Alle gode ting gange tre

Endnu engang har Sigi Ulbricht skrevet en spændende artikel om sin store interesse, Miniature. Hvad Sigi ikke ved, er vist ikke værd at vide. Og endnu en gang er vi heldige, at få love til at dele hendes store viden.

Tusinde tak Sigi!

© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich, www.tortula.de

© for oversættelse og opsætning: Lene Byfoged

d. 18. august 2021 – Seiffner legetøj – bondemøbler til dukkebørn del 3.

Alle gode ting gange tre.

Dette er et ordsprog i Tyskland og betyder, at du gør en ting for tredje gang eller siger den samme ting tre gange.

Åh kære, nu starter jeg forfra med postkort. Jeg ved nu, fra hvilket værksted, disse små dukker kommer. De blev lavet af håndværkeren Katharina Charlotte Rehm Wagner, der producerede dem mellem 1930 og 1972. Fru Rehm Wagner arbejdede i over 40 år i Grünhainichen. Hun lavede eventyrfigurer, dukker i egnsdragter og dukkehusdukker. Dette gjorde hende kendt langt ud over Sachsens grænser.

I dag kommer disse små dukker og figurer fra Annedore Krebs ‘værksted. Som
Fru Krebs selv fortæller på sin Webside, kendte hun fru Rehm Wagner personligt, og som barn så hun dukkerne blive lavet i hendes værksted.

Nå, men desværre kan jeg stadigvæk ikke give nogen oplysninger, om producenten af ​​møblerne.

Hvis man arbejder med et objekt i lang tid, kommer man til at kende det. Fra formen, til pynten, ja til det hele. Så jeg opdagede og identificerede med det samme, dette tilbud, da det dukkede op i det store online auktionshus.

Møblerne var billige, for bortset fra mig, var der ingen interesserede. Jeg fik dem hurtigt hjem på mit bord. Og selvfølgelig var jeg nødt til at sætte møblerne akkurat, som på postkortet, med det samme.
I mangel på de små Katharina Charlotte Rehm Wagner – dukker, satte jeg en ældre 8 cm Lotte Sievers-Hahn dukke, i det lille værelse. Åh ja, jeg synes hun passer rigtig godt der.

Efter en opsætningstest, bestilte jeg fra den miniaturebygger, jeg stoler på – Miniwelt
Holzner – en passende kasse. I ventetiden valgte jeg et tapet. Det skulle være noget særligt. Jeg besluttede mig for dette fortryllende tapet i landhus stil.
Jeg havde kun en smal strimmel, så jeg lavede kun en kant, til den øverste del af væggen, med farvetilpassede vandrette striber.

Som der står i bibelen: Det er ikke godt for mennesket, at være alene. Det gælder naturligvis også Dukkehusbeboere. Så lille “Lotte” fik Loisel som partner – han er umiskendelig også fra Sievers-Hahn.

Det var ikke meningen, at flere skulle flytte ind, … men alligevel. Jeg opdagede en lille Annedore Krebs Doll og blev spontant forelsket i hende, Dorle flyttede ind i det lille værelse som fast gæst

Møblerne er rene og stabile. Men de små møbler, er lidt skuffende på bagsiden. På både stolene og bænken, er der kun malet foran. Der er ingen maling på bagsiden. Sikke en skam.

Jeg kunne rigtigt godt lide det fortryllende sengelinned fra Rosis vugge, så jeg valgte også, at brugte det, til denne vugge. Med denne vuggesammenligning, kan du se de forskellige farver og lidt anderledes dekoration af møblerne.

Hvis du leder efter en træbaby, kommer du ikke uden om de søde babyer fra Annedore Krebs. Ud over de 4- leddelte babyer, producerer Frau Krebs også to versioner af mindre babyer i deres soveposer – der var ingen betænkningstid – jeg købte med det samme. Naturligvis har Lotte Sievers-Hahn også meget søde babyer, men de er for store til vuggen.

Den sorte kat på reolen er en kantskammel fra Miniwelt Holzner. den er selvfølgelig nyere, men jeg elsker kantskamler meget og kunne ikke modstå den. Som bogstøtte brugte jeg en lille teddybjørn af Resin. En meget flot løsning, fordi bjørnen har ret ryg. Vægblomstervasen kommer fra 1950’erne. Jeg har en i min barndoms stuehus og da jeg var til et forretningsophør for et par år siden, opdagede flere vaser på én gang, så jeg købte dem. Blomsterne er lavet af veloursilke. Jeg putter altid plastikmasse i mine vaser og sætter blomsterstilkene i dem – så står de altid, som jeg vil have det.

Min mand brugte to LED -lamper til belysning i værelset, også en glødende Seiffen hængelampe er der.
Et vægur fra 1930’erne af Dora Kuhn hænger midt på bagvæggen, til højre for et landbrugsmaleri (tja, det er et tryk) i en støbt bronzeramme. Til venstre en næsten ægte “daguerreotype” af Hitty.

Man kan kalde Hitty for alle de små trædukkers mor. For dem, der måske ikke kender Hitty som begreb, så fortalte jeg, for første gang i udgaven 15.09.2018 af Tortula fortalte jeg for første gang om Hitty og Lise Clasen skrev om denne dukke den 13. marts 2019. I mellemtiden har min samling fået sin egen hitty – jeg har kaldt den Hitty Rose. Jeg vil vise dette i et af de næste numre.

Her er link til Lises fortælling om Hitty. http://dukkedroemme.dk/hittys-historie

Killingen på kommoden er fra “Kunstgewerbliche Schnitzereien Emil Helbig”.
Den var oprindeligt tiltænkt Helbig -bryllupsoptoget, men den sælges heldigvis også enkeltvis. Jeg elsker Helbig -katte, og nogle af de ældre katte hopper rundt i mine værelser. Denne lille er naturligvis noget helt særligt på grund af dets størrelse.
Til venstre for den er en “Scotty”, også udskåret. Den er fra fru Bettina Bergmann,
fra Emil Helbigs Dekorative Kunstudskæringer. Jeg fik oplysningen om at, (mange tak for det) Scotty med sandsynligvis er en hund fra 1940’erne, og er produceret af Rhönkunst. Men jeg har intet bevis for dette endnu .


Anni kom ind i stuen med Scotty. Hun er også en gæst, der ikke forsvinder. Hun er en Krebs dukke, fra den nuværende produktion. Jeg syntes hendes kjole med de små hatte på, er så skøn. Hun har bundet håret i en fin hestehale.

En anden smuk miniature fra Erzegebirge, er denne hængekrans. Den har fire lys, en
Fugl, et juletræ, en lykkesvamp og en stjerne. Den kommer fra Christian Ulbricht
og var tiltænkt som pynt til træet- men for mig er det rigtig fin pynt i dukkehuset.

Ja, og nu er det hele sat op. Hvis jeg bare vidste, hvilket værksted disse møbler kommer fra.

Endnu et tillæg:

Efter min første artikel, om disse små møbler, gjorde min ven Angelika mig opmærksom, på en opdagelse. I bogen “Kleine heile Welt” – en Kulturhistorie i dukkehuset af R. Müller-Krumnach, Edition Leipzig (1992), er der på side 137,et billede af dette møbel. I et dobbeltværelse med teksten:

Dukkehus, Erzgebirge, 1978, model fra trælegetøjsfirmaet VERO, Olbernhau.

I dette værelse er der møbler som dem, jeg har i min “dobbeltdækker”. Farven, pynten og den lille holder til tallerkenerne, på kommoden er identiske.

Men der er en uoverensstemmelse, mellem denne bog og mine postkort. De ældste
postkort blev trykt mellem d. 24. juli 1948 og d. 31. juli 1964. Fordi kun i DDR, betragtede man den tyske mark som gældende valuta.

Nå, og VERO var heller ikke et værksted, men en forening. Så spørgsmålet forbliver åbent, hvem byggede disse møbler – og var det før 1978?

Så jeg må kigge videre – måske får jeg en en dag fra dig, kære læser, lidt oplysninger. Det vil hjælpe mig yderligere i min søgen.

Så skulle nogen ligge inde med oplysningen angående Sigis dukkehusmøbler, så skriv til hende på info@tortula.de. Det vil glæde hende rigtigt meget.

Dukkehus restaureret

© for tekst og billeder: Danmarks Forsorgsmuseum.

Artiklen er bragt med tilladelse fra Danmarks Forsorgsmuseum.

På Danmarks Forsorgsmuseum har man restaureret et gammelt dukkehus og på museets hjemmeside side www.danmarksforsorgsmuseum.dk, har de et fint indlæg, hvor man i tekst og billeder ser processen.

Jeg syntes det er spændende at se processen og det er da fin inspiration, hvis man selv skal i gang, med at restaurere et dukkehus.

En stor tak til museet for tilladelsen til at bringe denne artikel på bloggen.

Med venlig hilsen Lene Byfoged

Cathryn Harvey fra University of Durham er i gang med et dukkehus fra Svendborg Museum, som et af de seks projekter hun skal lave, mens hun er i et 9 måneders praktikophold på Bevaringscenter Fyn.

Sidste år blev dette meget fine og helt unikke gamle dukkehus indleveret på museet. Det er en af de få bevarede genstande fra Vejstrup Pigehjem, der lukkede i 1962.

Standen var dog ikke for god. Derfor har det været under kærlig behandling af Bevaringscenter Fyns dygtige folk, som sirligt har konserveret dukkehuset. Huset er i funktionalistisk stil og sandsynligvis fra 1930’erne, når man kigger på tapeterne. Det er formodeltlig en model af et rigtigt hus.

Vi ved ikke meget om dukkehuset, men vi er ikke i tvivl om, at det ville kunne fortælle mange historier om pigeleg på pigehjemmet.

Skulle nogle af jer kende historier om dukkehuset, hører vi selvfølgelig meget gerne fra jer.

Billederne herunder viser:
Cathryn Harvey i gang med arbejdet.
Tapet forside før vask.
Tapet bagside før vask.
Tapet bliver vasket i ionbyttet vand med Rodalon. Rodalon bliver brugt for at slå mug ihjel.
Tapet efter vask.
Hele huset er afrenset med 10% Rodalon i vand både ude og inde, hvilket tydeligvis har gjort en forskel på køkkengulvet!
De sidste billeder viser huset færdigrestaureret.

Der er spændende udstillinger på museet og et besøg kan absolut anbefales.

Dette års udstilling “Syv Fattige Børn”, er både en gribende og meget lærerig udstilling om børns usle liv i fattigdom i København.

Danmarks Forsorgsmuseum
Grubbemøllevej 13,
5700 Svendborg

Åbent tirsdag-søndag:
21. april – 19. dec. 2021: kl. 10-16
ENTRÉ
Voksne: 75 kr.
Pensionister/studerende: 60 kr.
Børn under 18 : gratis.

Legetøj gennem tiderne

Af Marianne Kunkel ©

Det er med stor glæde jeg bringer denne fine og interessante artikel, som Marianne Kunkel har skrevet. Marianne har skrevet den til Miniature Nyt. Og det glæder mig især, at hun har kunnet finde nyttige informationer på Dukkedrømme til artiklen.

Vi husker nok alle, hvad vi selv legede med som børn, hvad vores børn og børnebørn legede med, og hvad nutidens børn leger med, her behøver man bare at gå forbi en legetøjsbutik for at se det kæmpeudvalg der tilbydes i dag.


Men hvad legede vores forældre og bedsteforældre med?

Det vil jeg prøve at skrive lidt om.

Jeg har fundet mange oplysninger på Internettet, og har også fundet mange gode informationer i bogen ”Det legede vi med…” af Jens Sigsgaard og Ib Varnild, ISBN 87-17-05041-3, den kan lånes på biblioteket. Den blev anbefalet af Lisa Tørngren, der rent faktisk har nogle af de dukkehusmøbler, der bliver beskrevet i bogen. Jeg har også fundet nyttige informationer på hjemmesiden www.dukkedroemme.dk der er et sandt Mekka for folk, der interesserer sig for gamle dukker og legetøj.

Legetøj fra tidernes morgen
Der har nok været legetøj ligeså længe som mennesket har eksisteret, ikke som vi kender det i dag, men har mor siddet og vugget en baby, har den lidt større pige nok vugget et stykke træ eller skind, og på den måde efterabet moderen. De små drengebørn har tidligt fået en lille bue og pile, måske en slynge, og på den måde lært at blive gode jægere. Der er fundet eksempler på rangler, i udgravninger fra Polen, der daterer sig ca. 2500 år tilbage, (tidlig Jernalder) bestående af små lerpuder, med lerperler inden i.


Nu er det nok ikke helt så gamle miljøer, de fleste af os gør det i, men buen og slyngen kunne godt bruges i et drengeværelse, helt op til vores tid. Find en lille bøjelig gren, kom lidt lim på den ene ende, sno et stykke tråd om, og lad tørre, kom lidt lim på den anden ende, og træk tråden, til man får bueformen, og snit et par små pile. En lille slynge laves af en lille Y-formet kvist, tråd om enderne, og evt. et lille stykke skind på midten.

Slynge
/slangebøsse med læderstykke til at holde stenen.

Dukken er nok det stykke legetøj, der har været kendt længst. Dukker i forskellige former kan dateres flere tusinde år tilbage. Måske har de tidligste ikke været brugt som legetøj, men ved rituale og religiøse ceremonier. De har været lavet med tidens materialer, ler, træ, ben, porcelæn, voks, og til vores tids gummi og plastik.

Maleri af barn med dukke fra 1596.

Ellers er det nok ting som forskellige spil med sten/kugler/marmorterninger bl.a. til at spille Terre, det her spil vor man kaster en terning op i luften, og samler en terning op imens. Terre kendes helt tilbage til Romertiden.

Snurretoppen kendes flere tusinde år tilbage, kæpheste og stylter tilbage til middelalderen, og trille/tøndebånd bliver omtalt så tidligt som i 1456. Sådan et tøndebånd burde også være nemt at lave i miniaturestørrelse. Et smalt stykke træfiner, limet om en beholder i passende størrelse, og en lille pind til at styre med. Spillet skak har også været kendt i over 1500 år. Isskøjter har også under en eller anden form været kendt i flere tusinde år. Disse isskøjter var i begyndelsen lavet af forskellige dyreknogler. Drager har også været brugt, de kendes helt tilbage til omkring 1000 år før vor tid.

Trille/tøndebånd Holland 1560.

Men det har nok været begrænset, hvor meget den tids børn har haft tid til at lege. Man blev hurtigt voksen den gang, og hjalp til i marken, vævede, strikkede, osv.

Vi skal nok helt op i sen Tudor, tidlig Stuart periode, omkring år 1600 før mere almindeligt legetøj vinder frem. Her begynder gyngeheste, forskellige spil, bl.a.
Nine Men’s Morris, et spil, der så vidt jeg kan se, er identisk med vore dages Mølle. Tinsoldater, omtales første gang i Frankrig i år 1610, og bolde lavet af læder
kommer også omkring det tidspunkt.

Nine Men´s Morris på Shakespeare´s tid.

De første dukkehuse
Dukkehuse, det første omtalte stammer fra Tyskland fra år 1558, senere dukker de op i Holland, hvor rige unge damer begynder at lave dukkestuer i kabinetter. Der skulle efter sigende stå nogle ganske imponerende kabinet-dukkehuse på Rijksmuseum Amsterdam, omkring år 1700 i England, i Danmark menes de første dukkehuse at være fra omkring år 1800, men det var først i Victoriatidens England (1837-1901) det bliver rigtig udbredt.

Titanias Palads på Egeskov Slot, som mange af os nok har set, blev først færdig i 1922.

Der findes også samlinger af dukkehuse på National Museet, Johannes Larsen Museet i Kerteminde og flere andre steder. Jeg har da vist også set nogle i Den Gamle By i Aarhus.

Petronella Dunoi´s Dukkehus fra ca 1676, udstillet på Riks Museum, Amsterdam.

I årene 1700 til 1800 har jeg ikke kunne finde så mange oplysninger om legetøj. Der har været de ovennævnte ting, der er blevet forfinet gennem årene. Omkring 1750-60 kommer de første puslespil, og sidst i perioden kommer de første
dukketeatre. Udskårne trædyr og klodser har der også været, og forskellige brætspil bl.a. Backgammon og noget, der minder om Ludo. Der er også blevet spillet en masse
udendørsspil, forskellige bold- og keglespil.

I starten af 1800-tallet dukker sjippetovet op, bliver dog først rigtig populært omkring 1940-50. De første påklædningsdukker ser dagens lys i Frankrig i 1830, men bliver først rigtig populære sidst i 1800-tallet, hvor de begynder at blive vist i blade og aviser.
Påklædningsdukker i Danmark har sin helt store tid i årene 1930-1960.De fleste kan nok huske Prinsesse Margrethe og Store- og Lille Marie som påklædningsdukker.

Påklædningsdukke fra avisen The Sunday Herald 1895.

I denne periode bliver der også produceret mange dukkestel.

Fabriksfremstillet legetøj
Omkring 1859 begynder den tyske fabrik Märklin at fremstille legetøj, i starten kun legetøj til piger, dukkekøkkener, komfurer, skibe og karruseller, først i 1891 begynder de at fremstille togbaner. Toge og baner fra Märklin er stadig i dag noget af det bedste, og gamle Märklin tog sælges stadig til store priser.

I 1860 kommer de første gummibolde, og hvor bolde før i tiden havde været fremstillet af skind, uld, dyrehår osv., giver gummibolden mange flere muligheder for leg. Det varer dog formentlig nogle år, inden disse gummibolde bliver bredt udbredt, så sent som 1910-1920 kan man stadig læse om disse stof/filtbolde, med en korkprop inden i, mange af dem med et broderet ”net” udenom. Kunne også nemt omsættes til dukkehuset, en lille filtet kugle, og så broderet, inddelt i både, uden på.
Eller prøv at lave nogle i naturlig størrelse, de er ganske dekorative.

Glansbilleder starter i Tyskland omkring 1860, hvor de bliver brugt af bagere, og sat på kager, vi kender det stadig i dag med honninghjertet til jul, hvor der som regel er et nisse-glansbillede ovenpå.

Hinkestene bliver omtalt i 1890, kendes formentlig længere tilbage, de første har været en flad sten eller lignende.

Fyens Glasværk er nogle af de første, der fra 1924 fremstiller hinkestene i glas, som de fleste husker, og nok også huske hvor ulykkelig man blev, når der kom skår i dem.

Hinkesten fra Fyens Glasværk, jeg er sikker på, at jeg havde den grønne med stjernen.

Omkring 1880 starter den tyske fabrik Steiff med at fremstille diverse dyr af stof/plys, og i 1902 fremstilles den første Teddy-bjørn.

I 1895 starter fabrikken Dansk Legetøj A/S med trælegetøj, fremstillet i de danske fængsler. Noget af det første var heste og pakhuse, og i 1905 kommer den så velkendte lille røde trædukkevogn.

Fabrikken Meccano får sin start i England i 1898/1902, og er især kendt for byggesættet med metaldele, der kunne sættes sammen til alt muligt. De producerer forskellige sæt op gennem årene, og i 1926 som en jubilæumsudgave kommer sættet
i de kendte røde og grønne farver. Fabrikken producerer helt frem til 1960, hvor den bliver overtaget af et andet firma, og relanceret under mærkenavnet Tri-ang, der fremstiller modeltoge og andet, og dukkehuse. De af jer, der læser de engelske
dukkehusmagasiner, er nok stødt på disse Tri-ang dukkehuse.

Tri-ang dukkehus.
Meccano byggesæt.

Omkring år 1900 producerer Märklin metalbiler, rulleskøjter dukker op i gadebilledet, modellervoks og diverse farvekridt/blyanter.

BRIO, et svensk firma, starter i 1884 med at lave finèrkurve, og i 1907 begynder man at fremstille træheste med hjul, og senere omkring 1950 diverse trædyr og togbaner. Der fremstilles stadig masser af træting under navnet BRIO, trækdyr, togbaner, gåvogne osv.

Omkring 1910-20 bliver nipsenåle det helt store hit. De første nipsenåle blev fremstillet på Bøhmiske glasværker. Nipsenåle kunne bruges på mange måder, man arrangerede dem i flotte mønstre på nålepuder, man kunne ”nipse” med dem. Det foregik ved at man med fingrene skubbede/knipsede til èn nål, og kunne man så få den til at ligge ovenpå en andens nål, havde man vundet denne. Man byttede og fik i det hele taget meget tid til at gå med disse nåle. Gamle nipsenåle er stadig et samlerobjekt, men der laves også nye nipsenåle. Prøv at se hjemmesiden www.dugperlasnipsenaale.dk hvor man kan finde et meget stort udvalg af nipsenåle, mange af dem velegnet til dukkehuset hvis man kan bide eller save nålen af.

Nipsenål med fugl på rede fra Dugperlas.

“Foto: Susanne Rosenørn, Dugperlas Nipsenåle”

Børnebøger
Nogle af de første danske børnebøger, udgivet af OTA Solgryn kommer i 1924, her skulle man samle mærker fra pakkerne, der så kunne omsættes til små bøger. Børnebøger, mest dem vi kender som eventyrbøger, er kendt meget tidligere, bl.a.
H.C.Andersen og Grimm’s eventyr, man kan så diskutere om det egentlig er børnebøger. Men bøgerne om Heidi af Johanna Spyri, udgivet i 1878, og formentlig allerede kommet til Danmark omkring 1880, er en klassisk børnebog, som jeg læste
med stor glæde som barn. Tidligere er bøger som Alice i Eventyrland af Lewis Carroll udkommet på dansk i 1875. Oliver Twist af Charles Dickens i 1845. Tarzan bøgerne kommer på dansk i 1912, og mange andre klassikere følger. Peter Plys af A. A. Milne kommer på dansk i 1930. Nogle af de danske, TudeMarie i slutningen af 30’erne, Jan bøgerne i 1942, Ungerne i Bjørnegade i 1945, første udgave af De små Synger i 1948, og så følger alle de kendte pige/ungdomsbøger, SUSY og Pernillebøgerne fra 1942 og frem, af Gretha Stevns, der er pseudonym for en færøsk mand – Eilif Mortansson, gift med en dansk kvinde Grethe Hansen-Stevns. PUK bøgerne af Lisbeth Werner, også her et pseudonym for 2 mænd – Knud Meister og Carlo Andersen. DOT bøgerne af Inge Møller og mange flere. Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe fra 1945 skal vel også nævnes, og siden kom der flere klassikere fra hendes hånd. Men nok om bøger nu, der kommer lidt mere senere.

Samleobjekter
Omkring 1928/1932 begynder Tekno at fremstille diverse blik legetøj, mest kendt er nok bilerne, men allerede i starten af 1930 fremstilles den kendte Falck-station. Tekno fremstiller også ting til dukkehuset, møbler, køkkenting osv.

Tekno Falck-station.
Tekno dukkehus køkkenting.

I 1931 oprettes det engelske firma Dinky Toys, udsprunget fra Meccano Fabrikken, de fremstiller formstøbte metal- biler, fly og skibe, synes lige dette firma skulle nævnes, da jeg faldt over nedenstående skønne katalogside. Dinky Toys lukkede i 1979.

Dinky Toys produkter fra december 1969.

I 1932 starter LEGO med trælegetøj, der i 1949 går over til de kendte plastikklodser, der stadig leges med i dag.

Kay Bojesens ikoniske trælegetøj kommer omkring 1950, og det er også her hønseringene vinder frem. Hønseringene kunne bruges til forskellige lege, som at ”hønse”, hvor man kunne kaste, og prøve at komme tættest på noget, eller ramme en dåse, og man kunne så vinde hønseringe fra de andre. Der kunne også gå sport i at have den længste kæde osv.

Min barndom og frem
Så er ved at være kommet til min barndom 1955 og frem, og når jeg tænker tilbage, var det ikke fordi man havde overvældende meget legetøj dengang, Jeg gik i børnehave, og som jeg husker det, var der heller ikke her en masse legetøj, lidt bøger, klodser, puslespil, og så havde man måske selv en dukke eller et tøjdyr med. Der var en udendørs lille legeplads, med et par gynger og nogle små træcykler. Men vi lavede selv en masse ting i børnehaven, broderede på gulvklude og flettede bøjler, kan I huske disse bøjlebetræk af plastbast, det var dengang børn godt kunne beskæftige sig selv. Det ville nok være svært i dag at få 5-6 års børn til at sidde stille, og lave noget med hænderne. Disse flettede bøjler kunne også nemt laves til dukkehuset, en lille
købt træbøjle, og tynde farvede kartonstrimler, og så en god gang lak.

Flettede bøjler.

Derhjemme havde jeg et dukkehus, et min far selv havde lavet, men jeg har nok ikke leget så meget med det, for jeg kan kun huske, rødt murstenspapir på taget, og nogle dagligstuemøbler med rødt fløjlsbetræk og et lille testel i rødmalet træ med guldkant. Om der var dukker i huset, og de andre værelsers møblement husker jeg intet om. Jeg tror, at det var mere interessant at lege med min brors Mecccano og Märklintog.

Jeg have en stor plyselefant, vundet af min farfar på Bakken, den var jeg ret glad for, den hed ”Jum Hartmann Nielsen”, jeg havde en stor dukke Lone, arvet efter min mor, ikke særlig køn, og med en løs arm. Der har været nogle spil, billedlotteri, huskespil og Matador, der bliver dansk produceret i 1936. I starten af 1960’erne havde jeg en lille Rosebud dukke, de må have været utrolig populære, og formentlig også ret billige, for jeg husker det som om alle piger havde sådan en. I de første klasser i skolen strikkede vi tøj til dem i håndarbejdstimen.

Rosebud dukke.

Jeg havde lidt glansbilleder, hønseringe og påklædningsdukker, der blev opbevaret i en gammel bog, med siderne ombukket, og mærket med forskellige tøjtyper. Jeg havde modellervoks og farver, og tegnede en del. Men som jeg husker det, var det meste af mit legetøj beregnet til udendørs brug. Vi sjippede, både med enkeltmands tov og med de lange lavet af plastik. Vi hinkede og hoppede i elastik, der kom frem i 60’erne, vi legede skjul, løb på rulleskøjter om sommeren, og stod på skøjter om vinteren. Vi spillede bold op af muren, med 2 eller 3 bolde, mens man sagde forskellige remser.

”Odense, Bogense, Middelfart – BUM – Assens, Fåborg, Svendborg – BUM – Nyborg, Kerteminde, Ringe – BUM – Rønne –BUM” – husker I den? – en glimrende remse, der gør, at jeg den dag i dag kan huske, hvor de forskellige fynske byer ligger.

På et tidspunkt fik jeg en Barbiedukke, den første Barbie blev fremstillet i USA i 1959, og er kommet til Danmark i starten af 60’erne.

Nu er dyr nok ikke legetøj, men der gik meget tid med at lege med dem. Vi havde gennem årene både marsvin, undulater, zebrafinker, en tilløbende kat, og da jeg var omkring 11-12 år, fik vi hund , en rød cockerspaniel ”Sniff”. Et års tid efter skulle min far ned på Landbohøjskolen og ha’ Sniff vaccineret, ind kommer en mand med en æske med killinger, der skulle aflives, min far tog en med hjem, og så havde vi kat igen.

Og så ”gik” man til noget, jeg har både gået til dans, ikke den store succes, klaverspil, efter sigende var jeg god til det, mendet interesserede mig ikke rigtig. Kunne dog i mange år spille ”Ungarsk Rhapsody ” og kan stadig tyde noder. Gik til spejder
”Grønsmutte” en overgang, spillede håndbold og dansede folkedans på skolen.

Min barndoms bøger
Men igen, når man ser hvad børn har af legetøj i dag, var mit udvalg nok meget begrænset, men jeg havde mine bøger! Jeg har næsten så langt tilbage jeg kan huske læst bøger. Læste allerede flydende, da jeg startede i skolen. Formentlig, fordi jeg lyttede med, når der blev læst lektier med min 4 år ældre bror. Jeg tror allerede jeg var godt i gang med Tarzan bøgerne (min brors) inden jeg startede i skolen. Det foregik på den måde, at min far satte blyantstreger, hvor de lange ord skulle deles, og fortalte mig, at når der kom et personnavn, jeg ikke rigtig kunne udtale, så bare kald ham ”Hr. Olsen”. Det vil sige jeg ikke så meget læste ordet, men genkaldte det. Det er en vane, jeg nok har taget med mig. Kan stadig læse en bog, og når jeg er færdig, egentlig ikke huske hvad hovedpersonen hed. Jeg pløjede mig igennem stort set alle børne/ungdomsbøger, Tude Marie, Ungerne fra Bjørnegade 5, bøgerne om Heidi, Susy bøgerne, og hvad de ellers hed. Sparede op af lommepengene, og købte selv Nancy Drew bøger, det var detektivbøger, skrevet af forskellige, og som jeg husker det, kom der en ny hver måned.

Jeg husker stadig min 8 års fødselsdag som en af de bedste. Min far og jeg gik ned på Gl. Kongevej, i et bogantikvariat, og så fik jeg 20 kroner (der nok svarer til omkring 230 kroner i dag) jeg kunne købe bøger for. Jeg tror jeg fik næsten alle DOT bøgerne, Den Sorte Hingst og flere. Det var en stor dag.

Nogle af de bøger jeg læste som barn.

Meget kan laves til dukkehuset
Mange af de ovennævnte ting kan man sagtens selv lave til dukkehuset. Sjippetov, en stump naturfarvet hæklegarn eller lignende, og et par små røde, aflange perler, eller måske et tyndt og farvet plastbelagt kabel til de lange sjippetove. Bolde af en lille kugle Fimo-ler, og måske hækle et lille boldnet. Forskellige spil, her findes masser af billeder på Internettet, der kan kopieres og limes på en lille kartonæske. Hinkestene, her kan man måske finde en lille flad facetslebet perle. Glansbilleder og påklædningsdukker, her findes også masser af billeder på Nettet, der kan formindskes til korrekt dukkehusstørrelse.

Bøger kan også hentes fra Nettet, det er dog desværre, som regel, kun forsiden der er vist. Men prøv at kopiere et bogforside 2 gange, formindsk/beskær den ene til den størrelse man vil have, og beskær den anden til en firkant af forsidefarven. Denne kan så forstørres til ryg og bagside. Det ser pænt ud hvis farven på bagsiden, er den samme.

Så er vi kommet til slutningen af 1960’erne og frem til i dag, og hvad legede man med der? – Ja, der har været rigeligt udbud, udover alle de tidligere nævnte ting, LEGO klodser, Barbiedukker osv. der stadig er populære, kommer der flere og flere plastikting. Hver gang Disney kommer med en ny tegnefilm, bliver der produceret en mængde legeting med billeder fra filmene. Der kommer mere og mere tilbehør til for eksempel Barbie, huse, heste osv.

Spil i alle afskygninger både brætspil og spil, hvor man skal gøre noget, slå knapper
ned eller lignende. Lego bliver større og større og kommer med masser af samlesæt,
nu med både dyr og mennesker og robotter.

Gjøl-Trolden eller DAM-trolden, den lille gummitrold med de store brune øjne, er
også meget populær fra 60’erne og et godt stykke frem i tiden. Der blev også lavet
forskellige gummidyr, skildpadde, grise og bjørne, alle med den karakteristiske søde
duft, der skyldes jordbæraroma i gummimassen.

Gjøl Trold med de store øjne, han er da skøn.

Der kommer flere forskellige Barbie lignende dukker, Bratz og andre, Løbehjulet, der
har omkring 100 år på bagen, er stadig inde i billedet, der kommer Sylvanian Familien, små figurer, der efterhånden findes i alle afskygninger, som hunde, katte, bjørne, kaniner osv., man kan få huse og biler og meget andet tilbehør. Togbaner er stadig populære.

Sylvania Hus og figurer.

Og på et tidspunkt bliver man lidt træt af alt det plastik, og trælegetøj vender tilbage, meget af det fra BRIO, som jeg tidligere har nævnt. Drenge leger stadig med biler, og der er racerbaner, robotter, dinosaurer og legetøjsvåben.

Nu er jeg vist nået til vejs ende, der er sikkert noget jeg har glemt, men jeg håber at nogle af oplysninger kan bruges, når dukkebørneværelset skal møbleres.

En stor tak til Marianne!


.


Miniaturemuseum er åbnet i Lemvig.

© for billeder: Ingrid Kopp © for layout og tekst: Lene Byfoged.

Ingrid Kopp har flyttet sit miniaturemuseum til Lemvig.

Museet er indrettet i et lille anneks, med muligheder for udvidelse. Ingrid startede sit miniaturemuseum “Capella” op i Ferring, men efter nogle få år, valgte hun at flytte til Lemvig og genåbne museet her.

De fleste huse og kikkasser har Ingrid selv fremstillet og alt er fremstillet med stor respekt for tidperioder og stil.

Ingrid Kopp.

Der er huse og kikkasser af enhver art, og det er tydeligt at se glæden og kreativiteten trives her.

Ingrid fortalte mig at hun blandt mange andre ting, har en pæn samling af ting, lavet af gamle kobbermønter. De fleste husker sikkert disse. Jeg husker min egen far lavede nogle bl.a. lygtepæle, kaffekander, møller osv., en samling blyantspidsere fra 1930érne -1940érne og meget mere.

Der er kælet for detaljerne og intet mangler i denne butik..

Se blot dette dejlige hus med have og hønsegård. Det er da charmerende.

Søvejen 16B 7620 Lemvig
Tlf. 60 60 99 12
Åbningstider: Når flaget er ude − eller efter aftale.
Entré: Voksen 40 kr. Barn 20 kr.
Find museet på Facebook: Miniaturemuseet Lemvig
.

Mit hus i (fra) Fischbachau – en drøm er gået i opfyldelse.

Med stor tak til Sigi Ulbrich, www.tortula.de, kommer der her, endnu en dejlig artikel Denne gang om hendes drømmehus.

Oversættelse og layout: Lene Byfoged ©

Mit hus i (fra) Fischbachau – en drøm er gået i opfyldelse.

Jeg tror, ​​at enhver Kuhn-samler uden undtagelse drømmer om at, der står et Kuhn hus i deres samling
I kort tid har jeg kunnet kalde, et hus fra begyndelsen af ​​1960’erne for mit eget.
Åh ja, det var meget spændende for mig, da min mand i maj 2021 – det vil sige andet år af pandemien – spurgte, om jeg stadig ville have et hus. Han havde lyst til at lave noget helt specielt til mig. Selvfølgelig sagde jeg ja tak. Det var jo min store drøm, et Kuhn-bondehus.

Han havde opdaget et hus i et stort online auktionshus, og hvis jeg virkelig gerne ville have huset, kunne vi byde på det. Det havde dog et par “skrammer”. Der var jeg nødt til at smile – min Gud, huset var over 60 år – det var helt i orden, nej, det
måtte gerne have et par “skrammer”. Hver morgen når jeg ser i spejlet, ser jeg hvilke “skrammer” tidens tand efterlader. Det kunne ikke rigtigt skræmme mig.

Nå, det har faktisk et par små brugsspor – forsiden har nok være faldet af en gang – eller stødt mod et eller andet, ligesom en af ​​gavlenderne også har brugsspor.


Der var kun en krog tilbage, til at låse forsiden fast, men ellers…. Ja, det var en drøm, det var min drøm, og denne drøm er nu blevet en realitet. Og hvem har brug for kroge?
Ingen andre vil nogensinde lege med dette hus, kun mig, og jeg vil gøre det med største nydelse.

Jeg har brugt meget tid på, at indrette huset, der er så mange småting.
Jeg ønskede mig så meget dette hus. Jeg finder helt sikkert, nogle småting i mine kasser. Jeg har selv kunnet lave andre ting (f.eks. tæpper), og jeg får forskellige ting fra venner og køber også nogle – ja, huset skal være et vidunderlig sommerprojekt – en herlig tid ligger foran mig.

Nr. 181 Oberbayerisches Puppenhaus

68 x 30 x 35 cm med aftagelig frontvæg, terrasse arrangeret med stue, soveværelse, altan og blomster.

Den første ting jeg gjorde, var at kigge i mine gamle kataloger, og ja, jeg har et katalog fra 1960’erne. På side 9 kan du se billedet af huset, ja, i det mindste næsten.

Dette “næsten” fik mig til at se nærmere på Kuhn-husene
Resultatet af denne research kommer her.

Når man tænker på Kuhns alpe huse, ser man straks skytsenglen St. Florian foran sig. Jeg læste om ham på Wikipedia, han var bl.a. ansvarlig for brandslukningen i Østrig. Endnu en gang er jeg glad og lykkelig for, at jeg lever i Dag og ikke dengang.
Hvis du vil skræmmes, skal du gå ind og læse om ham

476: Dukkehus fra Dora Kuhn ifølge DRGM 1610753 fra 1949. Skuffen bruges som kælder-

Uddrag fra leksikonet der Puppenstuben und Puppenhäuser fra Swantje Köhler Verlag – med venlig tilladelse fra forlæggeren.

I 1945 blev Franz Kuhn løsladt fra amerikansk fangenskab. Han var på krop og
sjæl en knust mand. Han havde ødemer og var alvorligt gangbesværet. På trods af dette fortsatte han sin virksomhed. Som ikke-ryger havde han rettighederne i fængslet til at sælge cigaretter og han sparede de penge op, han tjente. Han havde sparet 1.800 mark op, og han brugte dem til køb af det første træ til dukkemøbler.

I 1950 registrerede han sig selv og dukkehusmøblerne på den første legetøjsmesse i Nürnberg. også med en lille sensation. Hjørnerummet – i størrelse – omkring 1:10 og…


…også som miniature – med og uden kælder.

Uddrag fra leksikonet der Puppenstuben und Puppenhäuser fra Swantje Köhler Verlag – med venlig tilladelse fra forlæggeren.

I 1953 var der endnu en stor nyhed. Endelig et hus !!! Dette hus har
tre værelser. Nedenunder stue og soveværelse. Ovenpå er et børneværelse. Der står de små møbler. En usædvanlig løsning.

Samling og Foto: Sybille Grünau

Hvis du ser nøje, kan du se, at fronten kan tages af . Den sættes på med hængsler der siddet på selve huset. Denne type hus optager meget plads og jeg tvivler på, at børneværelserne i 1950érne, havde så meget plads til et dukkehus.

Hvis du kigger nærmere, kan du se, han er der ikke. Ja, dette hus har
ingen Sct. Florian. Det er skuffende..
Hoveddøren og altandøren kan åbnes, gennem vinduerne kan du kigge ind i stuen. Gardinerne hænger i vinduet og dørvinduet til altandøren – i Kuhn
velkendte Vichykaro i rød / hvid og blå / hvid. Vinduet i hoveddøren er et blindt
vindue.

I kataloget fra 1955 er der Sct. Florian – alt er smukt og håndmalet.
Hver eneste del er unik. Jeg kunne forestille mig, at Franz Kuhn selv malede disse figurer – han var en lidenskabelig maler – og uddannet i det. Selv i folkeskolen så man hans talent. Som 10-årig malede han allerede de små billeder til dukkehuse. Hans talent – ikke hans lidenskab – har hans datter Christa arvet. Hun dekorerede bondemøblerne helt til slutningen – med en palet og en pensel.

Men Florians udseende var ikke den eneste ændring. Kuhn-samleren Elke
Mehrwald sendte mig disse billeder (mange tak). Lige foran er helgenen. Han
forsøger at redde et brændende hus, med en spand vand. I sin venstre hånd bærer han som altid et enkelt rytterflag, rødt med et hvidt kors. Det kristne flag er
faktisk blå med et rødt kors. Men hvis du ser på billeder af statuen Florian, ser du alle mulige forskellige flag, og jeg synes, man bare skal acceptere disse som Franz Kuhn malede dem.
Du kan se det smukke tag med de fine pyntelister. Der er ingen gavldekoration i dette hus. Det er slidt af i løbet af de sidste 70 års tid. Det let ovale vindue i indgangsdøren er nu også synligt – med et gardin i småternet rødt bomuld – hos fru Mehrwald i blå bomuld. På grund af Sct. Florian er der kun et vindue foran til venstre og en anden type hængsel kan ses.

Til højre og venstre indeni på de udvendige vægge i værelserne kan du se “snaplåsene”. Jeg syntes, de er klodsede og helt malplaceret. Da jeg første gang så dem, troede jeg det var en “fejl”, da en far reparerede sin datters hus. Jeg kunne ikke forestille mig at denne låseanordning blev brugt af Kuhn.
Men jeg tog fejl. Jeg har allerede set disse store snaplåse flere gange på
50’erne husene. Desværre kan jeg ikke få tidspunktet fra hverken kroge eller snap-låse mere præcist. Men jeg tror på, at det er de eneste kroge der var, også fordi omfanget er mere begrænset end håbet. Senere er snap-låsene så blevet udskiftet på dette hus, men det er ren spekulation.
Forresten er kanten på gavlen ikke rigtig gul, det er en illusion på grund af lyset og / eller fotografering. Jeg spurgte fru Mehrwald.


Men tilbage til mit drømmehus!

1960’ernes huse har en stor altan, der strækker sig over hele fronten. Det byder
selvfølgelig på uendelige muligheder. Jeg har allerede sat to liggestole på den.
Vinduet og døren til altanen er “blinde” vinduer. Så de fungerer ikke. De to etager
er fast forbundet med hinanden. Adgangen til huset er kun fra forsiden.
Dette hus har kun stuen og soveværelset. Nå ja og et …

… skrammelrum. Jeg kunne ikke finde en officiel forklaring på dette tomme rum. Naturligvis, har jeg en teori, et gæt. Jeg tror, ​​det er loftet fra et hus i 50’erne. Der har været et par etager mere og disse var efter renoveringen simpelthen sat omvendt.
– for det kunne disse smukke præfabrikerede dele, som man ikke bare lader være. Men som sagt – rent gæt.

På højre front er der et smukt malet vindue – med en blomsterkasse foran. Jeg tror,
at det skal være pelargoner. Vinduet i døren er rundt – der hænger
ingen gardiner – det ser ikke ud som om der nogensinde har været nogen.

Skodderne er bevægelige, de kan lukkes, hvis det er nødvendigt. Over og under
vinduet er der, en smuk malet vinduesdekoration.

Enhver, der har spadseret gennem Fischbachau, vil hurtigt kunne se, hvor Kuhn blev inspireret. Der kan du se mange kunstnerisk udsmykkede vinduer, og mange husvægge fortæller en autentisk historie. Måske er det ikke noget særligt ved Alperne, men for os Nordtyskere….

Mere kan jeg ikke fortælle om Kuhn-husene i øjeblikket. Men jeg er nysgerrig, det kan jeg ikke skjule.
En af Tortulas-læsere Maureen Greenwold har et katalog fra FAO Schwarz (NY) fra 1937. I mange årtier var FAO Schwarz “stedet” for legetøj i USA. Fru
Greenwold sendte mig denne scanning. Nu undrer du dig måske over, hvorfor jeg viser dette billede her. Nå, se nærmere på det. Møblerne foran huset er uden tvivl
Kuhn møbler fra 1930’erne. Du kan se det på bordet og formen på stolen. Det lille
hus nævnes altid som et Kuhn-hus i USA.
Jeg tror dog ikke, det blev bygget af Kuhn. I 1937 var eksporten fra Tyskland til
USA ret vanskeligt. Tolden – som var baseret på vægt – var uhyre høj.
En reklame – som “German Farmhouse” ville næppe gå i USA i 1937
– deraf navnet “Den schweiziske hytte”. Jeg antager bare, at huset blev bygget i USA
i tysk stil, og Kuhn-møblerne blev placeret indeni. Det blev solgt som et samlet sæt.

.

Dette er tilsyneladen præcist, hvordan det så ud i 1970’erne. Denne scanning af et katalog fra 1974 … ..

…. og Olivia Garson sendte mig disse fotos af sit Schwarz hus. På siden af ​​den venstre ydervæg, sidder FAO Schwarz-mærkaten stadigvæk fast, i det øverste rum – og intetsteds er der et tegn eller klistermærker af Dora Kuhn.

Vinduerne i dette hus har en fin vinduesdekoration og hvilken glæde de har af de
blomsterkasser. Olivia er særlig glad for disse blomster.

Det kan jeg godt forstå. Jeg ventede selv længe på pakken fra Amerika med
blomsterkasser, bygget af Steve. Øverst til venstre kan du se en original blomsterkasse fra Dora Kuhn og kopier til højre og nedenfor.
Blomsterkasser fra Kuhn – eller skal vi sige altankasser – passer simpelthen lige ind i
balkonens gelænder.
Det var nu lidt om Kuhn-husene, når mit hus er færdigt en dag,
så viser jeg billederne. Indtil da vil jeg tilbringe en vidunderlig sommer, med mit nye hus.

Stop!!!! Jeg har mere!

Altså, maj havde virkelig rigtige gode overraskelser i vente til mig. Lige da jeg var færdig med at afslutte denne artikel, kom der en pakke. En rigtig ægte overraskelsespakke. Sælgeren af mit Kuhn hus, sendte mig denne kasse fuld af dukker og miniature. Da hun købte huset havde dette været i. Hun er en af Tortulas læsere og hun var så glad for at det var mig, der købte dette drømmehus, så hun syntes jeg skulle have det. Det er ikke til at tro, at der findes så rare mennesker.

Med erhvervelsen af ​​disse Erna Meyer dukker, behøver jeg ikke mere tænke på, hvilke dukker der skal bo i mit drømmehus, lige præcis disse dukker hører hjemme der !!!!


Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos, medmindre andet er angivet: GMUwebSign

Hjertelig tillykke med drømmehuset Sigi og rigtig god arbejdslyst. Vi glæder os til at se resultatet.

Lene

Der kommer altid herlige overraskelser til os samlere !

(tekst og fotos: Sigi Ulbrich www.tortula.de © – oversættelse: Lise Brastrup Clasen © og layout Lene Byfoged ©)

Her kommer så Sigis fortsatte beretning om Helga og Rosi, nærmere betegnet
Seiffner Spielzeug – Bauernmöbel für Puppenkinder: 2.del
Legetøj fra Seiffner – bondemøbler til dukkebørn

Mon ikke I lige som vi har længtes efter fortsættelsen om Helga og Rosi? Vi takker Sigi mange gange for endnu en interessant beretning.

Det går ikke altid som forventet !!!!

Jeg var rigtig lykkelig over at have indrettet den lille æske til Helga og Rosi, men ofte gør en ting sig selvstændig, og denne lille stue var netop sådan en ting.

Ja, i begyndelsen var der bare postkortet og de to skabe. Så kom vuggen til, og via mailkorrespondancen med Lise opstod ønsket om et ur og selvfølgelig en sofagruppe.

En dag spurgte min mand mig, hvor Helga mon skulle sove. Hovsa, det havde jeg slet ikke tænkt over. Da jeg så en lille seng, som i størrelse og ”udførelse” passede godt til de andre møbler, købte jeg den. Helga fik sengetøj med blå roser— de ”ægte” roser i den farve, bryder jeg mig slet ikke om —men her passede den rigtig fint. Sengen udløste dog den konsekvens, at papæsken nu blev for lille. Til alt held havde jeg stadig to nye tomme kabinetter, som jeg forudseende engang havde købt. Ja, det var virkelig godt, Helga og Rosi kunne nu flytte ind i det ene.

Mens jeg gik og frydede mig ved tanken, kom der en lille pakke fra Danmark. Lise Clasen forærede mig dette blå dagligstuemøblement. Størrelse er virkelig ideel —og sættet er i ganske simpel forarbejdning, øjensynligt, som Lise mente, fængselsarbejde fra Danmark. Så hurtigt kan det altså gå, og den lille bolig på et værelse blev nu til en ”Todækker” – til alt held kunne jeg stille de to kabinetter oven på hinanden —de har samme bredde, men ikke helt samme dybde. Øverste etage måtte rykkes lidt tilbage —nå ja, det kunne Helga godt leve med — og også jeg!

Boligen skulle tapetseres, og selvfølgelig med rosenmønster. Jeg havde allerede før kreeret et rosentapet til Hitty-Rose.

Mønstret var selvfølgelig alt for stort, men det var meget nemt at formindske det, og også i miniformat så det virkelig smukt ud. Det gav dagligstuen en meget hyggelig og hjemlig karakter. Til soveværelset valgte jeg et enkelt tapet i samme nuance. Pyntekanten bibeholdt jeg.

Passende til flytningen ankom uret fra vennerne i Missouri— bygget efter foto og mål fra Lise Clasen. Steve har bygget det, og Sherri har malet det. Og skulle I spørge jer selv, hvordan Sherri har kunnet male de små, hvide prikker så regelmæssigt —ja, så har hun lavet et stempel af en lille rundholt og dyppet det i malingen. Jeg vidste ikke, at man gjorde sådan, og mine prikker har aldrig været regelmæssige, men for fremtiden kan jeg nu gøre det rigtigt.

I november 2018 var vi i Seiffen, og her købte jeg de små originale Seiffner-loftslamper. En af dem kom op i Helgas dagligstue, hvor den giver den helt rigtige belysning —i hvert fald efter at Gerhard havde tilsluttet den. Den hænger lidt skævt – nå, ja, Helga er ikke så sart, og mig generer det ikke. Da træsæderne i sofaen og i lænestolen er lidt hårde til Helgas lille numse, har jeg syet puder. Stoffet er lidt lyst og sart til siddepuder, men jeg havde ikke andet, som ville passe rent farvemæssigt – altså må Helga passe godt på, således at de forbliver rene i lang tid.

Når man ser nøje på det, er bordet selvfølgelig ulideligt ”vindskævt”. Jeg vovede ikke at skille det ad for at rette det op etc. Postombæringen i USA lider meget under pandemien fra Tyskland, og er meget, meget langsom. Det varer månedsvis, før en pakke fra mig lander hos vennerne i Missouri, derfor giver jeg afkald på at bede Steve om restaurering

Jeg lagde ganske enkelt en lille kile – skåret ud af kork – under foden, selvfølgelig lidt sjusket, men det kan jeg altid ændre senere.
Beaglen – jeg regner i hvert fald med, at den lille hund er af den race – har vi ligeledes medbragt fra Seiffen. Kaffe– hhv. espressokanden og ”sølvkopperne” er materialer til smykkefremstilling – her kan man finde uendeligt mange småting, som passer fantastisk til vore dukkestuer. Blåbærtærten, franskbrødet og kringlerne er af FIMO. Den tykke bog er fra Minimundus-serien og derfor ikke nogen virkelig ”bog til at læse i”. Det flotte, smukt syede patchworktæppe har min veninde Steffie foræret mig.

Det lille vejrhus er en knap, men jeg har da også set vejrhuse fra Erzgebirge. De er naturligvis meget smukkere, men dette her er også godt. Uret fandt også en plads, og da den unge familie nu virkeligt skal ønskes alt mulig lykke her i Verden, er der en lykkebringende mariehøne (en såkaldt lykkebille) på væggen.— ”så er man på den sikre side”!

Den lille boghylde kommer fra Albert Holzners værksted – I kender sikkert websiden fra Miniwelt Holzner – her kan samlere finde masser af småting til dukkestuer og –butikker, alt sammen udført med kærlig hånd af ægteparret Holzner. Søhesten er fra materialer til smykkefremstilling, den lå stadig i min ”restekasse”. Dens bror har jeg tilvirket til mit strandhus. Lampen stod tidligere i min sættekasse. Den virker ikke. Rosenbuketten er fra Asien, blomsterne blev sat ned i vasen —de er vidunderligt smukke. Noget specielt er de to platter med kattene, jeg har for år tilbage fået dem påtrykt i England. Bøgerne er fra Minimundus-kollektionen. Bogstøtterne havde jeg i min kasse, det er figurer fra Erzgebirge. Nu har jeg udnævnt dem til bogstøtter – her passer de rigtig godt ind.

Dagligstuen synes jeg vældig godt om, den er indbydende og står som rammen af et virkelig hyggeligt hjem til den unge mor, og her er meget plads til miniaturer og nips.

I soveværelset blev der foruden de allerede kendte møbler— klædeskab, vugge, seng— plads til en lille taburet og et toiletbord med stol. Rosi elsker at sidde på det broderede tæppe og lege med sine byggeklodser – de kommer fra Asien, og hendes små heste kommer fra Erzgebirge. Musefælden fungerer ikke. Helga er dyreven. Fælden skal blot minde musene om ikke at være for frække.

På taburetten står en ”puslekurv”, endda med rangle og bamse. Glas-sutteflasken er fra Lauscha, den er fra 40erne. Jeg antager, at Helga har drukket af den, dengang hun var på Rosis alder.

Toiletgarnituret med spejl, kam, børste og føntørrer er fra materialer til smykkefremstilling og skaber et naturligt miljø i soveværelset. De smukke lysestager er af porcelæn. Den lille sprællemand er lavet af træperler.

På en lille hjørnehylde over sengen står en madonna pyntet med blomster. Ved siden af hænger et lille kort og fotos af Helgas forældre – begge i rammer af støbt bronze. Også den store ramme er af bronze og viser et billede af bedsteforældrenes bondegård.

På den venstre væg hænger en helt speciel miniature. En sættekase fra Erzgebirge. Den stammer fra en meget sjælden tændstikæske (selvfølgelig fra Seiffen) og er så at sige meget værdifuld for mig. Jeg elsker miniaturerne fra Erzgebirge, jeg elsker tændstikæskerne, og jeg er glad for at se denne særlige pyntegenstand i denne dukkestue.

I hvert af værelserne hænger i loftet et lille LED-lys. Det giver minimalt lys, dog hænger også Seiffner-lampen i dagligstuen, som giver en særlig atmosfære. Lykkelige Helga, at hun har fået sådan et smukt hjem.

Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine layout af tekst og billeder.

Med hilsner fra Sigi Ulbrich fra webTeam www.tortula.de – Tortula und ihre kleine Puppenkommode (Tortula og hendes lille dukkekommode)

K æ r e L æ s e r e

Som altid har det været en fornøjelse at læse endnu en af Sigis
levende og inspirerende beskrivelser fra hendes samling, og
Vi ønsker jer alle GOD LÆSELYST— Lene og Lise

At Væve T Æ P P E R – dog uden vævestol!

Med hilsen og tak til Sigi Ulbrich, Torrula.de, for denne lærerige og underholdende beretning ! © —
Fotos: Gerhard Ulbrich ©)

(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – Lay-Out: Lene Byfoged ©)

Den 8.4.2020 fortalte jeg jer om mine dukkestuetæpper. Blandt tæpperne sås også det lille vævede tæppe, som jeg havde vævet af perlegarn i en lille æske. Dette tæppe er lille og skulle da også blot være et forsøg – fordi jeg engang havde hørt om et sådant. Men tæppet gav mig ikke rigtig ro, og jeg ville gerne skabe et større tæppe. Det burde desuden være muligt at gøre ”vævestolen” mere bekvem.

I disse ensomme pandemi-tider – i Tyskland lukkede man allerede for mange uger siden alt ned – får man bl.a. tiden til at gå med at rydde op og muge ud i skabene, dvs. at man kasserer og genbruger… Og her fik jeg fat i en lille plastikkurv, og mens jeg overvejede, om den skulle i skraldebøtten eller ikke, fik jeg den idé, at den kunne anvendes til en temmelig god ”vævestol”.

Altså lagde jeg det kedelige arbejde i huset fra mig og gav mig til at væve. Jeg opstrengede kurven med blåt bomuldsgarn som trend, klippede af pap en lille ”afstandsmåler”, greb en kraftig nål til at bore igennem med og gik i gang.

Jeg havde udsøgt mig noget 137 m langt mangefarvet ”flammegarn”. Det var godt at arbejde med og arbejdet skred hurtigt frem. Arbejdet var til stor fornøjelse for mig— særligt som erstatning for oprydningen.

Af mangel på en vævekam tog jeg en grov redekam  –  sådan en som vi brugte i 80erne, når vi forvandlede vor hårpragt til afrohår. Det fungerede godt.  Da jeg heller ikke havde nogen rigtig skyttel, tog jeg en kraftig borenål og skulle trække den lange (meget lange) tråd bag om. Det gik trods alt ganske godt.

Jo længere jeg nåede, jo bedre syntes jeg om det kommende tæppe. Men jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg mon havde taget en så smal afstandsholder. Ja, jeg må indrømme, at min ”vævestol” havde sine mangler. Den lille kurv havde gerne været af større format— nej skulle gerne – for da ville det være nemmere at trække tråden bag om med nålen.

Da jeg var færdig, slog jeg knuder på kædens ender- så godt som det nu lod sig gøre med de korte tråde. Min kæde består af fire enkelt sammensnoede tråde. Forsigtigt ”snoede jeg dem op”, derefter fugtede jeg dem og strøg dem glatte. Til slut redte jeg dem endnu engang – og på den måde ser de ud af ”mere”.

Egentlig var det nye tæppe bestemt for de bitte små Dora Kuhn-møbler fra 80erne. Ja, jeg havde forestillet mig, at det ville se meget smukt ud dér. Men efter at have set på det i længere tid syntes jeg, at det så temmelig ”klodset og stort” ud i forhold til disse små møbler. Og det var en skuffelse.

Men i mit ”depot” har jeg endnu et komplet Dora Kuhn-interiør- et stuemøblement fra 20erne-uden hus, så at sige hjemløse møbler. Jeg tog møblerne frem, lagde tæppet i mit fotohjørne, og bum bummelum … det var perfekt. Altså havde arbejdet ikke været forgæves.
Jeg synes, at mit tæppe er fantastisk, , og det passer virkelig godt in i mine bondestuer – lige meget om det er Kuhn– eller andre møbler.

Dog et står fast, med det næste tæppe arbejder jeg anderledes -BEDRE!

Jeg lavede en bredere afstandsholder af pap og også en skyttel. Da jeg stadig ville væve et tæppe til de små møbler, satte jeg det op med mindre spændvidde. Med skyttelen af pap gik arbejdet meget hurtigere.

Ganske vist syntes jeg, at dette resultat var blevet meget bedre end udførelsen af det store tæppe, men ….. Nej, jeg var ikke overbevist. Disse små, sarte møbler burde også have et fint og sart tæppe.

Efter en del søgen fandt jeg endnu en lille rest strømpeuld – dette garn havde haft en længde på 210 m. Mit første forsøg viste sig at give et virkelig acceptabelt resultat. Naturligvis sagde dette lille stykke- især på grund af sin tynde udførelse på den ret tykke kæde -ikke ret meget om det endelige resultat. . Men alligevel!

Jeg bad nu min mand om at skære en skyttel til mig af et virkelig tykt stykke pap – dvs. denne gang ikke af bølgepap. Den fungerer virkelig godt, og knækker ikke sammen.

Foto: med tak for tilladelsen: Little Cabin Creations.

Af mit gråmelerede strømpegarn var der selvfølgelig ikke nok til et tæppe, og et sådant passede heller ikke ind i Kuhn-stuen med de glade og muntre farver. Men det ville passe fint som gulvmåtte i min veninde Sherris smukke Kuhn-hus.

Jeg havde noget fint, tyndt rødt bomuldsgarn. Det passede godt til det grå og ville i tvivlstilfælde gøre tæppet mindre trist at se på. Jeg lavede da en ny kæde. Jeg kom til at tænke på, at bedre kan man med sine enkle, forhåndenværende midler ikke væve. De to tråde passede fantastisk sammen, og arbejdet blev fast. I en anden farve ville der helt sikkert komme et endnu smukkere tæppe ud af det.

Ja, jeg syntes virkelig godt om det. Arbejdet var så fint, at de små møbler ville kunne stå godt på det og derved opnå den ideale udstråling.
Da alt i Tyskland stadig er lukket ned, kunne jeg ikke tage ud og købe materialer i den lokale butik. Men der er selvfølgelig et stort udvalg på nettet, og her købte jeg 2 nøgler strømpegarn i blå nuancer.

Med disse typer garn var jeg nu endelig kommet i mål. På den måde kunne jeg væve de mindste og fineste tæpper.

Farverne var ideelle til møblerne, som overvejende er blå.
Jeg er meget stolt af mit nye tæppe og af min vævestol. Hermed har jeg fundet en ideel beskæftigelse i denne nedlukningstid. Jeg hører ikke til den gruppe mennesker, der lider under isolation- jeg har en fantastisk adspredelse.
Og selvfølgelig, det ene eller det andet af denne type tæpper vil om kort tid også pynte i mine veninders dukkestuer.

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: sigi Ulbrich-www.tortula.de
Fotos: gmuwebSign

Til de læsere, der lige som jeg vil skabe tæpper, vil jeg lige gentage en sammenfatning af de materiale, I måtte have brug for:

Til opstrengningen: Strømpegarn med en løbende længde på 210 m

Til kæden: – tyndt – meget tyndt – bomuldsgarn i passende farve, brug endelig ikke uld, for da rutsjer skyttelen ikke godt gennem kæden.

Til vævestolen: en ikke for lille (plastik)kurv med huller i siderne. Du har i siderne desuden brug for lidt plads, således at du kan arbejde med skyttelen eller den kraftige nål.

Til skyttelen: – Et virkeligt kraftigt stykke pap, du kan selvfølgelig også bare bruge den kraftige nål, men med den bliver det møjsommeligt at trække den lange tråd bagom.

En ikke fro smal papstrimmel som afstandsholder – du skal til slut kunne slå knuder for enden af kæden.

Og tilslut en god kam.

Så er din perfekte vævestol færdig, og med den kan du ikke blot væve dukkestuetæpper, men også en lille taske.

Tusind tak , kære Sigi, for denne gode og inspirerende idé!
Fantastisk, at det kan gøres så enkelt og med så fine resultater!
Mon ikke, vi er mange, der har fået lyst til at gå i gang ?

G o d F o r n ø j e l s e !!!

Miniaturer fra Erzgebirge

Med tak til Angelika Salzwedel for tekst og fotos ©
(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © og Lay-out: Lene Byfoged ©)

Med tusind tak til Angelika Salzwedel kommer her en beretning om den unikke udstillimg på Julemuseet i Husum, og Angelika fortæller følgende:

”I Weihnachtshaus Husum/Julemuseet i Husum er der for tiden og indtil den 25. oktober 2020 en udstilling, som er absolut værd at besøge. Jeg har allerede været der to gange og vil besøge den en tredje gang for virkelig at danne mig endnu et godt indtryk af det hele.

Jeg tog derhen i forventning om at se de bittesmå miniaturestuer samt andre miniaturer, så som huse, landsbykirker, indhegninger, dyr, træer osv. Og denne udstilling er med sit brede spektrum virkelig overvældende god. Vi var fuldstændig solgt og imponerede over, hvor mange miniaturelandsbyer, fru Paulsen her har bygget op. Når man selv har organiseret flere udstillinger, ved man, hvilket arbejde der skal lægges i det at få en udstilling af de mange små enheder sat op på en tiltrækkende måde. Hermed nogle fotos, som jeg håber vil være sande appetitvækkere for jer alle !

Træskærer– og drejearbejder har i meget lang tid været tradition i
Erzgebirge. Befolkningen her levede af malmudvinding. Bjergboerne
havde ofte samtidig med deres anstrengende underjordiske
arbejde et bierhvev. Der fandtes træskærerværksteder, fremstilling
af tøndebånd, drejerværksteder osv., og størstedelen af dem var
familievirksomheder.

Da Erzgebirge med skovene kunne tilbyde tilstrækkeligt med træ, var drejerarbejde i forbindelse med det hjemlige træ især yndet. Frem for alt kender vi foruden legetøj også nøddeknækkerne, de små rygende mænd, englene med lys og bjergmændene, buehvælvingerne, pyramiderne, juleenglene og krybberne. Og alt dette blev i årenes løb også fremstillet som miniaturer.

Allerede dengang eksporterede beboerne i Erzgebirge deres træskærerarbejder til udlandet, men da der omkring år 1900 opstod eksportproblemer på grund af for høje toldsatser, idet tolden blev beregnet efter varens størrelse, gik man over til at fremstille miniaturer.

Personlig har jeg siden min tidlige barndom haft et meget nært forhold til alle disse ting, da jeg er opvokset i Hohenlockstedt, hvor et firma  fra Erzgebirge i 1949 slog sig ned. Sammen med dette firma ankom også flere medarbejdere og disses familier, og de bragte deres egne traditioner med. Således har jeg siden mine barndomsdage til jul været bekendt med buehvælvingen og pyramiden, samt med englen med lysene og bjergmanden. Jeg har ikke blot set disse ting i stor størrelse, men naturligvis også i miniaturer.

Allerede i det 16. århundrede har bjergmanden stået som symbol på lys og håb. Iført sin festdragt og med fremstrakte hænder  med lys stod han i tidligere tider sågar i gruben. Lyset ledsagede bjergfolkene ned i den dybe grube og lyste op for dem på hjemvejen.

Først i 1830 kom lysengelen til som bjergmandens kone. Det er den eneste engel, der er fremstillet med forklæde og hvid kjole med dekorativ kant eller bordure. De brogede vinger er malet. Senere blev englen som bærer af lys med symbol for sollyset  og krone til hovedfigur.


Dette flottepar: Bjergmanden og Englen med lysene herover er fra Angelikas egen samling!
 

Denne friseropsætning pyntet med påsketing er fra Angelikas egen samling !
 

Du kan ikke blot beundre juledekorationerne, men også de bitte små miniaturestuer og de mange små landsbyer med deres kirker, træer, indhegninger og jernbaner, som får ethvert samlerhjerte til at slå hurtigere, og som fascinerer de besøgende. Der ses også en masse husdyr, og fremstillingen af dem er beskrevet.

Dejligt er det i udstillingen at se et ”Friesenbaum” (Frisertræ) i pyntet med juleminiaturer, også jeg har i årtier både til jul og til påske pyntet et ”Friesenbaumstativ/en opsætning” og stillet det i vinduet (se Angelikas fotos af denne dejlige dekoration). Til alle jer, der ikke kender et Frisertræ har jeg fra Angelika disse oplysninger: På De frisiske Øer Sild/Sylt, Föhr og Amrum havde man ingen grantræer, derfor pyntede man i stedet for et lignende træ, som man kaldte et Frisertræ.

Og…  hermed Angelikas lille beretning om begrebet ”Friesenbaum/Frisertræ”  –  sikkert for os alle noget helt nyt og en helt speciel skik ikke langt fra os, ja, andre lande eller landsdele, andre skikke….  :

FRIESENBAUM: Ved den nordfrisiske kyst og på øerne havde man tidligere det såkaldte ”Friesenbaum/Frisertræ, som på frisisk hedder ”Kenkensbuum eller Jöölboom” eller i Sydjylland kaldes ”Klausenbaum”. Disse ”træer” er og var  bueformede træstativer med tværgående skråstivere, som stod i vinduerne som erstatning for juletræer, da der tidligere ikke fandtes graner påøerne og ved kysten.

Man omviklede dem med efeu eller buksbom, og senere kom der på hver side 2 lys til..

Oprindeligt stod Adam og Eva med æbletræet nederst  –  som kagemennesker, de skulle symbolisere Paradiset, i begyndelsen var træet udsmykket med æbler og rækker af rosiner.. Senere fulgte alt efter hvilken region, man var i:  fisk, ko, svin, hane, en vindmølle og et skib, også af dej. En anden variation er ved siden af Adam og Eva og æbletræet at placere en hest, en hund og en hane.

I mellemtiden er disse stativer blevet ”misbrugt” af samlere. Selv har jeg foruden Jule-Frisertræet med miniaturer fra Erzgebirge, et til påskepynt med små harer, fugle osv, og desuden et til foråret med blomsterbørn fra Erzgebirge. Jeg har pyntet flere stativer med gamle julekugler.

Det var derfor en stor glæde for mig, da jeg opdagede, at der på udstillingen står et Frisertræ med miniaturer fra Erzgebirge.,

Udstillingen er virkelig fantastisk, anderledes og nostalgisk her i dette historiske museum med den velassorterede og unikke museumsbutik.

Udstillingen kan ses til den 25. oktober 2020, og der er åbnet dagligt fra kl. 11 til 17.

Museets adresse er: Westerende 46, D 25813 Husum, tlf: +49 4841 668 5908

(email: wunschzettel@weihnachtshaus.info)

Jeg siger tak til Lise Clasen for oversættelse af min artikel til denne blog og til Lene Byfoged for lay-out!”

Også vi takker mange gange for denne interessante og historiske artikel og håber, at vi når at se udstillingen og beundre alle de små håndlavede ting fra dagligdagen i miniaturer.

G o d     l æ s e l y s t    og     G o d     t u r     til     jer     alle !

Den fine plakat fra udstillingen

Legetøj fra Seiffen – bondemøbler til dukkebørnene !

(Med tak til Sigi Ulbrich — www.tortula.de)

(oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©  –  opsætning: Lene Byfoged ©)

Tekst: Sigi  Ulbrich  – -www.tortula.de, fotos gmuwebSign og Lene Byfoged,

samt postkortsamlimng: Else Weber ©)

Kære læsere og samlere,

           Til min fødselsdag modtog jeg til fri afbenyttelse og viderebringning denne artikel fra min gode veninde Sigi, og jeg har hermed fornøjelsen med tak til Sigi at videregive jer dette hyggelige og interessante læsestof  – og Sigi fortæller følgende:

Forhåbentlig tænker I ikke straks ”Åh, nej, ikke igen noget fra Gudmors postkortsamling… og dog, jeg er simpelthen nødt til at lade jer læse og snakke om dette”.

For nylig rodede jeg  lidt rundt i postkortene og faldt praktisk talt over dette kort: ”Bondemøbler til dukkebørnene” – og selvfølgelig vakte det straks min interesse.

Jeg vendte kortet om og læste::

Aha, tænkte jeg, møblerne blev altså også solgt i Vesten. Og dog alligevel ikke. Valutaen fra  SBZ = Den sovjetiske Besættelseszoneogså kaldet Østzonen, dvs. det senere DDR,  havde skiftende betegnelser: I perioden mellem den 24. juli 1948 og den 31. juli 1964 kaldtes valutaen Deutsche Mark/DM  (tyske mark eller D-Mark. Derefter kaldtes Marken Der deutschen Notenbank/Den tyske seddelbank = MDN, og endelig indtil genforeningen DDR-mark = M..

Ja og da jeg fandt dette rigtig interessant, købte jeg straks to andre versioner  –  på nettet kan man jo købe alt, der findes endda sælgere, der ”kun” handler med gamle postkort.

Ikke blot valutaen, nej, også priserne har ændret sig, men der er selvfølgelig også gået lang tid fra 1948 til 80erne.

Det originale postkort ser selvfølgelig stadig sådan ud. I brunlig-beige– og senere i sorthvid tone. De henrivende møbler bagpå har hele tiden haft samme betegnelse: Seiffener Spielzeug, Bauernmöbel für Puppenkinder/Legetøj fra Seiffen, Bondemøbler til Dukkebørnene, og ellers intet. Og for straks at foregribe begivenhedernes gang må jeg sige, at jeg trods store anstrengelser ikke har kunnet finde mere om dem.

Det mest nærliggende var selvfølgelig at henvende sig til Legetøjsmuseet i Erzgebirge (Spielzeugmuseum Erzgebirge), men desværre uden resultat. Den ellers altid velinformerede museumsleder, Dr. Konrad Auerbach, måtte melde pas. Han kunne ikke fortælle mig noget om disse møbler  – museet havde ingen i deres udstilling  – ej heller  i deres depot.

De, der kender mig, ved, at jeg ikke kan gå forbi blå bondemøbler. Møblerne forekom mig meget bekendte og ganske rigtigt, blandt de afbildede møbler fandt jeg nogle i min kasse. Nå ja, det var blot de to skabe— men umiskendeligt ”Seiffener Spielzeug— Bauernmöbel für die Puppenkinder/Legetøj fra Seiffen, Bondemøbler til dukkebørnene”.

(foto Lene Byfoged)

Netop da fortalte Lise Clasen mig, at hun havde købt et Lundbydukkehus, og at Lene Byfoged (begge fra den danske dukkeblog) ville forære hende nogle små møbler. Hun sendte mig ovenstående foto.

(foto: Lene Byfoged

Der findes altså også et ur  –  dette misundelsesværdige lille røde standur. Jeg går i hvert fald ud fra, at det drejer sig om et stykke møbel fra samme værksted, også selv om skabet er bygget på en anden måde.

Da jeg herefter på et netauktion opdagede en lille vugge, kunne jeg nu udvide skabsduoen  til en trio til en lille stue. Jeg modtog vuggen uden sengetøj. Den er malet med den samme blå farve ind– og udvendig. Hoved– og fodende har det lille pyntemotiv af prikker og den tiltalende svungne byggestil.

På en internetauktion i USA opdagede jeg denne lille sofagruppe. Ud fra størrelsen og fra den enkle byggestil passer den til min trio eller til Lises møbler. Når jeg begynder at efterforske, går så vidt muligt mange forskellige møbler gennem mine hænder. Således får jeg hurtigt overblik over og følelsen af, hvad der hører sammen, hvad der kunne høre sammen, og hvad der ikke passer sammen. Den røde sofagruppe har jeg, trods den iøjnefaldende blomsterpynt placeret i gruppen ”kunne være”.

Jeg ville nu indrette en lille stue med min trio. Størrelsesforholdet mellem møblerne passer ikke helt. Klædeskabet er 10,5 cm højt, og kommoden ser for stor ud i forhold til det. Men sådan er livet, det kan man ikke gøre noget ved. Vuggen måler indvendig 5,8 cm.

Møblerne er således mindre end 1:12. Jeg tipper på 1:18, og herefter har jeg valgt dukkestørrelsen. Her skulle et par Minervadukker flytte ind. Hurtigt fandt jeg i min samling en 8 cm høj pigedukke— jeg gav hende navnet Helga.  Det blev mere vanskeligt at finde babyen, idet jeg ville tage en af de små ”siddebabyer”. Her har jeg en dukke med lys hud i størrelse 7, men den er for stor til den lille vugge. Jeg gik da tilbage til valget af en sort baby i størrelse 5. Nu har Helga et barn fra Besættelsestiden. Hun har døbt hende Rosi.

Efter at beboerne nu stod fast, skulle der naturligvis også ligge et passende gulvtæppe i den kommende stue. Da Rosi nu var døbt Rosi, ville et rosa tæppe være helt perfekt. Jeg har broderet det af rosa kniple- og sytråd. Jeg fandt alle mine rosa garntyper frem og arbejdede med to tråde. Den rosa farve betager enhver kvinde  –  og selvfølgelig også Helga og Rosi.

For et par år siden opdagede min veninde Angelika Tauche-Eller glæden ved at arbejde med papir. Hun fremstillede æsker— smukke, interessante og eftertragtede. Nogle af disse æsker fandt også hen til mig, og den største blev således udenomstilbehør til Seiffnermøblerne.

Naturligvis kan jeg ikke placere ret mange miniaturer i denne lille stue, men nogle stykker er det da blevet til:

1 Den lille babykurv har jeg lavet for mange år siden. Med til indholdet hører en lille bamsedame og en lille 8 mm lang rangle.

2 Billedrammen er fra smykkefremstilling, rosen blomstrede i vor have.

3 Blåbærkagen er af FIMO, de bitte små blåbær er perler fra smykkefremstilling.

4 Rammen er fra smykkefremstilling, rosen blomstrede i vor have.

5 Stråhatten blev engang efterladt af en defekt dukke i folkedragt.

6 Skildpadden er fra Asien, den var bestemt til en bonsaihave.

7 Lampen stod i 70erne i min sættekasse— den virker ikke.

8 Den lille hest har jeg i 2018 bragt med fra Seiffen.

9 Det lille kors af sølv er fra et par øreringe.

10 Jomfru Maria-statuen er ny, jeg har købt den på en internetauktion.

11 Den lille glasflaske er fra Lauscha og allerede meget gammel.

12 Beaglen fra Erzgebirge passer på, at der ikke sker beboerne noget.

13 En Lykkemariehøne hører til ethvert hus.            

Nu er den lille bolig færdig. Helga og Rosi har en smukt hjem, og en dag får jeg helt sikkert at vide, hvilket firma der har fremstillet disse møbler. Måske I ved det?  Og gør I det, da send mig absolut en mail og del jeres viden med mig:

info@tortula.de

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich— www.tortula.de

Fotos: smuwebSign og Lene Byfoged

Postkortsamling: Else Weber

Og så er der kun tilbage at ønske jer

G o d     L æ s e l y s t

samt at glæde os til, at en eller flere af jer kender noget til de små møblers oprindelse  !

Dukkestuemøblerne fra min barndom

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

(Tekst og fotos Jutta  Bogut, samt fotos fra Ewa Andresen ©)

Med tusind tak til Jutta Bogut bringer vi her fortællingen om hendes barndoms dukkehusmøbler fra Sallingboe, læs blot her:

Hermed lidt om mine Sallingboe dukkehusmøbler:

           I begyndelsen af 1950erne fik jeg et dukkehus, som min Far havde lavet til mig, og møblerne til det var mærket Sallingboe. Det var nogle gode og gedigne møbler lavet af bøgetræ, og de har vist sig at være meget holdbare og i god stand, selv om de nu er over 70 år gamle og har været leget meget med.


Sallingoe-logoet, som var påklæbet på møblerne !
 

Møblerne har haft to ejere, idet min 11 år yngre lillesøster overtog dem omkring 1961. Da hun blev gift med en amerikaner, tog hun møblerne med sig, for hvis hun fik en datter,  skulle hun da have dem. Hun fik en datter,  men hun var mere interesseret i Barbie og hendes Plasticslot.

           Da jeg begyndte at samle på dukkehuse, sendte min søster dem tilbage over Atlanten til mig.


Her kan du se Juttas Sallingboe-interiør med de gedigne spisestue– og soveværelsemøbler !
 

Jeg begyndte at søge på nettet for at få noget at vide om dem, men det var meget lidt, jeg kunne få ud af det. Der har været en møbelfabrik af samme navn, og de lavede møbler til mennesker, ved siden af mener man, at de har haft en produktion af dukkehusmøbler.

           Der var heller aldrig nogen billeder af Sallingboe dukkehusmøbler indtil for et par år siden.

Her var nogle som mine, og så var der nogle, som også havde Sallingboe-mærket på undersiden, men så anderledes ud. Ofte var der to slags træ i samme møbel, og den mørke type tror jeg var teaktræ, og den lyse bøg. Der var endog polstrede møbler. Jeg så dem på websider, som havde dukkehusmøbler til salg og det til pæne priser. Jeg har selv en idé om, at de er produceret i 1960erne evt. i 1970erne.


Nærbilleder af flere af Juttas kvalitetsmøbler fra Sallingboe !
 

Nu håber jeg, at når I læser dette her på bloggen, at der vil være nogle, der genkender dem og måske ved noget mere bl.a. årstal, og måske hvornår de har købt den pågældende model.

           I vil her kunne se billeder af dels mine egne møbler, og dels billeder af møbler, udlånt af Ewa Andresen, Sverige, til brug for denne artikel.

Ewa har en webshop på nettet, hvor hun sælger dukkehusmøbler, mest Lundby, men også andre som f.eks. Lisa, Hanse, Brio, tyske mærker, Sallingboe mm. Ewa har udlånt billederne til mig på den betingelse, at der gøres opmærksom på, at de tilhører hende, og så skal det oplyses, hvad hendes webside hedder.

           Billederne er af møbler, som hun har haft til salg, og af nogle, som hun for tiden har til salg, så er man interesseret, må man ind på hendes hjemmeside og se på herlighederne:

http://www.dockhus.dinstudio.se


Sallingboe-lænestol E.A.
 

Dette enkle Sallingboe-sæt er fra 1960erne E.A.
 

Websiden er på engelsk og svensk. Hvis man skriver på dansk, forstår hun det og svarer på svensk. Priserne virker lidt høje, men det er ikke så galt på grund af kursen, og porto/forsendelse fra Sverige er meget billigere end fra Danmark. Møblerne er af god kvalitet, og hun pakker dem forsvarligt ind. Hvis møblet ikke er helt tip-top, skriver hun hvad det ”fejler”!

Her er et ret særpræget Sallingboe-sæt E.A.

Hun har alt det, du ikke kan finde i Danmark. Jeg har handlet meget med hende, da jeg skulle lave min Lundby-udstilling, hvor husene skulle indrettes med de ting, som blev produceret  samtidig med det pågældende hus. Så det var en bunden opgave, , men Ewa havde meget af det, jeg ikke kunne finde herhjemme.

De mange fotos, som er udlånt af Ewa Andresen, Sverige, er alle mærket E.A.:

Vi siger atter tak til Jutta, og vi glæder os til at høre fra jer, om I kender Sallingboe-møbler, måske er I ejere af nogle ting fra firmaet. Måske har I også en historie om jeres møbler, om disses alder osv., osv. Alle oplysninger er af stor interesse.

God Læselyst ……. !!!,