Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt — Bondemøbler fra Thüringen (Del 2)

Med tak til Sigi Ulbrich  – tortula.de

for din informative research og indretningsfantasi ©

(Design: Lene Byfoged © — oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed rekapitulerer jeg: Jeg  havde en fortryllende lille dukkestue (25×18 cm og 16cm høj. Jeg vidste, hvor den kom fra. Egentlig burde jeg være tilfreds med den, som den var. Ja, burde, men det var jeg bare ikke!.

Igen og igen kiggede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse (Lexikon der Puppenstuben und Puppenhäuser af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler Verlag  – indprentede mig byggestilen og møblernes front. Jeg ville da kunne genkende dem, hvis jeg så dem.

(Hermed et link til forlaget www.swantje-koehler-verlag de

En dag opdagede jegi Thüringer Wirtschaftarchiv e.V. (Thüringer Arkiv for Erhverv og Økonomi):Theodor Luthardt, Steinbach. Med henvisning til Steinbach —Steinbach. Kunne dette være korrekt. Fandtes der to fabrikanter af arbejder i træ med navnet Theodor Luthardt?  Jeg så efter på landkortet. Der fandtes et Steinbach, men ”et lille stykke længere fremme”.  På et reklameskilt kunne jeg heldigvis læse den rigtige adresse. Det var Steinach— altså i umiddelbar nærhed af Sonneberg.

Her konstaterede jeg, at firmaet i 1894 blev grundlagt af Theodor Luthardt— som fabrikant af tamburiner og trommer. Desuden udfærdigede firmaet parketgulve, som blev lagt på i luksusbygninger. I 1909 udvidedes produktionen, således at man desuden fremstillede snesko og legetøj. Jeg regner med, at sneskoene var forløbere for vore ski. På vintersportsudstillingen i 1911 modtog firmaet en bronzemedalje for sneskoene  – som blev lanceret under navnet Fritjof. Denne benævnelse henviser direkte til den norske polarforsker og modtager af nobelfredsprisen Fridjof Nansen. Dette er nærliggende at tænke, med hensyn til teknik og videreudvikling af vintersportsudstyr og Nansens fortjeneste. Jeg har dog ikke fundet beviser på dette.

Men netop dette Fritjof-skilt er limet op på bagsiden af skabet.

Det bayerske statsbibliotek har udskrifter af Regeringsdokumentet for Hertugdømmet Coburg fra 1875. Denne Johann Carl Luthardt havde 5 sønner. Theodor, ham med parketgulvet, trommerne og dukkestuerne var den yngste bror. Han slog sig således igen ned i Steinach med både snesko, parketgulve og dukkestuemøbler.


Postkort: Privateje. Med tak for lån til Karl Heinz Luthardt.
 

Postkortet herover viser fabrikken og i baggrunden familien Luthardts privatbolig i 20erne.

Efter 1. Verdenskrig var allerede tre Luthardt-generationer beskæftiget i firmaet. Theodor, hans søn Oscar og dennes  søn Walther. I 1923 efter Theodor Luthardts død omdannedes firmaet til en kommanditselskab og i 1936 til et Interessentskab (Ansvarligt selskab/=OHG).


Postkort: Privateje  Med tak for lån til Emil Lichter.

I 30erne blev Steinach kaldt ”Julemandens Værksted”. I 1933 viste 21 Steinach-firmaer i Kreisstadt (hovedbyen i en kreds) Sonneberg deres produkter frem på en legetøjsudstilling. Ud af disse var 15 Steinacher-firmaer trælegetøjsfabrikanter. Herunder regnedes også Theodor Luthardt med sine parketgulve, snesko og de små bondestuer.

Annonce: Privateje: Med tak for lån til Anni Lichter.

Thüringer Waldbote  (Amtsavis for distriktet) skrev herom den 9. maj 1933 følgende:

På Sonnerberger-udstillingen træder vi nu ind i Steinachs børneparadis. Her bydes  vi velkommen af ”Luta-Dukker” fra firmaet  M. Luthardt, ejer,  hvor udgaver af mange forskellige menneskeracer smiler til os.

….. Produkterne fra firmaet Theodor Luthardt, alle former for snesko, slæder og skistave præsenteres i gennemtænkt opstilling. Også en plade med mesterligt anlagt parketgulv kunne ses.

Og her må man igen gætte. M. Luthardt må ganske enkelt være en trykfejl. Lutadukkerne er  –  påviseligt  –  fra firmaet W. Luthardt-Idel.

Disse Luthardts hører ganske vist til familien, men kommer fra en anden gren.

Hos mig foreligger en skrivelse af den 9.11.1937 til en legetøjshandler. Her tilbydes den lille dukkestue  – til at skille ad  –  som forstue og soverum. Indkøbspris for Vedes-forhandleren 2,50 RM (Reichsmark) netto.

Mellem 1945 og 1949 blev produktionen overvejende omstillet til forbrugsartikler (tøjklemmer og smørebrikker  til morgenmaden). Dog tilføjede man dukkemøbler, børnetrommer og parketgulve igen i programmet.. I 1958 bortforpagtedes virksomheden til VEB Glasfaserwerk Steinach  (Glasfiberfabrik)(!)  Ja, sådan står der faktisk i bilagene fra Thüringer Wirtschaftsarchiv (Arkiv for erhverv og økonomi). Kort tid efter blev det derfra solgt og opløst  – dette ifølge nævnte arkiv. For mig en noget vag skildring, som kun har meget lidt at gøre med de på den tid sædvanlige fremgangsmåder i DDR.  Dog har jeg ikke kunne fremskaffe flere oplysninger desangående.

Den sidste driftsleder var Walther Luthardt  –  og nu bliver det interessant. Han betegnes som svampeforsker. Han har fremdrevet helt specielle spiselige svampe. Allerede under 2. Verdenskrig startede han sin forskning. For mig er det russiske landsbyer, hvorfor jeg her citerer Steinacher Wochenspiegel fra den 17.4.2015 (ugeavis fra Steinach-Området).

Walter Luthardt, født i 1899 i Steinach, var fra 1924 teknisk leder af sit  fædrene firma Theodor Luthardt KG , hvor der fremstilledes trælegetøj og senere  parketgulve, ski samt andre trævarer.

Med henblik på videnskabelig rådgivning og deltagelse i sine forsøg satte Walther Luthardt sig i forbindelse med forskellige højskoler og andre fagfæller.

I maj 1948 besøgte videnskabsmænd og repræsentanter fra den sovjetiske besættelsesmagt dyrkningsanlægget for svampe. Som udfald af disse besøg og gennem finansielle midler fra Thüringer Ministerium for handel og forsyning blev der i 1949 indrettet et mykologisk (mykologi er læren om svampe) laboratorium i Nordschule i Steinach under ledelse af Dr. Helmut Kuntze, hørende under Institut für Specielbotanik ved Friedrich-Schiller-Universitetet i Jena.  Såvel W. Luthardt som Dr. Kuntze og prof. Schwarz formulerede tyngdepunkterne angående forskningsarbejdet. Dette laboratorium eksisterede kun til 1951 i Steinach, hvorefter det blev flyttet til Weimar.

I begyndelsen havde  forsøgene med  dyrkningen af spiselige svampe på træ første prioritet for W. Luthardt, senere blev det den ”biologiske” nedbrydning og udviklingen af Myko-træ .

Hvordan denne ”svampeforskning”hænger sammen med ”bortforpagtning og salg” af firmaet står hen i det uvisse. Men det kan dog fastslås, at denne forskning har vakt stor opsigt  –  også hos den daværende besættelsesmagt. Jeg har købt hans bog  –  men har desværre ikke spor forstand på dette tema. Men jeg vil dog lige nævne den.

Hos mig foreligger en skrivelse fra 7.5.1953 til en legetøjsforhandler. Henvisningen til undtagelseskontrakten med DHZ (Deutsche Handelszentrale) er meget interessant. DHZ er den tyske handelscentral i DDR. Under visse forudsætninger var det for DDR-fabrikanterne tilladt at forarbejde og sælge legetøj.

Også i denne skrivelse tilbydes dukkestuemøbler. Desværre kunne jeg ikke forbinde  de  nævnte numre med illustrationerne.

I skal i denne forbindelse tænke på, at valutaen DM ikke kun eksisterede i vesten. I tiden fra den 24. juli 1948 og til den 31. juli 1964 hed DDR-valutaen også Deutsche Mark (Tyske Mark).

Blandt mine bilag ses også de to sorthvide illustrationer af disse to sparebøsser med lås og sprække. Efter vor tids normer er det næppe til at tro, at disse to små billeder kunne lokke kunder til. Ærgerligt at vi ikke kan se dem i farver. Spilledåsen til højre har i alle tilfælde stor lighed med kisten i mine stuer.

Mens det med tiden gik godt fremad med i min forskning/research kiggede jeg hele tiden i Online-salgstilbudene efter Luthardt-stuer eller enkelte  møbler  –  men forgæves.  Indtil den 10.9.2019. Her gjorde min veninde Sherri mig opmærksom på et onlineudbud, som hun havde opdaget på hos en amerikansk onlinsælger.

I mine bilag fra 1953 var der billeder af klædeskabet og servanten. Her er priserne streget over. I mit leksikon  over dukkestuer og –huse er de nævnt. Jeg går derfor ud fra, at firmaet Luthardt stadig benyttede det gamle katalog og prislister med RM-(Reichmatks)priserne og ganske enkelt stregede de forældede priser ud. Der var allerede dengang hårde tider.

Jeg købte disse møbler  – og måtte selvfølgeligt smile underfundigt over prisen på 14,40 Rentenmark pr. dusin (se leksikon for dukkestuer og –huse).  Jeg sætter stor pris på disse møbler fra 30erne, mere præcist kan jeg ikke udrykke mig. Men trods alt har jeg endnu ikke tilstrækkelige informationer og for få møbler her.

Og da så jeg i midten af september 2019 denne auktion. En komplet Luthardt-stue i kabinet. Ja, endog den sammenfoldelige æske var med i udbudet.  Aldrig havde jeg regnet med, nogen sinde at skulle holde sådan en æske  –  lidt større end en cigarkasse  –  i hånden.

Enhver samler vil kunne forstå min glæde. En sammenfoldelig Luthardt-dukkestue med komplet møblement og den er min.

Efter min fornemmelse er stuen lidt stor i forhold til møblerne. Kigger man i kataloget, vil man læse, at netop denne stue også blev udbudt som soveværelse, og her skulle naturligvis være mere plads.

Det første, jeg gjorde, var at stille møblerne op til fotografering nøjagtigt efter billedet i kataloget. Og her blev jeg forbløffet over, at den lille toarmede lysestage stadig eksisterede— dog uden lys.

Nå ja,  tidens tand har påvirket kabinettet en smule. Når jeg ser mig i spejlet, må jeg sige det samme om mig selv  –  og jeg er meget yngre end denne stue. Ja, alt har på en eller anden måde sin berettigelse..

Jeg syntes, at den var i ret pæn stand  – der var ikke noget, som ikke kunne repareres.

”Æsken” er af træ. Den forreste del kan man klappe ned. Som hængsel tjener blot det lilla papir, som er limet uden på huset.

Låget  –  uden på med pålimet lilla papir  – gør det samtidig ud for bagvæg. De to smalle sidestykker fra låget er desværre brækket af. Men de var dog med. Jeg vil med en lille strimmel lilla papir  – så at sige som plaster— atter fastgøre sidestykkerne.

For at komme de originale farvetoner så nær som muligt, har jeg scannet bagvæggen og klippet en slags strimmel, som jeg har ganget op og lidt efter lidt ændret dens farvenuance. Hver strimmel har jeg nummereret og derefter printet siden ud, og således fandt jeg den farvetone, som kommer tættest på originalen. Med denne nuance printede jeg siden ud og har nu tilstrækkeligt med ”plaster” til reparationen.

Æskens bund og sidestykker er af træ. Som allerede nævnt er æskens låg samtidig bagvæg. I sidestykket stykket er der oprindeligt fræset en rille/not, og i denne not stikkes den øverste del af sidestykket  –  af pap  – ind.

Sidestykkerne har vinduer, som man endda kan åbne. Men det mest fantastiske er, at disse sidestykker knappes med tryklåse!!!! På de smalleste steder af låget/bagstykket, helt utroligt, men de holder og sidder absolut fast  –  selv endnu i dag.

Den eneste ulempe ved denne konstruktion er, at man ikke kan hænge noget op på væggene —  måske højst et lille billede, men ingen hylder eller reoler.

Jeg sammenligner møblerne med dem fra min første Luthardt-stue. Betragter man skabet, er betegnelsen ”Hvert enkelt møbel er kvalitetsarbejde” nok lidt overdrevet. Selvfølgelig vil jeg lade det forblive skævt, men om jeg engang kan stille tallerkener i det  ??  –  Tja,  det har jeg endnu ikke forsøgt.

Bordene er identiske. Og udpræget smukke, jeg elsker holdbarhed. Men med hensyn til stolesæderne lægger man mærke til, at stolesæderne er forskelligt udført. Også byggestilen er lidt anderledes, ikke meget, men med kritiske øjne vil man se det.

Kisten og den lille skammel er i den nye stue meget smukkere dekoreret, men ellers er de bygget på samme måde.

Mens jeg betragtede skamlen, fik jeg en Déjà-vu-oplevelse. Denne skammel havde jeg allerede set engang før— blot i større udgave. Javel, det passer, den står i  min Strassburg-stue og har funktion som underbord for en lille dukkestue.

Og selvfølgelig tog jeg straks et billede af de to skamler  fra stuerne. Der er ingen tvivl, de er identiske  – med undtagelse af størrelsen. Den fra Strassburg-stuen er øjensynligt fra serien til dukker på 18 cm. Hvor herligt, nu kunne jeg igen katalogisere et møbel til den rigtige fabrikant.

Flagskibet i enhver bondestue er naturligvis kakkelovnen Med denne ovn fik jeg en overraskelse. Alle ovnene i mine øvrige stuer er af træ. De enkelte kakler er udført med mere eller mindre kærlig hånd, og somme tider blot malet på. Det er ikke tilfældet med denne ovn. Den er af keramik, og det er overraskende, at den er i så god stand. Nå ja, den har foroven et lille skår, men det er også alt. Man kan ikke se, at den er over 80 år gammel. 

Til min store overraskelse har også lysestagen overlevet over 80 år i god stand. Den var let bøjet og fastgørelsen noget løs —men hel. Gerhard har bøjet den lidt tilbage, og jeg har lavet lys af schaslikpinde  –  for at få smukke spidser på lysene brugte jeg en blyantspidser.

Den anden overraskelse var skabet hhv. dets bagside. Her er påklæbet et mærke: Håndmalet: Fritjof/Handmalerei.  Blandt de få dokumenter, jeg har fundet om dette firma, var der blot en sammenhæng mellem Fritjof og sneskoene. Dette mærke er dog originalt og er klæbet på skabet, da det var fabriksnyt.

Jeg skulle allerede nu se at finde flere ideer til at indlemme denne virkeligt helt specielle stue i min samling. Og det lykkedes også. Jeg var i færd med at få mere lys i mine stuer, og derfor fik også denne stue en smuk belysning.

Min første indskydelse var at lade denne stue stå, som den er gengivet i kataloget. Men her spillede Gerhard ikke med, han ville ikke se ind i en tom stue. Altså lagde jeg først et tæppe på gulvet, og en lille skildpadde flyttede ind, og så satte jeg en lille ”Spreewald-Bärbel” ind i stuen. Men, da det står i bibelen, at det ikke er godt for mennesket at være alene, kom også en lille søster til Bärbel (ligeledes fra Hertwig i Karlshütte) ind i stuen— og jeg har givet dem begge et kniplestativ med rulle. Nå ja, en gammel spinderok finder jeg helt sikkert også i mine kasser. Og nu ser den slet ikke ud som den på billedet i det gamle katalog. Resten må vokse med tiden. Jeg har mange ideer,  –  men nej, jeg stiller ikke et agurkeglas derind.

Det skal da ikke altid være Kuhn

eller

Luthardt  –  bondemøbler fra Thüringen  – del 1

Med tusind tak til Sigi Ulbrich , tortula.de, for endnu en spændende beretning om dukkemøbler og deres placering.

(Med hilsen fra Lene Byfoged, opstilling,  og Lise Brastrup Clasen, oversættelse,  ©

Det var den 8. oktober 2017, da jeg købte dette lille sæt bondemøbler i et stort Online-auktionshus. Egentlig fordi jeg syntes, at bordet var smukt,  og at jeg kunne bruge det i en anden dukkestue. Men det passede ikke i størrelsen, og det faldt mig faktisk svært at dele dette henrivende sæt. Således forsvandt det hele ned i min kasse, og på et eller andet tidspunkt besluttede jeg mig for at videresælge disse møbler.

Jeg satte dem på auktion, men det var vanskeligt straks at finde en køber.

Da jeg ledte efter fabrikanten af en anden lille sød dukkestue, bladede jeg i mit leksikon over dukkestuer og –huse af Marianne Cieslik og Swantje Köhler fra Köhler-forlaget… www.swantje-koehler-verlag.de

På side 128 stødte jeg på en gengivelse, og den måtte jeg se på en ekstra gang. Her var mine små møbler, godt nok i en anden opsætning, men umiskendeligt dem. Tak til Swantje Köhler for tilladelsen til at vise billedet her.

Hurtigt besluttede jeg mig til alligevel at beholde møblerne og samtidig for at finde ud af mere om firmaet Luthardt.

Samtidig med min research havde jeg disse møbler i tankerne og ville have en lille stue til dem. I min kasse lå stadig et flot vævet tæppe. Sherri havde engang sendt mig det. Det ville jeg bruge, og ud fra det blev grundtonen i stuen bestemt. Med et stykke hvidt papir simulerede jeg stuen og fastsatte målene. Og lige som af sig selv forsamlede de første miniaturer sig.

To 6,5 cm høje små dukkepiger fra porcelænsfabrikken Hertwig & Co., Karlshütte i Thüringen, skulle være beboere i denne stue

Jeg fandt en snedker, der byggede et passende kabinet til mig  –  et vindue leverede han straks med. Da han havde sendt mig det færdige kabinet, foretog jeg en sidste prøveopstilling. Jo, det var netop, som jeg havde forestillet og ønsket mig det.

Da stien skulle have ”brædddegulv”, udfærdigede jeg en passende skabelon af et stykke pap, og ridsede brædder i gulvet

Derefter bearbejdede jeg det med brun skosværte, og det fik således den ønskede,  mørke gulvbræddefarve.

                      Væggene malede jeg med vandopløselig akrylfarve i en sart laksefarvet nuance. Helt nøje afpasset efter tæppet.

Den fine lille borddug  –  med hulsøm  –  havde Aljona lagt i den sidste julepakke til mig. Den var perfekt til denne lille stue.

Men hver gang, som jeg kiggede ind i stuen, slog det mig, at der faktisk kun var en stol derinde. For lidt til to beboere.

Sherri forstod mit dilemma og spurgte Steve, og han erklærede sig parat til at bygge endnu en stol, jeg behøvede blot at sende de nøjagtige mål.

Med den næste pakke fra Missouri kom ikke bare én, men hele to stole. Sherri havde endda straks  malet dem, og hun har virkelig ramt den rigtige farve, og jeg er meget lykkelig over at have fået stolene

Vinduer er meget vigtigt for mig. De tider, hvor Gerhard savede dem ud for mig, er desværre forbi. Altså limer jeg dem nu altid på. Man kan for et par euro købe de færdige rammer i et stort online-auktionshus og selv gøre dem færdige. En rigtig god løsning, og ”udsigten” vælger man selv

For at alt kan stå sikkert og beskyttet mod snavs, har vi sat et akryltag og en akrylfront på stuen. Gerhard har boret hullerne med et vridbor, og med pynte hhv. polstersøm har vi fastgjort pladerne.

Da alle forberedelser var overstået, kunne møblerne og de to søde beboere flytte ind.

At indrette og pynte op er hver gang de allerskønneste timer for mig. Jeg havde fundet nogle ekstra smukke miniaturer frem.

  1. Uret har Steve bygget  – efter opmåling af et meget gammelt kukur, og Sherri har malet det.
  2. Portrætterne er af beboerne, jeg har klæbet dem op på en ramme til fremstilling af smykker.
  3. Vejrhuset er en dragtknap.
  4. Karussellen stammer fra fremstilling af smykker, jeg har gjort den lidt mindre farveprægtig.
  5. Mariastatuen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  6. Kalken og lysestagen er små dele fra smykkefremstilling.
  7. Guldfiskeglasset var engang en ørering.
  8. Konsollen har jeg for nogen tid siden erhvervet via en onlineauktion.
  9. Dukken er fra Flade ved Olbernhau i nærheden af Seiffen.
  10. Kaffeservicet blev fremstillet i Japan og er en gave fra Sherri.
  11. Korset stammer fra en defekt rosenkrans.
  12. Sjippetovet har jeg for år siden købt i England.
  13. Katten er af hård plastic, hvor den kommer fra, ved jeg ikke.
  14. Maleriet har en vakkelvorn metalramme – et typisk dukkestuebillede af ukendt herkomst.
  15. Skoen er af porcelæn og en souvenir fra en rejse til Holland.
  16. Urtepotten er fra DDR og blev solgt gennem Vero – ukendt fabrikant.
  17. Dukkevognen er fra 40erne og kommer fra Erzegebirge.
  18. Musene og den søde skildpadde er fra vor tid.

Og så en dag var den færdig, der var ikke mere at gøre. Den havde store chancer for at blive min yndlingsstue, og alligevel ikke, ja, alligevel ikke…. Men det er en helt anden historie.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine opstilling af min tekst og mine fotos.

Sigi Ulbrich fra webteamet: www.tortula.de  –  Tortula og hendes lille Puppenkommode/Dukkekommode…

En Brændende IDE – Tændstikæskerne

Første Del !

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)

Kære Sigi Ulbrich, tak for tilladelsen til at fortælle om Tændstikæsker eller ”Svenske Æsker”, som de også kaldes hos jer) helt sikkert ny og spændende viden for mange. Hermed den første del af beretningen med fotos…. Altså glæd jer alle sammen til at være med i Sigis fortælling om at samle på og pynte op med tændstikæskerne  –  (Lene og Lise)

Forord – Sådan begyndte det hele: Min første tændstikæske købte jeg i 1989. Jeg ville julepynte i min bondedukkestue og gjorde en fantastisk opdagelse på Julemarkedet i Hamburg. Her så jeg den buehvælving, som Gisbert Neuber havde designet i 1986. Den syntes jeg rigtig godt om, og jeg kikkede nu efter andre små bitte dele som kunne bruges i mine dukkestuer. Der var dog blot et problem: jeg havde efter købet ikke tænkt over det – selv om det egentlig var planen-  at pille æsken fra hinanden. Se lige på dette stykke folkekunst fra Erzgebirge, sådan noget kan man ikke bare rive fra hinanden.

Men alt gik godt, for det var nemt. Den lille buehvælving var let at fjerne fra æsken med den sartgrønne baggrund. På fotoet til venstre kan I se ind i min barndoms bondestue. Lige oven på skabet, dér står den, og ser den da ikke fantastisk ud. Hurtigt kom de bitte små lysbærere – englen og bjergmanden – med – Også dem kunne jeg let tage ud af æsken.

Det følgende drengekor kunne jeg lige så problemfrit fjerne fra æsken.. Langsomt kom julen ind i mine stuer.

En ganske særligt glæde havde jeg af den lille landsby Seiffen. Det hele lå nærmest løst i æsken… og jeg havde en mere eller mindre identisk – naturligvis i større format-  stående i dagligstuen. Naturligvis vandrede den lille landsby ikke ind i dukkestuen. Jeg stillede den hen til den større i vor dagligstue. I mellemtiden har vi nu fire sæt i forskellige størrelser, som kommer frem til jul. En af dem kommer fra en kurveæske og en anden fra en stor tændstikæske –  og selvfølgelig har jeg små sangere til hver landsby. Hvad manglede jeg nu… jeg købte endnu en tændstikæske, og endnu en, og en mere – og de står faktisk nu i mine stuer.

I Tortula 9/2015 har jeg fortalt om samlingerne i samlingen. Her er jeg også kommet ind på min passion for tændstikæsker og har fortalt om min lille samling. Nej, jeg ville ikke samle, jeg ville egentlig skille æskerne ad. Men det har jeg slet ikke nænnet. Noget så smukt kunne jeg ikke ødelægge. Og nu er det altså på en eller anden måde blevet til en samling. Den røde tråd har jeg ikke fundet — men måske ønsker jeg heller ikke at finde den. Jeg har helt gamle —ca. 100 år gamle – æsker, og også nogle, som nærmest er helt nye. Og alle er de på hver sin måde et vidunderligt kunstværk.

Men hvordan er disse små kunstværker opstået? Man må her gå tilbage i tiden før, under og i de første år af Den første Verdenskrig. Legetøjsindustrien i Erzgebirge var nærmest forsvundet. Den politiske situation resulterede i et forandret toldsystem. Pludselig var det ikke varens værdi, men varens vægt, der blev fortoldet. Nu kunne producenterne ikke længere levere dette (dengang) billige trælegetøj til de ønskede lave priser. Desuden var prisen på træ på samme tid steget betydeligt. Trælegetøjet fra Erzgebirge var dengang meget stort. Det vil sige, at hovedparten af legetøjssortimentet vejede så meget, at det sprængte lavprisleveringerne vedrørende eksporten. Som f.eks. luftgyngerne (i 30erne) i min mands familie, de målte hele 45 cm og hørte slet ikke til den tids ”Store”. Hermed en mere nøjagtig forklaring: En luftgynge var 45 cm høj og tilsvarende tung. Gennem den dengang indførte skatte– og toldpolitik blev varerne således ikke mere fortoldet efter værdien men efter vægten. Legetøjet fra Erzgebirge var billigt, men tungt. Ved omstillingen af told fra værdi til vægt kunne man ikke længere sælge i USA og tilsvarende købte man ikke længere hos de små ”Hjemmeproducenter”. Således fik Langer ideen til ”Tændstikæskerne”.,

Allerede i 1905 havde forlægger Heinrich Langer (1871-1949) forudset de første tegn på forandring. Han bestilte legetøj i lille format hos drejerne. Man antager, at det første stykke legetøj i miniatureformat var Postkusken (5 x 6 cm). Snart fulgte flere køretøjer i denne størrelse. Indtil han en dag opdagede, at ”skuffeæsker” (æsker med skydelåg), eller æskerne fra de svenske tændstikker, var en billig form for emballage. Disse ”skuffeæsker” var siden 1855 blevet fremstillet af Brødrene Lundström til ”sikkerhedstændstikker”. Disse tændstikker kendte man i Tyskland allerede i begyndelsen af 1870erne som ”Svenske Tændstikker”. Langer lancerede da en lille bondestue (7 x 4 x 4 cm) med kakkelovnsbænk og kat. Den var ikke meget større end en tændstikæske (6 x 4 x 2 cm). Der skulle blot et skridt mere til, og den lille stue kunne være i ”Tændstikæsken”. ”Bondestuen med kakkelovnsbænk fra Erzgebirge” var født. Den havde på én gang emballage og stuekabinet. En stor besparelse. Om han dermed virkelig – som mange hævder – allerede havde tænkt på den fremtidige turisme, vil jeg lade stå åbent! Der var ikke forskel på den pålimede bagvæg af papir med tryk. Der var et vindue enten med bue eller firkantet, hvorfra man kunne se et landskab. Nogle gange står der en kaffekande og en kaffemølle på vindueshylden, andre gange er det blot krukker i forskellige størrelser. Somme tider var der ingen hylde, men et håndklædestativ med en strimmel papir som håndklæde. Væguret er påtrykt, eller somme tider limet på. Bonden sidder ved bordet med et måltid af træklodser forestillende brød foran sig. Bondekonen står ved smørkærnen. Og én ting er der altid, en stor kakkelovn med bænk, hvor en kat varmer ryggen. Nej, den ene af mine æsker modsiger ikke, hvad jeg fortæller, den har i løbet af de sidste 100 år kun mistet bænken med katten og ser man nøje ind i æsken, kan man til højre ved ovnen stadig se resterne af bænken.

Hurtigt kom der efterligninger, idet andre fabrikanter i løbet af meget kort tid også tilbød de små bondestuer. Bonden ved bordet, bondekonen ved smørkærnen og …. Katten på kakkelovnsbænken. Skønt jeg med den venstre af de to C.H. Frohs stuer ikke mere er sikker på, om det er en bondekone ved smørkærnen eller måske bonden, ja, hvad gør han mon der. Man behøver kun lidt fantasi for at afsløre ham…. Og virkelig morsomt finder jeg det ”tykke” søm, som i den højre Frohs-stue erstatter urperpendiklen. Sømmet er egentlig ikke så stort, men ser blot stort ud i forstørrelse. Om bondekonen oprindeligt har stået vendt mod ovnen, kan man naturligvis ikke sige noget om mere. Også i en anden stue fra Frohs – med smørkærne – ser hun mod ovnen. I hvert fald har denne bonde ikke bare træklodser som sit brødmåltid, men også ”kartofler” – datidens hovednæringsmiddel i regionen. På undersiden af ”Skuffeæsken” er en etiket ”Papierhandlung Eugen Hahn Berlin Friedrichstr 78”. Altså dog en souvenir fra den sidste ferie? Som altid, for hundrede år siden en vare til ganske få penge, i dag et historisk kunstværk.

Meget snart blev der-  efter kundernes ønsker-  ud fra Bondestuen fra Erzgebirge fremstillet en bondestue fra andre regioner: en bondestue fra Schlesien, en fra Riesengebirge, en fra Schwarzwald, en fra Allgau eller en Gammeltysk Bondestue – disse bondestuer kunne fås helt ind i 50erne i sidste århundrede. Udstyret var det samme, selv om de solgtes under et andet navn.

Jeg finder den direkte tidsmæssige sammenligning af bondestuerne højst interessant.

Øverst kan I se en Frohs stue fra 30erne. Jeg tillader mig at anføre, art figurerne er meget simple, nærmest bemalet uden omhu og limet på. De blev alle fremstillet i de små hjem. Et stupidt og udtalt dårligt betalt beskæftigelse, men det var overhovedet den eneste eksisterende erhvervsmulighed. Alt efter æsken modtog en hjemmearbejder fra 35 til 100 Pfennig for et dusin æsker

I midten ser I en stue fra DDR-tiden. Med denne lille stue pustede drejeren Erich Reichelt i 1980 nyt liv i bondestuen fra Erzgebirge med kakkelovnsbænk. Den gule etiket på ”Skuffeæsken” minder i sin opstilling om H.E.Langer-stuerne. Til højre og til venstre for teksten ”in der Zündholzschachtel” (I tændstikæsken) blev det kendte logo fra Dregeno gengivet. Dette henviser til et kooperativt foretagende, som stadig eksisterer, på ca. 140 drejere og legetøjsmagere. Foretagendet blev grundlagt i 1919 som modpol til forlæggerne, som gjorde de karrige fortjenester hos drejerfamilierne endnu ringere. Under DDR-tiden overtog de kooperative selv hele fremstillingen af Erzgebirge Kunsthåndværk. Se engang på den lille stue, den er fortryllende fremstillet og var for over 30 år siden meget smukkere og mere nøjagtig i forarbejdningen end de tidlige stuer. Figurerne er smukt udarbejdet og fint bemalet. De er rigtig pæne at se på. Jeg har endnu en bondestue fra Dregeno,. Her er kun urene forskellige. For nylig læste jeg i denne sammenhæng, at der var ca. to timers arbejde med en bondestue, og i DDR-tiden fik en drejermester en timeløn på 1,46 Mark. Hans medhjælpende hustru fik ”kun” 1,27 Mark. For min første Reichelt-stue betalte jeg i begyndelsen af 90erne 5 DM på Julemarkedet i Hamburg: For materialer, 2 arbejdstimer, transporten til Hamburg, og afgift for en stand på Julemarkedet!!!!!!!!

Stuen fra det 21.århundrede er fra Seiffner Stübelmacher. Der igen stammer fra drejerfamilien Flath. Med denne Flath drejer det sig om drejer og trælegetøjsmager Günter Flath. Som man tydeligt kan se, bærer denne æske Dregenos logo, han har således også tilsluttet sig det kooperativew foretagende. På venstre side ses logoet for drejerværkstedet – den lille bitte stue. Ser man nøje på Flath-æskerne, vil man konstatere, at alle artikelnumre begynder med 29. Den enkle forklaring hertil er, at artiklerne fra Günter Flath hos Dregeno præsenteredes med 29. 29/1 på bondestuens etiket viser, at det er den første artikel i den lille stue fra Flath.

Også med denne stue har jeg flere æsker, og de er alle sammen fejlfrie og smukke.

I næsten 30 år har der eksisteret en Stübelmacher (fremstiller af de små stuer) , Gisbert Neuber hedder denne drejer. På hans hjemmeside kan du læse, at dette drejerværksted har bestået siden 1. juli 1986, dvs. allerede i DDR-tiden. Alle, der interesserer sig for disse små kunstværker, vil på et eller andet tidspunkt støde på ”Skuffeæsker” med den gule etiket. Foroven eller nederst til højre forsynet med et enkelt GN, hans markedssignatur.

Når man som jeg holder meget af Kuhn-stuerne, kommer man selvfølgelig også ud for Erzgebigestuer fra Neuber: Den søde, blå vugge, det smukt dekorerede bondestueskab… Også bondestuerne – de viser en vis lighed med Langerstuerne, men er absolut perfekte og omhyggelige i deres forarbejdning. I 1996 kom Hutzenstuen på markedet. Heri ses kakkelovnsbænken med katten, en kone sidder ved kniplebrættet, uret med den allerfineste regulator, men allersmukkest er naturligvis de små loftslys. I Skihytten genfinder vi kaminen fra Erzgebirgestuen I 1994 lancerede Neubert malerstuen: Fortryllende, som hjemmearbejderen står ved sit arbejdsbord og maler? Eller gør sig klar til at male. Umiskendelig med sin kakkelovn med bænk og kat – som i Hutzenstuen. Udstyret med en smuk lampe og en kommode med bitte små trækugler. Man må virkelig ikke glemme, at disse små ting er sat ind i en helt normal tændstikæske. Og også her må man tilføje, at de alle er små kunstværker og slet ikke legetøj for børn.

OG…. Får man lyst til at sætte tændstikæskerne sammen til et lille hus med mange værelser, må én vigtig ting naturligvis ikke mangle— et anstændigt badeværelse. Gisbert Neuber kalder dette pragtstykke for Susanne i Badet.

Men selvfølgelig er stuerne kun en lille bitte del af folkekunsten i tændstikæsker fra Erzegebirge.

Du kan læse mere i udgave 6/2016 i www.tortula.de, men har du tålmodighed, bringer vi det hele, dvs. DEL II her på bloggen, idet Sigi Ulbrich generøst har tilladt os at oversætte og bringe alt dette .. Og selvfølgelig udstyret med Sigis dejlige fotos.

På gensyn…. På gensyn …… og god læselyst ……..

Miniatureudstilling på Katrinetorp i Malmø.

Copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Katrinetorp lige uden for det centrale Malmø, er altid et besøg værd. I løbet af sommeren er der mange forskellige oplevelser og udstillinger. I eftersommeren det tre dage lange Antik og Loppemarked, der altid byder på spændende ting og det stemningsfulde julemarked, er et must. En antik forretning, med mange sjove effekter, er der også. Og haven, er helt vidunderlig.

Her i starten af juli, var det miniatureudstllingen, der fik os til at tage turen over Øresundsbroen og vi blev bestemt ikke skuffede.

Vi startede med at spise en let frokost i den smukke gårdhave, så var vi rustet til udstillingen.

Glimt fra den smukke gårdhave.

Der var små skønne kikkasser, et kæmpe hus, pavillioner, Lundby huse, antikke huse, nye huse, ja det ene skønne hus efter det andet. Og sikken en kreativitet, det er fantastisk, så dygtige mennesker der findes. Se nedenstående billeder, som blot er et lille udvalg.

Det er altid dejligt med inspiration og selv om jeg mente, jeg ikke skulle lave flere miniatureting, er jeg nu gået i gang med en kikkasse. Jeg blev lidt betaget af maleren i et af husene og tænkte jeg ville lave det. Men tingene udvikler sig og nu bliver det vist en Fanø stue.


På www.malmo.se/katrinetorp findes kørselsvejledning. Det er nemt både med offentlige transportmidler og bil.

Dockskåp & Miniatyrer

Katrinetorp, Katrinetorp Alle 1, 21574 Malmø

Åbent hver dag fra kl. 12.00 – 17.00. Der er gratis adgang.

Fra d. 4. Juli – 18. august 2019.


Fantastisk museum i Østrig med Dukker, dukkehuse og andet legetøj

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Under søgning efter noget helt andet fandt jeg på nettet dette flotte museum, som bugner af antikke dukker, dukkehuse, miniaturer og meget andet legetøj. Og… det skal I selvfølgelig også have del i!

Det dejlige museum råder over et areal på ca. 450 m2, fyldt med skatte, og der er også en hyggelig café, hvor du kan nyde forfriskninger og lette måltider.

På museet kan du se over 2.500 antikke dukker og dukkehuse, sjældne miniaturer og meget andet legetøj. Der er en speciel samling af miniaturehåndværk fra omkring år 1900.

Hermed nogle smagsprøver på dukkerne og miniaturer:

Disse appetitvækkere er lige til at falde i svime over, og jeg glæder mig til engang at kunne besøge stedet. —forhåbentlig i nærmeste fremtid!

Uden for museets nedennævnte åbningstider tager man meget gerne imod grupper efter aftale pr. telefon eller mail:

Hermed adresse etc.: Puppenhausmuseum, Markt 11, AT 4304 St. Thomas am Blasenstein, Østrig, Email: welcome@puppenhausmuseum.at – tlf: +43 72 655 58 25 åbent: ti-on-to og i weekenden fra 10 til 18

God fornøjelse alle sammen …

Mere om Udstillingen af Lundby-Dukkehusene

I Søstrehuset – Christiansfeld

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © – fotos Jutta Bogut ©)

Som vi fortalte jer, åbnede for nogle måneder siden Jutta Boguts udstilling af 20 smukt og alsidigt møblerede Lundby-Dukkehuse i Søstrehusets kælder-etage i Christiansfeld.

Udstillingen er godt besøgt, og har du endnu ikke set den, kan du glæde dig over denne lille udvidelse af herlighederne.

Men allerførst dette tip: Vi er alle bange for, at vore skatte skal falme under det stærke sollys, som man vanskeligt kan undgå… Derfor syede Jutta dette luftige gardin til et ”nærgående” vindue, således at effekterne nu er godt beskyttet mod solen.:

Og nu til den ekstra montre:

I husker helt sikkert alle ”Det lille hus på Prærien” – de dejlige og velskrevne bøger om nybyggerfamilien Ingalls og deres oplevelser i glæder og sorger… (skrevet af Laura Ingalls Wilder, den mellemste datter, og af hendes datter Rose, samt TV-serien, som blev genudsendt flere gange. Ja, det er snart mange år siden, f.eks. så vi første gang serien for over 30 år siden, da vi boede i Luxembourg. Jutta har nu dekoreret denne montre med Det lille Hus på Prærien, som en ekstra godte på udstillingen, og ih, hvor jeg glæder mig til gensynet med ”Det lille Hus…..”.

Det lille hus er lavet af Juttas mand, Bent, efter tegninger og beskrivelser i bogen ”Det lille Hus på Prærien”. Bogen ligger ved siden af i montren, så man kan se, at det hele passer. Det hus, man ser i TV-serien, er fiktion, mens det viste her på udstillingen ser ud som det hus, Laura i virkeligeheden boede i.

Og så er det ellers meningen, at der skal laves en montre mere, og at der i de to hjørnemontre skal være skiftende udstillinger af dukkehuse, kikkasser, og hvad Jutta ellers finder på at vise os. Det skal være således, at hvis man kommer flere gange til Christiansfeld, så vil der være noget nyt at se.

Hermed adresse og åbningstider for udstillingen eller udstillingerne, der er som bekendt desuden Legetøjsmusesum og Brødremenighedsmuseum etc. –

Christiansfeld Centret, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld, email: centret@christiansfeld.dk – Tlf: +45 7979 1773 – og ifølge nettet er der indtil 31. august åbent hver dag fra 10 til 17.

(Og ellers er Christiansfeld kendt som Danmarks Honningkageby, hos os benytter vi altid lejligheden til at købe noget sødt og godt med hjem, når vi er på de kanter)!

God Tur

Jens Nielsens Bondegård

De 100 unikke perskeptivkasser(Kikkasser) på Herning Frilandsmuseum.

(Med hilsen fra Lise Brastrup clasen ©)

For en del år siden besøgte jeg Herning Frilandsmuseum og så de unikke, håndlavede perspektivkasser skabt af Inge Aagaard Faurtoft i årene 1972-1991. Jeg blev meget betaget af hendes store arbejde og skrev en artikel i et af mine blade, og da Lene Byfoged for nylig gjorde os opmærksomme på Jens Nielsens Bondegård, ville jeg selvfølgelig indvie jer i hele historien, men desværre har jeg ikke længere materialet, hvorfor I får en helt ny historie, bl.a. på grundlag af modtaget materiale med tak til Jesper Meyer Christensen fra Museum Midtjylland.

Inge Faurtoft er født i 1921 i Odense på Fyn, men endte i Hillerød, hvor hun , der oprindeligt ville være kunstmaler, havde atelier og fremstillede de mest fantastiske perspektivkasser — dvs. små æsker med dyr, mennesker og ting og redskaber fra dagligdagen. Som 65-årig fik hun udgivet børnebogen: ”En septemberdag på Jens Nielsens Bondegård”, en skildring af livet på landet i begyndelsen af 1900-tallet… en typisk dansk bondegård med familien Nielsen og deres dyr. Familien består af Far Jens, Mor Dorthea og døtrene Anne Margrethe, Mette og Søs — samt Farmor. … for Inge Faurtoft syntes da, at det var synd, at Jens skulle være alene. Gården er således fra en tid, før landbruget blev mekaniseret og automatiseret, dvs. at man på gården hverken har traktor eller malkemaskine, og hvor en hest er vigtig. Med hesten pløjer Jens Nielsen sine marker og kører høsten i hus, henter brænde i skoven, spænder hesten for vognen om søndagen og kører familien til kirke, eller på besøg…..

Inge Faurtoft har selv oplevet alle de dejlige historier, hun fortæller, idet hun voksede op som en af 8 søskende på landet i en aftægtsbolig i Allerup på Fyn, hvor deres Mor blev tidlig enke.

De detaljerede to serier af Perspektivkasser omfatter dels: En dag på Jens Nielsens Bondegård, med 57 æsker, og dels: Årets gang på Bondegården, og her er næsten lige så mange æsker. 

Inge Faurtoft konstruerede æskerne sammen med sin mand, der var uddannet malersvend — og han lavede rundhorisonterne til æskerne. I fem år sad Inge Faurtoft og limede, klippede og formede, der blev bl.a. lavet kjoler af crepepapir og stofrester, kaffefilterposer var også en god ting, og en fåreskindspels blev til af gamle frottésokker, vat af det tyndeste flor forvandledes til spindelvæv— ja, alt kunne bruges … Der er f.eks. fremstillet en symaskine til Farmor, der syr nye julekjoler til pigerne, og der ligger selvfølgelig både målebånd og sytråd ved siden af. Der er en vandkedel en Madam Blå, der bages vaniljekranse, ja sådan kan man blive ved, men ALT kan nu opleves på Herning Frilandsmuseum, og du går fra den ene Perspektivkasse til den anden, og selvfølgelig opdager du hele tiden noget nyt.

Inge Faurtofts bog er oversat til mange sprog, og de dejlige perspektivkasser har været udstillet mange steder, bl.a. i Norge og Sverige.

Denne udstilling skal simpelthen opleves, og ifølge hjemmesiderne er museet frit tilgængeligt hver dag, men åbent med personale hver torsdag fra 9 til 15, adressen er: Herning Frilandsmuseum, Museumsgade 32, 7400 Herning. Yderligere oplysninger via hjemmesiderne museummidtjylland.dk, tlf. : 96 29 19 00 (Administration: Vestergade 20, 7400 Herning).

Du kan på hjemmesiderne læse om alle Herning museernes aktiviteter.

G o d T u r !

Rangler til dukkestuedukkerne

(Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich, www.tortula.de for tekst og fotos © – oversættelse Lise Brastrup Clasen og design Lene Byfoged ©)

Alle dukker skal have et stykke legetøj

Om de er små eller store, og Sigi Ukbrich der har et væld af dukkehuse– og –stuer, har levet de yndigste rangler til baby-beboerne, en rigtig sød idé, og det er slet ikke svært….. læs blot her, hvad hun fortæller:

Lige som jeg, der som barn på trods af de sparsomme forhold i efterkrigstiden, altid havde et stykke legetøj, har mine dukker – både de store og de små – et stykke legetøj. Jeg er altid på jagt efter småting, der er til at betale, til mine dukkestuer og deres børn.

Det er mest vanskeligt at finde noget til de aller-allermindste. En dag opdagede jeg en miniature-rangle. Sød og enkel. Fremstillet i et stykke udskåret hvid folie og på for– og bagside med en pålimet halvperle. Jeg synes nu, den var dyr, men købte alligevel en.

Jeg har mange dukkestuer og endnu fleres babyer. Alle vil de gerne have et stykke legetøj… Og så kom spørgsmålet, hvem af de søde små skulle jeg glæde med ranglen, og skulle alle de andre så bare se misundelige blikke på den heldige?

I hobbyforretningen kan man købe alle mulige perler til smykkefremstilling… og som noget ekstra godt, også halvperler, Så jeg indkøbte halvperler: Man tager altså to halvperler og dertil hvid folie – i Tyskland kalder man det lygtefolie — og man kan desværre kun få det i kæmpestore ark. Med en hullemaskine — eller dersom de skal være endnu mindre: med en hultang, slår man et hul. Over hullet limer man halvperler på begge sider, og med en buet saks (jeg bruger en neglesaks, som for længe siden landede i min hobbykasse) klipper man rundt om arbejdet.

Og nu har du en rangle, selvfølgelig kan den ikke rasle… Men så nemt kan du fremstille rangler i enhver ønsket størrelse.

Man kan selvfølgelig også købe dem på miniaturemarkeder. .

I det følgende skal I da lige se nogle af Sigi Ulbrichs mange dukkestuer, samt nogle af de dejlige babyer:  

Til slut siger vi tusind tak til Sigi Ulbrich for dette tip og de dejlige fotos, Og så er der kun tilbage at ønske jer

G o d l æ s e l y s t !

Nyt liv til gamle møbler.

Min søn Michael, kom forleden med en pose gamle udtjente dukkemøbler. Hans overbo ville smide dem ud, og da han mente jeg sikkert kunne få noget ud af dem, fik han lov til at få dem med til mig.

De fleste var lige til skraldespanden, men nogle enkelte syntes jeg var så fine, at jeg valgte at beholde dem, trods deres stand. Især det søde dukkeskab har nogle ormhuller, men det har været en tur i fryseren, så det går nok.

De møbler jeg valgte at beholde.

Min første tanke var “jeg har overhovedet ikke plads til flere ting”, men ved at flytte lidt rundt på nogle ting, blev der mirakuløst en hylde ledig i et skab og så gik jeg i gang.

Skabet og sengen er større end 1:12 og passer derfor ikke til almindelige dukkehusdukker, men min farmors allbisque dukke passer fint, så hun skulle bo der.

Min farmors gamle dukke, som jeg for mange år siden, hæklede en kjole til.

Skabet blev restaureret lidt, den manglede bl.a. håndtag, så jeg fik sat nogle i. En gammel blonde blev der klippet lidt af, så man ikke kigger ind på nogle tomme hylder.

Skabet før og efter.

Et tæppe jeg broderede for år tilbage, blev monteret og fik frynser.

Kludetæppet.

En kedelig ramme blev malet med “guldmaling” og et stykke stof blev sat i.

Det fine “broderede” billede.

Jeg gik så på “hugst” i de andre dukkestuer og fandt lidt af hver. Jeg har nu med nyt og gammelt, syntes jeg, fået en sød dukkestue.

Den færdige dukkestue.

Verdens Største MINIATURE-Stormagasin/Varehus

Bygget af Brigitte og Klaus Reiser, grundlæggere af firmaet Mini Mundus og ejere af klenodiet!

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Som jeg for nogle dage siden lovede jer, kommer her med en beretning om det fantastiske Mini-Stormagasin, som er udstillet i Dukke– og Legetøjsmuseet i Byparken Hanau-Wilhelmsbad.

           Samtidig siger jeg på bloggens og alle læsernes vegne tusind tak til Forretningsfører, Dipl.Ing. Peter Bohn, Mini Mundus Hobby GmbH, for det hurtige svar og alt det gode og detaljerede materiale, jeg har modtaget, samt nå ja, det kan I selv læse videre om….

Verdens Største Miniature-Stormagasin

Er et fascinerende bygningsværk. Det er over 3 meter langt, næsten halvanden meter bredt, og indbyder sine kunder til at handle i de 17 smukt indrettede butiksafdelinger, eller kigge ind ad de 16 udstillingsvinduer. Den enestående belysning er opnået ved installation af over 480 pærer.

Stormagasinet er levendegjort med scenarier, hvor mere end 120 porcelænsdukker i håndsyet tøj optræder. I huset findes unikke og helt nøjagtige kopier af miniaturer skabt af kunstnere gennem mange år i hele Europa.

De udsøgte glasvarer er skabt af kunstnere fra den tyske glaspusterby Lauscha. Størstedelen af det håndmalede porcelæn stammer fra en tysk porcelænsmaler, Nips-liebhavere kan endda i et af udstillingsvinduerne finde miniature-Hummel-figurer. De allerfineste sølvsmedearbejder stammer fra en engelsk sølv– og guldsmed.

Som nævnt står huset på

Hessisches Puppen- & Spielzeugmuseum, Parkpromenade 4, Hanau-Wilhelmsbad, D 63454 Hanau,

Tlf: 0049 6181 86 212 – info@hpusm.de – www.hpusm.de

Åbent: ti-on-to-fr: 10-12 og 14-17, lø-sø-helligd.: 10-17

 Og i det følgende siger Mini Mundus TAK for vor interesse, og meddeler, at de er begejstrede for bloggen: www.dukkedroemme.dk:

 ”Som tak for Deres interesse og til støtte for Deres blog modtager de hermed – eksklusivt og udelukkende for Deres læsere – et bevis på rabat på 10% ved køb gennem vor Online Shop, rabatten kan indløses indtil den 31. december 2018, og gælder for alle produkter:

Rabatkode: MM-DUKKE-10

 Og vi informerer naturligvis gerne over kommende nyheder angående Mini-Stormagasinet og ønsker

god Weekend.

De venligste hilsner fra forretningsfører Peter Bohn, dipl.ing., Mini Mundus Hobby GmbH, tlf: 0049 6103 94890”

(og i det følgende får du henvisninger etc.):

Hermed links til Mini Mundus’ Online Katalog, på tysk og på engelsk:

Tysk: minimundus.de/de/mini-mundus-online-katalog (92 sider)

Engelsk: minimundus.de/en/mini-mundus-online-catalog (48 sider)

Online Shops: www.minimundus.de www.mini-mundus.at – og www.minimundus.co.uk

Går du ind på Pinterest, kan du desuden se detaljer og fotos over de enkelte afdelinger i miniature-stormagasinet:

 Pinterest.com/minimundus/das groesste-miniatur-kaufhasu-der-welt/ eller

Billedgalleri pinterest.com/minimundus.de

 Facebook-siderne findes under: facebook.com/minimundus.de

 God læse, kigge– og købelyst!