Kaya og Magnus – historien om de bedste venner

Der findes så mange dygtige dukkemagere og på Instagram følger jeg en del. Især Sybil´s Tales, hvis dukker er så charmerende og søde.

Sigita Stonienė er fra Litauen og er den dygtige dukkemager bag Sybil’s Tales. Hver eneste dukke har sin helt egen fortælling, som det er en fornøjelse at følge med i. Tøjet er imponerende flot og der er kræset om enhver detalje. Dukkerne er meget efterspurgte og bliver revet væk, lige hurtigt som de er færdige.

Jeg har fået tilladelse til at bringe historien om Kaya og Magnus her på bloggen.

© for tekst og billeder: Sigita Stonienė

Oversættelse: Lene Byfoged

Sigita fortæller:

Mit navn er Sigita og jeg er dukkemageren bag Sybils fortællinger. Min passion for dukkefremstilling startede for rigtig længe siden – jeg husker mig selv som et barn, der limede stof sammen for at lave en dukke, som jeg ikke kunne se på det tidspunkt. Senere har jeg fået en uddannelse i kunst og tøjdesign. Jeg arbejdede som designer, kort før mine børn blev født. Jeg vendte tilbage til dukkefremstilling, da mine børn var små tilbage i 90’erne – dukkerne var ret forenklede på det tidspunkt, men udviklede sig virkelig over tid. Jeg lagde dukkefremstillingen væk i en periode, men øvede mig altid i at sy – jeg syede til mig selv og min datter, indtil mit barnebarn Sibile igen inspirerede mig til at vende tilbage til dukkemageriet igen – det er virkelig mit lykkelige sted, hvor jeg kan omfavne kreativitet, pleje håndværk og dele glæden igen.

Sigita Stonienė

Kaya og Magnus – historien om de bedste venner

Der var engang en lille pige, der kunne lide at drømme og hendes fantasi var rigtig god. Når hun følte sig lidt ensom forestillede hun sig, hvordan det det ville være at have en bedste ven. der altid ville lytte og grine sammen med hende. Lille Kaya gik alene rundt i gaderne i den lille gamle by og iagttog nysgerrigt mennesker og børn, samlede små sten der lignede dyr. Hun prøvede at blive ven med de herreløse katte, men de ville aldrig snakke med hende.

En dag sad Kaya på bænken på et sødt lille torv. Hun læste et eventyr om prinsesser og dværge, imens hun spiste en rigtig lækker sandwich med ost. Hun var virkelig opslugt af sin bog, da historien var ved at nå kulminationen, og hun var ved at finde ud af, hvad der skete med den onde heks. Kaya rakte ud efter sin sandwich og kunne pludselig ikke finde den – hun stirrede overrasket et sekund. Kaya så sig omkring og rynkede panden, da hun bemærkede, at nogen kiggede på hende bag bænken.

“Hej, hvem er der?” spurgte hun. Ingen svarede, men hun kunne høre en stille gnasken. Først blev Kaya lidt bange, men hun besluttede, at hun ville ikke at give op uden kamp.

“Hvem er du, og hvorfor har du stjålet min sandwich?” spurgte hun med vred stemme.

Hun så den sødeste lille brune næse og runde ører. Det var en mus med den blødeste skinnende grå pels.,

“Er der ikke nogen, der har lært dig at dele?” spurgte musen, mens hun stadig nappede af osten på sandwichen. “Tror du ikke, det er egoistisk at spise sådan en stor sandwich helt alene? Der er vist ingen, der har lært dig en gode manerer” Kaya følte sig virkelig næsten flov. Forvirringen var så tydelig i hendes ansigt, at den lille kloge mus fortsatte.

“Selvfølgelig vil jeg tilgive dig, hvis jeg må sidde på dit skød og og du vil klø mig på ryggen og ørerne, mens jeg spiser sandwichen”. Kaya lagde ikke engang mærke til, at musen klatrede op på bænken og allerede sad på skødet. Hun rørte ved ham, og hans pels var så blød, at hun ikke kunne lade være med at ae den.

“Jeg er Magnus” præsenterede musen sig. “Jeg er den klogeste mus i verden” Magnus led tydeligvis ikke af mangel på selvtillid.

Da Kaya kom hjem og tænkte på Magnus, blev hun lidt irriteret over hans opførsel. Samtidig ville hun gerne tilbage og møde denne stolte mus igen.

Kaya mødte Magnus igen og igen – hun lavede hans yndlingssandwich og bragte den sammen med ost til ham. Hun lærte, at Magnus virkelig var klog – han lærte hende om alle eventyrene i den lille gamle by. Han viste hende, hvor hun skulle gemme sig, når regnen begyndte, og hvor hun kunne se den smukkeste solnedgang. Der gik måneder, og Kaya spadserede stadig rundt i de små gader, men var ikke længere alene. Magnus lærte hende at cykle og lave de lækreste sandwich med tredobbelt mængde ost. En tidlig morgen indså hun – hun havde faktisk fundet sin bedste ven.

Kaya har rødt naturligt mohairhår, som jeg selv har klippet. De sidder rigtig godt fast, du kan flette, rede og lege med dem. Hun er en fritstående dukke. Hun er 44 cm (17,3”) høj, kan vippe hovedet op og ned, også flytte det til siderne. Hendes proportioner ligner et barn på 5 år. Hendes ben kan bøje sig på knæene, hun kan sidde pænt. Kayas hoved, torso og ben er nålefiltede, kun hendes arme er frithængende og fyldte. Magnus er håndlavet legetøj, jeg har lavet ham af uld og bomuld. Han har en lille pyjamas med små blå knapper.

Sigita

Se flere af Sybile´s Tales skønne dukker på hendes hjemmeside: www.sybilstales.com

Sybil´s Tales er også på Facebook, Instagram og Pinterest

Tusinde tak Stonienė, for tilladelse til at bringe denne artikel.

Lene

Dukkemageren Inge Harck

Hermed Inge Harcks beretning om at skabe dukker:

(Tekst og fotos Inge Harck © – oversættelse Lise Brastrup Clasen © og layout Lene Byfoged ©)

Min hjemstavn befinder sig i Det høje Nord i Slesvig-Holsten ved
Flensborg Fjord ikke langt fra den danske grænse

Her bor jeg og realiserer med stor glæde mine ideer inden for dukkeverdenens enorme område.

Jeg skaber ikke blot kunstnerdukker af de mange forskellige materialer, der findes, men har i årenes løb skabt miniaturer, kollager, figurer og halvrelieffer.

Det hele begyndte for over 30 år siden med at skabe stofdukker. Her blev jeg inspireret af et mønster til stofdukker, som jeg helt tilfældigvis faldt over. Da jeg var gået i gang, fandt jeg ud af, at man kunne overvinde mange hurdler med fantasi og evnen til at improvisere. Da der dengang næppe fandtes dukkestoffer på markedet, tilskar jeg mønstre af sengelinned, som jeg selv havde indfarvet, og så gik jeg i gang med at sy den første dukke. Og det blev til mange forskellige, som jeg næsten alle forærede væk.

Dog varede det ikke længe, før jeg søgte efter nye udfordringer: en pakke med Fimo modellermasse og en bog med vejledninger blev mit første skridt til at skabe håndmodellerede dukker. Kort tid efter deltog jeg i et kursus med fremstilling af porcelænsdukker, dvs. et kursus, hvor man lærte at fremstille kopier af antikke porcelænsdukker, og her lærte jeg frem for alt at arbejde med porcelænsler. Herfra var der ikke lang vej til at anvende Plastilin, et ikke-hærdende modellermateriale. Nu modellerede jeg hoveder, arme og ben. Jeg byggede nu også gipsforme, og når formene efter 14 dage var tørret, hældte jeg den flydende modellermasse i. Også en brændeovn havde i mellemtiden fundet vej til mit lille værksted i husets kælder.

I mellemtiden var begge mine børn blevet flyvefærdige, og således var der nu blevet masser af plads til min yndlingsbeskæftigelse.

Mine fem dejlige børnebørn !
De er nu alle voksne !

I denne lille oase i vort hjem kreerer jeg nu mine håndlavede store og små skabninger. Når man vil skabe en porcelænsdukke, starter man med at modellere hoved, skulderplade, arme og ben i Plastilin, og som nævnt bygger man derefter en gipsform, hvilket kræver kræfter og anstrengelse, og den del af processen hører således ikke til min yndlingsbeskæftigelse.
Formen skal tørre i 14 dage, hvorefter den kan ihældes det flydende porcelæn, og allerede efter ca. 10 minutter, hældes den flydende masse tilbage igen, således opstår der en væg i formen og det støbte objekt bliver hult….. Nu har man således det halvforarbejdede emne, som skal bearbejdes i læderhård tilstand.
Det halvforarbejdede emne brændes da ved 760° og kan således i våd tilstand forarbejdes: Øjnene skæres ud, og alt skal derefter slibes meget jævnt og glat, denne proces tager mindst en uge.
Herefter følger den hårde brænding ved 1.230°, ved bemaling er det desuden nødvendigt med nogle brændinger ved 700°.

Figur af Modelene !

Jeg arbejder desuden gerne med Cernit og Modelene, da disse materialer

gør det muligt at give objekterne specielle udtryk og en særlig karakter, f.eks. hvis figurern skal se ældre ud. Ved denne fremstillingsproces bliver resultatet altid et unikat.

Rigtig mange af mine objekter er opstået på denne måde, f.eks,. har jeg skabt dukker af alle mine fem børnebørn, de tre af porcelæn, og de to af modellermasse, samt fremstillet mange andre dukker, så som børn, babyer, unge menensker, voksne, eventyr- og fantasidukker.

Romeo og Julie !

Flere arbejder:
Kroppe til porcelænsdukker—Modelenedukker – skaber jeg ved individuelt håndarbejde, og meget ofte med et trådskelet inden i, således at dukken kan bevæge sig.

Jeg anvender overvejende, dersom det ikke påmales:
Mundblæste øjne fra Lauscha
Malet hår, ægte hår eller hår af mohair

Som afslutning klæder jeg dukken på i tøj, jeg selv har designet, strikket, hæklet og syet.

Feriebarn i Danmark !

I løbet af den tid, hvor jeg har skabt dukker, har jeg haft mange enkeltudstillinger både her i Flensborg og i nabolandet Danmark, hvad aldrig har givet mig forhindringer, da jeg er vokset op som tosproget i grænselandet. Min seneste udstilling fandt sted i over fem måneder i 2018 på Museum Oldemorstoft. Jeg har gennem årene haft mindst 8-10 udstillinger på Museum Oldemorstoft i Padborg. For at sætte de hundrede dukker fra mit værksted sammen med antikt legetøj byggede jeg scener op i vitrinerne: Eventyr, winter, sommer, feriedage osv.

Også iå Haderslev Museum har jeg haft en lille udstilling med min selvportrætdukke Inge – På ferie hos plejeforældrene i Danmark.

Et specielt højdepunkt for mig var år 2000, hvor jeg skabte julefrimærker med billeder af nogle af mine værker.

For legedukken tv modtog jeg i 2003 Max-Oscar-Arnold Kunstprisen ,
og for babydukken th vandt jeg kunstprisen i 2016 !

Og så vil jeg da lige nævne de mange dukkekurser for børn og voksne, som jeg har afholdt i Danmark og i Flensborg.

Jeg har også deltaget i utallige dukkekonkurrencer, og i 1998 var jeg for første gang nomineret til deltagelse i konkurrencen om den højeste pris inden for dukkescenen:
Den internationale Max-Oscar-Arnold-Kunstpris inden for moderne dukkekunst, som finder sted i rammerne af en dukkefestival, som i mere end 20 år er blevet besøgt af over 20.000 interesserede, og som afholdes i Byen Neustadt Sonneberg, hovedbyen inden for legetøj og dukker.
Her kan man deltage i 12 kategorier, f.eks. babydukker, børnedukker, legedukker, temaarbejde, voksendukker etc.
Jeg er blevet nomineret helt fra begyndelsen og har således deltaget i 23 år, og det har altid været et stort højdepunkt for mig.
Desværre har denne konkurrence på grund af coronaen ikke kunnet afholdes de sidste to år, nu håber man selvfølgelig, at den til næste år igen kan finde sted.

I årene 2003 og 2016 modtog jeg den eftertragtede Max-Oscar-Arnold Kunstpris for moderne dukkekunst. I denne konkurrence er der deltagende kunstnere fra mindst 12 lande.

For fem år siden lejede jeg et Atelier i Kunstnerhuset: Holm35 Flensborg – vi er 12 kunstere i huset: kunstmalere, smykkedesignere osv.

Dukkekunsten er Livets Salt for mig.

Herunder flere af Inges håndmodellerede og fantasifuldt fremstillede værker..

Vi siger tak til Inge for din herlige og levende beretning og ønsker jer alle

G o d L æ s e l y s t !
(Lene og Lise)

Et par sladdertasker !
Supermor !
Skulpturen:
Hurra jeg lever !
Mon ikke disse to små bøller leger fangeleg ?

En lille beretning om dukkekunstneren Dianna Effner

(med hilsen fra Lise Clasen ©)

(fotos fra nettet , auktioner og og pinterest)

I 1980erne kom dukkefeberen over mange af os, og man samlede,  eller man deltog måske i kurser for at lære at male og reproducere de gamle porcelænsdukker…  Men der fandtes,  som I ved, desuden mange kreative og dygtige kunstnere,  der skabte moderne udtryksfulde dukker …   og  en af dem var Dianna Effner, der siden den 14. oktober ikke mere er iblandt os. (Æret været Dianna Effners Minde!)

Facebookfoto af Dianna Effner
Foran en stor flok af de dejlige dukker !

Dianna Effner begyndte at skabe dukker sidst i 1970erne, og slog sig i 1990 ned med atelier i Jamestown, Missouri  –  og i løbet af 1990erne skabte hun dukkeforme, udarbejdede mønstre til dukketøj, lavede parykker, ja, kort sagt alle former for dukketilbehør.

I 1999 stiftede hun sammen med sin assistent Doll Dreamers Guild – en dukkesammenslutning med kurser i at undervise i dukkemageri og i at blive en god dukkemager.  Og mange dygtige instruktører og dukkemagere har således ”trådt deres barnesko” i Doll Dreamers Guild, og I kan bl.a. på Pinterest se flere af de smukke håndmalede porcelænsdukker.

Annonce visende nogle af Dianna Effners portrætdukker, som fandtes i størrelserne 14” og 19” = ca. 35 og 48 cm!
 

Også firmaet Aston Drake fik hurtigt øje på Dianna effners dukker,  og snart investerede mange samlere via Aston Drake i de unikke Dianna Effner-dukker.


Rødhætte og Askepot er fra Dianna Effners Storybook/Eventyrbog kreeret for Aston Drake!
 

De mest kendte Dianna Effner-dukker er helt sikkert ”Little Darlings”,  disse søde, tuttenuttede dukkehoveder findes i fire forskellige udgaver, men med samme krop. Little Darlings er enormt eftertragtede, og bliver hurtigt budt op og solgt, når de dukker op på internationale auktioner.

Ebay-foto af en
Sjælden ældre Dianna-Effner-dukke!

Selv har jeg aldrig reproduceret en Dianna Effner-dukke, men jeg er sikker på, at mange af jer har prøvet kræfter med disse dejlige porcelænsdukker!…. hvorfor jeg håber, at I vil vise os fotos af jeres dukker.

Denne søde Little Darling er fra et Pinterest-foto !
Den kæreste babydreng med blå øjne (auktionsfoto

Og måske I ved meget mere om kunstneren end jeg gør, idet jeg meget gerne skriver en tillægsartikel.

God Læselyst

Og
Efterårshilsner
Til jer alle herfra !

Inge Harck på spil igen !!

(med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©  –  Fotos Inge Harck ©)

Så nærmer tiden sig for den Internationale Dukkefestival i Neustadt/Coburg, og traditionen tro er Inge Harck atter nomineret til at deltage i konkurrencen om Dukke-Oscars: det store, fantastiske  arrangement finder sted fra 17. til 24. maj.  Se mere under www.puppenfestival.de  …..

Inge deltager i år med dukker i tre grupper: 

1.  Et lille mesterværk er hendes portrætdukke af seksårige Maja på sin første skoledag. Inge har denne gang som sin fotokalender 2020 gennem fotograferet fremstillingen og arbejdsgangen over Maja, alt er håndlavet. Maja er modelleret i cernit og er 54 cm høj.

2.  Her er Inges negerdukke (i Tyskland kalder man dem Eksotiske dukker, men for mig  –  og sikkert også for jer  – er det negerdukker. Denne udtryksfulde dukkedreng er 28 cm høj og ligeledes modelleret i cernit, og selvfølgelig er han håndlavet fra A til Z.  Han er absolut min favorit…..

3.  Denne røde dukke er med i gruppen legedukker og præsenteres som Babys første Dukke, den er 35 cm høj og fremstillet i vaskbart fløjl, således at den kan tåle at blive nuslet i små fedtede baby– eller barnehænder. Også denne dukke er fuldstændig håndlavet.

Vi  vil senere bringe mere om arrangementet og krydser i mellemtiden fingre for og hepper på Inge.

Hermed de tre konkurrence dukker:

Og så er der kun tillbage at ønske Inge Harck

PØJ PØJ  for et godt resultat………

Inge Harck på Museum Oldemortoft

For tekst og billeder Lene Byfoged

Vi har før skrevet om Inge Harck og hendes fine udstilling på museum Oldemorstoft, men nu hvor jeg har besøgt den selv, syntes jeg I skulle se nogle af de skønne dukker og fantastiske andre arbejder Inge Harck, har valgt at vise fra sin store samling. Inge har modeleret dukker siden 1990 og hver eneste dukke fortæller sin helt egen historie.

Inge Harck.

I 2003 og 2016 modtog Inge den internationale kunstpris (Max Oscar Arnold Kunstpreis)  for sine dukker.

Inge har udstillet i talrige lande og afholder forskellige kurser.

Hver eneste dukke er modeleret med kærlighed og har som sagt, sin helt egen historie. Alt er nøjagtigt, helt ned den mindste detalje. Inge modellerer, maler, brænder, syr, strikker det hele selv.

På nedenstående billede ses den moderne super mor, der skal klare det hele på en gang. Helt vidunderlig og ramt lige på kornet.

Inge har været feriebarn på Fyn og har lavet et par virkelig flotte dukker, forestillende hende, da hun ankom til Fyn i 1946. og præsten hun boede hos, er også lavet og det er super fint tableau hun har sat sammen. På nedenstående billede, kan man læse om Inges tid som feriebarn på Fyn.

Den lille betuttede Inge møder sin feriefar for første gang.

Sine børnebørn har Inge selvfølgelig også modeleret  og lavet de sødeste dukker af.

Den midterste dukke er en tro kopi at Inge ældste barnebarn Tobias. Det er fantastisk som det ligner det billede, jeg så af Tobias.

En dejlig samling af Inges dukker.

Inges dukker er også udkommet på julemærker i 2000.

Ud over dukkefremstillingen modellerer Inge bl.a. også de dejligste figurer, laver nålefilt m.m. Inge er en meget dygtig og alsidig kunstner.

Et par af Inges dejlige figurer.

Et billede lavet i nålefilt. Så smukke farver.

Det er virkeligt svært, at vælge hvilke dukker osv jeg vil vise jer, der er så mange fine ting på udstillingen.

Vi havde et par hyggelige timer sammen med Inge, hvor hun fortalte levende og interessant om sine arbejder.

Udstillingen på museum Oldemorstoft varer til og med d. 31. oktober, så I kan stadigvæk nå at se den. Inge er tilstede på museet hver onsdag mellem kl. 11.00 og 13.00.

Oldemorstoft er et hyggeligt museum for hele familien og der er åbent:

Tirsdag – fredag kl. 10.00 – 16.00. Der er desværre ikke åbent i flere weekender, inden udstillingen lukker ned.

Museum Oldemorstoft

Bovvej 2, 6330 Padborg

tlf. 73 76 64 36

www.oldemorstoft.dk

Med venlig hilsen

Lene

Særudstilling af kunstnerdukker og antikt legetøj

Fra Inge Harcks samling

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich,tortula,de, for tekst og fotos

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen © –   design Lene Byfoged ©)

Efter at jeg for et par uger siden fortalte om mine gamle Kuhn-dukkestuer, skete der følgende for mig:

 I maj genså jeg min højt elskede bedstemor, der døde i 1980. Ja, virkelig, jeg er fuldstændig sikker. Hun sad på Museum Oldemorstoft i Padborg, Danmark, og skrællede kartofler. Tror I mig ikke? Tror I ikke på reinkarnation? Nå, ja, det gør jeg egentlig heller ikke. Men i dette tilfælde?

© Foto: Fra Sigi Ulbrich familiealbum.

 Min mand og jeg kørte til Padborg for at se en særudstilling

Kunstnerdukker og antikt legetøj

fra Inge Harcks samling

 Jeg indrømmer, at jeg ikke har ret meget forstand på kunstnerdukker, ja egentlig kender jeg slet ikke noget til dem, men man skal da være fleksibel, og det antikke legetøj var jeg selvfølgelig meget betaget af.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Vi havde en aftale med Inge Harck, og trods varmen og afstanden ankom vi til tiden. Ja, og da så jeg hende, jeg mener min Bedstemor, i en vitrine. Hun sad på en køkkenstol i haven og skrællede kartofler, og ved siden af stod jeg og så til, jeg var helt sikkert meget utålmodig, da jeg meget hellere ville lege med Bedstemor med min dukke. Dukken var for øvrigt en Bärbel – en af de kendte Skildpaddedukker.

Dette display med de to figurer foran – (Bedstemor på 39 cm og barnebarnet på 14 cm), – og hvor der bagved står en omgang storvask med vaskebaljen af træ, satte mig tilbage til barndommen, og jeg blev lidt rørt.

Det er helt klart som i 50erne og næppe noget andet.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Mens vi drak kaffe, kom Inge Harck og jeg hurtigt i snak med hinanden.

Hun fortalte om sine udstillinger, om sine nomineringer i Sonneberg og Neustadt, og om hvor stolt hun var over at have vundet Max Oscar Arnolds Kunstpris hele to gange.

Det hele begyndte i 1990, da hun som autodidakt (selvlærd) fremstillede reproduktioner af antikke dukker. Her forsøgte hun sig med forskellige materialer, men fik en forkærlighed for porcelæn og modellere.

Hos denne kreative kvinde var skridtet til dukkekunstner dermed uundgåeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Et af hendes første værker var Max & Mortiz.

De er modelleret af cernit. Ja, og jeg forstår fuldt ud, at en kunstner, som i begyndelsen endnu er famlende og usikker— (kan man genkende mine værker, kan man lide dem) – øjner chancen for, at publikum i disse slemme drenge” , som ikke er til at tage fejl af, kan genkende hendes arbejde. Her er således deres 3. skarnsstreg:

 Max & Moritz –  gale streger –

Med saven her i skjul de leger

Tju og bang –  drillerier laver

I broen snildt et hul de saver!

(gendigtet af Lise Brastrup Clasen ©)

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Det er i øvrigt de ægte Max & Moritz-figurer, skabt af Wilhelm Busch, og som i 1865 første gang blev offentliggjort, og ikke som mange tror, de samme som de i Danmark kendte figurer Knold og Tot, som er inspireret af dem.

Knold og Tot har siden 1897 lavet skarnsstreger hos vore naboer mod nord, og har i både i væsen og udseende meget til fælles med Max og Moritz.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Også en allerede etableret kunstner udvikler sig stadig.

Her er Inge Harck ingen undtagelse. Inge er krigsbarn og har derfor minder, som måske i dag endnu ikke er fordøjet og bearbejdet..

Den lille Inge skulle som ”feriebarn” hjemmefra. Hun blev optaget som feriebarn i en dansk præstegård.

Årtier senere skabte hun i modelene sceneriet om sin ankomst til præstegården.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, så stærkt et indtryk gør dette tidsbillede. Man føler med Inge og sporer, hvor ængsteligt hendes lille hjerte måtte banke..

© Foto: Inge Harck

Inge Harck fortalte mig, at hun har atelier i Kreativitetshuset i Flensburg ”Holm 35 – Kunst & Kunsthandwerk”, her arbejder hun i modelene og andre modellermasser.

Desuden nålefilter hun billeder, dyr og små figurer. Da hun ikke kan stille en ovn op dér, kan hun ikke arbejde i porcelæn. Af særlig interesse er det, at Holm 35 hver fredag mellem 15 og 17 har åbent hus. Også Inge Harck er til stede på dette tidspunkt. Her kan du snakke med hende om hendes kunst. Fra atelieret sælger hun dukker, skulpturer, relieffer med mere fra sit værksted.

Desværre nåede vi ikke at se Inge Harck arbejde i atelieret. Men hun har overladt os nogle fotos, som fortæller en hel del om en dukkekunstners arbejde.

En amatør (dvs. jeg) har således ikke kendskab til forskellene mellem de enkelte materialer.

© Foto: Inge Harck

Inge Harck forklarede mig derfor :

Vedrørende en modellermasse skal alt lige fra starten ”sidde” korrekt. Anbringes et øje på skrå i ansigtet, så sidder det på skrå, man kan enten lade det sidde, eller kassere emnet. Porcelæn kan man senere stadig bearbejde. Aha, det vidste jeg således ikke. Men porcelæn er dyrere, man skal lave forme, hvori porcelænet støbes. Ved modellermasse former man blot de enkelte kropsdele af en klump. Porcelæn skal brændes, mens modellermasse derimod tørrer i luften eller i bageovnen. Nå, i det mindste vidste jeg dette.

© Foto: Inge Harck

© Foto: Inge Harck

© Foto: Inge Harck

Hvorfra får en kunstner sine ideer? Hvordan de andre får dem, ved jeg selvfølgelig ikke, men Inge Harck får dem fra det virkelige liv, eller så at sige dagliglivet.

Som f.eks. fra en TV-serie

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Fra eventyr, Den lille pige med svovlstikkerne har gjort et særligt indtryk på kunstneren.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Fra showbusiness, som her den sydkoreanske sanger og skuespiller Lee Jin-ki – bedre kendt under sit kunstnernavn ”Onew”. Fra alle former for sport, dvs. ikke så meget sportsstjernerne, men selv sportsgrenen: Den legendariske skøjteløbermor, som med hård eksercits vil skabe det ud af sine børn, som hun aldrig selv opnåede. *For kunstneren selv, der er et udpræget familiemenneske, er dette helt utænkeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Også musik derhjemme er et tema, hun ofte benytter, som I ser, kunne det være, men behøver absolut ikke være Mozart.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Vinterbørnene her gemmer en lille hemmelighed, for til et af disse børn stod Inge Harcks barnebarn model. Men selvfølgelig røber jeg ikke, hvilken dukke det er. Et par hemmeligheder skal der da være. Du må således selv besøge udstillingen og løse gåden.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Mellem kunstnerdukkerne finder man historisk legetøj: dukker, dukkevogne fra dukkestuer, bamser og andre krammedyr. I et dukkekøkken står en musefælde under køkkenbordet – og selvfølgelig befinder den lille mus, som passer til fælden, sig ikke langt fra den.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Udstillingen kan ses helt til den 31. oktober, og hver onsdag er Inge Harck på museet og besvarer meget gerne alle dine spørgsmål.

Hermed Museets adresse, åbningstider etc.::

Museum Oldemorstoft, Bovvej 2, 6330 Padborg, tlf: (0045) 73 76 64 36

Email: museumoldemorstoft@aabenraa.dk – www.oldemorstoft.dk

Åbningstider:

Lukket mandag

Fra tirsdag til fredag 10.00—16.00 og

  1. weekend i måneden: lø-sø 13.00 til 16.00

Helligdage fra 13.00 til 16.00

Entré:

Børn fra 0 til 9 år: gratis

Børn fra 10 til 17 år: 15 kr.

Voksne: 40 kr.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Der kan desuden bestilles rundvisninger (efter aftale).

Vi siger endnu engang tak til Sigi Ulbrich og til Inge Harck, glæd dig til en god oplevelse…..

G o d   F o r n ø j e l s e   !

Fastelavn i dukkeformat – Fastnet im Puppenformat

De mest fantastiske figurer og dukker skabt af kunstneren Ingeborg Jaag

(om unikke figurer fra Franziskanermuseum Vilingen-Schwenningen)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Her i det tidlige forår fik jeg som gave fra min yngste søn, Bjørn: en bog om meget spændende dukker og figurer fra Villingen-Schwenningen, skabt af dukkekunstneren Ingeborg Jaag efter byens traditionelle karnevalsoptog.

Kunstneren Ingeborg Jaag !

Det var spændende læsning og helt ny viden for mig, ja, så spændende og interessant, at jeg absolut må dele dette med jer alle. Jeg skrev derefter til Dr. Heinrich Maulhardt, der var så venlig at sende min forspørgsel videre til Dr. Michael Hütt, leder af museet, og få dage efter fik jeg et venligt og positivt svar, der sagde, at alle: museet, bestyrelsen, dukkekunstneren, fotografen etc. var begejstrede for min idee og gav mig tilladelse til at skrive løs med henvisning til www.visuel-artwork.de, som er mestre for de fine fotos.-  og www.franziskanermuseum.de – og med tusind tak til disse positive borgere i Vilingen-Schwenningen, fortæller jeg således med glæde om disse helt unikke dukker.

Den inspirerende bog: ISBN 978-3–939423-62-1—
Franziskamnermuseum Villingen-Schwenningen !

Fastelavnefigurerne fra Villingen er i målestok 1:3:

Med over 80 Fastelavns/karnevalsfigurer har Ingeborg Jaag i godt 30 år skabt en enestående samling, hvis kulturhistoriske betydning i dag er uvurderlig. Hendes specielle fastelavnsoptog er bogstavelig talt en ”fortsat” fortælling. Her kan man se Narro – den centrale skikkelse i Villingen Fastnet, og denne figur har i over 100 år været byens symbol— Narro har derfor lagt navn til den almennyttige forening Narrozunft (Narroslænget) – desuden aser man Den gamle kone fra Villingen, Æslet eller Der Butzesel, (måske Det bumlende Æsel) som er et af de ældste dyr i Schwaben-Alemaniens historie. Æslet hals er en dragt syet af forskellige stoflapper – det jages hvert år i optoget af en flok ”Drivere”, (kaldet Stachi-gruppen) og undslipper det, har det lov til kvit og frit den dag at drikke og spise lige så meget det ønsker…… – se også: Den godmodige slagsbror”, orkestret, underholdningstrioen og mange flere. Alle figurerne er sat op i livagtige scenerier, og hele tiden fornemmer man en vis forbindelse mellem figurerne. De har øjenkontakt, parrene vender mod hinanden, og mellem figur og tilskuer udvikles med blik og gestus en særlig tiltrækning, og man således drages fra den ene sceneri til det andet.

Inspiration til figurer ses tydeligt her på Narrozunft-Villingens avis: Damen med rævekraven i venstre side ses herunder i Ingeborg Jaags udførelse!

I udkanten af optoget står Villingens Originaler: Spittel Mathis—der spiller på sin mundharmonika, kaldet Schnorre-Hobel (summehøvl) – Spittel -Mathis-figuren er en virkelig person, født af en enlig pige i 1896, i sine unge år var han mælkemand på Vllinger hospital. Han var altid i godt humør, slagfærdig og sagde sjældent nej til en øl. Var derfor ofte længe undervejs med mælk til hospitalet. Et hospital kaldes også Spital eller Spittel, deraf hans tilnavn. Desuden ses ”Eierma” (æggemanden) Richard Säger, men også politiske skikkelser som ministerpræsidenten, overborgmesteren og andre. Ingeborg Jaags fastelavnsoptog er et enestående og specielt totalbillede med ”indfiltrede” skikkelser, der alle hører med til Villinger Fastelavn, men du kan ikke altid møde dem på gaden, og helt sikkert ikke på én gang!.

Mange traditioner uddør med tiden, da der ofte er mangel på ”generationsskifte”, idet nutidens generation ikke er interesseret. Det er dog ikke tilfældet i Villingen-Schwenningen, her deltager alle aldersklasser, gamle og unge, og børnene glæder sig hvert år til at være med i ”Fastnet”!.

Sådan ser figuren Spittel-Mathis ud, man kan lige frem føle, hvordan det gode humør stråler ud fra ham, mens han underholder sig med en damefigur!

Kunstneren og skaberen Ingeborg Jaag er født i 1942 i Hüfingen i en slægt med kunstneriske traditioner, bl.a. maleren og forfatteren Lucian Reich med de kendte Schwarzwald-litografier. Ingeborg Jaag studerede på Handelshøjskolen i Villingen, og foruden at blive børnehavelærer, tilegnede hun sig de grundlæggende teknikker i syning og tilskæring, modellering, træarbejder, kurvefletning og dukkemageri, kort sagt en meget alsidig uddannelse.

I 1983 kom hun i fastelavnshumør og fik ideen til at udfærdige masker og kroppe, ja dukker iført tro kopier af de originale dragter, og med sin mands hjælp skabte hun den første dukke i 1984, en Narrofigur, som kunne ses i tekstilforretningen Tonolinis udstillingsvindue. Senere stod hendes figurer i Ratsapotheke, i skobutikken Hässler og endnu senere i sengeudstyrsforretningen Schilling, men siden 2005 står de alle på Franzikanermuseet.

Trin for trin udvikles og skabes figurerne, her er Spittelsangerne, som siden 1965 har sørget for god stemning til Villinger- fastelavnsfesten. Hermed den portrætterede sangduo Benne og Hans med guitar-musikledsagelse af ”Schanko” Ummenhofer! Helt fantastisk. Da jeg første gang så på billederne i bogen, troede jeg,
at det var levende væsener og ikke dukker!

Og siden da har Ingeborg Jaag ikke sluppet dukkemageriet. Fra 1984 skabte hun modedukker i voks, og hun har modtaget mange internationale udmærkelser for sine dukker.

Herbert Jaag, Ingeborg Jaags ægtemand, kan tilskrives en stor del af arbejdet med dukkerne, han er værktøjsmager og dipl.ingeniør og står for form og design af træ og mealarbejdet. De indvendige ”skeletter”, muskikinstrumenter bl.a. klarinetter, samt sabler, bjælder og meget mere er opstået under hans hånd.

Alle figurer kan stå uden støtte eller stativ, og det har naturligvis stillet krav til det indvendige ”skelet”. Et skelet omvikles med stof og stoppet med fyldvat. Til hovederne bruger Ingeborg Jaag lufttørret modellermasse, som lakeres. Parallelt med de plastiske arbejder skabes kostumerne, Ingeborg Jaag kalkulerer med ca. 55 timers arbejde pr. figur – her er modellering af masken dog ikke medregnet.

At skabe naturtro og vellignende portrætter er i sig selv en udfordring, men via materialet dog med visse begrænsninger, idet modellermassen mister luft og volumen under tørringsprocessen, hvorved ansigtudtrykket uden kunstnerens indflydelse kan ændre sig minimalt. ”Måske var det om aftenen en helt anden figur, end det viste sig at være om morgenen efter tørringsprocessen, men sådan er det bare!” udtrykker kunstneren.

Som tidligere nævnt, skaber Ingeborg Jagd også modedukker, disse tre ”gammeljomfruer” er både modedukker og deltagere i Villinger Fastnet. Her har man siden 1927 fejret Gammeljomfruen ved en fest, hvor der kun er kvindelige deltagere, alle iført mode fra ca. 1900 – et stort udbud af silke, fløjl, flæsekraver, store hatte og strudsefjer… Man forstå godt, at det er en eftertragtet fest, og i den lokale avis står der altid et humørfyldt referat fra festen. Damen tv har titlen overjomfru!

Her til slut et billede af figurer fra orkestret, også fantastisk livagtige og efter levende modeller.

Vil du vide mere, kan du finde enormt meget under byen Villingen-Schwenningen eller fastnet.Vilingen-Schwenningen, her er mange billeder og interessante oplysninger, bl.a. noget om avisen Narrenpost og arrangementerne.

Og vil du besøge museet og byen, da søg på :

Franziskanermuseum: Museet har adressen Rietgasse 2, DE 78010 Villingen-Schwenningen, og der er åbent ti-lø fra 13 til 17 og sø og fr. fra 11 til 17,

tlf: +49 7721 82 23 51, franziskanermuseum@villingen-schwenningen.de   – du finder på siderne desuden kørevejledning til museet, hele egnen er malerisk og smuk.

Med denne smagsprøve ønskes I God læselyst og god fornøjelse !

Staa-Maren 1. Del

Research: Lene Byfoged

Kender I Staa-Maren? Jeg gjorde ikke!

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag.

Jeg fik DEN NY STRIKKEBOG af en god veninde, der fandt den på et genbrugsmarked. Glad blev jeg. Bogen er udgivet i 1940érne af Illustrationsforlaget og er skrevet af Esther Bondesen.

Det er altid spændende at bladre i gamle opskriftsbøger og tit bliver man jo inspireret. Mange af opskrifterne fra dengang, er jo højeste mode i dag. Der er søde og gode opskrifter i denne bog, som jeg absolut må  strikke Især en opskrift vil jeg dele med jer Staa-Maren. Jeg fik hurtigt tilladelse til at bringe opskriften. Tak for det!

Vore Bedstemødres kæreste Legetøj var den Dukke, deres Mor selv lavede, den saakaldte Staa-Maren. Dukken staar paa en stor rund Plade, og derfor kan selv det mindste Barn haandtere den.

Stel og Krop:

Materialer:

Stel: Dukken staar paa en Træskive, der skal være 2½ cm høj og 13 cm i Diameter. Midt i Træskiven skal være anbragt en Stang, som er 30 cm høj og 1½ cm i Diameter. Celloluid Dukkehoved og Arme.

Krop: Et stykke Pladevat, et lille Nøgle tretraadet, rosa Garn samt 2 Strikkepinde Nr. 2 og 2 Nr. 3.

Strikkeprøven:

Slå 20 M op på P Nr. 3 og strik 8 P ret. Prøven skal være 6½ cm bred.

Fremgangsmaaden:

Vind lidt Pladevat om Stangens øverste Del og sæt Dukkehovedet paa. Det afmærkeds, hvor Kroppen skal dannes om Stangen. Husk Kroppen skal gaa op under Dukkehovedets Hals, hvor denne skal sys fast. Klip et Stykke Pladevat 12 x 23 cm og vind det fast om Stangen, sy det derefter med lange Sting. Klip 8 x 4 cm Pladevat og sy det paa Brystet. Klip 13 x 20 cm Pladevat og vind det ret fast om den nederste Del af Kroppen og løsere om den øverste Del, sy med lange Sting. Vind et Bændel fast om Taljen, og sy det fast.

Betræk til Kroppen strikkes af det rosa Garn.

Begynd forneden. Slaa 30 M op paa P Nr. 2 og strik 4 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Tag P Nr. 3 og strik 4 cm Glatstriknng.

Strik 1½ cm Rib paa P Nr. 2 og 3 cm Glatstrikning paa P Nr. 3. Tag P Nr 2 og strik Retstrikning 2 cm. Luk af. Strik et Stykke nøjagtigt magen Mage til. Sy de to Stykker sammen i Siderne, træk dem ned om Kroppen, og sy dem fast forneden og foroven, hvor Hovedet trækkes ned om Kroppen og sys fast.

Overarmen: Begynd foroven. Slaa 6 M op paa P Nr. 2 og strik Glatstrikning. Paa hver Retp tages 1 M ud i anden og næstsidste M, til der er 28 M. Strik 1 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Luk ikke af, men træk en Traad gennem M. Sy Armen sammen paa det ribstrikkede Stykke og lidt op. Klip 4 x 4 cm Pladevat, rul det sammen og stik det i Armen. Traaden, der er trukket gennem M, bindes fast om Celluloidarmens øverste Del. Sy Armen fast til Skulderen.

Staa-Maren

Dette var første del, næste gang kommer opskriften til tøjet.

God fornøjelse!

Lene

Den norske Dukkekunstner Sissel Bjørstad Skille

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Under årets Dukke-Oscar-uddeling i Neustadt bei Coburg modtog den norske, internationalt kendte dukkekunstner Sissel Bjørstad Skille en velfortjent Gylden Oscar for sit livsværk, hvilket fik mig til at finde min gamle artikel fra marts 2004 i Nordisk Dukketidende frem.

Min daværende historie skrev jeg inspireret af Tone Bergli Joners bog: Lag Dukker Selv (forlaget Ex Libris) – en bog, jeg i 1993 oversatte til dansk for forlaget Aschehoug under titlen Dukkeværkstedet (med undertitel; Hvordan du laver dine egne dukker) – Bogen indeholder bl.a. et omfattende afsnit om dukker af Cernit (modellermasse), hvor fremgangsmåde og fotos er bygget over Sissels design.

Foto fra Sissel Bjørstad Skilles atelier, hvor der både er dukker af porcelæn og af Cernit (fra bogen ”Dukkeværkstedet” 1993!

Senere fik jeg en lang snak med Sissel Bjørstad Skille under den dukkemesse, jeg i sin tid arrangerede i Roskilde, hvor Sissel havde en stand sammen med Ruth Enevoldsen (sidstnævnte samler er kendt for sin alsidige bog: På Jagt Etter Norske Dukker).

Sissel Bjørstad Skille er født den 18. marts 1945 og opvokset i Sortland, men bor nu i Trondheim. Hendes dukker er ikke til at lege med, men unikke kunstnerdukker, som sælges over hele verden. Sissel har modtaget et utal af priser for sin dukkekunst, og nogle af dukkerne er af det tyske dukkefirma Götz reproduceret i vinyl. Antallet er begrænset, dvs. fra 100 til 1.000 eksemplarer, og er eftertragtede samlerobjekter.

Fra Sissel Bjørstad Skilles udstilling i maj 2016 i Neustadt bei Coburg, hvor hun modtog en Æres-Oscar!

Sissel Bjørstad Skille er selvlært, men gik i 1969/70 på Nordisk Dekoratørskole i Aalborg; senere frekventerede hun lærerseminariet i Tromsø og fik sin lærereksamen. Men da hendes passion for at designe og lave dukker tog mere og mere tid, var denne interesse svær at kombinere med lærerjobbet, og i 2000 tog hun springet og har siden da arbejdet fuldtids med sine dukker. Hermed lidt om Sissels udvikling, der i høj grad viser, at man ikke kommer sovende til at blive et navn inden for Dukkeverdenen.

I min artikel i Nordisk Dukketidende fortæller hun bl.a.: ”Barneansigter har altid fascineret mig, og allerede da jeg var 8-10 år gammel, lavede jeg udklipsbøger med billeder af småbørn, og eftersom jeg altid har kunnet lide at tegne og male, blev det naturligt for mig at kombinere disse ting. Når jeg begynder på en ny dukke, ved jeg som regel, hvilken type jeg vil lave. Jeg starter med at udvælge dukker af forskellige børn, der ligner hinanden. Dvs. flere billeder fra mange forskellige vinkler. Ud fra disse billeder modellerer jeg derefter ansigt, arme og ben.”

Sissels første dukke fra 1981 modellerede hun af Trylledej, og dukken fik stofkrop. Hun eksperimenterede dengang med mange forskellige materialer. Efter at have prøvet med gipshoveder dyppet i bivoks, gik hun videre med Cernit, som senere skulle blive hendes favorit.

Fotoet her illustrerer udmærket 3 Sissel-Bjørstad-Skille-perioder: tv venstre dukke dyppet i bivoks, stående Jonette fra ca. 1980 med en dukke på armen med porcelænshoved fra midten af firserne!

Dukkerne er således modelleret af PVC-baseret modellermasse. Kroppen er af stof, bygget og formet over et plasticskelet, og derefter stoppet med uld. Håret er ægthårsparykker eller af mohair, formet af Sissel. Dukkerne har glasøjne. Tøjet er syet og designet af Sissel. Det tager selvfølgelig lang tid at fremstille en kunstnerdukke, hvorfor det blot bliver til mellem 8 og 12 dukker om året. De første dukker var mellem 25 og 35 cm høje og fremstillet i porcelæn, senere fremstillede hun større dukker på helt op til 80 cm.

Efter at have set de tyske dukker fremstillet i Cernit, gik Sissel Bjørstad Skille fuldstændig over til dette materiale – og de fleste af hendes dukker er mellem 70 og 80 cm høje.

Her er Svanhild og Markus, begge 80cm høje (fra ”Dukkeværkstedet”!)

Sissel Bjørstad Skille har gennem årene fået tildelt mange priser,bl.a. Publikuimsprisen i Stavanger, Glastryllestaven (Der gläserne Feenstab) i Tyskland, Käthe Kruse trofæet i København, Max-Oscar-Arnold Æresprisen i 2016, for blot at nævne et lille udvalg. Desuden har hun udstillet over det meste af Verden.

Og I skal da lige se disse to eftertragtede Samlerdukker fra Götz: dukken th er Sissels originale ca. 70 cm høje dukke i cernit — dukken th er af vinyl og ca. 66 cm høj, har fået navnet Rashanee og er reproduceret i begrænset antal!

Lise Clasen Research ©

 G o d     L æ s e l y s t !

 PS: I Artiklen i Nordisk Dukketidende marts 2004 ses andre fotos af Sissel Bjørstad Skilles dukker, lige som forsiden er prydet af en Skille-dukke. Denne artikel sender jeg gerne til jer digitalt, dersom I sender mig en mail. (Lise)!

 

Dukkekunstneren og dukkedoktoren i Kappeln, Barbara Elisabeth Busch fortæller

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen (oversættelse og design).

Tekst og fotos: Barbara Elisabeth Busch ©

Hvor er det morsomt at få nye bekendtskaber, der har samme interesser som en selv. Under åbningen af Angelika Salzwedels påklædningsdukkeudstilling på Bungsberg kom jeg i kontakt med Barbara Elisabeth Busch, der er passioneret dukkekunstner, underviser og dukkedoktor, og hun har en fin hjemmeside (Puppenklinik Kappeln) som introduktion til sit virke. Barbara er en kapacitet inden for området, hendes dukkekunst er fantastisk, og selvfølgelig har hun udstillet, deltaget i konkurrencer og taget præmier. Desuden er hun en meget dygtig og efterspurgt dukkedoktor.

billede1

Og selvfølgelig skal I høre om Barbara Elisabeth, der fortæller:

 I 1979 blev jeg motiveret, da jeg læste en avisartikel om en kunstner i Toscana, der fremstillede porcelænsdukker, og derefter startede jeg mine første forsøg med at modellere i forskellige materialer. Modelleringen blev for mig en afslappende beskæftigelse i forhold til mit hverv som plejer inden for ungdomsforsorgen.

I 1981 gjorde jeg således mine første erfaringer inden for porcelæn, og i 1986 var jeg på modellerkursus i Hamburg hos den kendte dukkekunstner Hildegard Günzel, hvor jeg lærte at modellere hoveder. Og… i 1988 stod min første porcelænsdukke af eget design færdig.

billede2
En smuk porcelænsudgave af Den lille Havfrue!

1989 skiftede jeg job fra at være plejerske til ansættelse inden for børnehaveområdet. Og… i 1992 åbnede jeg mit eget lille dukkeværksted.

Min store passion for fantasifigurer resulterede i mange nisser, trolde, alfer og klabautermænd fra hele verden. Enten fremstillet i 5 eksemplar eller som unika.

For at få råd til de mange materialer til mine egne dukker og til rejser til kongresser holdt jeg de følgende år mange kurser i reproduktioner. I slutningen af 90erne kom den store overproduktion eller ”oversvømmelse” inden for dukkeverdenen, og der var således ikke mere efterspørgsel efter dukkekurser.

Fra mit værksted, her er altid travlhed og udfordringer!
Fra mit værksted, her er altid travlhed og udfordringer!

I stedet for blev der mere og mere efterspørgsel efter dukkereparationer, og jeg begyndte da at interessere mig for dette emne og indarbejdede mig lidt efter lidt på området. I mellemtiden er dukkeklinikken således blevet den dominerende del af mit arbejde.

billede5
En rigtig gavtyv, jeg (Lise) faldt pladask for dette ansigtsudtryk! (Porcelæn)

Jeg har siden 1988 været medlem af GDS og er medlem af Doll Artisan Guild. Indtil 1999 var jeg medlem af ”Forum Puppenkunst” (Forum for Dukkekunst) i Schloß Reinbek.

Jeg har deltaget i mange udstillinger, bl.a. på forskellige internationale kongresser inden for GDS og Doll Artisan Guild. Doll *rt i Frankfurt, Stilwerk Hamburg, Schloß Farach i Østrig, Münchener Puppenstuben und Zinnfigurenkainet (Münchener dukkestue– og tinfigurkabinet), ”Kinderwelt-Sammlerglück” (Dukkeverdenen-Samlerlykke) i Maximilianpark i Hamm, Museet ”Haus Löwenberg” i Gengenbach. Amtsricherhaus i Schwarzenbek, samt mange regionale udstillinger i Hamburgområdet.

billede6

Et par smukke keramiske vægrelieffer —hvor troldene titter frem!
Et par smukke keramiske vægrelieffer – hvor troldene titter frem!

 

 

 

 

 

 

Desuden har jeg kunnet glæde mig over en del Præmier:

Flere gange: Dollmaking Achievement: Dollforum Wien/GDS-kongresser, Sølv i kategorien Fantasidukker under en GDS-kongres, Publikumsprisen i kategorien Fantasidukker under en GDS-kongres, Bronze i kategorien Børnedukker under en GDS-kongres, og også GDS’ Ruby Award.

Dejlige og udtryksfulde porcelænsdukker!
Dejlige og udtryksfulde
porcelænsdukker!

 

Efter at vi for tre år siden solgte vort hus og har bygget et nyt, er jeg nu ved at opbygge et nyt dukkeatelier og håber, at det vil stå færdigt i begyndelsen af 2017 under navnet ”Galerie Mondfisch” (Galleri Månefisk), således at alle interesserede kan komme og se det hele.

Som I vil se af de mange fotos, er Barbara Elisabeth Busch enormt alsidig, og kommer du til den smukke egn ved Kappeln , kan du nemt komme til at se alle herlighederne. Hermed adressen:

Puppenklinik + Gallerie Mondfisch—Fantasifulde dukker og dukkeklinik Kappeln

(Barbara Elisabth Busch)

Schulstraße 23, D 24376 Kappeln, tlf: (+49) 4642 4719,

email: b-e.b@t-online.de

God tur !

billede10