Wagner & Zetsche

 

© for tekst og billeder Anne Friis

Anne Friis har endnu engang været så sød, at dele lidt af sin store viden om antikke dukker med os. Denne gang er det spændende læsning om nogle af dukkerne fra Wagner & Zetsche. Tusinde tak Anne!

Denne gang har jeg valgt at skrive lidt om Wagner & Zetsche, som allerede blev dannet i 1875, men først rigtigt kom i gang 1886. Firmaet lå i Ilmenau i Thüringen. I kender sikkert firmaet hvis I har prøvet at skifte et dukkehoved på skulderskjold. Under selve hovedet sidder der som regel en blå papirseddel med et stort W og Z slynget ind i hinanden, meget smukt designet og dramatisk. Jeg har i hvert fald masser af disse kroppe, som kan være lavet i alle former for skind samt senere også i voksdug. Tit brugte de hoveder fra Gebrüder Heubach. De lavede også løse sæt arme som man så selv kunne vælge til en passende krop. Det er også dem, der finder på at mikse arme i træ som kan bevæges, ind igennem kroppen med en trærulle, hvorigennem man kan trække en elastik. Det er den samme type arme, som bruges i leddukker. Håber I forstår min forklaring. Det må have været i ret store mængder, da jeg er stødt på disse kroppe og medfølgende arme utrolig mange gange.

Harald fra Wagner & Zetsche sammen med Hansi her som pige.

De siges at have ansat 230 arbejdere, hvoraf kun de 25 var mænd, så en så absolut stor kvinde arbejdsplads før århundrede skiftet. Deres andet store slagnummer var sko, oceaner af disse og mærkeligt nok ikke mærkede, jeg har aldrig stødt på et presset mærke i disse andet end størrelses nummer. Coleman’s leksikon skriver de er mærkede, men det har jeg aldrig set. Deres kroppe og sko er vist i Cieslik’s store leksikon på side 321 til 323. Selvfølgelig har de også prøvet med deres egne dukkehoveder fra 1915, rigtige små karakterdukker i et materiale som de kalder Heralit, et nyere materiale, eller måske meget tidlig plastik. Det minder en hel del om celluloid, men det er ikke brændbart, det føles dog meget hårdere. Dukkehovederne er ikke skulderhoveder, men drejelige sat direkte på deres specielle kroppe, med en syet manchet om halsen, som sidder ret stramt, men hovedet kan således drejes med fingrene, så på den måde kan den jo se lidt anderledes ud. Heralit er et hårdt materiale, en finger er brækket af på den lille Hansi, som hos mig er klædt som en pige. Om selve hovedet er rundt eller med en flad kant ved jeg egentlig ikke, og jeg har ikke ønsket at sprætte lukningen op for at se efter, da jeg tror det et svært at få det på plads igen. Men jeg hælder til en flad kant, det har enkelte bisque-hoveder også.

De lavede tre forskellige dukker alle med malede øjne, lukket mund og decideret træk fra ægte børn, i virkeligheden Max Zetsches egne børn. Der er billeder af børnene hos Cieslik. Harald, Hansi & Inge. Det er tydeligt at se deres mærkning bagpå, deres navn og W. Z. Øverst nummer for størrelsen. Jeg må nok sige at jeg altid har ønsket mig disse, jeg tror personligt også, de er sjældne, det er sikkert ret begrænset hvor mange, der er lavet. Den store dreng er på en voksdugskrop, men den ligner næsten læder, så fint er den udført. På engelsk kalder de det ”artificial leather”. Jeg er aldrig stødt på nogle af dukkerne, på nogle af de store amerikanske auktioner. De mener også ”Hansi” er et pigenavn. Det er det ikke, som enhver dansker vil vide. Men man har altid klædt dukker af det samme mærke i begge typer køn i karakterdukkerne.

Det blå mærke kendt af mange, W & Z her også mærket 235.
Mærket dukkekrop fra Wagner & Zetsche med 40 for cm størrelsen på dukken 235.

Harald er 34cm lang med sin fine rene krop, der går virkelig stramt i leddene, hans arme er lede-arme med klassiske hænder. De er trukket igennem kroppen med elastik, som stadig er stram. Han er mærket 2 Harald W. Z. Han er iført sit fine tøj, blå korte bukser med broderet smæk og seler, hvid bluse i prikket mol med rød butterfly og fine hvide glasknapper, hvide strømper samt fine lædersko størrelse 3. Jeg er for en gang skyld noget i tvivl om de også skulle være lavet af voksdug. Kroppen bøjer i knæleddet samt i hofteleddet, se venligst de fotos af ham uden tøj. Det er den klassiske nye kropstype, der kunne sidde i en stol. Kroppene kunne selvfølgelig leveres med forskellige typer ben, i bisque, eller celluloid og her ligner det rigtig celluloid. Desuden nogle gange en form for billigt stofmateriale, de skulle jo iføres strikkede strømper og sko, og så så man jo ikke hvad materiale underfoden var lavet i. Hos Harald er det samme materiale som resten af kroppen. De har en ret bred numse, som de også kunne sidde ved af sig selv. Den konstruktion med metalkapsler sat udenpå de steder, hvor benet kan bevæges med en form for split bliver ret almindelig, og brugt af rigtig mange fabrikker. Han medbragte desuden sin egen fine luth, stadig med alle sine metalstrenge og i en superfin kvalitet. I kan se ham spille i bar udgave, hvor han sidder i en stol, så man kan se de bøjede ben. Han har heller ingen rust på sine metal knapper, hvilket tit er det normale.

Harald fra Wagner & Zetsche på original krop tøj og støvler ca. 1915, 34cm.
Harald bagfra
Harald by Wagner & Zetsche W.Z. mærket for tydelighedens skyld.

Lille Hansi er 20cm og lavet helt i stof, men med samme hoftesamling, her står 2/0 og Hansi, men stemplet W.Z. må være under den manchet, der holder på hovedet, eller også er der slet ikke plads til det i den lille størrelse. Den har store tydelige smilehuller og begge har pandehår. Hun er utrolig bleg, så jeg tror hun har været lidt overmalet. Hun har to meget små tænder i den lukkede overmund. Her er der ikke noget knæled. Hun er iført grøn filt kjole med kyse, hvide sko & strømper samt fint undertøj. Personligt tror jeg, det er deres originale tøj, da det passer perfekt og ikke er overpyntet, som tyske børn jo tit ikke var. Vi skal også lige huske, at det var lige omkring 1. Verdenskrig, de kom, og det var nu meget småt med legetøj og især med eksporten til resten af verdenen. Men da Danmark ikke rigtigt var involveret i denne krig, kun via de danskere der var tvunget til at kæmpe på tysk side, så tror jeg stadig vi importerede legetøj fra Tyskland. Men det kan forklare hvorfor, de ikke dukker op på amerikanske auktioner, da de havde importforbud. Måske forklare dette også hvorfor skoene kun er mærket med størrelse. Der står hos Cieslik’s er det var fruen i huset som designede og kreerede deres kostumer.

Wagner & Zetsche Hansi modellen kun 20 cm, 1915 hoved & arme i Heralit.
Hansi mærket i nakken.

Jeg kender to andre samlere, som har en W & Z dukke herhjemme. Inge skulle sidde i Olgas Lyst og en af mine venner har en anden Harald, men ellers er jeg aldrig stødt på dem. Gad vide om nogle af jer andre har en sådan, så vil jeg gerne have besked derom. Måske regner folk dem til moderne dukker, men 100 års alderen er da passeret.

Mange hilsner fra Anne Friis ©

Lad os fejre og mindes Izannah Walker og hendes dukker

Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen © 

For nogle uger siden henviste vi til denne fine artikel på engelsk/amerikansk fra rubylaneblog, (Dolls den 22. oktober 2018) – men da det for os alle altid er bedst at læse noget på modersmålet, bad vi om tilladelse til at bringe artiklen med vor danske oversættelse, og vi siger hermed tusind tak til Ruby Lane …   Hermed følger artiklen og de dejlige billeder med vor oversættelse:

Til minde om Izannah Walker’s dukker

(fra Dolls, 18. oktober 2018 af Ruby Lane ©)

Denne milepæl er skrevet for at fejre, at det er 201 år siden (28. juni 1817), Izannah blev født. Og det passer godt med, synes jeg, at denne blogger engang skrev en artikel over dukker skabt af Walker, også kaldet ”Izannahs fødsel” . Denne artikel blev bragt i Doll Designs (House of White Birches) = Dukkedesign (De hvide birkes Hus, som ikke mere udgives.

Foto fra Skinner auktionshus og valuarer i Boston og Malborough, Massachussetts. Skinnerinc.com

Walker fik patent på sine dukker i 1873, men hun havde fremstillet dukker måske så tidligt som i 1828. Hun var involveret i dukkefremstilling indtil sin død i 1886. disse dukker med deres håndmalede træk, i oliemaling, og som lignede folkekunst, har senere givet inspiration til Martha Chase dukkerne. Chase legede som barn med en Walkerdukke.


Foto fra Withington Auctions, Inc.
Foto fra Withington Auctions, Inc.

De fleste af dukkerne har malet hår, men der er også fundet negerdukker med hår af garn. Der eksisterer ligeledes dukkedrenge. Dukkerne blev fremstillet i størrelserne: 15, 17, 18, 20, 21 og 24 tommer (en tomme er ca. 2,5 cm). Hovederne blev fremstillet af mange lag stof gennemvædet i lim og presset ned i en jernform. Det færdige hoved lignede skulderhovedet på et tidligt China-hoved. Kroppene blev ofte stoppet med søgræs(tang), som voksende nære Ixannah Walkers hjem.

Kilderne til disse oplysninger stammer fra et brev via Fru Norman H. Robertson, grandniece til Izannah Walker. Brevet dukkede op i Philomena Harts spalte i ”The Providence Bulletin. En dukkesamler ved navn Fru Singsen begyndte at korrespondere med Norma Robertson, og en del af oplysningerne fra the Providence Bulletin var med i Janet Pagter Johl’s bogklassiker; Your Dolls and Mine (Dine dukker og mine). Det vil sige at Fru Lila Singsens dukker blev fotograferet til Johl’s bog. Se the Izannah Walker Chronicles.com angående flere informationer om denne korrespondance. Johl’s bog blev udgivet i 1952.

Amerikansk Patenteret Stofdukkemodel af Izannah Walker, fra Theriault’s.

Dukkerne er identificeret med proveniens (oprindelse) og Izannah Walker’s arbejdsmetode. De hvide dukker er karakteristiske med deres ikoniske spytkrøller. Dukkernes hænder er ligeledes realistiske med fingre i modsætning til mange andre antikke stofdukker, hvis hænder ser ud som vanter. Nogle af de fotograferede dukker har broderede tæer, andre påmalede støvler. Jeg er aldrig blevet rigtig klar over, om dukkerne virkelig blev mærket. Samtidige angivelser fra Walker er ikke bekræftet, men der findes sparsomme oplysninger om firmaets egne optegnelser. Walker arbejdede sammen med sine søstre, og det fortælles, at Walkerfamilien ejede en dukke i legemsstor størrelse. De fleste forfattere er enige i, at der blev fremstillet ca. 3.000 dukker fra ca. 1845 og til Walkers død omkring 1886 (andre mener i 1888), du kan i det følgende læse mere indgående om dukkerne.

Izannah Walker dukke fra den specielle udstilling ”American Women Dream in Cloth” (Amerikanske Kvinders Drøm i Stof: ”Cottage Industry in the United States 1840-1930 (Husflidsarbejde i De forenede Stater 1840-1930.” fotograferet på The United Federation of Doll Clubs, Inc. = Den forenede Sammenslutning af Dukkeklubber), det årlige konvent 2015 www.ufdc.org VIA https://madwifeinthe attic.com)
Fra Live Auctioneers

Richard Wright og Maureen var ejere af dem, og sandsynligvis også afdøde Sam pryor, idet en af de dukker, som er fotograferet i Coleman’s encyklopædi tilskrevet hans tidligere dukke-biblioteks-fundats. Her er fotografier af omkring to hundrede dukker, men der findes også mange artikler, internetsider, mønsterbøger, samt andre bøger om eller med omtale af Izannah Walkers dukker.

Prisen på de gamle dukker kan være fra ca. 3.000 til 41.000 US$ (dollarkursen er i skrivende stund ca. d.kr. 6,50 — dukkerne er således absolut for DEN STORE PENGEPUNG ) – (bemærkning af Lise Brastrup Clasen).

Mange dukkekunstnere heriblandt Paula Walton, Gail Wilson og Dixie Redmond skaber også sådanne dukker (Se The Izannah Walker Chronicles = Optegnelser/krøniker over Izannah Walker).

Izannah Walker efterlader os en bemærkelsesværdig arv og legende om en enlig kvinde, iværksætter og kunstner; hun skabte mange andre ting end dukker, men dukkerne vil altid være det, der gjorde hende berømt og mindeværdig.

Foto fra Paula Walton, læs mere i september-2017-udgaven af Antique Doll Collector Magazine

Kære Alle, håber at også I bliver ved at læse dette, bliver vildt begejstrede over Izannah Walkers dukker, en af de første amerikanske dukkekunstnere, tænk bare, at disse dejlige dukker blev fremstillet for ca. 180 år siden…

G o d     L æ s e l y s t     ønsker     Lene     og   Lise   !!!

Inge Harck på Museum Oldemortoft

For tekst og billeder Lene Byfoged

Vi har før skrevet om Inge Harck og hendes fine udstilling på museum Oldemorstoft, men nu hvor jeg har besøgt den selv, syntes jeg I skulle se nogle af de skønne dukker og fantastiske andre arbejder Inge Harck, har valgt at vise fra sin store samling. Inge har modeleret dukker siden 1990 og hver eneste dukke fortæller sin helt egen historie.

Inge Harck.

I 2003 og 2016 modtog Inge den internationale kunstpris (Max Oscar Arnold Kunstpreis)  for sine dukker.

Inge har udstillet i talrige lande og afholder forskellige kurser.

Hver eneste dukke er modeleret med kærlighed og har som sagt, sin helt egen historie. Alt er nøjagtigt, helt ned den mindste detalje. Inge modellerer, maler, brænder, syr, strikker det hele selv.

På nedenstående billede ses den moderne super mor, der skal klare det hele på en gang. Helt vidunderlig og ramt lige på kornet.

Inge har været feriebarn på Fyn og har lavet et par virkelig flotte dukker, forestillende hende, da hun ankom til Fyn i 1946. og præsten hun boede hos, er også lavet og det er super fint tableau hun har sat sammen. På nedenstående billede, kan man læse om Inges tid som feriebarn på Fyn.

Den lille betuttede Inge møder sin feriefar for første gang.

Sine børnebørn har Inge selvfølgelig også modeleret  og lavet de sødeste dukker af.

Den midterste dukke er en tro kopi at Inge ældste barnebarn Tobias. Det er fantastisk som det ligner det billede, jeg så af Tobias.
En dejlig samling af Inges dukker.
Inges dukker er også udkommet på julemærker i 2000.

Ud over dukkefremstillingen modellerer Inge bl.a. også de dejligste figurer, laver nålefilt m.m. Inge er en meget dygtig og alsidig kunstner.

Et par af Inges dejlige figurer.
Et billede lavet i nålefilt. Så smukke farver.

Det er virkeligt svært, at vælge hvilke dukker osv jeg vil vise jer, der er så mange fine ting på udstillingen.

Vi havde et par hyggelige timer sammen med Inge, hvor hun fortalte levende og interessant om sine arbejder.

Udstillingen på museum Oldemorstoft varer til og med d. 31. oktober, så I kan stadigvæk nå at se den. Inge er tilstede på museet hver onsdag mellem kl. 11.00 og 13.00.

Oldemorstoft er et hyggeligt museum for hele familien og der er åbent:

Tirsdag – fredag kl. 10.00 – 16.00. Der er desværre ikke åbent i flere weekender, inden udstillingen lukker ned.

Museum Oldemorstoft

Bovvej 2, 6330 Padborg

tlf. 73 76 64 36

www.oldemorstoft.dk

Med venlig hilsen

Lene

Coburger Puppenmuseum/Coburg Dukkemuseum

med sine fantastiske dukker og deriblandt

De helt vidunderlige SICORA-dukker

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

(Fotos og historie med tak til Museumsleder Christine Spiller, M.A, Coburger Puppenmuseum ©)

I Coburg finder du et fint og alsidigt dukkemuseum, som er en fornøjelse at besøge, et rent dukke-eventyr for alle vi samlere:

Blandt museets mange dukker står tre meget specielle af slagsen, det vil sige SICORA-gådukker, noget helt specielt, da de kom frem som noget helt nyt på markedet. Disse vidunderlige og udtryksfulde dukker er designet af firmaet Escora, en korsetfabnrik, stiftet i 1904, og som fra 1923 til 1937 blev ledet af Erna Schmidt.

Den fine korsettering fra firmaet Escore (i dag EsCo-Park) med en lille gylden nøgle som logo kendes stadig af mange damer, men at firmaet fra 1923 til i hvert fald 1937 fremstillede dukker, er der ikke mange, der husker og ved. Gådukkerne under navnet ”Sicora” var så fint udført, at de kunne præsenteres på Verdensudstillingen i Paris i 1928.

Kort og godt om ”Sicora”-dukkerne:

I 1923 fremstillede 30 modeller

I 1924 var man oppe på 60 modeller, og fik sølvmedalje på erhvervsudstillingen i Hildburghausen

I 1928 præsenterede man dukkerne på Verdensudstillingen i Paris og

I 1932 købte man Dukkefabrikken Loeffler & Dill, i Sonneberg.

Her er den dejlige dukkedreng, som synes at være på vej hen mod os!
Under huen har han malet hår!

Hvordan finder et korsetfoirma dog på at fremstille dukker? Dette skete takket være firmaets ejer nr. 2, Gustav Schmidts kone, Erna Schmidt, f. Heyman, der foruden at være ejerens hustru, husmor og mor også var en dygtig forretningskvinde, som hurtigt ønskede sit eget virkefelt, og inspireret af den begejstring, som gå– og taledukker vakte overalt, og særligt amerikanerne var vilde med, specialiserede hun sig i fremstilling af dukker. Da den model i 1923 under navnet ”Sicora” blev registreret, omfattede sortimentet allerede 30 gå– og taledukker. Allerede året efter præsenterede man 60 modeller og blev æret med sølvmedaljen på erhvervsudstillingen i Hildburghausen. I 1937 købte Gustav Schmidt Dukkefabrikken Loeffler & Dill i Sonneberg.

Hvor længe man derefter fremstillede dukker, vides ikke, men det antages, at dukkefabrikationen blev indstillet, da 2. Verdenskrig brød ud. Escora korsettering derimod bestod ind i 1990erne.

Den store dukkepige her i selskab med en af museets bamser, er en af de dukker, der er forsynet med paryk!

Sicora-gådukkerne er forsynet med en enkel, men naturligt virkende mekanisme. To snore, som løber fra knæ til mave, foranlediger, at fødderne kan bevæges skiftevis. For at få det til at virke, skal man, lige som med et lille barn, der skal lære at gå, holde dukken under armene og skubbe fremad. Senere udviklede man som mere hjælp en førerstab, og i 1928 på Verdensudstillingen præsenteredes dukken som ”Vidunderdukke”/En hidtil uset og speciel dukke”!

Dukken bevæger, når den går fremad, også hovedet og kan ”kvække” ved hjælp af en indbygget stemmeanordning. Alle Sicora-dukkerne (også kendt under navnet ”Sicora Wunderpuppe” (vidunderdukke) eller ”Sico-Sicora-dukken” har en velstoppet stofkrop, bevægelige led af masse, og papmachéhoved med malet ansigt og hår. Nogle dukker var med paryk i stedet for det malede hår! Under sålen på højre sko står ”Sicora” samt et slogan, forfattet af Gustav Schmidt: ”Ich lauf und stehe frei, – sprech und bewegt den Kopf dabei!” (Jeg går og står uden støtte, taler, alt imens jeg bevæger hovedet!” (Slogan’et rimer på tysk, men desværre ikke på dansk). (Under nogle skosåler stod desuden: ”For det tredje kan jeg ikke gå i stykker!”

På Coburger Dukkemuseum findes i alt tre Sicora-dukker, og de ses her i deres originale udførelse. Der har stået artikler om dukkerne i Ciesliks Puppenmagazin Nr. 3/1996 og i Puppen & Spielzeug nr. 3/2018.

Den tredje dukke i Coburg er pigen her i forårsgrønt strik, der er mindre end de andre
også hun har paryk!
Og her kan I så se mærke og slogan under dukkernes højre sko:

Nu er I selvfølgelig nysgerrige efter at få noget at vide om dukkefabrikken Loeffler & Dill, som ”Escora” købte i 1930. I Ciesliks Encyklopedia over tyske dukker 1800-1939 står der lidt om firmaet, men desværre er der ikke afbilledet nogen dukker: Firmaet blev stiftet i 1879 efter at have erhvervet Hermann Walters firma i Sonneberg, – også et dukkefirma med ultrakort eksistens 1864-79, hvor stifteren afgik ved døden – af Otto Loeffler og Caspar Dill, der var gift med Helene Loeffler, en kort tid hed firmaet stadig Hermann Walter. Man annoncerer i 1922 bl.a. med fremstilling af påklædte dukker, leddukker og alle slags dukkehoveder, mærket er bl.a. L&D, derunder 6/0 og atter derunder X. Desuden findes der et logo med en dukke.

Coburger Puppenmuseum – Den helt specielle dukkeverden

Er et flot og alsidigt dukkemuseum med en mange forskellige dukker og bamser, legetøj og mange andre sjove ting. . Der sker hele tiden noget på museet, der er kendt for sine mange spændende aktiviteter, som I kan læse om på hjemmesiderne.

Museet har mere end 1000 ”historiske dukker” dukker og mange dukkehuse fra ca. 1800 og til i dag, bl.a. har man den største Tedukke/halvdukkesamling i Europa, ca. 300 forskellige. Desuden er der stort udvalg af forskelligt legetøj, man falder nærmest i staver foran de mange flotte vitriner.

Museets facade ses først i artiklen, og hermed adresse og åbningstider:

Puppenmuseum Coburg, Rückertstrasse 3, D 96450 Coburg –                             tlf.: 0049 9561 891480

puppenmuseum@coburg.de – www.coburger-puppenmuseum.de

Et af de museer, som fra 1. april til 30. september holder åbent hver dag fra 11 til 16 –

  • fra oktober til marts er der lukket om mandagen, men ellers samme åbningstid fra 11 til 16
  • (der holdes dog lukket på flere helligdage, hvilket vil fremgå hjemmesiderne)

 Tusind tak til museumsleder Christine Spiller, M.A., for tilsendelse af fotos og andet materiale.

God tur til Coburg i Bayern og god læselyst !

 

T r æ d u k k e r – GROMADA

Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©

Hvor er det dejligt at kunne arbejde sammen og supplere hinanden, som f.eks. her , hvor Lene og jeg lagde os i selen for at finde oprindelsen til disse charmerende trædukker, som jeg inderst inde kalder ”russiske bondepiger”:

Det hele startede med Annette Rahbeks forespørgsel om oprindelsen til tre 17,5 cm høje trædukkepiger, som hun for længe siden på et loppemarked havde erhvervet til næsten ingen penge. Mine trædukker er 13,5 cm høje, var der mon forskellige størrelser?

Dukkerne er fra Polen, her er firmaet Gromadas mærke.

Både Anette og jeg har fundet vore dukker i rodekasser på loppemarkeder, og dukkerne er klædt på i tøj af stofrester, typisk for, hvad man havde dengang i fyrrerne efter krigen. Men hvor mon dukkerne kommer fra?

Allerførst spurgte vi på bloggen, hvor flere læsere havde fået at vide, at de var fra Lego, så den oplysning gik vi videre med:.

Vi kom herefter laaangt omkring. Allerførst spurgte vi hos LEGO, idet flere læsere mente, de stammede fra Legos første tid, hvor man fabrikerede trælegetøj – her fik vi svar med henvisning til hjemmesiderne miniland.nl. – , hvor der er gengivet katalogsider i s/h og i farver, men desværre ingen dukker.. Derefter spurgte vi BRIO, Sverige, som hurtigt svarede, at dukkerne desværre ikke er svenske.

17,5 cm høj dukke fra Retro-vintage!

Da dukkernes bemaling ligner de russiske matronedukker: Matrojska eller Babushka, og da deres tøj ligner russiske folkedragter, kunne dukkerne da være russiske eller måske østeuropæiske….. så vi måtte videre. Og der er masser af fotos af disse trædukker på nettet, dog uden oprindelse!.

I mellemtiden fandt Lene på siderne: retrovintage.dk,. at man herigennem stadig kunne købe æsker med sådanne dukker, og vi bestilte lynhurtigt en æske hver. Disse dukker annonceres som: Gamle Trædukker fra 1940erne – æske med 6 stk.

Disse dukker er vel ankommet, og sælgeren har sendt os de pæneste, hun havde, idet dukkerne er gamle (1947-49), og tøjet krøllet af at have ligge i æskerne i så mange år. Et par af dem skulle da også have en klat lim til fastgørelse af en løs træsko, men alt i alt er de søde og flotte.

Men vi måtte videre ud i den STORE Verden. En af mine dukkebekendte har en ukrainsk veninde, og ved en forespørgsel fik vi via Ukraine at vide, at de var polske, og at de fandtes i to størrelser (13,5 og 17,5 cm) , dvs. fra Gromada. Der står meget under Gromada, når man læser polske hjemmesider, og jeg fandt da også en lignende dukke udstillet i Legetøjsmuseet i Gdansk, men ville jeg gå dybere ind i min forskning, stod der bare: åbner snart….

For at komme videre, gik jeg til min polske svigerdatter, der ellers ikke interesserer sig for dukke og legetøj, men hun kunne måske finde noget, ikke alt er oversat fra polsk, derfor var Dorota mit bedste bud, og BINGO: Dorota fandt historien om Gromada, og den får I her:

Trædukken fra Gdansk— som I ser, er den er fra 1956!

Det kooperative firma Gromada i Kielce blev etableret i 1939. Dets aktiviteter var koncentreret om denne regions legetøjstraditioner, Kielecczyzna er et område i det centrale Polen. Foruden trælegetøjet så som dukker, byggeklodser, møbler, gynger, byggesæt og meget mere, gik man i gang med at fremstille maskotter og dukker af stof. Firmaet skabte over 300 modeller. De introducerede desuden tegneserielignende typer, samt figurer fra tegneserier, de fleste kendt i Polen, så som Jacek og Agatka, forældreløse Marysia og Koziolek Matolek, figurer som ikke siger os ret meget eller nok slet intet.

Firmaet præsenterede deres legetøj på messer og eksporterede til Nigeria, Tanzania, Libyen, Tunis, USA og Japan, og deres aktiviteter fortsat langt op i 90erne.

Trædukker i polske politi– og soldateruniformer sattes i produktion i 1960, disse dukker var ikke særligt populære blandt potentielle kunder./købere. Men da firmaet meget gerne ville af med dem, solgte man dem til politi og militær, som brugte dukkerne som gaver for tro og eksemplarisk tjeneste.

I 1960erne var Gromada-dukkerne meget populære i Polen, de fandtes på hylderne i næsten alle butikker. Dukkerne solgtes til udlandet som souvenirer fra Polen. Og stadigvæk kan du være heldig at finde dem på loppemarkeder og auktioner rundt om i Verden.

Her er min 13,5 cm høje trædukke, som jeg har tegnet og scannet. Hendes tøj er i groft blåt og hvidt lærred!
Hun er fundet for mange år siden i en rodekasse på et eller andet loppemarked!

Anette Rahbeks tre 17,5 cm høje dukker, forfra og bagfra – også fundet på et Loppemarked!
Tøjstilen er den samme, folkedragter i groft lærred og meget enkelt syet
Æske med 6 dukker fra Retro-Vintage –
Lene og jeg var heldige, vi fik de pæneste æsker af dem, der var tilbage!
Sådan introducerer Retro-Vintage restpartiet af dukker – og sådan blev vi bragt på sporet!
Tv: På et loppemarked så Lene dette ”Kaptajnspar” til salg, og nedenunder kan I se Beritt Mathiesens fire velklædte trædukker. Alle 6 ligner Gromada-dukkerne, synes I ikke ?

Men…. Der er stadig et åbent spørgsmål??? Her er Annalise Fiskers trædukke. Hun er malet anderledes og iført en blød bomuldskjole – gad vide, hvor hun kommer fra ?

Til slut tak til alle jer, der satte os på sporet af disse charmerende trædukker, og vi modtager gerne mere om dem.

G o d   L æ s e l y s t   !

Tanker om to firmaer og samme dukke ???

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

For nogle uger siden bragte jeg en gammel annonce om den lille Gummmidukke fra dukkefabrikken NYCO i København . Det viste sig, at Ulla Louby ejer en anden dukke fra firmaet, og hun sendte fluks et billede af den. Også Beritt Mathiesen sendte omgående et foto af sit eksemplar af dukken og henviste samtidig til ”Den stora Dukkeboka” /NORSKE DUKKER 1770-1970”, hvor der er gengivet en dukke magen til. Det drejer sig i alle tilfælde om en meget yndefuld pigedukke.

Nu blev jeg selvfølgelig nysgerrig og bestilte bogen hjem, da jeg ikke kunne finde nogen dansk forhandler af den, og ganske rigtig er der et billede af sådan en dukke fremstillet af et kendt norsk dukkefirma.

Dukken er 27 cm høj, og Ullas og Beritts dukker har NYCOmærke i nakken— vist til venstre – og er således fra NYCO i Krystalgade i København, mens dukkepigen gengivet i den norske dukkebog er fremstillet af Arne Hasle—Latex A/S, som brugte mærket til højre: et mærke i rødt og guld på æskerne til sine dukker. (Arne Hasles firma er bekendt for mange af os på grund af de dejlige Hasle-nisser).

 

Dukkerne virker identiske, som I vil se af billederne. Firmaet Arne Hasle / Latex as eksisterede i årene 1948-1962, hvor firmaet desværre brændte. – I beretningen om Arne Hasles firma står, at nogle produkter blev indkøbt og lettere forandret…   men den nævnte 27 cm høje dukke omtales som Hasles første dukke: en 27 cm lang pigedukke med modelleret hår, og den omtales som meget sjælden.

Her nederst ses er alle tre dukker, desværre er min billedkvalitet ikke så fin, som den burde være, men for mig ser dukkerne identiske ud. Ullas tv, Beritts i midten og Haslepigen th… Og jeg takker Beritt og Ulla mange gange for jeres foto.

Måske nogle af jer ved mere om disse dukker. Som den uforbederlige optimist, jeg er, har jeg nu kontaktet forfatterne af bogen for yderligere oplysninger om dukken. Desværre har jeg endnu ikke modtaget reaktoner!

For et par dage siden lykkedes det mig at få fat i ”Den store Dukkeboka” som jeg nu har studeret og nærlæst, løsningen må simpelt være, at den dejlige pige er fremstillet efter en af de forme, som blev indkøbt og brugt med små forandringer, som for mig nok er ”usynlige”, men…? Man skal nok se både en dansk og en norsk dukke til sammenligning for at finde forskellen!

Det ville være spændende, om nogle af jer ejer NYCO-dukker og Hasle-dukker, således at vi kan få mere frem m disse to firmaers samarbejde.

Og for at komplettere det hele, bringer jeg hermed atter annoncen fra NYCO, Krystalgade 3, København K,, telefon: Palæ 99 07 – Og skulle nogle af jer eje den søde og dengang eftertragtede lille gummidukke, hvid og/eller mulat, ville jeg da meget gerne se et foto, for vi er alle sammen nysgerrige, ikke sandt?

Annoncen er fra Legetøjshandlernes Jubilæumsskrift februar 1963 (50år) – tænk jer bare, at en dukke dengang kostede 6,85 kr. og tilmed leveret i æske med ble og sutteflaske, et rigtigt ble– og tissebarn. Man reklamerede også med dukken som mulat, og med originalt Mulatansigt!

Kilder: Lise Clasen Research (bl.a. Den store Dukkeboka og nævnte jubilæumsskrift

G o d   L æ s e l y s t !

Fastelavn i dukkeformat – Fastnet im Puppenformat

De mest fantastiske figurer og dukker skabt af kunstneren Ingeborg Jaag

(om unikke figurer fra Franziskanermuseum Vilingen-Schwenningen)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Her i det tidlige forår fik jeg som gave fra min yngste søn, Bjørn: en bog om meget spændende dukker og figurer fra Villingen-Schwenningen, skabt af dukkekunstneren Ingeborg Jaag efter byens traditionelle karnevalsoptog.

Kunstneren Ingeborg Jaag !

Det var spændende læsning og helt ny viden for mig, ja, så spændende og interessant, at jeg absolut må dele dette med jer alle. Jeg skrev derefter til Dr. Heinrich Maulhardt, der var så venlig at sende min forspørgsel videre til Dr. Michael Hütt, leder af museet, og få dage efter fik jeg et venligt og positivt svar, der sagde, at alle: museet, bestyrelsen, dukkekunstneren, fotografen etc. var begejstrede for min idee og gav mig tilladelse til at skrive løs med henvisning til www.visuel-artwork.de, som er mestre for de fine fotos.-  og www.franziskanermuseum.de – og med tusind tak til disse positive borgere i Vilingen-Schwenningen, fortæller jeg således med glæde om disse helt unikke dukker.

Den inspirerende bog: ISBN 978-3–939423-62-1—
Franziskamnermuseum Villingen-Schwenningen !

Fastelavnefigurerne fra Villingen er i målestok 1:3:

Med over 80 Fastelavns/karnevalsfigurer har Ingeborg Jaag i godt 30 år skabt en enestående samling, hvis kulturhistoriske betydning i dag er uvurderlig. Hendes specielle fastelavnsoptog er bogstavelig talt en ”fortsat” fortælling. Her kan man se Narro – den centrale skikkelse i Villingen Fastnet, og denne figur har i over 100 år været byens symbol— Narro har derfor lagt navn til den almennyttige forening Narrozunft (Narroslænget) – desuden aser man Den gamle kone fra Villingen, Æslet eller Der Butzesel, (måske Det bumlende Æsel) som er et af de ældste dyr i Schwaben-Alemaniens historie. Æslet hals er en dragt syet af forskellige stoflapper – det jages hvert år i optoget af en flok ”Drivere”, (kaldet Stachi-gruppen) og undslipper det, har det lov til kvit og frit den dag at drikke og spise lige så meget det ønsker…… – se også: Den godmodige slagsbror”, orkestret, underholdningstrioen og mange flere. Alle figurerne er sat op i livagtige scenerier, og hele tiden fornemmer man en vis forbindelse mellem figurerne. De har øjenkontakt, parrene vender mod hinanden, og mellem figur og tilskuer udvikles med blik og gestus en særlig tiltrækning, og man således drages fra den ene sceneri til det andet.

Inspiration til figurer ses tydeligt her på Narrozunft-Villingens avis: Damen med rævekraven i venstre side ses herunder i Ingeborg Jaags udførelse!

I udkanten af optoget står Villingens Originaler: Spittel Mathis—der spiller på sin mundharmonika, kaldet Schnorre-Hobel (summehøvl) – Spittel -Mathis-figuren er en virkelig person, født af en enlig pige i 1896, i sine unge år var han mælkemand på Vllinger hospital. Han var altid i godt humør, slagfærdig og sagde sjældent nej til en øl. Var derfor ofte længe undervejs med mælk til hospitalet. Et hospital kaldes også Spital eller Spittel, deraf hans tilnavn. Desuden ses ”Eierma” (æggemanden) Richard Säger, men også politiske skikkelser som ministerpræsidenten, overborgmesteren og andre. Ingeborg Jaags fastelavnsoptog er et enestående og specielt totalbillede med ”indfiltrede” skikkelser, der alle hører med til Villinger Fastelavn, men du kan ikke altid møde dem på gaden, og helt sikkert ikke på én gang!.

Mange traditioner uddør med tiden, da der ofte er mangel på ”generationsskifte”, idet nutidens generation ikke er interesseret. Det er dog ikke tilfældet i Villingen-Schwenningen, her deltager alle aldersklasser, gamle og unge, og børnene glæder sig hvert år til at være med i ”Fastnet”!.

Sådan ser figuren Spittel-Mathis ud, man kan lige frem føle, hvordan det gode humør stråler ud fra ham, mens han underholder sig med en damefigur!

Kunstneren og skaberen Ingeborg Jaag er født i 1942 i Hüfingen i en slægt med kunstneriske traditioner, bl.a. maleren og forfatteren Lucian Reich med de kendte Schwarzwald-litografier. Ingeborg Jaag studerede på Handelshøjskolen i Villingen, og foruden at blive børnehavelærer, tilegnede hun sig de grundlæggende teknikker i syning og tilskæring, modellering, træarbejder, kurvefletning og dukkemageri, kort sagt en meget alsidig uddannelse.

I 1983 kom hun i fastelavnshumør og fik ideen til at udfærdige masker og kroppe, ja dukker iført tro kopier af de originale dragter, og med sin mands hjælp skabte hun den første dukke i 1984, en Narrofigur, som kunne ses i tekstilforretningen Tonolinis udstillingsvindue. Senere stod hendes figurer i Ratsapotheke, i skobutikken Hässler og endnu senere i sengeudstyrsforretningen Schilling, men siden 2005 står de alle på Franzikanermuseet.

Trin for trin udvikles og skabes figurerne, her er Spittelsangerne, som siden 1965 har sørget for god stemning til Villinger- fastelavnsfesten. Hermed den portrætterede sangduo Benne og Hans med guitar-musikledsagelse af ”Schanko” Ummenhofer! Helt fantastisk. Da jeg første gang så på billederne i bogen, troede jeg,
at det var levende væsener og ikke dukker!

Og siden da har Ingeborg Jaag ikke sluppet dukkemageriet. Fra 1984 skabte hun modedukker i voks, og hun har modtaget mange internationale udmærkelser for sine dukker.

Herbert Jaag, Ingeborg Jaags ægtemand, kan tilskrives en stor del af arbejdet med dukkerne, han er værktøjsmager og dipl.ingeniør og står for form og design af træ og mealarbejdet. De indvendige ”skeletter”, muskikinstrumenter bl.a. klarinetter, samt sabler, bjælder og meget mere er opstået under hans hånd.

Alle figurer kan stå uden støtte eller stativ, og det har naturligvis stillet krav til det indvendige ”skelet”. Et skelet omvikles med stof og stoppet med fyldvat. Til hovederne bruger Ingeborg Jaag lufttørret modellermasse, som lakeres. Parallelt med de plastiske arbejder skabes kostumerne, Ingeborg Jaag kalkulerer med ca. 55 timers arbejde pr. figur – her er modellering af masken dog ikke medregnet.

At skabe naturtro og vellignende portrætter er i sig selv en udfordring, men via materialet dog med visse begrænsninger, idet modellermassen mister luft og volumen under tørringsprocessen, hvorved ansigtudtrykket uden kunstnerens indflydelse kan ændre sig minimalt. ”Måske var det om aftenen en helt anden figur, end det viste sig at være om morgenen efter tørringsprocessen, men sådan er det bare!” udtrykker kunstneren.

Som tidligere nævnt, skaber Ingeborg Jagd også modedukker, disse tre ”gammeljomfruer” er både modedukker og deltagere i Villinger Fastnet. Her har man siden 1927 fejret Gammeljomfruen ved en fest, hvor der kun er kvindelige deltagere, alle iført mode fra ca. 1900 – et stort udbud af silke, fløjl, flæsekraver, store hatte og strudsefjer… Man forstå godt, at det er en eftertragtet fest, og i den lokale avis står der altid et humørfyldt referat fra festen. Damen tv har titlen overjomfru!

Her til slut et billede af figurer fra orkestret, også fantastisk livagtige og efter levende modeller.

Vil du vide mere, kan du finde enormt meget under byen Villingen-Schwenningen eller fastnet.Vilingen-Schwenningen, her er mange billeder og interessante oplysninger, bl.a. noget om avisen Narrenpost og arrangementerne.

Og vil du besøge museet og byen, da søg på :

Franziskanermuseum: Museet har adressen Rietgasse 2, DE 78010 Villingen-Schwenningen, og der er åbent ti-lø fra 13 til 17 og sø og fr. fra 11 til 17,

tlf: +49 7721 82 23 51, franziskanermuseum@villingen-schwenningen.de   – du finder på siderne desuden kørevejledning til museet, hele egnen er malerisk og smuk.

Med denne smagsprøve ønskes I God læselyst og god fornøjelse !

Staa Maren 2. Del.

Research: Lene Byfoged

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag

Her er 2. del med opskriften til Staa-Maren fine tøj.

Dukketøjet:

Materialer:

25 gr rødt, 25 gr hvidt og 50 gr grønt tretraadet garn i samme Finhed som det rosa Garn til Kroppen. 2 P Nr. 2, 2 Nr. 2½ og 2 Nr. 3. 4 Strømpestrikkepinde Nr. 8. Til Monteringen: ½ Meter smalt røst Silkebaand og 20 cm smal Knipling. Stof og Baand til et Forklæde.

Typemønster til Blusens Broderi.

 

 

 

Blusen:

Blusens Forstykke: Tag P Nr. 2 og slaa 30 M op af det hvide Garn, strik 2 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Strik Glatstrikning og tag paa 1. P 4 M ud (34 M). Tag P Nr. 3 og strik, til Forstykket maaler 6 cm, saa dannes Ærmegabene: Paa Begyndelsen af 1. og 2. P lukkes af for 4 M. Paa Begyndelsen af 3. og 4. P. lukkes af for 1 M. Naar Forstykket maaler 8 cm, dannes Halsudskæringen:  Strik 15 M, luk af for 4 M, strik P ud. De 2 skulderstykker strikkes hver for sig, og der lukkes 1 M af ved Halssiden, til der er 8 M. Skulderen lukkes af i 2 Gange.

Ryggen: Strikkes som forstykket, blot med en Slids, der dannes samtidig med Ærmegabene saaledes: Luk de første 4 M af paa Retp, strik 13 M og de følgende 3 M, der skal strikkes ret frem og tilbage hele Vejen op. Paa Begyndelsen af næste Retp lukkes 1 M af. Naar Ryggen maaler 10½ cm, lukkes skulderen af i 2 gange, og de resterende M lukkes af paa én gang. Slaa 6 M op som Underfald til den anden Ryghalvdel, og strik de to yderste af disse M i Retstrikning. Strikkes i øvrigt som første Ryghalvdel.

Ærmet: Slaa 28 M op paa P Nr. 2 af det røde Garn g strik 1 P Vrang og 1 P ret. Tag det hvide Garn, strik Glatstrikning og tag 4 M ud paa den første P. Strik 2 P og luk saa 2 M af paa Begyndelsen af de følgende 2 P og luk derefter af for 1 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 12 M. Saa lukkes af for 2 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 8 M. Strik disse sammen 2 og 2 og luk de 4 M af.

Nederdel og Korset:

Bagstykket: Slaa 74 M op paa P Nr. 3 af det røde Garn og strik 2 cm Glatstrikning., slut med en Vrangp. Sæt Strikketøjets nederste kant paa P Nr. 2. Læg de 2 P sammen, saaledes at Retsiden af Strikketøjet kommer til at vende udad og strik M paa de 2 P sammen 2 og 3, saaledes dannes den dobbelte kant forneden. Strik Vrangpmed det hvide Garn. Tag det grønne Garn og strik videre i Glatstrikning. Naar Arbejdet maaler 16 cm, tages P Nr. 2. Strik 1 M, og strik derefter M sammen 2 og 3 P ud (37 M). Strik 4 P Rib: 1 ret, 1 vrang, paa 5. P (Vrangp) strikkes saaledes: Strik 12 M, strik 7 gange 2 M sammen, strik P ud (30 M).

Korsettet: Strikkes i direkte Fortsættelse af Nederdelen. Tag det røde Garn, strk 5 P ret, strik Glatstrikning. Naar Korsettet maaler 3½ cm, strikkes 6 P ret. Luk af.

Forstykket: Strikkes som bagstykket, blot tages der ikke mere end 1 M ind paa sidste Ribp, saaledes at der bliver 36 M til Korsettet, der stikkes i 2 Halvdele saaledes: Strik paa de 18 M 4 P ret. Strik derefter Glatstrikning på 4½ cm, blot de 4 M foran strikkes ret frem og ret tilbage og forsynes med 4 snørrehuller, der strikkes som et almindeligt Hul midt i Retborten. Første Snørrehul dannes efter de 4 Første P. de øvrige med 6 P´s Mellemrum. Afslut Korsettet med 6 Retp. Den anden Korsethalvdel strikkes paa samme Maade – blot i omvendt Orden. Korsetremmene strikkes af de 4 M lige efter Retborten foran, de strikkes i Retstrikning og skal være 6 cm lange.

Kysen:

Slaa 50 M op af det røde Garn paa P Nr. 2 og strik 4 P ret. Tag P Nr. 2½ og strik Glatstrikning, blot de 2 M i begge Sider strikkes ret frem og ret tilbage for at danne Kant. Naar der er strikket 3½ cm, dannes den opstaaende Rulle i Nakken saaledes: Strik 1 P vrang, 1 P ret. til der er 6 P. Tag det hvide Garn, strik 2 P ret og derefter skiftevis 1 P vrang og 1 P ret, til den hvide Rulle er ligesaa stor som den røde. Luk af. Kysenakken dannes saaledes: Tag 50 M op paa det glatte stykkes Bagside, lige bag den hvide og den røde Rulle. M tages op med 2 strømpestrikkep Nr. 8 og paa en 3. P Nr. 8 slaas 10 M op. Strik rundt med rødt Garn 2 Omg. ret, 2 Omg Rib: 1 ret, 1 vrang, 4 Omg ret. Begynd indtagningerne. Strik 2 M sammen, strik 8 M, gentag dette Omg ud. Strik en Omg uden Indtagninger. Fortsæt med disse 2 Omg stadig med 1 M mindre mellem Indtagningerne på Indtagningsomg. Naar der er 12 M, trækkes Traaden gennem M og sys fast indeni Kysen.

Forklædet sys af hvidt Stof og pyntes med røde og grønne Silkebånd.

Monteringen: Kysen dampes over en kogende Kedel og sættes på Dukkehovedet til den er tør. Paasys kniplingekant og Baand. Alle de øvrige dele lægges mellem fugtige Aviser, til de er glatte og pæne, og tørres liggende.

Blusen sys sammen paa Skuldrene, der tages M op langs Halskanten og strikkes med rødt: 1 P ret og 1 P vrang, til der er 8 P. Luk af. Sy Blusen sammen og hækl en Række grønne Fastmasker langs de røde Kanter ved Ærmer og Hals. Sy en Bort af grønne og røde Maskesting paa Blusens Forstykke, se typemønsteret. Luk Blusen med Trykhægter.

Nederdelen sys sammen og Korsettet snøres med en hæklet grøn korsetsnor, som forsynes med 2 grønne Kvaster.

God fornøjelse!

Som sædvanligt ser vi meget gerne resultatet, hvis der er nogen, der får lavet dukken.

Fin er Maren i sit strikkede tøj.

 

 

MUSEAL – KUHN-DUKKESTUERNE fra 1920erne !

Artikel skrevet af Sigi Ulbrich (www.tortula.de) med Fotos af Sigi og Gerhard Ulbrich ©

 Oversættelse Lise Brastrup Clasen, opstilling og design Lene Byfoged ©

 Vi siger tusind tak til Sigi, der altid beredvilligt lader os benytte sine velskrevne og informative artikler bl.a. om dukkestuer, og vil I læse mere om Sigis samlinger og andre spændende ting, da gå ind på www.tortula.de og åbn alle kommodeskufferne……! God rejse!

Museal – Kuhn-dukkestuer fra 1920er

 Stadig oftere ser jeg på museer de samme skatte, som jeg har i min samling. I begyndelsen blev jeg ikke altid overrasket, når jeg så et skab eller en miniatureting i en museumsvitrine. Imidlertid sker det stadig oftere,. Er min samling på engang nu blevet mere værdifuld? – Nej i princippet ikke! Det er jo stadig de samme ting, som da min samlerlidenskab begyndte. De er bare stadig blevet ældre (akkurat som jeg), og har i mellemtiden opnået museumsagtig karakter. Så enkelt er det bare, man skal blot vente længe nok, så…. Ja, så…..

Da jeg for mange år siden fik min første Kuhn-stue, var den meget fremmed for mig, egentlig slet ikke en rigtig Kuhn, og alligevel en Kuhn… Åh, hvor var det ophidsende. Jeg gennemsøgte hele internettet, men fandt ingen beviser for rigtigheden af, at det var en Kuhn-stue. Godt nok var der æbleblomster på kabinettet, men hvad beviser det egentlig, det kan man højest tage som et fingerpeg!

Undersiden af kabinettet var forsynet med et stempel, det var da altid noget. R. Behle, Frankfurt a.M. og Rossmarkt 23. Dette løb dog ud i sandet, idet begge firmaer var ophørt, og der ikke mere fandtes oplysninger om dem.

Med denne oplysning gik jeg således ikke videre. Ofte tog jeg de få møbler op i hånden, og hver gang jeg igen satte dem tilbage i kabinettet, var jeg overbevist om, at det var fra Huset Kuhn. Det havde ganske megen lighed med mit grønne kabinet (til venstre) fra 1919 – smallere end de nyere skabe, og bemalingen var ikke helt identisk, på en eller anden måde større. Naturligvis legede jeg straks med nogle fotos, da jeg altid har ment, at først, når man studerer fotos nærmere, Ja, og midt i alle disse gåder, forærede min veninde mig en af disse dukkestuer i mindre format. Se nedenunder på første billede. Stuen var indrettet med en ovn, et skab, et kistemøbel, en vugge, et bord, en stol og to forskellige bænke. Hermed var jeg allerede kommet et skridt videre. Nu havde jeg flere holdepunkter vedrørende indretningen, og her først og fremmest den skønne ovn. Nu var jeg næsten overbevist om, at det drejede sig om en Kuhn-stue.

Gennem længere tid så jeg af og til på det tyske og det amerikanske ebay såvel dukkestuer som enkelte møbler af denne serie. I mellemtiden har jeg nu kendskab til tre forskellige størrelser —hvoraf jeg har den lille og den mellemste. Begge stuer har tre vinduer: .til højre et enkelt og til bagest til venstre to vinduer over hjørnet. Sådanne vinduer har jeg ikke set i alle dukkestuer. Jeg kender mellem et og tre vinduer arrangeret i forskellig orden.

Jeg var så heldig at kunne erhverve et dertil passende lot (to stole, et skab og en vægt) i passende farve og størrelse. Nu var jeg således blot interesseret i stolene – jeg syntes, at der burde stå tre stole i stuen.

Jeg købte endnu et lot: Ovn, skab, bord, kommode, vugge og et lille stykke væg. Ved første øjekast er skabet identisk med det i min mindre stue, men ser man nøjere på det, falder det anderledes ud – ikke kun i bemalingen. Ovnen var egentlig lige som den i min lille stue, men falder ved nærmere eftersyn også helt anderledes ud. Sådan er det med håndlavede ting. Man arbejder efter et mønster og en model, og man holder sig ikke altid til forlæggene – man bliver måske distraheret, eller et eller andet går skævt. Med vor tids laserteknik sker den slags afvigelser selvfølgelig ikke.

Nu var det så ovnen, der fik mig i tvivl. Jeg opdagede den nemlig i et katalog fra Erzgebirge. I 30erne udgav Gottfried Hempel fra Olbenhauer Salgslager for Produkter fra Erzgebirge (Olbenhauer Verkaufslager für erzgebirgische Erzeugnisse) et omfangsrigt katalog: ”Das erzgebirgische Schatzkästlein/Den lille Skattekiste fra Erzgebirge”. Jeg vil tro, at det udkom hvert år, jeg har således selv to, og af og til ser man nogle udbudt i det store Onlineauktionshus. Herved har jeg opdaget mange forskellige Forsidebilleder. Disse forsider er stillet op på forskellig måde, men i selve indholdet er der næsten ingen forskel.

Ja, og da så jeg den igen – ovnen. Entydigt, og det kan der ikke være to meninger om. Det var ovnen fra min lille stue. Så begynder man at grunde over det: Kunst fra Erzgebirge og en Kuhn-ovn?

Nu og da udvekslede jeg erfaringer med en samler fra Hessen. Hun har som jeg forkærlighed for Edi-dukker og Kuhn-stuer. Hun er bibliotekar i et industribibliotek. En dag gjorde hun mig opmærksom på en magister-afhandling, som var deponeret i Bayerische Nationalmuseums bibliotek. Emne: Legetøj fra firmaet Kuhn fra 1913 til i dag. Til fordel for Legetøjsfremstillingen i Oberbayern.

Det kan sikkert ikke undre nogen, at dette ikke kunne holde mig tilbage. Jeg fik en aftale i stand med biblioteket, og vi kørte til München. Min mand havde i lang ønsket at kunne slentre uforstyrret en hel dag gennem Det tyske Museum. Intet stod mig således i vejen for en udflugt til den 100-årige historie om de små skabe, senge og vugger. Tidligt om morgenen kørte jeg med sporvognen til museet. De søde og hjælpsomme bibliotekarer havde reserveret en arbejdsplads til mig direkte ved vinduet, således at jeg havde tilstrækkeligt gode lysforhold til min forskning og de planlagte optagelser. Så lod de mig være alene, og jeg havde 6 timers tid til at studere og analysere alt dette. Det var vidunderlige timer.

Jeg var ret spændt, og for at berolige mig selv lidt bladede jeg først forsigtigt i bogen. På side 111 dukkede det første billede op… og jeg troede knap mine egne øjne. Jeg så min lille stue. Virkelig og ægte. En kopi fra kataloget 1927 viste min lille stue. Jeg havde kunnet synge højt og danse gennem biblioteket af glæde. Hermed var denne forskningsrejse blevet en absolut succes. Efterhånden læste jeg hele bogen og erfarede megen viden og nyt over Kuhn. Jeg gjorde notater, glædede mig, når forfatterens konklusioner stemte overens med mine. Jeg fandt desuden i en af hendes teorier forklaringen på, hvorfor stuen fra ”Den lille Skattekiste fra Erzgebirge” udviste så megen lighed med Kuhn-stuerne.

Senere i sporvognen på vej tilbage til hotellet, læste jeg pludselig gadeskiltet: Thiersch Str. Hurtigt ledte jeg i mine notater og fandt faktisk indførelsen: 1913 = Thiersch Str. 1. Selvfølgelig steg jeg ud og tog et billede af huset. Alt andet havde da været en helligbrøde.

At der i husets gård nu ligger et snedkeri med restaurering af gamle møbler, er nok et tilfælde, men for mig var det Prikken over i’et.

Hjemme igen har jeg ommøbleret min lille stue efter illustrationen i kataloget. Sådan bare leg. Til den store har jeg jo endnu ikke passende møbler. Det var fantastisk at stille de originale møbler op efter denne dårlige kopi. Dog har jeg senere igen stillet tingene tilbage, sådan som jeg havde indrettet den tidligere, da jeg fik dem, for jeg bedre kan lide det på denne måde.

Jeg elsker legeværk — som herover i lille og i stor. Derfor har jeg møbleret – så godt det nu kunne lade sig gøre – mine to stuer identisk. Efter flere års søgning har jeg atter fået bid. Jeg har i foråret fundet den rigtige ovn til den større stue (jeg søger stadig videre efter bord og stole). Se engang og klik til venstre på billedet, nu går det allerede helt godt

I denne stue bor der celluloiddukker i ”Størrelse TRE”. Et ægtepar — hun er en 12,5 cm høj: en ”Cellba-Inge”, han er en 14 cm høj skildpadde ”Ingedreng”, og deres gæst er en 14 cm høj Minerva-dukke i folkedragt. Babyen er af hård plastik, tegnet med et kløverblad.

Jeg elsker de små figurer lavet af pinde eller i flad udførelse. I denne stue er der flyttet fire af slagsen ind. I højre bageste hjørne smyger sig en kat fra firmaet Berthold, som også er mester for den siddende soldyrkende kat, de er begge fra 30erne. De passer virkelig godt ind i tidsbilledet og har den rette størrelse. Den hvide og den sorte Spids (hundene) er yngre Rossweinfigurer. Da disse hunde indtil midten af det 20. årh. var meget populære og værdsatte husvenner, syntes jeg, at de passede godt ind her. Min viden om disse figurer, som jeg gennem mange år har samlet ved siden af, har jeg fra Stefan Krauses samlerkatalog. (Sigi har fortalt mig, at firmaerne Berthold og Rosswein fremstillede disse eftertragtede figurer af presset pap, spåner, papmaché, ja endog af papirtyndt træ   – jeg kendte dem ikke, og jeg videregiver hermed disse oplysninger – Lise)).

Den ”Sorte Storspids” var i Sydtyskland en elsket hund hos vinavlerne. Den ”Hvide Storspids” gjaldt som statussymbol hos storhertuger og adel. Man må derfor gå ud fra, at disse to racer egentlig ikke var at finde i samme husholdning. Men det gør de her i denne familie.

En dag fandt jeg endelig den sjældne (passende) kommode. Jeg havde set den to gange tidligere. Den venlige samler, der også gjorde opmærksom på Magister-afhandlingen, sendte mig et foto. Hun havde taget det engang på Frilandsmuseet Bad Sobernheim. Selv om den er svær at genkende, står kommoden uden tvivl der.

Anden gang jeg så og forelskede mig i den var i udstillingsguiden fra Deutschordenmuseet i Bad Merkentheim over vinterudstillingen 2011/2012 ”Trautes Heim/Kære Hjem”. Her er også bord og stole, nok snarere for den lille stue, tænkte jeg. I beskrivelsen fra Bad Merkentheim står, at den oprindelige ejer havde fået dem foræret i vinteren 1930/31.

Nu har jeg altså også sådan en sjælden kommode i min store stue. Den er et pragtstykke og min stolthed.

Kort før jul kunne min veninde Sherri (I husker sikkert julehuset fra hende) i Amerika købe et lille lot: skab, kistemøbel, kommode. Nu har jeg således kendskab til fire kommoder (dressers) fra slutningen af 20erne—begyndelsen af 30erne. Der står sikkert en sådan kommode i andre samlinger. Vær søde at sende mig jeres fotos af den. Jeg glæder mig allerede til at se dem.

En dag finder jeg helt sikkert også det passende bord og de passende stole til min store stue. Og så får den også de rigtige gardiner. Jeg har allerede det gamle stof til dem.

Nu vil jeg til slut nævne målene på stuerne:

Den lille stue er           L x H x D   21,5 x 10 x 14

Den store stue er         L x H x D   31,5 x 16 x 20

Sidste år opdagede jeg i en ”Euro-Shop” ved juletid bittesmå LED-lyskæder. Noget helt fantastisk åbnede sig for mig. Vi har hermed belyst alle de stuer, som ikke kunne belyses, fordi strømtilslutningen ikke var til at få fat i. jeg er meget stolt over denne løsning. Af og til tænder jeg lyset om aftenen, og i den forgangne juletid var det et vidunderligt supplement til julelysene.

Som jeg allerede sagde tidligere, er min store stue den mellemste af disse stuer. Skulle jeg en dag falde over den helt store, så køber jeg den. Nå, og hvordan fortæller jeg det til min mand? Han mener dog faktisk, at jeg allerede har en Kuhn-stue. Men så siger jeg blot: ….. MÆND!!

Nej, jeg er helt overbevist om, at han vil glæde sig sammen med mig!

Kære Sigi, tusind tak for at lade os dele din lange, udførlige og humørfyldte beretning, ja MÆND, jeg (Lise) er nok mere radikal, jeg siger altid: MÆND ER PRIMITIVE, men hvad skulle vi dog gøre uden dem og omvendt.

God læselyst alle sammen   – ønsker Lene og Lise !

Fortsættelse følger.

Staa-Maren 1. Del

Research: Lene Byfoged

Kender I Staa-Maren? Jeg gjorde ikke!

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag.

Jeg fik DEN NY STRIKKEBOG af en god veninde, der fandt den på et genbrugsmarked. Glad blev jeg. Bogen er udgivet i 1940érne af Illustrationsforlaget og er skrevet af Esther Bondesen.

Det er altid spændende at bladre i gamle opskriftsbøger og tit bliver man jo inspireret. Mange af opskrifterne fra dengang, er jo højeste mode i dag. Der er søde og gode opskrifter i denne bog, som jeg absolut må  strikke Især en opskrift vil jeg dele med jer Staa-Maren. Jeg fik hurtigt tilladelse til at bringe opskriften. Tak for det!

Vore Bedstemødres kæreste Legetøj var den Dukke, deres Mor selv lavede, den saakaldte Staa-Maren. Dukken staar paa en stor rund Plade, og derfor kan selv det mindste Barn haandtere den.

Stel og Krop:

Materialer:

Stel: Dukken staar paa en Træskive, der skal være 2½ cm høj og 13 cm i Diameter. Midt i Træskiven skal være anbragt en Stang, som er 30 cm høj og 1½ cm i Diameter. Celloluid Dukkehoved og Arme.

Krop: Et stykke Pladevat, et lille Nøgle tretraadet, rosa Garn samt 2 Strikkepinde Nr. 2 og 2 Nr. 3.

Strikkeprøven:

Slå 20 M op på P Nr. 3 og strik 8 P ret. Prøven skal være 6½ cm bred.

Fremgangsmaaden:

Vind lidt Pladevat om Stangens øverste Del og sæt Dukkehovedet paa. Det afmærkeds, hvor Kroppen skal dannes om Stangen. Husk Kroppen skal gaa op under Dukkehovedets Hals, hvor denne skal sys fast. Klip et Stykke Pladevat 12 x 23 cm og vind det fast om Stangen, sy det derefter med lange Sting. Klip 8 x 4 cm Pladevat og sy det paa Brystet. Klip 13 x 20 cm Pladevat og vind det ret fast om den nederste Del af Kroppen og løsere om den øverste Del, sy med lange Sting. Vind et Bændel fast om Taljen, og sy det fast.

Betræk til Kroppen strikkes af det rosa Garn.

Begynd forneden. Slaa 30 M op paa P Nr. 2 og strik 4 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Tag P Nr. 3 og strik 4 cm Glatstriknng.

Strik 1½ cm Rib paa P Nr. 2 og 3 cm Glatstrikning paa P Nr. 3. Tag P Nr 2 og strik Retstrikning 2 cm. Luk af. Strik et Stykke nøjagtigt magen Mage til. Sy de to Stykker sammen i Siderne, træk dem ned om Kroppen, og sy dem fast forneden og foroven, hvor Hovedet trækkes ned om Kroppen og sys fast.

Overarmen: Begynd foroven. Slaa 6 M op paa P Nr. 2 og strik Glatstrikning. Paa hver Retp tages 1 M ud i anden og næstsidste M, til der er 28 M. Strik 1 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Luk ikke af, men træk en Traad gennem M. Sy Armen sammen paa det ribstrikkede Stykke og lidt op. Klip 4 x 4 cm Pladevat, rul det sammen og stik det i Armen. Traaden, der er trukket gennem M, bindes fast om Celluloidarmens øverste Del. Sy Armen fast til Skulderen.

Staa-Maren

Dette var første del, næste gang kommer opskriften til tøjet.

God fornøjelse!

Lene