Småt er godt

Copyright for billeder og tekst Lene Byfoged

Da jeg fandt ud af, at der endelig var en udstilling af interesse i nærområdet, måtte jeg ud og se udstillingen, Småt er godt.

Udstillingen består blot af to huse og to kikkasser, men hvilken ekspertise og kælen for detaljerne, skal man lede længe efter.

Det er Tove Palm der har lavet de historiske huse.

I det ene hus bor Flora Flint. Hun er tidligere lærerinde i naturfag og hendes hjem bærer præg af hendes store samling af dette.

Flora Flints stue.

Det andet hus er Toves familiehus, Det har to lejligheder, den ene er fra forældrenes hjem og det andet fra bedsteforældrenes hjem. Også her er der kælet for detaljerne, en sand fryd.

Som det bl.a. ses her, er der virkelig tænkt på detaljerne. Jeg er vild med hyacinten i glas.

Kikkasserne har Tove indrettet som sine egne børneværelser, i 1953 og 1958.

Udover disse fine huse, er Ballerup Museum absolut et besøg værd. Der er bl.a. en fin legetøjsafdeling.

Udsnit fra legetøjsafdelingen.

De har en permanent udstilling om storfyrstinde Olga. Hendes malerier og historie. En udstilling om kongens jagtgård i 1500 tallets Ballerup og meget mere. Der er så hyggeligt og selvfølgelig har de også en købmand, hvor alverdens ting kan købes.

Ballerup Museum

Pederstrupvej 51-53

2750 Ballerup.

Der er gratis entre og åbent Tirsdag- fredag fra kl. 10.00 – 15.00. Søndag fra kl. 11.00 – 15.00.

TÆPPER STORE OG SMÅ PÅ SPIL HYGGE I STUEN DE SPREDE VIL

Med tusind tak til Sigi Ulbrich (tortula.de) kan vi her se og læse om de dejlige tæpper, som skaber hygge og personlighed i dukkestuerne…  Og mon ikke flere af os også får lyst til at kreere fantastiske tæpper til vore dukkestuer og –huse!

(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©  –  opsætning Lene Byfoged ©)

I disse svære tider rykker vi mennesker nærmere hinanden. Nå ja, selvfølgelig ikke fysisk, men til alt held lever vi i internet-tidsalderen. Allerede fra tidlig morgenstund kigger jeg i min postkasse og glæder mig over de mange mails fra mine dukkeveninder fra alverdens lande. Og når jeg svarer, medsender jeg gerne et foto af nye ting i mine dukkestuer.

           Jeg tilbringer meget tid på altanen, frisk luft gør godt. For tiden udfærdiger jeg igen tæpper til mine dukkestuer. Da jeg for nylig sendte Lise et billede af mine nyeste kreation, mente hun, at I, kære læsere af  Dukke–  & Legetøjsdrømme gerne ville høre mere om mine projekter. Ja, og derfor viser jeg jer her mine tæpper.

Jeg håber dog, at ingen af jer får den tanke, at jeg vil gøre et stort nummer ud af mine stuer… Og dog, lidt vil jeg da gøre ud af dem.

For mange år siden måtte jeg gennemgå en fodoperation, og min læge gjorde mig da opmærksom på, at jeg i ca. et halvt år ikke måtte belaste min fod. Ganske vist var jeg ikke sengeliggende, men jeg måtte hverken stå eller gå. Altså ville jeg udnytte tiden fornuftigt. Sy kan jeg ikke, men jeg strikker og hækler gerne… Men hvad skulle jeg da finde på i denne lange tid?

Mit blik faldt da på min barndoms bondestue— dukkepigerne er 12 cm høje Edi-dukker. Naturligvis elsker jeg denne stue, men måtte da indrømme, at den manglede lidt ”varme”. Ja, jeg ville hækle et tæppe til stuen, i varme farver, men broget —sådan ”countryagtigt”!

Fra tidligere broderiarbejder havde jeg en hel kasse med rester af perlegarn. Dette garn var for mig ideelt, let at arbejde med, i glade farver og ikke for tykt.

           Når i sammenligner de to fotos, er I helt sikkert enige med mig i, at den lille stue nu med tæppet ser meget smukkere, ja hyggeligere ud.

Et halvt år er lang tid. Tæppet var hurtig færdigt, og det havde været sjovt at lave, virkningen i stuen havde absolut overbevist mig, og min æske med perlegarn var stadig fuld.

           Jeg må indrømme, at jeg herefter kom ind i masseproduktion af tæpper.

Jeg har en stor dobbeltstue fra 60erne med Dora-Kuhn-indretning. Beboerne er 16 og 8 cm høje Edi-dukker  –  og i  ”Den fine Stue” stue  kom et rundt tæppe under bordet.

           (Som I sikkert ved, havde man før i tiden ”En fin Stue”, dvs. en stue, som man kun brugte til højtider og festlige lejligheder. I sammenhæng med Kuhn kalder men den for dagligstuen. For det meste har man stuer til flere formål, f.eks. spise-. Og dagligstue.)

Nå, ja, nu hvor der var lagt tæppe på i ”Den fine Stue”, skulle sovekammeret sandelig ikke stå tilbage.

I en bogreol har jeg indrettet et ”Kuhn-Venteværelse”. Her stiller jeg foreløbig de møbler, som jeg har købt i lots, og som jeg i øjeblikket ikke kan finde anvendelse for. Beboere: 12 og 4 cm høje Edi-dukker,.

Også i dagligstuen i det store Kuhn-Hus kom der et tæppe — passende til de røde møbler, dvs. med ganske meget rødt.

Sådan et smukt 70er-hus har selvfølgelig mange flere muligheder end blot en dagligstue. Spisekøkkenet har fået  tæppe, i soveværelset ligger der tæpper på højre og venstre side af sengene. Selvfølgelig er der tæppe/måtte på badeværelset, og også beboeren på første sal har to tæpper. I dette hus bor tre Cacodukker på 14 cm.

En af mine yndlingsstuer er den bondestue, som min svigerfar i 1942 byggede til sin datter. Jeg fik den i 2010 som julegave af min svigerinde. Den her sammensatte Ulbrich-familie er Edi-dukker på 12, 8 og 4 cm.

           Da der i æsken med dukkemøbler lå et par dukker broderigarn, brugte jeg selvfølgelig dette garn  til tæpperne. Broderigarn er, som I sikkert ved, nemt at dele, og herigennem bliver tæpperne noget finere i udførelsen.

En af de fabrikanter af bondestuemøbler som jeg allerbedst kan lide, er HWE  –  Oberbayern  – Holzverarbeitung Wiebel. Beboerne er Edi-dukker på 16, 12 og 8 cm. Jeg holder af disse enkle møbler uden krummelurer,  som til gengæld er med en smuk og alsidig bemaling. Også her ligger et tæppe hæklet af perlegarn.

Min Kuhn-stue i skala 1:10—beboere: 12 og 4 cm høje Edi-dukker— fik på et eller andet tidspunkt en lille søster. Jeg går ud fra, at ministuerne  –  beboere: 4 cm høje Edi-dukker  – fra Kuhn er i skala 1:25 eller sådan deromkring. Jeg kan ikke sige det nøjagtigt  Kuhn er ikke så pålidelig med størrelsesforholdene. De kalder ganske enkelt denne størrelse for ”00”.

           Jeg elsker, at jeg har stuer fra en æra (i dette tilfælde 40erne) i forskellige størrelser. Her gør  jeg alt for at indrette dem identisk. Ministuen skulle således også have et tæppe. Dog var perlegarnet alt for kraftigt, hvorfor jeg købte knaphulsgarn, som er meget tyndere end perlegarn, men meget let at arbejde i. Det passende tæppe blev hæklet af nævnte garn.

Ved den næste ministue blev jeg modig og besluttede mig til at bruge sytråd. Det er virkelig bare den smukkeste løsning til disse små stuer  –  beboere: 4 cm høje Edi-dukker. Stuen er ligeledes fra 40erne. Se lige rigtigt på den virkning af varme, som sådan et tæppe udstråler.

Til den lille vinkelstue fra 1949 har jeg afprøvet noget nyt. Jeg brugte stoppegarn til tæppet, et møjsommeligt arbejde, da garnet ikke er beregnet til hæklearbejde. Men da tæppet var færdigt, så det fantastisk ud. Beboere: 4 cm høje Edi-dukker.

Møblerne i stuen herover er noget større end de små møbler fra Kuhn. Skalaen er måske 1:20— også dette er blot et skøn. Jeg har endnu ikke kunnet finde fabrikanten. Beboere: 5,5 cm høje dukker af hård plastik, hvis oprindelse står helt hen i det uvisse. Tæppet her har jeg ligeledes hæklet af stoppegarn.

Foto: Sherri Farley

En dag sendte min veninde Sherri mig et billede af sin Hitty-stue. Tæppet her er enormt interessant: hun havde syet det af bånd, foldet som skråbånd  –  I Amerika findes ikke foldeskemaer— selv ikke til så smalle bånd  –  hun havde enkeltvis lavet tre lange bånd, flettet  dem og til slut syet dem sammen til et rundt tæppe.

(hermed et link, som viser en vejledning:

http://littlecabincreations.blogspot.com/2015/04/how-to-make-dollhouse-or-dolls-braided.html  )

Das jeg skrev til hende, hvor fantastisk jeg syntes Hittys tæppe var, sagde hun spontant, at hun ville kreere et til min store, røde Kuhn-stue fra 30erne. Beboer: 20 cm høj Edi-dukke. Hvilken lykke at have en sådan veninde.

Da jeg vidste, at Sherri havde arbejdet meget længe på tæppet, og da jeg ikke kunne magte at håndtere sådanne bånd, overvejede jeg at finde et alternativ til et tæppe til den blå Kuhn-stue fra 30erne  – beboere: 12 cm, høje Edi-dukker. Af tre relativt tykke uldgarnsnøgler flettede jeg en lang snor, som jeg syede sammen. Et resultat, som battede, men det var sandelig også et stort arbejde.

Nærmest på samme tid modtog jeg et lille, rundt tæppe fra en veninde. Det var lavet af ”Bogmærkebånd”. Som I nok ved, lægger bogbinderne som bogmærker farvede bånd af silkeagtigt materiale ind i gode bøger. Mit lille tæppe fik straks plads i en passende stue. Den lille hvedebrødsdage-stue fra 30erne— den er i nogen lunde samme størrelse som Kuhn-stuen i 00  – jeg tilskriver den Julius Dorst  –  men hel nøjagtigt ved jeg  – endnu  – ikke, om dette er korrekt.  Beboere: Brudepar, 5 cm høje dukker helt i bisquit-porcelæn af Carl Horn.

Mit lille hus  –  til at hænge på væggen  –  er min sidste fødselsdagsgave fra en alt for tidligt bortgået veninde. Og I forstår sikkert, at dette betyder noget helt specielt for mig. Indretningen består af røde og blå Kuhn-møbler i størrelse 00 fra 40erne. Beboere: 4 cm høje Edi-dukker. Noget ganske særligt skal naturligvis udstyres med ganske særlige tæpper.

Af det allerede omtalte perlegarn har jeg flettet en lang snor, som jeg har syet sammen til dette ovale tæppe. Tæppet til venstre til stueetagen har jeg hæklet af ”Punch-garn. Dette garn er lidt finere end stoppegarn og er sværere at arbejde med. Det knækker hurtigt.

Det er svært at finde det virkeligt tyndt garn, som rent farvemæssigt passer til, hvad jeg har forestillet mig. Den lille ”Fine Stue” fra Kuhn i 30erne i størrelse 00 skulle selvfølgelig også have et tæppe. Beboere: 5 cm høje dukker helt af bisquit-porcelæn af Carl Horn og Hertwig.

           Jeg havde engang hørt, at man med godt resultat kan dele mikrofibergarn, og det prøvede jeg. Ja, det lykkedes fuldkommen. Garnet ladet sig dele uden problemer, og det er nemt at arbejde med de tynde tråde.

Til min Kuhn-stue i størrelse 0 —fra 30erne  –  fik jeg et vævet tæppe fra USA. Beboere: 8 cm høje Edi-dukker.

           Dette tæppe inspirerede mig til selv at væve. Væverammen fra min barndom  –  jeg har nu faktisk aldrig prøvet at væve med den  –  var slet ikke egnet, da den var alt for grov. Tænkt til at vævning af en taske eller lignende til et barn.

Da jeg fortalte min veninde Angelika Taucher-Eller om det, sagte hun spontant  – brug dog en papæske. Og det gjorde jeg så. Jeg fandt en lille stabil æske og skar den på de smalle sider så jævnt til, som jeg evnede. Måske  jeg bør tilstå, at jeg aldrig tidligere har vævet. Jeg forsøgte mig ganske enkelt frem. Som grundgarn brugte jeg blondegarn og som trend atter noget af mit perlegarn. Dette var en fejl. Jeg var bedre tjent med punch– eller stoppegarnet, som bedre lader sig sammenfiltre. Trods alt er jeg ret tilfreds. Tæppet har en vis finhed og kan derfor pryde enhver stue..  Jeg har dog endnu ikke fundet en fast plads til det.

Foto: Sherri Farley

Fra Missouri modtog jeg et foto fra Sherri, der med megen omhu og endnu mere tålmodighed i knudeteknik havde broderet et rundt tæppe til køkkenet i sit treetages hus. Jeg misunder hende denne vidunderlige dukkestue  – som hendes mand på grund af pladsmangel har bygget ”op i højden”  –  tre stuer oven på hinanden. Men endnu mere beundrer jeg hendes arbejde. Sherri har sendt mig et link, hvor man online kan købe mønstre og materialer. . For den der har tålmodighed, her kan man købe alt, hvad man har brug for til sådanne fantastiske arbejder:

teresalayman.weebly.com

Engang for mange år siden broderede jeg et gobelin-tæppe med én tråd. Det var til børneværelset i DelPrado-dukkehuset-til-selv-at-samle.. Dengang var mine øjne skarpere og mine hænder snildere. Men alligevel har jeg følelsen af at have arbejdet på det i 10 år.

Kabinettet til dette møbel fra Kuhn fra 30erne i størrelse 00 har Steve bygget til mig. Beboere 4 cm høje Edi-dukker. Steve er min veninde Sherris mand. Hun har malet det helt fortryllende.  Da jeg ville forarbejde et tæppe til det, opdagede jeg dette garn. De varme farver betog mig straks. Helt ideelt til de røde møbler. Eneste ulempe: det var for tykt, men så fik jeg den idé at hækle en lang række luftmasker. Det går naturligvis meget hurtigere med luftmasker end med at flette. Men resultatet er næsten det samme. Jeg syede rækken sammen til et rundt tæppe. Det var virkelig ideelt, og jeg fabrikerede da også straks en sengeforligger og et lille rundt tæppe, som jeg lagde med tre tæpper.

Garnet fandtes også i andre farver  –  men med lige så varme nuancer. Dette er uden tvivl blevet mit yndlingsgarn.

Det kombinerede soveværelse og dagligstue fra Kuhn er fra 30erne i størrelse 00. Beboere: 5,5 cm høje dukker i hård plastik af en oprindelse, som står helt hen i det uvisse. Lige som i den røde søsterstue har jeg udstyret denne med tre tæpper.

Ingen vil sikkert nogen sinde glemme marts 2020. Både vore børn og børnebørn vil huske tiden. Det var den måned:

           Hvor Verden gik i stå

           Hvor skoler og børnehaver var lukket.

           Hvor børnene allerede fra om formiddagen fik lov til at sidde foran fjernsynet

           Hvor ingen bad børnene om stoppe med at sidde foran computeren

           Hvor ingen sagde til børnene:

Kom så, gå ud og leg med dine kammerater.

Det var den måned, hvor jeg sad i mange timer på altanen  – iført en tyk jakke og med et tæppe over knæene  – og fabrikerede tæpper.

Af tre garnrester fremstillede jeg i hele den tid lange snore på 4 meter af luftmasker. At disse tre har jeg forarbejdet en tyk fletning og ganske enkelt syet et ovalt tæppe Egentlig meget simpelt, men en dejlig beskæftigelse i disse vanskelige tider.

Jeg har stadigvæk møblerne til den store Luthardt ”sovestue” liggende i en kasse. I karantænetiden skulle jeg bare have fremstillet et kabinet. Heldigvis har jeg allerede i februar købt træet. Men før jeg byggede kabinettet, ville jeg lave en sengeforligger. Beboer: en 19 cm høj skildpadde-Bärbel fra 30erne.

           De jeg ikke bare kunne fare ud og købe det passende garn, måtte jeg anvende, hvad der var tilbage i min restekasse.

Efter mere end 20 stuer og endnu flere tæpper, viser jeg jer endelig det nævnte foto, som foranledigede Lise til at sige til mig, at I, kære læsere af DUKKE– & LEGETØJSDRØMME gerne ville høre om og se flere af mine tæpper. Jeg håber, at I ikke er blevet skuffet.

Jeg siger tak til Lise brastrup Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich  – www.tortula.de

Fotos: gmuwebSign

Kære Sigi, kære Gerhard  Tak for den fantastiske og personlige beretning, som det har været en fornøjelse at læse og oversætte, samt for de flotte og inspirerende fotos.

Og

Kære Læsere, så er der blot tilbage  at ønske jer    God Læselyst  !.

Fernisering til ære for Miniature-kunstmalerne…..

(Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©)

Tusind tal til Jutta Bogut, for din kreativitet og fantasi, og det er en stor for os fornøjelse at kunne bringe denne unikke artikel bygget over din fantastiske idé…..

(Tekst og fotos: Jutta Bogut ©)

Hermed Juttas beretning om en anderledes og unik fernisering:

I efteråret 2010 så jeg i REMA 1000, at de solgte pakker med ministaffeli, lærred, pensel og fem små bøtter med maling, som du vil se på billedet.

           Da fik jeg en idé. Jeg købte en pakke, der var, så vidt jeg husker, 6 sæt i hver pakke.

Jeg kendte en del familie, venner, bekendt og naboer, der havde maling som hobby. Alle var amatører i alderen fra 9 til 70 år. De måtte selv bestemme, hvad der skulle være på billedet.

           De blev spurgt, om de ville male et lille billede til mine dukkehuse, og når jeg havde fået dem alle tilbage, ville jeg holde fernisering.

Det var jeg klar til i foråret 2011.

Alle kunstnere blev inviteret med ledsager kl. 14.00, hvor vi beundrede deres kunstværker. Derefter var der fælles kaffebord, og så var der åbent for publikum til at se de udstillede værker.

           En dame og jeg havde mødtes en gang om igen i lang tid og sad og lavede ting til vore dukkehuse. Vi havde så lavet en udstilling i et tilstødende lokale, idet jeg havde fået lov til at låne vort menighedshus til arrangementet.

Her kan I så se de mange forskellige malerier. Desværre har jeg åbenbart ikke noget foto af billedet i kikkassen sammen med de øvrige fra udstillingen, men her kan I se det hængende på væggen med kikkassen.

Og selvfølgelig er her også et billede af kaffebordet.

Hermed alle de sjove, smukke og finurlige kunstværker og en idé til jer alle, når I mangler pynt på væggene i dukkestuer og dukkehuse! (Lise).

i siger tak til Jutta og til de mange kunstnere for jeres dejlige oplevelse, og til sidst viser vi kaffebordet, inden det blev ”raseret!

Hjertelige hilsner fra Lene og Lise  !

BLOMSTER som tillægsgaver fra SIKU

Fortalt af Flora Pfau © –Redigeret af Sigi Ulbrich ©

Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © –  Design Lene Byfoged ©

Kære Samlervenner,  og kære alle andre nysgerrige (videbegærlige),

           Hermed siger vi tak for at kunne bringe denne fortælling om blomster som tillægsgave, og hvad man med fantasi og snilde kunne få ud af dem….

Jeg var lige fyldt fem år,  da jeg blev bevidst om min store kærlighed til disse små ting. Jeg fik lov til at fylde kaffen over i dåsen (jeg regner med, at det ikke var ægte kaffe, men ”Muckefuck” (se i næste afsnit forklaringen angående kaffe-erstatning), og ud faldt en ”krystalvase” med en blå blomsterbuket. Min bror og jeg skiftedes hele tiden til at ryste posen eller dåsen, og hver gang måtte den, hvis tur det var, beholde sin lille margarinefigur. Hvorfor disse figurer, som overvejende var støbt i kunststof i farven ”brækket” hvid” (dvs. ikke helt hvid)  kaldtes margarinefigurer, har jeg aldrig fattet, hos os var de i posen med kaffe. Endnu i dag opbevarer jeg figurerne fra den tid i mors gamle kaffedåse.

Sigi giver os hermed forklaringen på Muckefuck/kaffeerstatningen:

Muckefuck var kaffeerstatning i de dårlige tider. Da der var mangel på fremmed valuta blev der nærmest ikke importeret kaffe i Tyskland, og skete det, var den så dyr, at man i en almindelig husholdning ikke havde råd til den. Kaffeerstatningen blev hovedsagelig fremstillet af korn eller malt, men også af frugtkerner, kastanjer og bog (olden). Ofte var det en sammenblanding af det hele. 

Som oversætter af artiklen kan jeg da blot mindes efterkrigstiden med den danske Richs og Danmarks, som vi blandede i kaffen, og med de dejlige små billeder, som alle samlede på og byttede mellem sig i skolen, samt mine forældres store glæde, når der kom pakke fra min Moster og onkel i USA bl.a. indeholdende ÆGTE kaffe.  (Selv er og var jeg ikke den store kaffedrikker) – Lise.

Kære læsere, I kender mig endnu ikke. Jeg har aldrig før skrevet for en så stor læserskare. Det er nærmest ophidsende for mig. Jeg hedder Flora og min allerede ovenfor nævnte bror hedder Valdemar. Vort familienavn er Pfau  (Påfugl)  –  ja, hvad skal jeg sige om det:  vor mor var lidenskabelig læser af Hedwig Courths-Mahler. (atter en bemærkning fra Lise: forfatterinden Hedwig Courths-Mahler (1876-1950) skrev vidunderlige romaner, og enkelte er filmatiseret. I kan på nettet læse om hendes liv, og om, hvordan hun gennem det tyske, litterære og illustrerede ugeblad ”Die Gartenlaube”/(Lysthuset) fik kendskab til litteraturens verden)….

Og selv om ugebladet Die Gartenlaube på den tid ikke mere var, hvad det engang havde været i sin glansperiode, var det alligevel et vigtigt stykke kulturhistorie  –  vi kan ikke desto mindre takke bladet og dets historiefortællere for vort navn.

Hermed Sigis forklaring vedrørende tidsskriftet ”Gartenlaube”: Dette illustrerede familieblad var en forløber for de moderne Illustrerede Tidender/uge– og månedsblade, og det første, store succesrige tyske blad i masseproduktion. Bladet udkom fra 1853 i Leipzig ved Verlag Ernst Keil med et startoplag på 5.000 eksemplarer. Fra 1853 til 1945 var tidsskriftet udbredt i det samlede tyske sprogområde. Et meget højttravende eller svulstigt magasin. Den lige så svulstige eller højttravende ovennævnte forfatterinde af kærlighedshistorier  –  overvejende inden for adelen  –  dvs. at en lille forældreløs pige forelsker sig i prinsen  –  men ellers også inden for genren: lægeromaner  – har skrevet enormt meget til ”Gartenlaube”!

Hos os havde vi blot figurerne fra kaffepakningerne, dog havde Valdemar kammerater, med hvem han ikke blot kunne bytte sine egne, men også mine figurer. Derfor kom der lidt efter lidt figurer fra andre firmaer ind i vort hjem. Til min fødselsdag byttede han engang sin bedste fodboldspillerfigur,  –  jeg aner ikke, hvem han forestillede  –  til en blomsterkrukke til mig.  Til stor glæde for os begge, og jeg har stadig i dag den blå blomsterbuket, og blomsterkrukken fra min bror. Disse to ting fik jeg, før jeg havde den dukkestue —som jeg selvfølgelig i al hemmelighed drømte om at eje. Dukkestuen fik jeg så senere til juleaften. Jeg var meget ked af det, da skikken med tillægsgaver i 1954 ophørte. Med dags varsel kunne man ikke finde mere i poserne —hvilken skam. Vi var dengang ved at samle figurerne til en julekrybbe, og den blev således aldrig komplet.

Ikke desto mindre dukkede der i løbet af denne korte tid nogle af de omtalte blomster op her hos mig,  og senere har jeg købt flere på loppemarkeder. De små vaser rørte noget i mig. Der findes 10 forskellige ”krystalvaser” med en blomsterbuket. Der var således nelliker, tulipaner, georginer, roser, iris, margueritter, gladiolus, asters, narcisser og til jul en buket med kristtorn. Særlig fantastisk er det, at ikke alene blomsterne i disse tillægsgaver er forskellige, men at også de små vaser varierer. Derfor kan man i et værelse i dukkehuset sagtens stille flere vaser op. Mange af blomsterne købt på loppemarkedet havde flere legespor, idet blade og blomster delvis kunne være brækket af. Da har jeg med en ”skrædderhjælp”  –  nå, ja, jeg har en værktøjskasse  –  klippet stilkene af, og vaserne står på hylden i en stue, akkurat som man gør med krystalvaser.

I årenes løb har jeg til Schipka-vaserne desuden købt de ”blomstrende” tillægsgaver fra andre firmaer  –    således at gummitræet fra min bror ikke er så alene. Dog mangler jeg stadig to krukker i hvidt fra DUKA. At jeg alligevel kan vise jer dem her, er det fordi Helmut Bitsch fra www.margarinefiguren.de har stillet dem til disposition, og jeg siger mange tak for hans venlighed.

Firmaerne DUKA, Günzburger og Kraft havde disse tillægsgaver i deres varer:

2 urtepotter med planter:                         Med det omtalte gummitræ og en fuchsia (kan også hedde Kristi blodsdråbe)

2 blomsterkasser:                                     Med asters og georginer

2 blomsterskåle:                                       Med kaktus og alpevioler

2 blomstervaser:                                      Med solsikker og roser

Disse 8 små figurer kan man roligt kunne finde to gange. De findes nemlig i den kendte farve ”brækket” hvid fra margarinefigurerne og  med påmalet farve. For øvrigt var disse også fra SIKU.

Alle disse små tillægsgaver med filigran lå gemt hos mig i ovennævnte kaffedåse, tja, jeg fandt aldrig den smarte løsning på, hvordan jeg skulle stille dem op.. Indtil … da, Sigi Ulbrich for nogen tid siden fra www.tortula.de sendte mig et foto fra en udstilling af EDI-dukker. De stod i en vinkasse. Og nu kom ideen. Jeg havde netop —som det somme tider sker  –  en lille kasse med tre smalle flasker, som jeg havde fået som gave. Vinen har jeg allerede drukket, en rigtig god en  – og gemt kassen. Man smider da ikke sådan en smuk træ-æske i skraldespanden, vel!

Mit håndværkertalent er ikke stort, men det blæste jeg på. Hurtigt udmålte jeg højden på hylderne, og hvor heldigt, med lidt luft rundt om passede vaserne. Jeg ville stille en af hver slags op, og selvfølgelig også de små DUKA-planter. Det hele passede nøjagtigt i reolen. I hobbyforretningen købte jeg klæbeplader . Jeg tog æsken med til Byggemarkedet, hvor man foreslog mig en passende rude af kunstglas  –  og naturligvis skulle blomsterne sættes op, således at de ikke blev udsat for støv eller nysgerrige kattepoter.

Da jeg fortalte Sigi Ulbrich om mine planer og sendte hende et billede af min første prøveopstilling, tilbød hun mig spontant en påfugl af træ fra halvtredserne som dekoration hhv. logo til mit ”Blomstervindue”.  Og jeg modtog den med tak.

Påfuglen passede fint i mine planer, idet jeg netop havde besøgt min gudsøn, og af ham ønskede jeg mig et skilt og et vindue med ”Blyindfatning”  – i Jugend-Stil, og selvfølgelig med en påfugl. Ganske vist har jeg en computer, som jeg kan betjene, men billedbearbejdning har jeg ikke forstand på.

Han sendte mig en PDF-fil, som jeg optog på mit stik, hvorefter jeg tog den med til vor Copy-Shop. Her printede man det hele ud på klar klæbefolie. Allerede mens jeg betragtede dette tryk, forestillede jeg mig, hvordan den vidunderligt smukke påfugl ville stråle i mit vindue. Min bror har lovet mig, at han, når han besøger mig næste gang, vil lave belysning til mit vindue. Og jeg glæder mig allerede. Lampen  –  der skal være tre små pærer  –  skal lyse bag påfuglen og samtidig ind på hylden.

Da jeg sendte Valdemar et billede af mit næsten færdige vindue, modtog jeg et par dage efter et brev, og deri lå den margarinefigur, som han gennem hele sin barndom havde passet på og opbevaret:

Den lille og åh så smukke påfugl.

Fortælling:    Flora Pfau

Tekst:             Sigi Ulbrich

Fotos:           Bernd Lorenzen og gmuwebSign     

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen —Del 2  –  PS

Hermed et fint PS fra Sigi Ulbrich — som en god afslutning på beretningen

1000 tak til Sigi Ulbrich — www.tortula.de (tekst og fotos)

(Design: Lene Byfoged  ©  – Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Med dette foto afsluttede jeg for nogle uger siden min fortælling om Luthardt-Stuen i original- emballage/eller –kabinet.

I mellemtiden har jeg fundet nogle miniaturer  –  som tidsmæssigt passer  – og har indrettet stuen.

Men se selv, hvad det drejer sig om:

For at få miniaturerne til at hænge fast på væggen, fik jeg den idé at bruge magneter. En enkel og meget effektiv løsning.

Herover ser du højre side af stuen.

           Et pragtstykke er naturligvis den flotte standerlampe med bord til at læse ved. Men også blomsterstativet  –  fra Erzgebirge — er en lille skønhed.

Herover ser du venstre side af stuen.

           Her er kniplebordet og den flotte spinderok  –  begge dele fra Erzgebirge  –  de mest iøjnefaldende ting.

Hermed et billede af hele stuen.

           Nu står stuen nu i min vitrine. Jeg er meget stolt over denne sjældenhed og har således overvejende udsmykket den med miniaturer fra den tid.

           Jeg håber, at I vil synes lige så godt om stuen, som jeg gør.

Jeg takker hermed Lise for den gode oversættelse og Lene for den flotte opsætning af min tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra webTeam www.tortula.de  –  Tortula og hendes lille dukkekommode.

Også Lene og jeg siger tak til Tortula for vort gode samarbejde, og som Lene for nylig skrev til mig: hvor er det herligt og godt, at tre mennesker, på trods af, at de bor langt fra hinanden, kan arbejde så fortræffeligt sammen. Og det kan jeg da absolut kun tilslutte mig.

God læselyst og vinterhilsner fra Lene og Lise.

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen (Del 2)

Med tak til Sigi Ulbrich  – tortula.de

for din informative research og indretningsfantasi ©

(Design: Lene Byfoged © — oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed rekapitulerer jeg: Jeg  havde en fortryllende lille dukkestue (25×18 cm og 16cm høj. Jeg vidste, hvor den kom fra. Egentlig burde jeg være tilfreds med den, som den var. Ja, burde, men det var jeg bare ikke!.

Igen og igen kiggede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse (Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler Verlag  – indprentede mig byggestilen og møblernes front. Jeg ville da kunne genkende dem, hvis jeg så dem.

(Hermed et link til forlaget www.swantje-koehler-verlag de

En dag opdagede jegi Thüringer Wirtschaftarchiv e.V. (Thüringer Arkiv for Erhverv og Økonomi):Theodor Luthardt, Steinbach. Med henvisning til Steinbach —Steinbach. Kunne dette være korrekt. Fandtes der to fabrikanter af arbejder i træ med navnet Theodor Luthardt?  Jeg så efter på landkortet. Der fandtes et Steinbach, men ”et lille stykke længere fremme”.  På et reklameskilt kunne jeg heldigvis læse den rigtige adresse. Det var Steinach— altså i umiddelbar nærhed af Sonneberg.

Her konstaterede jeg, at firmaet i 1894 blev grundlagt af Theodor Luthardt— som fabrikant af tamburiner og trommer. Desuden udfærdigede firmaet parketgulve, som blev lagt på i luksusbygninger. I 1909 udvidedes produktionen, således at man desuden fremstillede snesko og legetøj. Jeg regner med, at sneskoene var forløbere for vore ski. På vintersportsudstillingen i 1911 modtog firmaet en bronzemedalje for sneskoene  – som blev lanceret under navnet Fritjof. Denne benævnelse henviser direkte til den norske polarforsker og modtager af nobelfredsprisen Fridjof Nansen. Dette er nærliggende at tænke, med hensyn til teknik og videreudvikling af vintersportsudstyr og Nansens fortjeneste. Jeg har dog ikke fundet beviser på dette.

Men netop dette Fritjof-skilt er limet op på bagsiden af skabet.

Det bayerske statsbibliotek har udskrifter af Regeringsdokumentet for Hertugdømmet Coburg fra 1875. Denne Johann Carl Luthardt havde 5 sønner. Theodor, ham med parketgulvet, trommerne og dukkestuerne var den yngste bror. Han slog sig således igen ned i Steinach med både snesko, parketgulve og dukkestuemøbler.


Postkort: Privateje. Med tak for lån til Karl Heinz Luthardt.
 

Postkortet herover viser fabrikken og i baggrunden familien Luthardts privatbolig i 20erne.

Efter 1. Verdenskrig var allerede tre Luthardt-generationer beskæftiget i firmaet. Theodor, hans søn Oscar og dennes  søn Walther. I 1923 efter Theodor Luthardts død omdannedes firmaet til en kommanditselskab og i 1936 til et Interessentskab (Ansvarligt selskab/=OHG).


Postkort: Privateje  Med tak for lån til Emil Lichter.

I 30erne blev Steinach kaldt ”Julemandens Værksted”. I 1933 viste 21 Steinach-firmaer i Kreisstadt (hovedbyen i en kreds) Sonneberg deres produkter frem på en legetøjsudstilling. Ud af disse var 15 Steinacher-firmaer trælegetøjsfabrikanter. Herunder regnedes også Theodor Luthardt med sine parketgulve, snesko og de små bondestuer.

Annonce: Privateje: Med tak for lån til Anni Lichter.

Thüringer Waldbote  (Amtsavis for distriktet) skrev herom den 9. maj 1933 følgende:

På Sonnerberger-udstillingen træder vi nu ind i Steinachs børneparadis. Her bydes  vi velkommen af ”Luta-Dukker” fra firmaet  M. Luthardt, ejer,  hvor udgaver af mange forskellige menneskeracer smiler til os.

….. Produkterne fra firmaet Theodor Luthardt, alle former for snesko, slæder og skistave præsenteres i gennemtænkt opstilling. Også en plade med mesterligt anlagt parketgulv kunne ses.

Og her må man igen gætte. M. Luthardt må ganske enkelt være en trykfejl. Lutadukkerne er  –  påviseligt  –  fra firmaet W. Luthardt-Idel.

Disse Luthardts hører ganske vist til familien, men kommer fra en anden gren.

Hos mig foreligger en skrivelse af den 9.11.1937 til en legetøjshandler. Her tilbydes den lille dukkestue  – til at skille ad  –  som forstue og soverum. Indkøbspris for Vedes-forhandleren 2,50 RM (Reichsmark) netto.

Mellem 1945 og 1949 blev produktionen overvejende omstillet til forbrugsartikler (tøjklemmer og smørebrikker  til morgenmaden). Dog tilføjede man dukkemøbler, børnetrommer og parketgulve igen i programmet.. I 1958 bortforpagtedes virksomheden til VEB Glasfaserwerk Steinach  (Glasfiberfabrik)(!)  Ja, sådan står der faktisk i bilagene fra Thüringer Wirtschaftsarchiv (Arkiv for erhverv og økonomi). Kort tid efter blev det derfra solgt og opløst  – dette ifølge nævnte arkiv. For mig en noget vag skildring, som kun har meget lidt at gøre med de på den tid sædvanlige fremgangsmåder i DDR.  Dog har jeg ikke kunne fremskaffe flere oplysninger desangående.

Den sidste driftsleder var Walther Luthardt  –  og nu bliver det interessant. Han betegnes som svampeforsker. Han har fremdrevet helt specielle spiselige svampe. Allerede under 2. Verdenskrig startede han sin forskning. For mig er det russiske landsbyer, hvorfor jeg her citerer Steinacher Wochenspiegel fra den 17.4.2015 (ugeavis fra Steinach-Området).

Walter Luthardt, født i 1899 i Steinach, var fra 1924 teknisk leder af sit  fædrene firma Theodor Luthardt KG , hvor der fremstilledes trælegetøj og senere  parketgulve, ski samt andre trævarer.

Med henblik på videnskabelig rådgivning og deltagelse i sine forsøg satte Walther Luthardt sig i forbindelse med forskellige højskoler og andre fagfæller.

I maj 1948 besøgte videnskabsmænd og repræsentanter fra den sovjetiske besættelsesmagt dyrkningsanlægget for svampe. Som udfald af disse besøg og gennem finansielle midler fra Thüringer Ministerium for handel og forsyning blev der i 1949 indrettet et mykologisk (mykologi er læren om svampe) laboratorium i Nordschule i Steinach under ledelse af Dr. Helmut Kuntze, hørende under Institut für Specielbotanik ved Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena.  Såvel W. Luthardt som Dr. Kuntze og prof. Schwarz formulerede tyngdepunkterne angående forskningsarbejdet. Dette laboratorium eksisterede kun til 1951 i Steinach, hvorefter det blev flyttet til Weimar.

I begyndelsen havde  forsøgene med  dyrkningen af spiselige svampe på træ første prioritet for W. Luthardt, senere blev det den ”biologiske” nedbrydning og udviklingen af Myko-træ .

Hvordan denne ”svampeforskning”hænger sammen med ”bortforpagtning og salg” af firmaet står hen i det uvisse. Men det kan dog fastslås, at denne forskning har vakt stor opsigt  –  også hos den daværende besættelsesmagt. Jeg har købt hans bog  –  men har desværre ikke spor forstand på dette tema. Men jeg vil dog lige nævne den.

Hos mig foreligger en skrivelse fra 7.5.1953 til en legetøjsforhandler. Henvisningen til undtagelseskontrakten med DHZ (Deutsche Handelszentrale) er meget interessant. DHZ er den tyske handelscentral i DDR. Under visse forudsætninger var det for DDR-fabrikanterne tilladt at forarbejde og sælge legetøj.

Også i denne skrivelse tilbydes dukkestuemøbler. Desværre kunne jeg ikke forbinde  de  nævnte numre med illustrationerne.

I skal i denne forbindelse tænke på, at valutaen DM ikke kun eksisterede i vesten. I tiden fra den 24. juli 1948 og til den 31. juli 1964 hed DDR-valutaen også Deutsche Mark (Tyske Mark).

Blandt mine bilag ses også de to sorthvide illustrationer af disse to sparebøsser med lås og sprække. Efter vor tids normer er det næppe til at tro, at disse to små billeder kunne lokke kunder til. Ærgerligt at vi ikke kan se dem i farver. Spilledåsen til højre har i alle tilfælde stor lighed med kisten i mine stuer.

Mens det med tiden gik godt fremad med i min forskning/research kiggede jeg hele tiden i Online-salgstilbudene efter Luthardt-stuer eller enkelte  møbler  –  men forgæves.  Indtil den 10.9.2019. Her gjorde min veninde Sherri mig opmærksom på et onlineudbud, som hun havde opdaget på hos en amerikansk onlinsælger.

I mine bilag fra 1953 var der billeder af klædeskabet og servanten. Her er priserne streget over. I mit leksikon  over dukkestuer og –huse er de nævnt. Jeg går derfor ud fra, at firmaet Luthardt stadig benyttede det gamle katalog og prislister med RM-(Reichmatks)priserne og ganske enkelt stregede de forældede priser ud. Der var allerede dengang hårde tider.

Jeg købte disse møbler  – og måtte selvfølgeligt smile underfundigt over prisen på 14,40 Rentenmark pr. dusin (se leksikon for dukkestuer og –huse).  Jeg sætter stor pris på disse møbler fra 30erne, mere præcist kan jeg ikke udrykke mig. Men trods alt har jeg endnu ikke tilstrækkelige informationer og for få møbler her.

Og da så jeg i midten af september 2019 denne auktion. En komplet Luthardt-stue i kabinet. Ja, endog den sammenfoldelige æske var med i udbudet.  Aldrig havde jeg regnet med, nogen sinde at skulle holde sådan en æske  –  lidt større end en cigarkasse  –  i hånden.

Enhver samler vil kunne forstå min glæde. En sammenfoldelig Luthardt-dukkestue med komplet møblement og den er min.

Efter min fornemmelse er stuen lidt stor i forhold til møblerne. Kigger man i kataloget, vil man læse, at netop denne stue også blev udbudt som soveværelse, og her skulle naturligvis være mere plads.

Det første, jeg gjorde, var at stille møblerne op til fotografering nøjagtigt efter billedet i kataloget. Og her blev jeg forbløffet over, at den lille toarmede lysestage stadig eksisterede— dog uden lys.

Nå ja,  tidens tand har påvirket kabinettet en smule. Når jeg ser mig i spejlet, må jeg sige det samme om mig selv  –  og jeg er meget yngre end denne stue. Ja, alt har på en eller anden måde sin berettigelse..

Jeg syntes, at den var i ret pæn stand  – der var ikke noget, som ikke kunne repareres.

”Æsken” er af træ. Den forreste del kan man klappe ned. Som hængsel tjener blot det lilla papir, som er limet uden på huset.

Låget  –  uden på med pålimet lilla papir  – gør det samtidig ud for bagvæg. De to smalle sidestykker fra låget er desværre brækket af. Men de var dog med. Jeg vil med en lille strimmel lilla papir  – så at sige som plaster— atter fastgøre sidestykkerne.

For at komme de originale farvetoner så nær som muligt, har jeg scannet bagvæggen og klippet en slags strimmel, som jeg har ganget op og lidt efter lidt ændret dens farvenuance. Hver strimmel har jeg nummereret og derefter printet siden ud, og således fandt jeg den farvetone, som kommer tættest på originalen. Med denne nuance printede jeg siden ud og har nu tilstrækkeligt med ”plaster” til reparationen.

Æskens bund og sidestykker er af træ. Som allerede nævnt er æskens låg samtidig bagvæg. I sidestykket stykket er der oprindeligt fræset en rille/not, og i denne not stikkes den øverste del af sidestykket  –  af pap  – ind.

Sidestykkerne har vinduer, som man endda kan åbne. Men det mest fantastiske er, at disse sidestykker knappes med tryklåse!!!! På de smalleste steder af låget/bagstykket, helt utroligt, men de holder og sidder absolut fast  –  selv endnu i dag.

Den eneste ulempe ved denne konstruktion er, at man ikke kan hænge noget op på væggene —  måske højst et lille billede, men ingen hylder eller reoler.

Jeg sammenligner møblerne med dem fra min første Luthardt-stue. Betragter man skabet, er betegnelsen ”Hvert enkelt møbel er kvalitetsarbejde” nok lidt overdrevet. Selvfølgelig vil jeg lade det forblive skævt, men om jeg engang kan stille tallerkener i det  ??  –  Tja,  det har jeg endnu ikke forsøgt.

Bordene er identiske. Og udpræget smukke, jeg elsker holdbarhed. Men med hensyn til stolesæderne lægger man mærke til, at stolesæderne er forskelligt udført. Også byggestilen er lidt anderledes, ikke meget, men med kritiske øjne vil man se det.

Kisten og den lille skammel er i den nye stue meget smukkere dekoreret, men ellers er de bygget på samme måde.

Mens jeg betragtede skamlen, fik jeg en Déjà-vu-oplevelse. Denne skammel havde jeg allerede set engang før— blot i større udgave. Javel, det passer, den står i  min Strassburg-stue og har funktion som underbord for en lille dukkestue.

Og selvfølgelig tog jeg straks et billede af de to skamler  fra stuerne. Der er ingen tvivl, de er identiske  – med undtagelse af størrelsen. Den fra Strassburg-stuen er øjensynligt fra serien til dukker på 18 cm. Hvor herligt, nu kunne jeg igen katalogisere et møbel til den rigtige fabrikant.

Flagskibet i enhver bondestue er naturligvis kakkelovnen Med denne ovn fik jeg en overraskelse. Alle ovnene i mine øvrige stuer er af træ. De enkelte kakler er udført med mere eller mindre kærlig hånd, og somme tider blot malet på. Det er ikke tilfældet med denne ovn. Den er af keramik, og det er overraskende, at den er i så god stand. Nå ja, den har foroven et lille skår, men det er også alt. Man kan ikke se, at den er over 80 år gammel. 

Til min store overraskelse har også lysestagen overlevet over 80 år i god stand. Den var let bøjet og fastgørelsen noget løs —men hel. Gerhard har bøjet den lidt tilbage, og jeg har lavet lys af schaslikpinde  –  for at få smukke spidser på lysene brugte jeg en blyantspidser.

Den anden overraskelse var skabet hhv. dets bagside. Her er påklæbet et mærke: Håndmalet: Fritjof/Handmalerei.  Blandt de få dokumenter, jeg har fundet om dette firma, var der blot en sammenhæng mellem Fritjof og sneskoene. Dette mærke er dog originalt og er klæbet på skabet, da det var fabriksnyt.

Jeg skulle allerede nu se at finde flere ideer til at indlemme denne virkeligt helt specielle stue i min samling. Og det lykkedes også. Jeg var i færd med at få mere lys i mine stuer, og derfor fik også denne stue en smuk belysning.

Min første indskydelse var at lade denne stue stå, som den er gengivet i kataloget. Men her spillede Gerhard ikke med, han ville ikke se ind i en tom stue. Altså lagde jeg først et tæppe på gulvet, og en lille skildpadde flyttede ind, og så satte jeg en lille ”Spreewald-Bärbel” ind i stuen. Men, da det står i bibelen, at det ikke er godt for mennesket at være alene, kom også en lille søster til Bärbel (ligeledes fra Hertwig i Karlshütte) ind i stuen— og jeg har givet dem begge et kniplestativ med rulle. Nå ja, en gammel spinderok finder jeg helt sikkert også i mine kasser. Og nu ser den slet ikke ud som den på billedet i det gamle katalog. Resten må vokse med tiden. Jeg har mange ideer,  –  men nej, jeg stiller ikke et agurkeglas derind.

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt  –  bondemøbler fra Thüringen  – del 1

Med tusind tak til Sigi Ulbrich , tortula.de, for endnu en spændende beretning om dukkemøbler og deres placering.

(Med hilsen fra Lene Byfoged, opstilling,  og Lise Brastrup Clasen, oversættelse,  ©

Det var den 8. oktober 2017, da jeg købte dette lille sæt bondemøbler i et stort Online-auktionshus. Egentlig fordi jeg syntes, at bordet var smukt,  og at jeg kunne bruge det i en anden dukkestue. Men det passede ikke i størrelsen, og det faldt mig faktisk svært at dele dette henrivende sæt. Således forsvandt det hele ned i min kasse, og på et eller andet tidspunkt besluttede jeg mig for at videresælge disse møbler.

Jeg satte dem på auktion, men det var vanskeligt straks at finde en køber.

Da jeg ledte efter fabrikanten af en anden lille sød dukkestue, bladede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler-forlaget… www.swantje-koehler-verlag.de

På side 128 stødte jeg på en gengivelse, og den måtte jeg se på en ekstra gang. Her var mine små møbler, godt nok i en anden opsætning, men umiskendeligt dem. Tak til Swantje Köhler for tilladelsen til at vise billedet her.

Hurtigt besluttede jeg mig til alligevel at beholde møblerne og samtidig for at finde ud af mere om firmaet Luthardt.

Samtidig med min research havde jeg disse møbler i tankerne og ville have en lille stue til dem. I min kasse lå stadig et flot vævet tæppe. Sherri havde engang sendt mig det. Det ville jeg bruge, og ud fra det blev grundtonen i stuen bestemt. Med et stykke hvidt papir simulerede jeg stuen og fastsatte målene. Og lige som af sig selv forsamlede de første miniaturer sig.

To 6,5 cm høje små dukkepiger fra porcelænsfabrikken Hertwig & Co., Karlshütte i Thüringen, skulle være beboere i denne stue

Jeg fandt en snedker, der byggede et passende kabinet til mig  –  et vindue leverede han straks med. Da han havde sendt mig det færdige kabinet, foretog jeg en sidste prøveopstilling. Jo, det var netop, som jeg havde forestillet og ønsket mig det.

Da stien skulle have ”brædddegulv”, udfærdigede jeg en passende skabelon af et stykke pap, og ridsede brædder i gulvet

Derefter bearbejdede jeg det med brun skosværte, og det fik således den ønskede,  mørke gulvbræddefarve.

                      Væggene malede jeg med vandopløselig akrylfarve i en sart laksefarvet nuance. Helt nøje afpasset efter tæppet.

Den fine lille borddug  –  med hulsøm  –  havde Aljona lagt i den sidste julepakke til mig. Den var perfekt til denne lille stue.

Men hver gang, som jeg kiggede ind i stuen, slog det mig, at der faktisk kun var en stol derinde. For lidt til to beboere.

Sherri forstod mit dilemma og spurgte Steve, og han erklærede sig parat til at bygge endnu en stol, jeg behøvede blot at sende de nøjagtige mål.

Med den næste pakke fra Missouri kom ikke bare én, men hele to stole. Sherri havde endda straks  malet dem, og hun har virkelig ramt den rigtige farve, og jeg er meget lykkelig over at have fået stolene

Vinduer er meget vigtigt for mig. De tider, hvor Gerhard savede dem ud for mig, er desværre forbi. Altså limer jeg dem nu altid på. Man kan for et par euro købe de færdige rammer i et stort online-auktionshus og selv gøre dem færdige. En rigtig god løsning, og ”udsigten” vælger man selv

For at alt kan stå sikkert og beskyttet mod snavs, har vi sat et akryltag og en akrylfront på stuen. Gerhard har boret hullerne med et vridbor, og med pynte hhv. polstersøm har vi fastgjort pladerne.

Da alle forberedelser var overstået, kunne møblerne og de to søde beboere flytte ind.

At indrette og pynte op er hver gang de allerskønneste timer for mig. Jeg havde fundet nogle ekstra smukke miniaturer frem.

  1. Uret har Steve bygget  – efter opmåling af et meget gammelt kukur, og Sherri har malet det.
  2. Portrætterne er af beboerne, jeg har klæbet dem op på en ramme til fremstilling af smykker.
  3. Vejrhuset er en dragtknap.
  4. Karussellen stammer fra fremstilling af smykker, jeg har gjort den lidt mindre farveprægtig.
  5. Mariastatuen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  6. Kalken og lysestagen er små dele fra smykkefremstilling.
  7. Guldfiskeglasset var engang en ørering.
  8. Konsollen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  9. Dukken er fra Flade ved Olbernhau i nærheden af Seiffen.
  10. Kaffeservicet blev fremstillet i Japan og er en gave fra Sherri.
  11. Korset stammer fra en defekt rosenkrans.
  12. Sjippetovet har jeg for år siden købt i England.
  13. Katten er af hård plastic, hvor den kommer fra, ved jeg ikke.
  14. Maleriet har en vakkelvorn metalramme – et typisk dukkestuebillede af ukendt herkomst.
  15. Skoen er af porcelæn og en souvenir fra en rejse til Holland.
  16. Urtepotten er fra DDR og blev solgt gennem Vero – ukendt fabrikant.
  17. Dukkevognen er fra 40erne og kommer fra Erzegebirge.
  18. Musene og den søde skildpadde er fra vor tid.

Og så en dag var den færdig, der var ikke mere at gøre. Den havde store chancer for at blive min yndlingsstue, og alligevel ikke, ja, alligevel ikke…. Men det er en helt anden historie.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine opstilling af min tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra webteamet: www.tortula.de  –  Tortula og hendes lille Puppenkommode/Dukkekommode…

En Brændende IDE – Tændstikæskerne

Første Del !

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)

Kære Sigi Ulbrich, tak for tilladelsen til at fortælle om Tændstikæsker eller ”Svenske Æsker”, som de også kaldes hos jer) helt sikkert ny og spændende viden for mange. Hermed den første del af beretningen med fotos…. Altså glæd jer alle sammen til at være med i Sigis fortælling om at samle på og pynte op med tændstikæskerne  –  (Lene og Lise)

Forord – Sådan begyndte det hele: Min første tændstikæske købte jeg i 1989. Jeg ville julepynte i min bondedukkestue og gjorde en fantastisk opdagelse på Julemarkedet i Hamburg. Her så jeg den buehvælving, som Gisbert Neuber havde designet i 1986. Den syntes jeg rigtig godt om, og jeg kikkede nu efter andre små bitte dele som kunne bruges i mine dukkestuer. Der var dog blot et problem: jeg havde efter købet ikke tænkt over det – selv om det egentlig var planen-  at pille æsken fra hinanden. Se lige på dette stykke folkekunst fra Erzgebirge, sådan noget kan man ikke bare rive fra hinanden.

Men alt gik godt, for det var nemt. Den lille buehvælving var let at fjerne fra æsken med den sartgrønne baggrund. På fotoet til venstre kan I se ind i min barndoms bondestue. Lige oven på skabet, dér står den, og ser den da ikke fantastisk ud. Hurtigt kom de bitte små lysbærere – englen og bjergmanden – med – Også dem kunne jeg let tage ud af æsken.

Det følgende drengekor kunne jeg lige så problemfrit fjerne fra æsken.. Langsomt kom julen ind i mine stuer.

En ganske særligt glæde havde jeg af den lille landsby Seiffen. Det hele lå nærmest løst i æsken… og jeg havde en mere eller mindre identisk – naturligvis i større format-  stående i dagligstuen. Naturligvis vandrede den lille landsby ikke ind i dukkestuen. Jeg stillede den hen til den større i vor dagligstue. I mellemtiden har vi nu fire sæt i forskellige størrelser, som kommer frem til jul. En af dem kommer fra en kurveæske og en anden fra en stor tændstikæske –  og selvfølgelig har jeg små sangere til hver landsby. Hvad manglede jeg nu… jeg købte endnu en tændstikæske, og endnu en, og en mere – og de står faktisk nu i mine stuer.

I Tortula 9/2015 har jeg fortalt om samlingerne i samlingen. Her er jeg også kommet ind på min passion for tændstikæsker og har fortalt om min lille samling. Nej, jeg ville ikke samle, jeg ville egentlig skille æskerne ad. Men det har jeg slet ikke nænnet. Noget så smukt kunne jeg ikke ødelægge. Og nu er det altså på en eller anden måde blevet til en samling. Den røde tråd har jeg ikke fundet — men måske ønsker jeg heller ikke at finde den. Jeg har helt gamle —ca. 100 år gamle – æsker, og også nogle, som nærmest er helt nye. Og alle er de på hver sin måde et vidunderligt kunstværk.

Men hvordan er disse små kunstværker opstået? Man må her gå tilbage i tiden før, under og i de første år af Den første Verdenskrig. Legetøjsindustrien i Erzgebirge var nærmest forsvundet. Den politiske situation resulterede i et forandret toldsystem. Pludselig var det ikke varens værdi, men varens vægt, der blev fortoldet. Nu kunne producenterne ikke længere levere dette (dengang) billige trælegetøj til de ønskede lave priser. Desuden var prisen på træ på samme tid steget betydeligt. Trælegetøjet fra Erzgebirge var dengang meget stort. Det vil sige, at hovedparten af legetøjssortimentet vejede så meget, at det sprængte lavprisleveringerne vedrørende eksporten. Som f.eks. luftgyngerne (i 30erne) i min mands familie, de målte hele 45 cm og hørte slet ikke til den tids ”Store”. Hermed en mere nøjagtig forklaring: En luftgynge var 45 cm høj og tilsvarende tung. Gennem den dengang indførte skatte– og toldpolitik blev varerne således ikke mere fortoldet efter værdien men efter vægten. Legetøjet fra Erzgebirge var billigt, men tungt. Ved omstillingen af told fra værdi til vægt kunne man ikke længere sælge i USA og tilsvarende købte man ikke længere hos de små ”Hjemmeproducenter”. Således fik Langer ideen til ”Tændstikæskerne”.,

Allerede i 1905 havde forlægger Heinrich Langer (1871-1949) forudset de første tegn på forandring. Han bestilte legetøj i lille format hos drejerne. Man antager, at det første stykke legetøj i miniatureformat var Postkusken (5 x 6 cm). Snart fulgte flere køretøjer i denne størrelse. Indtil han en dag opdagede, at ”skuffeæsker” (æsker med skydelåg), eller æskerne fra de svenske tændstikker, var en billig form for emballage. Disse ”skuffeæsker” var siden 1855 blevet fremstillet af Brødrene Lundström til ”sikkerhedstændstikker”. Disse tændstikker kendte man i Tyskland allerede i begyndelsen af 1870erne som ”Svenske Tændstikker”. Langer lancerede da en lille bondestue (7 x 4 x 4 cm) med kakkelovnsbænk og kat. Den var ikke meget større end en tændstikæske (6 x 4 x 2 cm). Der skulle blot et skridt mere til, og den lille stue kunne være i ”Tændstikæsken”. ”Bondestuen med kakkelovnsbænk fra Erzgebirge” var født. Den havde på én gang emballage og stuekabinet. En stor besparelse. Om han dermed virkelig – som mange hævder – allerede havde tænkt på den fremtidige turisme, vil jeg lade stå åbent! Der var ikke forskel på den pålimede bagvæg af papir med tryk. Der var et vindue enten med bue eller firkantet, hvorfra man kunne se et landskab. Nogle gange står der en kaffekande og en kaffemølle på vindueshylden, andre gange er det blot krukker i forskellige størrelser. Somme tider var der ingen hylde, men et håndklædestativ med en strimmel papir som håndklæde. Væguret er påtrykt, eller somme tider limet på. Bonden sidder ved bordet med et måltid af træklodser forestillende brød foran sig. Bondekonen står ved smørkærnen. Og én ting er der altid, en stor kakkelovn med bænk, hvor en kat varmer ryggen. Nej, den ene af mine æsker modsiger ikke, hvad jeg fortæller, den har i løbet af de sidste 100 år kun mistet bænken med katten og ser man nøje ind i æsken, kan man til højre ved ovnen stadig se resterne af bænken.

Hurtigt kom der efterligninger, idet andre fabrikanter i løbet af meget kort tid også tilbød de små bondestuer. Bonden ved bordet, bondekonen ved smørkærnen og …. Katten på kakkelovnsbænken. Skønt jeg med den venstre af de to C.H. Frohs stuer ikke mere er sikker på, om det er en bondekone ved smørkærnen eller måske bonden, ja, hvad gør han mon der. Man behøver kun lidt fantasi for at afsløre ham…. Og virkelig morsomt finder jeg det ”tykke” søm, som i den højre Frohs-stue erstatter urperpendiklen. Sømmet er egentlig ikke så stort, men ser blot stort ud i forstørrelse. Om bondekonen oprindeligt har stået vendt mod ovnen, kan man naturligvis ikke sige noget om mere. Også i en anden stue fra Frohs – med smørkærne – ser hun mod ovnen. I hvert fald har denne bonde ikke bare træklodser som sit brødmåltid, men også ”kartofler” – datidens hovednæringsmiddel i regionen. På undersiden af ”Skuffeæsken” er en etiket ”Papierhandlung Eugen Hahn Berlin Friedrichstr 78”. Altså dog en souvenir fra den sidste ferie? Som altid, for hundrede år siden en vare til ganske få penge, i dag et historisk kunstværk.

Meget snart blev der-  efter kundernes ønsker-  ud fra Bondestuen fra Erzgebirge fremstillet en bondestue fra andre regioner: en bondestue fra Schlesien, en fra Riesengebirge, en fra Schwarzwald, en fra Allgau eller en Gammeltysk Bondestue – disse bondestuer kunne fås helt ind i 50erne i sidste århundrede. Udstyret var det samme, selv om de solgtes under et andet navn.

Jeg finder den direkte tidsmæssige sammenligning af bondestuerne højst interessant.

Øverst kan I se en Frohs stue fra 30erne. Jeg tillader mig at anføre, art figurerne er meget simple, nærmest bemalet uden omhu og limet på. De blev alle fremstillet i de små hjem. Et stupidt og udtalt dårligt betalt beskæftigelse, men det var overhovedet den eneste eksisterende erhvervsmulighed. Alt efter æsken modtog en hjemmearbejder fra 35 til 100 Pfennig for et dusin æsker

I midten ser I en stue fra DDR-tiden. Med denne lille stue pustede drejeren Erich Reichelt i 1980 nyt liv i bondestuen fra Erzgebirge med kakkelovnsbænk. Den gule etiket på ”Skuffeæsken” minder i sin opstilling om H.E.Langer-stuerne. Til højre og til venstre for teksten ”in der Zündholzschachtel” (I tændstikæsken) blev det kendte logo fra Dregeno gengivet. Dette henviser til et kooperativt foretagende, som stadig eksisterer, på ca. 140 drejere og legetøjsmagere. Foretagendet blev grundlagt i 1919 som modpol til forlæggerne, som gjorde de karrige fortjenester hos drejerfamilierne endnu ringere. Under DDR-tiden overtog de kooperative selv hele fremstillingen af Erzgebirge Kunsthåndværk. Se engang på den lille stue, den er fortryllende fremstillet og var for over 30 år siden meget smukkere og mere nøjagtig i forarbejdningen end de tidlige stuer. Figurerne er smukt udarbejdet og fint bemalet. De er rigtig pæne at se på. Jeg har endnu en bondestue fra Dregeno,. Her er kun urene forskellige. For nylig læste jeg i denne sammenhæng, at der var ca. to timers arbejde med en bondestue, og i DDR-tiden fik en drejermester en timeløn på 1,46 Mark. Hans medhjælpende hustru fik ”kun” 1,27 Mark. For min første Reichelt-stue betalte jeg i begyndelsen af 90erne 5 DM på Julemarkedet i Hamburg: For materialer, 2 arbejdstimer, transporten til Hamburg, og afgift for en stand på Julemarkedet!!!!!!!!

Stuen fra det 21.århundrede er fra Seiffner Stübelmacher. Der igen stammer fra drejerfamilien Flath. Med denne Flath drejer det sig om drejer og trælegetøjsmager Günter Flath. Som man tydeligt kan se, bærer denne æske Dregenos logo, han har således også tilsluttet sig det kooperativew foretagende. På venstre side ses logoet for drejerværkstedet – den lille bitte stue. Ser man nøje på Flath-æskerne, vil man konstatere, at alle artikelnumre begynder med 29. Den enkle forklaring hertil er, at artiklerne fra Günter Flath hos Dregeno præsenteredes med 29. 29/1 på bondestuens etiket viser, at det er den første artikel i den lille stue fra Flath.

Også med denne stue har jeg flere æsker, og de er alle sammen fejlfrie og smukke.

I næsten 30 år har der eksisteret en Stübelmacher (fremstiller af de små stuer) , Gisbert Neuber hedder denne drejer. På hans hjemmeside kan du læse, at dette drejerværksted har bestået siden 1. juli 1986, dvs. allerede i DDR-tiden. Alle, der interesserer sig for disse små kunstværker, vil på et eller andet tidspunkt støde på ”Skuffeæsker” med den gule etiket. Foroven eller nederst til højre forsynet med et enkelt GN, hans markedssignatur.

Når man som jeg holder meget af Kuhn-stuerne, kommer man selvfølgelig også ud for Erzgebigestuer fra Neuber: Den søde, blå vugge, det smukt dekorerede bondestueskab… Også bondestuerne – de viser en vis lighed med Langerstuerne, men er absolut perfekte og omhyggelige i deres forarbejdning. I 1996 kom Hutzenstuen på markedet. Heri ses kakkelovnsbænken med katten, en kone sidder ved kniplebrættet, uret med den allerfineste regulator, men allersmukkest er naturligvis de små loftslys. I Skihytten genfinder vi kaminen fra Erzgebirgestuen I 1994 lancerede Neubert malerstuen: Fortryllende, som hjemmearbejderen står ved sit arbejdsbord og maler? Eller gør sig klar til at male. Umiskendelig med sin kakkelovn med bænk og kat – som i Hutzenstuen. Udstyret med en smuk lampe og en kommode med bitte små trækugler. Man må virkelig ikke glemme, at disse små ting er sat ind i en helt normal tændstikæske. Og også her må man tilføje, at de alle er små kunstværker og slet ikke legetøj for børn.

OG…. Får man lyst til at sætte tændstikæskerne sammen til et lille hus med mange værelser, må én vigtig ting naturligvis ikke mangle— et anstændigt badeværelse. Gisbert Neuber kalder dette pragtstykke for Susanne i Badet.

Men selvfølgelig er stuerne kun en lille bitte del af folkekunsten i tændstikæsker fra Erzegebirge.

Du kan læse mere i udgave 6/2016 i www.tortula.de, men har du tålmodighed, bringer vi det hele, dvs. DEL II her på bloggen, idet Sigi Ulbrich generøst har tilladt os at oversætte og bringe alt dette .. Og selvfølgelig udstyret med Sigis dejlige fotos.

På gensyn…. På gensyn …… og god læselyst ……..

Miniatureudstilling på Katrinetorp i Malmø.

Copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Katrinetorp lige uden for det centrale Malmø, er altid et besøg værd. I løbet af sommeren er der mange forskellige oplevelser og udstillinger. I eftersommeren det tre dage lange Antik og Loppemarked, der altid byder på spændende ting og det stemningsfulde julemarked, er et must. En antik forretning, med mange sjove effekter, er der også. Og haven, er helt vidunderlig.

Her i starten af juli, var det miniatureudstllingen, der fik os til at tage turen over Øresundsbroen og vi blev bestemt ikke skuffede.

Vi startede med at spise en let frokost i den smukke gårdhave, så var vi rustet til udstillingen.

Glimt fra den smukke gårdhave.

Der var små skønne kikkasser, et kæmpe hus, pavillioner, Lundby huse, antikke huse, nye huse, ja det ene skønne hus efter det andet. Og sikken en kreativitet, det er fantastisk, så dygtige mennesker der findes. Se nedenstående billeder, som blot er et lille udvalg.

Det er altid dejligt med inspiration og selv om jeg mente, jeg ikke skulle lave flere miniatureting, er jeg nu gået i gang med en kikkasse. Jeg blev lidt betaget af maleren i et af husene og tænkte jeg ville lave det. Men tingene udvikler sig og nu bliver det vist en Fanø stue.


På www.malmo.se/katrinetorp findes kørselsvejledning. Det er nemt både med offentlige transportmidler og bil.

Dockskåp & Miniatyrer

Katrinetorp, Katrinetorp Alle 1, 21574 Malmø

Åbent hver dag fra kl. 12.00 – 17.00. Der er gratis adgang.

Fra d. 4. Juli – 18. august 2019.


Fantastisk museum i Østrig med Dukker, dukkehuse og andet legetøj

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Under søgning efter noget helt andet fandt jeg på nettet dette flotte museum, som bugner af antikke dukker, dukkehuse, miniaturer og meget andet legetøj. Og… det skal I selvfølgelig også have del i!

Det dejlige museum råder over et areal på ca. 450 m2, fyldt med skatte, og der er også en hyggelig café, hvor du kan nyde forfriskninger og lette måltider.

På museet kan du se over 2.500 antikke dukker og dukkehuse, sjældne miniaturer og meget andet legetøj. Der er en speciel samling af miniaturehåndværk fra omkring år 1900.

Hermed nogle smagsprøver på dukkerne og miniaturer:

Disse appetitvækkere er lige til at falde i svime over, og jeg glæder mig til engang at kunne besøge stedet. —forhåbentlig i nærmeste fremtid!

Uden for museets nedennævnte åbningstider tager man meget gerne imod grupper efter aftale pr. telefon eller mail:

Hermed adresse etc.: Puppenhausmuseum, Markt 11, AT 4304 St. Thomas am Blasenstein, Østrig, Email: welcome@puppenhausmuseum.at – tlf: +43 72 655 58 25 åbent: ti-on-to og i weekenden fra 10 til 18

God fornøjelse alle sammen …