Tanker om to firmaer og samme dukke ???

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

For nogle uger siden bragte jeg en gammel annonce om den lille Gummmidukke fra dukkefabrikken NYCO i København . Det viste sig, at Ulla Louby ejer en anden dukke fra firmaet, og hun sendte fluks et billede af den. Også Beritt Mathiesen sendte omgående et foto af sit eksemplar af dukken og henviste samtidig til ”Den stora Dukkeboka” /NORSKE DUKKER 1770-1970”, hvor der er gengivet en dukke magen til. Det drejer sig i alle tilfælde om en meget yndefuld pigedukke.

Nu blev jeg selvfølgelig nysgerrig og bestilte bogen hjem, da jeg ikke kunne finde nogen dansk forhandler af den, og ganske rigtig er der et billede af sådan en dukke fremstillet af et kendt norsk dukkefirma.

Dukken er 27 cm høj, og Ullas og Beritts dukker har NYCOmærke i nakken— vist til venstre – og er således fra NYCO i Krystalgade i København, mens dukkepigen gengivet i den norske dukkebog er fremstillet af Arne Hasle—Latex A/S, som brugte mærket til højre: et mærke i rødt og guld på æskerne til sine dukker. (Arne Hasles firma er bekendt for mange af os på grund af de dejlige Hasle-nisser).

 

Dukkerne virker identiske, som I vil se af billederne. Firmaet Arne Hasle / Latex as eksisterede i årene 1948-1962, hvor firmaet desværre brændte. – I beretningen om Arne Hasles firma står, at nogle produkter blev indkøbt og lettere forandret…   men den nævnte 27 cm høje dukke omtales som Hasles første dukke: en 27 cm lang pigedukke med modelleret hår, og den omtales som meget sjælden.

Her nederst ses er alle tre dukker, desværre er min billedkvalitet ikke så fin, som den burde være, men for mig ser dukkerne identiske ud. Ullas tv, Beritts i midten og Haslepigen th… Og jeg takker Beritt og Ulla mange gange for jeres foto.

Måske nogle af jer ved mere om disse dukker. Som den uforbederlige optimist, jeg er, har jeg nu kontaktet forfatterne af bogen for yderligere oplysninger om dukken. Desværre har jeg endnu ikke modtaget reaktoner!

For et par dage siden lykkedes det mig at få fat i ”Den store Dukkeboka” som jeg nu har studeret og nærlæst, løsningen må simpelt være, at den dejlige pige er fremstillet efter en af de forme, som blev indkøbt og brugt med små forandringer, som for mig nok er ”usynlige”, men…? Man skal nok se både en dansk og en norsk dukke til sammenligning for at finde forskellen!

Det ville være spændende, om nogle af jer ejer NYCO-dukker og Hasle-dukker, således at vi kan få mere frem m disse to firmaers samarbejde.

Og for at komplettere det hele, bringer jeg hermed atter annoncen fra NYCO, Krystalgade 3, København K,, telefon: Palæ 99 07 – Og skulle nogle af jer eje den søde og dengang eftertragtede lille gummidukke, hvid og/eller mulat, ville jeg da meget gerne se et foto, for vi er alle sammen nysgerrige, ikke sandt?

Annoncen er fra Legetøjshandlernes Jubilæumsskrift februar 1963 (50år) – tænk jer bare, at en dukke dengang kostede 6,85 kr. og tilmed leveret i æske med ble og sutteflaske, et rigtigt ble– og tissebarn. Man reklamerede også med dukken som mulat, og med originalt Mulatansigt!

Kilder: Lise Clasen Research (bl.a. Den store Dukkeboka og nævnte jubilæumsskrift

G o d   L æ s e l y s t !

Fastelavn i dukkeformat – Fastnet im Puppenformat

De mest fantastiske figurer og dukker skabt af kunstneren Ingeborg Jaag

(om unikke figurer fra Franziskanermuseum Vilingen-Schwenningen)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Her i det tidlige forår fik jeg som gave fra min yngste søn, Bjørn: en bog om meget spændende dukker og figurer fra Villingen-Schwenningen, skabt af dukkekunstneren Ingeborg Jaag efter byens traditionelle karnevalsoptog.

Kunstneren Ingeborg Jaag !

Det var spændende læsning og helt ny viden for mig, ja, så spændende og interessant, at jeg absolut må dele dette med jer alle. Jeg skrev derefter til Dr. Heinrich Maulhardt, der var så venlig at sende min forspørgsel videre til Dr. Michael Hütt, leder af museet, og få dage efter fik jeg et venligt og positivt svar, der sagde, at alle: museet, bestyrelsen, dukkekunstneren, fotografen etc. var begejstrede for min idee og gav mig tilladelse til at skrive løs med henvisning til www.visuel-artwork.de, som er mestre for de fine fotos.-  og www.franziskanermuseum.de – og med tusind tak til disse positive borgere i Vilingen-Schwenningen, fortæller jeg således med glæde om disse helt unikke dukker.

Den inspirerende bog: ISBN 978-3–939423-62-1—
Franziskamnermuseum Villingen-Schwenningen !

Fastelavnefigurerne fra Villingen er i målestok 1:3:

Med over 80 Fastelavns/karnevalsfigurer har Ingeborg Jaag i godt 30 år skabt en enestående samling, hvis kulturhistoriske betydning i dag er uvurderlig. Hendes specielle fastelavnsoptog er bogstavelig talt en ”fortsat” fortælling. Her kan man se Narro – den centrale skikkelse i Villingen Fastnet, og denne figur har i over 100 år været byens symbol— Narro har derfor lagt navn til den almennyttige forening Narrozunft (Narroslænget) – desuden aser man Den gamle kone fra Villingen, Æslet eller Der Butzesel, (måske Det bumlende Æsel) som er et af de ældste dyr i Schwaben-Alemaniens historie. Æslet hals er en dragt syet af forskellige stoflapper – det jages hvert år i optoget af en flok ”Drivere”, (kaldet Stachi-gruppen) og undslipper det, har det lov til kvit og frit den dag at drikke og spise lige så meget det ønsker…… – se også: Den godmodige slagsbror”, orkestret, underholdningstrioen og mange flere. Alle figurerne er sat op i livagtige scenerier, og hele tiden fornemmer man en vis forbindelse mellem figurerne. De har øjenkontakt, parrene vender mod hinanden, og mellem figur og tilskuer udvikles med blik og gestus en særlig tiltrækning, og man således drages fra den ene sceneri til det andet.

Inspiration til figurer ses tydeligt her på Narrozunft-Villingens avis: Damen med rævekraven i venstre side ses herunder i Ingeborg Jaags udførelse!

I udkanten af optoget står Villingens Originaler: Spittel Mathis—der spiller på sin mundharmonika, kaldet Schnorre-Hobel (summehøvl) – Spittel -Mathis-figuren er en virkelig person, født af en enlig pige i 1896, i sine unge år var han mælkemand på Vllinger hospital. Han var altid i godt humør, slagfærdig og sagde sjældent nej til en øl. Var derfor ofte længe undervejs med mælk til hospitalet. Et hospital kaldes også Spital eller Spittel, deraf hans tilnavn. Desuden ses ”Eierma” (æggemanden) Richard Säger, men også politiske skikkelser som ministerpræsidenten, overborgmesteren og andre. Ingeborg Jaags fastelavnsoptog er et enestående og specielt totalbillede med ”indfiltrede” skikkelser, der alle hører med til Villinger Fastelavn, men du kan ikke altid møde dem på gaden, og helt sikkert ikke på én gang!.

Mange traditioner uddør med tiden, da der ofte er mangel på ”generationsskifte”, idet nutidens generation ikke er interesseret. Det er dog ikke tilfældet i Villingen-Schwenningen, her deltager alle aldersklasser, gamle og unge, og børnene glæder sig hvert år til at være med i ”Fastnet”!.

Sådan ser figuren Spittel-Mathis ud, man kan lige frem føle, hvordan det gode humør stråler ud fra ham, mens han underholder sig med en damefigur!

Kunstneren og skaberen Ingeborg Jaag er født i 1942 i Hüfingen i en slægt med kunstneriske traditioner, bl.a. maleren og forfatteren Lucian Reich med de kendte Schwarzwald-litografier. Ingeborg Jaag studerede på Handelshøjskolen i Villingen, og foruden at blive børnehavelærer, tilegnede hun sig de grundlæggende teknikker i syning og tilskæring, modellering, træarbejder, kurvefletning og dukkemageri, kort sagt en meget alsidig uddannelse.

I 1983 kom hun i fastelavnshumør og fik ideen til at udfærdige masker og kroppe, ja dukker iført tro kopier af de originale dragter, og med sin mands hjælp skabte hun den første dukke i 1984, en Narrofigur, som kunne ses i tekstilforretningen Tonolinis udstillingsvindue. Senere stod hendes figurer i Ratsapotheke, i skobutikken Hässler og endnu senere i sengeudstyrsforretningen Schilling, men siden 2005 står de alle på Franzikanermuseet.

Trin for trin udvikles og skabes figurerne, her er Spittelsangerne, som siden 1965 har sørget for god stemning til Villinger- fastelavnsfesten. Hermed den portrætterede sangduo Benne og Hans med guitar-musikledsagelse af ”Schanko” Ummenhofer! Helt fantastisk. Da jeg første gang så på billederne i bogen, troede jeg,
at det var levende væsener og ikke dukker!

Og siden da har Ingeborg Jaag ikke sluppet dukkemageriet. Fra 1984 skabte hun modedukker i voks, og hun har modtaget mange internationale udmærkelser for sine dukker.

Herbert Jaag, Ingeborg Jaags ægtemand, kan tilskrives en stor del af arbejdet med dukkerne, han er værktøjsmager og dipl.ingeniør og står for form og design af træ og mealarbejdet. De indvendige ”skeletter”, muskikinstrumenter bl.a. klarinetter, samt sabler, bjælder og meget mere er opstået under hans hånd.

Alle figurer kan stå uden støtte eller stativ, og det har naturligvis stillet krav til det indvendige ”skelet”. Et skelet omvikles med stof og stoppet med fyldvat. Til hovederne bruger Ingeborg Jaag lufttørret modellermasse, som lakeres. Parallelt med de plastiske arbejder skabes kostumerne, Ingeborg Jaag kalkulerer med ca. 55 timers arbejde pr. figur – her er modellering af masken dog ikke medregnet.

At skabe naturtro og vellignende portrætter er i sig selv en udfordring, men via materialet dog med visse begrænsninger, idet modellermassen mister luft og volumen under tørringsprocessen, hvorved ansigtudtrykket uden kunstnerens indflydelse kan ændre sig minimalt. ”Måske var det om aftenen en helt anden figur, end det viste sig at være om morgenen efter tørringsprocessen, men sådan er det bare!” udtrykker kunstneren.

Som tidligere nævnt, skaber Ingeborg Jagd også modedukker, disse tre ”gammeljomfruer” er både modedukker og deltagere i Villinger Fastnet. Her har man siden 1927 fejret Gammeljomfruen ved en fest, hvor der kun er kvindelige deltagere, alle iført mode fra ca. 1900 – et stort udbud af silke, fløjl, flæsekraver, store hatte og strudsefjer… Man forstå godt, at det er en eftertragtet fest, og i den lokale avis står der altid et humørfyldt referat fra festen. Damen tv har titlen overjomfru!

Her til slut et billede af figurer fra orkestret, også fantastisk livagtige og efter levende modeller.

Vil du vide mere, kan du finde enormt meget under byen Villingen-Schwenningen eller fastnet.Vilingen-Schwenningen, her er mange billeder og interessante oplysninger, bl.a. noget om avisen Narrenpost og arrangementerne.

Og vil du besøge museet og byen, da søg på :

Franziskanermuseum: Museet har adressen Rietgasse 2, DE 78010 Villingen-Schwenningen, og der er åbent ti-lø fra 13 til 17 og sø og fr. fra 11 til 17,

tlf: +49 7721 82 23 51, franziskanermuseum@villingen-schwenningen.de   – du finder på siderne desuden kørevejledning til museet, hele egnen er malerisk og smuk.

Med denne smagsprøve ønskes I God læselyst og god fornøjelse !

Staa Maren 2. Del.

Research: Lene Byfoged

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag

Her er 2. del med opskriften til Staa-Maren fine tøj.

Dukketøjet:

Materialer:

25 gr rødt, 25 gr hvidt og 50 gr grønt tretraadet garn i samme Finhed som det rosa Garn til Kroppen. 2 P Nr. 2, 2 Nr. 2½ og 2 Nr. 3. 4 Strømpestrikkepinde Nr. 8. Til Monteringen: ½ Meter smalt røst Silkebaand og 20 cm smal Knipling. Stof og Baand til et Forklæde.

Typemønster til Blusens Broderi.

 

 

 

Blusen:

Blusens Forstykke: Tag P Nr. 2 og slaa 30 M op af det hvide Garn, strik 2 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Strik Glatstrikning og tag paa 1. P 4 M ud (34 M). Tag P Nr. 3 og strik, til Forstykket maaler 6 cm, saa dannes Ærmegabene: Paa Begyndelsen af 1. og 2. P lukkes af for 4 M. Paa Begyndelsen af 3. og 4. P. lukkes af for 1 M. Naar Forstykket maaler 8 cm, dannes Halsudskæringen:  Strik 15 M, luk af for 4 M, strik P ud. De 2 skulderstykker strikkes hver for sig, og der lukkes 1 M af ved Halssiden, til der er 8 M. Skulderen lukkes af i 2 Gange.

Ryggen: Strikkes som forstykket, blot med en Slids, der dannes samtidig med Ærmegabene saaledes: Luk de første 4 M af paa Retp, strik 13 M og de følgende 3 M, der skal strikkes ret frem og tilbage hele Vejen op. Paa Begyndelsen af næste Retp lukkes 1 M af. Naar Ryggen maaler 10½ cm, lukkes skulderen af i 2 gange, og de resterende M lukkes af paa én gang. Slaa 6 M op som Underfald til den anden Ryghalvdel, og strik de to yderste af disse M i Retstrikning. Strikkes i øvrigt som første Ryghalvdel.

Ærmet: Slaa 28 M op paa P Nr. 2 af det røde Garn g strik 1 P Vrang og 1 P ret. Tag det hvide Garn, strik Glatstrikning og tag 4 M ud paa den første P. Strik 2 P og luk saa 2 M af paa Begyndelsen af de følgende 2 P og luk derefter af for 1 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 12 M. Saa lukkes af for 2 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 8 M. Strik disse sammen 2 og 2 og luk de 4 M af.

Nederdel og Korset:

Bagstykket: Slaa 74 M op paa P Nr. 3 af det røde Garn og strik 2 cm Glatstrikning., slut med en Vrangp. Sæt Strikketøjets nederste kant paa P Nr. 2. Læg de 2 P sammen, saaledes at Retsiden af Strikketøjet kommer til at vende udad og strik M paa de 2 P sammen 2 og 3, saaledes dannes den dobbelte kant forneden. Strik Vrangpmed det hvide Garn. Tag det grønne Garn og strik videre i Glatstrikning. Naar Arbejdet maaler 16 cm, tages P Nr. 2. Strik 1 M, og strik derefter M sammen 2 og 3 P ud (37 M). Strik 4 P Rib: 1 ret, 1 vrang, paa 5. P (Vrangp) strikkes saaledes: Strik 12 M, strik 7 gange 2 M sammen, strik P ud (30 M).

Korsettet: Strikkes i direkte Fortsættelse af Nederdelen. Tag det røde Garn, strk 5 P ret, strik Glatstrikning. Naar Korsettet maaler 3½ cm, strikkes 6 P ret. Luk af.

Forstykket: Strikkes som bagstykket, blot tages der ikke mere end 1 M ind paa sidste Ribp, saaledes at der bliver 36 M til Korsettet, der stikkes i 2 Halvdele saaledes: Strik paa de 18 M 4 P ret. Strik derefter Glatstrikning på 4½ cm, blot de 4 M foran strikkes ret frem og ret tilbage og forsynes med 4 snørrehuller, der strikkes som et almindeligt Hul midt i Retborten. Første Snørrehul dannes efter de 4 Første P. de øvrige med 6 P´s Mellemrum. Afslut Korsettet med 6 Retp. Den anden Korsethalvdel strikkes paa samme Maade – blot i omvendt Orden. Korsetremmene strikkes af de 4 M lige efter Retborten foran, de strikkes i Retstrikning og skal være 6 cm lange.

Kysen:

Slaa 50 M op af det røde Garn paa P Nr. 2 og strik 4 P ret. Tag P Nr. 2½ og strik Glatstrikning, blot de 2 M i begge Sider strikkes ret frem og ret tilbage for at danne Kant. Naar der er strikket 3½ cm, dannes den opstaaende Rulle i Nakken saaledes: Strik 1 P vrang, 1 P ret. til der er 6 P. Tag det hvide Garn, strik 2 P ret og derefter skiftevis 1 P vrang og 1 P ret, til den hvide Rulle er ligesaa stor som den røde. Luk af. Kysenakken dannes saaledes: Tag 50 M op paa det glatte stykkes Bagside, lige bag den hvide og den røde Rulle. M tages op med 2 strømpestrikkep Nr. 8 og paa en 3. P Nr. 8 slaas 10 M op. Strik rundt med rødt Garn 2 Omg. ret, 2 Omg Rib: 1 ret, 1 vrang, 4 Omg ret. Begynd indtagningerne. Strik 2 M sammen, strik 8 M, gentag dette Omg ud. Strik en Omg uden Indtagninger. Fortsæt med disse 2 Omg stadig med 1 M mindre mellem Indtagningerne på Indtagningsomg. Naar der er 12 M, trækkes Traaden gennem M og sys fast indeni Kysen.

Forklædet sys af hvidt Stof og pyntes med røde og grønne Silkebånd.

Monteringen: Kysen dampes over en kogende Kedel og sættes på Dukkehovedet til den er tør. Paasys kniplingekant og Baand. Alle de øvrige dele lægges mellem fugtige Aviser, til de er glatte og pæne, og tørres liggende.

Blusen sys sammen paa Skuldrene, der tages M op langs Halskanten og strikkes med rødt: 1 P ret og 1 P vrang, til der er 8 P. Luk af. Sy Blusen sammen og hækl en Række grønne Fastmasker langs de røde Kanter ved Ærmer og Hals. Sy en Bort af grønne og røde Maskesting paa Blusens Forstykke, se typemønsteret. Luk Blusen med Trykhægter.

Nederdelen sys sammen og Korsettet snøres med en hæklet grøn korsetsnor, som forsynes med 2 grønne Kvaster.

God fornøjelse!

Som sædvanligt ser vi meget gerne resultatet, hvis der er nogen, der får lavet dukken.

Fin er Maren i sit strikkede tøj.

 

 

MUSEAL – KUHN-DUKKESTUERNE fra 1920erne !

Artikel skrevet af Sigi Ulbrich (www.tortula.de) med Fotos af Sigi og Gerhard Ulbrich ©

 Oversættelse Lise Brastrup Clasen, opstilling og design Lene Byfoged ©

 Vi siger tusind tak til Sigi, der altid beredvilligt lader os benytte sine velskrevne og informative artikler bl.a. om dukkestuer, og vil I læse mere om Sigis samlinger og andre spændende ting, da gå ind på www.tortula.de og åbn alle kommodeskufferne……! God rejse!

Museal – Kuhn-dukkestuer fra 1920er

 Stadig oftere ser jeg på museer de samme skatte, som jeg har i min samling. I begyndelsen blev jeg ikke altid overrasket, når jeg så et skab eller en miniatureting i en museumsvitrine. Imidlertid sker det stadig oftere,. Er min samling på engang nu blevet mere værdifuld? – Nej i princippet ikke! Det er jo stadig de samme ting, som da min samlerlidenskab begyndte. De er bare stadig blevet ældre (akkurat som jeg), og har i mellemtiden opnået museumsagtig karakter. Så enkelt er det bare, man skal blot vente længe nok, så…. Ja, så…..

Da jeg for mange år siden fik min første Kuhn-stue, var den meget fremmed for mig, egentlig slet ikke en rigtig Kuhn, og alligevel en Kuhn… Åh, hvor var det ophidsende. Jeg gennemsøgte hele internettet, men fandt ingen beviser for rigtigheden af, at det var en Kuhn-stue. Godt nok var der æbleblomster på kabinettet, men hvad beviser det egentlig, det kan man højest tage som et fingerpeg!

Undersiden af kabinettet var forsynet med et stempel, det var da altid noget. R. Behle, Frankfurt a.M. og Rossmarkt 23. Dette løb dog ud i sandet, idet begge firmaer var ophørt, og der ikke mere fandtes oplysninger om dem.

Med denne oplysning gik jeg således ikke videre. Ofte tog jeg de få møbler op i hånden, og hver gang jeg igen satte dem tilbage i kabinettet, var jeg overbevist om, at det var fra Huset Kuhn. Det havde ganske megen lighed med mit grønne kabinet (til venstre) fra 1919 – smallere end de nyere skabe, og bemalingen var ikke helt identisk, på en eller anden måde større. Naturligvis legede jeg straks med nogle fotos, da jeg altid har ment, at først, når man studerer fotos nærmere, Ja, og midt i alle disse gåder, forærede min veninde mig en af disse dukkestuer i mindre format. Se nedenunder på første billede. Stuen var indrettet med en ovn, et skab, et kistemøbel, en vugge, et bord, en stol og to forskellige bænke. Hermed var jeg allerede kommet et skridt videre. Nu havde jeg flere holdepunkter vedrørende indretningen, og her først og fremmest den skønne ovn. Nu var jeg næsten overbevist om, at det drejede sig om en Kuhn-stue.

Gennem længere tid så jeg af og til på det tyske og det amerikanske ebay såvel dukkestuer som enkelte møbler af denne serie. I mellemtiden har jeg nu kendskab til tre forskellige størrelser —hvoraf jeg har den lille og den mellemste. Begge stuer har tre vinduer: .til højre et enkelt og til bagest til venstre to vinduer over hjørnet. Sådanne vinduer har jeg ikke set i alle dukkestuer. Jeg kender mellem et og tre vinduer arrangeret i forskellig orden.

Jeg var så heldig at kunne erhverve et dertil passende lot (to stole, et skab og en vægt) i passende farve og størrelse. Nu var jeg således blot interesseret i stolene – jeg syntes, at der burde stå tre stole i stuen.

Jeg købte endnu et lot: Ovn, skab, bord, kommode, vugge og et lille stykke væg. Ved første øjekast er skabet identisk med det i min mindre stue, men ser man nøjere på det, falder det anderledes ud – ikke kun i bemalingen. Ovnen var egentlig lige som den i min lille stue, men falder ved nærmere eftersyn også helt anderledes ud. Sådan er det med håndlavede ting. Man arbejder efter et mønster og en model, og man holder sig ikke altid til forlæggene – man bliver måske distraheret, eller et eller andet går skævt. Med vor tids laserteknik sker den slags afvigelser selvfølgelig ikke.

Nu var det så ovnen, der fik mig i tvivl. Jeg opdagede den nemlig i et katalog fra Erzgebirge. I 30erne udgav Gottfried Hempel fra Olbenhauer Salgslager for Produkter fra Erzgebirge (Olbenhauer Verkaufslager für erzgebirgische Erzeugnisse) et omfangsrigt katalog: ”Das erzgebirgische Schatzkästlein/Den lille Skattekiste fra Erzgebirge”. Jeg vil tro, at det udkom hvert år, jeg har således selv to, og af og til ser man nogle udbudt i det store Onlineauktionshus. Herved har jeg opdaget mange forskellige Forsidebilleder. Disse forsider er stillet op på forskellig måde, men i selve indholdet er der næsten ingen forskel.

Ja, og da så jeg den igen – ovnen. Entydigt, og det kan der ikke være to meninger om. Det var ovnen fra min lille stue. Så begynder man at grunde over det: Kunst fra Erzgebirge og en Kuhn-ovn?

Nu og da udvekslede jeg erfaringer med en samler fra Hessen. Hun har som jeg forkærlighed for Edi-dukker og Kuhn-stuer. Hun er bibliotekar i et industribibliotek. En dag gjorde hun mig opmærksom på en magister-afhandling, som var deponeret i Bayerische Nationalmuseums bibliotek. Emne: Legetøj fra firmaet Kuhn fra 1913 til i dag. Til fordel for Legetøjsfremstillingen i Oberbayern.

Det kan sikkert ikke undre nogen, at dette ikke kunne holde mig tilbage. Jeg fik en aftale i stand med biblioteket, og vi kørte til München. Min mand havde i lang ønsket at kunne slentre uforstyrret en hel dag gennem Det tyske Museum. Intet stod mig således i vejen for en udflugt til den 100-årige historie om de små skabe, senge og vugger. Tidligt om morgenen kørte jeg med sporvognen til museet. De søde og hjælpsomme bibliotekarer havde reserveret en arbejdsplads til mig direkte ved vinduet, således at jeg havde tilstrækkeligt gode lysforhold til min forskning og de planlagte optagelser. Så lod de mig være alene, og jeg havde 6 timers tid til at studere og analysere alt dette. Det var vidunderlige timer.

Jeg var ret spændt, og for at berolige mig selv lidt bladede jeg først forsigtigt i bogen. På side 111 dukkede det første billede op… og jeg troede knap mine egne øjne. Jeg så min lille stue. Virkelig og ægte. En kopi fra kataloget 1927 viste min lille stue. Jeg havde kunnet synge højt og danse gennem biblioteket af glæde. Hermed var denne forskningsrejse blevet en absolut succes. Efterhånden læste jeg hele bogen og erfarede megen viden og nyt over Kuhn. Jeg gjorde notater, glædede mig, når forfatterens konklusioner stemte overens med mine. Jeg fandt desuden i en af hendes teorier forklaringen på, hvorfor stuen fra ”Den lille Skattekiste fra Erzgebirge” udviste så megen lighed med Kuhn-stuerne.

Senere i sporvognen på vej tilbage til hotellet, læste jeg pludselig gadeskiltet: Thiersch Str. Hurtigt ledte jeg i mine notater og fandt faktisk indførelsen: 1913 = Thiersch Str. 1. Selvfølgelig steg jeg ud og tog et billede af huset. Alt andet havde da været en helligbrøde.

At der i husets gård nu ligger et snedkeri med restaurering af gamle møbler, er nok et tilfælde, men for mig var det Prikken over i’et.

Hjemme igen har jeg ommøbleret min lille stue efter illustrationen i kataloget. Sådan bare leg. Til den store har jeg jo endnu ikke passende møbler. Det var fantastisk at stille de originale møbler op efter denne dårlige kopi. Dog har jeg senere igen stillet tingene tilbage, sådan som jeg havde indrettet den tidligere, da jeg fik dem, for jeg bedre kan lide det på denne måde.

Jeg elsker legeværk — som herover i lille og i stor. Derfor har jeg møbleret – så godt det nu kunne lade sig gøre – mine to stuer identisk. Efter flere års søgning har jeg atter fået bid. Jeg har i foråret fundet den rigtige ovn til den større stue (jeg søger stadig videre efter bord og stole). Se engang og klik til venstre på billedet, nu går det allerede helt godt

I denne stue bor der celluloiddukker i ”Størrelse TRE”. Et ægtepar — hun er en 12,5 cm høj: en ”Cellba-Inge”, han er en 14 cm høj skildpadde ”Ingedreng”, og deres gæst er en 14 cm høj Minerva-dukke i folkedragt. Babyen er af hård plastik, tegnet med et kløverblad.

Jeg elsker de små figurer lavet af pinde eller i flad udførelse. I denne stue er der flyttet fire af slagsen ind. I højre bageste hjørne smyger sig en kat fra firmaet Berthold, som også er mester for den siddende soldyrkende kat, de er begge fra 30erne. De passer virkelig godt ind i tidsbilledet og har den rette størrelse. Den hvide og den sorte Spids (hundene) er yngre Rossweinfigurer. Da disse hunde indtil midten af det 20. årh. var meget populære og værdsatte husvenner, syntes jeg, at de passede godt ind her. Min viden om disse figurer, som jeg gennem mange år har samlet ved siden af, har jeg fra Stefan Krauses samlerkatalog. (Sigi har fortalt mig, at firmaerne Berthold og Rosswein fremstillede disse eftertragtede figurer af presset pap, spåner, papmaché, ja endog af papirtyndt træ   – jeg kendte dem ikke, og jeg videregiver hermed disse oplysninger – Lise)).

Den ”Sorte Storspids” var i Sydtyskland en elsket hund hos vinavlerne. Den ”Hvide Storspids” gjaldt som statussymbol hos storhertuger og adel. Man må derfor gå ud fra, at disse to racer egentlig ikke var at finde i samme husholdning. Men det gør de her i denne familie.

En dag fandt jeg endelig den sjældne (passende) kommode. Jeg havde set den to gange tidligere. Den venlige samler, der også gjorde opmærksom på Magister-afhandlingen, sendte mig et foto. Hun havde taget det engang på Frilandsmuseet Bad Sobernheim. Selv om den er svær at genkende, står kommoden uden tvivl der.

Anden gang jeg så og forelskede mig i den var i udstillingsguiden fra Deutschordenmuseet i Bad Merkentheim over vinterudstillingen 2011/2012 ”Trautes Heim/Kære Hjem”. Her er også bord og stole, nok snarere for den lille stue, tænkte jeg. I beskrivelsen fra Bad Merkentheim står, at den oprindelige ejer havde fået dem foræret i vinteren 1930/31.

Nu har jeg altså også sådan en sjælden kommode i min store stue. Den er et pragtstykke og min stolthed.

Kort før jul kunne min veninde Sherri (I husker sikkert julehuset fra hende) i Amerika købe et lille lot: skab, kistemøbel, kommode. Nu har jeg således kendskab til fire kommoder (dressers) fra slutningen af 20erne—begyndelsen af 30erne. Der står sikkert en sådan kommode i andre samlinger. Vær søde at sende mig jeres fotos af den. Jeg glæder mig allerede til at se dem.

En dag finder jeg helt sikkert også det passende bord og de passende stole til min store stue. Og så får den også de rigtige gardiner. Jeg har allerede det gamle stof til dem.

Nu vil jeg til slut nævne målene på stuerne:

Den lille stue er           L x H x D   21,5 x 10 x 14

Den store stue er         L x H x D   31,5 x 16 x 20

Sidste år opdagede jeg i en ”Euro-Shop” ved juletid bittesmå LED-lyskæder. Noget helt fantastisk åbnede sig for mig. Vi har hermed belyst alle de stuer, som ikke kunne belyses, fordi strømtilslutningen ikke var til at få fat i. jeg er meget stolt over denne løsning. Af og til tænder jeg lyset om aftenen, og i den forgangne juletid var det et vidunderligt supplement til julelysene.

Som jeg allerede sagde tidligere, er min store stue den mellemste af disse stuer. Skulle jeg en dag falde over den helt store, så køber jeg den. Nå, og hvordan fortæller jeg det til min mand? Han mener dog faktisk, at jeg allerede har en Kuhn-stue. Men så siger jeg blot: ….. MÆND!!

Nej, jeg er helt overbevist om, at han vil glæde sig sammen med mig!

Kære Sigi, tusind tak for at lade os dele din lange, udførlige og humørfyldte beretning, ja MÆND, jeg (Lise) er nok mere radikal, jeg siger altid: MÆND ER PRIMITIVE, men hvad skulle vi dog gøre uden dem og omvendt.

God læselyst alle sammen   – ønsker Lene og Lise !

Fortsættelse følger.

Staa-Maren 1. Del

Research: Lene Byfoged

Kender I Staa-Maren? Jeg gjorde ikke!

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag.

Jeg fik DEN NY STRIKKEBOG af en god veninde, der fandt den på et genbrugsmarked. Glad blev jeg. Bogen er udgivet i 1940érne af Illustrationsforlaget og er skrevet af Esther Bondesen.

Det er altid spændende at bladre i gamle opskriftsbøger og tit bliver man jo inspireret. Mange af opskrifterne fra dengang, er jo højeste mode i dag. Der er søde og gode opskrifter i denne bog, som jeg absolut må  strikke Især en opskrift vil jeg dele med jer Staa-Maren. Jeg fik hurtigt tilladelse til at bringe opskriften. Tak for det!

Vore Bedstemødres kæreste Legetøj var den Dukke, deres Mor selv lavede, den saakaldte Staa-Maren. Dukken staar paa en stor rund Plade, og derfor kan selv det mindste Barn haandtere den.

Stel og Krop:

Materialer:

Stel: Dukken staar paa en Træskive, der skal være 2½ cm høj og 13 cm i Diameter. Midt i Træskiven skal være anbragt en Stang, som er 30 cm høj og 1½ cm i Diameter. Celloluid Dukkehoved og Arme.

Krop: Et stykke Pladevat, et lille Nøgle tretraadet, rosa Garn samt 2 Strikkepinde Nr. 2 og 2 Nr. 3.

Strikkeprøven:

Slå 20 M op på P Nr. 3 og strik 8 P ret. Prøven skal være 6½ cm bred.

Fremgangsmaaden:

Vind lidt Pladevat om Stangens øverste Del og sæt Dukkehovedet paa. Det afmærkeds, hvor Kroppen skal dannes om Stangen. Husk Kroppen skal gaa op under Dukkehovedets Hals, hvor denne skal sys fast. Klip et Stykke Pladevat 12 x 23 cm og vind det fast om Stangen, sy det derefter med lange Sting. Klip 8 x 4 cm Pladevat og sy det paa Brystet. Klip 13 x 20 cm Pladevat og vind det ret fast om den nederste Del af Kroppen og løsere om den øverste Del, sy med lange Sting. Vind et Bændel fast om Taljen, og sy det fast.

Betræk til Kroppen strikkes af det rosa Garn.

Begynd forneden. Slaa 30 M op paa P Nr. 2 og strik 4 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Tag P Nr. 3 og strik 4 cm Glatstriknng.

Strik 1½ cm Rib paa P Nr. 2 og 3 cm Glatstrikning paa P Nr. 3. Tag P Nr 2 og strik Retstrikning 2 cm. Luk af. Strik et Stykke nøjagtigt magen Mage til. Sy de to Stykker sammen i Siderne, træk dem ned om Kroppen, og sy dem fast forneden og foroven, hvor Hovedet trækkes ned om Kroppen og sys fast.

Overarmen: Begynd foroven. Slaa 6 M op paa P Nr. 2 og strik Glatstrikning. Paa hver Retp tages 1 M ud i anden og næstsidste M, til der er 28 M. Strik 1 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Luk ikke af, men træk en Traad gennem M. Sy Armen sammen paa det ribstrikkede Stykke og lidt op. Klip 4 x 4 cm Pladevat, rul det sammen og stik det i Armen. Traaden, der er trukket gennem M, bindes fast om Celluloidarmens øverste Del. Sy Armen fast til Skulderen.

Staa-Maren

Dette var første del, næste gang kommer opskriften til tøjet.

God fornøjelse!

Lene

Karakterdukker fra Coburg Museet

© for tekst og billeder Anne Friis.

Så har Anne været aktiv igen og skrevet en spændende artikel om de meget smukke og skønne karakterdukker. Tusinde tak Anne, for at du vil indvie os i din store viden.

Som jeg sagde, må jeg komme tilbage med mere om karakterdukker, da det som regel er det, jeg bliver spurgt mest om. På min tur til alle de tyske museer, så jeg enormt mange karakterdukker, også mange, som jeg aldrig før havde set. De fleste vil så gerne vide ”Hvad er en karakterdukke”

Pigen i naturligt tøj med smilende lukket mund med tænder ekstrem sjælden, er fra Bähr & Proeschild i Ohrdruf, har aldrig set før.
Pige lidt i samme stil men fra Cattenfelder Puppenfabrik 219, lige så spændende fra omkring 1912. hun er ikke med i mange leksikoner, så her taler vi om €7000-9000, så kan I selv gange med 7,50 Kr.

Her må lidt dukkehistorie til. Normalt har man produceret dukker som voksne personer, men af og til har man set perioder med en anden type dukker. Dronning Victoria gav en barnedukke i voks til sin datter, og disse voks dukker var tit mindre børn, sjældent babyer, men det skete. Men det var enere der dukkede op engang imellem. Husk hvor dyre disse håndlavede dukker var. Desuden havde man også en såkaldt ”Mothsmann baby” på tysk kaldet ”taufling”, hvor der var indskudt stofdele, hvor lemmerne var sat fast. De var udviklet fra japanske dukker, som er lavet på denne måde, netop med bevægelige lemmer og det faktum at dukken kunne bøjes og sidde i en stol. Det kan man just ikke sige om de tidligere dukker. Men der skulle gå adskillige år før babydukken blev det mest almindelige.

Jeg er desværre nødt til at fortælle, at det jeg forslår ikke altid måske er det rigtige. Cieslik kommer med andre forslag, som går ud på, at det er Kämmer & Reinhardt, der kommer med disse dukker, da de laver en udstilling i et stort varehus allerede i 1908, hvor forskellige nye typer fremvises, og på det tidspunkt altid med malede øjne, men på leddekroppe af nye proportioner. Til at begynde med hed de kunstner dukker, men Marion Kaulitz er dog nævnt for 1908 og stedet ”Münchner Künstlerpuppen”, men da begge parter førte sager mod hinanden i retten, om hvem der havde opfundet begrebet karakterdukker, er det nok den med de fleste penge, der har vundet. Dengang har det haft stor betydning, men det havde ligeså meget at gøre med det faktum at man så anderledes på barnet og det at lege; som noget meget nødvendigt, hvilket bringer os frem til Käthe Kruse. Jeg er så absolut sikker på at de to kvinder, som jeg nævner fik større betydning end de mands-domminerede firmaer, som faktisk mest ønskede at tjene penge. I kan tjekke de omtalte personer i Ciesliks store leksikon, side 50-51, samt hele ”Charakterpuppen” af Christa Langer.

Her nævner jeg igen damerne Marion Kaulitz & Käthe Kruse. De er begge tyskere og den første fik ideen til de såkaldte karakterdukker, hvor de fleste blev modelleret af Hr. Vogelsanger, den anden lavede dukker i stof med oliemalede ansigter. Jeg havde kun set en enkelt Kaulitz herhjemme, de har hoveder af masse, som er en slags komposit altså en blandet masse af ler, gips savsmuld og andet billigt fyld som klude. Dette, som så er æltet sammen og brændt tror jer til en formbar masse. Så det var en stor oplevelse at se disse så berømte dukker i virkeligheden, og der var adskillige på de fleste museer. Se fotos fra tidligere artikler på Bloggen.

En af de dejligste drenge fra Marion Kautliz designet af Vogelsinger, vi så mange andre i alle de tyske museer af denne første kunstnerdukke type, senere benævnt karakterdukker.

Vi skal dog lige huske at det hele var også et nyt udtryk for hvordan man så på børn. Før var små børn & drenge iklædt kjoler. De fik først bukser alene når de begyndte i podeskolen, en form for børnehave eller forberedelse til skolen. Familierne var tit meget store, det ene ny barn fulgte det andet, så børneflokkene kunne få en anseelig størrelse. Husk lige at skolepligt for begge køn blev først gennemført efter 1814 i Danmark. Man fik andre tanker om børns opvækst, end den der før havde været gældende og den vi har i dag. Mange små børn blev undervist hjemme, eller på små institutter, hvor de samledes. Derfor blev påklædningen mere afslappet, men altid dækket af et forklæde, som også gjaldt drengene. Det var dog mest udenadslære der dengang var gældende, og så det at lære at læse biblen og kunne sin katekismus, så man kunne blive en god kristen. Men det var først fra mine egen mors fremkomst at karakterdukkerne og babydukken brød igennem. Min mor er fra 1915, så der var de lige kommet. Jeg har stadig hendes karakterbaby, som hun fik af sin morfar, og som var købt i Tyskland.

Il Fiammingo hovedet, som var med til at starte karakterdukkerne, min gips afstøbning som er 17cm høj og samme størrelse som selve hovedet til Käthe Kruses føeste dukke Model 1 samt K&R hoved 115A.

En karakterdukke er en dukke, der tit er modelleret over et ægte barn, som model. Der er ret mange drenge imellem, hvilket heller ikke var set før. Flere modellører brugte et berømt hoved kaldet Fiamingo hovedet, af Francois Duquesnois, andre nævnes også, men her er vi tilbage i Renæssancen, som forlæg. Tilfældigt fandt jeg det engang hos en marskandiser og købte det. Det var et meget yndet og udbredt hoved. Det gjaldt både Käthe Kruse, som via sin mand, der var billedhugger, gik i gang med forsøg på at lave nogle dukker i stof, der kunne tåle at leges med, bygget over dette hoved. Det blev forsøg med mange forgæves prøver, som hun så prøvede af på sine egne børn, før hun kom frem til Model 1. med de brede hofter, mange sømme til at forme den, og arme & ben kunne bevæges. At andre skulptører, som Simon & Halbig, også blev inspireret af den samme buste er måske bare et tilfælde. Men deres hoved skulptør var professor Arthur Lewin-Funcke, fra Berlin, som arbejdede for K&R. Han brugte sine egne børn som modeller, og i dag ved vi hvem de er inspireret af, da der er skrevet en pragtfuld bog med fotos kun om disse af Christa Langer, ”Charakterpuppen” med både engelsk / tysk tekst på forlaget Puppen & Spielzeug. Her er Marion Kaulitz også nævnt som opfinderen af karakterdukkerne. Så der hersker altså forskellige opfattelser.

Senere modeller af Käthe Kruse, som var med fra 1908, flere af typerne alle i stof, malet med oliefarver, som regel hårdt stoppet, lidt som bamser med skiver i arme & ben.
.Disse kaldes “DU Mein” og er i rigtig babystørrelse og brugtes af sygeplejeskoler, også fra Käthe Kruses værksted i Bad Kösen, senere Østtyskland, som stadig eksistere.

H & B producerede deres hoveder i bisque, som blev brændt og malet, men ikke glaseret. De havde den største produktion og samarbejdede med mange forskellige fabrikker, Kämmer & Reinhardt samt mange flere andre. Senere overtog K&R fabrikken S&H, som kun var en porcelæns-fabrik; men de lavede stadig hoveder til deres egen produktion og til andre fabrikker, dog har de altid deres eget stempel presset ind i nakken på hovedet, så man kan se hvem de er lavet til, hvilket gør det lettere i dag for os samlere. Husk at S&H står for den bedste kvalitet, og sikkert altid vil gøre det.

Min personlige yndlingsdukke K & R 102 med bisquithovede og på en leddekrop i naturligt tøj med tornyster på ryggen, så flot med støbt frisure og malede øjne, lukket mund, af Arthur Lewin-Funcke.
Her en pige også lidt ualmindelig fra Gebrüder Heubach, Lichte 1910, et af de populæreste mærker i DK, der er mange af dem hos os, så her er vi heldige, men hende kendte jeg kun fra fotos, her i den store vitrine kun med Gebrüder dukker.

Disse dukker blev vist på den store Tyske legetøjsmesse i Leipzig 1912, og fik et enormt gennembrud. Faktisk foretrak de fleste små piger stadig de mere neutrale ansigter med pæne udtryk og ikke karaktererne. Men det var forældre og bedsteforældre der købte dukkerne, så man kan sige at det var de, som faldt for dem, og egentlig ikke børnene. Men økonomisk var de ikke nogen succes, de blev således brugt senere til gulvfyld og isolering udenpå husene, hvilket jeg selv har set på Snurretoppens store Tysklandstur.

Du skal lige huske her, at disse forskellige modeller kunne komme med malede øjne – det mest almindelige – eller med vippeøjne i glas, dette noget senere – samt med paryk eller med lukket hoved, hvor frisuren også var malet. Dette gælder især for drengene, samt med forskellige hudtone, både mulatter og helt mørke dukker eksistere også i disse. Desuden kunne de kommer på en almindelig leddekrop, en babykrop eller en toodlerkrop, som var en mere bastant og mindre krop, med andre proportioner, men stadig samme model af hovedet. Så variationerne var virkelig store, senere i 1920’erne lavede man endda en ny type leddekrop med længere ben, til kortere kjoler. En ny øjentype, hvor øjnene så vippede fra side til side samtidig med åbne & lukkemekanismen fungerede, meget brugt på modellerne 126 & 114 af K&R så dagens lys. De kaldes Flirte øjne. Andre kopierede dem selvfølgelige, de findes sågar i celluloid dukker denne type øjne.

Amand Maseilles Fany, som er ret sjælden, modelleret over Il Fammingoen, her i lille størrelse. Jeg har kun set den en gang i DK personligt, og meget dyr

Tøjet til disse dukker blev også en stor fornyelse, idet det nu lignede det tøj, som børn virkelig selv gik med. Det betyder at det ikke skal være alt for overpyntet, hvilket ikke er tilfældet med alle de i Amerika viste karakterdukker, hvor de meget tit optræder i den ene flæsekjole efter den anden og med nye lange slangekrøller, udskiftede nye parykker. Dette er på ingen måde korrekt efter min mening, og heller ikke det, de viser på de tyske museer, hvor de slet ikke er overpyntet. Husk lige at nu når vi ind i krigstiden og så blev stof også en mangelvare. Det faktum gør sig også gældende at Tyskland tabte sin popularitet og ingen ønskede at handle med dem, så flere andre lande begyndte en egen dukkeproduktion eller fortsatte deres gamle.

3 drenge med skulderhoveder på stofkroppe, med 4 cifrede numre Gebrüder Heubach, og en baby som negerdukker af Ernest Heubach, Köppelsdorf.

Der er relativt mange sjældne karakterdukker i DK, sikkert fordi vi lå så tæt på og ikke deltog videre i 1. Verdenskrig, samt det faktum at vi altid har handlet meget med hinanden. Desuden voksede Danmarks velstand med det store salg af landbrugs produkter, hvilket måske har medvirket til at disse dukketyper er så udbredte. Håber I kan bruge mine mange års research, jeg har nu næsten samlet i 50 år og min bogbestand er betydelig.

Mange vinterhilsner Anne Friis ©

Celluloiddukker fra Sovjetunionen

Mærket OXK – Del 1:

 En beretning med fotos af Helena Jarzemskaja

 (Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen – forord —oversættelse, bearbejdning etc. ©)

 Med tak til den ukrainske samler Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich har vi hermed fornøjelsen at bringe denne artikel. Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich er veninder, og artiklen har været bragt i Sigis KOMMODE www.tortula.de, december 2017, som kommer med nyheder inden for dukke– og legetøjsverdenen hver måned – www.tortula.de har i år 20-års fødselsdag, og jeg har i hele denne periode fulgt med i processen, og har derigennem suget megen viden til mig. (2. del, som følger, blev bragt i tortula.de januar 2018)

Helena Jarzemskaja fortæller følgende:

Børn har altid villet og vil stadig lege med forskellige former for legetøj. Det vil de i alle lande og til alle tider, også i de meget svære perioder, som revolutioner og krige. Og også når landets nye regering pludselig forbyder al slags legetøj ”fra den gamle tid” og destruerer alt, hvad der angiveligt symboliserer ”Den gamle Verden”. Sådan gik det i USSR i 20erne.

Det var en skrækkelig tid – såvel for voksne som for børn. Men heldigvis er alle børn umiddelbare skabninger, små tryllekunstnere, der er i stand til at skabe en hel Verden ud af Ingenting!

Skønt legetøjet i Sovjetunionen i 1920erne var primitivt og enkelt, legede børnene med, hvad de havde og var glade for deres ting. Her kan I se, hvordan legetøjsforretningerne i Sovjetunionen så ud – og disse er blot de rigeste, de såkaldte ”mønsterbutikker” (Præsentationsbutikker).

Det lille udvalg af legetøj blev produceret af forskellige små foretagender – de kaldtes ”Artels”. Og regeringens radikale indstilling til fremstillingen resulterede i, at mange af produkterne beklageligvis manglede. Det forbavsede således ikke, at politikere og andre voksne indså nødvendigheden i en ændring af disse forhold. Og dette førte til de første sovjetiske celluloiddukker.

En af de berømteste fabrikker – og den allerførste — som startede en fremstilling – var OXK i Leningrad.

 OXK, blev som alle tidlige legetøjsproducenter ikke grundlagt som en legetøjsfabrik: Ohta-krudtfabrik – det er firmaets første navn – blev grundlagt allerede i 1715 efter ordre fra Peter den Store med beliggenhed ved Floden Ohtas bred.

Helt op i det 19. årh. var dette firma et af Ruslands største krudtværker. Efter revolutionen fortsatte firmaet med at fremstille militærartikler, og i 1922 gik man over til fremstilling af kemiske produkter. I 1931 fik firmaet det navn, hvor under alle vi dukkesamlere kender det:  – OXK (eller på tysk –  OCK, Ohtinrer chemisches Kombinat).

I dag er firmaet en del af sammenslutningen ”Plasmolimer” og går under navnet –  Ohta chemical Werk, men det er en helt anden historie, da vi blot er interesseret i de tidligere ”Legetøjs”-sider.

Men hvorfor begyndte denne kemiske fabrik nu pludselig at fremstille Legetøj? Svaret er ganske simpelt: I Sovjetunionen var forbrugerindustrien praktisk talt ikke udviklet. Derfor var alle foretagender fra ca. midten af det 20. årh. forpligtet til, i sine fabrikshaller også at fremstille nogle forbrugsvarer: beklædning, møbler, porcelæn og bestik, forskellige husholdningsartikler – og naturligvis børnelegetøj.

OXK valgte den sidste variant – som de fandt lå nærmest i forhold til deres profil. I 1927 organiserede fabrikken fremstilling af celluloid (indtil da blev dette produkt udelukkende købt fra Tyskland) – dette materiale blev først og fremmest købt af håndværkere og private foretagender.

Men allerede i 1931 omstillede firmaet produktionen udelukkende til forbrugsvarer – kamme, sæbeskåle, brille-etuier – og allerede år 1932 fødtes Ohta-Zelluloid-Spielzeug/(Ohta-Celluloid-Legetøj)  – der blev fremstillet Dyrefigurer.

Den første dukke kom til verden i 1935, hvad man kunne løse i det netop grundlagte første sovjetiske tidsskrift om legetøj (kaldet Legetøj ).

Begyndelsen var svær –  for da det kom til stykket, var fremstillingen af legetøj helt nyt for firmaet. Der fandtes ingen designere eller andre fagfolk. Derfor blev de første dukker fremstillet efter forme fra Værket ”Komsomolskaya Pravda” (denne fabrik havde netop på dette tidspunkt indstillet sin produktion af celluloiddukker. Andre af firmaets talrige forme blev taget fra franske og tyske porcelæn– og celluloidforme (dengang havde ingen fra Sovjetunionen gjort sig tanker om ophavsret/copyright).

Jeg tænker, at disse dukker er let genkendelige – og hvis du tror, at du her ser franske og tyske børn med deres dukker, tager du fejl – alle de her gengivne fotos er med dukker fremstillet i Sovjetunionen.

 De første Ohta-dukker blev stadig overvejende solgte uden mærke. Senere blev de fremstillet med skiftende mærker. Hermed en række af de kendte mærker, ganske vist ikke alle.

Selvfølgelig var ikke bare OXK interesseret i de fine, tyske dukker, som f.eks. Den mest kendte dukkedreng Hans fra Schildkröt (Skildpaddedukke). Han blev virkelig internationalt kopieret.

De kønne dreng kan vi genkendte gennem mange sovjetiske, japanske og polske dukker. Blandt mange sovjetiske dukkesamlere eksisterer denne legende stadig: at dukken er lavet efter dette barnefoto af Volodya Ulyanov (Lenin), og der ses virkelig en vis lighed….

Denne teori ligger langt fra sandheden – svaret er meget mere simpelt:

Det er en kopi af skildpaddedukken

I dag er han en af de mest elskede og kendteste celluloiddukker fra den tidligere Sovjetunion – der findes næppe den samler, som ikke ejer en Hans, og mange har to eller flere (I USSR –landet med Planøkonomien – blev den samme model ofte fremstillet på forskellige fabrikker, dvs. med ganske uvæsentlige forskelle i f.eks. bemalingen etc., og selvfølgelig mærket forskelligt. Og skulle en samler ikke eje en sådan dukke, drømmer hun eller han helt sikkert om at få en).

Jeg er ikke i tvivl om, at alle samlere genkender disse dejlige bamser, eller denne yndige, dukke med den mørke hud og de store øjne – og her tog jeg atter fejl: Ligesom de før nævnte dukker er de også mærket OXK, og ikke Skildpaddedukker.

Et yderligere problem ved de tidlige OXK-dukker var farven på celluloid-materialet – de første dukker fik en grønlig afskygning. Her fandt man snart svaret, – det vand, man brugte ved fremstillingen, kom fra floden Ohtinka, og var meget jernholdigt.

Efter indbygningen af filtre, forsvandt dette problem. Men i vor tid er dette minus delvis blevet et plus – en karakteristisk farve er en hjælp til identifikation af de tidligste og særligt sjældne og værdifulde dukker.

Kære læsere, dette er hermed første del om de russiske celluloiddukker — der er meget mere at fortælle, derfor følger anden del af beretningen meget snart.

Stor tak til Helena jarfzemskaja og Sigi Ulbrich (Tortula)

Og god læselyst ……

Den store Museumstur i Tyskland, Teaterdukker

© for tekst og billeder: Anne Friis

Endnu et dejligt indlæg fra Anne Friis, fra hendes tur til Tyskland tidligere på året. Så dejligt, at se de skønne dukker og det fine tilbehør. Ting, man kun kan drømme om.

Se venner, sådan kan det gå engang imellem, tror I ikke jeg bare glemte at vise jer mine to mænd købt i Frankenhalle, den sidste dag på Tysklands turen?

 Men så kan de jo få lidt ekstra plads med flere fotos samt nogle af de småting, jeg ikke fik fotografret før. Jeg havde selvfølgelig set på dukkerne flere gange. De var 16,5cm høje, den ene med china hoved og i en dragt, som efter min mening lignede en hushovmester, eller lord, svært at afgøre. Den anden har Papier Mâché hoved, ret lille i forhold til kroppen, samt i en meget fin fransk uniform og fint lavet hat. På det første fotos mangler han sit fine Ormelu sværd, men det sidder normalt fint fast i hans bælte. Jeg fik det i hvert fald med. Jeg har nu opdaget at det, sværdet altså, kan trækkes ud af skeden. Eftersom dukkerne fra denne handlende, som var franskmand, tilhørte hans kone, som var tysk, og hun var forsvundet fra salen, blev det lidt svært at handle med ham. Jeg havde forhandlet mig frem til en pris med hende på tysk. Men det ville han ikke acceptere, så jeg ventede og ventede. Kirsten, som kendte ham godt, gik også ind og forhandlede med ham, men han var en hård nød at knække. Jeg måtte så låne lidt flere Euro af Kirsten, hun fik dem tilbage med det samme i Danske Kroner, som jeg havde på mig. Jeg betalte så absolut nok for dem 300 € pr. stk., men fik så flere kostumer som forklæder, et yndigt korset, lang original underskørt til en fransk dukke samt andre småting med. De andre blev lidt trætte af mig, da vi alle ventede så længe på den tyske dame, så vi fik ekstra kaffe og slentrede bare rundt og så de forskellige begynde at pakke ned. De andre var færdige med deres køb.

Manden med china hoved, lord eller hushovmester, her iført sin fine jakke.
Hans flotte ansigt i china, med en speciel fin usædvanlig frisure 3,8cm, kvaliteten er super for en sådan lille størrelse.
I kan se hvordan bevægelsen er konstrueret, samt størrelsen på hænderne, anderledes end jeg havde forestillet mig.

Dukkerne er jo mænd, som er sværere at finde end damedukker, desuden er de i original stand. De er lavet på trækroppe, man kan mærke at de har en dims bagpå ryggen, som man har brugt i et teater, derfor de store meget smukke hænder, hvor der stadig er lidt snor tilbage i begge dukker. Måske prøver jeg at tage jakken af på ham med china-hoved, da jeg forsigtigt kan fjerne hans sting foran og få jakken af for derved at se konstruktionen. De er lavet mellem 1830-50. Papier Mâchén er ikke almindelig, og han er så flot bemalet. Det var det jeg faldt for, samt det faktum at ingen af mine små tidlige dukkehus dukker havde nogle mænd. Det gode ved dem er at de kan sidde naturligt på en stol, modsat dukkehusdukker på almindelige kroppe, som sidder fuldstændigt stift og stritter ud i luften. Eftersom arme og ben er af træ med led kan de således optræde mere naturligt. Jeg så flere teatre på Nürnberg museet med sådanne dukker. Tit bliver de solgt som hele sæt. De er sikkert også blevet brugt herhjemme, jeg har for nylig set et sådant flot sæt med rigtig mange dukker i København. For det meste er de dog med malede træhoveder.

Soldaten har meget lille hovede, men flot malet i fin uniform med hat & sabel, mere spinkel udført end den anden figur.
Hele samlingen, som de stod hos den handlende i Neustadt, begge teaterdukkerne ligger på 16,5cm
Her med sin imponerende hat, som er knækket af ved sit hagebånd.
Den fine lille sabel, som kan drages, 7cm i Ormelu

 Nogle gange kan man egentlig ikke forklare hvorfor man falder for en dukke og absolut bare vil have den, men sådan er det bare. Det er helt ubetinget en mavefornemmelse, og jeg får den altid, når jeg står overfor en sådan dukke, som jeg ikke kan leve uden. Af og til undertrykker man denne følelse, men jeg skifter næsten aldrig smag, og har faktisk aldrig fortrudt mine køb, det må jeg indrømme. Andre samlere skifter deres ting ud hele tiden, da de hele tiden skifter interesser. Så det må være meget forskelligt. Jeg havde set en påklædningsdukke som jeg blev ret vild med, i øvrigt den eneste næsten på hele min tur, som var til salg, og fra den rigtige periode 1840-50. Hun var meget dyr, 275 €, og jeg syntes jeg havde set den før. Samtidigt var hendes ben ikke i orden, men hun havde masser af tøj, så jeg snakkede med Kirsten om det, og vi så på tingene sammen. Det er uvurderligt at lufte sin tanker med andre, når man står i en presset situation og ikke har en ubegrænset økonomi. Kirsten foretrak også dukkemændene, så jeg fik taget min beslutning. Nu kan I jo selv bedømme om den var den rigtige.

6 champagnefløjter, 2,8cm, som jeg fandt på markedet i Neustadt by.
Helt vidunderligt sæt i celluloid eller tidlig plastik, farven gør det, samt prægning i
stellet omkring 1900.
fad i typisk blåt porcelæn fra Spode 1850, købt for år tilbage i Helsingborg hos fru Baumann, samt buddinge form med blå dekoration fra Neustadt markedet, kan godt være engelsk.

 Jeg fandt billeder af samme pd-dukke i et tidsskrift, da jeg var kommet hjem, hvor dukken var helt anderledes men tøjet det samme. Ligeledes så jeg den også på en auktion i USA over internettet, denne gang med en tredje dukke, så nogle af de gamle pd’er kan dukke op med forskellige type dukker, her med det samme tøj. At det så er forskelligt hvor meget de hver især har med, alt efter hvordan de har overlevet. Dette sikkert fordi de ikke er tegnet så kropsnært, som senere dukker, og derfor kan flere dukker passe det samme tøj. Man skubber enten dukken op igennem tøjet – der er jo to sider begge som regel bemalet, eller man kan åbne tøjet og lægge dukken ind. I får love til at se hende også, for bedre at bedømme det. Jeg vil senere skrive en speciel artikel om mine tidligste pd’er.

Den lille PD’er som stod og var så charmerende til €275 fra 1850.

En stor tak til Anne.

Lene

H u s k e r DU ?

B I L D – L I L L I !

 (Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

 Da en veninde har bedt mig om hjælp til salg af en Barbiedukkesamling (dukker og tilbehør) – kom jeg i tanker om Barbies forgænger – BILD-LILLI – som jeg for 10 år siden fortalte lidt om i Nordisk Dukketidende!

Måske nogle af jer husker, at Bild-Lilli var en tysk tegneseriefigur, der debuterede den 24. juni 1951 – en velskabt pige, der fordrejede hovedet ”på alle mænd”!

Denne tegneserie-succes fulgte fabrikanten Heinz Frank op i begyndelsen af 1955, hvor han skabte Lilli-dukken. Lilli var nu ikke mere to-, men tredimensional. Dukken blev fremstillet i to størrelser, ca. 16 cm og 28-29 cm.

Lilli var en stereotyp dukke med lige, lange ben, hvepsetalje, påmalede ansigtstræk og sko. Hestehalen var blond, og hun havde den karakteristiske spytkrølle i panden.

Ligesom den senere Barbie optrådte Lilli i datidens super-moderne tøj og… Lilli var selvfølgelig selverhvervende og optrådte bl.a. som stewardesse, sygeplejerske, danserinde og/eller skøjteprinsesse.

 

 

 

 

 

 

Der blev også drejet en Lilli-film ”Lilli – en pige fra storbyen” med Ann Smyrner i titelrollen. Tøjet til Lilli kostede mellem ca. 12 og 60 kr. pr. sæt.

At Lilli dannede forbillede for Barbie, er en helt anden historie, som I skal få en anden gang. Men hermed nogle billeder af Lilli.

Den ”Store” Lilli i rød cocktailkjole, skitøj og selskabskjole. Den ”Lille Lilli iført bukser og bluse og i tennistøj. Desuden noget fra en avisartikel, samt Ann Smyrner i rollen som Lilli.

 

 

 

 

 

 

Da der ikke mere eksisterer ret mange Bild-Lilli-dukker, er hun vanskelig at finde og derfor mange Barbie-samleres drøm som supplement til samlingen!

(Lise Clasen Research)

 God   Læselyst !

 

Norah Wellings dejlige dukker

© for research Lene Byfoged. Alle billederne er fundet på Pinterest.

Kender I Norah Wellings skønne tøjdukker? Jeg er fan og må på jagt, for de er da helt vidunderlige. 

Norah Wellings i hendes værksted i 1920.

I 1893 blev Norah Wellings født i Arleston Village, Shropshire i England.  Hendes far var en kendt og dygtig skulptør. Norah havde en bror Leonard, der var to år ældre end hende.

Norah var veluddannet og interesserede sig især for botanik og kunst. Hun havde ikke megen selvtillid og var ikke særlig udadvendt og hun indså tidligt, at det ikke var hendes udseende hun skulle leve af, så hun blev i hjemmet og hjalp sin mor, med at passe sin syge far indtil hans død.

Efter faderens død i  1919 fandt Norah et job som designer hos legetøjsfabrikanten Chad Valley Co i Schropshire, hvor hendes speciale blev dukker og legetøj i stof. Hun blev i firmaet i syv år, indtil hun startede sit eget firma Victoria Toy Works op i 1926, sammen med sin bror Leonard.

En Norah Wellings dukke, den minder ret meget om Lencis dukker.

Det var mere eller mindre et familieforetagende. Hendes bror Leonard styrede fabrikken, en fætter salgsarbejdet og Norah designede alt legetøj og alle dukkerne. derudover var der tre andre fra familien ansat. Det var en lille og ydmyg start for firmaet.

I 1927 besøgte dronning Mary byen og i den anledning designede Norah dukken Cora, som hun præsenterede for dronningen, hvilket gav firmaet en fantastisk reklame. Samme år udstillede Norah sine dukker og sit legetøj på den Britiske Industris Messe i White City. Både legetøjet og dukkerne fik en god og positiv modtagelse og omtale.

Nogle få år senere var firmaet flyttet til større lokaler og de fortsatte med at udstille på den Britiske Industris Messe i White City indtil 1939, hvor krigen satte et midlertidigt stop for messen.

Da firmaet var på sit højeste var der ansat omkring 250 personer, men mønstrene til dukkerne og legetøjet, var alle designet af Norah. Alle dukkerne i Cora designet,var moderigtigt klædt, havde fine mohairparykker og udtryksfulde ansigter

Drengedukke med et fint og udtryksfyldt ansigt.

I 1933 ændrede dukkerne sig, de hed nu Norene dukker og var udelukkende lavet af filt med malede ansigter og mohairparykker. Der blev lavet mange modeller og i 7 forskellige størrelser.

Norahs dukker blev solgt i de mest eksklusive forretninger bl.a. var Londons stormagasin Harrods en vigtig kunde. Hver år designede Norah legetøj til Harrods berømte juleudstilling.

Selvom Norah havde stor succes i Storbritannien, eksporterede hun alligevel over 70% af dukkerne til bl.a. USA, Canada, Australien og Egypten.

Det er virkeligt smukke dukker Norah Wellings designede. Hun er da yndig!

Næsten alle rederier forhandlede Norahs dejlige sømandsdukker, der havde navnet på det pågældende skib på deres hattebånd.  Det var dengang der var en livlig sejlads mellem Europa og USA – og som i dag var rejsen ikke komplet for passagererne, hvis ikke man havde en souvenir med hjem. Jollyboy Sailor, der kom på markedet i 1929, blev hurtigt den mest populære dukke i firmaets katalog. Der blev gennem årerne produceret en masse af disse dukker i forskellige størrelser og det er nok de dukker, der er nemmest at få fat på i dag, til en overkommelig pris.

En af de populære og charmerende sømænd.

Udbruddet af 2. Verdenskrig skabte store problemer for firmaet, eksporten dykkede og selv om fabrikken fortsatte produktionen under krigen, var det med meget færre ansatte.

En samling af Norah Wellings skønne dukker.

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, Norah blev inspireret til at skabe Royal Air Force maskotten Harry Hawk, som blev et af de mest eftertragtede ikoner i krigsårene. For hvert solgt eksemplar af dukken, som blev solgt i flere størrelser, blev der doneret et beløb til RAF Comforts Fond, for at hjælpe til med krigsindsatsen.

Nogle af Norah Wellings skønne RAF dukker.

I januar 1959 mistede Norah sin bror Leonard, efter han havde været 30 år i firmaet. Hun fortsatte i en periode alene i firmaet, men d. 4. september samme år, lukkede hun firmaet. Norah lavede et stort bål og brændte alt – hendes mønstre, redskaber og alle de ufærdige dukker. Hun ønskede ikke at sælge sine designs eller overlade dem til andre. De færdige dukker og legetøjet blev doneret til forskellige velgørenhedsorganisationer.

Endnu en samling Norah Wellings dukker.

Efter lukningen af firmaet helligede Norah sit liv til maleri, havearbejde og madlavning i hjemmet, som Leonard havde bygget til hende. Hun døde i februar 1975 i en alder af 82 år.

Jeg har kun kunnet finde denne bog om Norah Wellings dukker.