i lille format hos drejerne. Man antager, at det første stykke legetøj i miniatureformat var Postkusken (5 x 6 cm). Snart fulgte flere køretøjer i denne størrelse. Indtil han en dag opdagede, at ”skuffeæsker” (æsker med skydelåg), eller æskerne fra de svenske tændstikker, var en billig form for emballage. Disse ”skuffeæsker” var siden 1855 blevet fremstillet af Brødrene Lundström til ”sikkerhedstændstikker”. Disse tændstikker kendte man i Tyskland allerede i begyndelsen af 1870erne som ”Svenske Tændstikker”. Langer lancerede da en lille bondestue (7 x 4 x 4 cm) med kakkelovnsbænk og kat. Den var ikke meget større end en tændstikæske (6 x 4 x 2 cm). Der skulle blot et skridt mere til, og den lille stue kunne være i ”Tændstikæsken”. ”Bondestuen med kakkelovnsbænk fra Erzgebirge” var født. Den havde på én gang emballage og stuekabinet. En stor besparelse. Om han dermed virkelig – som mange hævder – allerede havde tænkt på den fremtidige turisme, vil jeg lade stå åbent! Der var ikke forskel på den pålimede bagvæg af papir med tryk. Der var et vindue enten med bue eller firkantet, hvorfra man kunne se et landskab. Nogle gange står der en kaffekande og en kaffemølle på vindueshylden, andre gange er det blot krukker i forskellige størrelser. Somme tider var der ingen hylde, men et håndklædestativ med en strimmel papir som håndklæde. Væguret er påtrykt, eller somme tider limet på. Bonden sidder ved bordet med et måltid af træklodser forestillende brød foran sig. Bondekonen står ved smørkærnen. Og én ting er der altid, en stor kakkelovn med bænk, hvor en kat varmer ryggen. Nej, den ene af mine æsker modsiger ikke, hvad jeg fortæller, den har i løbet af de sidste 100 år kun mistet bænken med katten og ser man nøje ind i æsken, kan man til højre ved ovnen stadig se resterne af bænken.

Hurtigt kom der efterligninger, idet andre fabrikanter i løbet af meget kort tid også tilbød de små bondestuer. Bonden ved bordet, bondekonen ved smørkærnen og …. Katten på kakkelovnsbænken. Skønt jeg med den venstre af de to C.H. Frohs stuer ikke mere er sikker på, om det er en bondekone ved smørkærnen eller måske bonden, ja, hvad gør han mon der. Man behøver kun lidt fantasi for at afsløre ham…. Og virkelig morsomt finder jeg det ”tykke” søm, som i den højre Frohs-stue erstatter urperpendiklen. Sømmet er egentlig ikke så stort, men ser blot stort ud i forstørrelse. Om bondekonen oprindeligt har stået vendt mod ovnen, kan man naturligvis ikke sige noget om mere. Også i en anden stue fra Frohs – med smørkærne – ser hun mod ovnen. I hvert fald har denne bonde ikke bare træklodser som sit brødmåltid, men også ”kartofler” – datidens hovednæringsmiddel i regionen. På undersiden af ”Skuffeæsken” er en etiket ”Papierhandlung Eugen Hahn Berlin Friedrichstr 78”. Altså dog en souvenir fra den sidste ferie? Som altid, for hundrede år siden en vare til ganske få penge, i dag et historisk kunstværk.

Meget snart blev der-  efter kundernes ønsker-  ud fra Bondestuen fra Erzgebirge fremstillet en bondestue fra andre regioner: en bondestue fra Schlesien, en fra Riesengebirge, en fra Schwarzwald, en fra Allgau eller en Gammeltysk Bondestue – disse bondestuer kunne fås helt ind i 50erne i sidste århundrede. Udstyret var det samme, selv om de solgtes under et andet navn.

Jeg finder den direkte tidsmæssige sammenligning af bondestuerne højst interessant.

Øverst kan I se en Frohs stue fra 30erne. Jeg tillader mig at anføre, art figurerne er meget simple, nærmest bemalet uden omhu og limet på. De blev alle fremstillet i de små hjem. Et stupidt og udtalt dårligt betalt beskæftigelse, men det var overhovedet den eneste eksisterende erhvervsmulighed. Alt efter æsken modtog en hjemmearbejder fra 35 til 100 Pfennig for et dusin æsker

I midten ser I en stue fra DDR-tiden. Med denne lille stue pustede drejeren Erich Reichelt i 1980 nyt liv i bondestuen fra Erzgebirge med kakkelovnsbænk. Den gule etiket på ”Skuffeæsken” minder i sin opstilling om H.E.Langer-stuerne. Til højre og til venstre for teksten ”in der Zündholzschachtel” (I tændstikæsken) blev det kendte logo fra Dregeno gengivet. Dette henviser til et kooperativt foretagende, som stadig eksisterer, på ca. 140 drejere og legetøjsmagere. Foretagendet blev grundlagt i 1919 som modpol til forlæggerne, som gjorde de karrige fortjenester hos drejerfamilierne endnu ringere. Under DDR-tiden overtog de kooperative selv hele fremstillingen af Erzgebirge Kunsthåndværk. Se engang på den lille stue, den er fortryllende fremstillet og var for over 30 år siden meget smukkere og mere nøjagtig i forarbejdningen end de tidlige stuer. Figurerne er smukt udarbejdet og fint bemalet. De er rigtig pæne at se på. Jeg har endnu en bondestue fra Dregeno,. Her er kun urene forskellige. For nylig læste jeg i denne sammenhæng, at der var ca. to timers arbejde med en bondestue, og i DDR-tiden fik en drejermester en timeløn på 1,46 Mark. Hans medhjælpende hustru fik ”kun” 1,27 Mark. For min første Reichelt-stue betalte jeg i begyndelsen af 90erne 5 DM på Julemarkedet i Hamburg: For materialer, 2 arbejdstimer, transporten til Hamburg, og afgift for en stand på Julemarkedet!!!!!!!!

Stuen fra det 21.århundrede er fra Seiffner Stübelmacher. Der igen stammer fra drejerfamilien Flath. Med denne Flath drejer det sig om drejer og trælegetøjsmager Günter Flath. Som man tydeligt kan se, bærer denne æske Dregenos logo, han har således også tilsluttet sig det kooperativew foretagende. På venstre side ses logoet for drejerværkstedet – den lille bitte stue. Ser man nøje på Flath-æskerne, vil man konstatere, at alle artikelnumre begynder med 29. Den enkle forklaring hertil er, at artiklerne fra Günter Flath hos Dregeno præsenteredes med 29. 29/1 på bondestuens etiket viser, at det er den første artikel i den lille stue fra Flath.

Også med denne stue har jeg flere æsker, og de er alle sammen fejlfrie og smukke.

I næsten 30 år har der eksisteret en Stübelmacher (fremstiller af de små stuer) , Gisbert Neuber hedder denne drejer. På hans hjemmeside kan du læse, at dette drejerværksted har bestået siden 1. juli 1986, dvs. allerede i DDR-tiden. Alle, der interesserer sig for disse små kunstværker, vil på et eller andet tidspunkt støde på ”Skuffeæsker” med den gule etiket. Foroven eller nederst til højre forsynet med et enkelt GN, hans markedssignatur.

Når man som jeg holder meget af Kuhn-stuerne, kommer man selvfølgelig også ud for Erzgebigestuer fra Neuber: Den søde, blå vugge, det smukt dekorerede bondestueskab… Også bondestuerne – de viser en vis lighed med Langerstuerne, men er absolut perfekte og omhyggelige i deres forarbejdning. I 1996 kom Hutzenstuen på markedet. Heri ses kakkelovnsbænken med katten, en kone sidder ved kniplebrættet, uret med den allerfineste regulator, men allersmukkest er naturligvis de små loftslys. I Skihytten genfinder vi kaminen fra Erzgebirgestuen I 1994 lancerede Neubert malerstuen: Fortryllende, som hjemmearbejderen står ved sit arbejdsbord og maler? Eller gør sig klar til at male. Umiskendelig med sin kakkelovn med bænk og kat – som i Hutzenstuen. Udstyret med en smuk lampe og en kommode med bitte små trækugler. Man må virkelig ikke glemme, at disse små ting er sat ind i en helt normal tændstikæske. Og også her må man tilføje, at de alle er små kunstværker og slet ikke legetøj for børn.

OG…. Får man lyst til at sætte tændstikæskerne sammen til et lille hus med mange værelser, må én vigtig ting naturligvis ikke mangle— et anstændigt badeværelse. Gisbert Neuber kalder dette pragtstykke for Susanne i Badet.

Men selvfølgelig er stuerne kun en lille bitte del af folkekunsten i tændstikæsker fra Erzegebirge.

Du kan læse mere i udgave 6/2016 i www.tortula.de, men har du tålmodighed, bringer vi det hele, dvs. DEL II her på bloggen, idet Sigi Ulbrich generøst har tilladt os at oversætte og bringe alt dette .. Og selvfølgelig udstyret med Sigis dejlige fotos.

På gensyn…. På gensyn …… og god læselyst ……..

Miniatureudstilling på Katrinetorp i Malmø.

Copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Katrinetorp lige uden for det centrale Malmø, er altid et besøg værd. I løbet af sommeren er der mange forskellige oplevelser og udstillinger. I eftersommeren det tre dage lange Antik og Loppemarked, der altid byder på spændende ting og det stemningsfulde julemarked, er et must. En antik forretning, med mange sjove effekter, er der også. Og haven, er helt vidunderlig.

Her i starten af juli, var det miniatureudstllingen, der fik os til at tage turen over Øresundsbroen og vi blev bestemt ikke skuffede.

Vi startede med at spise en let frokost i den smukke gårdhave, så var vi rustet til udstillingen.

Glimt fra den smukke gårdhave.

Der var små skønne kikkasser, et kæmpe hus, pavillioner, Lundby huse, antikke huse, nye huse, ja det ene skønne hus efter det andet. Og sikken en kreativitet, det er fantastisk, så dygtige mennesker der findes. Se nedenstående billeder, som blot er et lille udvalg.

Det er altid dejligt med inspiration og selv om jeg mente, jeg ikke skulle lave flere miniatureting, er jeg nu gået i gang med en kikkasse. Jeg blev lidt betaget af maleren i et af husene og tænkte jeg ville lave det. Men tingene udvikler sig og nu bliver det vist en Fanø stue.


På www.malmo.se/katrinetorp findes kørselsvejledning. Det er nemt både med offentlige transportmidler og bil.

Dockskåp & Miniatyrer

Katrinetorp, Katrinetorp Alle 1, 21574 Malmø

Åbent hver dag fra kl. 12.00 – 17.00. Der er gratis adgang.

Fra d. 4. Juli – 18. august 2019.


Fantastisk museum i Østrig med Dukker, dukkehuse og andet legetøj

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Under søgning efter noget helt andet fandt jeg på nettet dette flotte museum, som bugner af antikke dukker, dukkehuse, miniaturer og meget andet legetøj. Og… det skal I selvfølgelig også have del i!

Det dejlige museum råder over et areal på ca. 450 m2, fyldt med skatte, og der er også en hyggelig café, hvor du kan nyde forfriskninger og lette måltider.

På museet kan du se over 2.500 antikke dukker og dukkehuse, sjældne miniaturer og meget andet legetøj. Der er en speciel samling af miniaturehåndværk fra omkring år 1900.

Hermed nogle smagsprøver på dukkerne og miniaturer:

Disse appetitvækkere er lige til at falde i svime over, og jeg glæder mig til engang at kunne besøge stedet. —forhåbentlig i nærmeste fremtid!

Uden for museets nedennævnte åbningstider tager man meget gerne imod grupper efter aftale pr. telefon eller mail:

Hermed adresse etc.: Puppenhausmuseum, Markt 11, AT 4304 St. Thomas am Blasenstein, Østrig, Email: welcome@puppenhausmuseum.at – tlf: +43 72 655 58 25 åbent: ti-on-to og i weekenden fra 10 til 18

God fornøjelse alle sammen …

Mere om Udstillingen af Lundby-Dukkehusene

I Søstrehuset – Christiansfeld

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © – fotos Jutta Bogut ©)

Som vi fortalte jer, åbnede for nogle måneder siden Jutta Boguts udstilling af 20 smukt og alsidigt møblerede Lundby-Dukkehuse i Søstrehusets kælder-etage i Christiansfeld.

Udstillingen er godt besøgt, og har du endnu ikke set den, kan du glæde dig over denne lille udvidelse af herlighederne.

Men allerførst dette tip: Vi er alle bange for, at vore skatte skal falme under det stærke sollys, som man vanskeligt kan undgå… Derfor syede Jutta dette luftige gardin til et ”nærgående” vindue, således at effekterne nu er godt beskyttet mod solen.:

Og nu til den ekstra montre:

I husker helt sikkert alle ”Det lille hus på Prærien” – de dejlige og velskrevne bøger om nybyggerfamilien Ingalls og deres oplevelser i glæder og sorger… (skrevet af Laura Ingalls Wilder, den mellemste datter, og af hendes datter Rose, samt TV-serien, som blev genudsendt flere gange. Ja, det er snart mange år siden, f.eks. så vi første gang serien for over 30 år siden, da vi boede i Luxembourg. Jutta har nu dekoreret denne montre med Det lille Hus på Prærien, som en ekstra godte på udstillingen, og ih, hvor jeg glæder mig til gensynet med ”Det lille Hus…..”.

Det lille hus er lavet af Juttas mand, Bent, efter tegninger og beskrivelser i bogen ”Det lille Hus på Prærien”. Bogen ligger ved siden af i montren, så man kan se, at det hele passer. Det hus, man ser i TV-serien, er fiktion, mens det viste her på udstillingen ser ud som det hus, Laura i virkeligeheden boede i.

Og så er det ellers meningen, at der skal laves en montre mere, og at der i de to hjørnemontre skal være skiftende udstillinger af dukkehuse, kikkasser, og hvad Jutta ellers finder på at vise os. Det skal være således, at hvis man kommer flere gange til Christiansfeld, så vil der være noget nyt at se.

Hermed adresse og åbningstider for udstillingen eller udstillingerne, der er som bekendt desuden Legetøjsmusesum og Brødremenighedsmuseum etc. –

Christiansfeld Centret, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld, email: centret@christiansfeld.dk – Tlf: +45 7979 1773 – og ifølge nettet er der indtil 31. august åbent hver dag fra 10 til 17.

(Og ellers er Christiansfeld kendt som Danmarks Honningkageby, hos os benytter vi altid lejligheden til at købe noget sødt og godt med hjem, når vi er på de kanter)!

God Tur

Jens Nielsens Bondegård

De 100 unikke perskeptivkasser(Kikkasser) på Herning Frilandsmuseum.

(Med hilsen fra Lise Brastrup clasen ©)

For en del år siden besøgte jeg Herning Frilandsmuseum og så de unikke, håndlavede perspektivkasser skabt af Inge Aagaard Faurtoft i årene 1972-1991. Jeg blev meget betaget af hendes store arbejde og skrev en artikel i et af mine blade, og da Lene Byfoged for nylig gjorde os opmærksomme på Jens Nielsens Bondegård, ville jeg selvfølgelig indvie jer i hele historien, men desværre har jeg ikke længere materialet, hvorfor I får en helt ny historie, bl.a. på grundlag af modtaget materiale med tak til Jesper Meyer Christensen fra Museum Midtjylland.

Inge Faurtoft er født i 1921 i Odense på Fyn, men endte i Hillerød, hvor hun , der oprindeligt ville være kunstmaler, havde atelier og fremstillede de mest fantastiske perspektivkasser — dvs. små æsker med dyr, mennesker og ting og redskaber fra dagligdagen. Som 65-årig fik hun udgivet børnebogen: ”En septemberdag på Jens Nielsens Bondegård”, en skildring af livet på landet i begyndelsen af 1900-tallet… en typisk dansk bondegård med familien Nielsen og deres dyr. Familien består af Far Jens, Mor Dorthea og døtrene Anne Margrethe, Mette og Søs — samt Farmor. … for Inge Faurtoft syntes da, at det var synd, at Jens skulle være alene. Gården er således fra en tid, før landbruget blev mekaniseret og automatiseret, dvs. at man på gården hverken har traktor eller malkemaskine, og hvor en hest er vigtig. Med hesten pløjer Jens Nielsen sine marker og kører høsten i hus, henter brænde i skoven, spænder hesten for vognen om søndagen og kører familien til kirke, eller på besøg…..

Inge Faurtoft har selv oplevet alle de dejlige historier, hun fortæller, idet hun voksede op som en af 8 søskende på landet i en aftægtsbolig i Allerup på Fyn, hvor deres Mor blev tidlig enke.

De detaljerede to serier af Perspektivkasser omfatter dels: En dag på Jens Nielsens Bondegård, med 57 æsker, og dels: Årets gang på Bondegården, og her er næsten lige så mange æsker. 

Inge Faurtoft konstruerede æskerne sammen med sin mand, der var uddannet malersvend — og han lavede rundhorisonterne til æskerne. I fem år sad Inge Faurtoft og limede, klippede og formede, der blev bl.a. lavet kjoler af crepepapir og stofrester, kaffefilterposer var også en god ting, og en fåreskindspels blev til af gamle frottésokker, vat af det tyndeste flor forvandledes til spindelvæv— ja, alt kunne bruges … Der er f.eks. fremstillet en symaskine til Farmor, der syr nye julekjoler til pigerne, og der ligger selvfølgelig både målebånd og sytråd ved siden af. Der er en vandkedel en Madam Blå, der bages vaniljekranse, ja sådan kan man blive ved, men ALT kan nu opleves på Herning Frilandsmuseum, og du går fra den ene Perspektivkasse til den anden, og selvfølgelig opdager du hele tiden noget nyt.

Inge Faurtofts bog er oversat til mange sprog, og de dejlige perspektivkasser har været udstillet mange steder, bl.a. i Norge og Sverige.

Denne udstilling skal simpelthen opleves, og ifølge hjemmesiderne er museet frit tilgængeligt hver dag, men åbent med personale hver torsdag fra 9 til 15, adressen er: Herning Frilandsmuseum, Museumsgade 32, 7400 Herning. Yderligere oplysninger via hjemmesiderne museummidtjylland.dk, tlf. : 96 29 19 00 (Administration: Vestergade 20, 7400 Herning).

Du kan på hjemmesiderne læse om alle Herning museernes aktiviteter.

G o d T u r !

Rangler til dukkestuedukkerne

(Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich, www.tortula.de for tekst og fotos © – oversættelse Lise Brastrup Clasen og design Lene Byfoged ©)

Alle dukker skal have et stykke legetøj

Om de er små eller store, og Sigi Ukbrich der har et væld af dukkehuse– og –stuer, har levet de yndigste rangler til baby-beboerne, en rigtig sød idé, og det er slet ikke svært….. læs blot her, hvad hun fortæller:

Lige som jeg, der som barn på trods af de sparsomme forhold i efterkrigstiden, altid havde et stykke legetøj, har mine dukker – både de store og de små – et stykke legetøj. Jeg er altid på jagt efter småting, der er til at betale, til mine dukkestuer og deres børn.

Det er mest vanskeligt at finde noget til de aller-allermindste. En dag opdagede jeg en miniature-rangle. Sød og enkel. Fremstillet i et stykke udskåret hvid folie og på for– og bagside med en pålimet halvperle. Jeg synes nu, den var dyr, men købte alligevel en.

Jeg har mange dukkestuer og endnu fleres babyer. Alle vil de gerne have et stykke legetøj… Og så kom spørgsmålet, hvem af de søde små skulle jeg glæde med ranglen, og skulle alle de andre så bare se misundelige blikke på den heldige?

I hobbyforretningen kan man købe alle mulige perler til smykkefremstilling… og som noget ekstra godt, også halvperler, Så jeg indkøbte halvperler: Man tager altså to halvperler og dertil hvid folie – i Tyskland kalder man det lygtefolie — og man kan desværre kun få det i kæmpestore ark. Med en hullemaskine — eller dersom de skal være endnu mindre: med en hultang, slår man et hul. Over hullet limer man halvperler på begge sider, og med en buet saks (jeg bruger en neglesaks, som for længe siden landede i min hobbykasse) klipper man rundt om arbejdet.

Og nu har du en rangle, selvfølgelig kan den ikke rasle… Men så nemt kan du fremstille rangler i enhver ønsket størrelse.

Man kan selvfølgelig også købe dem på miniaturemarkeder. .

I det følgende skal I da lige se nogle af Sigi Ulbrichs mange dukkestuer, samt nogle af de dejlige babyer:  

Til slut siger vi tusind tak til Sigi Ulbrich for dette tip og de dejlige fotos, Og så er der kun tilbage at ønske jer

G o d l æ s e l y s t !

Nyt liv til gamle møbler.

Min søn Michael, kom forleden med en pose gamle udtjente dukkemøbler. Hans overbo ville smide dem ud, og da han mente jeg sikkert kunne få noget ud af dem, fik han lov til at få dem med til mig.

De fleste var lige til skraldespanden, men nogle enkelte syntes jeg var så fine, at jeg valgte at beholde dem, trods deres stand. Især det søde dukkeskab har nogle ormhuller, men det har været en tur i fryseren, så det går nok.

De møbler jeg valgte at beholde.

Min første tanke var “jeg har overhovedet ikke plads til flere ting”, men ved at flytte lidt rundt på nogle ting, blev der mirakuløst en hylde ledig i et skab og så gik jeg i gang.

Skabet og sengen er større end 1:12 og passer derfor ikke til almindelige dukkehusdukker, men min farmors allbisque dukke passer fint, så hun skulle bo der.

Min farmors gamle dukke, som jeg for mange år siden, hæklede en kjole til.

Skabet blev restaureret lidt, den manglede bl.a. håndtag, så jeg fik sat nogle i. En gammel blonde blev der klippet lidt af, så man ikke kigger ind på nogle tomme hylder.

Skabet før og efter.

Et tæppe jeg broderede for år tilbage, blev monteret og fik frynser.

Kludetæppet.

En kedelig ramme blev malet med “guldmaling” og et stykke stof blev sat i.

Det fine “broderede” billede.

Jeg gik så på “hugst” i de andre dukkestuer og fandt lidt af hver. Jeg har nu med nyt og gammelt, syntes jeg, fået en sød dukkestue.

Den færdige dukkestue.

Verdens Største MINIATURE-Stormagasin/Varehus

Bygget af Brigitte og Klaus Reiser, grundlæggere af firmaet Mini Mundus og ejere af klenodiet!

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Som jeg for nogle dage siden lovede jer, kommer her med en beretning om det fantastiske Mini-Stormagasin, som er udstillet i Dukke– og Legetøjsmuseet i Byparken Hanau-Wilhelmsbad.

           Samtidig siger jeg på bloggens og alle læsernes vegne tusind tak til Forretningsfører, Dipl.Ing. Peter Bohn, Mini Mundus Hobby GmbH, for det hurtige svar og alt det gode og detaljerede materiale, jeg har modtaget, samt nå ja, det kan I selv læse videre om….

Verdens Største Miniature-Stormagasin

Er et fascinerende bygningsværk. Det er over 3 meter langt, næsten halvanden meter bredt, og indbyder sine kunder til at handle i de 17 smukt indrettede butiksafdelinger, eller kigge ind ad de 16 udstillingsvinduer. Den enestående belysning er opnået ved installation af over 480 pærer.

Stormagasinet er levendegjort med scenarier, hvor mere end 120 porcelænsdukker i håndsyet tøj optræder. I huset findes unikke og helt nøjagtige kopier af miniaturer skabt af kunstnere gennem mange år i hele Europa.

De udsøgte glasvarer er skabt af kunstnere fra den tyske glaspusterby Lauscha. Størstedelen af det håndmalede porcelæn stammer fra en tysk porcelænsmaler, Nips-liebhavere kan endda i et af udstillingsvinduerne finde miniature-Hummel-figurer. De allerfineste sølvsmedearbejder stammer fra en engelsk sølv– og guldsmed.

Som nævnt står huset på

Hessisches Puppen- & Spielzeugmuseum, Parkpromenade 4, Hanau-Wilhelmsbad, D 63454 Hanau,

Tlf: 0049 6181 86 212 – info@hpusm.de – www.hpusm.de

Åbent: ti-on-to-fr: 10-12 og 14-17, lø-sø-helligd.: 10-17

 Og i det følgende siger Mini Mundus TAK for vor interesse, og meddeler, at de er begejstrede for bloggen: www.dukkedroemme.dk:

 ”Som tak for Deres interesse og til støtte for Deres blog modtager de hermed – eksklusivt og udelukkende for Deres læsere – et bevis på rabat på 10% ved køb gennem vor Online Shop, rabatten kan indløses indtil den 31. december 2018, og gælder for alle produkter:

Rabatkode: MM-DUKKE-10

 Og vi informerer naturligvis gerne over kommende nyheder angående Mini-Stormagasinet og ønsker

god Weekend.

De venligste hilsner fra forretningsfører Peter Bohn, dipl.ing., Mini Mundus Hobby GmbH, tlf: 0049 6103 94890”

(og i det følgende får du henvisninger etc.):

Hermed links til Mini Mundus’ Online Katalog, på tysk og på engelsk:

Tysk: minimundus.de/de/mini-mundus-online-katalog (92 sider)

Engelsk: minimundus.de/en/mini-mundus-online-catalog (48 sider)

Online Shops: www.minimundus.de www.mini-mundus.at – og www.minimundus.co.uk

Går du ind på Pinterest, kan du desuden se detaljer og fotos over de enkelte afdelinger i miniature-stormagasinet:

 Pinterest.com/minimundus/das groesste-miniatur-kaufhasu-der-welt/ eller

Billedgalleri pinterest.com/minimundus.de

 Facebook-siderne findes under: facebook.com/minimundus.de

 God læse, kigge– og købelyst!

Mere om ”Mit lille Strandhus” – 11. juli 2018 – supplement –

Tekst og fotos med hilsen fra Sigi Ulbrich – tortula.de ©

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Med tak til Sigi Ulbrich følger her mere om hendes lille unikke Strandhus og dens beboer:

 Sigi fortsætter med at fortælle:

Gennem flere år har min mand og jeg hvert år besøgt det ærværdige Hansa-Theater i Hamburg. Dette kulturhus i Hamburg er kun åbent i vinterhalvåret. Producenterne er desuden ledere af det legendariske St. Pauli Theater. Billetterne køber man i St. Pauli Theater, hvilket er ensbetydende med, at vi skal til Reeperbahn.

Det gjorde vi således også på dette tidspunkt. Vi tager S-toget, som holder blot et par skridt fra teatret – det er meget praktisk, da vi således sparer forgæves at lede efter en parkeringsplads.

Foruden de typiske tilbud i dette miljø, er der også souvenirbutikker på Reeperbahn. Og lige her havde jeg set ham og spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke tidligere var kommet på ham. Nu har mit Strandhus endelig fået en søulk.

”Dinglehoved-Sømanden” er fra firmaet BREBA. Godt nok er han ny, men hvad gør det, han er blevet fremstillet siden 1948 nøjagtigt som han ser ud nu, og mit Strandhus er jo ikke ligefrem ”stilrent”.

Utvetydigt: Mine uopfyldte drømmes mand.

 www.breba-kleinartikel.de

 Vi takker atter Sigi for dette herlige supplement og ønsker til lykke med det nu komplette ”Lille Strandhus”!

Lene og Lise

M i t L i l l e S t r a n d h u s

 Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©

 Fotos: Gerhard Ulbrich, med undtagelse af billede nr. 2, som er fra Sherri Farley ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Det startede i sommeren 2017. Min mand og jeg var ved at planlægge en ferie i Büsum, da min veninde Sherri fortalte mig, at hun havde planer om at indrette et ”Nauticroom”. Hendes mand havde bygget en ny kasse til hendes soveværelsemøbler, og med alt dette som grundlag ville hun indrette et sømandsværelse. En herlig idé. Hun bor ca. 900 mil fra havet. Jeg tilbød hende at kigge efter muslingeskaller og andre nautiske småting i Büsum.

Samle muslingeskaller på stranden, det var meget, meget længe siden, jeg havde gjort det. og det var sjovt. Og da jeg havde samlet muslingeskallerne sammen, opdagede jeg et sandt eldorado for miniaturister i souvenirbutikken på Büsum havn.

Jeg blev så begejstret over at finde disse ”Skatte”, at jeg straks var fast besluttet på også at ville have en Nautikstue. Under min søgning fandt jeg hos NKD dette ”Lille Hus” i tre størrelser. Hvortil de skulle anvendes, har jeg ingen anelse om? De blev udbudt som hylder. Jeg tog den største ”hylde” og gik straks i gang med at planlægge.

Jeg ville i alle tilfælde bruge møbler fra mit overskudslager — altså var der helt sikkert tale om Kuhn. Hjørneskabet skulle for længe siden have stået i de rigtige omgivelser. Da jeg kun havde lidt plads til inventar, men uendeligt mange småting og ideer, besluttede jeg mig for et loftsrum — her kunne jeg ”rumle” fuldstændig rundt. Jeg indsatte derefter loftsrummet — af pladekarton — en side hvid – som tag over stuen og så en ”træagtig” side som gulvflade til loftsrummet. Det syntes jeg så godt om, at jeg også indsatte et gulv i stuen. Hjørneskabet fik mulighed for plads, og selvfølgelig skulle der også en Kuhn-hylde med, samt en gyngestol og et lille bord.

I mellemtiden blev mange små pakker afsendt og modtaget mellem Missouri og Slesvig-Holsten. Jeg havde for eks. små tøj-emblemer fra 50erne, som jeg kunne sende til Sherri, og selvfølgelig også de smukke sejlskibe. Til skibene tilskar Steve passende ”træplader” (Steve er Sherris ægtemand), og Sherri forsynede skibene ganske diskret med stænk af farver, delte dem mellem os og sendte omgående den ene del tilbage. Da jeg ikke havde bejdse og ikke ville købe noget blot til disse smådele, farvede jeg træet med skosværte.

I Büsum havde jeg købt et selskabsspil –   LUDO – brikkerne var måger, strandkurve, fyrtårne og muslinger, et fantastisk supplement. Jeg gennemgik derefter min ”samling” af margarinefigurer, ja og selv blandt mine tøj-emblemer gjorde jeg fund.

Det samme gjorde Sherri, der altid når hun købte noget til sig selv, straks tækte på mig. De to fyrtårne er spindelvævstynde porcelænstallerkener og er kommet direkte fra USA til Elbens strande.

Mens jeg stadig overvejede, om jeg skulle bygge sandslotte eller ej, ankom de pr. post sammen med en fortryllende havfrue. Hermed var næsten alle mine ønsker gået i opfyldelse.

Hvad endnu manglede, var en tavle med stik og knob. Intet sømandshjem uden sådan en tavle. Altså gik jeg i gang med denne vanskelige opgave og øvede mig med tykt bomuldsgarn, et stykke karton og et par nåle.

           Til sidst var jeg halvt og halvt tilfreds og syede knobene fast på pappet.

Nu gik det først rigtig løs med fumleriet. Med sytråd genskabte jeg knobene og når jeg var tilfreds med resultatet, syede jeg dem fast på mørkeblåt filt. Derefter limede jeg det hele på en af de træplader, som Steve havde tilskåret. Ja, nu fandt jeg virkelig resultatet tilfredsstillende.

Den færdige tavle med stik og knob kan I se ved fotoet af prøvetavlen. En tavle magen til blev selvfølgelig sendt over Dammen til Sherri.

Og endnu en ting sendte jeg ud på den lange rejse. Jeg knyttede nemlig fiskenet til Sherri og mig. I mangel af en rigtig knytteramme, satte jeg en holder sammen ved hjælp af klemmer, papæske og pinde. Dette klappede helt fint, og nettet var værd at se på. Med små korkstykker, ægte muslinger, samt søstjerner og søheste fra smykkefremstilling ser nettet helt ”ægte” ud.

Til sidst manglede jeg kun et passende bord. Først tænkte jeg på et bord fra ministuerne. Men jeg syntes egentlig, det var for lavt. For nylig havde jeg fået blandet farve i ”Kuhnblåt”, og så fik jeg ideen: jeg havde stadig en hvid køkkentaburet i overskud. Dens ben blev malet blå. Nu er den forvandlet til et dejligt bord – som passer til gyngestolen. Pibe, askebæger, glas, whiskyflaske og lommeur (fra smykkefremstilling) fuldstændiggør forestillingen om denne kliché.

Søulken mangler stadig, men hans 12 cm høje EDI-barnebarn leger allerede på stranden.

Og ellers er alt komplet.

Da jeg nok aldrig vil kunne pynte en strand hertil, er sandslottene, samt havfruen og solhatten trukket på loftet. Her bor desuden en kat fra Erzgebirge.¨

Hos mig skal der være gulvtæppe i enhver stue, derfor også i strandhuset. I stedet for den græske landskildpadde bor der selvfølgelig en vandskildpadde i dette hus. Den hvide Vovhund er ligeledes fra Erzgebirge. Den læser ikke avis, ser blot ud som om.

Fisken (Playmobil), den tykke muslingeskal (LUDO-spillet) og de små muslingeskaller (ægte) er presset ned i modellervoks, som derefter er fikseret på træet. Redningsbæltet er en nøglering fra Büsum, jeg tror, det er af gips.

Holderen til muslingeglasset har Steve bygget. Sandskibet var fremstillet med stativ fra fabrikanten.. Fyrtårnet er fra Büsum, og de små muslingeskaller på muslingetallerkenen er naturligvis samlet af mig. Kikkerten er en del ældre, jeg tror den er fra en sættekasse engang i 70erne. Nøglebundtet er fra fremstilling af smykker. I mellemtiden har jeg i mange af mine dukkestuer sådanne eller lignende nøgler. De er med at at fuldstændiggøre boligmiljøet.

Da jeg var ung, havde jeg meget klare forestillinger om, hvordan jeg engang ville have et strandhus. Det skulle være enkelt med solide træmøbler og for alt i verden ikke kitsch. Det skulle ligge direkte bag Nordsødiget og selvfølgelig med perfekt udsigt over havet. Jeg ville sidde på terrassen og fiskerne arbejde. Det faldt mig dengang aldrig ind, at der ikke rigtig var logik i dette.. Nå, ja, vor feriebolig i Büsum havde faktisk et par af disse egenskaber. Den lå direkte bag Nordsødiget, havde den perfekte udsigt (fordi den lå på 2, sal i et flerfamiliehus) og…, jeg kunne fra morgenmadsbalkonen se fiskerne arbejde.

Mit stranddukkehus er nu blevet helt anderledes. Og dog er det nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig mit strandhus.

Men helt ærligt, dér ville jeg aldrig arbejde som rengøringsdame!

Kære Sigi, tak for din herlige fortælling med fine fotos om at skabe et lille Strandhus, man fornemmer virkelig, at du har hygget dig. Vi glæder os hermed til at præsentere historien for alle vore læsere!

Lene og Lise