Mere om ”Mit lille Strandhus” – 11. juli 2018 – supplement –

Tekst og fotos med hilsen fra Sigi Ulbrich – tortula.de ©

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Med tak til Sigi Ulbrich følger her mere om hendes lille unikke Strandhus og dens beboer:

 Sigi fortsætter med at fortælle:

Gennem flere år har min mand og jeg hvert år besøgt det ærværdige Hansa-Theater i Hamburg. Dette kulturhus i Hamburg er kun åbent i vinterhalvåret. Producenterne er desuden ledere af det legendariske St. Pauli Theater. Billetterne køber man i St. Pauli Theater, hvilket er ensbetydende med, at vi skal til Reeperbahn.

Det gjorde vi således også på dette tidspunkt. Vi tager S-toget, som holder blot et par skridt fra teatret – det er meget praktisk, da vi således sparer forgæves at lede efter en parkeringsplads.

Foruden de typiske tilbud i dette miljø, er der også souvenirbutikker på Reeperbahn. Og lige her havde jeg set ham og spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke tidligere var kommet på ham. Nu har mit Strandhus endelig fået en søulk.

”Dinglehoved-Sømanden” er fra firmaet BREBA. Godt nok er han ny, men hvad gør det, han er blevet fremstillet siden 1948 nøjagtigt som han ser ud nu, og mit Strandhus er jo ikke ligefrem ”stilrent”.

Utvetydigt: Mine uopfyldte drømmes mand.

 www.breba-kleinartikel.de

 Vi takker atter Sigi for dette herlige supplement og ønsker til lykke med det nu komplette ”Lille Strandhus”!

Lene og Lise

M i t L i l l e S t r a n d h u s

 Med hilsner og tak til Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©

 Fotos: Gerhard Ulbrich, med undtagelse af billede nr. 2, som er fra Sherri Farley ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Det startede i sommeren 2017. Min mand og jeg var ved at planlægge en ferie i Büsum, da min veninde Sherri fortalte mig, at hun havde planer om at indrette et ”Nauticroom”. Hendes mand havde bygget en ny kasse til hendes soveværelsemøbler, og med alt dette som grundlag ville hun indrette et sømandsværelse. En herlig idé. Hun bor ca. 900 mil fra havet. Jeg tilbød hende at kigge efter muslingeskaller og andre nautiske småting i Büsum.

Samle muslingeskaller på stranden, det var meget, meget længe siden, jeg havde gjort det. og det var sjovt. Og da jeg havde samlet muslingeskallerne sammen, opdagede jeg et sandt eldorado for miniaturister i souvenirbutikken på Büsum havn.

Jeg blev så begejstret over at finde disse ”Skatte”, at jeg straks var fast besluttet på også at ville have en Nautikstue. Under min søgning fandt jeg hos NKD dette ”Lille Hus” i tre størrelser. Hvortil de skulle anvendes, har jeg ingen anelse om? De blev udbudt som hylder. Jeg tog den største ”hylde” og gik straks i gang med at planlægge.

Jeg ville i alle tilfælde bruge møbler fra mit overskudslager — altså var der helt sikkert tale om Kuhn. Hjørneskabet skulle for længe siden have stået i de rigtige omgivelser. Da jeg kun havde lidt plads til inventar, men uendeligt mange småting og ideer, besluttede jeg mig for et loftsrum — her kunne jeg ”rumle” fuldstændig rundt. Jeg indsatte derefter loftsrummet — af pladekarton — en side hvid – som tag over stuen og så en ”træagtig” side som gulvflade til loftsrummet. Det syntes jeg så godt om, at jeg også indsatte et gulv i stuen. Hjørneskabet fik mulighed for plads, og selvfølgelig skulle der også en Kuhn-hylde med, samt en gyngestol og et lille bord.

I mellemtiden blev mange små pakker afsendt og modtaget mellem Missouri og Slesvig-Holsten. Jeg havde for eks. små tøj-emblemer fra 50erne, som jeg kunne sende til Sherri, og selvfølgelig også de smukke sejlskibe. Til skibene tilskar Steve passende ”træplader” (Steve er Sherris ægtemand), og Sherri forsynede skibene ganske diskret med stænk af farver, delte dem mellem os og sendte omgående den ene del tilbage. Da jeg ikke havde bejdse og ikke ville købe noget blot til disse smådele, farvede jeg træet med skosværte.

I Büsum havde jeg købt et selskabsspil –   LUDO – brikkerne var måger, strandkurve, fyrtårne og muslinger, et fantastisk supplement. Jeg gennemgik derefter min ”samling” af margarinefigurer, ja og selv blandt mine tøj-emblemer gjorde jeg fund.

Det samme gjorde Sherri, der altid når hun købte noget til sig selv, straks tækte på mig. De to fyrtårne er spindelvævstynde porcelænstallerkener og er kommet direkte fra USA til Elbens strande.

Mens jeg stadig overvejede, om jeg skulle bygge sandslotte eller ej, ankom de pr. post sammen med en fortryllende havfrue. Hermed var næsten alle mine ønsker gået i opfyldelse.

Hvad endnu manglede, var en tavle med stik og knob. Intet sømandshjem uden sådan en tavle. Altså gik jeg i gang med denne vanskelige opgave og øvede mig med tykt bomuldsgarn, et stykke karton og et par nåle.

           Til sidst var jeg halvt og halvt tilfreds og syede knobene fast på pappet.

Nu gik det først rigtig løs med fumleriet. Med sytråd genskabte jeg knobene og når jeg var tilfreds med resultatet, syede jeg dem fast på mørkeblåt filt. Derefter limede jeg det hele på en af de træplader, som Steve havde tilskåret. Ja, nu fandt jeg virkelig resultatet tilfredsstillende.

Den færdige tavle med stik og knob kan I se ved fotoet af prøvetavlen. En tavle magen til blev selvfølgelig sendt over Dammen til Sherri.

Og endnu en ting sendte jeg ud på den lange rejse. Jeg knyttede nemlig fiskenet til Sherri og mig. I mangel af en rigtig knytteramme, satte jeg en holder sammen ved hjælp af klemmer, papæske og pinde. Dette klappede helt fint, og nettet var værd at se på. Med små korkstykker, ægte muslinger, samt søstjerner og søheste fra smykkefremstilling ser nettet helt ”ægte” ud.

Til sidst manglede jeg kun et passende bord. Først tænkte jeg på et bord fra ministuerne. Men jeg syntes egentlig, det var for lavt. For nylig havde jeg fået blandet farve i ”Kuhnblåt”, og så fik jeg ideen: jeg havde stadig en hvid køkkentaburet i overskud. Dens ben blev malet blå. Nu er den forvandlet til et dejligt bord – som passer til gyngestolen. Pibe, askebæger, glas, whiskyflaske og lommeur (fra smykkefremstilling) fuldstændiggør forestillingen om denne kliché.

Søulken mangler stadig, men hans 12 cm høje EDI-barnebarn leger allerede på stranden.

Og ellers er alt komplet.

Da jeg nok aldrig vil kunne pynte en strand hertil, er sandslottene, samt havfruen og solhatten trukket på loftet. Her bor desuden en kat fra Erzgebirge.¨

Hos mig skal der være gulvtæppe i enhver stue, derfor også i strandhuset. I stedet for den græske landskildpadde bor der selvfølgelig en vandskildpadde i dette hus. Den hvide Vovhund er ligeledes fra Erzgebirge. Den læser ikke avis, ser blot ud som om.

Fisken (Playmobil), den tykke muslingeskal (LUDO-spillet) og de små muslingeskaller (ægte) er presset ned i modellervoks, som derefter er fikseret på træet. Redningsbæltet er en nøglering fra Büsum, jeg tror, det er af gips.

Holderen til muslingeglasset har Steve bygget. Sandskibet var fremstillet med stativ fra fabrikanten.. Fyrtårnet er fra Büsum, og de små muslingeskaller på muslingetallerkenen er naturligvis samlet af mig. Kikkerten er en del ældre, jeg tror den er fra en sættekasse engang i 70erne. Nøglebundtet er fra fremstilling af smykker. I mellemtiden har jeg i mange af mine dukkestuer sådanne eller lignende nøgler. De er med at at fuldstændiggøre boligmiljøet.

Da jeg var ung, havde jeg meget klare forestillinger om, hvordan jeg engang ville have et strandhus. Det skulle være enkelt med solide træmøbler og for alt i verden ikke kitsch. Det skulle ligge direkte bag Nordsødiget og selvfølgelig med perfekt udsigt over havet. Jeg ville sidde på terrassen og fiskerne arbejde. Det faldt mig dengang aldrig ind, at der ikke rigtig var logik i dette.. Nå, ja, vor feriebolig i Büsum havde faktisk et par af disse egenskaber. Den lå direkte bag Nordsødiget, havde den perfekte udsigt (fordi den lå på 2, sal i et flerfamiliehus) og…, jeg kunne fra morgenmadsbalkonen se fiskerne arbejde.

Mit stranddukkehus er nu blevet helt anderledes. Og dog er det nøjagtigt, som jeg havde forestillet mig mit strandhus.

Men helt ærligt, dér ville jeg aldrig arbejde som rengøringsdame!

Kære Sigi, tak for din herlige fortælling med fine fotos om at skabe et lille Strandhus, man fornemmer virkelig, at du har hygget dig. Vi glæder os hermed til at præsentere historien for alle vore læsere!

Lene og Lise

 

 

Kuhnstuben – 2 –

Det længe savnede bord og gardiner til den hyggelige dukkestue

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich, tortula.de, for beretningen om denne ”Happy End”!

Hermed Sigis dejlig billedkavalkade med tekst, som kan kaldes ”Historien om et bord”!

 Oversættelse fra www.tortula.de af —Lise Brastrup Clasen ©, og design af Lene Byfoged ©

Ja, så skete det, Sigi fik sit længe savnede bord, og straks kom der en fortsættelse af hendes detaljerede beretning på www.tortula.de, hvor Sigi indleder med at skrive:

Da jeg for nogle uger siden fortalte om min gamle Kuhnstue, sluttede jeg med følgende: ”En dag finder jeg helt sikkert bord og stole i passende størrelse til min Kuhnstue, og så kommer de dertil passende gardiner op at hænge, idet jeg allerede det rigtige gardinstof liggende!”

Ja, og nu har jeg et bord, og jeg ved ikke rigtigt, om jeg vil have stolene —jeg har jo bænkene, og jeg synes egentlig, at disse står helt rigtigt med hensyn til møbleringen i stuen, et møbel mere vil faktisk være et møbel for meget. Men her skal I høre, hvordan jeg fik fat i bordet:

I løbet af mit samlerliv har jeg mødt rigtig mange dejlige mennesker.

Men noget helt specielt er mit bekendtskab med Sherri og Steve fra Missouri

Vor lidenskab for de blå (og røde) Kuhnmøbler har ført os sammen. Og sådan kæmper posten sig frem og tilbage med vore hyppige mails , breve og pakker!

For nylig klagede jeg min nød og min skuffelse til Sherri over, at jeg nu gennem 6 år havde ledt efter et passende bord til denne gamle dukkestue, men ganske enkelt ikke havde kunnet finde noget.

Det spontane tilbud kom: Steve vil lave et til dig, send os målene.

Steve har et stort træværksted. Han elsker træ og har selv tegnet og bygget deres hus. Men dukkehusmøbler? Ja, se selv. Også dukkestuemøbler kan han bygge —han har ikke bare store savblade til sin rundsav… men også fint specialværktøj, og har hurtigt fundet sig til rette i Miniatureverdenen.

Allerede efter 18 dage kunne jeg hente forsendelsen hos tolden – af og til kaster toldvæsenet et blik på de små pakker fra Sherri. Når de på deres røntgenskærm kan se de mange små bitte pakker og poser, fatter de straks mistanke til noget kriminelt. Forsinkelsen var selvfølgelig ærgerlig, til gengæld var min glæde stor: bordet passer nøjagtigt, og jeg kunne straks stille det på plads og beskue resultatet.

Ventetiden brugte jeg til at sy gardiner og hynder, samt en pude og sengetøj til den lille vugge.

Skønt jeg er alt andet end en god skrædder, kan jeg dog skabe sådanne småting. Den manglende lyst kompenserede med min optimale glæde, da alt var færdigt.

Mere prekært var farvesammensætningen. Jeg forsøgte lidt med mine små farvebøtter, dog fik jeg på en eller anden måde hele tiden blandet en mørk grå farve sammen.

De originale møbler er over 90 år gamle, og dengang tænkte man slet ikke på hele skalaen af farvenumre.

Jeg tog således klædeskabet med til en forretning med malertilbehør. Her regnede jeg med, at man kunne scanne farven ind og blande en lille dåse.

Men, de var slet ikke begejstrede for mine ønsker – de havde den eller den farve, finito, basta. …. Sådan gjorde man for 100 år siden Og det kendte den unge mand ikke noget til. Nej, den slags kunne man ikke, og de solgte, hvis de overhovedet havde den, kun i dåser med blandinger på 750 ml – jeg skulle således betale knap 40 € (ca. eller knap 300 d.kr.) for en dåse, og det ville jeg ikke.

Imidlertid mødte jeg en ung dame i et byggemarked, hun forstod mit ønske og elskede sit job. Hun kunne dog ikke hjælpe os videre med scanningen, men gav os uendeligt mange farvetavler med ud, og vi kunne så i ro og mag udsøge os den bedste farvenuance – som hun – dvs. Maskinen – derefter blandende. Det var nu kun 375 ml, og vi skulle da også kun betale knap 10 €.

Selvfølgelig malede jeg også benene blå på ovnbænken (ikke fra Kuhn). Nu går det op i en enhed. De grønne ståfødder på ”Pinde-hundene” malede jeg rødbrune. Jeg har altid fundet det lidt skørt, at de stod der på der blå gulvtæppe med grønt ”kunstigt græs” under fødderne.

Meget kan siges om helheden, men bordet, andagtsbænken og ovnbænken er jo ikke originale… Hvad I har helt ret i, og gardinerne og puderne heller ikke. Dette gælder desuden for de to– og firbenede beboere. Det gør ikke mig noget. Jeg ville være glad, dersom det var sådan, men jeg jo skal ikke sælge stuen for højeste bud, blot stille den op i vor dagligstue og glæd mig over den, særligt i mørket, hvor jeg tænder den lille LED-kæde.

En lille hemmelighed bliver dog tilbage i denne stue. Hvad hvisker husherren mon til barnepigen?? Og her, skønt husets frue kun står få skridt fra dem? Der er da vel ikke????

Vi siger tak til Sigi for denne beretning og håber, at I lige som Lene og jeg vil hygge jer med den.

 

MUSEAL – KUHN-DUKKESTUERNE fra 1920erne !

Artikel skrevet af Sigi Ulbrich (www.tortula.de) med Fotos af Sigi og Gerhard Ulbrich ©

 Oversættelse Lise Brastrup Clasen, opstilling og design Lene Byfoged ©

 Vi siger tusind tak til Sigi, der altid beredvilligt lader os benytte sine velskrevne og informative artikler bl.a. om dukkestuer, og vil I læse mere om Sigis samlinger og andre spændende ting, da gå ind på www.tortula.de og åbn alle kommodeskufferne……! God rejse!

Museal – Kuhn-dukkestuer fra 1920er

 Stadig oftere ser jeg på museer de samme skatte, som jeg har i min samling. I begyndelsen blev jeg ikke altid overrasket, når jeg så et skab eller en miniatureting i en museumsvitrine. Imidlertid sker det stadig oftere,. Er min samling på engang nu blevet mere værdifuld? – Nej i princippet ikke! Det er jo stadig de samme ting, som da min samlerlidenskab begyndte. De er bare stadig blevet ældre (akkurat som jeg), og har i mellemtiden opnået museumsagtig karakter. Så enkelt er det bare, man skal blot vente længe nok, så…. Ja, så…..

Da jeg for mange år siden fik min første Kuhn-stue, var den meget fremmed for mig, egentlig slet ikke en rigtig Kuhn, og alligevel en Kuhn… Åh, hvor var det ophidsende. Jeg gennemsøgte hele internettet, men fandt ingen beviser for rigtigheden af, at det var en Kuhn-stue. Godt nok var der æbleblomster på kabinettet, men hvad beviser det egentlig, det kan man højest tage som et fingerpeg!

Undersiden af kabinettet var forsynet med et stempel, det var da altid noget. R. Behle, Frankfurt a.M. og Rossmarkt 23. Dette løb dog ud i sandet, idet begge firmaer var ophørt, og der ikke mere fandtes oplysninger om dem.

Med denne oplysning gik jeg således ikke videre. Ofte tog jeg de få møbler op i hånden, og hver gang jeg igen satte dem tilbage i kabinettet, var jeg overbevist om, at det var fra Huset Kuhn. Det havde ganske megen lighed med mit grønne kabinet (til venstre) fra 1919 – smallere end de nyere skabe, og bemalingen var ikke helt identisk, på en eller anden måde større. Naturligvis legede jeg straks med nogle fotos, da jeg altid har ment, at først, når man studerer fotos nærmere, Ja, og midt i alle disse gåder, forærede min veninde mig en af disse dukkestuer i mindre format. Se nedenunder på første billede. Stuen var indrettet med en ovn, et skab, et kistemøbel, en vugge, et bord, en stol og to forskellige bænke. Hermed var jeg allerede kommet et skridt videre. Nu havde jeg flere holdepunkter vedrørende indretningen, og her først og fremmest den skønne ovn. Nu var jeg næsten overbevist om, at det drejede sig om en Kuhn-stue.

Gennem længere tid så jeg af og til på det tyske og det amerikanske ebay såvel dukkestuer som enkelte møbler af denne serie. I mellemtiden har jeg nu kendskab til tre forskellige størrelser —hvoraf jeg har den lille og den mellemste. Begge stuer har tre vinduer: .til højre et enkelt og til bagest til venstre to vinduer over hjørnet. Sådanne vinduer har jeg ikke set i alle dukkestuer. Jeg kender mellem et og tre vinduer arrangeret i forskellig orden.

Jeg var så heldig at kunne erhverve et dertil passende lot (to stole, et skab og en vægt) i passende farve og størrelse. Nu var jeg således blot interesseret i stolene – jeg syntes, at der burde stå tre stole i stuen.

Jeg købte endnu et lot: Ovn, skab, bord, kommode, vugge og et lille stykke væg. Ved første øjekast er skabet identisk med det i min mindre stue, men ser man nøjere på det, falder det anderledes ud – ikke kun i bemalingen. Ovnen var egentlig lige som den i min lille stue, men falder ved nærmere eftersyn også helt anderledes ud. Sådan er det med håndlavede ting. Man arbejder efter et mønster og en model, og man holder sig ikke altid til forlæggene – man bliver måske distraheret, eller et eller andet går skævt. Med vor tids laserteknik sker den slags afvigelser selvfølgelig ikke.

Nu var det så ovnen, der fik mig i tvivl. Jeg opdagede den nemlig i et katalog fra Erzgebirge. I 30erne udgav Gottfried Hempel fra Olbenhauer Salgslager for Produkter fra Erzgebirge (Olbenhauer Verkaufslager für erzgebirgische Erzeugnisse) et omfangsrigt katalog: ”Das erzgebirgische Schatzkästlein/Den lille Skattekiste fra Erzgebirge”. Jeg vil tro, at det udkom hvert år, jeg har således selv to, og af og til ser man nogle udbudt i det store Onlineauktionshus. Herved har jeg opdaget mange forskellige Forsidebilleder. Disse forsider er stillet op på forskellig måde, men i selve indholdet er der næsten ingen forskel.

Ja, og da så jeg den igen – ovnen. Entydigt, og det kan der ikke være to meninger om. Det var ovnen fra min lille stue. Så begynder man at grunde over det: Kunst fra Erzgebirge og en Kuhn-ovn?

Nu og da udvekslede jeg erfaringer med en samler fra Hessen. Hun har som jeg forkærlighed for Edi-dukker og Kuhn-stuer. Hun er bibliotekar i et industribibliotek. En dag gjorde hun mig opmærksom på en magister-afhandling, som var deponeret i Bayerische Nationalmuseums bibliotek. Emne: Legetøj fra firmaet Kuhn fra 1913 til i dag. Til fordel for Legetøjsfremstillingen i Oberbayern.

Det kan sikkert ikke undre nogen, at dette ikke kunne holde mig tilbage. Jeg fik en aftale i stand med biblioteket, og vi kørte til München. Min mand havde i lang ønsket at kunne slentre uforstyrret en hel dag gennem Det tyske Museum. Intet stod mig således i vejen for en udflugt til den 100-årige historie om de små skabe, senge og vugger. Tidligt om morgenen kørte jeg med sporvognen til museet. De søde og hjælpsomme bibliotekarer havde reserveret en arbejdsplads til mig direkte ved vinduet, således at jeg havde tilstrækkeligt gode lysforhold til min forskning og de planlagte optagelser. Så lod de mig være alene, og jeg havde 6 timers tid til at studere og analysere alt dette. Det var vidunderlige timer.

Jeg var ret spændt, og for at berolige mig selv lidt bladede jeg først forsigtigt i bogen. På side 111 dukkede det første billede op… og jeg troede knap mine egne øjne. Jeg så min lille stue. Virkelig og ægte. En kopi fra kataloget 1927 viste min lille stue. Jeg havde kunnet synge højt og danse gennem biblioteket af glæde. Hermed var denne forskningsrejse blevet en absolut succes. Efterhånden læste jeg hele bogen og erfarede megen viden og nyt over Kuhn. Jeg gjorde notater, glædede mig, når forfatterens konklusioner stemte overens med mine. Jeg fandt desuden i en af hendes teorier forklaringen på, hvorfor stuen fra ”Den lille Skattekiste fra Erzgebirge” udviste så megen lighed med Kuhn-stuerne.

Senere i sporvognen på vej tilbage til hotellet, læste jeg pludselig gadeskiltet: Thiersch Str. Hurtigt ledte jeg i mine notater og fandt faktisk indførelsen: 1913 = Thiersch Str. 1. Selvfølgelig steg jeg ud og tog et billede af huset. Alt andet havde da været en helligbrøde.

At der i husets gård nu ligger et snedkeri med restaurering af gamle møbler, er nok et tilfælde, men for mig var det Prikken over i’et.

Hjemme igen har jeg ommøbleret min lille stue efter illustrationen i kataloget. Sådan bare leg. Til den store har jeg jo endnu ikke passende møbler. Det var fantastisk at stille de originale møbler op efter denne dårlige kopi. Dog har jeg senere igen stillet tingene tilbage, sådan som jeg havde indrettet den tidligere, da jeg fik dem, for jeg bedre kan lide det på denne måde.

Jeg elsker legeværk — som herover i lille og i stor. Derfor har jeg møbleret – så godt det nu kunne lade sig gøre – mine to stuer identisk. Efter flere års søgning har jeg atter fået bid. Jeg har i foråret fundet den rigtige ovn til den større stue (jeg søger stadig videre efter bord og stole). Se engang og klik til venstre på billedet, nu går det allerede helt godt

I denne stue bor der celluloiddukker i ”Størrelse TRE”. Et ægtepar — hun er en 12,5 cm høj: en ”Cellba-Inge”, han er en 14 cm høj skildpadde ”Ingedreng”, og deres gæst er en 14 cm høj Minerva-dukke i folkedragt. Babyen er af hård plastik, tegnet med et kløverblad.

Jeg elsker de små figurer lavet af pinde eller i flad udførelse. I denne stue er der flyttet fire af slagsen ind. I højre bageste hjørne smyger sig en kat fra firmaet Berthold, som også er mester for den siddende soldyrkende kat, de er begge fra 30erne. De passer virkelig godt ind i tidsbilledet og har den rette størrelse. Den hvide og den sorte Spids (hundene) er yngre Rossweinfigurer. Da disse hunde indtil midten af det 20. årh. var meget populære og værdsatte husvenner, syntes jeg, at de passede godt ind her. Min viden om disse figurer, som jeg gennem mange år har samlet ved siden af, har jeg fra Stefan Krauses samlerkatalog. (Sigi har fortalt mig, at firmaerne Berthold og Rosswein fremstillede disse eftertragtede figurer af presset pap, spåner, papmaché, ja endog af papirtyndt træ   – jeg kendte dem ikke, og jeg videregiver hermed disse oplysninger – Lise)).

Den ”Sorte Storspids” var i Sydtyskland en elsket hund hos vinavlerne. Den ”Hvide Storspids” gjaldt som statussymbol hos storhertuger og adel. Man må derfor gå ud fra, at disse to racer egentlig ikke var at finde i samme husholdning. Men det gør de her i denne familie.

En dag fandt jeg endelig den sjældne (passende) kommode. Jeg havde set den to gange tidligere. Den venlige samler, der også gjorde opmærksom på Magister-afhandlingen, sendte mig et foto. Hun havde taget det engang på Frilandsmuseet Bad Sobernheim. Selv om den er svær at genkende, står kommoden uden tvivl der.

Anden gang jeg så og forelskede mig i den var i udstillingsguiden fra Deutschordenmuseet i Bad Merkentheim over vinterudstillingen 2011/2012 ”Trautes Heim/Kære Hjem”. Her er også bord og stole, nok snarere for den lille stue, tænkte jeg. I beskrivelsen fra Bad Merkentheim står, at den oprindelige ejer havde fået dem foræret i vinteren 1930/31.

Nu har jeg altså også sådan en sjælden kommode i min store stue. Den er et pragtstykke og min stolthed.

Kort før jul kunne min veninde Sherri (I husker sikkert julehuset fra hende) i Amerika købe et lille lot: skab, kistemøbel, kommode. Nu har jeg således kendskab til fire kommoder (dressers) fra slutningen af 20erne—begyndelsen af 30erne. Der står sikkert en sådan kommode i andre samlinger. Vær søde at sende mig jeres fotos af den. Jeg glæder mig allerede til at se dem.

En dag finder jeg helt sikkert også det passende bord og de passende stole til min store stue. Og så får den også de rigtige gardiner. Jeg har allerede det gamle stof til dem.

Nu vil jeg til slut nævne målene på stuerne:

Den lille stue er           L x H x D   21,5 x 10 x 14

Den store stue er         L x H x D   31,5 x 16 x 20

Sidste år opdagede jeg i en ”Euro-Shop” ved juletid bittesmå LED-lyskæder. Noget helt fantastisk åbnede sig for mig. Vi har hermed belyst alle de stuer, som ikke kunne belyses, fordi strømtilslutningen ikke var til at få fat i. jeg er meget stolt over denne løsning. Af og til tænder jeg lyset om aftenen, og i den forgangne juletid var det et vidunderligt supplement til julelysene.

Som jeg allerede sagde tidligere, er min store stue den mellemste af disse stuer. Skulle jeg en dag falde over den helt store, så køber jeg den. Nå, og hvordan fortæller jeg det til min mand? Han mener dog faktisk, at jeg allerede har en Kuhn-stue. Men så siger jeg blot: ….. MÆND!!

Nej, jeg er helt overbevist om, at han vil glæde sig sammen med mig!

Kære Sigi, tusind tak for at lade os dele din lange, udførlige og humørfyldte beretning, ja MÆND, jeg (Lise) er nok mere radikal, jeg siger altid: MÆND ER PRIMITIVE, men hvad skulle vi dog gøre uden dem og omvendt.

God læselyst alle sammen   – ønsker Lene og Lise !

Fortsættelse følger.

JUL i dukkestuen

Med hilsen fra Sigi Ulbrich (Tortula) © – oversat af Lise Brastrup Clasen ©

Her i de grå førjuledage har Sigi atter tænkt på os, og vi bringer med stor tak denne fortælling, der som sædvanlig er spækket med Sigis og Gerhards fotos.

Kære Læsere af bloggen DUKKE- & LEGETØJSDRØMME, kære Lise, kære Lene, kan I huske mine store, røde og meget gamle Dra-Kühn-møbler? De havde deres hjem i en gul papkasse til brød fra Lidl. Dette skulle dog slet ikke være nogen varig løsning. Denne dukkestue stod slet ikke godt. Den var anbragt i entreen temmelig højt oppe på en vitrine, og i tidens løb er papkassen blevet blød og ustabil.

Da jeg i november gik og tænkte over, at jeg egentlig gerne ville have en dukkestue med jul hele året, fik jeg den idé, at jeg kunne bruge disse dejlige møbler til formålet, og jeg bad min mands om hjælp til at bygge en stue.

Han var ikke synderligt begejstret – en så stor dukkestue (65 x 40 cm) med en højde på 25 cm ville ikke være helt nem at bygge – og det uden værksted og det rigtige værktøj. Alligevel satte vi os sammen, planlagde og byggede den – på køkkenbordet.

Til overraskelse for os begge klappede byggeriet godt, og vi var så tilfredse, at vi ”Mens limen tørrede” holdt ”rejsegilde”.

Nu er den næsten færdig – den mangler blot en lille dør og en lille alf som husets gode skytsånd (altså ingen Frække Nisser). Døren og julealfen er i øjeblikket en del af Julemandsudstillingen i Hohenlockstedt, det må således vare lidt endnu.- men trods dette er den smuk – næsten perfekt – som jeg blot siger i al beskedenhed.

Min mand har sørget for finish og belysning. I ”Låget” sidder en LED-lyskæde med 10 små pærer, og selvfølgelig har juletræet en lyskæde og er naturligvis stuens pragtstykke: en lille pyramide fra Erzgebirge med 4 bitte små minipærer.

I mellemtiden har denne dukkestue fået sin perfekte beboer. Det er Christina, kaldet Christa, i grøn nederdel, og, hun har julebesøg af sin veninde Angelina, kaldet Angela, i rød nederdel. Det er to modedukker fra Duchess Doll Corporation. De er iført festtøj, helt i stil med den amerikanske julemode.

Den, der ser nøje efter, vil helt sikkert genkende mange amerikanske ”Indslag” i dekorationen. Det er korrekt, og sådan skal det være. Det er en tysk-amerikansk-venskabs-julestue. Jeg blev nemlig opmuntret af min veninde Sherri i Missouri. Hun indrettede for et år siden et helt juledukkehus. Dette har jeg for øvrigt fortalt om i den nye udgave af Tortula – www.tortula.de. I december kan I gå ind på siden blot ved at klikke på Avisen, senere klikker I på 2. skuffe fra oven på højre side af kommoden.

Julestuen står nu atter på vitrinen, men da den nu er belyst, giver det en helt anden virkning. Jeg kan stå i timevis foran den – somme tider henter jeg en lille fodtaburet for at kunne se endnu bedre. Hos os er julestemningen således total. Dog er jeg spændt på, hvordan jeg vil synes om det, når der udenfor er høj sol og 30 grader i skyggen.

Jeg ønsker jer en velsignet julefest og et sundt nytår.

Jeres Sigi Ulbrich

En stor tak og glædelig Jul til jer Sigi & Gerhard også.

Lene

Skuffemøbel – anno 1922 – til dukkehuset !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Fra   YT   til   NYT …

I denne tid ser jeg Fra YT til NYT mandag til fredag lige efter den korte TV-avis på 10 minutter (jeg orker ikke den lange med sport og udpenslet vejrudsigt) !   Og YT til NYT er meget inspirerende, også selv om nogle af resultaterne virker lidt kiksede!

                Forleden kom jeg i tanker om dette lille pæne skuffemøbel, som jeg i sin tid bragte i Nordisk Dukketidende (nr. 26, juni 2003):

                Sådan lavede børnene dukkemøbler dengang. Skuffemøblet er en model fra det engelske børneugeblad PUCK den 22. juli 1922l – whauu hele 95 år siden – hvor man skriver:

Som enhver dreng og pige ved, kan man bruge tomme tændstikæsker til mangt og meget, fantasien kender ingen grænser, og her er en sød idé til dukkestuen, hyg dig, mens det regner, med at lave det allerkæreste lille skuffemøbel.

Dukkehusmor vil blive rigtig glad for det lille møbel og vil straks anvende det som sybord, eller måske Dukkehusfar vil have det som skrivebord, bare de nu ikke bliver uvenner! Men du kan selvfølgelig lave to skuffemøbler, ét til hver.

Du skal brug én tom tændstikæske, en sort perle og en del brugte tændstikker.

Start med at fjerne de afbrændte svovl-ender fra tændstikkerne og klip 4 tændstikker i samme størrelse, disse skal bruges til møblets ben.

For at sætte benene fast borer du et lille hul i hvert hjørne af æsken (du har selvfølgelig først fjernet ”skuffen”). Hullerne skal være lige netop så store, at du kan fastgøre tændstikkerne, og tændstikkerne skal sidde, således at de ikke skraber mod skuffen, når du trækker den ud eller skubber den ind. Benene fastgøres med en lille klat lim.

Det næste, du skal gøre, er at fastgøre tværstængerne om benene (se tegningen af møblet). Tværstængerne er lavet af tændstikker klippet til, så de passer, og limet på med en lille klat lim.

Foran på skuffen syr du den lille perle fast, så har du et håndtag således at du kan trække skuffen ud eller skubbe den ind.

Til slut maler du møblet med flere lag af netop den farve, du synes bedst om. (Du kan lakere møblet bagefter, hvilket gør det mere holdbart (Lise).)

Og så er dit lille møbel færdigt og kan stilles på plads i dukkestuen eller –huset, det var da umagen værd, ikke sandt!!!

God arbejdslyst og hjertelige hilsner herfra  !

 

M i n k r y s t a l – h æ t t e

Med hilsen fra Sigi Ulbrich (tekst og fotos) ©

 (oversat af Lise Brastrup Clasen ©)

Altså, helt ærligt? Hætten er ikke af krystal – ikke engang tilnærmelsesvis, men den er så værdifuld for mig, som var den af det materiale. Nu skal I høre:

 Lad os gå tilbage til den 28.11.2008. På denne dag fik jeg om aftenen en mail fra min veninde Jutta. Hun sendte mig et foto med ordene, se her, hvad jeg i dag har købt på loppemarkedet. For at jeg rigtig kunne se størrelsen, havde hun stillet et 8 cm højt Edi-dukkepar ved siden af. Vi målte alting ud fra Edi-dukker. Vi boede langt fra hinanden og sås ikke så tit, som vi gerne ville. For at vi begge altid hurtigt og helt korrekt kunne vise hinanden billeder af vore skatte, viste vi altid en Edi-dukke sammen med tingene. De to dukker i stuen er 4 cm høje Edi-dukker.

For mig var det kærlighed ved første blik. Straks vidste jeg, at jeg absolut måtte eje en stue magen til. Således var vi begge på udkig efter sådan en stue, og samtidig researchede vi. Endelig og endda ved første øjekast opdagede Jutta den i et katalog fra 40erne . Efter nærmere undersøgelse viste det sig, at det var en stue i skala 1:10. og at det ”kun” drejede sig om én ligebenet ”trekantet” dukkestue.. (en ligebenet trekant er en trekant med to lige lange sider – der findes desuden ligesidede trekanter, dvs. trekanter med tre lige lange sider, da der går fire trekanter af slagsen på en cirkel,, er de fire trekanter i krystalhætten således en kombination. – Red.).

Dog viste denne gengivelse immervæk, at der i sådanne stuer kunne have stået en vugge og et kistemøbel. Da Jutta rigtig gerne ville have begge dele, fremstillede jeg af pap de formentlig manglende møbler, ganske vist efter modeller i større målestok. Dengang tænkte vi ikke over forskellen, og hun blev meget glad for møblerne.

Nu blev det den 3. oktober 2012— Den tyske Genforeningsdag – hvor der var stort loppemarked i Bamberg. Vi havde, som vi gjorde hvert år, tilrettelagt vor ferie, således at vi kunne besøge markedet. Jeg stod tidligt op, og var allerede på pletten kl. 7. Gerhard – min mand og forståelige ven – ville komme derhen senere. Vejret var ideelt, og markedet var endnu større end tidligere. Hen ad klokken 11 var jeg allerede temmelig træt, og pludselig så jeg den. Uden møbler og uden kælder, men en mini-vinkel-stue, og selvfølgelig købte jeg den,. Ja, og så ringede jeg da lige til Gerhard, at han godt kunne afhente mig —jeg kunne ikke mere, nej, jeg ville ikke mere. Min drøm var blevet opfyldt – hvad mere havde jeg at gøre på dette marked. Nu blegnede alt andet.

Da jeg var færdig med at indrette min stue, sammenlignede vi vore stuer. De havde en ubetydelig forskel i målene.

Da fik Jutta meddelelse om, at hun ikke kunne leve ret meget længere. Vi græd sammen, og til sidst forsøgte jeg at trøste hende med disse ord: Nu får du min stue, og du kan slet ikke forestille dig, hvor fantastisk det vil se ud, når du stiller dem ved siden af hinanden.

Det var virkelig en ringe trøst!

Ja, og så stod begge stuer til sidst ryg mod ryg på bordet hos os. Vi har et rundt bord i arbejdsværelset, og her fik de plads. Jeg købte en drejetallerken af træ på 40 cm i diameter. Ja, jeg indrømmer, at det var en ostetallerken, men den passede hårfint til formålet. Nu kunne jeg dreje en side hen mod mig, således at jeg kunne se den del, jeg gerne ville. Der var fire indstillinger. De to stuer og de landskaber eller den have, som hørte til.

Der var blot den ulempe, at hver gang vi luftede ud i arbejdsværelset, væltede de små stole eller flere andre ting. Ellers har vi stillet alle de mindste stuer under en smuk og meget dyr hætte af akrylglas. Det ser meget sofistikeret ud, giver så godt som ingen spejlreflekser og beskytter for vind og vejr, støvsugere og uforvaret berøring. Selvfølgelig ville Gerhard straks bestille en hætte til disse to dyrebare stuer —men desværre, de findes ikke i rund udgave. Vi søgte på internettet og fik hele tiden det svar, at den vil blive for tung og for dyr. Ja, vi skulle af med ca. 500 € (ca, 3.650 danske kroner — Red.) for en sådan hætte.

Efter nogen tid manglede en lille bitte vase, jeg regner med, at støvsugeren har ædt den. Nu måtte der gøres noget. Jeg bestilte på nettet en ganske tynd træskive på 42 cm i diameter. Dette gik uden problemer, jeg måtte blot købe den næststørste skive, som blev sendt til mig udfærdiget med 42 cm.

Denne skive tog jeg som en prøve og klippede af klar lysfolie et låg, hvilket var det første, det mindste og det enkleste trin.

Af tynde firkantklodser lavede jeg et kryds. Dvs. at jeg i midten havde filet en not/rille. Nøjagtig så lang, at krydsningen blev plan. Derpå isatte jeg rundholter som støtte.

Og ja, jeg havde den følelse, at limen nu skulle tørre. Ved første forsøg kom de minimale størrelsesforskelle graverende til syne, og jeg måtte indsætte udligningsstykker.

Så vidt, så godt, jeg havde en bund, og jeg havde et låg. Nu manglede jeg blot det virkeligt vanskelige mellemstykke. Kender man diameteren, kan man via formlen beregne, hvor stor omkredsen er. I min klokkes tilfælde var den 132 cm. Jeg blev da klar over, at min lysfolie ikke var tilstrækkelig. Arkene er DIN A1 (594 mm x 841 mm), altså måtte jeg tilføje stykker. Det blev nødvendigt med to sømme.

Men hvordan kunne jeg føje det sammen på stabil måde. At lime holdt jeg for uigennemførligt. Der ville komme for stærkt tryk på klæbestedet. Jeg ville til at sy, men da gjorde Gerhard mig opmærksom på, at sømmestederne ville få så skarpe kanter, at tråden hurtig ville blive skåret over. Åh, sådan en ”Drillepind/Ødelæg bare fornøjelsen”!.

Jeg var ved at pakke en lille dukke ind, som jeg ville sende til en veninde. I Tyskland er der jo praktiske og gunstige forsendelser. Det pakkede holdes sammen med clips, fast, men er dog nemt at åbne igen. Det var løsningen, hurtigt og effektivt. Nå, ja, måske rent optisk ikke sååååå smukt, men heller ikke dårligt, og….. da jeg anbragte dem på højde med støtterne, gik det ikke ud over helhedsindtrykket.

Jeg har ved tilskæringen af begge sidedele lagt 4 cm til. Ved lukningen af cirklen har jeg foroven og forneden ligeledes bøjet 2 cm om, og hele vejen et indsnit på 1,5 cm. På denne måde skulle det lykkes mig at få en smuk runding og ingen hjørner. Det lykkedes virkelig. De nederste ”flapper” lagde jeg ind under den ekstra træbund og fastgjorde dem med heftestifter. For at være på den sikre side skruede jeg bundpladen fast på drejepladen. Nu kom det store øjeblik:

Jeg lagde endnu en skive af grønt karton ind og stillede begge stuer ovenpå. Det grønne karton illuderer en passende havefarve.

Stuerne passede nøjagtigt, og også mit støttekryds gled lige ind på plads.

De næste timer er således et højdepunkt i enhver samlers hverdag. Min mand gav storsindet afkald på sin middagsmad og smurte sig et rundstykke. Men jeg, jeg kunne indrette de to små stuer og udstyre dem med det allermindste tilbehør, jeg kunne finde i mine kasser. Nu skulle der ikke gå mere tabt. Men alligevel fastgjorde jeg nogle småting med ”miniprikker” – I ved nok, med disse små, glasklare klæbeprikker.

Da alt var færdigt, lagde jeg låget på. Ja, ikke mere. Låget ligger med sin egenvægt rigtig godt. Ganske vist er hætten ikke helt tæt, men dog overvejende en beskyttelse mod støv, samt også mod vind og pilfingre…

Naturligvis kunne en hætte af akrylglas måske være meget smukkere, og dog, denne selvbyggede hætte gør det ud for det samme. Jeg har alt i alt betalt mindre end 30 Euro, og jeg havde stor fornøjelse af at bygge den, den er næsten af krystal— i hvert fald efter mine forestillinger.

Når jeg sidder her foran og betragter disse henrivende små stuer, forestiller jeg mig altid, hvordan Jutta oppe på sin sky sidder og kigger og holder tommelfingeren opad.

Ja, jeg er sikker på, at hun vil synes supergodt om min krystal-hætte.

Og hermed det flotte resultat.

To små Stuer og to små haver under samme ”Hætte”!

 

Kære Sigi –

Vi siger tusind tak for din rørende fortælling og for at få del i dine kreative ideer, som helt sikkert vil inspirere mange samlere. (Og hils Drillepinden Gerhard, hvis gode råd viste sig brugbart)!    

Lise      

Også en kæmpestor hilsen og tak fra mig Sigi. En meget interessant og lærerig artikel.

Lene                    

En forretnings forvandling

© for tekst og billeder Lene Byfoged

Forretningen, som den så ud, da jeg købte den.

Sidste år så jeg i Ruth og Signes genbrugsbutik på Sejerø en dejlig købmandsforretning. På det tidspunkt vidste Ruth ikke om den skulle sælges, men pludselig var den til salg og efter lidt betænkningstid kontaktede jeg Ruth og fik til min store glæde lov til, at købe den. Hvorfor jeg  ikke straks købte den, skyldtes simpelthen pladsmangel. Men så var her jo lejligheden, til at få ryddet på mit dukkeværelse og sikke en masse, man får samlet sig. Der blev sorteret godt og grundigt og nu står forretningen fint på en hylde.

Forretningen uden indhold.

Efter at have kigget godt på den, besluttede jeg mig til, at de rustne håndtag på skufferne og rammen i hjørnet, ikke kunne blive pæne igen, så jeg fjernede dem og så skulle jeg beslutte, hvad forretningen skulle sælge. Jeg besluttede, at det skulle være en legetøjsforretning og da indehaveren af forretningen elsker engle, måtte det blive en kombination af disse ting.

De købmandsvarer, der fulgte med, kan jeg bruge i en anden forretning jeg har, i underetagen af et hus. På nuværende tidspunkt sælger de brød og grøntsager, så de kan sagtens udvide sortimentet.

Nu er forretningen vasket af og forsigtigt restaureret, da jeg gerne vil have, at den står så autentisk som muligt og jeg syntes ikke det gør noget, at man kan se, den har været elsket og leget med.

Nu kommer det sjove, forretningen skal indrettes.

Den færdige butik.

Der er ting der skal udskiftes hen ad vejen, men det er sjovt, at lede efter dem på diverse loppemarkeder og i genbrugsbutikker.

Jeg har handlet i England, Frankrig, Holland, Sverige, Hongkong og Danmark for, at få nogle af de ting, jeg gerne ville have i forretningen.

Dukkehusene og samlesættene er købt i Danmark. Den skønne bamse i England og bøgerne i Sverige og Danmark. Det søde skilt er købt i England.
Indehaveren af forretningen. Under disken kan man bl.a. se udklipsark, jeg har nedkopieret, så de passer til 1:12.
Den gamle Kewpie og dukkevognen, er fundet på et loppemarked.
Lidt flere af varerne. I rullerne er der malerier af engle, der måske skal rammes ind, hvis de får ny ejer.
Disse to fine Erzgebirge englestager, er jeg særligt glad. De er også i 1:12 og købt i Holland.
Et kig mere på forretningens udvalg.

Jeg er rigtigt meget glad for forretningen og glæder mig til, at finde nye og spændende varer til den. Og nu må jeg vist komme videre med den dukkestue, jeg var i gang med at restaurere, da jeg købte denne forretning, så den også kan blive færdig.

Serveringsbakker til dukkehuset/stuen !

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Serveringsbakker til dukkehuset/stuen !

 Hvor stiller man f.eks. dukkehus-glassene efter opvasken, eller hvordan serverer man en lille anretning? Her er løsningen med vejledning til små serveringsbakker (eller måske te-bakker) til dukkehuset!

Billede1

 

Den traditionelle bakke med servietter - Og den mere fantasifulde !
Den traditionelle bakke med servietter –
Og den mere fantasifulde !

 

 

 

 

Til en bakke skal du bruge: Fast karton på 4,5 x 3,5 cm, en hobbykniv (hos os kalder vi dem Stanley-knive), 4 tændstikker af de ekstra lange, flydende lim, brun akrylfarve, pensel, et stykke fint lærred eller lignende vævet stof på 6,5 x 5,5 cm, en kraftig nål, spray som forhindrer, at stoffet trevler, en cocktailpind og en lille ring (eller et stykke bøjeligt metaltråd i ”sølv eller guld”)!

 Det rektangulære stykke karton er basis (bund) til bakken. Med hobbykniven skærer du 2 af de ekstra lange tændstikker til i begge ender— vær omhyggelig med at skære enderne lige og jævnt til. Disse stykker gør det ud for forstærkning og kanter på bakkens lange sider. Lim først det ene stykke på en af kartonstykkets langsider, således at kanterne flugter med kartonstykket. Gør det samme på modsatte langside, om nødvendigt skærer du kanten glat til.

Når arbejdet er tørt, skærer du de to korte ender til, limer dem på og lader arbejdet tørre.

Derefter maler du hele bakken med brun akrylfarve og lader den tørre, hvis du synes, giver du arbejdet endnu engang farve og lader det tørre.

Af stoffet klipper du en rektangel på 4 x 3 cm, således at det passer i bakken. Med nålen laver du frynser på alle fire sider og giv dem en omgang spray, således at servietten ikke trevler op. Resten af stofstykket bruges til en serviet, som frynses op på de lange sider. Rul servietten om en cocktailpind og skub den lille (serviet)ring ind over. Træk derefter cocktailpinden forsigtigt ud igen (du kan eventuelt kaste over enderne på servietten)!

Vil du fremstille en anden type bakke, f.eks. Uden servietter, kan du male arbejdet i lys grundfarve med f.eks. grønne kanter og et broget blomstermotiv eller andet på midten. som du ved, kender fantasien kun dine egne grænser!

Billede3

Kartonstykke, ekstra lange tændstikker, samt placering og tilpasning af bakkens kanter !
Kartonstykke, ekstra lange tændstikker, samt placering og tilpasning af bakkens kanter !

Billede6

Bakken males, og der laves servietter ! Vupti - færdig !
Bakken males, og der laves servietter ! Vupti – færdig !

God arbejdslyst – nu har du endnu en lille nyttig ting til dukkehuset/dukkestuen !

 

 

Skabt af nød – en lille bondestue fra Wirsberg

Tekst og fotos: Sigi Ulbrich— www.tortula.de – ©

 (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

 Denne dukkehusfortælling er et unikt stykke historie, som Sigi Ulbrich fortæller på sin blog: tortula.de, og som jeg med glæde og interesse har læst og oversat, og som jeg med Sigis tilladelse her giver videre til jer. Hermed hendes spændende beretning:

 Jeg har aldrig rigtig tænkt over, hvad (Berufsverbot) Erhvervsforbud egentlig betyder, og herved mener jeg, hvilke indvirkninger dette har på den berørte person og dennes familie.

Erhversforbud (Berufsverbot) betegnes som en statslig myndigheds bestemmelse, som forbyder en person eller persongruppe at udøve visse virkefelter. (I en af mine tysk-danske ordbøger er begrebet forklaret således: forbud mod ansættelse af politiske ekstremister i offentlig tjeneste – Lise Brastrup Clasen).

Sådan står det beskrevet i Wikipedia, og sådan efterleves det for tiden i Tyrkiet. Men hos os i Tyskland? Tja, i fortiden havde vi naturligvis også meget af den slags. I tiden fra 1933 til 1945 og senere oplevede man bagsiden af medaljen.

En af dem, der blev ramt af dette i efterkrigstiden, var Friedrich Karl Boehner – eller som han hellere kaldte sig ”Fritz Boehner”. Han var til krigens afslutning en kendt og elsket filmproducent. Hans filmstudie lå i Gorbitz/Dresden. Kroen ”Zum Reichsschmied” (Hos Rigs-Smeden” ) fra det 19. årh., hvor der engang var   selskabslokaler med plads til 900 gæster, blev i 1938 erhvervet af Boehner og bygget om til Boehners filmatelier.

Efter i marts 1945 at være flygtet fra Den røde Hær vendte Boehner først hjem til sin fødeby. I 1946 kom ekspropriationen i Dresden, og da det føltes mest praktisk for ham, flyttede han kort efter DEFA til nogle bygninger, hvor han oprettede DEFA-filmstudiet med henblik på produktion af populærvidenskabelige film. I 1955 skiftede man over til tegnefilm, og indtil 1990 var han den kendteste tegnefilmproducent i DDR. Her skabte han talrige kendte dukke– og tegnefilm for børn, men udførte desuden bestillingsopgaver til DDRs fjernsyn og offentlige arrangementer. For nogle år siden var vi på de kanter og så huset, men det sagde os ikke ret meget.

Og nu spørger I sikkert, kære læsere, hvordan det er lykkedes mig at bygge bro fra filmproducenten Fritz Boehner og over til en lille bondestue – Svaret er ganske enkelt: Han har bygget bondestuerne.

Efter flugten i 1945 og ekspropriationen 1946 forsøgte Boehner sig først i Wirsberg/Oberfranken— i nærheden af sin fødeby Erlangen— at etablere sig med en ny filmproduktion. Men den amerikanske besættelsesmyndighed nægtede ham tilladelse.

Tvunget til arbejdsmæssig lediggang søgte han efter en ny indtægtskilde og fandt netop denne i nødkvartererne i Wirsberg. Her byggede han sammen med hjemmearbejdende mennesker— overvejende flygtninge fra Øst, der ligesom han havde fundet husly i disse barakker— små bayriske dukkestuer. Hans målgruppe var de amerikanske soldater, der skulle hjem, derfor skulle dukkestuerne være små, stabile og til en overkommelig pris. Produktionsomkostningerne blev indskrænket til absolut minimum.

Jeg ledte meget længe efter Wirsberger dukkestuerne. I januar 2012 blev endnu engang en stue sat på auktion på Ebay, og den 29.1.2012 bød jeg på den. Den blev udbudt som ”Bayrische Puppenstube Made in US Zone Germany” (Bayerisk dukkestube produceret i Den amerikanske Zone i Tyskland). Den blev min for 22,50 Euro. Det var fordelagtigt, da den lå i sin originale æske. Men man ser sjældent salg til højere priser, selv om mange sælgere drømmer om en højere pris.

Hvor jeg end så disse stuer, var indretningen den samme. Kun gardinerne og puderne var i andre farver, materialer og mønstre. Et sådant udstyr var ofte usædvanligt at finde i så små stuer. Meget sjældent kunne man genkende en tidligere ejers kærlige hånd. Dette undrede mig meget, men da jeg åbnede låget på den smukt trykte æske med min stue, fik jeg forklaringen.

De små møbler er limet fast, dvs. i 1947 – med en lim, som sikkert har været fyldt med skadelige stoffer, men til gengæld har været virkelig stærk, og som efter 70 år stadig holder.

Glad som jeg var, skrev jeg til mine veninder om dette køb og …. Overraskelse! Stefanie Ludwig skrev tilbage ”Jeg har også én!” Og selvfølgelig måtte jeg vide mere om den. Hun kunne dog ikke fortælle mig ret meget. Ifølge beretninger fra sin Mor og Far havde de i slutningen af fyrrerne modtaget denne dukkestue som betaling fra en kunde. Hun huskede, at hun af og til sammen med sin mor havde set på denne stue. Men hun havde ikke leget med den.

Nå ja, det gik jo heller ikke, da dukkestuen ikke er egnet til leg. Desværre står den godt pakket væk bagest på familien Ludwigs loft. Men, hvilken lykke, Steffie har fundet ældgamle fotos (1975) frem, som jeg fik lov til at vise her. Disse fotos har ganske vist lidt under opbevaringen i over 40 år, men…. Min mand ”fotobearbejdningskunstneren” har med tålmodighed og Photoshop sat dem sammen –  til en dobbeltstue – og det synes jeg, han har gjort godt.

Straks da jeg pakkede stuen ud, opdagede jeg de tre vinduer med de malede skodder. Min mand kunne slet ikke lade denne chance gå fra sig og lavede straks en af sine yndlings: ”Se blot her-optagelser!” Mini-Edi ,med den lille blå hue – en gave fra min veninde Jutta – flyttede ind i stuen til billedet… Nu er jeg slet ikke for så meget dikkedik, men her må jeg ganske enkelt sige: ”Åh hvor sødt!”

Farven i stuen skal man sikkert vænne sig til. Jeg husker disse farver ganske godt. Man må ikke røre ved dem, så smitter de af og forsvinder. Kridt! I min barndom havde vi sådanne farver på væggene i toiletrummet. Man måtte ikke se på dem med hvasse blikke, for så smuldrede de. Således også her i ”Den pæne Stue”. Men ellers har der aldrig været leget med den, den er hverken til støvet eller gulnet. Som ny!

Fra den første prøveopstilling med ”Ubegrænsede muligheder” – en Edi-dukke – den bliver i stuen. Hattebæreren flyttede ind her – dog er det ikke godt for et menneske at være alene. Han måtte have en kone. Jeg klædte en lille nøgen Edidukke på ved mit køkkenbord. Jeg var ikke helt tilfreds med resultatet. I mellemtiden har jeg med et lille trick gjort ovedelen mere påfaldende. Nå, det er egentlig også lige meget. Det allerbedste er i virkeligheden kosten, sådan en lille bitte kost har jeg aldrig før set. Jeg fik den engang af Gabo Richter. Jeg vil forfærdelig gerne vide mere om, hvor denne kost stammer fra.

Man kan ikke vide alt om alting!

Den pæne Stue

Bordet er dækket til et måltid med brød, hvad man ikke nævnte under auktionen. Under en anden auktion mangler disse ting fuldstændig. Man har lov til at være heldig: Et ølkrus og to skiver brød – sandsynligvis med Obatzter (Obatzda eller Obazda) – som pålæg (Obatzter er en osteret fra Bayern og kan staves på flere måder –  Lise Brastrup Clasen). Denne ret ligger på et ”træbrædt” af pap, og yderligere tre smørbrikse står på bordet. Således kan den nye husherre gå direkte til bords. ”Dös is pfundig!” som man siger i Bayern: Det betyder ”Det er storartet!”

Det er også smukt at betragte det sarte kalenderbillede. En afrivningskalender! Den passede så godt til stuen på den tid – i dag findes sådanne kalendere næppe mere. Jeg havde en, da jeg var 6 1/2 år gammel. Her stod hver dag et nyt bibelsk vers. Desværre var alle årets blade revet af allerede i marts. Da havde min bror fødselsdag, og jeg ledte efter et smukt vers, som jeg ville skrive på et stykke papir som fødselsdagsgave til ham – jeg kunne virkelig både skrive og læse allerede som 5-årig, jeg var umættelig med hensyn til eventyr og fortællinger. Mine søskende havde ikke lyst til at læse det højt for mig, som jeg gerne ville høre, derfor lærte de mig at læse. Men siden dengang har jeg elsket afrivningskalenderne.

Ser man nøje efter, opdager man, at også Steffies kalender er tiltænkt år 1947, og at også her ligger noget på bordet. Jeg går ud fra, at der lige som hos mig er dækket op til et måltid med brød. Som forventet er gardinerne og puderne også af helt andre stoffer end i min stue. Det er bare sådan, at man har brugt, hvad man havde i kludebunken. Jeg er glad for, at jeg kun har gennem beretninger har hørt om de tider.

En af disse store puder ligger på hjørnebænken i stuen. Den er stoppet fast. Den er af stormønstret skots ternet groft stof, sådan ville en pude ikke se ud i dag.

Ved begge vinduer hænger et glat lyseblåt gardin af fint bomuldsstof. Der er ikke isat glasruder. Gardinkapperne er fastgjort med blot ét søm, og af og til må man rette på dem, således at de sidder lige.

Kakkelovnen er udpræget smuk, og man kommer straks til at tænke på de kolde vinteraftener med stegte æbler.

Det lille vægur er ganske flot. Pendulet er en lille tråd. I modsætning til uret i en artikel, jeg engang læste i Bayrischer Rundschau, viser mit ur kl. 2, og jeg tror, at der mens kl. 14.00. For øvrigt viser urene til modeljernbaner overvejende 5 minutter i 5.

Soveværelset

Soveværelset er malet i en rød farve, som nærmest går over i orange. Iøjnefaldende er den nydelige spejlkommode. Det lille spejl er bare et tykke sølvfolie. Men alligevel!

De tykke puder og dyner i sengen var overraskende: to stk. med fast stoppede grove betræk. Også her igen i et ret stort mønster. Puderne i den lille bitte vugge er lige så stormønstrede og fast stoppet.

Puderne er limet fast i vuggen. Men jeg synes nu, at der skal ligge en baby i vuggen. Jeg løsnede forsigtigt puderne – det gik heldigvis godt og uden at beskadige puderne – og jeg fandt en passende baby til familien.

Babyen er af hårdt plastic fra ”Plastic Baby”, jeg mener, den er fra 60erne. For at det skulle gå hurtigt, har jeg bare hæklet en enkel løjert til den, dvs. ingen lille jakke eller små sparkebukser. Det er nemt at se størrelsesforholdet sammenlignet med 1 cent mønten.

Det ser ud til, at vuggen er limet skødesløst fast. På farven ser man, at den ikke senere er faldet af, men er blevet malet i denne tilstand. Hurtigt og ikke dyrt var mottoet i barakkerne i Wirsberg.

De rosa gardiner med diskret mønster er limet fast til gardinstængerne, ogg disse er derefter sømmet fast til stuevæggen. Sengeforliggeren er limet fast til gulvet. Den er helt enkelt lavet af en stykke uldstof. Den lille dug på frisérkommoden er ligeledes af et fastlimet stykke stof.

Klædeskabet er af en træklods. Ser man nøje efter, har den en lille krone, og man kan da forestille sig, at et sådant miniatureskab kunne have Kuhns dukkemøbler som forbillede. Skabsdørene kan ikke åbnes. Skabet er limet på en tynd bemalet plade. – I skrivende stund ved jeg ikke helt, om pladen er af pap eller tyndt træ. Som det ofte kan ske, er pladen gået lidt løs, hvad overrasker meget, da alle dele er klæbet fast med en meget kraftig lim, og man kan næsten ikke forestille sig, at sådan et lille hjørne kunne gå løs.

Betragter man dukkestuen udefra, kan den kun betegnes som virkelig rustik. Med undtagelsen af skodderne, er den absolut fremstillet af råt, ubearbejdet træ. Næsten ikke slebet. Men det gør stuen charmerende, ikke sandt? Den tykke bundplade – med den store indfatning i ”Den pæne Stue” – har en revne i venstre side. Heldigvis er denne revne stadig begrænset og løber ikke gennem hele konstruktionen af huset. Kigger man efter på undersiden af stuen, ses tydeligt, hvorledes revnen stopper ved logoet. Mon revnen kan bremses med papirlim? Det håber jeg. Iøjnefaldende er de relativt tykke søm, som holder sammen på huset.

Mærkningen af Wirsbergerstuen får dig til at ønske mere viden — ud fra den betragtning, at man ikke ved ret meget om Wirsberger værkstederne.

Made in Bavaria! (Fremstillet i Bayern) … Mon situationen i 1947 virkelig var så uklar, at man i Wirsberg har drømt om en selvstændig stat? Nå, ja, i mellemtiden ved man nu, at det havde set mere realistisk ud med betegnelsen Made in Germany (Fremstillet i Tyskland).

Selv om man klart og tydeligt stadig kan læse de viste papirlogos og stempler, kan man i dag ikke finde mere om Wirsberger Værkstederne, men i det mindste findes der endnu i dag i München en erhvervssammenslutning. Jeg holder af standhaftighed, som for mig ikke betyder stilstand, men sikkerhed.

Huset, møblerne, ja også æsken er malet hhv. dekoreret med hjerter og kornaks. Særligt aksene er påfaldende. Det som ved første øjekast ser ud som en stiliseret blomst, f.eks. på kakkelovnens krone og omkring spejlet på frisérkommoden, går igen på huset. Også hjerterne er sammenfattet til en ”blomst”.

Hermed nogle tekniske data for Wirsbergerstuen, når der ikke er angivet andet, forstås målene som bredde x dybde x højde i cm:

Æsken: 32 x 14 x 11

Selve kassen: 29,6 x 12 x 9

Stuen indvendig: 13 x 11,5 x 8

Klædeskabet: 7 x 5,8 x 2

Himmelsengen: Længde 6,4 x 4 x 5,8

Kisten: 4,6 x 2,3 x 4,6

Bordet: 5 x 3 x 3

Gardinstænger: Længde 5

Stole: siddehøjde: Højde: 2

Vugge, indvendig: 2,7 x 1,8

Vugge: Højde 2,5

Kalender 2,8 x 1,5

Urskive: 1 x 0,8

Ølkrus: Højde: 0,8

Som altid hos mig holder hund og kat og frem for alt en lille skildpadde indtog i stuerne, både i dem hvor der bor mennesker og i dem, hvor der bor dukker.

Min mand har til dukkestuen fået fremstillet en smuk overdækning mod støv. Sådanne kasser er ganske vist ret dyre, men beskytter næsten 100% mod støv. Frem for alt bruger jeg dem for at undgå, at de bitte små ting falder ned og forsvinder i støvsugeren for aldrig at blive fundet igen.

En henrivende lille dukkestue – også selv om den absolut ikke var egnet som legetøj.

Den lille Kuhnstue i trækassen ved siden af er beslyst, hvad jeg naturligvis syntes var meget smukkere. Da der så for nogen tid siden kom en tredje lille dukkestue hen i dette hjørne, gik jeg i gang med at løse ”Problemet”. Jeg indkøbte bitte små lyskæder med batteriet og LED-teknik. Nu har vi ingen mørke kroge i vor opholdsstue. Batterierne holder evig med disse LED-kæder.

Så smukt !

 Hvad der under alle omstændigheder skal nævnes: Fritz Boehner modtog i 1956 ”Das Bundesverdienstkreuz 1. Klasse”! (Fortjenstkorset af 1. klasse = en Stor orden i Forbundsrepublikken)!

Kære Sigi, vi siger hermed tusind tak for din dejlige og unikke beretning om tiderne efter 2. Verdenskrig!

Lene og Lise!