Miniatureudstilling på Katrinetorp i Malmø.

Copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Katrinetorp lige uden for det centrale Malmø, er altid et besøg værd. I løbet af sommeren er der mange forskellige oplevelser og udstillinger. I eftersommeren det tre dage lange Antik og Loppemarked, der altid byder på spændende ting og det stemningsfulde julemarked, er et must. En antik forretning, med mange sjove effekter, er der også. Og haven, er helt vidunderlig.

Her i starten af juli, var det miniatureudstllingen, der fik os til at tage turen over Øresundsbroen og vi blev bestemt ikke skuffede.

Vi startede med at spise en let frokost i den smukke gårdhave, så var vi rustet til udstillingen.

Glimt fra den smukke gårdhave.

Der var små skønne kikkasser, et kæmpe hus, pavillioner, Lundby huse, antikke huse, nye huse, ja det ene skønne hus efter det andet. Og sikken en kreativitet, det er fantastisk, så dygtige mennesker der findes. Se nedenstående billeder, som blot er et lille udvalg.

Det er altid dejligt med inspiration og selv om jeg mente, jeg ikke skulle lave flere miniatureting, er jeg nu gået i gang med en kikkasse. Jeg blev lidt betaget af maleren i et af husene og tænkte jeg ville lave det. Men tingene udvikler sig og nu bliver det vist en Fanø stue.


På www.malmo.se/katrinetorp findes kørselsvejledning. Det er nemt både med offentlige transportmidler og bil.

Dockskåp & Miniatyrer

Katrinetorp, Katrinetorp Alle 1, 21574 Malmø

Åbent hver dag fra kl. 12.00 – 17.00. Der er gratis adgang.

Fra d. 4. Juli – 18. august 2019.


Fantastisk museum i Østrig med Dukker, dukkehuse og andet legetøj

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Under søgning efter noget helt andet fandt jeg på nettet dette flotte museum, som bugner af antikke dukker, dukkehuse, miniaturer og meget andet legetøj. Og… det skal I selvfølgelig også have del i!

Det dejlige museum råder over et areal på ca. 450 m2, fyldt med skatte, og der er også en hyggelig café, hvor du kan nyde forfriskninger og lette måltider.

På museet kan du se over 2.500 antikke dukker og dukkehuse, sjældne miniaturer og meget andet legetøj. Der er en speciel samling af miniaturehåndværk fra omkring år 1900.

Hermed nogle smagsprøver på dukkerne og miniaturer:

Disse appetitvækkere er lige til at falde i svime over, og jeg glæder mig til engang at kunne besøge stedet. —forhåbentlig i nærmeste fremtid!

Uden for museets nedennævnte åbningstider tager man meget gerne imod grupper efter aftale pr. telefon eller mail:

Hermed adresse etc.: Puppenhausmuseum, Markt 11, AT 4304 St. Thomas am Blasenstein, Østrig, Email: welcome@puppenhausmuseum.at – tlf: +43 72 655 58 25 åbent: ti-on-to og i weekenden fra 10 til 18

God fornøjelse alle sammen …

Mere om Udstillingen af Lundby-Dukkehusene

I Søstrehuset – Christiansfeld

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © – fotos Jutta Bogut ©)

Som vi fortalte jer, åbnede for nogle måneder siden Jutta Boguts udstilling af 20 smukt og alsidigt møblerede Lundby-Dukkehuse i Søstrehusets kælder-etage i Christiansfeld.

Udstillingen er godt besøgt, og har du endnu ikke set den, kan du glæde dig over denne lille udvidelse af herlighederne.

Men allerførst dette tip: Vi er alle bange for, at vore skatte skal falme under det stærke sollys, som man vanskeligt kan undgå… Derfor syede Jutta dette luftige gardin til et ”nærgående” vindue, således at effekterne nu er godt beskyttet mod solen.:

Og nu til den ekstra montre:

I husker helt sikkert alle ”Det lille hus på Prærien” – de dejlige og velskrevne bøger om nybyggerfamilien Ingalls og deres oplevelser i glæder og sorger… (skrevet af Laura Ingalls Wilder, den mellemste datter, og af hendes datter Rose, samt TV-serien, som blev genudsendt flere gange. Ja, det er snart mange år siden, f.eks. så vi første gang serien for over 30 år siden, da vi boede i Luxembourg. Jutta har nu dekoreret denne montre med Det lille Hus på Prærien, som en ekstra godte på udstillingen, og ih, hvor jeg glæder mig til gensynet med ”Det lille Hus…..”.

Det lille hus er lavet af Juttas mand, Bent, efter tegninger og beskrivelser i bogen ”Det lille Hus på Prærien”. Bogen ligger ved siden af i montren, så man kan se, at det hele passer. Det hus, man ser i TV-serien, er fiktion, mens det viste her på udstillingen ser ud som det hus, Laura i virkeligeheden boede i.

Og så er det ellers meningen, at der skal laves en montre mere, og at der i de to hjørnemontre skal være skiftende udstillinger af dukkehuse, kikkasser, og hvad Jutta ellers finder på at vise os. Det skal være således, at hvis man kommer flere gange til Christiansfeld, så vil der være noget nyt at se.

Hermed adresse og åbningstider for udstillingen eller udstillingerne, der er som bekendt desuden Legetøjsmusesum og Brødremenighedsmuseum etc. –

Christiansfeld Centret, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld, email: centret@christiansfeld.dk – Tlf: +45 7979 1773 – og ifølge nettet er der indtil 31. august åbent hver dag fra 10 til 17.

(Og ellers er Christiansfeld kendt som Danmarks Honningkageby, hos os benytter vi altid lejligheden til at købe noget sødt og godt med hjem, når vi er på de kanter)!

God Tur

Jens Nielsens Bondegård

De 100 unikke perskeptivkasser(Kikkasser) på Herning Frilandsmuseum.

(Med hilsen fra Lise Brastrup clasen ©)

For en del år siden besøgte jeg Herning Frilandsmuseum og så de unikke, håndlavede perspektivkasser skabt af Inge Aagaard Faurtoft i årene 1972-1991. Jeg blev meget betaget af hendes store arbejde og skrev en artikel i et af mine blade, og da Lene Byfoged for nylig gjorde os opmærksomme på Jens Nielsens Bondegård, ville jeg selvfølgelig indvie jer i hele historien, men desværre har jeg ikke længere materialet, hvorfor I får en helt ny historie, bl.a. på grundlag af modtaget materiale med tak til Jesper Meyer Christensen fra Museum Midtjylland.

Inge Faurtoft er født i 1921 i Odense på Fyn, men endte i Hillerød, hvor hun , der oprindeligt ville være kunstmaler, havde atelier og fremstillede de mest fantastiske perspektivkasser — dvs. små æsker med dyr, mennesker og ting og redskaber fra dagligdagen. Som 65-årig fik hun udgivet børnebogen: ”En septemberdag på Jens Nielsens Bondegård”, en skildring af livet på landet i begyndelsen af 1900-tallet… en typisk dansk bondegård med familien Nielsen og deres dyr. Familien består af Far Jens, Mor Dorthea og døtrene Anne Margrethe, Mette og Søs — samt Farmor. … for Inge Faurtoft syntes da, at det var synd, at Jens skulle være alene. Gården er således fra en tid, før landbruget blev mekaniseret og automatiseret, dvs. at man på gården hverken har traktor eller malkemaskine, og hvor en hest er vigtig. Med hesten pløjer Jens Nielsen sine marker og kører høsten i hus, henter brænde i skoven, spænder hesten for vognen om søndagen og kører familien til kirke, eller på besøg…..

Inge Faurtoft har selv oplevet alle de dejlige historier, hun fortæller, idet hun voksede op som en af 8 søskende på landet i en aftægtsbolig i Allerup på Fyn, hvor deres Mor blev tidlig enke.

De detaljerede to serier af Perspektivkasser omfatter dels: En dag på Jens Nielsens Bondegård, med 57 æsker, og dels: Årets gang på Bondegården, og her er næsten lige så mange æsker. 

Inge Faurtoft konstruerede æskerne sammen med sin mand, der var uddannet malersvend — og han lavede rundhorisonterne til æskerne. I fem år sad Inge Faurtoft og limede, klippede og formede, der blev bl.a. lavet kjoler af crepepapir og stofrester, kaffefilterposer var også en god ting, og en fåreskindspels blev til af gamle frottésokker, vat af det tyndeste flor forvandledes til spindelvæv— ja, alt kunne bruges … Der er f.eks. fremstillet en symaskine til Farmor, der syr nye julekjoler til pigerne, og der ligger selvfølgelig både målebånd og sytråd ved siden af. Der er en vandkedel en Madam Blå, der bages vaniljekranse, ja sådan kan man blive ved, men ALT kan nu opleves på Herning Frilandsmuseum, og du går fra den ene Perspektivkasse til den anden, og selvfølgelig opdager du hele tiden noget nyt.

Inge Faurtofts bog er oversat til mange sprog, og de dejlige perspektivkasser har været udstillet mange steder, bl.a. i Norge og Sverige.

Denne udstilling skal simpelthen opleves, og ifølge hjemmesiderne er museet frit tilgængeligt hver dag, men åbent med personale hver torsdag fra 9 til 15, adressen er: Herning Frilandsmuseum, Museumsgade 32, 7400 Herning. Yderligere oplysninger via hjemmesiderne museummidtjylland.dk, tlf. : 96 29 19 00 (Administration: Vestergade 20, 7400 Herning).

Du kan på hjemmesiderne læse om alle Herning museernes aktiviteter.

G o d T u r !

Rangler til dukkestuedukkerne

(Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich, www.tortula.de for tekst og fotos © – oversættelse Lise Brastrup Clasen og design Lene Byfoged ©)

Alle dukker skal have et stykke legetøj

Om de er små eller store, og Sigi Ukbrich der har et væld af dukkehuse– og –stuer, har levet de yndigste rangler til baby-beboerne, en rigtig sød idé, og det er slet ikke svært….. læs blot her, hvad hun fortæller:

Lige som jeg, der som barn på trods af de sparsomme forhold i efterkrigstiden, altid havde et stykke legetøj, har mine dukker – både de store og de små – et stykke legetøj. Jeg er altid på jagt efter småting, der er til at betale, til mine dukkestuer og deres børn.

Det er mest vanskeligt at finde noget til de aller-allermindste. En dag opdagede jeg en miniature-rangle. Sød og enkel. Fremstillet i et stykke udskåret hvid folie og på for– og bagside med en pålimet halvperle. Jeg synes nu, den var dyr, men købte alligevel en.

Jeg har mange dukkestuer og endnu fleres babyer. Alle vil de gerne have et stykke legetøj… Og så kom spørgsmålet, hvem af de søde små skulle jeg glæde med ranglen, og skulle alle de andre så bare se misundelige blikke på den heldige?

I hobbyforretningen kan man købe alle mulige perler til smykkefremstilling… og som noget ekstra godt, også halvperler, Så jeg indkøbte halvperler: Man tager altså to halvperler og dertil hvid folie – i Tyskland kalder man det lygtefolie — og man kan desværre kun få det i kæmpestore ark. Med en hullemaskine — eller dersom de skal være endnu mindre: med en hultang, slår man et hul. Over hullet limer man halvperler på begge sider, og med en buet saks (jeg bruger en neglesaks, som for længe siden landede i min hobbykasse) klipper man rundt om arbejdet.

Og nu har du en rangle, selvfølgelig kan den ikke rasle… Men så nemt kan du fremstille rangler i enhver ønsket størrelse.

Man kan selvfølgelig også købe dem på miniaturemarkeder. .

I det følgende skal I da lige se nogle af Sigi Ulbrichs mange dukkestuer, samt nogle af de dejlige babyer:  

Til slut siger vi tusind tak til Sigi Ulbrich for dette tip og de dejlige fotos, Og så er der kun tilbage at ønske jer

G o d l æ s e l y s t !

Nyt liv til gamle møbler.

Min søn Michael, kom forleden med en pose gamle udtjente dukkemøbler. Hans overbo ville smide dem ud, og da han mente jeg sikkert kunne få noget ud af dem, fik han lov til at få dem med til mig.

De fleste var lige til skraldespanden, men nogle enkelte syntes jeg var så fine, at jeg valgte at beholde dem, trods deres stand. Især det søde dukkeskab har nogle ormhuller, men det har været en tur i fryseren, så det går nok.

De møbler jeg valgte at beholde.

Min første tanke var “jeg har overhovedet ikke plads til flere ting”, men ved at flytte lidt rundt på nogle ting, blev der mirakuløst en hylde ledig i et skab og så gik jeg i gang.

Skabet og sengen er større end 1:12 og passer derfor ikke til almindelige dukkehusdukker, men min farmors allbisque dukke passer fint, så hun skulle bo der.

Min farmors gamle dukke, som jeg for mange år siden, hæklede en kjole til.

Skabet blev restaureret lidt, den manglede bl.a. håndtag, så jeg fik sat nogle i. En gammel blonde blev der klippet lidt af, så man ikke kigger ind på nogle tomme hylder.

Skabet før og efter.

Et tæppe jeg broderede for år tilbage, blev monteret og fik frynser.

Kludetæppet.

En kedelig ramme blev malet med “guldmaling” og et stykke stof blev sat i.

Det fine “broderede” billede.

Jeg gik så på “hugst” i de andre dukkestuer og fandt lidt af hver. Jeg har nu med nyt og gammelt, syntes jeg, fået en sød dukkestue.

Den færdige dukkestue.

Verdens Største MINIATURE-Stormagasin/Varehus

Bygget af Brigitte og Klaus Reiser, grundlæggere af firmaet Mini Mundus og ejere af klenodiet!

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Som jeg for nogle dage siden lovede jer, kommer her med en beretning om det fantastiske Mini-Stormagasin, som er udstillet i Dukke– og Legetøjsmuseet i Byparken Hanau-Wilhelmsbad.

           Samtidig siger jeg på bloggens og alle læsernes vegne tusind tak til Forretningsfører, Dipl.Ing. Peter Bohn, Mini Mundus Hobby GmbH, for det hurtige svar og alt det gode og detaljerede materiale, jeg har modtaget, samt nå ja, det kan I selv læse videre om….

Verdens Største Miniature-Stormagasin

Er et fascinerende bygningsværk. Det er over 3 meter langt, næsten halvanden meter bredt, og indbyder sine kunder til at handle i de 17 smukt indrettede butiksafdelinger, eller kigge ind ad de 16 udstillingsvinduer. Den enestående belysning er opnået ved installation af over 480 pærer.

Stormagasinet er levendegjort med scenarier, hvor mere end 120 porcelænsdukker i håndsyet tøj optræder. I huset findes unikke og helt nøjagtige kopier af miniaturer skabt af kunstnere gennem mange år i hele Europa.

De udsøgte glasvarer er skabt af kunstnere fra den tyske glaspusterby Lauscha. Størstedelen af det håndmalede porcelæn stammer fra en tysk porcelænsmaler, Nips-liebhavere kan endda i et af udstillingsvinduerne finde miniature-Hummel-figurer. De allerfineste sølvsmedearbejder stammer fra en engelsk sølv– og guldsmed.

Som nævnt står huset på

Hessisches Puppen- & Spielzeugmuseum, Parkpromenade 4, Hanau-Wilhelmsbad, D 63454 Hanau,

Tlf: 0049 6181 86 212 – info@hpusm.de – www.hpusm.de

Åbent: ti-on-to-fr: 10-12 og 14-17, lø-sø-helligd.: 10-17

 Og i det følgende siger Mini Mundus TAK for vor interesse, og meddeler, at de er begejstrede for bloggen: www.dukkedroemme.dk:

 ”Som tak for Deres interesse og til støtte for Deres blog modtager de hermed – eksklusivt og udelukkende for Deres læsere – et bevis på rabat på 10% ved køb gennem vor Online Shop, rabatten kan indløses indtil den 31. december 2018, og gælder for alle produkter:

Rabatkode: MM-DUKKE-10

 Og vi informerer naturligvis gerne over kommende nyheder angående Mini-Stormagasinet og ønsker

god Weekend.

De venligste hilsner fra forretningsfører Peter Bohn, dipl.ing., Mini Mundus Hobby GmbH, tlf: 0049 6103 94890”

(og i det følgende får du henvisninger etc.):

Hermed links til Mini Mundus’ Online Katalog, på tysk og på engelsk:

Tysk: minimundus.de/de/mini-mundus-online-katalog (92 sider)

Engelsk: minimundus.de/en/mini-mundus-online-catalog (48 sider)

Online Shops: www.minimundus.de www.mini-mundus.at – og www.minimundus.co.uk

Går du ind på Pinterest, kan du desuden se detaljer og fotos over de enkelte afdelinger i miniature-stormagasinet:

 Pinterest.com/minimundus/das groesste-miniatur-kaufhasu-der-welt/ eller

Billedgalleri pinterest.com/minimundus.de

 Facebook-siderne findes under: facebook.com/minimundus.de

 God læse, kigge– og købelyst!

Mere om ”Mit lille Strandhus” – 11. juli 2018 – supplement –

Tekst og fotos med hilsen fra Sigi Ulbrich – tortula.de ©

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Med tak til Sigi Ulbrich følger her mere om hendes lille unikke Strandhus og dens beboer:

 Sigi fortsætter med at fortælle:

Gennem flere år har min mand og jeg hvert år besøgt det ærværdige Hansa-Theater i Hamburg. Dette kulturhus i Hamburg er kun åbent i vinterhalvåret. Producenterne er desuden ledere af det legendariske St. Pauli Theater. Billetterne køber man i St. Pauli Theater, hvilket er ensbetydende med, at vi skal til Reeperbahn.

Det gjorde vi således også på dette tidspunkt. Vi tager S-toget, som holder blot et par skridt fra teatret – det er meget praktisk, da vi således sparer forgæves at lede efter en parkeringsplads.

Foruden de typiske tilbud i dette miljø, er der også souvenirbutikker på Reeperbahn. Og lige her havde jeg set ham og spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke tidligere var kommet på ham. Nu har mit Strandhus endelig fået en søulk.

”Dinglehoved-Sømanden” er fra firmaet BREBA. Godt nok er han ny, men hvad gør det, han er blevet fremstillet siden 1948 nøjagtigt som han ser ud nu, og mit Strandhus er jo ikke ligefrem ”stilrent”.

Utvetydigt: Mine uopfyldte drømmes mand.

 www.breba-kleinartikel.de

 Vi takker atter Sigi for dette herlige supplement og ønsker til lykke med det nu komplette ”Lille Strandhus”!

Lene og Lise

M i t L i l l e S t r a n d h u s

 Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©

 Fotos: Gerhard Ulbrich, med undtagelse af billede nr. 2, som er fra Sherri Farley ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Det startede i sommeren 2017. Min mand og jeg var ved at planlægge en ferie i Büsum, da min veninde Sherri fortalte mig, at hun havde planer om at indrette et ”Nauticroom”. Hendes mand havde bygget en ny kasse til hendes soveværelsemøbler, og med alt dette som grundlag ville hun indrette et sømandsværelse. En herlig idé. Hun bor ca. 900 mil fra havet. Jeg tilbød hende at kigge efter muslingeskaller og andre nautiske småting i Büsum.

Samle muslingeskaller på stranden, det var meget, meget længe siden, jeg havde gjort det. og det var sjovt. Og da jeg havde samlet muslingeskallerne sammen, opdagede jeg et sandt eldorado for miniaturister i souvenirbutikken på Büsum havn.

Jeg blev så begejstret over at finde disse ”Skatte”, at jeg straks var fast besluttet på også at ville have en Nautikstue. Under min søgning fandt jeg hos NKD dette ”Lille Hus” i tre størrelser. Hvortil de skulle anvendes, har jeg ingen anelse om? De blev udbudt som hylder. Jeg tog den største ”hylde” og gik straks i gang med at planlægge.

Jeg ville i alle tilfælde bruge møbler fra mit overskudslager — altså var der helt sikkert tale om Kuhn. Hjørneskabet skulle for længe siden have stået i de rigtige omgivelser. Da jeg kun havde lidt plads til inventar, men uendeligt mange småting og ideer, besluttede jeg mig for et loftsrum — her kunne jeg ”rumle” fuldstændig rundt. Jeg indsatte derefter loftsrummet — af pladekarton — en side hvid – som tag over stuen og så en ”træagtig” side som gulvflade til loftsrummet. Det syntes jeg så godt om, at jeg også indsatte et gulv i stuen. Hjørneskabet fik mulighed for plads, og selvfølgelig skulle der også en Kuhn-hylde med, samt en gyngestol og et lille bord.

I mellemtiden blev mange små pakker afsendt og modtaget mellem Missouri og Slesvig-Holsten. Jeg havde for eks. små tøj-emblemer fra 50erne, som jeg kunne sende til Sherri, og selvfølgelig også de smukke sejlskibe. Til skibene tilskar Steve passende ”træplader” (Steve er Sherris ægtemand), og Sherri forsynede skibene ganske diskret med stænk af farver, delte dem mellem os og sendte omgående den ene del tilbage. Da jeg ikke havde bejdse og ikke ville købe noget blot til disse smådele, farvede jeg træet med skosværte.

I Büsum havde jeg købt et selskabsspil –   LUDO – brikkerne var måger, strandkurve, fyrtårne og muslinger, et fantastisk supplement. Jeg gennemgik derefter min ”samling” af margarinefigurer, ja og selv blandt mine tøj-emblemer gjorde jeg fund.

Det samme gjorde Sherri, der altid når hun købte noget til sig selv, straks tækte på mig. De to fyrtårne er spindelvævstynde porcelænstallerkener og er kommet direkte fra USA til Elbens strande.

Mens jeg stadig overvejede, om jeg skulle bygge sandslotte eller ej, ankom de pr. post sammen med en fortryllende havfrue. Hermed var næsten alle mine ønsker gået i opfyldelse.

Hvad endnu manglede, var en tavle med stik og knob. Intet sømandshjem uden sådan en tavle. Altså gik jeg i gang med denne vanskelige opgave og øvede mig med tykt bomuldsgarn, et stykke karton og et par nåle.

           Til sidst var jeg halvt og halvt tilfreds og syede knobene fast på pappet.

Nu gik det først rigtig løs med fumleriet. Med sytråd genskabte jeg knobene og når jeg var tilfreds med resultatet, syede jeg dem fast på mørkeblåt filt. Derefter limede jeg det hele på en af de træplader, som Steve havde tilskåret. Ja, nu fandt jeg virkelig resultatet tilfredsstillende.

Den færdige tavle med stik og knob kan I se ved fotoet af prøvetavlen. En tavle magen til blev selvfølgelig sendt over Dammen til Sherri.

Og endnu en ting sendte jeg ud på den lange rejse. Jeg knyttede nemlig fiskenet til Sherri og mig. I mangel af en rigtig knytteramme, satte jeg en holder sammen ved hjælp af klemmer, papæske og pinde. Dette klappede helt fint, og nettet var værd at se på. Med små korkstykker, ægte muslinger, samt søstjerner og søheste fra smykkefremstilling ser nettet helt ”ægte” ud.

Til sidst manglede jeg kun et passende bord. Først tænkte jeg på et bord fra ministuerne. Men jeg syntes egentlig, det var for lavt. For nylig havde jeg fået blandet farve i ”Kuhnblåt”, og så fik jeg ideen: jeg havde stadig en hvid køkkentaburet i overskud. Dens ben blev malet blå. Nu er den forvandlet til et dejligt bord – som passer til gyngestolen. Pibe, askebæger, glas, whiskyflaske og lommeur (fra smykkefremstilling) fuldstændiggør forestillingen om denne kliché.

Søulken mangler stadig, men hans 12 cm høje EDI-barnebarn leger allerede på stranden.

Og ellers er alt komplet.

Da jeg nok aldrig vil kunne pynte en strand hertil, er sandslottene, samt havfruen og solhatten trukket på loftet. Her bor desuden en kat fra Erzgebirge.¨

Hos mig skal der være gulvtæppe i enhver stue, derfor også i strandhuset. I stedet for den græske landskildpadde bor der selvfølgelig en vandskildpadde i dette hus. Den hvide Vovhund er ligeledes fra Erzgebirge. Den læser ikke avis, ser blot ud som om.

Fisken (Playmobil), den tykke muslingeskal (LUDO-spillet) og de små muslingeskaller (ægte) er presset ned i modellervoks, som derefter er fikseret på træet. Redningsbæltet er en nøglering fra Büsum, jeg tror, det er af gips.

Holderen til muslingeglasset har Steve bygget. Sandskibet var fremstillet med stativ fra fabrikanten.. Fyrtårnet er fra Büsum, og de små muslingeskaller på muslingetallerkenen er naturligvis samlet af mig. Kikkerten er en del ældre, jeg tror den er fra en sættekasse engang i 70erne. Nøglebundtet er fra fremstilling af smykker. I mellemtiden har jeg i mange af mine dukkestuer sådanne eller lignende nøgler. De er med at at fuldstændiggøre boligmiljøet.

Da jeg var ung, havde jeg meget klare forestillinger om, hvordan jeg engang ville have et strandhus. Det skulle være enkelt med solide træmøbler og for alt i verden ikke kitsch. Det skulle ligge direkte bag Nordsødiget og selvfølgelig med perfekt udsigt over havet. Jeg ville sidde på terrassen og fiskerne arbejde. Det faldt mig dengang aldrig ind, at der ikke rigtig var logik i dette.. Nå, ja, vor feriebolig i Büsum havde faktisk et par af disse egenskaber. Den lå direkte bag Nordsødiget, havde den perfekte udsigt (fordi den lå på 2, sal i et flerfamiliehus) og…, jeg kunne fra morgenmadsbalkonen se fiskerne arbejde.

Mit stranddukkehus er nu blevet helt anderledes. Og dog er det nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig mit strandhus.

Men helt ærligt, dér ville jeg aldrig arbejde som rengøringsdame!

Kære Sigi, tak for din herlige fortælling med fine fotos om at skabe et lille Strandhus, man fornemmer virkelig, at du har hygget dig. Vi glæder os hermed til at præsentere historien for alle vore læsere!

Lene og Lise

 

 

Kuhnstuben – 2 –

Det længe savnede bord og gardiner til den hyggelige dukkestue

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich, tortula.de, for beretningen om denne ”Happy End”!

Hermed Sigis dejlig billedkavalkade med tekst, som kan kaldes ”Historien om et bord”!

 Oversættelse fra www.tortula.de af —Lise Brastrup Clasen ©, og design af Lene Byfoged ©

Ja, så skete det, Sigi fik sit længe savnede bord, og straks kom der en fortsættelse af hendes detaljerede beretning på www.tortula.de, hvor Sigi indleder med at skrive:

Da jeg for nogle uger siden fortalte om min gamle Kuhnstue, sluttede jeg med følgende: ”En dag finder jeg helt sikkert bord og stole i passende størrelse til min Kuhnstue, og så kommer de dertil passende gardiner op at hænge, idet jeg allerede det rigtige gardinstof liggende!”

Ja, og nu har jeg et bord, og jeg ved ikke rigtigt, om jeg vil have stolene —jeg har jo bænkene, og jeg synes egentlig, at disse står helt rigtigt med hensyn til møbleringen i stuen, et møbel mere vil faktisk være et møbel for meget. Men her skal I høre, hvordan jeg fik fat i bordet:

I løbet af mit samlerliv har jeg mødt rigtig mange dejlige mennesker.

Men noget helt specielt er mit bekendtskab med Sherri og Steve fra Missouri

Vor lidenskab for de blå (og røde) Kuhnmøbler har ført os sammen. Og sådan kæmper posten sig frem og tilbage med vore hyppige mails , breve og pakker!

For nylig klagede jeg min nød og min skuffelse til Sherri over, at jeg nu gennem 6 år havde ledt efter et passende bord til denne gamle dukkestue, men ganske enkelt ikke havde kunnet finde noget.

Det spontane tilbud kom: Steve vil lave et til dig, send os målene.

Steve har et stort træværksted. Han elsker træ og har selv tegnet og bygget deres hus. Men dukkehusmøbler? Ja, se selv. Også dukkestuemøbler kan han bygge —han har ikke bare store savblade til sin rundsav… men også fint specialværktøj, og har hurtigt fundet sig til rette i Miniatureverdenen.

Allerede efter 18 dage kunne jeg hente forsendelsen hos tolden – af og til kaster toldvæsenet et blik på de små pakker fra Sherri. Når de på deres røntgenskærm kan se de mange små bitte pakker og poser, fatter de straks mistanke til noget kriminelt. Forsinkelsen var selvfølgelig ærgerlig, til gengæld var min glæde stor: bordet passer nøjagtigt, og jeg kunne straks stille det på plads og beskue resultatet.

Ventetiden brugte jeg til at sy gardiner og hynder, samt en pude og sengetøj til den lille vugge.

Skønt jeg er alt andet end en god skrædder, kan jeg dog skabe sådanne småting. Den manglende lyst kompenserede med min optimale glæde, da alt var færdigt.

Mere prekært var farvesammensætningen. Jeg forsøgte lidt med mine små farvebøtter, dog fik jeg på en eller anden måde hele tiden blandet en mørk grå farve sammen.

De originale møbler er over 90 år gamle, og dengang tænkte man slet ikke på hele skalaen af farvenumre.

Jeg tog således klædeskabet med til en forretning med malertilbehør. Her regnede jeg med, at man kunne scanne farven ind og blande en lille dåse.

Men, de var slet ikke begejstrede for mine ønsker – de havde den eller den farve, finito, basta. …. Sådan gjorde man for 100 år siden Og det kendte den unge mand ikke noget til. Nej, den slags kunne man ikke, og de solgte, hvis de overhovedet havde den, kun i dåser med blandinger på 750 ml – jeg skulle således betale knap 40 € (ca. eller knap 300 d.kr.) for en dåse, og det ville jeg ikke.

Imidlertid mødte jeg en ung dame i et byggemarked, hun forstod mit ønske og elskede sit job. Hun kunne dog ikke hjælpe os videre med scanningen, men gav os uendeligt mange farvetavler med ud, og vi kunne så i ro og mag udsøge os den bedste farvenuance – som hun – dvs. Maskinen – derefter blandende. Det var nu kun 375 ml, og vi skulle da også kun betale knap 10 €.

Selvfølgelig malede jeg også benene blå på ovnbænken (ikke fra Kuhn). Nu går det op i en enhed. De grønne ståfødder på ”Pinde-hundene” malede jeg rødbrune. Jeg har altid fundet det lidt skørt, at de stod der på der blå gulvtæppe med grønt ”kunstigt græs” under fødderne.

Meget kan siges om helheden, men bordet, andagtsbænken og ovnbænken er jo ikke originale… Hvad I har helt ret i, og gardinerne og puderne heller ikke. Dette gælder desuden for de to– og firbenede beboere. Det gør ikke mig noget. Jeg ville være glad, dersom det var sådan, men jeg jo skal ikke sælge stuen for højeste bud, blot stille den op i vor dagligstue og glæd mig over den, særligt i mørket, hvor jeg tænder den lille LED-kæde.

En lille hemmelighed bliver dog tilbage i denne stue. Hvad hvisker husherren mon til barnepigen?? Og her, skønt husets frue kun står få skridt fra dem? Der er da vel ikke????

Vi siger tak til Sigi for denne beretning og håber, at I lige som Lene og jeg vil hygge jer med den.