(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)
For nylig viste Beritt Mathiesen den dejligste stofdukke, som jeg ”dømte” til at være en Raynal-dukke. Nu harjeg fundet mine tidligere artikler fra Nordisk Dukketidende frem, således at I kan få lidt mere at vide om disse pragtfulde dukker:
Det følgende er fra Nordisk Dukketidende nr. 54/juni 2010, og en del af jer vil således nikke genkendende til dette:
Historien om Raynaldukkerne:
Disse dukker er skabt af Eduard Goldschmit, der kom til verden den 23. november i byen Mulhouse i Alsace — nu fransk — men dengang tysk, af en ugift fabriksarbejderske. Imidlertid var han så heldig, at hans Far,Eduard Esslinger, der boede i Paris i 1920, vedkendte sig faderskabet og gav ham lov til at bære familienavnet..
Lucie her er 42 cm høj og fra tredverne ! 
Ca. 60 cm høje Lily er fra 1927 !
Da han kom til Paris, boede han i en af de fattigste kvarterer, men startede en produktion af stofdyr– og legetøj under navnet Eduard Raynal (Raynal betyder ræv). Han tog straks patent på legetøjet. Senere, i 1924, giftede han sig med en ung talentfuld kvinde ved navn Marthe Gold, og således startede de sammen dukkeproduktionen: De yndigste dukker af stof med store, dejlige øjne så dagens lys og blev en stor succes. Nogle vil straks sige, at de ligner Lenci-dukkerne, hvad de også gør. Øjnene er malede, men på Lenci-dukkerne er der to hvide prikker, mens der på Raynaldukkerne er en hvid prik foroven og en buet linje nederst på de malede øjne. Så se godt efter, når du vil købe enten Lenci– eller Raynaldukker. For øvrigt er den kendte franske bondepige Beccasine også blandt produktionen. Dukkerne blev fremstillet i årene 1925 til 1940.
Og her er den dejligste babydukke produceret fra 1934 og senere !
Hermed et uddrag af artiklen om Musée de la Poupée Paris’ udstilling fra 12. oktober 2004 til 23. januar 2005:
50 års luksus for småpiger — dukker af mærket Les Poupée Raynal: 1922-1980 — artiklen er fra Nordisk Dukketidende november 2004:
På Dukkemuseet i Paris (som desværre for nogle år siden blev nedlagt) udstilledes 200 luksuriøse Raynal-dukker fra 1922 til 1980, som tydeliggør i hvor høj kvalitet dukkerne er blevet fremstillet. Som supplement til det tidligere beskrevne kan nævnes, at Eduard Raynal i 1930 fik patent på fremstilling af dukkehoveder i vaskbart materiale. Hovederne blev derefter fremstillet enten i stof eller modelleret i filt, og selvfølgelig var man inspireret af de italienske Lenci-dukker. Senere, da virksomheden i 1935 flyttede til Montreuil, fremstillede man desuden en baby-type i filt med hoved af celluloid, hvor de malede øjne var tydeligt inspireret af dukkerne i modelleret filt. Fra 1937 erstattede man lidt efter lidt celluloid med rhodoid, og i årenes løb blev hovederne fremstillet i et materiale, som ”ikke kunne gå i stykker og ikke var brandfarligt!”
Den omtalte Baby-dukketype !
I 1951 tog firmaet patent på ”peau magique” (den magiske hud), en slags syntetisk gummi, som imiterede hud og blev anvendt til fremstilling af kroppe stoppet med kapok. Disse kroppe gik hurtigt i opløsning og erstattedes derfor hurtigt med hård plastic og fra 1957 med hoveder af plastisol. Dukkerne af rhodoid forsvandt imidlertid først i 1963.
Shirley Temple !
I 1957 omdannedes firmaet til SARL BELINDA, og fra 1960 til 1974 fremstillede man, foruden de klassiske modeller, talrige modeller i PVC, ligesom man lavede gådukker, mekaniske og elektriske dukker, samt mannequindukker.
I 1974 blev firmaet solgt til SPES, som videresolgte til Jamarex, der fortsat med at fremstille dukker under mærket Raynal. I 1979 blev Jamarex sluttet sammen med gruppen Mino-Mecano, og mærket Raynal udvikledes ikke længere.
Raynal-dukkerne var altid meget elegant klædt, og de var ofte forsynet med en broche, et armbånd eller en medalje med navnet Raynal.
Raynal-dukkerne blev betragtet som luksusdukker og var almindeligvis dyrere en konkurrentens dukker… De udtrykte kvalitet ved deres gedigne udførelse: de var solidt fremstillet, fint monteret, flot malet og velklædte. Flere generationer af småpiger ejede en Raynal-dukke, og i årene 1940-1950 MÅTTE man eje en Raynal-dukke.
Og på den omtalte udstilling kunne man således se de dejlige dukker fra 1922-1980, bl.a. en dejlig Shirley Temple-dukke. Håber, at du ud fra billederne selv kan bedømme den udsøgte kvalitet.
Jeg beklager billedkvaliteten, da de er scannet ud fra de allerede trykte artikler i Nordisk Dukketidende…. Om Beritt Mathiesens søde dukke er en Raynal, ved jeg stadig ikke, men jeg ønsker jer alle
G o d l æ s e l y s t !
Den kendte franske Bondepige: Beccasine !