Et prophoveds forvandling til en større dukkehusdukke

Copyright for tekst og billeder: Anne Friis.

For de læsere, der holder af de antikke dukker, er her et dejligt indlæg fra Anne Friis. Mange kender sikkert Anne og ved hun hun har en kæmpestor viden inden for antikke dukker og dukke huse og skriver meget inspirerende og underholdende.

En stor tak til Anne, for dette dejlige indlæg.

Lene

En gang imellem finder man et hoved i glaseret porcelæn – også kaldet china i dukkekredse – som man bare køber fordi det er så dejligt og et af de, som man altid har ønsket sig. Dette gjorde jeg inde i byen hos en af mine gode venner Dennis Nellholt, som desværre nu ikke er her mere. Så det må blive mit sidste køb fra ham af, det var i 2015. Det var et lille hoved på en hals, som kunne passe i en flaske med en korkprop uden om halsen. I forhold til sin stand – afslag på chinaen foran i ansigtet, måske kan jeg male den ene side op, da det er yderst generende, men det gør jeg normalt aldrig. Hun boede altså hos mig i en skuffe og bare ventede på at der skulle ske noget. I sommer var jeg på en tur med mine to venner Kirsten og Bodil, vi var inviteret til Skuldelevs lukkede museum, for at vi kunne se på tingene og købe før andre, men der havde nu været mange før os. Jeg købte et par småting blandt andet en gammel trækrop uden fødder, men de kan jo altid bruges, når man har forskellige små china hoveder, der venter på nyt liv. Det var en hyggelig tur, og da det var min 79 års fødselsdag hyggede vi 3 os på et nærliggende konditori. Det er et utroligt smukt landskab Skuldelev ligger i, men besværligt at finde.

Prophovedet 4cm højt og som det ses, med kork udenpå selve proppen

Da gik lidt tid, men en dag tog jeg kroppen med ind til mit sy-hold på Olgas Lyst, hvor jeg så kunne diskutere med de andre piger om jeg kunne lave en dukke af det, jeg havde. Erik, som indtager pladsen som øverste autoritet, hjalp mig med at få monteret hovedet, og så kunne jeg gå hjem og se hvad jeg havde af ting jeg kunne bruge til skørt, mamelukker, nederdel, bluse o. s. v. Jeg kan godt være lidt svær at få i gang, men jeg fandt forskellige ting frem, som jeg kunne forandre lidt og få til at passe, da dukken jo ikke er så stor 24 cm, men heller ikke så lille, at hun var vanskelig at sy til. Jeg kan bedst lide at tøjet kan tages af og på, hvilket til de helt små dukkehusdukker kan være uhyre svært. Jeg er ret længe om at beslutte mig til at klippe i ting og lave det om, idet jeg gerne vil sikre mig at det tidsmæssigt passer og at jeg altså ikke bevidst ødelægger noget. Der er altså en del research at gå i gang med inden jeg begynder. Jeg ved at Lene bruger samme grundige metode så det kan tage sin tid. Men i løbet af nogle uger havde jeg fået en ide om hvad hun kunne iklædes. Men der er jo altid problemet med undertøj og deslige, så der er nok at se til. Vi diskuterede alle meget, hvad hun skulle have inderst. Jeg tog nye stykker med hver gang, men var ikke tilfreds. Så fandt jeg en ret gammel simpel lille særk, som kunne passe til hende. Skæbnen ville at jeg kom med op i Eriks hus i Sverige for nylig, og der var fred og ro, og ikke mindst varme, så der var der en chance for at jeg kunne få lavet noget. Herhjemme er der meget koldere i mit hus, så min fingre har svært ved at sy. Som sagt så gjort. De ting jeg havde fundet hjemme blev kun ved særken lagt op, det ekstra skørt forkortet lidt og en bane taget ud til to skorstensrør, u-sammensyede mamelukker, da de tidlige dukker ikke har sammensyede mamelukker. Det kunne lige lade sig gøre, skørtet blev lidt smallere, men vidden var fin i chemisen. Jeg ved godt at det kun er unge piger, der har mamelukker og ikke voksne damer, men her gjorde jeg en undtagelse. Nederdelen og den hvide tynde batist bluse passede, da jeg lagde nederdelen ned. Jeg havde desuden gået læderkroppen igennem og vendt armene rigtigt. Armene blev forlænget, da de kom på igen hvor de oprindeligt havde siddet, så de blev en hel centimeter længere, men ellers gjorde jeg ikke noget ved hende.

Hele dukken 24cm efter flytning af arme og fastsættelse af hovedet.
Dukken i profil samt i den nye gamle chemise inderst inde.

Det vigtigste når I rynker noget, er at lave tre rynketråde lige under hinanden og derefter rynke det omhyggeligt, det kan tage sin tid inden man er tilfreds. Her var det vigtigt at jeg fik halsen til at passe, da den skulle begynde lige under den i china malede hvide rynkede hals. Det var virkeligt besværgeligt og var ikke nemt. Jeg skulle hele tiden tage blusen af, som var meget gammel af tyndt batist eller bomuld med enkelte lige ærmer, som jeg bare bøjede op, så de passede i længden. Som nederdel havde jeg en ret gammel efter min mening, der nemt kunne passes til i vinrød med sorte græske borter, der er trykt på. Den er ikke så pænt syet, men jeg har beholdt den helt som den var, ligeledes den tynde fine hvide enkle bluse. Da jeg kom hjem fra Sverige prøvede jeg et lille fint gammelt slag, som jeg købte af en veninde i Snurretoppen for 2 mdr. siden, og pludselig så hun bare dejlig ud. Kender I følelsen?

Her med det nye skørt.

Det er sjældent man kan få tingene til at lykkes, nu mangler hun bare en kyse, så jeg skal lige lede lidt igen. Her har jeg brugt en, som er det eneste der ikke er gammelt, men stil og måden den er lavet på passer af Ina, og så mangler kun mit store problem – fødderne. Men faktisk har jeg fået en ret sjælden dukke til en så absolut overkommelig pris, samt lært en masse om syning og tilpasning, så jeg er sikker på at min moder ville være stolt af mig. Hun var en gudsbenådet dameskrædder udlært i Brussel, men dukketøj havde hun kun lidt tålmodighed til at sy som voksen. Jeg har dog både ting hun har syet til min AM 390, som hun havde haft og hendes dukke Mogens, en fin og sjælden karakterdukke hvor hun har syet tøjet som barn. Jeg er sikker på min mormor hjalp lidt til, hun syede altid alt sit tøj selv, samt til sine to døtre, som var ens klædt. Hele familien bagud var uddannede skræddere.

Selve dukken er 24 cm til fødderne, som mangler. Eventuelt kan hun få sko af velour, som kan stoppes ud. Det har adskillige af mine tidlige ”chinaer”. Men det bedste ville være at lave et par fødder i pæretræ, jeg har fundet grenen på mit pæretræ og skåret den af, men hvornår jeg får taget mig sammen til dette, ved jeg ikke. Jeg har aldrig skåret i træ før. Selve hovedet er 4 cm med den rynkede flæse i hvidt og grønt glaseret porcelæn, som er på hovedet, så går halsen længere ned for at kunne danne en prop. Den smuttede pænt på plads i læderkroppen, da jeg lukkede den op. Når jeg har fundet dette hoved, benævnes de tit som ”spanniels ears” i bøger, men det er både dyrt og sjældent. Håret står ud fra ansigtet ved ørerne, som nærmest vinger. De kan også have en kyse i china, men findes både med og uden kyse, hos disse er frisuren mindre udtalt, men bemaling og udtryk det samme, så jeg har ikke svært ved at kende hende. Alle, jeg har set, har sort malet hår. Du kan finde fotos af dem på Pinterest, men disse har sjældent en beskrivelse, hvilket irritere mig kolossalt. Ifølge Kirsten Johannesen, som har besøgt denne tidlige fabrik, som tilhørte Conta & Boehme, er det et tidligt hoved fra denne. Men den kan selvfølgelig godt været brugt i flere år, især de små hoveder. Vi snakker her om 1840-50. Hun har bølget hår på siderne, forhåret klassisk skilt i midten, bøjet tilbage bagpå med en flot lavt siddende knude. Håret ligesom drejet ind i knuden. Det er på ingen måde bare glat. Ørerne er dækket af håret og altså ikke synlige. Jeg har set et meget stort eksemplar af dette hoved over i ”Den gamle By i Aarhus” i legetøjsafdelingen, som har sit eget hus. Men selve hovedet har, et efter min mening, meget specielt udtryk, som jeg altid har elsket. Der er enkelte dukker, jeg har det sådan med, og det skifter efter min mening og erfaring aldrig. Selve ansigtet er klassisk malet, let buede øjenbryn i en streg, ikke sorte, men mørk grå. En meget sort og spinkel streg ved øjet og en rød streg meget højere oppe, blå øjne, lang næse med røde næsebor og en lille mørk smilende mund, store røde kinder, lidt af rougen er slidt af to steder, måske er det netop smilet, der gør det. I kender måske følelsen? Hun er en dejlig størrelse at sy eller arrangere udstyr og kostumer til, måske har jeg møbler, der kan passe til hende. Jeg har en hel del miniaturemøbler, som passer til større dukker, idet min yndlingsstørrelse er ca. 30 cm.

Her kommer nederdel og bluse samt slag, som er fint gammelt og til sidst kommer kysen med. Sådan kom hun til at se ud

Så nu har I fået min historie om dette lille charmerende hoved og hvordan hun blev en dejlig dukke i min samling. I er velkomne til at give jeres besyv med under kommentarer, jeg er stadig ikke på Facebook.

Mange nytårshilsner Anne Friis

Elli Riehl – en østrigsk dukkemager.

Kilde: Elli Riehl Puppenwelt. www.elli-riehl-puppenwelt.at

Billeder: Fundet på internettet og museets hjemmeside.

Jeg faldt over Elli Riehls skønne dukker på Pinterest og jeg håber I også syntes, at de er dejlige. Så helt egne og karakteristiske. God fornøjelse!

Lene

Elli Riehl.

Den 19. december 1902 modtog Urgan-familien fra Villach, en gave fra Christkindl: Elli Riehl blev født. Elli forbandt altid sin barndom med sommer og sol. Hun tager på mange vandreture og er ude i naturen med sin elskede hund. I skolen opdagede hun sin passion for dukker. Men i 1914 begyndte krigen og dermed afsavnet. Elli går i Bürgerschule; Derefter går hun på den toårige handelsskole.

I 1931 giftede hun sig med jernbaneembedsmanden Otto Riehl. Ægteskabet forbliver barnløst. I 1932 mister Elli sine forældres hus, fordi hendes forældres tømrervirksomhed går konkurs. På et tidspunkt i løbet af denne tid blev hendes første dukke lavet og derfra gik succesen i gang. Hobbyen bliver et erhverv, og hun bliver mere og mere fascineret af dukkefremstilling.

I 1945 følger det næste skæbneslag – hendes mand dør. Elli forlader Villach og vælger stilheden i landdistrikternes afsondrethed. Samme år kommer hendes fremtidige partner Dr. Rudolf Kraus ind i hendes liv.

De første karakterdukker skabes og i efteråret 1950 flyttede Elli Riehl ind hos Berger-familien Printschler i Winklern. I 1969 modtog kunstneren, en blomsterhave bag gården, hvor hun kunne hvile og slappe af fra arbejdet.

Elli Riehl fra Villach havde et særligt talent: Med bare lidt tråd, vat, stof og maling lavede hun dukker, der får folk til at smile og undre sig med deres varme karisma. I over 40 år har Elli Riehl lavet utallige forskellige dukker – kvinder og mænd, piger og drenge, engle og eventyrlige væsner.

I 1972 døde hendes partner også, og ideen om en dukkeudstilling begyndte at modnes. I 1973 oprettede Elli et lille dukkemuseum i sin lejlighed. I 1974/75 blev den anden bryllupsprocession i Kärnten, bestående af omkring 130 figurer, oprettet. Det kan beundres i museet (den første bryllupsprocession betragtes desværre som tabt).

I 1975 fandt talrige vandreudstillinger sted i hele Kärnten. I 1976 donerede dukkekunstneren et krybbespil til kirken i Treffen nær Villach. Det var her, hun udødeliggjorde sig selv.

Den 8. september 1977 lagde Elli Riehl nål og tråd til side for evigt. Hendes æresgrav er nu placeret ved indgangen til kirken St. Maximilian i købstaden Treffen.

I 2017 blev dukkerne katalogiseret. Projektet blev ledet af Dr. Petra Streng, der som folklorist og etnolog siger om samlingen “Den rige fond af små og store dukker, der altid er indlejret i en kulturhistorisk kontekst, forstår at inspirere. Og dette af meget enkle grunde: fremragende produktion med stor sans for detaljer, omhyggelig præsentation uden – distraherende – tekniske dikkedarer og sidst men ikke mindst, holistiske arrangementer, der sætter et monument til den regionale livsstil. Disse egenskaber udgør den særlige betydning af denne samling, som ved, hvordan man kombinerer kvantitet med kvalitet. Det er her (folke)kunst møder folklore. Fordi skildringerne også er afspejlinger af hverdags- og festkultur, af personligheder – historier fortælles billedligt, så aha-oplevelser er garanteret. Elli Riehls dukker har en særlig betydning for regionen: De skaber identitet og vidner om tidligere og nuværende livskulturer.”

I 1973 begyndte Elli Riehl at oprette et museum i sin lejlighed i Berger-familiens hus for at vise sine dukkebørn. Selv efter hendes død i 1977 fortsatte interessen for hendes livsværk, og det lille museum blev generøst genopbygget af Berger-familien i 1990 og 1999. I dag er det en moderne oplevelsesverden på to niveauer. Ud over de kærligt arrangerede 700 dukker, der bringer besøgende tættere på landdistrikterne i regionen, fortæller en del af udstillingen Elli Riehls fascinerende livshistorie og viser hendes værktøjer, som hun arbejdede med.

Omkring 700 dukker er udstillet på museet. Elli Riehl lagde selv grundstenene til museet i de sidste år af sit liv, og i denne periode designede hun sine dukker hovedsageligt til udstillingen. Det var Ellis’ ønske, at familien Berger ville fortsætte med at drive museet.

Desværre er museet lukket på nuværende tidspunkt og om det åbnes igen er uvist.

Leo Moss og hans karakteristiske Afroamerikanske dukker.

(c) for research Lene Byfoged

Alle billederne er fundet på Pinterest.

Kilder: Theriault, DeeBeeGee`s Virtual Black Doll Museum, The Guardian

Sjælden Leo Moss karakterdukke.

Leo Moss var afroamerikaner, der var født og levede sit liv i Macon, Georgia, USA. Leo Moss var uddannet som snedker og arbejdede som dette, og som altmuligmand, rundt omkring i byen, hvor der var arbejde at få – og så var han dukkemager.

Man ved ikke meget om hans liv. Han var far til fire børn og bliver beskrevet som en venlig mand, med megen kærlighed og tålmodighed.

Det siges, at han startede med at lave “hvide” dukker, for at kunne brødføde sin familie. Men det siges også, at han købte dukkekroppe af en legetøjsleverandør i New York, som han så påførte sin papmache over. Papmachen var lavet af rester af tapeter, som han kunne finde rundt omkring på sine småjobs. Dukkernes sorte hudfarve, var sod fra Kakkelovne og skorstene. Hovederne modelerede han selv af sin papmache.

Dukkernes ansigtstræk, var fra familien, dens børn og børn i nabolaget. Hvorfor er dukkerne så triste eller græder? Nogle skriver, at det var fordi hans kone forlod ham, sammen med deres børn, til fordel for legetøjsleverandøren i New York. Andre siger, det var, hvis han hørte et barn græde, men han modelerede dukkerne. Den helt rigtig grund, kan man kun gætte sig til. Men måske var det et trist liv, der gjorde det.

Han lavede flest børnedukker, men også voksne dukker, har han produceret.

Her en ældre herre af Leo Moss

Fra slutningen af 1890,erne til slutningen af 1930,erne, var han produktiv. Helt nøjagtigt, hvornår han startede og sluttede, er ingen nøjagtig viden om.

Nogle af dukkerne er umærkede, nogle har deres navn og årstal skåret på kroppen (som f.eks. Mina) og nogle har en stoflap på, med hans initialer LM.

Mina med de karakteristiske tårer.

Det vides ikke, hvor mange Leo Moss-dukker, der findes i dag, men mindst to af dem skulle være modelleret, efter et par hvide søstre, der var døtre af en af ​​hans arbejdsgivere. Dem har jeg desværre ikke kunnet finde nogle billeder af.

Denne dukke, ser da ikke så ked ud af det.

I dag er dukkerne sjældenheder, til en værdi af tusindvis af dollars. Moss så aldrig en øre af det. Han døde fattig, og det siges, at han er begravet i en fattiggrav i Illinois.

Lene

Dronning Elisabeth ll, nu som Barbiedukke

Billeder og information er fundet på nettet.

I anledningen af Dronning Elisabeths 70 års jubilæum, som regent, har firmaet Mattel, kreeret en Barbie dukke i den flotteste kjole, som til forveksling ligner de kjoler hun bærer, til royale anledninger. Også nogle ordner, er der blevet plads til på kjolen.

Sammen med dukken, får man en kopi af tronrummet, på Buckingham Palace.

Dukken kan købes for 75 dollars, hvilket svarer til omkring 500 danske kroner.

Kaya og Magnus – historien om de bedste venner

Der findes så mange dygtige dukkemagere og på Instagram følger jeg en del. Især Sybil´s Tales, hvis dukker er så charmerende og søde.

Sigita Stonienė er fra Litauen og er den dygtige dukkemager bag Sybil’s Tales. Hver eneste dukke har sin helt egen fortælling, som det er en fornøjelse at følge med i. Tøjet er imponerende flot og der er kræset om enhver detalje. Dukkerne er meget efterspurgte og bliver revet væk, lige hurtigt som de er færdige.

Jeg har fået tilladelse til at bringe historien om Kaya og Magnus her på bloggen.

© for tekst og billeder: Sigita Stonienė

Oversættelse: Lene Byfoged

Sigita fortæller:

Mit navn er Sigita og jeg er dukkemageren bag Sybils fortællinger. Min passion for dukkefremstilling startede for rigtig længe siden – jeg husker mig selv som et barn, der limede stof sammen for at lave en dukke, som jeg ikke kunne se på det tidspunkt. Senere har jeg fået en uddannelse i kunst og tøjdesign. Jeg arbejdede som designer, kort før mine børn blev født. Jeg vendte tilbage til dukkefremstilling, da mine børn var små tilbage i 90’erne – dukkerne var ret forenklede på det tidspunkt, men udviklede sig virkelig over tid. Jeg lagde dukkefremstillingen væk i en periode, men øvede mig altid i at sy – jeg syede til mig selv og min datter, indtil mit barnebarn Sibile igen inspirerede mig til at vende tilbage til dukkemageriet igen – det er virkelig mit lykkelige sted, hvor jeg kan omfavne kreativitet, pleje håndværk og dele glæden igen.

Sigita Stonienė

Kaya og Magnus – historien om de bedste venner

Der var engang en lille pige, der kunne lide at drømme og hendes fantasi var rigtig god. Når hun følte sig lidt ensom forestillede hun sig, hvordan det det ville være at have en bedste ven. der altid ville lytte og grine sammen med hende. Lille Kaya gik alene rundt i gaderne i den lille gamle by og iagttog nysgerrigt mennesker og børn, samlede små sten der lignede dyr. Hun prøvede at blive ven med de herreløse katte, men de ville aldrig snakke med hende.

En dag sad Kaya på bænken på et sødt lille torv. Hun læste et eventyr om prinsesser og dværge, imens hun spiste en rigtig lækker sandwich med ost. Hun var virkelig opslugt af sin bog, da historien var ved at nå kulminationen, og hun var ved at finde ud af, hvad der skete med den onde heks. Kaya rakte ud efter sin sandwich og kunne pludselig ikke finde den – hun stirrede overrasket et sekund. Kaya så sig omkring og rynkede panden, da hun bemærkede, at nogen kiggede på hende bag bænken.

“Hej, hvem er der?” spurgte hun. Ingen svarede, men hun kunne høre en stille gnasken. Først blev Kaya lidt bange, men hun besluttede, at hun ville ikke at give op uden kamp.

“Hvem er du, og hvorfor har du stjålet min sandwich?” spurgte hun med vred stemme.

Hun så den sødeste lille brune næse og runde ører. Det var en mus med den blødeste skinnende grå pels.,

“Er der ikke nogen, der har lært dig at dele?” spurgte musen, mens hun stadig nappede af osten på sandwichen. “Tror du ikke, det er egoistisk at spise sådan en stor sandwich helt alene? Der er vist ingen, der har lært dig en gode manerer” Kaya følte sig virkelig næsten flov. Forvirringen var så tydelig i hendes ansigt, at den lille kloge mus fortsatte.

“Selvfølgelig vil jeg tilgive dig, hvis jeg må sidde på dit skød og og du vil klø mig på ryggen og ørerne, mens jeg spiser sandwichen”. Kaya lagde ikke engang mærke til, at musen klatrede op på bænken og allerede sad på skødet. Hun rørte ved ham, og hans pels var så blød, at hun ikke kunne lade være med at ae den.

“Jeg er Magnus” præsenterede musen sig. “Jeg er den klogeste mus i verden” Magnus led tydeligvis ikke af mangel på selvtillid.

Da Kaya kom hjem og tænkte på Magnus, blev hun lidt irriteret over hans opførsel. Samtidig ville hun gerne tilbage og møde denne stolte mus igen.

Kaya mødte Magnus igen og igen – hun lavede hans yndlingssandwich og bragte den sammen med ost til ham. Hun lærte, at Magnus virkelig var klog – han lærte hende om alle eventyrene i den lille gamle by. Han viste hende, hvor hun skulle gemme sig, når regnen begyndte, og hvor hun kunne se den smukkeste solnedgang. Der gik måneder, og Kaya spadserede stadig rundt i de små gader, men var ikke længere alene. Magnus lærte hende at cykle og lave de lækreste sandwich med tredobbelt mængde ost. En tidlig morgen indså hun – hun havde faktisk fundet sin bedste ven.

Kaya har rødt naturligt mohairhår, som jeg selv har klippet. De sidder rigtig godt fast, du kan flette, rede og lege med dem. Hun er en fritstående dukke. Hun er 44 cm (17,3”) høj, kan vippe hovedet op og ned, også flytte det til siderne. Hendes proportioner ligner et barn på 5 år. Hendes ben kan bøje sig på knæene, hun kan sidde pænt. Kayas hoved, torso og ben er nålefiltede, kun hendes arme er frithængende og fyldte. Magnus er håndlavet legetøj, jeg har lavet ham af uld og bomuld. Han har en lille pyjamas med små blå knapper.

Sigita

Se flere af Sybile´s Tales skønne dukker på hendes hjemmeside: www.sybilstales.com

Sybil´s Tales er også på Facebook, Instagram og Pinterest

Tusinde tak Stonienė, for tilladelse til at bringe denne artikel.

Lene

Dora Petzold

© for research og layout Lene Byfoged

Hos en af de personer, jeg følger på Instagram, så jeg en Dora Petzold dukke og dem er der ikke skrevet om på bloggen før, så jeg gik i gang med, at undersøge lidt om disse smukke og karakteristiske dukker, som Dora Petzold producerede.

Så fin og eftertænksom. Foto. www.Theriault`s.com

Først lidt om Dora Petzold….

Det er ikke meget jeg har kunne finde, men her kan I læse det jeg fandt.

Dora Petzold blev født 22 maj 1893 i Plauen, Tyskland og døde d. 14. oktober 1970 i Chemnitz (i Thüringen, hvor den den store dukkeproduktion fandt sted tidligere). Hun var udlært pædagog.

Dora Petzold arbejdede i Berlin i 1920èrne. Her skabte hun meget smukke og eftertragtede karakterdukker. Hun brugte mange forskellige materialer til dukkerne, bl.a. silke, komposition, papir m.m. Intet var for godt til hendes dukker.

Så elegant i tøjet. Foto. www.Theriault`s.com

Hun var selv meget stolt over kvaliteten af sine dukker og det var meget vigtigt for hende at fortælle, at alle hendes dukker var produceret i hendes værksted og efter hendes personlige design. Alle dukkernes kroppe er lavet af kvalitetsstof og de er syet og stoppet, så arme og ben kan bøjes, som den menneskelige krop. Hovederne er lavet i materiale, så de ikke kan gå i stykker og de er malet med non-toksiske farver, hvilket gør, at hovedet kan tåle at blive vasket forsigtigt.

Den er da smuk. Foto. www.Theriault`s.com

Dukkernes tøj er meget eksklusivt og lavet af de bedste stoffer.

De blev annonceret som pyntedukker til damerne af det bedre borgerskab. F. eks blev det vist i annoncer, at kunne de bruges som pynt i stuen.

Jeg syntes de er super elegante og så smukt udført. De smukke lidt lange ansigter med smukt malede øjne.

En af de meget smukke dukker. Foto. www.Theriault`s.com

Jeg kiggede ind på auktionshuset www.Theriaults.com og kan se, at disse smukke dukker stadigvæk sælges til høje priser.

Lene

Persils Gritli

© for research og layout Lene Byfoged

På Puppen – und Spielzeugsmuseums Facebookgruppe, fandt jeg nedenstående billede af de helt vidunderlige Persil reklamedukker. Museet ligger i Schweiz. Jeg blev nysgerrig efter dens oprindelse og gik på jagt efter informationer

Det var ikke nemt, der er ikke megen information at hente i mine bøger eller på nettet. Men Heldigvis var Judith fra Puppen – und Spielzeugmuseum, så sød at sende mig nedenstående informationer, som de selv havde fundet frem til.

To Persil Gritis. Den til højre er i det originale tøj. Billedet er fra Puppen- und Spielzeugmuseums Facebookgruppe.

Virksomheden Henkel (vaskepulver) producerede disse reklamedukker i små serier til 50-årsdagen.

PERSIL GRITLI

En dukke laver reklame – det er sket før. Der var “Sternchen und Schnuppe” fra magasinet “Stern”, der blev ideen til tortildukken af ​​firmaet Schildkröte i 1950’erne, eller Lurch, den populære gummisalamander. Figuren af ​​Gritli erobrede nu schweizernes hjerter med storm.

Persil, hvem kender det ikke? Udviklet i 1907 af Henkel, gav “PER” fremstillet af hydrogenperoxid og “SIL” fremstillet af natriumsilicat navnet. Ved fremstilling og salg af vaskemidlet i Schweiz opstod også behovet for reklame for produktet.

Henkel-firmaet hyrede den velkendte indenlandske grafiske kunstner Donald Brun til reklamekampagnen. Han blev født i Basel i 1909 og arbejdede som professionel grafiker fra 1933 til 1977. Længe før de nuværende muligheder for digital billedbehandling, som de ikke kunne forestilles i deres dristigste fantasi, designede Donald Brun kunstnerisk højeffektive plakater af høj kvalitet, ved hjælp af datidens trykprocesser – farvelitografi (stentryk).

Persil-Gritli var et udtryk for hans individuelle stil, der næsten minder om en tegneserie. Hvor hurtigt den blev accepteret af målgruppen – den schweiziske befolkning – vises det, med det kaldenavn, den fik: Persil-Gritli.

Kilde: Puppen – und Spielzeugmuseum

Billedet er lånt på Internettet.

Herunder er de få andre oplysninger jeg kunne finde.

Gritli kom på markedet i 1957 i anledning af Firmaet Henkels 50 års jubilæum. Dukken er lavet af ler/keramik (ligesom de “glasdukker” der blev produceret i 1950érne). Frisuren, “pølse” på toppen og ellers helt kortklippet hår med et par enkelt små krøller i nakken, indsatte blå flirtende øjne, lange øjenvipper, fine små øjenbryn , mørk øjenskygge og stærk rød lukket mund, gør denne dukke så unik og charmerende. Den er 47 cm høj.

Tøjet er også helt tidssvarende og de dele man kunne erhverve sig, var helt naturtro kopier af de voksnes udstyr til tøjvasken.

Det er ikke lykkedes mig at finde ud af hvilket firma der producerede den.

Man kunne erhverve sig dukken og dens tilbehør, ved at samle point, der lå i sæbeæskerne.

Her ses Gritli med en del af det tilbehør man kunne får til hende. Billedet er lånt på Internettet.

Donald Brun lavede også nogle skønne plakater til kampagnen, der den dag i dag, er eftertragtede samlerobjekter.

Billede lånt på Internettet.
Billede lånt på internettet.

Selve dukken er også eftertragtet, under min research fandt jeg den på Ebay.de. Den stod til “køb nu” for 1.250 €, ca 9.375 kr. En høj pris, men den var nu også usædvanlig velholdt og med en masse tilbehør.

Lene

G r a z i e l l a – en anderledes Käthe-Kruse-dukke !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © – Layout Lene Byfoged ©

Fotos: Frønte Hanne Mikkelsen, Käthe Kruse Katalog og bogforside fra nettet

Ny beretning om denne unikke dukke bragt med tak til
Verena Gerber-Hügele, Käthe Kruse, Frønte Hanne Mikkelsen og Angelika Salzwedel

Da vi for en måneds tid siden skrev om Graziella, opstod der tvivl om copyright til nogle katalogfotos, derfor denne reviderede artikel, da vi nu har fået tilladelse til at benytte fotos og beskrivelser fra Käthe Kruse kataloget om Graziella.

Da en af vore læsere, Frønte Hanne Mikkelsen sendte os beskrivelse og fotos af denne unikke og specielle dukke, fandt jeg lidt efter lidt frem til hendes oprindelse. Frønte Hanne Mikkelsen beskriver sit eksemplar således: dukken er ca. 48 cm lang og flad, lavet af krydsfinér, som er sat sammen af 15 dele, og med led akkurat lige som de påklædningsdukker, vi populært kalder ”De bevægelige Liser”.

Og sådan så Frønte Hanne Mikkelsens
Dukke ud!
Stemplet under foden.

Dukken er fint malet og har uldent pålimet hår – under hendes venstre fod et stemplet: Käthe Kruse —Model Hanne Kruse….. Frønte Hanne Mikkelsen fortalte desuden, at hun forgæves havde søgt alle vegne efter oplysninger om dukken, så nu var gode råd dyre…..
Min første tanke var, at dukken var en slags skabelon —således at tøjet kunne præsenteres på en ny og sjov måde, idet jeg for længe siden fik et par lignende ”skabelondukker” à la Barbiedukkerne. Men jeg måtte da hellere spørge Angelika Salzwedel, der interesserer sig meget for Käthe-Krusedukker, for måske hun vidste noget om dukken. Og BINGO, Angelika sendte mig oplysninger om dukken fra Thomas Dahls Bog 2008—Käthe kruse Katalog und Preisführer med beskrivelse på tysk og engelsk…

Charmerende Graziella på forsiden af kataloget 1963 !
Forsiden af Thomas Dahls bog udgivet i 2008 af forlaget Puppen & Spielzeug, 191 sider, kan købes ny eller antikvarisk— søg på nettet!

Dukken hedder Graziella og er fra 1963, design Hanne Kruse…. Jeg skrev nu til Käthe Kruse Klubben og bad om oplysninger, og man gav herfra straks tilladelse til at benytte fotos etc. fra deres katalog, idet man samtidig sendte mig de relaterede sider.

Men min formodning om en skabelondukke blev hermed delvis gjort til skamme, Graziella annonceredes som Legetøj, Vægdekoration og Tegnemodel, idet hun skulle inspirere kreative børn til selv at designe og skabe tøj!

Modellerne fandtes som flere forskellige typer, med forskellige navne, tøj og hårfarver, men selve skabelonen var hele tiden den samme. Ja, jeg ville da selv have været himmelhenrykt over at få sådan en dukke, men da de kom frem, havde jeg fået andre interesser, og jeg kendte slet ikke noget til Käthe Kruse firmaet..

Hermed kataloggengivelser af de dejlige dukkepiger, kataloget er på tysk, derfor min danske forklaring på tøj og farver. (Katalogpriserne er i D-Mark —jeg husker at man dengang gangede med 3,50 for at få danske kroner)……
Alle dukketyperne kunne desuden købes upåklædte efter eget valg, eller blot iført et par trusser.

Til venstre ses Iris liggende og hun fandtes med: grønt tøj og orange hår, blå tøj og gult hår, samt rødt tøj og beigefarvet hår ! I midten står Anuschka i ført blå mininederdel med rødtakket pyntebånd, blusen er rød-hvidternet og håret er mørkebrunt! Til højre Piri med kort kjole i blå-lilla-røde-orange striber og med hår i lys beige!
Sammenligner i pigerne her med Frønte Hannes dukke, vil I se, at hendes må være en Anuschka !
Herover ser I Titine, der fandtes i tre udførelser:
Med rødt/hvidt tøj og beigefarvet hår.
Med blåt og hvidt tøj og gult hår, samt med grønt og hvidt tøj og orangefarvet hår !
Herovder til venstre: Blümchen i kittelkjole, hun fandtes med grøn kjole og orangefarvet hår, blå kjole og gult hår, samt rød kjole og beigefarvet hår.
I midten eksempel på en upåklædt dukke.
Til høre Steffi, som også fandtes i tre udgaver:
Røde bukser og beigefarvet hår. Blå bukser og beigefarvet hår, samt grønne bukset og rødt hår.

Som reklameindslag i kataloget der står blandt andet:

Graziella:
er af træ, 47 cm høj: legetøj, pynt til væggen, samt tegne– og studiemodel. Hun passer til ethvert barneværelse eller til at hænge over de unge pigers og damers senge.

Hun er en oplagt gave til den, man ønsker at glæde, stor eller lille, se blot hvor smukt og graciøst hun kan bevæge sig og danse !

Man ophørte med at fremstille Graziella i 1967

Er du Käthe Kruse samler, kan det være svært at få fat i en Graziella, men jeg har dog set nogle eksemplarer til salg på auktioner.

Til slut skal I lige se Hanne Frønte Mikkelsens nyeste foto af Graziella, der nu hænger som vægdekoration og har fået navnet Dorte..

Her står forårsbebuderne vintergæk og krokus og lyser
op
Vi ønsker jer GOD LÆSELYST !

E v i g h e d s d u k k e r !!!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

En dag fik eller fandt jeg denne annonce visende en række søde, små dukker præsenteret på dansk, engelsk og fransk som giftfrie nokalon-dukker – et Panther Produkt præsenteret som produkt nummer 2975 af Nordisk Kamfabrik A/S i Vordingborg.

Og det måtte jeg naturligvis undersøge nærmere, og det blev ikke helt nemt.

Nordisk Kampfabrik, kendt for Panther-Kammen, hvorfor man på trods af mange produkter bevarede navnet….
Det eneste jeg kunne finde om fabrikken, er et 25-års jubilæumsskrift —hvor man fortæller om firmaets historie og udvikling fra oprettelsen den 21. oktober 1933 til 1958.
Fabrikken udviklede termoplastiske materialer, dvs. stoffer formet ved tryk med eller uden varme, og blev især kendt for deres stoffer NOKALON og NOKATHENE.
De mange varer solgtes i begyndelse alle under et stof begyndende med NOKA, f.eks. lampeskærme, poser. Havemøbler, kamme og sidst men ikke mindst rør til vand og olie.
Desværre nævnes dukkerne ikke i jubilæumsskriftet – så de er nok lige som kammene blevet reduceret til et mere uanseligt produkt.

adresse fra den centrale beliggenhed i den bygning, der senere blev til Kirkeligt Ungdomshjem til en beliggenhed på Københavnsvejen nærmest ved indkørslen til Vordingborg. Og her udvidede man flere gange, men hele tiden bevarede firmanavnet : Nordisk Kamfabrik A/S.. Med Logoet : Panther Kammen, for som man sagde: ”Det er under det navn, vi er blevet kendt!” (I 1985 kendes firmaet dog under Panther Plast bl.a. med beliggenhed i Ørslev – senere slås firmaet sammen med et anden producent af plasticvarer, endnu senere går det konkurs, og senest er det flyttet til Randers unde randet navn)!.
Jubilæumsskriftet er spækket med fine stregtegninger af de forskellige afdelingen på fabrikken, men som nævnt desværre ikke et ord om Evighedsdukkerne?????

(Kilder: Jubilæumsskrift 21. oktober 1933—21. oktober 1958, samt oplysninger via nettet)!

Og nu er det, at jeg får brug for jeres hjælp og støtte:::::::::

Hvem mon kender noget til disse dukker, det kunne da være ganske morsomt at se et eller flere eksemplarer i farver… eller måske en kam – måske nogle af jer har noget i jeres samlinger ???

Vi glæder os meget til at høre fra jer !

På genhør og god Læselyst
samt efterårshilsner

Pakkeriet, gad vide, om der har været dukker i nogle af kasserne ?

Endnu en GROMADA-dukke !?!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen (tekst) og Lone Myllerup (fotos) ©)

For nogen tid siden skrev vi om GROMADA-dukkerne, de charmerende trædukker klædt som bondepiger, og for nogle dage siden fik jeg fra Lone Myllerup disse fotos af en charmerende Gromadadukke.  Derfor dette tillæg til den tidligere artikel.

Lone Myllerups dukke, som hun har købt af en ældre dame på et loppemarked i Helsingør, er hele 23 cm høj og meget flot udført, idet hun har paryk og er smukt malet.   Hendes velsyede kjole er, som I vil se, dansk design, og egentlig kunne jeg komme i tvivl om, hvorvidt hun er en Gromadadukke eller måske af helt anden oprindelse.  Og skulle I vide noget om hende eller kende til lignende dukker, da lad os det endelig vide.

Vi siger tak til Lone Myllerup og glæder os til at høre fra jer, om I kender mere til sådan en dukke eller er i besiddelse af lignende dukker ?

Hjertelige sommerhilsner herfra  !!!