Dukken “Hansemand”


Copyright for tekst og billede Lene Byfoged.

Et af punkterne på programmet for Mors Dag i år, var besøg på Amagermuseet.

Vi er så priviligeret, at have en brasiliansk svigerdatter og i Brasilien er Mors Dag, på højde med Juleaften. Denne tradition har Renata, til stor glæde for mig, bragt med til Danmark.

Jeg besøgte første gang Amagermuseet i december sidste år, hvor de havde en rigtig dejlig juleudstilling, så jeg tænkte der var nok nye spændende ting, at se på. Det var der også og blandt disse, lå i en montre dukken “Hansemand”.

“Hansemand” er lavet af lods og kunstmaler Henrik Strømberg til hans døtre. På hans mave er skrevet Hansemand

Først pyntet som dreng, i 1905 som nisse til karneval. I 1915 syede Anna ham en uniform som infanterist. Anden krig en khakitrøje. Alle børn elskede ham. 23/4(19)53. Jeg mest af alle.

Anna

Dukken fik en engelsk uniform fra 2. Verdenskrig. Derfor blev han kaldt “Monty” af giverne Dorthe og Merete. Man måtte ikke sådan lege med den – kun sidde med den og klæde den af og på. Den boede i et fast skab. Dukken har haft flere dragter, men de er gået tabt.

“Hansemand” fortæller om forholdet mellen børn og forældre, om kunstneren H. Strømberg, om datidens menneskers forhold til krig og soldater.

Ovenstående er skrevet af Museumsleder Søren Mentz

I årene 1890 -1930 eksisterede der en kunstnerkoloni i Dragør, i lighed med dem vi kender fra Skagen og Kerteminde. Lods og kunstmaler Henrik Strømberg der levede fra 1880 til 1956, var et aktiv medlem af denne koloni.

Har nogen en spændende unik dukke, vil vi da meget gerne se billeder og høre dens historie.

Til sidst vil jeg endnu en gang anbefale et besøg på Amagermuseet.

Lene

Mere om Dionne-Femlingerne

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Og samtidig med tusind tak til Maja Villemoes for det righoldige materiale, du sendte til mig….

For et godt stykke tid siden bragte vi historien om de canadiske Dionne-Femlinger og deres tilværelse som børn — en historie bragt på grundlag af de billeder og påklædningsdukker, jeg er i besiddelse af, men det er slet ikke alt:

For nogle uger siden skrev en af vore læsere, Maja Villemoes, at hun i sin Mors gemmer og scrapbøger havde fundet en hel samling udklip om Femlingerne, heriblandt en del artikler, reklameannoncer og de kendte Palmolive-Påklædningsdukker, som mange af os har i samlingen, og hvor hver femling har et stykke Palmolivesæbe…. . Da Maja spurgte, om jeg var interesseret i kopier af det gamle materiale, blev jeg straks interesseret, og jeg har hermed fornøjelse af at dele min begejstring med jer og siger samtidig tusind tak til Maja, det er sandelig ikke hver dag, man modtager så mange gamle udklip på én gang.

Dr. Dafoe, der anbefaler Colgate, fremstilles i artiklerne som en helt og dagens mand, der altid ville det bedste for femlingerne, og han tjente store penge på pigerne, men løb samtidig en risiko, da ingen forsikringsselskaber – ikke engang Lloyds, som ellers forsikrede ALT, ville tegne en livsforsikring på femlingerne.. Der er i alt optaget tre film over femlingerne, og først efter meget tovtrækkeri gav Dr. Dafoe tilladelse til at fotografere og optage den første film. Optaget af filmsselskabet Fox under titlen ”Landsbylægen” /”The Country Doctor”. Hermed et par fotos af de små piger, som i ca. ni år voksede op uden deres forældre og andre søskende.

Elsire og Olive Dionne, femlingernes forældre, var langt fra velstående, nok nærmere fattige. De ejede en lille gård eller nok mere rigtigt et husmandssted, samt havde allerede mange børn, og da de henvendte sig til Røde Kors for at få hjælp, blev de overtalt til at aflevere børnene et stykke tid, ”til børnenes bedste” – hvad de skrev under på, men ingen kunne vide, at der skulle ca, 9 år, før de fik dem tilbage.

Det må have været og var meget hårdt for især Elsire ikke at have femlingerne hos sig. Der blev som nævnt i min tidligere artikel, bygget ”en slags hospital” kaldet Dafoe-Hospitalet efter Dr. Dafoe lige over for forældrenes ejendom, og snart voksede ”en populær forlystelsespark” op rundt om det hele: The Quintland/Femlingeland, hvoraf venner og naboer slog mønt af at kende Femlingerne, og hvor femlingerne flere gange om dagen blev vist frem bag den slags glasruder, som man kun kunne se igennem udefra. I 30ernes depressionsperiode tjente man i Quintland ca. 500 mill. Can.dollars på grund af Femlingerne som hovedattraktion.

Forældrene forsøgte flere gange at få deres børn hjem, og endelig .. Efter ca. 9 år besluttede man at bringe dem tilbage til deres hjem til stor glæde for forældrene. Glæden blev desværre kort for Elsire, da børnenes Far, Olive, fortsatte med at vise børnene frem —akkurat som i et cirkus…… En af filmene om dem slutter med, at de optræder på cykler i en lille manege.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal

Det dejlige påklædningsdukkesæt kunne man dengang i 1938 erhverve sig ved at indsende en annoncekupon, 25 øre til porto samt tre Palmolive-bånd eller tegninger —hvorefter man modtog den søde mappe med femlingerne, deres tøj og tilbehør, der skulle være 70 dele til at klippe ud. Jeg har set sættet med både dansk, engelsk, tysk og hollandsk tekst, en virkelig succes, og det er da helt fantastisk, at der er bevaret så mange sæt, – dette til stor glæde for os samlere. Hver femling havde garderobe i sin egen farve, lige som her. Foto fra en af de mange annoncer, det var helt fantastisk, som man kunne variere annoncetgeksterne.

Der er selvfølgelig i USA udgivet påklædningsdukkebøger med Femlingerne, men det er en helt anden historie, ligesom der blev lavet dukkesæt som beskrevet i min første artikel. I dukkesættene med femlingerne var der ofte som ”tilbehør” en læge-eller sygeplejerskedukke med i sættet.

Colgate-Palmoilive gjorde meget ud af Femlingereklamerne, og der blev bragt annoncer i de fleste ugeblade alle vegne. Hermed nogle flere af slagsen, og den med ”Femlingerne bygger snemand” var endda forside i Familie-Journalen den 27. februar 1938, og ca. samtidig bragte Hjemmet en annonce med samme motiv.

Som afslutning skal jeg da lige nævne, at de fem småpiger under deres ophold i ”Dr. Dafoe-Hospitalet” havde et fastlagt skema for hver dag. Bl.a. sidder de her i deres skolestue og skriver, regner og tegner. Og deres tegninger hang – akkurat som i alle andre hjem – spredt ud på væggene i værelserne.

Det har været en stor fornøjelse at kunne bringe mere om Dionne-Femliungerne— Tak til Maja Villemoes for dit omfattende materiale med artikler fra Tempo og Hjemmet, den herlige forside fra Familie-Journalen, samt de mange annonceudklip bl.a. med referencer til ”Palmolive-Påklædningsdukkerne, – alt er fra 1938-1939 — Desuden tak ftil chefredaktør Marianne Gram, Hjemmet og til chefredaktør Søren Johannesen, Familie-Journalen (dengang Illustreret Familiejournal) for tilladelse til at benytte uddrag af artikler og fotos etc.

Og så er der blot tilbage at ønske jer alle GOD LÆSELYST !

Foto fra en af de mange annoncer !

Lidt om de franske RAYNAL-dukker

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

For nylig viste Beritt Mathiesen den dejligste stofdukke, som jeg ”dømte” til at være en Raynal-dukke. Nu harjeg fundet mine tidligere artikler fra Nordisk Dukketidende frem, således at I kan få lidt mere at vide om disse pragtfulde dukker:

Det følgende er fra Nordisk Dukketidende nr. 54/juni 2010, og en del af jer vil således nikke genkendende til dette:

Historien om Raynaldukkerne:

Disse dukker er skabt af Eduard Goldschmit, der kom til verden den 23. november i byen Mulhouse i Alsace — nu fransk — men dengang tysk, af en ugift fabriksarbejderske. Imidlertid var han så heldig, at hans Far,Eduard Esslinger, der boede i Paris i 1920, vedkendte sig faderskabet og gav ham lov til at bære familienavnet..

Da han kom til Paris, boede han i en af de fattigste kvarterer, men startede en produktion af stofdyr– og legetøj under navnet Eduard Raynal (Raynal betyder ræv). Han tog straks patent på legetøjet. Senere, i 1924, giftede han sig med en ung talentfuld kvinde ved navn Marthe Gold, og således startede de sammen dukkeproduktionen: De yndigste dukker af stof med store, dejlige øjne så dagens lys og blev en stor succes. Nogle vil straks sige, at de ligner Lenci-dukkerne, hvad de også gør. Øjnene er malede, men på Lenci-dukkerne er der to hvide prikker, mens der på Raynaldukkerne er en hvid prik foroven og en buet linje nederst på de malede øjne. Så se godt efter, når du vil købe enten Lenci– eller Raynaldukker. For øvrigt er den kendte franske bondepige Beccasine også blandt produktionen. Dukkerne blev fremstillet i årene 1925 til 1940.

Hermed et uddrag af artiklen om Musée de la Poupée Paris’ udstilling fra 12. oktober 2004 til 23. januar 2005:

50 års luksus for småpiger — dukker af mærket Les Poupée Raynal: 1922-1980 — artiklen er fra Nordisk Dukketidende november 2004:

På Dukkemuseet i Paris (som desværre for nogle år siden blev nedlagt) udstilledes 200 luksuriøse Raynal-dukker fra 1922 til 1980, som tydeliggør i hvor høj kvalitet dukkerne er blevet fremstillet. Som supplement til det tidligere beskrevne kan nævnes, at Eduard Raynal i 1930 fik patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale. Hovederne blev derefter fremstillet enten i stof eller modelleret i filt, og selvfølgelig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker. Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man desuden en baby-type i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne var tydeligt inspireret af dukkerne i modelleret filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med rhodoid, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt!”

I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (den magiske hud), en slags syntetisk gummi, som imiterede hud og blev anvendt til fremstilling af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og erstattedes derfor hurtigt med hård plastic og fra 1957 med hoveder af plastisol. Dukkerne af rhodoid forsvandt imidlertid først i 1963.

I 1957 omdannedes firmaet til SARL BELINDA, og fra 1960 til 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.

I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsat med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Mino-Mecano, og mærket Raynal udvikledes ikke længere.

Raynal-dukkerne var altid meget elegant klædt, og de var ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal.

Raynal-dukkerne blev betragtet som luksusdukker og var almindeligvis dyrere en konkurrentens dukker… De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man eje en Raynal-dukke.

Og på den omtalte udstilling kunne man således se de dejlige dukker fra 1922-1980, bl.a. en dejlig Shirley Temple-dukke. Håber, at du ud fra billederne selv kan bedømme den udsøgte kvalitet.

Jeg beklager billedkvaliteten, da de er scannet ud fra de allerede trykte artikler i Nordisk Dukketidende…. Om Beritt Mathiesens søde dukke er en Raynal, ved jeg stadig ikke, men jeg ønsker jer alle

G o d l æ s e l y s t !

HITTYs Historie

Historien om en dukke skåret i træ

(med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

I fortsættelse af beretningen om Sigi Ulbrichs fortælling sin Hitty-stue, følger herefter Hittys historie, første gang bragt i Nordisk Dukketidende nr. 31 august 2004:

Hitty er heltinden i Rachel Fields bog, som vandt Newbury-medaljen: Hitty, Her First Hundred Years (Hittys førtste hundrede år) har rigtignok sat sit præg på dukkeverdenen, især gennem de sidste årtier.

Hvem er Hitty. Jo, det er en lille 6 1/4” – ca. 16 cm – høj dukke, som i henhold til sin autobiografi var håndskåret i irsk bjerg-ask af en bissekræmmer. Og hun har oplevet eventyr i hundrede år. Hitty tager på en lang sørejse, lider skibbrud, rejser til Indien, forsvinder, men bliver reddet og sendt til Philadelphia med et lille barn. Hun fortsætter med at rejse til New York, New England, og dukker så op på en bomuldsudstilling iført en meget fin brudekjole, til sidst lander hun i en antikvitetsbutik i New York.

Her blev hun opdaget i slutningen af 1920erne af to veninder: Rachel Field, børnebogsforfatter, og Dorothy Lathrop, der illustrerede børnebøger. De to veninders bog blev første gang udgivet i 1929 og vandt som nævnt medaljen i 1930.

Efter udgivelsen af denne bog designede adskillige kunstnere deres egen udgave af Hitty i alskens materialer: stof, papir, papmaché, porcelæn og træ for blot at nævne lidt… Hitty forblev hos Dorothy Lathrop og hendes søster Gertrude, og indtil midten af 1980erne var hun faktisk glemt.

En samler fra Californien, Dotty Baker, havde erhvervet nogle af Hittys originale møbler og skrev en artikel om Hitty. På den tid vidste de fleste ikke, at der fandtes en rigtig dukke ved navn Hitty. Flere år efter fandt en anden samler, Nancy Reinhart Charlton, den originale Hitty og skrev en artikel om, hvordan hun havde fundet dukken. Hun havde fundet ud af, at Hitty efter Lathrop-søstrenes død var gået i arv til Roger Linscott, der havde doneret Hitty og hendes ejendele til Stockbridge Bibliotek i Massachusetts.

Nu blev Hitty set og en slags offentlig ejendom, og der opstod stor interesse, idet der dannedes dukkeklubber, arrangeredes konkurrencer, etc. Den første konkurrence blev afholdt i oktober 2000 i Williamsburg, og i efteråret 2004 fejrede ”Hittys venner/The Friends of Hitty” ti års jubilæum, de har siden udgivet det lille nyhedsblad ”Friends of Hitty Newsletter”, og de mange interesserede abonnerede på Nyhedsbrevet, hvor du får alle slags oplysninger om Hitty: konkurrencer, mønstre til hendes garderobe, oplysninger om Hitty-dukkekunstnere, arrangementer, etc.

Ja, Hitty er blevet en kult, og dene lille dukke i træ eller i andre materialer er enormt sød. Vi siger tak til Virginia Ann Heyerdal, der har stiftet ”Friends of Hitty”, for tilsendelse af dette udførlige materiale med de mange detaljer, og skulle du være interesseret i oplysninger om en unik, amerikansk dukke, der på det nærmest er blevet en kult, kan du ringe eller skrive til:

Stockbridge Library Association, P.O.Box 119, Stockbridge, Massaschusetts 01262, tlf: 001 413 298 5501, og her kan du se Hitty, men det er en god idé at slå på tråden først.

Og er du nysgerrig efter af abonnere på Friends of Hittys Newsletter, kan du skrive eller ringe til Virginia Ann Heyerdal, 2704 Belleview Avenue, Cheverly, Maryland 20785-3006, tlf: 001 301 772 1555, email: VAHHitty@aol.com. Nyhedsbrevet kommer fire gange om året og kostede i 2004 US$ 18 pr. kalenderår (måske var det nok lidt dyrere for abonnenter uden for USA).

Ja, i det hele taget kan vi ikke garantere for adresser og telefonnumre etc. her, da artiklen som nævnt er omkring 15 år gammel, så gå for en sikkerheds skyld ind på nettet og kontrollér det hele.

Billeder fra Nyhedsbrevet, beklager billedkvaliteten, da alt er scannet ind fra Nordisk Dukketidende.

G o d L æ s e l y s t !

PS: Der er enormt mange aktuelle oplysninger og fotos vedrørende Hitty på nettet, det er derfor bare om at komme i gang.

Bjergfolk i porcelæn

© for tekst og billeder: Anne Friis

Tusinde tak til Anne for denne søde artikel.

Jeg vil lige vise jer disse, da jeg før har kaldt dem nisser, men det tror jeg ikke, de er mere. Snarere et slags bjergfolk, som de små dværge hos Snehvide, eller som nogle kalder dem ”de underjordiske”. Men de er dog lidt juleagtige på grund af huerne. Jeg har fundet dem af og til hos handlende samt set nogle hos Kirsten Johansen, som også samler på dem. Hun har flere end jeg har. Derfor har vi selvfølgelig diskuteret, hvem de er, hvor de er lavet, og hvad man har brugt dem til. Kroppen og ansigtet er i et stykke og i porcelæn, der, som I kan se, er stærkt malet i kongeblåt og postkasserød, samt ansigt og hvidt skæg. Nogle af dem har store googlie øjne – store runde øjne, som giver et let komisk udtryk. Jeg tror de er tyske, og måske kan de været bygget over en tegneserie, som vi ikke kender her i Danmark. Benene er malet metal og skal tit limes op i kroppen igen, de går meget nemt af. De har store runde maver meget oppustede og bærer næsten alle sammen på et eller andet, dametaske, en hammer, økse, sæk og en skovl. Der findes sikkert flere variationer. Desuden er der ældre personer også med skæg. De er lidt forskellige i højden, de med huer er ca. 7cm og den ældre herre, som sikkert på grund af alder, er skrumpet til 6,5cm.

Der er mange eventyr i Tyskland, som netop handler om bjergfolk, og i Norge og Sverige er der trolde, hvilket de også kunne repræsenterer. Er der nogle af jer derude, som er stødt på dem, eller har set dem på Museer eller hos andre handlende hører jeg gerne jeres mening. Det kunne være spændende at kende deres historie, så jeg håbe gerne på et resultat.

Fra Norge fik jeg mail med foto af Cecilies, min norske veninde og rejsekammerat på både London og Coburg turen, Hansier. Hun har medsendt et foto af sine to Hansi’er, og I kan se at drengen har det samme kostume, som min klædt som pige. Desuden har min også samme sko i hvide, men de er ikke med på fotoet.

Håber alle er kommet godt ind i det nye år og husk at se Theriault’s store katalog over ”Landmark” samt de flotte og inspirerende videoer lavet af Florance Thieriault’s, de ligger på You Tube. Auktionen er lørdag og søndag og om dagen, så man skal ikke sidde oppe den halve nat for at se den.

Det er ikke dukker, de fleste af os kan købe, men det er så utroligt inspirende at se, hvad der virkelig er lavet, især er trædukkerne fantastiske, så snyd dig ikke for dette.

Dukkehilsner fra Anne Friis ©

Wagner & Zetsche

 

© for tekst og billeder Anne Friis

Anne Friis har endnu engang været så sød, at dele lidt af sin store viden om antikke dukker med os. Denne gang er det spændende læsning om nogle af dukkerne fra Wagner & Zetsche. Tusinde tak Anne!

Denne gang har jeg valgt at skrive lidt om Wagner & Zetsche, som allerede blev dannet i 1875, men først rigtigt kom i gang 1886. Firmaet lå i Ilmenau i Thüringen. I kender sikkert firmaet hvis I har prøvet at skifte et dukkehoved på skulderskjold. Under selve hovedet sidder der som regel en blå papirseddel med et stort W og Z slynget ind i hinanden, meget smukt designet og dramatisk. Jeg har i hvert fald masser af disse kroppe, som kan være lavet i alle former for skind samt senere også i voksdug. Tit brugte de hoveder fra Gebrüder Heubach. De lavede også løse sæt arme som man så selv kunne vælge til en passende krop. Det er også dem, der finder på at mikse arme i træ som kan bevæges, ind igennem kroppen med en trærulle, hvorigennem man kan trække en elastik. Det er den samme type arme, som bruges i leddukker. Håber I forstår min forklaring. Det må have været i ret store mængder, da jeg er stødt på disse kroppe og medfølgende arme utrolig mange gange.

Harald fra Wagner & Zetsche sammen med Hansi her som pige.

De siges at have ansat 230 arbejdere, hvoraf kun de 25 var mænd, så en så absolut stor kvinde arbejdsplads før århundrede skiftet. Deres andet store slagnummer var sko, oceaner af disse og mærkeligt nok ikke mærkede, jeg har aldrig stødt på et presset mærke i disse andet end størrelses nummer. Coleman’s leksikon skriver de er mærkede, men det har jeg aldrig set. Deres kroppe og sko er vist i Cieslik’s store leksikon på side 321 til 323. Selvfølgelig har de også prøvet med deres egne dukkehoveder fra 1915, rigtige små karakterdukker i et materiale som de kalder Heralit, et nyere materiale, eller måske meget tidlig plastik. Det minder en hel del om celluloid, men det er ikke brændbart, det føles dog meget hårdere. Dukkehovederne er ikke skulderhoveder, men drejelige sat direkte på deres specielle kroppe, med en syet manchet om halsen, som sidder ret stramt, men hovedet kan således drejes med fingrene, så på den måde kan den jo se lidt anderledes ud. Heralit er et hårdt materiale, en finger er brækket af på den lille Hansi, som hos mig er klædt som en pige. Om selve hovedet er rundt eller med en flad kant ved jeg egentlig ikke, og jeg har ikke ønsket at sprætte lukningen op for at se efter, da jeg tror det et svært at få det på plads igen. Men jeg hælder til en flad kant, det har enkelte bisque-hoveder også.

De lavede tre forskellige dukker alle med malede øjne, lukket mund og decideret træk fra ægte børn, i virkeligheden Max Zetsches egne børn. Der er billeder af børnene hos Cieslik. Harald, Hansi & Inge. Det er tydeligt at se deres mærkning bagpå, deres navn og W. Z. Øverst nummer for størrelsen. Jeg må nok sige at jeg altid har ønsket mig disse, jeg tror personligt også, de er sjældne, det er sikkert ret begrænset hvor mange, der er lavet. Den store dreng er på en voksdugskrop, men den ligner næsten læder, så fint er den udført. På engelsk kalder de det ”artificial leather”. Jeg er aldrig stødt på nogle af dukkerne, på nogle af de store amerikanske auktioner. De mener også ”Hansi” er et pigenavn. Det er det ikke, som enhver dansker vil vide. Men man har altid klædt dukker af det samme mærke i begge typer køn i karakterdukkerne.

Det blå mærke kendt af mange, W & Z her også mærket 235.

Mærket dukkekrop fra Wagner & Zetsche med 40 for cm størrelsen på dukken 235.

Harald er 34cm lang med sin fine rene krop, der går virkelig stramt i leddene, hans arme er lede-arme med klassiske hænder. De er trukket igennem kroppen med elastik, som stadig er stram. Han er mærket 2 Harald W. Z. Han er iført sit fine tøj, blå korte bukser med broderet smæk og seler, hvid bluse i prikket mol med rød butterfly og fine hvide glasknapper, hvide strømper samt fine lædersko størrelse 3. Jeg er for en gang skyld noget i tvivl om de også skulle være lavet af voksdug. Kroppen bøjer i knæleddet samt i hofteleddet, se venligst de fotos af ham uden tøj. Det er den klassiske nye kropstype, der kunne sidde i en stol. Kroppene kunne selvfølgelig leveres med forskellige typer ben, i bisque, eller celluloid og her ligner det rigtig celluloid. Desuden nogle gange en form for billigt stofmateriale, de skulle jo iføres strikkede strømper og sko, og så så man jo ikke hvad materiale underfoden var lavet i. Hos Harald er det samme materiale som resten af kroppen. De har en ret bred numse, som de også kunne sidde ved af sig selv. Den konstruktion med metalkapsler sat udenpå de steder, hvor benet kan bevæges med en form for split bliver ret almindelig, og brugt af rigtig mange fabrikker. Han medbragte desuden sin egen fine luth, stadig med alle sine metalstrenge og i en superfin kvalitet. I kan se ham spille i bar udgave, hvor han sidder i en stol, så man kan se de bøjede ben. Han har heller ingen rust på sine metal knapper, hvilket tit er det normale.

Harald fra Wagner & Zetsche på original krop tøj og støvler ca. 1915, 34cm.

Harald bagfra

Harald by Wagner & Zetsche W.Z. mærket for tydelighedens skyld.

Lille Hansi er 20cm og lavet helt i stof, men med samme hoftesamling, her står 2/0 og Hansi, men stemplet W.Z. må være under den manchet, der holder på hovedet, eller også er der slet ikke plads til det i den lille størrelse. Den har store tydelige smilehuller og begge har pandehår. Hun er utrolig bleg, så jeg tror hun har været lidt overmalet. Hun har to meget små tænder i den lukkede overmund. Her er der ikke noget knæled. Hun er iført grøn filt kjole med kyse, hvide sko & strømper samt fint undertøj. Personligt tror jeg, det er deres originale tøj, da det passer perfekt og ikke er overpyntet, som tyske børn jo tit ikke var. Vi skal også lige huske, at det var lige omkring 1. Verdenskrig, de kom, og det var nu meget småt med legetøj og især med eksporten til resten af verdenen. Men da Danmark ikke rigtigt var involveret i denne krig, kun via de danskere der var tvunget til at kæmpe på tysk side, så tror jeg stadig vi importerede legetøj fra Tyskland. Men det kan forklare hvorfor, de ikke dukker op på amerikanske auktioner, da de havde importforbud. Måske forklare dette også hvorfor skoene kun er mærket med størrelse. Der står hos Cieslik’s er det var fruen i huset som designede og kreerede deres kostumer.

Wagner & Zetsche Hansi modellen kun 20 cm, 1915 hoved & arme i Heralit.

Hansi mærket i nakken.

Jeg kender to andre samlere, som har en W & Z dukke herhjemme. Inge skulle sidde i Olgas Lyst og en af mine venner har en anden Harald, men ellers er jeg aldrig stødt på dem. Gad vide om nogle af jer andre har en sådan, så vil jeg gerne have besked derom. Måske regner folk dem til moderne dukker, men 100 års alderen er da passeret.

Mange hilsner fra Anne Friis ©

Lad os fejre og mindes Izannah Walker og hendes dukker

Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen © 

For nogle uger siden henviste vi til denne fine artikel på engelsk/amerikansk fra rubylaneblog, (Dolls den 22. oktober 2018) – men da det for os alle altid er bedst at læse noget på modersmålet, bad vi om tilladelse til at bringe artiklen med vor danske oversættelse, og vi siger hermed tusind tak til Ruby Lane …   Hermed følger artiklen og de dejlige billeder med vor oversættelse:

Til minde om Izannah Walker’s dukker

(fra Dolls, 18. oktober 2018 af Ruby Lane ©)

Denne milepæl er skrevet for at fejre, at det er 201 år siden (28. juni 1817), Izannah blev født. Og det passer godt med, synes jeg, at denne blogger engang skrev en artikel over dukker skabt af Walker, også kaldet ”Izannahs fødsel” . Denne artikel blev bragt i Doll Designs (House of White Birches) = Dukkedesign (De hvide birkes Hus, som ikke mere udgives.

Foto fra Skinner auktionshus og valuarer i Boston og Malborough, Massachussetts. Skinnerinc.com

Walker fik patent på sine dukker i 1873, men hun havde fremstillet dukker måske så tidligt som i 1828. Hun var involveret i dukkefremstilling indtil sin død i 1886. disse dukker med deres håndmalede træk, i oliemaling, og som lignede folkekunst, har senere givet inspiration til Martha Chase dukkerne. Chase legede som barn med en Walkerdukke.


Foto fra Withington Auctions, Inc.

Foto fra Withington Auctions, Inc.

De fleste af dukkerne har malet hår, men der er også fundet negerdukker med hår af garn. Der eksisterer ligeledes dukkedrenge. Dukkerne blev fremstillet i størrelserne: 15, 17, 18, 20, 21 og 24 tommer (en tomme er ca. 2,5 cm). Hovederne blev fremstillet af mange lag stof gennemvædet i lim og presset ned i en jernform. Det færdige hoved lignede skulderhovedet på et tidligt China-hoved. Kroppene blev ofte stoppet med søgræs(tang), som voksende nære Ixannah Walkers hjem.

Kilderne til disse oplysninger stammer fra et brev via Fru Norman H. Robertson, grandniece til Izannah Walker. Brevet dukkede op i Philomena Harts spalte i ”The Providence Bulletin. En dukkesamler ved navn Fru Singsen begyndte at korrespondere med Norma Robertson, og en del af oplysningerne fra the Providence Bulletin var med i Janet Pagter Johl’s bogklassiker; Your Dolls and Mine (Dine dukker og mine). Det vil sige at Fru Lila Singsens dukker blev fotograferet til Johl’s bog. Se the Izannah Walker Chronicles.com angående flere informationer om denne korrespondance. Johl’s bog blev udgivet i 1952.

Amerikansk Patenteret Stofdukkemodel af Izannah Walker, fra Theriault’s.

Dukkerne er identificeret med proveniens (oprindelse) og Izannah Walker’s arbejdsmetode. De hvide dukker er karakteristiske med deres ikoniske spytkrøller. Dukkernes hænder er ligeledes realistiske med fingre i modsætning til mange andre antikke stofdukker, hvis hænder ser ud som vanter. Nogle af de fotograferede dukker har broderede tæer, andre påmalede støvler. Jeg er aldrig blevet rigtig klar over, om dukkerne virkelig blev mærket. Samtidige angivelser fra Walker er ikke bekræftet, men der findes sparsomme oplysninger om firmaets egne optegnelser. Walker arbejdede sammen med sine søstre, og det fortælles, at Walkerfamilien ejede en dukke i legemsstor størrelse. De fleste forfattere er enige i, at der blev fremstillet ca. 3.000 dukker fra ca. 1845 og til Walkers død omkring 1886 (andre mener i 1888), du kan i det følgende læse mere indgående om dukkerne.

Izannah Walker dukke fra den specielle udstilling ”American Women Dream in Cloth” (Amerikanske Kvinders Drøm i Stof: ”Cottage Industry in the United States 1840-1930 (Husflidsarbejde i De forenede Stater 1840-1930.” fotograferet på The United Federation of Doll Clubs, Inc. = Den forenede Sammenslutning af Dukkeklubber), det årlige konvent 2015 www.ufdc.org VIA https://madwifeinthe attic.com)

Fra Live Auctioneers

Richard Wright og Maureen var ejere af dem, og sandsynligvis også afdøde Sam pryor, idet en af de dukker, som er fotograferet i Coleman’s encyklopædi tilskrevet hans tidligere dukke-biblioteks-fundats. Her er fotografier af omkring to hundrede dukker, men der findes også mange artikler, internetsider, mønsterbøger, samt andre bøger om eller med omtale af Izannah Walkers dukker.

Prisen på de gamle dukker kan være fra ca. 3.000 til 41.000 US$ (dollarkursen er i skrivende stund ca. d.kr. 6,50 — dukkerne er således absolut for DEN STORE PENGEPUNG ) – (bemærkning af Lise Brastrup Clasen).

Mange dukkekunstnere heriblandt Paula Walton, Gail Wilson og Dixie Redmond skaber også sådanne dukker (Se The Izannah Walker Chronicles = Optegnelser/krøniker over Izannah Walker).

Izannah Walker efterlader os en bemærkelsesværdig arv og legende om en enlig kvinde, iværksætter og kunstner; hun skabte mange andre ting end dukker, men dukkerne vil altid være det, der gjorde hende berømt og mindeværdig.

Foto fra Paula Walton, læs mere i september-2017-udgaven af Antique Doll Collector Magazine

Kære Alle, håber at også I bliver ved at læse dette, bliver vildt begejstrede over Izannah Walkers dukker, en af de første amerikanske dukkekunstnere, tænk bare, at disse dejlige dukker blev fremstillet for ca. 180 år siden…

G o d     L æ s e l y s t     ønsker     Lene     og   Lise   !!!

Inge Harck på Museum Oldemortoft

For tekst og billeder Lene Byfoged

Vi har før skrevet om Inge Harck og hendes fine udstilling på museum Oldemorstoft, men nu hvor jeg har besøgt den selv, syntes jeg I skulle se nogle af de skønne dukker og fantastiske andre arbejder Inge Harck, har valgt at vise fra sin store samling. Inge har modeleret dukker siden 1990 og hver eneste dukke fortæller sin helt egen historie.

Inge Harck.

I 2003 og 2016 modtog Inge den internationale kunstpris (Max Oscar Arnold Kunstpreis)  for sine dukker.

Inge har udstillet i talrige lande og afholder forskellige kurser.

Hver eneste dukke er modeleret med kærlighed og har som sagt, sin helt egen historie. Alt er nøjagtigt, helt ned den mindste detalje. Inge modellerer, maler, brænder, syr, strikker det hele selv.

På nedenstående billede ses den moderne super mor, der skal klare det hele på en gang. Helt vidunderlig og ramt lige på kornet.

Inge har været feriebarn på Fyn og har lavet et par virkelig flotte dukker, forestillende hende, da hun ankom til Fyn i 1946. og præsten hun boede hos, er også lavet og det er super fint tableau hun har sat sammen. På nedenstående billede, kan man læse om Inges tid som feriebarn på Fyn.

Den lille betuttede Inge møder sin feriefar for første gang.

Sine børnebørn har Inge selvfølgelig også modeleret  og lavet de sødeste dukker af.

Den midterste dukke er en tro kopi at Inge ældste barnebarn Tobias. Det er fantastisk som det ligner det billede, jeg så af Tobias.

En dejlig samling af Inges dukker.

Inges dukker er også udkommet på julemærker i 2000.

Ud over dukkefremstillingen modellerer Inge bl.a. også de dejligste figurer, laver nålefilt m.m. Inge er en meget dygtig og alsidig kunstner.

Et par af Inges dejlige figurer.

Et billede lavet i nålefilt. Så smukke farver.

Det er virkeligt svært, at vælge hvilke dukker osv jeg vil vise jer, der er så mange fine ting på udstillingen.

Vi havde et par hyggelige timer sammen med Inge, hvor hun fortalte levende og interessant om sine arbejder.

Udstillingen på museum Oldemorstoft varer til og med d. 31. oktober, så I kan stadigvæk nå at se den. Inge er tilstede på museet hver onsdag mellem kl. 11.00 og 13.00.

Oldemorstoft er et hyggeligt museum for hele familien og der er åbent:

Tirsdag – fredag kl. 10.00 – 16.00. Der er desværre ikke åbent i flere weekender, inden udstillingen lukker ned.

Museum Oldemorstoft

Bovvej 2, 6330 Padborg

tlf. 73 76 64 36

www.oldemorstoft.dk

Med venlig hilsen

Lene

Coburger Puppenmuseum/Coburg Dukkemuseum

med sine fantastiske dukker og deriblandt

De helt vidunderlige SICORA-dukker

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

(Fotos og historie med tak til Museumsleder Christine Spiller, M.A, Coburger Puppenmuseum ©)

I Coburg finder du et fint og alsidigt dukkemuseum, som er en fornøjelse at besøge, et rent dukke-eventyr for alle vi samlere:

Blandt museets mange dukker står tre meget specielle af slagsen, det vil sige SICORA-gådukker, noget helt specielt, da de kom frem som noget helt nyt på markedet. Disse vidunderlige og udtryksfulde dukker er designet af firmaet Escora, en korsetfabnrik, stiftet i 1904, og som fra 1923 til 1937 blev ledet af Erna Schmidt.

Den fine korsettering fra firmaet Escore (i dag EsCo-Park) med en lille gylden nøgle som logo kendes stadig af mange damer, men at firmaet fra 1923 til i hvert fald 1937 fremstillede dukker, er der ikke mange, der husker og ved. Gådukkerne under navnet ”Sicora” var så fint udført, at de kunne præsenteres på Verdensudstillingen i Paris i 1928.

Kort og godt om ”Sicora”-dukkerne:

I 1923 fremstillede 30 modeller

I 1924 var man oppe på 60 modeller, og fik sølvmedalje på erhvervsudstillingen i Hildburghausen

I 1928 præsenterede man dukkerne på Verdensudstillingen i Paris og

I 1932 købte man Dukkefabrikken Loeffler & Dill, i Sonneberg.

Her er den dejlige dukkedreng, som synes at være på vej hen mod os!
Under huen har han malet hår!

Hvordan finder et korsetfoirma dog på at fremstille dukker? Dette skete takket være firmaets ejer nr. 2, Gustav Schmidts kone, Erna Schmidt, f. Heyman, der foruden at være ejerens hustru, husmor og mor også var en dygtig forretningskvinde, som hurtigt ønskede sit eget virkefelt, og inspireret af den begejstring, som gå– og taledukker vakte overalt, og særligt amerikanerne var vilde med, specialiserede hun sig i fremstilling af dukker. Da den model i 1923 under navnet ”Sicora” blev registreret, omfattede sortimentet allerede 30 gå– og taledukker. Allerede året efter præsenterede man 60 modeller og blev æret med sølvmedaljen på erhvervsudstillingen i Hildburghausen. I 1937 købte Gustav Schmidt Dukkefabrikken Loeffler & Dill i Sonneberg.

Hvor længe man derefter fremstillede dukker, vides ikke, men det antages, at dukkefabrikationen blev indstillet, da 2. Verdenskrig brød ud. Escora korsettering derimod bestod ind i 1990erne.

Den store dukkepige her i selskab med en af museets bamser, er en af de dukker, der er forsynet med paryk!

Sicora-gådukkerne er forsynet med en enkel, men naturligt virkende mekanisme. To snore, som løber fra knæ til mave, foranlediger, at fødderne kan bevæges skiftevis. For at få det til at virke, skal man, lige som med et lille barn, der skal lære at gå, holde dukken under armene og skubbe fremad. Senere udviklede man som mere hjælp en førerstab, og i 1928 på Verdensudstillingen præsenteredes dukken som ”Vidunderdukke”/En hidtil uset og speciel dukke”!

Dukken bevæger, når den går fremad, også hovedet og kan ”kvække” ved hjælp af en indbygget stemmeanordning. Alle Sicora-dukkerne (også kendt under navnet ”Sicora Wunderpuppe” (vidunderdukke) eller ”Sico-Sicora-dukken” har en velstoppet stofkrop, bevægelige led af masse, og papmachéhoved med malet ansigt og hår. Nogle dukker var med paryk i stedet for det malede hår! Under sålen på højre sko står ”Sicora” samt et slogan, forfattet af Gustav Schmidt: ”Ich lauf und stehe frei, – sprech und bewegt den Kopf dabei!” (Jeg går og står uden støtte, taler, alt imens jeg bevæger hovedet!” (Slogan’et rimer på tysk, men desværre ikke på dansk). (Under nogle skosåler stod desuden: ”For det tredje kan jeg ikke gå i stykker!”

På Coburger Dukkemuseum findes i alt tre Sicora-dukker, og de ses her i deres originale udførelse. Der har stået artikler om dukkerne i Ciesliks Puppenmagazin Nr. 3/1996 og i Puppen & Spielzeug nr. 3/2018.

Den tredje dukke i Coburg er pigen her i forårsgrønt strik, der er mindre end de andre
også hun har paryk!

Og her kan I så se mærke og slogan under dukkernes højre sko:

Nu er I selvfølgelig nysgerrige efter at få noget at vide om dukkefabrikken Loeffler & Dill, som ”Escora” købte i 1930. I Ciesliks Encyklopedia over tyske dukker 1800-1939 står der lidt om firmaet, men desværre er der ikke afbilledet nogen dukker: Firmaet blev stiftet i 1879 efter at have erhvervet Hermann Walters firma i Sonneberg, – også et dukkefirma med ultrakort eksistens 1864-79, hvor stifteren afgik ved døden – af Otto Loeffler og Caspar Dill, der var gift med Helene Loeffler, en kort tid hed firmaet stadig Hermann Walter. Man annoncerer i 1922 bl.a. med fremstilling af påklædte dukker, leddukker og alle slags dukkehoveder, mærket er bl.a. L&D, derunder 6/0 og atter derunder X. Desuden findes der et logo med en dukke.

Coburger Puppenmuseum – Den helt specielle dukkeverden

Er et flot og alsidigt dukkemuseum med en mange forskellige dukker og bamser, legetøj og mange andre sjove ting. . Der sker hele tiden noget på museet, der er kendt for sine mange spændende aktiviteter, som I kan læse om på hjemmesiderne.

Museet har mere end 1000 ”historiske dukker” dukker og mange dukkehuse fra ca. 1800 og til i dag, bl.a. har man den største Tedukke/halvdukkesamling i Europa, ca. 300 forskellige. Desuden er der stort udvalg af forskelligt legetøj, man falder nærmest i staver foran de mange flotte vitriner.

Museets facade ses først i artiklen, og hermed adresse og åbningstider:

Puppenmuseum Coburg, Rückertstrasse 3, D 96450 Coburg –                             tlf.: 0049 9561 891480

puppenmuseum@coburg.de – www.coburger-puppenmuseum.de

Et af de museer, som fra 1. april til 30. september holder åbent hver dag fra 11 til 16 –

  • fra oktober til marts er der lukket om mandagen, men ellers samme åbningstid fra 11 til 16
  • (der holdes dog lukket på flere helligdage, hvilket vil fremgå hjemmesiderne)

 Tusind tak til museumsleder Christine Spiller, M.A., for tilsendelse af fotos og andet materiale.

God tur til Coburg i Bayern og god læselyst !

 

T r æ d u k k e r – GROMADA

Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©

Hvor er det dejligt at kunne arbejde sammen og supplere hinanden, som f.eks. her , hvor Lene og jeg lagde os i selen for at finde oprindelsen til disse charmerende trædukker, som jeg inderst inde kalder ”russiske bondepiger”:

Det hele startede med Annette Rahbeks forespørgsel om oprindelsen til tre 17,5 cm høje trædukkepiger, som hun for længe siden på et loppemarked havde erhvervet til næsten ingen penge. Mine trædukker er 13,5 cm høje, var der mon forskellige størrelser?

Dukkerne er fra Polen, her er firmaet Gromadas mærke.

Både Anette og jeg har fundet vore dukker i rodekasser på loppemarkeder, og dukkerne er klædt på i tøj af stofrester, typisk for, hvad man havde dengang i fyrrerne efter krigen. Men hvor mon dukkerne kommer fra?

Allerførst spurgte vi på bloggen, hvor flere læsere havde fået at vide, at de var fra Lego, så den oplysning gik vi videre med:.

Vi kom herefter laaangt omkring. Allerførst spurgte vi hos LEGO, idet flere læsere mente, de stammede fra Legos første tid, hvor man fabrikerede trælegetøj – her fik vi svar med henvisning til hjemmesiderne miniland.nl. – , hvor der er gengivet katalogsider i s/h og i farver, men desværre ingen dukker.. Derefter spurgte vi BRIO, Sverige, som hurtigt svarede, at dukkerne desværre ikke er svenske.

17,5 cm høj dukke fra Retro-vintage!

Da dukkernes bemaling ligner de russiske matronedukker: Matrojska eller Babushka, og da deres tøj ligner russiske folkedragter, kunne dukkerne da være russiske eller måske østeuropæiske….. så vi måtte videre. Og der er masser af fotos af disse trædukker på nettet, dog uden oprindelse!.

I mellemtiden fandt Lene på siderne: retrovintage.dk,. at man herigennem stadig kunne købe æsker med sådanne dukker, og vi bestilte lynhurtigt en æske hver. Disse dukker annonceres som: Gamle Trædukker fra 1940erne – æske med 6 stk.

Disse dukker er vel ankommet, og sælgeren har sendt os de pæneste, hun havde, idet dukkerne er gamle (1947-49), og tøjet krøllet af at have ligge i æskerne i så mange år. Et par af dem skulle da også have en klat lim til fastgørelse af en løs træsko, men alt i alt er de søde og flotte.

Men vi måtte videre ud i den STORE Verden. En af mine dukkebekendte har en ukrainsk veninde, og ved en forespørgsel fik vi via Ukraine at vide, at de var polske, og at de fandtes i to størrelser (13,5 og 17,5 cm) , dvs. fra Gromada. Der står meget under Gromada, når man læser polske hjemmesider, og jeg fandt da også en lignende dukke udstillet i Legetøjsmuseet i Gdansk, men ville jeg gå dybere ind i min forskning, stod der bare: åbner snart….

For at komme videre, gik jeg til min polske svigerdatter, der ellers ikke interesserer sig for dukke og legetøj, men hun kunne måske finde noget, ikke alt er oversat fra polsk, derfor var Dorota mit bedste bud, og BINGO: Dorota fandt historien om Gromada, og den får I her:

Trædukken fra Gdansk— som I ser, er den er fra 1956!

Det kooperative firma Gromada i Kielce blev etableret i 1939. Dets aktiviteter var koncentreret om denne regions legetøjstraditioner, Kielecczyzna er et område i det centrale Polen. Foruden trælegetøjet så som dukker, byggeklodser, møbler, gynger, byggesæt og meget mere, gik man i gang med at fremstille maskotter og dukker af stof. Firmaet skabte over 300 modeller. De introducerede desuden tegneserielignende typer, samt figurer fra tegneserier, de fleste kendt i Polen, så som Jacek og Agatka, forældreløse Marysia og Koziolek Matolek, figurer som ikke siger os ret meget eller nok slet intet.

Firmaet præsenterede deres legetøj på messer og eksporterede til Nigeria, Tanzania, Libyen, Tunis, USA og Japan, og deres aktiviteter fortsat langt op i 90erne.

Trædukker i polske politi– og soldateruniformer sattes i produktion i 1960, disse dukker var ikke særligt populære blandt potentielle kunder./købere. Men da firmaet meget gerne ville af med dem, solgte man dem til politi og militær, som brugte dukkerne som gaver for tro og eksemplarisk tjeneste.

I 1960erne var Gromada-dukkerne meget populære i Polen, de fandtes på hylderne i næsten alle butikker. Dukkerne solgtes til udlandet som souvenirer fra Polen. Og stadigvæk kan du være heldig at finde dem på loppemarkeder og auktioner rundt om i Verden.

Her er min 13,5 cm høje trædukke, som jeg har tegnet og scannet. Hendes tøj er i groft blåt og hvidt lærred!
Hun er fundet for mange år siden i en rodekasse på et eller andet loppemarked!

Anette Rahbeks tre 17,5 cm høje dukker, forfra og bagfra – også fundet på et Loppemarked!
Tøjstilen er den samme, folkedragter i groft lærred og meget enkelt syet

Æske med 6 dukker fra Retro-Vintage –
Lene og jeg var heldige, vi fik de pæneste æsker af dem, der var tilbage!

Sådan introducerer Retro-Vintage restpartiet af dukker – og sådan blev vi bragt på sporet!

Tv: På et loppemarked så Lene dette ”Kaptajnspar” til salg, og nedenunder kan I se Beritt Mathiesens fire velklædte trædukker. Alle 6 ligner Gromada-dukkerne, synes I ikke ?

Men…. Der er stadig et åbent spørgsmål??? Her er Annalise Fiskers trædukke. Hun er malet anderledes og iført en blød bomuldskjole – gad vide, hvor hun kommer fra ?

Til slut tak til alle jer, der satte os på sporet af disse charmerende trædukker, og vi modtager gerne mere om dem.

G o d   L æ s e l y s t   !