Roselines Miniature.

Jeg har fået dette indlæg fra Line Fauerholm. Dejligt der er åbnet en ny butik med alt til dukkehuset. Jeg vil da glæde mig til, at besøge butikken, næste gang jeg er på Fyn.

Roselines Miniature – Webshop og dukkehusbutik på Fyn
https://roselines-miniature.dk

Roselines Miniature er en digital og fysisk butik som sælger dukkehus miniaturer i størrelsesforholdet 1:12 til voksne samlere.
Der primært romantiske vintage miniatureting, men også enkelte moderne og retro miniaturer der sælges hos Roselines.

Dukkehustingene er ikke kun til dukkehuse, der ofte nogle som kommer forbi og køber miniatureting til deres sættekasse eller deres nissedør til jul.
Hos Roselines finder du de fineste mundblæste glas med 18K guld, ægte hånddrejet stentøjs tepotter… med hul i tuden! Små fine realistiske papirs blomsterbuketter, små designer hatte, frækt undertøj i de fineste blonder med hægter, sødt og romantisk blonde sengetøj og de smukkeste udskårne træmøbler og meget meget mere. Alt sammen købt og importeret fra dygtige miniaturekunstnere fra forskellige steder i verden.

Den fysiske butik er klart et besøg værd, da butikken har mange flere ting end der er lagt i webshoppen… børn er velkomne, når blot de kan nøjes med at kigge 😊
Webshoppen har altid åbent og den fysiske butik er åbent efter aftale med Line Fauerholm på 28675925 eller mailto:mline@roselines-miniture.dk

Roselines Miniature har også en gruppe på Facebook.

Happy Halloween

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign
Oversættelse: Lene Byfoged

Her er en (u)hyggelig Halloween hilsen fra Sigi. Jeg tror ikke, der er nogen højtid eller anledning, hvor ikke dukker eller dukkehuse er repræsenteret. Så inspirerende.

Stor tak Sigi!

d. 29. november 2022. Happy Halloween

Min mand og jeg elsker Halloween. Jeg indrømmer, det er farverne. Kombinationen af ​​sort og orange – smukt.

Vores lejlighed var altid dekoreret i overensstemmelse hermed. Græskar med lys, i vinduerne og på altanen. Når vi havde gæster, passede bordpynten også altid til.

Det er selvfølgelig ikke muligt i år. Som alle andre steder i verden, forsøger vi, at spare på strømmen. Men der er i hvert fald en “uhyggelig” kasse foran døren.

Måske ved du det? Udover min research om Dora Kuhn, er jeg ekspert i Edi-dukkerne. For nogle år siden udgav jeg en samlerbog. Den bestod af 200 PDF-sider – bare med og omkring Edi-dukkerne. Jeg var altid irriteret over, at Edi ikke havde en heks i sortimentet. Men jeg må være retfærdig. I 1950’erne var Halloween, næppe et begreb i Tyskland, især da dagen blev fejret, som reformationsdagen i den protestantiske del af Tyskland.

Men jeg ville have en heks, så jeg lavede en lille heks af en 8 cm Edi-dukke (dukke 7). Jeg er ikke god til nål og tråd, men jeg kan klare en heksekåbe og et tørklæde.

Det er ikke godt for mennesket, at være alene – måske er det også sådan for hekse? Anyway, det næste år, lavede jeg en troldkarl ud af en 12 cm Edi dukke (dukke 2).

Lige siden, har hekse og troldmænd, været på spil i vores lejlighed, hvert år på denne tid.

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og ønske alle læsere en uhyggelig Halloween og sender

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

Lille – Fin og meget præcis.

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign

Udgivet. d. 19. oktober 2022

Oversættelse: Lene Byfoged

Sigi er jo som de fleste af bloggens læsere ved nu, en dreven dukkehusentusiast og har gennem årerne erhvervet sig en del erfaring med hvilke værktøjer, der fungerer godt for hende. Her deler hun ud af sin store viden og mon ikke, vi alle kan få glæde af dem? Det tænker jeg.

En stor tak Sigi!

Lene

Dato Lille – Fin og meget præcis.

Jeg modtager ofte e-mails, hvor jeg bliver spurgt, om mit værktøj. Ja, det er svært at finde passende værktøj, til så småt et arbejde. Jeg vil gerne vise dig her, hvad jeg arbejder med. Åh ja, de to Edi-dukker i ukrainsk kostume er 8 cm høje.

Jamen jeg er heldig. Min mand har bygget elektroniske komponenter, siden han var meget ung. Hertil havde han gennem årene anskaffet sig en velassorteret værktøjskasse. Senere lavede vi bygninger sammen til vores jernbane. Der blev disse værktøjer brugt igen, og jeg lærte dem og deres funktion at kende.

Borehoved
Mit vigtigste værktøj er det lille bor. Jeg kan nå, næsten alle hjørner, af mine stuer med det, på kortere tid end en kuglepen. Indeni er der bor i forskellige størrelser. Så jeg kan ikke kun bore de fineste nålehuller, men også huller til kabler eller lignende. Du drejer boret med fingrene, og det æder sig ind i træet. Mit foretrukne bor er 0,8 mm.

Boredværg
Men nogle gange kræver det lidt mere styrke. Det har jeg min lille boredværg til. Det har også flere borehoveder. Men frem for alt har det andet tilbehør. Jeg kan male eller fræse med den. Begge forekommer hyppigt i mit arbejde med stuerne.

Håndværkssav til alle formål
Min mand og jeg har arbejdet med denne sav, siden begyndelsen af ​​1990’erne. I juni 2022 købte vi en ny. Vi vil ikke undvære den i vores værktøjskasse. Den æder sig lige godt igennem træ og plast.

Decohammer
Min hammer er en 100 grams hammer. For mig, kunne den være lidt mindre. Jeg så små hamre forleden, men på en eller anden måde synes jeg, at disse 30 grams hamre mangler kraft. For at, jeg også kan bruge hammeren i mindre rum, tager jeg den så på tværs, til min mands rædsel.

slag
Punchen bruges af smede til at, slå huller i rødglødende metal.

Jeg bruger den til at slå nagler ind i vanskelige steder. Før jeg fik det, var det en evigheds lang procedure, forbundet med mange små skæve nagler. “Stifterne” er hule, hvor igennem en metalstang indsættes. Jeg placerer den på sømmet med dets nederste hul og banker så ovenpå. Naglen bliver på det helt rigtige sted, og den forbliver lige.

Jeg forborer et lille hul med mit lille bor, indsætter sømmet, der er skåret i den rigtige længde (det gør jeg med normale sideskærere) og hamrer det ind ved hjælp af stansen. Hvis du ser på billedet til venstre, kan du se den lille afrundede kant rundt om naglen. Da stansen er beregnet til metal, fylder den en del. Så du skal bruge det med omtanke.

Præcisionlineal
Først og fremmest bruger jeg præcisionslinealen, fordi den virkelig begynder at tælle lige fra starten. dvs. jeg kan stille den, på utilgængelige steder og aflæse skalaen på forsiden. Den er meget let og slank. For mig er den absolutte minimumstolerance på ± 0,3 mm sekundær. Desværre arbejder jeg ikke så præcist.

Pincet
En lige og en buet pincet, er uundværlig når man arbejder med dukkehuse. Faktisk burde den, ikke være magnetisk. Ellers griber du et søm og henter fem. Alligevel er en magnet god at, have med i ny og næ.

Lim Puder – Mini Dots
Ikke et værktøj, selvfølgelig, men de mini-klæbende prikker er uundværlige for mig. Jeg ordner stort set alt i min stue med den. Normalt – desværre ikke altid – kan de fjernes uden at efterlade rester. Men jeg er forsigtig med meget gamle farver og prøver, det først, på skjulte områder. Jeg bruger altid disse – jeg køber dem online, men der findes helt sikkert andre.

Miniaturerne holder meget godt, selvom de stilles på siden eller på hovedet i kort tid. Dette sker for mig igen og igen, fordi jeg laver ændringer i dekorationen, når andre miniaturer allerede sidder fast eller står.

Jeg bruger selvfølgelig også værktøj fra husholdningsskuffen fra tid til anden – tænger, sideskærer, skruetrækkere og lignende. Men for at kunne udføre rigtig småt arbejde, har du også brug for småt værktøj.

Jeg håber, jeg har været i stand til at give dig et hint eller to til småt arbejde. Hvis du har nogle tips, modtager min mailboks gerne dine forslag.

Pas godt på dig selv. Jeg ønsker dig god arbejdslyst.

Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

De dejligste miniaturedukker

Copyright for billeder: Sylvain Forget. For research: Lene Byfoged.

Sylvian Forget.

Ingen tvivl om, at Facebook er en tidsrøver, men man opdager altså også spændende og inspirerende mennesker der. Bl.a. faldt jeg en dag over Sylvain Forgets skønne miniaturedukker, dem blev jeg helt forelsket i. Man må sige at han giver dukkehusdukker, en helt ny dimension. Tænk hvilke rum, man kunne bygge op over en af disse! Der er sikkert nogle der kender til ham, men sikkert også nogle der ikke gør.

Sylvain Forget er født i 1962, i Saint-Jérôme, Quebec og udover, at være en afsindig dygtig dukkemager, er han også en meget spændende og dygtig kunstmaler. Virkelig en alsidig kunstner.

Jeg skrev til Sylvain Forget og fik lov til at bringe nedenstående billeder med kommentarer. Jeg håber I vil nyde dem, mindst lige så meget som jeg gør.

Desværre er billederne ikke så skarpe her, selvom de er det på Facebook. Beklager!

Maggie Smith, den dejlig britiske skuespiller. Her er hun hertuginde af Queensberry i et projekt om dronning Victoria. Hun er lavet i 1:12 og af BeeSPuttY ler over trådarmatur, kjolen er syet af silke og hun er malet med Genesis Oils og parviskose fibre. Virkeligt et kunstværk.

Lis Taylor som Maggie i filmen “Kat på et varmt bliktag”

Marty Feldman, hvem husker ikke den dejlige skuespiller? Her har Sylvian kreeret ham, efter inpiration fra filmen “Young Frankenstein”. Så fantastisk.

En hyldest skabt til Peter Falks ikoniske rolle som detektiven Col. Det er i 1:12 og lavet af BeeSPuttY og Cosclay polymer ler. Så vellignende.

Angela Lansbury i rollen som Jessica Fletcher, er Sylvians seneste dukke. Hun er et bestillingsarbejde og lavet i BeeSPuttY ler over et trådamatur. Hendes tøj er lavet af bomuld, meget fint polyester og læder. Malet med genesis olier og parykken er lavet af forskellige viskose fibre. Hun er da også helt fantastisk.

Det elskede eventyr “Jack og bønnestagen” er inspirationen til dette værk. Jack måler knap 10 cm og skulptureret i BeeSPuttY ler.

Sylvain laver også andre virkelighedstro dukkehusdukker, end kopier af kendte personer. Se bare disse eksempler på nedenstående billeder.

Der er ingen tekst til ovenstående billeder, men de taler jo også for sig selv.

Vil I se flere af Sylvains dukkehusdukker, så kig ind på: https://www.facebook.com/Amstramstudio

En kæmpe stor tak til Sylvain Forget, for tilladelse til at bringe dette indlæg. Jeg glæder mig til at følge dig og dine dukker fremover.

Mange hilsner

Lene

Mit hus i (fra) Fischbachau – sådan blev det

Text: Sigi Ulbrich – www.tortula.de

Foto, når intet andet er nævnt : GMUwebSign

Udgivet d. 14. september 2022.


Man må sige at Sigi Ulbrich er et energibundt. Jeg bliver helt forpustet og lidt misundelig, på alle de projekter, hun har gang i og bliver færdige med. Stor respekt for det.

I dag endnu en dejlig og inspirerende artikel, om et af hendes fine huse.

Det er et år siden, jeg fortalte, at jeg nu er den stolte ejer af et Kuhn-hus fra 1960’erne.

Jeg ville give mig selv god tid til, at indrette huset, til at fylde det med liv. I disse dage er det færdigt. Jeg er meget stolt af resultatet, og jeg vil gerne vise jer, hvordan det blev.

Dette er Meyers. De var ikke med, da jeg købte huset. Men da sælgeren fandt ud af, hvem køberen var, sagde hun, at hun ville sende mig alt det andet, der fulgte med, da hun købte huset. Simpelthen så dejligt. Det var jeg selvfølgelig meget glad for. Det vil jeg gerne, endnu en gang, takke hende for. Der kom en hel pakke med dukker og miniaturer. Jeg ville ikke have alt i huset, men selvfølgelig skulle denne lille Erna Meyer-familie flytte ind i huset.

Den enlige far Fridl (Fridolin) Meyer, bor i dette smukke hus sammen med sin datter Fannerl (Franziska) og sønnen Ferdl (Ferdinand). Jeg ville faktisk lede efter en kone og mor. Men nu kan jeg godt lide trioen, som den er. Forrest kan man se den smukke røde “Fine stue” og Fannerls værelse. Hvor far og søn sover, forbliver en hemmelighed.

Fridl, Ferdl og Fannerl er er Bayriske øgenavne.

De dyr, der bor i mine stuer, skal overholde mine regler. Det betyder, at alle skal opføre sig ordentligt og ingen må skade andre.

Den obligatoriske skildpadde er en gave fra Sherri. Bagbenene er bevægelige, så hun kan også kravle, som en skildpadde. Glasfuglen kommer fra Schwarzwald, fra glasfabrikken Hofgut Sternen i Ravenna-kløften i Höllental. Fisken er en miniature fra Asien. Frem til 1960’erne havde mange familier i Tyskland, faktisk en guldfisk i en krukke på stuebordet – en frygtelig tanke. Den lille grå mus, der titter frem af osten, er også fra Asien. Egernet er en Schleich, en mini fra 70’erne. Den lille gravhund også. Den er blød – ligner vinyl. Jeg købte hans storebror på Etsy. Den er støbt af hård plast. Jeg kender ikke producenten. Den sorte kat er nem nok. Den var allerede klistret til i hjørnet af huset, da det blev købt. Jeg fandt det ikke generende, og min mand syntes, det var rigtig godt. Så jeg prøvede ikke engang at fjerne den.

Huset har en stor altan og en lille have – begge skal plantes til. Altankasserne manglede ved køb. Steve byggede nye til mig. Jeg har plantet dem med tidssvarende blomster fra Stublu. De røde blomsterkasser er også fra Steve. Sherri malede dem. Vi så engang lignende kasser på internettet, dem brugte de som skabeloner. Svanen med planten – nyere – er også fra Stublu. Den røde blomsterstand med plante er fra Kuhn, kun få af disse stande har overlevet tidens tand. I slutningen af ​​1980’erne og begyndelsen af ​​1990’erne, var standen en del af Kuhn-serien. Den malede blå porcelænsvase er fra 1950’erne. Voksbuketten er nyere, og nej, den er ikke af Agatha Christie, og Margaret Rutherford kigger heller ikke forbi til en kop te. Trævasen fulgte med, den har kun fået lidt maling. Blomsterne er fra 1970’erne. Keramikkrukken er – inklusive blomsterne – fra 70’erne. Sherri gav mig den dekorative plantekasse. den er lavet af gips. Hun malede den, helt efter min smag.

I sommeren 2020, altså imens verden gik i stå, vævede jeg tæpper. Jeg brugte kun en kurv, som væv. Jeg skærer en “båd” ud af pap og bruger en stor hår kam. Før hen brugte jeg en stor nål, i stedet for pap-shuttlen, hvilket virkede bedre, men jeg skulle altid trække den lange tråd bagefter. På kammen fjernede jeg hver anden krog. Så gik det rigtig godt. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få en rigtig lige solid kant.

Senere købte jeg en lille væv. Man kan købe alt på internettet. Det var selvfølgelig nemmere, og jeg havde metalstænger, til den lige kant. Strømpegarn er ideel til tæpper, men mine bliver desværre stadig ikke rigtig gode.

Lige som et tæppe, bringer hygge ind i huset, så er der brug for miniaturer til, at skabe en beboet atmosfære.
Her miniaturerne fra venstre værelse – stuen.
Tapetet er håndlavet af Sherri ved hjælp af knudeteknik. Broderet med en tråd. Så et vidunderligt, meget fint håndarbejde. Eventyrbogen: “Ulven og de syv små geder” er en rigtig bog, som man kan læse i. Vægpladen og porcelænsbilledet er fra 1950’erne. Vægvasen med chenille blomster også. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om disse er af Paul Herberg, men det formoder jeg. Alt bordservice (flere stykker service er i buffetskabet) er fra 1940’erne og produceret i Erzegebirge. Træet og rytteren er også fra Erzegebirge. Vi tog dem med fra Seiffen. Lysestagen kunne være lavet af Volker Arnold. www.va-holzkunst.de Han laserer lysestager (og mange andre ting) til dukkehuset i alle størrelser. I de rigtige farver, kommer selvfølgelig hele skønheden til sin ret. Det kommer fra “tillægspakken” fra hussælgeren. Hjortehovederne er en gave fra Steffi. De er håndlavede, af en miniaturist fra Hessen. Steve klippede og polerede skjoldet. Uret er et ægte Kuhn-ur fra 1930’erne. Den røde tråd glasvase er fra Lauscha.

Her er miniaturerne fra værelset til højre, datterens værelse.
En farverig blanding af gammelt, nyere og nylavet. Geli havde andagtsgenstandene med, direkte fra Rom. De to spånpladekasser, er også fra hende. Hun malede dem “på Kuhn”. Bamsen er også hendes – den plejede at være en nål. Lysestagen, vækkeuret og dukkevuggen er ret gamle, de er fra Erzegebirge Bogen er rigtig, den kan man læse i – den er ny og er købt på ebay. Anden var en nål. Sysættet kommer fra Asien. Hjertet er lavet af små perler, der er limet fast og formet. Den lille flaske er håndværk. Perlerne er fra smykkedesigner Ung. Græskarret er lavet af gips. Steve klippede og pudsede det store skilt, til andagtsgenstandene efter mål. De blå og hvide blomster er en applikation.

Forsiden af ​​huset er aftagelig. Så væggen, altanen, vinduet, døren, vinduet og katten kan fjernes og lægges til side. Først da ser man de to rum.

Ligesom i vores hjem er altanen endnu et rum, der er bruges til beboelse. Tre liggestole giver familien mulighed for en hyggelig siesta. En skildpadde bor i sin lille “bod”. Frem til 1970’erne levede der faktisk mange skildpadder i tyske husholdninger – desværre alt andet end artsegnet dyrehold. En urtepotte, en vandkande og en havenisse står på et lille rødt Kuhn-bord. Fannerl glemte sin dukke på liggestolen og Ferdl hængte sin drage på væggen. Far Fridl har gjort sig godt tilpas med en thriller og en sodavand .

En i familien må være en passioneret hobbygartner. Det er i hvert fald grønt og der er blomster overalt – selvom det allerede er oktober. Ikke svært at se, på græskarret ved siden af ​​hoveddøren. En havenisse står til højre og en til venstre for trappetrinet. Ifølge Wikipedia er der omkring 25 millioner, af disse elskelige små havehjælpere i tyske haver. Udstyret med spade, hakke, rive, trillebør eller lanterne. Altid villig til at hjælpe med havearbejde.

Når man fjerner fronten, har man frit udsyn til de to rum. Men du bør først overveje, hvor fronten kan placeres. Den står faktisk ret godt alene, men bedre, safe than sorry. Et fald ville være fatalt.

Jeg har allerede præsenteret dig for beboerne, møblerne og miniaturerne ovenfor. Men de kommer først rigtig, til deres ret på stedet. Bordet er allerede dækket. Udover servicet lagde jeg også kniv og gaffel. De er af nyere dato. Fridl må være meget sulten, han sidder allerede ved bordet fuld af forventning.

Selvom jeg ikke holdt mig til Kuhns katalogillustrationer med husets indretning og indretning

  • blå møbler – røde gardiner og sengetøj
  • røde møbler – blå gardiner og sengetøj
    Jeg holdt fast i det røde sengetøj, selvom jeg valgte værelset, med de blå gardiner til de blå møbler. Jeg supplerede det røde sengetøj med en lille pude i blå gingham.
    Fannerl holder altid sit værelse i top stand. Alt er rent og ryddeligt. Det siger selvfølgelig en del om den lille beboers karakter.

Enhver samling bondehuse og i særdeleshed Kuhns, fortjener opmærksomhed Det er et rigtigt blikfang.

Huset har fået en fremtrædende plads i vores stue. Den står på vores gamle tv-bord. Hos os er alt lidt trangt – ikke mindst på grund af de mange dukkehuse. Vi placerede et lille akrylbord, over det, for at beskytte det. Dette giver tryghed og er meget praktisk.

De hjerteligste hilsner
Sigi Ulbrich – www.tortula.de

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og gode internetpræsentation.

Stor tak til Sigi, for endnu en interessant artikel.

Legetøjsmuseet Olgas Lyst

www.auctionet.com, er der i øjeblikket online auktion over nogle af effekterne fra Legetøjsmuseet “Olgas Lyst” i København. I den forbindelse er der nogle, der er bange for, at museet lukker for bestandigt.

Det gør det IKKE, jeg har talt med den ene ejer Erik Nielausen, der fortæller, at museet er under en stor renovering og åbner, når den er overstået. Hvornår det sker, vides endnu ikke.

På auktionen, der slutter d. 24.april, er der foruden skønne fuldt møblerede dukkehuse, bamser, en Falckstation m.m.. Det sælges udelukkende, for at give plads til nyerhvervelser på museet.

Kig ind på auktionshusets hjemmeside (se linket længere oppe) og se de smukke effekter.

Lene

Strassburg-Stuen – en bondestue med en historie

Endnu en gang har Sigi Ulbricht sendt mig en af sine dejlige artikler, om hendes dejlige dukkestuer.

Sigi er så kreativ og dygtig og det glæder mig hver eneste gang, jeg kan sætte en af hendes detaljerede og inspirerende artikler på bloggen.

En stor tak til Sigi!

© for tekst og billeder: GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Udgivet d. 23. marts 2022.

Husk dato.

Lad os gå tilbage til 1942. Der bor en tysk familie på 4. Far, mor, søn og en datter på 5 år, i en forstad til Strasbourg. Det er ikke en nem tid – heller ikke for børnene. Krigen rasede omkring dem, og beboerne i Alsace var ikke begejstrede for deres nye (besættende) naboer. Der lå en stor våbenindustrivirksomhed i umiddelbar nærhed og derfor, er byen ikke helt så stille og tryg, som den idylliske lille gade antyder at være. Der var ingen legekammerater til børnene.

Så fik moderen sendt en bog fra sin hjemstavn. Den er fra 1936 fra Beyer Verlag. “Gør-det-selv legetøj, lavet og savet af træ”. I den var der skabeloner, man kunne stryge direkte på træ. Der var også skabeloner til en dukkestue. Denne stue ville moderen, så gerne have, at hendes datter fik.

Om aftenen, når børnene sov, blev køkkenet lavet om til et tømrerværksted. Med
en masse kærlighed, omsorg og omhyggelighed – trods alt var faren designer af profession – han savede, limede og malede dukkestuen til sin datter
Datteren fik stuen i marts 1942 til sin fødselsdag.


Denne dukkestue blev kun sjældent brugt og derefter meget skånsomt. I forsommeren fik den lille pige fik endnu en lillebror og pasningen af ham var mere interessant for hende.

I forsommeren 1944 måtte familien flygte fra amerikanske luftangreb og franske kampvogne. Min fars firma stillede et jernbanetog til rådighed for evakueringen. Dette skulle bringe familierne og deres ejendele til Offenburg. Min mor, der havde 2 små børn at passe på, den ene i barnevogn, hund i snor og allerede gravid igen, nåede ikke toget, og flygtede på egen hånd via Freiburg til Bad Krozingen. Efter en pause tog vi videre til Sachsen-Anhalt for, at besøge min mors forældre. Der modtog de nyheden om, at toget var blevet angrebet og ødelagt af lavtflyvende fly. De få ting, der der ikke var ødelagt, var tilgængelige for de ansatte i Offenburg.
Min far kørte dertil og kunne bortset fra et testel, kun identificere dukkehuset som tilhørende os. Det blev sendt til min mor.

I Sachsen Anhalt, havde den lille pige ingen tid og intet sted til dukkehuslege. Så stuehuset forblev ned pakket. Den store kasse flyttede fra Köthen til Aschersleben i 1949 og flyttede vestpå i 1956. Overlevede yderligere tre familieflytninger dertil og fandt et midlertidigt hjem i 1992 i den yngste datters kælder. Og så i julen 2010, for at starte en ny tur, denne gang fra Westfalen til Slesvig-Holsten. Der landede det under vores juletræ.

Vi, min mand og jeg, sad godt tilpas ved juletræet og åbnede de pakker, som postbudet havde bragt ind fra julemanden, de sidste par dage. En pakke indeholdt en meget speciel overraskelse.

Min svigerinde gav mig dukkestuen til jul. Med andre ord kom “kun” møblerne med posten i starten. Hun ville ikke sende den store pakke med postvæsenet og vi ville jo komme i marts.

Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at lade møblerne stå, uden et hus så længe. Så i juledagene byggede mig en kasse af pap. Jeg fik at vide, at rummet havde en slags ramme, og jeg har altid tænkt på, at de smukke Kuhn-værelser selvfølgelig havde en blomsterdekoration

Jeg syntes min “bolig” blev meget vellykket og jeg var især tilfreds med vinduet og udsigten til Alperne – det var rigtig godt at bo der.

Da jeg modtog dukkesuen, var den helt anderledes end hvad jeg havde forventet – men jeg syntes den var så smuk og jeg omarrangerede den med det samme

En Edi-familie er flyttet ind i Strassburg -Stuen. Far, mor, datter, søn og en lille baby dreng (kan kendes på de lyseblå seler). Til baby strikkede jeg en jakke og seler af sytråd. De øvrige familiemedlemmer er klædt i deres originale stil – alpestil.

Ud over de tobenede venner, er de firbenede venner i en stue, altid særligt vigtige for mig. Et dukkehjem er alligevel ikke komplet uden hund og kat. Den lille setter, som boede der midlertidigt, har nu fundet et nyt hjem i en anden stue. Pudlen fra 1950’erne passede meget bedre, fordi familien altid havde haft en kongepuddel.

I virkeligheden, kom en kat først ind i familien, meget senere. Denne, der så pænt mener at bolden er dens, er af porcelæn og af nyere oprindelse. Det bidrager meget til den harmoniske hygge.

Møbleringen i en stue vokser med tiden. Først putter du det tilbehør i, der bare ligger i overskudskassen – bare så der “kommer liv ind i stuen”. Men lidt efter lidt bliver det, som du forestiller dig det.

Jeg blev selvfølgelig guidet af den sort/hvide illustration i bogen “Puppenstuben Puppenhäuser” af Alice og Botho Wagner
Vejledning 9321 Heyne Book 3600 fra Antiques-serien
Genoptrykt med forfatternes venlige tilladelse.

I enhver ordentlig katolsk husholdning hænger der et kors på væggen – og sådan skal det selvfølgelig 0gså være i Strassburg-Stuen.
Her i nord finder man sjældent det lille “Kors”, der altid ser så flot ud på væggen i et stuehus. Men i ny og næ, sender en veninde fra det sydlige Tyskland mig en, som hun finder på et loppemarked. Den lille Raffael-engel kommer fra en konfettipose.

Jeg kunne slet ikke vænne mig til en tornekransen. Det virker for følelsesladet på mig. Så jeg opgav den.

Jeg har tilføjet en lille bogreol fra mit lager. Jeg vil prøve at male hylden, så den matcher resten af ​​møblerne. Jeg er ikke god med en malerpensel, men jeg burde kunne gøre det.

De faste læsere af www.tortula.de, ved at jeg har en stor forkærlighed for de dejlige små ting fra Erzegebirge – store som små. Så det er bestemt ikke overraskende, at der i Strassburg-Stuen står et kaffestel i træ fra Erzgebirge på bordet. Jeg synes, det passer så fantastisk ind i dette rum, med sin kombination af naturlig farve og rød.

Da jeg pakkede møblerne ud i julen, og min mand så bordet, kunne han stadig huske den malede røde dug. Da jeg ikke er sikker på, hvordan de gamle farver hænger sammen med nutidens dukkehusvoks, lagde jeg et stykke folie på alle de overflader, jeg ville have noget på, og limede delen til med dukkehusvoks. Så alt er fikset, men garanteret uden at beskadige malingen.

Jeg lavede kukuret af et papirhåndværksark, og jeg synes, det er meget vellykket. Man kan næsten høre den lille fugl kalde. Alligevel besluttede jeg mig senere for at bruge træuret fra DDR – fra VERO, selvfølgelig, hvem der end har bygget det. Det passer virkelig perfekt.

Mens jeg kun kender de farverige vævede kludetæpper fra Norden (“Bullerby!!!”), så lærte jeg af en sydtysk ven, at der også hækles kludetæpper i Bayern. Nå, for mig, da jeg aldrig sidder nogen steder uden en “strikket strømpe”, var det dagens ordre. Siden da har jeg hæklet tæpper af farverigt perlegarn. Og siden da har mine stuehuse været meget hyggeligere end før. Virkelig nydeligt.

Da jeg startede www.tortula.de for mange år siden og valgte skildpadden som mit, besluttede jeg, at der skulle være en lille skildpadde i nederste venstre hjørne af hvert af mine dukkehuse. En lille “tout” (tortula) kravler frit rundt i Strassburg-Stuen.
Det er nok sådan, at dyrene i den harmoniske Edi-familie også lever fredeligt og harmonisk sammen.

I slutningen af denne artikel om Strassburg-Stuen, er ét spørgsmål stadig ubesvaret:

Hvem fra denne store familie får lov til, at sove i den ikke særlig store seng?

Jeg kender familien, gætter på pudlen.

Jeg vil gerne takke Alice og Botho Wagner for tilladelsen til at vise billederne her og Lene for den flotte oversættelse

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Billeder medmindre andet er angivet: GMUwebSign

Min soldater skole er endelig færdig.

Indrømmet, jeg holder meget af soldater, især marinesoldater. Min far var ved Søværnet og hele min barndom var præget af det, på mange måder. Og på min morfars side var mange generationer tilknyttet Holmen og de er døbt, konfirmeret, gift og begravet fra Holmens Kirke. En tiptipoldefar var sågar tambourmajor og blikkenslager på Christiansø, så det ligger måske i generne.

© for tekst: Lene Byfoged

© for billeder, hvor intet andet er anført: Torben Byfoged

Det færdige resultat.

For omkring 20 år siden købte jeg min første lille soldat i bisque, på et antikmarked i Hamborg. Og det er først for et par år siden jeg erhvervede mig den sidste, marinesoldaten, som ser så glad og fræk ud. Længe havde tanken om en skole været der og nu begyndte jeg så, at finde på møbler osv til den. Skolestuen fik jeg også købt, den er meget brugt og det ses tydeligt, men jeg syntes den er charmerende sådan og jeg ville gerne have det patinerede look. Kun en enkelt soldat er købt i Danmark, af en anden samler. Resten er købt i Tyskland.

Her er de så, soldaterne. Søde og charmerende på hver deres måde.

For et par år siden begyndte jeg halvhjertet at sy på en uniform til læreren, men det blev ikke til mere. Min mands kræftsygdom og coronaen satte en stopper for lysten til at fortsætte.

Men så en dag fik jeg en mail, fra Mosede Fort Museet, de havde læst min artikel , http://dukkedroemme.dk/boern-og-legetoej-under-1-verdenskrig/Børn og legetøj under 1. Verdenskrig, her på bloggen. De skal i uge 8 have udstillingen “Skal vi lege krig?” og ville gerne i den anledning, have lov til at låne min samling af dukker og børneservice.

Jeg så straks muligheden for at få skolen færdig og gik i gang med at sy uniformer og lave skoletasker m.m. og da alt er syet og lavet i hånden, tog det en del timer.

Bælterne er lavet af blødt skind og med dukke skospænder, som bæltespænder, ligeledes til taskerne.

Taskerne fandt jeg mønstret til på Pinterest, et nemt et, hvor man blot limede dem.

Her ses en af skoletaskerne. Uh, man ser alle fejlene på sådan et billede her. Her kan man også se feltflasken og trompeten, som jeg skriver om længere nede.

Jeg havde som tidligere skrevet købt ting til skolen hen ad vejen, men manglede alligevel en del ting. Så sendte Sigi Ulbrich www.tortula.de, mig et billede af en af hendes fine stuer og på væggen var de sødeste billeder, af mennesker i folkedragter. Jeg spurgte til dem og fik at vide at det var badges, som under 1. Verdenskrig og blev givet til de mennesker, der hjalp de fattige. Og dem var der masser af og det offentlige kunne ikke hjælpe alle. De bliver kaldt WHW, hvilket er en forkortelse af “Winterhilfswerk”.

Efter jeg gik på Ebay.de for at lede efter disse, er jeg blevet klar over, at det som så meget andet, er et stort samlerområde. Jeg var heldig at finde skønne billeder også, af soldater fra forskellige årstal. De er i metalrammer og er maskinsyede. Da jeg var i gang fandt jeg en komplet serie fra 2. Verdenskrig og et par skibe, også derfra.

De er da fine og ret velholdte, når man tænker på, at de er over 100 år. WHW. Foto: Ebay.de
Denne serie syntes jeg var fin, men blev glædelig overrasket , da jeg fandt ud af at de passer perfekt i størrelsen til soldaterne. Den er fra 1941. WHW. Foto: Ebay.de
WHW fra 2. Verdenskrig. Foto: Ebay.de

Verdenskortet, kortet over Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, samt de andre anskuelsestavler er printet ud på rispapir og så limet på tyndt pap.

Den uartige soldat kunne ikke finde ud af, at man ikke må lave papirsflyvere i timen, så nu står han og kommer på bedre tanker. Man kan også se hans tornyster fra WHW.
Læreren er lettere alkoholiseret, det er hårdt at få skik på de ustyrlige små soldater.
Denne tavle med små anskuelsesark er helt ny, den er købt på www.jacominis.com. Den falder så fint ind, syntes jeg.. Hele skolen er en blanding af nyt og gammelt og tidsperioderne passer heller ikke. Men det er Ok!
Denne kanon er fra Kinderæg og fra midt 1970,erne.
De fine metalsoldater i vinduerne er købt i Kramboden i Odense og den sidste på hest, et arvestykke fra en kær dukkesamler.
Ja, han står her endnu!

Jeg håber I kan lide min skolestue, som tidligere skrevet, er den en blanding af lidt af hvert, men det har været rigtigt hyggeligt at lave den og på en måde, lidt trist den er færdig nu. Men så har jeg fået gnisten tilbage og nu står min Fanøstue og mit englehus, med engleskole og venter på, at jeg går i gang med dem.

Lene

Julen 1951 Julen 2021

Fra Sigi Ulbrich, har jeg fået denne skønne julehilsen. Hvor er det dejligt hun stadigvæk har lyst, til at dele ud, fra sit skønne dukkehusunivers, til glæde for mange af bloggens læsere.

Tusinde tak for det Sigi.

©: for tekst og billeder: Sigi Ulbrich.

©: Lene Byfoged

Udgivet d. 15.12.2021

Julen 1951 Julen 2021

Åh ja … julen 1951 – det er 70 år siden og alligevel – det var bestemt en af ​​de
vigtigste julefester i mit liv. Jeg har selvfølgelig ingen minder mere om det – jeg var kun 2½ år gammel.


I 1951 brugte vores bedstefar meget tid i sit værksted og … og der fik jeg ikke lov til at gå ind til ham. Juleaften i Tyskland – der får man altid gaverne den 24 – og her kom den store overraskelse.


Min elskede bedstefar havde bygget et dukkehus. Et stort køkken til min søster og et torums til mig med stue og soveværelse. De to huse, kunne sættes oven på hinanden, så man havde et toetages hus. Nu havde vi begge to rigtige lejligheder og kunne lege med dem sammen.

Lejligheden var fuldt møbleret. Bedstefar havde også bygget møblerne. Om han havde brugt en skabelon eller bygget den på egen hånd … jeg ved det ikke, jeg har ikke længere nogen, jeg kan spørge om det.

Min storesøster voksede hurtigt fra dukkehuset, og jeg havde det for mig selv. I julen 1953 fik jeg stuemøbler – også fra min bedstefars værksted. Der have været en skabelon til disse møbler,
Mine møbler er meget ens – bare lidt forskellige i pynten – i ny og næ ses de udbudt i de store online auktionshuse.
I advents- og juletiden – lavede vi altid en masse kreative ting – så savnede jeg slet ikke mit dukkehus. Jeg kunne slet ikke kende det, da jeg så det igen . Køkken og soveværelset var i to-værelses huset ændret til køkken og soveværelse og et-rums-boligen var blevet til en stor stue med en lille karnap. Der stod bondemøblerne . Nede ved trappen (der var lavet af min storebrors gamle træklodser), stod vuggen og til højre på den anden side, den blå gulvvase med de hvide prikker. Jeg kan stadigvæk helt nøjagtigt, se alt bogstaveligt talt foran mig.

Den 24. december 1953, blev min store kærlighed til stuehuset vækket!
I dag har jeg mere end 30 bondehuse i mange forskellige størrelser. Det ombyggede værelse havde et vindue i soveværelset og et i stuen, lige hvor bondemøblerne stod.. Min bedstemor syede gardinerne. Til stue var de syet af rødt og hvidternet bomuldsstof og til soveværelset af tyndt hvidt batik. Vinduerne var materede. Det var de ikke i min vens dukkehus. Men det var ikke noget specielt for mig. Jeg var jo glarmesterdatter.

I min barndom blev julen aldrig fejret i dukkestuen. Måske var det på grund, af det faktum, at det “forsvandt” hvert år på en mærkelig måde, i adventstiden. Men
juleaften, stod det altid under juletræet i en ny flot udgave. I min glæde over huset
holder jeg julefest, for dukkehusbeboerne hvert år.

Jeg legede tit med mit dukkehus i mange år. På et tidspunkt blev det
pakket ned- bortset fra stuehusmøblerne. Jeg placerede dem dekorativt på den ene
side af min kommode. Jeg opbevarede træfadene og glasfadene, i en cigarkasse
sammen med frugttallerkenen, askebægeret, urtepotten, den lille vase med porcelænsroserne, den blå gulvvase og dukkerne. Alt andet er i løbet af årerne forsvundet..

I begyndelsen af ​​1991 – efter et besøg på Falkenstein Dukkemuseet i Hamborg – byggede min mand en kigkasse til stuehusets møbler. Til den følgende adventstid,
ville jeg pynte op til en hyggelig jul i stuehuset – på samme måde som jeg havde set det i værelset på dukkemuseet. Jeg kendte ikke noget til de specielle miniatureforretninger, dukkemesser og markeder, så jeg var nødt til at improvisere.


Det eneste juletræ jeg syntes kunne passe mig, var et Playmobil træ –
dog lignede det for meget “plastik”. Med spraylim og grønt strøelse for modeljernbaner, blev det et rigtigt fint juletræ. Med et par små smykkedele og stearinlys lavet af polymer ler, blev det et rigtig juletræ. og så pyntede jeg en gren til væggen – også fra modeljernbaneforretningen og andre grene til gulvvasen.

På et julemarked opdagede jeg denne lille popop bog fra Erzegebirge.
tændstikæsken og et par lysholdere – de er kun 8 mm høje.
Siden har jeg gået julemarkederne igennem med helt andre øjne. Ja, og hvert år
finder jeg nye magiske miniaturer fra Erzegebirge – som bare venter på, at jeg skal finde dem, købe dem og indrette mine værelser med det.

Enhver, der elsker Erzegebirge og deres skatte, kan kun holde af et engleorkester.
Så det var kun et spørgsmål om tid, før trækunstneren fik ordsproget: højere, større, smukkere
Et engleorkester kan også laves -: finere, mindre, Mine.

Med denne stemning


Glædelig jul
til alle dukke- og miniaturevenner
Hjertelige hilsner
Sigi Ulbrich

Sigi og hendes mand Gerhard.

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse.
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Billeder :: GMUwebSign

En rigtig glædelig Jul ønskes I, Sigi og Gerhard også her fra Danmark.

Nedlukning!

Endnu engang har Sigi Ulbrich, sendt en interessant artikel fra sin og hendes mand Gerhards, vidunderlige verden.

Tusinde tak!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos, Hvis ikke andet er nævnt :
GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Endelig tid til de fine små ting.

Jeg tror, ​​at alle, der beskæftiger sig med dukkehuse i bondehusstil, har set de små blå møbler, på en online-auktion.

Selvom de ved første øjekast ser så helt anderledes ud – en anderledes blå farve, en anderledes dekoration. – er de uden tvivl Kuhn.

Min første kontakt med disse små møbler, var for mange år siden. Jeg fortalte stolt til min veninde Steffie, at jeg havde købt et lillebitte værelse af Dora Kuhn fra 1950’erne. Så sendte hun mig det smukke foto til venstre – tak Steffie for at jeg må vise det her. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være og rekonstruerede det – så hurtigt som muligt – med mine 50 år gamle møbler.

Men jeg var selvfølgelig også lidt “jaloux” over, at jeg som samler og, som jeg troede, kender af bondehuse, nærmere bestemt Kuhn, ikke havde dette dejlige sæt.

I 2011 opdagede jeg dele af et sæt, på en internetauktion og var heldig, at købe det til en god pris. Det var jo så starten, til mit fremtidige værelse.

I 2017 gav Sherri og Steve deres grandniece et lille dukkehus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billedet her. Steve havde bygget rummet, Sherri købte det søde lille komfur og jeg hæklede de små tæpper. Sherri var synligt glad for, at indrette dette lille værelse, og jeg forsøgte endnu en gang at genskabe et foto, der var blevet bevaret. Men sådan et værelse havde jeg stadig ikke.

Da disse to dele blev udbudt, købte jeg dem med det samme. Nu havde jeg endelig et bord – og endnu en kommode.

I begyndelsen af ​​2020 – lige da verden var lukket ned – modtog jeg en e-mail fra min ven Geli. Hun havde også købt et delvist sæt af disse møbler og var i gang med at lave en lille æske til det. Jeg vil gerne takke Geli for at give mig tilladelse til, at vise hendes billede her.

Ved første øjekast så jeg, at her var et nyt hjem til min overskydende kommode. Geli var glad for kommoden og malede straks en lille væghylde, så den passede til indretningen. Tag et kig på det flotte ur og de yndige figurer fra Erzegebirge. Det er et rigtig sødt lille værelse. Jeg vil gerne takke Geli for, at have givet mig tilladelse til at vise hendes billede her.

Jeg har en hel samling af gamle Kuhn-kataloger. Jeg havde aldrig set dette møbelsæt i noget Kuhn-katalog før. Så jeg var meget glad, da jeg var i stand til at købe et tidligere ikke-eksisterende – udateret – katalog fra 1970’erne, og det var der, jeg opdagede det….
… … det lille Kuhn-hus. Eller rettere sagt de tre små Kuhn-huse. Desværre var der ingen størrelsesspecifikation eller nogen beskrivelse. Bare navnet:

16 – soveværelse med hus
17 – stue med hus
18 – toetageshus

Bare disse tre små billeder. – så ingenting.

Jeg ville virkelig gerne kende husenes dimensioner og prøvede mig frem. Derved kom jeg frem til, at grundarealet var omkring 14 x 7 cm. Så jeg byggede en lille kasse af pap og satte soveværelsesmøblerne indeni.

Mens jeg stadigvæk spekulerede på, om min mand og jeg ville være i stand til at bygge, sådan et lille dobbelthus med minimalt værktøj og ressourcer – og med at bruge de få trærester, vi havde i huset – isenkræmmerbutikkerne var jo lukket under nedlukningen – jeg opdagede en internetauktion med dette sæt – de kalder det en “væghylde i form af et hus”. Sikke en fryd – den lille har et grundmål på 14 x 9 cm. Nå, jeg behøvede ikke at tænke to gange. Jeg købte sættet, det var slet ikke dyrt og senere kunne jeg sælge de to andre “huse” igen.

Jeg foldede en overetage ud af pap og satte de møbler ind, jeg havde. Jeg havde kun en stol og ingen bænk, men i min skrotspand, var der en lille bænk, der lige passede i størrelse, og en beboer fandt hurtigt selv på plads. En lille kniplerske fra Erzgebirge, var den helt rigtige beboer til dette lille hus.

Jeg lavede husets indre i ét stykke af hvidt pap med sarte sorte kanter. Så malede jeg kanterne. Alt passede perfekt.
For nu var et bølgepapgulv nok for mig. Med den næste pakke fra USA – hvis noget får lov til at blive sendt igen – vil der komme en rigtig bund fra Steve.

Jeg brugte små træpinde som hyldeknægte – nogle gange får man dem i stedet for en ske til en kop kaffe. Her passer de rigtig godt. Min mand var så imponeret over dette lille hus, at han tilbød at sætte lys i det. En lille lampe på hver etage.

Disse lamper er fra et julekrybbeprojekt – internettet gjorde det muligt for mig at købe dem trods nedlukningen. For stueetagen, var det kun en midlertidig løsning – indtil træloftet kom. Anderledes er det på øverste etage. Der lavede jeg en afskærmning i loftet af det eksisterende pap. Der var et lille hul derinde, hvorfra pæren kiggede frem og lyste rummet op.

I mellemtiden modtog jeg billeder som dette fra USA. Grandniecen havde lånt Steve en stol og bænken, og Steve (træværk) og Sherri (malingen) brugte disse skabeloner til at lave en bænk og tre stole til mit hus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billederne her.

Jeg fandt også den længe savnede loftsbundplade, blandt alle de skatte, der var til mig. Tak, Sherri, fordi jeg måtte vise billedet her. Du kan også besøge min veninde Sherri på internettet. Hun administrerer en blog, som du kan få adgang til via dette link

www. littlecabincreations.blogspot.com

Så en dag var tiden endelig kommet, US Postal Service og DHL leverede til den utålmodige dukkemor, og jeg kunne pakke pakken ud fra Missouri. Jeg prøvede straks bundpladen – den passede præcis.

Jeg har en lille boremaskine. I daglig tale kaldes det en boredværg. Et af tilbehørsværktøjerne er en router. Jeg brugte den til at fræse en fin rille på undersiden af ​​gulvet. Der har jeg nu lagt kablet til stueetagens belysning. Så limede jeg et stykke hvidt papir på loftet. Selvom man kigger direkte ind i den nedefra – hvilket man faktisk ikke kan – ser den pæn og ryddelig ud.

Jeg ridsede tynde streger i toppen af ​​bundpladen, for at få det til at ligne gulvbrædder. Så har jeg vokset og poleret flere gange. Det er nu et fantastisk gulv, på den øverste etage. Den har en lækker rød-brun tone.
De små tæpper, jeg vævede fik også prikken over i’et – jeg pressede dem i et par dage – nu er de fladere og ligger helt fladt.
Jeg tror, ​​at mit hus ikke behøver at skjule sig bag originalen – se katalogbilledet til venstre.

Nu hvor huset står og er så lille og helt færdig foran mig, indser jeg – jeg havde glæde af nedlukningen. Jeg håber, at du lige så godt og underholdende er kommet igennem denne frygtelige tid.

Tak til mine venner Sherri og Steve i Missouri, Steffie og Geli i Hessen for tilladelsen, til at vise deres billeder her og til Lene i København for den gode oversættelse.

Jeg håber Sigis kreative evner inspirerer mange af vores læsere. Det er jo blot fantasien, der sætter grænsen.

Endnu engang, tusinde tak Sigi.