Endnu engang har Sigi Ulbricht skrevet en spændende artikel om sin store interesse, Miniature. Hvad Sigi ikke ved, er vist ikke værd at vide. Og endnu en gang er vi heldige, at få love til at dele hendes store viden.
Tusinde tak Sigi!
© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich, www.tortula.de
© for oversættelse og opsætning: Lene Byfoged
d. 18. august 2021 – Seiffner legetøj – bondemøbler til dukkebørn del 3.
Alle gode ting gange tre.
Dette er et ordsprog i Tyskland og betyder, at du gør en ting for tredje gang eller siger den samme ting tre gange.
Åh kære, nu starter jeg forfra med postkort. Jeg ved nu, fra hvilket værksted, disse små dukker kommer. De blev lavet af håndværkeren Katharina Charlotte Rehm Wagner, der producerede dem mellem 1930 og 1972. Fru Rehm Wagner arbejdede i over 40 år i Grünhainichen. Hun lavede eventyrfigurer, dukker i egnsdragter og dukkehusdukker. Dette gjorde hende kendt langt ud over Sachsens grænser.
I dag kommer disse små dukker og figurer fra Annedore Krebs ‘værksted. Som
Fru Krebs selv fortæller på sin Webside, kendte hun fru Rehm Wagner personligt, og som barn så hun dukkerne blive lavet i hendes værksted.
Nå, men desværre kan jeg stadigvæk ikke give nogen oplysninger, om producenten af møblerne.
Hvis man arbejder med et objekt i lang tid, kommer man til at kende det. Fra formen, til pynten, ja til det hele. Så jeg opdagede og identificerede med det samme, dette tilbud, da det dukkede op i det store online auktionshus.
Møblerne var billige, for bortset fra mig, var der ingen interesserede. Jeg fik dem hurtigt hjem på mit bord. Og selvfølgelig var jeg nødt til at sætte møblerne akkurat, som på postkortet, med det samme.
I mangel på de små Katharina Charlotte Rehm Wagner – dukker, satte jeg en ældre 8 cm Lotte Sievers-Hahn dukke, i det lille værelse. Åh ja, jeg synes hun passer rigtig godt der.
Efter en opsætningstest, bestilte jeg fra den miniaturebygger, jeg stoler på – Miniwelt
Holzner – en passende kasse. I ventetiden valgte jeg et tapet. Det skulle være noget særligt. Jeg besluttede mig for dette fortryllende tapet i landhus stil.
Jeg havde kun en smal strimmel, så jeg lavede kun en kant, til den øverste del af væggen, med farvetilpassede vandrette striber.
Som der står i bibelen: Det er ikke godt for mennesket, at være alene. Det gælder naturligvis også Dukkehusbeboere. Så lille “Lotte” fik Loisel som partner – han er umiskendelig også fra Sievers-Hahn.
Det var ikke meningen, at flere skulle flytte ind, … men alligevel. Jeg opdagede en lille Annedore Krebs Doll og blev spontant forelsket i hende, Dorle flyttede ind i det lille værelse som fast gæst
Møblerne er rene og stabile. Men de små møbler, er lidt skuffende på bagsiden. På både stolene og bænken, er der kun malet foran. Der er ingen maling på bagsiden. Sikke en skam.
Jeg kunne rigtigt godt lide det fortryllende sengelinned fra Rosis vugge, så jeg valgte også, at brugte det, til denne vugge. Med denne vuggesammenligning, kan du se de forskellige farver og lidt anderledes dekoration af møblerne.
Hvis du leder efter en træbaby, kommer du ikke uden om de søde babyer fra Annedore Krebs. Ud over de 4- leddelte babyer, producerer Frau Krebs også to versioner af mindre babyer i deres soveposer – der var ingen betænkningstid – jeg købte med det samme. Naturligvis har Lotte Sievers-Hahn også meget søde babyer, men de er for store til vuggen.
Den sorte kat på reolen er en kantskammel fra Miniwelt Holzner. den er selvfølgelig nyere, men jeg elsker kantskamler meget og kunne ikke modstå den. Som bogstøtte brugte jeg en lille teddybjørn af Resin. En meget flot løsning, fordi bjørnen har ret ryg. Vægblomstervasen kommer fra 1950’erne. Jeg har en i min barndoms stuehus og da jeg var til et forretningsophør for et par år siden, opdagede flere vaser på én gang, så jeg købte dem. Blomsterne er lavet af veloursilke. Jeg putter altid plastikmasse i mine vaser og sætter blomsterstilkene i dem – så står de altid, som jeg vil have det.
Min mand brugte to LED -lamper til belysning i værelset, også en glødende Seiffen hængelampe er der.
Et vægur fra 1930’erne af Dora Kuhn hænger midt på bagvæggen, til højre for et landbrugsmaleri (tja, det er et tryk) i en støbt bronzeramme. Til venstre en næsten ægte “daguerreotype” af Hitty.
Man kan kalde Hitty for alle de små trædukkers mor. For dem, der måske ikke kender Hitty som begreb, så fortalte jeg, for første gang i udgaven 15.09.2018 af Tortula fortalte jeg for første gang om Hitty og Lise Clasen skrev om denne dukke den 13. marts 2019. I mellemtiden har min samling fået sin egen hitty – jeg har kaldt den Hitty Rose. Jeg vil vise dette i et af de næste numre.
Her er link til Lises fortælling om Hitty. http://dukkedroemme.dk/hittys-historie
Killingen på kommoden er fra “Kunstgewerbliche Schnitzereien Emil Helbig”.
Den var oprindeligt tiltænkt Helbig -bryllupsoptoget, men den sælges heldigvis også enkeltvis. Jeg elsker Helbig -katte, og nogle af de ældre katte hopper rundt i mine værelser. Denne lille er naturligvis noget helt særligt på grund af dets størrelse.
Til venstre for den er en “Scotty”, også udskåret. Den er fra fru Bettina Bergmann,
fra Emil Helbigs Dekorative Kunstudskæringer. Jeg fik oplysningen om at, (mange tak for det) Scotty med sandsynligvis er en hund fra 1940’erne, og er produceret af Rhönkunst. Men jeg har intet bevis for dette endnu .
Anni kom ind i stuen med Scotty. Hun er også en gæst, der ikke forsvinder. Hun er en Krebs dukke, fra den nuværende produktion. Jeg syntes hendes kjole med de små hatte på, er så skøn. Hun har bundet håret i en fin hestehale.
En anden smuk miniature fra Erzegebirge, er denne hængekrans. Den har fire lys, en
Fugl, et juletræ, en lykkesvamp og en stjerne. Den kommer fra Christian Ulbricht
og var tiltænkt som pynt til træet- men for mig er det rigtig fin pynt i dukkehuset.
Ja, og nu er det hele sat op. Hvis jeg bare vidste, hvilket værksted disse møbler kommer fra.
Endnu et tillæg:
Efter min første artikel, om disse små møbler, gjorde min ven Angelika mig opmærksom, på en opdagelse. I bogen “Kleine heile Welt” – en Kulturhistorie i dukkehuset af R. Müller-Krumnach, Edition Leipzig (1992), er der på side 137,et billede af dette møbel. I et dobbeltværelse med teksten:
Dukkehus, Erzgebirge, 1978, model fra trælegetøjsfirmaet VERO, Olbernhau.
I dette værelse er der møbler som dem, jeg har i min “dobbeltdækker”. Farven, pynten og den lille holder til tallerkenerne, på kommoden er identiske.
Men der er en uoverensstemmelse, mellem denne bog og mine postkort. De ældste
postkort blev trykt mellem d. 24. juli 1948 og d. 31. juli 1964. Fordi kun i DDR, betragtede man den tyske mark som gældende valuta.
Nå, og VERO var heller ikke et værksted, men en forening. Så spørgsmålet forbliver åbent, hvem byggede disse møbler – og var det før 1978?
Så jeg må kigge videre – måske får jeg en en dag fra dig, kære læser, lidt oplysninger. Det vil hjælpe mig yderligere i min søgen.
Så skulle nogen ligge inde med oplysningen angående Sigis dukkehusmøbler, så skriv til hende på info@tortula.de. Det vil glæde hende rigtigt meget.