Mit hus i (fra) Fischbachau – sådan blev det

Text: Sigi Ulbrich – www.tortula.de

Foto, når intet andet er nævnt : GMUwebSign

Udgivet d. 14. september 2022.


Man må sige at Sigi Ulbrich er et energibundt. Jeg bliver helt forpustet og lidt misundelig, på alle de projekter, hun har gang i og bliver færdige med. Stor respekt for det.

I dag endnu en dejlig og inspirerende artikel, om et af hendes fine huse.

Det er et år siden, jeg fortalte, at jeg nu er den stolte ejer af et Kuhn-hus fra 1960’erne.

Jeg ville give mig selv god tid til, at indrette huset, til at fylde det med liv. I disse dage er det færdigt. Jeg er meget stolt af resultatet, og jeg vil gerne vise jer, hvordan det blev.

Dette er Meyers. De var ikke med, da jeg købte huset. Men da sælgeren fandt ud af, hvem køberen var, sagde hun, at hun ville sende mig alt det andet, der fulgte med, da hun købte huset. Simpelthen så dejligt. Det var jeg selvfølgelig meget glad for. Det vil jeg gerne, endnu en gang, takke hende for. Der kom en hel pakke med dukker og miniaturer. Jeg ville ikke have alt i huset, men selvfølgelig skulle denne lille Erna Meyer-familie flytte ind i huset.

Den enlige far Fridl (Fridolin) Meyer, bor i dette smukke hus sammen med sin datter Fannerl (Franziska) og sønnen Ferdl (Ferdinand). Jeg ville faktisk lede efter en kone og mor. Men nu kan jeg godt lide trioen, som den er. Forrest kan man se den smukke røde “Fine stue” og Fannerls værelse. Hvor far og søn sover, forbliver en hemmelighed.

Fridl, Ferdl og Fannerl er er Bayriske øgenavne.

De dyr, der bor i mine stuer, skal overholde mine regler. Det betyder, at alle skal opføre sig ordentligt og ingen må skade andre.

Den obligatoriske skildpadde er en gave fra Sherri. Bagbenene er bevægelige, så hun kan også kravle, som en skildpadde. Glasfuglen kommer fra Schwarzwald, fra glasfabrikken Hofgut Sternen i Ravenna-kløften i Höllental. Fisken er en miniature fra Asien. Frem til 1960’erne havde mange familier i Tyskland, faktisk en guldfisk i en krukke på stuebordet – en frygtelig tanke. Den lille grå mus, der titter frem af osten, er også fra Asien. Egernet er en Schleich, en mini fra 70’erne. Den lille gravhund også. Den er blød – ligner vinyl. Jeg købte hans storebror på Etsy. Den er støbt af hård plast. Jeg kender ikke producenten. Den sorte kat er nem nok. Den var allerede klistret til i hjørnet af huset, da det blev købt. Jeg fandt det ikke generende, og min mand syntes, det var rigtig godt. Så jeg prøvede ikke engang at fjerne den.

Huset har en stor altan og en lille have – begge skal plantes til. Altankasserne manglede ved køb. Steve byggede nye til mig. Jeg har plantet dem med tidssvarende blomster fra Stublu. De røde blomsterkasser er også fra Steve. Sherri malede dem. Vi så engang lignende kasser på internettet, dem brugte de som skabeloner. Svanen med planten – nyere – er også fra Stublu. Den røde blomsterstand med plante er fra Kuhn, kun få af disse stande har overlevet tidens tand. I slutningen af ​​1980’erne og begyndelsen af ​​1990’erne, var standen en del af Kuhn-serien. Den malede blå porcelænsvase er fra 1950’erne. Voksbuketten er nyere, og nej, den er ikke af Agatha Christie, og Margaret Rutherford kigger heller ikke forbi til en kop te. Trævasen fulgte med, den har kun fået lidt maling. Blomsterne er fra 1970’erne. Keramikkrukken er – inklusive blomsterne – fra 70’erne. Sherri gav mig den dekorative plantekasse. den er lavet af gips. Hun malede den, helt efter min smag.

I sommeren 2020, altså imens verden gik i stå, vævede jeg tæpper. Jeg brugte kun en kurv, som væv. Jeg skærer en “båd” ud af pap og bruger en stor hår kam. Før hen brugte jeg en stor nål, i stedet for pap-shuttlen, hvilket virkede bedre, men jeg skulle altid trække den lange tråd bagefter. På kammen fjernede jeg hver anden krog. Så gik det rigtig godt. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få en rigtig lige solid kant.

Senere købte jeg en lille væv. Man kan købe alt på internettet. Det var selvfølgelig nemmere, og jeg havde metalstænger, til den lige kant. Strømpegarn er ideel til tæpper, men mine bliver desværre stadig ikke rigtig gode.

Lige som et tæppe, bringer hygge ind i huset, så er der brug for miniaturer til, at skabe en beboet atmosfære.
Her miniaturerne fra venstre værelse – stuen.
Tapetet er håndlavet af Sherri ved hjælp af knudeteknik. Broderet med en tråd. Så et vidunderligt, meget fint håndarbejde. Eventyrbogen: “Ulven og de syv små geder” er en rigtig bog, som man kan læse i. Vægpladen og porcelænsbilledet er fra 1950’erne. Vægvasen med chenille blomster også. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om disse er af Paul Herberg, men det formoder jeg. Alt bordservice (flere stykker service er i buffetskabet) er fra 1940’erne og produceret i Erzegebirge. Træet og rytteren er også fra Erzegebirge. Vi tog dem med fra Seiffen. Lysestagen kunne være lavet af Volker Arnold. www.va-holzkunst.de Han laserer lysestager (og mange andre ting) til dukkehuset i alle størrelser. I de rigtige farver, kommer selvfølgelig hele skønheden til sin ret. Det kommer fra “tillægspakken” fra hussælgeren. Hjortehovederne er en gave fra Steffi. De er håndlavede, af en miniaturist fra Hessen. Steve klippede og polerede skjoldet. Uret er et ægte Kuhn-ur fra 1930’erne. Den røde tråd glasvase er fra Lauscha.

Her er miniaturerne fra værelset til højre, datterens værelse.
En farverig blanding af gammelt, nyere og nylavet. Geli havde andagtsgenstandene med, direkte fra Rom. De to spånpladekasser, er også fra hende. Hun malede dem “på Kuhn”. Bamsen er også hendes – den plejede at være en nål. Lysestagen, vækkeuret og dukkevuggen er ret gamle, de er fra Erzegebirge Bogen er rigtig, den kan man læse i – den er ny og er købt på ebay. Anden var en nål. Sysættet kommer fra Asien. Hjertet er lavet af små perler, der er limet fast og formet. Den lille flaske er håndværk. Perlerne er fra smykkedesigner Ung. Græskarret er lavet af gips. Steve klippede og pudsede det store skilt, til andagtsgenstandene efter mål. De blå og hvide blomster er en applikation.

Forsiden af ​​huset er aftagelig. Så væggen, altanen, vinduet, døren, vinduet og katten kan fjernes og lægges til side. Først da ser man de to rum.

Ligesom i vores hjem er altanen endnu et rum, der er bruges til beboelse. Tre liggestole giver familien mulighed for en hyggelig siesta. En skildpadde bor i sin lille “bod”. Frem til 1970’erne levede der faktisk mange skildpadder i tyske husholdninger – desværre alt andet end artsegnet dyrehold. En urtepotte, en vandkande og en havenisse står på et lille rødt Kuhn-bord. Fannerl glemte sin dukke på liggestolen og Ferdl hængte sin drage på væggen. Far Fridl har gjort sig godt tilpas med en thriller og en sodavand .

En i familien må være en passioneret hobbygartner. Det er i hvert fald grønt og der er blomster overalt – selvom det allerede er oktober. Ikke svært at se, på græskarret ved siden af ​​hoveddøren. En havenisse står til højre og en til venstre for trappetrinet. Ifølge Wikipedia er der omkring 25 millioner, af disse elskelige små havehjælpere i tyske haver. Udstyret med spade, hakke, rive, trillebør eller lanterne. Altid villig til at hjælpe med havearbejde.

Når man fjerner fronten, har man frit udsyn til de to rum. Men du bør først overveje, hvor fronten kan placeres. Den står faktisk ret godt alene, men bedre, safe than sorry. Et fald ville være fatalt.

Jeg har allerede præsenteret dig for beboerne, møblerne og miniaturerne ovenfor. Men de kommer først rigtig, til deres ret på stedet. Bordet er allerede dækket. Udover servicet lagde jeg også kniv og gaffel. De er af nyere dato. Fridl må være meget sulten, han sidder allerede ved bordet fuld af forventning.

Selvom jeg ikke holdt mig til Kuhns katalogillustrationer med husets indretning og indretning

  • blå møbler – røde gardiner og sengetøj
  • røde møbler – blå gardiner og sengetøj
    Jeg holdt fast i det røde sengetøj, selvom jeg valgte værelset, med de blå gardiner til de blå møbler. Jeg supplerede det røde sengetøj med en lille pude i blå gingham.
    Fannerl holder altid sit værelse i top stand. Alt er rent og ryddeligt. Det siger selvfølgelig en del om den lille beboers karakter.

Enhver samling bondehuse og i særdeleshed Kuhns, fortjener opmærksomhed Det er et rigtigt blikfang.

Huset har fået en fremtrædende plads i vores stue. Den står på vores gamle tv-bord. Hos os er alt lidt trangt – ikke mindst på grund af de mange dukkehuse. Vi placerede et lille akrylbord, over det, for at beskytte det. Dette giver tryghed og er meget praktisk.

De hjerteligste hilsner
Sigi Ulbrich – www.tortula.de

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og gode internetpræsentation.

Stor tak til Sigi, for endnu en interessant artikel.

Legetøjsmuseet Olgas Lyst

www.auctionet.com, er der i øjeblikket online auktion over nogle af effekterne fra Legetøjsmuseet “Olgas Lyst” i København. I den forbindelse er der nogle, der er bange for, at museet lukker for bestandigt.

Det gør det IKKE, jeg har talt med den ene ejer Erik Nielausen, der fortæller, at museet er under en stor renovering og åbner, når den er overstået. Hvornår det sker, vides endnu ikke.

På auktionen, der slutter d. 24.april, er der foruden skønne fuldt møblerede dukkehuse, bamser, en Falckstation m.m.. Det sælges udelukkende, for at give plads til nyerhvervelser på museet.

Kig ind på auktionshusets hjemmeside (se linket længere oppe) og se de smukke effekter.

Lene

Strassburg-Stuen – en bondestue med en historie

Endnu en gang har Sigi Ulbricht sendt mig en af sine dejlige artikler, om hendes dejlige dukkestuer.

Sigi er så kreativ og dygtig og det glæder mig hver eneste gang, jeg kan sætte en af hendes detaljerede og inspirerende artikler på bloggen.

En stor tak til Sigi!

© for tekst og billeder: GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Udgivet d. 23. marts 2022.

Husk dato.

Lad os gå tilbage til 1942. Der bor en tysk familie på 4. Far, mor, søn og en datter på 5 år, i en forstad til Strasbourg. Det er ikke en nem tid – heller ikke for børnene. Krigen rasede omkring dem, og beboerne i Alsace var ikke begejstrede for deres nye (besættende) naboer. Der lå en stor våbenindustrivirksomhed i umiddelbar nærhed og derfor, er byen ikke helt så stille og tryg, som den idylliske lille gade antyder at være. Der var ingen legekammerater til børnene.

Så fik moderen sendt en bog fra sin hjemstavn. Den er fra 1936 fra Beyer Verlag. “Gør-det-selv legetøj, lavet og savet af træ”. I den var der skabeloner, man kunne stryge direkte på træ. Der var også skabeloner til en dukkestue. Denne stue ville moderen, så gerne have, at hendes datter fik.

Om aftenen, når børnene sov, blev køkkenet lavet om til et tømrerværksted. Med
en masse kærlighed, omsorg og omhyggelighed – trods alt var faren designer af profession – han savede, limede og malede dukkestuen til sin datter
Datteren fik stuen i marts 1942 til sin fødselsdag.


Denne dukkestue blev kun sjældent brugt og derefter meget skånsomt. I forsommeren fik den lille pige fik endnu en lillebror og pasningen af ham var mere interessant for hende.

I forsommeren 1944 måtte familien flygte fra amerikanske luftangreb og franske kampvogne. Min fars firma stillede et jernbanetog til rådighed for evakueringen. Dette skulle bringe familierne og deres ejendele til Offenburg. Min mor, der havde 2 små børn at passe på, den ene i barnevogn, hund i snor og allerede gravid igen, nåede ikke toget, og flygtede på egen hånd via Freiburg til Bad Krozingen. Efter en pause tog vi videre til Sachsen-Anhalt for, at besøge min mors forældre. Der modtog de nyheden om, at toget var blevet angrebet og ødelagt af lavtflyvende fly. De få ting, der der ikke var ødelagt, var tilgængelige for de ansatte i Offenburg.
Min far kørte dertil og kunne bortset fra et testel, kun identificere dukkehuset som tilhørende os. Det blev sendt til min mor.

I Sachsen Anhalt, havde den lille pige ingen tid og intet sted til dukkehuslege. Så stuehuset forblev ned pakket. Den store kasse flyttede fra Köthen til Aschersleben i 1949 og flyttede vestpå i 1956. Overlevede yderligere tre familieflytninger dertil og fandt et midlertidigt hjem i 1992 i den yngste datters kælder. Og så i julen 2010, for at starte en ny tur, denne gang fra Westfalen til Slesvig-Holsten. Der landede det under vores juletræ.

Vi, min mand og jeg, sad godt tilpas ved juletræet og åbnede de pakker, som postbudet havde bragt ind fra julemanden, de sidste par dage. En pakke indeholdt en meget speciel overraskelse.

Min svigerinde gav mig dukkestuen til jul. Med andre ord kom “kun” møblerne med posten i starten. Hun ville ikke sende den store pakke med postvæsenet og vi ville jo komme i marts.

Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at lade møblerne stå, uden et hus så længe. Så i juledagene byggede mig en kasse af pap. Jeg fik at vide, at rummet havde en slags ramme, og jeg har altid tænkt på, at de smukke Kuhn-værelser selvfølgelig havde en blomsterdekoration

Jeg syntes min “bolig” blev meget vellykket og jeg var især tilfreds med vinduet og udsigten til Alperne – det var rigtig godt at bo der.

Da jeg modtog dukkesuen, var den helt anderledes end hvad jeg havde forventet – men jeg syntes den var så smuk og jeg omarrangerede den med det samme

En Edi-familie er flyttet ind i Strassburg -Stuen. Far, mor, datter, søn og en lille baby dreng (kan kendes på de lyseblå seler). Til baby strikkede jeg en jakke og seler af sytråd. De øvrige familiemedlemmer er klædt i deres originale stil – alpestil.

Ud over de tobenede venner, er de firbenede venner i en stue, altid særligt vigtige for mig. Et dukkehjem er alligevel ikke komplet uden hund og kat. Den lille setter, som boede der midlertidigt, har nu fundet et nyt hjem i en anden stue. Pudlen fra 1950’erne passede meget bedre, fordi familien altid havde haft en kongepuddel.

I virkeligheden, kom en kat først ind i familien, meget senere. Denne, der så pænt mener at bolden er dens, er af porcelæn og af nyere oprindelse. Det bidrager meget til den harmoniske hygge.

Møbleringen i en stue vokser med tiden. Først putter du det tilbehør i, der bare ligger i overskudskassen – bare så der “kommer liv ind i stuen”. Men lidt efter lidt bliver det, som du forestiller dig det.

Jeg blev selvfølgelig guidet af den sort/hvide illustration i bogen “Puppenstuben Puppenhäuser” af Alice og Botho Wagner
Vejledning 9321 Heyne Book 3600 fra Antiques-serien
Genoptrykt med forfatternes venlige tilladelse.

I enhver ordentlig katolsk husholdning hænger der et kors på væggen – og sådan skal det selvfølgelig 0gså være i Strassburg-Stuen.
Her i nord finder man sjældent det lille “Kors”, der altid ser så flot ud på væggen i et stuehus. Men i ny og næ, sender en veninde fra det sydlige Tyskland mig en, som hun finder på et loppemarked. Den lille Raffael-engel kommer fra en konfettipose.

Jeg kunne slet ikke vænne mig til en tornekransen. Det virker for følelsesladet på mig. Så jeg opgav den.

Jeg har tilføjet en lille bogreol fra mit lager. Jeg vil prøve at male hylden, så den matcher resten af ​​møblerne. Jeg er ikke god med en malerpensel, men jeg burde kunne gøre det.

De faste læsere af www.tortula.de, ved at jeg har en stor forkærlighed for de dejlige små ting fra Erzegebirge – store som små. Så det er bestemt ikke overraskende, at der i Strassburg-Stuen står et kaffestel i træ fra Erzgebirge på bordet. Jeg synes, det passer så fantastisk ind i dette rum, med sin kombination af naturlig farve og rød.

Da jeg pakkede møblerne ud i julen, og min mand så bordet, kunne han stadig huske den malede røde dug. Da jeg ikke er sikker på, hvordan de gamle farver hænger sammen med nutidens dukkehusvoks, lagde jeg et stykke folie på alle de overflader, jeg ville have noget på, og limede delen til med dukkehusvoks. Så alt er fikset, men garanteret uden at beskadige malingen.

Jeg lavede kukuret af et papirhåndværksark, og jeg synes, det er meget vellykket. Man kan næsten høre den lille fugl kalde. Alligevel besluttede jeg mig senere for at bruge træuret fra DDR – fra VERO, selvfølgelig, hvem der end har bygget det. Det passer virkelig perfekt.

Mens jeg kun kender de farverige vævede kludetæpper fra Norden (“Bullerby!!!”), så lærte jeg af en sydtysk ven, at der også hækles kludetæpper i Bayern. Nå, for mig, da jeg aldrig sidder nogen steder uden en “strikket strømpe”, var det dagens ordre. Siden da har jeg hæklet tæpper af farverigt perlegarn. Og siden da har mine stuehuse været meget hyggeligere end før. Virkelig nydeligt.

Da jeg startede www.tortula.de for mange år siden og valgte skildpadden som mit, besluttede jeg, at der skulle være en lille skildpadde i nederste venstre hjørne af hvert af mine dukkehuse. En lille “tout” (tortula) kravler frit rundt i Strassburg-Stuen.
Det er nok sådan, at dyrene i den harmoniske Edi-familie også lever fredeligt og harmonisk sammen.

I slutningen af denne artikel om Strassburg-Stuen, er ét spørgsmål stadig ubesvaret:

Hvem fra denne store familie får lov til, at sove i den ikke særlig store seng?

Jeg kender familien, gætter på pudlen.

Jeg vil gerne takke Alice og Botho Wagner for tilladelsen til at vise billederne her og Lene for den flotte oversættelse

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Billeder medmindre andet er angivet: GMUwebSign

Min soldater skole er endelig færdig.

Indrømmet, jeg holder meget af soldater, især marinesoldater. Min far var ved Søværnet og hele min barndom var præget af det, på mange måder. Og på min morfars side var mange generationer tilknyttet Holmen og de er døbt, konfirmeret, gift og begravet fra Holmens Kirke. En tiptipoldefar var sågar tambourmajor og blikkenslager på Christiansø, så det ligger måske i generne.

© for tekst: Lene Byfoged

© for billeder, hvor intet andet er anført: Torben Byfoged

Det færdige resultat.

For omkring 20 år siden købte jeg min første lille soldat i bisque, på et antikmarked i Hamborg. Og det er først for et par år siden jeg erhvervede mig den sidste, marinesoldaten, som ser så glad og fræk ud. Længe havde tanken om en skole været der og nu begyndte jeg så, at finde på møbler osv til den. Skolestuen fik jeg også købt, den er meget brugt og det ses tydeligt, men jeg syntes den er charmerende sådan og jeg ville gerne have det patinerede look. Kun en enkelt soldat er købt i Danmark, af en anden samler. Resten er købt i Tyskland.

Her er de så, soldaterne. Søde og charmerende på hver deres måde.

For et par år siden begyndte jeg halvhjertet at sy på en uniform til læreren, men det blev ikke til mere. Min mands kræftsygdom og coronaen satte en stopper for lysten til at fortsætte.

Men så en dag fik jeg en mail, fra Mosede Fort Museet, de havde læst min artikel , http://dukkedroemme.dk/boern-og-legetoej-under-1-verdenskrig/Børn og legetøj under 1. Verdenskrig, her på bloggen. De skal i uge 8 have udstillingen “Skal vi lege krig?” og ville gerne i den anledning, have lov til at låne min samling af dukker og børneservice.

Jeg så straks muligheden for at få skolen færdig og gik i gang med at sy uniformer og lave skoletasker m.m. og da alt er syet og lavet i hånden, tog det en del timer.

Bælterne er lavet af blødt skind og med dukke skospænder, som bæltespænder, ligeledes til taskerne.

Taskerne fandt jeg mønstret til på Pinterest, et nemt et, hvor man blot limede dem.

Her ses en af skoletaskerne. Uh, man ser alle fejlene på sådan et billede her. Her kan man også se feltflasken og trompeten, som jeg skriver om længere nede.

Jeg havde som tidligere skrevet købt ting til skolen hen ad vejen, men manglede alligevel en del ting. Så sendte Sigi Ulbrich www.tortula.de, mig et billede af en af hendes fine stuer og på væggen var de sødeste billeder, af mennesker i folkedragter. Jeg spurgte til dem og fik at vide at det var badges, som under 1. Verdenskrig og blev givet til de mennesker, der hjalp de fattige. Og dem var der masser af og det offentlige kunne ikke hjælpe alle. De bliver kaldt WHW, hvilket er en forkortelse af “Winterhilfswerk”.

Efter jeg gik på Ebay.de for at lede efter disse, er jeg blevet klar over, at det som så meget andet, er et stort samlerområde. Jeg var heldig at finde skønne billeder også, af soldater fra forskellige årstal. De er i metalrammer og er maskinsyede. Da jeg var i gang fandt jeg en komplet serie fra 2. Verdenskrig og et par skibe, også derfra.

De er da fine og ret velholdte, når man tænker på, at de er over 100 år. WHW. Foto: Ebay.de
Denne serie syntes jeg var fin, men blev glædelig overrasket , da jeg fandt ud af at de passer perfekt i størrelsen til soldaterne. Den er fra 1941. WHW. Foto: Ebay.de
WHW fra 2. Verdenskrig. Foto: Ebay.de

Verdenskortet, kortet over Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, samt de andre anskuelsestavler er printet ud på rispapir og så limet på tyndt pap.

Den uartige soldat kunne ikke finde ud af, at man ikke må lave papirsflyvere i timen, så nu står han og kommer på bedre tanker. Man kan også se hans tornyster fra WHW.
Læreren er lettere alkoholiseret, det er hårdt at få skik på de ustyrlige små soldater.
Denne tavle med små anskuelsesark er helt ny, den er købt på www.jacominis.com. Den falder så fint ind, syntes jeg.. Hele skolen er en blanding af nyt og gammelt og tidsperioderne passer heller ikke. Men det er Ok!
Denne kanon er fra Kinderæg og fra midt 1970,erne.
De fine metalsoldater i vinduerne er købt i Kramboden i Odense og den sidste på hest, et arvestykke fra en kær dukkesamler.
Ja, han står her endnu!

Jeg håber I kan lide min skolestue, som tidligere skrevet, er den en blanding af lidt af hvert, men det har været rigtigt hyggeligt at lave den og på en måde, lidt trist den er færdig nu. Men så har jeg fået gnisten tilbage og nu står min Fanøstue og mit englehus, med engleskole og venter på, at jeg går i gang med dem.

Lene

Julen 1951 Julen 2021

Fra Sigi Ulbrich, har jeg fået denne skønne julehilsen. Hvor er det dejligt hun stadigvæk har lyst, til at dele ud, fra sit skønne dukkehusunivers, til glæde for mange af bloggens læsere.

Tusinde tak for det Sigi.

©: for tekst og billeder: Sigi Ulbrich.

©: Lene Byfoged

Udgivet d. 15.12.2021

Julen 1951 Julen 2021

Åh ja … julen 1951 – det er 70 år siden og alligevel – det var bestemt en af ​​de
vigtigste julefester i mit liv. Jeg har selvfølgelig ingen minder mere om det – jeg var kun 2½ år gammel.


I 1951 brugte vores bedstefar meget tid i sit værksted og … og der fik jeg ikke lov til at gå ind til ham. Juleaften i Tyskland – der får man altid gaverne den 24 – og her kom den store overraskelse.


Min elskede bedstefar havde bygget et dukkehus. Et stort køkken til min søster og et torums til mig med stue og soveværelse. De to huse, kunne sættes oven på hinanden, så man havde et toetages hus. Nu havde vi begge to rigtige lejligheder og kunne lege med dem sammen.

Lejligheden var fuldt møbleret. Bedstefar havde også bygget møblerne. Om han havde brugt en skabelon eller bygget den på egen hånd … jeg ved det ikke, jeg har ikke længere nogen, jeg kan spørge om det.

Min storesøster voksede hurtigt fra dukkehuset, og jeg havde det for mig selv. I julen 1953 fik jeg stuemøbler – også fra min bedstefars værksted. Der have været en skabelon til disse møbler,
Mine møbler er meget ens – bare lidt forskellige i pynten – i ny og næ ses de udbudt i de store online auktionshuse.
I advents- og juletiden – lavede vi altid en masse kreative ting – så savnede jeg slet ikke mit dukkehus. Jeg kunne slet ikke kende det, da jeg så det igen . Køkken og soveværelset var i to-værelses huset ændret til køkken og soveværelse og et-rums-boligen var blevet til en stor stue med en lille karnap. Der stod bondemøblerne . Nede ved trappen (der var lavet af min storebrors gamle træklodser), stod vuggen og til højre på den anden side, den blå gulvvase med de hvide prikker. Jeg kan stadigvæk helt nøjagtigt, se alt bogstaveligt talt foran mig.

Den 24. december 1953, blev min store kærlighed til stuehuset vækket!
I dag har jeg mere end 30 bondehuse i mange forskellige størrelser. Det ombyggede værelse havde et vindue i soveværelset og et i stuen, lige hvor bondemøblerne stod.. Min bedstemor syede gardinerne. Til stue var de syet af rødt og hvidternet bomuldsstof og til soveværelset af tyndt hvidt batik. Vinduerne var materede. Det var de ikke i min vens dukkehus. Men det var ikke noget specielt for mig. Jeg var jo glarmesterdatter.

I min barndom blev julen aldrig fejret i dukkestuen. Måske var det på grund, af det faktum, at det “forsvandt” hvert år på en mærkelig måde, i adventstiden. Men
juleaften, stod det altid under juletræet i en ny flot udgave. I min glæde over huset
holder jeg julefest, for dukkehusbeboerne hvert år.

Jeg legede tit med mit dukkehus i mange år. På et tidspunkt blev det
pakket ned- bortset fra stuehusmøblerne. Jeg placerede dem dekorativt på den ene
side af min kommode. Jeg opbevarede træfadene og glasfadene, i en cigarkasse
sammen med frugttallerkenen, askebægeret, urtepotten, den lille vase med porcelænsroserne, den blå gulvvase og dukkerne. Alt andet er i løbet af årerne forsvundet..

I begyndelsen af ​​1991 – efter et besøg på Falkenstein Dukkemuseet i Hamborg – byggede min mand en kigkasse til stuehusets møbler. Til den følgende adventstid,
ville jeg pynte op til en hyggelig jul i stuehuset – på samme måde som jeg havde set det i værelset på dukkemuseet. Jeg kendte ikke noget til de specielle miniatureforretninger, dukkemesser og markeder, så jeg var nødt til at improvisere.


Det eneste juletræ jeg syntes kunne passe mig, var et Playmobil træ –
dog lignede det for meget “plastik”. Med spraylim og grønt strøelse for modeljernbaner, blev det et rigtigt fint juletræ. Med et par små smykkedele og stearinlys lavet af polymer ler, blev det et rigtig juletræ. og så pyntede jeg en gren til væggen – også fra modeljernbaneforretningen og andre grene til gulvvasen.

På et julemarked opdagede jeg denne lille popop bog fra Erzegebirge.
tændstikæsken og et par lysholdere – de er kun 8 mm høje.
Siden har jeg gået julemarkederne igennem med helt andre øjne. Ja, og hvert år
finder jeg nye magiske miniaturer fra Erzegebirge – som bare venter på, at jeg skal finde dem, købe dem og indrette mine værelser med det.

Enhver, der elsker Erzegebirge og deres skatte, kan kun holde af et engleorkester.
Så det var kun et spørgsmål om tid, før trækunstneren fik ordsproget: højere, større, smukkere
Et engleorkester kan også laves -: finere, mindre, Mine.

Med denne stemning


Glædelig jul
til alle dukke- og miniaturevenner
Hjertelige hilsner
Sigi Ulbrich

Sigi og hendes mand Gerhard.

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse.
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Billeder :: GMUwebSign

En rigtig glædelig Jul ønskes I, Sigi og Gerhard også her fra Danmark.

Nedlukning!

Endnu engang har Sigi Ulbrich, sendt en interessant artikel fra sin og hendes mand Gerhards, vidunderlige verden.

Tusinde tak!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos, Hvis ikke andet er nævnt :
GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Endelig tid til de fine små ting.

Jeg tror, ​​at alle, der beskæftiger sig med dukkehuse i bondehusstil, har set de små blå møbler, på en online-auktion.

Selvom de ved første øjekast ser så helt anderledes ud – en anderledes blå farve, en anderledes dekoration. – er de uden tvivl Kuhn.

Min første kontakt med disse små møbler, var for mange år siden. Jeg fortalte stolt til min veninde Steffie, at jeg havde købt et lillebitte værelse af Dora Kuhn fra 1950’erne. Så sendte hun mig det smukke foto til venstre – tak Steffie for at jeg må vise det her. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være og rekonstruerede det – så hurtigt som muligt – med mine 50 år gamle møbler.

Men jeg var selvfølgelig også lidt “jaloux” over, at jeg som samler og, som jeg troede, kender af bondehuse, nærmere bestemt Kuhn, ikke havde dette dejlige sæt.

I 2011 opdagede jeg dele af et sæt, på en internetauktion og var heldig, at købe det til en god pris. Det var jo så starten, til mit fremtidige værelse.

I 2017 gav Sherri og Steve deres grandniece et lille dukkehus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billedet her. Steve havde bygget rummet, Sherri købte det søde lille komfur og jeg hæklede de små tæpper. Sherri var synligt glad for, at indrette dette lille værelse, og jeg forsøgte endnu en gang at genskabe et foto, der var blevet bevaret. Men sådan et værelse havde jeg stadig ikke.

Da disse to dele blev udbudt, købte jeg dem med det samme. Nu havde jeg endelig et bord – og endnu en kommode.

I begyndelsen af ​​2020 – lige da verden var lukket ned – modtog jeg en e-mail fra min ven Geli. Hun havde også købt et delvist sæt af disse møbler og var i gang med at lave en lille æske til det. Jeg vil gerne takke Geli for at give mig tilladelse til, at vise hendes billede her.

Ved første øjekast så jeg, at her var et nyt hjem til min overskydende kommode. Geli var glad for kommoden og malede straks en lille væghylde, så den passede til indretningen. Tag et kig på det flotte ur og de yndige figurer fra Erzegebirge. Det er et rigtig sødt lille værelse. Jeg vil gerne takke Geli for, at have givet mig tilladelse til at vise hendes billede her.

Jeg har en hel samling af gamle Kuhn-kataloger. Jeg havde aldrig set dette møbelsæt i noget Kuhn-katalog før. Så jeg var meget glad, da jeg var i stand til at købe et tidligere ikke-eksisterende – udateret – katalog fra 1970’erne, og det var der, jeg opdagede det….
… … det lille Kuhn-hus. Eller rettere sagt de tre små Kuhn-huse. Desværre var der ingen størrelsesspecifikation eller nogen beskrivelse. Bare navnet:

16 – soveværelse med hus
17 – stue med hus
18 – toetageshus

Bare disse tre små billeder. – så ingenting.

Jeg ville virkelig gerne kende husenes dimensioner og prøvede mig frem. Derved kom jeg frem til, at grundarealet var omkring 14 x 7 cm. Så jeg byggede en lille kasse af pap og satte soveværelsesmøblerne indeni.

Mens jeg stadigvæk spekulerede på, om min mand og jeg ville være i stand til at bygge, sådan et lille dobbelthus med minimalt værktøj og ressourcer – og med at bruge de få trærester, vi havde i huset – isenkræmmerbutikkerne var jo lukket under nedlukningen – jeg opdagede en internetauktion med dette sæt – de kalder det en “væghylde i form af et hus”. Sikke en fryd – den lille har et grundmål på 14 x 9 cm. Nå, jeg behøvede ikke at tænke to gange. Jeg købte sættet, det var slet ikke dyrt og senere kunne jeg sælge de to andre “huse” igen.

Jeg foldede en overetage ud af pap og satte de møbler ind, jeg havde. Jeg havde kun en stol og ingen bænk, men i min skrotspand, var der en lille bænk, der lige passede i størrelse, og en beboer fandt hurtigt selv på plads. En lille kniplerske fra Erzgebirge, var den helt rigtige beboer til dette lille hus.

Jeg lavede husets indre i ét stykke af hvidt pap med sarte sorte kanter. Så malede jeg kanterne. Alt passede perfekt.
For nu var et bølgepapgulv nok for mig. Med den næste pakke fra USA – hvis noget får lov til at blive sendt igen – vil der komme en rigtig bund fra Steve.

Jeg brugte små træpinde som hyldeknægte – nogle gange får man dem i stedet for en ske til en kop kaffe. Her passer de rigtig godt. Min mand var så imponeret over dette lille hus, at han tilbød at sætte lys i det. En lille lampe på hver etage.

Disse lamper er fra et julekrybbeprojekt – internettet gjorde det muligt for mig at købe dem trods nedlukningen. For stueetagen, var det kun en midlertidig løsning – indtil træloftet kom. Anderledes er det på øverste etage. Der lavede jeg en afskærmning i loftet af det eksisterende pap. Der var et lille hul derinde, hvorfra pæren kiggede frem og lyste rummet op.

I mellemtiden modtog jeg billeder som dette fra USA. Grandniecen havde lånt Steve en stol og bænken, og Steve (træværk) og Sherri (malingen) brugte disse skabeloner til at lave en bænk og tre stole til mit hus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billederne her.

Jeg fandt også den længe savnede loftsbundplade, blandt alle de skatte, der var til mig. Tak, Sherri, fordi jeg måtte vise billedet her. Du kan også besøge min veninde Sherri på internettet. Hun administrerer en blog, som du kan få adgang til via dette link

www. littlecabincreations.blogspot.com

Så en dag var tiden endelig kommet, US Postal Service og DHL leverede til den utålmodige dukkemor, og jeg kunne pakke pakken ud fra Missouri. Jeg prøvede straks bundpladen – den passede præcis.

Jeg har en lille boremaskine. I daglig tale kaldes det en boredværg. Et af tilbehørsværktøjerne er en router. Jeg brugte den til at fræse en fin rille på undersiden af ​​gulvet. Der har jeg nu lagt kablet til stueetagens belysning. Så limede jeg et stykke hvidt papir på loftet. Selvom man kigger direkte ind i den nedefra – hvilket man faktisk ikke kan – ser den pæn og ryddelig ud.

Jeg ridsede tynde streger i toppen af ​​bundpladen, for at få det til at ligne gulvbrædder. Så har jeg vokset og poleret flere gange. Det er nu et fantastisk gulv, på den øverste etage. Den har en lækker rød-brun tone.
De små tæpper, jeg vævede fik også prikken over i’et – jeg pressede dem i et par dage – nu er de fladere og ligger helt fladt.
Jeg tror, ​​at mit hus ikke behøver at skjule sig bag originalen – se katalogbilledet til venstre.

Nu hvor huset står og er så lille og helt færdig foran mig, indser jeg – jeg havde glæde af nedlukningen. Jeg håber, at du lige så godt og underholdende er kommet igennem denne frygtelige tid.

Tak til mine venner Sherri og Steve i Missouri, Steffie og Geli i Hessen for tilladelsen, til at vise deres billeder her og til Lene i København for den gode oversættelse.

Jeg håber Sigis kreative evner inspirerer mange af vores læsere. Det er jo blot fantasien, der sætter grænsen.

Endnu engang, tusinde tak Sigi.

Metalfigurer fra Kinderæg i dukkehuset

© for tekst og de billeder, der intet andet står på: Lene Byfoged.

I nogle af mine dukkestuer, står der nogle af de gamle metalfigurer fra Kinderæg. Det er de ældste fra omkring 1975, jeg syntes de passer så fint i størrelsen.

For flere år siden samlede jeg på figurerne fra Kinderæg og især metalfigurerne syntes jeg var flotte og i god kvalitet.

På et tidspunkt solgte jeg hele samlingen i Tyskland og da det var før , jeg begyndte at have dukkehuse, kan det godt ærgre mig lidt i dag, hvor jeg kunne bruge nogle flere, af de ekstra gode til dukkestuerne. Men sådan er det jo altid.

Når jeg ser dukkehuse på museer og hos samlervenner, kigger jeg altid efter kinderægfigurer. Det er utroligt, hvor mange dukkehuse de er i.

På nedenstående billeder, ses metalfigurer i nogle af mine dukkestuer.

I en af stuerne står en af de 4 balletdanserinde, der er i serien.
I den parisiske cafe står, hvad jeg bilder mig ind, er en fransk soldat.
I et soveværelse et silhuet billede i en metalramme.
Og her en Tiffany lampe.
Og biler i legetøjsbutikken.
Kanonen skal stå i min soldaterskole, når den bliver færdig.

Nogle af tingene bl.a. Tiffany lampen og bilerne kunne også købes i butikkerne. Ferrero, der jo producerer Kinderæggene, købte i starten tingene de lagde i æggene, forskelle steder. Det er først senere de selv producerer, de serier der kommer i æggene.

Her er nogle eksempler på andre, der er velegnede til dukkehusene.

Virkelig flotte dyr, især Pekingeseren er jeg vild med. Billede fra Ebay.de
Også køkkenudstyr kunne man finde i æggene. Billede fra Ebay.de
Det fineste lokomotiv. Det fås i flere farver. Billede fra Ebay.de
. Mere køkken udstyr. Billede fra Eierlei.de

Og mange, mange flere……

Alle gode ting gange tre

Endnu engang har Sigi Ulbricht skrevet en spændende artikel om sin store interesse, Miniature. Hvad Sigi ikke ved, er vist ikke værd at vide. Og endnu en gang er vi heldige, at få love til at dele hendes store viden.

Tusinde tak Sigi!

© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich, www.tortula.de

© for oversættelse og opsætning: Lene Byfoged

d. 18. august 2021 – Seiffner legetøj – bondemøbler til dukkebørn del 3.

Alle gode ting gange tre.

Dette er et ordsprog i Tyskland og betyder, at du gør en ting for tredje gang eller siger den samme ting tre gange.

Åh kære, nu starter jeg forfra med postkort. Jeg ved nu, fra hvilket værksted, disse små dukker kommer. De blev lavet af håndværkeren Katharina Charlotte Rehm Wagner, der producerede dem mellem 1930 og 1972. Fru Rehm Wagner arbejdede i over 40 år i Grünhainichen. Hun lavede eventyrfigurer, dukker i egnsdragter og dukkehusdukker. Dette gjorde hende kendt langt ud over Sachsens grænser.

I dag kommer disse små dukker og figurer fra Annedore Krebs ‘værksted. Som
Fru Krebs selv fortæller på sin Webside, kendte hun fru Rehm Wagner personligt, og som barn så hun dukkerne blive lavet i hendes værksted.

Nå, men desværre kan jeg stadigvæk ikke give nogen oplysninger, om producenten af ​​møblerne.

Hvis man arbejder med et objekt i lang tid, kommer man til at kende det. Fra formen, til pynten, ja til det hele. Så jeg opdagede og identificerede med det samme, dette tilbud, da det dukkede op i det store online auktionshus.

Møblerne var billige, for bortset fra mig, var der ingen interesserede. Jeg fik dem hurtigt hjem på mit bord. Og selvfølgelig var jeg nødt til at sætte møblerne akkurat, som på postkortet, med det samme.
I mangel på de små Katharina Charlotte Rehm Wagner – dukker, satte jeg en ældre 8 cm Lotte Sievers-Hahn dukke, i det lille værelse. Åh ja, jeg synes hun passer rigtig godt der.

Efter en opsætningstest, bestilte jeg fra den miniaturebygger, jeg stoler på – Miniwelt
Holzner – en passende kasse. I ventetiden valgte jeg et tapet. Det skulle være noget særligt. Jeg besluttede mig for dette fortryllende tapet i landhus stil.
Jeg havde kun en smal strimmel, så jeg lavede kun en kant, til den øverste del af væggen, med farvetilpassede vandrette striber.

Som der står i bibelen: Det er ikke godt for mennesket, at være alene. Det gælder naturligvis også Dukkehusbeboere. Så lille “Lotte” fik Loisel som partner – han er umiskendelig også fra Sievers-Hahn.

Det var ikke meningen, at flere skulle flytte ind, … men alligevel. Jeg opdagede en lille Annedore Krebs Doll og blev spontant forelsket i hende, Dorle flyttede ind i det lille værelse som fast gæst

Møblerne er rene og stabile. Men de små møbler, er lidt skuffende på bagsiden. På både stolene og bænken, er der kun malet foran. Der er ingen maling på bagsiden. Sikke en skam.

Jeg kunne rigtigt godt lide det fortryllende sengelinned fra Rosis vugge, så jeg valgte også, at brugte det, til denne vugge. Med denne vuggesammenligning, kan du se de forskellige farver og lidt anderledes dekoration af møblerne.

Hvis du leder efter en træbaby, kommer du ikke uden om de søde babyer fra Annedore Krebs. Ud over de 4- leddelte babyer, producerer Frau Krebs også to versioner af mindre babyer i deres soveposer – der var ingen betænkningstid – jeg købte med det samme. Naturligvis har Lotte Sievers-Hahn også meget søde babyer, men de er for store til vuggen.

Den sorte kat på reolen er en kantskammel fra Miniwelt Holzner. den er selvfølgelig nyere, men jeg elsker kantskamler meget og kunne ikke modstå den. Som bogstøtte brugte jeg en lille teddybjørn af Resin. En meget flot løsning, fordi bjørnen har ret ryg. Vægblomstervasen kommer fra 1950’erne. Jeg har en i min barndoms stuehus og da jeg var til et forretningsophør for et par år siden, opdagede flere vaser på én gang, så jeg købte dem. Blomsterne er lavet af veloursilke. Jeg putter altid plastikmasse i mine vaser og sætter blomsterstilkene i dem – så står de altid, som jeg vil have det.

Min mand brugte to LED -lamper til belysning i værelset, også en glødende Seiffen hængelampe er der.
Et vægur fra 1930’erne af Dora Kuhn hænger midt på bagvæggen, til højre for et landbrugsmaleri (tja, det er et tryk) i en støbt bronzeramme. Til venstre en næsten ægte “daguerreotype” af Hitty.

Man kan kalde Hitty for alle de små trædukkers mor. For dem, der måske ikke kender Hitty som begreb, så fortalte jeg, for første gang i udgaven 15.09.2018 af Tortula fortalte jeg for første gang om Hitty og Lise Clasen skrev om denne dukke den 13. marts 2019. I mellemtiden har min samling fået sin egen hitty – jeg har kaldt den Hitty Rose. Jeg vil vise dette i et af de næste numre.

Her er link til Lises fortælling om Hitty. http://dukkedroemme.dk/hittys-historie

Killingen på kommoden er fra “Kunstgewerbliche Schnitzereien Emil Helbig”.
Den var oprindeligt tiltænkt Helbig -bryllupsoptoget, men den sælges heldigvis også enkeltvis. Jeg elsker Helbig -katte, og nogle af de ældre katte hopper rundt i mine værelser. Denne lille er naturligvis noget helt særligt på grund af dets størrelse.
Til venstre for den er en “Scotty”, også udskåret. Den er fra fru Bettina Bergmann,
fra Emil Helbigs Dekorative Kunstudskæringer. Jeg fik oplysningen om at, (mange tak for det) Scotty med sandsynligvis er en hund fra 1940’erne, og er produceret af Rhönkunst. Men jeg har intet bevis for dette endnu .


Anni kom ind i stuen med Scotty. Hun er også en gæst, der ikke forsvinder. Hun er en Krebs dukke, fra den nuværende produktion. Jeg syntes hendes kjole med de små hatte på, er så skøn. Hun har bundet håret i en fin hestehale.

En anden smuk miniature fra Erzegebirge, er denne hængekrans. Den har fire lys, en
Fugl, et juletræ, en lykkesvamp og en stjerne. Den kommer fra Christian Ulbricht
og var tiltænkt som pynt til træet- men for mig er det rigtig fin pynt i dukkehuset.

Ja, og nu er det hele sat op. Hvis jeg bare vidste, hvilket værksted disse møbler kommer fra.

Endnu et tillæg:

Efter min første artikel, om disse små møbler, gjorde min ven Angelika mig opmærksom, på en opdagelse. I bogen “Kleine heile Welt” – en Kulturhistorie i dukkehuset af R. Müller-Krumnach, Edition Leipzig (1992), er der på side 137,et billede af dette møbel. I et dobbeltværelse med teksten:

Dukkehus, Erzgebirge, 1978, model fra trælegetøjsfirmaet VERO, Olbernhau.

I dette værelse er der møbler som dem, jeg har i min “dobbeltdækker”. Farven, pynten og den lille holder til tallerkenerne, på kommoden er identiske.

Men der er en uoverensstemmelse, mellem denne bog og mine postkort. De ældste
postkort blev trykt mellem d. 24. juli 1948 og d. 31. juli 1964. Fordi kun i DDR, betragtede man den tyske mark som gældende valuta.

Nå, og VERO var heller ikke et værksted, men en forening. Så spørgsmålet forbliver åbent, hvem byggede disse møbler – og var det før 1978?

Så jeg må kigge videre – måske får jeg en en dag fra dig, kære læser, lidt oplysninger. Det vil hjælpe mig yderligere i min søgen.

Så skulle nogen ligge inde med oplysningen angående Sigis dukkehusmøbler, så skriv til hende på info@tortula.de. Det vil glæde hende rigtigt meget.

Dukkehus restaureret

© for tekst og billeder: Danmarks Forsorgsmuseum.

Artiklen er bragt med tilladelse fra Danmarks Forsorgsmuseum.

På Danmarks Forsorgsmuseum har man restaureret et gammelt dukkehus og på museets hjemmeside side www.danmarksforsorgsmuseum.dk, har de et fint indlæg, hvor man i tekst og billeder ser processen.

Jeg syntes det er spændende at se processen og det er da fin inspiration, hvis man selv skal i gang, med at restaurere et dukkehus.

En stor tak til museet for tilladelsen til at bringe denne artikel på bloggen.

Med venlig hilsen Lene Byfoged

Cathryn Harvey fra University of Durham er i gang med et dukkehus fra Svendborg Museum, som et af de seks projekter hun skal lave, mens hun er i et 9 måneders praktikophold på Bevaringscenter Fyn.

Sidste år blev dette meget fine og helt unikke gamle dukkehus indleveret på museet. Det er en af de få bevarede genstande fra Vejstrup Pigehjem, der lukkede i 1962.

Standen var dog ikke for god. Derfor har det været under kærlig behandling af Bevaringscenter Fyns dygtige folk, som sirligt har konserveret dukkehuset. Huset er i funktionalistisk stil og sandsynligvis fra 1930’erne, når man kigger på tapeterne. Det er formodeltlig en model af et rigtigt hus.

Vi ved ikke meget om dukkehuset, men vi er ikke i tvivl om, at det ville kunne fortælle mange historier om pigeleg på pigehjemmet.

Skulle nogle af jer kende historier om dukkehuset, hører vi selvfølgelig meget gerne fra jer.

Billederne herunder viser:
Cathryn Harvey i gang med arbejdet.
Tapet forside før vask.
Tapet bagside før vask.
Tapet bliver vasket i ionbyttet vand med Rodalon. Rodalon bliver brugt for at slå mug ihjel.
Tapet efter vask.
Hele huset er afrenset med 10% Rodalon i vand både ude og inde, hvilket tydeligvis har gjort en forskel på køkkengulvet!
De sidste billeder viser huset færdigrestaureret.

Der er spændende udstillinger på museet og et besøg kan absolut anbefales.

Dette års udstilling “Syv Fattige Børn”, er både en gribende og meget lærerig udstilling om børns usle liv i fattigdom i København.

Danmarks Forsorgsmuseum
Grubbemøllevej 13,
5700 Svendborg

Åbent tirsdag-søndag:
21. april – 19. dec. 2021: kl. 10-16
ENTRÉ
Voksne: 75 kr.
Pensionister/studerende: 60 kr.
Børn under 18 : gratis.

Legetøj gennem tiderne

Af Marianne Kunkel ©

Det er med stor glæde jeg bringer denne fine og interessante artikel, som Marianne Kunkel har skrevet. Marianne har skrevet den til Miniature Nyt. Og det glæder mig især, at hun har kunnet finde nyttige informationer på Dukkedrømme til artiklen.

Vi husker nok alle, hvad vi selv legede med som børn, hvad vores børn og børnebørn legede med, og hvad nutidens børn leger med, her behøver man bare at gå forbi en legetøjsbutik for at se det kæmpeudvalg der tilbydes i dag.


Men hvad legede vores forældre og bedsteforældre med?

Det vil jeg prøve at skrive lidt om.

Jeg har fundet mange oplysninger på Internettet, og har også fundet mange gode informationer i bogen ”Det legede vi med…” af Jens Sigsgaard og Ib Varnild, ISBN 87-17-05041-3, den kan lånes på biblioteket. Den blev anbefalet af Lisa Tørngren, der rent faktisk har nogle af de dukkehusmøbler, der bliver beskrevet i bogen. Jeg har også fundet nyttige informationer på hjemmesiden www.dukkedroemme.dk der er et sandt Mekka for folk, der interesserer sig for gamle dukker og legetøj.

Legetøj fra tidernes morgen
Der har nok været legetøj ligeså længe som mennesket har eksisteret, ikke som vi kender det i dag, men har mor siddet og vugget en baby, har den lidt større pige nok vugget et stykke træ eller skind, og på den måde efterabet moderen. De små drengebørn har tidligt fået en lille bue og pile, måske en slynge, og på den måde lært at blive gode jægere. Der er fundet eksempler på rangler, i udgravninger fra Polen, der daterer sig ca. 2500 år tilbage, (tidlig Jernalder) bestående af små lerpuder, med lerperler inden i.


Nu er det nok ikke helt så gamle miljøer, de fleste af os gør det i, men buen og slyngen kunne godt bruges i et drengeværelse, helt op til vores tid. Find en lille bøjelig gren, kom lidt lim på den ene ende, sno et stykke tråd om, og lad tørre, kom lidt lim på den anden ende, og træk tråden, til man får bueformen, og snit et par små pile. En lille slynge laves af en lille Y-formet kvist, tråd om enderne, og evt. et lille stykke skind på midten.

Slynge
/slangebøsse med læderstykke til at holde stenen.

Dukken er nok det stykke legetøj, der har været kendt længst. Dukker i forskellige former kan dateres flere tusinde år tilbage. Måske har de tidligste ikke været brugt som legetøj, men ved rituale og religiøse ceremonier. De har været lavet med tidens materialer, ler, træ, ben, porcelæn, voks, og til vores tids gummi og plastik.

Maleri af barn med dukke fra 1596.

Ellers er det nok ting som forskellige spil med sten/kugler/marmorterninger bl.a. til at spille Terre, det her spil vor man kaster en terning op i luften, og samler en terning op imens. Terre kendes helt tilbage til Romertiden.

Snurretoppen kendes flere tusinde år tilbage, kæpheste og stylter tilbage til middelalderen, og trille/tøndebånd bliver omtalt så tidligt som i 1456. Sådan et tøndebånd burde også være nemt at lave i miniaturestørrelse. Et smalt stykke træfiner, limet om en beholder i passende størrelse, og en lille pind til at styre med. Spillet skak har også været kendt i over 1500 år. Isskøjter har også under en eller anden form været kendt i flere tusinde år. Disse isskøjter var i begyndelsen lavet af forskellige dyreknogler. Drager har også været brugt, de kendes helt tilbage til omkring 1000 år før vor tid.

Trille/tøndebånd Holland 1560.

Men det har nok været begrænset, hvor meget den tids børn har haft tid til at lege. Man blev hurtigt voksen den gang, og hjalp til i marken, vævede, strikkede, osv.

Vi skal nok helt op i sen Tudor, tidlig Stuart periode, omkring år 1600 før mere almindeligt legetøj vinder frem. Her begynder gyngeheste, forskellige spil, bl.a.
Nine Men’s Morris, et spil, der så vidt jeg kan se, er identisk med vore dages Mølle. Tinsoldater, omtales første gang i Frankrig i år 1610, og bolde lavet af læder
kommer også omkring det tidspunkt.

Nine Men´s Morris på Shakespeare´s tid.

De første dukkehuse
Dukkehuse, det første omtalte stammer fra Tyskland fra år 1558, senere dukker de op i Holland, hvor rige unge damer begynder at lave dukkestuer i kabinetter. Der skulle efter sigende stå nogle ganske imponerende kabinet-dukkehuse på Rijksmuseum Amsterdam, omkring år 1700 i England, i Danmark menes de første dukkehuse at være fra omkring år 1800, men det var først i Victoriatidens England (1837-1901) det bliver rigtig udbredt.

Titanias Palads på Egeskov Slot, som mange af os nok har set, blev først færdig i 1922.

Der findes også samlinger af dukkehuse på National Museet, Johannes Larsen Museet i Kerteminde og flere andre steder. Jeg har da vist også set nogle i Den Gamle By i Aarhus.

Petronella Dunoi´s Dukkehus fra ca 1676, udstillet på Riks Museum, Amsterdam.

I årene 1700 til 1800 har jeg ikke kunne finde så mange oplysninger om legetøj. Der har været de ovennævnte ting, der er blevet forfinet gennem årene. Omkring 1750-60 kommer de første puslespil, og sidst i perioden kommer de første
dukketeatre. Udskårne trædyr og klodser har der også været, og forskellige brætspil bl.a. Backgammon og noget, der minder om Ludo. Der er også blevet spillet en masse
udendørsspil, forskellige bold- og keglespil.

I starten af 1800-tallet dukker sjippetovet op, bliver dog først rigtig populært omkring 1940-50. De første påklædningsdukker ser dagens lys i Frankrig i 1830, men bliver først rigtig populære sidst i 1800-tallet, hvor de begynder at blive vist i blade og aviser.
Påklædningsdukker i Danmark har sin helt store tid i årene 1930-1960.De fleste kan nok huske Prinsesse Margrethe og Store- og Lille Marie som påklædningsdukker.

Påklædningsdukke fra avisen The Sunday Herald 1895.

I denne periode bliver der også produceret mange dukkestel.

Fabriksfremstillet legetøj
Omkring 1859 begynder den tyske fabrik Märklin at fremstille legetøj, i starten kun legetøj til piger, dukkekøkkener, komfurer, skibe og karruseller, først i 1891 begynder de at fremstille togbaner. Toge og baner fra Märklin er stadig i dag noget af det bedste, og gamle Märklin tog sælges stadig til store priser.

I 1860 kommer de første gummibolde, og hvor bolde før i tiden havde været fremstillet af skind, uld, dyrehår osv., giver gummibolden mange flere muligheder for leg. Det varer dog formentlig nogle år, inden disse gummibolde bliver bredt udbredt, så sent som 1910-1920 kan man stadig læse om disse stof/filtbolde, med en korkprop inden i, mange af dem med et broderet ”net” udenom. Kunne også nemt omsættes til dukkehuset, en lille filtet kugle, og så broderet, inddelt i både, uden på.
Eller prøv at lave nogle i naturlig størrelse, de er ganske dekorative.

Glansbilleder starter i Tyskland omkring 1860, hvor de bliver brugt af bagere, og sat på kager, vi kender det stadig i dag med honninghjertet til jul, hvor der som regel er et nisse-glansbillede ovenpå.

Hinkestene bliver omtalt i 1890, kendes formentlig længere tilbage, de første har været en flad sten eller lignende.

Fyens Glasværk er nogle af de første, der fra 1924 fremstiller hinkestene i glas, som de fleste husker, og nok også huske hvor ulykkelig man blev, når der kom skår i dem.

Hinkesten fra Fyens Glasværk, jeg er sikker på, at jeg havde den grønne med stjernen.

Omkring 1880 starter den tyske fabrik Steiff med at fremstille diverse dyr af stof/plys, og i 1902 fremstilles den første Teddy-bjørn.

I 1895 starter fabrikken Dansk Legetøj A/S med trælegetøj, fremstillet i de danske fængsler. Noget af det første var heste og pakhuse, og i 1905 kommer den så velkendte lille røde trædukkevogn.

Fabrikken Meccano får sin start i England i 1898/1902, og er især kendt for byggesættet med metaldele, der kunne sættes sammen til alt muligt. De producerer forskellige sæt op gennem årene, og i 1926 som en jubilæumsudgave kommer sættet
i de kendte røde og grønne farver. Fabrikken producerer helt frem til 1960, hvor den bliver overtaget af et andet firma, og relanceret under mærkenavnet Tri-ang, der fremstiller modeltoge og andet, og dukkehuse. De af jer, der læser de engelske
dukkehusmagasiner, er nok stødt på disse Tri-ang dukkehuse.

Tri-ang dukkehus.
Meccano byggesæt.

Omkring år 1900 producerer Märklin metalbiler, rulleskøjter dukker op i gadebilledet, modellervoks og diverse farvekridt/blyanter.

BRIO, et svensk firma, starter i 1884 med at lave finèrkurve, og i 1907 begynder man at fremstille træheste med hjul, og senere omkring 1950 diverse trædyr og togbaner. Der fremstilles stadig masser af træting under navnet BRIO, trækdyr, togbaner, gåvogne osv.

Omkring 1910-20 bliver nipsenåle det helt store hit. De første nipsenåle blev fremstillet på Bøhmiske glasværker. Nipsenåle kunne bruges på mange måder, man arrangerede dem i flotte mønstre på nålepuder, man kunne ”nipse” med dem. Det foregik ved at man med fingrene skubbede/knipsede til èn nål, og kunne man så få den til at ligge ovenpå en andens nål, havde man vundet denne. Man byttede og fik i det hele taget meget tid til at gå med disse nåle. Gamle nipsenåle er stadig et samlerobjekt, men der laves også nye nipsenåle. Prøv at se hjemmesiden www.dugperlasnipsenaale.dk hvor man kan finde et meget stort udvalg af nipsenåle, mange af dem velegnet til dukkehuset hvis man kan bide eller save nålen af.

Nipsenål med fugl på rede fra Dugperlas.

“Foto: Susanne Rosenørn, Dugperlas Nipsenåle”

Børnebøger
Nogle af de første danske børnebøger, udgivet af OTA Solgryn kommer i 1924, her skulle man samle mærker fra pakkerne, der så kunne omsættes til små bøger. Børnebøger, mest dem vi kender som eventyrbøger, er kendt meget tidligere, bl.a.
H.C.Andersen og Grimm’s eventyr, man kan så diskutere om det egentlig er børnebøger. Men bøgerne om Heidi af Johanna Spyri, udgivet i 1878, og formentlig allerede kommet til Danmark omkring 1880, er en klassisk børnebog, som jeg læste
med stor glæde som barn. Tidligere er bøger som Alice i Eventyrland af Lewis Carroll udkommet på dansk i 1875. Oliver Twist af Charles Dickens i 1845. Tarzan bøgerne kommer på dansk i 1912, og mange andre klassikere følger. Peter Plys af A. A. Milne kommer på dansk i 1930. Nogle af de danske, TudeMarie i slutningen af 30’erne, Jan bøgerne i 1942, Ungerne i Bjørnegade i 1945, første udgave af De små Synger i 1948, og så følger alle de kendte pige/ungdomsbøger, SUSY og Pernillebøgerne fra 1942 og frem, af Gretha Stevns, der er pseudonym for en færøsk mand – Eilif Mortansson, gift med en dansk kvinde Grethe Hansen-Stevns. PUK bøgerne af Lisbeth Werner, også her et pseudonym for 2 mænd – Knud Meister og Carlo Andersen. DOT bøgerne af Inge Møller og mange flere. Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe fra 1945 skal vel også nævnes, og siden kom der flere klassikere fra hendes hånd. Men nok om bøger nu, der kommer lidt mere senere.

Samleobjekter
Omkring 1928/1932 begynder Tekno at fremstille diverse blik legetøj, mest kendt er nok bilerne, men allerede i starten af 1930 fremstilles den kendte Falck-station. Tekno fremstiller også ting til dukkehuset, møbler, køkkenting osv.

Tekno Falck-station.
Tekno dukkehus køkkenting.

I 1931 oprettes det engelske firma Dinky Toys, udsprunget fra Meccano Fabrikken, de fremstiller formstøbte metal- biler, fly og skibe, synes lige dette firma skulle nævnes, da jeg faldt over nedenstående skønne katalogside. Dinky Toys lukkede i 1979.

Dinky Toys produkter fra december 1969.

I 1932 starter LEGO med trælegetøj, der i 1949 går over til de kendte plastikklodser, der stadig leges med i dag.

Kay Bojesens ikoniske trælegetøj kommer omkring 1950, og det er også her hønseringene vinder frem. Hønseringene kunne bruges til forskellige lege, som at ”hønse”, hvor man kunne kaste, og prøve at komme tættest på noget, eller ramme en dåse, og man kunne så vinde hønseringe fra de andre. Der kunne også gå sport i at have den længste kæde osv.

Min barndom og frem
Så er ved at være kommet til min barndom 1955 og frem, og når jeg tænker tilbage, var det ikke fordi man havde overvældende meget legetøj dengang, Jeg gik i børnehave, og som jeg husker det, var der heller ikke her en masse legetøj, lidt bøger, klodser, puslespil, og så havde man måske selv en dukke eller et tøjdyr med. Der var en udendørs lille legeplads, med et par gynger og nogle små træcykler. Men vi lavede selv en masse ting i børnehaven, broderede på gulvklude og flettede bøjler, kan I huske disse bøjlebetræk af plastbast, det var dengang børn godt kunne beskæftige sig selv. Det ville nok være svært i dag at få 5-6 års børn til at sidde stille, og lave noget med hænderne. Disse flettede bøjler kunne også nemt laves til dukkehuset, en lille
købt træbøjle, og tynde farvede kartonstrimler, og så en god gang lak.

Flettede bøjler.

Derhjemme havde jeg et dukkehus, et min far selv havde lavet, men jeg har nok ikke leget så meget med det, for jeg kan kun huske, rødt murstenspapir på taget, og nogle dagligstuemøbler med rødt fløjlsbetræk og et lille testel i rødmalet træ med guldkant. Om der var dukker i huset, og de andre værelsers møblement husker jeg intet om. Jeg tror, at det var mere interessant at lege med min brors Mecccano og Märklintog.

Jeg have en stor plyselefant, vundet af min farfar på Bakken, den var jeg ret glad for, den hed ”Jum Hartmann Nielsen”, jeg havde en stor dukke Lone, arvet efter min mor, ikke særlig køn, og med en løs arm. Der har været nogle spil, billedlotteri, huskespil og Matador, der bliver dansk produceret i 1936. I starten af 1960’erne havde jeg en lille Rosebud dukke, de må have været utrolig populære, og formentlig også ret billige, for jeg husker det som om alle piger havde sådan en. I de første klasser i skolen strikkede vi tøj til dem i håndarbejdstimen.

Rosebud dukke.

Jeg havde lidt glansbilleder, hønseringe og påklædningsdukker, der blev opbevaret i en gammel bog, med siderne ombukket, og mærket med forskellige tøjtyper. Jeg havde modellervoks og farver, og tegnede en del. Men som jeg husker det, var det meste af mit legetøj beregnet til udendørs brug. Vi sjippede, både med enkeltmands tov og med de lange lavet af plastik. Vi hinkede og hoppede i elastik, der kom frem i 60’erne, vi legede skjul, løb på rulleskøjter om sommeren, og stod på skøjter om vinteren. Vi spillede bold op af muren, med 2 eller 3 bolde, mens man sagde forskellige remser.

”Odense, Bogense, Middelfart – BUM – Assens, Fåborg, Svendborg – BUM – Nyborg, Kerteminde, Ringe – BUM – Rønne –BUM” – husker I den? – en glimrende remse, der gør, at jeg den dag i dag kan huske, hvor de forskellige fynske byer ligger.

På et tidspunkt fik jeg en Barbiedukke, den første Barbie blev fremstillet i USA i 1959, og er kommet til Danmark i starten af 60’erne.

Nu er dyr nok ikke legetøj, men der gik meget tid med at lege med dem. Vi havde gennem årene både marsvin, undulater, zebrafinker, en tilløbende kat, og da jeg var omkring 11-12 år, fik vi hund , en rød cockerspaniel ”Sniff”. Et års tid efter skulle min far ned på Landbohøjskolen og ha’ Sniff vaccineret, ind kommer en mand med en æske med killinger, der skulle aflives, min far tog en med hjem, og så havde vi kat igen.

Og så ”gik” man til noget, jeg har både gået til dans, ikke den store succes, klaverspil, efter sigende var jeg god til det, mendet interesserede mig ikke rigtig. Kunne dog i mange år spille ”Ungarsk Rhapsody ” og kan stadig tyde noder. Gik til spejder
”Grønsmutte” en overgang, spillede håndbold og dansede folkedans på skolen.

Min barndoms bøger
Men igen, når man ser hvad børn har af legetøj i dag, var mit udvalg nok meget begrænset, men jeg havde mine bøger! Jeg har næsten så langt tilbage jeg kan huske læst bøger. Læste allerede flydende, da jeg startede i skolen. Formentlig, fordi jeg lyttede med, når der blev læst lektier med min 4 år ældre bror. Jeg tror allerede jeg var godt i gang med Tarzan bøgerne (min brors) inden jeg startede i skolen. Det foregik på den måde, at min far satte blyantstreger, hvor de lange ord skulle deles, og fortalte mig, at når der kom et personnavn, jeg ikke rigtig kunne udtale, så bare kald ham ”Hr. Olsen”. Det vil sige jeg ikke så meget læste ordet, men genkaldte det. Det er en vane, jeg nok har taget med mig. Kan stadig læse en bog, og når jeg er færdig, egentlig ikke huske hvad hovedpersonen hed. Jeg pløjede mig igennem stort set alle børne/ungdomsbøger, Tude Marie, Ungerne fra Bjørnegade 5, bøgerne om Heidi, Susy bøgerne, og hvad de ellers hed. Sparede op af lommepengene, og købte selv Nancy Drew bøger, det var detektivbøger, skrevet af forskellige, og som jeg husker det, kom der en ny hver måned.

Jeg husker stadig min 8 års fødselsdag som en af de bedste. Min far og jeg gik ned på Gl. Kongevej, i et bogantikvariat, og så fik jeg 20 kroner (der nok svarer til omkring 230 kroner i dag) jeg kunne købe bøger for. Jeg tror jeg fik næsten alle DOT bøgerne, Den Sorte Hingst og flere. Det var en stor dag.

Nogle af de bøger jeg læste som barn.

Meget kan laves til dukkehuset
Mange af de ovennævnte ting kan man sagtens selv lave til dukkehuset. Sjippetov, en stump naturfarvet hæklegarn eller lignende, og et par små røde, aflange perler, eller måske et tyndt og farvet plastbelagt kabel til de lange sjippetove. Bolde af en lille kugle Fimo-ler, og måske hækle et lille boldnet. Forskellige spil, her findes masser af billeder på Internettet, der kan kopieres og limes på en lille kartonæske. Hinkestene, her kan man måske finde en lille flad facetslebet perle. Glansbilleder og påklædningsdukker, her findes også masser af billeder på Nettet, der kan formindskes til korrekt dukkehusstørrelse.

Bøger kan også hentes fra Nettet, det er dog desværre, som regel, kun forsiden der er vist. Men prøv at kopiere et bogforside 2 gange, formindsk/beskær den ene til den størrelse man vil have, og beskær den anden til en firkant af forsidefarven. Denne kan så forstørres til ryg og bagside. Det ser pænt ud hvis farven på bagsiden, er den samme.

Så er vi kommet til slutningen af 1960’erne og frem til i dag, og hvad legede man med der? – Ja, der har været rigeligt udbud, udover alle de tidligere nævnte ting, LEGO klodser, Barbiedukker osv. der stadig er populære, kommer der flere og flere plastikting. Hver gang Disney kommer med en ny tegnefilm, bliver der produceret en mængde legeting med billeder fra filmene. Der kommer mere og mere tilbehør til for eksempel Barbie, huse, heste osv.

Spil i alle afskygninger både brætspil og spil, hvor man skal gøre noget, slå knapper
ned eller lignende. Lego bliver større og større og kommer med masser af samlesæt,
nu med både dyr og mennesker og robotter.

Gjøl-Trolden eller DAM-trolden, den lille gummitrold med de store brune øjne, er
også meget populær fra 60’erne og et godt stykke frem i tiden. Der blev også lavet
forskellige gummidyr, skildpadde, grise og bjørne, alle med den karakteristiske søde
duft, der skyldes jordbæraroma i gummimassen.

Gjøl Trold med de store øjne, han er da skøn.

Der kommer flere forskellige Barbie lignende dukker, Bratz og andre, Løbehjulet, der
har omkring 100 år på bagen, er stadig inde i billedet, der kommer Sylvanian Familien, små figurer, der efterhånden findes i alle afskygninger, som hunde, katte, bjørne, kaniner osv., man kan få huse og biler og meget andet tilbehør. Togbaner er stadig populære.

Sylvania Hus og figurer.

Og på et tidspunkt bliver man lidt træt af alt det plastik, og trælegetøj vender tilbage, meget af det fra BRIO, som jeg tidligere har nævnt. Drenge leger stadig med biler, og der er racerbaner, robotter, dinosaurer og legetøjsvåben.

Nu er jeg vist nået til vejs ende, der er sikkert noget jeg har glemt, men jeg håber at nogle af oplysninger kan bruges, når dukkebørneværelset skal møbleres.

En stor tak til Marianne!


.