Celluloiddukker fra Sovjetunionen

Mærket OXK – Del 1:

 En beretning med fotos af Helena Jarzemskaja

 (Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen – forord —oversættelse, bearbejdning etc. ©)

 Med tak til den ukrainske samler Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich har vi hermed fornøjelsen at bringe denne artikel. Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich er veninder, og artiklen har været bragt i Sigis KOMMODE www.tortula.de, december 2017, som kommer med nyheder inden for dukke– og legetøjsverdenen hver måned – www.tortula.de har i år 20-års fødselsdag, og jeg har i hele denne periode fulgt med i processen, og har derigennem suget megen viden til mig. (2. del, som følger, blev bragt i tortula.de januar 2018)

Helena Jarzemskaja fortæller følgende:

Børn har altid villet og vil stadig lege med forskellige former for legetøj. Det vil de i alle lande og til alle tider, også i de meget svære perioder, som revolutioner og krige. Og også når landets nye regering pludselig forbyder al slags legetøj ”fra den gamle tid” og destruerer alt, hvad der angiveligt symboliserer ”Den gamle Verden”. Sådan gik det i USSR i 20erne.

Det var en skrækkelig tid – såvel for voksne som for børn. Men heldigvis er alle børn umiddelbare skabninger, små tryllekunstnere, der er i stand til at skabe en hel Verden ud af Ingenting!

Skønt legetøjet i Sovjetunionen i 1920erne var primitivt og enkelt, legede børnene med, hvad de havde og var glade for deres ting. Her kan I se, hvordan legetøjsforretningerne i Sovjetunionen så ud – og disse er blot de rigeste, de såkaldte ”mønsterbutikker” (Præsentationsbutikker).

Det lille udvalg af legetøj blev produceret af forskellige små foretagender – de kaldtes ”Artels”. Og regeringens radikale indstilling til fremstillingen resulterede i, at mange af produkterne beklageligvis manglede. Det forbavsede således ikke, at politikere og andre voksne indså nødvendigheden i en ændring af disse forhold. Og dette førte til de første sovjetiske celluloiddukker.

En af de berømteste fabrikker – og den allerførste — som startede en fremstilling – var OXK i Leningrad.

 OXK, blev som alle tidlige legetøjsproducenter ikke grundlagt som en legetøjsfabrik: Ohta-krudtfabrik – det er firmaets første navn – blev grundlagt allerede i 1715 efter ordre fra Peter den Store med beliggenhed ved Floden Ohtas bred.

Helt op i det 19. årh. var dette firma et af Ruslands største krudtværker. Efter revolutionen fortsatte firmaet med at fremstille militærartikler, og i 1922 gik man over til fremstilling af kemiske produkter. I 1931 fik firmaet det navn, hvor under alle vi dukkesamlere kender det:  – OXK (eller på tysk –  OCK, Ohtinrer chemisches Kombinat).

I dag er firmaet en del af sammenslutningen ”Plasmolimer” og går under navnet –  Ohta chemical Werk, men det er en helt anden historie, da vi blot er interesseret i de tidligere ”Legetøjs”-sider.

Men hvorfor begyndte denne kemiske fabrik nu pludselig at fremstille Legetøj? Svaret er ganske simpelt: I Sovjetunionen var forbrugerindustrien praktisk talt ikke udviklet. Derfor var alle foretagender fra ca. midten af det 20. årh. forpligtet til, i sine fabrikshaller også at fremstille nogle forbrugsvarer: beklædning, møbler, porcelæn og bestik, forskellige husholdningsartikler – og naturligvis børnelegetøj.

OXK valgte den sidste variant – som de fandt lå nærmest i forhold til deres profil. I 1927 organiserede fabrikken fremstilling af celluloid (indtil da blev dette produkt udelukkende købt fra Tyskland) – dette materiale blev først og fremmest købt af håndværkere og private foretagender.

Men allerede i 1931 omstillede firmaet produktionen udelukkende til forbrugsvarer – kamme, sæbeskåle, brille-etuier – og allerede år 1932 fødtes Ohta-Zelluloid-Spielzeug/(Ohta-Celluloid-Legetøj)  – der blev fremstillet Dyrefigurer.

Den første dukke kom til verden i 1935, hvad man kunne løse i det netop grundlagte første sovjetiske tidsskrift om legetøj (kaldet Legetøj ).

Begyndelsen var svær –  for da det kom til stykket, var fremstillingen af legetøj helt nyt for firmaet. Der fandtes ingen designere eller andre fagfolk. Derfor blev de første dukker fremstillet efter forme fra Værket ”Komsomolskaya Pravda” (denne fabrik havde netop på dette tidspunkt indstillet sin produktion af celluloiddukker. Andre af firmaets talrige forme blev taget fra franske og tyske porcelæn– og celluloidforme (dengang havde ingen fra Sovjetunionen gjort sig tanker om ophavsret/copyright).

Jeg tænker, at disse dukker er let genkendelige – og hvis du tror, at du her ser franske og tyske børn med deres dukker, tager du fejl – alle de her gengivne fotos er med dukker fremstillet i Sovjetunionen.

 De første Ohta-dukker blev stadig overvejende solgte uden mærke. Senere blev de fremstillet med skiftende mærker. Hermed en række af de kendte mærker, ganske vist ikke alle.

Selvfølgelig var ikke bare OXK interesseret i de fine, tyske dukker, som f.eks. Den mest kendte dukkedreng Hans fra Schildkröt (Skildpaddedukke). Han blev virkelig internationalt kopieret.

De kønne dreng kan vi genkendte gennem mange sovjetiske, japanske og polske dukker. Blandt mange sovjetiske dukkesamlere eksisterer denne legende stadig: at dukken er lavet efter dette barnefoto af Volodya Ulyanov (Lenin), og der ses virkelig en vis lighed….

Denne teori ligger langt fra sandheden – svaret er meget mere simpelt:

Det er en kopi af skildpaddedukken

I dag er han en af de mest elskede og kendteste celluloiddukker fra den tidligere Sovjetunion – der findes næppe den samler, som ikke ejer en Hans, og mange har to eller flere (I USSR –landet med Planøkonomien – blev den samme model ofte fremstillet på forskellige fabrikker, dvs. med ganske uvæsentlige forskelle i f.eks. bemalingen etc., og selvfølgelig mærket forskelligt. Og skulle en samler ikke eje en sådan dukke, drømmer hun eller han helt sikkert om at få en).

Jeg er ikke i tvivl om, at alle samlere genkender disse dejlige bamser, eller denne yndige, dukke med den mørke hud og de store øjne – og her tog jeg atter fejl: Ligesom de før nævnte dukker er de også mærket OXK, og ikke Skildpaddedukker.

Et yderligere problem ved de tidlige OXK-dukker var farven på celluloid-materialet – de første dukker fik en grønlig afskygning. Her fandt man snart svaret, – det vand, man brugte ved fremstillingen, kom fra floden Ohtinka, og var meget jernholdigt.

Efter indbygningen af filtre, forsvandt dette problem. Men i vor tid er dette minus delvis blevet et plus – en karakteristisk farve er en hjælp til identifikation af de tidligste og særligt sjældne og værdifulde dukker.

Kære læsere, dette er hermed første del om de russiske celluloiddukker — der er meget mere at fortælle, derfor følger anden del af beretningen meget snart.

Stor tak til Helena jarfzemskaja og Sigi Ulbrich (Tortula)

Og god læselyst ……

Den store Museumstur i Tyskland, Teaterdukker

© for tekst og billeder: Anne Friis

Endnu et dejligt indlæg fra Anne Friis, fra hendes tur til Tyskland tidligere på året. Så dejligt, at se de skønne dukker og det fine tilbehør. Ting, man kun kan drømme om.

Se venner, sådan kan det gå engang imellem, tror I ikke jeg bare glemte at vise jer mine to mænd købt i Frankenhalle, den sidste dag på Tysklands turen?

 Men så kan de jo få lidt ekstra plads med flere fotos samt nogle af de småting, jeg ikke fik fotografret før. Jeg havde selvfølgelig set på dukkerne flere gange. De var 16,5cm høje, den ene med china hoved og i en dragt, som efter min mening lignede en hushovmester, eller lord, svært at afgøre. Den anden har Papier Mâché hoved, ret lille i forhold til kroppen, samt i en meget fin fransk uniform og fint lavet hat. På det første fotos mangler han sit fine Ormelu sværd, men det sidder normalt fint fast i hans bælte. Jeg fik det i hvert fald med. Jeg har nu opdaget at det, sværdet altså, kan trækkes ud af skeden. Eftersom dukkerne fra denne handlende, som var franskmand, tilhørte hans kone, som var tysk, og hun var forsvundet fra salen, blev det lidt svært at handle med ham. Jeg havde forhandlet mig frem til en pris med hende på tysk. Men det ville han ikke acceptere, så jeg ventede og ventede. Kirsten, som kendte ham godt, gik også ind og forhandlede med ham, men han var en hård nød at knække. Jeg måtte så låne lidt flere Euro af Kirsten, hun fik dem tilbage med det samme i Danske Kroner, som jeg havde på mig. Jeg betalte så absolut nok for dem 300 € pr. stk., men fik så flere kostumer som forklæder, et yndigt korset, lang original underskørt til en fransk dukke samt andre småting med. De andre blev lidt trætte af mig, da vi alle ventede så længe på den tyske dame, så vi fik ekstra kaffe og slentrede bare rundt og så de forskellige begynde at pakke ned. De andre var færdige med deres køb.

Manden med china hoved, lord eller hushovmester, her iført sin fine jakke.
Hans flotte ansigt i china, med en speciel fin usædvanlig frisure 3,8cm, kvaliteten er super for en sådan lille størrelse.
I kan se hvordan bevægelsen er konstrueret, samt størrelsen på hænderne, anderledes end jeg havde forestillet mig.

Dukkerne er jo mænd, som er sværere at finde end damedukker, desuden er de i original stand. De er lavet på trækroppe, man kan mærke at de har en dims bagpå ryggen, som man har brugt i et teater, derfor de store meget smukke hænder, hvor der stadig er lidt snor tilbage i begge dukker. Måske prøver jeg at tage jakken af på ham med china-hoved, da jeg forsigtigt kan fjerne hans sting foran og få jakken af for derved at se konstruktionen. De er lavet mellem 1830-50. Papier Mâchén er ikke almindelig, og han er så flot bemalet. Det var det jeg faldt for, samt det faktum at ingen af mine små tidlige dukkehus dukker havde nogle mænd. Det gode ved dem er at de kan sidde naturligt på en stol, modsat dukkehusdukker på almindelige kroppe, som sidder fuldstændigt stift og stritter ud i luften. Eftersom arme og ben er af træ med led kan de således optræde mere naturligt. Jeg så flere teatre på Nürnberg museet med sådanne dukker. Tit bliver de solgt som hele sæt. De er sikkert også blevet brugt herhjemme, jeg har for nylig set et sådant flot sæt med rigtig mange dukker i København. For det meste er de dog med malede træhoveder.

Soldaten har meget lille hovede, men flot malet i fin uniform med hat & sabel, mere spinkel udført end den anden figur.
Hele samlingen, som de stod hos den handlende i Neustadt, begge teaterdukkerne ligger på 16,5cm
Her med sin imponerende hat, som er knækket af ved sit hagebånd.
Den fine lille sabel, som kan drages, 7cm i Ormelu

 Nogle gange kan man egentlig ikke forklare hvorfor man falder for en dukke og absolut bare vil have den, men sådan er det bare. Det er helt ubetinget en mavefornemmelse, og jeg får den altid, når jeg står overfor en sådan dukke, som jeg ikke kan leve uden. Af og til undertrykker man denne følelse, men jeg skifter næsten aldrig smag, og har faktisk aldrig fortrudt mine køb, det må jeg indrømme. Andre samlere skifter deres ting ud hele tiden, da de hele tiden skifter interesser. Så det må være meget forskelligt. Jeg havde set en påklædningsdukke som jeg blev ret vild med, i øvrigt den eneste næsten på hele min tur, som var til salg, og fra den rigtige periode 1840-50. Hun var meget dyr, 275 €, og jeg syntes jeg havde set den før. Samtidigt var hendes ben ikke i orden, men hun havde masser af tøj, så jeg snakkede med Kirsten om det, og vi så på tingene sammen. Det er uvurderligt at lufte sin tanker med andre, når man står i en presset situation og ikke har en ubegrænset økonomi. Kirsten foretrak også dukkemændene, så jeg fik taget min beslutning. Nu kan I jo selv bedømme om den var den rigtige.

6 champagnefløjter, 2,8cm, som jeg fandt på markedet i Neustadt by.
Helt vidunderligt sæt i celluloid eller tidlig plastik, farven gør det, samt prægning i
stellet omkring 1900.
fad i typisk blåt porcelæn fra Spode 1850, købt for år tilbage i Helsingborg hos fru Baumann, samt buddinge form med blå dekoration fra Neustadt markedet, kan godt være engelsk.

 Jeg fandt billeder af samme pd-dukke i et tidsskrift, da jeg var kommet hjem, hvor dukken var helt anderledes men tøjet det samme. Ligeledes så jeg den også på en auktion i USA over internettet, denne gang med en tredje dukke, så nogle af de gamle pd’er kan dukke op med forskellige type dukker, her med det samme tøj. At det så er forskelligt hvor meget de hver især har med, alt efter hvordan de har overlevet. Dette sikkert fordi de ikke er tegnet så kropsnært, som senere dukker, og derfor kan flere dukker passe det samme tøj. Man skubber enten dukken op igennem tøjet – der er jo to sider begge som regel bemalet, eller man kan åbne tøjet og lægge dukken ind. I får love til at se hende også, for bedre at bedømme det. Jeg vil senere skrive en speciel artikel om mine tidligste pd’er.

Den lille PD’er som stod og var så charmerende til €275 fra 1850.

En stor tak til Anne.

Lene

H u s k e r DU ?

B I L D – L I L L I !

 (Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

 Da en veninde har bedt mig om hjælp til salg af en Barbiedukkesamling (dukker og tilbehør) – kom jeg i tanker om Barbies forgænger – BILD-LILLI – som jeg for 10 år siden fortalte lidt om i Nordisk Dukketidende!

Måske nogle af jer husker, at Bild-Lilli var en tysk tegneseriefigur, der debuterede den 24. juni 1951 – en velskabt pige, der fordrejede hovedet ”på alle mænd”!

Denne tegneserie-succes fulgte fabrikanten Heinz Frank op i begyndelsen af 1955, hvor han skabte Lilli-dukken. Lilli var nu ikke mere to-, men tredimensional. Dukken blev fremstillet i to størrelser, ca. 16 cm og 28-29 cm.

Lilli var en stereotyp dukke med lige, lange ben, hvepsetalje, påmalede ansigtstræk og sko. Hestehalen var blond, og hun havde den karakteristiske spytkrølle i panden.

Ligesom den senere Barbie optrådte Lilli i datidens super-moderne tøj og… Lilli var selvfølgelig selverhvervende og optrådte bl.a. som stewardesse, sygeplejerske, danserinde og/eller skøjteprinsesse.

 

 

 

 

 

 

Der blev også drejet en Lilli-film ”Lilli – en pige fra storbyen” med Ann Smyrner i titelrollen. Tøjet til Lilli kostede mellem ca. 12 og 60 kr. pr. sæt.

At Lilli dannede forbillede for Barbie, er en helt anden historie, som I skal få en anden gang. Men hermed nogle billeder af Lilli.

Den ”Store” Lilli i rød cocktailkjole, skitøj og selskabskjole. Den ”Lille Lilli iført bukser og bluse og i tennistøj. Desuden noget fra en avisartikel, samt Ann Smyrner i rollen som Lilli.

 

 

 

 

 

 

Da der ikke mere eksisterer ret mange Bild-Lilli-dukker, er hun vanskelig at finde og derfor mange Barbie-samleres drøm som supplement til samlingen!

(Lise Clasen Research)

 God   Læselyst !

 

Norah Wellings dejlige dukker

© for research Lene Byfoged. Alle billederne er fundet på Pinterest.

Kender I Norah Wellings skønne tøjdukker? Jeg er fan og må på jagt, for de er da helt vidunderlige. 

Norah Wellings i hendes værksted i 1920.

I 1893 blev Norah Wellings født i Arleston Village, Shropshire i England.  Hendes far var en kendt og dygtig skulptør. Norah havde en bror Leonard, der var to år ældre end hende.

Norah var veluddannet og interesserede sig især for botanik og kunst. Hun havde ikke megen selvtillid og var ikke særlig udadvendt og hun indså tidligt, at det ikke var hendes udseende hun skulle leve af, så hun blev i hjemmet og hjalp sin mor, med at passe sin syge far indtil hans død.

Efter faderens død i  1919 fandt Norah et job som designer hos legetøjsfabrikanten Chad Valley Co i Schropshire, hvor hendes speciale blev dukker og legetøj i stof. Hun blev i firmaet i syv år, indtil hun startede sit eget firma Victoria Toy Works op i 1926, sammen med sin bror Leonard.

En Norah Wellings dukke, den minder ret meget om Lencis dukker.

Det var mere eller mindre et familieforetagende. Hendes bror Leonard styrede fabrikken, en fætter salgsarbejdet og Norah designede alt legetøj og alle dukkerne. derudover var der tre andre fra familien ansat. Det var en lille og ydmyg start for firmaet.

I 1927 besøgte dronning Mary byen og i den anledning designede Norah dukken Cora, som hun præsenterede for dronningen, hvilket gav firmaet en fantastisk reklame. Samme år udstillede Norah sine dukker og sit legetøj på den Britiske Industris Messe i White City. Både legetøjet og dukkerne fik en god og positiv modtagelse og omtale.

Nogle få år senere var firmaet flyttet til større lokaler og de fortsatte med at udstille på den Britiske Industris Messe i White City indtil 1939, hvor krigen satte et midlertidigt stop for messen.

Da firmaet var på sit højeste var der ansat omkring 250 personer, men mønstrene til dukkerne og legetøjet, var alle designet af Norah. Alle dukkerne i Cora designet,var moderigtigt klædt, havde fine mohairparykker og udtryksfulde ansigter

Drengedukke med et fint og udtryksfyldt ansigt.

I 1933 ændrede dukkerne sig, de hed nu Norene dukker og var udelukkende lavet af filt med malede ansigter og mohairparykker. Der blev lavet mange modeller og i 7 forskellige størrelser.

Norahs dukker blev solgt i de mest eksklusive forretninger bl.a. var Londons stormagasin Harrods en vigtig kunde. Hver år designede Norah legetøj til Harrods berømte juleudstilling.

Selvom Norah havde stor succes i Storbritannien, eksporterede hun alligevel over 70% af dukkerne til bl.a. USA, Canada, Australien og Egypten.

Det er virkeligt smukke dukker Norah Wellings designede. Hun er da yndig!

Næsten alle rederier forhandlede Norahs dejlige sømandsdukker, der havde navnet på det pågældende skib på deres hattebånd.  Det var dengang der var en livlig sejlads mellem Europa og USA – og som i dag var rejsen ikke komplet for passagererne, hvis ikke man havde en souvenir med hjem. Jollyboy Sailor, der kom på markedet i 1929, blev hurtigt den mest populære dukke i firmaets katalog. Der blev gennem årerne produceret en masse af disse dukker i forskellige størrelser og det er nok de dukker, der er nemmest at få fat på i dag, til en overkommelig pris.

En af de populære og charmerende sømænd.

Udbruddet af 2. Verdenskrig skabte store problemer for firmaet, eksporten dykkede og selv om fabrikken fortsatte produktionen under krigen, var det med meget færre ansatte.

En samling af Norah Wellings skønne dukker.

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, Norah blev inspireret til at skabe Royal Air Force maskotten Harry Hawk, som blev et af de mest eftertragtede ikoner i krigsårene. For hvert solgt eksemplar af dukken, som blev solgt i flere størrelser, blev der doneret et beløb til RAF Comforts Fond, for at hjælpe til med krigsindsatsen.

Nogle af Norah Wellings skønne RAF dukker.

I januar 1959 mistede Norah sin bror Leonard, efter han havde været 30 år i firmaet. Hun fortsatte i en periode alene i firmaet, men d. 4. september samme år, lukkede hun firmaet. Norah lavede et stort bål og brændte alt – hendes mønstre, redskaber og alle de ufærdige dukker. Hun ønskede ikke at sælge sine designs eller overlade dem til andre. De færdige dukker og legetøjet blev doneret til forskellige velgørenhedsorganisationer.

Endnu en samling Norah Wellings dukker.

Efter lukningen af firmaet helligede Norah sit liv til maleri, havearbejde og madlavning i hjemmet, som Leonard havde bygget til hende. Hun døde i februar 1975 i en alder af 82 år.

Jeg har kun kunnet finde denne bog om Norah Wellings dukker.

 

P u s l e d u k k e r n e

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 (Fotos: Anne Marie Nielsen, Inge Harck, Lilian Skov og u ndertgegnede ©)

 (Med tak til Anna-Marie Nielsen, Inge Harck og Lilian skov med flere)

 I Nordisk dukketidende nr. 36 (september 2005), nr. 37 (december 2005) og nr. 38 (februar 2006) er der skrevet om Pusledukkerne, idet Anna-Marie Nielsen fra Blåhøj dengang havde udarbejdet en brochure om Pusledukken og hendes familie og venner, og dette resulterede i reaktioner og billeder af Lilian Skovs og Inge Harcks døtres Pusledukker.

Anna-Marie Nielsens Puslefamilie!
(beklager billedkvaliteten., men mon ikke I kan genkende den herlige flok)! ,

Da der er enormt mange Puslefamiliesamlere, har jeg kædet disse artikler sammen med flere oplysninger, således at alle kan få glæde af dem, og her på bloggen vil vi selvfølgelig meget gerne se billeder af jeres Puslefamilie.

Pusledukken fik navn efter barnestjernen Pusle Helmuth (født 12.8.1962 og døbt Louise Charlotte Helmuth, datter af skuespillerparret Jeanne Darville og Fritz Helmuth). .. Pusle Helmuth medvirkede i filmserien ”Min søsters Børn”, i alt 6 film, hvor hun havde navnet Pusle og var en charmerende lille pige. Hun har i 2004 skrevet sin selvbiografi: ”Pas Godt på dem. De er meget sårbare, for det at være barnestjerne er en voksenrolle”!

Dukkefamilien består af: Pusle og Maria fra 1968. Pusle med hår i forskellige nuancer og frisurer, Maria er en yndig negerdukke og sorthåret, begge er 30 cm høje.

Året efter, i 1969, kom Pippi Langstrømpe, også 30 cm høj, denne charmerende dukke kaldes også Tjoven, min egen datters hedder Fregnede Louise, idet hun solgtes under det navn gennem legetøjsforretningen Rønbjerg — kært barn har således mange navne. De næste dukker er tvillingerne Tom og Titti, også 30 cm høje, jeg kan nu kun få det til ca. 29 cm, de er søde og lyshårede med bøjede babyben. Samme år fik Pusle en Lillebror på 26 cm, en drengedukke med fregner blot kaldet Lillebror, og i 1971 kom den lyshårede drengedukke Bobo på 27 cm. Bobo er mærket ”Mattel Italy” og modelleret af en italiensk billedhugger. Navnet Bobo kendte jeg ellers kun fra Hakon Mielches børn Bobo og Bibi, som bl.a, findes i billedbøger og som påklædningsdukker. (Alle drengedukkerne er skabt som drenge).

De lyshårede tvillinger Titti og Tom!
(Foto: Inge Harck)

Pusle var mærket i nakken med RATTI, MADE IN ITALY og på ryggen med firmaet Rattis runde cirkel, hvor der står RATTI og 2 rotter, desuden Made in Italy, 30. Ratti slog sig senere sammen med Mattel om dukkerne, således at dukkerne fra 1968 og fremover er mærket: RATTI & MATTEL.

Dejlige Bobo, som man kunne vinde via Familie-Journalens annonce i 1972 – en lyshåret dansk dukkedreng med leende øjne!
(Tak til Lilian skov)!

Som I sikkert alle ved, kom den danske producent Algrema-Tekno ind i billedet vedrørende Pusledukkerne. Om Algrema-Teknos historie med firmaets spæde begyndelse, storhed og fald er der berettet mange steder i pressen. I Foreningen Legetøjssamleren af 1968’s medlemsblad : Legetøjssamleren april 2017, er der en meget udførlig artikel om Herdis og Emil Frederiksen baseret på artikler og oplysninger (fra Lilian skov) – Herdis Frederiksen syede dukketøj, og al begyndelse er svær, men i 1968 skrev Herdis og Emil Frederiksen kontrakt med Ratti om eneimport og –forhandling af Pusledukkerne og produktion af deres tøj.

Denne reklame er fra Anders And & Co., nr. 6, august 1968!

En stor succes — Ratti producerede 18.000 dukker pr. Dag, og Algrema 6.000 sæt dukketøj i 100 forskellige modeller pr. dag. Firmaet lå i Vrå, Nordjylland, og beskæftigede nu 50 fastansatte medarbejdere, samt ca. 600 hjemmesyersker.

Senere udvidede firmaet med Tekno, som havde udflytnings– og salgsplaner, hvorfor firmanavnet fra 1971 ændredes til:

Algrema-Tekno A/S. Desværre varede succesen ikke ret meget længere, idet Algrema-Tekno gik konkurs den 12. august 1972.

Lillebror og Pippi! (foto: Lilian Skov)!

Men heldigvis lever dukkerne videre blandt de mange samlere, som ser en ære og et formål i opnå en komplet samling af dukker og dukketøj.

Dukkerne blev vældig populære, og der var hele tiden reklamer for dem og deres righoldige garderobe. Der var tøj til alle lejligheder, og alle små og større piger satte Pusletøj på deres ønskeseddel, f.eks. stod der i Femina : 19 dejlige dukkebørn klædt på fra yderst til inderst: kjoler, forklæde, rullekravebluse, lange bukser, poncho, kasket, badetøj med badekåbe, undertøj, sygeplejerskeuniform, fodboldtøj, nattøj, sådan kunne man blive ved.

I Familie-Journalen kom Bobo som en hel serie i 1971-72 … Bobos oplevelser, som senere udkom i bøger, herunder i tegne– og malebøger md påklædningsdukker…. Firmaet Algrema havde dengang designet 9 forskellige dragter til Bobo.

Nogle af de første reklamer kom i Anders And & Co. som helt sikkert blev læst af de fleste børn.

En Pusle med blondt og en med mørkebrunt hår— klædt på med regnfrakke og sydvest !
(Foto: Inge Harck).

Der kom også strikkeopskrifter, og selv husker jeg, at jeg strikkede en større garderobe til min datters Fregnede Louise (Pippe/Tjoven), og jeg, som ellers ikke er den, der strikker allermest, men det var helt sjovt at strikke de søde modeller. Jeg vil senere se efter, om noget af tøjet skulle have overlevet vore mange flytninger og stadig ligger i en ikke ud pakket kasse.

3 x Pusle og 1 x Maria! (Foto Lilian skov) !

En læser, Hanne Pedersen, var dengang i gang med at samle materiale til et katalog over Pusletøjet, om det lykkedes at udfærdige et komplet katalog, ved jeg ikke, men måske der kommer nyt om kataloget efter denne artikel.

Der kan skrives meget mere om Pusle, men betragt dette som en appetitvækker til garvede og til nye samlere.

Fortsat god samlerlyst og god jagt på Pusledukker og tilbehør!!!

RAYNAL-dukkerne

De 3 første påsyede mærker på Raynal-dukkerne, tv det første, her var ikke påført oprindelsesland, dette ses først på de senere mærker!
De 3 første påsyede mærker på Raynal-dukkerne, tv det første, her var ikke påført oprindelsesland, dette ses først på de senere mærker!

(Dukker af filt/stof — en konkurrent de mere kendte LENCI-dukker

Mærke: Les Poupées Raynal – 1922-1980)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Ranal-dukker er internationalt kendt på grund af deres kunstneriske udførelse, og selvfølgelig er det let at se, at disse dukker helt fra begyndelsen har været inspireret af Elena König Scavinis egne Lenci-dukker, ”flagskib” for italienske dukker..

billede2
Becassine og Cascogne-dukken ! (billeder fundet på nettet)!

Desuden havde man hentet inspiration fra Margarethe Steiffs filtdukker. Steiff-dukkerne blev fremstillet allerede i 1905 som tegneseriefigurer – bl.a. Knold og Tot, Kaptajn Vom osv. (på tysk bl.a. kendt som Max & Moritz). ”(Der vil senere komme artikler om bl.a. hhv. Steiffs og Lencis stof/filtdukker).

Typiske Raynaløjne med den røde prik i øjenkrogen, desuden øverst de første ”vante-hænder” og nederst hænder i finere udførelse med spredte fingre! (Billeder fra nettet)!
Typiske Raynaløjne med den røde prik i øjenkrogen, desuden øverst de første ”vante-hænder” og nederst hænder i finere udførelse
med spredte fingre!
(Billeder fra nettet)!

 

 

I 1922 grundlage Edourard Raynal i Paris ”La société Raynal”, og startede med at fremstille dukker. Som konkurrent til Steiff og Lenci startede han med klassiske filtdukker, og de første siges at være af meget ringe kvalitet. Da man også ville konkurrere med figurer fra kendte tegneserier (Steiff havde dengang haft stor succes med Knold og Tot etc.), fremstillede man en dejlig Becassine-dukke. Becassine er en kendt tegneseriefigur, en bondepige fra Bretagne, som allerede i 1905 var med i børnebladet: ”La Semaine de Suzette, jeg ved egentlig ikke, hvor kendt hun er i Danmark, men hun optræder ofte i artikler om franske dukker. Der findes desuden en serie børnebøger med hende, og hun kendes ligeledes fra film og plader. I begyndelsen af 1980erne kom en kendt fransk, iørefaldende sang: ”Becassine, er min kusine” — sunget af Chantal Goya, der dansede med en kæmpestor Becassine-dukke, og alle børn i Luxembourg og Frankrig sang med på melodien   – blot et informativt sidespring. Udsendelsen af Raynals Becassine-dukke gjorde figuren endnu mere kendt. Senere kom en Raynal-drengedukke klædt i egnsdragt fra Gascogne.

Efterhånden kom Raynal-dukkerne i bedre og bedre kvalitet, de var stadig af filt, men kunne med hoved af celluloid. Hænderne var i starten af ”vantetypen”, men kom senere med adskilte fingre. De kiggede gerne til siden, og havde en rød prik i øjenkrogen ind mod næsen, desuden kunne de have meget brede øjenbryn. Deres tøj var i overordentlig smuk og detaljeret udførelse.

Andre karakteristiske kendetegn for Raynaldukkerne er:

  1. Sømmen på hovedet er håndsyet og ligner den på Lencidukkerne
  2. Bagsiden af kroppen er maskinsyet
  3. Ansigtet er en silkemaske
  4. Usædvanligt brede øjenbryn enten buede eller let opadgående
  5. Læber i to nuancer uden lysvirkninger
  6. Stiliserede vantefingre med særskilt tommeltot
  7. Søm foran på benene

billede5

billede4

Men der findes selvfølgelig altid en masse varianter. Pigen th er 46 cm høj med smukt malet ansigt på silkemaske, oliemalet med blå øjenskygge under øjnene, brune øjne, malede vipper foroven, (ydre øjenkroge) –   usædvanligt svungne øjenbryn, læber i 2 nuancer, kroppen er af pink bomuld. ca. 1925-1930.!

Pigen her i blå balkjole og blå filtsko er 37 cm høj og fra starten af 1930erne, ansigtet er en smukt malet silkemaske, øjnene brune med brede øjenbryn, munden malet i to 2 nuancer!
Pigen her i blå balkjole og blå filtsko er 37 cm høj og fra starten af 1930erne, ansigtet er en smukt malet silkemaske, øjnene brune med brede øjenbryn, munden malet i to 2 nuancer!

Firmaet Raynal voksede, og i 1930 fik Edouard Raynal patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale, hovederne fremstilledes nu enten i stof eller i modelleret/formet filt. (Og stadig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker)!

Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man en Bébé-model i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne tydeligvis var inspireret af dukkerne i modelleret/formet filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med Rhodoïd, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt”!

Shirley-Temple-dukke (Musée de la Poupée —Paris!)
Shirley-Temple-dukke
(Musée de la Poupée —Paris!)

I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (magisk hud) en slags syntetisk gummi” som imiterede hud og blev anvendt til fremstillingen af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og blev hurtigt erstattet med hård plastic. Parallelt fremstilledes kroppe i blødere plastic og fra 1957 med hoveder i Plastisol. Dukkerne af Rhodoïd forsvandt imidlertid først i 1963.

I 1957 omdannedes firmaet til SARL BLINDA, og fra 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.

Den dejligste Raynal-dukke! Fra Musée de la Poupée, Paris !
Den dejligste Raynal-dukke! Fra Musée de la Poupée, Paris !

I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsatte med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Miro-Mecano, og man udviklede ikke længere mærket Raynal. Raynaldukkerne var stadig meget elegant klædt og ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal. Det kan man da kun kalde en omtumlet tilværelse!

Dukkerne blev betragtet som luksus dukker og var almindeligvis dyrere end konkurrentens dukker. De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man simpelthen eje en Raynal-dukke.

For 11 år siden var der for øvrigt en stor udstilling af Raynal-dukker på Musée de la Poupée i Paris, hvor man viste et stort og alsidigt udvalg af disse smukke dukker.

God læselyst og efterårshilsner fra Syddanmark !

 Lise Clasen Research ©

Dionne-Femlingerne

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 I fortsættelse af Maria Holms sammenligning mellem børnene i de to familier, er hermed lidt om Dionne-Femlingerne, som nogle af jer sikkert har hørt om, mens de for andre kunne være ukendte.

De fem piger kom den 28. maj 1934 til Verden i Callendar, Ontario-Provinsen i Canada. Deres forældre Elzira Legros og Oliva Dionne havde i forvejen fire børn. De små piger blev født to måneder for tidligt og blev lagt i store kurve dækket med varme håndkæder.

Pigerne blev kaldt:

1.Yvonne, død den 23. januar 2001

2. Anette

3. Cecilie

4. Emilie, død den 6. august 1954

Marie, død den 27. februar 1970

Der er således kun to tilbage, som nu bor sammen.

Femlingernes barndom blev ikke helt almindelig. Da de var 4 måneder gamle, mente myndighederne, at forældrene ikke var i stand til at tage vare på dem, ret underligt, for de havde trods ringe vilkår passet deres øvrige børn udmærket. Hvor meget man skal lægge i alt dette, ved jeg ikke, men de små piger blev i hvert fald anbragt i Dr. Dafoes klinik/hospital , et stort hus med have, en masse værelser og tjenende ånder. Huset lå på den anden side af gaden, hvor der meget snart opstod en forlystelsespark ”Quintland/Femlingeland”, hvor de besøgende på bestemte tidspunkter bl.a. kunne se femlingerne, vist frem som babyer og senere legende i sandkasse etc. Der var mange, som slog mønt af Quintland, som blev den mest besøgte forlystelsespark i Ontarioområdet.

Opslag fra Quintland, hvor man venter på næste fremvsining af femlingerne!

Det store hus eller den store klinik var selvfølgelig dyr i drift, men udgifterne blev rigeligt dækket af reklameindkomster, licenser til legetøj med mere, bl.a. blev der drejet tre film over femlingerne.

Pigernes dag var nøje tilrettelagt med spisetider, skoletid, toiletbesøg, legetid etc. Jeg tænker tit på, at det for pigerne var en stor fordel, at de havde hinandens selskab. Forældrene – især deres Far, forsøgte mange gange at få myndighederne til at ændre standpunkt, men først, da pigerne var 9 år gamle, kom de tilbage til deres familie. Familien flyttede derefter ind i et stort murstenshus.

Men …. Bagsiden af medaljen var, at Oliva Dionne, pigernes Far, hurtigt så fordelen ved at vise døtrene frem og lade dem optræde…

Annonce fra Alexander Dolls 1935 – Femlingedukker

Femlingerne var simpelthen blevet en kult, og man kunne få dukker, billedbøger, puslespil og sidst men ikke mindst påklædningsdukker af dem, samt meget mere, og her er det, jeg kommer tilbage til de dukker, Maria Holm omtaler i sin artikel:

Der blev fremstillet mange forskellige udgaver af femlingedukkerne, den mest kendte er helt sikkert fra Alexander Doll Co., som allerede i 1935 lancerede dem som babydukker, og senere fulgte succesen op med børnedukker, til nogle sæt hørte en sygeplejerske eller en doktor, og dukkernes udstyr var i hver sin farve, men også Arranbee, Freundlich og andre fremstillede femlingedukker, ja selv Japan kom med et sæt mærket ”Japan Dolls” – der er siden fundet flere umærkede sæt af ukendte fabrikanter. Alle dukkerne synes at være af kompomasse.

Sættet med æske (på skrå) med sygeplejeske er fra Freundlich, dukkerne er 17 cm høje og sygeplejerske 23 cm, alle kompodukker— I sættet med Dr Dafoe er dukkerne ca. 19 cm, og dr Dafoe 36 cm , kompodukker 1936. Sættet th er umærkede og af ukendt oprindelse, ca. 18 cm høje kompodukker fra midten af 30erne!

Jeg kender ingen, der ejer et sæt femlingedukker, til gengæld har de fleste påklædningsdukke-samlere et sæt. Det mest kendte er Palmolivesættet, som kunne købes via kuponer, og som udsendtes i mange lande, jeg har foruden det danske sæt, set det samme på svensk, hollandsk, tysk og engelsk. Også her havde hver femling sin egen farve. Der findes også babysæt, ark, samt et sæt med en femling i hver sin bog, de små bøger blev for ca. 25 år siden optrykt, jeg har købt mine i Legoland, men der er også andre sæt udgivet af kendte USA-firmaer. Desuden kunne man bl.a. få puslespil og billedbøger med femlingerne.

Ja, sådan kan det gå, for mig at se kom femlingerne fra asken og i ilden, da de kom hjem, og det viste sig da også, at de som 18-årige forlod deres hjem og ikke siden da havde ret megen kontakt til deres forældre.

Som en sidebemærkning kan jeg anføre, at der i 1936 fødtes firlinger i Danmark, en pige og tre drenge, men her satte forældrene straks en stopper for det begyndende hysteri ved at sætte et adgang-forbudt-skilt op i haven – og undlade at lade børnene optræde med mere. (Lidt må det dog have ført med sig, idet jeg husker et barndoms puslespil med de danske firlinger). Men det er en helt anden historie!

God Læselyst, og det kunne være meget spændende, dersom nogle af jer skulle eje et sæt femlingedukker, dem vil vi meget gerne se og høre om!

Når auktionsresultaterne foreligger, vender jeg tilbage med ”hammerslaget”!!

Blot et lille PS… I skrivende stund modtog jeg det nyeste Theimer-auktionskatalog, om hammerslagene den 28.maj 2017, og hvad ser jeg:

 En lille kurv med Dionnefemlinger i form af mignonnettes og blot 7 cm høje. De har bevægelige arme og ben, og ansigterne er smukt formet og malet. Vurdering mellem 675 og 900 d.kr. – Der står desværre ikke noget om mærkning og producent. Men hermed de fem små babyer.

 

Dionne Femlingedukkerne og Paula Pederson

© for tekst og billeder Maria Holm.

Gennem min blogging har jeg fået et meget værdifuldt venskab. Paula Pederson er datter af en fremgangsrig bygningsmatador i Seattle. Hans Pederson (1864-1933) stammede fra Stenstrup på Fyn, hvor han voksede op hos sine morforældre. Som tyveårig immigrerede han til U.S.A. Han arbejdede sig op til at forestå mange slags store bygningsværker, hvoraf mange står endnu. Foruden bygningsværker var det drænering af sumpområder anlæggelse af veje, kloakering og jernbanespor og meget andet.

Paulas mor var af fattig ukrainsk slægt, der var immigreret til Canada og hun mødte Hans, da hun plejede hans døende kone. De giftede sig hurtigt og tre måneder efter at Paula var født i 1933 døde faderen.

Moderen var 42 år yngre end Hans og omtalte ham aldrig bortset fra at hun havde fortalt engang at faderen var død som ung arkitekt i en bilulykke.

Først da Paula var over 60 år fandt hun ud af, hvilken fin og dygtig mand hendes biologiske far havde været. Mange fra hans slægt var kommet til Seattle for at arbejde for ham og han havde taget sig godt af alle. Da den økonomiske depression satte ind først i 1930’erne gik hans forretninger ned samtidigt med at han blev alvorligt syg.

Moderen giftede sig igen med en 18 år ældre mand og de levede som udenlandsamerikanere i tiden før 2. Verdenskrig. Det var Manilla, Shanghai og Honolulu. Det ydre og fine betød alt for moderen så børnene var mest sammen med barnepiger og overladt til sig selv.

Paulas bog Mysterious Builder of Seattle Landmarks er netop udkommet efter års intensiv research. Paula skildrer sit liv hudløst ærligt, som om det med ærlighed var en mangelvare i Paulas opvækst.

En situation, der ikke omtales i bogen, er hvor hun og moderen og lillesøsteren går fra borde tidligt om morgenen på første evakuering fra Shanghai til Seattle. Se historien i Paulas blog. I flere timer havde moderen lavet slangekrøller på Paula for at blive fotograferet på vej fra landgangen. Det hele for at blive fotograferet til bladene som High Society folk, der kom hjem fra udlandet. Paula er skrækslagen, fordi hun tror de bliver skudt af de mange blitz fra fotograferne.

Paulas billede.
Dionnequints Public Domaine fra Ontario Canada.

I bogen omtales kort fra Manilla at hun i fem års fødselsdagsgave fik Dionne femlinge dukker i ens tøj. Det må have været en meget fin gave på niveau med, hvad en prinsesse kunne få. Jeg måtte finde ud af noget mere omkring de dukker og det viste sig at være modeller af Canadiske meget smukke femlinger født først i 1930-erne af fattige forældre. De blev taget fra forældrene og opbevaret i et hospital, hvor folk kunne komme at se dem lege gennem glasruder. De var ni år gamle blev de sendt hjem til forældrene igen. Det gjorde man mod børn dengang. Jeg ved ikke, hvilke af dukkerne Paula fik, da de fandtes i  flere udgaver og årgange.

Marie, Emilie, Cecile, Annette and Yvonne

Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.

En stor tak til Maria!

Raggedy Ann og Andy

To kendte amerikanske dukker

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Jubilæumsdukke 1915:
Raggedy Ann 100 år.

Kender I mon Raggedy Ann og hendes bror Andy? To dukker, som oprindeligt var kludedukker, og som hele USA har taget til deres hjerter…. Selv er jeg desværre ikke ejer af dukkerne og kun af få eksemplarer af de mange påklædningsdukker, der er udgivet over dem…. Men jeg synes da, at I skal have del i min viden om disse dukker og deres baggrund…..

Raggedy Ann blev for over 100 år siden introduceret af den amerikanske forfatter Johnny Cruelle (1880-1938) og den 7. september 1915 tog han patent på dukken (D47789). Raggedy Ann er en kludedukke med rødt hår af garn og trekantet næse. Johnny Cruelles datter Marcella fandt engang på bedstemors loft en dukke nærmest uden ansigt. Der blev tegnet ansigt på hende, og for et manglende øje fik hun syet en skoknap på. Marcella legede meget med Raggedy Ann. I 1920 fik Raggedy Ann sin snart lige så populære bror: Raggedy Andy. Johnny Cruelles datter, Marcella, døde senere af en vaccination, en trist historie, men hendes Far huskede altid, hvor glad Marcella var for at lege med Raggedy Ann og Andy.

Dukkerne var enormt populære, og de mange bøger for mindre børn var og er stadig simpelthen et hit, idet alle amerikanske børn ejede mindst én af bøgerne. Der er i tidens løb udgivet tegneserier, påklædningsdukker og lavet film over dukkerne. McCalls — som er kendt for Betsy McCall-mønstrene samt andre elegante og fikse mønstre har designet en række mønstre, således at man selv kunne sy en Raggedy Ann og Andy.

Fra de mange udklip over påklædningsdukker, jeg har samlet, hermed et par udsnit. Mine yndlinge er det gamle sæt, som jeg fik kopier af gennem en amerikansk veninde. De sjove vers over deres tøj har jeg gendigtet.

Det næste sæt er det oven for nævnte, som Jean sendte mig. De to dukker er 30 cm høje, og versene efter Johnny Cruelles originale digt fortæller om Anns og Andys meriter. Digtet er over 100 gammelt og beskriver dukkerne og deres tøj fra dengang.…..

Hermed de to store påklædningsdukker og noget af deres tøj.

Raggedy Ann og Andy

 

Kilder: Udklip, påklædningsdukker, Wikipedia og Lise Clasen Research

 G o d   L æ s e l y s t

(Og nu jeg er spændt på, om nogle af jer ejer noget om Raggedy Ann og Andy)

KADER-Dukker

(Populært kaldet Globus-dukker)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 For ca. 25 år siden   – engang i 1992 – blev der af af Pauline Lucky, USA, udgivet en bog: Dolls in Denmark, hvor hun beskrev flere dukker produceret , designet eller simpelthen lavet af danske dukkemagere. Under et af afsnittene stillede hun spørgsmålet: KADER-dukker, hvor kommer de fra, er de danske?

Dette gjorde mig selvfølgelig enormt nysgerrig, og jeg startede med at søge i Coleman.s: the Collector’s Encyclopedia of Dolls, bind 2, men her står blot følgende: Kader: Navn fundet på celluloiddukker….

Mærket tv er det, jeg fandt i Coleman’s Encyclopedia, mens det th er det viste i Dukkemagasinet nr. 8!
Skitse af min ca. 30 høje dukkepige, mærket B3515 og ellers som mærket th.

Og der vises et mærke med en globus. Dette mærke med globus findes på mange dukker, og jeg viste allerede i Dukkemagasinet nr. 8 et Kader-mærke, hvor der desuden stod ”Made i Hong Kong”. Altså vidste jeg, at dukkerne ikke kunne være danske.

Dukkerne er heller ikke af celluloid, men af plastic, idet jeg selv ejede en KADER-dukke på ca. 30 cm, en yndig pigedukke med modelleret hestehale, lukkeøjne, bevægelig arme, ben og håndled. Hun var mærket B3515 og Made in Hong Kong. Se min skitse over dukken set forfra og i profil. Denne dukke havde jeg fået foræret sammen med mange dukker i en kasse, og alle dukkerne er fra halvtredserne. OK KADER Corporation opererede i Hong Kong mellem 1950erne og 1970erne. Nogle Dukker ligner dem, der bærer Evergreens Logo, men det vides ikke, om firmaerne var rivaler eller havde forbindelse med hinanden. (Måske en af jer ved noget mere om det!) Man regner desuden med, at Evergreen har forbindelse til gruppen af Pedigree/Lines Bros.

Så langt —så godt, men i den følgende tid kom jeg med i mange debatter, hvor en del samlere og andre hele tiden, påstod, at KADER-dukkerne var af celluloid. Nu var gode råd dyre… eller… Jeg kontaktede et par udenlandske dukke-eksperter, sammen med hvem jeg foretog følgende sammenligninger:

A: KADER: Disses populære dukker nåede deres højdepunkt i Hong Kong i 1960erne og 70erne. De er almindeligvis mærket i nakken mded initialerne O.K. og nedenunder med ordet KADER, samt nogle tal. Tallene angiver dukkens størrelse i tommer (én tomme er 2,54 cm). Normalt står der også Hong Kong.

A: CELLULOID: Gennem tiden har jeg undersøgt mange celluloiddukker, men er aldrig stødt på en celluloiddukke, der er lavet i Hong Kong. Celluloiddukker blev ellers fremstillet i det meste af verden, hvor Tyskland, Frankrig, England og Japan var hovedmændene bag fremstillingen, og de fundne dukker er da også fremstillet for over 50 år siden.

B: KADER: Dukkerne er fremstillet af to forskellige materialer, idet hovederne er lavet af HÅRD plastic, som kan repareres, mens kroppene er af en meget tyndere type, som det er næsten umuligt at reparere.

B: CELLULOID: Her er hele dukken lavet af sammen type materiale (celluloid), enten den kraftige kvalitet fra førkrigsårene, eller den tyndere type, hovedsagelig fremstillet i Japan i 50erne. Disse dukker kan repareres af en kompetent dukkedoktor.

Og sådan er lemmerne fastgjort:

C: KADER: OK-KADER-dukkernes arme og ben er fastgjort med ”kuglerne” for enden af lemmerne – se de sammenlignende illustrationer. Disse ”kugler” ”skrues” ind i de bløde kroppe. Hovederne er fastgjort pålignende måde.

C: CELLULOID: De bevægelige lemmer på en celluloiddukke er ALTID opstrenget med elastik. Almindeligvis fastgøres arme og ben gennem huller i elastikken— se de sammenlignende illustrationer.

D: KADER: Desuden kan du på illustrationerne se, at KADER-dukkerne har bevægelige håndled, som ligeledes ”skrues ind i underarmen ved håndleddet.

D:  CELLULOID: Der findes ganske få smukke. gamle førkrigs-celluloid-dukker (almindeligvis af tysk oprindelse) med bevægelige hænder. Disse er altid strenget op med elastik —dvs. de er aldrig ”skruet” ind i håndleddet.

Typisk KADER-Baby!E:

E: KADER: Somme tider fortæller samlere, at de ejer celluloiddukker, som er mindre end ca. 50 år gamle, men måske de tager fejl, du kan altid bede vedkommende om at vise dig mærket, og står der f.eks. O:K KADER, er dukken af plastic og ikke af celluloid. Det samme gælder også flere andre mærker….

E: CELLULOID: På grund af materialets lette antændelighed ophørte fremstillingen af celluloid lidt efter lidt. Dog fortsatte produktionen af dukker, specielt de tyske skildpaddedukker. Disse dukker fremstilles nu af en plasticblanding kaldet Tortulon, et materiale, der ligner celluloid ret så meget.

Celluloid eller plastic:, udviklingen kan man ikke stoppe, og både celluloiddukker og dukker af plastic er store samlerobjekter, ren nostalgi. Og mange har i deres samling begge slags. KADER sendte mange babydukker, barnedukker og teenagerdukker på markedet, men særligt babydukkerne blev populære, og de er rigtig søde.

Tidlige KADER-Babyer kan være umærkede, men kan ofte identificeres: de findes i størrelser lige fra 9 til 60 cm. Hovederne kan være lavet af hård vinyl, som ligner hård plastic meget. De fleste babyer er mærket på bagsiden af torsoen og somme tider også på hovedet, f.eks. Med ”B 3520”. B’et betegner muligvis BABYdukke, 35 kan være formens nummer og 20 referere til størrelsen 20” (ca. 50 cm). Hals eller hoved kan være mærket på lignende måde: f. eks. angiver ”20BH” det matchende 20” dukkehoved.

Og som sagt har de almindeligvis lukkeøjne og tunge, modelleret hår og er klædt på som drenge eller piger. De fleste har ekstra led ved hånden, dvs. bevægeligt håndled.

Hermed en lys og en mørk KADER-baby af mærket ”B3520” – samt en sjælden KADER-baby med paryk, også på 20” –
dvs. de er alle 3 ca. 50 cm høje.

 I løbet af 1960erne blev KADER-babyerne fremstillet med bløde vinylhoveder, men på samme type kroppe.

Den type vinyl, som blev anvendt til KADER-dukkekroppene, var ofte tynd og voksagtig og blev meget ofte forvekslet med celluloid, hvad ikke er korrekt. KADERdukkerne var og er af vinyl/plastic.

Hong Kong-firmaet fortsatte til midten af 1970erne, men da arbejdskraften efterhånden blev billigere i Taiwan og Philippinerne, gik man over til produktion derfra. Den multinationale alder var startet.

Portræt af en ca. 20 cm høj KADER-baby!

Nu glæder vi os til at billeder og få beskrivelser af jeres KADER-dukker og gerne flere oplysninger om KADER, idet mange af jer helt sikkert har en eller flere af slagsen i samlingen, og nogle af jer endda dem alle!

 God Læselyst!